Tak for det. Vi går i Enhedslisten meget ind for det forebyggende arbejde. Derfor ærgrer vi os også over, at den boligsociale indsats er blevet skåret ned af de partier, som står bag de aftaler, der er i forbindelse parallelsamfundspakken. Vi går meget ind for bæredygtighed. Vi går meget ind for, at boligområder skal være varierede osv.
Men når vi nu ser på det her lovforslag, som lægger op til at gennemføre en nedlæggelse af gode familieboliger i almene bebyggelser med mere end tusind beboere, kan vi se, at det her jo ikke er løsningen. Hvis vi tager Solbakken i Odense, kom de på den hårde ghettoliste sidst, og det var jo, fordi der boede én kriminel for meget ifølge statistikken; vedkommende havde fået flyttehjælp og var flyttet.
Så vi har udsigt til, at der, når vi kommer frem til den 1. december i år, højst sandsynligt vil være en hård ghettoliste, som Solbakken ikke står på, men i mellemtiden er de så blevet pålagt at afvikle gode familieboliger. Vi synes ikke, at det er rimeligt. Og jeg synes faktisk, at det, som LLO gør opmærksom på i sit høringssvar omkring proportionalitet i lovgivningen, i forhold til at mål og midler skal hænge sammen, skal tages mere alvorligt. Og jeg synes, det skal tages langt mere alvorligt, når man ser på, at vi har fire boligområder – Agervang i Holbæk, Finlandsparken i Vejle, Gadehavegård i Taastrup og Munkebo i Kolding – som jo sådan set er kommet af den hårde ghettoliste.
Der er altså en længerevarende beskæftigelsesindsats for at få mindre kriminalitet i de områder, der har virket, og det har altså virket, uden at man er kommet så langt i sine såkaldte udviklingsplaner, at man er gået i gang med at afvikle boliger. Det er jo dér, at mål og midler ikke hænger sammen. Vi er jo meget for, at de her almene boligområder bliver løftet, og at de mennesker, der bor der, bliver hjulpet i beskæftigelse eller uddannelse, hvis de har mulighed for det. Vi er meget for, at unge mennesker, der vokser op i sådan nogle boligområder, får et godt liv og bliver hjulpet videre, hvis de har brug for det. Det skal der ikke herske tvivl om på nogen måde.
Vi er imod det her lovforslag, fordi det sådan set cementerer et hjørne af ghettopakken. Og det er jo lidt skægt at læse besvarelserne i høringsnotatet, for man mener ikke, at LLO har ret i, at det er lovgivning med tilbagevirkende kraft, men det må det jo være, siden det er nødvendigt at komme med det her lovforslag for at lukke nogle huller. For ellers var der jo en uklarhed om de områder, som kommer af den hårde ghettoliste, i forhold til om de så skulle fortsætte den udviklingsplan, som de via lovgivningen og via ghettoreglerne sådan set er blevet pålagt. Så jeg mener sådan set, at man roligt kan sige, at det her er lovgivning med tilbagevirkende kraft i forhold til de fire konkrete boligområder, som er røget af den hårde ghettoliste i den seneste version af ghettolisten fra den 1. december.
Jeg synes, at det er beskæmmende at se, at man i Danmark har så systematisk en diskrimination af mennesker med ikkevestlig herkomst og deres efterkommere. Det er ikke noget, der fremmer integration, at vi skal have den forskelsbehandling. Og det bliver jo endnu mere grotesk, når det så er hele boligområdet, som bliver udsat for repressalier. Det, at man i Solbakken i Odense kommer frem til, at de skal lave sådan en udviklingsplan, og at der er udsigt til, at det kan være op til 60 pct. af de almene familieboliger, som forsvinder for de nuværende beboere, skaber utryghed.
Jeg ville ønske, at man var lidt bedre til at lytte. Det er jo helt i orden at lave langsigtet planlægning, men hvis den planlægning, man havde forestillet sig, så bliver overhalet af virkeligheden, hvorfor så holde fast i det gammeldags i, at man går så hårdt efter at reducere antallet af almene familieboliger? Vi har sådan set brug for flere almene boliger. Det er det, vi går ind for i Enhedslisten; det er ikke, at vi skal afvikle almene boliger.
Vi synes, det er virkelig ærgerligt, at der ser ud til at være et flertal, der vil vedtage det her lovforslag, for hvis ikke det skete, havde vi ellers haft mulighed for at komme frem til nogle lempelser og komme frem til, at de fire områder, som var kommet af den hårde ghettoliste, så ikke skulle gennemføre deres udviklingsplan, men i stedet for kunne vælge en anden udvikling.