Det sidste punkt på dagsordenen er:

14) 1. behandling af lovforslag nr. L 134:

Forslag til lov om epidemier m.v. (epidemiloven).

Af sundheds- og ældreministeren (Magnus Heunicke).

(Fremsættelse 22.12.2020).

Forhandlingen er åbnet. Den første ordfører kommer fra Socialdemokratiet, og det er hr. Rasmus Horn Langhoff.

Tak for det. I løbet af 2021 kan vi forhåbentlig begynde at vinke farvel til mange af de restriktioner, vi nu i snart et år har måttet leve med i større eller mindre grad. Samtidig ved vi alle sammen også godt, at covid-19 desværre næppe bliver den sidste gang, vi rammes af en voldsom pandemi herhjemme i Danmark, og næste gang kan det blive en helt anderledes form for epidemi, pandemi, som vi skal slås med, så derfor skal vi naturligvis gøre, hvad vi kan for at sikre, at loven også til den tid vil være brugbar for den regering og det Folketing, som måtte være her til den tid. Så vi skal altså ikke kun tænke på den nuværende epidemi, men selvfølgelig også på risikoen for fremtidige epidemier. Vores epidemilov skal være den værktøjskasse, som både nuværende og fremtidige regeringer kan gøre brug af mod en alvorlig sygdom, så vi er godt rustet.

Den her epidemi har lært os, at det er afgørende at kunne handle hurtigt. Når smitten breder sig, skal vi være parate til at slå ned. Vi kan også se, at danskerne over en bred kam har bakket op og fulgt de restriktioner, som der er blevet meldt ud. Det har reddet mange menneskeliv. Og derfor har det selvfølgelig også været vigtigt, at vi med en ny epidemilov fortsat har mulighed for at sætte hurtigt og effektivt ind imod smitten.

For os i Socialdemokratiet har det været vigtigt at gøre det klart, at det til syvende og sidst er politikerne, der træffer de afgørende beslutninger, når vi taler om, hvad der er en samfundskritisk sygdom, og om, hvilke tiltag der skal sættes i gang for at inddæmme den. Beslutning om at nedlægge store dele af samfundet har vidtrækkende konsekvenser for os alle sammen, og en så central beslutning skal ikke bare ligger hos en lille gruppe embedsmænd; den skal ligge hos folkevalgte politikere, som står til ansvar over for befolkningen. Det sikrer vi altså også med den her model. Så beslutningerne ligger hos politikerne, men selvfølgelig på baggrund af sundhedsmyndighedernes anbefalinger og overvejelser, og vi skal selvfølgelig lytte til sundhedsmyndighederne.

Derfor er det også rigtig fint, at der i det her lovforslag oprettes Epidemikommissionen med repræsentanter for bl.a. netop sundhedsmyndighederne. Kommissionen skal derfor i fremtiden rådgive regeringen og komme med indstillinger om nye tiltag, og indstillingerne skal så forelægges et folketingsudvalg, som der også i lovforslaget bliver lagt op til skal oprettes, altså et epidemiudvalg, og det skal samtidig også offentliggøre de her anbefalinger, de kommer med, så der altså er transparens i de anbefalinger og de beslutninger, der bliver truffet, samtidig med at Folketinget har magten og kontrollen.

Så på den måde etablerer vi altså en god arbejdsdeling mellem politikere og myndigheder, hvor myndigheder i Epidemikommissionen kommer med anbefalinger og indstillinger, men hvor det er politikere i regering, i Folketing og i et epidemiudvalg, der bestemmer, hvad der skal føres ud i livet. Og det giver altså den her lov en rigtig fornuftig balance og er med til at sikre, at den også vil være brugbar i fremtiden.

Jeg har bare lige her til sidst i talen brug for at sige noget om tvang. Nu har noget af det, der har fyldt meget, været tvang i forbindelse med vaccination, og jeg synes bare, det er vigtigt lige at udtale heroppe fra talerstolen, at der altså ikke i den her epidemilov er tale om nogen form for tvangsvaccination; det har der været i mange, mange år, også i tidligere epidemilove, men det er der altså ikke i den her nye epidemilov. Det er altså skrevet ud af den nye lov.

Det var alt herfra.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Der er par korte bemærkninger til ordføreren, og først er det fra hr. Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak skal du have. Et af elementerne i den nye § 28 er det, der omhandler foranstaltninger over for en flerhed af personer, som har befundet sig på steder med konstateret smitte. Der indfører man nu et helt nyt begreb og en kollektivistisk straf, hvor folk kan blive tvunget til at isolere sig selv, og de kan blive pålagt bøde herpå, og der bruger man så udtrykket flerhed. Kunne ordføreren ikke lige prøve at konkretisere og definere, hvad man mener med udtrykket flerhed: Er det reelt set to personer, er det tre personer, eller hvad er det?

Ordføreren.

Det kan være i tilfælde af, at der har været, lad os sige en coronafest eller lignende, hvor der har været udbredt smitte; så giver det rigtig god mening, at man tester sig og isolerer sig, så man altså ikke bare rammer sig selv med den smitte her, men endnu værre bringer smitten videre til andre og måske endda også til sårbare personer. I langt de fleste tilfælde løses det her jo med sund fornuft ad frivillighedens vej, men der kan være tilfælde, hvor det ikke er nok, og i de tilfælde er det så, at en regering engang ude i fremtiden skal spørge det her epidemiudvalg, altså Folketingets epidemiudvalg, om man kan få opbakning til, at man kan kræve, at den her gruppe mennesker eksempelvis skal tvangstestes og i særlige tilfælde tvangsisoleres, og hvis Folketingets flertal bakker op, er der mulighed for det.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Som der står i § 28, kan sundheds- og ældreministeren fastsætte regler om, at man kan gøre det, altså sundheds- og ældreministeren kan fremsætte de her regler omkring det. Jeg kunne godt tænke mig også at spørge ind til, hvor det så gælder, for her er det jo ikke et krav, at du har været i nærheden af den person, som er smittet, altså som en bruger via smitteapp eller noget andet; du skal bare have været til samme begivenhed. Og det behøver jo ikke engang at være en begivenhed. Det kan også være, hvis det er en medarbejder i en virksomhed, at man så kan kræve hele virksomheden lukket, og at folk skal gå hjem, som kan have katastrofal økonomisk betydning for den virksomhed. Det kan også gælde, hvis det er en kunde i Bilka og hele Bilka derfor skal lukke ned og alle kunder i Bilka derfor også skal tvangsisoleres.

Det er jo et nybrud og en kollektivistisk måde at se tingene på, og jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren, om han ikke ser nogle bekymringer i den måde at lave lovgivning på.

Ordføreren.

Nej, det vil jeg være ærlig at sige at jeg ikke gør. Hr. Lars Boje Mathiesen nævner nogle tilfælde, hvor det her teoretisk kan komme i spil, og det vil jo være meget, meget specielle begivenheder, hvor det her overhovedet kommer på tale, og hvor det her overhovedet er et nødvendigt redskab at tage i brug. Men i særlige situationer, i særlig farlige situationer, er det netop, at en regering skal komme og møde Folketingets epidemiudvalg og hente opbakning til at kunne træffe sådanne beslutninger.

Den næste korte bemærkning er til hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg undrede mig også over, at ordføreren specifikt sagde, at der ikke var tale om tvang her. Altså, nu kan sproget og semantikken jo være nådige, men når vi kan læse, at lovforslagets § 22 specifikt siger, at politiet skal bistå myndighederne med at gennemtvinge de afgørelser, som Styrelsen for Patientsikkerhed har truffet, herunder altså at enkeltpersoner skal lade sig undersøge, indlægge, isolere, behandle, teste, rense osv. osv., hvad er der så i det, der kan få hr. Rasmus Horn Langhoff til at sige: Det er ikke tvang?

Altså, hvad er forskellen på, at politiet må anvende sit magtmonopol på at gennemtvinge de påbud, styrelsen har, og tvang? Hvad er det for en mellemvej, som man ikke krydser her, ifølge hr. Rasmus Horn Langhoff?

Ordføreren.

Det, jeg gjorde opmærksom på i min ordførertale, var, at der ikke er tale om tvangsvaccination. Det er der i den nuværende lovgivning, og det var der i tidligere epidemilovgivninger, men det er der ikke i det nuværende lovforslag, som er fremsat her, og som vi førstebehandler her i dag; der er ikke mulighed for tvangsvaccination. Men det, der er mulighed for, er jo netop, som Dansk Folkeparti slog på tromme for her for bare et par måneder siden – og nu kan jeg så forstå, at partiet af en eller anden årsag og uden argumentation har skiftet holdning – at man eksempelvis kan kræve, at folk, der har været udsat for smitterisiko, skal isolere sig; det kan de blive tvunget til. Det var Dansk Folkepartis politik tilbage i august. Jeg kunne forstå, at man tilmed skulle have fodlænke på, men det har partiet så – vupti – skiftet holdning til i dag.

Hr. Morten Messerschmidt.

Så der er tvang i loven. Det, ordføreren mente, var, at det er specifikt i forhold til vaccinationen, at der ikke er nogen tvang, for ellers er der tvang i massevis. Det er jo godt at få etableret, og det er også godt at få ført til protokols.

Så er der den garanti, som ordføreren er inde på, i forhold til det parlamentariske, altså det, at et parlamentarisk flertal kan sige god for bestemte indgreb, hvis der til den tid, om måske 10 år, 15 år eller senere, måtte opstå ønske om det. Der vil jeg så bare spørge: Hvordan synes hr. Rasmus Horn Langhoff at parlamentarismen har fungeret det seneste år? Synes han, at regeringen har været god til at inddrage Folketinget i selv de drastiske beslutninger, eller kunne man måske sætte andre ord på den regeringsførelse, vi har oplevet?

Ordføreren.

Jeg synes, at parlamentarismen har fungeret rigtig godt under enormt svære omstændigheder – med opbakning fra Folketinget. Det er jo sådan, at der ikke er nogen regering, som kan være regering, hvis der et folketingsflertal imod den.

I forhold til det første, som hr. Morten Messerschmidt nævner, er det jo naturligvis – undskyld udtrykket – en omgang sludder at sige, at der er masser af tvang her og der og alle vegne. Det passer jo ikke. Der er mulighed for, at man kan tvangstestes ved særlige lejligheder, og der er mulighed for, at man kan tvangsisoleres ved særlige lejligheder, hvis et folketingsflertal tillader det. Der er ikke tale om, at man kan kræve fodlænke, som Dansk Folkeparti har forslået. Det er der ikke med det her forslag, men der er mulighed for, at man kan bede folk om at blive hjemme, og hvis ikke de kan finde ud af det, så kan man i særlige situationer kræve det – ikke med fodlænke, men uden.

Tak. Den næste korte bemærkning er til fru Susanne Zimmer. Værsgo.

Tak, og tak til ordføreren for talen. Jeg nåede at læse nogle af høringssvarene. Der var bl.a. et fra SIND, hvor de efterlyser, at administrative afgørelser også kan underlægges parlamentarisk kontrol. Hvad siger ordføreren til det?

Ordføreren.

Om administrative afgørelser kan underlægges parlamentarisk kontrol? Jeg må simpelt hen bede fru Susanne Zimmer om at uddybe eller forklare det lidt mere nærmere og komme med et par eksempler på det. Så vil jeg gerne svare så godt, jeg kan.

Fru Susanne Zimmer.

Nu har de ikke givet eksempler, men jeg tænker, at det kan være sådan noget, som angår de beboere, der bor på et plejehjem og har deres egen bolig der, og hvor man lukker plejehjemmet. Nej, jeg kan ikke lige komme med nogle rigtig gode eksempler, men ville der være en villighed til at gå ind og se på det høringssvar? For jeg synes, at det, idet jeg læser det, lyder meget fornuftigt, at der kan være nogle indgribende administrative ting, hvor man overlader magten til Sundhedsstyrelsen i stedet for til regeringen. Altså, flytter man det op, eller flytter man det ned, og hvorhenne er den parlamentariske kontrol så?

Ordføreren.

Jeg kan i hvert fald sige, at jeg og Socialdemokratiet er villig til at kigge videre på det i udvalgsbehandlingen, og så må vi finde ud af, hvad vi synes er det rigtige at gøre. Men jeg er i hvert fald villig til at kigge videre på det.

Den næste korte bemærkning er til fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Mange tak. Nu har vi jo hørt på larmen nede fra pladsen i rigtig lang tid efterhånden. Det er nok slut efter i dag – måske, det ved vi ikke helt, men det kan vi jo håbe. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren: Mener ordføreren, at den proces, vi har været igennem i forbindelse med at få lavet en ny lov, har været ordentlig belyst, også over for den befolkningsgruppe, der står og larmer ude på gaden, og over for os som parlamentarikere, som skal være med til at beslutte den? Det kunne jeg godt tænke mig at høre om ordføreren mener set i lyset af den tid, vi har fået til at gennemgå, lad os bare sige høringssvarene i dag.

Ordføreren.

Jeg tror jo, at alt det her, vi har været igennem det seneste års tid, har været og stadig er en vanvittig svær situation for os alle sammen. Det er det for myndighederne, det er det for alle de sundhedspersoner, der arbejder derude, det er det for regeringen, og det er det også for os folketingsmedlemmer. Jeg er sikker på, at der er rigtig mange ting, vi alle sammen ville gøre anderledes, hvis vi havde mulighed for at gøre tingene anderledes. Det har vi desværre ikke.

Jeg vil sige, at det, som jeg synes er værd at bemærke, er det endelige lovforslag her, som jeg netop synes har taget alle de bekymringer, som er kommet fra Dansk Folkeparti, som er kommet fra en masse organisationer, og som også er kommet fra andre partier i Folketinget, til efterretning og har imødekommet dem. Det gælder de to primære punkter, nemlig at få tvangsvaccination ud af loven og få øget parlamentarisk kontrol ind i loven. De to ting synes jeg er imødekommet rigtig, rigtig flot, og det synes jeg at Dansk Folkeparti bør anerkende, også selv om I ikke fik jeres forslag om fodlænker med i denne omgang.

Fru Liselott Blixt.

Nu vil jeg sige, at jeg aldrig har forlangt noget om fodlænker. Jeg tror, det var en svipser fra en person i DF. Sådan er det, og nu er det mig, der har arbejdet med epidemiloven. Men 86 høringssvar fik vi alle sammen kl. 14.00 i eftermiddag. Er det ikke at holde de mennesker for nar, som har siddet og arbejdet og læst de her dokumenter igennem, som vi så skal tage stilling til bagefter? Kan man være det bekendt?

Ordføreren.

Det er jo derfor, det er fint, at Folketinget arbejder, som Folketinget arbejder, altså at vi ikke både skal førstebehandle og behandle ændringsforslag og vedtage lovforslaget i dag. Det giver jo netop mulighed for, at vi kan tilkendegive vores holdninger her og så arbejde videre og snakke med de organisationer, der skal snakkes med, og også behandle det i udvalget og stille ændringsforslag, hvis det er det, der er behov for, og få belyst ekstra ting, hvis der dukker noget op i høringssvarene. Så må vi jo selvfølgelig alle sammen inklusive regeringen gøre vores ypperste for, at vi alle sammen kan træffe den endelige beslutning, når lovforslaget skal tredjebehandles, på et oplyst grundlag, som vi alle sammen kan føle os trygge ved.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren, og hvis ordføreren vil gøre klar til den næste ordfører, vil jeg være meget taknemlig.

Den næste ordfører er fra Venstre, og det er hr. Martin Geertsen. Velkommen.

Tak for det. Siden marts måned sidste år har danskerne levet med en situation, hvor regeringen har været udstyret med nogle ganske gevaldige magtbeføjelser – det slutter heldigvis inden længe. Før jul indgik et bredt flertal her i Folketinget nemlig en politisk aftale om en ny epidemilov, og i Venstre gik vi til de forhandlinger med et ønske om mere folkestyre, retssikkerhed og gennemsigtighed, og jeg vil gerne takke de øvrige partier for, at vi fik, hvad vi kom efter.

Som noget meget væsentligt får vi nu som nævnt indført noget folkestyre i den fremtidige epidemihåndtering. Det kommer til at ske ved, at vi nedsætter et særligt folketingsudvalg, som regeringen skal søge opbakning hos ved større indgreb og restriktioner. Det nye udvalg skal f.eks. tage stilling til spørgsmål om indgreb i forsamlingsfrihed, forsamlingsstørrelser, bevægelsesfrihed, adgang til lokaler og en hel del andet.

Vi fik også som noget nyt nu nedsat en national epidemikommission, og kommissionen får til opgave på et rent sundhedsfagligt grundlag at levere indstillinger til regeringen i forbindelse med en epidemi. Med den nye nationale epidemikommission får vi noget mere gennemsigtighed, i forhold til hvad vores sundhedsmyndigheder indstiller, og indstillingerne og anbefalingerne kommer til at være funderet på et forhåbentlig balanceret grundlag, da der også vil være andre fagligheder – såsom økonomiske og juridiske – repræsenteret i den ny kommission. Det med gennemsigtighed, proportionalitet og balance synes vi i meget høj grad har manglet i de sidste 10 måneders epidemihåndtering.

Når det så er sagt, er jeg glad for, at vi i selve den politiske stemmeaftale ligesom har givet hinanden håndslag på, at der på baggrund af høringssvarene vil være mulighed for, at vi tager nogle drøftelser af enkeltbestanddele i selve lovforslaget. Det tror jeg at der er behov for. For når man kigger ned i selve lovforslaget, så tror jeg, at de fleste kan blive enige om, at det jo er et rædselskabinet af forskellige håndtag, som denne og for den sags skyld også fremtidige regeringer kan bringe i anvendelse i en epidemisituation.

Jeg tror, det i denne sammenhæng er vigtigt at sige, at selv om vi alle sammen jo kigger på det her lovudkast med nutidens coronabriller, og vi synes, at det hele er meget slemt lige nu, hvad det også er, så kan ingen jo udelukke, at vi ikke for fremtiden kan komme til at stå over for en epidemi, som er endnu mere smitsom og endnu mere dødelig end corona. Jeg tror derfor, at der er behov for at sige ret højt, ret klart og ret tydeligt, at det her er en epidemilov, ikke en coronalov. Det er en lov, som også skal kunne holde til noget, der kan risikere at være meget værre end corona

Derfor består den efter vores opfattelse vigtigste opgave i at sikre kontrol med den til enhver tid siddende regering i forhold til de paragraffer, der findes i den her nye epidemilov. Og der er jo anvist flere håndtag til at sikre den kontrol i det lovudkast, vi ser foran os nu. Vi har den parlamentariske kontrol i form af det nye udvalg; vi har kravet om indstilling fra epidemikommissionen; vi har solnedgangsklausuler og en række andre tidsbegrænsninger; vi har den nye klageinstans; og vi har domstolsprøvelse. Jeg tror, der behov for, minister, at vi får en drøftelse af, om alle paragraffer i det, vi ser foran os nu, nu også er godt nok under kontrol, om de er hegnet godt nok ind.

Uden at min liste på nogen måde er udtømmende, skal jeg bare pege på et par ting, som vi gerne vil drøfte om vi ikke burde give en ekstra indhegning. Det gælder f.eks. de meget individorienterede restriktioner med hensyn til isolation, behandling og indlæggelse. Jeg synes, vi bliver nødt til at have en drøftelse af, om ikke vi skal give de her paragraffer en ekstra indhegning sundhedsfagligt og parlamentarisk. Samtidig synes vi også, at der er behov for at kigge nærmere på de paragraffer, der relaterer sig til et påbud om, at grupper i en given situation skal lade sig isolere og/eller undersøge. Jeg tror, der er behov for, at vi tager endnu en runde om muligheden for håndhævelse og sanktioner i forhold til disse specifikke reaktionsmuligheder. Jeg synes, det er lidt uklart i det, vi har liggende foran os.

Som nævnt er de her eksempler ikke en udtømmende liste over de udfordringer, vi stadig ser i nærværende udkast til en ny epidemilov; det er udfordringer blandt en del andre, som jeg synes at vi i samme konstruktive ånd, som aftalen blev til i lige her før jul, skal forsøge at løse i fællesskab. Tak for det.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger til ordføreren. Først er det fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Mange tak. Jamen det er jo rigtigt, at Venstre har tordnet mod regeringens egenrådighed. Bliver det bedre efter den her lov? Altså, når vi når den 1. marts og den her træder i kraft, så kan regeringen sammen med de røde partier have flertal og sætte Venstre og andre borgerlige partier uden for døren. Er det det, som Venstre er så glad for, altså at nu kan de endelig få lov til at være en del af det, at vi lytter til borgerne, og at vi får mere end bare et parlamentarisk flertal? Er Venstre virkelig tilfreds med det?

Ordføreren.

Der vil jeg sige til fru Liselott Blixt, at det her er langt bedre end den situation, vi ser i dag – langt bedre! Vi får jo noget gennemsigtighed, i forhold til hvad det er for nogle indstillinger, der kommer fra sundhedsmyndighederne. Altså, jeg kan simpelt hen ikke kende forskel på ministeren og Søren Brostrøm, eller rettere sagt: Jeg ved ikke, hvad forskellen er. Men det bliver klarlagt, når vi får en epidemikommission, hvor der er indstilling fra epidemikommissionen med referater og alt mulig andet – der er gennemsigtighed.

Så får vi jo en institution her i Folketinget, nemlig et folketingsudvalg, hvor fru Liselott Blixt forhåbentlig vil gøre mig den ære at være med, og hvor vi jo rent faktisk kan sidde og sanktionere det, der kommer fra regeringen. Jeg synes, vi skal diskutere, om der ikke er mere, der skal sanktioneres af det her udvalg. Det må vi jo tage en drøftelse af blandt de partier, som har haft lyst til at være med i den her aftale.

Men jeg synes, at det her er langt bedre. Det er langt bedre parlamentarisk, det er meget mere gennemsigtigt end det her skuddermudder, vi har set igennem de sidste 10 måneder – langt bedre!

Fru Liselott Blixt.

Jamen jeg giver ordføreren ret i, at det her er langt bedre, men det er ikke godt nok. Det er simpelt hen ikke godt nok, for der har ikke været den tid, der skulle være, til at arbejde med det. Og det tror jeg da at hr. Martin Geertsen vil give mig ret i. Derfor forstår jeg ikke, at man kan være tilfreds, for man ved ikke, hvordan det udvalg kommer til at arbejde, hvilken information der kommer, hvis nu regeringen bare lige danner sit flertal med sine støtter; den kan jo altid give noget med den ene hånd og hjælpe med den anden hånd. Og så sætter den de borgerlige kræfter og Martin Geertsen uden for døren.

Ordføreren.

Men sådan er politik jo, fru Liselott Blixt. Altså, det ved fru Liselott Blixt også, altså det der med at blive sat uden for indflydelse. Jeg har selv stort set kun været i opposition, mens jeg har siddet i Folketinget, så det er jo sådan set velkendt – altså, sådan er det jo, må man bare sige.

Så er jeg i øvrigt enig i det der med, at processen har været helt tåbelig, og det tror jeg også vi har haft nogle diskussioner af her i Folketingssalen flere gange; men det er altså, fordi jeg synes, at regeringen var meget langsommelig i forhold til at efterkomme det ønske, som et flertal i Folketinget jo rent faktisk havde, om at lave en ny epidemilov. Og det synes jeg måske ikke er rimeligt at klandre Venstre for.

Den næste korte bemærkning er til hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Nu er jeg jo ikke sundhedsordfører. Jeg sidder ikke engang i Sundhedsudvalget. Jeg sidder til gengæld i Folketinget og bliver mere og mere sådan forundret over, hvad jeg hører. For igennem et år har jeg hørt hr. Jakob Ellemann-Jensen, hr. Martin Geertsen og andre ærede repræsentanter fra partiet Venstre brokke sig over den manglende inddragelse. Og nu laves der så en lov, hvor man er en del af forliget, og hvor man cementerer, at regeringen blot ved at konsultere sit venstreorienterede parlamentariske bagland kan gøre, hvad den vil.

Altså, jeg har forstået så meget, at vi i Dansk Folkeparti har foreslået, at man skulle forpligte regeringen til at udvide kredsen, måske til to tredjedele af Folketinget – noget i den stil – sådan at man i hvert fald havde en reel mulighed for at blive hørt. Og det var noget af det, jeg hørte og forstod, at Venstre gerne ville i det forgangne år. Så hvor i alverden er det, vi ser forbedringen nu? Det her er jo bare en kodificering af alt det, som Venstre har brugt et år på at kritisere.

Ordføreren.

Nej, det er simpelt hen ikke rigtigt. Det er simpelt hen ikke rigtigt, hr. Morten Messerschmidt. For nu får man jo en mulighed for positivt eller negativt at sanktionere de forskellige indstillinger, der kommer fra regeringen i folketingsudvalget. Det kan være, at hr. Morten Messerschmidt er ekspert i den d'Hondtske metode, men der kommer til at være 21 mennesker i det her nye folketingsudvalg. Jeg ved ikke, om hr. Peder Hvelplund ligner en mand, der er ekspert i sådan noget her. Jeg er ret sikker på, at Dansk Folkeparti også bliver repræsenteret i det her nye udvalg og kan gøre sin indflydelse gældende der. Og det er altså et udvalg, som kommer til at sanktionere. Efter indstillinger fra epidemikommissionen kommer der forslag over til regeringen, som man så sanktionerer i det her nye folketingsudvalg. Det er altså en institution, som er lysår bedre end en regering, som bare kan køre derudad uden på nogen måder at skulle konsultere nogen som helst – i øvrigt ikke engang deres eget parlamentariske bagland.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jamen jeg er ikke i tvivl om, at det er bedre. Spørgsmålet er, hvad det er bedre end. Altså, som jeg husker det, støttede Venstre jo også den epidemilov, der gælder i dag, som vel snart har 1 års fødselsdag. Det gjorde vi også i Dansk Folkeparti. Jeg troede, vi var enige om at være blevet skuffede og om ikke helt at opleve, at den tillid, som vi viste regeringen dér, var blevet imødekommet. Hvordan kan det så være, at Venstre på den her sag lige pludselig har så klippefast en tillid til, at den måde, man sammensætter udvalget på, vil gøre hele det års erfaringer, hvor regeringen har kørt med en metode, der ville gøre Estrup misundelig, til skamme?

Ordføreren.

Nu vil jeg sige til hr. Morten Messerschmidt: Jeg har simpelt hen ikke hørt, hvad det er for en parlamentarisk institutionel opbygning, som Dansk Folkeparti har foreslået som alternativ til det, vi ser i det lovudkast, vi ser foran os nu. Det har jeg simpelt hen bare ikke hørt. Men jeg vil enormt gerne drøfte med hr. Morten Messerschmidt, hvad det skulle være for en model. Det, jeg kan se, er, at Dansk Folkeparti bliver repræsenteret i det her nye udvalg, og det er jo som sagt en langt bedre institutionel opbygning end det, vi har været vidne til hidtil, hvor regeringen bare har kunnet køre derudad uden at konsultere nogen som helst, herunder hverken Dansk Folkeparti eller Venstre.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Jeg kan forstå, at Venstre fik, hvad de kom efter i forhandlingerne, og derfor er med i den her aftale. Der er jo nogle, som ikke fik noget, og det er erhvervslivet. De er faktisk slet ikke med. Der bliver nedsat et udvalg, et kommissorium, der skal kigge på det. Og hvis vi skal oversætte det fra christiansborgsk til dansk, så betyder det at sparke det til hjørne – og så håber vi på, at det går væk af sig selv. Men det gør det ikke; erhvervslivet står stadig væk derude i en krise. Og jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren: Hvordan kan Venstre være med i en aftale om at lave en ny epidemilov, hvor man ikke har sikret erhvervslivet nogle rettigheder? Erhvervslivet kommer til at stå fuldstændig uden.

Ordføreren.

Jeg synes, at det var enormt vigtigt, at vi fik lavet en epidemilov hurtigt, så vi kom af med den situation, som vi har set de sidste 10 måneder, med at regeringen bare kunne køre derudad uden at spørge nogen som helst. Jeg er jo enig med hr. Lars Boje Mathiesen i, at erhvervslivet har halset efter den restriktionspolitik, som regeringen har lavet. Og noget af det, som jeg i hvert fald forestiller mig – ud over alt det hands on-økonomiske omkring hjælpepakker, som man skal tage stilling til i sådan et udvalgsarbejde – er jo også, at man forhåbentlig kommer frem til et resultat, der går på, at restriktioner og økonomiske hjælpepakker fremadrettet altså er noget, der følges ad.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Ja, det er fint, men det gør det bare ikke, for det er ikke med i loven. Og det er den lov, man stemmer igennem, som så fratager erhvervslivet enhver rettighed, som de faktisk havde med § 27, som bliver fjernet. Og når man så kigger på det, kunne jeg godt tænke mig lige at drage lidt opmærksomhed hen på en ting.

Nu nævner man det her udvalg. Vi har fra Nye Borgerliges side foreslået, at samtlige partier er sikret repræsentation i det her udvalg – et helt konkret forslag. Vil Venstre støtte sådan et ændringsforslag, for sådan som jeg har forstået det i forhold til den metode, kan der faktisk være tilfælde, hvor det ikke er samtlige partier, der bliver repræsenteret, hvis man bruger d'Hondts metode. Men kunne Venstre støtte, at vi så i hvert fald får undersøgt, om man sikrer, at det er samtlige partier, der altid vil være repræsenteret i det her udvalg?

Ordføreren.

Jamen jeg er sådan set med på at undersøge alt muligt. Der er lavet en aftale, og jeg går ud fra, at hr. Lars Boje Mathiesen sigter til det 21-mandsudvalg, altså det politiske udvalg i Folketinget, når han taler om udvalg. Og jeg er sådan set med på at undersøge alt muligt. Der er lavet en politisk aftale, hvor der står, at der skal være 21 medlemmer af det udvalg, og det er sådan set en aftale, vi står ved.

Tak til Venstres ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Vil ordføreren være venlig lige at tage en våd serviet og gøre klar til næste taler?

Tak for, at ordføreren gør talerstolen klar til, at Dansk Folkepartis sundhedsordfører, fru Liselott Blixt, kan komme til talerstolen. Velkommen.

Tak. I Dansk Folkeparti ser vi igen med bekymring på, at vi får en ny epidemilov, som ikke har fået den nødvendige behandling. Den epidemilov, som fungerer nu, besluttede vi jo den 12. marts, og der gik ikke ret mange måneder, før et flertal af Folketingets partier blev enige om, at den var forkert strikket sammen, kan man sige, og derfor sagde vi til ministeren, at nu ville vi tage magten fra ministeren. Jeg tror, alle kan huske det, men der gik altså næsten et halvt år, før vi begyndte at få noget at vide af ministeren. Jeg tror, jeg har været til to møder sammen med Peter Skaarup af en halv times varighed om, hvad vi ønskede.

Vi husker også, da ministeren havde indkaldt sine støttepartier til møde, hvor de borgerlige partier ikke var med, for at diskutere epidemilov, og hvor vi så blev inviteret til sidst og fik fremlagt en plan for, hvad den nye epidemilov kunne indeholde. Selvfølgelig var der lyttet til en del; det tror jeg også man var nødt til. Det var netop, som den socialdemokratiske ordfører tidligere sagde heroppe fra, med hensyn til tvangsvaccinerne, og det var, at der skulle være en parlamentarisk styring.

Men jeg må også sige, at da vi sad og talte om, hvilket slags udvalg det skulle være, kom Dansk Folkeparti med et andet forslag, som ingen støttede op om. Jeg hører så lige Nye Borgerliges ordfører nævne det samme: at alle partier kunne være repræsenteret, at der kunne sidde en fra hvert parti eller i det mindste to tredjedele af Folketinget på en eller anden måde, så der var et bredere parlamentarisk grundlag end blot et simpelt flertal. Men det blev hældt ned ad brættet, og det er en af de store grunde til, at vi i hvert fald ikke vil være med. Altså, processen har været, som jeg tidligere sagde, at vi fik 86 høringssvar, og det fik vi alle her kl. 14.00 i dag. Vi fik nogle kl. 00.30 i nat – der sov jeg – men jeg fik læst nogle af dem her til formiddag. Det mener jeg ikke er en ordentlig måde at arbejde på.

Samtidig bliver vi ikke informeret om nogle af de ting, der sker. Jeg kan sige, at i sidste uge kom der en bekendtgørelse. Den blev igangsat, og den handler netop om de dele, som borgerne har svært ved at forholde sig til. Det er bekendtgørelse nr. 36 af 13. januar 2021, som omhandler smitteopsporing, undersøgelse, indlæggelse eller isolation og tvangsmæssig behandling i medfør af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme i forbindelse med håndtering af coronavirus. Der har jeg rigtig mange spørgsmål at stille til ministeren, for der er jo en række bekendtgørelser.

Nu trådte den her i kraft i sidste uge, uden at vi fik påmindelse om det eller besked om, hvornår den løber ud. Kører den videre, når den her epidemilov træder i kraft? Det synes vi er bekymrende, altså at man faktisk bare igangsætter det, uden at vi får noget at vide. Det kan jo så godt være, at aftalepartierne bag epidemiloven ved det: om alle de bekendtgørelser, som faktisk skal besluttes igen, bare bliver genfremsat, og så undgår man den nye epidemilov.

I forhold til selve lovforslaget har det jo hele tiden lydt, som vi også har spurgt ind til, at tvang er væk – for det er også tvangsdelen – i en del af det. Ja, vi vil også have, at nogle skal gå i isolation, og vi vil også have, at der er nogle, der skal testes, hvis ikke de går i isolation, men det er jo mere end det. Altså, når vi så læser i forslaget til epidemiloven, er tvang jo erstattet med påbud, og påbud er det samme, og der skal man altså kunne lade en person indlægge og behandle, og det synes vi da er et drastisk skridt, for hvad er »behandle«? Hvor står der i lovforslaget, hvad behandle er for den enkelte person – hvor man med politiets hjælp kan indlægge en person og behandle vedkommende?

Det er nogle af de ting, som vi mener vi skal have nogle svar på, når vi kommer til andenbehandlingen. Samtidig er der andre ting, som vi mener man burde have kigget på, f.eks. erstatningen. Man siger i forslaget til epidemiloven, at man nedsætter et udvalg, men der er ikke nogen, der ved, hvad det omhandler. Jeg nåede lige at læse nogle af de høringssvar, der var fra Dansk Erhverv, HORESTA osv., der simpelt hen savner svar på, hvad der skal ske, når det her træder i kraft. Det har de ikke fået svar på.

Jeg har heldigvis også set høringssvar fra Alzheimerforeningen og Ældre Sagen, for dem har de sendt direkte til os; så er man nemlig heldig, for så har man tid til at læse det igennem. De savner svar på det grundlæggende i, at man kan bestemme over den enkeltes egen bolig på et plejehjem. Det mangler de svar på. Der er også nogle, der mangler svar på, hvad det, vi har lært af den her coronakrise, med, at man isolerer mennesker, f.eks. de psykisk syge eller andre, der skal sidde ensomme, betyder for det psykiske, mentale helbred. Det mangler der også svar på.

Så der er rigtig mange ting, og jeg kan ikke nå at komme ind på det hele, men stiller nogle spørgsmål. Og nej, vi kan ikke bakke op om det her, for det kunne have været bedre, og vi vil ikke sige ja til en halv løsning.

Tak til ordføreren for Dansk Folkeparti. Der er et par korte bemærkninger til ordføreren, og det er først hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Det var egentlig en enkelt ting, som fru Liselott Blixt nævnte i sin ordførertale, og som jeg også tidligere hørte hr. Lars Boje Mathiesen nævne, nemlig det med, at alle partier ikke er sikret repræsentation i Epidemiudvalget. Og der skal jeg bare høre, hvad det er, fru Liselott Blixt baserer det udsagn på, for det var netop også afgørende for Enhedslisten, og det var derfor, at vi fik ændret det fra, som det var foreslået, at der skulle sidde 17 medlemmer i Epidemiudvalget, til, at det i stedet for skulle være 21 medlemmer, fordi det sikrer, at der bliver repræsentation af alle partier – også partier, der er repræsenteret med fire medlemmer i Folketinget. Det er det, vi kender fra f.eks. Udvalget for Forretningsordenen, hvor der er 21 medlemmer, i modsætning til f.eks. Indfødsretsudvalget, hvor der sidder 17 medlemmer, og hvor alle partier ikke er repræsenteret.

Så hvad baserer fru Liselott Blixt den antagelse på, at lovforslaget ikke skulle sikre repræsentation af alle partier?

Ordføreren.

Jeg kan ikke referere, hvad andre har sagt på et lukket møde jo, men jeg kan sige, hvad jeg selv har sagt på et lukket møde, og det var, at vi ønskede en anden sammensætning i gruppen. Der var selvfølgelig forskellige kommentarer, som jeg ikke kan komme ind på, i forhold til hvordan man kunne repræsentere sig i et udvalg.

Hr. Peder Hvelplund.

Jamen det, jeg spørger efter, er, hvad fru Liselott Blixt baserer det udsagn på, at når der sidder 21 medlemmer i udvalget, så sikrer det ikke repræsentation af alle partier – for det er jo den klare oplysning, vi har fået. Det er også det, vi kender fra Udvalget for Forretningsordenen f.eks., hvor alle partier har sæde, fordi den D'Hondtske metode sikrer, at det netop er ved 21 medlemmer, at alle partier så bliver repræsenteret. Så hvad er det, fru Liselott Blixt baserer det udsagn på?

Ordføreren.

Jeg baserer det på en samtale, jeg havde, da vi debatterede, hvem der skulle sidde der, og hvem der ikke, som nogle ønskede det, skulle sidde der, hvis der kom specielle partier ind i Folketinget. I forhold til den d'Hondtske metode fik vi på en seddel en udregning af, hvem der kunne sidde i udvalget, og der kunne vi jo se, hvor mange medlemmer hvert enkelt parti kunne have siddende i udvalget.

Den næste korte bemærkning er til fru Kirsten Normann Andersen fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg troede ellers, jeg havde deltaget i alle møder, men der må være et, der er glippet, kan jeg høre, men det var nu egentlig ikke derfor, jeg tog ordet. Ordføreren og jeg har diskuteret tvangsbehandling rigtig, rigtig mange gange i forskellige sammenhænge, fordi det også er en del af sundhedsloven. Så jeg skal egentlig bare høre ordføreren, om ordføreren ikke er enig i, at når det er en borger, som er til fare for sig selv eller andre, har vi et ansvar for at gribe ind og for også at tilbyde tvangsbehandling, hvis det er sådan, at det kunne være nødvendigt. Nu er det jo ikke en coronalov, vi laver. Nu er det jo en epidemilov, vi laver, og det kunne være en borger, som var smittet med ebola, og som ikke selv var indstillet på at lade sig isolere, men insisterer på at gå ud blandt alle andre. Hvad ville ordføreren egentlig foretrække i den situation: at vi havde muligheden, eller at det må være op til den enkelte selv at beslutte?

Ordføreren.

Vi har mange lovgivninger på sundhedsområdet over for inhabile, og vi har en sundhedslovgivning, der gør, at man faktisk kan benytte administrativ tvang over for mennesker, der ikke selv kan forstå deres sygdom, eller hvad de udsætter andre for, og derigennem burde man kunne gøre det, som fru Kirsten Normann Andersen spørger om.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Konkret er følgegruppen orienteret om, at tvang er benyttet i nogle ganske, ganske få situationer, som bl.a. handler om at beskytte fysisk sårbare borgere, som ikke selv kan holde afstand til andre, mod, at smittede borgere med demens har insisteret på at trænge ind i deres boliger, og der har man valgt at tilbageholde en dement borger. Hvad ville ordføreren have foretrukket, at man havde gjort i den situation, og giver det ikke rigtig god mening, at man netop har den her mulighed for at sørge for, at en person ikke gør skade på andre og sig selv?

Ordføreren.

Som jeg sagde før, mener jeg, at sundhedslovgivningen kan bruges. For det andet står der ikke i epidemiloven, at det er inhabile borgere, man kan bruge det over for, det er jo over for alle borgere, og det er jo da det, der er forkert.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører er fra Det Radikale Venstre, og det er hr. Stinus Lindgreen. Velkommen til.

Tak for det. Nu har vi alle sammen levet under en epidemi i snart et år, og vi har alle oplevet og oplever stadig, hvad den gældende epidemilov kan medføre af restriktioner og begrænsninger i vores dagligdag. Det er omfattende og indgribende, og jeg forstår godt, at det lovforslag, vi skal til at behandle nu, vækker debat. Nu kan jeg ikke lige høre dem ude på Slotspladsen, men de har i hvert fald gjort opmærksom på, at der er nogle, der er meget opmærksomme på, hvad vi laver herinde i dag. Det bør man også være, for det bliver en meget vigtig og meget indgribende lov. Men det burde også være tydeligt, hvorfor disse skridt er taget, for hvis man kigger ud i verden, kan vi desværre se lande, der er blevet overrumplet af coronapandemien, og hvor samfundene lider alvorligt under sygelighed og dødsfald. Det har vi langt hen ad vejen undgået i Danmark.

Så selv om det er indgribende, havde konsekvenserne ved ikke at gribe ind været markant værre. Så der er uden tvivl behov for en epidemilov. Den kommer forhåbentlig ikke i brug igen i mange, mange år, men hvis det bliver nødvendigt, skal den være klar. Jeg brugte ved en tidligere debat billedet af, at det er ligesom en husforsikring. Man ønsker, at den bliver liggende i skuffen, men når ulykken er ude, er den helt nødvendig at have. Man skal også læse det med småt, for denne lov skal holde i rigtig mange år, og den skal være klar til den næste epidemi og ikke være målrettet den nuværende coronaepidemi.

Jeg har ved flere lejligheder fremhævet, hvad vi i Radikale Venstre sætter særlig højt, nemlig balancen mellem det helt nødvendige sundhedsfaglige input og de politiske beslutninger, herunder åbenhed om indstillingerne fra Epidemikommissionen; langt bedre parlamentarisk kontrol med de beslutninger, der træffes; og så skal vi selvfølgelig sikre borgernes retssikkerhed, for der er ikke og må ikke være en modsætning mellem folkesundhed og retsstat.

Det lovforslag, vi behandler nu, er markant bedre end det, der blev lagt frem tidligere, men jeg har også advaret ministeren om, at vi skal have tid til at læse høringssvarene igennem, som jeg ligesom min kollega først modtog sent i går aftes, og at vi om nødvendigt må stille de ændringsforslag, der skal til.

Men vi er kommet langt: Et epidemiudvalg, der skal føre parlamentarisk kontrol med de anvendte beføjelser; en bredt funderet epidemikommission, der skal komme med de faglige indstillinger; automatiske solnedgangsklausuler også på selve epidemiloven; direkte klageadgang; automatisk domstolsprøvelse ved tvangsforanstaltninger. Og så som noget meget vigtigt er proportionalitetsprincippet skrevet ind, så man altid skal bruge det mindst indgribende middel først. Det er alt sammen godt, og det var også helt altafgørende for os i Radikale Venstre

Men jeg har også læst de bekymringer, der er blevet udtrykt den seneste tid: Har vi sikret os sundhedsfagligt godt nok i Epidemikommissionen? Bør det ikke være Sundhedsstyrelsen, der sidder for bordenden? Har vi sikret retssikkerheden godt nok? Er balancen rigtig mellem indstillinger fra Epidemikommissionen og det politiske niveau? Det skal vi have afklaret i den kommende tid.

Der er f.eks. sat spørgsmålstegn ved den nu omtalte § 28 om at kunne lave indgreb over for en flerhed af personer, som det så smukt er beskrevet. Der er flere potentielle problemer, selv om jeg sagtens forstår hensigten med paragraffen. Der er ikke automatisk domstolsprøvelse, og det finder jeg meget problematisk. Og hvordan skal det overhovedet håndhæves, når nu man naturligvis frit kan deltage i demonstrationer uden at registrere sig? Kan man ikke nå præcis det samme ved at komme med anbefalinger frem for påbud, fordi det alligevel i praksis vil ende med at blive en opfordring? Måske er det endda bedre, fordi det viser tillid til befolkningen. Det skal vi have afklaret i den kommende tid.

Der er også blevet udtrykt bekymring omkring balancen mellem de sundhedsfaglige indstillinger og de politiske beslutninger, særlig ved kategorisering af samfundskritiske sygdomme, som er det, der aktiverer epidemiloven. Det må aldrig alene være den til enhver tid siddende minister, der træffer den beslutning. Det er heller ikke tilfældet i det lovforslag, vi debatterer nu. Her skal der være parlamentarisk opbakning til at kategorisere en sygdom som samfundskritisk og derved aktivere epidemiloven. Det mener jeg er fornuftigt, da det har meget vidtrækkende konsekvenser og derfor også må følges af politisk ansvar. Det må ikke alene ligge på embedsmændenes skuldre. Det er en politisk beslutning på et sundhedsfagligt fundament, men vi skal selvfølgelig sikre os, at balancen er rigtig.

Så i Radikale Venstre er vi meget positive over for de ændringer, der indtil videre er foretaget, men vi skal have læst det hele grundigt igennem for at se, om der skal foretages yderligere justeringer. Tak for ordet.

Tak til den radikale ordfører. Der ser ikke ud til, at der er korte bemærkninger til ordføreren, og den næste ordfører kommer fra Socialistisk Folkeparti, og det er fru Kirsten Normann Andersen.

Det er sagt rigtig mange gange før, men det kan godt tåle at blive gentaget: Ingen i det nuværende Folketing har nogensinde skænket epidemiloven en tanke før i 2020. På mindre end et år er loven imidlertid blevet en af de mest omdiskuterede love i mange år. Alle borgere har på et eller andet tidspunkt forholdt sig til loven, som har haft så stor indflydelse på vores hverdag i de seneste år på godt og ondt.

Selvfølgelig skal vi have en epidemilov, men da vi fik den gamle lov støvet af, var udviklingen løbet fra den. Vi manglede værnemidler, vi manglede test, vi manglede personale, som kunne tage sig af de mest syge borgere, vi manglede sågar medicin. Men først og fremmest havde vi brug for en plan, som tog folkesundheden alvorligt, men som også kunne passe på vores samfund og sikre os tryghed.

Men det var en midlertidig lov, vi vedtog den 12. marts sidste år, og vi har brug for en ny epidemilov. Og jeg vil også rigtig gerne benytte lejligheden til at takke for et rigtig godt samarbejde om at nå det mål. Vi skal tage det bedste med fra den gamle lov og det bedste med fra den midlertidige lov og rette de fejl og mangler, som et års arbejde med en epidemi har lært os.

I SF har vi været optaget af sundhed, retssikkerhed for borgerne og parlamentarisk kontrol af Folketinget. Det er klogt at nedsætte en epidemikommission, som sikrer repræsentation af faglige eksperter. En epidemi er først og fremmest en sundhedskritisk tilstand, som fordrer, at vi samler eksperter, der har styr på sundhedsvæsenet, og at de kan varetage de opgaver, der følger med, men også eksperter, som ved noget om virus. Men det er også en samfundskritisk tilstand, hvilket fordrer eksperter, som ved noget om samfundsforhold.

Selv om jeg synes, at regeringen har udvist stort mod og handlekraft og i det hele taget har håndteret den her epidemi rigtig godt, så er det alligevel helt afgørende for SF, at vi i fremtiden sikrer den parlamentariske kontrol med regeringens beslutninger. Det er helt afgørende for menneskers tillid til sundhedsvæsenet og til samfundet, at vi undlader at anvende tvang. En høj tillid til danske vaccinationsindsatser gennem tiderne hænger angiveligt sammen med, at vi selv vælger vaccinerne til. Og faktum er, at vi aldrig har været i en situation, hvor tvangsvaccination har været nødvendigt.

Det skal også være udgangspunktet i en fremtidig epidemilov, og jeg er derfor rigtig glad for, at den tudsegamle bestemmelse er skrevet ud af epidemiloven anno 2021.

Ligesom i sundhedsloven skal vi naturligvis også i epidemiloven forholde os til, hvad der måtte gælde, hvis en borger er til fare for sig selv eller andre, og det har også i løbet af den her epidemi været nødvendigt at benytte tvang til eksempelvis isolation i nogle ganske få tilfælde. I fremtiden vil tvangsbehandling i alle tilfælde og helt automatisk blive prøvet ved en domstol.

Jeg har noteret mig kritikken af netop den del af loven, men måske kan det også give mening at huske på, at det ikke er en coronalov, som vi er i gang med at vedtage. Ingen ville acceptere, at en borger med eksempelvis hiv bevidst smittede andre. Ingen ville acceptere, at en borger med ebola kunne gå frit rundt i samfundet uden at tage hensyn til andre.

I SF har vi også været optaget af databeskyttelse. Ny teknologi gør, at vi kan samle rigtig mange sundhedsdata, og det er vigtigt for os, at borgerne kan være trygge ved, at vi passer på borgernes sundhedsdata, og at der er transparens i forhold til det.

Det har været vigtigt for os at aftale, at der skal være solnedgangsklausuler på bekendtgørelser i fremtiden, så borgerne også kan se, at der lige der ude i fremtiden skal vi igen drøfte de bekendtgørelser, som er udsendt, og som det har været nødvendigt at træffe beslutning om undervejs.

Jeg vil lige afslutningsvis sige, at det har været svært at nå at læse alle høringssvar. De er kommet rigtig sent, så jeg vil, ligesom andre også har gjort, tillade mig at forbeholde mig muligheden for, at der kan være spørgsmål og overvejelser, som vi skal tage med, og som vi skal tænke ind, inden vi når til anden- og tredjebehandlingen.

Men som udgangspunkt er jeg rigtig godt tilfreds med, at vi er nået hertil, at vi i dag kan førstebehandle et endeligt udkast til en epidemilov. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, og efter en afspritning – det er fint, tak skal du have – er det hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Sidst vi stod her i salen og skulle vedtage en epidemilov, var det hasteloven, som vi vedtog den 12. marts efter en ekstremt forceret proces og under et enormt tidspres, fordi vi stod i en fuldstændig uoverskuelig og alvorlig situation. Det var nødvendigt, at vi handlede hurtigt, og det har heldigvis også resulteret i en ret succesfuld håndtering af hele coronakrisen, dog med nogle enkelte skønhedsfejl.

Men det var også en lov, der overførte uhørt store beføjelser fra Folketinget til regeringen, der fjernede den demokratiske kontrol i en krisesituation og gav mulighed for indskrænkninger i frihedsrettighederne. Derfor betød det også meget for Enhedslisten at få sikret både bevarelsen af de mest basale frihedsrettigheder og en solnedgangsklausul. For vi skal både beskytte vores fælles sundhed og vores fælles frihedsrettigheder.

Solnedgangsklausulen er også den konkrete anledning til, at vi står her i dag. Hasteloven udløber den 1. marts, og det er selvfølgelig afgørende, at vi fortsat har en epidemilov til at kunne bevare kontrollen med coronavirus og i øvrigt også med mulige fremtidige zoonoser, som vi formentlig kommer til at se flere af.

Vi kan også konstatere, at det forslag, som vi behandler i dag, og som er resultatet af en politisk aftale mellem de fleste af Folketingets partier, er en væsentlig forbedring i forhold til det forslag, som regeringen lagde frem sidste år. I forhold til det forslag var der nogle helt afgørende krav fra Enhedslisten: Vi skulle sikre en klar demokratisk kontrol; de vidtgående bemyndigelser, som kan være nødvendige for at bekæmpe en pandemi, skal baseres på et folketingsflertal; det skulle sikres, at der bliver en klar og tydelig opdeling mellem de sundhedsfaglige vurderinger og de politiske beslutninger – det skulle med andre ord være tydeligt, hvornår det er sundhedsfagligheden, der taler, og hvornår det er et politisk ansvar – at vi fik en begrænsning på den periode, bemyndigelserne gælder, i det her tilfælde i 4 uger, i forhold til det nye forslag, så de løbende bliver taget op til revision; at vi fik sikret en parlamentarisk repræsentation fra alle partier i epidemiudvalget; at vi fik fjernet tvangsvaccinationerne; at vi fik styrket retssikkerheden gennem en automatisk domstolsprøvelse; at et mindsteindgrebsprincip og et proportionalitetsprincip blev bærende elementer; og generelt at sikre større åbenhed og gennemsigtighed i beslutningerne.

Jeg synes, vi er kommet rigtig langt i forhold til det udkast, vi i dag behandler, men der er stadig væk knaster og plads til forbedringer. Vi fik først høringssvaret sent i går aftes, og det er netop en del af den politiske aftale, at høringssvarene kan give anledning til ændringer. Jeg vil derfor allerede nu gøre opmærksom på elementer, som vi kommer til at fokusere på i udvalgsbehandlingen, og der vil givetvis komme flere, når vi får tygget os ordentligt igennem alle høringssvarene.

Det fremstår stadig væk ret uklart, hvordan bestemmelserne i § 28 om flerhed af personer skal udmøntes og håndhæves. Vi anerkender behovet for at kunne sikre, at borgere, der har deltaget i en begivenhed, hvor der har været smittespredning, efterfølgende bliver testet, men hvordan vil myndighederne dokumentere, at en borger har deltaget? Er det ved et køb af en billet, et tryk på »deltager« i en facebookbegivenhed, at andre har set en? Det kan jo indlysende ikke være nok. Så hvordan vil et dokumentationskrav kunne løftes af myndighederne, og vil man overhovedet kunne idømme nogen en straf eller i det her tilfælde en bøde? Det skal afklares, ligesom det, hvis det skulle indføres, også bør undersøges, om det skal følges af et krav om automatisk domstolsprøvelse.

Det må også sikres, at der i epidemikommissionen bliver en form for forpligtigelse til at indhente bidrag fra relevante parter. Det kan være i forhold til at sikre, at der er proportionalitet, i forhold til indgrebenes indvirkning på f.eks. sårbare grupper, at bekæmpe mistrivsel og ensomhed og at styrke ånds- og kulturliv. Det kan gælde i forhold til at inddrage relevante sundhedsfaglige erfaringer.

Det vil også være væsentligt for Enhedslisten at sikre, at der bliver en forpligtigelse til en revision af loven, f.eks. hvert femte år. Samfundet forandrer sig, og det gør sygdomsbilledet også. Derfor vil det være nødvendigt at tage loven frem, f.eks. hvert femte år, og give den et gennemsyn for at sikre, at den stadig væk er aktuel og lever op til de krav, der stilles til en epidemilov i den kommende situation.

Afslutningsvis vil jeg sige, at vi med den her lov forhåbentlig kan sikre, at vi aldrig nogen sinde igen kommer til at opleve en 12. marts, hvor vi under så stor hast skal vedtage en så vidtgående lov. Samtidig vil jeg også gerne understrege, at den her lov ikke kommer til at stå alene i forhold til at ruste os til at modstå kommende epidemier. Vi kommer også til at styrke beredskab, hygiejne, kapacitet i sundhedsvæsen og plejesektor, forebyggelse, produktion af værnemidler, testkapacitet og vaccineproduktion. Men overordnet set er Enhedslisten positivt indstillet over for lovforslaget.

Der er en kort bemærkning til hr. Lars Boje Mathiesen.

Tak. Jeg vil gerne starte med at kvittere for, at Enhedslisten også har fokus på § 28. Og som jeg læser den, er det ikke engang en betingelse, at der har været smittespredning – der skal bare være konstateret smitte på stedet. Det synes jeg også er meget, meget graverende og meget overskridende, i forhold til hvad man burde gøre.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge lidt ind til den debat, vi havde omkring de 21, og jeg anerkender til fulde, at Enhedslisten var et af de partier, som anførte, at det skulle være 21, for så var alle grupper sikret ved den d'Hondtske metode – sådan som jeg lige har forstået det. Men den bekymring, vi havde i Nye Borgerlige, når vi sagde, at vi gerne ville have, at det var samtlige partier, der var repræsenteret, går jo på, om et parti, hvor der er et medlem, der forlader partiet, som f.eks. Liberal Alliance har været udsat for i år, så også ved den metode er sikret, at de ikke mister deres plads, eller at den tilfalder nogle andre, ved at man måske er rykket over til et andet parti – at et parti kan miste deres plads, ved at der sker nogle forandringer i løbet af en folketingsperiode. Det var den bekymring, jeg havde omkring det.

Ordføreren.

Jeg vil gerne starte med at sige, at i forhold til § 28 tror jeg helt bestemt, det bliver noget af det, vi skal se på. For bekymringen kan selvfølgelig gå på, i hvilket omfang man kan dokumentere, at en borger har deltaget i en begivenhed, hvor der har været smitte eller smittespredning, og det skal selvfølgelig sikres.

I forhold til det med repræsentation i epidemiudvalget har det, der har været afgørende for Enhedslisten, netop været at sikre, at alle partigrupper er sikret repræsentationen, som det f.eks. kendes fra Udvalget for Forretningsordenen. Der er alle partigrupper sikret repræsentation, netop gennem den d'Hondtske metode. Så er det klart, at der kan være en situation, hvor der sker spaltninger af grupper, og hvor man kommer ned under 4 mandater, og så kan det have betydning. Men det mener jeg er noget, vi må se på i en konkret situation – om det er noget, der kan løses. Ellers bliver det i hvert fald vanskeligt, hvis det er sådan, at vi skal sikre, at alle, både partigrupper og løsgængere, sikres repræsentation i et folketingsudvalg. Og derfor er vi sådan set godt tilfredse med, at vi gennem det, at vi fik øget antallet fra 17 til 21, netop har sikret, at det i lighed med andre udvalg, hvor det er væsentligt, at alle partier er repræsenteret, også gør sig gældende i forhold til et epidemiudvalg.

Lars Boje Mathiesen.

Ja, men nu har vi jo en situation, hvor der er et parti, som står i den situation, så det er jo ikke utænkeligt, at det kan ske igen. Og der er jo rigtig mange mennesker, som også har stemt på nogle af de mennesker. Jeg synes, at når man bruger en epidemilov, er det jo, fordi det er drastiske ting, man er i gang med, og derfor er jeg meget bekymret over, at man så undlader nogen. Så kan det godt være, at det bliver lidt bøvlet i et udvalg, men det mener jeg godt at folkestyret kan håndtere for at sikre, at alle mennesker føler, at de er repræsenteret i sådan et udvalg.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge ind til det med flerhed, for det har jeg et problem med at definere. Altså, det kan vel være to personer – det er vel også flerhed. Hvad er ordførerens opfattelse af det ord?

Ordføreren, værsgo.

Ja, og det er jo derfor, det også har været vigtigt, at hvis man skal bruge de bemyndigelser, er det også noget, der skal igennem epidemiudvalget – altså, at der skal en politisk behandling til. Og der har vi jo netop fået indskrevet i epidemiloven, at der gælder hensynet til både proportionalitetsprincippet og mindsteindgrebsprincippet. Det betyder, at man ikke umiddelbart kan gå til en brug af begrebet omkring en flerhed af personer. Det skal ligesom betinges af, at der her er tale om en begivenhed, der retfærdiggør, at man kan tage den slags metoder i anvendelse. Og som sagt er § 28 noget af det, vi skal have kigget nærmere på i udvalgsbehandlingen.

Hr. Martin Geertsen.

Tak for ordførertalen. Nu har hr. Peder Hvelplund jo udviklet sig til Venstres bedste ven i den her sammenhæng, og det skal jeg selvfølgelig nok passe på med ikke at misbruge, og jeg vil gerne kvittere for det til trods for nogle af de bemærkninger, som jeg er meget enig i, i forhold til hvad det er, vi skal kigge på. Jeg kunne godt tænke mig – igen uden at misbruge hr. Peder Hvelplunds tillid – at spørge til, om man fra Enhedslistens side også kunne være medvirkende til at kigge på nogle af de der mere individorienterede paragraffer, altså mere specifikt det, der handler om indlæggelse, isolation og behandling, og om man kunne kigge på, om det også på den ene eller anden vis skulle underlægges den parlamentariske kontrol. For som jeg læser det, er det ikke tilfældet i udkastet nu.

Det behøver hr. Peder Hvelplund jo ikke at svare på, hvis han ikke kan nu, men det er bare, om man kunne få en eller anden indikation på, om det også kunne være noget, som Enhedslisten kunne være med til at kigge på.

Ordføreren.

Jamen det er det bestemt. Og jeg vil også gerne kvittere for hr. Martin Geertsens pæne ord, selv om jeg jo ikke helt ved, når det er udtrykt på den måde, om jeg så skal tage det som en tilsvining eller en form for anerkendelse – jeg vælger nu det sidste.

Men jeg er fuldstændig enig, i forhold til at det er noget af det, vi skal kigge på, og det er jo netop det med at finde balancen imellem på den ene side at beskytte individets rettighed og på den anden side også sikre hensynet til samfundet og smitteudbredelsen. Der synes jeg, at det er helt oplagt at se på netop de restriktioner, der ligger i forhold til de tvangsforanstaltninger, der er i forhold til individet, altså at det også er noget af det, vi ser på, og om det er noget, der eventuelt ville kunne flyttes ind under noget, så der også er parlamentarisk kontrol i forhold til det.

Jeg tænker også i forhold til § 24 om at begrænse større forsamlinger, altså forsamlingsloftet, at det også kan være noget af det, vi skal ind at se på, altså om der skal justeres på det. Men lad os se på det i forbindelse med udvalgsbehandlingen.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Efter afspritning er det hr. Per Larsen, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, formand. Vi skal jo hurtigt behandle forslaget til en ny epidemilov, i og med at den nuværende epidemilov, også kaldet hasteloven, udløber med udgangen af februar måned.

Vi stod på ukendt grund, da vi tilbage i marts gav regeringen udvidede beføjelser. Vi vidste ikke så meget om covid-19, men vi vidste, at vi skulle reagere. Det var derfor, at samtlige partier i Folketinget gav disse udvidede beføjelser til regeringen. Men vi sagde også klart dengang, at der skulle være en solnedgangsklausul, altså at loven skulle ophører automatisk, og det tidspunkt nærmer vi os jo nu. Og det er jeg glad for, for jeg mener ærlig talt ikke, at regeringen har forvaltet de beføjelser, som vi gav den, godt nok.

Til tider har Folketinget været så dårligt inddraget i regeringens beslutninger, at det jo har skabt demokratiske udfordringer. For der står jo ingen steder skrevet, at regeringen bare skulle nøjes med at informere Folketinget og offentligheden, når vidtrækkende beslutninger var truffet af regeringen. Jeg mistænker ikke sundheds- og ældreministeren så meget for at ville køre sololøb uden om Folketinget; det er sundheds- og ældreministeren alt for venlig og imødekommende til, og jeg har jo også et godt samarbejde med ministeren i det daglige. Men det er bestemt mit indtryk, at specielt statsministeren har nydt at svinge taktstokken og bare meddele Folketingets partier, hvad hun og regeringen har besluttet.

Der er mange eksempler, hvor det mest kendte og direkte ulovlige er sagen om aflivning af samtlige af landets mink. Her var magtfuldkommenheden så stor, at man så stort på, om lovgivningen var på plads. Da regeringen så blev bekendt med, at hæren, politiet og Fødevarestyrelsen var sendt i marken uden nogen som helst form for lovhjemmel, så undlod statsministeren at standse ulovlighederne. Den sag er der heldigvis ved at blive taget hånd om, og den skal jo i første omgang afdækkes i kommissionen med en dommer for bordenden.

I forhold til dette lovforslag, vi behandler i dag, så indgik vi jo en politisk aftale i december, hvor jeg er særlig glad for, at vi fik ryddet ud i tvangsdelene. Samtidig er det også særlig glædeligt, at vi nu får skrevet klart og tydeligt ind i loven, at der skal være både faglighed og demokratisk opbakning til i nogle tilfælde vidtrækkende beslutninger, som den til enhver tid siddende regering kan have behov for at træffe.

Betyder det så, at vi har dækket alle huller af i epidemiloven? Nej, det gør det sikkert ikke. Og derfor glæder jeg mig også til at dykke ned i hvert og et af de høringssvar, som vi har modtaget, og som vi fik oversendt i nat. Det arbejde går i gang nu, og det ser jeg frem til. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Og efter afspritning er det hr. Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige.

Vi kan lige så godt få svesken på disken. Den nye epidemilov er både alt for vidtgående, og den indeholder et overgreb mod befolkningen, og så lader den erhvervslivet sejle deres egen sø. Den kommer efter et år, hvor vi med al tydelighed kan konstatere, at man som Folketing og samfund skal være meget varsomme med at afgive meget magt til en regering og enkelte personer heri. Vi burde have lært af de fejl og udarbejdet en lov baseret på den viden, men det fremsatte lovforslag, som det ligger her, viser, at det har man ikke, og derfor stemmer vi selvfølgelig nej i Nye Borgerlige.

Jeg vil gerne her slå ned på et par punkter i loven, hvis taletiden tillader mig det, som understreger vores modstand mod de her unødvendige overgreb mod borgerne og den fuldstændig manglende ansvarlighed over for erhvervslivet.

Det er f.eks. § 28, som handler om kollektivisme, og der står:

Sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler om, at personer, som har befundet sig et bestemt sted, deltaget i en forsamling, ved et arrangement, en begivenhed eller lignende, hvor der er konstateret smitte med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, skal lade sig undersøge af en sundhedsperson eller isolere i en egnet facilitet.

Bag de her ord i loven står der altså, at man med den her lov i hånden vil kunne kræve, at alle personer, der f.eks. har været til en fodboldkamp, vil skulle selvisolere sig eller kan blive varslet bøder. Det kan også være folk i en butik. Det kan også gå ud over en virksomhed, som derfor kan blive tvunget til at lukke ned og sende alle mennesker hjem med fatale økonomiske konsekvenser. Derudover er der overhovedet ingen afgrænsning i begrebet flerhed, og jeg har ikke hørt nogen i dag, som har kunnet komme nærmere på, hvad flerhed rent faktisk betyder. Er det to, er det tre, er det fire – hvor mange mennesker er det?

Derudover har vi en stor aversion mod det, der er i § 49, stk. 5, hvor sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler om fysiske og juridiske personers oplysningsforpligtelser ud over de oplysningsforpligtelser, som er fastsat i stk. 1-3. Bag de her ord i loven står der, at man giver sundhedsministeren beføjelser til at kræve, at personer og firmaer skal afgive personlige oplysninger om deres egen færden, men ikke kun om det, men også oplyse, hvem de har været sammen med. Så virksomheder skal altså oplyse om kunders eller brugeres færden. Det er et meget voldsomt indgreb mod den personlige frihed at give sundhedsministeren de beføjelser.

Som en tredje ting kan jeg faktisk ikke nævnte den paragraf, som vi er utilfredse med, for den er der nemlig slet ikke. Men den tidligere paragraf hed § 27, og den er taget ud. Hvorfor er den så vigtig? Jo, det er den, fordi det jo er den paragraf, som sikrede, at erhvervslivet var skærmet mod magthavere, som ingen forståelse har for, hvordan samfundet rent faktisk finansieres, og blot ser erhvervslivet som et uudtømmeligt pengetræ.

For erhvervslivet havde faktisk retskrav på erstatning. Det blev klart, da corona ramte sidste forår, men denne rettighed blev fjernet, og det advarede jeg imod at gøre. Jeg opfordrede Folketinget til at besinde sig og ikke træffe forhastede beslutninger herom, men man ville ikke lytte, og siden har der været et kludetæppe af hjælpepakker og andet, som med al tydelighed viser, at Folketinget begik en kæmpe fejl der. Ja, nogle har faktisk stadig væk ikke fået deres penge endnu.

Jeg kan i mit stille sind ikke lade være med at forestille mig, hvorledes det ville have set ud, hvis det var offentligt ansatte, som ikke havde fået deres løn i flere måneder. Ja, hvis vi nu herinde i Folketinget ikke havde fået vores vederlag, mon så ikke tingene havde set anderledes ud? Men i det nye epidemilov er denne beskyttelse af erhvervslivet helt taget ud – pist væk.

Så vil man nedsætte et udvalg eller en kommission, men hvis jeg skal oversætte for borgerne derude fra christiansborgsk til dansk, betyder det, at man putter det i en syltekrukke og håber, at det går væk af sig selv. Men det gør det ikke, og jeg kan godt sige til erhvervslivet derude, at de har fået en ven i Folketinget i Nye Borgerlige, og vi er garant for, at vi ikke slipper den her sag, og vi vil blive ved med at kæmpe for erhvervslivets rettigheder.

Til sidst har vi spørgsmålet om den demokratiske forankring, som umiddelbart ved første øjekast skulle være bedre. Jeg hører til dem, som også gerne vil anerkende, at der er forbedringer i det, og jeg synes også, det er på sin plads at anerkende, at den nuværende sundhedsminister selv har erkendt og sagt, at i den midlertidige lov, der var, var nogle ting, som ikke var hensigtsmæssige, og jeg synes også, det skal anerkendes, når man har den selvindsigt omkring det.

Når man så stadig væk er bekymret fra vores side i Nye Borgerlige, er det, fordi vi ikke mener, at der sker en ordentlig mindretalsbeskyttelse i den nye forankring, som man laver. Tidligere har en lang række sager skullet ned i Folketingssalen, hvor der ligger en mindretalsbeskyttelse i vores parlamentariske opbygning. Det gør der ikke længere, når det kommer til at ligge i et udvalg. Der vil det simple flertal, der som regel vil bestå af regeringen og dens støttepartier, kunne gennemtrumfe alt, hvad de ønsker dér, og det synes vi er bekymrende.

Vi kan ikke forhindre Folketingets partier i at lave fejl igen. Nogle fejl blev lavet i marts. Vi kan ikke forhindre, at de bliver lavet igen, men vi kan lade være med at stemme for, og det gør vi ikke den her gang.

Tak for det. Der er en kort bemærkning til hr. Martin Geertsen.

Jeg tilhører dem, som gerne vil rose hr. Lars Boje Mathiesen. Nu ved jeg godt, at man ikke må citere fra interne møder, men jeg tror ikke, jeg overrasker nogen ved at sige, at hr. Lars Boje Mathiesen på vores coronafølgemøder stiller kritiske spørgsmål, og jeg er jo et langt stykke hen ad vejen meget enig i mange af de forudsætninger, som ligger bag hr. Lars Boje Mathiesens spørgsmål.

Når nu hr. Lars Boje Mathiesen ligesom tager borgerne med, når han kommunikerer, kan hr. Lars Boje Mathiesen så forklare, hvis man er meget utilfreds med alt, der er foregået tid siden marts måned – og der er god grund til at være meget utilfreds med al muligt – hvordan det så kan være, at vi ikke har set et eneste beslutningsforslag fra hr. Lars Boje Mathiesens parti hernede i Folketingssalen, hvor man har ønsket at afskaffe en restriktion? For den mulighed foreligger jo.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Det er absolut ikke alt, der er foregået, som vi har været kritiske over for. Jeg tror, der er lavet en opgørelse, som viser, at vi har været med i syv ud af de ti store aftaler, som blev lavet i september måned. Så med hensyn til forestillingen om, at vi bare har protesteret over alt, vil jeg sige, at vi faktisk har siddet ved forhandlingsbordet. Og en af grundene til, at der ikke er blevet fremsat beslutningsforslag om lige præcis det, er jo faktisk, at vi er indgået i en del aftaler, som vi synes er fornuftige, og så har vi selvfølgelig honoreret de aftaler, vi er en del af.

Hr. Martin Geertsen.

Jeg er jo helt enig med hr. Lars Boje Mathiesen, hvis han her indikerer – jeg sagde det også selv i min ordførertale – at det her jo er et rædselskabinet af forskellige restriktioner, som man kan påføre befolkningen under en epidemisk krise. Men vil hr. Lars Boje Mathiesen udelukke, at man kan få brug for nogle af de her restriktioner under en epidemisk krise? Det er mit ene spørgsmål.

Mit andet spørgsmål er: Er der nogle af de restriktioner, der er blevet indført gennem de sidste måneder, som hr. Lars Boje Mathiesen har været utilfreds med, og hvis det er tilfældet, hvorfor har man så ikke fremsat et beslutningsforslag hernede i Folketingssalen for at slippe af med dem? For det er jo måden at gøre det på.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Hvad angår nogle af de restriktioner, der blev indført, da vi sad og forhandlede i august måned, så mente vi jo ikke, at det var det rigtige at lægge de restriktioner på erhvervslivet, og hvis jeg ikke husker meget forkert, stillede vi faktisk et ændringsforslag. Men det kan være, at min hukommelse svigter mig – det skal jeg ikke kunne sige.

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt der kan blive brug for restriktioner, vil jeg svare ja, og vi mener også, at der skal være en epidemilov. Vi vil ikke sige, at det bare skal være fuldstændig anarkistisk, og at der ikke skal være en epidemilov. Vi mener ikke, at den, som er blevet lavet her, er god nok, fordi den er blevet hastet igennem – altså, vi fik 80 høringssvar i dag, som jeg ikke har læst igennem. Så jeg er meget bekymret for, at vi jager noget igennem, som ikke er blevet bearbejdet godt nok, og den f.eks. manglende beskyttelse af erhvervslivet er jeg meget, meget bekymret over.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, og derfor siger vi tak til hr. Lars Boje Mathiesen. Vil du lige være sød at spritte af? (Lars Boje Mathiesen (NB): Hov, ja. Så skal jeg passe på med at sige, at det gør kæresten derhjemme, ellers kommer jeg bare i problemer).

Så er det hr. Ole Birk Olesen.

Først må jeg lige slå en vigtig ting fast: Vi står her i dag og debatterer dette udkast til en epidemilov, fordi Folketinget har tvunget regeringen til at smide sit gamle udspil fra efteråret i skraldespanden. Vi har ikke glemt, at det var regeringens ønske, at sundhedsministeren f.eks. nærmest kunne krone sig selv til coronakejser efter forgodtbefindende. Vi har ikke glemt det, for det udspil lå fuldstændig i forlængelse af regeringens fornemmelse for magt, som den allerede har demonstreret under hele coronakrisen.

Coronakrisen har ganske rigtigt udstillet, at den danske epidemilov er håbløst utidssvarende. Systemet med regionale epidemikommissioner er ikke brugbart i en situation, hvor man står over for en ukendt trussel og har brug for at kunne handle hurtigt. Det er netop i denne situation, man har brug for kendte regler og procedurer, så beslutninger ikke præges af vilkårlighed.

Men overskriften på 2020 har været vilkårlighed. Vilkårlighed med nedlukninger af hele brancher, af Københavns turisme og af domstolene. Vilkårlighed med magtudøvelsen, som minkskandalen viser i al sin magt og vælde. Og vilkårlighed med kritisk og afgørende information, som regeringen sidder på som en emsig høne på sine æg, angiveligt endda over for sig selv, når man træffer grundlovsstridige beslutninger. Det skal have en ende, og det får det med den nye epidemilov.

På grund af den gamle epidemilovs klare mangler placerede Folketinget nærmest ubegrænsede beføjelser hos regeringen. Den magt har regeringen brugt til at træffe mange nødvendige og hurtige beslutninger. Det synes regeringen måske at oppositionen gør for lidt ud af. Men når oppositionen har brugt flere kræfter på regeringens fejl, skyldes det, at de er mange og ganske betydelige. Man kan nævne en helt utilstrækkelig indsats i forhold til smitteopsporing. Man kan nævne reglen om, at turister skulle booke seks overnatninger, før de kunne komme til Danmark, hvilket savnede sundhedsfaglig begrundelse. Man bør også nævne regeringens uskønne sammenblanding af sundhedsmyndighedernes anbefalinger og egen politik. Og man skal selvfølgelig nævne regeringens grundlovsstridige nedlukning af minkerhvervet.

Alle disse mange fejl kalder på, at vi igen får etableret et regelsæt, så regeringen ikke kan fortsætte sit soloridt, og vi er meget tilfredse med, at epidemiloven nu indeholder stærk parlamentarisk kontrol. Vi bemærker, at lovforslaget ligger milevidt fra, hvordan regeringen selv mente at loven burde se ud. I det oprindelige forslag kunne regeringen selv erklære en sygdom for samfundskritisk og dermed udløse en lang række vidtgående beføjelser til sig selv.

Vi er meget tilfredse med, at regeringen er mislykkedes med det projekt. For læren af den her krise bør være, at man ikke behøver at slække på den parlamentariske kontrol, når man skal træffe hurtige beslutninger. Resultatet af at slække på den parlamentariske kontrol har vi set sidste år, og det skal ikke gentage sig.

Flere eksperter kritiserer, at Sundhedsstyrelsen er skrevet ud af loven, fordi de frygter, at det betyder en svækkelse af den sundhedsfaglige rådgivning. Den kritik har jeg meget lidt forståelse for. Styrelser er underlagt ministres beslutninger. Er man i tvivl om, at det også gælder for Sundhedsstyrelsen, så har man fulgt meget dårligt med. Det er mindre end et år siden, at direktøren for Sundhedsstyrelsen frarådede at lukke landets folkeskoler, hvorefter han syv timer senere stod på et pressemøde, der handlede om at lukke folkeskolerne. Statsministeren angav endda dengang, at det var sundhedsmyndighedernes anbefaling. Så meget for uafhængig sundhedsfaglighed.

Valget i epidemiloven står ikke mellem sundhedsfaglig eller politisk kontrol med regeringens beslutninger. Valget står mellem politisk kontrol eller ingen kontrol. Og selv om regeringen foretrækker fraværet af kontrol, er det heldigvis ikke sådan, det er endt. Det betyder ikke, at vi skal til at lytte mindre til sundhedsmyndighederne. Måske betyder lovforslagets vedtagelse, at vi faktisk i højere grad vil følge myndighedernes anbefalinger. Mange har kritiseret den nye lov, fordi man kan benytte meget vidtgående foranstaltninger i medfør af loven. Jeg kan godt forstå bekymringen, men loven skal kunne håndtere ekstreme situationer, også situationer, som er endnu værre end corona. Vi skal ikke, næste gang krisen rammer, stå lige så uforberedte som denne gang.

Vi har set Mette Frederiksens coronaenevældes sande ansigt. Der er ikke noget alternativ til en epidemilov med en stærk forankring i Folketinget, også selv om regeringen i starten forsøgte at liste sådan en igennem. Det er i dag, vi tager demokratiet tilbage fra Mette Frederiksen og hendes regering, og vi forhindrer fremtidige regeringer i at gøre det samme, som hun har gjort.

I Liberal Alliance ser vi derfor vedtagelsen af en ny epidemilov som et fremskridt for demokratiet, og vi glæder os til at stemme for den. Og så vil vi i øvrigt også tage del i de drøftelser, der er, på baggrund af de høringssvar, der er kommet, og se på, om epidemiloven kan gøres endnu bedre.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Og så er det fru Susanne Zimmer. Værsgo.

Tak for ordet. Det her lovforslag er jo helt klart bedre end det første forslag, der blev arbejdet med, og den nuværende epidemilov. Jeg vil så sige, at alle de høringssvar, der er kommet ind, glæder jeg mig til at læse. Nogle af dem har jeg læst; jeg har bl.a. læst dem fra SIND, Alzheimerforeningen, Ældre Sagen og Amnesty International. Og i Frie Grønne har vi nogle bekymringer i forhold til retssikkerheden, så det vil vi dykke mere ned i og se på i det videre arbejde.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så er det sundheds- og ældreministeren. Værsgo.

Mange tak for det, formand. Og tak til ordførerne for nogle meget, meget gode indlæg i den her vigtige, spændende debat. Også tak for den brede opbakning, der jo er til forslaget, men jeg har også noteret mig hver eneste reaktion på høringssvar og hver eneste annoncering af ting, vi skal have boret mere ud, og det stiller jeg selvfølgelig mig selv og mit system til rådighed for.

Det her er en omfattende lov, og der er masser af opmærksomhed omkring den. Nu sidder vi så her i en næsten tom Folketingssal en sen aften – sådan er det jo nogle gange i Folketinget – men det, vi beslutter, og som vi starter med at beslutte i dag, har stor betydning for vores håndtering af coronapandemien fra den 1. marts, hvor loven jo skal træde i kraft og erstatte den hidtidige, men også for fremtidige Folketing, for fremtidige regeringer, som vi jo skal sikre ikke står på så bar bund, som vi stod i det her Folketing de der dage i marts måned 2020.

Derfor vil jeg også sige tak til de partier, der er med i stemmeaftalen, men jeg vil godt takke alle partier for at have deltaget i den politiske følgegruppe, som vi jo måtte opfinde her i Folketinget i et baglokale eller i et lokale bagved under de her forhandlinger om de her hastelove. Vi har haft mange, mange møder i de grupper med et stort, stort engagement og stor deltagelse – ikke altid til alles tilfredshed, det er jeg med på, men der har været stor, stor deltagelse under hele perioden. Jeg synes, det klæder Folketinget, at man fra hvert sit politiske ståsted går ind og tager medansvar og er med til at udbore, stille spørgsmål og få svar i den her situation.

Jeg vil ikke kun sige tak til partierne, men også tak til Justitia, til Institut for Menneskerettigheder og til Advokatsamfundet, som jo har bidraget til, at vi fik et klart forbedret lovforslag, med deres deltagelse i to møder med Folketingets partier, hvor de redegjorde for deres principielle synspunkter i forhold til nogle meget, meget vigtige retssikkerhedsmæssige principper, der jo er på spil her.

Selvfølgelig også tak til vores styrelser, som ud fra det sundhedsfaglige perspektiv har gjort os klogere på, hvad der er brug for, når man skal håndtere den nuværende epidemi og kommende sundhedskriser. Vi kan jo kun forudse, at der helt sikkert kommer noget, men hvordan det vil blive, er umuligt at sige noget om på nuværende tidspunkt. Så det skal altså være en lov, som kan stå distancen i de kommende år. Og det gælder som sagt ikke kun covid-19, men altså også fremtidige epidemier.

Det er vores vurdering, at hovedparten af de foranstaltninger, som det er muligt at iværksætte efter den gældende epidemilov, har vist sig at være vigtige værktøjer. Og hvis man ser på den nuværende nedlukning af samfundet, som vi jo lever under nu i Danmark – det vil jeg slet ikke lægge skjul på vi gør med de restriktioner, der er – med de grænser for, hvor mange man må være sammen ude i offentligheden, der er; og hvor vi har lukket ned for store dele af kulturlivet og erhvervslivet, skoler, uddannelse; og hvor der er mange, mange restriktioner i trafikken og andre steder, så viser den netop, at de værktøjer sådan set er i funktion netop nu, som vi står her. De her elementer er i funktion nu, og det kunne ikke lade sig gøre at have fået dem i funktion, hvis ikke vi havde lavet hasteloven.

Jeg er helt enig i, og jeg er fuldstændig med på, at den her lov også er for at undgå, at nye skal stå et sted, hvor en sundhedskrise rammer og man på meget få timer skal prøve at få noget til at hænge sammen; det er for at undgå det. Men jeg er ikke enig i det, hvis man siger, at alt, der blev lavet tilbage i marts måned, var en fejl. Jeg mener, det er fuldstændig entydigt, når man ser på, hvordan det er i Danmark netop nu – de tal, vi har meldt ud i dag, og den smitte, vi har – at ja, der er en mutation, som bevæger sig, og som vi skal være bekymrede over, men at den store epidemikontrol, vi har i Danmark; den store grad, i hvilken vi endnu en gang har fået smitten banket nedad, altså ifølge de tal, som vi kan se nu her, jo netop viser, hvor effektive de redskaber er, og hvor bydende nødvendigt det er at have de redskaber i værktøjskassen, som epidemiloven altså indeholder.

Derfor er en del af dem jo også foreslået videreført, men ændret på væsentlige områder. Jeg kommer tilbage til, hvordan vi på væsentlige områder ændrer i forhold til ibrugtagningen af dem. Men at det kan være nødvendigt i fremtiden under en tilsvarende sundhedskrise at gøre brug af det her, lige så vel som det kan være nødvendigt at fortsætte med det efter den 1. marts, helt eller delvis, synes jeg er fuldstændig indlysende.

Først er der de individrettede foranstaltninger. Dem er der flere ordførere der har stillet spørgsmål til. Det er f.eks. påbud til personer om at lade sig undersøge, indlægge, isolere og behandle. Det er i øvrigt foranstaltninger, som det jo også før hasteloven fra foråret faktisk var muligt at iværksætte i vores oprindelig epidemilov. Vi foreslår altså også at videreføre de regler. Det gælder også mulighederne for, at sundhedsmyndighederne kan få de oplysninger fra borgere, virksomheder og andre myndigheder, som er afgørende for, at der kan ske effektiv smitteopsporing. Men lovforslaget sikrer også, at der ikke må samles flere oplysninger end nødvendigt.

Ønsket om at begrænse muligheden for anvendelse af tvang er der flere ordførere, der har fremført her fra Folketingets talerstol. Det er korrekt, at både den oprindelige epidemilov og hastelovene indeholdt muligheder for tvangsvaccination. Det er ikke noget, der har været aktuelt under den nuværende epidemi. Der har ikke været én sundhedspolitiker, ét politisk parti og selvfølgelig heller ikke regeringen eller nogen sundhedseksperter, jeg har set, eller nogen styrelser, der har sagt, at tvangsvaccination ville være relevant under corona. Tværtimod har alle sagt det modsatte, nemlig at det ikke er relevant.

Alligevel må man jo nok sige, at en stor del af den mest højlydte modstand mod epidemiloven og af coronahåndteringen har skyldtes, at man frygtede tvangsvaccinationer, og det har været det store spøgelse i debatten. Derfor tror jeg, at det er rigtig klogt, at vi ser hinanden i øjnene og siger, at vi – for første gang i mange årtier – skriver det ud af den danske epidemihåndtering inklusive fremtidige epidemihåndteringer, fordi vi tror på og er overbevist om, at vi kan komme længere med oplysning, med åbenhed og frivillighed i forhold til vaccination. Vi kan se, at de danske vaccinationsprogrammer, som er baseret på frivillighed, klarer sig langt bedre end programmerne i de lande, som har baseret dem på tvang.

Det betyder ikke, at der ikke er tvang i loven, for der er mulighed for tvang i loven. Jeg er fuldstændig klar over, at det er der, men der er, og det vil jeg stå på mål for, også behov for tvang over for enkeltpersoner, så der kan gribes ind over for personer, der ikke kan eller måske ikke vil – men vores erfaring fra corona er jo primært, at de ikke kan – forstå alvoren af en epidemi. Der har kun været ganske få tilfælde, men der har været tilfælde også under denne epidemi, hvor det har været nødvendigt at anvende tvang over for enkelte borgere i helt særlige situationer. Det er ikke politisk bestemt. Jo, reglerne er selvfølgelig politisk bestemt – det er dem, vi taler om nu her – men selve udmøntningen af dem ligger i vores styrelser. Her er det selvfølgelig fuldstændig klart, at der skal vi sikre borgernes retssikkerhed.

Med det her forslag styrker vi faktisk borgernes retssikkerhed i forhold til den individuelle tvang. Der indføres automatisk domstolsprøvelse af foranstaltninger mod enkeltpersoner, der har karakter af frihedsberøvelse, f.eks. påbud om isolation. Det bliver også lettere for borgeren at klage. Vi foreslår at give mulighed for at påklage individuelle foranstaltninger til et nyt ankenævn. Det gælder f.eks., hvis en borger har fået et påbud fra en styrelse om at lade sig teste.

Også de gældende muligheder for at fastsætte brede og mere samfundsindgribende foranstaltninger har været effektive værktøjer til at håndtere smitten. Det er der ikke nogen tvivl om. Det er bl.a. det, vi har med forbud mod større forsamlinger, dog med undtagelse af politiske manifestationer, hvilket vi netop har set et eksempel på i dag på Slotspladsen – det er klart. Der er altså restriktioner af forskellig art, og de muligheder foreslår vi videreført, men der er væsentlige forskelle.

Med den nye epidemilov indføres nemlig i højere grad en parlamentarisk kontrol, en åbenhed og en retssikkerhed. Det er et klart ønske fra alle Folketingets partier, tror jeg, at det her skal ændres, således at vi laver om på det, vi opfandt. Og det viser lidt om situationen – det er ikke bare sådan noget, man siger – at vi asfalterede, mens vi kørte. Vi opfandt sådan set – om det var under første- eller andenbehandlingen af lovforslaget, husker jeg dårligt – i forbindelse med et samråd og endnu en hastebehandling den politiske følgegruppe. Den erstattes så af et setup med et udvalg her i Folketinget.

Det betyder altså, at der bliver indført et krav om, at der skal ske en forudgående forelæggelse for det her folketingsudvalg. Det er mig, der skal gøre det lige nu, men næste gang, der kommer en sundhedskrise, er det jo en anden, og det kan være en fra et andet parti, og så kan det være mig eller mine efterfølgere, der sidder i opposition, sådan er det jo, og sådan skal det også være i et demokrati. Til den tid skal den minister, der har ansvaret, gå til folketingsudvalget og fremlægge foranstaltningerne, og derefter skal man altså sikre sig, at der ikke er et flertal i folketingsudvalget imod disse foranstaltninger. Jeg skal sige, at i helt særlige tilfælde kan det være af hastende karakter, og derfor vil man så skulle forelægge det for folketingsudvalget efterfølgende og senest 1-2 dage efter udstedelsen.

Derudover foreslår vi at styrke sammensætningen af en ny national epidemikommission. Ud over Sundhedsstyrelsen, Styrelsen for Patientsikkerhed, Statens Serum Institut og Rigspolitiet skal Epidemikommissionen bestå af repræsentanter fra Erhvervsministeriet, Finansministeriet, Justitsministeriet og Sundheds- og Ældreministeriet, og også KL og Danske Regioner vil skulle udpege et medlem. Men kommissionen kan også invitere andre myndigheder og organisationer og eksperter til at deltage i møder, når man har behov for det. Det betyder, at ikke alene det faglige, men også det økonomiske og samfundsmæssige beslutningsgrundlag styrkes. Og det kommer til at spille en central rolle som led i den parlamentariske kontrol.

Vi foreslår, at Epidemikommissionen giver en indstilling enten efter anmodning fra den siddende minister eller af egen drift, som folketingsudvalget skal oplyses om og derefter træffe beslutning om. Denne indstilling skal også offentliggøres. Det har været et andet diskussionsemne, at der ikke har været nok transparens. Her bliver indstillingen offentliggjort. Det har været klart efterspurgt.

Som der også har været enighed om i stemmeaftalen, skal Epidemikommissionens indstilling ikke være bindende. I sidste ende må det være et Folketing, der står til ansvar for den politik, der føres her i Danmark. Det er derfor, at regeringen kan – med forbehold for at et folketingsflertal modsætter sig det, for folketingsflertallet er altså også her i sidste ende dem, der vil kunne sætte stopsignalet op – udstede regler, selv om de ikke er indstillet af kommissionen. Det bliver så forelagt for folketingsudvalget, og et folketingsflertal må ikke modsætte sig dette. Det betyder, at der til beslutninger, der altså er politiske, også kan sættes et politisk ansvar for de beslutninger af vælgerne og befolkningen.

Som et andet element i den løbende parlamentariske kontrol foreslår vi desuden, at alle bekendtgørelser, der omfattes af den her kontrol, skal forsynes med en solnedgangsklausul og som udgangspunkt kun være gældende i 4 uger ad gangen.

Så der er altså parlamentarisk kontrol, gennemsigtighed og øget retssikkerhed.

Som afslutning på min tale her vil jeg citere fra en anden sundhedspolitiker end mig selv, nemlig en fra et andet parti, og det er den radikale sundhedsordfører, som så fint i en kronik i Jyllands-Posten beskrev det, vi sidder med her, og han sammenlignede det her med en husforsikring:

»Den er rigtig god at have, den skal være dækkende uden skjulte udgifter, og forhåbentlig skal den bare blive liggende i skuffen – men er uheldet ude, er den helt nødvendig at finde frem.«

Uheldet var ude i Danmark i marts måned. Vi åbnede skuffen og fandt den frem og konstaterede, at den slet ikke var dækkende. Den var slet ikke brugbar, så vi måtte lave noget nyt. Målet i dag er, at næste gang, man hiver skuffen ud, så finder man en epidemilov, som er brugbar, som indeholder bedre parlamentarisk kontrol, bedre gennemsigtighed, bedre retssikkerhed og bedre muligheder end dem, vi havde før marts måned, for at styre, tøjle og tackle en sundhedskrise, som en epidemi jo er. Tak for ordet.

Der er korte bemærkninger. Først er det fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Mange tak. Jeg er fuldstændig enig med ministeren – det er en meget bedre lovgivning end den, der har været. Men vi har også måttet presse rigtig meget på, for at det kunne komme så langt.

Det, jeg vil spørge om, er den bekendtgørelse og de mange andre bekendtgørelser, der kommer til. For det, folk nu reagerer på, er den bekendtgørelse, som kom i sidste uge – bekendtgørelse nr. 36, som handler om isolation og tvangsmæssig behandling. Hvad er grunden til, at den kom i sidste uge? Hvornår løber den ud? Og hvad er grunden til, at vi ikke bliver informeret?

Ministeren.

Tak for at få det spørgsmål. Jeg kan forstå, at der er et par andre ordførere, der også har fået henvendelser omkring den konkrete bekendtgørelse. Det er en bekendtgørelse, som udelukkende omhandler det, som vi drøftede med den politiske følgegruppe for nylig, nemlig en styrkelse af smitteopsporingen, hvor vi jo har kigget på eksperters indstillinger plus andre landes succes. Og nogle af de andre landes succes og eksperternes indstilling handler om, at kommunerne skal spille en langt større rolle i at kontakte de smittede i smitteopsporingsarbejdet. Det er noget, man gør i Norge f.eks.

Jeg ved godt, at der står noget om tvang osv., men der er intet nyt omkring det overhovedet i forhold til smitteopsporingen. Det nye i de to bekendtgørelser, som udkom i, jeg tror det var slutningen af sidste uge, var udelukkende, at kommunerne får en mulighed for at få at vide, hvem det er, der er smittet, så man kan kontakte dem og henvise dem til bl.a. et isolationshotel eller anden form for hjælp til at holde dem isoleret.

Liselott Blixt.

Men hvad er grunden til, at vi ikke bliver informeret om, at der kommer en bekendtgørelse, så vi bare kan forklare det til borgerne, hvis det faktisk er det, der er tilfældet? Men, altså, vi bliver nødt til at stille nogle uddybende spørgsmål, for jeg synes, at det jo igen bare er udtryk for en egenrådighed hos regeringen. Vi har talt om, hvordan vi kan gøre det bedre, men der er ikke nogen, der har sagt til os: Vi laver en bekendtgørelse, den kommer ud i den uge, den omhandler det her, og nu skal I se, hvad det betyder.

Så hvad er grunden til, at man ikke gør det?

Ministeren.

Jamen det vil jeg tage til mig. Jeg tror, der er udstedt i hundredvis – hvis ikke endnu flere – bekendtgørelser under den her epidemi, og jeg er helt sikker på, at vores hårdtarbejdende og dygtige embedsmænd har vurderet, at når vi har drøftet smitteopsporingselementet med følgegruppen og netop også fortalt, at der sker en styrkelse af det lokale element, så er det det, de mente. Men jeg tager det til mig, og vi leverer et skriftligt svar med en uddybning af det.

Stinus Lindgreen, Radikale Venstre.

Tak for det, og tak for en fin tale, ikke mindst citatet. Jeg kunne godt tænke mig at spørge om noget. Ministeren sagde noget meget klogt, synes jeg, omkring tvang, og at det altid er bedre at klare sig med frivillighed og få folk til at gøre noget af egen drift. Det er jeg meget enig i. Så jeg kunne godt tænke mig at høre, om ministeren har overvejet den her § 28, som vi har diskuteret nogle gange. Hvad for en forskel vil der egentlig være, i forhold til at det her er et påbud, hvis man alligevel ikke kan opsøge folk, hvis man ikke ved, hvem der f.eks. har været til en demonstration? Hvad for en praktisk effekt har det så, i forhold til at man opfordrer dem, der har været til stede, til at lade sig teste eksempelvis, gå i isolation? Vil det have nogen praktisk betydning? Kunne man måske endda forestille sig, at det kunne være mere positivt, fordi folk tager det bedre ned, når det faktisk bare er en opfordring og en anbefaling frem for et påbud med en eller anden sanktion, som man alligevel ikke kan pålægge dem, fordi man ikke aner, hvem de er?

Ministeren.

Jo, den debat er jo dybt interessant. Jeg tror, at noget af det, jeg har lært af den her pandemi, er, at befolkningen og sådan set også virksomheder og organisationer og frivillige foreninger og andet – det er sket så mange gange – siger: Kom nu med konkrete regler; gode råd osv. er fint og godt, det kan vi godt få, men hvor mange skal vi være? Hvor skal vi hen? Hvad skal vi gøre?

Konkret har vi jo nu her åbnet alle testcentre, og man kan blive testet i hele Danmark, men vi kæmper jo for at få folk ind at blive testet. Det er jo et konkret eksempel, og min erfaring er, at der sådan set er et stort ønske – jeg er sikker på det – hos befolkningen om at rette sig efter reglerne, men hvis det er en regel, så gør man det. Hvis det bare er et godt råd, jo, så er det lidt mere op til dit eget valg. Og her er der altså forslaget om at lave det som en regel og sige, at det her skal gøres, hvis man vil overholde reglerne.

Stinus Lindgreen, værsgo.

Tak for det. Ja, jeg ved ikke, hvordan man bedst får budskabet igennem, om en opfordring er bedre end et påbud. Det vil jo vise sig. Noget andet, der gør, at jeg ikke er så voldsomt bekymret for hele den her lov, er jo, som ministeren også er inde på, at det ikke handler om den nuværende regering, men at det handler om alle fremtidige regeringer og dermed også en situation, hvor ministeren ikke har den rolle, han har nu.

Så er der epidemikommissionen: Hvordan har ministeren tænkt sig at den skal sammensættes, eller rettere: Hvem skal sidde for bordenden af den epidemikommission, som jeg synes er ganske fornuftig at nedsætte?

Ministeren.

For bordenden? Det er jo et godt spørgsmål, det har jeg faktisk ikke rigtig overvejet hvordan. I dag har vi jo den sammensætning, at vi har det, der hedder indsatsgruppen, som også er noget, som er blevet opfundet til lejligheden. For der var de gamle, forældede epidemikommissioner, som ikke rigtig viste sig at være gode nok eller havde det rigtige setup, og der er jeg jo ikke selv med som politiker, og forslaget her er jo, at der ikke er politikere med, og at det er et embedsmandsrum. Så det er jo vel mere sådan af praktisk karakter med »for bordenden«, og hvem det er, vil jeg lige se. Lad os lige overveje, om det overhovedet har betydning. Men hvis det har, så lad os da endelig drøfte det.

Hr. Martin Geertsen.

Tak. Og tak til ministeren for talen. Jeg tror nok, det skal gå alt sammen i forhold til at kunne få de ender, der måtte skulle nå sammen, til at nå sammen, inden vi når til tredje behandling. Men som ministeren jo ved som erfaren politiker, ligger djævlen jo i detaljen.

Som jeg læser lovforslaget her – og ministeren siger jo mange rigtige og gode ting om det med den parlamentariske kontrol – så er de meget individorienterede paragraffer, der går fra § 14 og frem til omkring § 18, altså det, der handler om indlæggelse, isolation og behandling, jo ikke underlagt parlamentarisk kontrol i den forstand. Så kunne ministeren forestille sig, at man for at aktivere de paragraffer i en epidemisk situation også underlagde dem henholdsvis indstilling fra Epidemikommissionen og parlamentarisk kontrol?

Ministeren.

Jeg har godt noteret mig, at det er et spørgsmål, som Venstres ordfører har rejst i debatten her, og lad os prøve at dykke ned i det sammen i arbejdet med det her.

Når vi har sagt, at det her ikke skal fremlægges for det kommende folketingsudvalg, er det jo, fordi udvalget jo er lovgivende, hvor det her ville være en udmøntning fra en styrelse side – det er jo ikke en minister, men en styrelse, der foretager en vurdering. Helt konkret har vi, så vidt jeg på stående fod kan huske det, haft fem-seks tilfælde, hvor styrelsen har lavet nogle individorienterede indgreb, og der har man jo ikke skulle spørge. Og jeg mener, det ville være helt forkert, hvis man skulle spørge Folketinget i sådan en situation. Det en ofte en hastesag, og det er fortroligt, hvem der er tale om, og der er typisk tale om mennesker, som har en psykisk sygdom eller på anden måde har sværere ved at forstå omfanget af deres sygdom og smittefarlighed, og der mener jeg ikke at Folketinget bør tage stilling i den konkrete sag.

Hr. Martin Geertsen.

Der kan være mange andre ting, som vi også skal tage fat i, men nu greb jeg bare lige fat i det her, fordi ministeren selv sagde det om parlamentarisk kontrol. Jeg tænker heller ikke, at man, hver gang der er en eller anden sag, skal gå den igennem. Men jeg går ud fra, at det her vil køre som på alle mulige andre områder, nemlig at der bliver givet en bemyndigelse til, at nogen gør noget, og det er sådan set bemyndigelsen til, at nogen gør noget, jeg synes man godt kunne overveje om ikke skulle underkastes parlamentarisk kontrol, uanset om der er tale om et individ eller en flerhed af individer. For § 28 er, som jeg husker det, i hvert fald underkastet parlamentarisk kontrol, men de her er ikke, hvilket undrer mig lidt.

Ministeren.

Vi er helt enige i det principielle i, hvor adskillelsen er. Man kan jo sige, at når en sygdom vurderes til at have samfundsmæssige konsekvenser og være en samfundskritisk sygdom – det er det, som er hele udgangspunktet for, at udvalget bliver nedsat – der skal det her også beskrives. Lad os prøve at se, om vi kan komme nærmere på det i udvalgsarbejdet.

Hr. Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige.

Jeg synes måske, ministeren tegner et lidt rosenrødt billede af det med tvangsvaccination. Hvis vi går lidt tid tilbage, mindes jeg, at regeringen, som jo består af ét parti, Socialdemokratiet, fremlagde et forslag til en ny epidemilov, som indeholdt tvangsvaccination, og at der var massiv modstand i resten af Folketinget mod det. Så kan ministeren ikke bare bekræfte, at der blev fremlagt et udkast til en ny epidemilov fra regeringen, som indeholdt tvangsvaccination?

Ministeren.

Jo, det kan jeg sagtens bekræfte, og det er jo af den grund, at også den tidligere epidemilov og den endnu tidligere og den, der var før hastelovene, også havde mulighed for tvangsvaccination.

Det har ikke været i brug i Danmark siden, jeg mener det var lige i starten af 1970'erne, hvor koppevaccinen, som jo var tvungen, hvor man fik bøder for ikke at lade sine børn koppevaccinere, blev afskaffet, fordi kopper blev udryddet takket være et fantastisk vaccinationsarbejde i hele verden og selvfølgelig også i Danmark. Det droppede man så at aktivere, men det har været en passiv mulighed. Rådgivningen til os, dengang vi fremlagde vores første udkast til det lovforslag, var, at den passive mulighed kunne være klog at have igen, hvis der skulle komme et terrorangreb med kopper eller andet. Men vi er nu nået til, at det er klogt at få skrevet det helt ud af loven.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Godt, jeg går ud fra, at man fremlægger det i et lovforslag, som man gerne vil have gennemført.

Argumentet for, at det har været indeholdt i tidligere epidemilove, synes jeg er interessant, fordi hvis det er argumentet og præmissen for, at det også skal indeholdes i den nye, så vil jeg godt henlede opmærksomheden på § 27, som er erhvervslivets ret til erstatning. Det var i den tidligere lov, men det er ikke i den anden, og der var der jo netop en forsikring: Erhvervslivet havde jo en forsikring for, at de nok skulle få erstatning, men da de så havde brug for deres forsikring, fjernede man den forsikring fra dem.

Ministeren.

Det er, mener jeg, fuldkommen skævt at lave den sammenligning. Al den stund at den tidligere – nu er vi så tilbage til den hidtidige epidemilov, så det er noget historieskrivning, vi står og er i gang med her, men det er også væsentligt nok – jo ikke havde den store buket af indsatser og muligheder, så var det selvfølgelig også en fuldstændig anden situation i forhold til erhvervslivet, og det har vi jo foreslået adresseret ved et udvalg, der skal se på, hvordan man kan lave en kompensationsmodel fremadrettet.

Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det. Og tak til ministeren for talen. Jeg vil også gerne starte med at kvittere for det samarbejde, der har været omkring epidemiloven her, hvor jeg jo også synes, der har været stor lydhørhed fra ministeren i forhold til de krav, vi er kommet med.

Jeg vil godt spørge til et enkelt element, for nu brugte ministeren selv det udmærkede eksempel, som Stinus Lindgreen havde brugt, nemlig det med en husforsikring, som ligger nede i skuffen, og som – det er jo helt rigtigt – når man tager den frem og kommer til at se på den, ikke helt lever op til det, man egentlig havde forventet, og det, man egentlig syntes der skulle være i den forsikring. Og det samme kan jo risikere at komme til at gøre sig gældende med den nye epidemilov, vi vedtager nu, for hensigten er jo, at den skal kunne holde i årtier og skal kunne imødegå de epidemier og de krisesituationer, der måtte opstå.

Derfor vil jeg bare høre ministeren, om det ikke kunne være en god idé, at man hvert 5. år tog den op, fik kigget på den og lige fik den gennemgået og revideret, så man fik set på: Lever den op til, hvordan samfundet ser ud i dag, hvad er det for et sygdomsbillede, vi ser, og hvad er det for nogle trusler, vi kunne stå over for? Det skulle ikke nødvendigvis være, for at den skulle laves helt om, men fordi man i hvert fald fik kigget på, om den var tidssvarende.

Ministeren.

Tak for det spørgsmål. Jeg synes, det er relevant at sikre, at den ikke kommer bagest i bunken i den nederste skuffe og ligger og samler støv, så vi ikke får vedligeholdt den her lov fremadrettet. Jeg vil altså ikke lige på stående fod binde mig op på, hvordan man skal kunne gøre det – også fordi vi har nogle jurister, som har arbejdet i døgndrift i et helt år i træk nu, og jeg tør næsten ikke sige det til dem, altså for ikke at se dem spurte ud, så man kun kan se deres fodsåler, hvis jeg lover noget nu her.

Så jeg vil bare sige, at jeg personligt synes, det er relevant. Og det ville i hvert fald ikke være til at bære, hvis der skete noget i forhold til den teknologiske udvikling eller den sundhedsmæssige udvikling, globaliseringen – der er jo ting i dag, som er vedtagne og fuldstændige selvfølgeligheder, som man ikke havde overvejet for årtier siden, da den hidtidige epidemilov blev lavet. Og der kan jo også ske ting i samfundet fremadrettet, som vi slet ikke kan forudse – rejsemønstre, sygdomsmønstre, forebyggelsesmuligheder, medicinske muligheder, vaccineudvikling – og derfor er det relevant at kigge på det. Hvordan og hvorledes det skal skæres, må vi lige vende tilbage til.

Peder Hvelplund.

Men når man tænker på, hvad vi har budt dem indtil nu, og at de sidder her endnu, så tænkte jeg, at det måske kunne være værd at tage chancen og prøve igen. Men når jeg spørger, er det selvfølgelig også, fordi jeg synes, det er helt afgørende, at vi ikke kommer til at stå med en 12. marts igen, hvor vi skal til at handle så hurtigt og træffe nogle så vidtgående beslutninger – der er vores sikkerhed jo ligesom, at vores epidemilovgivning hele tiden er opdateret. Så mit bedste bud er, at vi gør det ved at revidere den hvert 5. år, hvis det er muligt. Hvis der er andre muligheder, vi kan se på, så vi kan sikre det, synes jeg også, vi skal være åbne over for det. Men jeg synes det er nødvendigt at få set på.

Så er det ministeren. Værsgo.

Ja, og det vil jeg godt give håndslag på – med afstand – her fra talerstolen, altså at vi prøver at finde ud af, hvordan vi kan gøre det. Man må kunne komme med ret mange forskellige gode modeller til, hvordan vi kan sikre, at vi samler viden op løbende. Det, jeg ville være nervøs for, er en stor revisionsbestemmelse, men det er heller ikke det, jeg hører ordføreren hentyder ti; det er mere at lave et setup, der sikrer, at den her lov ikke kun i dag bliver den bedste epidemilov, vi kan få, men også fremadrettet.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Sundheds- og Ældreudvalget. Og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.