Tak for det. Årets mest indgribende lov handler ikke om mink, den handler ikke om corona eller instrukser. Den handler om at fratage mere end to tredjedele af befolkningen 1 år af en værdig alderdom. Det er sørgeligt. Det er sørgeligt, at regeringen og næsten alle partier er blinde, døve og tavse, når det gælder forhøjelsen af pensionsalderen til 69 år. Magen til ligegyldighed over for 1 års ekstra arbejdspligt, som man nu pålægger 3,8 millioner mennesker, skal man lede længe efter. Enhedslisten er ubetinget modstander af at hæve folkepensionsalderen til 69 år, og vi er enige med befolkningsflertallet i, at det ikke burde ske. En pensionsalder på 68 år er allerede mere end nok, og vi mener, at Folketinget i stedet for burde bruge magten og kræfterne til at forbedre folkepensionen.
Det er, som om regering og Folketing er fuldstændig blinde over for de faktiske forhold i jernindustrien og i øvrigt på de øvrige arbejdspladser. Hundredtusindvis af lønmodtagere er nedslidte, inden de når 68 år, og har derfor reelt ikke muligheder for at arbejde videre. Lønmodtagere med de mindre belastende arbejdsfunktioner har bedre forudsætninger for at forlænge arbejdslivet, og det gør de allerede i stor stil. De sidste 10 år er antallet af personer over folkepensionsalderen, der er i arbejde, steget markant, faktisk med 67 pct. Det tyder jo på, at hvis man kan, bliver man da i arbejde, ja, altså hvis arbejdsgiveren synes det. Har man en tilstrækkelig stor formue eller pension til at trække sig tilbage, når det passer en, så gør man også det.
Den lovbestemte forhøjelse af pensionsalderen er med andre ord hamrende skæv og rammer reelt kun dem med den dårligste pensionsordning, de hårdeste job og de ringeste betingelser for at finde andre udveje. Det er beskæmmende, at regeringen og partierne i Folketinget er døve over for befolkningens modstand mod en stigende pensionsalder. En ny meningsmåling har vist, at to ud af tre vælgere er imod den forhøjelse af pensionsalderen, og det gælder i særdeleshed i regeringspartiet – men også over 60 pct. af vælgerne af de blå partier. Man kan jo spørge sig selv, om folketingsmedlemmerne lever afsondret fra virkeligheden. Gør det overhovedet ikke indtryk, at de tre største fagforbund, 3F, HK og FOA, og hundrede lokale faglige organisationer indtrængende opfordrer til at sætte den her stigning i pensionsalderen på pause? Men bevares, ændringen træder jo først i kraft om 15 år, så de, der om lidt stemmer for, kan jo håbe på, det fortaber sig lidt i tågerne for de årgange, der til den tid slæber sig gennem det sidste år på arbejdsmarkedet, hvem det egentlig var, der pressede dem til sidste blodsdråbe.
Behandlingen af loven har været omgivet af nogen tavshed. Den blev fremsat senest muligt, i forhold til at den skulle vedtages i år, til trods for at den har så vidtrækkende konsekvenser for så mange mennesker. Det er, som om magt og medier i toppen af samfundet, der, hvor de velpolstrede pensionsopsparinger og selvbestemmelsen over egen pensionsalder findes, fuldstændig ignorerer hele den her debat. Den tavshed er en arrogance over for de mange lønmodtagere, for hvem det betyder rigtig, rigtig meget, at pensionsalderen bliver hævet.
Men det er ikke bare ligegyldighed over for de manges liv og alderdom, det er faktisk også økonomisk uansvarligt. Den evigt stigende pensionsalder er blevet et fatamorgana i den økonomiske politik. Siden 2006 har partierne bag velfærdsforliget bildt sig selv og befolkningen ind, at forhøjelser af pensionsalderen skulle skaffe penge til bedre velfærd. Ud over det forhold, at partierne de facto brugte råderummet på at give skattelettelser, så hviler idéen om, at der er en stor finanspolitisk effekt af højere pensionsalder, også på et tyndt grundlag. I udvalgsbehandlingen af L 105 har Enhedslisten stillet spørgsmål om grundlaget for det økonomiske skøn over lovforslagets finanspolitiske effekt. Det fremgår af svarene, at lovforslaget vil øge arbejdsudbuddet med 28.000 fuldtidspersoner og styrke de offentlige finanser med 9 mia. kr. varigt. Dette skøn hviler imidlertid på en række stærkt usikre forudsætninger, særlig den, at beskæftigelsesgraden for de ældste vil stige parallelt med, at pensionsalderen hæves. Det forventes mirakuløst, at mere end halvdelen af lønmodtagerne vil kunne arbejde, til de er 69 år, endda med flere arbejdstimer pr. næse, hvilket er meget langt fra de realiteter, der er i dag, og ikke dokumenteret af empiriske erfaringer. Fremtidens finansiering af fortidens skattelettelser hviler på sand og skubber en økonomisk stor byrde foran sig, en byrde, som man med en vis ret kan kalde generationstyveri.
Som det måske er fremgået, stemmer Enhedslisten imod forslaget.