Skatteudvalget 2020-21
L 178
Offentligt
2355855_0001.png
16. marts 2021
J.nr. 2020 - 3004
Til Folketinget
Skatteudvalget
Vedrørende L 178 - Forslag til Lov om ændring af afskrivningsloven, ligningsloven, pen-
sionsafkastbeskatningsloven og lov om afgift af svovl. (Forhøjelse af grænsen for straks-
afskrivning m.v., midlertidig forhøjelse af afskrivningsgrundlaget for nye driftsmidler, for-
længelse af den midlertidige forhøjelse af fradrag for udgifter til forsøgs- og forsknings-
virksomhed og forlængelse af bundfradrag i svovlafgiften).
Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 5 af 5. marts 2021. Spørgsmålet er stillet efter ønske
fra Kim Valentin (V).
Morten Bødskov
/ Lise Bo Nielsen
L 178 - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 5: Spm. om, at Skatteministeriet kun skal indbringe en afgørelse, hvis den er principiel, til skatteministeren
2355855_0002.png
Spørgsmål
Skatteministeriet har indbragt landsskatteretsafgørelse SKM2020.230 for domstolene,
hvor et selskab fik medhold i, at udgifter til udvikling af en ny type silke kvalificerede til at
være udgifter omfattet af LL § 8 B. Når det kan lægges til grund, at Skatteministeriet kun
skal indbringe en afgørelse, hvis den er principiel, er det så efter ministerens opfattelse di-
rekte lovstridigt, hvis ministeriet oplyser, hvori det principielle består?
Svar
Retssagsvejledningen er offentligt tilgængelig på Skatteforvaltningens hjemmeside, og be-
skriver de overordnede principper for behandlingen af retssager om skatte- og afgiftsreg-
ler, hvori Skatteministeriet eller Skatteforvaltningen optræder som part.
Følgende fremgår bl.a. af retssagsvejledningens afsnit 1.1:
”Skatteministeriet
skal kun indbringe en afgørelse eller anke en dom, hvis den er principiel, eller hvis
særlige grunde taler for det. Særlige grunde kan være, at sagen drejer sig om væsentlige beløb eller har bety-
delig interesse, selv om den ikke er principiel.”
Derudover fremgår bl.a. følgende af retssagsvejledningens afsnit 1.1:
”Principielle
sager er sager, der kan få betydning for et større eller ukendt antal skatteydere. Særlige
grunde kan være, at sagen drejer sig om væsentlige beløb eller har betydelig interesse, selv om den ikke er
principiel.”
Jeg kan generelt oplyse, at vurderingen af, om en sag er principiel, eller om der foreligger
særlige grunde, efter sædvanlig praksis foretages i samarbejde mellem Skatteministeriet
Skattestyrelsen og Kammeradvokaten på baggrund af retningslinjerne i retssagsvejlednin-
gen.
Det fremgår af den offentliggjorte afgørelse, at Landsskatteretten konkret har fundet, at
de afholdte udgifter må anses for at være udgifter til forsøgs- og forskningsvirksomhed
omfattet af ligningslovens § 8 B. Afgørelsen er indbragt, idet Skatteministeriet er uenig i
denne afgørelse. Det er endvidere opfattelsen, at der er tale om en problemstilling, som
kan have betydning for flere skatteydere, hvorfor sagen er anset for principiel.
I forhold til de konkrete omstændigheder i sagen, som gør, at Skatteministeriet mener, at
afgørelsen er forkert, kan jeg oplyse, at det følger af skatteforvaltningslovens § 17, stk. 1,
1. pkt., at skattemyndighederne skal iagttage ubetinget tavshed over for uvedkommende
med hensyn til oplysninger om en fysisk eller en juridisk persons økonomiske, erhvervs-
mæssige eller privatlivet tilhørende forhold, som de under varetagelsen af deres arbejde
bliver bekendt med. Det er baggrunden for vurderingen af, at det i denne sag vil være i
strid med tavshedspligten at give en nærmere redegørelse for ministeriets stillingtagen til
de konkrete forhold i retssagen.
Side 2 af 2