Tak for det, formand. Også tak til ordføreren for forespørgerne, hr. Christian Juhl. 11 dages raketangreb og bombardementer har kostet langt over 200 mennesker livet og har såret mange tusinder, herunder et stort antal børn. Det er en menneskelig tragedie, og det er dybt frustrerende endnu en gang at være vidne til en så voldelig og blodig opblussen af konflikten.
Jeg er lettet over, at der nu er opnået en foreløbig indstilling af kamphandlingerne. Det er helt afgørende, at våbenhvilen respekteres, så vi kan beskytte civile, sikre humanitær adgang til Gaza og igangsætte en diplomatisk proces. Jeg har fra starten af taget klart afstand fra de mange tusinde vilkårlige raketangreb fra terrororganisationen Hamas og andre militante grupper i Gaza rettet mod civile i Israel. Og lad mig sige det helt klart: Det er helt uacceptabelt. Det er ren og skær terrorvirksomhed; det må og skal stoppes.
Regeringen har meget klart sagt, at vi anerkender Israels legitime ret til selvforsvar i den situation. Samtidig har vi også kontinuerligt lagt vægt på, at Israel må demonstrere proportionalitet og tilbageholdenhed i magtanvendelsen. Bestræbelserne på at få våbenhvilen i stand har haft stor international opbakning. Jeg har selv fra tidligt i konflikten rakt ud til mine kolleger i Israel og Palæstina og opfordret til deeskalering. Herhjemme har Udenrigsministeriet været i løbende kontakt med de herværende ambassadører, og vores ambassader ude har ydet en stor indsats trods svære omstændigheder.
De diplomatiske bestræbelser, der i sidste ende ledte til våbenhvilen, blev gradvis intensiveret i løbet af de 11 dage, som konflikten varede. Det oplevede jeg selv på nærmeste hold, da USA's udenrigsminister i den forgangne uge var i København, på Island og i Grønland. Her førte han løbende et meget aktivt telefondiplomati med en række af de centrale aktører, ligesom Blinken og jeg drøftede konflikten på tomandshånd ad flere omgange. Det amerikanske engagement har været afgørende for at få Israel om bord i en våbenhvile.
I forhold til Hamas skal man nok især se på de regionale aktørers indsats. Egypten har ved tidligere konflikter mellem Israel og Hamas i bl.a. 2014 og 2009 spillet en nøglerolle for at få Hamas til at tilslutte sig våbenhviler. Det har Egypten haft særlig mulighed for, da man nyder tilstrækkelig tillid både hos Israel og Hamas.
Regeringen havde selvsagt gerne set, at FN's Sikkerhedsråd havde kunnet enes om en resolution, som opfordrede til en våbenhvile, men vurderingerne fra især amerikansk side var, at der var større chancer for at opnå en våbenhvile uden en resolution – og det respekterer vi. For regeringen er målet, altså selve våbenhvilen, vigtigere end midlet. Derfor glæder jeg mig også over, at våbenhvilen nu er en realitet.
EU har også engageret sig aktivt under konflikten. Herfra har der været løbende opfordringer til deeskalering og aktivt diplomati fra både den høje repræsentant Borrell og fra flere EU-medlemslande, herunder altså også en aktiv indsats fra dansk side. Afholdelsen af et ekstraordinært udenrigsministermøde den 18. maj var et vigtigt signal om, at konflikten måtte deeskalere og helt slutte.
I lyset af den nuværende situation, hvor de humanitære udfordringer i Gaza er kolossale, vil regeringen fokusere på to indsatser: For det første vil vi særlig gennem EU og FN arbejde for at sikre beskyttelsen af civile og uhindret humanitær adgang til Gaza. For det andet vil vi bidrage til at adressere de grundlæggende årsager til konflikten og forhåbentlig få genskabt perspektivet for en tostatsløsning. Det er den eneste farbare vej for både israelere og palæstinensere.
Derfor skal der også tages skridt fra begge parter. Det omfatter en ophævelse af blokaden mod Gaza til gavn for Gazas indespærrede befolkning, og det skal selvsagt gå hånd i hånd med skridt, der sikrer israelske borgere mod angreb fra Gaza, herunder afvæbning af alle terrorgrupper i Gaza. Begge dele burde være en selvfølgelighed. I kølvandet på våbenhvilen må en serie af tillidsskabende tiltag derfor også fremmes, så situationen gradvis skal normaliseres i og for Gaza og dermed også for Israel.
I EU-kredsen er vi enige om de store linjer, herunder målet om en tostatsløsning med grænser baseret på status før besættelsen i juni 1967 med mulighed for landbytte. Jerusalem skal være delt hovedstad for de to stater, og sikkerhedsarrangementer skal tilgodese israelernes sikkerhed i forhold til terrorisme og andre sikkerhedstrusler, herunder regionale trusler. Samtidig skal de respektere palæstinensernes suverænitet og ret til deres egen stat.
Endelig skal der findes en retfærdig, aftalt og realistisk løsning på flygtningeproblemet. Det er samtidig vigtigt, at status quo for de hellige steder i Jerusalem opretholdes. Her må vi huske på, at det er Jordan, som i henhold til fredsaftalen mellem Israel og Jordan i 1994 har ansvaret og kompetencen over det område – og det er derfor vigtigt, at det selvfølgelig respekteres.
Der er derudover ingen tvivl om, at bosættelserne udgør et kerneproblem i konflikten. Danmark og EU's holdning til bosættelserne er klar: Bosættelserne er ulovlige efter folkeretten. Regeringens politik er derfor, at Israel bør indstille sin bosættelsespolitik. Det går direkte imod EU's politik og FN's Sikkerhedsråds resolution 2334. Regeringen støtter opfordringen i sikkerhedsrådsresolutionen om at skelne mellem Israel og de besatte områder. Tvangsudsættelser af palæstinensiske familier fra deres boliger, som i stedet overdrages til bosættere, er i strid med folkeretten. Det har EU og Danmark klart tilkendegivet ved flere lejligheder. Danmark deltog derfor den 11. maj i et EU-ledet besøg i Sheikh Jarrah for at understrege vores modstand mod udsættelserne.
Manglen på afholdelse af palæstinensiske valg, som skal give de palæstinensiske ledere politisk legitimitet, også hos deres egen befolkning, er fortsat en betragtelig udfordring. Derfor er det vigtigt at få gennemført de palæstinensiske valg, som indtil videre har været udsat på ubestemt tid.
Regeringen følger også den humanitære situation i Gaza tæt. Udenrigsministeriets partnere er i fuld gang med at styrke deres igangværende aktiviteter i området. Dansk Røde Kors og Red Barnet har allerede i den forløbne uge afsat over 2,5 mio. kr. til akutte indsatser i Gaza under deres partnerskab med Udenrigsministeriet.
Danmark bidrager med 105 mio. kr. årligt i kernebidrag til UNWA. Organisationen leverer basale serviceydelser som uddannelse og sundhedsydelser samt beskyttelse til ca. 1,4 millioner palæstinensiske flygtninge i Gaza. UNWA spiller en vigtig rolle, også i det forestående humanitære arbejde. Eksempelvis har organisationen skoler i Gaza, som huser over 65.000 palæstinenserne, som søgte ly for bombardementerne. Folkekirkens Nødhjælp, Mellemfolkeligt Samvirke, ActionAid, Red Barnet samt Dansk Røde Kors har alle langsigtede programmer i Palæstina for danske midler. Der er behov for, at konfliktens parter sikrer humanitær adgang for at vurdere behovene og levere nødvendig humanitær assistance.
Lad mig afslutningsvis slå fast, at Danmark har et tæt samarbejde med Israel, som omfatter alt fra handel til forskning og innovation. Vi har en tæt og tillidsfuld dialog. Den bruger vi naturligvis også til at fremlægge vores syn på, hvordan forudsætningerne for en fredelig løsning på konflikten styrkes.
Det samme gælder vores samarbejde med det palæstinensiske selvstyre. Dette samarbejde er baseret på en overordnet strategisk tilgang, hvor vi sikrer, at udviklingssamarbejdet understøtter det politiske arbejde relateret til fredsforhandlingerne.
Konflikten er både langvarig, kompleks og hjerteskærende. Vi må konstant navigere i et landskab af absolutter, balancer og kompromiser. Det er et absolut, at folkeretten må efterleves af alle parter. Og uanset hvordan man vender og drejer det, er en raketregn affyret i blinde mod tæt befolkede områder ikke andet end terror. Det er også et absolut, at civile på begge sider må og skal beskyttes mod bomber og raketter. Derfor må retten til selvforsvar, som jo også er en del af folkeretten, respekteres. Samtidig må den udøves under hensyn til proportionalitet.
Der påhviler også det internationale samfund et ansvar for en fair og balanceret tilgang til konflikten. Hvis man gang på gang turer frem med ubalancerede resolutioner, som ikke kan mønstre hverken bred international opbakning eller effektivt ejerskab fra parternes side, så trækker man fra i stedet for at lægge til.
Løsningen kender vi i virkeligheden alle: Den kan kun ende med en forhandlet og ligeværdig løsning, et kompromis. Det må vi gøre alle vores bestræbelser for at gøde jorden for med blik for både absolutter, balancer og kompromiser og som en støtte til tostatsløsningen, en støtte for fred og sikkerhed og en tryg fremtid for både israelere og palæstinensere.