Tak for det. Jeg har i lang tid talt for, at vi skal øge den forebyggende indsats over for corona på arbejdspladsen, for jeg tror, det har været et overset område. Men det er ikke det, det her lovforslag handler om. Det handler om arbejdsgiverens ret til test, ret til at forlange test og ret til at få udleveret resultatet af testene. Det handler også om, at arbejdsgiverne nu får en ny ret, nemlig at de kan afskedige folk, hvis man ikke lader sig teste. Noget nyt, der er opstået under forhandlingerne, og som jeg ikke var opmærksom på, er, at arbejdsgiverne også kan forlange resultatet af gamle test, som en medarbejder af egen drift har fået foretaget. Jeg ved ikke, hvad meningen skulle være med det, for en gammel test har jo ingen betydning i en aktuel situation. Der er det jo den aktuelle situation, i forhold til om man er positiv eller negativ, der er interessant, og ikke hvad der skete for 14 dage siden eller for 1 måned siden.
Det er et meget, meget vidtgående lovforslag, som hr. Hans Andersen sagde – et vidtgående lovforslag, som betyder, at vi skyder gråspurve med topmoderne missiler. Det er fuldstændig unødvendigt, vi kan bare jage de fugle væk. Vi har metoder til det i dag. Vi har loven, og vi har det vidt spændende og det stærke i vores arbejdsmarkedsmodel, at man laver aftaler om det. Der vil jeg også gerne gentage det, ministeren sagde, nemlig at 99,9 pct. – jeg tror endda, han sagde 99,999 pct. – af alle aftaler bliver lavet på arbejdspladsen med medarbejderen og ikke dikteret af en arbejdsgiver. Derfor er det et ret voldsomt og vidtgående lovforslag – det vil jeg gerne fastholde hr. Hans Andersen på – og derfor forstår jeg slet ikke, at han vil bringe sådan et lovforslag i drift, når det ikke er nødvendigt.
Lovforslagets ret og pligt over for de ansatte er efter Enhedslistens mening slet ikke proportionalt. Den er meget, meget ensidig, hvor vi går tilbage i udviklingen, hvad angår arbejdsgiverens rettigheder. Testene skal efter min bedste overbevisning især bruges til at dokumentere over for eksportkunder, f.eks. Kina, at der ikke er smitte på et slagteri. Det er, selv om slagterierne indtil nu via faglige aftaler om frivillige test har dækket behovet fuldstændig. Hvis der havde været tale om en forebyggende indsats, ville lovforslaget jo være indrettet helt anderledes, og så ville vi have satset på, at det forebyggende arbejde på arbejdspladsen havde været styrket. Det er ikke tilfældet i det her lovforslag. Det er der stadig væk enormt stort behov for. Og ministeren har ikke dokumenteret, at aftalesystemet på arbejdspladserne har vist sin utilstrækkelighed til at løse den her opgave. Hertil kommer, at der ude i samfundet, f.eks. i Nordjylland, ikke bruges tvang. Der siger vi jo, at der er opfordringer til test og selvisolering. Vi begynder jo ikke med tvang, ligesom man gør i det her lovforslag.
L 102 tilsidesætter væsentlige af arbejdsmarkedets demokratiske principper og rettigheder for tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter og svækker dermed også effekten af loven, hvis det endelig skulle være det, det drejede sig om. Det er meget bedre at lave en frivillig aftale, hvor alle er engageret i forhold til at få den løst, end at tvinge folk til noget. Ministeren har i forhandlingen afvist forslag til afbalancering af loven på nær solnedgangsklausulen, som han vil ændre fra den 31. december til den 1. juli. Det ville jo være fornuftigt at lade den følge epidemiloven, men lad det nu ligge.
Ministeren har også lavet en enkelt tilføjelse under de sidste 2 dages forhandlinger, nemlig at i virksomheder med samarbejdsudvalg, dvs. de store virksomheder med 35 ansatte, er det okay, at arbejdsgiveren skal forpligtes til at samarbejde med de ansatte om en test. Det er en reel forbedring, men hvorfor i alverden har ministeren ikke taget skridtet fuldt ud, sådan at man også på de små arbejdspladser samarbejder med medarbejderne om de her ting? Det er en skandale. L 102 er særdeles mangelfuldt, hvis forebyggelse af smitte er det primære formål, men det er det heller ikke – det er eksporten til Kina, der er det væsentlige. Vi har i vores ændringsforslag lavet et forsøg på at forhindre eller afbalancere svaghederne i lovforslaget, hvis det skal gælde.
Jeg vil nævne de punkter, hvor vi har prøvet at gøre det, så jeg ikke skal kommentere hvert enkelt af de ændringsforslag, der er. Jeg er sikker på, at mine kollegaer kan læse indenad, men jeg vil trække det op her:
Arbejdsgiveren kan i vid udstrækning alene afgøre, om en test er sagligt begrundet, hvornår den skal gennemføres, og hvor ofte en test skal gennemføres.
Arbejdsgiveren har ikke pligt til at inddrage tillidsrepræsentanten eller arbejdsmiljørepræsentanten på virksomheder med under 35 ansatte, og det er jo som bekendt de fleste i Danmark. Her har han eller hun alene pligt til at orientere de ansatte om beslutningen om test og kan fyre folk, der ikke følger hans eller hendes diktat.
Arbejdsgivere og soloselvstændige, der færdes på arbejdspladsen, er ikke pligtige til at lade sig teste. Det er jo helt vanvittigt. Hvis arbejdsgiveren selv er superspreder, har han ikke engang pligt til at lade sig teste. Heldigvis har vi fået indført, at arbejdsgivere fra andre lande skal lade sig teste på lige fod med arbejderne.
Ansatte kan ikke selv kræve en test, hvis en eller flere kollegaer har været i kontakt med en smittet. Det ville jo ellers være fornuftigt, hvis man sad i kantinen og hørte, at nogen sagde: I weekenden var jeg sammen med noget familie, og de er godt nok blevet smittet, og det er en barsk omgang. Så skal det være sådan, at kollegaerne af egen drift kan sige: Vi ønsker en test på arbejdspladsen. Alene den lille ret er blevet afvist. Vi har foreslået det et par gange under behandlingerne. Hvorfor i alverden kan man ikke have det i et moderne demokratisk samfund, hvor man også har en smule demokrati på arbejdspladsen?
Det her lovforslag fokuserer ikke på det forebyggende arbejde på arbejdspladsen og på boligforholdene for vandrende arbejdstagere. Der ligger stadig væk en opgave at løse, som er kæmpestor, og som er vigtigere, end om en arbejdsgiver kan tvinge en til en test – meget vigtigere. Det fokuserer alene på arbejdsgiverens ret til at kræve test, og test i sig selv mindsker ikke smitten. Det gør især en styrket forebyggende indsats, hvor test kan være et lille hjælpemiddel undervejs til at afklare, hvordan situationen er. Den forebyggende indsats er den vigtigste. Det har ministeren sådan set også erkendt, og han har sagt, at det ikke skal med i det her lovforslag. Det er trist, og vi har virkelig brug for at løbe det forebyggende arbejde ind.
Så er der i lovforslaget ikke indbygget en garanti mod fyring, hvis en medarbejder testes positiv. Prøv lige at tænke på, hvad det vil betyde. Hvis en medarbejder testes positiv, tror jeg nok, at vedkommendes tilværelse lige kommer på standby, at man reflekterer lidt over livet et øjeblik. Og så skal man ovenikøbet vide, at der ikke engang, hvis man fortæller arbejdsgiveren, at man er testet positiv, er en garanti mod, at man af den grund bliver fyret. Det er jo helt, helt grotesk, at arbejdsgiveren faktisk ikke forhindres i at fyre en person på grund af en positiv test.
Det sidste er, som jeg nævnte før, at arbejdsgiveren sågar kan kræve, at ansatte skal aflevere testresultater af test, som medarbejderen tidligere har fået taget på eget initiativ. Jeg håber, I kan forstå, både hvad hr. Hans Andersen siger, og hvad hr. Bent Bøgsted siger, nemlig at det her er meget vidtgående. Lovforslaget er ikke proportionalt. Det hjælper stort set ikke i den her situation, fordi vi har helbredsloven, men den giver bare entydigt arbejdsgiverne nogle rettigheder til at diktere ting på arbejdspladsen, og det er ikke det, vi har brug for nu. Så derfor vil jeg gerne indtrængende opfordre jer til at stemme for de ændringsforslag, der afdæmper det her lovforslag, så vi i hvert fald trods alt får en lov, hvis den skal gennemføres, på et niveau, hvor den også har en smule demokrati i sig på arbejdspladsen. Hvis ikke vi gør det, kan vi ikke støtte lovforslaget.