Tak for det, formand. Der skal ikke være nogen tvivl om, at i Dansk Folkeparti finder vi familien som enhed utrolig vigtig, men alle børn i Danmark har ret til omsorg og tryghed. Det fremgår af forældreansvarsloven, at forældremyndighedsindehaver skal drage omsorg for barnet og kan træffe afgørelse om barnets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov.
Med det her lovforslag foreslås det at udvide forældreansvarslovens formodningsregel til også at omfatte en klar formodning for, at det er bedst for et barn, at en forælder, der er dømt for overtrædelse af straffelovens terrorbestemmelser, ikke har forældremyndigheden over barnet, og at barnet ikke har bopæl hos eller samvær eller anden kontakt med denne forælder. Formodningsreglen kan ikke anvendes, hvis det er bedst for barnet at have kontakt med den dømte forælder, og det kan bl.a. efter en konkret vurdering være i situationer, hvor der står i straffedommen, at der forelå formildende omstændigheder, f.eks., at forbrydelsen er foretaget for at beskytte sig selv eller børnene mod overgreb.
Sager efter forældreansvarsloven kan som udgangspunkt kun behandles i Danmark, hvis barnet bor her. I Dansk Folkeparti har vi også spurgt ind til, om det her lovforslag vil gælde børn, der ikke opholder sig i Danmark, men vi har så fået oplyst fra ministeriet, at lovforslaget ikke betyder, at børn, der ikke opholder sig i Danmark, f.eks. skal hentes til Danmark.
Efter § 4 a i forældreansvarsloven kan en forælder, der er idømt ubetinget fængselsstraf eller en anden retsfølge af frihedsberøvende karakter for personfarlig kriminalitet af grovere karakter, ikke mod den anden forælders ønske have forældremyndighed over et barn, og barnet kan ikke have bopæl hos eller samvær eller anden kontakt med denne forælder, medmindre det er bedst for barnet. § 4 a omfatter i dag dom for overtrædelse af bl.a. følgende bestemmelser i straffeloven: § 210 om incest, kapitel 24 om seksualforbrydelser, § 237 om manddrab og § 245 om grov vold, herunder vold med døden til følge, altså en række paragraffer.
Samtidig synes jeg også, det er vigtigt, at vi nu, når vi behandler det her lovforslag, også tænker på, om der er nogle ting, man skal gøre bedre. Der er nogle uhensigtsmæssigheder. F.eks. hvis en mor er blevet slået ihjel af sin kæreste og der endnu ikke er afsagt nogen dom og kæresten er forælder til børnene, vil det betyde, at det kan være svært for andre at søge en midlertidig forældremyndighed over de børn, fordi vedkommende endnu ikke er dømt. Der synes jeg jo, at vi skal gå ind at kigge på det, f.eks. hvis det handler om, at en far eller en mor, for den sags skyld, har slået børnenes anden forælder ihjel. Der bliver vi nødt til at kigge på, om der er noget, vi skal gøre anderledes i den sag for at sikre, at børnene netop ikke er i et system, hvor der ikke er nogen, der er kvalificeret til at have, kan vi sige forældremyndighedsbestemmelserne over dem. Så det håber jeg at ministeren også vil være med til at kigge på. Det er også noget, jeg vil stille opfølgende spørgsmål om i den videre behandling.
Derudover er det sådan, at vi som udgangspunkt fra Dansk Folkepartis side er positivt indstillet over for lovforslaget, men vi vil også stille nogle opfølgende spørgsmål under udvalgsbehandlingen. Vi har også læst i høringssvarene, og Venstres ordfører nævnte det også, at det gælder forskelligt, om man er uenige eller enige om bopælsretten, for hvis man er enige, gælder det ikke. Så der vil være nogle ting, vi lige vil følge op på i udvalgsbehandlingen, og så vil jeg bare sige tak for ordet for denne gang.