Tak for det, formand. Tusind tak for den jo helt enstemmige opbakning til lovforslaget. Først vil jeg gerne kvittere for, at det endnu en gang kan lykkes Folketinget at stå sammen om ikke bare vigtige, men også meget store beslutninger, som det her jo også er udtryk for, i den svære tid, som dansk økonomi, danske virksomheder og danske lønmodtagere står i. Så tusind tak for muligheden for og opbakningen til, at det her lovforslag kan behandles i en hasteproces, så det kan komme ud at virke hurtigst muligt.
Vi har jo sammen, regeringen og Folketinget, samarbejdet om, kan man roligt sige, omfattende hjælpepakker igennem de sidste 9-10 måneder. Det har holdt hånden under danske virksomheder og danske lønmodtagere i en meget svær tid.
På skatteområdet har vi taget en hel række beslutninger, som har hjulpet og jo dermed været med til at sikre, at vi har kunnet fastholde danske arbejdspladser. Vi har bl.a. udskudt virksomhedernes betaling af A-skat, arbejdsmarkedsbidrag, B-skat, moms og lønsumsafgift – og sikret en lempelig tilbagevenden til normale betalingsfrister for A-skat, arbejdsmarkedsbidrag og moms. Udskydelser af betalingsfrister har øget virksomhedernes likviditet med omkring 150 mia. kr. Den mere lempelige tilbagevenden til normale betalingsfrister, om man vil, giver yderligere – altså yderligere – likviditet i omegnen af knap 125 mia. kr.
Vi har indført en momslåneordning for små og mellemstore virksomheder, som har sikret, at de har kunnet få deres indbetalte moms og lønsumsafgift tilbage som et lån. Det har stillet 35 mia. kr. til rådighed. Låneordningen er blevet genåbnet, så små og mellemstore virksomheder, der ikke fik søgt lånet i foråret, har fået en ny chance.
Formålet med det lovforslag, vi behandler her i dag, er at udvide den allerede indførte momslåneordning, så det er muligt for små og mellemstore virksomheder at opnå, hvad man kunne kalde et A-skattelån i den her sammenhæng. Små og mellemstore virksomheder er en helt central del af dansk økonomi. De består af helt almindelige danskere, som hver eneste dag knokler og bidrager med nye idéer, innovation, udvikling og arbejdspladser til Danmark i stor stil. Og derfor er det helt afgørende for regeringen, at vi giver dem en solid hjælpende hånd – jo altså til gavn for virksomhederne, for lønmodtagerne og ikke mindst også for dansk økonomi.
Desuden har lovforslaget så til formål at udskyde betalingen af registreringsafgift og dermed også styrke likviditeten i bilbranchen, sådan som det også er fremhævet. Bilbranchen er på samme tid udfordret af tiltagene for at mindske smittespredningen som følge af covid-19-pandemien og af aftalen om grøn omstilling af vejtransport, som vi skal behandle lige her bagefter. Frem til den 1. juni 2021, hvor de nye regler træder i kraft, skal der indbetales registreringsafgift til skatteforvaltningen på baggrund af gældende regler, hvorefter der vil ske eventuel tilbagebetaling eller efteropkrævning med virkning tilbage fra den 18. december 2020. Det er en ordning, som man har set ved tidligere omlægninger af registreringsafgifterne. Vi giver her en øget likviditet til bilbranchen.
Nu til det konkrete forslag: Det foreslås som sagt at indføre en ny A-skattelåneordning, der gør det muligt for små og mellemstore virksomheder at opnå et rentefrit lån på et beløb svarende til den A-skat og det arbejdsmarkedsbidrag, som virksomhederne skal afregne og skulle afregne her i januar 2021.
Særlig virksomhederne i det, vi også kalder oplevelsesøkonomien, er jo hårdt ramt af de restriktioner, som det danske samfund er underlagt. Regeringen forventer, at det særlig er de virksomheder, altså i den her branche, der vil anmode om lånet. I januar skal små og mellemstore virksomheder betale A-skat og arbejdsmarkedsbidrag for knap 7 mia. kr. Det kan være en stor udfordring for mange virksomheder, og derfor er jeg også glad for, at vi med tiltagene lader virksomhederne låne pengene, altså indbetalingen, rentefrit, så de får bedre muligheder for at komme helskindet igennem den alvorlige krise, som vores samfund er i.
F.eks. vil en restaurant med ti medarbejdere, der hver har en gennemsnitlig bruttomånedsløn på, lad os sige 25.000 kr., afregne samlet set ca. 80.000 kr. månedligt i arbejdsmarkedsbidrag og A-skat. Restauranten vil dermed kunne låne ca. 160.000 kr. rentefrit i op til 9 måneder. Det er forventningen, at lånet kan blive udbetalt allerede i starten af februar, forudsat at den aftalte hurtige lovgivningsproces her og godkendelsen fra Europa-Kommissionen kan komme på plads. Det skyldes, at ordningen indebærer statsstøtte.
Det foreslås endvidere i lovforslaget, at registreringsafgiften for marts måned, der skal indbetales den 15. april, udskydes til den 15. november. Det vil styrke likviditeten i bilbranchen med ca. 1,5 mia. kr. og dermed afhjælpe den likviditetsmæssige udfordring, der aktuelt er i branchen.
Der er ingen tvivl om, at det er helt afgørende både for det danske samfund og derfor også for regeringen og for de partier, som bredt har taget ansvar for den alvorlige krise, vi er i både sundhedsmæssigt, men også økonomisk, at vores virksomheder og lønmodtagere kommer så godt som overhovedet muligt igennem krisen. Vi vurderer løbende, om der er behov for at følge op på forlængelsen af restriktionerne, og om der er behov for også at se på yderligere hjælp til virksomhederne.
Derfor er jeg glad for, at vi også den her gang har kunnet se en bred opbakning til initiativer i den retning, hvor vi giver vigtige likviditetshåndsrækninger til danske virksomheder.
Så tak for ordet. Og jeg ser frem til, selvfølgelig, en forhåbentlig konstruktiv udvalgsbehandling af forslaget.