L 127 - 2020-21 - Bilag 19: Ændringsforslag fra transportministeren

Transportudvalget 2020-21
L 127 Bilag 19
Offentligt

Transportministeren

Folketinget

Transportudvalget

Christiansborg

1240 København

5. marts 2021

Frederiksholms Kanal 27 F

1220 København K

Telefon 41 71 27 00

Vedlagt fremsendes ændringsforslag til L 127 - Forslag til lov om

ændring af færdselsloven (Skærpet indsats mod vanvidskørsel),

som jeg ønsker at fremsætte for Folketinget.

Som bekendt oversendte jeg den 12. februar 2021 et brev til Trans-

portudvalget om EU-Domstolens dom i sag C-393/19 OM. Trans-

portministeriet har efterfølgende drøftet dommen med Justitsmi-

nisteriet. På baggrund af den forståelse af dommen, som disse

drøftelser har givet anledning til, fremsender jeg nærværende ud-

talelse og vedlagte ændringsforslag til lovforslagets § 1, nr. 13.

Jeg skal desuden anmode om, at følgende affattelse af punkt

2.5.2.3 om konfiskation fra tredjemand optages i udvalgets be-

tænkning og dermed erstatter punkt 2.5.2.3 i den fremsatte version

af lovforslaget:

”2.5.2.3.

Konfiskation fra tredjemand

Herudover foreslås det, at der tilføjes et nyt § 133 a, stk. 2, 2.

pkt., hvoraf følger, at i tilfælde, hvor køretøjet føres af en an-

den person end køretøjets ejer, skal konfiskation ske, med-

mindre konfiskationen må anses for uforholdsmæssigt ind-

gribende, navnlig henset til ejerens mulighed for at kunne

vide, at køretøjet ville blive anvendt ved en eller flere af de

overtrædelser, der nævnes i 1. pkt., og for at tage alle rime-

lige skridt til at sikre sin økonomiske stilling i anledning af

overdragelsen af køretøjet til den anden person.

Ændringen indebærer, at obligatorisk konfiskation også skal

ske i tilfælde, hvor føreren af køretøjet ikke er identisk med

ejeren. Der vil således som udgangspunkt skulle ske konfi-

skation uanset ejerforholdet for det anvendte køretøj, og det

anvendte køretøj vil derfor også som udgangspunkt skulle

konfiskeres, selvom det er ejet i sameje, ejet af en ægtefælle

eller samlever eller hvis det er lånt, lejet eller leaset m.v.

L 127 - 2020-21 - Bilag 19: Ændringsforslag fra transportministeren

Side 2/17

Det foreslås, at tredjemandskonfiskation i medfør af den fo-

reslåede § 133 a, stk. 2, 2. pkt., skal ske i samme situationer

som konfiskation efter bestemmelsens 1. pkt., dvs. hvor føre-

ren har gjort sig skyldig i spirituskørsel med en promille over

2,00, de groveste hastighedsovertrædelser eller særlig hen-

synsløs kørsel.

Efter den foreslåede bestemmelse kan der ske konfiskation af

et køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knal-

lert. Bestemmelsen finder således anvendelse for bil (herun-

der bus og lastbil), motorcykel, traktor, motorredskab og stor

knallert. Konfiskation af lille knallert skal ske i overensstem-

melse med den i lovforslagets § 1, nr. 17, foreslåede § 133 a,

stk. 7.

Det foreslås, at konfiskation af tredjemands køretøj ikke kan

ske, hvis konfiskationen må anses for uforholdsmæssigt ind-

gribende, navnlig henset til ejerens mulighed for at kunne

vide, at køretøjet ville blive anvendt ved en eller flere af de

overtrædelser, der nævnes i 1. pkt., og for at tage alle rime-

lige skridt til at sikre sin økonomiske stilling i anledning af

overdragelsen af køretøjet til den anden person. Det forud-

sættes, at der er tale om en snæver undtagelse, idet udgangs-

punktet vil være, at køretøjer benyttet til vanvidskørsel som

udgangspunkt konfiskeres, og ejeren herefter må søge sit tab

dækket gennem et erstatningskrav mod føreren.

Ved bedømmelsen af, om konfiskationen må anses for ufor-

holdsmæssigt indgribende, vil der under alle omstændighe-

der skulle anlægges en helhedsvurdering af sagens samlede

omstændigheder. Ved vurderingen vil der navnlig skulle hen-

ses til ejerens mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville

blive anvendt ved en eller flere af de overtrædelser, der næv-

nes i 1. pkt., og for at tage alle rimelige skridt til at sikre sin

økonomiske stilling i anledning af overdragelsen af køretøjet

til den anden person.

At der skal henses til ejerens mulighed for at kunne vide, at

køretøjet ville blive anvendt ved en eller flere af de overtræ-

delser, der nævnes i 1. pkt., indebærer, at der skal foretages

en samlet vurdering af, om det måtte anses for helt upåreg-

neligt for ejeren, at køretøjet ville blive anvendt på denne

måde. Det vil indgå i denne vurdering, om ejeren har kend-

skab til eller har benyttet alle tilgængelige muligheder for at

opnå viden om forhold, som kan belyse risikoen for, at køre-

L 127 - 2020-21 - Bilag 19: Ændringsforslag fra transportministeren

Side 3/17

tøjet ville blive anvendt ved en eller flere af de omfattede lov-

overtrædelser. Der henvises til bemærkningerne til lovforsla-

gets § 1, nr. 13.

Selvom ejeren i et konkret tilfælde vurderes ikke at have haft

mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt

ved en eller flere af de overtrædelser, der nævnes i 1. pkt., vil

der endvidere ved den samlede helhedsvurdering skulle hen-

ses til ejerens økonomiske stilling i anledning af overdragel-

sen af køretøjet til den anden person. Det indebærer, at ud-

gangspunktet om konfiskation bl.a. vil skulle fraviges, hvis

ejeren godtgør, at adgangen til at gøre et erstatningskrav

gældende over for føreren ikke er tilstrækkelig til at forhin-

dre, at konfiskationen er uforholdsmæssigt indgribende.

Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis ejeren godtgør, at særlige

omstændigheder konkret gør et erstatningskrav illusorisk.

Det forudsættes i den forbindelse, at alene omstændigheder,

som ejeren af køretøjet ikke med rimelighed ville have kun-

net forudse, vil kunne begrunde, at konfiskation undlades

med henvisning til, at et eventuelt erstatningskrav er illuso-

risk. Førerens død eller konkurs i tilfælde, hvor førerens bo

ikke kan dække kravet, kan efter omstændighederne være til-

strækkeligt til at bringe undtagelsesbestemmelsen i anven-

delse, forudsat at ejeren af køretøjet ikke kendte eller burde

have kendt til de omstændigheder, der gør kravet mod boet

dækningsløst. Der henvises til bemærkningerne til lovforsla-

gets § 1, nr. 13.

Konfiskation efter den foreslåede bestemmelse i § 133 a, stk.

2, 2. pkt., vil endvidere kunne undlades efter færdselslovens

§ 133 a, stk. 12, når særlige grunde taler herfor. Dette vil

navnlig være tilfældet i situationer, hvor eksempelvis ganske

særlige familiemæssige eller sociale forhold vil bevirke, at

konfiskation i det konkrete tilfælde vil have uforholdsmæs-

sigt indgribende betydning for den pågældende.

Som beskrevet ovenfor vil konfiskation efter Transportmini-

steriets opfattelse f.eks. skulle undlades efter § 133 a, stk. 12,

hvis der er tale om en specialindrettet handicapbil, eller en

bil som anvendes til transport af f.eks. ejerens barn, der har

et handicap eller lider af behandlingskrævende sygdom, og

hvor den pågældende bil udgør eneste transportmulighed.

L 127 - 2020-21 - Bilag 19: Ændringsforslag fra transportministeren

Side 4/17

Endelig vil konfiskation i alle tilfælde være uforholdsmæssigt

indgribende for ejeren, hvis det kan dokumenteres, at det an-

vendte køretøj på gerningstidspunktet var stjålet.

Ovenstående eksempler er ikke udtømmende.

Adgangen til konfiskation af tredjemands køretøj er således

ikke undtagelsesfri. Det forudsættes dog, at der er tale om en

snæver undtagelse. Udgangspunktet vil være, at køretøjer be-

nyttet til vanvidskørsel konfiskeres, og ejeren herefter må

søge sit tab dækket gennem et erstatningskrav mod føreren.

Der er i bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 13, rede-

gjort nærmere for, hvornår konfiskation må anses for ufor-

holdsmæssigt indgribende for ejeren, herunder hvilke for-

hold der kan indgå i vurderingen.

Som anført ovenfor under pkt. 2.5.1.2, fremgår det af færd-

selslovens § 133 a, stk. 14, at straffelovens regler om konfi-

skation i øvrigt gælder. Det indebærer bl.a., at særligt sikrede

rettigheder i køretøjet som udgangspunkt ikke berøres af

konfiskationen, jf. straffelovens § 76, stk. 3. Panterettighe-

der, ejendomsforbehold og andre særligt sikrede rettigheder

i et køretøj består således fortsat, selv om køretøjet konfiske-

res.

Transportministeriet er opmærksom på, at konfiskation af

tredjemands ejendele begrundet i strafbare forhold, som

vedkommende tredjemand ikke selv har begået, er en alvor-

lig reaktion, der kan forekomme meget indgribende i forhold

til ejeren. Transportministeriet finder dog, at alvorligheden

af denne type færdselsovertrædelser, som kan have fatale

konsekvenser, og hensynet til færdselssikkerheden nødven-

diggør indførelse af muligheden for at konfiskere de pågæl-

dende køretøjer uanset ejerforhold.

Transportministeriet skal bemærke, at adgangen til konfi-

skation fra tredjemand alene gælder de groveste og farligste

færdselsovertrædelser. Der er således ikke tale om overtræ-

delser, der f.eks. skyldes et øjebliks uopmærksomhed fra en

ellers opmærksom bilist.

Transportministeriet bemærker endvidere, at den ejer, der

får sit køretøj konfiskeret efter den foreslåede bestemmelse,

vil have et økonomisk krav på køretøjets værdi mod den fø-

L 127 - 2020-21 - Bilag 19: Ændringsforslag fra transportministeren

Side 5/17

rer, hvis kørsel har forårsaget konfiskationen. Ejeren vil her-

ved kunne kompenseres for det tab, som konfiskationen

medfører.

For så vidt angår leasing- og udlejningsselskaber indgår det

f.eks. allerede som et standardvilkår i den standardaftale,

som er udarbejdet i fællesskab mellem FDM og Finans og

Leasing, at det betragtes som væsentlig misligholdelse af lea-

singaftalen, hvis leasingtager anvender leasingbilen i strid

med de love, forskrifter og instruktioner, der gælder for så-

dan brug, herunder hvis det resulterer i konfiskation eller be-

slaglæggelse, jf. standardaftalens § 13, pkt. 7, og at leasingta-

ger i sådanne tilfælde er forpligtet til at betale fuld erstatning

til leasinggiver for det tab, som leasinggiver lider, jf. stan-

dardaftalens § 14. Hertil kommer, at leasing- og udlejnings-

virksomheder mv. allerede i dag håndterer den erhvervsri-

siko, at deres køretøjer f.eks. kan blive stjålet eller totalska-

det i et trafikuheld.

Transportministeriet er opmærksom på, at der vil være en ri-

siko for, at ejeren i nogle tilfælde ikke vil kunne få fyldest-

gjort sit krav, hvis føreren ikke har en tilstrækkelig betalings-

evne. Særligt i forhold til leasing- og udlejningsselskaber be-

mærker Transportministeriet dog, at selskaberne generelt er

underlagt den erhvervsrisiko, at leasingtager ikke har fornø-

den betalingsevne i forhold til eventuelle krav, som leasing-

selskabet måtte have mod leasingtager.

Der henvises endvidere til det ovenfor, der under pkt. 3 og

det i bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 13, anførte om,

hvornår konfiskation må anses for uforholdsmæssigt indgri-

bende for ejeren og derfor skal undlades.”

Jeg skal endvidere anmode om, at følgende affattelse af punkt 3 i

lovforslaget om forholdet til Den Europæiske Menneskerettigheds-

konvention optages i udvalgets betænkning og dermed erstatter

punkt 3 i den fremsatte version af lovforslaget:

”3.

Forholdet til Den Europæiske Menneskerettig-

hedskonvention

3.1. Artikel 1 i første tillægsprotokol til Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention

L 127 - 2020-21 - Bilag 19: Ændringsforslag fra transportministeren

Side 6/17

Artikel 1 i første tillægsprotokol (TP 1) til Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention (EMRK) har følgende ord-

lyd:

”1. Enhver fysisk eller juridisk person har ret til respekt for

sin ejendom. Ingen må berøves sin ejendom undtagen i sam-

fundets interesse og i overensstemmelse med de betingelser,

der er fastsat ved lov og følger af folkerettens almindelige

principper.

2. Foranstående bestemmelse skal imidlertid ikke på nogen

måde begrænse statens ret til at håndhæve sådanne love,

som den anser for nødvendige for at overvåge, at ejendoms-

retten udøves i overensstemmelse med almenhedens inte-

resse, eller for at sikre betaling af skatter, andre afgifter og

bøder.”

EMRK TP 1 artikel 1 indeholder tre forskellige regler. Den

første regel, jf. stk. 1, 1. pkt., udtrykker et generelt princip om

respekt for ejendom. Den anden regel, jf. stk. 1, 2. pkt., fore-

skriver, at berøvelse af ejendom kun kan ske under visse be-

tingelser, mens den tredje regel, jf. stk. 2, anerkender kon-

ventionsstaternes ret til at kontrollere udøvelsen af ejen-

domsretten. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

(Menneskerettighedsdomstolen) har udtalt, at den anden og

tredje regel er udtryk for særlige former for indgreb i retten

til respekt for ejendom, og at de skal anvendes i lyset af de

generelle principper, der kan udledes af den første regel, jf.

f.eks. Menneskerettighedsdomstolens dom af 24. oktober

1986 i sagen AGOSI mod Storbritannien, pr. 48. I vidt om-

fang vil vurderingen af, om et indgreb er berettiget, være

sammenfaldende, uanset hvilken af de tre regler der finder

anvendelse på en konkret sag, jf. Jon Fridrik Kjølbro, Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention for praktikere

(5. udgave, 2020), side 1338.

Det følger af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at ind-

greb i ejendomsretten skal opfylde en række betingelser.

Indgrebet skal for det første ske med respekt af legalitetskra-

vet, hvilket navnlig indebærer, at der skal være hjemmel i na-

tional ret, og at denne hjemmel skal være tilstrækkeligt til-

gængelig, præcis og forudsigelig. Et indgreb i ejendomsretten

skal for det andet ske i samfundets (almenhedens) interesse,

dvs. forfølge et anerkendelsesværdigt formål. For det tredje

skal der foreligge en rimelig balance mellem på den ene side

L 127 - 2020-21 - Bilag 19: Ændringsforslag fra transportministeren

Side 7/17

hensynet til samfundets interesse i indgrebet og på den an-

den side hensynet til beskyttelsen af individets ejendomsret,

således at den, som indgrebet retter sig imod, ikke kommer

til at bære en individuel og uforholdsmæssig byrde. Der kan

bl.a. henvises til Menneskerettighedsdomstolens dom af 13.

oktober 2015 i sagen Ünsped Paket Servisi mod Bulgarien,

pr. 36-38.

Konventionsstaterne er tillagt en bred skønsmargin ved vur-

deringen af, om der foreligger en sådan rimelig balance, jf.

bl.a. Menneskerettighedsdomstolens dom af 28. juni 2018 i

sagen G. I. E. M. s.r.l. m.fl. mod Italien, pr. 293.

Det følger videre af Menneskerettighedsdomstolens praksis,

at der af EMRK TP 1 artikel 1 kan udledes en processuel be-

skyttelse af den, som et indgreb i ejendomsretten retter sig

imod. Menneskerettighedsdomstolen har således bl.a. i den

ovennævnte dom i G. I. E. M.-sagen, pr. 302, udtalt, at den,

som et indgreb retter sig imod, skal have en rimelig mulig-

hed for effektivt at anfægte indgrebet over for de kompetence

myndigheder i en kontradiktorisk procedure, der respekterer

princippet om ligestilling af parterne (”equality of arms”).

Det fremgår af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at

den ved sin bedømmelse af indgreb i EMRK TP 1 artikel 1 fo-

retager en konkret helhedsvurdering af sagen og vurderer de

forskellige interesser, der er involveret, herunder om der er

udbetalt kompensation, parternes adfærd, de anvendte for-

anstaltninger og den måde, hvorpå de gennemføres, herun-

der om foranstaltningerne har medført uvished for enkelt-

personer, jf. bl.a. Menneskerettighedsdomstolens dom af 22.

juni 2004 i sagen Broniowski mod Polen, pr. 151.

3.2. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis

vedrørende tredjemandskonfiskation

Menneskerettighedsdomstolen har i flere tilfælde forholdt

sig til, om konfiskation fra ejeren af aktiver, der af tredje-

mand er blevet anvendt til at begå et strafbart forhold, har

været i overensstemmelse med EMRK TP 1 artikel 1. Det be-

mærkes, at Menneskerettighedsdomstolen ikke ses at have

taget stilling til en ordning som den foreslåede, der indebæ-

rer, at der som udgangspunkt skal ske konfiskation, herun-

der tredjemandskonfiskation, af køretøjer, som har været an-

vendt til de alvorligste færdselsovertrædelser. Tilsvarende

gælder i øvrigt EU-Domstolen for så vidt angår artikel 17,

L 127 - 2020-21 - Bilag 19: Ændringsforslag fra transportministeren

Side 8/17

stk. 1, i EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder (se

herom pkt. 3.3 nedenfor). Det bemærkes endvidere, at Men-

neskerettighedsdomstolens praksis vedrørende konfiskation

fra tredjemand i et vist omfang synes at være uensartet og at

bære præg af at være under udvikling.

Det fremgår af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at

den i sådanne sager

–

i overensstemmelse med, hvad der er

anført om Menneskerettighedsdomstolens praksis ovenfor

–

foretager en konkret helhedsvurdering, jf. f.eks. Menneske-

rettighedsdomstolens dom af 17. januar 2017 i sagen B. K. M.

Lojistik Tasimacilik Ticaret Limited Sirketi mod Slovenien,

pr. 43. Det følger desuden af Menneskerettighedsdomstolens

praksis, at tredjemandskonfiskation af køretøjer, der har væ-

ret anvendt til at begå strafbare handlinger, efter omstændig-

hederne kan være et berettiget indgreb i ejendomsretten ef-

ter EMRK TP 1 artikel 1, hvor konfiskationen foretages med

det formål at forhindre kriminalitet, jf. Menneskerettigheds-

domstolens dom af 28. april 2016 i sagen Vasilevski mod

Makedonien, pr. 54, eller begrundet i hensynet til færdsels-

sikkerheden, jf. Menneskerettighedsdomstolens dom af 28.

april 2016 i sagen Sulejmani mod Makedonien, pr. 38.

3.3. EU-Domstolens dom i sag C-393/19, OM

Bestemmelsen i EMRK TP 1 artikel 1 svarer til artikel 17, stk.

1, i Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Ret-

tigheders (Chartret), hvilket bekræftes af de forklarende be-

mærkninger til Chartrets artikel 17 og 52, stk. 3. Det må der-

for antages, at Menneskerettighedsdomstolen vil inddrage

praksis fra EU-Domstolen vedrørende Chartrets artikel 17

ved fortolkningen af EMRK TP 1 artikel 1.

EU-Domstolen afsagde den 14. januar 2021 dom i sag C-

393/19, OM, i anledning af en præjudiciel forelæggelse fra en

bulgarsk appeldomstol. EU-Domstolen udtalte bl.a. i dom-

men, at artikel 2, stk. 1 (om konfiskation), i Rådets rammeaf-

gørelse 2005/212 af 24. februar 2005 om konfiskation af ud-

bytte, redskaber og formuegoder fra strafbart forhold, sam-

menholdt med Chartrets artikel 17, stk. 1 (om ejendomsret-

ten), skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hin-

der for en national lovgivning, der gør det muligt at konfi-

skere et redskab, der er blevet anvendt til at begå alvorligt

smugleri, når dette tilhører en tredjemand i god tro (pr. 58).

L 127 - 2020-21 - Bilag 19: Ændringsforslag fra transportministeren

Side 9/17

EU-Domstolen udtalte i den forbindelse bl.a., at henset til

den væsentlige påvirkning af personers rettigheder, som

konfiskation af et formuegode medfører, nemlig den endelige

fratagelse af ejendomsretten til dette, bemærkes det, at hvad

angår en tredjemand i god tro, som ikke vidste og ikke kunne

vide, at hans formuegode blev anvendt til at begå en lovover-

trædelse, indebærer en sådan konfiskation, når henses til det

forfulgte formål (at forhindre ulovlig indførsel af varer til

landet), et uforholdsmæssigt og uantageligt indgreb over for

det centrale indhold af denne persons ejendomsret (pr. 55).

EU-Domstolen blev endvidere forelagt et spørgsmål om arti-

kel 4 i rammeafgørelsen om retsmidler, hvorefter enhver

medlemsstat skal træffe de foranstaltninger, der måtte være

nødvendige for at sikre, at interesserede parter, der er berørt

af bl.a. foranstaltninger vedrørende konfiskation, råder over

effektive retsmidler med henblik på at forsvare deres ret-

tigheder. I den forbindelse bemærkes, at det nationale rets-

system ikke gav den tredjemand, hvis formuegode blev kon-

fiskeret, mulighed for at anfægte lovligheden af foranstalt-

ningen med henblik på at få formuegodet tilbage, når konfi-

skationen ikke var begrundet, eller med henblik på gøre sine

rettigheder gældende. EU-Domstolen henviste til, at Menne-

skerettighedsdomstolen i den ovenfor under pkt. 3.2 be-

handlede sag Ünsped Paket Servisi mod Bulgarien fastslog,

at i en situation, hvor staten står bag konfiskation, og hvor

den nationale lovgivning og praksis ikke fastsætter en proce-

dure, hvorved ejeren kan forsvare sine rettigheder, kan

denne stat ikke opfylde sin forpligtelse i henhold til EMRK til

at iværksætte en sådan procedure ved at anmode en person,

der ikke er blevet dømt for den strafbare handling, der har

ført til konfiskationen, om at søge at få sin ejendom tilbage

fra en tredjemand. EU-Domstolen konkluderede herefter, at

Chartrets artikel 47 om effektive retsmidler er til hinder for

en national lovgivning, hvorefter det inden for rammerne af

en straffesag er muligt at konfiskere et formuegode, der til-

hører en anden person end den, der har begået den strafbare

handling, uden at denne førstnævnte person har adgang til

effektive retsmidler.

Det kan give anledning til tvivl, hvordan EU-Domstolen vil

besvare et spørgsmål om en ordning med tredjemandskonfi-

skation i anledning af en strafbar handling i en situation,

hvor den pågældende tredjemand har adgang til at gøre sine

rettigheder gældende, herunder anfægte konfiskationen eller

L 127 - 2020-21 - Bilag 19: Ændringsforslag fra transportministeren

Side 10/17

rejse et erstatningskrav, under eller i tilknytning til straffesa-

gen. Uanset at EU-Domstolen ikke knyttede disse spørgsmål

sammen, vurderes der ikke med dommen at være grundlag

for at fastslå, at EU-Domstolens dom indfører en anden til-

gang end den helhedsvurdering, som Menneskerettigheds-

domstolen har anlagt i sin praksis gengivet ovenfor under

pkt. 3.2, og som EU-Domstolen henviser til i sin afgørelse.

3.4. Den foreslåede ordning om udvidet adgang til konfiska-

tion

Den foreslåede ordning indebærer, at et køretøj som ud-

gangspunkt skal konfiskeres, hvis det er blevet anvendt til at

begå en af de overtrædelser af færdselsloven eller straffelo-

ven, der omfattes af lovforslaget, uanset om overtrædelsen er

begået af ejeren af køretøjet eller af tredjemand. Udgangs-

punktet fraviges, hvis køretøjet er stjålet, eller konfiskation

på anden vis vil være uforholdsmæssigt indgribende for eje-

ren, navnlig henset til ejerens mulighed for at kunne vide, at

køretøjet ville blive anvendt ved en eller flere af de overtræ-

delser, der nævnes i 1. pkt., og for at tage alle rimelige skridt

til at sikre sin økonomiske stilling i anledning af overdragel-

sen af køretøjet til den anden person.

Et indgreb som det foreslåede vurderes at ville udgøre et ind-

greb i ejendomsretten efter EMRK TP 1 artikel 1.

Et sådant indgreb forudsætter for det første, at der er en til-

strækkeligt tilgængelig, præcis og forudsigelig hjemmel i na-

tional ret. En sådan hjemmel skabes med lovforslaget.

For det andet stilles der krav om, at indgrebet sker til vareta-

gelse af en anerkendelsesværdig samfundsinteresse. Lov-

forslaget forfølger samfundets interesse i at varetage færd-

selssikkerheden og bekæmpe grove overtrædelser af færd-

selslovgivningen, som kan have alvorlige og i værste fald fa-

tale følger for andres liv og helbred.

Det er for det tredje en betingelse efter Menneskerettigheds-

domstolens praksis, at aktivets ejers processuelle rettigheder

respekteres. Således skal ejeren have adgang til at gøre indsi-

gelse mod konfiskationen og fremlægge sine synspunkter i

en kontradiktorisk proces, der respekterer princippet om

parternes ligestilling, jf. navnlig den ovennævnte dom i sa-

gen Vasilevski mod Makedonien. Denne betingelse har nær

L 127 - 2020-21 - Bilag 19: Ændringsforslag fra transportministeren

Side 11/17

sammenhæng med betingelsen, der nævnes straks nedenfor,

og de to betingelser behandles derfor samlet.

Endelig er det en betingelse, at der foreligger en rimelig ba-

lance mellem på den ene side de hensyn i almenhedens inte-

resse, der forfølges, dvs. samfundets generelle interesse i

færdselssikkerhed og kriminalitetsbekæmpelse, og på den

anden side hensynet til ejeren af køretøjet. Det bemærkes i

den forbindelse, at der i almindelighed vurderes at foreligge

en sådan rimelig balance i de tilfælde, hvor ejeren er identisk

med den fører af køretøjet, som har begået den omhandlede

overtrædelse. Det følgende tager således alene sigte på til-

fælde, hvor der sker konfiskation fra en ejer, der ikke som fø-

rer er ansvarlig for den eller de lovovertrædelser, der begrun-

der indgrebet i form af konfiskation.

Som nævnt ovenfor synes Menneskerettighedsdomstolens

praksis på dette punkt at være uensartet og at bære præg af

at være under udvikling. Der synes således navnlig at kunne

spores en uenighed om, hvilken betydning de relevante mo-

menter skal tillægges i den konkrete afvejning af de involve-

rede interesser, jf. navnlig Menneskerettighedsdomstolens

dom af 17. januar 2017 i sagen B. K. M. mod Slovenien og

Menneskerettighedsdomstolens dom af 4. juli 2017 i sagen

Benz mod Rumænien samt dissenserne til disse domme.

Praksis er således ikke nødvendigvis ensartet med hensyn til

den betydning, Menneskerettighedsdomstolen tillægger eje-

rens forhold, herunder ejerens adfærds sammenhæng med

den begåede kriminalitet. I Menneskerettighedsdomstolens

dom af 17. september 2015 i sagen Andonoski mod Makedo-

nien og i de ovennævnte domme i Vasilevski- og B. K. M.-sa-

gerne tillægges det væsentlig vægt, at ejeren af køretøjerne

ikke havde mulighed for at undgå konfiskation ved at påbe-

råbe sig god tro. Omvendt accepterede Menneskerettigheds-

domstolen i Benz-sagen og ved afgørelse af 17. maj 2018 i sa-

gen Comautosport Leasing mod Rumænien en ordning med

obligatorisk og undtagelsesfri konfiskation uanset ejerens

subjektive forhold. Ved afgørelse af 10. april 2003 i sagen

Yildirim mod Italien accepterede Menneskerettighedsdom-

stolen en endog meget vidtgående formodningsregel for kon-

fiskation, der dog efter omstændighederne kunne afkræftes.

Praksis er heller ikke nødvendigvis ensartet med hensyn til,

om en adgang for ejeren til at søge erstatning hos personen,

L 127 - 2020-21 - Bilag 19: Ændringsforslag fra transportministeren

Side 12/17

der har begået den konfiskationsudløsende strafbare hand-

ling, kan modsvare en ordning med undtagelsesfri konfiska-

tion. Ifølge Menneskerettighedsdomstolens faste praksis er

det utilstrækkeligt at henvise ejeren til at søge erstatning i de

tilfælde, hvor konkrete omstændigheder gør en sådan erstat-

ningsadgang illusorisk, herunder ved gerningsmandens død

eller konkurs. Uden for sådanne tilfælde er praksis ikke klar.

I dommen B. K. M. mod Slovenien, som på dette punkt fin-

der støtte i dissensen i Benz mod Rumænien, indikeres det,

at det ikke er i overensstemmelse med EMRK TP 1 artikel 1

at konfiskere et køretøj fra en godtroende ejer, uanset om

ejeren måtte have adgang til at anlægge et erstatningssøgs-

mål mod gerningsmanden. Omvendt følger det af dommen i

Benz mod Rumænien, at en obligatorisk og undtagelsesfri

konfiskationsordning kan accepteres, hvis der er adgang til

at søge erstatning, og denne adgang ikke konkret er illuso-

risk.

På den baggrund, og i lyset af de krav, som Menneskeret-

tighedsdomstolen almindeligvis stiller til indgreb i ejen-

domsretten, må det lægges til grund, at der ved bedømmel-

sen af, om der foreligger en rimelig balance mellem samfun-

dets og den enkelte ejers interesser, skal foretages en konkret

og samlet helhedsvurdering af samtlige relevante forhold.

Det må antages, at ingen enkeltelementer i sig selv er afgø-

rende, så længe ejerens processuelle rettigheder respekteres.

Ved denne helhedsvurdering indgår ejerens adfærd, herun-

der i hvilken grad ejeren har udvist agtpågivenhed, og adfær-

dens sammenhæng med den konkrete forseelse som et

blandt en række momenter. Vurderingen må endvidere bl.a.

inddrage konfiskationens personlige og økonomiske konse-

kvenser for ejeren samt ejerens adgang til at opnå erstatning

for det tab, ejeren måtte lide ved konfiskationen, herunder

hvor effektiv og tilgængelig adgang hertil er. Det må endvi-

dere indgå, om konfiskationen er en automatisk og ufravige-

lig følge af den relevante lovovertrædelse, eller om der er

mulighed for at gøre undtagelse i tilfælde, hvor særlige

grunde taler herfor.

Helhedsvurderingen må foretages i lyset af den vide skøns-

margin, som konventionsstaterne er tillagt for så vidt angår

indgreb i ejendomsretten efter EMRK TP 1 artikel 1, herun-

der ved varetagelsen af hensynet til færdselssikkerheden og

ved bekæmpelse af kriminalitet.

L 127 - 2020-21 - Bilag 19: Ændringsforslag fra transportministeren

Side 13/17

Efter Transportministeriets opfattelse taler en række forhold

for, at det ligger inden for konventionsstaternes vide skøns-

margin at indføre en ordning som den foreslåede, hvorefter

et køretøj som udgangspunkt skal konfiskeres uanset køretø-

jets ejerforhold, hvis det er blevet anvendt til at begå de al-

vorlige lovovertrædelser, der er omfattet af lovforslaget, jf.

nedenfor.

Forslaget forfølger tungtvejende hensyn til færdselssikkerhe-

den og bekæmpelse af kriminalitet. Formålet med lovforsla-

get er således at forhindre meget alvorlige færdselsforseelser,

der i særlig grad kan udsætte andre mennesker for livsfare.

Nødvendigheden af lovforslaget skal ses i lyset af, at såkaldt

vanvidskørsel kan have særdeles alvorlige og i værste fald fa-

tale konsekvenser, at det i praksis er tæt på umuligt for al-

mindelige borgere at sikre sig herimod, og at problemets om-

fang er væsentligt. Hertil kommer de praktiske vanskelighe-

der, der med den nuværende regulering er forbundet med at

forhindre dette. Som anført ovenfor under pkt. 2.5.2.1 i lov-

forslagets almindelige bemærkninger har Rigspolitiet oplyst,

at der er behov for at sætte ind over for bilister, der kører så-

kaldt vanvidskørsel i leasede køretøjer. Denne problemstil-

ling skal endvidere ses i lyset af, at flere og flere borgere i dag

leaser køretøjer frem for at eje, hvilket betyder, at de gæl-

dende konfiskationsregler mister deres effekt. Hertil kom-

mer, at det i praksis er vanskeligt at bevise, at en person, der

har udlånt sit køretøj, har været bekendt med, hvad det

skulle anvendes til. Der er således med de nuværende regler

dels risiko for, at gerningspersonen kan anvende køretøjet til

på ny at begå alvorlige færdselslovovertrædelser, dels en ikke

uvæsentlig risiko for omgåelse. Forslaget er herudover udfor-

met således, at køretøjsejerens interesser i videst muligt om-

fang respekteres, mens det stadig sikres, at konfiskationsad-

gangen er effektiv i praksis.

Forslaget indebærer således ikke, at der undtagelsesfrit vil

skulle ske konfiskation fra ejeren i tilfælde af en overtrædelse

omfattet af den foreslåede

ordning. Dels gøres der undtagelse for tilfælde, hvor køretø-

jet er stjålet, dels kan domstolene undlade konfiskation, hvis

ejeren godtgør, at konfiskation undtagelsesvis vil være ufor-

holdsmæssigt indgribende. Der er således med forslaget ta-

get højde for, at særlige forhold kan føre til, at konfiskation

må anses for et uforholdsmæssigt indgreb. Der henvises til

L 127 - 2020-21 - Bilag 19: Ændringsforslag fra transportministeren

Side 14/17

pkt. 2.5.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger og be-

mærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 13.

I medfør af den foreslåede § 119, stk. 6, har ejeren endvidere

ret til en beskikket forsvarer under sagen, der kan varetage

ejerens interesser, herunder både i forhold til spørgsmålet

om konfiskation og i forhold til erstatningskravet mod føre-

ren.

Hertil kommer, at ejeren efter de almindelige formueretlige

regler kan rette et erstatningskrav mod føreren af køretøjet

med henblik på at få dækket det tab, ejeren har lidt som følge

af konfiskationen. Leasingselskaber, udlejningsselskaber

m.v. kan i meget vidt omfang stille krav til en potentiel lea-

singtager eller lejer m.v. Der kan både opstilles særlige afta-

levilkår om konfiskation, hvorefter en lejer eller en leasingta-

ger vil være erstatningsansvarlig, og der kan kræves doku-

mentation for f.eks. indtægt og skatteforhold m.v. Dette mu-

liggør, at selskaberne selv i vidt omfang kan sikre sig imod, at

et efterfølgende krav mod leasingtager måtte blive illusorisk,

og at selskaberne derfor i vidt omfang selv har mulighed for

at sikre, at et erstatningskrav i tilfælde af konfiskation er ef-

fektivt i praksis. Det bemærkes endvidere, at forslaget alene

gælder for leasingkontrakter m.v., der er indgået efter den

16. december 2020, hvorfor selskaberne ved indgåelse af

kontrakter og eventuelt ved tilpasning af deres forretnings-

model har mulighed for at indrette sig på den risiko, der føl-

ger af, at leasede køretøjer kan konfiskeres.

For så vidt angår ejere af køretøjer, der udlåner deres køretøj

privat til eksempelvis familiemedlemmer eller venner, be-

mærkes det, at de i almindelighed må forudsættes at have til-

strækkeligt kendskab til låneren, herunder dennes personlige

forhold, til at kunne vurdere risikoen for, at køretøjet anven-

des uforsvarligt, eller at låneren ikke har mulighed for at

dække et eventuelt erstatningskrav. Også i denne situation er

ejerens agtpågivenhed afgørende, herunder hvilke mulighe-

der den pågældende havde for at vurdere, om der var en ri-

siko for, at bilen ville blive anvendt til en overtrædelse, der

kan medføre konfiskation, og om disse muligheder er udnyt-

tet. Der henvises til de specielle bemærkninger til lovforsla-

gets § 1, nr. 13.

Endelig bemærkes det, at ejeren af et køretøj, der er blevet

anvendt til at begå de af forslaget omfattede færdselslovover-

trædelser, og som på den baggrund kan konfiskeres, med

L 127 - 2020-21 - Bilag 19: Ændringsforslag fra transportministeren

Side 15/17

forslaget har adgang til effektiv prøvelse af både beslaglæg-

gelsen og den efterfølgende konfiskation af køretøjet, jf. nær-

mere pkt. 2.5.1.3 og 2.5.1.4 i lovforslagets almindelige be-

mærkninger. Endvidere er ejeren af køretøjet ikke alene hen-

vist til at anlægge særskilt erstatningssag mod føreren, idet

erstatningskravet i overensstemmelse med den forslåede §

119, stk. 7, i færdselsloven som hovedregel kan fremsættes

under straffesagen mod føreren.

Det bemærkes desuden, at spørgsmålene om konfiskation og

erstatning i anledning af konfiskation forudsættes at skulle

behandles samlet. I det omfang spørgsmålet om erstatning i

anledning af konfiskationen udskilles fra straffesagen, vil

spørgsmålet om konfiskation således også skulle udskilles til

behandling i en samlet sag med erstatningsspørgsmålet.,

Retten vil dog f.eks. kunne tage stilling til spørgsmålet om

konfiskation uden at forfølge spørgsmålet om erstatningens

størrelse. Ejeren af et køretøj, som på baggrund af førerens

lovovertrædelse konfiskeres, vil således have adgang til at

udtale sig og fremkomme med sit erstatningskrav i anled-

ning af konfiskationen i forbindelse med rettens behandling

af spørgsmålet om konfiskationen.

Samlet set vil de foreslåede regler om ejerens mulighed for at

fremsætte sit erstatningskrav og gøre indsigelse mod konfi-

skationen, sammenholdt med ejerens mulighed for at tage

forholdsregler over for brugerens potentielle manglende be-

talingsevne, indebære, at indgrebet i almindelighed vil være

af begrænset intensitet, og at ejeren i forbindelse med sit ud-

lån eller leasing m.v. af køretøjet vil kunne tage højde for

brugernes betalingsevne, hvis køretøjet konfiskeres som

følge af den foreslåede ordning.

Henset til det anførte og til den vide skønsmargin, konventi-

onsstaterne er tillagt for så vidt angår indgreb i ejendomsret-

ten efter EMRK TP 1 artikel 1, herunder i forbindelse med

bekæmpelse af kriminalitet, er det Transportministeriets

vurdering, at forslaget kan gennemføres inden for rammerne

af EMRK. Som det imidlertid fremgår ovenfor, ses Menne-

skerettighedsdomstolen (og EU-Domstolen) ikke at have væ-

ret forelagt en helt tilsvarende ordning som den foreslåede. I

lyset heraf, og da Menneskerettighedsdomstolens praksis på

området som nævnt i et vist omfang synes at være uensartet

og at bære præg af at være under udvikling, vurderes der at

være en procesrisiko for, at Domstolen vil kunne nå frem til,

at der ved vurderingen af, om der efter EMRK TP 1, artikel 1,

L 127 - 2020-21 - Bilag 19: Ændringsforslag fra transportministeren

Side 16/17

vil kunne ske konfiskation, skal lægges afgørende vægt på,

om ejeren faktisk vidste eller havde en nærmere konkretise-

ret formodning om, at køretøjet konkret ville blive anvendt

ved en af de omfattede lovovertrædelser.”

Endelig skal jeg anmode om, at følgende affattelse af punkt 4 i lov-

forslaget om økonomiske konsekvenser og implementeringskonse-

kvenser for det offentlige optages i udvalgets betænkning og der-

med erstatter punkt 4 i den fremsatte version af lovforslaget:

”4.

Økonomiske konsekvenser og implementerings-

konsekvenser for det offentlige

Lovforslaget er en udmøntning af en række af de tiltag, der

kræver lovændring, som fremgår af regeringsinitiativet mod

vanvidskørsel ”Vanvidskørsel skal stoppes” fra februar 2020.

Lovforslaget forventes at medføre merudgifter på Justitsmi-

nisteriets område i størrelsesordenen af 71,6 mio. kr. årligt

fuldt indfaset. De samlede forventede merudgifter er forbun-

det med en vis usikkerhed.

Udgifterne kan først og fremmest henføres til forslaget om

en udvidelse af adgangen til konfiskation af køretøj anvendt

til vanvidskørsel

–

uanset om føreren selv er ejer af køretøjet,

eller køretøjet er ejet af tredjemand.

Idet alle køretøjer anvendt til vanvidskørsel som udgangs-

punkt vil blive konfiskeret, er det vurderingen, at flere køre-

tøjer fremadrettet vil skulle beslaglægges og efterfølgende

konfiskeres sammenlignet med i dag. Udgifterne til konfiska-

tion kan derfor primært henføres til politiets merudgifter

forbundet med selve beslaglæggelsen, den fysiske opbevaring

af køretøjerne frem mod domstolsbehandling af konfiskati-

onsspørgsmålet samt den efterfølgende bortauktionering af

køretøjerne. Derudover er der mindre merudgifter til ankla-

gemyndigheden og domstolene i de tilfælde, hvor der vil

skulle ske en domstolsprøvelse af beslaglæggelsen.

Det forventes derudover, at en stigning i antallet af konfiske-

rede køretøjer vil medføre et merprovenu til staten på op til

ca. 20,6 mio. kr. årligt fuldt indfaset.

Udgifterne på Justitsministeriets område kan derudover

henføres til forslagene om skærpede straffe ved høje ha-

stighedsforseelser, udvidelse af frakendelse af førerretten til

L 127 - 2020-21 - Bilag 19: Ændringsforslag fra transportministeren

Side 17/17

tre år, skærpede straffe ved kørsel i frakendelsestiden efter

frakendelse af førerretten som følge af vanvidskørsel og

skærpet straf ved ulovlig kap- og væddekørsel. Udgifterne

forbundet med strafskærpelser kan primært henføres til ud-

videlse af frakendelse af førerretten til tre år og skærpelsen af

straffen for kørsel i frakendelsestiden efter frakendelse af fø-

rerretten som følge af vanvidskørsel.

Forslaget forventes at medføre en øget sagsmængde i retssy-

stemet sammenlignet med i dag. Størstedelen af merudgif-

terne kan henføres til kriminalforsorgen som følge af en øget

strafmasse.

Derudover forventes strafskærpelserne at medføre mindre

merudgifter til politiet, anklagemyndigheden og domstolene,

som primært er forbundet med en mere ressourcekræ‐

vende domstolsbehandling i forhold til i dag.”

Med

venlig

hilsen

Benny Engelbrecht