L 127 - 2020-21 - Bilag 18: Henvendelse af 26/2-21 vedrørende konfiskation af køretøjer, fra Foreningen af Mindre Leasingselskaber

Transportudvalget 2020-21
L 127 Bilag 18
Offentligt

NOTAT

Af 10.2.2021

Fra Carta A/S

Foreningen for Mindre Leasingselskaber

Focus Advokater P/S

Bemærkninger til lovforslag nr. L 127 om ændring af færdselsloven (skærpet indsats mod van-

vidskørsel)

Transportministeren har den 16. december 2020 fremsat forslag til lov om ændring af færdselslo-

ven, hvori der bl.a. indgår bestemmelser om konfiskation af biler anvendt til vanvidskørsel, herun-

der biler ejet af tredjemand.

Foreningen for Mindre Leasingselskaber skal hermed fremkomme med bemærkninger til netop den

del af lovforslaget, som vedrører konfiskation af tredjemands ejendom (lovforslagets § 1, nr. 13).

Indledningsvis skal Foreningen for Mindre Leasingselskaber dog understrege, at man støtter initia-

tiver og stramninger, der skal bekæmpe vanvidskørsel ved at få vanvidsbilister væk fra de danske

veje.

Det bør dog ske med de rette effektive midler og med respekt for almindelige retssikkerhedsgaran-

tier for tredjemand i god tro.

Konfiskation af tredjemands ejendom

Ifølge lovforslagets § 1, nr. 13, skal det være muligt at konfiskere et køretøj i de tilfælde, hvor køre-

tøjet føres af en anden person end køretøjets ejer, men hvor føreren har gjort sig skyldig i vanvids-

kørsel, medmindre konfiskationen må anses for uforholdsmæssigt indgribende.

Konfiskation er andet og mere end beslaglæggelse. Beslaglæggelse er en foreløbig rådighedsberø-

velse, der bl.a. sker med henblik på at sikre sagens oplysninger og genstande, der evt. senere kan

blive konfiskeret. Konfiskation er således en endelig tilegnelse af det beslaglagte. Konfiskationen er

en straffeprocessuel sanktion overfor ejeren af køretøjet.

Sagsnr. 36344-0004 MC/ mt

L 127 - 2020-21 - Bilag 18: Henvendelse af 26/2-21 vedrørende konfiskation af køretøjer, fra Foreningen af Mindre Leasingselskaber

Bemærkningerne til lovforslaget lægger dog ikke skjul på, at undtagelser til konfiskation er meget

snæver. Som eksempler nævnes

førerens død eller konkurs, særlige familiemæssige eller sociale

forhold

hos ejeren, der gør vedkommende afhængig af bilen (f.eks. pga. handicap eller anden syg-

dom) eller hvis det kan dokumenteres, at bilen var

stjålet

på gerningstidspunktet. Disse få snævre

undtagelser giver bestemt ikke tredjemand i god tro nogen retssikkerhed efter almindelig gældende

retsstatsprincipper.

Derudover lægger lovforslaget op til, at det er

tredjemand,

der skal løfte bevisbyrden for, at konfi-

skationen vil være uforholdsmæssig indgribende. Det er altså ejeren af bilen, der skal godtgøre,

hvorfor der ikke skal pålægges en sanktion for et forhold, som pågældende ikke har begået og ikke

kan bebrejdes for, idet forholdet er begået af en anden uden ejerens viden herom.

Dette scenarie kendes også som

objektivt strafansvar eller sanktionspålæggelse uden skyld.

Man

kan som led heri stille sig selv spørgsmålet om, hvad det er for en overtrædelse, sanktionen mod

ejeren gives for? Gøres det med lovforslaget strafbart at overlade sin bil til en person, der måske

har tænkt sig at køre på en sådan måde, at det anses for vanvidskørsel, eller gives sanktionen mod

ejeren for, at en fører

–

uden ejerens vidende

–

vælger at køre vanvidskørsel? Dette står ikke klart

i lovforslaget. Det er jo ejeren, der pålægges konfiskation som sanktion, ikke føreren.

Lovforslagets konsekvenser kan illustreres med følgende eksempler:

Faderen låner sin bil ud til sin søn, der skal til fodboldtræning. Sønnen er en fornuftig und mand på

18 år, som ikke kunne drømme om at køre for stærkt. Da sønnen kommer frem til fodboldtræning,

opdager han, at han har glemt fodboldtrøjerne. Hans 19-årige holdkammerat tilbyder dog at køre

hjem efter dem, hvis bare han lige kan låne en bil. Sønnen låner nu holdkammeraten sin fars bil.

Det er

–

modsat hvad holdkammeraten selv er vant til at køre i

–

en bil med betydelige hestekræf-

ter, og holdkammeraten kan ikke dy sig for at trykke lidt ekstra hårdt på speederen, da han kører

gennem byen. Uheldigvis tager en fotovogn ham for

–

ganske kortvarigt dog

–

at have ramt 105

km/t, og han dømmes for vanvidskørsel. Kan det bebrejdes faderen, at sønnens holdkammerat tog

en spontan beslutning om at køre vanvidskørsel? Er det proportionelt at konfiskere faderens bil til

en værdi af kr. 600.000 som sanktion for vanvidskørslen og samtidig forlange, at han selv må søge

sit krav dækket hos den unge fører?

Et andet eksempel er en bilforhandlers brug af demobiler til prøvekørsler. Forhandleren vurderer,

at kunden virker reel i sit ønske om at købe en bil og tjekker selvfølgelig, at kunden har et gyldigt

kørekort. Under sin prøvekørsel skal kunden lige se, hvad bilen egentlig dur til og trykker speederen

i bund på motorvejen. Uheldigvis følger en færdselsbetjent efter ham, da han rammer maksimum,

og han findes efterfølgende skyldig i vanvidskørsel. Kan forhandleren bebrejdes kundens beslutning

om at køre med en sådan hastighed, at det anses for vanvidskørsel? Kunne forhandleren have gjort

mere for at sikre sig mod det økonomiske tab, som han bliver pålagt som følge af bilens konfiska-

tion?

L 127 - 2020-21 - Bilag 18: Henvendelse af 26/2-21 vedrørende konfiskation af køretøjer, fra Foreningen af Mindre Leasingselskaber

Lovforslaget skelner ikke umiddelbart mellem, om ejeren af bilen er et selskab eller en fysisk person,

hvorfor konfiskation kan ske overfor enhver ejer af et køretøj. Særligt for så vidt angår fysiske per-

soner, bemærkes det, at man ikke umiddelbart kan udstrække et objektivt strafansvar til alle til-

fælde,

hvor der f.eks. he vises til ”ejer” i lovtekste .

Der bør være et sæt af handle- og kontrolforpligtelser, som skal være overtrådt for, at strafansvaret

kan pålægges personen. Skal ejeren forpligtes til at se et gyldigt kørekort og en straffeattest, inden

han overlader bilen til sin nabo? Skal han se naboen årsopgørelser for at vurdere, om det er reali-

stisk at gøre et erstatningsansvar gældende, hvis bilen som følge af naboens kørsel bliver konfiske-

ret?

Alternativt bør der som minimum foreligge

uagtsomhed

fra ejerens side i dennes overladelse af

køretøjet til den pågældende fører. Der må altså være et eller andet at bebrejde ejeren. Ansvaret

for at bevise, at ejeren i den konkrete sag har handlet uagtsomt, bør dog under alle omstændighe-

der være Anklagemyndighedens og ikke ejerens. Det må være Anklagemyndigheden, der skal be-

vise, at førerens vanvidskørsel i ejerens bil kan bebrejdes ejeren i et eller andet omfang.

Der er i dansk ret eksempler på, at der pålægges et objektivt straffeansvar

–

altså ansvar uden at

man kunne bebrejde den pågældende det, der er strafbart. Det er imidlertid en grundlæggende

betingelse for objektiv straf og sanktion, der rammer en uskyldig tredjemand, at straffen skal stå i

rimeligt forhold til den overtrædelse, der er sket. Det vil sige, at konfiskationen af tredjemands bil

skal stå i rimeligt forhold til overtrædelsen; altså enten førerens vanvidskørsel eller ejerens hand-

ling/uforsigtighed ved at overlade køretøjet til føreren.

Er konfiskation proportionelt og nødvendigt?

Konfiskation af en bil anvendt til vanvidskørsel kan

–

og vil ofte

–

involvere biler i en høj prisklasse.

Derved vil man med det nuværende lovforslag kunne se eksempler på konfiskation af tredjemands

værdier for halve og hele millioner kroner. Er dette proportionalt i forhold til den uskyldige ejers

handling/uforsigtighed? Svaret er klart nej!

Formålet er som nævnt indledningsvis at få bilister, der kører vanvidskørsel, væk fra gaden så hur-

tigt som muligt og på den måde hindre, at vedkommende kan sætte sig tilbage i bilen og køre videre

efter politiets afhøring. Det kan alle være enige i.

Et alternativ til konfiskation

–

og som fortsat imødekommer formålet

–

er beslaglæggelse med hen-

blik på tilbagelevering til rette ejer. Beslaglæggelse udgør en rådighedsberøvelse, der påtvinges som

led i strafforfølgning. På den måde fratages føreren fra at råde over bilen, og det vil være muligt at

tilbagelevere bilen til rette ejer, når det er vurderet, at denne ikke kan bebrejdes den konkrete

lovovertrædelse.

Hvis der sker konfiskation, der kræver, at bilejeren efterfølgende skal søge sit tab dækket gennem

et erstatningskrav direkte mod føreren, vil dette uundgåeligt føre til tab, hvad enten bilens ejer er

L 127 - 2020-21 - Bilag 18: Henvendelse af 26/2-21 vedrørende konfiskation af køretøjer, fra Foreningen af Mindre Leasingselskaber

privatperson eller leasingselskab. Hvor mange personer vil umiddelbart kunne dække et økonomisk

krav på en halv eller hel million, eller på kr. 200.000? Et sådan tab for ejeren af bilen

–

der ikke kan

bebrejdes førerens vanvidskørsel

–

ikke

proportionelt.

Kan vanvidskørsel bebrejdes ejeren af bilen?

Ja, i enkelte tilfælde, f.eks. hvor ejeren er bekendt med, at føreren tidligere er straffet for vanvids-

kørsel, ikke har kørekort eller er påvirket af alkohol eller euforiserende stoffer. Heroverfor står en

række tilfælde, hvor ejeren

–

uanset om det er en privatperson eller et leasingselskab

–

ikke kunne

have gjort mere for at undgå, at føreren ville anvende bilen til vanvidskørsel.

Konfiskation af tredjemands køretøj rammer ikke vanvidsbilisten, hvorfor det er vanskeligt at se, at

det skulle have indflydelse på førerens beslutning om at køre ulovligt. Beslaglæggelse derimod un-

derstøtter formålet med at få køretøjet væk fra føreren.

Vi anerkender imidlertid, at der er tilfælde, hvor ejeren af bilen er vel vidende om førerens hensig-

ter med brug af bilen, herunder den åbenlyse risiko for vanvidskørsel. Det skal selvfølgelig her sik-

res, at føreren ikke efter dom kan gå tilbage til ejeren og låne den samme eller tilsvarende bil, lige-

som ejerens mulighed og motivation for at låne biler ud i disse tilfælde skal fjernes. Men det må

her være op til Anklagemyndigheden at bevise, at vanvidskørslen også kunne bebrejdes ejeren, som

minimum som følge af uagtsomhed, og at konfiskation derfor vil være proportionalt.

Konkret ift. leasingselskaber støtter Foreningen for Mindre Leasingselskaber et lovinitiativ, hvor

man opstiller en række betingelser for, at den reelle ejer kan få bilen udleveret, f.eks. at ejeren kan

sandsynliggøre, at man forinden indgåelse af en aftale med den pågældende forbruger (føreren)

har foretaget en vurdering af dennes betalingsevne, at man kan dokumentere at have ophævet

aftaleforholdet med forbrugeren og at an erklærer for en nærmere fastsat periode ikke på ny over-

lader et køretøj til forbrugeren. Hertil kan der indføres sanktion overfor leasingselskabet, hvis sidst-

nævnte betingelse ikke overholdes.

Ad lovforslagets lovlighed ift. EMRK artikel 6, stk. 2 og EU’s Charter o Gru dlægge de Rettighe-

der

Reglen i lovforslagets § 1, nr. 13 om en nyaffatning af færdselslovens § 133, stk. 2, 2. pkt., hvorefter

der skal ske konfiskation af et køretøj anvendt af en anden end ejeren til realisering af de i stk. 2, 1.

pkt, nævnte overtrædelser, medmindre konfiskation må anses for uforholdsmæssigt indgribende,

medfører, jf. lovforslagets almindelige bemærkninger at ejeren skal godtgøre, at ejerens civilretlige

adgang til at gøre et erstatningskrav gældende overfor føreren, ikke er tilstrækkeligt til at forhindre,

at konfiskationen er uforholdsmæssigt indgribende, jf. lovforslagets almindelige bemærkninger,

pkt. 2.5.2.3.

L 127 - 2020-21 - Bilag 18: Henvendelse af 26/2-21 vedrørende konfiskation af køretøjer, fra Foreningen af Mindre Leasingselskaber

Samtidig fremgår det af lovforslagets almindelige bemærkninger, at der er tale om en snæver und-

tagelse, jf. lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 2.5.2.3.

Lovforslaget indfører dermed en bevisbyrderegel, der

påhviler bilens ejer at løfte bevisbyrden for,

at konfiskationen er uforholdsmæssigt indgribende overfor ejeren.

Ejeren pålægges således, at

bevise, at konfiskationen ikke er lovlig. Dette er et brud på almindelige retsstatsprincipper.

Tredjemandskonfiskation er et strafprocessuelt indgreb, jf. retsplejelovens § 684, stk. 1, nr. 3. Dette

er anerkendt i lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.5.1.5., og medfører bl.a. også at eje-

ren kan beskikkes en forsvarer, jf. lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.5.1.6.

Spørgsmålet er, om lovforslaget på

visse pu kter er i strid ed EU’s Charter o Gru dlægge de

Rettigheder (2010/C 83/02), og den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Det følger bl.a. af EU’s

Charter om Grundlæggende Rettigheder, at

enhver

(både juridiske og fysiske

personer) skal have adgang til

effektive retsmidler

for en domstol, jf. artikel 47 i Charteret. Samtidig

følger det af Charterets artikel 48, stk. 1, at

”e hver, der a klages for e lovovertrædelse, skal a ses

for uskyldig, indtil hans eller hendes skyld er bevist i

overe sste

else ed love ”.

Derudover fremgår det af Charterets artikel 49 om

”Legalitetspri ippet og pri ippet o proporti-

o alitet elle lovovertrædelse og straf”,

”straffe s o fa g skal stå i ri eligt forhold til over-

trædelse ”.

De samme principper følger af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 2.

Der er således et grundlæggende problem med lovforslagets bevisbyrderegel, der medfører at lo-

ven ikke kan vedtages i sin nuværende udformning:

Bevisbyrdereglen og det bevidst snævre omfang er i strid med den Europæiske Menneskerettig-

hedskonventions artikel

, stk. og EU’s Charter o gru dlægge de rettigheder, artikel

uskyldsformodningen og den ligefremme bevisbyrde (for anklagemyndigheden).

Dette vil blive uddybet nedenfor.

Det fremgår af lovforslaget, at der skal ske konfiskation, medmindre køretøjets ejer

godtgør,

ejerens civilretlige erstatningskrav mod føreren ikke er tilstrækkeligt til at forhindre, at konfiskatio-

nen er uforholdsmæssigt indgribende. Samtidig fremgår det, at der er tale om en snæver undta-

gelse, hvorfor det må forventes, at subjektet for konfiskationssagen (ejeren) skal løfte en meget

tung bevisbyrde for at undgå konfiskationen.

L 127 - 2020-21 - Bilag 18: Henvendelse af 26/2-21 vedrørende konfiskation af køretøjer, fra Foreningen af Mindre Leasingselskaber

Som nævnt ovenfor er det et almindeligt retsstatsprincip, at det er staten/anklagemyndigheden,

der skal bevise, at en lovovertrædelse er begået, jf. f.eks. den Europæiske Menneskerettighedskon-

ve tio artikel , stk. og EU’s Charter o

Grundlæggende Rettigheder, artikel 48, stk. 1. Ligeledes

er det staten/anklagemyndigheden, der skal løfte bevisbyrden for, at betingelserne for f.eks. konfi-

skation er opfyldt.

Ejeren af køretøjet har notorisk

ikke

foretaget sig noget dadelværdigt, endsige kriminelt ved at ud-

låne køretøjet til føreren, der uden ejerens vidende senere begår en kriminel handling.

Charterets artikel 48 svarer til den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 6, stk. 2, om

uskyldsformodning og art. 6, stk. 3, om ret til et forsvar i straffesager, og Charterets artikel 48 skal

fortolkes således, at artiklen har samme betydning og omfang som den Europæiske Menneskeret-

tighedskonvention artikel 6, stk. 2, og 3, jf. Charterets artikel 52, stk. 3.

Retten til at blive betragtet som uskyldig tilkommer efter Charterets artikel 48, stk. 1, »enhver«, der

er anklaget for en lovovertrædelse. Udtrykket »enhver« dækker over

enhver fysisk eller juridisk

person,

som er underlagt en medlemsstats jurisdiktion uanset bopæl eller statsborgerskab, dvs.

både leasingselskaber, seriøse bilforhandlere, almindelige borgere, mv.

Uskyldsformodningsreglen indeholder to former for beskyttelse: dels et forbud mod tilkendegivel-

ser fra (navnlig) rettens side om skyldsspørgsmålet, inden der foreligger en endelig dom, dels nogle

grundlæggende principper for bevisbedømmelsen.

I forhold til bevisbedømmelsen gælder, at bevisbyrden (naturligvis) hviler på anklagemyndigheden

og ikke må væltes over på tiltalte/forsvaret/andre (f.eks. bilens ejer) under en straffesag (eller kon-

fiskationssagen), og at det er anklagemyndighedens opgave at fremskaffe beviserne, jf. også Chri-

stoffersen m.fl.,

EU’s Charter o Gru dlægge de Rettigheder,

2. udgave, 2018, s. 501.

Det følger samtidig af bevisbyrdereglerne, at enhver tvivl skal komme den anklagede til gode (in

dubio pro reo).

Ved en gennemgang af praksis fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og EU-Domstolen,

kan det konkluderes, at

uskyldsfor od i ge i EU’s Charter artikel , stk. , og de Europæiske

Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 2, generelt ikke udelukker juridiske formodningsreg-

ler til etablering af ansvar i national ret,

så længe formodningsreglerne ikke reelt fører til en om-

vendt objektiv bevisbyrde,

jf. Generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse i Forenede Sager C-

628/10 P og C-14/11 P

Alliance Oni International m.fl.

og den Europæiske Menneskerettighedsdom-

stols dom i sagen

Salabiaku v. France (App. 10519/83, 7. October 1988, Series A No 141-A, (1991)

13 EHRR 379

En konfiskation af ejerens køretøj, hvor anklagemyndigheden

ikke

først har bevist, at ejeren har

været vidende om eller burde have været vidende om, at føreren var tilbøjelig til at føre køretøjet

L 127 - 2020-21 - Bilag 18: Henvendelse af 26/2-21 vedrørende konfiskation af køretøjer, fra Foreningen af Mindre Leasingselskaber

på en måde, der ville medføre en realisering af gerningsindholdet af de i § 113, stk. 2, 1. pkt. opli-

stede bestemmelser, hvor der anvendes omvendt bevisbyrde, vil derfor være i strid med den Euro-

pæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 2, Jf.

Telfner v. Austria, Salabiaku v. France

Phillips v. United Kingdom.

Det bemærkes, at den nævnte retspraksis alle vedrører tiltalte. Tredjemandskonfiskation, der

netop ikke vedrører en tiltalt, er derfor underlagt endnu strengere kriterier for brugen af omvendt

bevisbyrde, da der ved tredjemandskonfiskation er endnu mindre at bebrejde subjektet for konfi-

skationen (ejeren) end i en situation, hvor der sker konfiskation hos tiltalte.

Endvidere er der i EU-Direktiv 2016/343/EU af 9. marts 2016 vedrørende uskyldsformodningen

fast-

sat minimumsregler for medlemsstaterne vedr. uskyldsformodningen.

Direktivet præciserer det

nærmere indhold af princippet om uskyldsformodningen for fysiske personer i sager af strafferetlig

karakter herunder

at bevisbyrden påhviler anklagemyndigheden,

jf. direktivets præambelbetragt-

ning 22 og artikel 6. Direktivet gælder, jf. dets ordlyd kun fysiske personer og kun i sager af straffe-

retlig karakter.

EU-Domstolen har i Sag T-67/11

Martinair

[ECLI:EU:T:2015:984] fastslået, at principperne i den Eu-

ropæiske Me eskerettighedsko ve tio også gælder for sa ktio er, der ”ikke er sa ktio er i

strafferetlig forsta d”, hvis sa ktio er e edfører ko sekve ser ”so utvivlso t er stre ge”, jf.

dommens præmis 29. Dette medfører, at konventionen

–

og konventionens beskyttelsesomfang

–

gælder for sager ude for det strafferetlige o råde, hvis ko sekve ser e ”utvivlso t er stre ge”.

Det medfører bl.a. at centrale retsstatsprincipper skal iagttages, f.eks. uskyldsformodningen, retten

til ikke at inkriminere sig selv, retten til en forsvarer, retten til effektiv domstolsprøvelse, med mere.

Da lovforslaget lægger op til konfiskation af biler hos ejere, der notorisk

ikke

har foretaget sig noget

dadelværdigt, endsige kriminelt ved at udlåne køretøjet til føreren, der senere begår en kriminel

handling, må det konstateres, at konsekvenserne af konfiskationssagen mod ejeren af bilen utvivl-

somt er streng. Dette kan illustreres ved at Højesteret i U.2010.1027H under henvisning til Menne-

skerettighedskommissionens udtalelse af 14.09.1978 i

Petersen mod Danmark

frem til, at en par-

keringsafgift pålagt af det offentlige (kommunale parkeringskontrollører) var en straf i den Euro-

pæiske Me eskerettighedsko ve tio s artikel ’s forsta d.

Dette medfører, at ejeren har samme rettigheder efter den Europæiske Menneskerettighedskon-

ve tio og EU’s Charter so e tiltalt ville have. Disse rettigheder er bl.a. fastslået i direktiv

2016/343/EU af 9. marts 2016 vedrørende uskyldsformodningen, hvor det klart fremgår, at ankla-

gemyndigheden har bevisbyrden. Danmark deltager på grund af retsforbeholdet ikke i det nævnte

direktiv, men er dog part til den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og derfor bundet af

den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 2.

Subjektet for konfiskationssagen (ejeren) er således part i en retssag af strafferetlig karakter, og har

dermed

samtlige

de rettigheder, der følger af EU’s Charter artikel

og de Europæiske Me e-

skerettighedskonventions artikel 6, stk. 2.

L 127 - 2020-21 - Bilag 18: Henvendelse af 26/2-21 vedrørende konfiskation af køretøjer, fra Foreningen af Mindre Leasingselskaber

Den bevisbyrderegel, der følger af lovforslaget i sin nuværende udformning er således ikke i over-

ensstemmelse med hverken den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 2 eller

EU’s Charter artikel .

Ad lovforslagets ekspropriative karakter

–

Grundlovens § 73

Da lovforslaget medfører tredjemandskonfiskation i situationer, hvor der intet er at bebrejde på-

gældende tredjemand (ejer af bilen), sker der reelt en afståelse af tredjemands ejendom. Konfiska-

tion har traditionelt været antaget at falde uden for grundlovens ekspropriationsbegreb, jf. herom

f.eks. Zahle, Menneskerettigheder Dansk Forfatningsret 3, 2002, s. 204, Andersen, Dansk Statsfor-

fatningsret, 1954, s. 730 og Ross, Dansk Statsforfatningsret, 1980, s. 673-674.

Denne antagelse er dog begrundet i, at der er tale om

”ko fiskatio

ed pø alt for ål”, jf.

Zahle,

Menneskerettigheder Dansk Forfatningsret 3, 2002, s. 204. Zahle skriver herom:

”Disse i dgre

[konfiskation med pønalt formål]

sker i anledning af et strafbart forhold, og den tilsigtede præven-

tion ville miste mening, hvis de blev ledsaget af erstatning (til den ansvarlige)”,

jf. Zahle, Menneske-

rettigheder Dansk Forfatningsret 3, 2002, s. 204. Dermed er den manglende ekspropriative karakter

begrundet i, at den ansvarlige (vanvidsbilisten) ikke skal have erstatning for konfiskationen.

I den i lovforslaget omfattede situation, er der dog ikke tale om konfiskation hos den ansvarlige

–

men hos en godtroende tredjemand (leasingselskab, forhandler, nabo, mm.). Konfiskation, der ikke

har et pønalt formål, er ikke undtaget fra ekspropriationsreglerne, og konfiskation hos tredjemand

skal dermed iagttage ekspropriationsreglerne. Der skal i givet fald ydes fuld erstatning, jf. grundlo-

vens § 73.

Hvorvidt en konfiskation har karakter af ekspropriation afhænger af, om subjektet for konfiskatio-

nen (den, der konfiskeres hos) er rettighedshaver efter grundloven, og om der er tale om en afstå-

else af ejendom. Der er heller ikke tvivl om, at både fysiske og juridiske personer er rettighedsha-

vere og beskyttet af grundlovens § 73, jf. f.eks. Zahle, Menneskerettigheder Dansk Forfatningsret

3, 2002, s. 190. Samtidig er der ikke tvivl om, at et køretøj

er o fattet af gru dlove s § ’s eje -

domsbegreb. Dermed bliver det afgørende, om der er tale om afståelse i konfiskationssituationen.

I den forfatningsretlige teori er der opstillet en række faktorer, der skal overvejes, herunder

i) indgrebets adressat,

ii) indgrebets begrundelse og

iii) indgrebets intensitet.

I forhold til adressaten taler det for ekspropriation, at indgrebet rammer enkelte (i lovforslagets

tilfælde rammer indgrebet den enkelte, konkrete, ejer af køretøjet. I forhold til begrundelsen, taler

L 127 - 2020-21 - Bilag 18: Henvendelse af 26/2-21 vedrørende konfiskation af køretøjer, fra Foreningen af Mindre Leasingselskaber

det mod ekspropriation, at

”ejeren

har optrådt på en måde, som misbilliges og som derfor bør mod-

virkes fra retssyste ets side”,

jf. Zahle, Menneskerettigheder Dansk Forfatningsret 3, 2002, s. 195,

jf. sml. Ross, Dansk Statsforfatningsret, 1966, s. 655. Samtidig taler det således for ekspropriation,

at der ikke er noget at bebrejde ejeren. I forhold til intensiteten taler det imod ekspropriation, så-

fremt der er tale om et indgreb af begrænset intensitet. Modsætningsvist taler der for ekspropria-

tion, såfremt der er tale om et intensivt indgreb, jf. f.eks. Zahle, Menneskerettigheder Dansk For-

fatningsret 3, 2002, s. 200.

Det er klart at konfiskation af et formuegode til en værdi af f.eks. 500.000 eller 1.000.000 overfor

en privatperson (f.eks. naboen) eller en mindre leasingvirksomhed/forhandler er et intensivt ind-

greb.

Således taler alle tre afståelseskriterier (adressat, begrundelse og intensitet) for, at konfiskation hos

en godtroende tredjemand har ekspropriativ karakter, og konfiskation kan således ikke ske uden

fuld erstatning, jf. grundlovens § 73.

Af disse grunde kan lovforslaget ikke vedtages i sin nuværende form.

Odense 10.2.2021

For notat:

Advokat Michael Clemmensen

Advokat Helene Arensbak Mørk

Advokat Jesper Kruse Markvart