Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 10-05-2021
Enhed: SUNDJUR
Sagsbeh.: DEPCSP
Sagsnr.: 2015111
Dok. nr.: 1710709
Folketingets Sundhedsudvalg har den 22. april 2021 stillet følgende spørgsmål nr. 3
(L 204 - Forslag til lov om ændring af lov om autorisation af sundhedspersoner og om
sundhedsfaglig virksomhed, lov om tobaksvarer m.v., lov om elektroniske cigaretter
m.v. og forskellige andre love) til sundhedsministeren, som hermed besvares. Spørgs-
målet er stillet efter ønske fra Liselott Blixt (DF).
Spørgsmål nr. 3:
”Vil
ministeren igangsætte et arbejde med at autorisere en række uddannede fagper-
soner, herunder akupunktører, massører, psykomotoriske terapeuter, fodplejere,
psykoterapeuter og social- og sundhedshjælpere?”
Svar:
Jeg vil først og fremmest understrege, at baggrunden for de autorisationsordninger,
der findes på sundhedsområdet, er patientsikkerhed i sundhedsvæsenet.
De autoriserede faggruppers virksomhed er reguleret i lov om autorisation af sund-
hedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven). Formålet med
autorisationsordningerne er ifølge autorisationslovens § 1 at styrke patientsikkerhe-
den og fremme kvaliteten af sundhedsvæsenets ydelser gennem autorisation af nær-
mere bestemte grupper af sundhedspersoner, hvor andres virksomhed på det pågæl-
dende virksomhedsområde kan være forbundet med fare eller særlig fare for patien-
ter.
Et element i overvejelserne om indførelse af en autorisationsordning for en fag-
gruppe er også, hvorvidt der findes en offentlig reguleret uddannelse, der kan danne
grundlag for en autorisation.
Autorisation af en faggruppe indebærer titelbeskyttelse, således at der sker en af-
grænsning af andres adgang til at benytte denne titel. For nogle faggruppers vedkom-
mende indebærer autorisationen også en eller flere behandlingsrettigheder (forbe-
holdt virksomhed), som andre ikke har.
En autorisationsordning er en indskrænkning i den frie og lige adgang til erhverv, og
bør ikke indføres udelukkende som en officiel anerkendelse af den samfundsmæssige
værdi af den indsats, der ydes af udøverne af en bestemt virksomhed, men være ba-
seret på nøje overvejelser om det reelle behov for en sådan ordning efter en afvej-
ning mellem hensynet til patienternes sikkerhed over for hensynet til fri og lige ad-
gang til erhvervsudøvelse. Det bør derfor overvejes, om den virksomhed, den enkelte
gruppe udøver, nødvendiggør særligt myndighedstilsyn, eller om kvalitetssikring kan
opnås på anden måde end ved autorisation.