Tak for det. Og tak til ordførerne for gode kommentarer til lovforslaget. I 2020 er der indgået en række ambitiøse aftaler på klimaområdet; dermed følger også et behov for at implementere. Klima- og energispareindsatsen skal gå på to ben. Dels skal der udvikles en ny ambitiøs klima- og energipolitik, dels kræver det, for at det skal have gang på jord, effektive implementeringer.
Dette lovforslag handler bl.a. om det sidste. Lovforslaget implementerer dele af klimaaftalen for energi og industri fra 2020, som næsten alle partier her i salen står bag. Med lovforslaget tydeliggør vi, at puljerne til energieffektivisering, som vi aftalte med energiaftalen fra 2018, kan målrettes mod udfasning af sort energi. Samtidig foretager vi en vigtig justering af erhvervspuljen, da ordlyden af loven bygger på energiaftalen fra 2018. Lovforslaget har derfor til formål, at klimaaftalen fra 2020 også afspejles i loven og beskrives i bemærkningerne.
Lovforslaget er et samlelovforslag, der omfatter ændringer af energispareloven, implementering af bygningsdirektivet og forlængelse af frister i VE til procesordningen.
Som et vigtigt element i lovforslaget skabes der hjemmel i energispareloven til at udmønte erhvervspuljen som aftalt i forligskredsen. Der er lige nu hjemmel til puljen i finansloven; den udløber med udgangen af 2021. Jeg er derfor optaget af, at vi får det fremtidige hjemmelsgrundlag i loven på plads. På den måde kan vi fortsat sikre store og vigtige energibesparelser i vores erhverv.
Samtidig ønsker jeg at kvittere for, at vi i forligskredsen har fundet frem til en effektiv og ambitiøs løsning for erhvervspuljen. Tidligere var puljen begrænset af, at der alene kunne gives tilskud til energispareprojekter, der vedrører procesenergi. Det er der i forlængelse af klimaaftalen blevet ændret på, så langt flere virksomheders og industriers energispareprojekter kan få tilskud og blive realiseret. Og lad mig her understrege, at der er tale om væsentlige energibesparelser, som bidrager til opfyldelsen af Danmarks energispareforpligtelser over for EU.
Energibesparelser er ikke kun vigtige, for at vi overholder vores EU-forpligtelser. Energieffektiviseringer kan bidrage til en omkostningseffektiv opfyldelse af vores klimamålsætning, ligesom energieffektiviseringer reducerer behovet for udbygning af infrastruktur og til et mere fleksibelt energisystem.
Med bygningspuljen, erhvervspuljen og skrotningspuljen, som blev vedtaget med energiaftalen i 2018 og udbygget med 2020-aftalen, sættes der nu for alvor skub i energibesparelser og udfasning af fossile brændsler i erhvervet og i de danske hjem. Med lovforslaget tydeliggør vi i energisparelovens formålsbestemmelse potentialet for udfasningen af fossile brændsler i forbindelse med energibesparelser og energieffektiviseringer. Det er et vigtigt bidrag på klimaområdet.
Muligheden for at ændre Energisparerådets navn bliver også slået fast med dette forslag. På den måde kan rådets navn afspejle det ønskede fokusområde for rådets virke. Energisparerådets forretningsorden og udpegning af formand og medlemmer foregår allerede administrativt, og det vil derfor være naturligt, at det samme gælder for rådets navn. Jeg vil samtidig gerne understrege, at jeg fortsat ser rådgivning og fokus på energieffektivisering som rådets fornemste opgave.
Lovforslaget har også til formål at implementere dele af bygningsdirektivet som følge af ændringen af direktivet i 2018. Ifølge direktivet skal det offentlige anvende kriterier, når der f.eks. udbetales støtte til energirenovering af bygninger. Kriterierne har til formål at sikre, at potentialerne i energirenoveringen realiseres mest muligt. Lovforslaget har til formål at etablere det nødvendige hjemmelsgrundlag. De konkrete kriterier vil blive udmøntet via en bekendtgørelse. Perspektivet med denne del af lovforslaget er som sagt, at vi får det fulde udbytte af energirenoveringer og samtidig lever op til vores EU-retslige forpligtelser.
Endelig foreslås det med lovforslaget, at fristerne for anmodning om tilskud til VE i procesordningen forlænges. Der er tale om forlængelse af frister, hvor der allerede er givet tilsagn. Forlængelse af fristerne er nødvendigt, for at en række virksomheder kan realisere deres VE til procesprojekter. Jeg er her optaget af at give de igangværende projekter og de deraf følgende CO2-reduktioner bedre forudsætninger for at blive realiseret.
Lovforslaget er som nævnt dels en implementering af eksisterende aftaler, dels en implementering af bygningsdirektivet. Jeg ser frem til at fortsætte de konstruktive drøftelser om lovforslagets enkelte elementer med Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget, så vi sammen kan sikre gode rammer om den danske energieffektiviseringsindsats i fremtiden.
Med disse bemærkninger vil jeg anmode om en velvillig behandling af lovforslaget. Tak.