Tak for det, formand. Jeg tror nu næsten, det er ny rekord med så mange forskellige ændringer på så kort tid. Men man skal ikke tage fejl: Det er slet ikke, fordi ordførerne ikke er grundige, for der er rejst nogle flag forskellige steder, og man har sådan set zoomet ind på det væsentlige.
Grunden til, at det er en buket – jeg har hørt flere også nævne det her, og det forstår jeg godt – er, at det er praksis, når store dele af det er noget, der minder om teknik, at bunke det sammen, selv om det med teknik selvfølgelig også er en normativ betragtning og man kan spørge, om det er teknik eller politik. Men det ændrer jo ikke på, at partierne selvfølgelig er velkomne til at stille spørgsmål om hvert enkelt element, og hvis man har brug for ændringsforslag eller andet, kigger vi selvfølgelig på det. Fra ministeriets side var det tænkt, at fordi der er så meget teknik i det, giver det mening at få det puljet sammen her. Men det er fuldstændig korrekt, at det er flere ændringer i sundhedsloven, vi taler om her.
Jeg vil lige for en god ordens skyld gennemgå det her. Der er altså for det første en ændring af autorisationsloven for at forbedre og opdatere den lovgivningsmæssige ramme for journalføring i sundhedsvæsenet. Det foreslås først og fremmest at forbedre patientsikkerheden, styrke sundhedspersonalets retsstilling og fastsætte en klar lovmæssig ramme, så driftsherrens organisatoriske forhold tydeligt understøtter, at der kan ske korrekt og rettidig journalføring, der samtidig er overskuelig og ikke sker i videre omfang end det, der er nødvendigt. Det foreslås derudover at skabe mere fleksible rammer for overtagelse af patientjournaler på tværs af faggrupperne på tandbehandlingsområdet, således at behandlingen af patienterne ikke besværliggøres eller forsinkes unødigt.
Det foreslås også at styrke mulighederne for at få adgang til patientjournaler, når klinikker m.v. lukker og journalerne af forskellige årsager ikke efter reglerne overdrages til Styrelsen for Patientsikkerhed. Jeg har godt hørt de par partier, som har rejst nogle spørgsmål her. Som jeg hørte dem, vurderer jeg, at den skepsis eller bekymring, der har været, godt kan rummes, og at vi sådan set har gode svar på det. Men jeg foreslår, at vi tager det i udvalgsbehandlingen, fordi vi er inde i et rimelig teknisk område her. Som jeg lige umiddelbart hørte det, tror jeg faktisk godt, det kan lade sig gøre at få manet skepsissen i jorden. Men lad os se på det.
Så har vi for det andet tatoveringsområdet, og det er jo korrekt, som det også blev nævnt, at der i 2018 blev indført en tilsyns- og registreringsordning på tatovørområdet. Hensigten var jo bl.a. at sikre, at tatoveringssteder i Danmark skulle overholde nærmere fastsatte krav for at kunne udføre tatovering i erhvervsmæssigt øjemed. Der er en finansiering til ordningen, og det er gennem et gebyr, som opkræves hos ejeren af tatoveringsstedet. Gebyret skal betales ved registrering af tatoveringsstedet hos Sikkerhedsstyrelsen og derefter hvert år på datoen for registreringen. Og det har altså vist sig, at der har været eksempler på tatoveringssteder, som ikke har betalt det årlige gebyr, men som alligevel udfører tatovering i erhvervsmæssigt øjemed.
Sikkerhedsstyrelsen – det er dem, der administrerer tilsyns- og registreringsordningen – har, som reglerne er i dag, ikke nogen reaktionsmuligheder over for ejerne, hvis de ikke betaler det årlige gebyr, og så er det nok lidt svært at få overbevist folk om, at det er en god idé at gøre det. Så formålet med den her del af lovforslaget er altså at give Sikkerhedsstyrelsen en reaktionsmulighed ved manglende betaling og samtidig give ejeren af tatoveringsstedet et incitament til at betale det årlige gebyr.
Jeg kan ikke sige, hvorfor det ikke var med i den oprindelige indførelse tilbage i 2018, men det er i hvert fald nok altid meget klogt, når man indfører sådan noget her, at der også er et incitament til, at det gebyr betales, og at det kan blive efterprøvet.
Forslaget etablerer altså en ordning, så tatoveringsstedets registrering bortfalder, hvis det årlige gebyr ikke bliver betalt. Det er vel en ret simpel måde at gøre det på. Det medfører jo så, at hvis man ikke betaler, vil det ikke længere være lovligt for tatoveringsstedet at udføre tatovering. Hvis man så fortsætter med at tatovere, på trods af at man ikke har betalt det her gebyr, vil man i sidste ende kunne politianmeldes, så man altså også har et incitament til at overholde de regler her.
Så har vi for det tredje markedsovervågning vedrørende tobak og relaterede produkter, og det var der også nogle der nævnte her fra talerstolen. Et par ord om det:
EU's markedsovervågningsforordning stiller krav om implementering af visse minimumsbeføjelser i national lovgivning i forhold til kontrol på en række produktområder, og det gælder altså også produkter omfattet af tobaksvaredirektivet. På den baggrund foreslås en række hjemler til Sikkerhedsstyrelsen, bl.a. at styrelsen får hjemmel til kontrol under skjult identitet og til at kunne påbyde fjernelse af indhold fra en onlinegrænseflade eller i sidste ende at kunne få blokeret adgangen til onlinegrænseflader, hvor man sælger farlige eller ulovlige produkter.
Bestemmelserne i forslaget skal gælde for alle produkter omfattet af lov om tobaksvarer m.v. og lov om elektroniske cigaretter m.v. med henblik på at beskytte forbrugerne, uanset om tobaksprodukterne eller de relaterede produkter, de køber, er EU-harmoniserede. Der foreslås desuden hjemler, som konsoliderer Sikkerhedsstyrelsens kontrol med de produkter, som blev en del af lovgivningen, for så vidt angår tobak og relaterede produkter, med vedtagelsen af lovforslaget den 21. december 2020 – det er det, der udmønter national handleplan mod børn og unges rygning.
Den bekymring, der blev udtrykt, mener jeg faktisk også vi kan håndtere og indhegne og mane i jorden i forhold til det, der bliver virkelighed. Det her er ikke en indførelse af den fysiske mysteryshopping, som der blev diskuteret. Det er fuldstændig rigtigt, det var til debat, men det er altså ikke den indførelse, som foreslås her. Men lad os levere nogle svar, så vi får det sort på hvidt og eventuelt som en del af materialet i loven, så man helt klart kan få på skrift, hvad det er, jeg mener, når jeg siger de ting her, for man kan jo definere det på mange forskellige måder.
Endelig får vi foretaget en række lovtekniske ændringer i henholdsvis psykiatriloven og strålebeskyttelsesloven, og det handler også om at leve op til Europa-Kommissionens implementeringspraksis, men også om at få berigtiget en række fejl i psykiatriloven, og den sidste del af det er primært for mig at se teknik, men det er jo altid godt at få berigtiget nogle fejl.
Så med de ord siger jeg tak for Folketingets opmærksomhed, og jeg ser frem til udvalgsbehandlingen, og som sagt stiller jeg mig selvfølgelig til rådighed for at besvare spørgsmålene. Der har været rejst nogle spørgsmål og udtrykt nogle bekymringer, og jeg håber, vi kan mane bekymringerne i jorden og få en god forklaring på dem, for det er gode spørgsmål, der er rejst, og som jeg kan forstå teknikken i det her, vil der også være nogle gode svar på de bekymringer. Tak.