Mange tak. Når vi har en hastelov, bliver vi også nødt til at tage ordet, når der sker noget undervejs. Jeg ved godt, at det var en aftale, man har sat sammen med de partier, der nu engang gerne vil gøre noget, så vi sikrer landets grænser. Vi synes bare ikke, det er nok i forhold til det, som TV 2 faktisk prøvede den anden dag, hvor de satte sig i et tog i Padborg og fandt ud af, at der sad 22 danskere, der var på vej hen over grænsen, og der var ikke nogen, der kontrollerede, hvem de var, eller hvor de kom fra.
Så det er et ændringsforslag om det, for vi synes godt, man kunne sikre, at vi har grænsevagter, at vi sikrer, at arbejdstagere og grænsegængere kan komme én vej, men alle andre bliver vi altså nødt til at teste. Allerede nu har man jo fundet ud af, at, nåh ja, hvis man ikke kan komme med et fly, så tager man da bare et fly til Hamborg eller et andet sted eller tager toget hjem. Hvad har vi så ud af det her lovforslag, hvis vi vil prøve at sikre grænserne? Jeg ved, at der var to partier – jeg tror, det var Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti – der tidligere ville have indrejseforbud. Det synes vi måske lige er at gå over grænsen, altså over grænsen. Men vi synes, det er vigtigt, at vi har den samme regel, uanset om du kommer til lands til vands eller i luften. Derfor har vi stillet ændringsforslaget.
Ministeren har svaret på spørgsmål fra nogle partier om, hvad det ville betyde, og ministeren skriver også, at hvis der er flertal for forslaget, kan det lade sig gøre. Man kan forvente, at der vil være noget kø, selvfølgelig, det vil der jo være, og det er der nok også i lufthavnen, og derfor skal vi også tænke os lidt om, når vi rejser, når vi er midt i en coronatid. I Dansk Folkeparti ønsker vi ikke, at vi skal have mere smitte ind fra udlændinge eller danskere, der rejser på ferie for at feste, mens vi så lukker et samfund ned, og det koster vores erhvervsliv, det koster de ældre, der ikke kan komme ud, eller de svageste i samfundet. Derfor har vi stillet ændringsforslaget. Men det ser ikke ud til, at der er opbakning til det, så kære danskere: I kan bare tage toget eller bilen over grænsen, så fungerer det fint; så er der ikke er nogen, der kontrollerer jer. Tak.