Det første punkt på dagsordenen er:

1) Fortsættelse af 3. behandling af lovforslag nr. L 134:

Forslag til lov om epidemier m.v. (epidemiloven).

Af sundheds- og ældreministeren (Magnus Heunicke).

(Fremsættelse 22.12.2020. 1. behandling 19.01.2021. Betænkning 09.02.2021. 2. behandling 11.02.2021. Lovforslaget optrykt efter 2. behandling. 3. behandling 23.02.2021. Tillægsbetænkning 23.02.2021. Ændringsforslag nr. 26-31 af 23.02.2021 uden for tillægsbetænkningen af Lars Boje Mathiesen (NB). Tilføjelse til tillægsbetænkning 23.02.2021).

Forhandlingen drejer sig i første omgang om det stillede ændringsforslag.

Ønsker nogen at udtale sig?

Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen om ændringsforslaget sluttet, og vi går til afstemning.

Ønskes afstemning om ændringsforslag nr. 32 af et mindretal (RV), tiltrådt af et mindretal (S, SF og EL), der tilsammen udgør et flertal?

Det er vedtaget.

Forhandlingen drejer sig derefter om lovforslaget som helhed.

Ønsker nogen at udtale sig om lovforslaget som helhed? Det gør hr. Martin Geertsen fra Venstre.

Tak for det, formand. Så står vi med hr. Lars Boje Mathiesens velsignelse endelig ved snoren til vedtagelse af denne nye epidemilov. Den har med rette været meget omdiskuteret, for både denne og tidligere epidemilove er nemlig fyldt med mulige indgreb og restriktioner, som kan være nødvendige i en epidemisk krise som den, vi forhåbentlig nu er på vej ud af. Så selvfølgelig skal en epidemilov diskuteres til bunds, og diskussionen må endelig fortsætte.

I Venstre står vi fuldt og helt bag vedtagelsen af denne nye epidemilov. Jeg tror, det er vigtigt at få slået fast, at der er tale om en epidemilov. Det her er ikke nogen coronalov. Det er en lov, som også skal kunne tage højde for noget, som måske i virkeligheden kan udvikle sig til at være meget, meget værre end det, vi ser nu – tro det eller lad være. Der er biologiske våben og alle mulige andre ting, vi ikke kan forestille os lige nu.

Det er jo ikke, fordi jeg ikke kan høre dem, der mener, at vi slet ikke skal have nogen epidemilov i Danmark, men dér er Venstre ikke. Vi synes, det hører med til at være et ansvarligt parti at sørge for, at Danmark har en tidssvarende epidemilov til at håndtere epidemier. Det er heller ikke, fordi jeg ikke kan høre dem, der mener, at vi bare burde udsætte vedtagelsen af dette lovforslag, men dér er Venstre heller ikke. Alternativet til det er enten, at vi slet ikke ville have nogen epidemilov i Danmark, eftersom den hastelov fra marts, som vi kører efter nu, jo udløber her pr. 1. marts, eller at vi på et tidligere tidspunkt kunne have besluttet bare at forlænge den eksisterende epidemilov. Og der vil jeg bare sige, at det overhovedet ikke er noget alternativ for Venstre.

Hvorfor nu ikke det? I Venstre har vi i meget lang tid haft den helt selvstændige ambition at få pillet magten fra regeringen og få genetableret folkestyret i Danmark i forbindelse med håndteringen af epidemikriser generelt og denne krise i særdeleshed. Derfor vedtog vi også sammen med et flertal i Folketingets Sundhedsudvalg helt tilbage i juni måned sidste år at pålægge regeringen at fremlægge et forslag til en ny epidemilov, som skulle være baseret på gennemsigtighed, retssikkerhed og folkestyre. Regeringen valgte så i september måned at fremlægge et forslag til en ny epidemilov, som så fuldkommen stort på det, som Folketingets flertal havde vedtaget. Regeringen fremlagde et forslag til en ny epidemilov, som gik stik imod folketingsflertallets intentioner.

I Venstre fremlagde vi så selv samtidig vores eget forslag til rammerne for en ny epidemilov, hvor rygraden netop var mere retssikkerhed, gennemsigtighed og folkestyre. Vi ønskede bl.a. nedsættelse af et nyt epidemiudvalg i Folketinget, hvor den til enhver tid siddende regering skal finde opbakning til indgreb og restriktioner, altså i modsætning til nu, hvor regeringen sådan set bare kører af sted uden rigtigt at spørge nogen. Vi ønskede ydermere nedsat en epidemikommission, som skal komme med faglige indstillinger til regeringen i forbindelse med en epidemisituation. Det er også i modsætning til nu, hvor ingen vist rigtig kan finde hoved og hale i, hvad der er politik, og hvad der er sundhedsfaglighed.

Efter yderligere pres på regeringen fra begge sider af Folketinget blev der så kort inden jul indgået en politisk aftale, hvor netop det var selve rygraden, altså mere parlamentarisk kontrol og mere gennemsigtighed med de faglige indstillinger, end tilfældet har været under denne krise. Ydermere er der så sket det i de seneste par måneder, at endnu flere paragraffer er blevet hegnet ind med parlamentarisk kontrol, indstilling fra Epidemikommissionen og automatisk domstolskontrol. Tag f.eks. forslaget om ankenævn for besøgsrestriktioner. Det er et forslag, som sikrer ældre på plejehjem og beboere på omsorgsinstitutioner en reel og uvildig klageadgang, hvis og såfremt der indføres restriktioner gældende for egen bolig, som man altså ikke er enig i, og dermed altså grundlæggende endnu mere styr på den til enhver tid siddende regering.

Nu er det ikke, fordi jeg heller ikke kan høre dem, der mener, at det, der nu ligger her, stadig væk ikke godt nok, men nogle af dem, der mener, at det her ikke er godt nok, har i store træk peget på nul alternativer. De har rundt regnet opstillet nul alternativer til det, som et flertal af partier nu er blevet enige om.

I Venstre pegede vi før sommerferien 2020 på, at Danmark har behov for en ny epidemilov, fordi regeringen skulle have mindre magt. Efter sommerferien lancerede vi i Venstre et helt udspil, som havde som omdrejningspunkt, at regeringen skulle have mindre magt. I forhandlingerne om en ny epidemilov her op til jul havde vi som decideret forhandlingsoplæg, at regeringen skulle have mindre magt. I forbindelse med lovbehandlingen her efter jul har Venstre haft det udgangspunkt og arbejdet for, at regeringen skulle have noget mindre magt.

Er det så lykkedes for Venstre og for den sags skyld for de andre partier, der står bag den aftale her om en ny epidemilov, at indskrænke både denne og fremtidige regeringers muligheder for at agere fuldkommen egenhændigt under en epidemisk krise? Ja, det er lykkedes – helt uomtvisteligt. Og ja, der kunne sagtens have været bedre tid til lovbehandlingen, hvis regeringen havde gjort det, som Folketinget bad regeringen om allerede tilbage i juni måned. Og den forhaling af processen, som regeringen har stået bag, har Venstre og en række andre partier på blå side jo også taget bestik af ved at foreslå, at der direkte i loven skal indsættes en revisionsbestemmelse, så denne nye lov formelt kommer til behandling igen her i salen i efteråret, så man kan opsamle eventuelle erfaringer med loven.

Det var der flertal for i går. Det er der så ikke i dag. Det ændrer ikke ved, at Venstre ønsker at tage et ansvar for, at Danmark får en ny epidemilov, som er langt, langt bedre end den, vi kommer fra, fordi der er langt, langt mere folkestyre, mere retssikkerhed og mere gennemsigtighed i denne lov end i den eksisterende epidemilov.

Tak til ordføreren. Der er et ønske om en kort bemærkning til ordføreren fra hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til hr. Martin Geertsen for en i øvrigt udmærket tale. Vi har også på mange områder kørt parløb i forhold til det her i behandlingen omkring epidemiloven, og jeg vil gerne kvittere for den tale.

Jeg kunne ikke lade være med at tage ordet, for hr. Martin Geertsen kunne ikke lade være med at fyre en stikpille af i forhold til den revisionsbestemmelse, som vi diskuterede i går. Og jeg vil bare gerne bede hr. Martin Geertsen om at bekræfte, at det jo er blevet skrevet ind i betænkningen til loven, at der netop skal foretages den vurdering af loven, også i oktober måned. Og hvis der skulle være et flertal i Folketinget, som ønsker en revision med baggrund i enten den gennemgang af loven, der bliver foretaget fra regeringens side, eller hvis andre forhold skulle tale for det, så kan vi selvfølgelig bare lave en revision af loven i oktober måned.

Ordføreren.

Måske ordføreren for Enhedslisten hr. Peder Hvelplund lagde mærke til, hvor rundt jeg formulerede mig i forhold til det. Prøv at høre, i går havde vi en fornuftig snak om de her ting. Både hr. Peder Hvelplunds parti og andre tilsluttede sig det ændringsforslag. Det konstaterede jeg så bare i min ordførertale her før. Jeg kunne faktisk godt have været endnu mere spydig i min måde at håndtere det på, end jeg rent faktisk har været, synes jeg, hvis man skal være helt ærlig.

Hr. Peder Hvelplund.

Det er jeg overhovedet ikke i tvivl om. Det tror jeg godt jeg kan bekræfte at hr. Martin Geertsen godt kunne. Spørgsmålet er bare, hvor rimeligt det ville have været. Derfor vil jeg jo bare også bede hr. Martin Geertsen om at anerkende, at det faktisk med det udmærkede initiativ, som Venstre tog i går, er lykkedes at sikre, at vi netop får den gennemgang af loven. Om det så fører til en revision, altså om det kan bære det, må vi jo se til den tid. Men muligheden er der i hvert fald. Og skulle et flertal ønske det, kommer det også til at ske.

Ordføreren.

Altså, vi er selvfølgelig i Venstre meget glade for at kunne hjælpe, støtte, løfte og bære. Men vi synes nu ikke desto mindre, at det havde været en god idé, hvis man havde haft en mere forpligtende binding i form af det ændringsforslag, som vi stillede, nemlig en forpligtende binding, der gør, at sundhedsministeren var forpligtet til at komme herned i salen med den lov, vi vedtager nu, og tage en fornyet behandling af det. Jeg kan være lidt nervøs for, at den bemærkning, der står i betænkningen, måske er lidt for processuel. Men altså, det er jo selvfølgelig bedre end ingenting. Jeg havde foretrukket det ændringsforslag, vi har stillet, og som vi sådan set også har stemt for.

Den næste korte bemærkning er til hr. Henrik Dahl. Værsgo.

Jeg vil gerne sige tak for talen. Jeg synes, der var nogle vigtige ting i den, som skal fremhæves. Et civiliseret land skal have en epidemilov, for ellers kan civilisationen ikke bestå – det vil være truende mod civilisationen ikke at kunne kontrollere epidemier – og derfor er vi selvfølgelig også rigtig glade for, at vi får en epidemilov nu, som netop ikke er en coronalov, men en epidemilov, som forhåbentlig kan række langt ud i fremtiden.

Men jeg er også meget interesseret i historie. I 1979 fik vi jo en meget skrap epidemilov, som havde en § 6 og en § 8 med tvangsvaccination og tvangsbehandling osv. Det var under SV-regeringen, og den daværende indenrigsminister var Knud Enggaard. Senest blev den lov revideret i 2007, mens min sidemand hernede på bageste række var sundhedsminister.

Derfor er jeg lidt interesseret i at høre, hvordan Venstre har fået sådan en meget, meget anderledes holdning til skrappe epidemilove på relativt få år efter at have accepteret 1979-loven fra 1979 til 2020.

Ordføreren.

Altså, jeg tror, at sidemandens historieforståelse er mindst lige så god som min – og formentlig også bedre end min, ikke? – så jeg vil anbefale hr. Henrik Dahl også lige at spørge sidemanden. Men jeg tror, det er vigtigt her, at man adskiller – hvad skal man sige, hvis jeg skal sige det på dansk – det, som paragrafferne i lovgivningen kan, fra det, der handler om, hvordan de enkelte paragraffer i lovgivningen så rent faktisk bliver aktiveret.

Prøv at høre her: Det er jo ikke en frihedsbuket sådan en epidemilov, vel? Altså, det er det jo bare ikke. Den er jo smækfyldt med alle mulige og umulige restriktioner, som man kan nedkalde over befolkningen.

Det, jeg synes har været opgaven for mig, har jo været at prøve at hegne det så godt ind som overhovedet muligt; altså, det vil sige ved parlamentarisk kontrol, ved indstillinger fra Epidemikommissionen, ved automatisk domstolsprøvelse, ved solnedgangsklausul og hvad ved jeg. Det synes jeg ligesom har været opgaven – så den til enhver tid siddende regering ikke bare kan bringe de her paragraffer i anvendelse uden rigtig at spørge nogen. Det synes jeg har været opgaven.

Hr. Henrik Dahl.

Jeg synes, at ordføreren snakker en lille smule udenom, og jeg vil også overveje at tale lidt med min sidemand på et senere tidspunkt om det her spændende emne. Men der må jo ske et eller andet i Venstres tænkning om epidemier, fra man laver den her mega skrappe lov uden særlig meget demokratisk kontrol – det ligger i Sundhedsstyrelsen og i nogle epidemikommissioner – og så frem til i dag. Er det simpelt hen, fordi man aldrig nogen sinde havde regnet med at bruge den der lov fra 1979, og så stemte man bare for den, eller hvad er egentlig grunden til, at man pludselig fandt ud af, at det var en frygtelig lov?

Ordføreren.

Jeg tror sådan set, at jeg bliver nødt til at gentage mit svar fra før til hr. Henrik Dahl. Vi har jo sådan set ikke på nogen måde fraveget det budskab, at Danmark har brug for en epidemilov, hvor der også kan være nogle krasse redskaber, man kan bringe i anvendelse. Men det, jeg i hvert fald selv har lært under den her epidemi, har været, at når det virkelig kører derudad og der skal epidemihåndteres, er der god grund til, at der også er nogle, der ligesom holder hånd i hanke med den til enhver tid siddende regering. Det er det, jeg har brugt mine kræfter på at forsøge at hegne ind, nemlig at det kan den til enhver tid siddende regering altså ikke bare gøre.

Den næste korte bemærkning er til hr. Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak. Når nu ordføreren er så venlig at nævne mig i talen, synes jeg lige, at jeg ville kvittere for det samarbejde, som jeg har haft med ordføreren i det forgangne år. For selv om vi faktisk ender på hver vores side, har vi haft et tæt samarbejde om de her ting. Nogle gange har vi været enige, andre gange har vi ikke, men vi har haft et godt samarbejde om det. Jeg vil gerne lige konkretisere, hvor forskellen ligger, for nu blev det lidt insinueret, at Nye Borgerlige ikke synes, der skal være en epidemilov, hvilket vi synes, der skal være. Der, hvor vi stod af, var, i forhold til at vi synes, at man forjagede den her forhandlingssituation lige før jul, hvor man indgik en aftale, som vi ikke mener var god nok. Derfra er det jo sådan set gået i stå i forhandlingerne. Så jeg kunne godt tænke mig at spørge, om ordføreren også mener, at den aftale, der blev indgået før jul, ikke var tilstrækkelig, når vi nu kan se, at der har været 80 ændringsforslag siden.

Ordføreren.

Jeg håbede egentlig, at jeg havde lavet min tale så subtil, at hr. Lars Boje Mathiesen ikke fandt, at det var et angreb på hr. Lars Boje Mathiesen, men det var åbenbart ikke subtilt nok, så det må jeg gøre bedre en anden gang.

Jeg er da helt enig i, at den her proces har været helt på månen, men det vil jeg simpelt hen ikke stå og tage ansvaret for. Prøv at høre: Sammen med andre gode kræfter i Folketingets sundhedsudvalg før sommerferien vedtog vi, at regeringen skulle fremlægge et nyt forslag til en epidemilov, en ny epidemilov baseret på folkestyre, på gennemsigtighed, på retssikkerhed, og regeringen kommer med noget, der er i den stik modsatte retning. Det er ligesom det ene hensyn. Og så er det jo gået slag i slag med at forsøge at forhale den proces. Det vil jeg simpelt hen ikke tage ansvaret for. Det må regeringen tage ansvaret for, for regeringen gjorde ikke det, Folketinget bad regeringen om. Sådan er det.

Min ambition har jo så været at sige, at vi på den anden side set hurtigst muligt skal af med den epidemilov, vi har nu, fordi den efter min bedste overbevisning ikke er tilstrækkelig i forhold til gennemsigtighed, ikke er tilstrækkelig i forhold til retssikkerhed og ikke er tilstrækkelig i forhold til folkestyre. Så der har i virkeligheden været en procesforhaling herovrefra (Martin Geertsen retter armen over mod regeringen) og et meget, meget stærkt ønske fra min side om at komme af med den epidemilov, vi har nu, hurtigst muligt.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Tak. Jamen jeg er enig. Jeg kan godt huske sommeren, for det var jo faktisk et Nye Borgerlige-forslag, som ligesom accelererede det hele, som fik opbakning fra Venstre og Radikale Venstre, og som faktisk fik regeringen ud af busken, og hvor vi så kom i gang med den her proces; så det husker jeg tydeligt.

Nu kan jeg godt lide demokrati og folkestyre, som vi kan høre arbejder udenfor i dag. Nu så jeg i medierne tidligere i dag, at Dansk Folkeparti fremsætter et forslag om § 42, og at der skal være folkeafstemning om den her sag. Hvad er Venstres holdning til det?

Ordføreren.

Altså, vi har jo fremsat et forslag om en revisionsbestemmelse i den nye epidemilov, som sådan set gik ud på, at vi skulle have loven til revision igen her i oktober måned, og det gjorde vi jo, fordi vi mente, at det var det rigtige redskab, og så mener vi jo ikke, at alle mulige andre redskaber er de rigtige redskaber. Jeg har ikke haft det i Venstres folketingsgruppe, men mit bedste bud er, at svaret er, at det vil vi nok ikke komme til at støtte.

Tak til Venstres ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger – jo, der er søreme lige en, der har trykket sig ind i meget sidste øjeblik. Men det er i orden. Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti, værsgo.

Tak for venligheden, formand. Det er blot for lige at præcisere, at det forslag, som vi agter at fremsætte, ikke er en aktivering af § 42 i grundloven, for det ville jo så medføre, at epidemiloven ville blive udskudt, og at vi så ikke havde nogen epidemilov i Danmark. Det duer i sagens natur ikke. Hellere en dårlig end ingen, så at sige, hvis nu problemet opstår. Nej, det, vi foreslår, er simpelt hen, at man holder en helt almindelig vejledende folkeafstemning. Det vil jo give en mulighed for, at man får gennemlyst også alle de svagheder, som Venstres ordfører er inde på, og at man hører, om befolkningen er med eller imod.

Vi ved jo ikke, om de trommebegejstrede typer, der står herudenfor, er repræsentative for befolkningen eller ej, og derfor kunne man jo meget passende holde sådan en folkeafstemning den 15. september og dermed muliggøre, at hele den debat kunne køre hen over sommeren, og at vi så kunne indlede folketingsåret i oktober med at se, om der var noget, der skulle ændres, eller om alting er fuldstændig som båret ned fra Sinaibjerget på stentavler.

Kan det her måske formilde Venstre en lille smule?

Ordføreren.

Jeg sagde i min ordførertale før, at Venstre ønsker, at der er en epidemilov i det her land. Altså, jeg synes, alt andet ville være useriøst, for den til enhver tid siddende regering skal jo have nogle redskaber til at håndtere en epidemi med. Så har vi i den her situation i det sidste års tid haft det problem, at regeringen ikke rigtig har villet lege med andre end sig selv. Det synes jeg har været et kæmpeproblem. Det synes jeg vi skal håndtere, ved at der kommer en ny epidemilov. Men det synes jeg er en parlamentarisk opgave. Jeg synes, at det er en opgave for Folketingets partier. Og der kan sagtens være ting, der kan ændres i den epidemilov, vi står med nu, og det er også derfor, vi foreslår en revisionsbestemmelse. Men jeg synes, at det er en politisk opgave at tage et politisk ansvar for, at Danmark har en epidemilov.

Hr. Morten Messerschmidt.

Det er jeg slet ikke uenig i, men det kan jo ikke have undgået nogens opmærksomhed, at det her lovforslag har påkaldt sig en ganske stor bekymring – hos Sundhedsstyrelsen, hos en bred vifte af eksperter og hos mange borgere. Derfor ville det måske være meget oplagt, at man så rakte hånden ud og sagde: Ja, vi vil gerne i bred forstand have den her debat. Det er jo en helt traditionel debat, som jeg egentlig ville tro at en Venstremand måtte hilse velkommen, for det er jo diskussionen mellem tryghed og frihed, på hver sin side, og om, hvor skillelinjen så præcis skal gå. Hvorfor ikke inddrage befolkningen i den debat og så lade os tage den i bunden hen over sommeren?

Ordføreren.

Jeg adresserede det faktisk i min tale før. Altså, jeg synes, det er enormt vigtigt med en meget grundlæggende debat omkring en epidemilov, og det er jo i særlig grad, fordi vi nu har oplevet en epidemilov på vores egen krop; det har alle danskere. Så den debat byder jeg sådan set velkommen, og den er her jo, uanset om hr. Morten Messerschmidt eller jeg vil have den. Men jeg synes, det rimelige må være, at det er Folketingets partier, der tager et ansvar for, at vi har en epidemilov i det her land. Og så kan der være ting, der skal laves om, og det har Venstre sammen med andre gode kræfter stillet et forslag til hvordan skal håndteres, nemlig at man kigger på loven igen til efteråret.

Således tak til Venstres ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger, og hvis ordføreren netop venligst gør talerstolen ren til næste ordfører.

Ja, der er mange aktiviteter og meget larm fra Slotspladsen, og medlemmerne må signalere til mig, hvis det bliver svært at høre hinanden, men tag hensyn til, at der er den larm, så man måske må tale lidt ekstra højt og tydeligt. Det tror jeg gør, at vi så alle sammen kan høre, hvad der sker her i salen.

Den næste ordfører, der har bedt om ordet, er Dansk Folkepartis ordfører, fru Liselott Blixt. Velkommen.

I Dansk Folkeparti ønsker vi da også en epidemilov. Det lyder nærmest, som om at vi ikke ønsker en epidemilov, men vi skal stemme efter vores overbevisning, og vi skal stemme efter noget, som vi mener kan gøre en forskel, og som ikke bryder med en masse rettigheder.

Dagen i dag har været et klassisk eksempel på, hvordan man ikke skal komme igennem med et lovforslag. Altså, det har da været den mest underlige måde at køre et lovforslag på. Allerede da vi skulle have første behandling, fik vi høringssvarene kort før, og der var utrolig mange høringssvar. Og efter førstebehandlingen var der ikke mindre end 58 ændringsforslag – som vi fik, kort før vi skulle tage stilling til dem til andenbehandlingen. Efter andenbehandlingen kom der 23 flere ændringsforslag plus rigtig mange historier, hvor mange af de partier, der faktisk har tilsluttet sig aftalen, var utrolig skeptiske over for nogle af de ting, som journalisterne fandt frem. Og så her lige før tredjebehandlingen kom der lige pludselig ekstra ændringsforslag – vi er oppe på, hvad jeg kan tælle til 84 ændringsforslag i et lovforslag – og der har været for lidt tid til at sætte sig ind i, hvad det drejede sig om, og for lidt tid til at spørge ind til dem. Vi har selv stillet fire ændringsforslag. Mange af de andre forslag, der ligger, er jo fra ministeren og fra andre partier, men vi har gjort det fra Dansk Folkepartis side, at dem, som vi mener forbedrer loven, har vi stemt for.

Så når Venstres ordfører siger, at dem, der ikke ønsker en epidemilov eller ikke kan stemme for den her epidemilov, ikke har andet at byde på, passer det jo ikke, for som jeg sagde, har vi stillet fire ændringsforslag, og kunne vi få dem igennem, kunne vi godt stemme for. For vi mener ikke, der er parlamentarisk kontrol nok. Det kan Venstres ordfører jo selv se, når man stiller et ændringsforslag om en revision: Først var der flertal, det var der i går, og lige pludselig i dag, i sidste øjeblik, var der partier, der tilsluttede sig ministeren, og så røg ændringsforslaget væk. Det er præcis det, der vil ske i et epidemiudvalg, hvor den til enhver tid siddende regering med et lille mindretal kan trumfe en lovgivning igennem.

Samtidig ønsker vi heller ikke, at det er uden for parlamentarisk kontrol, at man kan tvangsbehandle folk og indlægge dem. Så det er de ting, der gør, at Dansk Folkeparti ikke kan støtte op om den her epidemilov.

Vi havde gerne set, at der havde været en revision, og derfor var vi jo glade for, at vi i går kunne se, at der var et flertal for Venstres ønske. Men det gik ikke sådan, og vi kan kun sige, at man skulle have været klogere før jul og sagt noget, for hvis den her epidemilov kørte videre i 1 eller 2 måneder mere, gjorde det nok ikke den store forskel. Jeg tror ikke, der er nogen, der vil se den store forskel om 1 måned, i forhold til hvad der sker i landet. For den her lov er ikke kun en coronalov. Det er en lov, der skal kunne bruges fremadrettet. Og vi ved ikke, hvilken sundhedsminister der sidder om 10 år, 20 år, og heller ikke, hvilket flertal man kan stemme det her igennem med.

Så det er grunden til, at vi ikke kan stemme for, og jeg vil bare sige, at det har været en frustrerende dag, i forhold til at der er dukket rigtig mange ting op, og at vi har måttet afbryde forhandlinger og gå til hastemøder osv. Og det giver i hvert fald os grund til, at vi stemmer nej til den her epidemilov. Det skulle være ordene herfra.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører, der har bedt om ordet, er ordføreren for Det Radikale Venstre, og det er hr. Stinus Lindgreen.

Tak for det. Før sommeren sidste år var jeg jo med til at samle et flertal for at sætte skub i arbejdet med en ny fremtidssikret epidemilov. Et mål for mig var, at vi skulle sikre tid til en grundig proces med en meget omfattende lov. Om det lykkedes, kan nok diskuteres. Der har i hvert fald været en del bump på vejen, må vi nok konstatere, således også i dag. Men nu står vi her endelig. Den lov, vi vedtager her om lidt, skal vi kunne leve med bliver håndhævet, ikke kun af den nuværende sundhedsminister, men af hvem det end må være, der engang sidder på den post under en fremtidig epidemi. Og det er ikke en coronalov. Den skal også kunne håndtere udbrud af andre endnu ukendte sygdomme, der kan være mere smitsomme eller mere dødelige end den sygdom, som vi alle sammen kæmper med for tiden.

For der er ikke nogen diskussion om, at vi skal have en epidemilov. Vi står midt i en epidemi og over for en tredje bølge af corona. Det ville være hovedløst ikke at have de nødvendige redskaber til at håndtere det. Alternativet til ikke at vedtage en epidemilov i dag er jo, at vi står på mandag uden en epidemilov og derved ikke har det værktøj og ikke har de redskaber, vi skal have for at håndtere den epidemi, vi står midt i. Jeg har ligesom alle andre hørt de bekymringer, der har været rejst omkring loven, og som vi kan høre ganske tydeligt lige nu. Heldigvis – og det er vigtigt at understrege – er langt, langt de fleste bygget på misforståelser om lovens indhold.

Jeg ser da også frem til, at vi er ude af epidemien og ikke længere har behov for at have den her lov i anvendelse. Det bliver skønt, og den tid kommer heldigvis, men det er altså ikke endnu, desværre. Men den lov, vi vedtager, er en markant forbedring i forhold til den nugældende epidemilov, og det er vigtigt at understrege, ikke mindst over for de fremmødte borgere ude på Slotspladsen.

Vi har sikret retssikkerheden langt, langt bedre for landets borgere: Der er automatisk domstolsprøvelse ved tvangsindgreb, der er langt mere transparens omkring de faglige indstillinger, og der er parlamentarisk kontrol og derved også parlamentarisk ansvar. Fra næste uge vil håndteringen og derved også ansvaret for håndteringen ikke alene ligge hos regeringen, men i Folketinget. Vi tager på os at være med, og dermed også at tage ansvaret, og det er godt. Jeg ser frem til den proces.

Jeg har som flere af mine kolleger stillet en lang række spørgsmål og ændringsforslag til loven. Mange af dem er stemt igennem med meget bred opbakning, også fra regeringen, fordi der har været en bred interesse for at sikre en god lov, en fremtidssikret lov, som faktisk kan bruges, også til endnu ukendte sygdomme.

Der er også ting, vi ikke er kommet igennem med. Vi så gerne, at den meget omtalte § 28 blev taget ud af loven, ikke fordi vi ikke kan se hensigten med at kunne bede folk om at lade sig teste, hvis de har været udsat for smitte, men fordi vi ikke kan se, hvordan man skal håndhæve den i praksis. For os er der ikke nogen grund til at have en paragraf, som vi faktisk ikke kan bruge til noget, og som bare er ren symbolpolitik.

Men alt i alt kan jeg stå på mål for den lov, vi skal stemme om om lidt. Er den perfekt? Sikkert ikke, og derfor er det også vigtigt, at vi har vedtaget en revisionsbestemmelse om, at vi samler op på de erfaringer, vi gør os. Vi står heldigvis i en epidemi med en sygdom, vi kender. Vi er et helt andet sted, end vi var for 1 år siden. Det er et godt tidspunkt at finde ud af, om den faktisk funger. Fungerer udvalget, fungerer kommissionen, fungerer de enkelte paragraffer, som vi forventer? Hvis ikke de gør, skal der følges op på det, og så må vi lave en revision til efteråret, hvis det er nødvendigt. Det er ikke et mål i sig selv, at vi skal have den her debat igen til efteråret, men hvis det er nødvendigt, så står jeg gerne her, og jeg er sikker på, at der er flertal blandt partierne for at sikre, at vi nok skal stå her igen, hvis der er brug for at revidere loven.

Tak for ordet.

Tak til den radikale ordfører. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Den næste, der har bedt om ordet her under tredjebehandlingen, er Enhedslistens ordfører, og det er hr. Peder Hvelplund.

Tak for det, formand. Aldrig mere en 11. marts! Det var sådan set den opgave, vi blev stillet over for, da vi skulle til at lave en ny epidemilov. Vi skulle aldrig nogen sinde mere komme til at stå i den situation, at vi stod over for en enorm krise. Når vi tog vores epidemilov op og støvede den af og kiggede på den, kunne vi se, at den var utidssvarende, og at den ikke levede op til de udfordringer, vi stod over for, og derfor kom vi til at stå i den situation, at vi i løbet af meget kort tid skulle vedtage en ny hastelov, som gav meget vidtgående bemyndigelser til en minister, og som indeholdt meget ringe parlamentarisk kontrol. Den situation skal vi aldrig nogen sinde komme til at stå i igen.

Der er også mange andre ting, vi skal lære af det, f.eks. i forhold til hvordan vi sikrer, at vi har tilstrækkelig offentlig produktion af vacciner, af værnemidler, og at vi har en tilstrækkelig høj hygiejnestandard til, at vi kan undgå, at smitten spreder sig voldsomt på vores institutioner for ældre, på vores sociale tilbud, på vores daginstitutioner og vores dagtilbud. Men det helt basale i forhold til epidemiloven er, at vi aldrig nogen sinde mere skal stå i den situation. Det var den opgave, vi stod over for.

Nu har vi haft en hastelov. Vi har hele tiden arbejdet på samtidig at sikre balancen mellem hensynet til folkesundheden og hensynet til de basale frihedsrettigheder, borgernes frihedsrettigheder, for det er den balance, der skal kunne findes i en epidemilov, der skal kunne håndtere og bringe os igennem en krise, fordi vi også ved af erfaring, at kriser altid rammer socialt skævt. Derfor skal vi sikre, at der er den reelle balance mellem, at vi kan beskytte vores svage og udsatte borgere, men at vi også samtidig kan tage hensyn til vores folkesundhed.

Det er også det, der har været pejlemærket for os igennem behandlingen af L 134, forslaget til epidemilov, som vi står med her i dag. Jeg vil da også gerne på trods af alle de besværligheder og det nogle gange uskønne forløb, der har været, kvittere for det samarbejde, der har været. For selv om der har været uenigheder, synes jeg faktisk det er lykkedes for os at komme rimeligt igennem den her proces, også selv om man på mange måder kunne have ønsket, at det afsluttende forløb her havde set anderledes ud, end det gjorde. Men når jeg ser på det samlede resultat, synes jeg ikke desto mindre, at vi faktisk er kommet rimeligt i mål med det her.

Når jeg synes det, er det, fordi vi har været med til at sikre den balance, der er imellem den sundhedsfaglige vurdering og den politiske beslutning, så det bliver tydeligt, hvornår vi taler sundhedsfaglighed, hvornår vi taler kapacitet, og hvornår vi taler politisk beslutning, for der skal være en klar sundhedsfaglig anbefaling. Men det skal også være muligt politisk at kunne gå videre, altså have et forsigtighedsprincip og sige, at her ønsker vi at gå længere, end hvad sundhedsmyndighederne anbefaler, ligesom man selvfølgelig også skal kunne sige, at vi her negligerer de råd, vi får fra sundhedsmyndighederne, fordi vi ikke mener de er valide. Det skal naturligvis være en politisk beslutning, for nogle skal kunne stilles til ansvar for den beslutning.

Jeg synes jo også, at vi med det her udkast har fået sikret netop den parlamentariske kontrol. Hvor vi med hasteloven har oplevet, at der blev placeret stor magt hos regeringen, hos ministeren, altså at der var sket en skævvridning af forholdet mellem den lovgivende og udøvende magt, så synes jeg faktisk vi med det her forslag i et rimeligt omfang har fået sikret, at det ikke sker. Vi har også fået sikret, der er 4 ugers begrænsning for de bemyndigelser, der bliver givet, altså at vi ikke kommer til at opleve, at man giver en bemyndigelse, som bare kan fortsætte, så længe epidemiloven er aktiveret, men at den hele tiden skal tages op til revision.

Vi har fået sikret, at der bliver en automatisk domstolsprøvelse af alle tvangsforanstaltninger og ikke kun dem, der omhandler frihedsberøvelse, men at der, hver gang borgere bliver udsat for et tvangsindgreb, bliver en automatisk domstolsprøvelse af det. Det synes jeg er ret væsentlige resultater, vi har opnået i forhold til det her lovforslag.

Men det er klart, at der er udfordringer i forhold til at skulle vedtage sådan en lov, som er så vidtgående i sit indhold, og som skal kunne aktiveres, når vi står i en krise. Det er også derfor, at det for os har været fuldstændig afgørende, at vi får sikret, at vi hvert femte år får taget loven op og får den gennemgået, i forhold til om den er tidssvarende med den samfundsstruktur, vi har, og det sygdomsbillede, vi står over for. For det er helt afgørende, at vi ikke igen står med en epidemilov, som viser sig at være utidssvarende over for den situation, vi står i.

Jeg er også rigtig glad for, at vi nu har fået sikret, at vi til oktober måned skal have en gennemgang af loven for at se, om der skal laves en revision. For der er ikke nogen tvivl om, at det forløb, der har været især her til sidst, hvor der er blevet stillet et hav af ændringsforslag, er foregået ret presset, og at det har været en forceret proces. Jamen der er det nødvendigt, at vi får kigget på den, fordi der kan være noget, vi har overset; der kan være uhensigtsmæssigheder i forhold til det, vi har vedtaget. Og vi skal naturligvis sikre, at vi forpligter os til at få det gennemgået og få det set igennem og får muligheden for at lave en revision, hvis det er nødvendigt.

Jeg vil også godt sige, at når vi ikke stemmer for Venstres ændringsforslag, er det, fordi vi ikke allerede nu vil sige, at vi skal lave en revision, for det ville jo betyde, at vi skulle gå i gang med arbejdet allerede nu. Men der skal ikke herske nogen tvivl om, at hvis det viser sig, at der er uhensigtsmæssigheder enten i den måde, som epidemiloven bliver udmøntet på, eller i forhold til oplysninger, vi får igennem pressen, så vil vi også sikre, at vi får den revision til oktober måned. Og vi vil naturligvis følge løbende med i, hvordan epidemiloven bliver udmøntet. For det er fuldstændig afgørende, at vi hele tiden sikrer, at der er balance mellem borgernes frihedsrettigheder og hensynet til folkesundheden.

Jeg synes, at vi med L 134 er kommet rimeligt i mål i forhold til det, og derfor er det også med sindsro, at vi kan stemme for lovforslaget her om et øjeblik, når vi skal stemme om det.

Tak til Enhedslistens ordfører. Der er et par korte bemærkninger til ordføreren. Først er det fru Jane Heitmann, Venstre. Værsgo.

Tak til ordføreren for talen. Jeg har faktisk altid haft respekt for Enhedslisten på trods af vores forskelligheder, fordi jeg altid har set Enhedslisten som et parti, som også kæmper for retssikkerhed. Og jeg kunne også høre, at det var noget, som ordføreren her lagde vægt på, da han sagde automatisk domstolsprøvelse og slog ud med armene. Det er også rigtigt nok for nogle, men der er jo ikke automatisk domstolsprøvelse for alle, hvis man kigger på epidemiloven. Det gælder jo især vores ældre. Der er der jo ikke automatisk domstolsprøvelse, hvis der er pålagt restriktioner på f.eks. et plejehjem. Det er i hvert fald noget af det, vi lægger vægt på fra Venstres side, altså at der også skal være mulighed for, at vores ældre har en reel uvildig klageadgang, hvis der bliver pålagt restriktioner i egen bolig på et plejehjem.

Det er bl.a. derfor, at vi har stillet et ændringsforslag sammen med andre partier her i Folketingssalen omkring et ankenævn for besøgsrestriktioner, som netop sikrer – fordi der ikke er domstolsprøvelse – en uvildig klageadgang. Hvorfor kunne Enhedslisten ikke stemme for det, så vores ældre også har en sikkerhed?

Ordføreren.

Jamen jeg har sådan set også stor sympati for det ændringsforslag, som Venstre stillede. Når jeg har været betænkelig i forhold til det, er det, fordi vi jo allerede har sikret, at de afgørelser, der kommer fra Styrelsen for Patientsikkerhed, skal revurderes hver 3., hver 10., hver 20. og hver 30. dag. Der bliver der en vurdering af det. Og det er en balance. Altså, lige præcis spørgsmålet om besøgsrestriktioner på plejehjem er et rigtig godt eksempel på, at vi skal finde en balance i forhold til borgerens retssikkerhed og hensynet til folkesundheden. For når der bliver lavet restriktioner, vil det jo for nogle være et indgreb, men for andre vil det også være et indgreb, hvis der ikke er en tilstrækkelig kontrol med, hvordan smitten kan komme ind på et plejehjem. Det er jo ganske vist borgerens eget hjem, men borgeren kommer jo til at dele personale med naboen, og der kan være en nabo, som er bekymret for, om der er tilstrækkelig kontrol med, at der ikke kommer smitte ind på plejecenteret. Så derfor synes jeg faktisk, at den balance er sikret, netop ved at Styrelsen for Patientsikkerhed skal revurdere sine afgørelser med de intervaller, og at det jo stadig væk også er omgærdet af præcis spørgsmålet om både proportionalitet og mindsteindgreb.

Fru Jane Heitmann.

Tak. Det er jo korrekt, at styrelsen skal revurdere med et dagsinterval, men det giver jo ikke borgeren den retssikkerhed, som der er i, at man kan klage til en uvildig instans. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg simpelt hen ikke komme i tanker om noget sted i det her land, hvor man, hvis man pålægger borgerne stramme restriktioner eller griber ind i den personlige frihed, som man jo gør, når man laver restriktioner i egen bolig på et plejehjem, altså griber ind i den personlige frihed, så ikke også lader det følge af en klageadgang. Jeg kan simpelt hen ikke høre det gode argument for, hvorfor ældre skal være meget dårligere stillede end alle andre borgere i det her samfund, og det synes jeg Enhedslisten mangler at svare på.

Ordføreren.

Der er jo også en klageadgang, for hvis man mener, at de restriktioner, der er, bliver implementeret på en for vidtgående måde, så er der mulighed for at klage til Ankestyrelsen over den afgørelse. Men derudover ligger dilemmaet jo netop i forhold til det der med, at man både skal beskytte den enkelte borger, som gerne vil have besøg, men også den enkelte ældre, som kan bo ved siden af som nabo, og som kan være i en ekstremt sårbar situation, og som kan have den bekymring. Derfor bliver det jo i sidste ende op til en sundhedsfaglig vurdering, hvor det snit skal lægges.

Den næste korte bemærkning er til hr. Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak. Det, der får mig til at tage ordet, er, at ordføreren sagde, at ved alle former for tvang bliver der automatisk domstolsprøvelse. Nu kan det være min hukommelse, der spiller mig et puds, men det mener jeg ikke er tilfældet i forhold til § 28. Altså, der mener jeg ikke at der er automatisk domstolsprøvelse, og det er jo også tvang, for der indgår tvangsisolation i det. Så kan ordføreren ikke bekræfte, at det er korrekt, at der ikke er domstolsprøvelse ved § 28?

Ordføreren.

Jo, der er jo domstolsprøvelse ved § 28, for hvis du får et pålæg om f.eks. at skulle lade dig teste, fordi du har deltaget i en større begivenhed, så påligger det stadig væk myndigheden at bevise det. Det er jo dem, der bærer bevisbyrden. Så du vil jo altid have muligheden for at kunne sige: Det mener jeg ikke er rigtigt. Og så er det myndigheden, der skal bevise, at du netop har været til stede, og at du ikke ønsker at lade dig teste. Så er der jo muligheden for en domstolsprøvelse. Der er ikke tale om en automatisk domstolsprøvelse, men det ville jo også være temmelig vidtgående, hvis man skulle sige: I samme øjeblik man siger, at alle, der har været deltagere ved en koncert, skal de have en automatisk domstolsprøvelse. Der bør det selvfølgelig være sådan, at den enkelte borger har muligheden for at have den retssikkerhed, i forhold til at det er myndigheden, der har bevisbyrden. Du kan ikke bare komme og pålægge nogen en sanktion, uden at det er lovmedholdeligt.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Nej, og det er netop problemet med § 28, altså at den stort set er umulig at administrere, når den er vedtaget. For hvis du lukker en fodboldkamp ned og alle siger, at man skal gå hjem i tvangsisolation, har de mennesker så ret til automatisk at få deres sag prøvet? Der kan jo blive udstedt bøder til dem, hvis de ikke går hjem og tvangsisolerer sig. Hvor er deres retssikkerhed henne? For de skal selv rejse en sag og selv betale for en sag. Og det er jo derfor, at vi og Radikale Venstre har rejst problemet omkring § 28, for der er ikke en automatisk domstolsprøvelse. Man får til gengæld en bøde, hvis man ikke overholder de regler, bare fordi man har været til samme arrangement.

Ordføreren.

Nu er det jo ikke sådan, at det bare er noget, man gør. Altså, det er jo stadig væk omfattet af både mindsteindgrebsprincippet og proportionalitetsprincippet. Men det er jo klart, at hvis der er en begivenhed, kan du risikere, at du får en bøde, hvis du har deltaget i den og nægter at lade dig teste. Så kan du få en bøde, men hvis du så ikke mener, at det er rigtigt, at det er i overensstemmelse med loven, at du har fået den bøde, så kan du nægte at betale den og dermed tage det til domstolen. Det er jo ikke anderledes, end det er i alle mulige andre tilfælde. Det vil naturligvis være sådan, at det er myndigheden, der bærer bevisbyrden, og som skal kunne dokumentere, at det er i overensstemmelse med sandheden, når de siger, at man har været til et arrangement, og at man har nægtet at lade sig teste. Jeg vil gerne medgive, at det kan være svært at håndhæve det, men spørgsmålet er, om man ikke kan sige, at det nogle gange er nødvendigt at give et klart påbud for at sikre, at man får begrænset smittespredningen.

Så er der ikke flere korte bemærkninger til Enhedslistens ordfører. Den næste ordfører, der har bedt om ordet her ved tredjebehandlingen, er ordføreren for Det Konservative Folkeparti, og det er hr. Per Larsen.

Tak for det, formand. Vi skal jo have en epidemilov, og den hastelov, som alle Folketingets partier vedtog for et års tid siden, udløber på mandag, og det er vi nogle der er rigtig, rigtig glade for – personligt har jeg glædet mig rigtig meget. Vi får jo en helt, helt anden lovgivning end den, som vi har skullet leve med det seneste års tid – en lovgivning med en lang række forbedringer, sådan at jeg faktisk kan undre mig over, at der bliver ved med at være sådan et spektakel derude. For jeg synes, at vi er kommet rigtig langt i forhold til at komme i den rigtige retning.

Nu får vi jo nemlig vristet magten fra regeringen, og det bliver simpelt hen Folketingets flertal, der kommer til at bestemme. For vi må jo erkende, at regeringen i det forgangne år har været ualmindelig fedtet, når det handler om at inddrage Folketinget. Sagt mere direkte, så har regeringen ikke forvaltet de beføjelser, som Folketinget gav regeringen, godt nok. Til tider har Folketinget været så dårligt inddraget, at der har været det, jeg vil kalde et reelt demokratisk underskud. Når restriktioner og påbud er blevet indført, er Folketinget kun blevet informeret ganske kort tid før nogle af de famøse pressemøder og uden nogen form for inddragelse, forhandling eller drøftelse, men er alene blevet orienteret om, hvad der skulle pågå. Det allerværste eksempel var jo, da statsministeren og regeringens ministre mente, at man kunne aflive en hel minkbranche uden nogen form for lovgrundlag, altså totalt ulovligt. Det bliver der heldigvis hanket op i i den dommerledede kommission, som skal udrede, hvordan det kunne gå så galt.

Men nu bliver der jo sat en begrænsning for egenrådigheden. Nu får vi demokratiet tilbage i beslutningsprocessen; ja, vi får som sagt magten tilbage til Folketinget. Vi får en Epidemikommission, som skal fremlægge beslutningsgrundlagene og beregningerne helt åbent, så vi politikere kan tage udgangspunkt i det – altså åbenhed og gennemsigtighed i beslutningsprocessen, sådan som vi kender det i det øvrige almindelige lovarbejde. Så kan alle se, hvad der er sundhedsfaglig rådgivning, og hvad der er politik.

Med den nye lov får vi også retssikkerheden for befolkningen i højsædet, idet alle påbud rettet mod enkeltpersoner helt automatisk skal indbringes for domstolene, vel at mærke af myndighederne. Det giver i hvert fald mig tryghed for, at ingen bliver udsat for unødige foranstaltninger.

Det har været en lang proces, og vi er også kommet rigtig langt, men frygten for, at der er noget, som vi har overset, gør jo så, at vi har forlangt, at loven genbesøges til efteråret. Og det er så ikke helt lykkedes, kunne jeg læse her i formiddags i Ekstra Bladet, for det, der sådan set var et flertal for, er jo blevet noget udvandet, sådan at vi jo netop ikke skal revidere på samme måde, som der var flertal for i går, men lave en vurdering. Og jeg vil da tage de partier på ordet, som her i dag har tilkendegivet, at hvis der bliver behov for det, tager vi simpelt hen også og laver en revision af den. Og det ser jeg da frem til, hvis der bliver behov for det, men lad os håbe, at der ikke gør det.

Jeg vil gerne slå tre ting fast, inden vi stemmer ja til loven. Vi får jo fremover, som jeg nævnte, retssikkerheden styrket markant. Der bliver også igangsat et grundigt arbejde med at udarbejde regler og principper for erstatning og kompensation. Og så får vi som sagt magten tilbage til Folketinget. Og derfor stemmer vi Konservative selvfølgelig for loven. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning, og den er fra hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil bare gerne kvittere for talen, og så vil jeg bare gerne sige, at ordføreren kan være ganske forvisset om, at hvis vi er af den opfattelse, at der er behov for en revision af loven, vil vi også forlange, at vi får den til oktober måned, for det er fuldstændig afgørende. Så vil jeg også bare spørge ordføreren, om ordføreren ikke er af den opfattelse, at det der med, at vi lige vurderer, om der er behov for en revision, i virkeligheden kunne være meget klogt, for ordføreren siger jo selv, at det ikke er sikkert, at det er nødvendigt. Og derfor er det måske meget fornuftigt, at vi først konstaterer, om det er nødvendigt med en revision, før vi beslutter, om det er det, vi skal gøre.

Ordføreren.

Jo, det kan jeg da kun give Enhedslistens ordfører hr. Peder Hvelplund ret i, altså at der jo ikke er nogen grund til at revidere noget, hvis ikke der er behov for det. Men det, at man havde nedfældet det, synes jeg som udgangspunkt ville have været en fordel. I den lov, som vi har levet med det sidste års tid, var der jo en solnedgangsklausul, og den udløber jo, og det synes jeg alt andet lige er en fordel, for det har jo gjort, at vi nu simpelt hen er nødt til at skulle lave en ny lovgivning. Tak.

Hr. Peder Hvelplund.

Men det er jo netop det, der ligger i det: at vi nu har forpligtet regeringen til, at vi til oktober måned skal have den drøftelse af, om der bliver behov for en revision. Som sagt kan jeg garantere, at det er vi i hvert fald klar til, hvis behovet er til stede. Så vil jeg også bare sige, at spørgsmålet om solnedgangsklausul og i øvrigt også en revurdering af hasteloven efter 3 måneder også var noget af det, Enhedslisten bragte frem i forhandlingerne, da vi diskuterede hasteloven. Der var der så ikke flertal for det dengang, men jeg er da rigtig glad for, at der nu er kommet mere fokus på det, at vi skal have en revision, og at vi løbende hvert femte år skal kigge på loven igen.

Ordføreren.

Ja, og med de ord vil jeg da også sige, at jeg er fortrøstningsfuld ved, at vi, hvis der bliver et behov, kan samles om at sige, at så bider vi også til bolle, for at sige det rent ud, for så laver vi også en tilretning af det, vi måtte synes var uhensigtsmæssigt.

Tak til den konservative ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Ordføreren bedes være venlig at gøre klar til den næste ordfører, som står på spring, og som er Nye Borgerliges ordfører, hr. Lars Boje Mathiesen.

Nu kommer der en stor overraskelse, for Nye Borgerlige stemmer ikke for epidemiloven. Det gør vi ikke. Men jeg vil godt lige starte med at rose de larmende mennesker ude på gaden, for det har været mange måneder, de har stået derude. Selv om det måske har været en belastning, at vi skulle høre på det herinde, er det vel også et tegn på, at demokratiet lever, og at det larmer. Jeg synes også, det fortjener anerkendelse, at de mennesker, som i hvert fald står derude nu, har gjort det fredeligt uden optøjer og uden problemer, og det synes jeg faktisk bør høste anerkendelse, i hvert fald fra mig af.

Nye Borgerlige mener, at der skal være en epidemilov. Vi kan stå over for situationer, som kan være meget, meget slemme, så selvfølgelig skal vi have en epidemilov. Når vi ikke kan stemme for den her, er det, fordi vi ikke mener, at proportionerne i den er rigtige, for den giver for vide beføjelser i forhold til det, vi står i nu, nemlig corona. Derfor kan der godt opstå andre situationer, hvor det er okay, at der er vide beføjelser i en epidemilov. Men vi står i en situation, hvor vi i marts måned gav regeringen rigtig stor magt, og den magt har de i min optik ikke forvaltet godt nok. De har kørt Folketinget ud på et sidespor, og jeg tror også, at det har betydning for den modstand, som der er i befolkningen over for det, vi vedtager nu. For jeg tror, at hvis regeringen havde haft en mere inkluderende tilgang til at håndtere det her, ikke kun hvad angår resten af Folketinget, men også hvad angår befolkningen, havde der måske været en større opbakning til det, vi desværre vedtager nu.

Vi kunne ikke være med, fordi den indeholder for mange områder med tvang, for mange områder med kollektivistisk straf på formodninger, hvor raske mennesker kan blive sendt hjem i tvangsisolation på en formodning om, at de er syge. Kunne man forestille sig en sygdom, hvor det vil være nødvendigt? Ja, måske, hvis det er meget, meget slemt. Men det må aldrig være et værktøj, som kan tages i brug til f.eks. at håndtere en coronavirus, som vi står over for, og det er jo det, der er tilfældet. Samtidig har man i min optik nedsat en syltekrukke, det skal man kigge på efterfølgende, men man har i et helt år vidst, at der skulle laves en ny epidemilov, men man har ikke indtænkt erhvervslivet i det. Det synes jeg er respektløst. Så på en række områder kan vi altså ikke være med i Nye Borgerlige.

Vi synes også, det går for vidt med de krav, man kan stille til virksomheder og mennesker om at oplyse om andre menneskers adfærd, og hvor de har været henne. Det gælder også for coronaen. Vi skal have lov til at gå på restaurant og have vores anonymitet, uden at en virksomhed kan blive tvunget til at registrere, hvem vi er, og hvem vi har været sammen med. Det er at gå for langt.

Der er også forbedringer i forhold til den midlertidige lov, og det synes jeg også er på sin plads at anerkende. Der er nedsat et udvalg. Vi så gerne, at flere beslutninger var kommet ned i Folketinget, men udvalget er en forbedring, og det synes jeg også skal anerkendes. Tvangsvacciner er taget ud i forhold til det første, som regeringen kom med, og det er også positivt.

Så selv om vi ender med ikke at kunne stemme for, vil vi godt anerkende, at i forhold til den midlertidige lov – der skal så heller ikke så meget til – er der forbedringer. Men som sagt kommer vi ikke til at stemme for det her. Proportionerne er der ikke, og grundlæggende ligger problemet i, at udvalget jo også er politisk, og når alt kommer til alt, og når vi skal trykke på knappen, deler jeg ikke proportionalitetsbegreb med venstrefløjen. Det gør jeg bare ikke, og derfor er den måde, det kommer til at ligge på, forfejlet, nemlig i et udvalg, for det bliver en politisk vurdering af, hvad der er proportionalt, der bliver det gældende, og det synes jeg er forfejlet.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning, og det er fra hr. Stinus Lindgreen, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen, der gav anledning til en række spørgsmål. Jeg tror ikke, jeg kan nå dem alle sammen, desværre. Men der er én ting, jeg godt kunne tænke mig at høre ordførerens holdning til, for jeg kan forstå på ordføreren, at ordføreren synes, det er en forbedring i forhold til den nugældende epidemilov, men hvis et flertal stemte imod i dag, hvad er så alternativet? Hvad er det, ordføreren forestiller sig skulle ske på mandag, når den gældende epidemilov ophører på grund af solnedgangsklausulen og vi står midt i en epidemi? Er det er en ansvarlig tilgang til politik?

Ordføreren.

Jeg bryder mig grundlæggende ikke om, at man tager Folketinget og folkestyret som gidsel til at stemme noget igennem lige op til deadline, fordi man har nølet med det. Det ansvar ligger først og fremmest hos regeringen, altså at vi står her fem minutter i lukketid. Dernæst påhviler det de partier, som har indgået en dårlig aftale inden jul og dermed har givet regeringen carte blanche til at læne sig tilbage hen over juleferien og i januar. Man kunne have sagt nej til den aftale; man kunne have sagt, at den ikke var god nok. Der har været 84 ændringsforslag siden. Man kunne have indrømmet og erkendt, at den aftale ikke var god nok, og så kunne man have sat sig ned og bevæget sig videre. Men vi sagde nej tak til den aftale i december måned, for vi syntes ikke, den var god nok, og derfor kan vi jo ikke være med og stemme for.

Hr. Stinus Lindgreen.

Som ordføreren jo nok er bekendt med, var en del af aftalen jo netop, at man skulle tage hensyn til høringssvar og stille ændringsforslag, når man blev bekendt med, hvad der måtte være af kritikpunkter, hvilket alle ansvarlige partier har gjort i vid udstrækning. Det er jo derfor, vi har en markant forbedret epidemilov i dag. En af de ting, ordføreren nævner, er, at man kunne lave et eller andet vanvittigt tvangsindgreb på baggrund af corona, og at regeringen kunne internere folk, og hvad ved jeg, men det er jo ikke rigtigt. Tværtimod vil det jo netop ikke være op til regeringen. Det vil være op til, om der er et flertal for de indgreb, der kommer. Det er jo derfor, vi har lavet et epidemiudvalg, hvor der skal være et flertal. Hvis der er et flertal imod, og hvis der er et flertal imod i Folketinget, kan vi til enhver tid omgøre det. Jeg forstår overhovedet ikke den kritik, som ordføreren kommer med fra talerstolen. Det er fuldstændig forfejlet. Det er jo en ny epidemilov, vi står og diskuterer her.

Ordføreren.

Jamen hvis man ikke syntes, at den bekymring, vi havde omkring den demokratiske forankring i udvalget, var et problem, forstår jeg ikke modstanden mod at lave en mindretalsbeskyttelse deri, som vi har haft et forslag om; så forstår jeg ikke, hvorfor man har afvist det ønske om mindretalsbeskyttelse. Hvorfor er det, man frygter det så meget, at man ikke vil have det med? I min optik er det, fordi der er noget at komme efter på det område der, for vi kommer til at sidde og have et flertal, et socialistisk flertal, som overhovedet ikke har nogen proportioner i det her. Regeringen har overhovedet ikke haft de rette proportioner omkring nedlukning og omkring de ting, man har gjort. Nu får de så et udvalg, hvor de kan få opbakning fra venstrefløjen til at gå endnu længere, hvis de har lyst til det. Jeg synes ikke, det er godt.

Den næste korte bemærkning er til hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil starte med at sige, at der efter min opfattelse var en række fejlslutninger i ordførerens tale, i forhold til hvad den her epidemilov kunne bruges til. Men det, jeg godt vil spørge ordføreren om, vedrører, at jeg simpelt hen ikke forstår, hvad det er, ordføreren mener med, at det her betyder, at et folketingsflertal har en anden proportionalitetsopfattelse, end ordføreren har.

Altså, hvad er det i en demokratisk proces, som ordføreren mener er angribeligt, i forhold til at der kommer parlamentarisk kontrol? For det er jo rigtigt, at når der er parlamentarisk kontrol, så betyder det, at det er politikere, der bliver stillet til ansvar for de beslutninger, der bliver truffet, og vi skal sikre, at de gør det på en så fagligt funderet baggrund som overhovedet muligt. Men hvad er det, ordføreren mener der er et problem i forhold til det?

Ordføreren.

Først og fremmest vil jeg sige, at jeg godt forstår, at Enhedslisten ser anderledes på det her, end vi gør. Altså, vi er et borgerligt parti, og vi kerer os om borgernes grundlæggende borgerrettigheder og om frihedsbegreber. Enhedslisten har et andet syn på tvang, et andet syn på statsstyring, end vi har. Så jeg forstår godt, at vi ser forskelligt på det her, og at Enhedslisten ser det her som positiv lovgivning, mens jeg ikke ser det som positiv lovgivning.

Det her udvalg er et lukket udvalg, og det vil sige, at det begrænser borgernes muligheder for at kigge politikerne i kortene. Det begrænser mulighederne for, at medierne kan kigge politikerne i kortene. Hvis vi i stedet for tog det herned i salen til en folkelig debat, tror jeg, at der ville være større opbakning til de tiltag, man ville lave. Så det er den bekymring, jeg har omkring det, og grunden til, at jeg hellere ville have haft det herned i Folketingssalen end i et lukket udvalgslokale.

Hr. Peder Hvelplund.

Nu bliver jeg nødt til at sige, at ordføreren simpelt hen burde have sin mund vasket med sæbe. For når ordføreren står og siger, at vi på venstrefløjen er optaget af tvang, vil jeg sige, at nogle af de retssikkerhedsmæssige garantier har vi kæmpet igennem sammen med bl.a. vores gode allierede i Venstre – i forhold til at sikre automatisk domstolsprøvelse, i forhold til at sikre, at grundlæggende frihedsrettigheder bliver forsvaret.

Så når man taler om den her lovgivning som udtryk for en eller anden obskur tvangstanke, der præger et flertal i Folketinget, er det simpelt hen ikke rigtigt. Og det er simpelt hen heller ikke fair at tage den debat ned på det niveau. Jeg synes ikke, det er rimeligt, og jeg synes, at hr. Lars Boje Mathiesen skulle forholde sig til det, der er den politiske substans i det her: Hvad er det, der er problemet med, at der er demokratisk kontrol i forbindelse med en epidemilovgivning? Hvad er det, der gør, at det er et problem, at det er et folketingsflertal, at det er et politisk flertal, som kan definere, om man vil gå længere, end hvad sundhedsmyndighederne anbefaler?

Ordføreren.

Jeg syntes netop, jeg forsøgte at forholde mig til det. Jeg nævnte konkret, hvad jeg syntes der var problemet med udvalget. Dernæst forklarede jeg, hvorfor det er et problem med det proportionalitetsbegreb, der ligger. For Enhedslisten og jeg ser ikke ens på det.

Det er jo klart, at det, som reelt set er tvang, ser Enhedslisten ikke som tvang. Det, der er ekstremt, ser Enhedslisten ikke som ekstremt. Og det gælder så mange ting, som vi debatterer herinde. Når vi taler om verdens højeste skattetryk, som vi har i Danmark, så finder Enhedslisten det ikke ekstremt. Virkeligheden er jo bare, at det er ekstremt. Og virkeligheden er jo også, at der i forbindelse med mange af de ting, som Enhedslisten ikke betragter som tvang, er tale om tvang.

Den næste korte bemærkning er til fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Det bliver jeg jo lige nødt til at følge op på, altså på min gode kollega her bagved, for det er en meget særlig definition, hr. Lars Boje Mathiesen har, på, hvad demokrati egentlig betyder. Så jeg skal bare spørge hr. Lars Boje Mathiesen, om borgerne har sammensat et udemokratisk Folketing, fordi de tilfældigvis valgte, at der skulle være et rødt flertal?

Ordføreren.

Næh, det synes jeg ikke. De har bare sammensat et forkert et, synes jeg. Og jeg forstår udmærket godt, at hvis vi går fra en kommunist til en socialist, så er der nok ikke meget forskel på, hvordan man ser på tvangsbegreberne. Altså, jeg har bare en anden begrebsforståelse end den, som socialister og kommunister har.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Så vil jeg blot vende mig mod mine kolleger i den anden side af salen og sige: Hvor er det godt, at vi rigtig ofte, heldigvis, kan lave brede aftaler på netop sundhedsområdet. Og vi har en god tradition for at lave brede aftaler på sundhedsområdet, fordi vi ved, at det er det, der bærer. Så tak til en stor del af Folketinget for at være med til at vedtage den her epidemilov under de betingelser, som det nu engang er foregået under. Og jeg beklager virkelig ordførerens syn på demokrati i den her sammenhæng.

Ordføreren.

Det er sjovt, at inden jeg kom i Folketinget, så havde jeg den der fornemmelse af, at det her er det eneste sted, hvor det at sige nej ikke også kan betyde at tage ansvar. Hvad angår alle andre aspekter af livet, lærer vi vores børn og alle mulige andre, at det er okay at sige nej, og at det at sige nej til noget faktisk også kan være at tage ansvar. Men herinde er der et eller andet dogme om, at hvis der er partier, som ikke vil det, som flertallet beslutter sig for, så er de uansvarlige; så vil de ikke tage ansvar. Det kan også være at tage ansvar at sige nej.

Tak til Nye Borgerliges ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Og ordføreren bedes gøre klar til den næste ordfører, som er fru Susanne Zimmer uden for grupperne, som har bedt om ordet.

Tak for det. L 134 er jo langt bedre end den lov, vi har nu, og den kunne måske også være blevet nærmest god, hvis vi havde haft noget mere tid til at få den arbejdet igennem, så vi ikke kom ud i det her hastværk til sidst.

Det er helt klart, at vi skal have en epidemilov, men efter store og lange overvejelser er vi i Frie Grønne kommet frem til, at vi desværre er nødt til at stemme imod. Vi er undervejs kommet med fem forslag i forhold til at øge retssikkerheden og har fået fire af dem med, og det er vi selvfølgelig glade for. Og vi har også støttet en hel del af ændringsforslagene og er egentlig ret kede af, at Venstres ændringsforslag, i forhold til at loven skulle revideres i oktober, ikke kom igennem, for så havde vi netop fastsat, at der skulle kigges grundigt på den igen.

Men vi synes generelt, at der stadig væk er for store beføjelser til at bruge tvang som redskab. Der mangler noget klageadgang – klageadgangen er ikke stærk nok. Og retssikkerheden er simpelt hen for svag. Der er for meget tvang og for lidt tillid til befolkningen og for lidt fokus på den oplysning, der skal gives til befolkningen, så de kan træffe de rigtige valg og agere fornuftigt og ansvarligt, som vi jo også langt hen ad vejen har set i den her epidemi. Der er for lidt tillid til medarbejderne og de decentrale myndigheder.

Men det er godt, at der stadig væk bliver lagt op til en revision, og det arbejde vil vi gerne deltage i. Men vi stemmer imod.

Tak til fru Susanne Zimmer. Der er ønske om en kort bemærkning, og det er fra hr. Lars Løkke Rasmussen uden for grupperne. Værsgo.

Tak for det. Det var egentlig blot til forståelsen. Da ordføreren roste det her ændringsforslag, som der indtil i går øjensynlig også var flertal for, om en påtvungen revision til efteråret, hvad jeg også selv synes ville være klogt, skulle vi så forstå det sådan, at hvis der havde været flertal for det ændringsforslag, ville man være parat til at støtte lovforslaget her i dag, i lyset af at den lovgivning, der alt andet lige bliver vedtaget her i dag, trods alt er bedre end den hastelov, der findes, eller hvordan skulle det forstås?

Ordføreren.

Det skulle ikke forstås sådan, men det havde været en god ting, ligesom vi har stemt for de gode ændringsforslag, som har gjort det bedre, men det er stadig væk ikke godt nok, og det ville det heller ikke have været, men det ville have været et sikkert skridt til, at vi kunne gøre det bedre.

En anden bemærkning? Nej. Så er der ikke flere korte bemærkninger til ordføreren, og vil ordføreren gøre klar til den næste, der har ønsket ordet? Det er hr. Morten Messerschmidt, som ønsker ordet som privatist.

Tak, formand. Vi har ikke i Danmark tradition for at holde folkeafstemninger, medmindre vi efter grundloven er nødet at gøre det, og dog er der alligevel, hvis man husker tilbage, et par eksempler, hvor vi rent faktisk har gjort det, fordi situationen har kaldt på det. I 1993 var der mere end fem sjettedeles flertal for Maastrichttraktaten. Alligevel valgte man at holde en folkeafstemning. I 1986 var man i en parlamentarisk situation, hvor man, selv om traktaten på papiret ikke overdrog nye beføjelser til EU og man derfor ikke var i § 20, valgte at holde en folkeafstemning.

Den epidemilov, som med al overvejende sandsynlighed bliver stemt igennem her om kort tid, kan måske ikke sådan på overfladen sammenlignes med en EU-traktat – og så alligevel: Hvis man lytter til sagkundskaben ude i virkeligheden, er der i hvert fald nogle røster, som går i retning af, at alvoren ved den epidemilov, vi har foran os i dag, måske kan sammenlignes. Som juraprofessor ved Københavns Universitet og forsker i øvrigt i katastroferet Kristian Lauta siger, er der tale om en enkeltstående lovgivning, der måske er den mest vidtgående. Han siger også, at konsekvensen af loven her er, »at vi får øget risiko for, at loven kan misbruges i fremtiden, og at vi potentielt får sænket retssikkerheden for den enkelte borger«.

Den bekymring er der grund til at tage alvorligt, og derfor er der så grund til i det her tilfælde at tage op til revision, om ikke det ville være fornuftigt at spørge befolkningen – ikke fordi vi i Dansk Folkeparti bestrider, at Folketinget selvfølgelig er i sin gode, legitime ret til at køre igennem med det endog ganske komfortable flertal, der synes at være for den her lov, men simpelt hen for at sikre, at man også i befolkningen har en følelse af at være blevet taget med på råd.

Når vi kan se, at selv Sundhedsstyrelsen tager forbehold for det lovforslag, som regeringen har fremsat og er forhandlet igennem, endog på nogle ganske vitale områder – ja, man direkte undsiger loven – så er der grund til at sikre sig, at den lov, vi vedtager i dag, også har opbakning i befolkningen, hvad enten det gælder databeskyttelsen, domstolsprøvelse, om det gælder besøgsforbud på vores plejehjem, eller om det gælder det krav om isolation, som kan påbydes festgæster, fodboldfans, eller hvad ved jeg.

Uanset hvad, har vi en interesse i, også efter at den her lov er vedtaget, at de, der står på Slotspladsen, at de, der rundtomkring i hele landet, på tilhørerpladserne og andre steder er bekymrede, også føler sig taget med på råd, og det kan vi netop gøre ved at holde en folkeafstemning. Det er derfor Dansk Folkepartis forslag – ikke, som vi talte om tidligere, efter § 42 i grundloven, thi det ville jo netop gøre, hvis der skulle være en tredjedel af Tinget, der måtte skrive under, at den her lov så ville blive udskudt. Det ønsker vi ikke. Vi synes, det er en dårlig lov, men selvfølgelig har vi brug for en epidemilov her i landet.

Derimod vil vi fremsætte et selvstændigt forslag, hvor der kan tages stilling til, om ikke det ville være klogt, måske midt i september, at fastsætte en dag, hvor danskerne skulle til stemmeurnerne, sådan at vi i god tid de kommende 7 måneder kan få endevendt alle dele af den her lov. Vi må desværre sige, at regeringen i et vist omfang i hvert fald har forsøgt at holde ting skjult for Folketinget, eksempelvis Sundhedsstyrelsens høringsbidrag, som først for ganske kort tid siden kom Folketinget til bekendtskab, efter at det havde ligget og samlet støv i ministeriet i 4 måneder. Det er ikke betryggende, hverken for tilliden til demokratiet eller for tilliden til den lov, som et flertal af Folketingets medlemmer antagelig stemmer igennem.

Vi har derfor brug for et andet instrument til at sikre tilliden – tilliden mellem os som danskere, som demokrater, men også mellem Folketinget og befolkningen, og det er netop der, folkeafstemningsinstrumentet er fantastisk. Så selv om vi ikke har tradition for at bruge det, andet end når vi er tvunget til det, så mener vi, at det er den situation her, der netop kalder på det, og derfor vil jeg godt, og derfor tog jeg ordet som privatist, varsle, at vi i Dansk Folkeparti altså vil fremsætte et sådant beslutningsforslag i forventning om, at det kan behandles inden grundlovsdag og forhåbentlig, at i hvert fald et flertal i tiden, der måtte gå fra nu og indtil førstebehandlingen, kan se fornuften i, at vi får en folkeafstemning og forhåbentlig en revision, nu, hvor det røde flertal har afvist det udmærkede ændringsforslag, der er stemt om, om en påtvungen revision. Tak, formand.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning til ordføreren, og det er fra hr. Stinus Lindgreen, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Det er blot en oplysende kommentar, for jeg er fuldstændig enig med hr. Morten Messerschmidt i, at tillid er vigtigt – tillid fra befolkningen, tillid fra Folketinget naturligvis. Derfor er det også vigtigt at oplyse – nu sidder hr. Morten Messerschmidt naturligvis ikke i følgegruppen for covid-19 – at de indvendinger, der var fra Sundhedsstyrelsen, har vi altså været bekendt med siden engang i efteråret. Det er rigtigt, at detaljerne, mails osv. først er blevet sendt over her i sidste uge, men for dem af os, der har været med til møderne, var der ikke noget nyt i det. Det er blot for lige at oplyse om, at der ikke er noget i de indvendinger og kommentarer, der har været fra Sundhedsstyrelsen, der har været skjult for os, der har siddet og forhandlet det her. Tak.

Ordføreren.

Nej, men jeg tror ikke, at det ville være en overdrivelse at sige, at det var nyt for ganske store dele af befolkningen, og med de her meget voldsomme indgreb, der lægges op til, er det bare uhyre vigtigt, at befolkningen i bred forstand føler, at man er blevet taget med på råd, at der ikke er blevet puttet noget ind under gulvtæppet osv. osv. Og f.eks. Kent Kristensen, der er lektor i sundhedsjura ved Syddansk Universitet, udtaler, og jeg citerer:

»Jeg savner, at Sundhedsstyrelsen får større indflydelse. Man kan jo risikere, at ministrene forsøger at sammensætte et udvalg, hvor synspunkter, som udfordrer dem, er mindre repræsenteret.«

Når det er den slags citater, vi har i samfundsdebatten i dag, kalder det jo på konspirationsteorier, og det kalder på en tro på, at ikke alt er kommet frem i lyset. Og det kan vi ikke leve med, når det er en lov, der er så indgribende, og det er derfor, at en folkeafstemning og den debat, der vil komme forud for den, vil være et rigtig godt instrument til at sikre, at alt er fremme i lyset.

Hr. Stinus Lindgreen.

Jeg er fuldstændig enig med hr. Morten Messerschmidt i, at åbenhed og transparens er helt afgørende, og det har vi jo også kæmpet for siden marts sidste år. Alt skal frem, og jeg synes også, det er rigtig godt, at det er kommet frem, så folk kan se, hvad Sundhedsstyrelsen havde af kommentarer, både positive og negative, til det lovforslag, vi nu har behandlet. Min pointe var blot at gøre opmærksom på, at det ikke er noget, der har været skjult for de ordførere, der har siddet og behandlet loven.

Ordføreren.

Det forstår jeg fuldt ud. Pointen med forslaget om folkeafstemning er ikke så meget møntet på, at de 179 ærede medlemmer skal føle sig betrygget, men på, at hele den danske befolkning skal kunne føle sig betrygget.

Tak til hr. Morten Messerschmidt. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Der er endnu en privatist, der har meldt sig til talerlisten. Da rigtig mange medlemmer er til stede i salen nu og der også er lidt larm ude på Slotspladsen, vil jeg bede om, at man holder samtalerne ude i baglokalet.

Den næste, der har ønsket ordet, er hr. Lars Løkke Rasmussen, uden for grupperne. Værsgo.

Tak for det. Danmark skal selvfølgelig have en epidemilov. Og det er helt åbenlyst, at den epidemilov, som Danmark havde, da corona ramte os, ikke var tidssvarende. Det har jeg jo selvfølgelig et medansvar for, ligesom resten af Folketinget har det. Skal man finde en slags undskyldning, er det vel den, at den lovgivning, der sidst blev revideret i 2007, lå der, og at alle havde hovedet et andet sted og tænkte: Den får vi nok i virkeligheden ikke brug for.

Men det fik vi jo så, og den lov, der gjaldt, rakte ikke, og derfor blev der lavet en hastelovgivning. Min stemme tæller også bag den hastelovgivning, selv om jeg vist ikke var til stede i salen den dag, men jeg var medlem af et parti, der stemte for. Livet er for kort til fortrydelse. Skulle man alligevel fortryde en ting, skulle det måske være den hastelov, for den gav godt nok regeringen legio beføjelser, som den nu har haft et år til at vise hvordan den forvalter – og det har ikke været noget kønt syn. Det har været ekstremt egenrådigt, og det er man på en eller anden måde nødt til at tage med, når man så her i dag skal tage stilling til, hvad det er for en permanent lovgivning, Danmark skal have på epidemiområdet. For nu ved vi i hvert fald, hvordan den regering, der sidder aktuelt, har tænkt sig at forvalte den.

Jeg har kun kort taletid som privatist, så for at gøre mit indlæg kort, vil jeg langt hen ad vejen henvise til – og det er ikke, fordi jeg har tilbøjelighed til at trække andre foran mig – det indlæg, der blev holdt af ordføreren for Nye Borgerlige. Der er et spørgsmål om proportionalitet over for ekstrem forsigtighed; der er et spørgsmål om, hvilken rolle myndighederne skal spille; og i det lovforslag, der om lidt vedtages, kommer det efter min bedste opfattelse ud af balance.

Det er jeg nok ikke den eneste der mener, og derfor har der jo også været partier, som har presset på for, at man i en situation, hvor det her lovforslag, der bliver vedtaget om lidt, jo altså entydigt er bedre end den hastelovgivning, der gælder, skal have en påtvungen revision i efteråret. Jeg forstår simpelt hen ikke, hvorfor der ikke kan tilvejebringes et flertal for det, men det kan der ikke. Den eneste måde, hvorpå man jo de facto kan tilkendegive, at man synes, at det her rammer en forkert balance, er derfor ikke at støtte lovforslaget, og det gør jeg derfor ikke.

Tak. Der er ingen korte bemærkninger. Så skal jeg høre, om der er flere, der ønsker ordet. Det er der ikke, men jeg kan nu se, at hr. Martin Geertsen ønsker ordet til en anden runde. Velkommen til hr. Martin Geertsen fra Venstre.

Jeg tror ikke, at der er nogen grund til at lægge skjul på, at vi igennem de sidste par timers tid har drøftet et stykke lovgivning, som jo er af meget, meget væsentlig karakter, og som, når det skal udmøntes, kan risikere at have en meget indgribende karakter over for den danske befolkning. Vi er nogle partier, som nu i et år har presset på for at få ændret den hastelov, som vi lever under nu; som har ønsket at få noget mere demokratisk kontrol; som har ønsket, at vi kan komme til at kende forskel på politik og sundhedsfaglige indstillinger; som har knoklet med det her stykke lovgivning.

Vi har så en regering, som på alle mulige måder har forsøgt at forhale den proces. Vi har en regering, som efter mine bedste begreber har hovedansvaret for, at den her lov til sidst har haft et fuldkommen tumultarisk forløb, al den stund at man har forsøgt at forhale processen den ene gang efter den anden. Vi har haft en regering – og mange talere har jo været inde på det – som har handlet fuldstændig egenrådigt igennem det sidste år uden at spørge nogen til råds om noget som helst. Nu kommer vi så til dagen, hvor et flertal i Folketinget vil vedtage en ny epidemilov, som vi altså har brugt massivt med kræfter på på tværs af også normale politiske skel, og så er der ikke en eneste repræsentant for regeringspartiet, som har taget ordet. Jeg synes simpelt hen, det er uanstændigt, at ikke én repræsentant for regeringspartiet har været heroppe på talerstolen og forsvare det, man har foretaget sig igennem det seneste år, og som ikke har nogen som helst former for mening om det, som andre partier har brugt et helt år på. Det har regeringen ikke nogen mening om ved tredjebehandlingen af vel nok et af de væsentligste stykker lovgivning, som vi i den her samling kommer til at vedtage. Jeg synes, det er slapt. (Klapsalver i salen).

Jeg skal bede om ro i salen.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning til ordføreren, og den kommer fra hr. Rasmus Horn Langhoff, Socialdemokratiet.

Jeg skal bare høre, om Venstres ordfører er bekendt med, at vi altså havde en førstebehandling, hvor der var rig lejlighed til både at høre den socialdemokratiske ordfører fortælle om, hvorfor det var, at det var en god idé med den her epidemilov, og så sandelig også en socialdemokratisk minister, altså hele to socialdemokrater under førstebehandlingen, som vi havde masser af tid til, og hvor der var mulighed for spørgsmål, og der har været en efterfølgende udvalgsbehandling. Der har været så meget tid, hvor hr. Martin Geertsen har haft lejlighed til og mulighed for både at lytte til socialdemokrater og drøfte politik og epidemilov med socialdemokrater. Jeg vil faktisk mene, vi har diskuteret det her efterhånden 1 års tid, så den forargelse, der bliver præsenteret fra talerstolen, virker en anelse påtaget.

Ordføreren.

At den socialdemokratiske ordfører har nerver til at stå og stille mig spørgsmål, når den socialdemokratiske ordfører ikke har været heroppe på talerstolen, synes jeg er den rene tilståelsessag.

Hr. Rasmus Horn Langhoff.

Venstres ordfører svarede ikke på spørgsmålet. Altså, jeg går ud fra, at Venstres ordfører har set mig selv, Socialdemokratiets ordfører, stå på talerstolen og diskutere netop den her lov med hr. Martin Geertsen. Hvordan kan det være, at hr. Martin Geertsen ikke har opdaget det?

Ordføreren.

Hvis hr. Rasmus Horn Langhoff ikke har opdaget, at hele processen om det her stykke lovgivning igennem de sidste måneder har haft et fuldkommen tumultarisk forløb, ved jeg simpelt hen ikke, hvad det er for en verden, hr. Rasmus Horn Langhoff har været i. Det er derfor, jeg synes, at det er en frækhed, at ikke en eneste repræsentant fra regeringspartierne har the b... (Martin Geertsen laver en kunstpause) – ja, til at stille sig herop og forsvare dels det, man har foretaget sig igennem det seneste år, dels svare på spørgsmål om hele det tumultariske forløb, som den her lovgivning har været igennem, som man ene og alene selv bærer hovedansvaret for, fordi man har trukket processen i langdrag.

Der er en kort bemærkning til fru Ellen Trane Nørby, Venstre. Værsgo.

Tak. Jeg vil egentlig bare bede Venstres ordfører bekræfte, at det lovforslag, som vi tredjebehandler i dag, jo på ingen måde ligner det lovforslag, som vi diskuterede ved førstebehandlingen, set i lyset af alle de ændringsforslag, der har været stillet fra Venstres side, og de forhandlinger, der har været, hvor der jo heldigvis er blevet givet en række indrømmelser. Og set i lyset af det, ville det så ikke også være naturligt, at ministeren og Socialdemokraternes ordfører ligesom tog ordet og på den måde også tilkendegav, hvad det er, der ligger til grund for, at Socialdemokraterne og regeringen vel alt andet lige enten er enig eller uenig i de indrømmelser, vi andre har fået undervejs i det her forhandlingsforløb?

Så vil jeg egentlig bare gerne i den anledning spørge Venstres ordfører, om Venstres ordfører kan give én eneste god grund til, at ministeren ikke går på talerstolen i dag i forbindelse med dette meget vigtige lovforslag.

Ordføreren.

Ja til alt det første, og nej til det sidste.

Fru Ellen Trane Nørby.

Det er jeg meget enig med Venstres ordfører i, og det er sikkert ret påfaldende i disse tider, hvor jeg kan forstå at visse konservative medlemmer, jævnfør debatten tidligere i dag, jo har fået flere personligheder, men jeg tror, det skyldes, at vi i Venstre har ét liberalt synspunkt, også i forhold til at det er vigtigt, at vi nu får den forbedrede udgave af epidemiloven, som ikke er i mål, men dog er bedre end det, der lå fra starten, takket være den arbejdsindsats, der er lagt for dagen.

Derfor vil jeg egentlig gerne slutte af med at spørge, om ministeren – undskyld, ordføreren – kunne forestille sig andre regeringer, hvor en minister ikke gik på talerstolen under behandlingen af et så vigtigt lovforslag.

Jeg vil give ordet til ordføreren, da det er ordføreren, der står på talerstolen.

Jeg havde jo håbet at kunne give ordet til ministeren, men det kan jeg ikke. Jeg skal ikke kunne sige, om man kan finde fortilfælde, men prøv at høre, vi står altså med et stykke lovgivning, som jo har påkaldt sig utrolig meget diskussion, både herinde, ude i befolkningen og især ude på Christiansborg Slotsplads, og det forekommer mig helt unaturligt, at regeringen eller om ikke andet en repræsentant for regeringspartiet ikke ligesom stiller sig i front for den diskussion. Det synes jeg man skylder at gøre.

Den næste korte bemærkning er til hr. Bent Bøgsted, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, formand. Nu skal jeg selvfølgelig passe på, for jeg har ikke været med til forhandlingerne og sidder ikke i det udvalg, men jeg har trods alt lyttet til, hvad der er foregået. Og der er, som fru Ellen Trane Nørby siger, sket store ændringer med det her lovforslag, siden det blev førstebehandlet.

Men hvordan har ordføreren det med, at det regeringsparti, der står bag det her forslag , ikke vil tage ordet ved tredjebehandlingen, efter at der er sket ændringer af forslaget? Kunne man ikke få det indtryk, at det er, fordi regeringspartiet helst vil være fri for at svare på kritiske spørgsmål om det her lovforslag, altså at de helst vil undgå at få en debat, hvor vi kan stille spørgsmål til dem om epidemiloven? Så er det bedre bare at sige: Nej, vi tager ikke ordet, for så går det igennem sådan helt frit.

Det er det indtryk, man kan få, og det er det indtryk, folk kan få. Jeg ved ikke, om hr. Martin Geertsen er enig med mig i det indtryk, som jeg altså har fået her.

Ordføreren.

Jamen det er jeg meget enig i. Og man må jo sige, at det her bliver ren fortolkningsleg, for der er ikke nogen fra regeringspartierne, der har ønsket at tage ordet. Så må man jo prøve sådan selv at stå heroppe og ligesom oversætte, hvad man kunne forestille sig kunne være forklaringen, ikke? Noget af det kunne jo være, at man rent faktisk – ud over det, jeg har nævnt, med, at man har forhalet processen – jo også fremsatte et lovforslag i september måned, som var stik imod intentionerne hos et flertal i Folketinget, og hvad de ville. Det kan jo være det, der er grunden til, at man ikke ønsker nu at tage ordet.

Hr. Bent Bøgsted.

Jamen det er det indtryk, der står tilbage. Jeg tror ikke på, at den debat, vi har nu, og de spørgsmål, vi har stillet til ordføreren deroppe, flytter på, at en fra Socialdemokratiet vil gå op og tage ordet. Det tror jeg simpelt hen ikke på. Så vi må så bare acceptere, at der måske er noget, Socialdemokratiet helst vil være fri for at debattere.

Ordføreren.

Ja. Og jeg vil jo bare sige på mit eget partis vegne, at vi i hvert fald har forsøgt efter bedste og fattig evne at tage ansvaret for mange af de ændringer, som er kommet ind på forskellig vis – vil jeg sige til hr. Lars Boje Mathiesen – både da vi lavede vores eget forslag tilbage i september måned, da vi lavede en politisk aftale, og når vi har stillet ændringsforslag her. Det har vi jo ikke været ene om; der har været mange gode kræfter på tværs af den politiske midte, som har forsøgt at gøre det oprindelige lovforslag, som regeringen spillede ud med, bedre.

Den næste korte bemærkning er til fru Eva Kjer Hansen, Venstre. Værsgo.

Tak. Jeg skal spørge Venstres ordfører, om ordføreren tror, at sundhedsministeren simpelt hen er bange for at svare på spørgsmål, og at det er grunden til, at ministeren ikke går på talerstolen.

Ordføreren.

Det skal jeg ikke kunne sige. Nu bliver det jo igen fortolkninger, men jeg synes bare, at det er ærgerligt, at sundhedsministeren ikke – det er jo hans ressort – siger noget. Det er et meget kompliceret stykke lovgivning og vel noget af det vigtigste lovgivning, vi får i den her folketingssamling, vil jeg næsten vurdere det til at være. Og der synes jeg måske bare, at det havde været rimeligt at høre sundhedsministeren, selv om jeg jo er enig med hr. Rasmus Horn Langhoff i, at man også havde debatten under førstebehandlingen. Men prøv at høre: Der er jo sket meget i mellemtiden, og derfor synes jeg, at det ligesom var naturligt, at sundhedsministeren på Folketingets talerstol stillede sig til rådighed for at besvare spørgsmål.

Fru Eva Kjer Hansen.

Det er også meget usædvanligt, at vi sidder sammen med en minister, der stirrer ned i bordet frem for at kigge op og deltage i debatten, når man har en så stærk og voldsom debat, som vi har lige præcis omkring det her lovforslag, og som jo også optager folk udenfor salen her.

Men mit spørgsmål til Venstres ordfører er: Nu er Venstres ordfører i gang med anden runde, så tror Venstres ordfører, at vi på en eller anden måde kunne motivere Socialdemokratiets ordfører hr. Rasmus Horn Langhoff til at tage ordet, sådan at vi kan få debatten med Socialdemokratiet, når nu ministeren ikke ønsker at gå op på talerstolen?

Ordføreren.

Jeg skal ikke kunne sige det. Jeg tror, vi er der, hvor vi må sige, at vi skal have en repræsentant for et af regeringspartierne herop for at kunne svare på flere spørgsmål fra den politiske opposition. Jeg tror, det ville være det mest rimelige, at en regeringsrepræsentant kom op og svarede på de spørgsmål, der måtte være til regeringen. Det synes jeg ville være mest rimeligt.

Jeg har forsøgt at fortolke, hvorfor regeringspartierne ikke vil svare på spørgsmål. Jeg synes, det er slapt. Det har jeg redegjort for – og sådan er det.

Så er der et ønske om en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl, Enhedslisten. Værsgo.

Da jeg kom i Folketinget for noget tid siden – det er i hvert fald mere end 14 dage siden – lærte jeg noget af en af mine gode læremestre dengang. Det var: Christian, du skal lade være med at spørge vores egne folk om noget, det virker latterligt. Det har jeg prøvet at leve efter, for det virker lidt dumt, når man gør det for at blive bekræftet. Jeg vil gerne appellere til, at vi tager det her alvorligt, for det er en meget alvorlig lov, vi behandler. Det er fint, at I leger med hinanden, Venstre og Socialdemokratiet, men det er altså en lov, vi skal have vedtaget nu, og det er en lov, vi har diskuteret. Den har været kaotisk, og jeg er ikke tilfreds med Socialdemokraterne, men jeg synes bestemt, at vi skulle prøve at samles om at få det her arbejde lavet ordentligt og anstændigt. Der sidder folk hjemme i stuerne og siger: Hvad fanden er det for et cirkus! Undskyld til formanden, fordi jeg bander. Men jeg vil gerne appellere til det, og det har ordføreren også prøvet, og han har sagt, at det kan han ikke svare på. Men vi kan jo ikke sidde og gøre sådan nogle ting. Det er ikke ordentligt. Tak.

Ordføreren.

Mit budskab var ene og alene det, vil jeg sige til hr. Christian Juhl, at jeg ikke synes, det er i orden, at der ikke er nogen repræsentanter for regeringspartiet, som stiller sig herop og forsvarer et stykke lovgivning, som har været et år undervejs, og hvor det er min vurdering, at regeringspartiet, Socialdemokratiet, regeringen, har forsøgt at forhale processen. Det var det, der var budskabet, og det står jeg ved.

Hr. Christian Juhl med en anden bemærkning? Nej. Så er det fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg havde ellers bestemt, at jeg ikke syntes, at det gav mening at skulle blande mig i noget, der er kommet til at ligne Venstres gruppemøde, men det gør jeg så alligevel. Det er blot for at få tingene på det rene. For nu har ordføreren for anden gang i aften holdt den samme ordførertale, og det er måske en af grundene til, at det har taget så lang tid at få besluttet den her lov. Det er den samme ordførertale, hvori ordføreren igen gentager, at nu har vi diskuteret den her epidemilov i et år. Altså, for et år siden var vi ikke engang startet med at diskutere en epidemilov. Så for det første er det kortere tid. For det andet har vi ganske vist brugt rigtig, rigtig lang tid på den her lov. Vi har brugt samråd, vi har haft tekniske gennemgange, og ordføreren har selv indkaldt til adskillige samråd. Mener ordføreren oprigtigt, at vi ikke har haft rig, rig lejlighed til at drøfte den her lov ganske indgående?

Ordføreren.

Det ændrer jo ikke ved det. Jeg ved godt, at SF helt tilbage i juni måned, da et flertal i Folketingets Sundhedsudvalg vedtog en beretning om, at vi gerne ville have en anden type lovgivning, var lidt svære at trække op i omdrejninger på det spørgsmål. Så sker der jo det, at regeringen kvitterer ved at fremsætte et lovforslag i september måned, som går stik imod det, et flertal i Sundhedsudvalget havde besluttet. Det er vel hovedanken i forhold til regeringen, når det handler om, hvor hurtig man har været i startblokkene i forhold til at rette sig efter, hvad Folketinget i virkeligheden ville. Så man forhalede jo den proces. Så jeg er enig med fru Kirsten Normann Andersen i, at vi har haft masser af samråd og tekniske gennemgange og høringer og den slags, men det ændrer jo ikke ved i hvert fald min opfattelse af, at regeringen har forsøgt at forhale den her proces. Mit budskab er bare her, at vi jo netop har brugt meget tid på det, og derfor synes jeg ikke, det er godt, at regeringen ikke vil stille sig herop på talerstolen og forholde sig til noget, vi og Folketinget og befolkningen har brugt rigtig, rigtig meget tid på.

Værsgo.

Jeg har bare lige noget opfølgende til det. Ordføreren og jeg har været i ufattelig mange debatter sammen, sådan føles det i hvert fald, og jeg husker det, som at ordføreren har været meget, meget enig med mig i alle de forslag, som vi har stillet undervejs i det her forløb. Vi har været enige om, at vi skulle have en central Epidemikommission, at vi skulle have demokratisk kontrol, at vi skulle have tvangsvaccinationerne ud. Generelt har vi bare været enige om en række punkter, og alle de punkter er en del af epidemiloven i dag. Kan ordføreren ikke bekræfte, at alt det, vi var enige om, når vi var i debat sammen, også er det, der ligger som resultat i dag?

Ordføreren.

Først og fremmest husker jeg det omvendt, nemlig at det var fru Kirsten Normann Andersen, der var enig med mig. Men det er ligegyldigt. Jo, men det er sådan set heller ikke derfor, at jeg har taget ordet her i anden runde. Grunden til, at jeg har taget ordet her i anden runde, er, at jeg synes, det er under al kritik, at regeringen ikke vil forholde sig til noget, vi andre har brugt så lang tid på, og hvor jeg synes, at man har hængt i bremsen. Jeg synes, det ville være rimeligt af regeringspartiet – altså, hallo! Nu gentager jeg mig selv, vil jeg sige til fru Kirsten Normann Andersen, men det er da noget vigtig lovgivning, som regeringen ikke vil forholde sig til og ikke gider, havde jeg nær sagt, bruge kræfter på at stille sig herop og forholde sig til.

Den næste korte bemærkning er til hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg må indrømme, at jeg synes, hr. Martin Geertsen afslører sig selv som en nærmest umoderne mand, en gammel type, i det, han fremfører her. For mit indtryk var egentlig, at det var sådan helt bredt anerkendt, at hvis man vil kommunikere med regeringen, foregår det selvfølgelig på de sociale medier (Munterhed). Og hvis man går ind på hr. Rasmus Horn Langhoffs facebookside, så kan man der få fyldige svar. Hvis man lige kommer ned over et interview i Aftenshowet, hvor han har diskuteret frisøråbninger med hr. Dennis Knudsen, så kan man konstatere, at der for 8 timer siden blev lagt et interview op, som er givet til Berlingske, hvor hr. Rasmus Horn Langhoff skriver: Giv os svar på tiltale i debatten om den kommende epidemilov. Og det er der hele fem der har kommenteret. Så vil hr. Martin Geertsen i det lys ikke godt have lov til at revidere sit anfald?

Ordføreren.

Jeg har jo fuld forståelse for, at meget politik og politikudvikling kan foregå på de sociale medier. Det skal man ikke være bleg for. Men jeg synes også, at politik foregår her, og det er jo sådan set bare det, jeg i al stilfærdighed prøver at sige ved det her indlæg, altså at jeg synes, at det ville være rimeligt, at regeringen forholdt sig til en af den her folketingssamlings mest komplicerede og mest indgribende stykker lovgivning. Det synes jeg ville have været rimeligt, og det synes jeg ville have klædt regeringen, men det vil regeringen så ikke.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jeg vil blot bekræfte, at det er rart at være gammeldags, og at jeg også er meget til det analoge.

Ordføreren? Den næste korte bemærkning er til hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Jeg håber egentlig, jeg er den sidste på talerlisten, for jeg synes, det her er gået op i hat og briller. Jeg synes, det er en stor gang hån, og jeg synes ikke, der er nogen, der har noget at skulle lade hinanden høre. Hvis det havde været en borgerlig minister, var vedkommende jo heller ikke gået på talerstolen. Det er jo sådan, spillet fungerer herinde. Man har jo lavet det her sammen. Skal man så til at forsvare sig mod dem, som man har lavet noget sammen med? Kan vi ikke nøjes med at skændes, når vi har lavet noget, som vi ikke er enige i, når den ene har lavet noget, som den anden ikke synes om? Altså, jeg synes, det her er uværdigt, og jeg tror, at folk hjemme i stuerne korser sig og tænker: Hvornår stopper det her spil? For der er jo ikke nogen faglighed i det længere, der er ikke nogen argumenter i det længere, der er ikke nogen sundhedsdebat i det længere.

Nu har det jo fortonet sig i en slags konkurrence om at være mest hånlig, og jeg tror, det er demokratiet, der taber. Jeg tror ikke, at folk synes, det her er fedt at sidde og lytte til hjemme i stuerne. Så min appel vil være: Kan vi stoppe det nu og så komme videre med de faglige ting, vi skal behandle i den her sal?

Ordføreren.

Jeg ville håbe, at man, hvis det havde været en borgerlig sundhedsminister, så havde haft et parlamentarisk grundlag, der havde sagt til den pågældende minister: Kan du så se at komme på talerstolen! Men det kan jeg forstå at den her regering tilsyneladende har et parlamentarisk grundlag der ikke gør. (Uro i salen).

Jeg skal bede om ro i salen. Det med at banke i bordene er ikke lige noget, der sådan normalt opfordres til.

Hr. Torsten Gejl har ikke markeret til en anden bemærkning, og så kan jeg sige til hr. Martin Geertsen, at der ikke er flere, der har bedt om ordet til korte bemærkninger. Jo, det er der så. Der er en kort bemærkning fra hr. Lars Løkke Rasmussen. Værsgo.

Tak for det. Jeg deler til fulde ordførerens forargelse over den arrogance, som det er udtryk for, når det regeringsbærende parti ikke blander sig i den her debat. Det er jo sådan set bare et spejlbillede på den egenrådighed, som har præget håndteringen af hele den her materie, der ligger til grund for den her lovgivning. Det må man jo så bare tage ned.

Det er jo ikke desto mindre så den minister og den regering, som man nu i dag udstyrer med de her beføjelser, og derfor vil jeg egentlig bare spørge ordføreren, om ordføreren ikke sådan reflekterer lidt over klogskaben i at stemme for den her lovgivning, uden at regeringen i det mindste har villet give den indrømmelse, som et meget stort mindretal – i går var det faktisk et flertal – har ønsket, nemlig en påtvungen revision til efteråret. Givet også erfaringerne her i dag reflekterer man så ikke over klogskaben i det? Og ...

Det er ordføreren.

Jeg kender ordføreren godt nok til at vide, hvordan ordføreren formentlig ville have afsluttet sætningen, så det går nok.

Jo, jeg vil bare sige, at hele forløbet her da har givet anledning til masser af refleksioner. Som jeg sagde i første runde, synes jeg oprigtigt, at det her er langt bedre end den epidemilov, vi har nu, og for mig er det altså ikke et alternativ, at vi nu her efter den 1. marts ikke har en epidemilov. Det er det simpelt hen bare ikke, og det andet alternativ ville jo have været, at vi på et tidligere tidspunkt skulle have besluttet os for, at vi nu bare forlænger den epidemilov, som vi har nu, og det synes jeg heller ikke er noget alternativ.

Jeg har set det som min egen fornemste opgave at forsøge at trække det her i en retning, hvor der så kom mere parlamentarisk kontrol, altså hvor der kom en større klarhed over, hvad der er sundhedsfaglig rådgivning, og hvad der er politik. Så jeg synes oprigtigt, at det her er markant bedre end det, vi har.

Hr. Lars Løkke Rasmussen.

Det er jeg fuldstændig enig i, og stor ros for indsatsen der. Det er jo sådan set egentlig ikke det, jeg spørger til. Så mere forudsigeligt er det så heller ikke, hvordan jeg ville slutte.

Det, som jeg egentlig spørger til, er, om man, når man oplever den egenrådighed, som nu også sætter sig i den arrogance, der har været udvist her i dag, så ikke gør sig en refleksion over, om man – og nu siger jeg det på dansk – skulle have spillet det lidt hårdere og sagt: Kære regering, hvis vi skal være med til at tage ansvaret for den her epidemilov, som stadig rummer nogle udfordringer, en række udestående spørgsmål og en betydelig kompetence til den minister, som vi har oplevet med tavshed her i dag, så har vi altså den betingelse, som er ufravigelig, nemlig at vi skal have den her sag tilbage i Folketingssalen til efteråret.

Min egen overvejelse ville jo nok være, at regeringen stillet over for et sådant krav ville sige, at man sådan set gerne vil have, at det er et bredt flertal i Folketinget, der tager ansvaret for den her lovgivning, og altså hårdt mod hårdt havde bøjet sig for det. Der er jo ikke noget, der tyder på, at venlige henstillinger til den her regering virker, medmindre ministeren overrasker lige om lidt ved at bede om ordet.

Ordføreren.

Der var jo sådan set her skabt et flertal uden om regeringen, og jeg tror måske i virkeligheden, jeg var mest overrasket over dem, der i øvrigt var med i det, som vi opfattede som et flertal for den revisionsbestemmelse, og som så lige pludselig ikke var det.

Jamen jeg er jo enig i, at det her giver anledning til en refleksion, og det kan jo så løses med andre parlamentariske metoder, og det må man så overveje.

Tak til Venstres ordfører. Jeg kigger indgående på skærmen for at sikre mig, at der ikke er flere, der har markeret, og det er der ikke. Så tak til Venstres ordfører, og der er heller ikke flere, der har bedt om ordet, og derfor skal vi nu til afstemningen.

Men inden vi starter afstemningen, er det vigtigt, at hvert medlem kigger på den skærm, man har foran sig, for nu at sikre sig, at det er ens eget navn, der fremgår af afstemningspanelet, og hvis det er tilfældet, vil jeg starte afstemningen.

Der stemmes nu om lovforslagets endelige vedtagelse, og der kan stemmes.

Jeg afslutter afstemningen.

For stemte 81 (S, V, SF, RV, EL, KF, LA og ALT), imod stemte 15 (DF, NB, Jens Rohde (UFG), Lars Løkke Rasmussen (UFG), Sikandar Siddique (UFG) og Susanne Zimmer (UFG), hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.