Tak for det. Jeg kan næsten forstå på de blå partier, at man ikke må være begejstret i dag. Det har jeg altså utrolig svært ved at lade være med at være, bliver jeg bare nødt til at sige. Vi behandler jo tit rigtig gode ting i Folketinget. Jeg har aldrig stødt på et forslag, der løser alle verdens problemer. Fandtes den slags, var vi jo både af med corona og alt muligt andet. Så den slags universalløsninger findes ikke, desværre.
Men man må gerne glæde sig de der gange, hvor man i nogle af de kampe, man har taget over rigtig mange år, får taget nogle væsentlige skridt. Jeg vil sige, at en af de konkurrencer, der gik igen i forhandlingslokalet i forbindelsen med trepartsaftalen om lærepladser, var, hvem der længst tilbage kunne huske at have deltaget i aktiviteter, der handlede om, at der var for få lærepladser. Hr. Kim Simonsen, formand for HK, vandt, fordi han havde været til en demonstration engang i 1970'erne på et tidspunkt, hvor jeg ikke engang var født, hvor den her problemstilling havde været oppe.
Løser det her så alle problemer? Nej, selvfølgelig gør det ikke det. Der findes jo ikke nogen forslag, der bare løser alle problemer på et område, men vi får taget et rigtig afgørende og principielt skridt med den trepartsaftale, ved at vi flytter ansvaret for at finde en læreplads til dem, der ikke kan selv, fra eleven til skolerne. Et konkret eksempel, jeg også har haft oppe tidligere her i Folketingssalen, er, at jeg har mødt en knægt, en stor teenager, på NEXT, da jeg var derude. Han havde så søgt 60-70 lærepladser, uden at det var lykkedes ham at få en læreplads. Det er jo ikke nogen måde at introducere nogen som helst til et uddannelsessystem på.
Vi har som samfund et behov for, at de unge mennesker uddanner sig. Erhvervslivet har et behov for, at der kommer faglært arbejdskraft. Det, vi så har at tilbyde dem, der skal tage en faglært uddannelse, er, at de kan søge 60-70 steder som 16-17-årige og få nej og nej. Han havde ovenikøbet kun fået svar fra 10. Resten havde ikke engang svaret på det. Og så undrer vi os som voksne mennesker over, hvorfor det er, at der ikke er flere, der søger ind på erhvervsuddannelserne. Det skulle da ellers ikke være svært at forstå, fordi den historie har han nok fortalt et eller andet antal af sine kammerater, som så tænker: Gad vide, om det med at tage en studentereksamen ikke er bedre, fordi det der lyder da helt tudetosset.
Det er bare for at sige, at der ikke er noget, der løser alle problemer. Så let er politik ikke, og så let er det ikke at have med samfund og problemer at gøre. Men vi tager et principielt, afgørende strukturelt skridt, ved at vi flytter ansvaret fra den enkelte 16-17-årige over til, at vi faktisk som samfund og dermed som skoler påtager os det.
Så har jeg egentlig lyst til at returnere, fordi det nemlig er rigtigt, at det, der er lidt sjovt ved trepartsaftaler – det er jo en fantastisk institution, vi har der – er, at den har den ulempe, at Folketingets partier ikke er så tæt indover. Det betyder f.eks., at nogle af de pointer, som fru Ellen Trane Nørby har rejst omkring åbenhed, er jeg bestemt med på at kigge på. Der er dele af det, der har været en del af forhandlingerne. Der er også dele af det, der slet ikke har været en del af forhandlingerne. Det er klart, at for de dele, hvor der har været forhandlinger på området, ligger der en aftale, og den holder jeg mig til, fordi det er sådan, det er. Men den del, der handler om åbenhed på et aggregeret niveau, vil jeg gerne give tilsagn om at vi som regering gerne vil kigge på.
Hvis der skulle være andre dele, hvor det ikke har været en del af forhandlingerne, så kigger jeg selvfølgelig også gerne på det. Så der er et tilsagn her om, at det gør vi selvfølgelig gerne. Der kunne også være andre elementer, man kiggede på, hvis der skulle dukke ting op, men det er bare for at sige, at det med åbenhed kan vi godt kigge på. Regeringen er indstillet på at tage en drøftelse med AUB i forhold til at få større åbenhed på et aggregeret niveau i forhold til brancher, og hvem der leverer hvad.
Så vil jeg selvfølgelig sige tak til de partier, der støtter lovforslaget, og selvfølgelig en særlig tak, fordi vi ender med en hastebehandling i Folketinget. Det huer mig ikke. Jeg vil helst have, at vi behandler tingene på ordinær vis, men det var sådan, det var i forhold til at få en aftale til at falde på plads: at det er sent på året, vi gjorde det. Det er vigtigt for arbejdsmarkedets parter og også for regeringen, at ændringerne træder i kraft allerede fra årsskiftet, og derfor blev det en hastebehandling.
I alt for mange år, mener jeg, har det handlet om at have en onkel, en ven, et eller andet familiemedlem eller netværk, som kunne hjælpe en med en læreplads. I forhold til nogle af de her spørgsmål, der har været rejst til det her med, hvad det kommer til at betyde for den gruppe, der måske er lidt mere sårbar – jeg tror, det var SF's ordfører, der rejste det – på erhvervsskolerne, skal vi selvfølgelig have blikket stift rettet mod det. Men jeg tror, at jeg generelt i forhold til det vil sige, at vi ved, at jo mere udsat man er, jo mere hænger det sammen med også at have et svagere netværk. Det at skaffe lærepladser og sige, at skolen har et entydigt ansvar for at hjælpe dem, der ikke selv kan skaffe en læreplads, mener jeg simpelt hen i sig selv er et kæmpe bidrag til alle elever, der ikke kan skaffe sig en læreplads, og hvis det er det for dem i al almindelighed, så er det det i særdeleshed for dem, der ikke har så stærkt et netværk. Det er så vigtigt, at vi ikke spænder ben for unge mennesker i forhold til at komme i gang med faglærte uddannelser.
Eleven må selvfølgelig – det er der blevet spurgt til nogle gange, efter at vi landede aftalen – stadig væk gerne selv finde en læreplads. Det er ikke bare et spørgsmål om, at man gerne selv må finde en læreplads; vi har faktisk en forventning om, at der stadig væk vil være lige så mange tusinde elever, der fortsat selv finder en læreplads – det er faktisk de fleste, der gør det.
Det vil sige, at det her i virkeligheden handler om to ting: 1) at skolen går ind og påtager sig et ansvar, 2) og at man får flyttet tidspunktet for, hvornår der bliver indgået uddannelsesaftaler. For et af de tidspunkter, hvor frafaldet på erhvervsuddannelserne er allerstørst, er mellem grundforløb 2 og starten på hovedforløbet, hvor man starter med at skulle anvende sin læreplads. Og i omegnen af 50 pct. af dem, der er der på det tidspunkt, har ikke en læreplads; de ved ikke, hvad de skal i gang med – og det duer simpelt hen ikke.
Det vil sige, at et af formålene med den aftale, der er indgået, er at flytte tidspunktet for, hvornår uddannelsesaftalerne som hovedregel bliver indgået. Selvfølgelig vil det for nogles vedkommende gælde – det afspejler sig også i de måltal, der er sat op – at virksomheden ikke lige ved, om det ud fra ordrebogen er muligt at tage 10 eller 12 elever i år, og der skal der selvfølgelig være mulighed for, at man tager eleverne ind på et senere tidspunkt. Men som hovedregel er det en rigtig god idé, at de uddannelsesaftaler bliver indgået allerede på grundforløb 2 og helst så tidligt som overhovedet muligt, fordi det giver en tryghed for eleverne.
Det her lovforslag er konkret en delvis udmøntning af trepartsaftalen. Med det initiativ, vi har her, og det lovforslag, vi har her, kommer vi til at bringe balance i AUB'en, altså Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag. På et og samme tidspunkt forenkles praktikplads-AUB'en, og der bliver fremadrettet skabt en balance i ordningen. Det sker bl.a. ved at indføre et nyt elevtilskud til arbejdsgivere, der opfylder deres måltal i ordningen, mens de gældende ordninger om fordelsbonus, praktikbonus og tilskud for faglærte medarbejdere samtidig foreslås ophævet.
I forlængelse heraf foreslås det, at der indføres en merbidragsfritagelse for de fem regioner – det har der været en del diskussion om her i salen – og det er altså, fordi ansvaret flyttes over på kommunerne. Så det er ikke et spørgsmål om, at der er nogle praktikpladser, der forsvinder; de flyttes. Og det vil sige, at det altså mere er en teknisk forklaring end noget som helst andet, men det kan vi selvfølgelig også gå dybere ind i i udvalgsarbejdet.
Så indføres der et fleksibelt AUB-bidrag, og det indebærer, at vi opkræver de AUB-bidrag, der er nødvendige for at finansiere udgifterne i AUB'en. Hvis udgifterne stiger, stiger AUB-bidraget også – og omvendt. Og det har jo sådan set været det, der var problemet i det tidligere, nemlig at det ikke fulgte aktivitetsniveauet. Vi sikrer os løbende nu, at der er en balance mellem udgifter og indtægter, og begge dele vil skulle ske ved lov
Jeg tror sådan set, at trepartsaftalen, som lovforslaget er en delvis udmøntning af, betyder, at langt flere af de elever, der kommer ind på erhvervsuddannelserne, gennemfører deres uddannelse – og at vi får langt flere af de meget eftertragtede faglærte medarbejdere. Det får vi jo at se, men jeg synes, det er værd at fejre. Og jeg er sådan set enig i det, fru Ellen Trane Nørby har sagt: Det her bygger oven på 2016-aftalen. Jeg tror faktisk, at jeg vil gå så langt som at sige – og det er jo så en ros til den regering, der sad på det tidspunkt – at vi ikke havde kunnet lave den her aftale, hvis det ikke var for 2016-aftalen. For det at have hele praktikplads-AUB'en liggende inde i maven på det her – og det bliver lidt teknisk – er det, der gør, at vi kan tage skridtene videre. Og på den måde er det jo med vores folkestyre: at den ene aftale bygger oven på den anden.
Jeg synes, at vi har landet et fint resultat her. Så selv om der er nogle, der synes, at vi ikke skal være stærkt begejstrede, så tillader jeg mig altså at være det alligevel.