Tak for det. Tusind tak for bemærkningerne, og ikke mindst tak til hr. Lars Boje Mathiesen for takken for, at vi også fik løst noget, som jo var efterladt af den tidligere regering, nemlig spørgsmålet om veteranbiler. Jeg kan forstå, at man i miljøet – nu har jeg ikke selv veteranbil, men jeg følger med i miljøet og har interesse for det – er meget glad for, at det er blevet løst, og det er jeg faktisk også. Det er en vigtig hobby for ganske mange mennesker, og man bruger timer på det, og derfor synes jeg, det er godt, at det også kom med. Men det er trods alt et hjørne i den her aftale, som hr. Lars Boje Mathiesen også selv sagde.
Jeg er glad for, at aftalen er blevet taget godt imod uden for den her sal. Jeg synes, det er rigtig godt, at FDM, De Danske Bilimportører og andre nu roser, at der er kommet en aftale, som skaber ro om bilafgifterne, og som er med til at sikre og fremme den grønne omstilling af transportsektoren.
Det er en aftale, som er et vigtigt skridt i retningen mod at nå 70-procentsmålsætningen, altså målsætningen om, at vi skal reducere CO2-udslippet med 70 pct. i 2030 forhold til 1990. Det er jo en aftale, som blev lavet sidste år, og som en stor del af Folketinget står bag, og her er der jo så mulighed for ligesom at gøre ord til handling, og det er jeg glad for at der har været bred opbakning til i Folketinget.
Så tak til partierne bag – SF, Enhedslisten og De Radikale. Det har været et fantastisk samarbejde. Det har været langt, men det er vigtigt, og det er vigtigt, at vi kunne finde hinanden i en god aftale, som er bredt rost.
Det er ligesom blevet overset i debatten, at det, den her aftale rent faktisk går ud på, er en lempeligere indfasning af den grønne bilparks afgiftsudvikling end det, den tidligere, blå regering lavede. Det er jo det, der er hovedpointen. Sidste år betalte man 20 pct. i registreringsafgift, og i år skulle man efter den tidligere regerings afgiftsaftale fra 2017 betale 65 pct. Det syntes regeringen og vores parlamentariske grundlag var en for hård kur i forbindelse med den grønne omstilling af bilparken, og derfor har vi lavet en lempeligere indfasning, plus at vi i gåseøjne har taget 2,5 mia. kr. fra det såkaldte grønne råderum og skudt ind i en endnu lempeligere omstilling af den grønne transportsektor. Det synes jeg da er meget fint.
At man så gerne vil have mere, er sådan set helt fint, men man kan jo ikke stå heroppe og sige, at man gerne vil have mere, uden at anvise, hvor pengene så skal komme fra. Altså, hvis man vil nå millionen i 2030 – vi har en ambition om, at vi gerne vil nå det, og hr. Ole Birk Olesen og alle andre, som har sagt det, har fuldstændig ret i, at teknologien udvikler sig meget hurtigt, og det er godt for alle, og det kommer vi til at tage bestik af; i 2025 vender vi tilbage til det og kigger på det – så skylder man jo et svar på, hvor man vil finde de 6-7 mia. kr., det koster ekstra i 2030. Man kan jo ikke bare stå her på Folketingets talerstol og sige: Vi har godt nok kun har lavet en finanslov for 2021, så vi må lige finde ud af, hvor de penge skal komme fra. Man er jo nødt til at forklare danskerne, hvor de penge skal komme fra.
Det jo rigtigt nok, som hr. Ole Birk Olesen siger, at man jo bare kunne have ladet være med at have afgifter på elbiler, og så ville det gå som i Norge, og mange flere ville sikkert have en elbil – ja. Men hvor skal finansieringen af det afgiftstab så findes? Det er jo ikke, fordi den omstilling af den grønne transportsektor, der allerede finder sted i dag, er gratis. Frem mod 2030 koster den her udvikling af teknologi, grøn omstilling, flere elbiler og grønne biler på vejene statskassen 10 mia. kr., uden at vi gør noget. Det, vi så gør her, finansierer vi delvis. Vi skyder 2,5 mia. kr. ind fra det grønne råderum for at forcere udviklingen yderligere.
Så man er jo nødt til at forklare danskerne, hvor de penge skal komme fra. Selv det, at der ruller én ekstra grøn bil ud på vejen, er ikke gratis. Det koster penge, hver gang der ruller en grøn bil ud på vejen. Det er jo det, der ligger i tabet på 10 mia. kr.
Så min pointe er bare den, at man her havde chancen for at være grøn, man havde chancen for at gøre ord til handling og at gå fra at have ambitioner om, at man gerne ville reducere CO2-udslippet med 70 pct. i 2030, til så rent faktisk at gøre noget ved den sektor, som virkelig betyder noget på det område, nemlig transportsektoren. Man kan bestemt gøre meget mere – det kan man – men det koster enten i statskassen eller med hensyn til sammenhængen mellem land og by og almindelige familiers muligheder for at få hverdagen til at hænge sammen. Det koster på alle parametre.
Derfor er jeg glad for, at vi har fundet en aftale, som er rost bredt uden for det her Folketing, og som er med til at sikre, 1) at der er råd til fremtidens velfærd, 2) at vi får en ambitiøs grøn omstilling af transportsektoren, 3) at almindelige familiers hverdag stadig væk kan hænge sammen. Det er det, der er kernen i det her.
Derfor er det en markant aftale, der er lavet: som sikrer 775.000 nul- og lavemissionsbiler i 2030, og som har en ambition om 1 million grønne biler i 2030, og hvor vi forpligter hinanden til, at vi i 2025 vender tilbage og – hvilket hr. Ole Birk Olesen har fuldstændig ret i – kigger på, hvordan markedet har udviklet sig, hvordan teknologien har udviklet sig, og om der er ting, vi skal ændre for at forcere udviklingen. Det er det, vi kommer til at kigge på der. Samtidig er det værd at bemærke, at antallet af konventionelle biler i 2030 fastholdes i forhold til de fremskrivninger, der er for i år.
Så er det en aftale, som vil være med til at give et væsentligt grønt bidrag i omstillingen af det danske samfund – altså 1 mio. t CO2 i 2025 og 2,1 mio. t CO2 i 2030. Det vil jeg gerne dvæle lidt ved, for det er en stor aftale, altså en meget stor aftale, der er lavet her, og det er de her tal – 1 mio. t CO2 i 2025 og 2,1 mio. t CO2 i 2030 – et bevis på. Hvis man ikke ligesom bider til bolle, når man har chancen for at gøre noget ved det grønne, så er det meget, meget svært samtidig at sige, at man gerne vil indfri de klimamål, man har skrevet under på. Så skylder man ikke bare svar på, hvor pengene til de meget store ambitioner skal komme fra – det vil man ikke svare på – men man skylder også svar på, hvordan man så har tænkt sig at indfri den klimamålsætning, man selv har skrevet under på. Altså, hvis man ikke vil noget på transportområdet og heller ikke vil noget, hvad angår landbruget, og ikke vil noget på en hel masse andre områder, hvad så? Det må man svare på.
Så derfor er den her aftale – ud fra de parametre, som typisk og traditionelt bliver anvendt, når vi laver aftaler her – selvfølgelig balanceret, og det er sikret, at den både giver et væsentligt grønt bidrag, at den er med til at sikre, at almindelige familiers hverdag stadig væk kan hænge sammen, altså at man stadig væk har råd til at have sin bil og også har råd til at købe en grøn, hvis man gerne vil det, for det bliver billigere, og at man også har muligheder for at transportere ungerne til og fra fodbold, sport, kulturaktiviteter, og hvad man ellers skal passe.
Jeg siger det her, fordi jeg tror, det er meget, meget vigtigt at forstå, at det her Folketing har bundet sig til en usædvanligt ambitiøs omstilling af det danske samfund – den er vi enige om i en bred aftale – og at det så, når man har chancen, er vigtigt, at man bider til bolle og er med til at indfri målene.
Det afgørende for regeringen er som sagt, som det måske kan høres, at den grønne omstilling af det danske samfund sker på en måde, hvor både almindelige familier og virksomheder kan følge med. Vi skal ikke have gule veste i de danske gader; vi skal sørge for, at alle er med. Vi skal ikke have en grøn omstilling, som samlet set bidrager til mere ulighed i det danske samfund; det får vi ikke alle med på. Og derfor er den her aftale afbalanceret, og derfor er det som sagt en rigtig god aftale.
Lovforslaget er så en del af den samlede, om man vil, omstilling af transportsektoren, hvor vi, som det allerede har været fremme, gør det mere attraktivt at købe nul- og lavemissionsbiler. Det gør vi ved at annullere de planlagte stigninger i registreringsafgiften for nul- og lavemissionsbiler, ligesom vi forlænger særordningen med lav elafgift på el til opladning for nul- og lavemissionsbilerne til og med 2030. Det vil faktisk gøre det nemmere at være grøn i hverdagen. Samtidig forenkler vi afgiftssystemet. Og hvad angår konventionelle biler, gives der et incitament til, at man kan købe biler, som nu udleder mindst muligt CO2, da der i den del af registreringsafgiften, det afhænger af, nu også indregnes et CO2-bidrag.
I det hele taget er det det, der er kernen i det her: at fra at have et afgiftssystem på biler med alle mulige spændende og mystiske tillæg og fradrag osv., så bliver motoren fremover CO2-udledningen. Det er det, der er det vigtige, og det er det, der er, kan man sige, det strukturelt vigtige i den her aftale.
Så det undrer ingen, at jeg som minister selvfølgelig synes, det er en god aftale, vi har lavet; det håber jeg ikke. Jeg er ærgerlig over, at det ikke lykkedes at lave en bred aftale, for det her er virkelig en vigtig strukturel aftale, hvor det er lykkedes at sikre de balancer, som jo skal ind i sådan en aftale som den her, hvor livet skal være til at leve i alle dele af landet; hvor almindelige familier skal have hverdagen til at hænge sammen – når de små skal i skole eller til fodbold, skal det være muligt, og det skal også være muligt at have både en og to biler. Vi vil gerne gøre det lettere og billigere at vælge grønt. Og så skal der være penge til at udvikle fremtidens velfærd.
Det er det, der er på bundlinjen i den her aftale, og det er vi glade for at der har været opbakning til her i Folketinget og også uden for salen. Tak for ordet.