Erhvervsudvalget 2020-21
L 173 Bilag 5
Offentligt
2361235_0001.png
3. FEBRUAR 2021
4015485 MASK / HED / PIN
Notat vedrørende markeds-
føringslovens § 11 b
KØBENHAVN
VESTER FARIMAGSGADE 23
DK-1606 KØBENHAVN V
AARHUS
ÅBOULEVARDEN 49
DK-8000 AARHUS C
T
@
W
+45 33 15 20 10
[email protected]
WWW.KAMMERADVOKATEN.DK
 L 173 - 2020-21 - Bilag 5: Oversendelse af Kammeradvokatens vurdering af markedsføringslovens § 11 b i forhold til EU-retten (direktivet om urimelig handelspraksis), fra erhvervsministeren
2361235_0002.png
3. FEBRUAR 2021
4015485 MASK / HED / PIN
Indhold
1.
2.
3.
INDLEDNING OG BAGGRUND
KONKLUSION
RETSGRUNDLAGET
3.1
EU-retten
3.1.1
3.1.2
3.1.3
3.1.4
3.1.5
Direktivet om urimelig handelspraksis
EU-Domstolens praksis vedrørende artikel 3, stk. 9
Europa-Kommissionens vejledning til Direktivet af 25. maj 2016
Europa-Kommissionens rapport om anvendelsen af Direktivet 14. marts 2013
Europa-Kommissionens undersøgelse af anvendelsen af Direktivet af 22. december
2011
3.1.6
EU-retlig regulering af sammenlignelige retsområder (markedsføring af
tobaksprodukter og -producenter)
3.2
Dansk ret
3.2.1
3.2.2
4.
VURDERING
4.1
4.2
4.3
4.4
4.5
4.6
4.7
Generelt om fortolkning af EU-retten
Ordlyden af Direktivet
Formålsfortolkning
Fortolkning af artikel 3, stk. 9, i sammenhæng med Direktivets øvrige bestemmelser
Praksis fra EU-Domstolen
Praksis fra medlemsstaterne
Sammenfattende vurdering
Markedsføringsloven
Forarbejder til § 11 b
18
19
19
21
24
24
24
26
29
31
32
33
17
3
4
6
6
6
12
14
16
Side 2 / 35
 L 173 - 2020-21 - Bilag 5: Oversendelse af Kammeradvokatens vurdering af markedsføringslovens § 11 b i forhold til EU-retten (direktivet om urimelig handelspraksis), fra erhvervsministeren
2361235_0003.png
3. FEBRUAR 2021
4015485 MASK / HED / PIN
1.
INDLEDNING OG BAGGRUND
Erhvervsministeriet har bedt os om at vurdere, hvorvidt markedsføringslovens § 11 b, stk. 1, går videre
end direktivet om urimelig handelspraksis (2005/29/EF)
1
(”Direktivet”) tillader. Bestemmelsen i § 11 b,
stk. 1, blev indsat i markedsføringsloven ved lov nr. 801 af 9. juni 2020 om ændring af lov om forbrugs-
lånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed.
Ændringsloven implementerer den politiske aftale af 19. december 2019 mellem Regeringen (Socialde-
mokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Alterna-
tivet og Nye Borgerlige om et opgør med kviklån.
Ifølge bestemmelsen i § 11 b, stk. 1, er
”[e]nhver markedsføring af forbrugslånsvirksomheder og kreditaf-
taler til forbrugere i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere […] forbudt, jf. dog stk. 2 og
3”.
LIGA Advokater har i et notat af 14. januar 2020 udarbejdet for De Danske Bilimportører vurderet, at
markedsføringslovens § 11 b, stk. 1, er i strid med Direktivet, idet den ikke kan rummes inden for und-
tagelsen i Direktivets artikel 3, stk. 9. Efter denne bestemmelse kan medlemsstaterne
”[i] forbindelse
med »finansielle tjenesteydelser«, som defineret i direktiv 2002/65/EF, […] stille krav, som er mere re-
striktive eller præskriptive”
end Direktivet.
Overordnet er det synspunktet i notatet, at Direktivet er et totalharmoniseringsdirektiv, og at undtagel-
sen hertil i artikel 3, stk. 9, alene gælder for finansielle tjenesteydelser (dvs. på produktniveau) og ikke
udbydere af finansielle tjenesteydelser (dvs. på virksomhedsniveau).
LIGA Advokater har i notatet anført, at de ikke har vurderet, om § 11 b, stk. 1, er i strid med andre EU-
retlige regler og principper, herunder grundrettighederne i EU-Chartret samt bestemmelserne i TEUF
om varernes fri bevægelighed (artikel 34-36), den fri etableringsret (artikel 49) og tjenesteydelsernes fri
bevægelighed (artikel 56).
I henhold til opdraget fra Erhvervsministeriet omhandler dette notat på denne baggrund udelukkende,
hvorvidt forbuddet i markedsføringslovens § 11 b, stk. 1, går videre, end hvad der er tilladt efter artikel
3, stk. 9, i Direktivet.
1
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbru-
gerne på det indre marked, EUT L 149 af 11. juni 2005, s. 22.
Side 3 / 35
 L 173 - 2020-21 - Bilag 5: Oversendelse af Kammeradvokatens vurdering af markedsføringslovens § 11 b i forhold til EU-retten (direktivet om urimelig handelspraksis), fra erhvervsministeren
2361235_0004.png
3. FEBRUAR 2021
4015485 MASK / HED / PIN
Vores vurdering omfatter således
ikke
spørgsmålet om, hvorvidt bestemmelsen i § 11 b, stk. 1, hvis den
er i overensstemmelse med Direktivet, derudover er i overensstemmelse med grundrettighederne i EU-
Chartret samt bestemmelserne i TEUF om varernes fri bevægelighed (artikel 34-36), den fri etablerings-
ret (artikel 49), tjenesteydelsernes fri bevægelighed (artikel 56) samt andre EU-retlige regler og princip-
per, herunder anden EU-retlig sektorlovgivning.
Til brug for udarbejdelsen af dette notat har vi modtaget følgende materiale fra Erhvervsministeriet:
-
-
LIGA Advokaters notat af 14. januar 2020 med bilag
2
Erhvervsministeriets udkast til internt notat om EU-retlige problemstillinger i forhold til mar-
kedsføringslovens § 11 b
Det er aftalt med ministeriet, at dette notat kan udleveres til de politiske ordførere og offentligheden i
øvrigt efter behov. Såfremt ministeriet måtte videregive eller offentliggøre notatet, kan det ikke efterføl-
gende undtages fra aktindsigt i medfør af offentlighedslovens § 27, nr. 4.
2.
KONKLUSION
Det er sammenfattende vores vurdering, at de foreliggende fortolkningsbidrag ikke entydigt peger på,
hvorvidt markedsføringslovens § 11 b, stk. 1, er i overensstemmelse med artikel 3, stk. 9, i Direktivet.
Det er imidlertid vores samlede konklusion, at der er flest holdepunkter til støtte for, at bestemmelsen
ikke
går videre end tilladt efter Direktivet, selv om der er tale om et generelt forbud, der rammer mar-
kedsføring af alle forbrugslån og alle forbrugslånsvirksomheder i forbindelse med markedsføring af spil
og spiludbydere.
En ren ordlydsfortolkning af artikel 3, stk. 9, peger umiddelbart på, at nationale regler, som skal kunne
gå videre end harmoniseringen i Direktivet, jf. artikel 3, stk. 9, kun må regulere finansielle tjenesteydel-
ser som sådan. Omvendt udelukker ordlyden af Direktivet heller ikke direkte, at der på området for
finansielle tjenesteydelser i mere bred forstand kan fastsættes strengere regler end Direktivet.
Bilag 1: Udtalelse fra Forbrugerombudsmanden af 20. oktober 2020 til De Danske Bilimportører om markedsføring af leasingaf-
taler og af virksomheder, der udbyder leasingaftaler, i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere.
2
Bilag 2: Udtalelse fra Forbrugerombudsmanden af 12. januar 2020 til De Danske Bilimportører om markedsføring af forbrugslåns-
virksomheder, som udbyder forskellige finansielle produkter.
Bilag 3: Oversigt over udvalgte sprogversioner af direktiv 2005/297EF udarbejdet af LIGA Advokater.
Side 4 / 35
 L 173 - 2020-21 - Bilag 5: Oversendelse af Kammeradvokatens vurdering af markedsføringslovens § 11 b i forhold til EU-retten (direktivet om urimelig handelspraksis), fra erhvervsministeren
2361235_0005.png
3. FEBRUAR 2021
4015485 MASK / HED / PIN
En fortolkning af formålet med Direktivet og særligt undtagelsesbestemmelsen i artikel 3, stk. 9, af be-
stemmelsen i forhold til Direktivets karakter og øvrige bestemmelser samt af EU-Domstolens retspraksis
understøtter imidlertid efter vores opfattelse, at markedsføringslovens § 11 b, stk. 1, er i overensstem-
melse med artikel 3, stk. 9, i Direktivet.
Med hensyn til formålet har vi tillagt det vægt, at artikel 3, stk. 9, har til formål at beskytte forbrugernes
økonomiske interesser vedrørende finansielle tjenesteydelser, hvilket støtter, at medlemsstaterne i et vist
omfang må kunne fastsætte krav, der ikke er snævert knyttet til markedsføringen af selve produktet,
hvis kravet forfølger det samme formål om og er nødvendigt for at beskytte forbrugernes økonomiske
interesser i relation til den finansielle tjenesteydelse.
Endvidere har vi tillagt det vægt, at det for enhver forbruger – og for forbrugere der lider af spilafhængig-
hed i særdeleshed – vil være naturligt at associere markedsføring af forbrugerlånsvirksomheden med
markedsføring af produktet og dermed udløse en risiko for, at produktet anvendes til spil, når markeds-
føringen sker i forbindelse med markedsføring af spil. Vi bemærker i den forbindelse, at et forbud, der
alene rettede sig mod markedsføring af selve forbrugslånet, ville indebære en åbenbar risiko for, at for-
brugslånsvirksomhederne ville intensivere markedsføringen af selve virksomheden i kombination med
markedsføring af spil, og at en tilnærmelse af de markedsførte navne for henholdsvis produkter og virk-
somheder ville kunne opstå.
Med hensyn til Direktivets øvrige bestemmelser og den kontekst, som artikel 3, stk. 9, indgår i, har vi
tillagt det vægt, at Direktivet harmoniserer et retsområde, hvor det ikke er muligt at fastsætte detaljeret
regulering, og at navnlig på området for finansielle tjenesteydelser er der mange forskelle på kompleksi-
tet og iboende risici på tværs af medlemsstaterne. Direktivet fastsætter således nogle generelle bestem-
melser, og Direktivet er derfor heller ikke i sig selv tilstrækkeligt til at sikre formålet om forbrugerbe-
skyttelse på alle områder.
Endelig synes EU-Domstolens praksis – efter vores opfattelse – at støtte ovennævnte fortolkning af arti-
kel 3, stk. 9.
På den baggrund er det sammenfattende vores vurdering, at bestemmelsen i markedsføringslovens § 11
b, stk. 1, ikke går videre end tilladt i forhold til artikel 3, stk. 9, selv om der er tale om et generelt forbud,
der rammer markedsføring af alle forbrugslån og alle forbrugslånsvirksomheder i forbindelse med mar-
kedsføring af spil og spiludbydere. Vi bemærker dog, at der er tale om et ikke utvivlsomt fortolknings-
spørgsmål, der i sidste ende henhører under EU-Domstolen, og at EU-Domstolen, navnlig i relation til
spørgsmålet om, hvorvidt det generel affattede forbud i markedsføringslovens § 11 b mod markedsføring
af forbrugslånsvirksomheder er nødvendigt for at opnå formålet, må forventes at foretage en ganske in-
tensiv prøvelse.
Side 5 / 35
 L 173 - 2020-21 - Bilag 5: Oversendelse af Kammeradvokatens vurdering af markedsføringslovens § 11 b i forhold til EU-retten (direktivet om urimelig handelspraksis), fra erhvervsministeren
2361235_0006.png
3. FEBRUAR 2021
4015485 MASK / HED / PIN
Endvidere bemærker vi, at håndhævelsen af forbuddet i bestemmelsen i § 11 b beror på et vist skøn, der
skal udøves i henhold til bestemmelsens forarbejder. En meget vidtgående håndhævelse, der sanktionerer
markedsføring af forbrugerlånsvirksomheder, og hvor den konkrete markedsføring af forbrugerlånsvirk-
somheden kun har en meget begrænset sammenhæng med samtidig markedsføring af spil eller spiludby-
dere, vil efter omstændighederne kunne være i strid med Direktivet og dermed potentielt bringe bestem-
melsen uden for rammerne af artikel 3, stk. 9’s undtagelsesområde.
Dette kan håndteres på forskellig vis, herunder ved at indsætte en bemyndigelsesbestemmelse i mar-
kedsføringslovens § 11 b, der giver erhvervsministeren mulighed for at fastsætte nærmere regler om den
markedsføring, der er omfattet af forbuddet i § 11 b, stk. 1.
En udnyttelse af sådan bemyndigelse kan på sigt afværge risikoen for, at praksis på området måtte ud-
vikle sig i en retning, der afviger fra det tiltænkte formål med bestemmelsen, hvilket kunne bringe be-
stemmelse på kant med artikel 3, stk. 9, i Direktivet.
3.
3.1
3.1.1
3.1.1.1
RETSGRUNDLAGET
EU-retten
Direktivet om urimelig handelspraksis
Indledende bemærkninger
Direktivet indfører harmoniserede regler for medlemsstaternes love om urimelig handelspraksis. Direk-
tivet blev vedtaget den 11. maj 2005 og trådte i kraft dagen efter offentliggørelsen – det vil sige den 12.
juni 2005.
Når der indføres fuldstændig harmoniserede regler (”totalharmonisering”), betyder det, at medlemssta-
terne hverken må vedtage lovgivning, der er mere eller mindre restriktiv inden for de harmoniserede
reglers anvendelsesområde.
Det følger endvidere af fast retspraksis fra EU-Domstolen, at enhver national foranstaltning inden for et
område, der har været genstand for fuldstændig harmonisering på EU-plan, skal bedømmes på grundlag
af de harmoniserede bestemmelser og ikke på grundlag af bestemmelser i den primære ret, dvs. trakta-
ternes bestemmelser, jf. blandt andet
Gysbrechts og Santurel Inter
3
, præmis 33.
3
Sag C-205/07, EU:C:2008:730.
Side 6 / 35
 L 173 - 2020-21 - Bilag 5: Oversendelse af Kammeradvokatens vurdering af markedsføringslovens § 11 b i forhold til EU-retten (direktivet om urimelig handelspraksis), fra erhvervsministeren
2361235_0007.png
3. FEBRUAR 2021
4015485 MASK / HED / PIN
Direktivet har foretaget en fuldstændig harmonisering af lovgivningen vedrørende urimelig handelsprak-
sis, og medlemsstaternes foranstaltninger skal derfor – som udgangspunkt – alene vurderes i forhold til
bestemmelserne i Direktivet, jf. Kommissionen mod Kongeriget Belgien
4
, præmis 64.
3.1.1.2
Direktivets præambel
Det fremgår flere steder af præamblen til Direktivet, at baggrunden for ønsket om harmonisering er de
markante forskelle i medlemsstaternes lovgivning om urimelig handelspraksis, som kan skabe betydelige
konkurrenceforvridning og hindringer for et velfungerende indre marked samt skade forbrugerbeskyttel-
sen, herunder forbrugernes økonomiske interesser.
5
Det fremgår blandt andet af 5. betragtning, at hindringer for den fri bevægelighed for tjenesteydelser og
varer på tværs af grænserne eller for etableringsfriheden bør fjernes, og at det kun kan ske
”[…] ved at
indføre ensartede bestemmelser på fællesskabsplan, der indfører et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, og
ved at tydeliggøre visse retlige begreber på EU-plan i det omfang, det er nødvendigt for at sikre et velfun-
gerende indre marked og af hensyn til retssikkerheden”.
I tilknytning hertil fremgår følgende af Direktivets 12. betragtning:
”Harmonisering vil betyde en væsentlig forbedring af både forbrugernes og virksomhedernes
retssikkerhed. Såvel forbrugere som virksomheder vil kunne sætte deres lid til en enkelt lovgiv-
ningsmæssig ramme, som er baseret på klart definerede retlige begreber, og som gælder for alle
aspekter af urimelig handelspraksis i hele EU. Dette vil betyde fjernelse af de hindringer, som
skyldes divergerende bestemmelser vedrørende urimelig handelspraksis, der skader forbruger-
nes økonomiske interesser, og det vil bane vejen for gennemførelsen af det indre marked på dette
område.”
I forhold til Direktivets anvendelsesområde og proportionalitetsprincippet fremgår det af 6. betragtning,
at
”i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet beskytter direktivet forbrugerne mod følgerne af
urimelig handelspraksis, når disse er væsentlige, men det erkendes, at virkningerne for forbrugerne i visse
tilfælde kan være ubetydelige.”
Direktivet omfatter eller berører derfor ikke nationale love om urimelig
handelspraksis, som udelukkende skader konkurrenternes økonomiske interesser, eller som vedrører
transaktioner mellem erhvervsdrivende.
4
Sag C-421/12, EU:C:2014:2064.
Se navnlig 3.-5. samt 11.-13. betragtning.
5
Side 7 / 35
 L 173 - 2020-21 - Bilag 5: Oversendelse af Kammeradvokatens vurdering af markedsføringslovens § 11 b i forhold til EU-retten (direktivet om urimelig handelspraksis), fra erhvervsministeren
2361235_0008.png
3. FEBRUAR 2021
4015485 MASK / HED / PIN
Nærmere om Direktivets anvendelsesområde fremgår det af 7. betragtning, at direktivet ikke vedrører
lovmæssige krav med hensyn til smag og anstændighed, der varierer meget fra den ene medlemsstat til
den anden. Som eksempel nævnes kundehvervning på gaden, der i nogle medlemsstater kan være uøn-
sket af kulturelle grunde. Det fremgår, at der skal tages fuld højde for den enkelte sags omstændigheder
i forbindelse med anvendelsen af Direktivet og navnlig de generelle bestemmelser heri.
Med hensyn til forbud, der er begrundet i særlige hensyn til forbrugerne, fremgår følgende af 9. betragt-
ning:
”Dette direktiv berører ikke sager indklaget af dem, som har lidt skade på grund af urimelig
handelspraksis. Det berører heller ikke fællesskabsbestemmelser eller nationale bestemmelser
om aftaleret, intellektuel ejendomsret, bestemmelser om produkters sundheds- og sikkerheds-
mæssige aspekter, etableringsbetingelser eller godkendelsesordninger, herunder sådanne, der i
overensstemmelse med fællesskabsretten vedrører hasardspil, EF’s konkurrencebestemmelser
eller nationale bestemmelser til gennemførelse af disse. Medlemsstaterne vil således kunne op-
retholde eller indføre restriktioner og forbud vedrørende handelspraksis, der er begrundet i hen-
synet til forbrugernes sundhed og sikkerhed på deres område, uanset hvor den erhvervsdrivende
end er etableret, f.eks. i forbindelse med alkohol, tobak eller lægemidler. Finansielle tjeneste-
ydelser og fast ejendom nødvendiggør som følge af deres kompleksitet og alvorlige iboende risici,
at der opstilles detaljerede krav, herunder positive forpligtelser for erhvervsdrivende. Med hen-
syn til finansielle tjenesteydelser og fast ejendom berører direktivet derfor ikke medlemsstater-
nes ret til at gå videre end dets bestemmelser for at beskytte forbrugernes økonomiske interesser.
Det er ikke hensigtsmæssigt i denne tekst at give regler for certificering og angivelse af lødighed
for ædelmetalarbejder.” (vores understregning)
Endelig skal det fremhæves, at det af 18. betragtning fremgår, at Direktivet i overensstemmelse med
proportionalitetsprincippet anvender som benchmark for beskyttelsen af forbrugere
”en under hensynta-
gen til sociale, kulturelle og sproglige forhold almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet
gennemsnitsforbruger, således som denne fortolkes af Domstolen, men sørger for at forebygge udnyttelse af
forbrugere, hvis karaktertræk gør dem særligt sårbare over for urimelig handelspraksis.”
Med hensyn til forbrugere, hvor visse karaktertræk som alder, fysiske eller mentale handicap eller god-
troenhed gør dem særlig modtagelse for en handelspraksis eller det underliggende produkt, og hvor kun
sådanne forbrugeres økonomiske adfærd kan forventes at blive forvredet af den pågældende praksis på
en måde, som den erhvervsdrivende med rimelighed kan forudse, fremgår det af 19. betragtning, at det
er hensigtsmæssigt at sikre, at de er beskyttet på passende vis, ved, at den pågældende praksis vurderes
ud fra, hvordan den opleves af et gennemsnitligt medlem af den gruppe.
Side 8 / 35
 L 173 - 2020-21 - Bilag 5: Oversendelse af Kammeradvokatens vurdering af markedsføringslovens § 11 b i forhold til EU-retten (direktivet om urimelig handelspraksis), fra erhvervsministeren
2361235_0009.png
3. FEBRUAR 2021
4015485 MASK / HED / PIN
3.1.1.3
Direktivets formål, definitioner, anvendelsesområde mv.
Formålet med Direktivet er i henhold til artikel 1 følgende:
”[…] at bidrage til et velfungerende indre marked og opnå et højt forbrugerbeskyttelsesniveau
gennem tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om urimelig
handelspraksis, der skader forbrugernes økonomiske interesser.”
Direktivets artikel 2 indeholder en række definitioner af Direktivets centrale begreber. Ifølge artikel 2,
litra c) og d) forstås ved henholdsvis ”produkt” og ”handelspraksis”:
”c) »produkt«: en vare eller tjenesteydelse, herunder fast ejendom, rettigheder og pligter
d) »virksomheders handelspraksis over for forbrugerne (i det følgende også benævnt »handels-
praksis«): en handling, udeladelse, adfærd eller fremstilling, kommercielt kommunikation, her-
under reklame og markedsførings, foretage af en erhvervsdrivende med direkte relation til pro-
movering, salg eller udbud af et produkt til forbrugerne”
Efter Direktivets artikel 3, stk. 1, gælder Direktivet for virksomheders urimelige handelspraksis over for
forbrugerne, som fastlagt i artikel 5, før, under og efter en handelstransaktion i forbindelse med et pro-
dukt.
Bestemmelserne i artikel 3, stk. 3-10, indeholder begrænsninger til Direktivets anvendelsesområde.
Af artikel 3, stk. 9, fremgår følgende:
”I forbindelse med »finansielle tjenesteydelser«, som defineret i direktiv 2002/65/EF, samt fast
ejendom kan medlemsstaterne på det område, hvor der med dette direktiv sker en tilnærmelse,
stille krav, som er mere restriktive eller præskriptive end dette direktiv.” (vores understregning)
Ved ”finansielle tjenesteydelser” forstås i direktiv nr. 2002/65/EF,
6
jf. artikel 2, litra b):
”enhver tjeneste,
der har karakter af bank-, kredit-, forsikrings-, individuel pensions-, investerings- eller betalingsydelse”.
Af artikel 4 om det indre marked i Direktivet fremgår følgende:
6
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 23. september 2002 om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne, EUT L
271 af 9. oktober 2002, s. 16.
Side 9 / 35
 L 173 - 2020-21 - Bilag 5: Oversendelse af Kammeradvokatens vurdering af markedsføringslovens § 11 b i forhold til EU-retten (direktivet om urimelig handelspraksis), fra erhvervsministeren
2361235_0010.png
3. FEBRUAR 2021
4015485 MASK / HED / PIN
”Medlemsstaterne må hverken begrænse friheden til at levere tjenesteydelser eller den frie bevæ-
gelighed for varer af grunde, der kan henføres til de områder, hvor der med dette direktiv sker
en tilnærmelse.”
3.1.1.4
Direktivets materielle indhold
Direktivets kapitel 2 omhandler urimelig handelspraksis og indeholder et generelt forbud mod urimelig
handelspraksis, jf. artikel 5, stk. 1. En handelspraksis er efter artikel 5, stk. 2, litra b), blandt andet uri-
melig, hvis den
væsentligt forvrider eller kan forventes væsentligt at forvride den økonomiske adfærd i
forhold til produktet hos gennemsnitsforbrugeren, som bliver genstand for den, eller som den er rettet
mod, eller, hvis den pågældende handelspraksis rettes mod en særlig gruppe af forbrugere, hos et gen-
nemsnitligt medlem af denne gruppe.
I forlængelse heraf hedder det i artikel 5, stk. 3:
”Handelspraksis, der på en måde, som den erhvervsdrivende med rimelighed kan forventes at
forudse, må formodes kun at forvride den økonomiske adfærd væsentligt hos en klar identifi-
cerbar gruppe af forbrugere, som er særligt sårbare over for denne praksis eller det omhandlede
produkt på grund af deres mentale eller fysiske handicap, alder eller godtroenhed, vurderes
med udgangspunkt i et gennemsnitligt medlem af gruppen. Dette berører ikke den almindelige
og legale reklamepraksis, der består i at fremsætte overdrevne udtalelser eller udtalelser, som
ikke er beregnet til at blive opfattet bogstaveligt.”
Det følger af artikel 5, stk. 4, at en handelspraksis i særdeleshed er urimelig, hvis den er vildledende eller
aggressiv. Direktivets bilag I indeholder en fortegnelsen over de former for handelspraksis, som under
alle omstændigheder vil blive betragtet som urimelige, jf. artikel 5, stk. 5. Listen i bilag I er udtømmende,
uanset om der er tale om foranstaltninger, der har til formål at sikre et højere forbrugerbeskyttelsesni-
veau, jf.
Europa-Kommissionen mod Kongeriget Belgien
7
, præmis 56 og 61.
For så vidt angår begrebet ”aggressiv handelspraksis”, følger det af artikel 8, at en handelspraksis be-
tragtes som aggressiv, hvis den i sin faktuelle sammenhæng, ved chikane, tvang, herunder fysisk vold,
eller utilbørlig påvirkning i væsentlig grad indskrænker eller kan forventes at indskrænke gennemsnits-
forbrugerens valgfrihed eller adfærd i forbindelse med produktet, og derved foranlediger ham til eller kan
forventes at foranledige ham til at træffe en transaktionsbeslutning, som han ellers ikke ville have truf-
fet.
7
Sag C-421/12, EU:C:2014:2064.
Side 10 / 35
 L 173 - 2020-21 - Bilag 5: Oversendelse af Kammeradvokatens vurdering af markedsføringslovens § 11 b i forhold til EU-retten (direktivet om urimelig handelspraksis), fra erhvervsministeren
2361235_0011.png
3. FEBRUAR 2021
4015485 MASK / HED / PIN
Herudover indeholder Direktivet også regler om adfærdskodeks, jf. kapital 3, samt en række afsluttende
bestemmelser om håndhævelse, domstols- og administrativ prøvelse samt sanktioner i kapitel 4.
3.1.1.5
Andre sprogversioner af artikel 3, stk. 9
Omdrejningspunktet for notatet er en fortolkning af markedsføringslovens § 11b, stk. 1, i forhold til Di-
rektivets artikel 3, stk. 9. Nedenstående tabel indeholder en sammenligning af ordlyden af den danske,
engelske, franske, spanske, svenske og tyske version af artikel 3, stk. 9:
Udvalgte sprogversioner af artikel 3, stk. 9
Dansk
I forbindelse med »finansielle tjenesteydelser«, som defineret i direktiv
2002/65/EF, samt fast ejendom kan medlemsstaterne på det område, hvor der
med dette direktiv sker en tilnærmelse, stille krav, som er mere restriktive eller
præskriptive end dette direktiv.
Engelsk
In relation to »financial services«, as defined in Directive 2002/65/EC, and
immovable property, Member States may impose requirements which are more
restrictive or prescriptive than this Directive in the field which it approximates.
Fransk
Pour ce qui est des »services financiers«, au sens de la directive 2002/65/CE,
et des biens immobiliers, les États membres peuvent imposer des exigences plus
restrictives ou plus rigoureuses que celles prévues par la présente directive dans
le domaine dans lequel cette dernière vise au rapprochement des dispositions
en vigueur.
Spansk
Por lo que respecta a los »servicios financieros« definidos en la Directiva
2002/65/CE y a los bienes inmuebles, los Estados miembros podrán imponer
requisitos más exigentes o más restrictivos que los previstos en la presente Di-
rectiva en el ámbito objeto de la aproximación que ésta realiza.
Svensk
När det gäller »finansiella tjänster« enligt definitionen i direktiv 2002/65/EG
och fast egendom får medlemsstaterna på det område som tillnärmas genom
detta direktiv ställa mer inskränkande eller mer föreskrivande krav än enligt
det här direktivet.
Side 11 / 35
 L 173 - 2020-21 - Bilag 5: Oversendelse af Kammeradvokatens vurdering af markedsføringslovens § 11 b i forhold til EU-retten (direktivet om urimelig handelspraksis), fra erhvervsministeren
2361235_0012.png
3. FEBRUAR 2021
4015485 MASK / HED / PIN
Tysk
Im Zusammenhang mit »Finanzdienstleistungen« im Sinne der Richtlinie
2002/65/EG und Immobilien können die Mitgliedstaaten Anforderungen stel-
len, die im Vergleich zu dem durch diese Richtlinie angeglichenen Bereich re-
striktiver und strenger sind.
3.1.2
EU-Domstolens praksis vedrørende artikel 3, stk. 9
Citroën Belux-dommen
8
er så vidt ses den eneste dom fra EU-Domstolen, hvor rækkevidden af bestem-
melsen i Direktivets artikel 3, stk. 9, er blevet fortolket.
Sagen angik en præjudiciel forespørgsel fra en belgisk domstol vedrørende et forbud mod tilbud med
tilgift til forbrugeren, når mindst en bestanddel af tilbuddet udgjorde en finansiel tjenesteydelse. I den
konkrete sag tilbød Citroën Belux seks måneders gratis ”omnium-forsikring” ved køb af et køretøj af
mærket Citroën.
Ifølge den foreliggende ret kunne artikel 3, stk. 9, fortolkes på tre forskellige måder:
1.
Forbud mod salg med tilgift indeholdende en finansiel tjenesteydelse er i overensstem-
melse med Direktivet, uanset om den finansielle tjenesteydelse er hovedbestanddel af
tilbuddet eller ej.
2.
Forbud mod slag med tilgift indeholdende en finansiel tjenesteydelse er kun i overens-
stemmelse med Direktivet, såfremt den finansielle tjenesteydelse er en afgørende be-
standdel af salget med tilgift.
3.
Forbud mod salg af tilgift indeholdende en finansiel tjenesteydelse er ikke i overens-
stemmelse med Direktivet, for så vidt som artikel 3, stk. 9, som en undtagelse til prin-
cippet om fuld harmonisering, skal fortolkes snævert.
Det første præjudicielle spørgsmål for Domstolen angik på denne baggrund, om Direktivet er til hinder
for en lovgivning, der, med undtagelse af de i den nationale lovgivning udtømmende opregnende tilfælde,
generelt forbyder salg med tilgift til forbrugeren, når mindst en af ydelserne er en finansiel tjeneste-
ydelse.
EU-Domstolen udtalte herom:
8
Sag C-265/12, EU:C:2013:498.
Side 12 / 35
 L 173 - 2020-21 - Bilag 5: Oversendelse af Kammeradvokatens vurdering af markedsføringslovens § 11 b i forhold til EU-retten (direktivet om urimelig handelspraksis), fra erhvervsministeren
2361235_0013.png
3. FEBRUAR 2021
4015485 MASK / HED / PIN
20. Det skal herefter påpeges, at når direktiv 2005/29 i princippet foretager en fuld harmoni-
sering af reglerne om virksomhedernes urimelige handelspraksis i forhold til forbrugerne
på fællesskabsplan, kan medlemsstaterne ikke, som det udtrykkeligt er fastsat i direktivets
artikel 4, vedtage foranstaltninger, der er mere restriktive end dem, der er fastlagt ved
direktivet, ej heller med henblik på at sikre en højere forbrugerbeskyttelse (jf. dom af
14.1.2010, sag C-304/08, Plus Warenhandelsgesellschaft, Sml. I, s. 217, præmis 41 og den
deri nævnte retspraksis).
21. Artikel 3, stk. 9, i direktiv 2005/29 med overskriften »Anvendelsesområde« indfører imid-
lertid en undtagelse til målet om fuld harmonisering for så vidt angår
9
bl.a. finansielle
tjenesteydelser i direktiv 2002/65’s forstand.
22. Det fremgår dog af niende betragtning til direktiv 2005/29, at finansielle tjenesteydelser
som følge af deres kompleksitet og alvorlige iboende risici nødvendiggør, at der opstilles
detaljerede krav, herunder positive forpligtelser for erhvervsdrivende. Det anføres ligeledes
heri, at direktivet for så vidt angår disse tjenesteydelser ikke berører medlemsstaternes ret
til at gå videre end dets bestemmelser for at beskytte forbrugernes økonomiske interesser.
23. Ved »finansiel tjenesteydelse« som omhandlet i direktiv 2002/65 skal forstås »enhver tje-
neste, der har karakter af bank-, kredit-, forsikrings-, individuel pensions-, investerings-
eller betalingstjenesteydelse«. Loven af 6. april 2010 anvender den samme definition i ar-
tikel 2, nr. 24), til at beskrive finansielle tjenesteydelser. Det følger heraf, at salg med tilgift,
hvoraf mindst en af ydelserne er en finansiel tjenesteydelse, såsom den, der er genstand for
forbuddet i hovedsagen, henhører under anvendelsesområdet for artikel 3, stk. 9, i direktiv
2005/29.
24. I overensstemmelse med denne bestemmelse kan medlemsstaterne for så vidt angår finan-
sielle tjenesteydelser stille krav, som er mere restriktive eller præskriptive end direktivet.
25. Det bemærkes i øvrigt, at ordlyden af artikel 3, stk. 9, i direktiv 2005/29 begrænser sig til
at tillade medlemsstaterne at vedtage nationale regler, som er mere restriktive for så vidt
angår finansielle tjenesteydelser, uden anden præcisering. Bestemmelsen fastsætter således
ingen begrænsning i forhold til, hvor restriktive nationale regler kan være i denne hen-
seende, og fastsætter ikke kriterier for, hvor kompleks disse tjenesteydelser skal være for at
blive genstand for strengere regler, eller hvilke risici disse tjenesteydelser skal frembyde.
9
Ordlyden fra denne præmis afviger fra den officielle danske version af direktivers artikel 3, stk. 9, der lyder ”i forbindelse med
finansielle tjenesteydelser”.
Side 13 / 35
 L 173 - 2020-21 - Bilag 5: Oversendelse af Kammeradvokatens vurdering af markedsføringslovens § 11 b i forhold til EU-retten (direktivet om urimelig handelspraksis), fra erhvervsministeren
2361235_0014.png
3. FEBRUAR 2021
4015485 MASK / HED / PIN
Det fremgår heller ikke af denne bestemmelses ordlyd, at mere restriktive nationale regler
kun kan vedrøre salg med tilgift i form af flere finansielle tjenesteydelser eller kun kan
vedrøre salg med tilgift, når den finansielle tjenesteydelse udgør hovedbestanddelen.
26. Det er således ikke nødvendigt at begrænse anvendelsen af artikel 3, stk. 9, i direktiv
2005/29 til tilgift sammensat af flere finansielle tjenesteydelser eller til tilgift, hvori indgår
en kompleks finansiel tjeneste, i modsætning til det, som Citroën har anført.
27. Denne fortolkning er i overensstemmelse med bestemmelsens formål. Niende betragtning
til direktiv 2005/29 tildeler udtrykkeligt medlemsstaterne en kompetence til at vedtage
mere præskriptive foranstaltninger for at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau for så
vidt angår finansielle tjenesteydelser. Det er således EU-lovgivers hensigt at overlade det
til medlemsstaterne selv at afgøre, hvor restriktiv en karakter disse foranstaltninger skal
tillægges, og at overlade dem et skøn i denne henseende, der kan udstrækkes til vedtagelse
af et forbud.
28. Henset til ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 3,
stk. 9, i direktiv 2005/29/EF skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en med-
lemsstats bestemmelse, såsom den i hovedtagen omhandlede, der med undtagelse af de i
den nationale lovgivning udtømmende opregnede tilfælde generelt forbyder salg med tilgift
til forbrugeren, når mindst en af ydelserne er en finansiel tjenesteydelse.
Det andet spørgsmål angik artikel 56 TEUF og tjenesteydelsernes fri bevægelighed og er således ikke
relevant for den problemstilling, der behandles i dette notat.
3.1.3
Europa-Kommissionens vejledning til Direktivet af 25. maj 2016
Kommissionen har udarbejdet en vejledning til Direktivet
10
, der har til formål at fremme dets korrekte
anvendelse. Vejledningen indeholder oplysninger om de centrale begreber og bestemmelser i Direktivet
samt praktiske eksempler hentet fra EU-Domstolens retspraksis og fra nationale domstoles og forvalt-
ningers praksis. Vejledningen er baseret på og erstatter en tidligere vejledning fra 2009.
11
Af vejledningens afsnit 1.3.2 om undtagelser til fuld harmonisering fremgår følgende om ”finansielle tje-
nesteydelser”:
10
SWD(2016) 163 final.
SEC(2009) 1666.
11
Side 14 / 35
 L 173 - 2020-21 - Bilag 5: Oversendelse af Kammeradvokatens vurdering af markedsføringslovens § 11 b i forhold til EU-retten (direktivet om urimelig handelspraksis), fra erhvervsministeren
2361235_0015.png
3. FEBRUAR 2021
4015485 MASK / HED / PIN
”Ved artikel 3, stk. 9, begrænses direktivets karakter af fuld harmonisering: ”i forbindelse med
»finansielle tjenesteydelser« […] samt fast ejendom kan medlemsstaterne på det område, hvor
der med dette direktiv sker en tilnærmelse, stille krav, som er mere restriktive eller præskriptive
end dette direktiv".
Inden for disse sektorer kan medlemsstaterne derfor indføre bestemmelser, der går ud over be-
stemmelserne i direktivet om urimelig handelspraksis, så længe de er i overensstemmelse med
den øvrige EU-lovgivning. Kapitel 5.4 omhandler specifikt anvendelsen af direktivet om urime-
lig handelspraksis på finansielle tjenesteydelser og fast ejendom.”
Af kapitel 5.4, afsnit 5.4.1 om tværgående spørgsmål fremgår følgende:
”I forklaringen af rationalet bag direktivets artikel 3, stk. 9, bemærkede Kommissionen i sin
rapport om anvendelsen af direktivet, at:
”De vigtigste årsager er: den større finansielle risiko i forbindelse med finansielle tjenesteydelser
og fast ejendom (sammenlignet med andre varer og tjenesteydelser), forbrugernes særlige man-
gel på erfaring på disse områder (kombineret med manglende gennemsigtighed, navnlig i rela-
tion til finansielle transaktioner), de særlige sårbarheder, der er konstateret i begge sektorer,
som gør forbrugerne modtagelige for både salgsfremmende foranstaltninger og pres, de kompe-
tente finansielle håndhævelsesorganers erfaring med et system, der er udviklet på nationalt
plan, og endelig de finansielle markeders funktion og stabilitet som sådan.”
Det følger af artikel 3, stk. 9, i direktivet om urimelig handelspraksis, at dets bestemmelser kun
sikrer minimal harmonisering for finansielle tjenesteydelser og fast ejendom.
Medlemsstaterne kan derfor vedtage mere restriktive eller præskriptive nationale bestemmelser,
så længe de er i overensstemmelse med EU-retten.”
(fodnoter udeladt)
Videre fremgår det af afsnit 5.4.1:
”Ifølge Kommissionens undersøgelse af, hvordan direktivet om urimelig handelspraksis finder
anvendelse på finansielle tjenesteydelser og fast ejendom er denne undtagelse i vid udstrækning
blevet benyttet af medlemsstaterne. De fleste af disse supplerende bestemmelser består af sek-
torspecifikke forpligtelser vedrørende oplysninger, der skal gives forud for kontraktens indgå-
else, og oplysninger vedrørende selve kontrakten. Det fremgik også af undersøgelsen, at et bety-
delig antal forbud hovedsagelig vedrører direkte salg og salgsfremmende foranstaltninger,
Side 15 / 35
 L 173 - 2020-21 - Bilag 5: Oversendelse af Kammeradvokatens vurdering af markedsføringslovens § 11 b i forhold til EU-retten (direktivet om urimelig handelspraksis), fra erhvervsministeren
2361235_0016.png
3. FEBRUAR 2021
4015485 MASK / HED / PIN
praksis, der går ud på at udnytte særlige sårbarheder, eller forhindring af interessekonflikter.”
(fodnoter udeladt)
Særligt vedrørende finansielle tjenesteydelser, fremgår det af afsnit 5.4.2, at
”[e]ftersom der findes et
robust sæt sektorspecifikke EU-retsakter inden for denne sektor, er direktivets karakter af et ”sikkerheds-
net” særligt fremtrædende her.”
(fodnote udeladt)
I dette afsnit oplistes en række sektorspecifik EU-lovgivning, der er relevant for forbrugerbeskyttelse i
forbindelse med finansielle tjenesteydelser, samt eksempler på hvordan Direktivets bestemmelser finder
anvendelse på finansielle tjenesteydelser.
3.1.4
Europa-Kommissionens rapport om anvendelsen af Direktivet 14. marts 2013
Kommissionen afgav i 2013 en rapport om vurdering af anvendelsen af Direktivet i medlemsstater samt
evaluering af dets virkninger.
12
Af rapportens afsnit 3.4.3 om artikel 3, stk. 9, fremgår blandt andet følgende:
”I henhold til artikel 18 i direktivet om urimelig handelspraksis skal Kommissionen aflægge
rapport om anvendelsen af direktivet på disse områder og navnlig overveje, om undtagelsen fra
fuldstændig harmonisering i artikel 3, stk. 9, skal opretholdes. Med henblik herpå har Kom-
missionen iværksat en undersøgelse af anvendelsen af direktivet om urimelig handelspraksis
inden for finansielle tjenesteydelser og fast ejendom. Undersøgelsen blev foretaget i løbet af 2011
og frem til begyndelse af 2012 og er baseret på en bred høring af medlemsstaterne og interessen-
terne.
Den dokumentation, der blev indsamlet i forbindelse med undersøgelsen, viser, at undersøgel-
sen i artikel 3, stk. 9, er blevet anvendt i vidt omfang. Med andre ord har de fleste medlemsstater
opretholdt eller vedtaget lovgivning om finansielle tjenesteydelser og fast ejendom, som er mere
vidtgående end standarderne i direktivet om urimelig handelspraksis.
De fleste af disse supplerende bestemmelser består af sektorspecifikke forpligtelser vedrørende
oplysninger, der skal gives forud for kontraktens indgåelse, og oplysninger vedrørende selve
kontrakten. Derudover vedrører et betydeligt antal forbud hovedsageligt direkte salg og salgs-
fremmende foranstaltninger, praksis, der går ud på at udnytte særlige sårbarheder, eller for-
hindrer af interessekonflikter. F.eks. er dørsalg af realkredit forbudt i Østrig, mens det i Italien
12
COM(2013) 139 final af 14. marts 2013.
Side 16 / 35
 L 173 - 2020-21 - Bilag 5: Oversendelse af Kammeradvokatens vurdering af markedsføringslovens § 11 b i forhold til EU-retten (direktivet om urimelig handelspraksis), fra erhvervsministeren
2361235_0017.png
3. FEBRUAR 2021
4015485 MASK / HED / PIN
er forbudt at kæde ansvarsforsikringskontrakter for biler sammen med andre forsikringstjene-
steydelser. I Danmark er det forbudt at kombinere flere tjeneste fra ejendomsmæglere.
[…]
Resultaterne af den undersøgelse, der er foretaget på området finansielle tjenesteydelser og fast
ejendom, viser, at det ikke vil være hensigtsmæssigt at fjerne undtagelsen i artikel 3, stk. 9, i
direktivet.
De vigtigste årsager er: den større finansielle risiko i forbindelse med finansielle tjenesteydelser
og fast ejendom (sammenlignet med andre varer og tjenesteydelser), forbrugernes særlige man-
gel på erfaring på disse områder (kombineret med manglende gennemsigtighed, navnlig i rela-
tion til finansielle transaktioner), de særlige sårbarheder, der er konstateret i begge sektorer,
som gør forbrugerne modtagelige for både salgsfremmende foranstaltninger og pres, de kompe-
tente finansielle håndhævelsesorganers erfaring med et system, der er udviklet på nationalt
plan, og endelig de finansielle markeders funktion og stabilitet som sådan.”
3.1.5
Europa-Kommissionens undersøgelse af anvendelsen af Direktivet af 22. december
2011
Kommissionens undersøgelse af anvendelsen af Direktivet fra 2011 er baseret på detaljerede rapporter
fra 10 lande (Østrig, Bulgarien, Danmark, Frankrig, Tyskland, Italien, Nederlandene, Polen, Spanien og
Storbritannien) samt såkaldte ”fact sheets” fra i alt 29 lande.
Følgende fremgår af undersøgelsens executive summary, side 7:
”Commercial practices that are banned by national legislation and that do not form part of the
blacklist of the UCPD are reported from close to half of the Member States, namely Austria,
Belgium, Bulgaria, Denmark, Finland, France, Lithuania, Poland, Portugal, Slovakia, Spain
and the UK. The blacklisted prohibitions vary greatly. Direct selling features prominently
among per se prohibitions that do not form part of the blacklist of the UCPD. Similarly, sales
promotions and tying have been restricted in some Member States.
Another category is the prevention of conflicts of interest. Some Member States have enacted
regulations that are meant to protect particularly vulnerable consumers, such as young people.
Finally, special practices in the area of banking or insurance have been blacklisted, as have
been stricter bans regarding pyramid schemes.”
Side 17 / 35
 L 173 - 2020-21 - Bilag 5: Oversendelse af Kammeradvokatens vurdering af markedsføringslovens § 11 b i forhold til EU-retten (direktivet om urimelig handelspraksis), fra erhvervsministeren
2361235_0018.png
3. FEBRUAR 2021
4015485 MASK / HED / PIN
Videre på side 8 fremgår følgende:
“A number of traditional provisions take into consideration the particular risks that consumers
are exposed to when they make hasty and imprudent transaction decisions in the context of
financial services. This policy is reflected in numerous prohibitions or restrictions of direct sell-
ing of financial services where the same practices are allowed otherwise, i.e. in the context of the
sale of goods and services other than financial services. Another set of national rules deals with
the protection of vulnerable consumers.
Member States appear to recognize that a very general obligation not to abuse such vulnerability
(such as that contained in the UCPD) is insufficient to protect vulnerable consumers; and that
clear and specific rules must exist that prohibit certain practices that typically affect the most
vulnerable.”
Som anført ovenfor, kunne Kommissionen på baggrund af undersøgelsen ikke anbefale en ophævelse af
bestemmelsen i artikel 3, stk. 9.
Årsagerne hertil er sammenfattende oplistet i følgende punkter (side 12):
”Reasons for this conclusion of the study include:
•
•
•
•
•
3.1.6
The higher financial risk of financial services and immovable property, as compared to
other goods and services;
The particular inexperience of consumers in these areas, combined with a lack of trans-
parency in particular of financial operations;
Particular vulnerabilities that occur in both sectors that make consumers susceptible to
both promotional practices and pressure;
Existing experience of enforcement bodies with a nationally grown system; and
The functioning and the stability of the financial markets as such.”
EU-retlig regulering af sammenlignelige retsområder (markedsføring af tobakspro-
dukter og -producenter)
Direktivets bestemmelser om urimelig handelspraksis kan i relation til den konkrete problemstilling i
forhold til markedsføringslovens § 11 b sammenholdes med EU-lovgivers regulering af markedsføring af
tobaksprodukter og -producenter, der også udgør et totalharmoniseret område.
Side 18 / 35
 L 173 - 2020-21 - Bilag 5: Oversendelse af Kammeradvokatens vurdering af markedsføringslovens § 11 b i forhold til EU-retten (direktivet om urimelig handelspraksis), fra erhvervsministeren
2361235_0019.png
3. FEBRUAR 2021
4015485 MASK / HED / PIN
Efter Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2003/33/EF af 26. maj 2003 om indbyrdes tilnærmelse af
medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om reklame for tobaksvarer og sponsering til
fordel for disse, er reklame for tobaksvarer i andre medier end fjernsynsudsendelser (dvs. i pressen og
andre trykte publikationer, i radioudsendelser og ved brug af informationssamfundets tjenester) som ud-
gangspunkt forbudt, jf. artikel 3 og 4.
Ved ”reklame” forstås ifølge artikel 2, litra b), enhver form for kommerciel kommunikation med det formål
at fremme salget af en tobaksvare eller med dette som en direkte eller indirekte virkning.
For så vidt angår Tv-reklamer mv. samt sponsering og produktplaceringer i TV følger et tilsvarende for-
bud af artikel 9 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU af 10. marts 2010 direktiv om
audiovisuelle medietjenester.
I præamblen til dette direktiv fremgår følgende af 88. betragtning:
(88) Det er nødvendigt at forbyde al audiovisuel kommerciel kommunikation for cigaretter og
andre tobaksvarer, herunder indirekte former for audiovisuel kommerciel kommunikation,
hvori tobaksvarer ganske vist ikke nævnes direkte, men som søger at omgå forbuddet mod au-
diovisuel kommerciel kommunikation for cigaretter og andre tobaksvarer ved anvendelse af va-
remærker, symboler eller andre kendetegn for tobaksvarer eller firmaer, der er kendt for pro-
duktion og salg af sådanne varer, eller hvis hovedvirksomhed omfatter salg og produktion af
sådanne varer.
Herudover gælder der som udgangspunkt også et forbud mod kommerciel kommunikation mv., som di-
rekte eller indirekte har til formål at fremme salget af elektroniske cigaretter og genopfyldningsbehol-
dere, jf. artikel 20, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/40/EU af 3. april 2014 om ind-
byrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om fremstilling, præsen-
tation og salg af tobak og relaterede produkter.
3.2
3.2.1
Dansk ret
Markedsføringsloven
Markedsføringsloven fastlægger regler for virksomheders markedsføring overfor forbrugerne og deres
adfærd i forhold til hinanden i markedsføringsmæssig sammenhæng. Formålet med loven er at under-
støtte en effektiv konkurrence samt gode forbrugerforhold.
13
13
LFF 2016 40, almindelige bemærkninger, afsnit 1.
Side 19 / 35
 L 173 - 2020-21 - Bilag 5: Oversendelse af Kammeradvokatens vurdering af markedsføringslovens § 11 b i forhold til EU-retten (direktivet om urimelig handelspraksis), fra erhvervsministeren
2361235_0020.png
3. FEBRUAR 2021
4015485 MASK / HED / PIN
En række af markedsføringslovens regler vedrører virksomheders handelspraksis. Ved handelspraksis
forstås efter § 2, nr. 4:
”En handling, undladelse, adfærd, fremstilling eller kommerciel kommunikation,
herunder reklame og markedsføring, foretaget af en erhvervsdrivende med direkte relation til promovering,
salg eller udbud af et produkt til forbrugerne.”
Der er tale om en meget bred definition. Efter forarbejderne kan handelspraksis ud fra en konkret vur-
dering også omfatte imagemarkedsføring, der for eksempel kan være branding af en virksomhed eller
gennemførelse af CSR-initiativer, der skal virke positivt på selve virksomhedens omdømme, men som
ikke direkte relaterer sig til virksomheders produkter.
14
Lovens § 11 b indeholder forbud mod markedsføring af visse kreditaftaler og forbrugslånsvirksomheder.
Bestemmelserne blev indsat i markedsføringsloven ved lov nr. 801 af 9. juni 2020 om ændring af lov om
forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed, der som nævnt indled-
ningsvist implementerer den politiske aftale af 19. december 2019 om et opgør med kviklån.
Efter § 11 b, er enhver markedsføring af forbrugerkreditaftaler og forbrugslånsvirksomheder i forbindelse
med markedsføring af spil eller spiludbydere ligeledes som udgangspunkt forbudt. Bestemmelsen har
følgende ordlyd:
§ 11 b
Enhver markedsføring af forbrugslånsvirksomheder og kreditaftaler til forbrugere i forbindelse
med markedsføring af spil eller spiludbydere er forbudt, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse ved markedsføring af boligkreditaftaler.
Stk. 3. Stk. 1 finder ikke anvendelse ved markedsføring af forbrugslånsvirksomheder og kredit-
aftaler til forbrugere i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere, hvis kredit
udbydes med henblik på køb af en vare eller tjenesteydelse, hvorefter køberen efter aftale med
sælgeren har fået henstand med betaling af købesummen eller en del af denne eller købesummen
helt eller delvis dækkes ved lån indrømmet køberen af en tredjemand på grundlag af en aftale
herom mellem denne og sælgeren.
Efter forarbejderne til lovændringens forstås ved ”forbrugslånsvirksomhed” i overensstemmelse med § 2,
nr. 1, i lov om forbrugerlånsvirksomhed, en virksomhed, der udbyder kreditaftaler til forbrugere, jf. § 1,
stk. 1.
14
LFF 2016 40, bemærkninger til § 2.
Side 20 / 35
 L 173 - 2020-21 - Bilag 5: Oversendelse af Kammeradvokatens vurdering af markedsføringslovens § 11 b i forhold til EU-retten (direktivet om urimelig handelspraksis), fra erhvervsministeren
2361235_0021.png
3. FEBRUAR 2021
4015485 MASK / HED / PIN
Lovens § 1, stk. 1, vedrører kreditaftaler, der ydes helt eller delvis med henblik på erhvervelse af varer
eller tjenesteydelser hos en anden virksomhed, samt kreditaftaler, der udgør et selvstændigt forretnings-
område i virksomheden, og hvor kreditten ydes med henblik på erhvervelse af varer eller tjenesteydelser
hos virksomheden.
15
Ved ”kreditaftale” forstås, i overensstemmelse med § 2, nr. 3, i lov om forbrugslånsvirksomheder, en af-
tale, hvorved en virksomhed yder eller giver tilsagn om at yde en forbrugerkredit i form af henstand med
betaling, lån eller anden tilsvarende form for finansiel ordning, bortset fra aftaler om løbende levering af
tjenesteydelser eller varer af samme art, hvor forbrugeren betaler for ydelserne eller varerne i rater, så
længe de leveres. Begrebet kreditaftaler omfatter både kreditaftaler med fast løbetid og kreditaftaler med
variabel løbetid, f.eks. kassekreditter.
16
Overtrædelse af § 11 b, stk. 1, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgiv-
ning, jf. § 37, stk. 3.
Der foreligger ikke oplysninger om bødeniveauet endnu, da bestemmelsen er forholdsvis ny. En overtræ-
delse af forbuddet i markedsføringslovens § 11 b, stk. 1, påvirker ikke gyldigheden af aftaler indgået på
baggrund af markedsføringen.
3.2.2
3.2.2.1
Forarbejder til § 11 b
Aftale om et opgør med kviklån af 19. december 2019
Baggrunden for markedsføringslovens § 11 b er som anført den politiske aftale om et opgør med kviklån
af 19. december 2019.
Indledningsvist fremgår følgende af den politiske aftale:
”Alt for mange danskere ender i økonomiske vanskeligheder som følge af hurtig og let adgang
til dyre forbrugslån (”kviklån”). Den lette adgang til dyre forbrugslån har ikke mindst betydet,
at mange unge og socialt udsatte danskere er endt i gældsfælder, som de har svært ved at komme
ud af.”
Under overskriften ”Forbud mod markedsføring af lån ifm. reklamer for spil på TV” fremgår følgende:
15
LFF 2020 149, bemærkninger til § 2, ”Til nr. 1 (Kapitel 3, Særlige markedsføringsformer, i lov om markedsføring)”.
LFF 2020 149, bemærkninger til § 2, ”Til nr. 1 (Kapitel 3, Særlige markedsføringsformer, i lov om markedsføring)”.
16
Side 21 / 35
 L 173 - 2020-21 - Bilag 5: Oversendelse af Kammeradvokatens vurdering af markedsføringslovens § 11 b i forhold til EU-retten (direktivet om urimelig handelspraksis), fra erhvervsministeren
2361235_0022.png
3. FEBRUAR 2021
4015485 MASK / HED / PIN
”Aftaleparterne er ligeledes enige om, at der indføres et totalforbud mod markedsføring af en-
hver form for kontante forbrugslån og af virksomheder, der udbyder kontante forbrugslån, i
forbindelse med markedsføring af spilleudbydere eller spil på TV. Det indbefatter, at der ikke
må markedsføres kontante forbrugslån, herunder forbrugslånsudbydernes brands, på TV i for-
bindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere.
Dette forbud gælder, hvor markedsføringen af forbrugslånsudbyderne eller spilmarkedsførin-
gen sker enten som tv-reklame, som programsponsorat eller som produktplacering.”
Samtidig er der enighed om at forbyde, at der i det offentlige rum kan reklameres for kontante
forbrugslån og virksomheder, der udbyder kontante forbrugslån, samtidig eller i forlængelse af
markedsføring af spil og spiludbydere.”
3.2.2.2
Forarbejder til lov nr. 801 af 9. juni 2020
Af bemærkningerne til lovforslaget
17
vedrørende markedsføringslovens § 11 b om forbud mod markeds-
føring af forbrugslånsvirksomheder eller kreditaftaler til forbrugere i forbindelse med markedsføring af
spil eller spiludbydere fremgår følgende:
”Forbuddet vil som udgangspunkt gælde enhver markedsføring af forbrugslånsvirksomheder
og forbrugerkreditaftaler. Det betyder, at enhver handling foretaget i erhvervsøjemed, der har
til formål at fremme afsætningen af forbrugerkreditaftaler eller forbrugslånsvirksomhedens for-
retning i øvrigt, er omfattet af forbuddet. Forbuddet vil indebære, at forbrugslånsvirksomheden
hverken må markedsføre forbrugslånsvirksomheden, herunder f.eks. navn, logi eller andre ken-
detegn, der identificerer forbrugslånsvirksomheden, eller forbrugerkreditaftaler uanset årlig
omkostning i procent, hvis markedsføring sker i forbindelse med markedsføring af spil eller
spiludbydere.
[…]
Forbuddet vil gælde alle steder, uanset hvilket medie markedsføringen finder sted. Til eksempel
må markedsføring hverken ske online, herunder på internettet, sociale medier eller applikatio-
ner, i tv eller radio, on-demand, i trykte medier, på skilte eller digitale skærme i det offentlige
rum, på eller i offentlige transportmidler, i forretningsvinduer eller på private husgavle og lig-
nende.
17
LFF 2020 149.
Side 22 / 35
 L 173 - 2020-21 - Bilag 5: Oversendelse af Kammeradvokatens vurdering af markedsføringslovens § 11 b i forhold til EU-retten (direktivet om urimelig handelspraksis), fra erhvervsministeren
2361235_0023.png
3. FEBRUAR 2021
4015485 MASK / HED / PIN
Det afgørende for, om forbuddet vil finde anvendelse er, at markedsføringen af forbrugslåns-
virksomheden eller forbrugerkreditaftaler sker i forbindelse med markedsføring af spil eller
spiludbydere. Dette vil bero på en konkret vurdering.
Det vil f.eks. gælde ved markedsføring i reklameblokke, som programsponsorat eller som pro-
duktplacering.
Flere programmer med indbyrdes sammenhæng skal i den forbindelse ses som en helhed. Det
vil således ikke være tilladt at placere reklamer for forbrugslånsvirksomheder eller forbruger-
kreditaftaler i et optaktsprogram til et program, der er sponsoreret af eller indeholder reklame-
blokke med markedsføring af spil eller spiludbydere.
Forbuddet vil derimod ikke omfatte forbrugerlånsvirksomheders sponsering af f.eks. sports-
klubber og lignende. Det vil fortsat være muligt for både en forbrugslånsvirksomhed og en spil-
udbyder at annoncere i samme avis eller klubblad. Det må dog ikke ske i f.eks. samme artikel i
avisen eller klubbladet, ligesom at det ikke må ske på samme side eller to sider, der kan ses
samtidig af læseren. […]
Derudover vil det ikke anses som markedsføring af forbrugerkreditaftaler eller forbrugslåns-
virksomheder i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere, hvis eksempelvis en
bank har logo, reklamer for forbrugerkreditaftaler eller lignende i forretningslokalets vindue,
mens der på et rulleskilt ved et busstoppested tæt på vinduet reklameres for spil. Tilsvarende
vil gælde en forbrugslånsvirksomhed, som markedsfører muligheden for at optage forbruger-
kreditaftaler i tv forud for en fodboldkamp, selvom der på bannerreklamer på stadion, hvor
fodboldkampen finder sted, vises reklamer for spil.
[…]
Det påhviler den enkelte forbrugslånsvirksomhed selv at sikre, at der ikke købes reklametid eller
sker anden markedsføring i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere.”
Videre om baggrunden for bestemmelsen fremgår følgende:
”Markedsføringsforbuddet foreslås indført for at begrænse den intensive markedsføring af for-
brugerkreditaftaler med høje omkostninger, som i dag finder sted. Særligt i forbindelse med
sportsprogrammer ses markedsføring af forbrugerkreditaftaler eller forbrugslånsvirksomheder
ofte i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere. Forbuddet skal understøtte, at
Side 23 / 35
 L 173 - 2020-21 - Bilag 5: Oversendelse af Kammeradvokatens vurdering af markedsføringslovens § 11 b i forhold til EU-retten (direktivet om urimelig handelspraksis), fra erhvervsministeren
2361235_0024.png
3. FEBRUAR 2021
4015485 MASK / HED / PIN
færre forbrugere bliver eksponeret for og optager forbrugerkreditaftaler med høje omkostninger
til brug for spil med risiko for at blive fanget i en gældsspiral.”
Med hensyn til baggrunden for undtagelsen i § 11b, stk. 3, der begrænser forbuddet i stk. 1, til markeds-
føring af forbrugerkreditaftaler med kontant udbetaling og virksomheder, der udbyder forbrugerkredit-
aftaler med kontakt udbetaling, fremgår blandt andet følgende:
”Undtagelsen foreslås indført, da finansieringskøb af en vare eller tjenesteydelse ikke i samme
grad som forbrugerkreditaftaler med kontant udbetaling vurderes at kunne fremme ludomani
ved markedsføring i forbindelse med markedsføring af spil og spiludbydere.”
Forholdet til Direktivet, herunder forholdet til undtagelsesbestemmelsen i artikel 3, stk. 9, er ikke nær-
mere omtalt i forarbejderne. Erhvervsministeriet har oplyst, at lovforslaget har været sendt til General-
direktoratet for Retlige Anliggender og Forbrugere (GD JUST) i EU-Kommissionen, der ikke har haft
specifikke indvindinger til lovforslaget. Det bemærkes dog, at der herved ikke er tale om en formel god-
kendelse af lovforslaget fra Kommissionen.
4.
4.1
VURDERING
Generelt om fortolkning af EU-retten
EU-retsakter skal i sidste ende fortolkes af EU-Domstolen, der har en anden fortolkningsstil end danske
domstole. Når EU-Domstolen fortolker en bestemmelse, lægger Domstolen vægt på den forelagte bestem-
melses ordlyd (hvor EU-Domstolen om nødvendigt sammenligner teksterne på alle officielle sprog). Der-
udover lægger EU-Domstolen vægt på bestemmelsens formål og dens sammenhæng med andre bestem-
melser.
EU-Domstolen søger herved at vurdere, hvorledes den pågældende bestemmelse eller retsakt bedst kan
opnå ”effektiv virkning” set i forhold til de formål, bestemmelsen har, herunder set i lyset af EU's almin-
delige formål, således som det fremgår af traktatgrundlaget. EU-Domstolen lægger ofte en mere formåls-
orienteret fortolkningsstil for dagen end danske domstole. Forarbejder til EU-retsakter tillægges derimod
traditionelt langt mindre vægt end efter dansk ret.
4.2
Ordlyden af Direktivet
Helt overordnet falder markedsføringslovens § 11 b indenfor rammerne af harmoniseringen i Direktivet,
idet der er tale om et forbud mod bestemte former for handelspraksis. Dermed kan bestemmelsen kun
opretholdes, hvis den ikke går videre end artikel 3, stk. 9, foreskriver.
Side 24 / 35
 L 173 - 2020-21 - Bilag 5: Oversendelse af Kammeradvokatens vurdering af markedsføringslovens § 11 b i forhold til EU-retten (direktivet om urimelig handelspraksis), fra erhvervsministeren
2361235_0025.png
3. FEBRUAR 2021
4015485 MASK / HED / PIN
Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt bestemmelsen i markedsføringslovens § 11 b, stk. 1, går videre end
tilladt efter Direktivet, er fokus dermed i første række på ordlyden af artikel 3, stk. 9. I den henseende
er det vores overordnede vurdering, at et generelt forbud mod markedsføring af forbrugslån, dvs. mar-
kedsføring af selve tjenesteydelsen, i forbindelse med spil er indeholdt i undtagelsens ordlyd. Bestemmel-
sen i markedsføringslovens § 11 b, stk. 1, går imidlertid videre.
Herefter er spørgsmålet således, om Direktivets artikel 3, stk. 9, hvorefter medlemsstaterne ”i forbindelse
med »finansielle tjenesteydelser«” på det område, hvor der med Direktivet sker en tilnærmelse, kan stille
krav, som er mere restriktive eller præskriptive end Direktivet, giver adgang til at indføre nationale
regler, som forbyder markedsføring af forbrugslånsvirksomheder til forbrugere i forbindelse med mar-
kedsføring af spil eller spiludbydere.
LIGA advokater har i notat af 14. januar 2021 anført, at formuleringen ”i forbindelse med” i artikel 3,
stk. 9, ikke udvider adgangen efter Direktivet til at fastsætte strengere regler for markedsføring af finan-
sielle tjenesteydelser til også at omfatte udbydere af finansielle tjenesteydelser som sådan.
Efter Erhvervsministeriets opfattelse skal formuleringen derimod forstås sådan, at der menes noget mere
end ”finansielle tjenesteydelser”, således at medlemsstaterne kan stille krav, som går videre end Direk-
tivet, for så vidt angår handelspraksis ”[i] forbindelse med »finansielle tjenesteydelser«”.
En almindelig sproglig fortolkning af formuleringen ”[i] forbindelse med” synes umiddelbart at måtte
forstås som en undtagelse til udgangspunktet om fuld harmonisering
vedrørende/med hensyn til/for så
vidt angår mv.
finansielle tjenesteydelser. Bestemmelsen synes dermed ud fra sin ordlyd alene at give
adgang til at fastsætte strengere regler for forhold i forbindelse/i tilknytning til finansielle ydelser.
Denne fortolkning støttes af formuleringen i Direktivets 9. præambelbetragtning, hvor der anvendes et
andet ordvalg, nemlig
”[m]ed hensyn til finansielle tjenesteydelser og fast ejendom […]”.
Denne fortolkning støttes også af flere af de andre sproglige versioner af bestemmelsen i artikel 3, stk. 9,
der er gengivet i afsnit 3.1.1.5 ovenfor. Den engelske version bruger formuleringen
”[i]n relation to”,
mens
den franske bruger formuleringen
”[p]our ce qui est des”
og den spanske
”[p]or lo que respecta a los”.
De
to sidstnævnte må oversættes til henholdsvis ”med hensyn til ” og ”vedrørende”. Særligt tydeligt støttes
fortolkningen af den svenske version, der bruger formuleringen
”[n]är det gäller”.
Derudover støttes fortolkningen af EU-Domstolens dom i Citroën Belux-dommen, hvor Domstolen ud-
talte, at ”[…]
ordlyden af artikel 3, stk. 9, […] begrænser sig til at tillade medlemsstaterne at vedtage
Side 25 / 35
 L 173 - 2020-21 - Bilag 5: Oversendelse af Kammeradvokatens vurdering af markedsføringslovens § 11 b i forhold til EU-retten (direktivet om urimelig handelspraksis), fra erhvervsministeren
2361235_0026.png
3. FEBRUAR 2021
4015485 MASK / HED / PIN
nationale regler, som er mere restriktive for så vidt angår finansielle tjenesteydelser, uden anden præcise-
ring.”
18
(vores understregning)
I overensstemmelse hermed anvendes i den engelske version formuleringen
”in relation to”,
og i den fran-
ske version anvendes
”en ce qui concerne”,
der kan oversættes til ”med hensyn til/i forhold til”.
Endelig kan henvises til Kommissionens vejledning til Direktivet, hvor den danske version anvender
formuleringen
”i forbindelse med”,
mens den engelske version anvender
”in respect of”.
Sammenfattende peger en ordlydsfortolkning umiddelbart på, at nationale regler, som skal kunne gå
videre end harmoniseringen i direktivet, jf. artikel 3, stk. 9, retter sig mod finansielle tjenesteydelser som
sådan beroende på deres kompleksitet og alvorligt iboende risici, jf. præambelbetragtning 9.
Selv om artikel 3, stk. 9, således efter vores opfattelse ikke kan fortolkes sådan, at der med formuleringen
”i forbindelse med” menes noget mere end finansielle tjenesteydelser, udelukker bestemmelsen omvendt
ikke direkte, at der på området for finansielle tjenesteydelser i mere bred forstand kan fastsættes stren-
gere regler end Direktivet. Reguleringen vedrørende finansielle tjenesteydelser skal blot have til formål
at fastsætte mere restriktive eller præskriptive krav på et område, der er harmoniseret (tilnærmet) med
Direktivet.
Det følger således også af bestemmelsen, at
”[…] medlemsstaterne på det område, hvor der [Direktivet]
sker en tilnærmelse”
kan stille strengere krav. Det er vores opfattelse, at dette, når det ses i sammenhæng
med direktivets formål og øvrige bestemmelser, åbner for, at der i et vist omfang kan stilles strengere
krav vedrørende handelspraksis, som også omfatter praksis forud for et salg af et produkt, jf. afsnit 4.3
og 4.4 nedenfor.
4.3
Formålsfortolkning
En bestemmelse i et direktiv skal, foruden en fortolkning af bestemmelsen ordlyd, også fortolkes i lyset
af dens formål og hensigt.
Formålet med Direktivet er i henhold til artikel 1 at bidrage til et velfungerende indre marked og opnå
et højt forbrugerbeskyttelsesniveau. Det fremgår af bestemmelsen, at dette skal ske gennem tilnærmelse
af medlemsstaternes lovgivning om urimelig handelspraksis, der skader forbrugernes økonomiske inte-
resser. Som anført i afsnit 3.1.1.2 er dette også fremhævet gentagne steder i præamblen.
18
Præmis 25, jf. også præmis 21 og 24
Side 26 / 35
 L 173 - 2020-21 - Bilag 5: Oversendelse af Kammeradvokatens vurdering af markedsføringslovens § 11 b i forhold til EU-retten (direktivet om urimelig handelspraksis), fra erhvervsministeren
2361235_0027.png
3. FEBRUAR 2021
4015485 MASK / HED / PIN
Med hensyn til det indre marked fremgår det af præamblen, at hindringer for den fri bevægelighed bør
fjernes, og at det kun kan ske ved at indføre ensartede bestemmelser på EU-plan, jf. blandt andet 5.
betragtning. Med hensyn til forbrugerbeskyttelse, fremgår det, at harmonisering vil forbedre forbruger-
nes retssikkerhed samt vil betyde fjernelse af de hindringer, som skyldes divergerende bestemmelser
vedrørende urimelig handelspraksis, der skader forbrugernes økonomiske interesser, jf. blandt andet 12.
betragtning. Harmonisering er på denne baggrund det afgørende middel til at opnå både et velfungerende
indre marked og højt forbrugerbeskyttelsesniveau, og udgangspunktet herom er indført i Direktivets ar-
tikel 4.
Det fremgår dog af Direktivets artikel 3, stk. 9, sammenholdt med præamblen, at harmonisering ikke i
alle tilfælde er tilstrækkeligt til at beskytte forbrugerne. Om undtagelsen i artikel 3, stk. 9, fremgår det
således eksempelvis af 9. betragtning, at
”[f]inansielle tjenesteydelser og fast ejendom nødvendiggør som
følge af deres kompleksitet og alvorlige iboende risici, at der opstilles detaljerede krav, herunder positive
forpligtelser for erhvervsdrivende. Med hensyn til finansielle tjenesteydelser og fast ejendom berører direk-
tivet derfor ikke medlemsstaternes ret til at gå videre end dets bestemmelser for at beskytte forbrugernes
økonomiske interesser.”
Det fremgår også af 9. betragtning, at Direktivet heller ikke berører nationale bestemmelser om blandt
andet
”[…] produkters sundheds- og sikkerhedsmæssige aspekter, etableringsbetingelser eller godkendel-
sesordninger, herunder sådanne, der i overensstemmelse med fællesskabsretten vedrører hasardspil […]”.
EU-lovgiver har hermed tilkendegivet, at hensigten med harmoniseringen til fordel for det indre marked
og retssikkerheden på visse områder må vige til fordel for særlige hensyn til forbrugerbeskyttelsen. Det
altovervejende formål med artikel 3, stk. 9, må derfor siges at være beskyttelsen af forbrugernes økono-
miske interesser, jf. også Kommissionens vejledning til Direktivet, afsnit 5.4.1.
En formålsfortolkning af artikel 3, stk. 9, fører dermed til, at bestemmelsen i artikel 3, stk. 9, må fortolkes
på en sådan måde, at den ikke udelukker, at medlemsstaterne kan stille sådanne krav om forbud mod
urimelig handelspraksis, for så vidt angår finansielle tjenesteydelser, som er nødvendige med henblik på
at sikre forbrugernes økonomiske interesser, uanset at kravene går videre end de krav, der er fastsat i
Direktivet.
En formålsfortolkning vil derfor efter vores opfattelse føre til, at medlemsstaterne i et vist omfang må
kunne fastsætte krav, der ikke er snævert knyttet til selve produktet (den finansielle tjenesteydelse), hvis
kravet forfølger det samme formål om og er nødvendigt for at beskytte forbrugernes økonomiske interes-
ser i relation til finansielle tjenesteydelser.
Side 27 / 35
 L 173 - 2020-21 - Bilag 5: Oversendelse af Kammeradvokatens vurdering af markedsføringslovens § 11 b i forhold til EU-retten (direktivet om urimelig handelspraksis), fra erhvervsministeren
2361235_0028.png
3. FEBRUAR 2021
4015485 MASK / HED / PIN
Denne fortolkning kan sammenholdes med den EU-retlige regulering af markedsføring for tobaksvarer.
Som anført i afsnit 3.1.6 omfatter forbuddene mod reklame for tobaksvarer i de forskellige direktiver i
vidt omfang både reklame, som har den direkte eller indirekte virkning at fremme salget af en tobaks-
vare.
Det fremgår direkte af 88. præambelbetragtning til direktivet om audiovisuelle medietjenester, at for-
buddet mod indirekte former for audiovisuel kommerciel kommunikation rammer reklamer, der søger at
omgå forbuddet ved anvendelse af varemærker, symboler eller andre kendetegn for tobaksvarer eller
firmaer, der er kendt for produktion og salg af sådanne varer, eller hvis hovedvirksomhed omfatter salg
og produktion af heraf.
På samme måde vil en formålsfortolkning af artikel 3, stk. 9, kunne føre til, at medlemsstaterne også kan
stille krav vedrørende indirekte markedsføring af finansielle tjenesteydelser, herunder markedsføring af
udbydere af finansielle tjenesteydelser, i det omfang en sådan handelspraksis er nødvendigt for at sikre,
at et eventuelt forbud ikke omgås og forbrugerne herved risikerer at lide økonomisk skade.
For en ordens skyld bemærkes, at det forhold, at artikel 3, stk. 9, ikke på samme måde som EU-reglerne
om markedsføring af tobaksvarer, udtrykkeligt omtaler regler om omgåelse, næppe kan bruges til at
slutte modsætningsvis, således at artikel 3, stk. 9, ikke skulle give mulighed for at fastsætte nationale
regler, som skal sikre mod omgåelse af et i øvrigt lovligt markedsføringsforbud, der forfølger de beskyt-
telseshensyn, som er anerkendt i artikel 3, stk. 9.
Som anført i afsnit 3.2.2.1 og 3.2.2.2 ovenfor er formålet med forbuddene i markedsføringslovens §§ 11 a
og 11 b at undgå, at danskere ender i økonomiske vanskeligheder som følge af hurtigt og let adgang til
kviklån, herunder undgå at mange unge og social udsatte danskere ender i gældsfælder, som de har svært
ved at komme ud af.
Baggrunden for § 11 b er særligt at der i forbindelse med sportsprogrammer ofte ses markedsføring af
forbrugerkreditaftaler eller forbrugslånsvirksomheder i forbindelse med markedsføring af spil eller spil-
udbydere, og at forbuddet skal understøtte at færre forbrugere bliver eksponeret for og optager lån base-
ret på forbrugerkreditaftaler med høje omkostninger til brug for spil med risiko for at blive fanget i en
gældsspiral.
En sådan praksis kan ud fra en generel betragtning umiddelbart kategoriseres som en urimelig handels-
praksis, jf. artikel 5, stk. 2-3 og stk. 4, litra b), jf. artikel 8 om aggressiv handelspraksis, idet kombinati-
onen af muligheden for optagelse af et forbrugerlån med høje omkostninger og adgangen til at anvende
de lånte midler til spil vil forøge forbrugerens risiko, idet denne eksponeres både for en høj låneomkost-
ningsrisiko knyttet til lånet og en tabsrisiko knyttet til spillet. Direktivet omfatter og forbyder en sådan
Side 28 / 35
 L 173 - 2020-21 - Bilag 5: Oversendelse af Kammeradvokatens vurdering af markedsføringslovens § 11 b i forhold til EU-retten (direktivet om urimelig handelspraksis), fra erhvervsministeren
2361235_0029.png
3. FEBRUAR 2021
4015485 MASK / HED / PIN
praksis, men den indeholder ikke den fornødne og detaljerede beskyttelse af forbrugernes økonomiske
interesser i relation til finansielle tjenesteydelser i en sådan situation, jf. modsætningsvist de oplistede
situationer i bilag I, der under alle omstændigheder er urimelige, jf. artikel 5, stk. 5.
Bestemmelsen i § 11 b har dermed utvivlsomt til formål at beskytte forbrugerne mod en urimelig han-
delspraksis og forbrugernes økonomiske interesser, herunder i forbindelse med den særlige situation,
hvor forbrugere fristes til et kviklån til brug for spil.
Forbuddet mod markedsføring af forbrugslånsvirksomheder må forstås sådan, at dette understøtter for-
målet, således forbrugerne ikke alene beskyttes mod urimelig handelspraksis, der består i markedsføring
vedrørende konkrete produkter i form af kviklån, men også i forhold til udbydere af sådanne kviklån, der
kan siges at have den samme virkning som markedsføring af selve produktet.
Da forbuddet mod markedsføring af forbrugslånsvirksomheder har samme formål som og kan siges at
understøtte formålet med forbuddet mod markedsføring af forbrugerkreditlån ved at sikre, at sidst-
nævnte forbud ikke omgås, synes en formålsfortolkning af artikel 3, stk. 9, at åbne for nationale regler,
der er formuleret som forbuddet i markedsføringslovens § 11 b, stk. 1.
4.4
Fortolkning af artikel 3, stk. 9, i sammenhæng med Direktivets øvrige bestemmelser
I tilknytning til ordlyds- og formålsfortolkningen af artikel 3, stk. 9, er det også relevant at inddrage den
sammenhæng, som bestemmelsen indgår i. Artikel 3, stk. 9, er en undtagelsesbestemmelse til en total-
harmonisering og skal derfor – i overensstemmelse med almindelige fortolkningsprincipper – som ud-
gangspunkt fortolkes indskrænkende.
Direktivets bestemmelser om urimelig handelspraksis, herunder det generelle forbud i artikel 5, stk. 1,
omfatter ikke udelukkende praksis i forbindelse med selve salget af et produkt, men også handelspraksis,
der knytter sig til tiden før og efter transaktionen, herunder promovering.
Når bestemmelsen i artikel 3, stk. 9, herunder specifikt formuleringen
”på det område, hvor der med dette
direktiv sker en tilnærmelse”,
giver mulighed for at fastsætte strengere krav end Direktivet, sammenhol-
des med denne brede forståelse af finansielle tjenesteydelser og handelspraksis taler det for, at artikel 3,
stk. 9, giver mulighed for, at medlemsstaterne kan fastsætte strengere regler for virksomhedernes han-
delspraksis i relation til finansielle tjenesteydelser, der både kan omfatte foranstaltninger forud, i forbin-
delse med og efter salget, og at sådanne foranstaltninger i et vist omfang godt kan omfatte markedsføring
af forbrugslånsvirksomheden som sådan, idet denne markedsføring ligger forud for beslutningen om at
indgå en forbrugerkreditaftale og dermed et ”salg” af en finansiel tjenesteydelse.
Side 29 / 35
 L 173 - 2020-21 - Bilag 5: Oversendelse af Kammeradvokatens vurdering af markedsføringslovens § 11 b i forhold til EU-retten (direktivet om urimelig handelspraksis), fra erhvervsministeren
2361235_0030.png
3. FEBRUAR 2021
4015485 MASK / HED / PIN
Ved vurderingen af hvorvidt det konkrete forbud i § 11 b går videre end tilladt efter artikel 3, stk. 9, ved
generelt at forbyde enhver markedsføring af forbrugslånsvirksomheder i forbindelse med markedsføring
af spil og spiludbydere, må der efter vores opfattelse endvidere henses til, at det vil være i overensstem-
melse med Direktivet at fastsætte mere restriktive krav, når der er tale om særlige sårbare grupper af
forbrugere. Bestemmelsen i artikel 3, stk. 9, er i den forbindelse udtryk for, at i princippet alle forbrugere
må anses som særlig sårbare, når der er tale om handelspraksis vedrørende finansielle tjenesteydelser,
og at dette i særdeleshed gør sig gældende for forbrugere, der har en afhængighed af pengespil.
Direktivet indeholder ikke specifikke regler vedrørende urimelig handelspraksis, som for eksempel findes
på området for tobaksvarer. Som det blandt andet kommer til udtryk i 7. præambelbetragtning, er områ-
det for urimelig handelspraksis et område, der ikke er let at detailregulere i alle situationer, og der kan
således – som det fremgår – være forskellige hensyn, traditioner og kulturer i forskellige stater, som
betyder, at der må gælde visse undtagelser til udgangspunktet om harmonisering.
Dette støtter efter vores opfattelse, at der generelt er indbygget en vis fleksibilitet i Direktivet, selv om
det er et totalharmoniseringsdirektiv, og at denne fleksibilitet også gør sig gældende i relation til undta-
gelsen i artikel 3, stk. 9, jf. også Kommissionens vejledning til Direktivet afsnit 5.4.1, hvor det fremgår,
at det følger af artikel 3, stk. 9, at Direktivets bestemmelser kun sikrer minimal harmonisering for finan-
sielle tjenesteydelser og fast ejendom.
Det er således vores vurdering, at artikel 3, stk. 9, når bestemmelsen ses i lyset af Direktivets karakter
og de øvrige bestemmelser må forstås sådan, at den overlader medlemsstaterne et skøn med hensyn til
udnyttelse af adgangen til at fastsætte strengere krav vedrørende handelspraksis for finansielle tjene-
steydelser, jf. også EU-Domstolens dom i Citroën-Belux-dommen.
Med hensyn til krav, der fastsættes til beskyttelse af særlige sårbare grupper af forbrugere, er det som
anført vores opfattelse, at alle forbrugere må anses som sårbare i forhold til finansielle tjenesteydelser,
og at medlemsstaterne således med hjemmel i artikel 3, stk. 9, og i overensstemmelse med Direktivet,
kan gå videre ved fastsættelsen af krav, end hvis der er tale om krav, der har til formål at beskytte
gennemsnitsforbrugeren, jf. artikel 5, stk. 2, litra b) og 18. præambelbetragtning..
Hvis der er tale om en klart identificerbar gruppe af forbrugere, som er særligt sårbare over for en given
handelspraksis eller det omhandlede produkt på grund af deres mentale eller fysiske handicap, alder
eller godtroenhed, skal vurderingen af, hvorvidt en handelspraksis er urimelig, ske med udgangspunkt i
et gennemsnitligt medlem af gruppen, jf. artikel 5, stk. 3 og 19. præambelbetragtning.
Side 30 / 35
 L 173 - 2020-21 - Bilag 5: Oversendelse af Kammeradvokatens vurdering af markedsføringslovens § 11 b i forhold til EU-retten (direktivet om urimelig handelspraksis), fra erhvervsministeren
2361235_0031.png
3. FEBRUAR 2021
4015485 MASK / HED / PIN
Ved vurderingen af, hvorvidt medlemsstaternes strengere krav i medfør af artikel 3, stk. 9, ligger inden
for anvendelsesområdet for undtagelsen, kan der således tages hensyn til, om kravet er indført med hen-
blik på at sikre forbrugere, der må anses for særligt sårbare i forhold til en given handelspraksis.
Det er derfor vores opfattelse, at medlemsstaterne vil kunne stilles restriktive krav vedrørende handels-
praksis for finansielle tjenesteydelser, fordi alle forbrugere er sårbare i forhold til denne form for ydelser,
og at dette i særdeleshed gælder, når der i blandt disse forbrugere er en gruppe, der endnu mere sårbare,
fordi de lider af ludomani/storforbrugere af spiltjenester.
Endelig bemærkes det, at selv om forbuddet i markedsføringslovens § 11 b, stk. 1, er formuleret meget
bredt, indeholder det den væsentlige begrænsning, at det kun gælder for markedsføring af forbrugslån
og forbrugslånsvirksomheder
”i forbindelse med markedsføring af spil og spiludbydere”.
Dette er uddybet
i bemærkningerne til bestemmelsen i lovforslaget, hvor det blandt andet fremgår, at der skal være tale
om en vis sammenhæng mellem reklamen for forbrugslånet/forbrugslånsvirksomheden og reklamen for
spillet/spiludbyderen, førend forbuddet finder anvendelse. Som eksempel nævnes, at forbuddet ikke er til
hinder for, at der reklameres for forbrugslån/forbrugslånsvirksomheder i tv forud for en fodboldkamp,
hvor der eksempelvis er bannerreklamer for spil. Herudover er forbuddet yderligere begrænset ved und-
tagelserne i § 11 b, stk. 2 og 3.
Direktivets karakter med generelt formulerede bestemmelser samt bestemmelser om særligt sårbare
grupper af forbrugere taler således med nogen styrke for, at det konkrete forbud i markedsføringslovens
§ 11 b, stk. 1, ikke kan anses for at være i strid med artikel 3, stk. 9.
4.5
Praksis fra EU-Domstolen
Som nævnt i afsnit 3.1.2 har EU-Domstolen kun afsagt én dom, Citroën-Belux, der fortolker rækkevidden
af artikel 3, stk. 9, i Direktivet. I Citroën-Belux-sagen undersøgte EU-Domstolen, om salg med tilgift,
hvoraf mindst en af ydelserne er en finansiel tjenesteydelse, er en finansiel tjenesteydelse, jf. definitionen
i direktiv 2002/65.
19
Der kan argumenteres for, at markedsføring af forbrugslånsvirksomheder ikke er omfattet af definitionen
af ”finansiel tjenesteydelse” i direktiv 2002/65, og at Citroën-Belux-dommen dermed støtter, at forbuddet
mod markedsføring af sådanne virksomheder i § 11 b, stk. 1, går videre end undtagelsen i artikel 3, stk.
9, giver mulighed for.
19
Præmis 23-34.
Side 31 / 35
 L 173 - 2020-21 - Bilag 5: Oversendelse af Kammeradvokatens vurdering af markedsføringslovens § 11 b i forhold til EU-retten (direktivet om urimelig handelspraksis), fra erhvervsministeren
2361235_0032.png
3. FEBRUAR 2021
4015485 MASK / HED / PIN
Dommen kan imidlertid også læses sådan, at sammenhængen mellem to ydelser kan medføre, at en na-
tional regel, som fastsætter mere restriktive regler end direktivet for finansielle tjenesteydelser og for
tilknyttede ydelser, kan rummes indenfor undtagelsen i artikel 3, stk. 9, selv om den ene af de regulerede
ydelser ikke er en finansiel tjenesteydelse, og selv om hovedydelsen ikke er en finansiel tjenesteydelse,
jf. præmis 25ff, der indledes med
”[d]et bemærkes i øvrigt”.
EU-Domstolens bemærkninger i navnlig præmis 25 og 27 om, at medlemsstaterne er overladt en ikke
ubetydelig skønsbeføjelse ved udmøntningen af undtagelsen i artikel 3, stk. 9, indikerer, at undtagelsen
ikke nødvendigvis skal fortolkes så indskrænkende, som man i andre sammenhænge ville fortolke en
undtagelsesbestemmelse. Dette støttes også af, at EU-Domstolen valgte ikke at følge det tredje forslag
fra den foreliggende ret om fortolkning af artikel 3, stk. 9, snævert.
Samlet set støtter dommen efter vores opfattelse, at forbuddet i markedsføringslovens § 11 b, formentligt
ligger inden for rammerne af de krav, som medlemsstaterne kan stille efter artikel 3, stk. 9, selv om der
er tale om et generelt forbud, der rammer alle forbrugslån og alle forbrugslånsvirksomheder uanset de
specifikke vilkår for lånet, og uanset at virksomhederne også tilbyder andre ydelser end forbrugslån.
Ud fra en bredere betragtning støtter dommen derudover, at der i forbindelse med et forbud mod mar-
kedsføring af forbrugslån også kan fastsættes forbud mod markedsføring af forbrugslånsvirksomheder,
hvis det er nødvendigt for at undgå omgåelse af forbuddet mod markedsføring af forbrugslån ved indi-
rekte at reklamere for forbrugslån via en forbrugslånsvirksomheds logo mv., jf. også bemærkningerne
ovenfor i afsnit 4.3 om tobaksvarer.
4.6
Praksis fra medlemsstaterne
Som det fremgår af afsnit 3.1.5 ovenfor har Kommissionen lavet en undersøgelse af, hvordan Direktivet
finder anvendelse på finansielle tjenesteydelser. Ved en gennemgang heraf har det ikke være muligt at
finde eksempler på national lovgivning, der forbyder markedsføring af udbydere af finansielle tjeneste-
ydelser. Meget tyder på, at der er tale om en særregel i dansk ret.
Det lettiske Økonomiministerium har i en e-mail til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen af 27. januar
2021 oplyst, at der siden juli 2020 har været et generelt forbud mod markedsføring af forbrugerlån i
Letland. Der gælder visse konkrete undtagelser til forbuddet. ligesom forbuddet som udgangspunkt ikke
gælder for reklamer med forbrugslånsvirksomhedens navn, herunder sponsering, medmindre der er tale
Side 32 / 35
 L 173 - 2020-21 - Bilag 5: Oversendelse af Kammeradvokatens vurdering af markedsføringslovens § 11 b i forhold til EU-retten (direktivet om urimelig handelspraksis), fra erhvervsministeren
2361235_0033.png
3. FEBRUAR 2021
4015485 MASK / HED / PIN
om projekter i radio og TV inden for den offentlige orden, der er finansieret af staten eller lokale myndig-
heder.
20
Ministeriet har i den forbindelse oplyst, at udbydere af forbrugslån forsøger at omgå forbuddet ved at
sige, at deres reklamer vedrører mindre lån til erhverv (og ikke forbrugslån), eller ved alene at anvende
virksomhedens navn og slogans i markedsføringen uden at nævne forbrugerlån. Ministeriet oplyser der-
for, at de ikke er tilfredse med reguleringen.
4.7
Sammenfattende vurdering
Sammenfattende bemærker vi, at de foreliggende fortolkningsbidrag ikke entydigt peger på, hvorvidt
markedsføringslovens § 11 b er i overensstemmelse med artikel 3, stk. 9, i Direktivet.
En ren ordlydsfortolkning af artikel 3, stk. 9, peger umiddelbart på, at nationale regler, som skal kunne
gå videre end harmoniseringen i direktivet, jf. artikel 3, stk. 9, kun må regulere finansielle tjenesteydel-
ser som sådan. Ordlyden af bestemmelsen udelukker dog ikke direkte, at der på området for finansielle
tjenesteydelser i mere bred forstand kan fastsættes strengere regler end Direktivet.
Formålet med Direktivet, og særligt formålet med undtagelsesbestemmelsen i artikel 3, stk. 9, (beskyt-
telse af forbrugernes økonomiske interesser vedrørende finansielle tjenesteydelser), peger modsat på, at
medlemsstaterne i et vist omfang må kunne fastsætte krav, der ikke er snævert knyttet til markedsfø-
ringen af selve produktet (den finansielle tjenesteydelse), hvis kravet forfølger det samme formål om og
er nødvendigt for at beskytte forbrugernes økonomiske interesser i relation til den finansielle tjeneste-
ydelse, der indeholder en kompleksitet og iboende risiko for forbrugeren.
For enhver forbruger – og for forbrugere der lider af spilafhængighed i særdeleshed – vil det være natur-
ligt at associere markedsføring af forbrugerlånsvirksomheden med markedsføring af produktet og der-
med udløse en risiko for, at produktet anvendes til spil, når markedsføringen sker i forbindelse med mar-
kedsføring af spil. Den indirekte markedsføring af et forbrugerlån via markedsføringen af en forbrugs-
lånsvirksomhed i kombination med markedsføring af spil indebærer således forudsætningsvis den samme
iboende risiko for forbrugeren som markedsføringen af et forbrugerkreditlån.
Én af undtagelserne er sålydende i den uofficielle, engelske oversættelse: “Paragraph one of this Section shall not apply to the
brand name advertising of the credit service provider. Advertising of the brand name, including sponsorship, of credit service pro-
viders is prohibited in projects implemented in television or radio within the scope of public order which are funded from the re-
sources of State or local government budget.”
20
Side 33 / 35
 L 173 - 2020-21 - Bilag 5: Oversendelse af Kammeradvokatens vurdering af markedsføringslovens § 11 b i forhold til EU-retten (direktivet om urimelig handelspraksis), fra erhvervsministeren
2361235_0034.png
3. FEBRUAR 2021
4015485 MASK / HED / PIN
Da forbuddet mod markedsføring af forbrugslånsvirksomheder har samme formål som og kan siges at
understøtte formålet med forbuddet mod markedsføring af et forbrugerkreditlån ved at sikre, at sidst-
nævnte forbud ikke omgås, synes en formålsfortolkning af artikel 3, stk. 9, således at åbne for nationale
regler, der er formuleret som forbuddet i markedsføringslovens § 11 b, stk. 1.
Direktivets øvrige bestemmelser og den kontekst som artikel 3, stk. 9, indgår i, taler også for en bredere
fortolkning end ordlyden af bestemmelsen lægger op til. Der er tale om et direktiv, der harmoniserer et
retsområde, hvor det ikke er muligt at fastsætte detaljeret regulering, og navnlig på området for finan-
sielle tjenesteydelser er der mange forskelle på kompleksitet og iboende risici på tværs af medlemssta-
terne. Direktivet fastsætter således nogle generelle bestemmelser, der i vidt omfang skal anvendes i lyset
af en nærmere vurdering af de konkrete omstændigheder i medlemsstaterne. Direktivet er derfor på visse
områder heller ikke tilstrækkeligt til at sikre formålet om forbrugerbeskyttelse, og bestemmelsen i artikel
3, stk. 9, må følgelig fortolkes i lyset heraf.
Direktivets harmoniseringsbestemmelsers karakter af generelt formulerede bestemmelser samt bestem-
melser om særligt sårbare af forbrugere taler således med nogen styrke for, at det konkrete forbud i
markedsføringslovens § 11 b, stk. 1, ikke kan anses for at være i strid med artikel 3, stk. 9
Endelig støtter EU-Domstolens dom i Citroën-Belux efter vores opfattelse samlet set, at forbuddet i mar-
kedsføringslovens § 11 b, formentligt ligger inden for rammerne af de krav, som medlemsstaterne kan
stille efter artikel 3, stk. 9, selv om der er tale om et generelt forbud, der rammer alle forbrugslån og alle
forbrugslånsvirksomheder uanset de specifikke vilkår for lånet, og uanset at virksomhederne også måtte
tilbyde andre ydelser end forbrugerlån.
På den baggrund er det sammenfattende vores vurdering, at bestemmelsen i markedsføringslovens § 11
b, stk. 1, ikke går videre end tilladt i forhold til artikel 3, stk. 9, selv om der er tale om et generelt forbud,
der rammer markedsføring af alle forbrugslån og alle forbrugslånsvirksomheder i forbindelse med mar-
kedsføring af spil og spiludbydere.
Vi tillægger det i den forbindelse vægt, at et forbud, der alene rettede sig mod markedsføring af selve
forbrugslånet, ville indebære en åbenbar risiko for, at forbrugslånsvirksomhederne ville intensivere mar-
kedsføringen af selve virksomheden i kombination med markedsføring af spil, og at en tilnærmelse af de
markedsførte navne for henholdsvis produkter og virksomheder ville opstå.
Vi bemærker dog, at der er tale om et ikke utvivlsomt fortolkningsspørgsmål, der i sidste ende henhører
under EU-Domstolen, og at EU-Domstolen navnlig i relation til, om det generelle forbud i markedsfø-
ringslovens § 11 b mod markedsføring af forbrugslånsvirksomheder er nødvendigt for at opnå formålet,
må forventes at foretage en ganske intensiv prøvelse.
Side 34 / 35
 L 173 - 2020-21 - Bilag 5: Oversendelse af Kammeradvokatens vurdering af markedsføringslovens § 11 b i forhold til EU-retten (direktivet om urimelig handelspraksis), fra erhvervsministeren
2361235_0035.png
3. FEBRUAR 2021
4015485 MASK / HED / PIN
Endvidere bemærker vi, at håndhævelsen af forbuddet i bestemmelsen i § 11 b beror på et vist skøn, der
skal udøves i henhold til bestemmelsens forarbejder. En meget vidtgående håndhævelse, der sanktionerer
markedsføring af forbrugerlånsvirksomheder, og hvor den konkrete markedsføring af forbrugerlånsvirk-
somheden kun har en meget begrænset sammenhæng med samtidig markedsføring af spil eller spiludby-
dere, vil efter omstændighederne kunne være i strid med Direktivet og dermed potentielt bringe bestem-
melsen uden for rammerne af artikel 3, stk. 9’s undtagelsesområde.
Dette kan håndteres på forskellig vis, herunder ved at indsætte en bemyndigelsesbestemmelse i mar-
kedsføringslovens § 11 b, der giver erhvervsministeren mulighed for at fastsætte nærmere regler om den
markedsføring, der er omfattet af forbuddet i § 11 b, stk. 1.
En udnyttelse af sådan bemyndigelse kan på sigt afværge risikoen for, at praksis på området måtte ud-
vikle sig i en retning, der afviger fra det tiltænkte formål med bestemmelsen, hvilket kunne bringe be-
stemmelse på kant med artikel 3, stk. 9, i Direktivet.
København, den 3. februar 2021
Jacob Pinborg
Partner, Advokat (H)
Peter Hedegaard Madsen
Partner, Advokat (H)
Side 35 / 35