Da jeg fremsatte det her lovforslag og også det næste lovforslag, L 188, som vi også skal behandle i dag, om øget åbenhed i Rigsretten, så forventede jeg, må jeg godt nok sige, en noget mere positiv tilgang til de to forslag. Det er trods alt ikke hver dag, at der bliver rejst en rigsretssag, og det er heller ikke hver dag, at den anklagede ønsker mere åbenhed om en retssag. Det er i øvrigt heller ikke hver dag, at en anklage bliver rejst i fuld offentlighed og i den forbindelse med mange forudindtagede politiske holdninger og beskyldninger i forhold til den, der er anklaget, og det er jo så i det her tilfælde mig.
Efter første- og andenbehandlingen ved jeg selvfølgelig godt, at både det her lovforslag, men også det næste falder med noget, der ligner et brag. Kun Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige stemmer for, og partier, der jo normalt taler om åbenhed og indsigt i alt, stemmer imod. Altså, ærlig talt: Hykleriet kan næsten ingen ende tage.
Anklagen blev rejst i fuld offentlighed og – fristes man næsten til at sige – med piber og trommer og ikke mindst med direkte tv-dækning og en masse beskyldninger. Men forsvaret skal føres i små redigerede brudstykker gennemtygget af journalister, inden det kommer ud til offentligheden. Det er konsekvensen, når flertallet her i Folketinget stemmer imod det her forslag og Rigsretten bliver sat.
Jeg forstår jo så stadig væk ikke, hvorfor det er så vigtigt for så mange partier i Folketinget at kæmpe imod øget åbenhed og reel adgang for offentligheden i rigsretssager. Hvad er det, danskerne ikke må se? Jeg kan sige helt klart, og jeg er trods alt den anklagede i sagen, at jeg ikke har noget at skjule. Jeg ved, hvad jeg har gjort; jeg ved, hvad jeg har sagt, og jeg kan stå på mål for det hele.
Rigsretssager er noget særligt. Det er et politisk flertal, der beslutter, om der skal rejses en anklage. Sagen handler om en ministers embedsførelse, og halvdelen af dommerne er politisk udpeget. Jeg foreslår jo ikke, at man skal slå dørene op og lukke kameraerne ind til enhver straffesag i det danske land, men en rigsretssag om et særligt emne som barnebrude, der har været genstand for utallige timers offentlig debat og diskussion, er altså ikke en almindelig straffesag.
Derfor er offentligheden på papiret, som reglerne er i dag, heller ikke nok. I dag kræver det nemlig personligt fremmøde, hvis man vil overvære en sag i Rigsretten ved selvsyn – og så skal der jo lige være plads. Det vil betyde offentlig adgang for de privilegerede, ikke for de mange. For lastbilmekanikeren i Holstebro er det her bare ikke en reel mulighed, for det er ikke en reel mulighed at tage fri nogle og tredive dage i efteråret for så at møde op på Christianshavn og håbe på, at der er plads. Det er altså noget nemmere, hvis man er advokat fra Frederiksberg.
Jeg er ærlig talt lidt overrasket over, at så mange partier, der jo ellers i andre sammenhænge påstår at kæmpe for mere åbenhed, kæmper så hårdt imod, at danskerne får mulighed for at se, hvad der foregår i Rigsretten. Og de gør det, synes jeg, med det ene mere pinagtige krumspring og argument end det andet. Måske stoler man ikke nok på sin egen anklage; måske frygter man, hvad åbenhed kan føre til. Det er jo i hvert fald ikke medierne, der står i vejen. De, der har gidet at bruge tid på at læse høringssvarene fra medierne, vil også vide, at der er meget, meget stor opbakning fra den kant.
Om ikke andet kan man da i hvert fald sige, at når det her lovforslag falder med et brag lige om lidt, er det da fuldstændig slut for nogle af jer, mine kolleger her i Folketinget, at argumentere med, at medierne fordrejer virkeligheden og kun refererer det halve af, hvad der er blevet sagt, og at I kan mene, at I er blevet misfortolket af journalister. For når Folketinget mener, at der i en rigsretssag – en rigsretssag! – ikke må blive sendt direkte billeder og lyd, men at det pinedød skal gennemtygges og redigeres af journalister, inden det må komme ud, så må det jo altså formodes, at I har så stor tiltro til journaliststanden, og at journalisterne får det hele med, også de små detaljer, som kan være meget, meget vigtige i en retssal, for ellers giver det simpelt hen ingen mening.
Jeg stoler på danskerne. Jeg tror på, at fuld offentlighed er bedre, end at man skal forlade sig på at få redigerede brudstykker af virkeligheden i en sag som den her. Jeg er heldigvis ikke alene med det synspunkt, og derfor vil jeg også meget gerne takke både Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige for støtten. Det er to partier, der ikke kun taler om åbenhed som et ideal, når det gælder dem selv.
Jeg vil også gerne takke den meget store del af pressen, der holder fast i sine idealer. Her tænker jeg f.eks. på Dagbladet Information og Anton Geist, Dagbladet Politiken, TV 2 og DR – bare for at nævne nogle af dem, som har støttet forslaget, og som fremhæver vigtigheden af størst mulig åbenhed i en sag som den her, der har så stor principiel betydning for, hvordan ministre kan udøve deres virke.
Jeg har fuld tiltro til, at Rigsrettens dommere kan sikre en værdig og betryggende afvikling af rigsretssager. Det gælder både min, men også, hvis der måtte komme andre rigsretssager senere. Og jeg er ærlig talt lidt bekymret over, at så mange partier i Folketinget ikke tiltror Rigsretten, hvis formand jo trods alt er præsident for Højesteret, at kunne tilrettelægge sagen på en ordentlig måde, hvis der står et kamera i et hjørne. Åbenhed er ikke et udtryk for manglende respekt; tværtimod, det er en tillidserklæring.