Tak for det, formand. Tak til ordførerne for bemærkningerne til lovforslaget. Man kan jo sige, at det her er et af de lovforslag, som jeg nok heller ikke havde forventet så meget debat om, al den stund at det jo er lidt teknisk. Men det er også rart, at lovforslag som dette giver os mulighed for at lære nyt om vores kolleger og deres feriepræferencer. Det er dejligt.
Jeg skal måske også bare for en god ordens skyld, hvis der er nogen, der ikke kender Tempo 100-ordningen – det kunne være, at der var nogle, der sad og lyttede med, som ikke kendte den – sige, at det jo er sådan, at der er nogle særlige krav, der stilles til køretøjet i det tilfælde, man ønsker at få det Tempo 100-godkendt, og det er også derfor, at der også er noget forøget sikkerhed. Det er krav om, at påhængskøretøjets dæk skal være højst 6 år gamle, at påhængskøretøjet skal til syn hvert 2. år, at der er skærpede vægtgrænser, at der er krav om støddæmper, og ikke mindst at der er krav om stabiliseringssystemer. Det er jo selvfølgelig det, der samlet set gør, at der, når man kigger på antallet af de her køretøjer og antallet af ulykker, så ikke er de store udfordringer. Det er det, som evalueringen har vist. Og hvis nogen stiller sig selv spørgsmålet om, hvor mange Tempo 100-godkendte køretøjer der i grunden er i Danmark, så kan jeg sige, at det faktisk er overraskende få, som har benyttet sig af den her ordning. Den seneste opgørelse fra februar 2021 viser det med vanlig akkuratesse, for fra det dygtige embedsværks side siger man selvfølgelig, at man opgør et cirkatal, og det cirkatal er så 10.158. Jeg ved så ikke, om det er, fordi der kan være 59 eller 57, men det er i hvert fald det, der er mig oplyst. Det vil sige, at det jo er ret få. Det skal siges, at der så også kun er registreret fire uheld, som har involveret den her type køretøjer. Derfor er det meget beskedent, hvad problemstillingen er.
Derfor tak til de fleste partier for opbakningen til at ophæve revisionsbestemmelsen. Jeg vil dog også til SF's ordfører sige, at ja, vi kommer selvfølgelig fortsat til at følge det løbende, for det er klart, at med de få køretøjer, der er, altså de få godkendte Tempo 100-ekvipager, der findes derude, så er det nødvendigvis sådan, at der i virkeligheden også er et relativt lille datagrundlag. Derfor kan det jo være, at der i fremtiden bliver behov for at kigge på en revision af reglerne, eksempelvis de tekniske krav. Men det vil altså kunne ordnes inden for bekendtgørelsen, er vurderingen.
Så tak for opbakningen til lovforslaget.