Tak for det. I Kirkeudvalget, som jeg er medlem af, sad vi på et tidspunkt og diskuterede et mere værdiladet spørgsmål end det her, og så var der en fra Nye Borgerlige, som sagde til mig: Du bør slet ikke blande dig i det her, for du er ikke medlem af den danske folkekirke. Nej, det er fuldstændig rigtigt, sagde jeg. Og egentlig burde jeg heller ikke blande mig, for hvad skulle jeg have en mening om det for? Men så længe den danske folkekirke ønsker at blive administreret af den danske stat, har vi jo en pligt til at være med til at planlægge en del af tingene i folkekirken.
Egentlig ville jeg gerne have, at folkekirken gjorde sig fri af staten og var et frit og uafhængigt organ i vores samfund, og det vil jeg da sætte pris på hvis de en dag gjorde. Derfor blander jeg mig selvfølgelig også i det her spørgmål, ligesom jeg meget gerne blander mig i især de værdipolitiske debatter, som foregår i og omkring folkekirken. Folkekirken er for mig et trossamfund på lige fod med alle mulige andre trossamfund, og sådan burde det egentlig være i vores opbygning af samfundet.
Det her spørgsmål viser jo, at det også er en institution, som tænker sig godt om, inden de laver om på tingene – meget grundigt endda, må man sige. Hvis man skal have op til 6 år til at lave forsøgsordninger, ville de fleste andre områder, de fleste andre forvaltninger og ministerier sige: Arh, var det ikke lige lovlig lang tid til en relativt enkel udfordring, som de fleste organisationer har, nemlig at sige, hvordan man lettere kan få dagligdagen til at køre. Men jeg synes da, at de skal have den tid, der er nødvendig for at finde ud af det, og at de skal have den tid, der er nødvendig for at tænke sig om, for at se, om de kan drive virksomheden lidt mere let og effektivt.
Jeg vil samtidig gerne opfordre Folketinget til så også at påtage sig den anden opgave, som vi snakkede om for ikke så længe siden, nemlig i forhold til den måde, de administrerer kirkens jorder på. Da kom vi fra en række partier med et lille, forsigtigt forslag om, at man skulle tage at gå over til økologisk drift af hensyn til klima og miljø, og så begyndte man at snakke om, at det jo var ejet af menighedsrådene. Men menighedsrådene kunne jo også begynde at overveje det nu og så måske bruge op til 6 år på det for så at finde ud af, at det nok er godt, at folkekirken også er en del af den bevægelse for, at kloden skal overleve. Så er der nemlig også en plads til folkekirken om 100 år, hvis vi sørger for, at vi som menneskehed kan overleve på den her klode.
Men jeg kan støtte forslaget.