Tak for en god debat om et vigtigt forslag. Jeg vil i min besvarelse komme lidt nærmere ind på både de konkrete og de principielle overvejelser. Jeg vil dog først komme ind på noget af det, der ligger lidt ved siden af den indholdsmæssige debat.
Det første er om ønsket fra Venstre om opdeling af lovforslaget, så det bliver opdelt i en del, der handler om peberspray, og i en del, der handler om EU-reglerne samt de svenske tolderes mulighed for at komme til Danmark og føre kontrol – i øvrigt medbringende peberspray og knipler. Det synes jeg er et fair ønske. Når vi samler forslagene, som vi gør her, pakker vi dem jo ikke mindst af hensyn til Folketinget og lovgivningsprocessen, men når holdningerne deler sig, som de gør her, synes jeg sådan set, det er fair. Så det vil vi først og fremmest imødekomme.
Så til en anden ting, som ikke ligger helt i forslaget. Det er til fru Rosa Lund, ordføreren for Enhedslisten, som mente, at det er på grund af Enhedslisten, at jeg er justitsminister. Det tror jeg nok er at tage munden lige lovlig fuld. Vi bliver nødt til også at give vælgerne lidt af æren og statsministeren og ikke mindst Hendes Majestæt Dronningen – og her er det ikke Pernille Skipper, vi snakker om – som jo egentlig er hende, der har udpeget mig.
Så over til lovforslaget, som det ligger. Den konkrete evaluering viser, og det er også blevet sagt nogle gange, at antallet af fældende afgørelser er steget ganske betragteligt fra 2018 til 2019. Der er næsten sket en fordobling. Det er så også rigtigt, som det er blevet sagt af bl.a. hr. Peter Skaarup, at man bliver nødt til at se, hvad afgørelserne handler om. Det er jo ikke gjort præcist op, også fordi det kræver en ganske stor indsats, men der er anslået 80-110 sager om ulovlig anvendelse af peberspray i forbindelse med vold, trusler, røveri osv. Det kunne selvfølgelig være rart at kunne se, at hvis det er antallet 2019, hvor antallet steg meget, hvad tallet så var i 2018. Det er ikke gjort op. Det kunne være rart at kende det.
Men hvad siger politikredsene om det i den evaluering, der ligger? De siger, at der er sket en markant forøgelse i anskaffelsen af peberspray, at pebersprayene i udpræget grad er anvendt i strid med formålet med lovgivningen, og at de finder et betydeligt antal peberspray i forbindelse med politiforretninger og særlig i narkomiljøet. Så der er nok grund til at antage, at de her peberspray i for ringe grad er endt hos ofrene og i for høj grad er endt i lommerne på de kriminelle. Det er jo i virkeligheden problemet, og det er derfor, at det ikke giver tryghed at udstyre folk med peberspray.
Så er det rigtigt, som hr. Peter Skaarup også har sagt, at loven er lavet for at give tryghed i eget hjem. Han citerede en passage fra forarbejderne til det oprindelige lovforslag. Men når man vil citere fra den del af lovforslaget, og det er fair nok, skal man også huske den anden del af bemærkningerne i lovforslaget, som den daværende regering jo også præsenterede, nemlig at det her ville medføre en risiko for en eskalering af voldsniveauet, at man kunne risikere, at tærsklen for, hvornår peberspray ville blive anvendt, ville blive lavere, og at peberspray ville kunne anvendes som angrebsvåben.
Man kan så se på, hvordan det så er gået med det at give mulighed for at have peberspray i hjemmet, fordi det giver tryghed. Hvis vi ser på det reelle, er der i den opgørelse, der er lavet, ét tilfælde, hvor den er anvendt i hjemmet. Det tilfælde kan vi ikke engang rigtig karakterisere som hjemmerøveri, og det kan vi ikke – man kan sige, at det er lidt teknisk – fordi der var en forudgående aftale om, at dem, der kom i hjemmet, skulle komme i hjemmet, og derfor ryger det pr. definition over til at være røveri og ikke hjemmerøveri, men lad det nu ligge. Der er altså ét tilfælde, hvorom man kan sige, at pebersprayen er anvendt inden for lovens rammer. Alle de andre tilfælde har handlet om ægteskabelige eller samlivsrelaterede konflikter, og spørgsmålet er, om det er godt i de ægteskabelige og samlivsrelaterede konflikter at importere brugen af f.eks. peberspray. Så man må nok stående på de faktiske omstændigheder sige, at det ikke har givet yderligere tryghed. Det har mere været en bevæbning af de kriminelle end af ofrene.
Så til det principielle. I Danmark har vi indrettet os sådan – og det er i virkeligheden sagt lidt til Nye Borgerlige, for her tror jeg simpelt hen, at vi principielt er uenige – at voldsmonopolet skal ligge hos politiet og forsvaret. Det er dem, der har ret til at udøve vold i det her samfund. Det er der ikke andre der må. Derfor siger vi også, at dem, der så skal have våben, skal have en tilladelse. Vil du gå på jagt, skal du opfylde betingelserne og have en tilladelse.
Det, der i virkeligheden sker med det her forslag, er, at vi går tilbage til den ordning, at vi siger: Hvis du skal have en peberspray, skal du have en tilladelse, og du skal stå på et fundament af rimelighed for at få den tilladelse. Det er altså ligesom ved et jagtvåben, eller hvis man skal have et trofævåben eller en armbrøst, eller hvad ved jeg. Det er sådan, at vi siger, at hvis du f.eks. er i risiko for at blive stalket eller i risiko for at blive udsat for æresrelaterede forbrydelser, kan du få en peberspray.
Når det her er så vigtigt, er det, fordi jeg ikke tror på, at vi bliver et trygt samfund ved at bevæbne borgerne. Jeg tror på, at vi bliver et trygt samfund ved at sikre, at dem, der kan have våben, og dem, der kan bruge våben, er vores politi, og det er vores forsvar, og at det er dem, der passer på os.
Tak for støtten til lovforslaget. Jeg deler det som sagt op, sådan at man kan udtrykke sin mening så fuldkomment som muligt.