Det sidste punkt på dagsordenen er:

9) 1. behandling af lovforslag nr. L 17:

Forslag til lov om ændring af lov om social service. (Forberedelse af overgangen til voksenlivet for unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse).

Af social- og indenrigsministeren (Astrid Krag).

(Fremsættelse 07.10.2020).

Forhandlingen er åbnet, og den første ordfører er fra Socialdemokratiet, og det er hr. Daniel Toft Jakobsen. Værsgo.

Tak for det. Overgangen til voksenlivet for unge med handicap kan være rigtig svær, for når en person med handicap fylder 18 år, er der nemlig mange ting, der ændrer sig. Det er ganske enkelt nogle andre regler og paragraffer, der gælder for voksne, end der gælder for børn. Desværre sker det for ofte, at unge mennesker med handicap står uden tilstrækkelig hjælp, når de fylder 18 år. Det er det, som vi prøver at gøre noget ved med det her lovforslag.

Formålet med forslaget er at sikre, at kommunerne igangsætter planlægningen af overgangen til voksenlivet for unge med handicap, når den unge fylder 16 år. Det skal selvfølgelig ske i dialog med den unge og dennes forældre. Med i overvejelserne skal bl.a. være behovet for hjælp og støtte, uddannelse, beskæftigelse og forsørgelsesgrundlag, boligforhold, sociale forhold og øvrige relevante forhold. Det, at man påbegynder forberedelsen i god tid, skulle meget gerne betyde, at flere unge med en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse får en god og tryg overgang til voksentilværelsen. Vi skal ganske enkelt blive bedre til at skabe en god overgang fra børne- til voksenlivet for mennesker med handicap.

Lovforslaget udmønter et initiativ fra en bred politisk aftale om reserven til foranstaltninger på social-, arbejdsmarkeds- og sundhedsområdet for 2020-2023 – en aftale, der blev indgået sidste efterår – og Socialdemokratiet bakker selvfølgelig op om det her forslag.

Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til Socialdemokratiets ordfører. Så er det Venstres ordfører, fru Marlene Ambo-Rasmussen.

Tak for det, formand, og tak for ordet. Ligesom det var tilfældet med både L 15 og L 16, så er Venstre sådan set grundlæggende positive over for det her lovforslag, i hvert fald hvad angår tankerne bag lovforslaget. Substansen kan vi vende tilbage til om lidt.

Hvorom alting er, er det der med at blive myndig og voksen ikke altid nemt. I det hele taget tror jeg, at det er svært for de fleste børn og unge at finde deres fødder på vej mod den berømte eller berygtede voksentilværelse, og jeg tør slet ikke tænke på, hvilken omvæltning det må være at skulle blive mere voksen og mere selvstændig, hvis man ovenikøbet har en fysisk eller psykisk nedsat funktionsevne, eller hvis man lider af en kronisk sygdom eller anden langvarig lidelse. Derfor glæder det mig også, at vi med det her lovforslag får sikret, at kommunalbestyrelserne ude i landet fremover får igangsat en overgangsplan til voksenlivet i god tid.

Med det sagt, kan man selvfølgelig spørge, om det er nok, for hvad gør en overgangsplan i det hele taget? Hvis sådan en plan her bare er endnu et bureaukratisk krumspring uden reel virkning, bliver jeg straks igen mindre begejstret. Men okay, lad os nu antage, at den her overgangsplan rent faktisk kommer til at virke efter hensigten, ja, så skulle de udfordringer, der kommer med at blive myndig, meget gerne blive mindre, og samtidig skulle planen, hvis den altså virker, også meget gerne sikre, at flere af de her nok mange tilfælde af sårbare unge ikke pludselig står uden at kunne få den hjælp, de har brug for, og som de har været vant til som barn i et kommunalt regi. Pointen er, at det er afgørende, at vi som samfund sørger for at tage hånd om de allersvageste. Det håber Venstre vi kommer til at gøre med det her lovforslag, for vi skal samtidig gøre opmærksom på, at vi er en anelse skeptiske over for, at et simpelt stykke papir, en overgangsplan, skulle være svaret på de trængsler, som de her unge mennesker kommer til at møde på vejen mod voksenlivet.

Jeg har set for mange åndssvag eksempler på de her overgangsfaser. De udfordringer og de regler, der er, skal fjernes, så det giver mening. Ud over at skulle hjælpe med at lette overgangen til voksentilværelsen, så håber jeg også, at det her forslag vil bidrage til at give mange af de unge, der har meget at kæmpe imod – for slet ikke at nævne deres familier – noget mere ro i maven. Jeg tænker i hvert fald, at det må virke betryggende, at bare fordi man forlader barndommen og ungdommen, så betyder det ikke, at man skal overlades til sig selv, eller at linen til de sociale myndigheder bliver kappet. Kort sagt håber jeg, at lovforslaget her kan være med til at skabe både en højere grad af forventelighed og forudsigelighed og dermed styrke tilliden til både systemet og velfærdssamfundet. Det sidste er altså vigtigt, for et velfærdssamfund er kun lige så meget værd som den opbakning og tillid, der er til det. Og som politikere har vi et fælles ansvar for, at tilliden ikke går fløjten.

Derfor er jeg enormt glad for, at det var et nærmest enigt Folketing, der i sin tid indgik en politisk aftale på området og dermed fandt midlerne til at gøre lovforslaget her til virkelighed. Sagen er, at hvis vi skal overkomme de sociale udfordringer, vi står over for som samfund, og hvis velfærdssamfundet fortsat skal have det samme gode ry og rygte – indrømmet, det har det ikke altid – så er det altså vigtigt, at vi i fællesskab tager hånd om de allersvageste. Med det her lovforslag tror jeg vi træder et skridt i den rigtige retning. Om det hele er nok, må vi så efterfølgende diskutere. Men Venstre stemmer selvfølgelig for lovforslaget. Og jeg skulle hilse og sige fra Liberal Alliance, at det gør de også. Tak for ordet.

Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Charlotte Broman Mølbæk. Værsgo.

Tak for det. Og tak for en rigtig fin ordførertale med et varmt blåt hjerte – det lyder rigtig dejligt.

For en måneds tid siden skrev Venstres handicapordfører, Marie Bjerre, i et facebookopslag, at hun mente, det burde være sådan, at man ikke kunne få fjernet hjælpen, bl.a. også fra det 17. til det 18. år, uden at der var en væsentlig grund som f.eks. en væsentlig forbedring i funktionsniveauet, eller at der havde været afgørende fejl i den sagsbehandling, som vurderingen og visitationen var baseret på. Kort efter trak hun det tilbage, og det var jeg rigtig ærgerlig over, for jeg da jeg læste det, tænkte jeg: Yes, nu kan vi endelig gøre noget, som vil gøre en stor forskel for de her mennesker, så de ikke lige pludselig fra den ene dag til den anden kan miste noget.

Hvor står Venstre henne i dag i det spørgsmål, og hvad mener Venstre vi kan gøre i forhold til at sikre en bedre overgang fra det 17. til det 18. år og i det hele taget sikre, at man ikke bare kan miste sin hjælp?

Ordføreren.

Tak. Det var lidt det, jeg var inde på, da jeg snakkede om alle de her åndssvage regler og det bureaukratiske system, der er. For jeg har også set alt for mange eksempler på små sjove ting, som gør den her overgang rigtig besværlig. Jeg har arbejdet mange år på et bosted, og vi havde f.eks. en beboer, der, da han kom ud til os og fyldte 18 år, fik fjernet sin barbermaskine, som var speciallavet til ham, og som formentlig har været registreret under merudgifter eller noget andet.

Men substansen i det her er, at det er fuldstændig åndssvagt, at fordi man fylder 18 år, så overgår man til et andet system og en anden forvaltning, og lige pludselig forsvinder ens hjælp, og det er da nogle ting, vi skal ind og kigge på.

Fru Charlotte Broman Mølbæk.

Det er jeg helt enig med ordføreren i, og jeg er i virkeligheden også rigtig glad for, at ordføreren har det indgående kendskab til, hvordan det er ude på bostederne, og hvordan det er at være et menneske med et handicap.

Men jeg vil lige prøve at spørge igen: Hvad er det præcis, Venstre foreslår at vi skal gøre ved det, så vi sikrer, at det ikke sker mere? For det sker jo i alt for stort og rigt omfang. Hvad kan vi gøre? Hvad mener Venstre vi skal gøre for at forbedre forholdene? Jeg spørger, fordi SF helt sikkert, hvis vi ligger i samme bane, så også vil være med til at løfte den del.

Ordføreren.

Jeg fik ikke fat i den sidste del. Hvad sagde ordføreren til sidst? (Første næstformand (Trine Torp): Du må svare på det, du hørte. Det er godt nok lidt svært, for der er meget larm udenfor). Ja. Det, der er afgørende i det her, er, at vi bliver nødt til at gå ind og kigge på, hvad det er for nogle regler, vi fastsætter i den her overgangsfase. Det var lidt det, som jeg nævnte før. Og jeg ved da, at der er masser af andre eksempler på ting, vi skal have kigget på.

Så synes jeg også, at det er lidt spændende og måske også lidt essentielt at gå ind og kigge på, om der i forbindelse med den her overgangsfase i virkeligheden er nogle områder, hvor der er et skred i retssikkerheden, om der i virkeligheden er nogle tidspunkter, hvor de her borgere simpelt hen ikke får det, de har krav på, fordi vi har bygget et system op, som faktisk måske nogle gange ubevidst arbejder imod dem. Jeg tror egentlig ikke, at man sidder som kommunalpolitiker – det ved jeg at man ikke gør – og tænker: Vi vil faktisk gerne fratage de her borgere nogle serviceydelser eller nogle rettigheder. Men det kan have noget med systemet at gøre, og det skal vi da ind og kigge på. Det er da helt oplagt, at vi gør det, også i forbindelse med det her lovforslag.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Det er lidt urimelige arbejdsbetingelser, vi har i dag, så jeg forstår godt, at ordføreren kan have svært ved at høre de spørgsmål, der bliver stillet. Det er også bare en appel til jer alle sammen: Tal højt og tydeligt i jeres mikrofoner, så man kan høre det heroppe på talerstolen.

Værsgo til Dansk Folkepartis ordfører fru Karina Adsbøl.

Tak for det. Det kan jo være, vi ligefrem kan lave en politisk aftale her i dag i forhold til det her lovforslag. Det er jo rigtigt nok, at det handler om en tidligere aftale om reserven. Det er noget, vi har kæmpet længe for i Dansk Folkeparti netop i forhold til det her. Aftalen siger: »Bedre rammer for overgangen til voksenlivet for unge med handicap«. Overgangen til voksenlivet er særlig svær for unge med handicap, for det har ofte stor praktisk betydning for deres hverdag, at de fylder 18 år og dermed formelt bliver myndige, »for eksempel i forhold til uddannelse, bolig og hjælp og støtte efter relevant lovgivning«. Derfor har disse unge brug for, at denne vigtige overgang bliver forberedt i god tid og med tæt inddragelse af den unge og forældrene. Og de har brug for, at forberedelsen til voksenlivet sker koordineret og velplanlagt, så der i god tid inden fødselsdagen er styr på, hvad der skal ske, når man bliver 18 år.

Derfor var partierne jo også enige om, at kommunerne via en lovændring skulle forpligtes til at påbegynde forberedelsen af overgangen til voksenlivet, allerede når den unge fylder 16 år. Forberedelsen skal bl.a. understøtte kommunerne i at løfte deres eksisterende forpligtelse til at sikre, at unge med handicap får den nødvendige hjælp og støtte efter relevant lovgivning – også i overgangen til voksenlivet. Dermed kan både den unge og forældrene være trygge ved, at rammerne for denne vigtige overgang er på plads. Parterne var endvidere enige om, at Socialstyrelsen i tæt samarbejde med Danske Handicaporganisationer og KL skulle udvikle et inspirationsmateriale med konkrete redskaber, som skulle understøtte forberedelsen af den gode overgang og implementeringen af den nye lovbestemmelse.

Det er så det lovforslag, vi står med i dag. Med lovforslaget indføres der jo de facto en rettighed for unge med handicap. Det er positivt, og også meget nødvendigt. Formålet med bestemmelsen er at sikre den unge tryghed i det fremtidige forløb og at undgå, at den unge kommer til at stå uden hjælp i en periode. Det vil jeg godt lige dvæle ved, for netop i forhold til tidligere spørgsmål her i salen fra ordføreren for SF, Charlotte Broman Mølbæk, til Venstres ordfører, vil jeg sige, at vi jo i hvert fald fra Dansk Folkepartis side gentagne gange har haft mange forslag i Folketingssalen, som skulle sikre det her. Og vi har faktisk også fra Dansk Folkepartis side sammen med SF og Enhedslisten fremsat forslag om, hvordan man skulle sikre en helhedsorienteret indsats for familierne, og det synes jeg da vi skal overveje at genfremsætte.

Men vi i Dansk Folkeparti mener da, at man bør indføre en konkret klagemulighed, da det modsatte jo vil udvande den rettighed, man ligesom forsøger at give de unge mennesker. Altså, så indfører man en bestemmelse, der har til formål at hjælpe og beskytte den unge. Det virker sådan lidt mærkeligt, når man ikke samtidig giver den unge og de pårørende mulighed for at reagere, hvis kommunen ikke gør det, den har pligt til. Det ser vi jo gang på gang. Vi havde en høring forleden på retssikkerhedsområdet – netop retssikkerhed for mennesker med handicap i det sociale system. Og det er jo trist, hvordan det ser ud derude. Nu siger man altid »derude«, fordi man står herinde på en talerstol, men det er jo trist, hvordan de oplever ikke at blive hørt, ikke at få hjælp, så de bliver nødt til at klage for at få den hjælp, de har behov for, eller oplever at blive nødt til at bo i en bestemt kommune, eller at de ikke tør flytte, eller at de bliver nødt til at flytte for at få den hjælp, de har behov for. Vi ønsker i hvert fald, at der indføres en separat klagemulighed.

Vi tilslutter os også bemærkningen fra et DUKH om, at det skal fremgå direkte af den foreslåede § 19 a , stk. 3, at formålet er at forebygge, at den unge ikke kommer til at stå uden hjælp i en periode i forbindelse med overgangen. Vi er bekymrede for, om det her lovforslag virkelig kommer til at virke efter hensigten. Vi er også enige med en række af de øvrige høringsparter i, at loven bør give den unge ret til at beholde hjælpen efter børneparagrafferne, indtil den unge har fået en bevilling efter voksenparagrafferne. Og hvis der er sådan et stort flertal herinde i salen i dag, synes jeg jo, vi i udvalgsarbejdet skal gå sammen omkring det. Vi kan lave et ændringsforslag, og vi kan lave alt muligt i fællesskab. Hvis der vitterligt er et ønske om det her, så lad os gøre det. Vi er også enige med Danske Handicaporganisationer og Muskelsvindfonden om, at retten til at beholde hjælpen skal gælde. Det var vist lige en gentagelse af mig selv – det er ved at være sidst på dagen.

I Dansk Folkeparti ønsker vi, at forældrene og den unge skal have ret til aldrig nogen sinde at skulle stå uden hjælp. Jeg har derfor været rigtig glad for, at vi i sin tid fik indført varslingsordningen, som godt nok var en amputeret udgave af opsættende virkning. Men jeg synes jo altså, at vi i udvalgsarbejdet skal finde fælles fodslag om at gøre det her lovforslag endnu bedre. Så med de ord håber jeg, at et flertal i Folketinget kan forbedre det her lovforslag, som vi støtter.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Den næste ordfører er fra Det Radikale Venstre. Værsgo, hr. Rasmus Helveg Petersen.

Mange tak for det. Endnu en gang har vi en sag, som bekræfter, at der kan være stor enighed i Folketinget. Overgangen til voksenlivet, det fyldte 18. år, har givet og giver problemer for mennesker med funktionsnedsættelse, og nu skal vi så sikre os, at vi allerede ved det 16. år går i gang med at forberede overgangen. Forslaget er en satspuljeimplementering, og vi har fra radikal side kun støtte til forslaget, både i forhold til den originale aftale og i forhold til nu, hvor det skal implementeres i Folketinget. Tak.

Tak for det. Det gav ikke anledning til korte bemærkninger, så vi går videre til SF's ordfører, fru Charlotte Broman Mølbæk.

Tak for det. For en måned siden havde jeg besøg af en ung pige, 18-årige Sidsel, hun havde lige haft fødselsdag. Dagen før Sidsel fyldte år, havde hun ret til 20 timers hjælp hver dag. Om aftenen trak hun forventningsfuldt dynen over sig og lagde sit hoved på hovedpuden i forhåbning om en god 18-årsfødselsdag dagen efter. Men tilfældet var noget helt andet, for da hun vågnede op, altså i den samme krop og med det samme fysiske handicap som dagen forinden, var de 20 timers hjælp udskiftet med blot 15 timers ledsagelse om måneden til at være sammen med sine venner og familie samt oveni at nå ud til alle sine fritidsaktiviteter.

Nu var Sidsels sagsmappe hos kommunen med et trylleslag flyttet til voksenparagrafferne i serviceloven, og indsnævringen af Sidsels livsudfoldelse var bare en realitet. Sidsel skulle nu lægges i seng og hjælpes op igen af hjemmeplejen på et bestemt tidspunkt, i hvert fald et aftalt tidspunkt. Det spontane og sociale ungdomsliv, som ethvert andet ungt menneske frit kan nyde i fulde drag, havde Sidsel ikke råderet over. Det er simpelt hen uretfærdigt og uværdigt for en myndig borger i vores samfund. Vi skal herinde i Folketinget en gang for alle forstå, at mennesker med handicap har et handicap, som simpelt hen ikke går væk, den dag de fylder 18 år. De har som minimum brug for den samme hjælp og støtte, som de var berettiget til dagen før.

Vi førstebehandler i dag et lovforslag, der udmønter en bred politisk aftale fra sidste efterår, hvor vi ud af reserven sikrer foranstaltninger på bl.a. handicapområdet. SF har i årevis påtalt, at overgangen fra ung til voksen for borgere med handicap ikke har været god nok. Derfor var SF også et af partierne bag en aftale, der i foråret sikrede retten til overvågning og støtte i forbindelse hermed om natten i eget hjem til unge mellem 18 og 23 år med omfattende funktionsnedsættelser. Og det glæder os, at vi med det her lovforslag lægger op til at forpligte kommunerne på at igangsætte planlægning af overgangen til voksenlivet, allerede når den unge fylder 16 år. Det vil sikre, at både kommunen, den unge og forældrene er godt klædt på til overgangen, og vil holde hånden under den unge og de pårørende, så de ikke står med udækket hjælpebehov, den dag den pågældende unge fylder 18 år.

Forberedelsen skal være tværgående, og den skal være helhedsorienteret, og så er det helt centralt for SF, at der i lovforslaget desuden bliver nævnt, at det skal foregå gennem en dialog med både den unge og forældrene. Sidsel og alle de andre borgere med handicap skal inddrages, de skal lyttes til, og de skal anerkendes for deres behov i deres individuelle hverdag; det er deres liv, det handler om. Vi bemærker, at det fremgår af lovforslagets § 2, stk. 2, at forpligtelsen alene gælder unge, der ikke er fyldt 16 år ved lovens ikrafttrædelse. Vi mener, at lovforslaget også skal gælde for den gruppe af borgere, der er mellem 16 og 18 år ved lovens ikrafttrædelse, da de ellers risikerer at stå uden hjælp, når de fylder 18 år.

Men SF ser positivt på lovforslaget, som er et godt skridt på vejen hen imod bedre forhold for vores medborgere med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, og vi ser frem til det videre udvalgsarbejde.

Der er en kort bemærkning. Fru Karina Adsbøl.

Tak for det. Jeg kunne jo godt tænke mig at høre, om SF vil være med til at gøre det her lovforslag endnu bedre i udvalgsbehandlingen og eventuelt være med til, at vi kunne finde en fælles løsning omkring det her med, at man også får en klagemulighed – at sikre, at det også sker; sikre, at de unge ikke kommer til at stå uden hjælp. For vi ser det jo desværre gang på gang, og vi ser desværre også på det her område gang på gang, at folk, voksne, der har en borgerstyret personlig assistance, får nedsat deres hjælp. Så derfor kunne jeg godt tænke mig at høre, om SF vil være med til det.

Så vil jeg bare lige nævne den del med overvågning. Det er jo en lang og sej kamp, som Dansk Folkeparti har kæmpet, og nu fik man så en del med i forhold til det med 18-23 år. Men er SF tilfreds med det? For SF stemte jo imod et ændringsforslag i salen dengang. Hvad så, når man er 24? Så har man ikke lov til overvågning om natten.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Som ordføreren for DF, fru Karina Adsbøl, jo også kunne høre mig sige i talen, er vi helt klart interesserede i at gøre det her meget bedre, i hvert fald sikre, at det bliver en bedre vej. Jeg synes også – det synes vi i SF – at det giver rigtig god mening at kigge på muligheden for klageadgang. For hvad skal man gøre, hvis kommunen glemmer eller mangler at handle ved det 16. år, og det går til det 17. år, eller til man er 17½ år? Der vil vi gerne være med til at kigge på, om vi kan styrke forslaget på den måde. Så det ser vi frem til at samarbejde om.

I forhold til den del om overvågning ved jeg også, at fru Karina Adsbøl har hørt mig stå heroppe før og italesætte, at vi i SF gerne havde set en fuld udrulning af lige præcis muligheden for at have overvågning i eget hjem, også efter det 18. år. Men det var det, vi lykkedes med, og så kunne jeg jo sige kækt heroppe fra talerstolen, at vi trods alt lykkedes med at få en forandring igennem sammen med regeringen og nogle af partierne bag vores forståelsespapir. Så jeg er jo glad for, at vi er startet på det.

Fru Karina Adsbøl.

Det er jeg også glad for lykkedes. For der er mange af os, der har kæmpet kampen længe, hvor det ikke er lykkedes; hvor vi ikke kunne skaffe flertal hverken fra den ene side af salen eller fra den anden side. Men nogle enkelte partier har kæmpet kampen i flere år.

Men det, jeg så vil høre om, er: Vi vil sikkert blive mødt med, at det kan vi ikke, fordi der ligger en aftale. Men nu er vi jo i aftalepartierne enige om, at vi skal forbedre det her lovforslag, så det har vi mulighed for at gøre, og så hører jeg også, at SF er klar på den del.

Ordføreren.

Det er præcis det, fru Karina Adsbøl hører mig sige. Vi vil rigtig gerne forbedre de steder, hvor vi synes det ser sårbart ud. Der er også andre ting, vi gerne vil forbedre yderligere, ligesom jeg spurgte Venstres ordfører om lige før, f.eks. at sikre, at man ikke bare kan miste sin hjælp fra den ene dag til den anden, og særlig gælder det fra det 17. til det 18. år. Så det vil vi hele tiden arbejde videre med, og det er klart, at vi også kommer til at gå konstruktivt ind i udvalgsbehandlingerne i forhold til at se, hvilke løsninger det kan lykkes os at blive enige om. Sådan er det jo, når man ikke har flertal selv. Så bliver man nødt til at blive enig med nogle andre.

Tak for det. Tak til SF's ordfører. Så er den næste ordfører fra Enhedslisten. Hr. Jakob Sølvhøj, værsgo.

Desværre er der jo en del forældre, en del unge med betydelige, varige handicap, som oplever, at de ikke får den nødvendige støtte af deres kommune til forberedelse af voksenlivet. Læser man høringssvaret fra #enmillionstemmer, kan man endda se, at nogle forældre oplever det sådan, at det kommer som en stor overraskelse for kommunen, at nogen bliver 18 år og dermed er voksen og bliver omfattet af nye regler. Man kan jo i sit stille sind håbe, at det ikke er helt så galt, at det ligefrem er en overraskelse for kommunerne. Men der er desværre ingen tvivl om, at der er mange unge og deres familier, som kommer i klemme, fordi de ikke får den nødvendige hjælp til at forberede overgangen til voksenlivet.

Derfor er det jo godt, at vi med lovforslaget her forpligter kommunerne til at påbegynde forberedelsen af overgangen til voksenlivet, når den unge fylder 16 år. Det bakker vi i Enhedslisten varmt op om. Det har en helt afgørende betydning for unge med handicap, at de får hjælp til at få afdækket deres behov og muligheder og til at træffe de mange vanskelige beslutninger, der skal træffes ved overgangen til voksenlivet. Hvilken støtte og hjælp er det, den unge vil have behov for? Hvor skal den unge bo? Hvordan er uddannelsesmulighederne? Hvordan tegner beskæftigelsesmulighederne sig? Og ikke mindst: Hvad vil forsørgelsesgrundlaget være? Det er spørgsmål, der er udfordrende for alle unge, som går fra at være ung til voksen, men som kan være særlig vanskelige at finde de rigtige svar på, når man har en betydelig psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse.

I forhold til den konkrete udformning af lovforslaget synes vi, at der er en problemstilling, som vi bør kigge nærmere på. Også med dette forslag har jeg – i lighed med det, vi behandlede for lidt siden – bemærket, at socialministeren har imødekommet en række af de forslag til ændringer, der fremgår af høringssvarene. Men der er ét særligt ønske til ændringer, som ikke er indarbejdet. Det er spørgsmålet om, hvordan det sikres, at overgangen til voksenlivet og voksenregler ikke bare er godt forberedt, men at det også kan ske som en glidende overgang fra det ene regelsæt til det andet. Det hedder i lovforslaget, at kommunen skal træffe en rettidig afgørelse. Men hvad er rettidig? Det er ikke defineret, og derfor kan man med god grund frygte, sådan som lovforslaget er formuleret, at der stadig væk vil være unge og deres familier, der oplever, at den unge på sin 18-årsfødselsdag, som fru Charlotte Broman Mølbæk skræmmende fortalte med sit eksempel, mister støtten efter servicelovens børneparagraffer, men i en kortere eller længere periode ikke er omfattet af voksenreglerne.

En mulighed for at løse det kunne være, at der sikres en hjemmel til at træffe afgørelse efter voksenbestemmelserne, inden den unge fylder 18 år – det kan man ikke i dag – sådan at man på den måde kan have en afgørelse, som også skal kunne ankes, inden den unge bliver 18 år, sådan at man kan få den direkte overgang til støtte efter de nye bestemmelser.

En anden mulighed, som også er skitseret af andre ordførere, er at lade børnebestemmelserne fortsætte, indtil der er truffet en afgørelse om støtte efter voksenbestemmelserne, inklusive igen en eventuel ankeproces, hvis nogle vælger at indbringe afgørelsen for Ankestyrelsen.

Det kan også være, der er andre måder at håndtere det på. Jeg skal ikke forsøge at sige, at der er én vej til at lykkes med det her. Men jeg synes, det er helt fundamentalt, at vi med forslaget her ikke bare siger, at der skal sikres en god forberedelse. Det er altså ikke nok, hvis overgangen bliver dårlig, og overgangen må nødvendigvis i hvert fald blive meget problemfyldt, hvis det er sådan, at nok har man startet drøftelsen op, fra den unge blev 16 år, men oplevelsen bliver alligevel, at når den uge fylder 18, så står vedkommende i et tomrum, hvor han eller hun ikke kan få støtte efter børnereglerne, men heller ikke får den fornødne støtte efter voksenreglerne. Så det er godt med en god forberedelse, men i sidste ende er det vigtigste jo, at det også bliver en god overgang til voksenlivet.

Jeg håber, vi kan drøfte det videre i udvalget. Det hører jeg flere ordførere være interesseret i. Det er vi også. Under alle omstændigheder vil jeg sige, at vi selvfølgelig vil støtte lovforslaget, fordi det er et godt skridt i den rigtige retning.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger til Enhedslistens ordfører, så vi går videre til Det Konservative Folkepartis ordfører fru Katarina Ammitzbøll.

Tak for det, og tak for ordet. Når man er ung og har en betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller en kronisk eller langvarig lidelse, så er det vigtigt, at forberedelserne til voksenlivet sker i god tid før det fyldte 18. år. Der kan nemlig være en hel række områder, hvor muligheder for hjælp og støtte ændrer sig, netop når man bliver 18 år, da hjælpen herefter som regel ydes efter andre bestemmelser i serviceloven.

Lovforslaget her er jo en udmøntning af og opfølgning på den politiske aftale om reserven for 2020-2023, som alle partier er med i, undtagen Nye Borgerlige. Den politiske aftale og lovforslaget lægger op til at sikre, at kommunerne forbereder unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse på overgangen til voksenlivet i god tid.

Lovforslaget sikrer også, at den unge ikke står alene med et udækket hjælpebehov, når vedkommende er fyldt 18 år. Det pålægges således kommunerne at påbegynde en tværgående og helhedsorienteret forberedelse, som skal ske i dialog med den unge og forældrene, når denne er fyldt 16 år. Planlægning i god tid skaber ro og tryghed for de unge ved, at de ved, hvad der skal ske i overgangen til voksenlivet, hvor stillingtagen til nye og ændrede problemstillinger som f.eks. uddannelse, beskæftigelse og forsørgelsesgrundlag, boligforhold og sociale forhold opstår; altså en hel masse ting, hvor det giver mening, at man starter tidligt. Det er rettidig omhu.

Derfor støtter Konservative det her forslag, og jeg skal hilse fra Nye Borgerlige, som også støtter det. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og der er heller ikke flere ordførere i ordførerrækken, så vi går videre til ministeren. Værsgo til social- og indenrigsministeren.

Tak for det. Jamen det er jo så tredje gang i aften, at jeg kan kvittere for en konstruktiv og også engageret debat med ordførerne her i salen. Tak for den positive modtagelse af lovforslaget, som jo udmønter en aftale, vi er fælles om. Så man kan sige, at det også ville have været lidt overraskende, hvis I på den måde var stærkt negative. Men også tak for, hvad jeg betragter som i virkeligheden en bredere diskussion omkring handicapområdet, end hvad det her konkrete lovforslag handler om, da det her lovforslag jo pr. definition skal udmønte en aftale, vi har indgået.

Den aftale har overskriften »Bedre rammer for overgangen til voksenlivet for unge med handicap« og er en del af den brede politiske aftale om udmøntningen af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet fra 2020-2023. Ordførerne har jo her på talerstolen været godt omkring det. Det, vi ville med den aftale, det, vi vil med lovforslaget her, er at skabe sikkerhed for, at kommunerne går i gang med at planlægge overgangen til voksenlivet for unge med betydelig og varig funktionsnedsættelse eller indgribende lidelse, når den unge fylder 16.

Det betyder, at kommunerne bliver forpligtet til at påbegynde forberedelserne, så både kommunen, den unge selv og forældrene er godt forberedt på overgangen, og så den unge ikke står med et udækket hjælpebehov, når han eller hun fylder 18 år. Og så skal lovforslaget også være med til at tydeliggøre, at kommunerne altså er forpligtet til at sikre, at forberedelsen bliver tværgående, at den bliver helhedsorienteret, og at den foregår i dialog med den unge og dennes forældre.

Jeg står selvfølgelig til rådighed for spørgsmål under udvalgsbehandlingen. Jeg kan jo høre, at nogle af de ting, der bliver rejst i diskussionen her, snævert og ret beset ikke har noget at gøre med lovforslaget, som udmønter en konkret aftale, men mere er nogle bredere handicappolitiske diskussioner, som jo altid er relevante og væsentlige at tage.

Derfor også bare til det mere konkrete fra hr. Jakob Sølvhøj i forhold til at få udboret tydeligere, hvad »rettidig« så er. Det er jeg meget åben over for at vi kan kigge på og få udboret i udvalgsbehandlingen, men man må også sige, at hvis vi taler om det, som er foreslået i nogle af høringssvarene, som hr. Jakob Sølvhøj også fremhæver her, altså at lade tilkendt hjælp fortsætte ind i voksenlivet, hvor man egentlig bør overgå til voksenbestemmelsen, så har det karakter af at være et andet forslag end det, lovforslaget udmønter, og har jo også en helt anden økonomi.

Så som sagt vil jeg meget gerne bidrage til, at vi får tydeliggjort omfanget af det her lovforslag, og der er jo her fra min side også en åbenhed over for at tage mange af de rigtig vigtige handicappolitiske diskussioner, som er blevet berørt på forskellig vis, men bare vi alle sammen er med på, at med det her lovforslag udmønter vi en helt konkret aftale, som vi alle sammen har været enige om er en forbedring. Jeg tror sådan set heller ikke, at der er nogen af os, der mener, at vi hermed har løst alle problemer. Men jeg synes stadig, at der er grund til at glæde sig både over lovforslaget og også over den positive modtagelse her i salen.

Tak til ministeren. Der er lige en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl. Værsgo.

Tak for det. I sin tid, da vi lavede den her aftale, var grunden til, at vi gerne ville have den her overgang, jo, at man ikke skulle risikere at stå uden hjælp, og derfor ville vi gerne have, at der skulle være den her forberedelsestid, så vi sikrede, at man ikke kom til at stå uden hjælp. Hvis vi så kan konkludere, at vi i praksis kan risikere, at det er det, der alligevel kommer til at ske med det her lovforslag, så synes jeg jo ikke, at det lever fuldt ud op til de intentioner, der egentlig var, da vi indgik aftalen. For det er utrolig vigtigt, at vi sikrer, at der ikke er nogen, der står uden hjælp, og vi ser jo, at der er nogle faldgruber. Så jeg er ikke helt enig, når ministeren siger, at så er det også en helt anden økonomi og det ene og det andet, for det drejer sig altså om et ungt menneske, der i forvejen er visiteret, og jeg synes, at vi som samfund er forpligtet til ikke at give slip på det unge menneske, før vi har sikret, at hjælpen følger med via voksenbestemmelserne. Så derfor vil jeg høre ministeren, om det ikke er noget, vi kan kigge på.

Ministeren.

Men det er jo ikke sådan, at en kommune må lade en borger stå med et udækket hjælpebehov. Når vi har lavet det her lovforslag og indgået den aftale, er det jo, fordi vi alle sammen har hørt de eksempler, som SF's ordfører, fru Charlotte Broman Mølbæk – nu fik jeg vist byttet rundt på nogle navne, men ordføreren ved, hvem ordføreren er, kan jeg se på det glade smil – pegede på, nemlig at man fra kommunernes side kommer for sent i gang med at forberede den her overgang, og at det bliver utrygt og kaotisk og foregår på en måde, der ikke er i orden. Derfor har vi jo lavet den her aftale og lavet det her lovforslag.

Ud over forpligtelsen i lovforslaget til at begynde at planlægge overgangen til voksenlivet, når den unge fylder 16 år, altså i god tid inden det fyldte 18 år, giver det jo også kommunerne en hjælpende hånd til at kunne lykkes bedre med det her i form af et inspirationsmateriale, som bliver udarbejdet af Socialstyrelsen sammen med Danske Handicaporganisationer. For vi må jo anerkende, at selv om vi kigger på loven og ser, at der ikke må være nogen, der efterlades med et udækket hjælpebehov, så har vi alle sammen hørt eksempler på noget, der er for trist. Det samler vi i hvert fald op på på to forskellige måder med den aftale, vi har lavet, og lovforslaget her.

Tak. Fru Karina Adsbøl.

Tak for det. Jeg er stadig væk bekymret for, at det ikke er helt dækkende. Altså, vi har jo ikke nogen garanti for det her. Først og fremmest kan familierne jo ikke klage over det, hvis det ikke sker, altså hvis man ikke sikrer den her overgang. Så man giver dem egentlig et retskrav på noget, men de kan ikke efterfølgende klage over det. Vi ved jo alle sammen, hvordan det ser ud på handicapområdet, også i forhold til retssikkerheden. Og ministeren deltog selv i en høring her forleden dag, i hvert fald store dele af den. Så jeg spørger igen, om ministeren vil være med til at kigge på, om vi kan forbedre dele af lovforslaget, når der nu er en bred enighed i ordførerkredsen om det.

Ministeren.

Jamen lovforslaget her udmønter jo den aftale, vi har indgået. Så har jeg ikke oplevelsen af, at det betyder, at så stopper alle handicappolitiske diskussioner eller ambitioner. Jeg tror sådan set, at vi alle sammen har yderligere ambitioner ud over det forslag, der ligger her. Men jeg vil også bare sige, at jeg ikke vil være med til, at vi vedtager lovgivning her og så antager, at det kommer kommunerne nok ikke til at leve op til alligevel. Det skal de. Jeg vil også bare sige, at for at sikre, at kommunerne faktisk lever op til loven, så kommer jeg til at bede Ankestyrelsen om at gennemføre en opsamling på kommunernes implementering, når det har været trådt i kraft et par år. Og så må vi jo tage diskussionen videre, også på baggrund af den, i forhold til det konkrete lovforslag her.

Tak til social- og indenrigsministeren.

Nu er der ikke flere, der har bedt om ordet, og forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Social- og Indenrigsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.