Tak. Jeg havde egentlig en forventning om, at den her debat var overstået, men det kan simpelt hen ikke være rigtigt, at man kan stå og sige sådan nogle ting, som jo simpelt hen ikke er rigtige.
Altså, hr. Jan E. Jørgensen står og siger, at der ingen andre er i det her Folketing; det er kun regeringen, de dumme, dumme socialdemokrater. Jeg vil bare lige minde om, at i førstebehandlingen støttede Socialdemokratiet selvfølgelig sit eget lovforslag, men også Venstre støttede lovforslaget, Konservative støttede lovforslaget, Dansk Folkeparti støttede lovforslaget, og Nye Borgerlige støttede lovforslaget. Det giver et flertal i Folketinget. Så er det lige flot nok at stå her og pege fingre og sige, at det er en syg opfindelse, regeringen har fundet på, og at ingen andre vil støtte det. Det er simpelt hen ikke rigtigt. Det er det ene.
Det andet er det, som Køges borgmester gør opmærksom på, nemlig at der samles en gruppe af Satudarahmedlemmer, formentlig også sammen med nogle andre bandemedlemmer, og de holder en grillfest i et socialt boligområde, der gør, at borgerne er pissebange for at være der. (Formanden (Henrik Dam Kristensen): Vi skal lige passe på, hvad for nogle ord vi bruger fra Folketingets talerstol). Ja, det beklager jeg. De er nervøse for at være der, og de føler sig utrygge.
Begår de her bandemedlemmer og rockere noget ulovligt ved at holde den grillfest, så politiet – med hr. Jan E. Jørgensens ord – kirurgisk kan sætte ind og fjerne dem? Nej, det gør de ikke. De holder en grillfest. De har rygmærker på, og de holder den sjovt nok lige i et socialt boligområde, hvor de ved at de kan rekruttere nogle af de sårbare unge. Er der nogen almindelige mennesker, der tænker: Ved I hvad? Vi sætter os ned på et tæppe og spiser en frokost lige ved siden af den her grillfest, for det kunne da være rigtig hyggeligt? Er der nogen, der sender deres børn ned at lege på legepladsen lige ved siden af? Nej, det er der ikke.
Har politiet et værktøj i dag, hvor de kan gå ind med kirurgisk præcision – og vil de kunne det med det her ændringsforslag eller med den ordensbekendtgørelse, de har i dag – og sige: I må ikke være her? Nej, det har de ikke. Det, vi gerne ville, var at lave et opholdsforbud, hvor vi siger, at der her er et område, som er præget af utryghed, og vi er nødt til at frede det område, så folk faktisk kan færdes der. Der er ikke tale om, at man frarøver nogens frihed. Der er jo ingen frihed til den mor, der gerne vil sætte sig ned på et tæppe og lege med børnene ved siden af den fest. Der er jo ingen frihed for almindelige mennesker til at sætte sig der og kigge, mens der foregår sådan nogle aktiviteter i ens område. Deres frihed er begrænset.
Det, vi også ved fra Køges borgmester, er, at der er andre boligområder i Køge, som de ressourcestærke flytter fra, fordi de er utrygge ved at være der. Det er jo det, der er virkeligheden. Så kan man godt pakke det ind i polemik og sige, at regeringen har lidt et stort nederlag og alt muligt andet, men de eneste, der taber på det her, er de danskere, som ikke har den tryghed til at kunne færdes visse steder i Danmark. Og det er da en falliterklæring, det er jeg helt enig i. Det ændrer bare ikke ved, at politiet ikke har de værktøjer i dag.
Alle til højre i salen og Radikale Venstre og Enhedslisten har også læst de svar, der er fra Justitsministeriet, med vurderingen af, at det ændringsforslag, som der nu er bred opbakning til, ikke adskiller sig væsentligt fra det, politiet allerede kan i dag i ordensbekendtgørelsen. Ja, der er nogle lidt hårdere sanktioner, hvor man i ordensbekendtgørelsen har nogle bøder for nogle af de samme forseelser, men det er uklart, hvad det er for nogle mennesker, der kan rammes, og hvad der skal til for at bruge det ændringsforslag, som Venstre har stillet. Hvis man beklager sig over, at man ikke har jurister nok til at formulere det, måtte man jo have bedt Justitsministeriet om at være med til at formulere et ændringsforslag. Det havde været grundigt parlamentarisk arbejde. Det bad man faktisk Justitsministeriet om at gøre på en række andre ændringsforslag, man så ikke har stillet.
Så der er al den her polemik – jeg var på talerstolen den anden dag, og der var folk, der ironiserede og patroniserede: Det er bare sure, sure Jeppe, hvis du havde været skolelærer, havde du været en dårlig skolelærer, og alt muligt andet. Det kan vi godt hygge os med herinde, men for de borgere, der bor ude i de boligområder i Køge og andre steder i Danmark, er det jo lige fedt. Jeg havde egentlig tænkt, at jeg ikke skulle tage ordet, men når nu hr. Jan E. Jørgensen står og siger, at det her ændringsforslag adskiller sig markant fra det, man kan i ordensbekendtgørelsen i dag, fordi man med kirurgisk præcision kan gå ind og smide banditterne væk, må jeg sige, at det simpelt hen ikke er det, der er vurderingen fra Justitsministeriet. Og det er i hvert fald sådan, at det, som Køges borgmester henviser til, vil man ikke kunne skride ind over for, hverken med ordensbekendtgørelsen eller med det ændringsforslag, som Venstre har stillet. Det er sådan set det, der er mest trist. Tak for ordet.