Tak for ordet, formand. I dag tager vi hul på førstebehandlingen af L 147, som er et lovforslag, som for den uindviede kan lyde lidt teknisk og måske endda lidt ligegyldigt. Forslaget handler nemlig om noget så simpelt som at udvide antallet af medlemmer af Psykolognævnet, nemlig fra de nuværende 6 medlemmer til 12 medlemmer.
Men den kontekst, som forslaget indskriver sig i, er alt andet end teknisk og ligegyldig, for grunden til, at Psykolognævnet skal udvides, er, at de skal kunne afholde flere møder og derved behandle flere sager. Det er sådan set det, der er sagens kerne: Psykolognævnet har fået langt flere sager. Der er faktisk opstået det, der vel kaldes en decideret sagspukkel, og den pukkel er desværre udtryk for, at der findes en lang række psykologer derude, som enten ikke gør deres arbejde godt nok, eller – hvilket er endnu værre – misbruger deres hverv.
Hvis man har fulgt lidt med i udviklingen af psykolog- og behandlingsområdet, er man sikkert også stødt på DR's både frygtelige og fantastiske udsendelsesrække, nemlig den, der hedder »Det perfekte offer«. Her tager DR os med på en hjerteskærende rejse ind i de ubehagelige oplevelser, som en lang række mennesker har gjort sig i psykiatrien og hos diverse psykologer. Vi stifter bl.a. bekendtskab med Sara – det er så ikke vedkommendes rigtige navn, skal jeg lige huske at sige. Sara blev seksuelt misbrugt som barn, en oplevelse, som Sara af gode grunde opsøger en psykolog for at få hjælp til at håndtere. Undervejs i behandlingsforløbet udnytter den mandlige psykolog det tillidsforhold, som Sara og han har opbygget. Det kommer faktisk så vidt, at psykologen manipulerer Sara til at gå i seng med ham, ligesom han udnytter hende seksuelt.
Den historie får det simpelt hen til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Magen til modbydeligt menneske skal man vist lede længe efter. Og som om den behandling, Sara har været udsat for, ikke var modbydelig nok, har hun gudhjælpemig heller ikke kunnet få erstatning hos Patienterstatningen, og det er endda, selv om psykologen er dømt i retten. Det er slet og ret for galt.
Nu ved jeg godt, at det følgende, jeg siger, ikke er det, det her lovforslag sigter på, men vi bliver altså nødt til at kigge nærmere på psykologernes autorisation, for Saras sag er jo desværre ikke en enlig svale. Derfor er jeg også glad for, at der i sin tid blev nedsat en arbejdsgruppe, som skal se nærmere på, om det ikke ville være hensigtsmæssigt at autorisere psykologer i overensstemmelse med autorisationsloven. Selv om det er godt, at den her gruppe er blevet nedsat, kan vi altså ikke vente meget længere på dens anbefalinger. Det er Saras sag jo et klart eksempel på. Så dermed en klar opfordring fra Venstre: Se nu at få gjort arbejdet færdigt, så vi på et oplyst grundlag kan gøre op med kvaksalveriet.
Det er desuden vigtigt for Venstre, og det synes jeg er en væsentlig pointe, at patienterne får en selvstændig stemme i Psykolognævnet. Derfor ser Venstre gerne, at Danske Patienter får en såkaldt indstillingsret til det her nævn. Som Venstre ser det, vil det nemlig øge nævnets legitimitet og samtidig sende et stærkt signal om, at Folketinget står et hundrede procent bag de patienter, som bliver dårligt behandlet. Det er mennesker, som i mange tilfælde må betegnes som psykisk sårbare, og som derfor har brug for al den støtte og hjælp, de kan få.
Så er der vist ikke andet end at tilføje, at Venstre naturligvis støtter op om det her lovforslag, og at både mit parti og jeg selv håber, at vi kan få sat en stopper for, at flere mennesker risikerer at lide samme skæbne, som Sara desværre gjorde. Tak for ordet.