Det næste punkt på dagsordenen er:

22) 1. behandling af lovforslag nr. L 175:

Forslag til lov om ændring af lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., lov om finansiel virksomhed og lov om et skibsfinansieringsinstitut. (Gennemførelse af direktiv om udstedelse af og offentligt tilsyn med dækkede obligationer og fastsættelse af overdækningskrav m.v. på baggrund af kapitalkravsforordningen (CRR)).

Af erhvervsministeren (Simon Kollerup).

(Fremsættelse 24.02.2021).

Forhandlingen er åbnet, og den første ordfører er hr. Orla Hav, Socialdemokratiet. Velkommen.

Tak for det, formand. L 175 er måske nok teknisk, men er også en opfølgning på en af de mere oversete danske sejre i EU-samarbejdet. Oven på finanskrisen i 2007-2008 satte EU fokus på, hvor det gik galt, og nåede frem til, at der skulle stilles højere krav til sikkerheden i den finansielle sektor. Det var sådan set fornuftigt, fordi finanskrisen direkte var skabt af for små og for lemfældige krav til sikkerheden, hvilket gav uansvarlige finansfolk og ditto politikere alt for store muligheder for at skabe en spekulationsboble, der jo som bekendt revnede med et brag til skade for borgere og samfund.

EU kastede sit blik på obligationer som et finansielt aktiv. Problemet var, at danske obligationer har og havde rødder i en ærlig værdifastsættelse grundet dækning i reelle værdier, nemlig bygninger og skibe. Dansk realkredits historie er rig på tilpasninger til samfundsudviklingen gennem de mere end 200 år, realkreditten har eksisteret, men det har været karakteristisk, at den har hvilet på det bundsolide, snusfornuftige princip, at der skal være reel dækning for obligationerne i form af materielle aktiver.

EU's ønske om at tilpasse efter finanskrisen var ved at antage en helt uantagelig dimension set med danske øjne, og derfor har de skiftende regeringer kastet sig ind i en benhård kamp for at sikre, at dansk realkredit vurderes som reelle aktiver og ikke som luftige papirpenge. Heldigvis sejrede dansk realkredits måde at værdifastsætte og belåne på, som det udtrykkes i ministerens fremsættelsestale:

»Dansk realkredit er kendetegnet ved en meget høj grad af sikkerhed. Det var en dansk prioritet under forhandlingerne af EU-reglerne, at kerneelementerne i det danske realkreditsystem kunne bevares inden for EU-rammen, og at forslaget byggede på velfungerende modeller som den danske.«

Naturligvis bygger direktivet på velfungerende markeder, hvilket er helt i tråd med det danske realkreditsystem, når det gælder finansiering af både bygninger og skibe, fordi dansk realkredit er kendetegnet ved en meget høj grad af sikkerhed. Lovforslaget gælder også pengeinstitutter og dansk skibskredits udstedelse af dækkede obligationer gennemført som minimumsimplementering og alene målrettet mod at opfylde direktivets krav. Der stilles krav om yderligere sikkerhed i form af minimumsoverdækning og likviditetskrav, hvilket er ganske fornuftigt. Endelig stilles der krav om information til investorer, således at de kan vurdere risici ved deres investering. Fra socialdemokratisk side støtter vi lovforslaget og vover ovenikøbet at rose det for at værne om den danske realkreditmodel.

Tak til hr. Orla Hav. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Venstre, og det er fru Heidi Bank.

Tak for det. Det danske realkreditsystem er helt grundlæggende for finansiering af vores boliger og erhvervsejendomme. Det er et stærkt og et sikkert system, det er velkendt, og det er velfungerende. Med dette lovforslag, der implementerer et direktiv om udstedelse og offentligt tilsyn med dækkede obligationer samt fastsættelse af overdækningskrav, sikres rammerne for vores system i en EU-ramme. Forslaget har konkret betydning for de danske penge- og realkreditinstitutter samt Danmarks Skibskredit, som netop benytter dækkede obligationer til at finansiere lån med pant i fast ejendom og i skibe.

Det er væsentligt, at de grundlæggende elementer af det danske system har kunnet bevares inden for det europæiske system. Men det er også væsentligt, at EU adresserer dette område. For ingen internationale finansielle systemer kan stå alene. De er en integreret del af det europæiske finansielle system, som i øvrigt er en del af et globalt system. Med implementeringen af direktivet i de europæiske medlemsstater får vi et level playing field, dvs. lige vilkår og lige regler for de dækkede obligationer og tilsyn hermed. Det handler også om lige vilkår for konkurrence, og at vi er med til at sikre finansiel stabilitet i EU, fordi vi skal have alle finansieringsinstitutter i EU til at have samme niveau for sikkerhed bag de dækkede obligationer. Nationalbanken fremhæver også dette i sit høringssvar.

Forslaget er dog ikke uden knaster. Omkostningerne for erhvervslivet er til at tage og føle på og skyldes både overdækningskravet samt afskaffelsen af den såkaldte genanskaffelsesværdi som værdiansættelsesmetode. I forhold til overdækningskravet lægger Danmark sig på den laveste værdi, dvs. de 2 pct., fordi vores system er stærkt i forvejen. Det er positivt, at vi ikke ligger i toppen af spændet på de 5 pct. I forhold til afskaffelse af genanskaffelsesværdien som værdiansættelsesmetode har denne særlig betydning for specialiserede industriejendomme. Fremadrettet skal de værdiansættes til markedsværdi. Det er noget, der bekymrer os, og det er noget, der skal findes en løsning på, så vi ikke ender i en situation, hvor det bliver langt dyrere at få belånt den type ejendomme. For det vil alt andet lige give lavere værdier på papiret, selv om det underliggende aktiv er det samme som i dag. Hos Venstre lægger vi vægt på, at der sker en inddragelse af interesseorganisationer i dialogen med Finanstilsynet omkring værdiansættelsen.

På ryggen af L 175 skal således ske en justering i værdiansættelsesbekendtgørelsen. Ministeren bekræfter også i sit høringssvar, at realkreditinstitutterne og de relevante erhvervsorganisationer bliver inddraget med henblik på at sikre, at værdiansættelse af specialiserede industriejendomme også fremadrettet er operationel inden for rammerne af markedsværdi på europæisk plan. Det er væsentligt, og det vil vi også gerne dykke nærmere ned i i udvalgsbehandlingen.

Forslaget rummer desuden en bestemmelse om investorbeskyttelse, der handler om både øget oplysningskrav og tilsynsmyndighedernes samarbejde. Vi vil gerne være med til at sikre investorernes beskyttelse uden at pålægge unødige administrative byrder. Så når det øgede oplysningskrav medfører, at der skal offentliggøres oplysninger minimum hvert kvartal, lægger vi vægt på enkle, ensartede krav til den specifikke information. Tilsyn er desuden helt centralt i en sikring af det finansielle system. Det skal sikre, at de finansielle institutioner ikke går i dørken, og det er sket tidligere. Vi har i dag en arbejdsfordeling mellem Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet. Derfor hilser vi også velkommen, at Nationalbanken imødekommes på, at der sker en præcisering af, hvad den i forslaget foreslåede arbejdsforpligtelse mellem disse to myndigheder indebærer, så deres roller er klare og ikke skaber tvivl om kompetencer. Klarhed og ikke bøvl.

Endelig lægger Venstre vægt på, at vi ikke overimplementerer, men gør os umage for ikke at skabe øgede omkostninger for erhvervsliv og borgere. Lovforslaget har som sagt karakter af minimumsimplementering, og dette vil vi trods alt gerne have afdækket nærmere i udvalgsbehandlingen.

Det var bemærkningerne herfra, og vi ser frem til en videre udvalgsbehandling. Tak for ordet.

Tak til Venstres ordfører. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører er fra Dansk Folkeparti, og det er hr. Hans Kristian Skibby.

Tak. Det lovforslag, som erhvervsministeren her lægger navn til, er i og for sig et godt lovforslag. Det er et lovforslag, som giver støtte, ro og balance. Der var mange mennesker i Danmark, virksomheder og private borgere med gæld, som var på bekymringens rand, i forhold til hvad der dog ville ske i de EU-forhandlinger, der var omkring EU-rammen, i forhold til at man kunne bevare den danske realkreditmodel.

Med det, ministeren har lagt navn til i den skriftlige fremsættelse, mener regeringen, at med det, som vi i dag ved er blevet til virkelighed, kan vi ligesom tage en dyb indånding og sige, at det måske ikke var så skidt endda. Den formulering deler vi i Dansk Folkeparti. Vi mener bestemt, at de bekymringer, der var, langt hen ad vejen blev taget seriøst, og at vi dermed også fik tingene ind, så man ikke stod tilbage med en model, hvor den danske realkreditmodel var skudt sønder og sammen.

Det, vi har i dag, er faktisk unikt. Vi har i mange, mange år i Danmark haft en obligationsmodel og en realkreditmodel, som rigtig mange lande har været dybt misundelige over. Og hvorfor har de så det? Det har de jo, fordi der er en stor troværdighed omkring den måde, man låner penge på i Danmark, den måde, man låner penge ud på, og den måde, hvorpå man stiller sikkerhed til rådighed for lån. Det har, også uden for landets grænser, betydet, at der har været et stort ønske om at investere i sikre værdipapirer, ikke mindst efter den første finanskrise for efterhånden mange år siden, hvor man jo kunne se, at selv det at kunne få en forrentning på 0,5 pct. faktisk kunne ende med at være ganske fornuftigt.

Så Danmark kom faktisk igennem finanskrisen, på grund af at der var en stor troværdighed omkring vores finansielle rammer i Danmark. Og hvis vi kigger sådan meget nøgternt på de danske belåninger af landbrug, var det faktisk også troværdigheden, der gjorde, at de danske landbrugere kom relativt fornuftigt igennem. Vi er med på, at der var nogle, der gik fra hus og hjem, og vi er også med på, at nogle var overbelånte osv., men det ændrer ikke på, at den samlede ramme var udslagsgivende for, at man endte med relativt få trælse situationer i forhold til den gæld, som der var i dansk erhvervsliv, i private ejendomme og erhvervsejendomme ikke mindst.

Vi skal dog også huske, at der er nogle ting, som måske er mindre heldige ved det, og det er jo bl.a. noget af det, som man taler om i forhold til EU-delen med den ubegrænsede løbetid. Er det nu fornuftigt, at man bare kan gældsætte sig og så sige: Det går jo egentlig meget godt – jeg overholder alle mine forpligtigelser? Ja, det gør du, men du afdrager eksempelvis ikke på din gæld. Går det så godt, og er man så en god betaler? Ja, det er man jo, når man betaler renterne, men hvis renterne er meget, meget små, betyder det alt andet lige, at man har et meget, meget højt rådighedsbeløb andre steder. Og det så vi jo også i forhold til etablering af de afdragsfri lån her i Danmark for mange, mange år siden – det ligger helt tilbage til dengang, hvor hr. Bendt Bendtsen var økonomi- og erhvervsminister. Da var der ét parti, som stemte nej til den afdragsfrie model, der var, og det var Dansk Folkeparti, fordi vi faktisk frygtede, at det her godt kunne komme til at betyde en overophedning af markedspriserne mange steder i Danmark.

Den afdragsfrihed har også lidt at gøre med det lovforslag, som vi behandler her i dag. For det har jo haft betydning for værdiansættelsen, og det har også betydet, at eksempelvis ejendomsmarkedet her i København og i hovedstadsområdet kom under et massivt pres, i hvert fald frem til finanskrisens hærgen, som jo lige pludselig kom ind over landets grænser.

Så der er ikke noget, der sådan er støbt i guld, og der er ikke noget, der er sådan, at det ikke kan gå i stykker. Vi er ikke hundrede procent sikre med den model, vi har, men vi er sikre på, at det, vi tilbyder, også fremadrettet, under den nye EU-regulering, stadig væk er en dansk realkreditmodel, som bestemt er i fin form. Og det betyder også, at vi jo stadig væk oplever, at udenlandske investorer har vældig travlt med at komme ind og købe danske obligationer osv.

Lovforslaget tager udgangspunkt i den her minimumsoverdækning. Det er fornuftigt, at vi selvfølgelig ligger i den ende af skalaen. Der stilles de her likviditetskrav i forhold til den dækkende del af obligationerne, og så er der selvfølgelig også de øgede informationskrav til udbyderne, for at investorerne hele tiden skal føle, at de får en god og fornuftig forklaring på, hvad situationen generelt er på vores obligationsmarked.

Så lovforslaget her ser meget positivt ud. Vi synes stadig væk, der er nogle steder, hvor det kunne være blevet bedre, men vi vil støtte lovforslaget.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Orla Hav.

Tak for det. Jeg er jo sådan set glad for, at Dansk Folkeparti vil støtte det her lovforslag. Men jeg synes, at ordføreren er en lille smule lemfældig med sin historiefremstilling. Er det, at der var nogle få, der kom i klemme som følge af den finansielle krise, der blev skabt som en boble i de der 2007-2008-stykker, virkelig den hilsen, som ordføreren vil sende til de borgere i Roskilde og omegn, som oplevede, at deres pengeinstitut gik ned på grund af uansvarlighed?

Ordføreren.

Der synes jeg måske, at ordføreren skulle have kigget lidt på sin egen historie hos Socialdemokraterne og den måde, hvorpå man har haft skiftende ministre til at sidde på Finanstilsynets ressortområde. Altså, hvad var den allerstørste årsag til, at vi oplevede det med en Roskilde Bank og en Tønder Bank og en Amagerbank? Det var et dårligt tilsyn. Det skal man jo ikke gå ud og kritisere andre for, men der skal man kritisere den siddende minister og den siddende regering for, at tilsynet ikke var der. Vi kan tage Tønder Bank-sagen. Jeg tror, der var 4½ år imellem de fysiske tilsyn i Tønder Bank frem til den dag, hvor man kom ned og de facto lukkede banken. Så der kan man jo ikke bare komme herned i Folketingssalen og sige, at det er Dansk Folkepartis skyld, eller at vi ikke har keret os om de her ting. Det har vi da i allerhøjeste grad. Tak.

Hr. Orla Hav.

Jamen jeg tror da, at ordføreren er nødt til at kigge lidt på årstallene i den historiefremstilling, som ordføreren er ved at komme med. Den periode, som ordføreren har det dårligt med Finanstilsynet i, var jo den periode, hvor Dansk Folkeparti støttede Fogh- og Løkkeregeringer, og hvor tingene fik lov til at udvikle sig med bobleøkonomien, og nu står ordføreren og slår ud med armene og siger, at der da kun var nogle ganske få, der kom i klemme ved den lejlighed. Jeg er glad for, at ordføreren nævner alle de banker og alle de bankers kunder, som i virkelighedens verden kom i klemme som følge af uansvarlighed.

Ordføreren.

Ja, det kan jo altid blive til et slagsmål hernede, hvem der kom først – hønen eller ægget. Men vi kan jo også lige prøve at gå bare et par år længere tilbage i tiden og kigge på de år, hvor vi så havde en Helle Thorning-Schmidt-regering. Mig bekendt var hun i hvert fald på papiret socialdemokrat. Det kan godt være, at hun var borgerlig og sådan alt muligt andet, men hun var da valgt for Socialdemokraterne, og da havde vi altså også et banktilsyn, som kørte under de her præmisser. Og det var jo måske, før hr. Orla Hav blev medlem af Folketinget – det kan godt være – men det er altså nu engang den sandhed, der eksisterer.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til Dansk Folkepartis ordfører, og den næste ordfører er fra Socialistisk Folkeparti, fru Theresa Berg Andersen. Værsgo.

Tak for det. Det danske realkreditsystem er unikt, og det skal vi værne om. Det er i fuld og fin form, siger Dansk Folkeparti i dag, og det bakker SF op om. Det her lovforslag – L 175 – drejer sig om at implementere et EU-direktiv, som handler om udstedelse af og offentligt tilsyn med dækkede obligationer og fastsættelse af et overdækningskrav m.v. på baggrund af kapitalkravsforordningen. Forslaget har karakter af en minimumsimplementering, hvor der blot skal foretages de ændringer, som er skønnet nødvendige for at kunne opfylde direktivets krav.

Det væsentligt nye er et likviditetskrav, hvor institutterne skal have en vis mængde likvide aktiver til rådighed for at sikre, at der er tilstrækkelig likviditet i en periode, hvor institutterne har svært ved at fremskaffe likviditet i markedet. Der er tale om en absolut minimumsimplementering, og det står der også i de mange høringssvar, som foreligger, og derfor støtter SF også lovforslaget.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger til SF's ordfører. Den næste ordfører er fra Det Radikale Venstre. Fru Katrine Robsøe. Værsgo.

Tak for det. Det her er jo som tidligere gennemgået af andre ordførere implementeringen af et EU-direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og tilsyn med dette. De dækkede obligationer bruges jo til at finansiere realkreditlån og realkreditlignende lån. Der er i direktivet taget hensyn til den danske realkredit, og implementeringen har også karakter af minimumsimplementering, og det er naturligvis helt afgørende, så det vil jeg sådan set gerne kvittere for.

Med forslaget indføres der regler om likviditetskrav for dækkede obligationer og et krav om minimumsoverdækning for særligt dækkede obligationer. Det skal naturligvis styrke sikkerheden bag de dækkede obligationer, så institutionerne også kan klare – hvad skal man sige – en vis form for modgang. Samtidig indføres der øgede krav om information til investorer, så risikoniveauet hos de enkelte udstedere bedre kan vurderes.

Jeg håber også, at ministeren måske lige vil give lidt indblik i regeringens vurdering af, hvilke konsekvenser det vil have, at det med implementeringen af direktivet ikke længere er muligt at anvende genanskaffelsesværdien – jeg mener også, det var Dansk Industri og Landbrug & Fødevarer, der har rejst den bekymring – men at det nu kun vil være muligt at anvende markedsværdien. Jeg er godt med på, at det, i hvert fald som jeg har forstået det, er en del af implementeringen af direktivet, at man kun kan anvende markedsværdien, men jeg vil alligevel gerne have ministerens vurdering af, hvilke konsekvenser det kan få.

Med de bemærkninger vil jeg gerne tilkendegive, at Radikale støtter lovforslaget.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Og hvis ordføreren lige vil gøre klar til Enhedslistens ordfører. Fru Victoria Velasquez, værsgo.

Tak for det. I Enhedslisten ser vi positivt på, at der er tale om en minimumsimplementering. Flere andre ordførere har været inde på, hvorfor det er en god idé. Helt kort handler det om, at den grundlæggende danske realkreditsektor ikke skal lide skade af direktivet. Det lavere overdækningsniveau for sikkerhedsstillelsen end det, direktivet lægger op til, ligger også i fin tråd med behovet for at værne om det danske realkreditsystem. Vi ser også positivt på, at der med implementeringen bliver tale om en styrket kapitalpolstring, som bidrager til den finansielle stabilitet. Og der er blevet rejst andre gode ting. Derfor ser vi også frem til den udvalgsbehandling, der kommer, og vi kan umiddelbart støtte forslaget og de forslag til præciseringer, der fremgår af regeringens høringsnotat om lovforslaget. Tak.

Tak til Enhedslistens ordfører. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Mona Juul fra Det Konservative Folkeparti.

Tak for ordet. Det betyder ikke så meget for dig og mig, hvordan de finansielle institutter vælger at finansiere deres realkreditlån, men det betyder en hel del for branchen. Realkreditinstitutter, pengeinstitutter og skibsfinansieringsinstitutter kan vælge at udstede obligationer til at finansiere deres udlån. Disse obligationer er omfattet af en række krav, der har til formål at gøre dem særlig sikre for investorerne, herunder krav til den sikkerhed, der ligger bag obligationerne.

Vi skal tilbage til 2007, hvor et bredt politisk flertal vedtog kapitaldækningsdirektivet, hvor de særligt dækkede obligationer blev indført på det danske realkreditmarked som følge heraf. Her i Danmark har vi tradition for realkredit, som er en unik og særlig måde at finansiere især boliger på, som vi er meget glade for. Mange har gennem tiden været bange for, om vi nu kunne fortsætte med det. Det kan vi, og det skal vi. Med det her lovforslag er der alene tale om at gennemføre et EU-direktiv, som bygger på den eksisterende danske realkreditmodel, og der er tale om en minimumsimplementering.

Men jeg vil selvfølgelig ikke undlade at bemærke, at lovforslaget vil medføre et øget oplysningskrav og dermed mere administration og lovforslaget vil medføre et øget overdækningskrav og likviditetskrav. Det synes jeg egentlig ikke er fair. Jeg bemærker dog i høringssvarene, at der har været en dialog, og at de berørte brancher primært har sikret sig en korrekt forståelse af direktivet, hvor man så ikke helt kan undgå at få den her overdækning. Konservative bakker derfor op om forslaget.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til Det Konservative Folkepartis ordfører. Den næste ordfører er fra Nye Borgerlige. Hr. Lars Boje Mathiesen, værsgo.

Tak. Ja, vi har et godt realkreditsystem i Danmark, og det skal vi værne om. Vi skal selvfølgelig ikke lade os diktere af ting fra EU, som enten kan omstyrte det, eller som kan rykke ved det. Det er en national suverænitet, som vi skal kæmpe for at bevare. Det her lovforslag sætter en overdækningsgrad, som man så kalder en minimumsimplementering, men det er jo stadig væk noget, der kommer fra EU, og som gør det dyrere for nogle virksomheder at låne penge.

Så er vi også bekymrede over det, som vedrører specifikke brancher. Nu er spørgsmålet om det her med enkelte brancher, som bliver hårdt ramt, rejst af andre partier, og jeg er sikker på, at vi kan kigge på det under udvalgsarbejdet for at se, om der reelt set er sket en overimplementering, eller om vi holder os til minimumsimplementeringen. Men umiddelbart er vi ikke så positivt indstillet over for sådan et forslag her, som gør det dyrere at drive virksomhed i Danmark. Det er heller ikke ordentligt belyst, hvor meget dyrere det bliver, og hvis det bliver dyrere, skal det selvfølgelig modsvares af en skattesænkning på et andet område, således at det bliver neutralt for de danske erhvervsdrivende. Tak.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til Nye Borgerliges ordfører, og så er det ordføreren fra Liberal Alliance, hr. Ole Birk Olesen. Værsgo.

Umiddelbart efter finanskrisen, i kølvandet på finanskrisen, var der er et ønske i EU's medlemslande, herunder i Danmark, om, at finansielle institutioner skulle kunne reddes af statskassen. Altså, de skulle ikke gå nedenom og hjem, selv om det var det, der var sket, hvis de havde været en anden slags virksomhed. Så var de gået nedenom og hjem. Men efter finanskrisen mente et bredt flertal i Folketinget og også i andre EU-medlemslande, at disse finansielle institutioner skulle reddes af skatteyderne, hvis de kom i bestemte krisesituationer.

Det er jo statsstøtte, og det er en statsstøtte, som man ikke giver i EU-sammenhæng, fordi man ikke ønsker, at virksomhederne i EU's medlemslande konkurrerer på statsstøtte med andre virksomheder i EU's medlemslande. Derfor blev det også besluttet, at man skulle have fælles regler for, hvor stor den statsstøtte måtte være, sådan at det ikke var sådan, at statsstøtten til de finansielle institutioner var kæmpestor i Danmark og det så kunne bruges til at udkonkurrere finansielle institutioner i andre lande, hvor statsstøtten var mindre – eller omvendt.

Det vil sige, at den risiko, som statskasserne påtager sig, er en statsstøtte, og den risiko er afhængig af, hvor stor en risiko de finansielle institutioner løber. Jo større risiko en finansiel institution kan løbe i et land, jo større er den statsstøtte, som bliver virksomheden til del, når den får garanteret, at den vil blive reddet af statskassen, hvis risikoen resulterer i, at den er på vej til at gå nedenom og hjem. Derfor er der selvfølgelig fælles EU-regler her på området. Som følge af at der er et bredt flertal i Folketinget og i EU's medlemslande for, at der på det her område skal være statsstøtte, så er der fælles regler om, hvordan den statsstøtte skal være, og i det her tilfælde fælles regler om, hvor stor en risiko de statsstøttede finansielle institutioner må påtage sig.

Det er forklaringen på, at EU regulerer det her. Og så længe man vil have statsstøtte, i form af at man vil redde finansielle institutioner, hvis de alternativt var gået nedenom og hjem, så må man også finde sig i, at der er fælles EU-regler for, hvordan den statsstøtte skal udfolde sig, og det vil sige for, hvor stor en risiko de finansielle institutioner må påtage sig.

Den dag der i EU er et flertal for at sige, at man da sådan set er ligeglad med, om de finansielle institutioner går nedenom og hjem, kan man også med god samvittighed sige, at så må de finansielle institutioner selv bestemme, hvilken risiko de påtager sig, men den dag er ikke oprundet endnu. Det kan være, at man en dag i en liberal fremtid også vil acceptere, at banker og realkreditinstitutter kan gå nedenom og hjem. Men indtil det sker, må vi have regler for, hvad de påtager sig af risiko, for det erskatteyderne, der dækker regningen, og derfor stemmer vi for lovforslaget.

Tak for det. Der er en kort bemærkning. Hr. Orla Hav.

Det er åbenbart dagen, hvor man lufter sin egen historieskrivning. Sandheden er jo, at det ikke var dansk realkredit, som havde noget som helst med finanskrisen at gøre. Det, der havde noget at gøre med finanskrisen, var en uansvarlig banksektor, som havde været ude at lave nogle engagementer på luftig vis, som pludselig brød sammen. Men realkreditsektoren stod så solidt og så godt, fordi den jo hvilede på solide og ordentlige værdivurderinger og udlånspraksis. Så kunne hr. Ole Birk Olesen ikke tage den del af historiefortællingen ud, som bliver draget ind i den liberalistiske kontekst, som hr. Ole Birk Olesen gerne vil give udtryk for?

Ordføreren.

Jeg tror, hr. Orla Hav skal finde ud af med sig selv, om hr. Orla Hav vil stemme for det her lovforslag eller ej. For begrundelsen for at stemme for lovforslaget er, at der skal være en regulering, som gør, at realkreditinstitutterne ikke kan påtage sig for stor en risiko, når nu det er sådan, at statskassen ultimativt vil redde dem, hvis de går nedenom og hjem. Hr. Orla Hav mener, at det aldrig nogen sinde vil kunne ske for et dansk realkreditinstitut, og det er jeg ikke i stand til at vurdere om aldrig nogen sinde vil kunne ske, men det er i hvert fald det, der er baggrunden for, at vi overhovedet har den her regulering af, hvor store risici realkreditinstitutionerne må påtage sig. Det er, fordi vi også har regler om, at vi redder dem, hvis de er på vej til at gå fallit.

Hr. Orla Hav.

Jamen realkreditten har jo bevist i en mere end 200-årig historie, at den ikke har haft behov for at skulle reddes. Den har jo ageret fornuftigt og snusfornuftigt, som jeg sagde i min ordførertale. Det, der var problemet, var jo, at hr. Ole Birk Olesens liberalistiske venner slap en skørlevned løs på det finansielle område, som medførte kreditderivater og alt muligt andet, som folk ikke havde en jordisk chance for at forstå. End ikke direktøren for Roskilde Bank kunne forstå det – med det resultat, at hans kunder kom godt og grundigt i klemme. Det er jo det verdensbillede, hr. Ole Birk Olesen forsøger at idyllisere. Det har jeg ikke noget ønske om.

Ordføreren.

Igen synes jeg, at hr. Orla Hav må finde ud af, hvorfor han stemmer for den her lovgivning, når det nu er sådan, at det ikke er nødvendigt at redde de danske realkreditinstitutter fra at påtage sig for stor en risiko. Altså, baggrunden for, at vi har EU-lovgivning på det her område, som vi nu implementerer i dansk lovgivning, er jo ikke, at vi i Danmark har et eller andet bestemt ønske om, at det skal gå i en bestemt retning. Det er, fordi vi har de her fælles regler, af hensyn til at et land ikke skal kunne støtte sine finansielle institutioner med statsstøtte mere end andre lande. Så når hr. Orla Hav på et tidspunkt trykker på den grønne knap her i salen, er det, fordi hr. Orla Hav jo er enig i den udlægning af tingene, som kommer her fra mig.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til Liberal Alliances ordfører. Så er vi nået igennem ordførerrækken, og den næste, der får ordet, er derfor erhvervsministeren.

Tak for det, og tak for debatten og bemærkningerne til lovforslaget her. Det er jo, som det er blevet nævnt, et lovforslag, der gennemfører et direktiv, der har til formål at skabe et harmoniseret grundlag for regulering af udstedelse af dækkede obligationer i EU. Lovforslaget fastsætter endvidere krav på baggrund af en forordning. Dækkede obligationer er særlig betydningsfulde i forhold til den danske realkreditmodel, der sikrer billige og fleksible lån til borgere og virksomheder, og som sikrer likvide obligationer til gavn for bl.a. den danske bank- og pensionssektor.

Derfor prioriterede Danmark under forhandlingerne om direktivet, at kerneelementerne i det danske realkreditsystem kunne bevares inden for EU-rammen. Det er i høj grad imødekommet med et direktiv, der bygger på velfungerende modeller til finansiering af fast ejendom som den danske. De gældende danske regler på området er grundlæggende i overensstemmelse med de her nye EU-regler, og der lægges med lovforslaget derfor op til en direktivnær minimumsharmonisering, der kun indebærer mindre ændringer i den eksisterende danske lovgivning.

Med lovforslaget indføres et krav om yderligere sikkerhed bag realkreditinstitutternes obligationer i hvert af instituttets såkaldte kapitalcentre – det er også det, der bliver kaldt overdækningskrav – og forslaget afspejler, at forordningen anerkender det danske system som særlig sikkert, hvorfor der er mulighed for at fastsætte lavere krav end forordningens udgangspunkt. Det er altså en mulighed, vi lægger op til at udnytte med forslaget. Forslaget fastsætter også et såkaldt likviditetsbufferkrav som en yderligere styrkelse af de dækkede obligationer. På dette område er jeg glad for, at vi har kunnet udnytte direktivets undtagelsesmulighed til at fastsætte et mindre krav for den del af de danske dækkede obligationer, der er matchfundede. Matchfunding er den egenskab ved den danske realkreditmodel, der indebærer en tæt sammenhæng mellem lån og obligationer. Disse udgør langt størstedelen af de dækkede obligationer i Danmark, og det betyder, at den danske realkreditmodels måder at mindske likviditetsrisiko på altså bliver anerkendt.

Med forslaget ændres reglerne for værdiansættelse for nogle få specialiserede ejendomme. Det betyder, at de danske regler ensartes og harmoniseres med de regler, der gælder i hele EU, og at sikkerheden bag obligationerne styrkes. Ændringen af reglerne om værdiansættelse gennemføres, så det ikke får betydning for eksisterende låntagere. Det er et emne, som både Venstres ordfører og også Radikales ordfører har berørt, og vi skal nok prøve at kvalificere omfanget og volumenen af det. Det er helt rigtigt, at det følger meget tæt af den europæiske lovgivning, at vi går den her vej, men derfor kan det være relevant at få kortlagt, hvad konsekvenserne af det kan være. Og jeg vil bare tilkendegive både over for De Radikales og Venstres ordfører, hvad der også blev nævnt og gengivet fra høringssvaret, nemlig at Finanstilsynet på det her punkt jo har tilkendegivet over for Finans Danmark, at når de nærmere regler om værdiansættelse skal revideres som følge af det her lovforslag, så vil Finans Danmark også blive inddraget med henblik på at sikre, at værdiansættelse af specialiserede industriejendomme også fremadrettet er noget, som er operationelt. Det skal selvfølgelig være inden for rammerne af den her markedsværdi, som den er fastsat og anvendt på europæisk plan, men selvfølgelig er der en virkelighed, som man møder, når loven skal implementeres. Og der vil vi gennemføre den inddragelse, som også blev efterspurgt af Venstres ordfører.

Så indfører forslaget også nye regler om investorinformation. Reglerne her bygger på en veletableret markedspraksis, som allerede følges af de danske udstedere. Og endelig foretages der med forslaget en række mindre ændringer af teknisk karakter. Det drejer sig bl.a. om tilpasning af reglerne om tilladelse, mærkning, koncernintern fællesfunding og tilsyn, og her bringes den danske lovgivning i overensstemmelse med direktivets ordlyd. Det medfører ikke ændringer i den grundlæggende realkreditmodel her i Danmark.

Med de ord ser jeg frem til den videre behandling af lovforslaget i udvalget.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Erhvervsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.