Nu står vi her med et nyt lovforslag om bl.a. justering af Innovationsfonden, og det var lidt overraskende, tror jeg, for flere af ordførerne, at vi, da vi sad i forhandlingerne om forskningsreserven, også lige pludselig skulle til at se på en ændring af lovgrundlaget for Innovationsfonden. Hvordan var det lige det hang sammen? Vi fik det bremset lidt, fordi vi synes, det faktisk ville være en større ting, når vi kigger på en Innovationsfond. Der er vel rundt regnet røget ca. 10 mia. kr. gennem den her fond i den seneste tid, og det er mange penge. Vi vil også gerne bruge dem strategisk vigtigt. Det er en fond med et stort ansvar for vores samfundsudvikling, den skal skabe innovation og skal sikre koblingen mellem forskningen og erhvervslivet og den offentlige sektor for at skabe flere og bedre effektive velfærdsløsninger og mere grøn omstilling. Så vi spurgte: Hvorfor ændre det her og nu? Vi fik ikke det helt klare svar, synes jeg.
Vi anerkender selvfølgelig vigtigheden af den grønne omstilling og klimatiltagene, det bakker vi jo helt op om, og det gør vi på tværs af Folketinget. Det er stærkt. Men vi var jo bekymrede for, om der kom større politisk fokus på det grønne, og vi kæmpede i de forhandlinger, der var i efteråret, for, at vi fik det bredt mere ud, og heldigvis har vi da også fået sat vores aftryk, når det handler om, at vi skal se lidt bredere på det både i forhold til erhvervslivet og i forhold til andre områder som f.eks. sundhed, så vi simpelt hen ikke skrev life science helt ud af grundlaget. Det, der er vores store bekymring, er, at der jo er fare for, at man alt for hyppigt skifter politisk valgte emner og øremærkede ting ud, og det både slider på ressourcerne og er spild af store ressourcer. Lige nu kan vi jo spørge: Hvad er grønt? Jeg vil sige, de digitale løsninger er bestemt også grønne, der er mange ting, der er grønt. Grønt er jo noget, der også skal gå på tværs. Vi skal også gøre vores sundhedssektor, kan man sige, mere grøn, så derfor skal vi jo også forske i sundhedssektoren. Så det er jo vigtigt, at vi har en god forståelse af, hvad der prioriteres.
Noget andet, jeg hæfter mig ved, er, at der står, at man skal lave grundlagsskabende strategisk forskning. Det lyder en lille smule modsatrettet. Grundlaget er jo det rimelig brede, og man skal også kapacitetsopbygge hele forsknings- og teknologiområdet inden for områder med stor national betydning. Det er jo tidlig forskning og opbygning af kapacitet og ikke projekter med et målbart output, der er i fokus her. Så semantisk er der et eller andet lidt mærkeligt i en grundlagsskabende strategisk forskning. Det er strategisk, det er politisk valgt. Men grundlagsskabende er ligesom ikke den ægte vare. Det er jo det, man er i gang med. Det er grundlaget, og det er vel det, man kalder tidlig forskning. Så jeg vil gerne spørge ministeren om, hvor stor en del af fonden der skal bruges på kapacitetsopbygning og talentudvikling, for det står ikke særlig klart.
Til lovforslagets § 3 og § 4: Der er lagt op til, at fonden skal give midler til konkrete aktiviteter inden for politisk fastsatte virkemidler, når der er fastsat en særlig bevilling hertil på de årlige bevillingslove, og ministeren understregede over for os under drøftelserne, at virkemidlerne er det helt nye, men på en eller anden måde er det jo en central skærpelse. Der kan løbende komme nye emner og forslag til projekter, til konkrete midler, men det kan også blive et større gedemarked med mange forskellige virkemidler, som ikke skaber ensartede opslag og vurderingskriterier. Og noget, som jo er vigtigt, og som vi har set har været en udfordring for Innovationsfonden i den måde, den er blevet forvaltet på, er jo ensartethed og gennemsigtighed. Det er utrolig vigtigt for heller ikke at spilde ansøgers tid. Så jeg vil også her spørge ministeren, om hun er klar over, at styrelsen med det her lovforslag altså får en større rolle at spille i forhold til at bestemme over temaer, regler og programmer, og hvordan de skal konstrueres.
Vi er bekymrede, det vil jeg sige, i Det Konservative Folkeparti over, at der bliver for meget direkte styring af forskning og innovation. Skiftende emner og politiske prioriteringer giver markant mindre konkurrence og mindre effektive projekter. Selv om man godt kan synes, at vi folkevalgte herinde er kloge, så er det nu altså ude i forskningen, i erhvervslivet og i den offentlige sektor, de ved, hvad der driver det, og hvad der er brug for. Så det er i konkurrence, de gode idéer opstår, og folk kæmper om at kunne gennemføre projekter. Konkurrence eller kappestrid kan give værdi. Det kan også fjerne noget af incitamentet for industrien i at deltage, fordi forskningstunge virksomheder har meget mere langvarige forsknings- og udviklingsstrategier, og det tager tid, og det er dyrt.
Så vi er bekymrede for, om I kan bruge mange penge klogt i projekter med også mange interessenter, især hvis vi kommer til at skifte emner alt for hyppigt. Så vi synes, der altså er en del udfordringer ved det her lovforslag, og jeg håber, at ministeren vil besvare mine spørgsmål. Tak.