L 194 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra indenrigs- og boligministeren

Indenrigs- og Boligudvalget 2020-21
L 194 Bilag 1
Offentligt

Enhed

Boligpolitik og -

økonomi

Sagsnr.

2021 - 2209

Doknr.

399677

Dato

18-03-2021

Notat om de indkomne høringssvar vedrørende udkast til

forslag til lov om ændring af lov om almene boliger m.v., lov

leje af almene boliger og lov om leje (Tidligere hårde

ghettoområder, som er omfattet af en udviklingsplan)

Indenrigs- og Boligministeriet hørte fra den 9. februar 2021 til den 23. februar 2021 en

række myndigheder og organisationer over ovennævnte udkast.

1. Følgende myndigheder og organisationer har afgivet bemærkninger til udkastet: BL

–

Danmarks Almene Boliger, Institut for Menneskerettigheder, KL, Lejernes

Landsorganisation i Danmark og Rådet for Etniske Minoriteter.

2. Følgende myndigheder og organisationer har ikke haft bemærkninger til udkastet:

Ankestyrelsen, Byggeskadefonden, Danske Ældreråd, Datatilsynet, Foreningen af

Rådgivende Ingeniører FRI, LOS og Ældre Sagen.

3. Følgende myndigheder og organisationer har ikke afgivet høringssvar til udkastet:

Advokatrådet, Akademisk Arkitektforening, Alzheimerforeningen,

Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd,

ATP-ejendomme, BAT-Kartellet, Bedre Psykiatri, BL

–

Danmarks Almene Boliger,

BOSAM, Byggesocietetet, Bygherreforeningen i Danmark, Center for Boligsocial

Udvikling, Danmarks Lejerforeninger, Dansk Byggeri, Dansk Energi, Dansk Erhverv,

Dansk Fjernvarme, Dansk Socialrådgiverforening, Dansk Ungdoms Fællesråd, Danske

Advokater, Danske arkitektvirksomheder, Danske Handicap-organisationer, Danske

Lejere, Danske Regioner, Danske Studerendes Fællesråd, Danske Udlejere, Den

Danske Dommerforening, Det Centrale Handicapråd, DI, EjendomDanmark,

Ejerlejlighedernes Landsforening, Finans Danmark, FSR

–

danske revisorer,

Foreningen til fremskaffelse af boliger for ældre og enlige, Forsikring og Pension,

Frivilligrådet, Husleje- og Beboer-klagenævnsforeningen, Håndværksrådet,

Kollegiekontorerne i Danmark, KommuneKredit, Kommunernes Revision

–

BDO,

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Landsbyggefonden, OK–Fonden,

Psykiatrifonden, Rådet for Socialt Udsatte, SAND De hjemløses Landsorganisation,

SBi/AAU (Statens Byggeforskningsinstitut under Aalborg Universitet), Selveje

Danmark, Sind, Socialchefforeningen, Socialpædagogernes Landsforbund, TEKNIQ,

Udbetaling Danmark og VIVE.

4. Følgende myndigheder og organisationer, som ikke er på høringslisten, har afgivet

høringssvar til udkastet: Realiseringsbestyrelsen for Finlandsparken og Ungdomsbo

og Esbjerg Kommune.

L 194 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra indenrigs- og boligministeren

Bemærkninger til lovforslaget

I det følgende gengives hovedindholdet af de modtagne høringssvar til det fremsatte

lovforslag samt Indenrigs- og Boligministeriets bemærkninger hertil.

Bemærkninger af generel politisk karakter samt forslag og bemærkninger, der ikke

vedrører det fremsatte lovforslag, indgår ikke i notatet.

Indenrigs- og Boligministeriet kan for en fuldstændig gennemgang af samtlige

indsendte synspunkter henvise til høringssvarene, som er sendt til Folketingets

Indenrigs- og Boligudvalg.

Generelle bemærkninger

–

Danmarks Almene Boliger

finder det positivt, at reglernes anvendelse

tydeliggøres, og der med forslaget gives en klar hjemmel for de boligområder, der

tidligere har været hårde ghettoområder, således at forståelsen af lovgivningen ikke

sker ud fra fortolkning af lovens intentioner.

Indenrigs- og Boligministeriet

har ikke bemærkninger hertil.

Institut for Menneskerettigheder

finder, at alle tiltag der knytter sig til

kategoriseringen af et boligområde

som en ”ghetto”, herunder anvendelsen af visse

regler for boligområder, som er omfattet af en udviklingsplan, skal sættes i bero, indtil

domstolene og Ligebehandlingsnævnet har taget stilling til de verserende sager.

Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at Indenrigs- og Boligministeriet afventer

fremsættelsen af lovforslaget, indtil domstolene og Ligebehandlingsnævnet har truffet

afgørelse i de verserende sager om lovligheden af en udviklingsplans indhold samt

kriterierne for, hvornår et område

er en ”ghetto”. Instituttet

henviser til deres

høringssvar af 22. oktober 2018 vedrørende L38.

Instituttet eftersøger en nærmere undersøgelse af, hvilken effekt og hvilke

udfordringer de skærpede anvisnings- og udlejningsregler har medført i forhold til

udsatte gruppers mulighed for at få anvist en ledig bolig, herunder om ventetider er

steget efter indførelsen af reglerne, samt af, i hvor høj grad kommunerne gør brug af

undtagelsesbestemmelsen i almenboliglovens § 59, stk. 7. Institut for

Menneskerettigheder anbefaler, at Indenrigs- og Boligministeriet foretager en

nærmere undersøgelse af, hvordan de skærpede anvisnings- og udlejningsregler bliver

anvendt i praksis.

Indenrigs- og Boligministeriet

skal bemærke, at det forhold, at man har anlagt en sag

ved domstolen om en udviklingsplan, hverken indebærer, at udviklingsplanen

suspenderes eller at der ikke skal foretages yderligere lovændringer, indtil domstolene

har forholdt sig til de konkrete sager. Sagsøgeren kan i en konkret retssag anmode

retten om at tillægge opsættende virkning til et konkret forhold. Det er retten, der

træffer afgørelse om opsættende virkning i den konkrete sag i lyset af sagens konkrete

omstændigheder.

En udsættelse af fremsættelsen af lovforslaget, indtil domstolenes og

Ligebehandlingsnævnets afgørelser foreligger, vil indebære, at implementeringen af de

godkendte udviklingsplaner vil skulle afbrydes, således at de igangværende indsatser

vil stoppe, hvilket vil kunne annullere den positive udvikling og hidtidige indsatser.

Det finder ministeriet ikke vil være hensigtsmæssigt.

L 194 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra indenrigs- og boligministeren

Det bemærkes i øvrigt, at Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen i april 2020 udgav en

undersøgelse af netop anvendelsen af fleksible udlejningsregler i almene

familieboliger.

finder, at det er hensigtsmæssigt, at kommuner og boligorganisationer får hjemmel

til at fortsætte deres arbejde med udviklingsplanerne, selvom boligområdet ikke

længere opfylder betingelserne for hverken at være et udsat boligområde, et

ghettoområde eller et hårdt ghettoområde.

Det er dog også KL´s vurdering, at varige løsninger på ghettoudfordringen kræver, at

fysiske omdannelser går hånd i hånd med andre redskaber til styring og regulering af

beboersammensætning og at vilkårene for denne opgave varierer meget fra kommune

til kommune.

KL bemærker derfor, at kommunerne og boligorganisationerne bør sikres muligheder

for lokalt at vurdere, hvordan de vil styre beboersammensætningen i boligområderne.

Det kan fx være ved boligsocial anvisning

–

også i tidligere hårde ghettoområder,

selvom der endnu ikke er gået 4 år fra området ikke længere opfyldte betingelserne for

at være et udsat boligområde, et ghettoområde eller et hårdt ghettoområde.

Indenrigs- og Boligministeriet

skal bemærke, at de lokale aktører både efter de

gældende regler og de i udkastet foreslåede ændringer har en række redskaber, som

kan anvendes med henblik på at styre beboersammensætningen i alle boligområder i

kommunen, dvs. også ikke-udsatte boligområder. Når der i udkastet foreslås

tidsbegrænsninger i forhold til visse udlejningsredskaber, er det primært på baggrund

af ministeriets vurdering af det konkrete redskabs proportionalitet og nødvendighed.

Når et boligområde i 4 år ikke opfylder betingelserne i almenboliglovens § 61 a, stk. 4,

må det være udtryk for, at området oplever en stabil positiv udvikling, som kan

fastholdes ved brug af mindre indgribende redskaber.

LLO

anser udkastet som værende en skærpelse af nugældende lovgivning, idet

udkastet vil give boligorganisationer større magtmidler til at gennemføre indgreb for

at nå en målsætning, der allerede er nået, da boligområderne ikke længere er hårde

ghettoer. LLO undrer sig over, at de af udkastet omfattede beføjelser ikke allerede var

en del af parallelsamfundspakken.

LLO anerkender, at dele af parallelsamfundspakken kan have påvirket

beboersammensætningen, herunder ændringer i ventelistesystemet. Initiativer, som

endnu ikke er gennemført, kan dog ikke siges at have bidraget til at opnå det politiske

mål om en ændret beboersammensætning.

LLO går ud fra, at udkastet ikke vil gælde med tilbagevirkende kraft, således at de nye

beføjelser ikke gælder for boligområder, som allerede er ude af den hårde ghettoliste

inden lovforslagets eventuelle gennemførelse.

Indenrigs- og Boligministeriet

skal bemærke, at det allerede fremgår af de gældende

regler, at en udviklingsplan skal gennemføres, selv om et boligområde ikke længere

opfylder betingelserne i almenboliglovens § 61 a, stk. 4. Når pligten til at gennemføre

en udviklingsplan fastholdes, kan det være vanskeligt for de lokale aktører at

implementere planen, hvis de ikke har adgang til at anvende de nødvendige redskaber.

Hvis en udviklingsplan indebærer, at en del af ejendommen skal nedrives eller sælges,

vil det ikke være muligt at gennemføre tiltaget, når det pågældende boligområde ikke

længere opfylder betingelserne for godkendelse af salg eller nedrivning, fordi området

L 194 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra indenrigs- og boligministeren

ikke opfylder betingelserne i almenboliglovens § 61 a, stk. 1, jf. § 27, stk. 3, nr. 3 og §

28, stk. 3, nr. 3.

Efter ministeriets opfattelse rejser LLO spørgsmålet om, hvorvidt den gældende

ordning skal ændres til en stop-and-go ordning, som vil indebære, at et boligområde,

som er i gang med en udviklingsplan, og som følge deraf oplever en positiv udvikling i

området, skal afbryde implementeringen heraf, så snart planen viser sin effekt og

områder kommer af listen over udsatte boligområder. Herefter vil området ikke have

redskaberne til at implementere udviklingsplanen før udviklingen vender og bliver

negativ igen. En sådan ordning vil efter ministeriets opfattelse være uhensigtsmæssig,

da omdannelserne af de belastede boligområder skal være varige og vedholdende, hvis

de skal blive permanente.

Realiseringsbestyrelsen for Finlandsparken

finder forslaget om, at almenboliglovens

§ 51 c (vedr. brug af fleksibel udlejning) fremadrettet skal anvendes i et boligområde,

som er omfattet af en udviklingsplan indtil udviklingsplanen er gennemført eller

boligområdet i fire konsekutive år ikke har været på listen over hårde ghettoområder,

fornuftig. For så vidt angår Finlandsparken har brugen af kombineret udlejning i

perioden 1. oktober 2019

–

31. december 2020 givet anledning til i alt 14 afviste

boligansøgere, mens det fleksible udlejningsværktøj i samme periode har været

anvendt til at give fortrin til 66 boligsøgende.

Realiseringsbestyrelsen finder det vigtigt af hensyn til den boligsøgende, at

afvisningsadgangen kun gælder så længe det er nødvendigt. Samtidigt er det vigtigt, at

de lokale myndigheder fortsat har de nødvendige redskaber til at konsolidere en

hensigtsmæssig udvikling i boligområderne. Realiseringsbestyrelsen finder, at den

foreslåede model afvejer begge hensyn på rimelig vis.

Realiseringsbestyrelsen ønsker afslutningsvist at slå fast, at arbejdet med

udviklingsplanens greb og indsatser fortsat pågår med en stor dedikation til at skabe

en bydel i social balance gennem fortætning, nye fysiske forbindelser og revitalisering

af fælles mødesteder.

Indenrigs- og Boligministeriet

har ikke bemærkninger hertil.

Rådet for Etniske Minoriteter

finder, at det er meget problematisk, at der gives

mulighed for at fastholde en udviklingsplan i et boligområde, der er inde i en positiv

udvikling og som på den baggrund ikke længere opfylder kriterierne for at være et

hårdt ghettoområde, jf. almenboliglovens § 61 a, stk. 1. Rådet anbefaler, at man

fremmer en mangfoldig beboersammensætning og dropper etnicitetskriteriet i

kategoriseringen af udsatte boligområder, idet de anfører, at problemerne ikke løses

ved at stigmatisere beboere med minoritetsbaggrund.

Rådet anbefaler, at den allerede eksisterende fleksible udlejning i udsatte områder,

hvor folk i arbejde og under uddannelse får fortrinsret på ventelisten, udvides. For

eksempel skal unge, der er i uddannelse eller i fast arbejde og ønsker at flytte

hjemmefra have fortrin til en bolig i det kvarter, de er vokset op i. Dermed benytter

man efter rådets opfattelse aktivt et uddannelsesmønster, hvor stadig flere unge får

taget kompetencegivende uddannelser til at ændre beboersammensætningen samtidig

med, at man får fremdraget og udnyttet de gode unge forbilleder i de udsatte områder.

Indenrigs- og Boligministeriet

skal bemærke, at det allerede fremgår af de gældende

regler, at en udviklingsplan skal gennemføres, selv om et boligområde ikke længere

L 194 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra indenrigs- og boligministeren

opfylder betingelserne for at være et hårdt ghettoområde, jf. almenboliglovens § 61 a,

stk. 4.

For så vidt angår reglerne om fleksibel udlejning, skal ministeriet oplyse, at de

gældende regler giver lokale aktører mulighed for at fastsætte særlige

udlejningskriterier, som passer til de lokale forhold. I et udsat boligområde er det

kommunalbestyrelsen, der skal fastsætte kriterierne for udlejning af almene

familieboliger, jf. almenboliglovens § 60, stk. 4. For almene familieboliger, der ikke er

omfattet af § 59, stk. 1 eller 2, eller § 63, kan kommunalbestyrelsen og den almene

boligorganisation indgå aftale om udlejning efter særlige kriterier, jf. almenboliglovens

§ 60, stk. 1. Udlejning af almene ungdomsboliger kan kun ske til unge

uddannelsessøgende og andre unge med særlige behov, jf. almenboliglovens § 52, stk.

1, 1. pkt. Ministeriet finder derfor ikke grundlag for at ændre udkastet.

Specifikke bemærkninger

–

Danmarks Almene Boliger

bemærker, at udkastet kan virke som om, at de

foreslåede ændringer medfører en mulighed til boligorganisationer og kommuner,

hvor der ikke længere er hårde ghettoområder, for at anvende visse regler. Udkastet

består dog dels af regler, som almene boligorganisationer og kommuner kan anvende,

dels af regler, som de skal anvende.

Indenrigs- og Boligministeriet

skal hertil bemærke, at ministeriet er klar over, at

udkastet omfatter både ”kan” og ”skal” bestemmelser. Når der er tale om udkastets

almindelige og især specielle bemærkninger, kan der dog ikke være tvivl om, hvilke

bestemmelser som henholdsvis kan og skal anvendes. Udkastet skaber ikke nye

beføjelser, men udvider adgangen til de eksisterende beføjelser.

Ministeriet skal bemærke, at der i almenboligloven findes en række bestemmelser,

hvori der er anvendt en lovteknisk metode, som indebærer, at man i slutningen af en

paragraf eller en kapitel har indsat en bestemmelse, hvoraf det fremgår, at nærmere

angivne paragraffer finder tilsvarende anvendelse på selvejende almene ældre boliger

eller tilsvarende anvendelse på almene ungdomsboliger, som ejes af en selvejende

institution. Henvisningen omfatter både ”kan” og ”skal” bestemmelser og har ikke

givet anledning til tvivl om, hvorvidt en ”kan” bestemmelse skal anvendes eller om en

”skal” bestemmelse kan anvendes. Afgørende for en bestemmelses anvendelse

er, hvad

fremgår af den bestemmelse, som henvises til.

–

Danmarks Almene Boliger

finder, at det er hensigtsmæssigt, at almenboliglovens

§ 51 c om afvisning af boligsøgende på kontanthjælp m.v. anvendes i boligområder, der

ikke længere er et hårdt ghettoområde, men er omfattet af en udviklingsplan. BL

noterer, at ministeriet har foreslået, at § 51 c kun finder anvendelse i et boligområde,

der er omfattet af en udviklingsplan, indtil planene er gennemført, eller indtil

boligområdet i fire på hinanden følgende år ikke har været på listen over hårde

ghettoområder

–

for at sikre at bestemmelsen alene anvendes, så længe det er

nødvendigt og proportionalt, jf. de foreslåede § 168 a, stk. 8 og § 168 b, stk. 12.

BL foreslår, at § 51 c formuleres som en bestemmelse, hvorefter boligorganisationerne

kan afvise

–

men ikke skal. Det vil give boligorganisation mulighed for konkret at

vurdere behovet i forhold til beboersammensætningen og skabe den nødvendige

balance.

Indenrigs- og Boligministeriet

skal hertil bemærke, at BL´s bemærkning kan forstås

således, at BL finder, at boligorganisation skal have mulighed for selv at bestemme,

L 194 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra indenrigs- og boligministeren

om bestemmelsen skal anvendes i et boligområde, som ikke længere er et hårdt

ghettoområde. Bemærkningen kan også forstås således, at BL finder, at

boligorganisation skal have mulighed for at afvise boligsøgende i medfør af

almenboliglovens § 51 c også efter udviklingsplanens gennemførelse eller efter de 4 års

udløb.

Indenrigs- og Boligministeriet finder, at de grunde, som ligger bag den nugældende

formulering også gør sig gældende i forhold til et boligområde, som stadigvæk er

omfattet af en udviklingsplan. Ministeriet har konkret overvejet, hvilke begrænsninger

der skal indsættes med henblik på at sikre forslagets konformitet med de relevante

regler om menneskerettighederne. Ministeriet finder, at bestemmelsen kun skal

anvendes i en tidsbegrænset periode, som det fremgår af udkastet. Ministeriet finder

derfor ikke grundlag for at ændre udkastet.

–

Danmarks Almene Boliger

finder endvidere, at forslaget om at ændre § 86 i lov

om leje af almene boliger er meget problematisk, at idet denne efter BL´s opfattelse

søger at ændre på en vigtig balance mellem boligselskab og kommune vedrørende

genhusningspligt. BL henviser til, at bestemmelsen skal ses i sammenhæng med lov

om almene boliger § 168 b, stk. 6, der angiver, at genhusningsforpligtelsen ved en

kommunal udviklingsplan påhviler kommunen

–

og ikke udlejeren

(boligorganisationen).

BL anser det således for afgørende vigtigt, at genhusningsforpligtelsen for

boligorganisationen alene er tilfældet ved en fælles udviklingsplan, hvilket også kan

stimulere det gode samarbejde mellem boligorganisationer og kommuner.

Indenrigs- og Boligministeriet

skal hertil bemærke, at § 86, stk. 1, 3. pkt., kun handler

om en geografisk afgrænsning af genhusningspligten. Bestemmelsen definerer ikke,

hvem der har genhusningspligt, men begrænser kun udlejerens mulighed for at anvise

en erstatningsbolig, idet denne skal ligge inden for det pågældende boligområde.

Det er korrekt, at det fremgår af almen boliglovens § 168 b, stk. 6, at det er

kommunalbestyrelsen, der overtager genhusningsforpligtelsen og afholder udgifter

hertil, hvis en kommunaludviklingsplan indebærer påbud om salg eller nedrivning.

Det må bero på en misforståelse af almenlejelovens § 86, stk. 1, 3. pkt., når BL finder,

at en udvidelse af denne bestemmelse vil ændre på genhusningspligten, som er

reguleret i almenboliglovens § 168 b, stk. 6, der ikke ændres i udkastet.

Udkastet vil ikke ændre på kommunalbestyrelsens genhusningsforpligtelse, som

fremgår af almenboliglovens § 168 b, stk. 6. Udkastet vil kun have den betydning, at

kommunalbestyrelsen i tilfælde af salg kun vil kunne opfylde den overtagne

genhusningspligt ved at anvise en bolig i det pågældende boligområde. Beboernes

rettigheder vil således ikke afhænge af, om kommunalbestyrelsen og den almene

boligorganisation kan enes om en udviklingsplan.

Ministeriet finder derfor ikke grundlag for at ændre udkastet.

–

Danmarks Almene Boliger

finder endelig, at der er behov for at foretage visse

ændringer i udlejningsbekendtgørelsen, som også indeholder bestemmelser, der

vedrører de forskellige område: udsatte områder, ghettoområder og hårde

ghettoområder.

L 194 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra indenrigs- og boligministeren

Indenrigs- og Boligministeriet

skal oplyse, at ministeriet har igangsat det

forberedende arbejde vedrørende udarbejdelse af udkast til ændring af

udlejningsbekendtgørelsen. Dette udkast vil blive sendt i høring senere med henblik

på at ændringerne træder i kraft den 1. juli 2021. Ministeriets nærmere overvejelser

herom er indsat i udkastet, jf. afsnit 2.2.

Ungdomsbo og Esbjerg Kommune

har fremsat følgende forslag:

At almenboligloven § 59, stk. 7, som indebærer, at kommunalbestyrelsen

–

når denne skal afvise at anvise ledige boliger til visse boligsøgende (modtagere

af visse sociale ydelser, kriminelle, ikke EU/EØS-statsborgere m.v.) i et udsat

boligområde

–

alligevel skal anvise en ledig bolig i et udsat boligområde, hvis

der ikke er mulighed for at anvise ledige boliger i en boligafdeling, der ikke er

beliggende i et udsat boligområde, ændres, således at kommunalbestyrelsen

ikke skal, men kun kan anvise boligen.

At det beskrives, hvordan ”det pågældende boligområde” skal forstås i

almenlejelovens § 86, stk. 1, 3. pkt., idet det bemærkes, at det ikke er

hensigtsmæssigt i forhold til en ønsket udvikling, hvis der skal anvises en bolig

inden for ghettoområdet.

At boligorganisationerne får hjemmel til at afvise boligsøgende

førtidspensionister i ghettoområder. Sekundært, at førtidspensionister helt

udgår af opgørelserne til ghettolisten, da de tæller dobbelt med i forhold til

overførelsesindkomst, samt kriteriet for den gennemsnitlig bruttoindkomst.

At boligorganisationer, der afhænder boliger ved nedrivning eller ved salg og

mister deres administrationsbidrag på de pågældende boliger kompenseres

for tabet ved, at der fra Landsbyggefonden afsættets en pulje til dækning af

boligforeningernes manglende administrationsbidragsindtægter i en periode

op til 10 år, og at der fra staten afsættes en pulje til dækning af den

kommunale grundkapital ved opførelse af erstatningsbyggerier andre steder i

kommunen.

Indenrigs- og Boligministeriet

skal bemærke, at det ikke er formålet med udkastet at

sikre disse bestemmelsers fortsatte anvendelse i et boligområde, som ikke længere

opfylder betingelserne for at være et udsat boligområde, et ghettoområde eller et hårdt

ghettoområde i almenboliglovens § 61 a, stk. 1, 2 eller 4.

Ministeriet finder således ikke, at reglerne om kommunal anvisning i

almenboliglovens § 59, stk. 7, skal ændres. Disse regler gælder ikke kun for hårde

ghettoområder eller tidligere ghettoområder, men for alle udsatte boligområder.

Bestemmelsen sikrer, at den boligsøgende, som kommunalbestyrelsen ikke må anvise

en bolig i et udsat boligområde, enten får anvist bolig i et andet boligområde eller

–

hvis dette ikke er muligt

–

sikres en bolig i et udsat boligområde. Hermed sikres

bestemmelsens konformitet med menneskerettighederne.

For så vidt angår begrebet

”det pågældende boligområde” i almenlejelovens § 86, stk.

1, 3. pkt., skal det forstås som det fremgår af bestemmelsens første led, som lyder

således: ”For

beboere i sådanne ejendomme, der er en del af et hårdt ghettoområde, jf.

§ 61 a, stk. 4, i lov om almene boliger m.v., hvor overdragelsen sker som et led i en

udviklingsplan.”

Genhusningspligten kan således kun opfyldes ved at anvise en

erstatningsbolig i det boligområde, hvor beboeren allerede bor. Bestemmelsen er en

udmøntning af den politiske aftale om indsatser, der modvirker parallelsamfund fra

maj 2018.

L 194 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra indenrigs- og boligministeren

For så vidt angår forslaget om at give boligorganisationerne hjemmel til at afvise

boligsøgende førtidspensionister i ghettoområder samt forslaget om erstatning for

boligorganisationernes tab ved nedrivning og salg (mistet administrationsbidrag),

finder ministeriet, at forslaget falder uden for udkastets formål.

Ministeriet finder derfor ikke grundlag for at ændre udkastet.