Nu, når formanden tillod det, vil jeg da godt anerkende hr. Ole Birk Olesens ønske om, at regeringen skulle gro nogle boller og lade være med at lovgive ud fra Ekstra Bladets fund af helte. Vi synes i det hele taget, at heltegørelse er lidt populistisk. Og problemet med det, når man går ud og udnævner helte, er, at man bagefter skal finde ud af, hvem der er helte, og hvem der ikke er helte. Hvem er helte nok, hvem er kun lidt helte, og hvem er kun en lille smule helte? Og jeg synes, det er svært at afgrænse, hvem der egentlig skal have fordel af den her ordning. Jeg er ved at prøve at finde ud af det.
Hvad med f.eks. smeden, der har produceret mobile håndvaske til desinfektion, før man skal ind i en bygning? Jeg kan ikke finde ud af, om vedkommende er medtaget, eller om vedkommendes partner skal betale i henhold til den gensidige forsørgerpligt, selv om det er sådan, at smeden har knoklet rigtig, rigtig meget med det her. Så jeg er ved at prøve at undersøge det nærmere og måske f.eks. stille ændringsforslag om udvidelse af målgruppen, når vi har fået præciseret, hvem det egentlig er, der får fordelen af alt det her, og om der er nogle i kanten, som egentlig knokler coronarelateret, som ikke får det.
Problemet med at gøre nogle til helte og andre ikke til helte er jo også, at mange andre, der egentlig gør et fantastisk stykke arbejde, bliver forbigået – altså når ambulanceredderne, som tager ud og hjælper mennesker, der har været udsat for et grusomt færdselsuheld, knokler i døgndrift i perioder, synes jeg de gør et fantastisk stykke arbejde. Og hvad med stormflodspersonale, der sikkert i fremtiden kommer til at arbejde i døgndrift ved oversvømmelser? Og hvad med brandfolk, som skal slukke meget, meget store brande – altså folk, der knokler, måske for at redde andres liv, i dagevis, måske i ugevis – skal de betale? Skal deres familie rammes af 70 pct.s marginalskat? Nej, det synes jeg da heller ikke. Skal andre? Nej, det er jo det, der er problemet med gensidig forsørgerpligt, nemlig at man nærmest betaler femdobbelt skat, når gaveafgiften kommer med til sidst. Og derfor fremsætter vi også på torsdag et beslutningsforslag sammen med Enhedslisten om at få afskaffet de her ordninger og princippet bag dem en gang for alle.
En anden tanke, jeg får, er, at det var fuldstændig umuligt at give en række mennesker deres feriepenge tilbage på grund af alle mulige forhindringer, fordi de var ramt af gensidig forsørgerpligt. Altså, det er bare, som om at det åbenbart alligevel ikke var så svært. Altså, jeg kan ikke se, der er så meget forskel på de såkaldte coronaheltes partnere og så dem, som ikke har fået feriepenge tilbage. Jo, man skal spole lidt tilbage i tiden, men det er jo ikke så svært. Så jeg synes egentlig, det her forslag viser, at de egentlig godt kunne have fået deres feriepenge tilbage, hvis vi virkelig, virkelig havde været klar til at finde ud af, hvordan man gjorde det.
Men som jeg har sagt, river vi os lidt i håret i Alternativet over det her forslag. Altså, vi synes lidt det er populisme og et ønske om at give nogle en fordel, men så er det jo også et lille positivt skridt i en kamp, som vi har været med til at kæmpe rigtig mange runder for. Spørgsmålet er, om forslaget er bredt nok. Hvad nu f.eks., hvis man henvender sig til sin arbejdsgiver for at høre, om vedkommende mener, at ens arbejde og overarbejde er coronarelateret, og vedkommende ikke mener det – altså, det kan da også være svært for dem at finde ud af det – eller hvis man er bange for overhovedet at gå hen og spørge, fordi man er bange for at blive fyret?
Altså, der er måske nogle svagheder i det, som vi er nødt til at se på. Jeg vil da gerne stemme grønt til det her forslag, og det vil jeg da også arbejde på, men det kan kræve, at ordningen bliver mere præciseret og udvidet. Men jeg kommer i hvert fald ikke til at stemme nej, så sidste udvej vil være gult. Tak, formand.