L 12 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

Erhvervsudvalget 2020-21
L 12 Bilag 1
Offentligt

NOTAT

Høringsnotat vedrørende lovforslag om ændring af lov om betalinger,

hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love

(Gennemførelse af 2. betalingstjenestedirektiv, 4. og 5. hvidvaskdirek-

tiv, ændringer til benchmarkforordningen og disclosureforordningen)

1. Indledning

Med lovforslaget gennemføres en række ændringer af den finansielle lov-

givning, der har til formål at øge forbruger- og investorbeskyttelsen samt

sikre et styrket og målrettet tilsyn på bl.a. bæredygtigheds-, hvidvask- og

betalingsområdet.

Hovedparten af lovforslaget

blev sendt i høring den 22. juni 2020, dog den

3. juli 2020 for så vidt angår den del af lovforslaget, som vedrører Vækstfon-

den, med frist for høringssvar den 3. august 2020. En mindre del af lovforsla-

get, som skal sikre direktivnær implementering af 4. hvidvaskdirektiv, er sendt

i høring den 8. oktober 2020 med frist for høringssvar den 20. oktober 2020.

Der er for den del af lovforslaget, som har været i høring, modtaget 14 hø-

ringssvar, heraf 10 med bemærkninger.

De væsentligste bemærkninger fra de hørte parter til de enkelte emner i

lovudkastet gennemgås og kommenteres nedenfor.

Visse høringssvar har givet anledning til nogle redaktionelle ændringer og

præciseringer i lovteksten og bemærkningerne. Disse ændrer ikke ved sub-

stansen i de pågældende bestemmelser og omtales derfor ikke nærmere i

dette notat.

2. Bemærkninger til konkrete emner

Kommenteringen af høringssvarene tager udgangspunkt i følgende over-

ordnede opdeling:

2.1.Definition af pengeoverførselsvirksomhed

2.2.Krav om ansvarsforsikringer

2.3.Præciseringer af krav vedrørende kontooplysningstjenester

2.4. Folder om forbrugerrettigheder

2.5. Erhvervsministerens mulighed for at fastsætte nærmere regler for ge-

byropkrævninger for visse betalingsinstrumenter

2.6.Erhvervsministerens mulighed for at fastsætte nærmere regler i relation

til indløsning i online handel

2.7. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter lov om betalinger

2.8. Anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande

L 12 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

2/20

2.9. Den hvidvaskansvarliges pligter

2.10. Undersøgelses- og noteringspligten i hvidvaskloven

2.11. Advokatrådets mulighed for at samarbejde med andre myndigheder i

EU/EØS

2.12. Ændringer som følger af disclosureforordningen

2.13. Muligheden for etablering af andelskasser i afdelingers navne

2.14. Bemyndigelse til at fastsætte kompetencekrav for ansatte hos forval-

tere af alternative investeringsfonde

2.15. Definition af rådgivning

2.16. Digital ansøgning i forbindelse med autorisationer

2.1. Definition af pengeoverførselsvirksomhed

Dansk Fintech Alliance (DAFINA) bemærker, at der i forbindelse med ju-

steringen af § 7, nr. 22, i lov om betalinger ligeledes bør foretages justering

af lovens definition af begrebet "betalingsinstrument" i lovens § 7, nr. 18,

med henblik på at sikre en korrekt og direktivnær implementering.

DAFINA fremhæver, at betalingsloven i modsætning til både den danske

og engelske version af PSD2 anvender

ordet ”et” foran ”sæt af procedurer”

for at fastslå, at "personligt" ikke gælder for et sådant "sæt af procedurer",

men alene for et egentligt "instrument". Dermed indfører betalingsloven en

materiel udvidelse af begrebet betalingsinstrument, da loven reelt fastslår,

at et ikke-personaliseret sæt af procedurer, der er aftalt mellem brugeren

og udbyderen, altid vil udgøre et betalingsinstrument i lovens forstand. Det

udgør efter DAFINAs opfattelse en uhensigtsmæssig overimplementering

og en ukorrekt implementering af PSD2, da udeladelsen af ordet

”et”

i den

danske og engelske version af PSD2 netop har til hensigt at give retsan-

venderen mulighed for i konkrete situationer at nå frem til, at et konkret

ikke-personaliseret sæt procedurer kan udgøre et betalingsinstrument i lo-

vens forstand.

DAFINA anfører yderligere, at dette hverken harmonerer med PSD2 eller

med EU-domstolens praksis på området.

DAFINA bemærker, at det bør præciseres i lovens bemærkninger, at beta-

lingsinstrumenter ikke omfatter betalingsinitieringstjenester, som ikke

selvstændigt indeholder et personaliseret sæt af procedurer aftalt mellem

betalingsinitieringstjenesten og brugeren, uanset om der foreligger en af-

tale mellem betalingsinitieringstjenesten og f.eks. en webshop om at til-

byde betalingsinitieringstjenester til brugeren som kunde i en webshop.

Kommentar

Det bemærkes, at DAFINAs kommentarer angår forslag til ændringer af

bestemmelser, som ligger ud over indeværende lovforslag. Der vil være

behov for at undersøge problemstillingen nærmere, herunder undersøge

hvordan bestemmelsen er implementeret i andre EU-lande. Såfremt under-

søgelsen giver anledning til at foretage en ændring af indholdet i § 7, nr.

18, vil denne ændring blive foretaget i et senere lovforslag.

L 12 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

3/20

2.2. Krav om ansvarsforsikringer

DAFINA bemærker, at samlelovforslaget lægger op til, at udbydere af kon-

tooplysningstjenester (AISP) skal skrives ind i betalingslovens almindelige

tilladelsesbestemmelser i § 9 og § 10 for at præcisere tilladelseskravet også

for AISP (selv om dette i grunden allerede følger af lovens § 60) og for

samtidig at præcisere kravene til ansvarsforsikring / garantistillelse for

både AISP og PISP.

DAFINA bemærker, at i så fald skal det samtidig fremgå klart af § 10, at

en AISP alene skal opfylde enkeltbetingelserne i § 60 netop om AISP og

ikke samtidig skal opfylde de almindelige tilladelsesbetingelser for andre

betalingsinstitutter, herunder udbydere af betalingsinitieringstjenester

(PISP), i § 10, stk. 1.

DAFINA anfører, at det derfor er nødvendigt at tilføje følgende præcise-

ring til bestemmelsen i § 10, stk. 2 (deres fremhævning): "En virksomhed,

der søger om tilladelse til at udbyde betalingsinitieringstjenester, jf. bilag

1, nr. 7, eller kontooplysningstjenester, jf. bilag 1, nr. 8, skal ud over at

opfylde kravene i stk. 1

eller kravene i § 60

have tegnet en ansvarsforsik-

ring eller stille anden tilsvarende garanti tildækning af krav mod virksom-

heden". En AISP skal således ikke opfylde tilladelseskravene i § 10, stk. 1,

hvorfor henvisningen i stk. 2 til stk. 1 ikke skal omfatte AISP, når AISP

skrives ind i stk. 2.

Kommentar

Det følger af § 3 i lov om betalinger, at betalingstjenester kan udbydes her

i landet af virksomheder, der har tilladelse som betalingsinstitut eller e-

pengeinstitut efter §§ 8 og 9.

§ 7, nr. 1, i lov om betalinger definerer betalingstjenester som en tjeneste-

ydelse omfattet af bilag 1. Bilag 1 definerer otte typer af betalingstjenester.

Virksomheder med tilladelse efter §§ 8 eller 9 kan udbyde alle otte beta-

lingstjenester nævnt i bilag 1. Derudover kan en virksomhed med tilla-

delse, jf. § 60, udbyde kontooplysningstjenester, jf. bilag 1, nr. 8, hvis virk-

somheden ikke udbyder andre betalingstjenester.

Der henvises i øvrigt til ændringen i lovforslagets § 1, nr. 4, som netop har

til hensigt at præcisere det forhold, at betalingsinstitutter og e-pengeinsti-

tutter kan udbyde flere betalingstjenester efter bilag 1, inklusive udbud af

kontooplysningstjenester. En sådan virksomhed vil ikke også skulle have

tilladelse efter § 60.

En virksomhed, der udbyder kontooplysningstjenester, jf. bilag 1, nr. 8, i

kombination med andre tjenester omfattet af lovens bilag 1, skal således

have tilladelse som betalingsinstitut, jf. § 9, eller e-pengeinstitut, jf. § 8. I

denne forbindelse vil virksomheden skulle opfylde kravene i § 10.

L 12 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

4/20

Med den foreslåede ændring vil kravet om at have tegnet en ansvarsforsik-

ring, der dækker erstatningskrav overfor de kontoførende udbydere og

brugerne som følge af uautoriseret eller svigagtig adgang til eller uauto-

riseret brug af betalingsoplysninger, fremover også gælde virksomheder,

der søger om tilladelse som betalingsinstitut eller e-pengeinstitut efter §§

8 eller 9 i lov om betalinger til at udbyde kontooplysningstjenester efter

bilag 1, nr. 8, i kombination med andre betalingstjenester omfattet af bilag

1 til lov om betalinger.

Det følger derudover af § 60, stk. 1, i lov om betalinger, at virksomheder,

som kun udbyder kontooplysningstjenester omfattet af bilag 1, nr. 8, skal

have tilladelse som udbyder af kontooplysningstjenester. Det fremgår af

bestemmelsens ordlyd, at en virksomhed, der søger om tilladelse efter § 60,

stk. 1, skal opfylde kravene i § 60. Den foreslåede ændring vedrører såle-

des ikke de tilladelseskrav, der gælder for virksomheder, der alene udbyder

kontooplysningstjenester efter § 60.

På baggrund af DAFINAs høringssvar præciseres bemærkningerne til lov-

forslaget, så det fremgår klart, at ændringen af § 10, stk. 2, alene vil på-

virke virksomheder, der søger om tilladelse til at udbyde kontooplysnings-

tjenester efter §§ 8 og 9 i kombination med andre tilladelsespligtige tjene-

ster omfattet af bilag 1. Dermed vedrører ændringen ikke tilladelseskra-

vene for virksomheder, der kun udbyder kontooplysningstjenester.

2.3. Præcisering af krav vedrørende kontooplysningstjenester

DAFINA støtter forslaget om, at betalingslovens almindelige bestemmelse

i § 39 om outsourcing ikke skal gælde for udbydere af kontooplysningstje-

nester, men opfordrer til, at der i forbindelse med ændringen medtages en

ændring af øvrige bestemmelser, som ifølge 2. betalingstjenestedirektiv

ikke skal gælde for virksomheder, der alene udbyder kontooplysningstje-

nester.

DAFINA henviser særligt til lovens bestemmelser om erhvervelse af kva-

lificerede andele i lovens §§ 21-24, som ifølge 2. betalingstjenestedirektiv

ikke skal gælde for udbydere af kontooplysningstjenester.

DAFINA bemærker, at enhver overimplementering på området i forhold

til PSD2 er til konkurrencemæssig og innovationsmæssig skade for danske

udbydere af kontooplysningstjenester. Især bestemmelserne om kvalifice-

rede ejerforhold er tunge i praksis at operere med for nye udbydere af kon-

tooplysningstjenester.

DAFINA opfordrer endelig til, at det overvejes, om § 60, stk. 6, i lov om

betalinger strukturelt bør vendes om, således at en udbyder af kontooplys-

ningstjenester kun "skal behandles som et betalingsinstitut", i det omfang

dette decideret foreskrives i 2. betalingstjenestedirektiv.

L 12 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

5/20

Kommentar

Det er vurderingen, at §§ 21-24 bør fremgå direkte af § 60, stk. 6, i lov om

betalinger, og lovforslaget vil blive tilrettet i overensstemmelse med be-

mærkningerne herom.

I forhold til strukturen af § 60, stk. 6, bemærkes det, at der er tale om di-

rektivnær implementering af artikel 33 i 2. betalingstjenestedirektiv. For

at sikre direktivkonform implementering vurderes det hensigtsmæssigt at

bevare bestemmelsen i sin nuværende form.

2.4. Folder om forbrugerrettigheder

Nets bemærker, at § 66 a i lov om betalinger bør ændres, så det alene bliver

udbydere af betalingstjenester til forbrugere, der pålægges at stille en fol-

der om forbrugerrettigheder til rådighed, da det ikke virker relevant at for-

pligte virksomheder, der alene udbyder betalingstjenester til erhvervsdri-

vende, til at skulle oplyse erhvervskunder om forbrugerrettigheder.

DAFINA anfører, at det følger udtrykkeligt af PSD2, at udbyderens oplys-

ningsforpligtelse i relation til at stille en folder om forbrugerettigheder til

rådighed alene gælder i forhold til forbrugere, da der er forskel mellem

brugere og forbrugere i betalingsreguleringens forstand. DAFINAs opfat-

telse er derfor, at en udbyder, der alene har erhvervsmæssige brugere, ikke

er forpligtet til at stille folderen til rådighed.

Kommentar

Forpligtelsen for betalingstjenesteudbydere til at stille den af Kommissio-

nen udarbejdede folder til rådighed fremgår af artikel 106, stk. 3, i 2. be-

talingstjenestedirektiv, og fastsætter, at betalingstjenesteudbydere skal

sikre, at folderen stilles til rådighed på en let tilgængelig måde på deres

websteder, hvis sådanne findes, og på papir i deres filialer og hos deres

agenter og de enheder, hvortil aktiviteter er outsourcet.

Direktivet skelner efter sin ordlyd ikke mellem udbydere af betalingstjene-

ster, der udbyder tjenester til erhvervsdrivende henholdsvis forbrugere.

Pligten til at stille en folder om forbrugerrettigheder til rådighed er ikke

relevant for udbydere, der ikke har forbrugere som kunder, men som ude-

lukkende udbyder tjenester til erhvervsdrivende. Lovforslaget vil blive til-

rettet i overensstemmelse hermed.

2.5. Erhvervsministerens mulighed for at fastsætte nærmere regler

for gebyropkrævninger for visse betalingsinstrumenter

Dansk Erhverv bakker op om de foreslåede ændringer. Dansk Erhverv an-

giver bl.a., at detailhandlen har behov for et sikkert, udbredt og ikke mindst

billigt betalingsmiddel. I dag er det for den brede detailhandel i det væsent-

ligste Dankortet, der lever op til disse kriterier. Dankortet har været dan-

skernes og detailhandlens foretrukne betalingskort siden lanceringen i

L 12 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

6/20

1983. Dankortet er imidlertid under pres. De dyre internationale kort, sær-

ligt Visa og MasterCard, tager markedsandele fra Dankortet, godt hjulpet

på vej af ApplePay og forbuddet mod surcharge.

Landbrug & Fødevarer støtter forslaget om, at den tidligere abonnements-

bekendtgørelse ændres, således at det bliver muligt at fastsætte andre pris-

modeller. Dette vil støtte SMV-erhvervet, da der traditionelt er en forholds-

vis stor omkostning forbundet med at oprette og vedligeholde kortbeta-

lingstjenester.

Finans Danmark ønsker generelt et betalingsmarked, der alene er underlagt

europæisk regulering for at skabe lige konkurrencevilkår.

Finans Danmark angiver, at betalingsmarkedet i disse år ændrer sig mar-

kant og hurtigt primært grundet den teknologiske udvikling og store vækst

i internethandlen. Betalingsmarkedet påvirkes også af forskellige europæ-

iske lovgivningsmæssige initiativer, herunder loftet for interbankgebyrer,

der har ført til reducerede indløsningsgebyrer for forretningerne. Finans

Danmark angiver, at udviklingen på betalingsmarkedet har overflødiggjort

særregulering af Dankortet, og at der derfor kan sættes spørgsmålstegn

ved, om det fortsat er hensigtsmæssigt at fastholde den særlige regulering

af Dankortet.

MasterCard opfordrer til, at man med de foreslåede ændringer til betalings-

loven og de kommende forslag til nye prismodeller er opmærksom på, at

disse ændringer fordrer lige konkurrencevilkår og fair konkurrence samt

gennemsigtighed på betalingsmarkedet i Danmark, så de prismodeller, der

lægges frem, tager hensyn til, at ingen aktører stilles mere gunstigt end

andre.

Kommentar

Lovforslaget giver erhvervsministeren større fleksibilitet i forhold til mu-

lighederne for at fastsætte nærmere regler for gebyropkrævninger for visse

betalingsinstrumenter. Således kan erhvervsministeren fastsætte regler

om, at udbydere af betalingsinstrumenter omfattet af reguleringen også

kan tilbyde andre prismodeller end et årligt abonnement til opkrævning af

omkostningerne.

Lovforslaget giver dermed bl.a. en øget fleksibilitet til om relevant at æn-

dre gebyrreguleringen, således at regulerede udbydere f.eks. tillige kan til-

byde forretningerne en betaling fastsat som en procent af kundens betaling.

En mere fleksibel opkrævning af omkostningerne kan være en fordel for

bl.a. forretningerne.

Erhvervsministeren har udstedt bekendtgørelse nr. 878 af 12/06/2020om

beregning af det årlige abonnement i henhold til § 123, stk. 4 og 5, i lov

L 12 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

7/20

om betalinger.

Bekendtgørelsen omfatter på nuværende tidspunkt alene

Dankortet, der er et af de mest anvendte betalingskort i Danmark.

Det er hensigten, at bekendtgørelsen på sigt skal ændres, så en værdibase-

ret prismodel, hvor forretningen betaler en procentsats af købsbeløbet

frem for en fast abonnementsbetaling, indføres i selve bekendtgørelsen.

Det er således hensigten, at betalingsmodtageren på et senere tidspunkt

skal kunne vælge mellem en fast eller en procentuel opkrævning. En sådan

valgmulighed bidrager til, at Dankortet fremadrettet opfattes som et flek-

sibelt betalingsinstrument til fordel for både forretninger og forbrugere.

Det vurderes fortsat at være hensigtsmæssigt at opretholde den særregu-

lering, der på nuværende tidspunkt alene omfatter Dankortet. Dankortet er

et af de mest anvendte betalingskort i Danmark. Med reguleringen sikres,

at de forretninger, der er omfattet heraf, ikke betaler en pris, der samlet

set er højere end omkostningerne ved driften af systemet. Ved fastsættelsen

af reglerne er bl.a. hensynet til konkurrencevilkårene og gennemsigtighed

på betalingsmarkedet i Danmark inddraget i overvejelserne.

Bemærkningerne giver ikke anledning til ændringer i lovforslaget.

2.6. Erhvervsministerens mulighed for at fastsætte nærmere regler i

relation til indløsning i online handel

MasterCard angiver, at det af bemærkningerne i udkastet til ændringen af

betalingslovens punkt 2.5.1. Gældende ret fremgår, at loven udelukkende

finder anvendelse på betalingskortordninger i den fysiske handel, hvorfor

MasterCard finder det relevant også at klarlægge lovændringens betydning

for pris- og gebyrstruktur på indløsning af Dankort i online handel, samt

hvilke regler der på nuværende tidspunkt er gældende for indløsning af

Dankort i online handel.

Kommentar

Udbydere af betalingstjenester kan pålægge en betalingsmodtager omkost-

ningerne ved driften af et betalingssystem, hvor transaktionerne gennem-

føres ved brug af et betalingsinstrument, jf. betalingslovens § 123, stk. 1.

Ved fastsættelse af gebyret må der ikke anvendes urimelige priser og avan-

cer. Disse regler finder anvendelse på indløsning i både online og fysisk

handel.

Udbydere af visse betalingsinstrumenter kan dog efter forslaget være om-

fattet af de af erhvervsministeren fastsatte undtagelser til udgangspunktet

i § 123, stk. 1. Erhvervsministeren kan efter forslaget til § 123, stk. 4 og 5,

fastsætte nærmere regler om, at udbydere for visse typer af betalingsin-

strumenter alene kan pålægge betalingsmodtageren at betale til dækning

af udbyderens omkostninger til driften af systemet. Betalingslovens § 123,

Lovbekendtgørelse nr. 1024 af 3/10/2019 om lov om betalinger.

L 12 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

8/20

stk. 4 og 5, giver således erhvervsministeren bemyndigelse til at udstede

nærmere regler for udbydere af visse betalingsinstrumenter. Bemyndigel-

sen efter bestemmelsen er ikke begrænset til at omfatte regler om udbydere

af betalingsinstrumenter i fysisk handel.

Erhvervsministeren har efter de gældende regler udstedt bekendtgørelse

nr. 878 af 12/06/2020om beregning af det årlige abonnement i henhold til

§ 123, stk. 4 og 5, i lov om betalinger. Bekendtgørelsen finder udelukkende

anvendelse på nationale betalingskortordninger i den fysiske handel, som

opfylder en række nærmere betingelser.

Forslaget til ændringen i lov om betalinger § 123, stk. 3-5, regulerer såle-

des ikke direkte, hvilke udbydere der er omfattet af de nærmere regler, som

erhvervsministeren kan udstede. Ændringen i § 123, stk. 3-5, har ikke rets-

virkninger for de udbydere, som ikke er omfattet af de regler, der udstedes

i medfør af bestemmelsen.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil beskrive reglerne for indløsning i

online-handel i den næstkommende betalingsrapport.

Bemærkningen giver ikke anledning til ændringer i lovforslaget.

2.7. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter lov om beta-

linger

Finansforbundet angiver, at det virker logisk, at forslaget knæsætter arms-

længdeprincippet i forholdet mellem Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

og erhvervsministeren med hensyn til styrelsens opgaver efter betalingslo-

ven, og at Konkurrencerådet tillægges det overordnede ansvar for styrel-

sens administration og regeludstedelse i henhold til loven. Her er det også

relevant at overveje, hvilke ressourcemæssige konsekvenser ændringen

evt. har.

Kommentar

Efter forslaget vil Konkurrencerådet fremadrettet have det overordnede

ansvar for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens administration efter lo-

ven og regler udstedt i medfør heraf. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

vil dog fortsat være underlagt instruktionsbeføjelser fra ministeren i sager

vedrørende f.eks. lovforberedende arbejde, almindelig ministerbetjening

mv.

Lovforslaget skønnes som helhed ikke at have økonomiske konsekvenser

for det offentlige. Lovforlaget vurderes endvidere samlet at indebære øko-

nomiske konsekvenser for erhvervslivet for under 4 mio. kr.

Bemærkningen giver ikke anledning til ændringer i lovforslaget.

L 12 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

9/20

2.8. Anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande

DAFINA

anfører, at betegnelsen ”anonyme forudbetalte kort” bør ændres

til "anonyme forudbetalte betalingskort med lagrede elektroniske penge"

for at sikre korrekt afgrænsning af bestemmelsens anvendelsesområde i

overensstemmelse med 5. hvidvaskdirektiv. Det anføres, at bestemmelsen

ikke vedrører ”kort” eller ”betalingskort” generelt, herunder debit-

og kre-

ditkort, men alene de anonyme betalingskort udstedt i tredjelande med lag-

rede e-penge.

DAFINA anfører, at bemærkningerne til den foreslåede § 5 a, hvoraf det

fremgår, at "ved anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande forstås et

betalingsinstrument (f.eks. et betalingskort), som ikke er personaliseret,

hvor e-penge indestår, og som kan erhverves ved betaling, uden at erhver-

veren identificerer sig selv, og som er udstedt i et land uden for EU eller

EØS" ikke er tilstrækkelig præcise. DAFINA påpeger, at artikel 1, nr. 7,

litra c, i 5. hvidvaskdirektiv alene omhandler betalingskort (prepaid cards),

men ikke betalingsinstrumenter (payment instruments) mere generelt. Der-

for bør kun betalingskort med lagrede elektroniske penge nævnes i be-

mærkningerne til den foreslåede § 5 a.

Endeligt anfører DAFINA, at den foreslåede bestemmelse vil være van-

skelig at administrere i praksis for de kortindløsende betalingsinstitutter,

som ikke kender til alle de underliggende egenskaber for betalingskort,

som udstedes af andre (typisk e-pengeinstitutter og pengeinstitutter), dvs.

når kortudsteder og kortindløser ikke er samme institut. DAFINA beder

derfor om svar på, hvordan den foreslåede bestemmelse forventes admini-

streret i praksis.

Finans Danmark anfører, at den foreslåede § 5 a, stk. 2 og 3, indfører et

forbud mod indløsning, kontanthævning og transaktioner for over 50 euro

foretaget med anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande.

Finans Danmark henviser til, at artikel 12, stk. 1, i 4. hvidvaskdirektiv in-

deholder en række kumulative betingelser, som skal overholdes, for at

elektroniske penge kan undtages visse kundekendskabsprocedurer. Den ci-

terede artikel 1, nr. 7, litra b, i 5. hvidvaskdirektiv i de specielle bemærk-

ninger udgør en modifikation til denne undtagelse, så undtagelsen ikke fin-

der anvendelse for indløsning, kontanthævning og transaktioner for over

50 euro foretaget med betalingsinstrumenter indeholdende elektroniske

penge.

På baggrund heraf anfører Finans Danmark, at den foreslåede § 5 a, stk. 2

og 3, ikke synes at være en direktivkonform implementering af artikel 1,

nr. 7, litra b, første og andet led, i 5. hvidvaskdirektiv. Dette skyldes, at

formålet med artikel 1, nr. 7, litra b, i 5. hvidvaskdirektiv ifølge præambel-

L 12 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

10/20

betragtning (14) er at sikre, at der sker en identifikation af kunden i forbin-

delse med fjernbetalingstransaktioner, når transaktionsbeløbet overstiger

50 euro, og ikke at indføre et forbud mod sådanne transaktioner.

Endelig anfører Finans Danmark, at det henset til den betydelige risiko for

hvidvask og finansiering af terrorisme, der er ved anonyme forudbetalte

kort udstedt i tredjelande, foreslås som et alternativ til den foreslåede be-

stemmelse i stedet at udnytte direktivets mulighed for helt at forbyde beta-

ling med disse, jf. artikel 12, litra c. Dette sammenholdes med, at der med

den foreslåede bestemmelse i § 5 a alene gives adgang til, at disse kort kan

indløses i et dansk pengeinstitut, såfremt beløbet ikke overstiger 50 euro,

og betingelserne oplistet i stk. 1 alle er opfyldt. Der er dermed med forsla-

get en allerede meget snæver adgang til at betale med sådanne kort i Dan-

mark.

Kommentar

Den danske sprogversion af artikel 1, nr. 7, litra c, i 5. hvidvaskdirektiv

benytter begrebet ”anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande”. Gen-

givelsen af dette i den foreslåede § 5 a i hvidvaskloven skal derfor ses som

et udtryk for direktivnær implementering. Der vurderes ikke at være mate-

riel forskel på direktivets formulering og den formulering, som DAFINA

foreslår. På den baggrund bibeholdes den direktivnære formulering.

Artikel 1, nr. 7, litra c, i 5. hvidvaskdirektiv omhandler alene ”anonyme

forudbetalte kort udstedt i tredjelande”. Der er altså tale om en specifik

type af betalingskort.

Formålet med at benytte begrebet ”betalingsinstru-

ment” i de specielle bemærkninger til den foreslåede § 5 a har været at

sikre ensartet terminologi i forhold til den finansielle lovgivning i Dan-

mark i øvrigt. Det er imidlertid vurderingen, at betalingsinstrument i den

konkrete situation kan være bredere end betegnelsen ”kort”.

Der foretages

derfor en præcisering af bemærkningerne, så

”betalingsinstrument” æn-

dres til ”betalingskort”.

Finans Danmark bemærker, at den foreslåede § 5 a alene efterlader en

meget snæver adgang til indløsning af anonyme forudbetalte kort udstedt i

tredjelande. Samtidig peger DAFINA på de vanskeligheder, som de omfat-

tede virksomheder vil få med administration af de foreslåede forpligtelser

i praksis. Henset hertil, samt til at anonyme forudbetalte kort udstedt i tred-

jelande er forbundet med betydelig risiko for hvidvask og finansiering af

terrorisme, vil den foreslåede bestemmelse blive ændret, så der foreslås et

forbud mod indløsning af anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande,

som 5. hvidvaskdirektiv giver mulighed for i artikel 1, nr. 7, litra d, 2. led.

2.9. Den hvidvaskansvarliges pligter

Finans Danmark henviser til sammenhængen mellem § 17, stk. 2 og stk. 3,

i hvidvaskloven og anfører, at det bør klargøres i lovteksten og bemærk-

ningerne vedrørende den foreslåede ændring, om den person, der er udpe-

L 12 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

11/20

get efter § 7, stk. 2, 1. pkt., også er ansvarlig for at godkende forretnings-

forbindelser, for hvilke der gennemføres transaktioner, der involverer

lande, der er opført på Europa-Kommissionens liste over højrisikotredje-

lande, men hvor kunden ikke har hjemsted i et land, der er opført på Eu-

ropa-Kommissionens liste over højrisikotredjelande.

Kommentar

§ 17, stk. 2, i hvidvaskloven fastsætter, hvilke skærpede kundekendskabs-

procedurer, som virksomheder og personer omfattet af loven skal gennem-

føre, hvis en kunde har hjemsted i et land, der er opført på Europa-Kom-

missionens liste over højrisikotredjelande. Bestemmelsen opremser fem

betingelser, herunder § 17, stk. 2, nr. 5, om indhentelse af den hvidvaskan-

svarliges godkendelse af etablering eller videreførelse af et kundeforhold,

hvor kunden har hjemsted i et højrisikotredjeland.

§ 17, stk. 3, i hvidvaskloven fastsætter, hvilke risikobegrænsende foran-

staltninger, virksomheder og personer omfattet af loven skal gennemføre,

når fysiske personer eller juridiske enheder gennemfører transaktioner,

der involverer højrisikotredjelande. Kravet om indhentelse af den hvid-

vaskansvarliges godkendelse er ikke indeholdt i stk. 3.

Kravet om den hvidvaskansvarliges godkendelse gælder således alene ved

etablering eller videreførelse af forretningsforbindelser, når kunden har

hjemsted i et højrisikotredjeland. Hvis det alene er transaktionen, der in-

volverer et højrisikotredjeland, og kunden ikke har hjemsted i et højrisi-

kotredjeland, gælder kravet om den hvidvaskansvarliges godkendelse ikke.

Der er tale om en direktivnær implementering af artikel 1, nr. 11, i 5. hvid-

vaskdirektiv.

Ændringen af § 7, stk. 2, som fastsætter den hvidvaskansvarliges pligter,

har til formål at tydeliggøre den hvidvaskansvarliges pligt i henhold til §

17, stk. 2, nr. 5. Forpligtelsen findes allerede i loven, og der er således ikke

tale om en materiel ændring.

2.10. Undersøgelses- og noteringspligten i hvidvaskloven

Finans Danmark henviser til, at formålet med bestemmelsen ifølge be-

mærkningerne hertil er at fastslå, om der er mistanke eller rimelig grund til

at formode, at en transaktion eller en aktivitet har eller har haft forbindelse

til hvidvask eller finansiering af terrorisme. Ligeledes henviser Finans

Danmark til, at det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at § 25, stk.

1, præciseres således, at pligten også omfatter aktiviteter.

I den forbindelse anfører Finans Danmark, at de to eksempler på

aktiviteter

i bemærkningerne til ændringen af § 25, stk. 1, vedrører

transaktioner

foreslår derfor, at bemærkningerne udbygges med eksempler, der illustre-

rer hvilke

aktiviteter,

den pågældende bestemmelse er rettet mod.

L 12 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

12/20

FSR

–

danske revisorer anfører, at de ikke har bemærkninger til ændringen

af § 25, stk. 1, men at de ønsker en ændring af den gældende § 25, stk. 3,

fra ”resultaterne af en undersøgelse skal noteres og opbevares, jf. § 30” og

til ”resultaterne

af en undersøgelse skal noteres og opbevares, når under-

søgelsen har givet anledning til mistanke om hvidvask eller terrorfinansie-

ring, jf. § 30”.

FSR

–

danske revisorer begrunder ønsket med, at præciseringen vil gøre

det klart, at hvidvasklovens undersøgelses-, noterings-, opbevarings- og

underretningspligt kun gælder, når mistanke eller formodning om hvidvask

eller finansiering af terrorisme opstår.

FSR

–

danske revisorer henviser endelig til bemærkningerne til § 1, nr. 30,

jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling. A, L 204, som fremsat, side 51,

hvoraf det fremgår, at ”Formålet med undersøgelsespligten i § 25, stk. 1 og

2, er at få fastslået, om det, der vurderes som værende usædvanligt, bliver

til en egentlig mistanke om hvidvask af udbytte eller terrorfinansiering el-

ler blot en formodning herom, eller om en mulig mistanke kan afkræftes.

Det betyder, at der alene foretages en undersøgelse i de tilfælde, hvor der

er egentlig mistanke, eller der er rimelig grund til at formode, at en trans-

aktion eller aktivitet har eller har haft tilknytning til hvidvask eller finan-

siering af terrorisme”.

Kommentar

Det første eksempel nævnt i forbindelse med det foreslåede § 25, stk. 1, nr.

2, i hvidvaskloven

kan betragtes som også omhandlende ”transaktioner”

og ikke alene ”aktiviteter”, særligt i forbindelse

med pengeinstitutvirksom-

hed, hvor et pengeinstitut er bekendt med kundens transaktioner. Tilsva-

rende vil det andet eksempel også omhandle ”transaktioner”, hvis man

driver pengeinstitutvirksomhed og dermed er bekendt med kundens trans-

aktioner i forbindelse med investeringer.

Hvis man derimod f.eks. driver virksomhed som investeringsrådgiver, hvor

virksomheden udbyder personlige anbefalinger til en kunde, enten på an-

modning eller på investeringsselskabets eget initiativ, og ikke i denne for-

bindelse nødvendigvis bliver bekendt med selve kundens transaktioner, vil

man ifølge den foreslåede præcisering alligevel have en undersøgelses-

pligt i forhold til ”aktiviteten”.

De angivne eksempler vil således for nogle typer af virksomheder omfatte

”transaktioner” og ”aktiviteter”, mens det for andre typer af virksomhe-

der

–

der ikke bliver bekendt med kundens transaktioner

–

alene vil omfatte

”aktiviteter”.

En aktivitet vil således ofte være knyttet til en transaktion, når der er tale

om pengeinstitutter. Hvis det ikke er en eller flere transaktioner i sig selv,

der er mistænkelige, men derimod kundens adfærd, vil det som udgangs-

punkt være aktiviteten, der skal undersøges. Det vil også være tilfældet for

L 12 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

13/20

pengeinstitutter, hvor den mistænkelige aktivitet ikke har udmøntet sig i en

transaktion, men f.eks. er kommet til en kunderådgivers kendskab gennem

samtaler med kunden.

Det første eksempel i lovforslaget vedrører en kunde, som normalt kun

modtager midler fra sin arbejdsgiver, men som nu pludseligt modtager

midler fra en ukendt tredjemand, og hvor det ikke er klart, at der er tale

om løn eller lignende midler. Transaktionen kan falde inden for det af kun-

den angivne omfang, mens selve aktiviteten afviger fra kundens normale

adfærd, f.eks. fordi det ikke er klart, hvor midlerne stammer fra.

Det andet eksempel vedrører en kunde, der pludseligt begynder at foretage

en række investeringer eller ønsker at drøfte foretagelsen af en række in-

vesteringer, der klart afviger fra kundens hidtidige investeringsmønster,

f.eks. fordi investeringerne er meget større i mængde eller beløb end de

investeringer, som kunden normalt foretager. Afvigelsen vil også kunne

bestå i, at kunden begynder at investere i eller ønsker at drøfte investerin-

ger i en anden type produkter, end kunden normalt investerer i, eller hvad

kunden forventes at ville investere i. I dette eksempel vil det ikke nødven-

digvis være transaktionerne for investeringerne i sig selv, der er mistæn-

kelige, men kundens adfærd, bl.a. fordi investeringerne ikke konkret bliver

foretaget.

I forhold til formuleringen af § 25, stk. 3, henviser den gældende bestem-

melse til den undersøgelse, der fremgår af § 25, stk. 1. Undersøgelsesplig-

ten i § 25, stk. 1, indebærer, at alle transaktioner, der er komplekse, usæd-

vanligt store, foretages i et usædvanligt mønster eller ikke har et åbenbart

økonomisk eller lovligt formål skal undersøges, samt at alle usædvanlige

aktiviteter, der ikke har et åbenbart økonomisk eller lovligt formål, skal

undersøges. Resultaterne af alle undersøgelser skal noteres og opbevares.

Formålet med undersøgelsen er at afgøre, om mistanke om hvidvask eller

terrorfinansiering kan be- eller afkræftes. Kan den bekræftes, skal der ske

underretning til Hvidvasksekretariatet. Der skal foretages notering af

samtlige undersøgelser, der foretages, uanset om mistanken be-eller af-

kræftes, således at virksomheden kan dokumentere, hvilke undersøgelser

der er foretaget, hvilke overvejelser virksomheden har haft og begrundel-

sen for, at mistanken be- eller afkræftes. Dokumentationen kan blandt an-

det bruges til at kortlægge et usædvanligt transaktionsmønster, også selv

om den aktuelle transaktion eller aktivitet ikke giver grundlag for mistanke

om hvidvask og terrorfinansiering. Dokumentationen kan endvidere an-

vendes til at godtgøre, at virksomheden har overholdt sin undersøgelses-

pligt, jf. opbevaringspligten i hvidvasklovens § 30, stk. 1, nr. 3, over for

tilsynsmyndigheden, f.eks. Finanstilsynet.

L 12 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

14/20

2.11. Advokatrådets mulighed for at samarbejde med andre myndig-

heder i EU/EØS

Advokatsamfundet anfører, at de fuldt ud støtter op om forebyggelse af

hvidvask og finansiering af terrorisme, og at de i relevant omfang vil be-

nytte sig af muligheden for at føre tilsyn med sammen andre myndigheder

i EU/EØS.

Advokatsamfundet anfører endvidere, at der ikke tidligere har været udfor-

dringer med samarbejdet mellem advokatmyndigheder i EU/EØS, men at

den foreslåede ændring medfører et mere formaliseret og struktureret ar-

bejde.

Endelig anfører Advokatsamfundet, at det er afgørende, at forslaget ikke

ændrer ved Advokatrådets tilsynskompetence.

Kommentar

De foreslåede stk. 3-5, i § 64 i hvidvaskloven har til formål at sikre kon-

formitet med 4. hvidvaskdirektiv. Det fremgår af direktivets artikel 48, stk.

5, at medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder i den med-

lemsstat, hvor den forpligtede enhed driver virksomheder, samarbejder

med de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor den forpligtede

enhed har sit hovedsæde. Formålet er at sikre, at der føres effektivt tilsyn

med, at de forpligtede virksomheder overholder direktivets krav.

Den foreslåede ændring er udtryk for en formaliseret hjemmel til at kunne

samarbejde med andre advokatmyndigheder i EU/EØS i overensstemmelse

med 4. hvidvaskdirektiv.

2.12. Ændringer som følger af disclosureforordningen

Forsikring & Pension bemærker, at Forbrugerombudsmanden har udstedt

”Vejledning om brug af miljømæssige og etiske påstande mv.”. Vejlednin-

gen fastlægger de nærmere rammer for bl.a. dokumentation af udsagn om

miljømæssige og etiske påstande for §§ 3-6 i markedsføringsloven, der er

identisk implementeret i bekendtgørelsen om god skik for forsikringsdi-

stributører. For at skabe klarhed om samspillet mellem disclosureforord-

ningen og vejledningen, bør det derfor fremgå af lovforslaget, hvorvidt vej-

ledningen er retningsgivende for forsikringsdistributørers udsagn om mil-

jømæssige og etiske påstande.

Kommentar

Forbrugerombudsmandens vejledning om brug af miljømæssige og etiske

påstande mv. indeholder de krav, der efter Forbrugerombudsmandens op-

fattelse som hovedregel kan stilles til markedsføring af miljømæssige og

etiske påstande m.v., hvis en erhvervsdrivende ønsker at benytte sig af så-

danne påstande i sin markedsføring.

L 12 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

15/20

Det fremgår af afsnit 2.2. i vejledningen, at hvis der i anden lovgivning er

fastsat særlige krav til produkters egenskaber, mærkning eller lignende el-

ler markedsføringen af disse, falder de uden for vejledningen. Dette om-

fatter også særområder, hvor der er fastsat EU-lovgivning, herunder for-

ordninger.

Disclosureforordningen fastsætter særlige krav til virksomheders tilgang

til bæredygtighed på det finansielle område, hvorefter virksomheder skal

integrere miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold (ESG-

faktorer) i investeringsbeslutningstagning og rådgivningsprocesser. Kra-

vene i disclosureforordningen vil derfor falde uden for vejledningen.

Det bemærkes, at disclosureforordningen fastsætter en række overordnede

krav til virksomhederne, hvis nærmere indhold vil komme til at fremgå af

en række delegerede retsakter til forordningen. Disse retsakter er endnu

ikke udarbejdet, hvorfor det endelige omfang af disclosureforordningen

ikke er kendt på nuværende tidspunkt.

På den baggrund vurderes det ikke relevant i nærværende lovforslag at

henvise til Forbrugerombudsmandens vejledning i relation til forsikrings-

distributørers udsagn om miljømæssige og etiske påstande.

2.13. Muligheden for etablering af andelsklasser i afdelingers navne

Forsikring & Pension anfører, at det bør overvejes også at ophæve § 137,

stk. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., da denne

bestemmelse svarer til bestemmelsen i § 18, stk. 1, 4. pkt., i lov om inve-

steringsforeninger m.v.

Ophævelsen af § 137, stk. 3, vil

sidestille reglerne

for danske UCITS og kapitalforeninger, AIF-SIKAV’er

og AIF-

værdipapirfonde og medføre en administrativ lettelse for forvaltere af al-

ternative investeringsfonde.

Kommentar

Det følger af § 137, stk. 3, i lov om alternative investeringsfonde m.v., at

det skal fremgå af afdelingens navn, hvis bestyrelsen kan etablere andels-

klasser i afdelingen. Bestemmelsen er indsat i loven, så SKAT har en indi-

kation af, om der kan etableres andelsklasser i en afdeling. Samtidig tjener

en sådan angivelse som en oplysning til investorerne.

I forbindelse med udarbejdelsen af lovforslaget om ophævelse af § 18, stk.

1, 4. pkt., i lov om investeringsforeninger m.v., hvoraf det fremgår, at

det

skal fremgå af afdelingens navn, hvis bestyrelsen kan etablere andelsklasser i

afdelingen

har Erhvervsministeriet i samarbejde med Skattestyrelsen klar-

gjort, om der er tekniske eller administrative årsager til at opretholde kra-

vet om, at det skal fremgå af afdelingens navn, hvis bestyrelsen kan etab-

lere andelsklasser i afdelingen. Det er Skattestyrelsens vurdering, at det

ikke er tilfældet, hvorfor det blev vurderet hensigtsmæssigt at ophæve § 18,

stk. 1, 4. pkt., i lov om investeringsforeninger m.v.

L 12 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

16/20

Det er vurderingen, at der bør gælde samme regler for danske UCITS og

kapitalforeninger, AIF-SIKAV’er

og AIF-værdipapirfonde

på dette om-

råde. Erhvervsministeriet vil kontakte Skattestyrelsen med henblik på at få

afklaret, om der er tekniske eller administrative årsager til at undlade at

ophæve § 137, stk. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde

m.v.

2.14. Bemyndigelse til at fastsætte kompetencekrav for ansatte hos

forvaltere af alternative investeringsfonde

Forsikring & Pension anfører, at forslaget giver anledning til tvivl, da der

allerede eksisterer en hjemmel i § 43 i lov om finansiel virksomhed, som

umiddelbart indeholder det samme som den foreslåede bestemmelse i § 18,

stk. 4, i lov om forvaltere af alternative investeringsforeninger m.v.

Forsikring & Pension anfører desuden, at det er uklart, hvilke forvaltere af

alternative investeringsfonde der med den foreslåede bemyndigelsesbe-

stemmelse vil blive omfattet af kompetencekravsbekendtgørelsen. Forsik-

ring & Pension beder om at få klargjort, hvilke forvaltere der vil blive om-

fattet af kompetencekravsbekendtgørelsen, og om det f. eks. er afhængigt

af, om forvalteren henvender sig til detailinvestorer eller lignende.

Endelig anfører Forsikring & Pension, at baggrunden for den foreslåede

ændring bør anføres i bemærkningerne, og det bør sikres, at den danske

regulering som minimum ikke går videre, end hvad der følger af MiFID II

og ESMAs tilhørende retningslinjer.

Finansforbundet anfører, at forbundet i særlig grad vil fremhæve forslaget

om, at erhvervsministeren med forslaget får bemyndigelse til at fastsætte

kompetencekrav for ansatte hos forvaltere af alternative investeringsfonde,

der har tilladelse til at yde investeringsrådgivning. Finansforbundet mener,

at det er positivt med ensartede regler, uanset om investeringsrådgivningen

foregår i et pengeinstitut eller i en FAIF, hvilket også klart vil styrke inve-

storbeskyttelsen.

Kommentar

Med lovforslaget foreslås det, at forvaltere med tilladelse til at yde inve-

steringsrådgivning og som yder denne rådgivning til detailkunder, skal

være omfattet af kompetencekravsbekendtgørelsen og de krav, som følger

heraf.

En forvalter af alternative investeringsfonde kan få tilladelse af Finanstil-

synet til at udøve investeringsrådgivning. Forvaltere af alternative inve-

steringsfonde er imidlertid i dag ikke omfattet af anvendelsesområdet i

kompetencekravsbekendtgørelsen.

L 12 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

17/20

Som det fremgår af bemærkningerne i lovforslaget, så er baggrunden for

at omfatte forvaltere af alternative investeringsfonde af kompetencekravs-

bekendtgørelsen at sikre investorbeskyttelse. Derfor foreslås en bemyndi-

gelse i loven til at omfatte forvaltere af kompetencekravsbekendtgørelsen.

Når en forvalter af alternative investeringsfonde med tilladelse til at yde

investeringsrådgivning yder investeringsrådgivning til detailinvestorer,

bør de ansatte hos forvalteren også være omfattet af de krav til kompeten-

cer m.v., der er fastsat i kompetencekravsbekendtgørelsen. Det er ud fra et

hensyn til investorbeskyttelsen. Kompetencekravsbekendtgørelsen fastsæt-

ter bl.a. krav til, at virksomheden skal sikre, at dens ansatte, som yder in-

vesteringsrådgivning, har den fornødne erfaring, uddannelse og kompe-

tencer til at yde en forsvarlig rådgivning til detailkunder.

Det følger af den gældende bestemmelse i § 8, stk. 5, 1. pkt., i lov om for-

valtere af alternative investeringsfonde m.v., at såfremt en forvalter har

tilladelse til at udføre de i bilag 1, nr. 3, nævnte aktiviteter, finder § 43, §

71, stk. 3, og § 72 i lov om finansiel virksomhed tilsvarende anvendelse på

forvalterens udførelse af disse tjenesteydelser. § 8, stk. 5, implementerer

artikel 6 (6) i FAIF-direktivet.

I lovforslaget foreslås der ikke ændringer til § 8, stk. 5, 1. pkt., i lov om

forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. Det vil sige, at såfremt en

forvalter har tilladelse til at udføre de i bilag 1, nr. 3, nævnte aktiviteter,

finder § 43, § 71, stk. 3, og § 72 i lov om finansiel virksomhed fortsat til-

svarende anvendelse på forvalterens udførelse af disse tjenesteydelser.

Herudover er forvaltere af alternative investeringsfonde ikke omfattet af

anvendelsesområdet i lov om finansiel virksomhed, men er reguleret i lov

om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. Derfor kan forvaltere

af alternative investeringsfonde ikke indsættes i bemyndigelsesbestemmel-

sen i § 43, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed. Med lovforslaget foreslås

derfor en selvstændig bemyndigelsesbestemmelse i lov om forvaltere af al-

ternative investeringsfonde m.v.

Det følger af kompetencekravsbekendtgørelsens § 1, stk. 1, at

bekendtgø-

relsen finder anvendelse på bl.a. danske pengeinstitutter og fondsmæglersel-

skaber, som yder investeringsrådgivning til detailkunder.

For at sikre, at der ikke opstår tvivl om, hvilke forvaltere af alternative

investeringsfonde der vil blive omfattet af kompetencekravsbekendtgø-

relse, og hvorfor bemyndigelsen indsættes i lov om forvaltere af alternative

investeringsfonde m.v., præciseres dette i lovforslaget.

2.15. Definition af rådgivning

DAFINA bemærker, at definitionsbestemmelsen i lov om finansielle råd-

givere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere i forvejen indehol-

der en definition af rådgivningsbegrebet, som vedrører både rådgivning

L 12 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

18/20

ydet af finansielle rådgivere og rådgivning ydet af boligkreditformidlere.

Lovens rådgivningsdefinition er af betydning for både finansielle rådgivere

og boligkreditformidlere, der udgør to forskellige aktørtyper med hver de-

res aktivitetsudøvelse, henholdsvis finansiel rådgivning og boligkreditfor-

midling, uanset at disse er omfattet af den samme lov.

DAFINA bemærker, at lovforslaget vil bevirke, at rådgivning i lovens for-

stand alene knyttes til boligkreditaftaler. Derved kommer loven umiddel-

bart til at mangle en fornøden definition af rådgivning i forbindelse med

finansiel rådgivning. Det bemærkes, at finansiel rådgivning er dansk sær-

regulering, hvorfor der er behov for en nærmere definition af begrebet råd-

givning forbundet med finansiel rådgivning.

Kommentar

Formålet med ændringen

er at bringe definitionen af ”rådgivning” i over-

ensstemmelse med definitionsbestemmelsen i bekendtgørelse om boligkre-

dit og boligkreditdirektivet. Det har imidlertid ikke været hensigten at ind-

snævre rækkevidden af definitionsbestemmelsen, hvorfor bestemmelsen

ændres så den fortsat omfatter rådgivning ydet af finansielle rådgivere og

investeringsrådgivere.

2.16. Digital ansøgning i forbindelse med autorisationer

DAFINA bemærker at lovforslagets § 8, nr. 2, indfører en egentlig pligt for

finansielle formidlere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere til at

søge om tilladelse hos Finanstilsynet via den digitale selvbetjeningsløsning

på www.virk.dk ved anvendelse af virksomhedens NemID. Endvidere læg-

ger lovforslaget op til, at de pågældende virksomheder kun undtagelsesvis

kan indsende ansøgninger elektronisk til Finanstilsynet via e-mail ved an-

vendelse af tilsynets ansøgningsskemaer, f.eks. i tilfælde af at

www.virk.dk ikke kan tilgås som følge af tekniske problemer.

DAFINA anbefaler, at undtagelsesmuligheden udvides til at omfatte de si-

tuationer, hvor ansøgningen sker via virksomhedens eksterne rådgiver/ad-

vokat, som ikke har adgang til eller rådighed over virksomhedens interne

NemID, samt hvor ansøgningen indeholder omfattende bilag, som ikke sy-

stemmæssigt kan understøttes af selvbetjeningsløsningen på www.virk.dk.

DAFINA bemærker videre, at den foreslåede undtagelsesmulighed anven-

der udtrykket "digitalt" om indsendelsen via e-mail, og at der rettelig bør

angives "elektronisk" indsendelse via e-mail.

Kommentar

Baggrunden for den foreslåede ændring er at skabe en klar forpligtelse til,

at virksomhederne som overvejende udgangspunkt anvender den digitale

ansøgningsadgang på www.virk.dk, og at det kun undtagelsesvis er muligt

at indsende ansøgninger til Finanstilsynet pr. e-mail.

L 12 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

19/20

Det anerkendes, at adgangen til at indsende ansøgninger elektronisk ikke

bør begrænses i tilfælde, hvor det af systemmæssige årsager ikke er muligt

at indsende ansøgningen via den digitale selvbetjeningsløsning. På den

baggrund vil det blive præciseret i bemærkningerne, at sådanne situatio-

ner, hvor det fx ikke er muligt at uploade omfattende bilag eller hvis en

ekstern rådgiver ikke har adgang/rådighed over virksomhedens NemID,

også er omfattet af undtagelsesbestemmelsen.

4. Oversigt over hørte organisationer, myndigheder m.v.

Aalborg Universitet, Aarhus BSS, Advokatsamfundet, Akademisk Arki-

tektforening, Akademikerne, Andelskassen, Arbejderbevægelsens Er-

hvervsråd, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), Arbejdsmarkedets

Tillægspension (ATP), Beskæftigelsesministeriet, Børne- og Under-

visningsministeriet, CBS, CEPOS, Computershare, DAFINA, Danish

Venture Capital and Private Equity Association (DVCA), Danmarks Nati-

onalbank, Danmarks Skibskredit A/S, Dansk Aktionærforening, Dansk Ar-

bejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Dansk Ejendomsmæglerforening,

Dansk Energi, Dansk Erhverv, Dansk Forening for International Motorkø-

retøjsforsikring (DFIM), Dansk Industri, Dansk Iværksætter for-

ening,Dansk Investor Relations Forening

–

DIRF, Dansk Kredit Råd,

Dansk ManagementRåd, Dansk Metal, Dansk Standard, Danske Advoka-

ter, Danske Forsikringsfunktionærers Landsforening, Danske Maritime,

Danske Rederier, Danske Regioner, Datatilsynet, Den Danske Aktuarfor-

ening, Den Danske Dommerforening, Den Danske Finansanalytikerfor-

ening, Den danske Fondsmæglerforening, Den Europæiske Centralbank,

Det nationale netværk af virksomhedsledere, Det økonomiske råds sekre-

tariat (DØRS), Digitaliseringsstyrelsen, Domstolsstyrelsen, Drivkraft Dan-

mark, Ejendomsforeningen, Experian, Erhvervsministeriet, Erhvervssty-

relsen, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Finansministeriet, FDFA

–

Foreningen af Danske Forsikringsmæglere og ForsikringsAgenturer,

FDIH

–

Foreningen for Distance- og Internethandel, FinansDanmark, Fi-

nans og Leasing, Finansforbundet, Finanshuset i Fredensborg A/S, Finan-

siel Stabilitet, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, First North, Forbru-

gerombudsmanden, Forbrugerrådet Tænk, Forbrugsforeningen, Forenin-

gen af Forretningsførere for Udenlandske Forsikringsselskaber, Forenin-

gen af Interne Revisorer v/ Kim Stormly Hansen, Foreningen Danske Re-

visorer, Foreningen for platformsøkonomi, FOREX, Forsikring & Pension,

Forsikringsforbundet, Forsikringsmæglerforeningen v/ Direktør Flemming

Kosakewitsch, Forsvarsministeriet, FSR

–

danske revisorer, Færøernes

Hjemmestyre via Rigsombudsmanden på Færøerne, Garantiformuen, Gar-

ban-Intercapital Scandinavia, Grønlands Selvstyre via Rigsombudsman-

den i Grønland, HK, Horesta Arbejdsgiverorganisation, Håndværksrådet,

Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation (ISOBRO), Intertrust

(Denmark), ISACA Denmark Chapter, IT-branchen, Justitsministeriet,

Kirkeministeriet, Klima-, Energi-, Forsyningsministeriet, KommuneKre-

dit, Kommunernes Landsforening, Komiteen for god selskabsledelse, Kro-

mann Reumert, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Kulturministeriet,

Kuratorforeningen, Københavns Universitet, Landbrug & Fødevarer,

L 12 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

20/20

Landsdækkende banker, Landsforeningen af forsvarsadvokater, Landsfor-

eningen for Bæredygtigt Landbrug, Ledernes Hovedorganisation, Liberale

Erhvervs Råd, Lokale Pengeinstitutter, Lønmodtagernes Dyrtidsfond

(LD), Miljø- og Fødevareministeriet, Mybanker, NASDAQ Copenhagen

A/S, Nets A/S, Nokas Kontantservice P/S, Nordic Blockchain Association,

Nævnenes Hus, Oxfam IBIS, Parcelhusejernes Landsforening, Patent- og

Varemærkestyrelsen, Postnord Juridiske afdeling, Revisornævnet, Ros-

kilde Universitetscenter, Sikkerhedsstyrelsen, Skatteministeriet, Skibs- og

Bådebyggeriets Arbejdsgiverforening, Statsadvokaten for Særlig Økono-

misk og International Kriminalitet (SØIK),Social- og Indenrigsministeriet,

Statsministeriet, Sundheds- og Ældreministeriet, Syddansk Universitet,

Søfartsstyrelsen, Telekommunikationsindustrien i Danmark, Udbetaling

Danmark, VP Securities A/S, Western Union, Thomson Reuters Nordic,

Transparency International Danmark, Transport- og Boligministeriet, Ud-

dannelses- og Forskningsministeriet, Udenrigsministeriet, Udlændinge- og

Integrationsministeriet, , Økonomistyrelsen, Ørsted.

5. Oversigt over organisationer, myndigheder m.v. som har haft be-

mærkninger med indhold

Følgende organisationer, myndigheder m.v. har haft bemærkninger med

indhold:

Advokatsamfundet, DAFINA, Dansk Erhverv, Finans Danmark, Finans-

forbundet, Forsikring & Pension, FSR

–

danske revisorer, Landbrug & Fø-

devarer, MasterCard, Nets.