L 193a - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

Erhvervsudvalget 2020-21, Erhvervsudvalget 2020-21, Erhvervsudvalget 2020-21, Erhvervsudvalget 2020-21
L 193 Bilag 1, L 193 A Bilag 1, L 193 B Bilag 1, L 193 C Bilag 1
Offentligt

HØRINGSNOTAT

12. marts 2021

2021 - 903

fredkr

Høringsnotat vedrørende lov om ændring af lov om en garantifond for

skadesforsikringsselskaber, lov om investeringsforeninger m.v., hvid-

vaskloven, lov om Danmarks Grønne Investeringsfond og forskellige

andre love

(Øget investorbeskyttelse ved grænseoverskridende markeds-

føring af investeringsforeninger, oprettelse af gældsrådgivningsenhed i Fi-

nansiel Stabilitet som følge af aftale om erstatning mv. til minkavlerne og

følgeerhverv berørt af covid-19 samt styrket tilsyn med aktører på det digi-

tale marked for finansielle ydelser m.v.)

1. Indledning

Med lovforslaget gennemføres en række ændringer af den finansielle lov-

givning, der har til formål at øge forbruger- og investorbeskyttelsen samt

sikre et styrket og målrettet tilsyn på bl.a. bæredygtigheds-, hvidvask- og

betalingsområdet. Endvidere indeholder lovforslaget en ophævelse af er-

hvervsministerens forpligtelse til at fremsætte revision af den såkaldt kon-

tantregel i lov om betalinger. Endelig gennemføres elementer fra "Aftale

om erstatning mv. til minkavlerne og følgeerhverv berørt af covid-19", som

er indgået den 25. januar 2021 mellem regeringen (Socialdemokratiet),

Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Liberal Alliance.

Lovforslagets første del har været i høring den 30. oktober 2020 til den 27.

november 2020. Der blev modtaget 13 høringssvar, heraf 11 med bemærk-

ninger.

Lovforslagets anden del har været sendt i høring i perioden fra den 7. de-

cember 2020 til den 6. januar 2021. Der blev modtaget 6 høringssvar, heraf

4 med bemærkninger.

Lovforslaget tredje del, der indeholder en ophævelse af revisionsbestem-

melsen for kontantreglen, har været sendt i høring i perioden fra den 14.

januar 2020 til den 28. januar 2021. Der blev modtaget 17 høringssvar,

heraf 14 med bemærkninger.

Lovforslagets sidste del, der indeholder bestemmelser vedr. oprettelse af

gældsrådgivningsenhed, blev sendt i høring den 27. februar 2021 med frist

L 193a - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

2/37

for høringssvar den 5. marts 2021. Der er modtaget 13 høringssvar, heraf 2

med bemærkninger.

De væsentligste bemærkninger fra de hørte parter til de enkelte emner i

lovudkastet gennemgås og kommenteres nedenfor.

Visse høringssvar har givet anledning til nogle redaktionelle ændringer og

præciseringer i lovteksten og bemærkningerne. Disse ændrer ikke ved sub-

stansen i de pågældende bestemmelser og omtales derfor ikke nærmere i

dette notat.

2. Generelle bemærkninger

Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, Forsikring & Pension og Ar-

bejdsmarkedets Erhvervssikring støtter overordnet lovforslaget om at over-

føre ansvaret for sagshåndteringen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring

til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber i de tilfælde, der vedrører

dækning af arbejdsulykkesforsikringer som følge af enten inddragelse af et

forsikringsselskabs tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirk-

somhed eller ved et forsikringsselskabs konkurs.

Dansk Fintech Alliance (DAFINA), Finans Danmark (FIDA) og Finans-

Forbundet støtter lovforslaget om, at Finanstilsynet udpeges som kompe-

tent myndighed for tilsynet med EU’s crowdfundingforordning, hvorefter

Finanstilsynet udstyres med de tilsyns- og undersøgelsesbeføjelser, der er

nødvendige for at sikre overholdelse af forordningen og en høj beskyttelse

af investorerne.

Finans og Leasing støtter skærpelsen af kontantforbuddet i lovforslagets §

7, nr. 2.

DAFINA støtter desuden fuldt ud forslaget om den nye afgiftsdifferentie-

ring for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens og Forbrugerombudsman-

dens tilsyn efter lov om betalinger i lovforslagets § 11, nr. 2. DAFINA be-

mærker, at denne model bedre vil afspejle betalingsinstitutters reelle til-

synsbelastning hos henholdsvis Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og

Forbrugerombudsmanden.

FIDA støtter overordnet de foreslåede ændringer til lov om Danmarks

Grønne Investeringsfond. I det videre arbejde med fonden opfordre FIDA

til, at man i opgørelsen af CO2 tager udgangspunkt i den fælles metode, der

anbefales i regi af klimapartnerskaberne.

FIDA støtter endvidere de foreslåede tilpasninger af lov om restrukturering

og afvikling af visse finansielle virksomheder.

L 193a - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

3/37

Ældre Sagen støtter, at erhvervsministerens forpligtelse til at revidere kon-

tantreglen ophæves, da Ældre Sagen med stor tilfredshed konstaterer, at

Erhvervsministeriet har evalueret kontantreglen. Ældre Sagen har desuden

med tilfredshed konstateret, at det i den forbindelse er vurderet, at der ikke

på nuværende tidspunkt er behov for at foretage ændringer i ordningen, og

at kontantreglen bør opretholdes i uændret form. Ældre Sagen har derfor

ikke bemærkninger til forslaget om at fjerne selve revisionsbestemmelsen

i lov om betalinger, men understreger dog deres pointe, som de også frem-

førte i evalueringen, om, at ikke alle i samfundet kan følge med den digitale

udvikling.

Dansk Erhverv (DE) og Forbrugerrådet Tænk (FBR Tænk) støtter ligele-

des, at erhvervsministerens forpligtelse til at revidere kontantreglen ophæ-

ves.

Landbrug & Fødevarer og Dansk Pelsdyravlerforening er generelt positive

over forslaget om etablering af en gældsrådgivningsenhed for tidligere

minkavlere i Finansiel Stabilitet.

3. Bemærkninger til konkrete emner

Kommenteringen af høringssvarene tager udgangspunkt i følgende over-

ordnede opdeling:

3.1. Bidrag pr. arbejdsulykkesforsikring

3.2. Arbejdsmiljø

3.3. Garantifonden skal modtage et beløb i forbindelse med en arbejds-

ulykkesforsikringsbestand

3.4. Garantifondens kreditorrolle

3.5. Garantifondens behandling af udenlandske selskaber

3.6. Omkostningsstrukturen ved konkurser i danske forsikringsselskaber

3.7. Betaling til uforsikrede

3.8. Udgifter til Ankestyrelsens administration

3.9. Skadesforsikringsselskabet får trukket sin tilladelse eller går konkurs

3.10. Præcisering af, hvilket materiale der skal overdrages fra AES til GF

3.11. Hjemmel til at udstede regler om visse undersøgelser foretaget af for-

sikringsselskaber

3.12. Regulering af crowdfundingtjenester

3.13. Generelle bemærkninger til implementeringen af cross border-direk-

tivet

3.14. Afgrænsnings af målgruppen for præmarkedsføring

3.15. Præmarkedsføring i forhold til indledende møder

3.16. Betingelser for opsigelse af en markedsføringsaftale

3.17. Betingelser for en forvalters præmarkedsføring af alternative investe-

ringsfonde

3.18. Tegning inden for 18 måneder efter påbegyndt præmarkedsføring

L 193a - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

4/37

3.19.

3.20.

3.21.

3.22.

3.23.

3.24.

3.25.

3.26.

3.27.

3.28.

3.29.

3.30.

Outsourcingregler gælder ikke for pengeinstitutter m.fl. ved MitID

Udbydere af tjenester med virtuelle valutaer

Skærpelse af kontantforbuddet

Udvidelse af strafbestemmelsen

Gebyr for en basal betalingskonto

Bemyndigelse til udstedelse af regler om ledelseskrav i betalings- og

e-pengeinstitutter

Implementering af en standardmetode til vurdering af renterisiko som

følge af ikkehandelsmæssige aktiviteter

Ophævelse af erhvervsministerens forpligtelse til at revidere kontant-

reglen

Rådgivere omfattet af ordningen

Tidspunktet for rådgivning

Indberetningsfritagelse

Økonomiske konsekvenser

3.1. Bidrag pr. arbejdsulykkesforsikring

Garantifonden for skadesforsikringsselskaber (Garantifonden) støtter for-

slaget om, at der skelnes mellem beregningsgrundlaget for bidraget til Ga-

rantifonden for henholdsvis arbejdsulykkesforsikringer og øvrige forsikrin-

ger dækket under Garantifonden, men opfordrer til, at det fortsat fremgår

af loven, at bidraget fsva. de øvrige forsikringer opgøres pr. police.

Garantifonden anfører, at Garantifonden forud for iværksættelsen af op-

krævning af bidrag skal udvikle et nyt opkrævningssystem, og opfordrer

derfor til, at det klart fremgår af bemærkningerne, hvordan opkrævningen

tænkes gennemført, herunder at det er hensigten, at bidraget opkræves pr.

fuldtidsbeskæftigede pr. år, at bidraget kun opkræves for hele år, og at det

første opkrævningsår bliver på baggrund af fuldtidsbeskæftigede i 2022.

Forsikring & Pension (F&P) støtter også forslaget om opdelingen af opgø-

relsen af bidraget for henholdsvis arbejdsulykkesforsikringer og øvrige for-

sikringer.

F&P bemærker, at det bør fremgå af bemærkningerne, hvordan opkrævnin-

gen tænkes gennemført, og at der bliver tale om bidrag pr. fuldtidsbeskæf-

tigede pr. år, og at bidraget opkræves for hele år, så første opkrævning bli-

ver for år 2022.

Kommentar

Lovforslaget medfører, at Finanstilsynet ved beregning af de løbende bi-

drag skal tage højde for forskellen mellem arbejdsulykkesforsikringspoli-

cer og andre policer, der skal betale til Garantifonden.

L 193a - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

5/37

Finanstilsynet fastsætter de nærmere regler om forsikringsselskabernes bi-

drag til Garantifonden, jf. § 3, stk. 9, i lov om en garantifond for skades-

forsikringsselskaber. Finanstilsynet har udnyttet bemyndigelsen til at ud-

stede bekendtgørelse nr. 1437 af 5. december 2018 om bidrag til Garanti-

fonden for skadesforsikringsselskaber, som forventes ændret som følge af

lovforslaget.

Finanstilsynet vil i ændringsbekendtgørelsen tage stilling til, hvordan op-

krævningen skal gennemføres samt, hvordan bidraget skal beregnes og op-

kræves for henholdsvis arbejdsulykkesforsikringer og øvrige forsikringer

omfattet af Garantifonden.

Finanstilsynet vil inddrage både Garantifonden og F&P i udarbejdelsen af

ændringsbekendtgørelsen.

3.2. Arbejdsmiljø

Forsikring & Pension finder det uhensigtsmæssigt, at forsikringsbranchen,

og dermed indirekte arbejdsgiverne, skal dække konkursramte selskabers

forpligtelser i henhold til arbejdsmiljøloven.

Garantifonden finder, at dækning af arbejdsmiljøbidrag er langt fra Garan-

tifondens formål.

Kommentar

Beskæftigelsesministeriet finder det naturligt, at Garantifonden overtager

det konkursramte forsikringsselskabs forpligtelser i forhold til betaling af

arbejdsmiljøbidrag. Arbejdsmiljøbidraget finansierer arbejdsmarkedets

parters arbejdsmiljøindsats, som bl.a. omfatter tilskud til de fem branche-

fællesskaber for arbejdsmiljø, sekretariatsbetjening af Arbejdsmiljørådet

mv. Arbejdsmiljøbidraget opkræves af alle forsikringsselskaber, som teg-

ner arbejdsskadeforsikringer og direkte af selvforsikrede arbejdsgivere,

som ikke har tegnet forsikring. Det samlede beløb, som er til rådighed for

arbejdsmarkedets parters arbejdsmiljøindsats, varierer fra år til år og af-

hænger af de tilkendte godtgørelser i arbejdsskadesager over en 10-årig

periode. Et forsikringsselskabs konkurs påvirker ikke det samlede beløb,

som er rådighed for partsindsatsen, men en konkurs indebærer udlæg for

staten og risiko for statslige merudgifter svarerende til de beløb, som det

konkursramte forsikringsselskab skulle have bidraget med i arbejdsmiljø-

bidrag. Et forsikringsselskabs konkurs medfører i dag en utilsigtet forskyd-

ning mellem parternes og statens bidrag til partsindsatsen.

3.3. Garantifonden skal modtage et beløb i forbindelse med overta-

gelsen af en arbejdsulykkesforsikringsbestand

L 193a - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

6/37

Garantifonden anfører, at det af lovforslagets § 4, nr. 6, fremgår, at det be-

løb, der svarer til den del af selskabets kapitalkrav, som vedrører de over-

førte aktiver og passiver, skal fastsættes på baggrund af en uvildig under-

søgelse af selskabets arbejdsulykkesforsikringsbestand og godkendes af Fi-

nanstilsynet.

Garantifonden bemærker, at da krav ikke kan gøres gældende over for for-

sikringsselskaber for manglende beløb til dækning af de forsikringsmæs-

sige hensættelser, er det afgørende, at Finanstilsynet sikrer sig, at den uvil-

dige undersøgelse giver et retvisende billede.

Kommentar

Lovforslaget medfører, at Finanstilsynet skal godkende de udpegede sag-

kyndige personer, som skal foretage den uvildige undersøgelse.

Finanstilsynet vil vurdere, om den eller de foreslåede sagkyndige personer

kan anses for uvildige og er i besiddelse af de fornødne kompetencer og

dermed kan udpeges som sagkyndige. Hvis Finanstilsynet vurderer, at de

indstillede sagkyndige ikke er egnede eller uvildige, kan Finanstilsynet ud-

pege andre sagkyndige personer. Det centrale for Finanstilsynets vurde-

ring af, om en sagkyndig er uvildig, vil være, om den sagkyndige har til-

knytning til virksomheden, eller om der i øvrigt foreligger forhold, hvorved

der efter Finanstilsynets vurdering kan rejses tvivl om den sagkyndiges

uvildighed.

Lovforslaget sikrer således, at Finanstilsynet kan afvise den eller de ind-

stillede sagkyndige under hensynstagen til eventuelle interessekonflikter og

manglende faglige kompetencer.

3.4. Garantifondens kreditorrolle

Garantifonden angiver, at det af lovforslagets § 1, nr. 18, fremgår, at Ga-

rantifonden skal anvende dividenden, modtaget fra konkursboerne, til at

refundere de beløb, som forsikringsselskaberne har betalt til Arbejdsmar-

kedets Erhvervssikring (AES) for administrationen af arbejdsulykkesfor-

sikringsbestandene. Dividenden fordeles forholdsmæssigt år for år, såfremt

den ikke er tilstrækkelig til at dække forsikringsselskabernes fulde krav.

Garantifonden opfordrer til, at det for at undgå for store administrations-

omkostninger og lette Garantifondens arbejde, herunder gøre samarbejdet

med kurator smidigere og billigere, skal være muligt for Garantifondens

bestyrelse at købe andre kreditorer ud.

Forsikring & Pension (F&P) har angivet samme bemærkninger som Ga-

rantifonden.

L 193a - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

7/37

F&P anfører supplerende, at der ofte går mange år, før et forsikringssel-

skabs bo er endeligt afsluttet og dividende dermed kan udbetales. Det vil

herudover være en fordel for både konkursboet og Garantifonden at samle

så meget som muligt under færrest mulige kreditorer, idet det både admi-

nistrativt og juridisk vil gøre det lettere og derved opnå en omkostningsbe-

sparelse.

For at mindske omkostningerne og samtidig styrke Garantifondens rolle

som stor kreditor, opfordrer F&P til, at Garantifondens bestyrelse bemyn-

diges til at købe andre kreditorer ud af et konkursbo på markedsmæssige

vilkår.

Kommentar

Det bemærkes, at Garantifonden allerede har mulighed for at indgå aftale

om køb af fordringer fra øvrige kreditorer i konkursboer, hvor Garantifon-

den selv er kreditor, for dermed at styrke Garantifondens rolle som kredi-

tor. Som følge heraf vil Garantifonden blandt andet kunne forbedre sin mu-

lighed for at indgå aftaler med kurator i de pågældende konkursboer.

Præmissen for Garantifondens høringssvar synes at være, at forsikrings-

selskaber, som skal modtage refusion af beløb efter den foreslåede § 5 c,

stk. 3 i lov om en garantifond, indgår som kreditorer i konkursboerne. Dette

er ikke tilfældet.

I relation til den foreslåede bestemmelse i § 1, nr. 18, herunder særligt den

foreslåede § 5 c, stk. 3, i lov om en garantifond, vil Garantifonden overtage

AES’ krav mod konkursboer, som følge af at Garantifonden overtager ar-

bejdsulykkesforsikringsbestandene fra AES. De forsikringsselskaber, som

tidligere ville have krav om refusion fra AES, vil herefter i stedet skulle

modtage refusionen fra Garantifonden, når de pågældende konkursboer er

endeligt opgjort, og Garantifonden har modtaget dividende. Når Garanti-

fonden har modtaget dividende, skal dividenden fordeles blandt forsik-

ringsselskaberne i overensstemmelse med den foreslåede § 5 c, stk. 3, i lov

om en garantifond. Der vil dermed ikke være tale om køb af fordringer mod

konkursboet, men i stedet være tale om tilbageføring af midler til de forsik-

ringsselskaber, som har

indbetalt til AES i forbindelse med AES’ overta-

gelse af arbejdsulykkesforsikringsbestandene.

Høringssvaret forstås således, at Garantifonden ønsker at kunne indgå af-

taler med de enkelte kreditorer, som kan være berettigede til refusion efter

den foreslåede § 5 c, stk. 3, om fuld og endelig afklaring af mellemværen-

det, inden konkursboet er endeligt opgjort, og Garantifonden har modtaget

dividende.

L 193a - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

8/37

Det vurderes formålstjenstligt, hvis Garantifonden har mulighed for at

indgå aftaler om fuld og endelig afgørelse af mellemværendet med de en-

kelte forsikringsselskaber, som på et senere tidspunkt står til at modtage

refusion i overensstemmelse med den foreslåede § 5 c, stk. 3. Det vurderes

endvidere hensigtsmæssigt, at denne adgang begrænses til de tilfælde, hvor

at de øvrige kreditorer giver samtykke til de enkelte aftaler. Baggrunden

for dette er, at Garantifonden på tidspunktet for nærværende lovforslags

fremsættelse administreres af F&P, som er en interesseorganisation, der

blandt andet varetager sine medlemmers interesser. Det er ikke alle forsik-

ringsselskaber, som kan være berettigede efter den foreslåede § 5 c, stk. 3,

der er medlemmer af Forsikring og Pension, hvilket kan så tvivl om Ga-

rantifondens habilitet i forhold til indgåelse af aftaler. Formålet med kravet

om samtykke fra de øvrige kreditorer, som kan være berettigede efter § 5

c, stk. 3, er derfor, at der ikke efterfølgende må kunne sås tvivl om Garan-

tifondens habilitet i relation til de enkelte aftaler.

3.5. Garantifondens behandling af udenlandske selskaber

Garantifonden for skadesforsikringsselskaber (Garantifonden) og Forsik-

ring & Pension (F&P) anfører, at Garantifonden i dag er udfordret i forhold

til at sikre dens krav i de udenlandske konkursboer og opfordrer til, at de

danske myndigheder, herunder Finanstilsynet, hjælper Garantifonden med

at sikre dens krav i de udenlandske konkursboer.

Garantifonden og F&P opfordrer herved til, at de retlige konsekvenser ved,

at Garantifonden fremadrettet skal varetage sager fra EU/EØS-forsikrings-

selskaber, der tegner arbejdsulykkesforsikringer i Danmark, beskrives nær-

mere i lovforslaget. F&P anfører, at Garantifonden bør få de nødvendige

bemyndigelser til at dække skadelidte, ligesom de skal have mulighed for

at sikre en andel i aktiverne i forsikringsselskabet.

Kommentar

Det følger af lovforslagets § 4, nr. 8, at Finanstilsynet kan beslutte, at en

arbejdsulykkesforsikringsbestand i et udenlandsk forsikringsselskab, som

er notificeret til at udøve forsikringsvirksomhed i Danmark gennem filial

eller i form af grænseoverskridende tjenesteydelser, jf. § 30, stk. 1, og § 31,

stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, skal tages under administration af

Garantifonden, hvis tilsynsmyndigheden i forsikringsselskabets hjemland

har inddraget selskabets tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikrings-

virksomhed.

Lovgiver i Danmark har ikke mulighed for at gribe ind i retsordenen i an-

dre lande, hvorfor der ikke kan indføres krav om, at det udenlandske for-

sikringsselskab, som ikke længere har tilladelse til at drive arbejdsulykkes-

forsikringsvirksomhed, skal overdrage aktiver sammen med arbejdsulyk-

L 193a - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

9/37

kesforsikringsbestanden til Garantifonden. Som følge af, at lovgiver i Dan-

mark ikke kan gribe ind i retsordenen i det pågældende land, vil en evt.

overdragelse af en arbejdsulykkesforsikringsbestand i et udenlandsk for-

sikringsselskab ske på baggrund af dialog med selskabets hjemlige tilsyns-

myndighed.

Det forhold, at selskabet har hjemsted i et andet EU/EØS-land kan derfor

vanskeliggøre processen med at overdrage de forsikringsmæssige hensæt-

telser, de aktiver, der modsvarer de forsikringsmæssige hensættelser samt

beløb svarende til selskabets kapitalkrav, der vedrører de overførte aktover

og passiver, jf. den foreslåede § 230 a. Finanstilsynet vil i dialog med den

relevante hjemlandsmyndighed koordinere processen foreskrevet i den fo-

reslåede § 230 a, som omfatter udpegning af sagkyndige personer, som kan

forestå en uvildig undersøgelse af forsikringsselskabets arbejdsulykkesfor-

sikringsbestand med henblik på at kunne fastslå, hvilke beløb forsikrings-

selskabet skal overdrage til Garantifonden i forbindelse med Garantifon-

dens overtagelse af administrationen af selskabets arbejdsulykkesforsik-

ringsbestand.

I det tilfælde, hvor forsikringsselskabet ikke frivilligt overdrager de beløb,

som det er pålagt i henhold til den foreslåede § 230 a, og hjemlandsmyn-

digheden ikke kan påbyde selskabet at foretage de nødvendige betalinger

til Garantifonden, vil det være Garantifonden, som vil skulle tage de nød-

vendige juridiske skridt med henblik på at få inddrevet de skyldige beløb.

Det kan betyde, at Garantifonden vil skulle udtage stævning mod forsik-

ringsselskabet og anlægge sag ved retten i forsikringsselskabets hjemland.

3.6. Omkostningsstrukturen ved konkurser i danske forsikringssel-

skaber

Garantifonden for skadesforsikringsselskaber (Garantifonden) og Forsik-

ring & Pension (F&P) opfordrer ligeledes til, at der ses nærmere på om-

kostningsstrukturen ved konkurser i danske forsikringsselskaber.

Garantifonden bemærker endvidere, at da Garantifonden ikke selv har an-

sat personale til at administrere og foretage skadesbehandling af de sager,

der er anmeldt, men endnu ikke færdigbehandlet inden forsikringsselska-

bets konkurs, har Garantifonden indgået en aftale med et dansk forsikrings-

selskab om varetagelsen af opgaven. Denne aftale er momspligtig, hvorfor

Garantifonden, der ikke driver momspligtig aktivitet, belastes med en ikke

fradragsberettiget moms.

Garantifonden anfører, at der i momsloven ikke er hjemmel til at sikre Ga-

rantifonden fradrag for momsen, og bemærker, at Arbejdsmarkedets Er-

hvervssikring (AES) i dag er omfattet af en særlig refusionsordning i be-

L 193a - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

10/37

kendtgørelsen nr. 980 af 9. september 2019 om arbejdsmarkedets erhvervs-

sikring, der sikrer, at AES får adgang til refusion via Finansministeriets

momsreserve for så vidt angår ikke fradragsberettiget købsmoms i forbin-

delse med den selvejende institutions indkøb af varer og ydelser.

Garantifonden bemærker derfor, at en tilsvarende lovfæstet adgang til re-

fusion bør overvejes for så vidt angår Garantifondens udgifter til ikke fra-

dragsberettiget købsmoms.

Kommentar

Det vurderes, at en eventuel indførsel af en lovfæstet adgang til refusion

for så vidt angår Garantifondens udgifter til ikke fradragsberettiget købs-

moms ikke vedrører nærværende lovforslag. Erhvervsministeriet vil indgå

i dialog med Garantifonden om forholdet.

3.7. Betaling til uforsikrede arbejdsgivere

Forsikring & Pension (F&P) har anført, at det bør præciseres i lovforslaget,

hvordan Garantifonden er stillet i relation til finansiering af udgifter i til-

fælde, hvor arbejdsgivere har undladt at opfylde deres forsikringspligt, jf.

arbejdsskadesikringslovens § 52, stk. 1, eller hvor der er sket udbetaling i

forbindelse med arbejdsulykker ved medhjælp, jf. lovens § 48, stk. 6. I hen-

hold til arbejdsskadesikringsloven fordeles disse udgifter imellem forsik-

ringsselskaber, der driver arbejdsulykkesforsikring, jf. §§ 48, stk. 6 og 51.

Kommentar

Beskæftigelsesministeriet har vurderet, at det er hensigtsmæssigt, at de nu-

værende regler på dette område opretholdes, således at Garantifonden ikke

indgår som betalingspligtig i henhold til udgifter efter arbejdsskadesik-

ringslovens § 48, stk. 6. Det skyldes, at forsikringsselskaberne har solida-

risk finansieringspligt i forhold til disse udgifter

–

ligesom de ligeledes so-

lidarisk finansierer udgiften til Garantifonden. Beskæftigelsesministeriet

finder, at ordlyden i arbejdsskadesikringslovens § 48, stk. 6, i tilstrækkelig

grad afgrænser kredsen af betalingspligtige, og vurderer derfor ikke, at der

er behov for yderligere præcisering heraf.

3.8. Udgifter til Ankestyrelsens administration

Forsikring & Pension (F&P) anfører, at udgifter til Arbejdsmarkedets Er-

hvervssikring og Ankestyrelsens administration skal finansieres af arbejds-

skadeforsikringsselskaber og selvforsikrede arbejdsgivere, jf. arbejdsska-

desikringslovens § 59.

F&P bemærker, at der i lovforslaget kun henvises til, at Garantifonden skal

refundere de beløb, som forsikringsselskaberne har betalt til AES for ad-

L 193a - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

11/37

ministrationen af arbejdsulykkesforsikringsbestandene, hvorfor det bør sik-

res, at de udgifter der betales til Ankestyrelsen ligeledes er omfattet af lov-

forslaget.

Kommentar

Med overgangen fra AES til Garantifonden er der ikke tilsigtet en ændring

i dette forhold. Erhvervsministeriet imødekommer derfor F&Ps bemærk-

ning, således at det fremgår af lovforslaget, at Garantifonden også skal

refundere de beløb, som forsikringsselskaberne har betalt til Ankestyrelsen

i forbindelse med, at et forsikringsselskab har fået inddraget sin tilladelse

til at udøve arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed.

3.9. Skadesforsikringsselskabet får trukket sin tilladelse eller går

konkurs

Forsikring & Pension (F&P) anfører, at Garantifonden med lovforslaget

ligeledes skal træde til, hvis et skadesforsikringsselskab, der har tegnet

ulykkesforsikringer, får inddraget sin tilladelse. F&P opfordrer derfor til,

at både det forhold, at Garantifonden træder til i tilfælde af konkurs, og i

tilfælde af, at forsikringsselskabet får inddraget sin tilladelse til at drive

arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, konsekvent nævnes i hele lovforsla-

get, hvor det er relevant.

Ligeledes opfordrer F&P til, at den i lovforslaget forekommende bisætning

”hvor et forsikringsselskab bliver erklæret konkurs eller får inddraget sin

tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed” tidsmæssigt

vendes om, så inddragelse af tilladelsen nævnes først.

Kommentar

Garantifonden overtager en arbejdsulykkesforsikringsbestand, når et for-

sikringsselskab får inddraget sin tilladelse til at drive arbejdsulykkesfor-

sikringsvirksomhed.

Dette adskiller sig fra øvrige forsikringsformer, der er omfattet af Garan-

tifondens dækningsområde, idet Garantifondens overtagelse af forsikrings-

bestandene sker på tidspunktet for skadesforsikringsselskabets konkurs.

Da inddragelse af tilladelsen til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksom-

hed som det klare udgangspunkt vil ske uafhængigt af spørgsmålet om kon-

kurs, anses det ikke for at være et spørgsmål om tidsprioritet, men et

spørgsmål om to forskellige situationer.

3.10. Præcisering af, hvilket materiale der skal overdrages fra Ar-

bejdsmarkedets erhvervssikring til Garantifonden

Arbejdsmarkedets erhvervssikring (AES) ønsker det præciseret, at AES

ved overførslen af ansvarsområdet til Garantifonden overdrager materiale

L 193a - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

12/37

til Garantifonden, som er relateret til AES’ varetagelse af administrationen

af forsikringsbestande efter arbejdsskadesikringslovens § 54, og at der ikke

vil

ske overdragelse af sagsmateriale relateret til AES’ kerneopgave.

Kommentar

Beskæftigelsesministeriet er enig i, at det alene er materiale, som relaterer

sig til AES’ opgavevaretagelse efter arbejdsskadesikringslovens § 54, som

skal overføres til Garantifonden.

På baggrund af AES’ bemærkninger er

dette blevet præciseret yderligere i de specielle bemærkninger til lovforsla-

gets § 13, stk. 3.

3.11. Hjemmel til at udstede regler om visse undersøgelser foretaget af

forsikringsselskaber

Forbrugerrådet Tænk (FBR Tænk) finder det positivt, at der med lovforsla-

get indføres en mere detaljeret regulering af området, herunder særligt at

Finanstilsynet fremadrettet kan føre tilsyn med og håndhæve regler i be-

kendtgørelsesform på et område, som hidtil har været ureguleret, bortset

fra branchekodeks og generelle regler i lovgivningen.

FBR Tænk så dog hellere, at man helt forbød forsikringsselskaber at fore-

tage skjulte personobservationer af forsikringskunder, da denne metode er

ganske indgribende og har karakter af egentlig efterforskning. En opgave,

som det normalt er politiet, der varetager, herunder med de retssikkerheds-

mæssige principper, som er forbundet hermed. De forbrugere, som har væ-

ret overvåget på denne måde, føler det ofte særdeles grænseoverskridende

og ubehageligt.

Det er ikke alle tilfælde, hvor der viser sig at ”være noget

at komme efter”, og Ankenævnet for Forsikring har også underkendt sel-

skaber, som gennem personobservationer mener at have dokumenteret for-

sikringssvindel.

Forsikring & Pension (F&P) har forståelse for erhvervsministerens ønske

om at indsætte en ny hjemmelsbestemmelse som den foreslåede og udtryk-

ker generel tilfredshed med afvejningen mellem hensynet til, at kunderne

skal behandles ordentligt, og muligheden for at komme forsikringssvindel

til livs.

F&P finder, at definitionen af ”undersøgelse” i lovforslagets bemærkninger

er unødig bred og foreslår den ændret. Regulering af forsikringsselskabers

undersøgelser bør koncentrere sig om de undersøgelser, der opleves som

indgribende overfor skadelidte, da der ellers vil være risiko for, at helt al-

mindelige processer for skadebehandling omfattes. Når forsikringsselska-

ber modtager skadesanmeldelser, opgiver skadelidte samtidig en række op-

lysninger. Almindelig sagsbehandling vil kunne omfatte kontrol af disse

L 193a - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

13/37

oplysninger, da forsikringsselskabet skal sikre, at udbetaling af erstatning

eller løbende ydelse sker på korrekt grundlag.

Derfor foreslår F&P, at lovbemærkningerne omformuleres, så det fremgår,

at definitionen af

undersøgelse

fastlægges på bekendtgørelsesniveau. Des-

uden foreslår F&P følgende formulering som erstatning for de nuværende

lovbemærkninger:

”særlig undersøgelse omfatter ikke almindelig kontrol

af skadelidtes oplysninger i forbindelse med den normale behandling af

skadesanmeldelser eller den løbende opfølgning på sagen, som finder sted,

når forsikrings- og pensionsselskaber udbetaler løbende ydelser. Ved sær-

lige undersøgelser forstås undersøgelser, som de fleste skadelidte vil op-

fatte som indgribende, det vil sige personobservationer og behandling af

oplysninger om skadelidte fra sociale medier, som selskabet tillægger vægt

ved bedømmelse af sagen til ugunst for skadelidte”

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at forsikringsselskabet

ikke kan stoppe udbetalinger, uden at have varslet kunden herom. F&P støt-

ter, at en kunde eller skadelidt skal have adgang til at stille spørgsmål m.v.,

inden selskabet har lagt sig fast på en endelig vurdering af sagens fakta.

F&P finder det dog urimeligt, hvis løbende udbetalinger skal fortsætte i

mange uger, efter forsikringsselskabet har konstateret og dokumenteret, at

skadelidte ikke er berettiget til udbetaling(er) fra selskabet, da der i nogle

sager er der tale om betydelige beløb, og selskaberne ofte står i situationer,

hvor en skadelidt ikke reagerer på selskabets henvendelser over længere

perioder.

F&P foreslår derfor, at bestemmelsen om høring af skadelidte (i de kom-

mende regler fastsat ved bekendtgørelse) bør tage højde for disse specifikke

situationer, f.eks. ved at tilføje, at høringsperioden forkortes, når selskabet

har dokumentation for straffelovsovertrædelser, som selskabet vurderer

føre til politianmeldelse. Som minimum foreslår F&P, at løbende udbeta-

linger bør kunne sættes i bero, til sagen er endeligt belyst, når der er tale

om sager, hvor selskabet har dokumenteret omfattende uoverensstemmel-

ser mellem de foreliggende oplysninger og skadelidtes påstande.

F&P anfører videre, at det fremgår af lovforslagets bemærkninger, at der i

en kommende bekendtgørelse kan

”fastsættes regler, som sikrer, at en ska-

delidt får indsigt i det indsamlede dokumentationsmateriale og mulighed

for at kommentere herpå”.

F&P bemærker, at de imødeser, at der på be-

kendtgørelsesniveau tages højde for de undtagelser fra indsigtsret og op-

lysningsforpligtelse, som også følger af databeskyttelsesforordningen.

F&P foreslår afslutningsvist, at der indføres mulighed for underretning af

offentlige myndigheder, når forsikrings- og pensionsselskaber konstaterer

grove tilfælde af forsikringssvindel ved at indsætte hjemmel hertil i lov om

L 193a - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

14/37

finansiel virksomhed. I dag forhindrer forbuddet mod videregivelse af op-

lysninger i lov om finansiel virksomhed § 117, forsikringsselskabet i at dele

oplysninger. Det er branchens erfaring, at der i mange sager om forsikrings-

svindel også ses tegn på socialt bedrageri, og et bedre tværgående samar-

bejde med de offentlige myndigheder vil kunne bidrage til bedre opklaring

af disse sager og ikke mindst have en forebyggende effekt. F&P anfører, at

kommunerne også ønsker denne mulighed.

I 2018 blev der fremsat forslag til en folketingsbeslutning om underret-

ningspligt for forsikringsselskaber til offentlige myndigheder i sager om

forsikringssvindel. Fra dialog med Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrut-

tering er det F&Ps forståelse, at styrelsen i 2020 fortsat er ved at belyse de

juridiske aspekter af dette forslag.

Kommentar

Et forbud, mod at forsikringsselskaber må foretage skjult personobserva-

tion, vurderes at være en uhensigtsmæssig løsning. Det vil medføre en

skævvridning i forhold til andre virksomheders muligheder for at foretage

efterforskningslignende undersøgelser, da det i dag er lovligt, så længe

man overholder reglerne i henholdsvis straffeloven, tv-overvågningsloven

og databeskyttelsesreglerne. Desuden vil andre kunder vil skulle betale

mere for deres forsikringer, hvis nogle kunder snyder og uberettiget bliver

tilkendt erstatning. Et forbud mod personobservation vil gøre det svært for

selskaberne, at undersøge sådanne tilfælde af snyd.

Hvis der skal indføres et forbud mod at foretage skjult personobservation

bør det overvejes at indføre det for alle virksomheder og personer. Et så-

dant forbud vil skulle indføres i lovgivning, som henhører under Justitsmi-

nisteriets ressort og ikke i den finansielle lovgivning. Politiet efterforsker

alene strafferetlige sager, fx sager om økonomisk kriminalitet, herunder

forsikringssvindel. Der vil derfor være tale om en helt ny og artsfremmed

opgave, hvis politiet skulle undersøge, hvorvidt en borger er blevet så rask,

at vedkommende ikke har ret til sin invalidepension.

Hjemmelsbestemmelsen giver ministeren mulighed for at fastsætte nær-

mere regler om de procedurer og oplysningsforpligtelser, som et forsik-

ringsselskab skal iagttage, når selskabet foretager visse undersøgelser,

herunder foretager personobservation af skadelidte. Det er i bemærknin-

gerne til den foreslåede bestemmelse anført, at begrebet, at ”ved visse un-

dersøgelser skal forstås undersøgelser, hvor der indsamles oplysninger

uden den skadelidtes viden”. I forbindelse med udarbejdelsen af bekendt-

gørelsen vil det blive vurderet, om det er muligt nærmere at fastlægge,

hvilke typer undersøgelser der ikke bør være omfattet af reglerne, samtidig

med at beskyttelsen af skadelidte opretholdes.

L 193a - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

15/37

En vurdering af, om det bør være lovligt for forsikringsselskaber at vide-

regive fortrolige kundeoplysninger til kommuner eller andre offentlige

myndigheder med henblik på at forhindre snyd med sociale ydelser, bør

foretages i regi af det ressortansvarlige ministerområde, som i dette til-

fælde er Beskæftigelsesministeriet. Høringssvaret er sendt videre til Be-

skæftigelsesministeriet til orientering.

Både F&P og FBR Tænk har anført ønsker til reglerne, der skal fastsættes

på baggrund af den foreslåede hjemmelsbestemmelse. Det kan oplyses, at

Erhvervsministeriet og Finanstilsynet allerede er i dialog med både F&P

og FBR Tænk om den nye bekendtgørelse, der skal udmønte hjemmelsbe-

stemmelsen. Erhvervsministeriet og Finanstilsynet vil inddrage de rejste

forhold i de videre overvejelser i forbindelse med udarbejdelsen af bekendt-

gørelsen. Bekendtgørelsen forventes sendt i offentlig høring umiddelbart

efter, at dette lovforslag er fremsat.

3.12. Regulering af crowdfundingtjenesteudbydere

Dansk Fintech Alliance (DAFINA) støtter tilføjelsen i lov om finansiel

virksomhed af det foreslåede nye afsnit om crowdfundingtjenesteudbydere

i lyset af den nye forordning på området og har ikke bemærkninger til de

foreslåede nye lovbestemmelser.

DAFINA opfordrer dog til, at der i højere grad i lovbemærkningerne, i en

kommende vejledning eller lignende fra Finanstilsynet tages stilling til

samspillet mellem den nuværende danske regulering på området og den

nye crowdfundingforordning. DAFINA fremhæver, at fokus bør være på

danske crowdfundingplatforme, som allerede har eller ønsker at ansøge om

tilladelse efter lov om betalinger.

DAFINA anfører yderligere, at det er DAFINA's opfattelse, at der bør ske

en tilpasning i selskabsloven mht. det danske forbud mod at udbyde kapi-

talandele/anparter i anpartsselskaber til offentligheden. Dette med henblik

på, at det bliver muligt at udbyde crowdinvestment/investeringsbaseret

crowdfunding herhjemme i forhold til både aktier i aktieselskaber og an-

parter i anpartsselskaber.

Kommentar

DAFINAs kommentar om den nuværende danske regulering på område for-

stås at vedrøre lånebaserede crowdfundingtjenesteudbydere, der også ud-

byder betalingstjenester. Der skal i den forbindelse skelnes mellem aktivi-

teter reguleret i lov om betalinger og aktiviteter reguleret i den nye crow-

dfundingforordning.

L 193a - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

16/37

Tilladelseskravene under crowdfundingforordningen vedrører alene de så-

kaldte crowdfundingtjenester, herunder udbud af lånebaseret crowdfun-

ding, og ikke eventuelle betalingstjenester, der ydes i tillæg hertil.

Det fremgår af præambel 35 i crowdfundingforordningen, at virksomheder

med tilladelse som pengeinstitut, værdipapirhandler, e-pengeinstitut eller

betalingsinstitut også kan opnå tilladelse i henhold til crowdfundingforord-

ningen. Lånebaserede crowdfundingplatforme, der også udbyder beta-

lingstjenester, vil derfor fortsat skulle have tilladelse under lov om betalin-

ger ud over den nye tilladelse som crowdfundingtjenesteudbyder.

I takt med at praksis på området fastlægges, vil Finanstilsynet vurdere be-

hovet for at udarbejde en vejledning på området.

Det bemærkes, at DAFINAs kommentar angående forslag til ændringer af

selskabsloven ligger udenfor indeværende lovforslag, men Erhvervsmini-

steriet tager betragtningen til efterretning. Der vil dog være behov for at

undersøge problemstillingen nærmere.

3.13. Implementeringen af cross border-direktivet

EjendomDanmark og Finans Danmark bemærker begge, at det generelt er

positivt med en direktivnær implementering, men efterspørger i højere grad

uddybning af bestemmelserne i lovforslagets bemærkninger og understre-

ger behovet for udfyldende bemærkninger eksempelvis i form af vejlednin-

ger. EjendomDanmark opfordrer Finanstilsynet til at undersøge behovet

herfor.

Finans Danmark bemærker, at det følger af cross border-direktivets artikel

2, nr. 8, at der ændres i FAIF-direktivets bilag IV. I lovforslaget fremgår

kun den ene ændring, der er implementeret ved § 81, stk. 2, nr. 9, som er

cross border-direktivets artikel 2, nr. 8, litra i. Det betyder, at der mangler

implementering af cross border-direktivets artikel 2, nr. 8, litra j.

Kommentar

Det vurderes, at bemærkningerne indeholder tilstrækkelig supplerende og

uddybende information. I tillæg hertil, vurderes der at kunne ske afklaring

af eventuelle fortolkningstvivl gennem praksis.

Det anerkendes dog, at der senere kan vise sig et behov for, at lovforslagets

bestemmelser uddybes yderligere end hvad allerede fremgår af lovforsla-

gets bemærkninger. Det vil løbende blive vurderet, om der opstår et sådant

behov herunder i form af en vejledning.

L 193a - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

17/37

Det bemærkes desuden, at Cross border-direktivets artikel 2, nr. 8, litra j,

er implementeret ved lovforslagets § 5, nr. 4.

3.14. Afgrænsning af målgruppen for præmarkedsføring

EjendomDanmark bemærker, at det forekommer ulogisk, at en forvalter

kan markedsføre sig over for semi-professionelle investorer uden særskilt

tilladelse, jf. FAIF-lovens § 5, stk. 5, når præmarkedsføring ikke kan ske

over for semi-professionelle investorer uden at forvalteren har en tilladelse.

EjendomDanmark bemærker, at semi-professionelle investorer erfarings-

mæssigt udgør et markant kundesegment for danske forvaltere af ejen-

domsfonde, og at det potentielt kan have negative økonomiske og admini-

strative konsekvenser, hvis ikke forvaltere har adgang til at teste interessen

for nye investeringsstrategier overfor dette segment.

Kommentar

Det bemærkes, at udgangspunktet er, at andele i en alternativ investerings-

fond ikke kan markedsføres over for detailinvestorer, medmindre forvalte-

ren har opnået en særlig tilladelse hertil. Der kan imidlertid ske markeds-

føring over for ledere, direktører eller andre ansatte hos en forvalter af

alternative investeringsfonde i konkrete alternative investeringsfonde, som

den pågældende er involveret i forvaltningen af, eller andre investorer, som

forpligter sig til at investere mindst 100.000 euro (semi-professionelle in-

vestorer) og skriftligt i et andet dokument end den kontrakt, der skal indgås

om investeringsforpligtelsen, erklærer, at de er bekendt med de risici, der

er forbundet med den påtænkte forpligtelse eller investering.

Baggrunden for dette er, at det vurderes, at investorer, der enten beskæfti-

ger sig med den pågældende fond eller forpligter sig til at investere mere

end 100.000 euro, og som erklærer at være bekendt med de risici, der er

forbundet med forpligtelsen eller investeringen, er i stand til at kunne for-

stå kompleksiteten og risikoen forbundet med deres investering. Det be-

mærkes, at der i relation hertil er tale om markedsføring af en allerede

etableret fond.

I relation til præmarkedsføring gælder imidlertid et særligt beskyttelses-

hensyn over for detailinvestorer, uanset hvor meget disse investerer. Bag-

grunden herfor er, at præmarkedsføring indebærer, at en forvalter af en

alternativ investeringsfond kan afprøve investorinteressen for en bestemt

investeringsidé eller investeringsstrategi, der endnu ikke er et færdigt pro-

dukt. Det vurderes, at dette stiller særlige krav til den investorgruppe, som

præmarkedsføringen henvender sig til, hvorfor præmarkedsføring alene

kan ske over for professionelle investorer.

L 193a - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

18/37

Præmarkedsføring vil heller ikke kunne ske overfor den gruppe af investo-

rer, der består af direktører eller andre ansatte hos en forvalter af alterna-

tive investeringsfonde i konkrete alternative investeringsfonde, som den på-

gældende er involveret i forvaltningen af. Præmarkedsføring er som nævnt

forvalterens mulighed for at afprøve investorinteressen i en investeringsidé

eller investeringsstrategi, som endnu ikke er et færdigt produkt. Der er så-

ledes ikke direktører eller andre ansatte, der kan være involveret i forvalt-

ningen af en sådan fond, da den endnu ikke er etableret.

3.15. Indledende møder i relation til præmarkedsføring

EjendomDanmark bemærker, at det i lovens bemærkninger bør præciseres,

hvorvidt indledende møder, inden der foreligger Private Placement Memo-

randum el. lign., er at betragte som præmarkedsføring.

Kommentar

Indledningsvist skal det bemærkes, at der er tale om en direktivnær imple-

mentering af bestemmelsen i cross-border direktivets art. 30, litra a, ved-

rørende præmarkedsføring.

Med den foreslåede § 88 a, sker der en negativ afgrænsning af hvilke ele-

menter, der skal inddrages ved en fortolkning af, hvornår der foreligger

præmarkedsføring, hvilket sætter forvalteren i stand til at agere inden for

rammerne heraf. Det vurderes, at lovforslaget er tilstrækkeligt for en for-

tolkning af, hvorvidt et givent møde eller dokument er at anse for at være

præmarkedsføring.

3.16. Betingelser for opsigelse af en markedsføringsaftale

EjendomDanmark efterspørger, at det i videre omfang fremgår af lovens

bemærkninger, hvilke civilretlige konsekvenser anmeldelsespligten i lov-

forslagets § 5, nr. 7, vil få for aftaleforholdet mellem forvalteren af den

alternative investeringsfond og den alternative investeringsfond.

EjendomDanmark spørger, om lovteksten skal forstås således, at det påhvi-

ler forvalteren at sikre, at en markedsføringsaftale

–

civilretligt

–

kun kan

blive bragt til ophør, hvis de pågældende betingelser er opfyldt. Eller om

kravet skal forstås således, at der påhviler forvalteren en pligt til at anmelde

ophøret (uanset årsag) overfor Finanstilsynet, og herefter iværksætte de i

bestemmelsen angivne foranstaltninger.

Kommentar

Det bemærkes indledningsvist, at den foreslåede bestemmelse i FAIF-lo-

vens § 87 a, ikke har til hensigt at regulere det inter-partes aftaleforhold

L 193a - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

19/37

mellem forvalteren og den alternative investeringsfond i videre omfang,

end hvad fremgår af bestemmelsen.

Kravet i den foreslåede § 87 a skal forstås således, at der påhviler forval-

teren en pligt til at indberette ophøret af en markedsføringsaftale, uanset

årsagen til ophøret, dog først når de angivne betingelser er opfyldt. Af de

to fortolkningsmuligheder, som EjendomDanmark opstiller, er det således

den sidste fortolkningsmulighed, som er korrekt.

Det vurderes, at lovforslaget i tilstrækkelig grad definerer, hvornår forval-

teren af en alternativ investeringsfond har pligt til at anmelde ophør af af-

taler, der er indgået med henblik på markedsføring.

3.17. Betingelser for en forvalters præmarkedsføring af alternative in-

vesteringsfonde

EjendomDanmark efterspørger, at lovforslagets bemærkninger uddybes i

relation til den foreslåede § 88 a, herunder særligt i relation til reglerne om

de oplysninger og dokumenter, der skal gives til potentielle investorer.

Særligt efterspørger EjendomDanmark, hvorledes den foreslåede § 88 a,

stk. 2, nr. 1, hvorefter en forvalter med tilladelse til at forvalte alternative

investeringsfonde ikke må foretage præmarkedsføring, hvis de oplysnin-

ger, der gives til potentielle professionelle investorer er tilstrækkelige til at

sætte investorerne i stand til at forpligte sig til at erhverve andele eller ka-

pitalandele i en bestemt alternativ investeringsfond, skal forstås.

EjendomDanmark bemærker, at kriteriet har et subjektivt element, og at det

i sidste ende er op til den enkelte investor at vurdere, hvilket informations-

grundlag, der ifølge vedkommende er tilstrækkeligt for at kunne foretage

en investeringsbeslutning. Hertil efterspørger EjendomDanmark nogle il-

lustrative eksempler på, hvilke oplysninger, der kunne være tale om.

Kommentar

Det bemærkes indledningsvist, at det er korrekt, at bestemmelsen har et

skønselement, hvorfor der nødvendigvis skal foretages en konkret og indi-

viduel vurdering af, hvornår de pågældende oplysninger er tilstrækkelige

til at sætte investorerne i stand til at forpligte sig.

Det bemærkes endvidere, at der i en sådan vurdering, skal indgå en række

faktorer, der alle bør vægtes i forhold til den pågældende situation og om-

stændighederne i øvrigt. Der er i den foreslåede bestemmelse og i lov-

forslagets specielle bemærkninger anført en række eksempler på materiale,

som oplysningerne ikke må have karakter af, herunder tegningsformularer

eller lignende dokumenter, både i udkast og i endelig form, stiftelsesdoku-

L 193a - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

20/37

menter, prospekter eller udbudsdokumenter for en endnu ikke etableret al-

ternativ investeringsfond i endelig form, og at præmarkedsføringsmateria-

let heller ikke må være et reelt udbud eller tilbud af fonden.

Det vurderes på den baggrund, at lovforslaget i tilstrækkelig grad indehol-

der konkrete eksempler og fortolkningsbidrag, der afgrænser fortolkningen

af begrebet og sætter forvalteren i stand til at foretage en vurdering af,

hvorvidt de pågældende oplysninger er tilstrækkelige til at sætte investo-

rerne i stand til at forpligte sig til at erhverve andele eller kapitalandele i

en bestemt alternativ investeringsfond.

3.18. Tegning inden for 18 måneder efter påbegyndt præmarkedsfø-

ring

EjendomDanmark efterspørger en uddybning af § 88 a, stk. 6, i FAIF-lo-

ven, hvorefter professionelle investorers eventuelle tegning inden for 18

måneder efter, at forvalteren er begyndt at foretage præmarkedsføring, be-

tragtes som værende et resultat af præmarkedsføring. Dermed vil forvalte-

ren være underlagt den almindelige anmeldelsesprocedure om forvaltere af

alternative investeringsfonde, hvis investoren tegner i en alternativ investe-

ringsfond, der er etableret som et resultat af præmarkedsføringen. Ejen-

domDanmark efterspørger en uddybning af, hvornår en alternativ investe-

ringsfond kan anses for etableret som et resultat af præmarkedsføringen.

Kommentar

Den foreslåede bestemmelse i § 88 a, stk. 6, i FAIF-loven indebærer, at

hvis professionelle investorer investerer i en alternativ investeringsfond in-

denfor 18 måneder efter, at forvalteren har påbegyndt præmarkedsføring

af den pågældende fond, og fonden er etableret som resultat af præmar-

kedsføringen, er forvalteren underlagt den almindelige anmeldelsesproce-

dure for grænseoverskridende markedsføring.

Det vil være en konkret og individuel vurdering, hvornår en alternativ in-

vesteringsfond må anses for at være etableret som resultat af præmarkeds-

føringen. I en sådan vurdering må nødvendigvis indgå det konkrete præ-

markedsføringsmateriale og de øvrige omstændigheder i relation til dels

præmarkedsføringen og etableringen af fonden.

Det vurderes, at lovforslaget er tilstrækkeligt til at sætte forvalteren i stand

til at foretage denne vurdering.

3.19. Outsourcingregler gælder ikke for pengeinstitutter m.fl. ved Mi-

tID

Dansk Fintech Alliance (DAFINA) bemærker, at det bør præciseres i lov-

forslaget, at outsourcingbekendtgørelsen heller ikke finder anvendelse på

L 193a - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

21/37

virksomhedernes autentifikation af brugere ved anvendelse af andre eID-

løsninger end MitID-løsningen eller af andre lovmæssige identifikations-

løsninger i forbindelse med virksomhedernes efterlevelse af reglerne om

stærk kundeautentifikation. Formålet med præciseringen er at undgå dis-

krimination mellem MitID-løsningen og andre internationale eID-løsnin-

ger.

Desuden ønsker DAFINA præciseret i lovforslaget, evt. blot i lovbemærk-

ningerne, at to forhold ikke bliver betragtet som outsourcing: Dels virk-

somhedernes brug af den nu obligatoriske stærke kundeautentifikation og

virksomhedernes nødvendige samarbejder i så henseende, dels tredjeparts-

udbydernes samarbejder med udstedere af de obligatoriske certifikater til

identifikation i forbindelse med tredjepartsadgangen efter betalingslo-

ven/PSD2.

Kommentar

Høringssvaret forstås således, at DAFINA primært ønsker, at forslaget ud-

strækkes til også at gælde de situationer, hvor virksomheder anvender an-

dre eID-løsninger end MitID-løsningen.

Outsourcingreglerne har bl.a. til formål at sikre, at gældende lovgivning

for finansielle virksomheder bliver overholdt i tilfælde af, at en leverandør

varetager opgaver på vegne af en finansiel virksomhed.

MitID-løsningen vil blive reguleret ved lov og vil være under tilsyn af Di-

gitaliseringsstyrelsen. Dermed vurderes det, at hensynene bag outsour-

cingreglerne allerede vil være varetaget, når pengeinstitutter m.fl. anven-

der MitID-løsningen. Desuden kan det være vanskeligt at forene de gæl-

dende almindelige outsourcingkrav, som f.eks. krav til indholdet af parter-

nes kontrakt, med kravene til MitID.

I modsætning til MitID er andre eID-løsninger ikke reguleret ved den

kom-

mende lovgivning om MitID og er ikke underlagt Digitaliseringsstyrelsens

krav og tilsyn.

Dermed er der hverken grundlag eller behov for at regulere

overlap mellem andre eID-løsninger og outsourcingreglerne.

Det bemærkes i øvrigt, at lovforslaget udtrykkeligt ikke tager stilling til, om

der er tale om outsourcing, når pengeinstitutter, sparevirksomheder, real-

kreditinstitutter, forsikringsselskaber, fondsmæglerselskaber, investerings-

forvaltningsselskaber, operatører af regulerede markeder, e-pengeinstitut-

ter og betalingsinstitutter foretager autentifikation af brugere ved anven-

delse af MitID-løsningen. Lovforslaget fastslår alene, at outsourcingreg-

lerne ikke finder anvendelse på de situationer.

L 193a - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

22/37

Ved lovforslaget tages der heller ikke stilling til, om brug af andre autenti-

fikationsløsninger end MitID er outsourcing. Det kan være tilfældet, uagtet

at brug af stærk kundeautentifikation er obligatorisk. Der er intet, der hin-

drer en betalingstjenesteudbyder i at udvikle sin egen autentifikationsløs-

ning, og autentifikationsløsninger kan derfor anses som outsourcing, hvis

betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Derudover vurderes det, at udste-

delse af de nævnte certifikater ikke er outsourcing, hvorfor der ikke er be-

hov for at tydeliggøre dette. DAFINA’s forslag om at præcisere, at to for-

hold vedrørende stærk kundeautentifikation og tredjepartsudbydernes

samarbejder ikke er outsourcing, kan ikke følges. Endelig bemærkes, at de

to forslag ligger udenfor lovforslagets område.

3.20. Udbydere af tjenester med virtuelle valutaer

Forbrugerrådet Tænk (FBR Tænk) støtter forslaget i lovforslagets § 7, nr.

1, (§ 1, stk. 1, nr. 25-27, i hvidvaskloven) om at udvide hvidvasklovens

anvendelsesområde til at omfatte samtlige udbydere af tjenester med virtuel

valuta, som det også anbefales af Financial Action Task Force (FATF), da

lovgivning vedrørende hvidvask og terrorfinansiering bør tilstræbes at

være teknologineutral.

FBR Tænk bemærker, at Erhvervsministeriet bør afsætte flere ressourcer

til Finanstilsynets håndhævelse af reglerne om virtuel valuta, da det forven-

tes, at det i praksis kan være svært at sikre overholdelse af loven på dette

område på grund af den internationale decentralisering blandt udbydere af

tjenester med virtuel valuta.

Kommentar

De nævnte udbydere af tjenester med virtuel valuta vil blive underlagt Fi-

nanstilsynets hvidvasktilsyn. Finanstilsynet fører tilsyn med virksomhe-

derne på et risikobaseret grundlag, hvilket betyder, at Finanstilsynet har

særligt fokus på de virksomheder og brancher, hvor risikoen for hvidvask

og finansiering af terrorisme er størst. I Finanstilsynets risikovurdering

indgår blandt andet de nationale og supranationale risikovurderinger for

henholdsvis hvidvask og finansiering af terrorisme.

Det følger af Europa-Kommissionens Supranationale risikovurdering for

hvidvask og finansiering af terrorisme, at risikoen for henholdsvis hvidvask

og terrorfinansiering i relation til virtuelle valutaer er betydelig, hvilket vil

indgå i Finanstilsynets risikovurdering af

–

og dermed tilrettelæggelsen af

tilsynet med

–

udbydere af tjenester med virtuel valuta.

3.21. Skærpelse af kontantforbuddet

L 193a - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

23/37

Forbrugerrådet Tænk (FBR Tænk) støtter hensigten med lovforslaget, men

bemærker, at indsatsen skal være proportional. Forslaget vil begrænse for-

brugeres mulighed for at betale kontant, og ikke alle forbrugere har mulig-

hed for at betale digitalt.

FBR Tænk bemærker endvidere, at forbrugere helt legitimt, særligt grundet

bankernes negative renter, kan vælge at opbevare kontanter i hjemmet. De

vil dermed have behov for at foretage større køb med kontanter, hvilket har

et vist omfang ifølge Nationalbankens undersøgelser. FBR Tænk finder

dog, at lovforslagets begrundelse for ændringen, nemlig at skærpelsen pri-

mært vil have virkning overfor kriminelle, er saglig.

AutoBranchen Danmark (ABD) bemærker, at der er mange almindelige

borgere, især fra den ældre generation, der foretrækker at betale kontant og

at opbevare dele af deres opsparing i kontanter. ABD anfører, at de fortsat

skal have mulighed for at kunne betale med kontanter op til det nugældende

loft på 49.000 kr. pr. transaktion.

ABD anfører endvidere, at mange borgere oplever at måtte betale negative

renter i banken for at have deres penge stående. ABD påpeger, at det giver

nogle borgere et incitament til ikke at have deres penge i banken, og at de

dermed ikke vil have mulighed for at benytte bankoverførsel eller kredit-

kort, samt at det vil afskære dem fra at handle med større kontante summer,

hvis grænsen for at betale med kontanter sænkes.

Endeligt bemærker ABD, at for deres medlemmer vil problemet blive størst

ved handler med udenlandske personer eller virksomheder, hvor bilen ef-

terfølgende skal eksporteres til udlandet. ABD anfører, at køberen ved disse

handler som oftest først betaler, når de har besigtiget bilen fysisk for at

sikre sig, at varen er som aftalt. ABDs medlemmer foretrækker at modtage

købesummen kontant (under 50.000 kr.), idet der kan være risiko for, at

bilforhandleren udsættes for dankortsvindel, hvis der betales med dankort.

Endeligt efterspørger ABD, at Finanstilsynet sammen med andre relevante

myndigheder undersøger muligheden for sammen med EU at udvikle en

digital løsning, der kan gøre samhandlen i EU bedre, sikrere og hurtigere

end de nuværende elektroniske betalingsløsninger.

Dansk Erhverv (DE) anerkender, at kontanter spiller en rolle i forbindelse

med hvidvask og finansiering af terrorisme. DE bemærker, at kontanter

imidlertid udgør et ikke uvæsentligt betalingsmiddel for en række kunder,

hvilket muliggøres af den kontantpligt, som har eksisteret siden 1984. DE

anfører, at der er behov for, at Folketinget ikke alene ser på en eventuel

nedsættelse af beløbet i kontantforbuddet i hvidvasklovens § 5, men tillige

L 193a - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

24/37

samtidig forholder sig til, at butikkerne fortsat er forpligtede til at modtage

kontanter, jf. lov om betalinger § 81.

DE bemærker videre, at så længe der er en kontantpligt, vil virksomheder

være nødsaget til at modtage og ligge inde med kontanter, som de som følge

af nærværende forslag ikke uden betydelige byrder og omkostninger vil

kunne komme af med. En nedsættelse af kontantforbuddet skal derfor føl-

ges med en fjernelse af kontantpligten.

DE bemærker, at kontanter oftere skal indsættes i banker, da de erhvervs-

drivende, som modtager kontanter, ikke kan bruge større beløb til at købe

varer for engros. Dette besværliggøres af, at der er færre bankfilialer. Hertil

bemærkes, at bankerne opkræver gebyr for at håndtere kontantbetalinger,

og at antallet af disse vil stige, hvis kontantforbuddet sænkes, fordi store

kontantbeløber ikke kan bruges i engrosleddet. Når større kontantbeløb

ikke kan bruges i engrosleddet, vil de erhvervsdrivende have flere kontan-

ter stående i banken og blive ramt af negative renter fra 1. januar 2021.

Hertil kommer, at engrosleddet modtager kontanter fra detailleddet, og i

sådanne tilfælde bliver der ikke sjældent købt for mellem 20.000 og 50.000

kr. i kontanter.

Endeligt bemærker DE, at det fortsat bør være muligt at tage imod betaling

med kontanter

–

også mellem 20.000 og 50.000 kr.

–

så længe sælgeren

kender kunden, altså gennemfører kundekendskabsprocedurer, f.eks. ved

at lave en simpel registrering af kunder, der gennemfører handler med kon-

tanter på mellem 20.000 og 50.000 kr.

DE foreslår på den baggrund, at lovændringen udgår og i stedet for drøftes

i sammenhæng med en mulig ændring af § 81 i lov om betalinger, samt at

erhvervslivet inddrages i drøftelserne.

Den Europæiske Centralbank (ECB) bemærker, at kontanter fortsat spiller

en vigtig rolle i samfundet, selv om elektroniske betalingsinstrumenter i

stigende grad anvendes til detailbetalinger i medlemsstaterne, herunder

Danmark. Den digitale omstilling er i fuld gang, og Danmark er et af de

mest digitaliserede lande i verden, hvilket bl.a. muliggør brugen af alter-

native betalingsmåder.

ECB anerkender, at der generelt findes andre lovlige midler til betaling af

pengegæld i Danmark, der har samme fordele, som kontanter, også over

den foreslåede grænse. ECB noterer sig i øvrigt, at forslaget om at nedsætte

kontantforbuddet kun finder anvendelse på erhvervsdrivende, som ikke er

omfattet af anvendelsesområdet for hvidvaskloven. ECB bemærker, at man

glæder sig over, at det ikke er hensigten, at denne begrænsning skal finde

anvendelse på betalinger mellem forbrugere.

L 193a - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

25/37

ECB vurderer på den baggrund, at lovforslaget er forholdsmæssigt i forhold

til de forfulgte mål, og at det ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for

at nå disse mål.

ECB bemærker imidlertid, at det ikke er muligt at vurdere, om den foreslå-

ede nedsættelse af kontantforbuddet er effektiv, da dette ikke er underbyg-

get i bemærkningerne til lovforslaget, ligesom virkningen af nedsættelse af

kontantforbuddet i 2013 fra 100.000 kr. til 50.000 kr. ikke er præciseret.

Endelig bemærker ECB, at det bør sikres, at der er tilstrækkelig fleksibilitet

til at kunne afvikle betalingsforpligtelser kontant i tilfælde af nødsituatio-

ner, hvor alternative betalingsmidler er midlertidigt ude af drift.

Kommentar

Formålet med lovforslaget er at imødegå den fortsat høje risiko for hvid-

vask og finansiering af terrorisme, som er forbundet med kontantbetalin-

ger.

Det fremgår af Europa-Kommissionens supranationale risikovurdering

2019 SNRA II, at kontantbetalinger udgør et meget betydeligt trusselsni-

veau for hvidvask og finansiering af terrorisme.

Det bemærkes, at nærværende lovforslag ikke er til hinder for, at borgere

mv. kan hæve og opbevare summer af deres opsparing kontant. Bestemmel-

sen regulerer alene erhvervsdrivendes, som ikke er omfattet af hvidvasklo-

ven, mulighed for at modtage kontantbetalinger. Det bemærkes desuden, at

den foreslåede grænse for kontantforbuddet er fastsat på baggrund af en

helhedsvurdering, hvor hensynet til henholdsvis bekæmpelse af hvidvask

og finansiering af terrorisme og borgeres mulighed for at betale kontant

med forholdsvis store summer samt erhvervsdrivendes mulighed for at

modtage forholdsvis store kontantbetalinger er inddraget.

Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, følger det af Natio-

nalbankens rapport fra 2019, at ”Der bliver længere mellem kontantbeta-

linger”,

og kun 16 pct. af betalingerne i fysisk handel blev foretaget med

kontanter i 2019, svarende til hver 6. betaling. Til sammenligning var næ-

sten halvdelen af betalingerne i fysisk handel med kontanter i 2009. Det

fremgår desuden af Nationalbankens analyse, at særligt de ældste borgere

har drevet udviklingen, idet 40 pct. af betalingerne foretaget af de 70-79-

årige blev foretaget med kontanter i 2017. Det tal blev næsten halveret til

22 pct. i 2019.

Anvendelsen af kontanter til brug for betaling er således faldende.

L 193a - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

26/37

I forhold til muligheden for en digital betalingsløsning i EU bemærkes det,

at der på nuværende tidspunkt udbydes en lang række betalingsløsninger

til gennemførelse af straksbetalinger fra private udbydere, som kan benyt-

tes som et alternativ til kontante betalinger.

Ligeledes bemærkes det, at Norge og en række EU-lande, herunder Sve-

rige, Spanien, Holland og Frankrig, har indført begrænsninger for brug af

kontanter, som må anses for at være mere restriktive end det gældende

danske kontantforbud på 50.000 kr. Den foreslåede ændring er derfor også

i overensstemmelse med sammenlignelige landes regulering.

Herudover bemærkes det, at kontantforbuddet alene vedrører erhvervsdri-

vende, som ikke er omfattet af hvidvaskloven. Det betyder, at pengeinstitut-

ter og andre virksomheder omfattet af hvidvaskloven kan tage imod kon-

tantbetalinger på over 20.000 kr., hvilket betyder, at kontantforbuddet ikke

afskærer erhvervsdrivende fra at indsætte større summer på disses konti.

Kontantforbuddet er indført som et alternativ til at lade de omhandlede

erhvervsdrivende, f.eks. detail- og engroshandlere, være omfattet af hvid-

vaskloven. Det vil være forbundet med væsentlige byrder for disse er-

hvervsdrivende, hvis de omfattes af hvidvaskloven, da de i så fald skal un-

derlægges krav om udarbejdelse af risikovurdering, politikker og forret-

ningsgange, udpege en hvidvaskansvarlig, gennemførelse af kundekend-

skabsprocedurer, overvågning af kundeaktiviteter og -transaktioner, un-

dersøge mistænkelig adfærd samt foretage underretning til Hvidvasksekre-

tariatet.

Endelig bemærkes, at formålet med forslaget om skærpelse af kontantfor-

buddet ikke har til hensigt at stoppe brugen af kontanter eller ændre på

kontantpligten i § 81 i lov om betalinger. Hensynet bag denne bestemmelse

er at sikre, at forbrugere, som har behov for at betale med kontanter, har

mulighed for dette.

Det vil således fortsat være muligt at anvende kontanter i vidt omfang, her-

under til afvikling af betalingsforpligtelser, med den i lovforslaget fastsatte

grænse på op til 20.000 kr.

3.22. Udvidelse af strafbestemmelsen

Finans Danmark (FIDA) bemærker, at der med ændringen i lovforslagets §

7, nr. 4, (§ 78, stk. 1, 2. pkt., i hvidvaskloven) hvorefter § 49, stk. 2, i hvid-

vaskloven strafbelægges, er tale om en bestemmelse, hvor efterlevelsen be-

ror på ”hurtigst muligt”. FIDA bemærker, at strafbelæggelsen

af denne be-

stemmelse skaber en vis usikkerhed.

L 193a - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

27/37

FIDA anfører, at baggrunden for dette er, at de omfattede virksomheder

hurtigst muligt skal berigtige oplysninger, hvis tidligere afgivne oplysnin-

ger konstateres at være ukorrekte på tidspunktet, de blev afgivet, eller hvis

de på et senere tidspunkt er blevet misvisende. I forhold til sidstnævnte

anfører FIDA, at der også er en vis usikkerhed i forbindelse med, hvornår

det vurderes, at oplysninger er blevet misvisende.

Henset til den anførte vurderingsmæssige usikkerhed, der er indbygget i §

49, stk. 2, foreslår FIDA, at bestemmelsen kun er strafbelagt i tilfælde, hvor

der er tale om grov tilsidesættelse af forpligtelsen, som er gældende i hvid-

vaskloven i dag.

Kommentar

Det følger af § 78, stk. 1, 2. pkt., i hvidvaskloven, at groft uagtsomme og

forsætlige overtrædelser af hvidvaskloven kan straffes med bøde, med min-

dre højere straf er forskyldt efter straffelovens regler.

Manglende berigtigelse af oplysninger overfor Finanstilsynet i henhold til

§ 49, stk. 2, i hvidvaskloven vil derved alene kunne straffes, hvor overtræ-

delse af bestemmelsen er groft uagtsom eller forsætlig.

Det følger af § 49, stk. 2, i hvidvaskloven, at berigtigelse skal ske ”hurtigst

muligt”. Det følger af bemærkningerne til

bestemmelsen, at med ”hurtigst

muligt” forstås, at der skal gives meddelelse, så snart virksomheden bliver

opmærksom på, at en oplysning, som er meddelt til Finanstilsynet, er ukor-

rekt eller viser sig at være blevet misvisende. Med begrebet ”hurtigst mu-

ligt”

er der rum for en konkret og individuel vurdering i det enkelte tilfælde,

herunder også under inddragelse af, hvor alvorligt det i det enkelte tilfælde

måtte være, at oplysninger ikke har været korrekte. Hurtigst muligt vil efter

omstændighederne kunne give mulighed for en orientering af virksomhe-

dens ledelse, inden oplysningerne berigtiges over for Finanstilsynet.”

Der

henvises i øvrigt til bestemmelsens bemærkninger i Folketingstidende A, L

nr. 58 2019-2020, side 93.

Ved vurdering af om der skal indgives politianmeldelse, vil Finanstilsynet

derfor skulle lægge vægt på, om der er tale om grove eller gentagne over-

trædelser af hvidvaskloven.

3.23. Gebyr for en basal betalingskonto

FBR Tænk bemærker, at det er helt afgørende, at en basal betalingskonto

giver forbrugerne mulighed for ubegrænset brug af en række basale tjene-

steydelser ved en betalingskonto, jf. betalingskontodirektivet. Det er derfor

afgørende, at nærværende forslag om en mere direktivnær ændring af reg-

lerne om gebyrer for en basal betalingskonto i § 12 i lov om betalingskonti

L 193a - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

28/37

ikke medfører, at det bliver dyrere for forbrugerne at benytte sig af deres

ret til en basal betalingskonto.

Kommentar

Det skal bemærkes, at et kreditinstitut efter betalingskontodirektivet kun

må pålægge rimelige gebyrer for visse tjenesteydelser, f.eks. betalinger

med betalingskort og mulighed for at indsætte midler på en betalingskonto.

Kravet om, at disse enkeltstående gebyrer skal være rimelige, gælder uan-

set antallet af transaktioner.

Det vurderes nødvendigt at nyaffatte § 12 i lov om betalingskonti, idet den

gældende formulering skaber tvivl om det præcise indhold af bestemmel-

sen. Med nyaffattelsen bliver det tydeligt, at det er de enkelte tjenesteydel-

ser, der er underlagt regler om et rimeligt gebyr. Begrænsningen om, at

gebyret ikke må være afhængig af antal transaktioner, videreføres.

Formålet med nyaffattelsen er at sikre en direktivnær implementering af

betalingskontodirektivets artikel 18, og der ændres ikke ved, at forbrugerne

kun må pålægges rimelige gebyrer for tjenesteydelser forbundet med en

basal betalingskonto.

3.24. Bemyndigelse til udstedelse af regler om ledelseskrav i betalings-

og e-pengeinstitutter

Dansk Fintech Alliance (DAFINA) bemærker, at de ikke mener, at ledel-

sesbekendtgørelsen for pengeinstitutter mfl. er vejledende for fortolknin-

gen af ledelsesreglerne i betalingsloven eller 2. betalingstjenestedirektiv

(PSD2).

DAFINA bemærker desuden, at en ledelsesbekendtgørelse, der generelt

overfører ledelsesregulering for pengeinstitutter mfl., til betalingsinstitutter

og e-pengeinstitutter, vil indebære dansk overimplementering af PSD2 og

medføre dansk særregulering på området.

DAFINA opfordrer til, at lovgiver er varsom med at indføre yderligere

governancekrav på betalingsområdet, end hvad der i forvejen følger af

PSD2.

DAFINA henleder opmærksomheden på, at der er med PSD2 er tale om ny

regulering, som skal virke understøttende for udviklingen af og konkurren-

cen på betalingsområdet, og som i sidste ende skal være til gavn for forbru-

gerne. At lægge detaljeret bankregulering ned over nye danske betalings-

udbydere vil alt andet lige kvæle disse. Lige konkurrencevilkår mellem

danske og udenlandske betalingsudbydere er således efter DAFINAs op-

fattelse altafgørende.

L 193a - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

29/37

DAFINA opfordrer til, at sektoren inddrages i arbejdet ved nedsættelse af

en forudgående arbejdsgruppe, et dialogforum eller tilsvarende. DAFINA

opfordrer ligeledes til, at der foretages en undersøgelse af retstilstanden i

sammenlignelige lande.

DAFINA anfører, at ledelsesbekendtgørelsen alene bør omfatte betalings-

institutter og e-pengeinstitutter, der udøver andre aktiviteter end kontoop-

lysningstjenester og betalingsinitieringstjenester.

DAFINA henviser til, at virksomheder, der alene udbyder kontooplys-

ningstjenester, og virksomheder med begrænset tilladelse til at udbyde be-

talingstjenester ikke er underlagt krav til selskabs- og ledelsesform.

DAFINA undrer sig endelig over, at der ikke i høringsudkastet anføres øko-

nomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet forbundet med

indsættelsen af bemyndigelsen, samt at der ikke i udkastet til samlelov-

forslaget er taget stilling til forholdet til EU-retten og de danske principper

for implementering.

Kommentar

Den foreslåede bemyndigelse forventes som anført i bemærkninger benyttet

til at konkretisere reglerne om ledelse og styring i § 25, stk. 1, i lov om

betalinger. Den gældende § 25, stk. 1, i lov om betalinger implementerer

artikel 5, stk. 1, litra e-l, og dele af artikel 11, stk. 2, og 4, i 2. betalingstje-

nestedirektiv.

Bestemmelsen i § 25, stk. 1, i lov om betalinger har samme ordlyd som §

71, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Det fremgår af de specielle be-

mærkninger til § 25, stk. 1, i lov om betalinger, at § 71 i lov om finansiel

virksomhed skal anses som vejledende for forståelsen af bestemmelsen, i

det der dog tages hensyn til betalings- og e-pengeinstitutters særlige for-

hold.

Reglerne i § 71 i lov om finansiel virksomhed er udmøntet i bekendtgørelse

om ledelse og styring af pengeinstitutter m.fl. For at kunne tage højde for

betalings- og e-pengeinstitutters særlige forhold, vurderes det nødvendigt

at konkretisere ledelsesreglerne for disse i en særskilt bekendtgørelse.

Der er derfor ikke tilsigtet overimplementering af 2. betalingstjenestedirek-

tiv, da bemyndigelsen alene har til formål at konkretisere de gældende reg-

ler i § 25 i lov om betalinger.

Formålet med bemyndigelsen er at skabe større gennemsigtighed om de

krav til ledelse og styring, som betalings- og e-pengeinstitutter skal leve op

L 193a - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

30/37

til. Herudover vil bemyndigelsen give mulighed for at implementere EBAs

retningslinjer for IKT og sikkerhedsrisikostyring.

Det er ikke hensigten med den foreslåede bemyndigelse at underlægge be-

talings- og e-pengeinstitutter de samme ledelsesregler, der følger af ledel-

sesbekendtgørelsen for pengeinstitutter m.fl. Det er derimod formålet at

fastsætte regler i lighed med de, der følger af ledelsesbekendtgørelsen for

pengeinstitutter, men med de tilpasninger som betalingsinstitutter og e-

pengeinstitutters særlige forhold tilsiger.

Da der alene foreslås en konkretisering af gældende regler, vurderes det

ikke nødvendigt at nedsætte en arbejdsgruppe eller tilsvarende i forbin-

delse med udarbejdelsen af en bekendtgørelse om ledelse og styring i beta-

lingsinstitutter og e-pengeinstitutter. Det er imidlertid hensigten, at arbej-

det med fastsættelsen af de nye regler vil ske med bred interessentinddra-

gelse, dels gennem den sædvanelige høringsproces, men også forventeligt

ved afholdelse af et informationsmøde, hvor bekendtgørelsens indhold vil

blive præsenteret, og relevante interessenter vil få mulighed for at kom-

mentere herpå.

Bemyndigelsen vil blive benyttet til at udstede en bekendtgørelse, der vil

gælde for de virksomheder, der er omfattet af § 25, stk. 1, i lov om betalin-

ger. Denne bestemmelse finder ikke anvendelse på virksomheder med be-

grænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester. Der fastsættes derfor

ikke regler for disse virksomheder. Bestemmelsen finder imidlertid anven-

delse på betalings- og e-pengeinstitutter, jf. § 25, stk. 1, og virksomheder,

der alene udbyder kontooplysningstjenester, jf. § 60, stk. 6. Virksomheder,

der alene udbyder kontooplysningstjenester og betalingsinstitutter, der

alene udbyder kontooplysningstjenester og betalingsinitieringstjenester,

vil derfor blive omfattet af de regler i bekendtgørelsen, som deres særlige

forhold og karakteristika tilsiger.

De økonomiske konsekvenser er vurderet uvæsentlige, da det ikke er hen-

sigten at indføre nye regler for indretning og ledelse af betalings- og e-

pengeinstitutter. Herudover vil de økonomiske konsekvenser blive vurderet

særskilt under udarbejdelsen af bekendtgørelsen.

3.25. Implementering af en standardmetode til vurdering af renteri-

siko som følge af ikkehandelsmæssige aktiviteter

Finans Danmark (FIDA)

bemærker, at den nævnte ”standardmetode” og

”forenklede standardmetode” ikke er defineret i lovforslaget, og at det

fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at European Banking Autho-

rity (EBA) ikke forventer at sende et udkast til den regulatoriske tekniske

standard til Kommissionen før marts 2022.

L 193a - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

31/37

FIDA anfører, at lov om finansiel virksomhed ikke bør indeholde bestem-

melser, der kan pålægge institutter at bruge metoder, der ikke er defineret i

loven og endnu ikke udviklet. Dette er uanset, at det af bemærkningerne til

lovforslaget fremgår, at Finanstilsynet vil anlægge en proportional tilsyns-

praksis, indtil den kommende regulatoriske tekniske standard, der specifi-

cerer de nævnte metoder, foreligger.

FIDA anfører på denne baggrund, at denne del af lovforslaget bør udgå og

i stedet afvente, at den regulatoriske tekniske standard vedtages. Uanset om

forslaget fastholdes eller udsættes, foreslås følgende præciseringer:



Den indledende lovtekst bør ændres således: ”Kreditinstitutter skal ind-

føre interne systemer, anvende standardmetoden eller den forenklede

standardmetode ….”, så det tydeliggøres, at det ikke er et krav, at kre-

ditinstitutter skal bruge ”standardmetoden” eller ”den forenklede stan-

dardmetode”.

”Standardmetoden” og ”den forenklede standardmetode” bør define-

res, f.eks. ved en henvisning til de regulatoriske tekniske standarder,

der skal vedtages af Kommissionen.



Kommentar

Det er normal praksis at implementere relevante metoder i lovgivningen,

selvom metoderne endnu ikke er helt færdigudviklede. Der findes derfor

ikke grundlag for at lade forslaget om, at kreditinstitutter skal indføre in-

terne systemer, anvende standardmetoden eller den forsimplede standard-

metodeudgå eller udsættes.

På baggrund af FIDAs bemærkninger vedrørende præcisering af lovtek-

sten, justeres lovforslaget således, at det tydeliggøres, at det ikke er et krav,

at kreditinstitutter, som anvender en intern metode også skal bruge stan-

dardmetoden eller den forenklede standardmetode. Endvidere tilpasses

lovbemærkningerne så, at der ved standardmetoden og den forenklede

standardmetode menes de metoder, som EBA har mandat til at udvikle.

3.26. Ophævelse af erhvervsministerens forpligtelse til at revidere

kontantreglen

Dansk Erhverv (DE) støtter, at erhvervsministerens forpligtelse til at revi-

dere kontantreglen ophæves i lyset af, at erfaringer fra de sidste tre år er, at

ordningen ikke har skabt nævneværdige udfordringer for kunder, der øn-

sker at betale med kontanter. Dansk Erhverv mener imidlertid, at det vil

være relevant at tage selve kontantpligten i § 81 i lov om betalinger op til

revision.

L 193a - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

32/37

DE mener, at der er behov for, at Folketinget pålægger Regeringen at fore-

tage en fornyet analyse af kontanternes rolle i samfundet med henblik på at

revidere kontantpligten i det kommende folketingsår. Dette med henvis-

ning til, at der ikke siden 2016 er lavet en analyse af kontanternes rolle i

samfundet.

DE opfordrer derudover til, at kontantpligten og kontantforbuddet behand-

les som et samlet hele.

Danmarks Almene Boliger (BL) og De Samvirkende Købmænd (DSK) me-

ner ikke, at forpligtelsen bør ophæves, men i stedet erstattes af en ny for-

pligtelse til at revidere reglen igen på et senere tidspunkt.

BL opfordrer til, at revisionsbestemmelsen ikke fjernes, men derimod ud-

vides til også at skulle anvendes ud fra en bredere samfundstilpasning, her-

under hensynet til boligorganisationernes lovpligtige driftseffektivisering.

De Samvirkende Købmænd (DSK) opfordrer til, at revisionsbestemmelsen

ændres, så erhvervsministeren i stedet får pligt til at fremsætte forslag om

revision af § 81 i lov om betalinger i folketingsåret 2021-2022. Alternativt

vil DSK opfordre til, at regeringen tilkendegiver at forholde sig til evalue-

ringen hurtigst muligt efter bekæmpelsen af COVID-19. Dermed udskydes

revisionen af § 81 frem for at blive aflyst.

Hi3G Denmark (HI3G) mener, at det er vigtigt for samfundet og de er-

hvervsdrivende, at kontantreglen i § 81 i lov om betalinger tages op til re-

vision, så det kan blive drøftet og vurderet, om den kan lempes yderligere

af hensyn til røveri og andre forhold. Hi3G henstiller således til, at kontant-

reglen tages op til revision som påkrævet i § 155 i lov om betalinger med

henblik på, at kontantreglen lempes yderligere.

Danske Handicaporganisationer (DH) anfører, at de finder den af Erhvervs-

ministeriet udførte "Evaluering til brug for revision af kontantreglen" man-

gelfuld. DH anfører, at flere vigtige argumenter fremført af DH er udeladt,

ligesom DH anfører, at der ikke er nogen undersøgelse af hovedargumentet

for ændringen af kontantreglen i form af røverier.

DH foreslår, at man laver en tværgående projektgruppe med Erhvervsmi-

nisteriet, Indenrigsministeriet, Finans Danmark og DH, der bl.a. skal ud-

vikle en langsigtet teknologisk løsning, der kan fungere som alternativ til

kontanter. DH foreslår derudover at sikre adgangen til kontanter ved f.eks.

at indføre krav i den finansielle lovgivning om, at pengeinstitutter skal have

fysiske filialer, eller at man skal have kontantkasser i de eventuelle filialer.

L 193a - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

33/37

BL, Dansk Fintech Alliance (DAFINA), DE, Dansk Industri (DI), DSK,

Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), Finans Danmark (FIDA) og

Hi3G anfører derudover, at selve kontantreglen bør lempes på forskellige

punkter eller helt ophæves, mens Ældre Sagen, Danske Handicaporganisa-

tioner (DH), NOKAS og SikkerhedsBranchen omvendt anfører, at kontant-

reglen bør bevares og på forskellige punkter bør styrkes.

Kommentar

Det bemærkes indledningsvist, at revisionsbestemmelsen i form af § 155 i

lov om betalinger har haft til formål at forpligte erhvervsministeren til at

tage ordningen om mulighed for kontantfrie betalingsmodtagere i aften- og

nattetimerne op til fornyet overvejelse. Erhvervsministeriet har derfor gen-

nemført en evaluering af denne ordning på baggrund af bidrag fra interes-

seorganisationer og øvrige aktører, der har været i berøring med ordnin-

gen efter dennes iværksættelse den 1. januar 2018. Erhvervsministeriet

gjorde det klart i forbindelse med indhentningen af bidrag fra interesseor-

ganisationer og øvrige aktører, at evalueringen ikke ville have et format,

hvor de enkelte organisationers respektive argumenter ville blive gengivet

eksplicit og i sin helhed. I stedet ville evalueringen på baggrund af de en-

kelte organisationers bidrag forsøge at sammenfatte de centrale, gennem-

gående fremførte argumenter. Der er med evalueringen ikke tale om en

egentlig rapport, hvorfor der ikke er gennemført særskilt dataindsamling i

forbindelse med udarbejdelsen heraf.

Erhvervsministeriet har på baggrund af de indhentede bidrag vurderet i

evalueringen, at ordningen siden ikrafttrædelsen den 1. januar 2018 har

virket efter hensigten,

og at ordningen på nuværende tidspunkt opretholder

en hensigtsmæssig balance mellem hensynet til betalingsmodtagere, der er be-

liggende i områder, hvor der kan være forhøjet risiko for røveri forbundet med

modtagelse af kontanter, og hensynet til borgeres adgang til at betale med

kontanter.

Lovforslaget går på at ophæve revisionsbestemmelsen i form af § 155 i lov

om betalinger, da ovennævnte ordning om mulighed for kontantfrie beta-

lingsmodtagere i aften- og nattetimerne netop er blevet evalueret af Er-

hvervsministeriet. Det vurderes ikke nødvendigt at ændre revisionsbestem-

melsen til at skulle gælde for et senere folketingsår, da det vurderes at være

usandsynligt, at erfaringsbilledet for ordningen om muligheden for kon-

tantfrie betalingsmodtagere i aften- og nattetimerne skulle ændre sig næv-

neværdigt.

Forslag, der går på hhv. lempelser eller skærpelser af den såkaldte kon-

tantregel i form af § 81 i lov om betalinger eller øvrige forslag relateret til

betalingsmarkedet, ligger udenfor lovforslagets område. Forslagene er

dog noteret og vil indgå i de fremadrettede overvejelser på området.

L 193a - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

34/37

3.27. Rådgivere omfattet af ordningen

FSR

–

danske revisorer bemærker, at det er uklart i lovforslagsudkastet, om

godkendte revisorer kan være gældsrådgivere i medfør af den foreslåede

ordning, når det anføres, at gældsrådgiveren ”skal kunne yde rådgivning

om finansielle produkter, jf. lov om finansielle rådgivere, investeringsråd-

givere og boligkreditformidlere”.

Kommentar

Som det fremgår af udkastet til lovforslag, skal den gældsrådgivning, som

ydes efter den foreslåede ordning, som udgangspunkt ydes af eksterne råd-

givere.

Det fremgår videre af udkastet til lovforslag, at for at kunne yde rådgivning

efter den foreslåede ordning skal den eksterne rådgiver kunne rådgive om

finansielle produkter. Finansielle rådgivere kan rådgive om finansielle

produkter, jf. lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og bolig-

kreditformidlere. Det er dog ikke et krav, at rådgiveren skal være omfattet

af lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditfor-

midlere for at kunne yde rådgivning efter den foreslåede ordning.

Godkendte revisorer kan yde lejlighedsvis eller accessorisk rådgivning om

finansielle produkter i forbindelse med udøvelsen af deres virksomhed.

Dette kræver ikke særskilt tilladelse efter lov om finansielle rådgivere, in-

vesteringsrådgivere og boligkreditformidlere, jf. lovens § 1, stk. 3, nr. 3.

Det samme gør sig gældende for eksempelvis advokater.

Det er således hensigten, at godkendte revisorer og advokater også skal

kunne yde rådgivning efter den foreslåede ordning om gældsrådgivning.

Lovforslagets bemærkninger vil blive justeret, så dette fremgår udtrykkeligt

heraf.

Det bemærkes i øvrigt, at udkastet til lovforslaget indeholder en bemyndi-

gelsesbestemmelse, som indebærer, at erhvervsministeren kan fastsætte

nærmere regler om enheden, herunder kriterierne for at kunne modtage

rådgivning under ordningen, og hvilke rådgivere, der vil kunne anvendes.

Der forventes udstedt en bekendtgørelse i medfør af den foreslåede bemyn-

digelsesbestemmelse, der bl.a. angiver kriterierne for at kunne yde rådgiv-

ning efter ordningen.

3.28. Tidspunktet for rådgivning

Landbrug & Fødevarer og Dansk Pelsdyravlerforening bemærker, at det er

uklart, hvornår der reelt kan ydes rådgivning efter den foreslåede ordning.

Det anføres, at der ideelt set bør kunne ydes rådgivning så tidligt som mu-

ligt med henblik på optimal afhjælpning og omkostningsminimering, dvs.

L 193a - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

35/37

også inden udbetaling af erstatning og kompensation, mens ordlyden af

lovudkastet indikerer, at avlerne først kan modtage gældsrådgivning efter

at have modtaget erstatning og kompensation. Landbrug & Fødevarer og

Dansk Pelsdyravlerforening finder det uhensigtsmæssigt for alle parter, at

avlerne skal afvente minkkommissionens resultater.

Kommentar

Den foreslåede ordning med gældsrådgivning skal sikre hjælp til tidligere

minkavlere, som personligt står over for en konkurs efter at have modtaget

deres erstatning. Den tidligere minkavler skal således være insolvent for at

kunne modtage rådgivning efter ordningen.

Når udkastet til lovforslag også omfatter tidligere minkavlere, som formo-

des at være insolvente, skyldes det, at der kan være tilfælde, hvor det ikke

er klart, om vedkommende er insolvent, men hvor der er forhold, der taler

for, at dette er tilfældet. Det kunne eksempelvis være tilfælde, hvor den tid-

ligere minkavler efter afviklingen af sin virksomhed har en betydelig gæld

og i øvrigt ikke har overblik over sin økonomiske situation. I et sådan til-

fælde vil den pågældende minkavler kunne søge rådgivning under ordnin-

gen.

Den erstatning og kompensation, som erstatning- og taksationskommissio-

nen fastsætter for den pågældende tidligere minkavler, vil i hovedparten af

sagerne have væsentlig betydning for vurderingen af, om den pågældende

tidligere minkavler er insolvent, og den vil have betydning for indholdet af

den rådgivning, som efterfølgende vil skulle ydes. En rådgiver vil ikke på

fyldestgørende vis kunne kortlægge den pågældende tidligere minkavlers

økonomiske situation uden oplysninger om størrelsen på vedkommendes

erstatning og kompensation, og rådgiveren forventes ikke at kunne påbe-

gynde eventuelle forhandlinger med den tidligere minkavlers kreditorer,

før denne størrelse er kendt.

Som udgangspunkt vil selve gældsrådgivningen således tidligst kunne op-

startes fra det tidspunkt, hvor størrelsen på erstatningen og kompensatio-

nen til den pågældende tidligere minkavler er kendt, men ikke nødvendigvis

er udbetalt.

Det kan dog ikke udelukkes, at der kan være tilfælde, hvor det på et meget

tidligt tidspunkt kan konstateres, at en tidligere minkavler er i høj risiko for

at være insolvent selv efter at have modtaget erstatning og kompensation,

også selv om størrelsen på erstatningen og kompensationen ikke er udmålt

og dermed ikke er kendt. I sådanne tilfælde er det ikke nødvendigt at afvente

erstatnings- og taksationskommissionens udmåling inden opstart af et råd-

givningsforløb for den pågældende tidligere minkavler, da størrelsen på

erstatningen og kompensationen formodes ikke at ville ændre på det for-

hold, at den pågældende er insolvent.

L 193a - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

36/37

Det bemærkes, at selv om et rådgivningsforløb for en tidligere minkavler

opstartes forud for erstatnings- og taksationskommissionens udmåling af

erstatning og kompensation til den pågældende, så vil der sandsynligvis

opstå et punkt undervejs i rådgivningsforløbet, hvor det er nødvendigt at

afvente udmålingen. Det vil eksempelvis være tilfældet på det tidspunkt,

hvor det er relevant at indgå aftaler med den tidligere minkavlers kredito-

rer.

På den baggrund vil lovforslagets bemærkninger blive justeret, så det frem-

går, at tidligere minkavlere kan modtage rådgivning efter den foreslåede

ordning, inden erstatningen og kompensationen til den pågældende er ud-

målt, i tilfælde hvor det forud for erstatningsudmålingen kan konstateres,

at den pågældende formodes at være insolvent også efter erstatningsudmå-

lingen.

Justeringen indebærer, at følgende tilføjes de specielle bemærkninger til

det foreslåede § 63 b, stk. 1, i lovforslagets § 13, nr. 5:

”Erstatnings-

og taksationskommissionen skal som udgangspunkt have

fastsat størrelsen af erstatningen og kompensationen til den tidligere mink-

avler, inden denne kan blive omfattet af ordningen med gældsrådgivning.

Det skyldes bl.a., at størrelsen på udmålingen må forventes at have betyd-

ning for, om den pågældende tidligere minkavler er insolvent, og dermed

om den pågældende er omfattet af ordningen for gældsrådgivning. Det

skyldes også, at størrelsen på udmålingen har betydning for rådgiverens

kortlægning af den pågældende tidligere minkavlers økonomiske situation

og for indholdet af den rådgivning, som efterfølgende vil skulle ydes. I til-

fælde, hvor det på et tidligere tidspunkt forud for udmålingen af erstatning

og kompensation til den pågældende kan konstateres, at en tidligere mink-

avler formodes at være insolvent efter udbetalingen af erstatning og kom-

pensation, dvs. hvor udmålingens størrelse ikke forventes at påvirke det

forhold, at den pågældende vil blive insolvent, kan rådgivningsforløbet op-

startes inden erstatnings- og kompensationsudmålingen foreligger. Det er

således ikke afgørende, om den fastsatte erstatning hhv. kompensation er

blevet udbetalt

til minkavleren.”

3.29. Indberetningsfritagelse

Landbrug & Fødevarer og Dansk Pelsdyravlerforening bemærker, at det

følger af lovforslaget, at værdien af den vederlagsfri gældsrådgivning skal

være skattefri for modtagerne, og ønsker det bekræftet, at rådgivningsydel-

sen heller ikke bliver indberetningspligtig for den tidligere minkavler.

Kommentar

L 193a - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

37/37

Som det fremgår af udkastet til lovforslag, skal værdien af den vederlagsfri

gældsrådgivning være skattefri for modtagerne, dvs. de tidligere minkav-

lere. Det er ikke hensigten, at der skal gælde en indberetningspligt i for-

bindelse med gældsrådgivningen.

For at undgå tvivl herom, vil lovforslagets bemærkninger blive præciseret

så det fremgår, at der ikke vil være en indberetningspligt for hverken Fi-

nansiel Stabilitet eller den enkelte tidligere minkavler som følge af, at den

tidligere minkavler har modtaget vederlagsfri gældsrådgivning efter den

foreslåede ordning.

3.30. Økonomiske konsekvenser

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) bemærker, at lovforslaget ikke

vil medføre en besparelse for AES, som det fremgår af det sammenfattende

skema på side 79 under ”Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og

regioner”, idet AES’ nuværende udgifter i forbindelse med administratio-

nen overføres direkte til forsikringsselskaberne, der dækker alle udgifter.

Samtidig vedrører de økonomiske konsekvenser af lovforslaget ikke stat,

kommuner og regioner, som det fremgår af lovforslaget, men derimod er-

hvervslivet, da arbejdsulykkesforsikringerne finansieres af arbejdsgiverne.

Kommentar

Erhvervsministeriet er enig i det anførte om, at lovforslaget ikke vil med-

føre en økonomisk besparelse for AES, da udgifterne dækkes af forsikrings-

selskaberne.

Besparelsen for AES er ikke en økonomisk besparelse, men udelukkende et

udslag af lettelse

af AES’ administrative byrder forbundet med administra-

tionen af udbetalinger på arbejdsulykkesforsikringerne, som nu overgår til

Garantifonden, som allerede har en organisation, der er rustet til at hånd-

tere administrationen af en forsikringsbestand.

Erhvervsministeriet er endvidere enig i, at de økonomiske konsekvenser af

lovforslaget ikke angår stat, kommuner og regioner, men derimod forsik-

ringsselskaberne, der dækker alle udgifterne i forbindelse med administra-

tionen af arbejdsulykkesforsikringerne, og som med lovforslaget fremryk-

kes i forhold til, hvad der hidtil har været gældende overfor AES. Hidtil har

forsikringsselskaberne skulle finansiere overtagelsen af en arbejdsulykkes-

forsikringsbestand på tidspunktet, hvor forsikringsselskabet får trukket sin

tilladelse.