Det sidste punkt på dagsordenen er:

11) 1. behandling af lovforslag nr. L 101:

Forslag til lov om ændring af sundhedsloven. (Mulighed for generelt informeret samtykke til mindre behandlinger af varigt inhabile patienter).

Af sundheds- og ældreministeren (Magnus Heunicke).

(Fremsættelse 12.11.2020).

Forhandlingen er åbnet. Først er det ordføreren for Socialdemokratiet, hr. Rasmus Horn Langhoff.

Tak for det, og pyt med at uret ikke virker, for jeg kommer ikke til at bruge al min taletid her. Det er et meget simpelt og fornuftigt og praktisk lovforslag, som handler om at frigøre noget tid i sundheds- og plejesektoren og samtidig sikre, at beboere med eksempelvis en demenssygdom kan blive behandlet hurtigt og godt, så vi altså bruger ressourcerne mest effektivt og samtidig sikrer bedre vilkår for nogle af vores mest udsatte ældre.

Som reglerne er i dag, må behandlinger i sundhedsvæsenet først sættes i gang, når der ligger et informeret samtykke fra borgeren. Det er der jo nogle borgere, der ikke kan give, fordi de eksempelvis har en svær demens og dermed kan være varigt inhabile. De er jo så afhængige af, at der indhentes stedfortrædende samtykke fra pårørende eller andre værger. Det tager tid for medarbejdere i forhold til ting, som kan være ganske simple. Det kan være en behandling af en urinvejsinfektion eller andre meget, meget simple behandlinger, som – selv om de er meget simple og meget nemme at ordne – kan volde enormt ubehag for dem, som går og venter på, at der bliver givet samtykke til, at de kan få lov til at blive raske igen.

Her bliver der så givet mulighed for, at man kan give et generelt informeret samtykke ved mindre sundhedsbehandlinger, og det er jo bare sund fornuft at sikre, at man kan få hjulpet eksempelvis ældre med demens hurtigst muligt og samtidig sikre, at der ikke skal bruges tid på at indhente svar og frem og tilbage, men at man bare kan ordne det til stor gavn for medarbejderne og til stor gavn for de ældre. Derfor kan vi selvfølgelig bakke op.

Tak til hr. Rasmus Horn Langhoff. Der er ikke nogen, der har indtegnet sig for spørgsmål eller kommentarer, så vi skal videre i ordførerrækken. Fru Jane Heitmann fra Venstre.

Lige behandling for alle i vores sundhedssystem er en grundsten i det danske velfærdssamfund. Det er retten til at bestemme over sig selv og sit liv også. Og netop retten til selvbestemmelse er omdrejningspunktet i lovforslaget her, hvor regeringen ønsker, at den ret, for så vidt angår behandling af varigt inhabile, kan overdrages til nærmeste pårørende eller værge. Med et ja til lovforslaget her bliver det muligt for sundhedspersonale, såfremt man har opnået samtykke fra nærmeste pårørende, at behandle varigt inhabile patienter for mindre sygdomme uden at skulle indhente samtykke for hver en mindre behandling. Det vender jeg tilbage til.

Samtykket er tidsbegrænset. Fra Venstres side anerkender vi fuldt ud, som en række kommuner peger på, at det kan være svært at få fat i pårørende, der også lever travle liv, for at indhente behandlingssamtykke til en mindre behandling. Men det må aldrig blive et hovedargument for at indskrænke grundlovsfæstede rettigheder. At gribe ind i den enkeltes selvbestemmelse må og skal være med det udgangspunkt, at det tjener den enkelte og ikke systemet bedst. Men kan man optimere hverdagen og hverdagens rutiner og dermed frigøre tid, skal man da gribe chancen, men det må ikke blive en glidebane for at gribe ind i den enkeltes ret til selvbestemmelse, blot fordi det alene er nemmere for personalet eller tjener systemet.

Lovforslaget her drejer sig om tidsbegrænset behandlingssamtykke af varigt inhabile til mindre behandlinger. Men hvad er mindre behandlinger? Som eksempel er nævnt blærebetændelse. Med sommerens historier fra ældreplejen i baghovedet, mener vi i Venstre, at der er brug for langt mere tydeliggørelse af, hvad mindre behandlinger vil sige i forhold til den enkelte patient. For det er korrekt, at for den ene patient kan blærebetændelse klares med en mindre behandling, men for den anden patient kan blærebetændelse omvendt være det første tegn på noget langt mere alvorligt og noget, som kan udvikle sig til en livstruende situation. Og sidst, men ikke mindst – og måske mest alvorligt – kan en blærebetændelse være tegn på omsorgssvigt.

Tænk bare på Else Marie Larsen, som vi i sommer lærte at kende, da hun i TV 2's dokumentar hang hjælpeløs i en lift over sengen og sad med en ble fyldt med lugtende afføring i en kørestol og havde blærebetændelse. Uværdigt og uanstændigt var det.

Lovforslaget her må ikke koble de pårørende af. Det vil være dybt betænkeligt, hvis pårørende kobles af, fordi det er lettest ikke at skulle bruge tid på at kontakte dem ved hver en behandling. Det er måske den pårørende, som netop kunne være den, som blev opmærksom på, at noget var galt. Og det er ingen hemmelighed, at vi i Venstre ønsker at styrke pårørendeinddragelsen med bl.a. lokale plejehjemsbestyrelser, hvor også de pårørende har en plads. Pårørende skal ses, de skal høres, og de skal tages alvorligt. De pårørende kender patienterne bedst og skal varetage deres ønsker i den situation, hvor de ikke selv er i stand til det.

Venstres udgangspunkt er patienten, borgeren og det enkelte menneske. Jeg har noteret mig høringssvaret fra Det Etiske Råd, som netop peger på – og jeg citerer:

»Og rådet må samtidigt minde om, at det informerede samtykke udgør en hjørnesten i sundhedsretten og udspringer af principperne om autonomi og respekt for det enkelte menneske, hvorfor det ikke må sættes under pres.«

Jeg har derudover noteret mig, at Ældre Sagen og Alzheimerforeningen er positive, men også hejser bekymringsflaget i forhold til, hvad mindre behandlinger dækker over. Vi vil fra Venstres side under udvalgsbehandlingen spørge ind til, hvad der ligger bag netop »mindre behandlinger«. Og vi er betænkelige ved, at mindre behandlinger præciseres i en bekendtgørelse af ministeren og således ikke er tydeligt afgrænset i lovforslaget som fremsat.

Lad mig derfor gentage: Vi må med lovforslaget ikke koble de pårørende af, for det er dem, der kender deres kære bedst, ligesom det er helt afgørende for os i Venstre, at samtykket gives skriftligt, er frivilligt, er tidsafgrænset, og at informeret samtykke ikke bliver en sovepude eller en glidebane væk fra, at personalet må og skal informere pårørende om både behandling og den varigt inhabiles tilstand.

Læren fra sommerens fokus på ældre og værdig pleje er jo bl.a., at vi har brug for de pårørende og deres unikke viden om den enkelte, ligesom vi har brug for korrekt journalføring og tilsyn, der virker. Venstre ønsker, at alle ældre mødes med omsorg og værdig behandling, og kan et informeret samtykke bidrage til, at varigt inhabile hurtigere modtager sundhedsfaglig behandling af høj kvalitet, så er vi med, men det skal være, uden at vi sætter den enkeltes integritet over styr.

Venstre kan støtte lovforslaget, men vi har en række afklaringspunkter.

Det var imponerende tidsmæssigt! Det er fuldstændig på klokkeslættet, på trods af at der ikke er et ur i talerpulten.

Så er det fru Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Mange tak. For mange kan det her måske være et lille ubetydeligt forslag, men i nogle tilfælde kan det måske medføre et overgreb på den enkelte. Det ved vi ikke hundrede procent, for vi ved ikke, hvordan det er, personalet møder den ældre på enten et plejehjem eller i hjemmeplejen.

Vi brugte et par år, tror jeg, til at diskutere tvang over for inhabile, og der var store overvejelser. For hvor går grænsen for, hvad man påbyder et menneske med demens, der siger fra og ikke ønsker behandlingen? Hvor går grænsen imellem at ville det bedste for den ældre og måske gøre det modsatte for den person, det drejer sig om? Da vi havde den debat, sagde vi fra Dansk Folkepartis side, at vi kun ønskede at gå ind for lovforslaget, hvis vi også sikrede, at der var et behandlingstestamente – et behandlingstestamente, som vi håber at der er rigtig mange mennesker der vil udfylde, inden de bliver inhabile. Så har man også selv lov til at sige: Hvis jeg bliver inhabil, vil jeg ikke behandles. Det kan f.eks. være for en lungebetændelse.

Jeg har den holdning, at hvis jeg en dag bliver inhabil – det kan være kørsel på motorcykel, der ender galt, eller på grund af en demenssygdom – så vil jeg faktisk ikke behandles for en lungebetændelse; så vil jeg gerne have lov til at dø af den. Derfor kan et lillebitte sundhedstiltag måske for nogle bare forlænge den pine, som de er havnet i. Og derfor er det også rigtig vigtigt, at vi med det her forslag ved, hvad det er for små indgreb, man taler om. Må de her små indgreb så også gøres med tvang? Hvordan sikrer vi, at det er den enkeltes ve og vel og ikke personalets ve og vel, det handler om, altså ved at man så er fri for at ringe til de pårørende?

Derfor er det utrolig vigtigt, at det her bliver gjort skriftligt, altså at når der aftales et formodet samtykke med pårørende, så bliver det skrevet ned og er noget, der bliver taget op, for man udvikler sig under sin sygdom. Jeg ville ikke bryde mig om at se mig selv eller min kære mor blive holdt i live, fordi der er nogle, der mener, at det ville være det bedste for os.

Så vi har selvfølgelig også nogle spørgsmål til det her lovforslag. For hvad er et lille indgreb? Hvordan sikrer vi, at man laver den her skriftlige procedure, som selvfølgelig også tager tid? Er det så noget, man nemt springer over? Hvordan sikrer vi, at man også tager den ældre med på råd? Hvis der en, der siger, at man ikke vil det her, selv om man er inhabil, så bør den enkeltes ønske også respekteres.

Vi er positive over for forslaget, men vil sige, at det her ikke bare er et lille forslag. Det kan lige pludselig blive en meget stor sag, hvis man gør noget, man tror er det bedste, men som faktisk viser sig at være det værste. Tak.

Vi siger tak til fru Liselott Blixt. Så er det fru Kirsten Normann Andersen fra SF.

Har du lige 2 minutter? Sådan spurgte Thomas, da jeg mødte ham første gang på torvet i Hørning. Det blev til en hel times samtale. Thomas' søster er mentalt handicappet og har i mange år boet på en institution. Thomas var dybt fortvivlet over den manglende omsorg for søsterens sundhed. Søsteren havde både urinvejsinfektion og underlivsbetændelse og derudover svær proteinmangel, og det, som personalet havde kaldt demens, var måske i højere grad delir. Søsterens ernæring var begrænset til pasta og ketchup. Sidst søsteren havde spist en ostemad, havde hun nemlig tabt endnu en tand, og hun havde selv konkluderet en sammenhæng. En tandlæge ville i stedet have konstateret omfattende paradentose.

Når Thomas spurgte personalet, hvordan det var kommet så vidt, og hvorfor de ikke havde handlet på de mange sundhedsproblemer, som han jo ikke selv nødvendigvis kunne opdage, var svaret, at søsteren havde sagt nej, når hun var blevet spurgt.

Den demente mand, som jeg selv for mange år siden måtte fastholde, mens lægerne lagde en meget brækket arm i gips, havde også sagt nej, endda meget tydeligt. Nogle borgere er bare dybt afhængige af, at de primære omsorgspersoner påtager sig ansvaret for at tage initiativ til behandling, også når patienten ikke forstår rækkevidden af, at behandlingen er afgørende for deres velbefindende. Sundhed for mentalt udsatte borgere er i sig selv en opgave, som vi skal løfte bedre i fremtiden.

Det her forslag er kun et lille skridt på vejen, idet det sikrer, at sundhedspersonalet, som ofte er primære omsorgspersoner for varigt inhabile borgere, skal have mulighed for at handle i situationen. Vi skal også sikre pligten til at handle.

SF støtter derfor også det her forslag, idet vi dog, som andre ordførere allerede har sagt, selvfølgelig skal sikre, at vi ved, hvad det er, der menes med mindre behandling, og vi skal også sikre, at forslaget også omfatter borgere i eget hjem, som der er blevet peget på. Og så skal vi fastholde det tætte samarbejde med de nærmeste, for man behøver nemlig ikke at undtage de nærmeste, fordi man samtidig får muligheden for at handle på en urinvejsinfektion i situationen.

Jeg synes, det er et vigtigt forslag, som vi behandler, og derfor støtter vi også op om det.

Tak til fru Kirsten Normann Andersen. Så er det hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten.

Tak for det, formand. I Enhedslisten støtter vi overordnet set lovforslaget om, at pårørende eller værger kan give et generelt samtykke til mindre behandlinger på vegne af varigt inhabile personer, men vi har også i Enhedslisten i lighed med nogle af de øvrige partier et par betænkeligheder, som jeg gerne lige kort vil ridse op her.

Vi bemærker først og fremmest, at samtykket udelukkende gives for mindre behandlinger. Det er vi positive over for, da vi ikke vil kunne bakke op om lignende tiltag for større behandlinger. I så fald ville vi frygte en glidebane, hvor man ikke vil sikre en ordentlig inddragelse og dialog med pårørende eller værger. Vi mener derfor i god overensstemmelse med flere høringsparter, at det bør defineres og konkretiseres, hvilke mindre behandlinger der vil kunne indgå i generelle fremadrettede samtykker, så det ikke giver den glidebane, vi ellers kunne frygte. Der bør laves en klar og tydelig definition af, hvilke behandlinger samtykket kan omfatte – f.eks. i en model med en bruttoliste, som der er flere, der foreslår i høringssvarene.

Vi mener ligeledes, at der for den enkelte varigt inhabile borgere vil være forskel på, hvilke behandlinger der vurderes som mindre for den enkelte, og dette bør derfor bero på konkrete vurderinger og drøftelser med de pårørende, hvilket også er helt i overensstemmelse med høringssvaret fra bl.a. Alzheimerforeningen. Vi mener også, at et sådant samtykke bør have en maksimal varighedsperiode.

Vi bemærker også, at der fortsat aktivt skal sikres eller gives, alt efter hvem man er, dette generelle samtykke, og at det er en frivillig ordning. Det er altså ikke en bevægelse væk fra inddragelse og samtykke, men snarere en måde at sikre hurtig og værdig behandling for mindre behandlingsbehov og en måde at sikre, at der, hvor der er behov for inddragelse og specifikke samtykker ved store behandlingsbehov, skal inddragelse finde sted og det specifikke samtykke afgives, inden store behandlinger sættes i gang.

Derfor mener vi også, at dette forslag ikke er med til at bringe os længere væk fra en støttet beslutningstagning, som bl.a. Institut for Menneskerettigheder rejser bekymring for i deres høringssvar, men det er selvfølgelig noget, vi i Enhedslisten følger meget tæt, og som vi gerne ser at ministeren kommer til at redegøre nærmere for i forbindelse med udvalgsbehandlingen.

Men som sagt indledningsvis bakker Enhedslisten op om lovforslaget, og jeg skulle hilse fra Radikale Venstre og sige, at det gør de også.

Tak for det. Så er det hr. Per Larsen fra Konservative Folkeparti.

Tak for det. Jeg kan sige på vegne af Det Konservative Folkeparti, at vi også støtter forslaget. Vi glæder os selvfølgelig også til udvalgsbehandlingen, fordi der er kommet nogle rigtig gode høringssvar med nogle opmærksomhedspunkter, som vi selvfølgelig skal tage med i arbejdet. Men som sagt er vores støtte til forslaget givet.

Tak til hr. Per Larsen. Så er det hr. Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige.

Jeg havde det sådan, da jeg læste det her forslag, lige til at starte med, når man bevæger sig ned i det: Nej, dæleme ikke mere stat, nu stopper det. Men i takt med at jeg læste mig længere og længere ned i forslaget, mødte jeg jo ting, som beroligede mig, altså frihed, valgmuligheden, inddragelsen af pårørende. Det beroligede mig rigtig, rigtig meget, fordi man i det her forslag faktisk – efter min opfattelse – tænker på de pårørende og tænker på, hvordan man kan skabe en hverdag og en situation for dem, som også gør det lettere i deres hverdag at have måske en ældre pårørende, der har demens.

Jeg forstår godt bekymringerne i forhold til at sætte hegnspæle rundt omkring, hvad det er for sygdomme, og hvad det er for nogle behandlinger, det her må være. Det synes jeg vi skal kigge på. Jeg kan godt lide idéen om en bruttoliste, hvor den pårørende sammen med fagpersonalet kan vælge de ting, som den pårørende synes er rimelige, og som de gerne vil. Det kunne jeg godt tænke mig at vi dykkede ned i, for det ville give en endnu større frihedsmulighed for de pårørende, som kan skabe en god alderdom for de demente. Så det er ordene herfra.

Tak siger vi til hr. Lars Boje Mathiesen. Så er det hr. Henrik Dahl fra Liberal Alliance.

Tak for ordet. I vores meget lille folketingsgruppe arbejder vi på den måde, at vi til gruppemødet om tirsdagen får et dokument med indstillingerne til alle sager i Folketinget i den pågældende uge, og der er et forslag til, hvad vi kunne mene. Hvis forslaget er gult, betyder det, at vi skal diskutere det mere indgående på gruppemødet. Og sådan har vi haft det med lovforslag L 101. Hvad skulle vi mene om det?

Vi ender med at stemme for. Før jeg blev medlem af Folketinget, arbejdede jeg med at lave, jeg vil ikke sige markedsanalyser, for det rettede sig ikke imod markedet, men forskellige former for empiriske undersøgelser. Og en af de ting, vi har brugt meget energi på at undersøge, er noget, der hedder Patienthåndbogen, som er lavet af Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

Der har vi lavet en hel masse enkeltinterview og fokusgrupper om den her Patienthåndbog. Og det, som Dansk Selskab for Patientsikkerhed lægger til grund for Patienthåndbogen, er, at mange patienter i virkeligheden har godt af at have en bisidder med til læge, fordi de kan have kognitive udfordringer med at gennemføre den her samtale. Det er på samme måde med løbende behandlinger: Det er faktisk en fordel for patienterne.

En af de ting, der navnlig gjorde indtryk på mig, var et interview, jeg havde med en mand, som var jurist, og hvis kone led af demens. Og det var i realiteten manden, der traf en masse beslutninger om, hvordan det her behandlingsforløb skulle tilrettelægges for hans kone.

Den her mand, som var jurist, sagde: Hver eneste dag er det sådan, at dygtige læger bøjer reglerne, for de ved jo godt, at de bliver nødt til at spørge mig. Juristen siger: De bøjer reglerne, og de bøjer reglerne med rette, fordi det ikke giver nogen mening at spørge en person, der er dement, hvordan behandlingen skal tilrettelægges. Det gjorde betydeligt indtryk på mig at høre alle de her udsagn, da vi undersøgte, hvordan den her bog skulle fungere.

Jeg synes egentlig, at det, som lovforslaget her gør, sådan set er at lovliggøre noget, som dygtige læger og sygeplejersker faktisk stiltiende gør i dag, nemlig at spørge en søn, en datter, en mand eller en meget nær ven eller veninde: Hvad er det bedste at gøre her? Du kender personen. Hvad tror du i virkeligheden at vedkommende vil, når personen har svært ved at svare for sig selv? Det, som den her jurist, jeg refererer til, sagde, var, at personalet gør det rigtige i de her situationer. Derfor er det selvfølgelig lidt forkert, at det, når de gør det rigtige, strengt taget ikke er lovligt. Det bliver der lavet om på med lovforslaget her.

Jeg er ikke så betænkelig ved, at børn, ægtefæller eller meget nære venner til en patient – folk i den kategori – vil patienten det bedste og kan aflæse nogle signaler, som er svære at aflæse, når man ikke kender personen lige så godt. Så vi synes, at det er et rigtig fornuftigt lovforslag, som der selvfølgelig skal arbejdes med i udvalgsbehandlingen, men som vi bakker op om. Tak for ordet.

Tak siger vi til hr. Henrik Dahl. Så er det sundheds- og ældreministeren.

Tak for det, og mange tak til Folketinget for bemærkningerne til det her lovforslag.

Vi ønsker som sagt at give varigt inhabile patienters nærmeste pårørende eller værge eller fremtidsfuldmægtig mulighed for at give et generelt informeret samtykke til mindre sundhedsfaglige behandlinger af patienten. Det er det, det handler om. Formålet er at sikre, at de patienter, der ikke selv er i stand til at varetage deres interesser, stadig får den bedste behandling, de har brug for, og på det tidspunkt, de har brug for den. I dag skal sundhedspersonalet altid kontakte de nærmeste pårørende til en varigt inhabil patient, hvis patienten skal behandles. Og det skal de, uanset hvor stor eller lille behandling der er tale om, og uagtet at en habil patient helt uden betænkeligheder eller i hvert fald uden større overvejelser formentlig ville give samtykke til en sådan behandling.

Vi foreslår derfor med lovforslaget at give de pårørende mulighed for at give det her generelle informerede samtykke, så de ikke skal kontaktes, hver gang sundhedspersonalet overvejer at igangsætte en behandling. Det vil være til fordel for den varigt inhabile patient, som kan få de mindre behandlinger, som vurderes nødvendige, uden først at skulle vente på, at det lykkes at få fat i de pårørende, så de kan give samtykke til en sådan mindre behandling.

Forslaget har også til hensigt at reducere den tid, som personalet bruger på at indhente det her samtykke på vegne af den varigt inhabile patient. Ud over at det, som jeg altså nævnte, risikerer at udsætte behandlingen af patienten, ja, så tager gentagne mislykkede forsøg på at få kontakt til de pårørende jo også tid fra sundhedspersonalet – tid, som kunne være brugt bedre på den nære patientkontakt, og den nære patientkontakt er der brug for.

Gruppen af varigt inhabile borgere er en stor og en uensartet gruppe, som har det tilfælles, at de på grund af deres nedsatte psykiske funktionsevne ikke formår at forholde sig fornuftsmæssigt til foreslåede behandlinger. Det er en særlig sårbar gruppe patienter, vi har med at gøre, som har brug for en styrket omsorg i deres møde med sundhedsvæsenet. Samtidig er det vigtigt, at patienternes integritet og selvbestemmelsesret ikke begrænses i højere grad end strengt nødvendigt, og det er derfor afgørende, at patienten inddrages i behandlingen i det omfang, patienten forstår situationen, og at tilkendegivelser fra patienten bliver tillagt betydning i det omfang, de er relevante. Der er allerede et vigtigt princip i dag, og det vil selvfølgelig også være gældende i tilfælde af, at der behandles på baggrund af et generelt informeret samtykke.

Som det fremgår af lovforslaget og også af debatten her i Folketingssalen her til aften, skal det nærmere indhold af lovforslaget udmøntes, og i en bekendtgørelse skal der bl.a. fastsættes det element, som mange har været inde på, nemlig hvilke behandlinger der vil kunne gives et generelt informeret samtykke til og altså også udstrækningen af et sådant samtykke. Jeg vil godt understrege, at ministeriet vil inddrage en bred kreds af aktører med relevant viden, inden en sådan bekendtgørelse bliver udstedt, og det er helt afgørende, at det bliver relevante og klart definerede behandlinger, som vil kunne iværksættes på baggrund af et generelt informeret samtykke.

Samlet set har lovforslaget altså til hensigt at sikre behandling til den varigt inhabile patient, når der er brug for behandling, ligesom det har til hensigt at frigive tid til sundhedspersonalets direkte kontakt med patienterne. Og det er min vurdering, at vi med den foreslåede ordning kan sikre dette uden at gå på kompromis med patienternes integritet og rettigheder. Derfor håber jeg, at lovforslaget vil få en god udvalgsbehandling. Jeg svarer naturligvis på udvalgets spørgsmål i behandlingen. Tak, formand.

Tak siger vi til sundheds- og ældreministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og dermed er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Sundheds- og Ældreudvalget. Hvis ingen gør indsigelse mod dette, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.