Det første punkt på dagsordenen er:

1) 1. behandling af lovforslag nr. L 122:

Forslag til lov om ændring af lov om adgang til iværksættelse af midlertidig arbejdsfordeling som led i håndteringen af covid-19 og lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. (Forlængelse af den midlertidige arbejdsfordelingsordning, forlængelse af suspension af forbrug af dagpenge, undtagelse for automatisk genindplacering, undtagelse for månedskontrol m.v.).

Af beskæftigelsesministeren (Peter Hummelgaard).

(Fremsættelse 10.12.2020).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Henrik Møller, Socialdemokratiet.

Tak for det. Jeg synes jo et eller andet sted i forhold til det forslag, vi har i dag, at det er kendetegnende for den måde, som vi har indrettet vort samfund på, altså den positive del af det, at vi i en krisetid, som vi oplever nu her, i og for sig tager hensyn til de mennesker, som risikerer at blive ramt af fyringer, lukning af arbejdspladser. Det er den ene del af det. Men den anden del er, at vi sådan set også tager hensyn til de virksomheder, som i den her krisetid selvfølgelig er rigtig hårdt ramt på deres produktion og på det, som de nu beskæftiger sig med. At vi på en eller anden måde er i stand til at kunne tage et hensyn til begge parter, er for mig at se noget af det unikke ved den måde, som vi har indrettet samfundet på.

Der er ingen tvivl om, at det her jo ikke er et nyt forslag, men en forlængelse af en ordning, der har været tidligere. Det er jo, fordi den ordning om arbejdsfordeling er ved at udløbe, og det gør, at vi bliver nødt til at forholde os til, hvad der så skal ske, fordi den her coronakrise desværre ikke er overstået endnu. Derfor giver det god mening at sikre og sørge for, at vi forlænger den her ordning. Vi udvider ordningen med nogle yderligere muligheder her.

Fra Socialdemokratiets side skal vi varmt anbefale, at vi vedtager den her lovgivning, som er god for de virksomheder, som er hårdt ramt, og som er god for de medarbejdere, der ellers ville have en risiko for at få en fyreseddel. Så varm opbakning fra Socialdemokratiets side.

Tak for det. Og der er ikke nogen korte bemærkninger. Derfor går vi nu videre til hr. Hans Andersen, Venstre.

Tak for ordet. Jeg tror, de færreste havde forudset, at vi her i december måned – næsten et år efter coronavirussens frembrud i Danmark – stadig ville være så hårdt medtaget, både økonomisk, men ikke mindst sundhedsmæssigt. Konsekvenserne har været mange og alvorlige. Denne midlertidige ordning skal give virksomheder, der fortsat er udfordret af coronakrisen, værktøjer til at undgå afskedigelser. Lovforslaget udmønter dele af trepartsaftalen, der vil give virksomheder større fleksibilitet. Det er noget, som der tydeligvis er brug for i alle virksomheder, da vi jo fortsat befinder os i en alvorlig krise. Ekstraordinære tider kræver ekstraordinære handlinger – og det er lige præcis tid til at præcisere det. Derfor støtter Venstre op om denne trepartsaftale.

Sidst vi stod her, fortalte jeg, hvor forundret jeg var over regeringens handlinger – eller mangel på samme. Der var på daværende tidspunkt, da vi behandlede den seneste trepartsaftale om arbejdsdeling, jo ikke mange forslag, der kunne bidrage til øget vækst og øget beskæftigelse. Og dem kan jeg heller ikke få øje på denne gang. Men lad det være sagt med det samme: Venstre er klar til at tage fat, og vi støtter op omkring den trepartsaftale, der er lavet her. Når Socialdemokratiets ordfører så siger, at i de her tider har vi jo indrettet vores samfund på en måde, hvad skal man sige, hvor man skal se sådan på det, at man skal tage de positive dele af det med sig, og når Socialdemokratiets ordfører også har omtalt virksomheder, som er virkelig hårdt ramt, så vil vi jo stå her og være forundret over, at den ekstra fleksibilitet, der er lagt ind i denne aftale, kun omfatter virksomheder med en landsdækkende overenskomst. Den mulighed for at aftale med sine medarbejdere, at man i en periode går ned og kun arbejder 20 pct. eller 30 pct., skal så kun gælde for virksomheder, der har en landsdækkende overenskomst.

I den trepartsaftale, der blev lavet tilbage i august måned, lavede man ikke nogen skelnen mellem, om virksomheden – medarbejderne – var omfattet af en landsdækkende overenskomst eller ej. Det skridt har man taget nu. Det mener vi er overordentlig kritisabelt; det mener vi ikke er at udvise samfundssind. Vi mener, at vi skal hjælpe alle virksomheder, alle medarbejdere, for at komme igennem den her krise bedst muligt, og derfor vil vi til det lovforslag, der ligger, stille et ændringsforslag, der gør, at den her trepartsaftale – ligesom den tidligere trepartsaftale om arbejdsfordeling – kommer til at gælde for alle virksomheder, alle medarbejdere. Og man kan jo kigge på de mange brancher, som er hårdt ramt i øjeblikket: restaurationsbranchen, hotelbranchen, rejsebranchen. Vi får henvendelser, hvor man siger: Hvorfor er det kun bestemte brancher, bestemte virksomheder, der skal have mulighed for den fleksibilitet; hvorfor skal jeg ikke som virksomhedsejer have mulighed for at sikre mine medarbejdere og hjælpe mine medarbejdere bedst muligt? Alternativet er jo en konkurs. Ja, det er et godt spørgsmål. Og derfor synes jeg og Venstre, at vi skal stille et ændringsforslag, der gør den her lov endnu bedre, så den kan rumme alle medarbejdere og alle virksomheder.

Så det skal vi arbejde med, godt nok med hastighed, for vi er optaget af, at det her bliver vedtaget så hurtigt som muligt. Derfor har vi også indvilliget i at have en hastebehandling af lovforslaget; derfor førstebehandler vi i dag og har anden- og tredjebehandling på tirsdag. Det kan vi godt nå – det er vi helt sikre på. Det er jo det, som denne coronakrise har vist, kan man sige, nemlig at vi godt kan stå sammen som Folketing, og derfor synes jeg også, at vi skal stå sammen om denne sag og sikre, at vi ikke gør forskel på medarbejdere og virksomheder. Det er sagen alt, alt for alvorlig til. Det skulle være bemærkningerne. Tak.

Tak for det. Der er en kort bemærkning til hr. Karsten Hønge. Værsgo.

Det her lovforslag bygger jo på en aftale mellem parter, som har et bagland. Altså, arbejdsgiverne har gennem deres organisationer legitimitet, fordi de rent faktisk har medlemmer, og det samme gælder på lønmodtagersiden. Grunden til, at man overhovedet bruger tid på at forhandle med dem, er, at de har legitimitet, fordi de rent faktisk repræsenterer et bagland. Og det er jo dem, der har overenskomster, hvor man faktisk kan regulere sådan nogle ting, der laver den her aftale. Så er det ikke naturligt, at man bygger oven på det? Og kunne hr. Hans Andersen fortælle mig, om der er noget som helst, der forhindrer de her virksomheder, som øjensynlig har været i kontakt med hr. Hans Andersen, i at blive omfattet af den her ordning?

Ordføreren, værsgo.

Som jeg læser det, er det jo alene overenskomstparterne, der kan vælge at lade virksomheder omfatte af den her arbejdsdeling. Og jeg kan slet ikke forstå, at omkring 350.000 privatansatte som udgangspunkt ikke skal være omfattet. Det støtter vi ikke op om. Så kan man spørge hvorfor. I arbejdsdelingsaftalen fra august lavede man ikke den skelnen, men det gør man så nu, og det synes vi ikke om. Vi synes, at det her skal laves på den måde, at vi hjælper alle virksomheder og alle ansatte. Tak.

Hr. Karsten Hønge.

Jeg kan forstå på svaret fra hr. Hans Andersen, at der intet er til hinder for, at de bliver omfattet. De kan bare melde sig ind i en arbejdsgiverorganisation. Hvad er problemet? Så hr. Hans Andersen bekræftede altså i sit svar, at der ingen hindringer er for, at de her virksomheder kan blive omfattet. De kan den dag i morgen melde sig ind i en arbejdsgiverorganisation eller tegne en overenskomst, der knytter an til landsdækkende aftaler. Så der er altså ingen forhindringer. De kan da bare gøre det. Det er i øvrigt at vise ansvar i den her situation, at man både giver og tager. Her kræver det altså et medlemskab eller en overenskomst. Det er vel ikke så mærkeligt, når det er organisationerne, der har lavet aftalen. Og så kunne de i øvrigt ved samme anledning også vise det samfundssind, at de understøttede de organisationer, der bærer det danske arbejdsmarked.

Ordføreren, værsgo.

Jeg har stor respekt for arbejdsmarkedets parter – stor respekt. Jeg synes bare, det er svært fra talerstolen at støtte, at vi af vores fælleskasse bruger 500 mio. kr. til at understøtte den her trepartsaftale. Det er jo skattekroner, der også er betalt af de 350.000 privatansatte, som knokler derudad og i øjeblikket er i risiko for at få en fyreseddel. Den præmis, som ordføreren sætter, om, at de blot kan melde sig ind, og at så er alting godt, ønsker vi ikke at sætte.

Så er det fru Jette Gottlieb, Enhedslisten.

Jeg vil spørge, om ordføreren har den samme fortolkning som mig, nemlig at det er arbejdsgiveren, der kan fastsætte, om der skal ske en arbejdsfordeling eller ej. Jeg synes, at jeg hørte, at det var en aftale mellem parterne og sådan noget, der skulle afgøre, om man kunne lave en arbejdsfordeling. Men er det ikke korrekt, som det er formuleret, at det er arbejdsgiveren, der kan bestemme det?

Ordføreren.

Jeg skal beklage, hvis jeg har formuleret mig uklart der. Jeg er sådan set fuldstændig enig med fru Jette Gottlieb i det. Det er arbejdsgiveren, der i sidste ende kan iværksætte sådan en arbejdsdeling. Det er det, der har ligget i den tidligere aftale, og det er det, der ligger i denne aftale. Vi er bare af den opfattelse, at vi synes, det skal omfatte alle og ikke kun nogle særlige grupper på vores arbejdsmarked, for det er alle, der har brug for fleksibilitet. Vi skal sikre, at flest mulige kommer igennem den her krise med jobbet i behold og virksomheden stående på begge ben.

Fru Jette Gottlieb.

Men er konsekvensen af det synspunkt så ikke, at hvis en ansat ikke ønsker at deltage i en arbejdsfordeling, så er det det samme som at bede om en fyreseddel? Og er det ikke sådan, at når der i lovgivningen her optræder et spørgsmål om rimelighed i forbindelse med at lave arbejdsfordeling, så handler det også om, at det kan behandles fagretligt? Og kræver det ikke et medlemskab af organisationerne, ligesom det gør på arbejdersiden?

Ordføreren.

Jeg mener, at det helt grundlæggende er et spørgsmål, om vi skal hjælpe virksomheder og ansatte igennem den her krise, uanset om de er medlem af en bestemt faglig organisation. Det er derfor, vi ønsker at lave et ændringsforslag til lovforslaget, der gør, at det er alle og ikke kun bestemte grupper, der bliver hjulpet her. Det så vi gerne at hele Folketinget kunne bakke op om.

Vi siger tak til hr. Hans Andersen. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og vi går videre i ordførerrækken til hr. Bent Bøgsted, Dansk Folkeparti.

Tak for det, formand. Det her er jo en naturlig konsekvens af den situation, vi er i, med, at der er rigtig mange restriktioner på arbejdsmarkedet. Der er rigtig mange virksomheder, der er ramt af restriktioner, og med de seneste restriktioner, der gælder for Københavnsområdet – hovedstadsområdet – Sjælland og Aarhus, hvor det giver nogle problemer, er det selvfølgelig naturligt at se på, hvordan man kan sikre, at virksomhederne kan køre videre. Men det gælder jo i hele landet, for det er også mange gange et problem for dem at få deres varer afsat, og hvor de er nødt til at drosle ned, måske indtil coronaen er overstået, fordi det har lidt at gøre med eksportmarkedet, og så er det naturligt at se på, hvordan man sikrer, at virksomhederne kan køre videre. Der er arbejdsfordeling et godt element, og derfor bakker vi selvfølgelig også op om, at man forlænger den tidligere ordning i den forbindelse.

Når det så er sagt, vil jeg også sige, at Dansk Folkeparti er enig med Venstres ordfører i, at der er et problem med de 350.000 privatansatte, der ikke er omfattet. Det er mange af virksomhederne i Københavnsområdet, der bliver ramt af det problem. Det er også servicevirksomheder, der bliver ramt af problemet, og hvor man ikke bare kan sætte dem på arbejdsfordeling og få gavn af det her forslag. Derfor bakker Dansk Folkeparti op om, at vi skal have et ændringsforslag ind, og jeg håber selvfølgelig, at ministeren selv kommer med et ændringsforslag, for det kan jo være en forglemmelse, at man ikke har lavet det på helt samme måde som i den tidligere ordning – og der skal selvfølgelig også være mulighed for, at man kan have glemt noget i den forbindelse.

Dansk Folkeparti støtter lovforslaget, men vi støtter også, at der kommer et ændringsforslag som det, hr. Hans Andersen på bedste vis har redegjort for.

Vi siger tak til hr. Bent Bøgsted. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Og så går vi videre til fru Samira Nawa fra Radikale Venstre.

Tak. Der er fortsat brug for fleksibilitet på arbejdsmarkedet som følge af sundhedskrisen og coronakrisen, og arbejdsfordelinger er netop udtryk for den her fleksibilitet. I Radikale Venstre bakker vi også op om trepartsaftalen. Men ligesom tidligere ordførere har nævnt, har vi også i Radikale Venstre en bekymring for, at udvidelsen af arbejdsfordeling ikke omfatter alle, sådan som det har gjort hidtil. Så vi bakker op om det, som Venstres ordfører har nævnt i forhold til at bringe et ændringsforslag i spil. Tak.

Tak til ordføreren. Ingen korte bemærkninger, og derfor er det så hr. Karsten Hønge, SF.

I krisetider skal vi række ud til hinanden for at klare os igennem i fællesskab. Og igen ser vi styrken ved et arbejdsmarked, hvor lønmodtagerne er samlet i fagforeninger og arbejdsgiverne i deres organisationer. Der bliver givet, og der bliver taget til fordel for alle parter. Og præcis tilknytningen til faglige organisationer og dermed også det fagretlige system giver rettigheder. Det giver rettigheder til arbejdsgiverne til at kunne gennemføre forskellige tilpasninger af deres virksomhed, og det giver lønmodtagerne rettigheder til, hvis de er uenige i det, at kunne indbringe det til fagretslig behandling.

Det, at vi knytter an til de lange traditioner, vi har på arbejdsmarkedet, om forhandling og om konfliktløsning, giver rene linjer, og det giver klare spilleregler. Og så er det i den her situation som i alle mulige andre, at hvis man ikke vil være med til at betale til samfundet, er der nogle rettigheder, man ikke får; hvis man ikke vil være med til at betale til sin faglige organisation, er der også ting, der forsvinder.

Det er jo lidt ligesom det her med, at man rigtig gerne vil deltage i en julefrokost – selv om det i dag jo selvfølgelig er lidt utopisk overhovedet at deltage i den slags, men I kan huske førhen, ikke? – og man var især ivrigt henne ved snapseflasken. Men når der skulle betales, listede man lige bag om de andre og gik ud ad døren uden at levere til fælleskassen.

Det er jo meget charmerende for nogle at klare sig igennem på den måde, men det holder ikke. Det holder ikke for det faglige system, det holder ikke for vores arbejdsmarked, hvis man er med på en free rider, på en fribillet til julefrokoster eller til at opnå rettigheder uden at være med til at styrke fællesskabet. Det, der præcis også i den her situation giver os en enorm styrke som samfund, er, at vi kan klare sådan nogle ting i fællesskab, herunder at vi har stærke parter på arbejdsmarkedet på begge sider.

Derfor kommer den her lov til at omfatte alle, der vil bidrage, og der er ikke noget som helst til hinder for, at de virksomheder, der i dag jamrer sig over, at de kan ikke blive omfattet, fordi de tilfældigvis har valgt ikke at være medlem af en arbejdsgiverorganisation, sikkert kan gøre det elektronisk. De kan gå ind på en hjemmeside her i eftermiddag og melde sig ind i en arbejdsgiverorganisation – så er det klaret. Jeg er stensikker på, at det kan lade sig gøre elektronisk hos alle arbejdsgiverorganisationer i Danmark, og så er de jo omfattet. Hvilket argument skulle holde dem tilbage?

Næh, nu bliver den tværtimod meget synlig for alle, nemlig styrken i, at vi har et organiseret, reguleret og civiliseret arbejdsmarked. Styrken er så tydelig for os alle sammen, at selv den langsomste arbejdsgiver derude må kunne se fordelen ved at blive omfattet af ordningen på en reguleret måde, sådan at hvis der opstår tvivl bagefter, så kan man også fagretsligt behandle det.

SF støtter det her lovforslag, som netop bygger på en trepartsaftale.

En kort bemærkning til hr. Bent Bøgsted.

Tak for det. Jeg er da egentlig glad ved, at hr. Karsten Hønge siger, at det gælder alle. Så må det jo også gælde de 350.000-400.000 lønmodtagere, der trods alt betaler skat, og som er med til at finansiere det her. Det her er jo ikke fagforeningspolitik. Havde vi ikke haft coronakrisen, havde jeg langt hen ad vejen været enig med hr. Karsten Hønge. Det her er en ekstraordinær situation, der ikke er skabt af konkurrence på arbejdsmarkedet, men det er kommet udefra med coronasygdommen, og det gør, at deres varer desværre ikke kan afsættes.

Regeringen har jo sagt, at vi skal holde lukket mange steder, fordi vi drosler ned. Er det ikke et forkert tidspunkt at føre fagforeningspolitik? Skal man ikke holde det udenfor og koncentrere sig om, hvad det er, der sker her under coronakrisen? For det er helt ekstraordinært. Og de 350.000-400.000 lønmodtagere, som hr. Karsten Hønge er totalt ligeglad med, er trods alt med til at finansiere det hele her i Danmark. De er også med til at finansiere vores løn, men hr. Karsten Hønge er ligeglad med 350.000-400.000 lønmodtagere.

Hr. Karsten Hønge. Værsgo.

Det er så langt ude, at jeg simpelt hen står og overvejer, om jeg overhovedet vil svare på det. Der er ikke 300.000 lønmodtagere, der er mig ligegyldige – overhovedet ikke. Jeg har da aldrig hørt magen. Tværtimod synes jeg, at de skulle beskyttes endnu bedre, ved at deres arbejdsgivere i morgen ser til at få indgået en overenskomst enten ved at melde sig ind i en arbejdsgiverorganisation eller ved at kontakte den lokale fagforening for at få lavet en tiltrædelsesoverenskomst. Det kan klares her i eftermiddag.

Jeg fuldstændig lige så bekymret for dem som hr. Bent Bøgsted. Jeg kunne aldrig finde på at beskylde hr. Bent Bøgsted for ikke at bekymre sig om 350.000 lønmodtagere. Sagen her er bare, at det ikke handler om fagforeningspolitik. Det handler om, at vi nu netop inden for det seneste mere end halve år har set, hvilken enorm styrke der ligger i, at vi kan lave solide, langtidsholdbare aftaler. Det kan vi kun gøre, fordi vi har organisationer, der har legitimitet i baglandet. Ellers var de her aftaler jo ligegyldige. De holder kun, fordi fagforeningerne faktisk har medlemmerne, og fordi arbejdsgiverorganisationerne faktisk har medlemmerne. Derfor kan man lave troværdige aftaler. Når staten så går ind og laver trepartsaftaler med de her to, synes jeg at det er naturligt, at de skal være omfattet. Alle kan jo blive det fra i eftermiddag.

Hr. Bent Bøgsted.

Hr. Karsten Hønge har fuldt ud ret til at have sine egne holdninger, ligesom jeg har ret til at have mine holdninger. Det her er bare ikke et spørgsmål om, hvem der er med i en fagforening, og hvem der ikke er med i en fagforening. Det er et spørgsmål om, om de her lønmodtagere er ansat i en virksomhed, der kommer til at lukke, og om de bliver afskediget, fordi man ikke kan sætte dem på arbejdsfordeling. Det er det, der kommer til at ske her, hvis de ikke kan få del i den her arbejdsfordeling, og det er de medarbejdere, som hr. Karsten Hønge er ligeglad med. Og så må hr. Karsten Hønge jo selvfølgelig have sine holdninger til det, som han vil.

Ordføreren. Værsgo.

Jeg er netop også præcis optaget af deres retsstilling, altså de her lønmodtagere, der er i den type virksomheder. De får netop ingen rettigheder, hvis arbejdsgiveren bare gennemtrumfer en arbejdsfordeling og det ikke er muligt for lønmodtageren at indbringe det til fagretslig behandling. Jeg er præcis optaget af deres retsstilling, og den bliver kun varetaget, hvis vi her knytter det an til overenskomster, der tilbyder fagretslig behandling. Det er præcis rettigheder til lønmodtagerne, vi taler om her, nemlig ved at knytte det an til overenskomsterne. Det er jo præcis det, det handler om.

Hr. Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige.

Tak. Jeg kunne godt tænke mig at spørge, om ordføreren mener, at den her aftale er bedre end den sidste aftale, der blev lavet.

Ordføreren.

Jo, det tror jeg nok jeg synes.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Tak. Det var nemlig det, jeg godt kunne tænke mig at spørge om. For den her aftale ekskluderer jo 350.000-400.000 arbejdere, medmindre de gør, som socialisterne gerne vil have dem til, og vi kan så høre, at man synes, at det er en bedre aftale, at der er 350.000-400.000, som ikke bliver omfattet af det her. Så tak for den klarificering.

Ordføreren.

Spørgsmålet gav ingen mening, så vidt jeg kunne høre.

Tak for det, og tak til hr. Karsten Hønge. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det fru Jette Gottlieb, Enhedslisten.

Det her lovforslag er fremsat i en kritisk situation, og man må også sige, at det nok har været lidt svært for de fleste at nå at læse detaljerne i det. Så hjælper det selvfølgelig, at det er en forlængelse af en eksisterende ordning, men der er dog en del skærpelser i det. Hvis det oversættes til almindeligt dansk sprogbrug, betyder det, at man med meget kort varsel kan nedsætte arbejdstiden fra 37 timer til 7,4 timer om ugen for de ansatte, man har. Der har været enighed i de trepartsforhandlinger, der har været, om, at det kan være nødvendigt i visse brancher. Derfor er det også godt, at der er lavet en bestemmelse, der siger, at så grelt kan man kun gå til værks, hvis der er en samlet landsdækkende organisationsaftale om det. Så vidt, så godt.

Så er der en hel del ting, som jeg også kritiserede i den forrige aftale, nemlig at der f.eks. for ikkefunktionærer gælder, at man kan blive sendt på arbejde 1 time om dagen. Det er der ikke noget værn imod, og det vil sige, at de 7,4 timer, som man kan blive sat ned til, kan ligge på 7 dage i ugen. Det er ikke hensigtsmæssigt, og det er som regel heller ikke sagligt. Derfor er det for mig enormt vigtigt, at alle de ting netop kan behandles fagretligt. Derfor er det afgørende, at det ser ud, som det gør.

Så har jeg den betænkelighed, at det indtil nu har været en meget midlertidig lov, som vi forestillede os skulle gælde frem til jul. Nu viser det sig, at det er nødvendigt at lave en forlængelseslov, der gælder et helt år. I den sammenhæng bliver det noget mere kritisk, at man på den måde griber ind over for normale overenskomstmæssige aftaler og også aftaler, der allerede er indgået. Det er en del af problemet. Derfor synes jeg f.eks., og det vil jeg så stille et spørgsmål om, at det er et problem, at man med 24 timers varsel kan sættes ned i tid. Hvis man får beskeden en fredag eftermiddag, er man fra mandag morgen nedsat til 7,4 timer om ugen.

Det er sådan nogle teknikaliteter, der er med til at underminere de overenskomstmæssige aftaler, der i bedre tid og med meget bedre gennemarbejdning er indgået mellem parterne. Dem synes jeg det er meget vigtigt at respektere. Derfor har jeg nogle spørgsmål, som jeg vil nå at stille i løbet af det her meget korte døgn, som vi har til at kunne gøre det, og jeg håber, at de kan nyde fremme på forskellig vis. Men for ikke at bringe tvivl i sindene: Enhedslisten støtter forslaget i den nødsituation, vi står i nu.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører, jeg ser i salen, er hr. Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige.

Der er indgået en aftale om arbejdsfordeling. På nogle områder var den seneste aftale god, men på andre områder ramte den ved siden af dem, som egentlig havde brug for den. For hvis du lukker en virksomhed ned og gør det i det tidsrum, hvor en virksomhed kan have åbent, så bliver arbejdsfordeling ikke det relevante redskab at bruge, fordi du har en kortere arbejdstid, hvor du skal have tjent din omsætning. Der har du brug for, at alle mennesker skal være på arbejde. Så der er nogle huller i den, og det er også derfor, at vi ikke har taget endelig stilling til, om vi synes, at den her er god nok til, at vi kan stemme for den. Jeg vil sige, at vi støtter ændringsforslaget fra Venstre. Og jeg skulle hilse fra Konservative og sige, at de også støtter ændringsforslaget, og at de også kan støtte selve forslaget.

Jeg forstår måske godt, at den her aftale er indgået, og at den ikke indbefatter dem. Det er sådan set fair nok, hvis arbejdsmarkedets parter mener det. Men det her er Folketinget, og herinde har vi ansvaret for alle danskere, og vi har ansvaret for at hjælpe alle danskere, og det ansvar skal vi tage på os. Så man kan godt respektere en aftale, der er der, og sige: Det kan jeg godt forstå, altså at I har sat jer ned og lavet den aftale, som I har gjort. Det respekterer vi, det er fair nok. Nu lægger vi noget oveni, for det synes vi herindefra er det rigtige og det nødvendige at gøre for at hjælpe de danskere, som står i den her situation. Jeg synes, det er kritisk, hvis man begynder at gå fra at lave politik til at håndtere en krise til at lave politik på en krise, og det vil vi ikke være med til i Nye Borgerlige. Her skal alle danskere hjælpes. Vi er fælles om det her. De danskere betaler også skat. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, og derfor går vi nu videre til hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance.

Når der laves det, man kalder en trepartsaftale, så krydres det en gang imellem med sådan nogle budskaber om, at når nu regeringen og arbejdsgiverorganisationerne og lønmodtagerorganisationerne er enige om det her, så kan Folketinget sådan set ikke rigtig tillade sig ikke at ville det. Derfor er det nødvendigt her at slå fast, at ingen af de tre organisationer er dem, der har pengene. Dem, der har pengene til sådan en aftale her, er Folketinget. Regeringen har ingen penge, arbejdsgiverne har ingen penge til det her, lønmodtagerne har ingen penge til det her. Det er Folketinget, der med denne lov skal bevilge 0,5 mia. kr. til det, som de tre parter har aftalt.

Det er klart, at når man laver en aftale uden dem, som skal betale gildet, så mangler man jo en væsentlig part, og derfor kan man selvfølgelig ikke sige, at jamen det her bliver Folketinget nødt til at gøre, for det har vi aftalt. Nej, I har lavet en aftale med nogle, som ikke havde nogen penge, og nu forventer I, at Folketinget skal finansiere det. Sådan spiller klaveret ikke. Så derfor behøver vi ikke at stemme for det her, og jeg vil argumentere for, hvorfor vi ikke skal gøre det.

Vi stemte også imod, sidste gang det her var oppe at vende, og vi vil selvfølgelig heller ikke være med til at forlænge ordningen, som lider under det forhold, at det er en bred ordning, som omfatter alle virksomheder i Danmark. Uanset om de er ramt af coronakrise eller ej, kan de benytte sig af den her model, og det er ikke en god måde at føre arbejdsmarkedspolitik på. Det er ikke en god måde at føre økonomisk politik på.

Når man har en virksomhed, opstår der, modsat hvad mange socialister tit siger, en solidaritet mellem arbejdsgiver, ejer, og de ansatte. Det er naturligt. De ansatte yder mere, end der kræves af dem, for virksomheden, og virksomheden yder ofte mere, end der kræves af virksomheden, for de ansatte. Det er rigtig godt, at der opstår sådan nogle bånd derude, som ikke er aftalebestemte, men er funderet på, at man har kendt hinanden igennem mange år, og at man har givet den en ekstra skalle for hinanden. Det betyder også, at hvis en virksomhed på et tidspunkt kommer i en situation, hvor krisen kradser – det kan være corona, men det kan jo også være alt muligt andet; det er jo jævnligt sådan, at krisen kradser hos private virksomheder – så er der en uvilje fra arbejdsgiverens side mod at tage de nødvendige beslutninger om at skære ned på medarbejderstaben. Det er noget, der skal ske på et tidspunkt, hvis det er en permanent krise, men der er den der følelsesmæssige uvilje mod at gøre det, og det er også helt fint. Det er godt, at der er den solidaritet derude. Men den følelsesmæssige uvilje er ikke en, der skal finansieres af den danske stat. Vi skal ikke fra den danske stats side med 0,5 mia. kr. tilskynde til, at man ikke får foretaget de tilpasninger, som kan være nødvendige i virksomheder, som er udsat for en mere permanent nedgang i bestillingerne af virksomhedens varer.

Den her ordning forhindrer en omstilling i de virksomheder, hvor omstilling er nødvendig, og det gør den altså med statens penge, ultimativt skatteydernes penge, og det synes vi ikke er en god idé. Havde det været en ordning, som var direkte målrettet brancher, som er blevet tvangslukkede af regeringens og Folketingets coronapolitik, så ville vi have set helt anderledes på det, men fordi det er en bred ordning, der ødelægger de gode mekanismer, der er ude i samfundet, om, at man laver ting om, når tingene ændrer sig, så kan vi ikke stemme for lovforslaget.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Derfor er det nu beskæftigelsesministeren.

Tak til ordførerne for bemærkningerne til forslaget og også en indledningsvis tak for den generelle opbakning til hastebehandlingen af lovforslaget, som der har været fra partierne.

Jeg vil bare som en indledning, inden jeg går over til nogle af de spørgsmål, der er blevet rejst om det her lovforslags karakter, sige, at det jo er en udmøntning af den trepartsaftale om en forlængelse af den midlertidige arbejdsfordelingsordning, som er indgået mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter den 27. november. Ordningen giver jo virksomhederne mulighed for at etablere arbejdsfordelinger i stedet for at afskedige medarbejdere, hvis de oplever et fald i produktionen eller omsætningen. Arbejdstiden for medarbejderne kan sættes ned, hvor medarbejderen i stedet kan få dagpenge til en forhøjet sats. Med lovforslaget forlænges virksomhedernes mulighed for at anvende den midlertidige arbejdsfordelingsordning i hele 2021, i øvrigt et ønske, der i meget høj grad har været udtalt af arbejdsgiverne. Det har også været vigtigt for regeringen at lave en lang forlængelse for at give virksomhederne klare rammer og for at bevare så mange arbejdspladser som muligt. Vi kan nemlig se, at den midlertidige arbejdsfordelingsordning grundlæggende er en succes. De seneste tal peger på, at der er mere end 8.000 personer i ordningen i dens nuværende form.

Når vi ser på, hvem der er i ordningen, er det jo især medarbejdere inden for bl.a. lufttransport, hoteller, restaurationer og oplevelsesøkonomi, ligesom der er nogle enkelte eksportvirksomheder. Vi kan også se, at det bl.a. er i hovedstadsområdet, ordningen bliver brugt rigtig meget. Det er også der, hvor vi har nogle af de brancher, der er allerhårdest ramt af coronakrisen. Det er samtidig en del af trepartsaftalen og dermed lovforslaget, at ordningen på en række områder tilpasses og forbedres for at tage højde for de udfordringer, der har været for virksomheder, medarbejdere og a-kasser.

Bl.a. får virksomhederne mere fleksibilitet til at bruge ordningen for at undgå afskedigelser. Det sker, ved at landsdækkende arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer kan aftale, at virksomheder inden for de pågældende organisationers overenskomstområde må nedsætte arbejdstiden med op til 80 pct. frem for de nuværende maksimale 50 pct. Det har været et stort ønske fra bl.a. arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationerne i hotel- og restaurationsbranchen. Men det er også noget, der vil kunne bruges i andre brancher, hvis der er enighed mellem arbejdsmarkedets parter på området.

Jeg er blevet gjort opmærksom på, at der kan være en problemstilling omkring optjeningsperioden for personer i en midlertidig arbejdsfordeling, som kan have betydning for retten til dagpenge, når arbejdsfordelingen er afsluttet. Jeg har derfor skrevet til både FH og DA for at spørge, om de kan støtte en ændring af reglerne på det område, så der ikke er nogen, der kommer i klemme her. Såfremt der er enighed om en regelændring, vil jeg snarest muligt også fremsætte et ændringsforslag herom.

Det, som jeg synes er afgørende i forhold til de faldne bemærkninger, er, at der er et par enkelte, jeg ved ikke, om jeg vil kalde det misforståelser, men i hvert fald diskussionspunkter i den behandling, der har været indtil videre. Der er anmeldt et ændringsforslag, hvorefter man vil gøre det muligt for alle virksomheder uden forudgående aftale at skrue arbejdsfordelingstiden op til 80 pct. Jeg tror, man skal være klar over, at det, når det er blevet aftalt både i den daværende ordning og i den her ordning, at det er generelt, at 50 pct. virker, jo så ikke mindst skyldes hensynet til, at der, som hr. Karsten Hønge var inde på, etableres en ensidig ret for arbejdsgivere til at igangsætte en arbejdsfordeling. Som de eksisterende arbejdsfordelinger er i dag i overenskomsterne, er det sådan, at det er noget, der skal aftales mellem parterne. Med det lovforslag, der udløber her pr. 31. december om forlængelsen, er det en ensidig ret for en arbejdsgiver at gøre det hen over hovedet på sine ansatte, og det vil jo sige, at man fratager de ansatte på virksomheden nogle rettigheder, og at man i særdeleshed fratager funktionærerne nogle rettigheder, som de har i funktionærloven.

En væsentlig forudsætning for at få funktionærerne til at give den her ensidige ret til arbejdsgiverne har været, at man maksimalt kunne skrue den nedsatte arbejdstid op til 50 pct., og hvis man i Folketinget vil stille et ændringsforslag, hvor man gør det generelt gældende uden forudgående aftale blandt landsdækkende organisationer at skrue det op til 80 pct., så piller det ved den grundlæggende forudsætning for, at funktionærerne har bakket op om den her aftale, og at de derved accepterer at give arbejdsgiverne en ensidig ret, som tilsidesætter de rettigheder, som de i forvejen har i funktionærloven. Det tror jeg man som det første skal gøre sig selv klart, og på den baggrund er ændringsforslaget jo – hvad skal man kalde det – et potentielt underminerende element for hele arbejdsfordelingsordningen. Så det tror jeg man skal gøre sig overvejelser om.

Så er der det andet, og det er til hr. Ole Birk Olesens bemærkninger, og jeg har respekt for Liberal Alliances synspunkter. Jeg synes jo, at de er meget principielle og derved også til at forholde sig til, men der er noget, man skal gøre sig selv klart her, hvor arbejdsfordelingen, synes jeg, jo spiller en meget, meget vigtig rolle i den nuværende situation. Hvis man eksempelvis tænker på luftfartsbranchen, er den jo ikke tvangslukket, men den er præget af den globale pandemi, der er lige nu, og står med nogle svære udsigter til at komme fuldstændig op i gear, selv efter at vaccinen begynder at blive skudt i armene på folk, og det er en branche, der allerede nu i meget høj grad benytter sig af arbejdsfordelingsordningen og gerne vil blive ved med at benytte sig af arbejdsfordelingsordningen. Det gælder SAS, det gælder en lang række andre flyselskaber, det gælder Københavns Lufthavne A/S osv., og det er alt sammen, fordi de jo selvfølgelig forventer, at kapaciteten vil stige igen, og dermed gerne vil kunne kalde folk hurtigst muligt tilbage på arbejde og undgå at spilde ressourcer på tidskrævende og fordyrende oplæring af nye medarbejdere. Det synes jeg er en god investering at give en branche som den og i øvrigt alle andre brancher som et redskab i værktøjskassen og samtidig minimere antallet af afskedigelser.

Det, som man kan sige at vi her dybest set giver virksomhederne, og som er det helt store bidrag, er en ensidig ret til at sætte gang i arbejdsfordelinger. Det synes jeg hører med i debatten, og jeg synes på det grundlag også, at man skal overveje, om man vil risikere hele ordningen med det anmeldte ændringsforslag. Tak for ordet.

Tak for det. Der er nogle korte bemærkninger. Først er det hr. Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige.

Tak. Nu er det jo et hasteforslag, vi behandler, så jeg kunne godt tænke mig at høre, om ministeren kan bekræfte, at der med den her aftale er en lang række medarbejdere, som ikke er omfattet, men som var omfattet af den tidligere aftale.

Ministeren.

Nej, det, der gør sig gældende, er, at der vil være en lang række medarbejdere, for hvem det måske ikke er muligt at kunne skrue arbejdsfordelingen op til 80 pct. Altså, det, vi jo har sagt, er, at to organisationer kan komme med hinanden i hånden og sige: Vi er faktisk enige om, at man på vores område godt kan sænke arbejdstiden endnu mere end fra de i loven gældende 50 pct., som gælder for alle, til 80 pct. Og det er faktisk sådan, at hotel- og restaurationsbranchen er kommet med hinanden i hånden og sagt: Det har vi et gensidigt ønske om, også selv om det – afhængig af temperament – vil stille mange medarbejdere ringere, al den stund at de kun vil få løn for 20 pct. af deres arbejdstid.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Okay, så det, som socialisterne lige har stået og sagt fra talerstolen, om, at det er fint nok, at de ikke kan være med, men at hvis de spiser skovsneglen, kan de godt komme med i klubben og få del i det her, er simpelt hen ikke korrekt? For det er jo det, de siger.

Ministeren.

Altså, vi indfører den her ordning ved lov, og det, som så er aftalt, er, at man kan skrue op for den tid, man er på arbejdsfordeling, hvis to landsdækkende organisationer er enige om det.

Så er det hr. Ole Birk Olesen.

Beskæftigelsesministeren ser tingene fra f.eks. et lufthavnsperspektiv og siger, at det ville være spild af ressourcer i lufthavnen, hvis man, under indtryk af at der er voldsom nedgang i luftfarten for tiden, så skulle afskedige medarbejdere og så ansætte dem igen, når behovet er der. Det ville være et voldsomt spild af ressourcer for lufthavnen, siger beskæftigelsesministeren. Men for samfundet er det her jo et voldsomt spild af ressourcer. Altså, de her medarbejdere kunne i en periode finde anden beskæftigelse, f.eks. i fag, hvor der er mangel på arbejdskraft for tiden; lad os tage håndværksfagene; man kunne gå til hånde på en byggeplads som murerarbejdsmand eller kunne på anden måde gå til hånde dér. Det gør man så ikke, og i de måneder sidder man så derhjemme i stedet for med løn og statsstøtte, og det er jo et spild af ressourcer. Der er jo en arbejdskraft, der ikke bliver udnyttet. Man ville kunne arbejde midlertidigt et andet sted og så vende tilbage til lufthavnen bagefter.

Ministeren.

Jamen der er jo så sandelig også rigtig, rigtig mange, bl.a. i luftfartsbranchen, men også i andre brancher, der har mistet deres arbejde, og som ikke er gået ned i arbejdstid. For mange af de mennesker er det jo blevet gjort muligt at få et uddannelsesløft, bl.a. i håndværksbranchen, hvorimod de i øvrigt har et økonomisk incitament, som jeg også ved hr. Ole Birk Olesen er optaget af, for at tage sig en faglært uddannelse. Så dem er der jo skabt gode muligheder for.

Når det i mange brancher er væsentligt, at man kan fordele arbejdet i forhold til det arbejde, man har, så er det jo selvfølgelig også ud fra en forventning om, at man inden for forhåbentlig kort tid er oppe i kapacitet igen og meget hurtigt vil kunne skrue op for kapaciteten. Man skal jo huske på, at det for den enkelte medarbejder hele tiden er et valg, om man hellere vil sige nej til at gå med i arbejdsfordelingen og derved betragte sig selv som afskediget, hvis man ikke bryder sig om at skulle bruge enten 50 eller 80 pct. af sin arbejdstid på dagpenge.

Hr. Ole Birk Olesen.

Jamen det ændrer jo ikke ved, at det, der sker med den her ordning – og det er den ordning, man vil forlænge – er, at der er nogle mennesker, som så skal blive i virksomheden på nedsat tid, hvor de i stedet, hvis man ikke havde den her ordning, ville være ude at finde andet arbejde, eventuelt midlertidigt, eventuelt permanent. Nu har det her stået på siden marts, og det kan være, at lufthavnen stadig væk er ramt af nedgang i marts til næste år, og så vil det altså være et år, det har stået på, hvor man i stedet for at finde andet arbejde, mens der ikke var arbejde i lufthavnen, har arbejdet meget lidt og delvis med penge fra staten.

Ministeren, værsgo.

For at være helt ærlig: Jeg betragter det på lige fod med de virksomheder, der har et udtrykt ønske om at sætte det i gang, som en god investering; altså at man har mulighed for at fordele det arbejde, der nu engang er, mellem de ansatte, der er tilbage i virksomheden, efter man har skruet voldsomt ned for kapaciteten i virksomheden; at man vil have muligheden for at kunne skrue op hurtigt i en række brancher, når vacciner forhåbentlig bliver skudt i armene på folk rundtomkring i verden lige om lidt, eller når restriktioner bliver ophævet. Jeg betragter det som en god og omstillingsvenlig investering.

Tak for det. Så er det hr. Bent Bøgsted.

Tak. Jeg tror måske, det ville være formålstjenligt, hvis nu ministeren kom med en forklaring på eller redegørelse for, hvordan det hænger sammen, altså hvem der er omfattet, og hvem der ikke er omfattet. For i eksemplet, hvor arbejdsgiveren ikke er omfattet af en overenskomst, men lønmodtagerne er med i en a-kasse, er spørgsmålet, om de så kan få gavn af arbejdsfordeling. Eller hvordan er forholdene for f.eks. en restaurant, der er med i HORESTA, men hvor lønmodtagerne ikke er med i en landsdækkende overenskomst, men de er godt nok med i en a-kasse, som de betaler til? Altså, jeg tror, at det måske ville være formålstjenligt, hvis ministeren kom med en forklaring for de forskellige situationer, der kan være, for det er jo ikke alle steder, hvor lønmodtagere og arbejdsgivere – begge parter – er med i en overenskomst. Der handler det også om det der med, om de, hvis de er med i Krifa eller de er med i Det Faglige Hus, men arbejdsgiveren ikke har en overenskomst, så kan få gavn af det her.

Tak for det. Ministeren, værsgo.

Ja, de kan få gavn af det, og i det eksisterende, altså i den nuværende ordning, også op til 50 pct. af arbejdstiden. Det, vi så har etableret, og det er, fordi vi indfører det ved lov, er, at det er en gældende ret for alle arbejdsgivere ensidigt at kunne sætte gang i en arbejdsfordeling. Som reglerne normalt er, inden vi lavede en midlertidig arbejdsfordelingsordning, er det noget, der udelukkende er aftalt i overenskomsterne, og det vil sige, at på de arbejdspladser kan man heller ikke sætte gang i arbejdsfordelinger. Så har vi så ved lov sagt, at nu er der en ensidig ret fra arbejdsgiver til at kunne sætte gang i arbejdsfordeling, og det kan man gøre i op til 50 pct. af arbejdstiden. Og så har vi med den nye aftale sagt, at hvis man så, to landsdækkende organisationer, på et område er enige om det, kan man skrue det op til 80 pct., altså få en udvidet adgang, og derved udhule arbejdstiden yderligere. Men det kræver, at de to landsdækkende organisationer er enige om det.

Hr. Bent Bøgsted.

Det kræver måske lidt forklaring. Skal det forstås sådan, at den tidligere ordning, hvor det var 50 pct., stadig væk gælder for alle, men at de 80 pct. kun gælder der, hvor begge parter er med i en landsdækkende overenskomst? Er det sådan, det skal forstås, eller hvordan og hvorledes? Ellers tror jeg, det er nødvendigt lige at få lidt på skrift vedrørende det her.

Ministeren.

Vi sender meget gerne over på skrift, hvad der gør sig gældende for alle arbejdsgivere, og hvad der gør sig gældende i de organisationsaftaler, hvor man kan skrue det op til 80 pct. Men bare for at nævne et eksempel: Allerede på nuværende tidspunkt har HORESTA indgået en aftale med 3F Privat Service, Hotel og Restauration om, at på deres overenskomstområde må man gerne skrue fleksibiliteten op til 80 pct.

Så siger vi tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Beskæftigelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.