Til Folketingets Uddannelses- og Forskningsudvalg
Forskningsordførerne
Underskriverne på denne henvendelse vil i forbindelse med den kommende beslutning om ny lov om
Danmarks Innovationsfond gøre opmærksom på et element af innovationsfondens praksis, som ikke
rammegives i fondens lovgrundlag, men som betyder meget for Danmarks evne til at skabe virkningsfulde
løsninger på de store samfundsudfordringer gennem innovationsfondens projekter.
Håbet er, at der kan sendes politiske signaler til Innovationsfonden, som kan få fonden til at overveje
hensigtsmæssigheden af dens uddelingspraksis, især dens tilskudsmodel.
Alle underskrivere på denne henvendelse repræsenterer en type af danske organisationer, der har oplevet
at måtte trække sig fra konsortier under dannelse, eller ganske enkelt har besluttet ikke at deltage i
ansøgninger til Innovationsfonden. Årsagen er, at Innovationsfonden ikke anser
civilsamfundsorganisationer som vidensinstitutioner, men som en slags private virksomheder, der netto
skal bidrage til projekternes budget. Det betyder kontant, at det bedst opnåelige for organisationer som
vores er at modtage et tilskud på 90% af vores omkostninger uden at kunne regne overhead som en
omkostning. I værste fald
–
og dette vurderes ensidigt af Innovationsfonden
–
kan vores bidrag til projektet
live etragtet so e ”øko o isk aktivitet”, hvilket etyder et etydeligt i dre tilskud til
omkostningerne
–
stadig uden overhead indregnet.
Det siger sig selv, at ” ot-for-profit” ivilsa fu dsorga isatio er ikke har råd til at deltage u der et såda t
regime. Det betyder, at vores bidrag til den danske innovation, hvad f.eks. angår social innovation, afklaring
af etik, sociale, miljømæssige og sundhedskonsekvenser, og vores muligheder for at skabe brobygning,
borger- og stakeholderinddragelse, kommunikation til og inddragelse af målgrupper, inddragelse af
alternativ ekspertise og mange andre kvaliteter, vi kunne bibringe, ikke integreres i dansk innovation. Det
er stærkt problematisk, for Danmark skal jo netop leve af, at vi på baggrund af vores historie, kultur og
demokratiske sindelag evner at integrere den slags i selve innovationen. Sagt lidt mere kontant, så opererer
Danmark med et innovationsbegreb, der ligner alle de mere teknokratiske kulturers, hvis ikke der bliver
rettet op på den afkobling af samfund og innovationsmiljø, som Innovationsfonden de facto praktiserer
gennem deres tilskudsmodel.
Disse forhold forstærker en i vores øjne uheldig tendens i den offentligt finansierede innovation (herunder
også f.eks. EUDP) om helt overvejende at fokusere på industriel innovation. Civilsamfundets organisationer
kan godt understøtte industriel innovation, men ønsker også at understøtte udviklingen i fællesskabet. Der
ligger store muligheder i innovation for det fælles og det offentlige i form af bedre service, større
sammenhængskraft, større effektivitet, bedre anvendelse af offentlige midler, og i at have blik for, at
personen ikke kun er forbruger, men også borger. Den side af innovation understøtter Innovationsfonden
ikke i tilstrækkelig grad, og tilskudsmodellen er en yderligere hæmsko herfor.
Nogle vil nok indvende, at universiteterne jo kan tage sig af disse hensyn, hvis det skulle lykkes at få en
mere tværvidenskabelig tilgang ind i Innovationsfondens projekter. Men en sådan indvending ignorerer, at
der er en grund til, at der både findes civilsamfundsorganisationer og universiteter. Civilsamfundets
organisationer er målrettede på deres arbejdsfelt med andre virkemidler end forskning, og de er ude blandt
mennesker og organisationslivet på en måde, som universiteterne hverken skal eller kan være, hvilket
betyder, at vi både har forsknings-, praksis- og erfaringsbaseret viden, som er præcis den kombination af
viden, der er brug for i innovation. Der er brug for både universiteternes og civilsamfundets viden i dansk
innovation.