Tak for det. Det, jeg ønsker at sige noget om, er egentlig ikke noget om ændringsforslagene. Det er faktisk et manglende ændringsforslag. For vi havde i SF bedt om teknisk bistand til et ændringsforslag, som skulle indføre de samme regler som for dankort, altså så de også gælder for MitID.
Vi er jo ikke uenige i, at der skal være en afløser for NemID, men vi er også bare meget bekymrede over, at der har været utrolig meget misbrug af NemID. Der er jo ikke noget, der er sikkert her. Formentlig er MitID sikrere, men en 100-procentsgaranti for, at der ikke kan opstå misbrug, findes jo ikke, og derfor synes vi, at de hæftelsesregler, der har været i forbindelse med NemID, har været stærkt problematiske, for vi har set rigtig mange tilfælde af, at folk hænger på regningen for misbrug af deres NemID. Derfor ønskede vi, at vi i det her forslag også fik taget stilling til hæftelsesregler, og der har vi jo nogle udmærkede hæftelsesregler for dankort i dag, hvor man ikke selv hæfter for misbrug.
Jeg ved godt, at ministeren har lovet en løsning og en gennemgang. Jeg havde bare set, at det havde været allerbedst, om vi havde fået det i sammenhæng med det her forslag, som vi er ved at vedtage. Jeg aner ikke helt præcis, hvad det er, ministeren kommer med, men det er mig meget magtpåliggende, at når man som borger tvinges til at bruge digitaliseringsløsninger, er der altså også en sikkerhed og en garanti for, at man ikke hænger på regningen, når det er, at der opstår misbrug. Det har vi bare set rigtig mange eksempler på. Jeg har fået nogle fortrolige svar, og jeg kan selvfølgelig ikke stå her og sige, hvad de handler om, men jeg vil sige, at det ikke er et ubetydeligt antal borgere, som er kommet i klemme her.
Så jeg vil meget opfordre ministeren til, når jeg nu ikke kan stille et ændringsforslag her i dag, meget hurtigt at oversende et kommissorium for det udvalg, som skal arbejde med nogle eventuelt andre hæftelsesregler, så vi får vished om, at der vil være den indbyggede garanti for de borgere, som jo vil være tvunget til at bruge det her MitID.
Det var egentlig bare det, jeg ville sige. Der er ikke noget ændringsforslag fra SF, fordi vi ikke har fået den tekniske bistand til at kunne lave det. Tak.