Det næste punkt på dagsordenen er:

51) Forespørgsel nr. F 62:

Forespørgsel til social- og ældreministeren:

Vil ministeren redegøre for sine overvejelser om, hvilke konkrete initiativer der skal sættes i værk for at forbedre retssikkerheden for borgere med handicap, således at nye retssikkerhedsbestemmelser kan indføres forud for eller parallelt med en kommende reform af handicapområdet, som forventes at blive aftalt i forlængelse af den igangværende evaluering af området?

Af Jakob Sølvhøj (EL) og Pernille Skipper (EL).

(Anmeldelse 04.05.2021. Fremme 06.05.2021).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 3. juni 2021.

Den første, der får ordet, er hr. Jakob Sølvhøj, som er ordfører for forespørgerne, for en begrundelse for forespørgslen.

Med denne forespørgsel til social- og ældreministeren har det ikke været Enhedslistens hensigt at rejse en debat om, hvorvidt retssikkerheden for borgere med handicap er i orden. Jeg forestiller mig ikke, at hverken ministeren eller nogen af de ordførere, der vil tage ordet her i løbet af debatten, vil bestride det faktum, at retssikkerheden ikke har det rigtig godt på handicapområdet – jeg tror, at nogle ville udtrykke det stærkere.

Tallene fra Ankestyrelsen taler deres tydelige sprog. Mere end hver anden forælder til børn med handicap, der klager over en kommunal afgørelse, får medhold i, at afgørelsen er forkert, eller at sagen er mangelfuldt behandlet, og Ankestyrelsens praksisundersøgelse lader ingen tvivl tilbage om, at også de sager på handicapområdet, hvor borgerne ikke klager, i et helt utilstedeligt omfang er behæftet med fejl og mangler.

Enhedslisten har derfor ikke bedt ministeren om at forholde sig til, om der er den fornødne retssikkerhed for borgere med handicap, men har spurgt, hvad ministeren konkret vil gøre for at rette op på den åbenlyse mangel på retssikkerhed, og hvilke initiativer ministeren vil sætte i værk for at skabe tillid blandt borgerne til, at offentlige myndigheder overholder den lovgivning, der skal sikre borgere med handicap den støtte og hjælp, der skal til for at leve et liv på lige fod med andre.

Social- og ældreministeren har stillet i udsigt, at vi i løbet af efteråret skal i gang med at forhandle en reform af hele handicapområdet, og det er naturligvis helt afgørende, at borgerne kan have tillid til, at den nye lovgivning, der gennemføres ved en kommende reform, også bliver overholdt. Derfor er det så nødvendigt, at vi får forbedret retssikkerheden. Jeg ser frem til at høre ministerens besvarelse.

Tak til hr. Jakob Sølvhøj fra Enhedslisten for begrundelse af forespørgslen. Jeg vil nu give ordet til social- og ældreministeren for besvarelse af forespørgslen.

Tak til formanden for ordet. Også en stor tak til stillerne af forespørgselsdebatten for at rejse den her vigtige dagsorden. Der er ikke nogen tvivl om, at retssikkerheden på handicapområdet skal styrkes, for mange mennesker med handicap oplever, at de må kæmpe en sej kamp for at få den rette hjælp. Sådan skal det ikke være. I et velfærdssamfund som vores skal man være tryg ved, at fællesskabet griber dig, når et fysisk eller psykisk handicap står i vejen for, at du kan leve et aktivt og selvstændigt liv. Tilliden lider et knæk, når mennesker med handicap oplever, at systemet ikke er den gode holdkammerat, som rækker dig hånden og hjælper dig op, når du falder.

Når det er sagt, har kommunerne inden for rammerne af lovgivningen mulighed for at fastsætte deres eget serviceniveau. Hvis man som borger med handicap ikke mener, at man får den hjælp, man har behov for og ret til efter lovgivningen, så har man mulighed for at påklage kommunens afgørelse til Ankestyrelsen. Det ligger der også en vigtig retssikkerhed i – det må vi ikke glemme.

Her er der måske en tendens, også fra os her fra Christiansborg, til at stirre os blinde på omgørelsesprocenter i klagesagerne til Ankestyrelsen. Men det er jo faktisk også retssikkerhed, at man kan få vurderet sit afslag på hjælp og få afgørelsen omgjort, hvis den er i strid med den ret til hjælp, man har efter lovgivningen. Det betyder ikke, at vi er i mål med hensyn til retssikkerheden – det påstår jeg ikke. Vi kan og skal gøre det bedre, når det gælder retssikkerhed for mennesker med handicap, for det skal ikke være en kamp at få den rette hjælp.

Vi har et vigtigt arbejde foran os for at genskabe tilliden på handicapområdet, og det gælder, som jeg ser det, på begge sider af bordet. Jeg vil i den forbindelse gerne takke de mange interessenter, brugerorganisationer og politiske kolleger i Folketinget – senest Enhedslisten – som bidrager med idéer til konkrete løsninger på udfordringerne. Det er et vigtigt indspark til drøftelserne af, hvordan vi sammen kan styrke retssikkerheden på handicapområdet.

Jeg forstår godt, at alle er optaget af at få konkrete løsninger på bordet – det er jeg også. Derfor er jeg glad for, at regeringen i samarbejde med støttepartierne allerede har iværksat flere tiltag, som skal bidrage til at styrke tillid og retssikkerhed på handicapområdet. Mennesker med handicap skal opleve, at systemet er til for dem og ikke omvendt. Derfor afsatte regeringen sammen med finanslovspartierne på finansloven for 2021 30 mio. kr. og 35 mio. kr. årligt frem til 2024, som kommunerne kan bruge til ansættelse af uvildige borgerrådgivere. Med en borgerrådgiver ved sin side kan mennesker med handicap få uvildig vejledning og støtte til at finde den rigtige hjælp. Dialogen med kommunen skal nemlig være et samarbejde. Borgerrådgiverne er et vigtigt skridt i den retning, som skal sikre, at borgerne bliver inddraget og hørt.

Netop samarbejde er helt afgørende for at gøre op med tillidskrisen på handicapområdet. Det nytter ikke noget, at vi står i hver vores ringhjørne og skubber skylden for udfordringerne rundt imellem os – vi må løfte opgaven sammen. Derfor har jeg her i foråret taget initiativ til et partnerskab om tillid og retssikkerhed på handicapområdet sammen med Kommunernes Landsforening, Danske Handicaporganisationer og Dansk Socialrådgiverforening. Partnerskabet skal være et forum for fælles dialog om problemstillingerne på området, hvor vi forpligter hinanden på at bidrage til at få genskabt tilliden mellem borgere og system. Samtidig må vi huske på, at økonomisk krise og en tidligere borgerlig regering, der ikke lod velfærdskronerne følge med det stigende antal børn og ældre, også har presset den kommunale økonomi. Det anerkender jeg også – det har denne regering som ambition at rette op på.

Derfor har vi også allerede løftet kommunernes økonomi med mere end 3 mia. kr. i de seneste to økonomiaftaler med kommunerne, ligesom vi har gennemført en udligningsreform, der sikrer en større omfordeling fra de velstillede kommuner til de økonomisk udfordrede kommuner, så der er råd til ordentlig velfærd i alle kommuner. Vi har også fået gjort op med sparekonsulenter i kommunerne, så borgerne ikke risikerer at få reduceret deres hjælp, fordi en konsulent, der tjener penge på at finde besparelser for kommunen, har udtalt sig. Der er desuden over de sidste 3 år afsat næsten 100 mio. kr. til at nedbringe sagsbehandlingstider og bunkerne af sager på Ankestyrelsens skriveborde.

Når alt det er sagt, kan jeg tilslutte mig præmissen for forespørgselsdebatten i dag. Som allerede sagt mener jeg, at vi kan og skal gøre mere.

Nøglen til at nedbringe de alt for høje omgørelsesprocenter i Ankestyrelsen er bl.a., at vi styrker den kommunale sagsbehandling. Regeringen har derfor sat retssikkerheden på handicapområdet på dagsordenen i forhandlingerne med KL om kommuneøkonomiaftalen for 2022, som er i gang lige nu. Også her er det afgørende, at vi baserer samarbejdet på dialog og vilje til at gå konstruktivt ind i arbejdet, så vi kan løse problemerne i fællesskab.

Men jeg ønsker også at prioritere retssikkerheden højt ved efterårets forhandlinger om SSA-reserven for 2022. Her vil jeg gerne være med til at kigge på mulighederne for at løfte kvaliteten i sagsbehandlingen, understøtte tillid og samarbejde og kompetenceudvikling. Det ser jeg frem til at drøfte nærmere med Folketingets partier.

For at sikre bedre hjælp til ikke kun mennesker med handicap, men alle børn, unge og voksne, som har brug for specialiserede sociale indsatser, er der behov for løsninger, som er grundigt gennemtænkte og fagligt funderede. Det skylder vi de børn, de unge og de voksne, der modtager indsatser på det specialiserede socialområde. Derfor har regeringen i samarbejde med Enhedslisten, SF og Det Radikale Venstre iværksat en omfattende evaluering af det specialiserede socialområde, som først og fremmest skal give os bedre kendskab til målgrupper og tilbud. Vi vil også analysere de grundlæggende strukturer på området, herunder opgavefordelingen, den kommunale visitation, kvaliteten, specialiseringsmekanismer og økonomiske incitamenter – alt sammen for at sikre et grundigt og solidt vidensgrundlag, når der skal peges på konkrete løsninger.

Lad mig i den forbindelse understrege, at det er et langt, sejt træk at styrke det specialiserede socialområde. Evalueringen kommer ikke til at løse alle problemer med et snuptag. Det er heller ikke tiltag, som kan mærkes natten over, men til gengæld er vi i gang med at støbe fundamentet for en bedre indretning af området, så mennesker med handicap får den bedst mulige hjælp og støtte til at leve et godt liv, og jeg tror på, at vi vil lykkes med det, selv om det er ambitiøst.

Jeg vil gerne slutte af med igen at takke stillerne af dagens forespørgsel. Det er regeringens klare ambition, at vi skal handle på de udfordringer og problemer, der er på handicapområdet. Ligesom stillerne af forespørgslen er jeg optaget af at finde gode og gennemtænkte løsninger, og regeringen er allerede godt i gang, også sammen med finanslovspartierne, både med konkrete og målrettede tiltag, som skal styrke tillid og retssikkerhed, og med en omfattende evaluering af det specialiserede socialområde. Med det vil jeg sige tak for ordet for denne omgang.

Tak til ministeren for besvarelse. Der er nu adgang til én kort bemærkning for ordførerne, og den første, der har bedt om det, er fru Charlotte Broman Mølbæk.

Tak for det, og tak for talen. Der er mange steder, vi kunne sætte ind, hvis vi skulle gøre noget ved retssikkerheden, og det mener jeg også vi bør gøre. Men noget af det, jeg godt kunne tænke mig at spørge ministeren til, er det dilemma, rigtig mange mennesker med handicap står i – det gælder både børn, unge og voksne – når der er de såkaldte revisiteringer, hvor man kan være ude for, at man lige pludselig kan få frataget den hjælp, man har fået tidligere. Nu snakkede vi også tidligere om BPA-ordningen. Den kan blive reduceret fra relativt mange timer, døgnbemandet, til at det bliver få timer om ugen. Mener ministeren også, at det er et dilemma, at der ikke er en retssikkerhed og en retsstilling på det her område – at der ikke er en eller anden form for transparens i, hvornår man kan få frataget sin hjælp, så man kan forstå, hvorfor det er, man får den frataget? At man bare kan få den frataget, som det kan være nu, uden at der er nogen synderlige forandringer, forekommer mig ret besynderligt. Så det vil jeg gerne høre ministerens refleksioner over og bud på.

Så vil jeg også gerne høre, om ministeren vil kigge på den del om lange observationer i eget hjem, hvor der ikke er nogen rammer og regler.

Ministeren.

Tak for det. Jeg tror nu nok, jeg vil sætte spørgsmålstegn ved den måde at udtrykke det på, at man bare kan få frakendt sin hjælp og gå fra at få dækket et meget stort hjælpebehov til, uden at der er sket nogen forandringer overhovedet, ikke at være dækket. Der skal jo være en konkret og individuel vurdering i hver enkelt sag. Det er jo et af de grundlæggende principper, hele vores sociallovgivning og den socialfaglige praksis ude i kommunerne er bygget op omkring. Så det er bare for at sige, at selv om der kan være lokale serviceniveauer, der gør, at hjælpen kan være forskellig og have et forskelligt serviceniveau, er det jo ikke sådan, at man bare kan reducere en borgers hjælp uden at kigge på borgerens situation.

Tak. Så er det fru Anni Matthiesen.

Tak, og tak for talen til ministeren. Det er lidt tid siden, jeg har haft med handicapområdet at gøre, men nu kan jeg så benytte lejligheden til at komme lidt ajour med de forskellige ting. Ministeren sagde, at det var rigtig vigtigt, at sagsbehandlingen blev styrket. Der kunne jeg godt tænke mig, hvis ministeren også her i aften kunne sætte lidt flere ord på. Hvad tænker ministeren? Hvordan kunne man gøre det? Hvad skal der til? Hvad er ministerens tanker i forhold til at styrke sagsbehandlingen i kommunerne?

Ministeren.

Tak for det. Noget handler jo om – og nogle af de snakke, vi også har haft her i salen løbende, handler om – at kigge på, hvad det egentlig er for et regelgrundlag, vi har. Vi har jo lige været igennem en stor øvelse på børneområdet og får nu en ny barnets lov, hvor vi gennemgår den lovgivning, vi herinde i bedste vilje over en årrække har fået lavet på børneområdet, og hvor der er stadig flere proceskrav, der bliver lagt til. Som vi har kunnet se fra frikommuneforsøg i forhold til de mest udsatte børn, lægger det jo også nogle hindringer i vejen for, at de faglige medarbejdere, der sidder derude med børnene og familierne, kan gå i gang med den indsats, der er den rigtige. Så jeg tror da, at en del af diskussionen her handler om, at vi også er villige til at kigge på det regelgrundlag, man skal administrere ud fra. Men i det ligger der jo – og det vil alle vide, der har været i det her, og nogle har været det i flere år end jeg – altid en masse dilemmaer. Det er aldrig så enkelt, som man lige kunne synes, når man skal ind og justere i lovgivningen her.

Tak. Så er det fru Karina Adsbøl.

Tak for det. Det er efterhånden lang tid, siden vi holdt en åben høring omkring retssikkerhed for borgere med handicap. Det gjorde vi den 11. november 2020 i Socialudvalget, og ministeren var også til stede. Der var en række forslag fra alle dem, der var med. Der var en række forslag fra Sanne Møller fra Embedsværket ApS, Jacob Hess, vicedirektør i Ankestyrelsen, Thomas Krog, politisk chef for Muskelsvindfonden, Monica Lylloff fra #enmillionstemmer osv. osv. De havde en række forslag med til os og gode pointer og anbefalinger, og så kunne jeg godt tænke mig at høre ministeren, hvordan socialministeren har taget dem til sig. Altså, bare et af dem er: Flyt guleroden og sørg for, at kommunerne ikke kan beholde penge, de har sparet på ulovlige afgørelser, både ved for sene tilkendelser eller uretmæssige nedsættelser, og det kan gøres med en retssikkerhedsfond. Det var et af forslagene, og det er også noget, Dansk Folkeparti har fremsat. Men har ministeren taget nogen af de her anbefalinger til sig?

Ministeren.

Tak for det. Det var en rigtig god høring; jeg husker den tydeligt. Og hvis ikke jeg husker forkert, var det, man skal vel sige fru Sanne Møller, som stod bag citatet med »flyt guleroden«. En del af de her diskussioner har vi jo efterfølgende haft, og derfor ved ordføreren også godt, hvor regeringen og de forskellige partier står, f.eks. i forhold til diskussionen omkring økonomisk straf i kommunerne versus indsatsen for at få den rigtige afgørelse første gang.

Så jeg husker det som en rigtig god høring, og man kan sige, at flere af de mere konkrete forslag, der blev lagt på bordet, har vi haft lejlighed til at drøfte ved flere lejligheder. Som jeg husker det, er der nu også en del af de forslag, der blev lagt på bordet af nogle af aktørerne – jeg kan i øvrigt ikke se min tid, formand – med budskabet, at her er fem gratis forslag, som vi, når vi så gik hjem og regnede på dem, skulle op at finde et to- eller trecifret millionbeløb for at kunne realisere. For som jeg også sagde til Venstres ordfører, er det sådan på det her område, at der jo tit ligger noget nedenunder, der ligesom besværliggør tingene lidt mere, end hvad man sådan intuitivt tænker måtte være tilfældet.

Tak for det. Det er rigtigt, at der er lidt periodiske fejl med uret her på talerstolen. Det har der været i løbet af dagen, så vi må prøve at hjælpes ad med at få det til at gå alligevel.

Men der er en kort bemærkning fra hr. Jakob Sølvhøj.

Ministeren refererer i sin tale til klagesystemet, og det er der meget der tyder på at der skal kigges nærmere på, men er ministeren ikke enig i, at der er et meget stort mørketal på det her område? Når vi konstaterer, at mere end hver anden sag er fejlbehandlet eller der er truffet forkerte afgørelser i børnehandicapsager, er der så ikke grund til at tro, at der er rigtig mange af de sager, hvor borgerne ikke klager, og hvor der også er fejl, og er vi ikke nødt til i vores søgen efter at finde de rigtige løsninger på retssikkerhedsproblemet også at finde nogle løsninger, der sikrer alle de borgere, der ikke klager?

Lige præcis mennesker med handicap kan jo være i en situation, hvor de har vanskeligt ved selv at overskue at klage, og mange af dem har måske ikke pårørende, der er i stand til at hjælpe dem. Så er det ikke en helt central opgave, at vi får støttet de borgere, der ikke selv har mulighed for at klage?

Ministeren.

Jo, altså, der er da klart mangler ved det talmateriale, vi har omkring vores klagesystem. Jeg deler spørgerens bekymring, også omkring den ulighed, der kan være skjult; man kan kalde det mørketal eller borgere, der ikke klager, og som kunne have brug for det. Vi mangler sådan set også data på alle de mennesker, der får en afgørelse og ikke klager, fordi de er glade for afgørelsen, og det synes jeg også den her diskussion fortjener at vi husker at løfte frem. Den seneste gapundersøgelse fra Det Centrale Handicapråd viser jo faktisk til i hvert fald min intuitive overraskelse, at andelen af borgere, som er meget glade for den sagsbehandling, de oplever, og borgere, der er meget utilfredse, er lige stor. Men for dem, der er meget utilfredse, er der en oplevelse af, at alle de andre borgere med handicap også er meget utilfredse, og derfor bliver vores diskussion jo hurtigt sådan meget sort-hvid.

Så jo, jeg er enig i, at der er en ulighedsdagsorden på spil, og jeg vil derfor også meget gerne være med til at drøfte, hvad vi kan gøre for at hjælpe de allermest udsatte borgere, som også er dem, der typisk vil være længst fra at klage og kræve deres ret, al den stund de ikke har ressourcerne til det.

Undskyld, formand; nu står du der. Det var bare lige meget relevant. Vi kan genoptage i næste replikrunde.

Tak til social- og ældreministeren. Nu går vi over til forhandlingen og de almindelige regler for korte bemærkninger. Den første ordfører er ordføreren for forespørgerne, hr. Jakob Sølvhøj fra Enhedslisten. Værsgo.

Jeg tror, det er vigtigt, at vi ikke laver lovgivning på baggrund af enkeltsager. Det er en uskik, som der sjældent kommer noget godt ud af. Til gengæld sker det jo, at konkrete sager kan være med til at tydeliggøre alvorlige problemer og mangler i vores lovgivning.

Den såkaldte svømmepigesag er lige præcis en sådan sag. Sagen handler – som det formentlig er alle her i salen og også mange uden for denne sal bekendt – om en ung kvinde med autisme og synshandicap, der af sin kommune fik afslag på ledsagelse ved overgangen til voksenalderen tilbage i efteråret 2014. Efter 3 år lykkedes det endelig at få kommunen til at overholde lovgivningen, men da borgeren så lagde sag an for at få en erstatning for ikke at have modtaget den hjælp, hun havde krav på efter lovgivningen, fik hun ikke medhold – eller rettere sagt: Hun fik medhold i, at sagen ikke var blevet behandlet korrekt, men til gengæld konkluderede alle retsinstanser, senest Højesteret for en 3 ugers tid siden, at hun ikke havde krav på nogen form for erstatning.

Man kan sige, at den eneste økonomiske konsekvens for kommunen af den langstrakte sag har været, at kommunen sparede penge i den lange periode, hvor den i strid med lovgivningen undlod at yde den hjælp, den var forpligtet til at yde. Den mangel på retssikkerhed, som borgere med handicap oplever igen og igen, er ikke et retssamfund værdigt. Det er så urimeligt og uretfærdigt, at borgere, der er helt afhængige af hjælp for at kunne leve et liv som andre, kan unddrages hjælpen, uden at det får konsekvenser for de kommuner, der bryder loven.

I debatten om retssikkerhed bliver det ganske vist ofte nævnt, at det vigtigste er at få den rette hjælp første gang. Det er et synspunkt, som jeg synes det er meget svært at være uenig i. Det er vist indlysende for enhver – hvis vi tager udgangspunkt i den sag, jeg startede med – at det havde været noget bedre for den unge kvinde at få bevilget den nødvendige ledsagelse første gang, da hun søgte om den tilbage for 7 år siden, end at få tilkendt en erstatning i Højesteret. Det giver sig selv. Men det ændrer jo ikke på, at det er voldsomt udfordrende for den almindelige retfærdighedssans, at kommunerne kan spare millioner på en grænsesøgende, mangelfuld og fejlagtig sagsbehandling.

Det er på høje tid, at vi får styrket retssikkerheden, også for de mange borgere, der ikke kan overskue at klage. Der skal være ressourcer til en grundig sagsbehandling; der skal være uvildige borgerrådgivere, der kan vejlede og rådgive borgerne; der skal være bedre varslingsregler, når en kommune vil ændre allerede bevilget hjælp; der skal være et bedre tilsyn; der skal oprettes en retssikkerhedsfond, der kan fjerne det økonomiske incitament, der reelt er årsagen til, at kommunernes grænsesøgende sagsbehandling foregår.

Vi skal have rettet op på retssikkerheden for borgere med handicap, og det er ikke mindst, i lyset af at vi til efteråret skal i gang med forhandlinger om en reform af handicapområdet, når vi er færdige med hele evalueringen af det specialiserede socialområde. De mange fejl og mangler i afgørelserne i handicapsagerne er en væsentlig årsag til, at der er en alvorlig tillidskløft, som har udviklet sig mellem mange borgere med handicap og deres pårørende og de offentlige myndigheder. En styrkelse af retssikkerheden er derfor helt nødvendig, hvis borgerne og deres pårørende skal have tillid til, at den reform, som vi forhåbentlig snart sætter i værk, ikke bare ændrer borgernes formelle muligheder for at få den rette hjælp, men at de faktisk kan regne med at få den hjælp, de har krav på efter lovgivningen.

Derfor er jeg også glad for, at socialministeren har givet tilsagn om at indbyde til drøftelser om at forbedre retssikkerheden efter sommerferien. Jeg ser frem til, at vi får en rigtig god drøftelse, som Enhedslisten vil være meget insisterende på ikke bliver ved drøftelsen, men også munder ud i, at vi finder løsninger med helt konkrete ændringer på retssikkerhedsområdet.

Til sidst skal jeg oplæse et forslag til vedtagelse på vegne af Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet. Det lyder sådan her:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at både Ankestyrelsens mange omgørelser af kommunale afgørelser og Ankestyrelsens praksisundersøgelser på handicapområdet vidner om, at der er et stort behov for styrkelse af retssikkerheden for borgere med handicap.

Folketinget noterer sig, at social- og ældreministeren har givet tilsagn om at indkalde til drøftelser om, hvordan retssikkerheden kan forbedres. Drøftelserne vil bl.a. bygge videre på partnerskabet mellem regeringen, KL, Danske Handicaporganisationer og Dansk Socialrådgiverforening. Udgangspunktet for drøftelserne vil være, at der hurtigst muligt gennemføres ændringer, der styrker retssikkerheden. Styrkelse af retssikkerheden skal ses i sammenhæng med drøftelser om den fremtidige organisering af handicapområdet i regi af evalueringen af det specialiserede socialområde.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 142).

Tak for det. Forslaget til vedtagelse vil indgå i den videre forhandling.

Tusind tak til Enhedslistens ordfører. Der er en kort bemærkning til fru Karina Adsbøl.

Tak for det. Jeg havde jo ventet i spænding på at få tilsendt sådan en vedtagelsestekst, og jeg har også efterspurgt det, for jeg tænkte, at det igen jo handler om mandater, og så kunne vi virkelig gøre en forskel. Men vi har desværre ikke modtaget noget, så vi måtte jo selv lave en vedtagelse.

Men det, jeg godt kunne tænke mig at høre Enhedslistens ordfører om, er jo i forhold til, at mange af de forslag, som Enhedslisten nævner, også er nogle, som Dansk Folkeparti har fremsat her i Folketingssalen, i hvert fald nogle af dem, men som jo er blevet skudt ned. Men lad os tage det eksempel med svømmepigesagen, for jeg er meget enig med ordføreren i, at der skal handling til. Der havde vi et forslag omkring den del, der handler om kompensation; altså, man skal ikke frit og kvit kunne undlade at yde den hjælp, man skal, efter serviceloven. Det blev så stemt ned her i Folketingssalen.

Men hvad vil Enhedslisten gøre for at rejse det? Er det noget, man vil tage med til finanslovsforhandlinger, så vi ligesom får ændret lovgivningen? For det er jo ikke rimeligt, at man frit og kvit kan bryde lovgivningen, og at der så ikke er nogen, ja, konsekvenser ved det.

Hr. Jakob Sølvhøj.

Det er jeg fuldstændig enig i. Som jeg husker det, handlede i hvert fald det ene af de forslag, som vi behandlede for 4-5 måneder siden, om etablering af en retssikkerhedsfond. Vi er meget varme tilhængere af en retssikkerhedsfond. Den har jo det i sig, dels at den kompenserer borgeren, dels – selv om jeg ved, at det er omdiskuteret – at det fjerner et incitament til at føre en grænsesøgende sagsbehandling. Og så ligger der i hvert fald også i den model, som Advokatsamfundet har peget på, at der er en afsættelse af midler, som kan være med til at finansiere forskning og på anden vis gøre os klogere på området. Det fjerner både incitament, giver borgeren støtte og er med til at kvalificere vores viden om området, så det er rigtig godt forslag.

Fru Karina Adsbøl.

Jamen det er jo et rigtig godt forslag. Og inden Advokatsamfundet og embedsværket kom med deres bidrag, havde vi jo tidligere i forhold til kompensation netop fremsat et forslag om en retssikkerhedsfond. Men hvordan kommer vi videre herfra, vil jeg spørge hr. Jakob Sølvhøj. Hvordan skaber vi 90 mandater på tværs af Folketinget?

Nu er det jo Enhedslisten, der sidder og kan gøre en markant forskel, og som kan rykke på det her område og bide ministeren i knæhaserne. Så hvad agter Enhedslisten at gøre, så vi ser handling? Som jeg sagde tidligere til ministeren, er det lang tid siden, vi havde det oppe i Socialudvalget – det var i november 2020.

Hr. Jakob Sølvhøj.

Vi er i Enhedslisten meget bevidste om, at vi har et stort ansvar her. Det prøver vi ikke at lægge fra os. Vi er helt med på, at vi har en rolle, for vi skal være med til at presse regeringen til at gøre noget ved retssikkerheden. Omvendt oplever jeg det også sådan, at der i det samarbejde, der er mellem det parlamentariske flertal og regeringen, også er en vilje til at gå ind at løse en række af de problemer, der er på velfærdsområdet. Så jo, vi vil være med til at presse på.

Men vi har faktisk også en tillid til, at regeringen har hørt råbet ude fra borgerne om, at vi simpelt hen er nødt til at gøre noget ved det her, for vi kan ikke leve med, at der er den mangel på retssikkerhed. Så vi presser på, men har en tillid til, at vi også i et godt samarbejde kan løse i hvert fald en række af problemerne.

Så er det fru Anni Matthiesen.

Tak. Og tak til Enhedslistens ordfører for ordførertalen. Når man har været i Folketinget i mange år, kan man begynde at se, at tingene gentager sig, og nogle gange tror jeg også, det er nødvendigt, at man tør tænke anderledes eller nyt. Jeg kunne godt tænke mig at spørge Enhedslistens ordfører, om han mener, at det kan være nødvendigt også at tænke ny struktur på det her område – eller hvad tænker Enhedslisten om det? Altså, fungerer strukturen i dag godt nok, eller er der steder, man kunne ændre på noget, så det bliver bedre?

Ordføreren.

Nej, vi synes ikke, den fungerer godt nok. Vi har jo stor respekt for det arbejde, vi selv har været med til at sætte i gang, omkring evalueringen, så derfor har vi ikke færdiggjort nogen forslag. Men vi hælder til, at der vil være en betydelig del af det højt specialiserede område, som bør ligge et andet sted end i kommunerne. Vi tror, at enhederne er så små, at det er svært at skabe den nødvendige viden. Og ikke mindst tror vi – man kan spørge, om det er strukturelt, og ja, det synes jeg det er – at vi er nødt til at kigge på finansieringen og kigge helt grundlæggende anderledes på, hvordan området finansieres.

Det er klart, at det, at en kommune selv har den første million kroner i udgift til en borger, der har brug for meget omfattende støtte, og betaler 90 pct. eller noget i den stil af de første 2 mio. kr., giver et enormt incitament til at føre en grænsesøgende sagsbehandling. Så derfor skal vi have kigget på både opgavefordelingen, placeringen af nogle af opgaverne et andet sted end i kommunerne og hele finansieringen.

Fru Anni Matthiesen.

Jamen tak for svaret, og det, som jeg egentlig også nogle gange synes man skal huske at bruge de her forespørgselsdebatter til, er en gang imellem sammen at være i dialog, men også at turde at tænke nogle tanker. Kunne Enhedslistens ordfører måske også sige lidt om, om VISO kunne spille en eller anden form for ny eller anderledes rolle, end de gør i dag?

Ordføreren.

Altså, der er i hvert fald det problem i dag, at når en kommune henvender sig til VISO og får, som jeg hører det, rigtig god og kvalificeret rådgivning, så kan kommunen jo bare lade være med at følge den. Og derfor er vi nødt til at kigge på hele visitationsstrukturen, hvor vi skal finde en løsning, hvor dem, der har den specialiserede viden, også kan træffe afgørelse. Ligesom overlægen på hjerteafdelingen på Herlev sygehus ikke ringer til den praktiserende læge og lige tjekker, om den praktiserende læge nu tænker, at det vil være rigtigt med et operativt indgreb nu, så skal vi have et system på det her område, hvor de, der har den specialiserede viden, også træffer afgørelsen.

Tak til Enhedslistens ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fra Socialdemokratiet. Fru Camilla Fabricius, værsgo.

Tak for ordet, fru formand, og tak til Enhedslisten for at rejse en væsentlig og vigtig debat omkring retssikkerheden på handicapområdet. Det er væsentligt for Socialdemokratiet, at retssikkerheden styrkes, og det mener vi, fordi det her handler om mennesker. Det handler rent faktisk om helt almindelige mennesker, som føler sig forladtog ladt i stikken. Der er flere, som beskriver, hvordan de oplever, at det er det lille menneskes kamp mod systemet, og sådan skal det ikke være. For det system, vi har omkring mennesker, er jo skabt til at være den hjælp og den støtte, man har behov for. Systemet skal være garant for, at vi klarer os godt i samfundet. Det skal være bunden, det skal være sikkerhedsnettet, og det skal ikke opleves som en kamp.

I Socialdemokratiet er vi store tilhængere af det kommunale selvstyre. Den lokale indflydelse på og forankring af velfærd er uundværlig. Det er en af grundbyggestenene, som vi har som velfærdssamfund, og der handler det om, hvordan det skal lykkes. Men samtidig er der også et hensyn til, at den enkelte borger med rimelighed kan forvente noget af velfærdssamfundet, uanset om man bor i Esbjerg, Aarhus eller Ringkøbing. Rundtom i kommunerne opleves det, at der netop er rigtig stor forskel på, hvordan den enkelte er stillet i forhold til den hjælp. Og ofte omtales problemet som postnummerlotteriet, altså, det taler sit tydelige sprog, i forhold til at der er alt for stor forskel på, hvad det er, man oplever man får, i forhold til det postnummer, man rent faktisk har.

Jeg kan ikke forestille mig, at der er nogle af min kollegaer herinde, eller at der sidder medarbejdere, politikere eller andre ude i kommunerne, der synes, at det er fantastisk, at der er så store forskelle mellem kommunerne. Vi kan også se, at tilliden på handicapområdet flere steder har lidt et stort knæk, og det kan jeg faktisk godt forstå, for vi har ofte her fra talerstolen talt om, hvad det er, vi oplever. Det har jeg også selv i forhold til at have arbejdet inden for området i mange år. Noget af det, jeg har oplevet og set som mentor for mennesker med autisme og psykisk sårbarhed, er, at der har været stor forskel på den hjælp, de har fået, og på de afslag til støtteordninger, de også har fået, selv om der har været tidligt brug for det i deres forløb, og jeg har set, at de faktisk har haft nogle gode bud på, hvordan de selv har kunnet få et arbejde, eller hvordan de har kunnet gennemføre en uddannelse. Det er bare et af de eksempler, vi er nødt til at få diskuteret.

Det er ikke godt nok, at det i et velfærdssamfund som vores skal være en kamp at få den hjælp, man har brug for. Vi skal simpelt hen hjælpe mennesker med handicap til at udfolde deres potentiale, så de får lov til at være med til at bidrage og indgå i aktive, meningsfulde fællesskaber. Vi er nødt til at få fjernet de barrierer, som netop gør, at man kan leve et aktivt liv, sådan at man kan tage sig en uddannelse, få sig at arbejde og have et aktivt fritidsliv. Det er en ambition for Socialdemokratiet og for regeringen at tage det meget alvorligt,og det handler grundlæggende om troen på, at fællesskabet træder til og yder til det fælles bedste.Og som ministeren også har været inde på, er det vigtigt, at vi har opprioriteret velfærden, også på handicapområdet, og det kommer vi også til fremadrettet. For det er ikke gjort, sådan som det er nu. Vi har brug for det her fokus, som Enhedslisten også rejser. Samtidig har vi sat gang i en omfattende evaluering, og det kan godt være, at der er ordførere til højre for mig og til venstre for dem, der sidder dernede, der igen vil spørge, om det giver mening, at man endnu engang undersøger det. Ja, det tror jeg på. Jeg tror på, at det giver mening, og at det giver kvalitet, at vi laver et godt solidt vidensgrundlag, som kan bære nye beslutninger, som rækker langt frem.

Det sidste, jeg gerne vil fremhæve, ud over det, at jeg har takket Enhedslisten for at rejse debatten, er det samarbejde, som er igangsat med de forskellige handicaporganisationer, KL og Socialrådgiverforeningen. Det partnerskab har vi brug for, for vi har brug for at få gode input. Vi har brug for jer, der er derude. Vi har brug for organisationerne, og vi har brug for gode bud, hvis vi skal lave et retfærdigt Danmark. Med de ord siger jeg tak for ordet.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Jakob Sølvhøj.

Nu skulle jeg jo være den sidste til at spørge til bud på konkrete løsninger, altså med det, jeg selv har sagt i min ordførertale. Men er ordføreren ikke enig i, at der er noget med den økonomiske incitamentsstruktur, som giver problemer i dag? Er ordføreren ikke enig i, at vi har set et skred, hvor økonomien spiller en større og større rolle i forhold til kommunernes afgørelser? Og har ordføreren nogle overvejelser om det – som sagt ikke nogen konkrete forslag, for det er tiden ikke til i dag, men nogle overvejelser om, hvordan vi kan ændre på hele den økonomiske incitamentsstruktur, der er?

Ordføreren.

Vi kan i hvert fald se, at det har haft betydning, at vi har lavet nogle ændringer, i forhold til hvordan man kigger på et problem ude i kommunerne. Vi kan også godt se, at der er nogle konsekvenser for de mennesker, det her berører. Det er også det, jeg forsøgte at sige i min ordførertale, altså det her med, at når vi beslutter noget, så berører det jo rigtige menneskers rigtige problemer. I forhold til de betragtninger, som ordføreren for Enhedslisten nævner, så handler det jo om at få kigget ind i, hvor det er, at noget lykkes. Vi er ret gode til heroppefra at præcisere, hvad der ikke lykkes, og hvad der er for dårligt, men jeg synes faktisk også, det er væsentligt at få kigget på, hvor det er, at noget er lykkedes, og hvor man faktisk får den hjælp. Og vi skal prøve at lære af det. Det tror jeg er noget af det, jeg gerne vil byde ind med, altså se på, hvor det er, at overgangen faktisk gik godt. Jeg kender f.eks. en ung mand, som har læst jura, og som nu har fast arbejde. Han har autisme. Han har aldrig været ledig, men han har en mor, der har været rigtig dygtig til … dér kom den frem. (Uret på talerstolen virkede pludselig igen). Det kan være, at ordføreren kan stille et nyt spørgsmål.

Hr. Jakob Sølvhøj.

En anden problemstilling, vi har behov for at finde løsninger på, var det, jeg også rejste over for ministeren, altså hvor stor den gruppe af borgere egentlig er. Men der er givetvis en del, som ikke er i stand til at bruge vores klagesystem. Hvad kan vi gøre for at få et system, hvor den enkelte, der ikke selv kan henvende sig, bliver opsøgt og åbenlyst får besked om, hvor man kan få rådgivning? Hvilke mekanismer kunne vi sætte i værk, så vi løser det problem, at der i dag er borgere, der aldrig får hjælp, fordi de ikke er i stand til at klage?

Ordføreren.

Det er jo et utrolig vanskeligt spørgsmål at svare på på 30 sekunder. Jeg synes, det er meget præcist, og jeg tror, at en af de udfordringer jo er, at vi er nødt til at sikre, at medarbejdere har en mulighed for måske at kunne rejse nogle sager, så man kan bede om hjælp til det. Vi er også nødt til at erkende, at der er nogle mennesker i det her samfund, hvis situation er så sårbar, at de måske ikke engang selv kan pege på, hvad det er, de burde have haft mulighed for at bede om. De har ikke søgt om det, og derfor kan de ikke klage over ikke at have fået det. Så det handler jo også grundlæggende om, at man skal kigge på, om man får den rette hjælp, og ikke kun på at klage. Systemet i sig selv bør også tilbyde den rette hjælp.

Tak. Så er det fru Karina Adsbøl.

Tak for talen. Man kan undersøge og undersøge, men det er også vigtigt, at der kommer noget handling. Derfor vil jeg lige stille et spørgsmål. Hr. Jakob Sølvhøj var jo inde på det med svømmepigesagen. Jeg er sikker på, at socialordføreren for Socialdemokratiet også kender den sag, netop det der med, at man bliver fejlbehandlet i det sociale system, man får ikke den hjælp, man faktisk er berettiget til. Samtidig har det ikke nogen som helst konsekvenser. Kan ordføreren komme med nogle eksempler på, hvordan den socialdemokratiske ordfører vil løse den udfordring, som der jo er netop i forhold til også den konkrete sag?

Ordføreren.

Jeg synes godt nok, ordføreren for Dansk Folkeparti stiller nogle svære spørgsmål i dag. Det er et spørgsmål, som jeg bliver bedt om at svare ganske konkret på, men som i virkeligheden er et ret overordnet og også til tider filosofisk eller sådan metareflektorisk spørgsmål, som kræver, at man dykker dybere ned i det. Jeg prøver alligevel.

Det handler på den ene side om, at økonomien ude i kommunerne er god nok, at kommunerne også prioriterer økonomien sådan, at man ikke står og skal kæmpe med det, og så den rette velfærd kommer. Det handler om, at personalet er klædt ordentligt på, både dem, der har med den, som har brug for støtte, at gøre, men jo også dem, der visiterer og tildeler. Der skal også være noget robusthed i den faggruppe, der sidder og behandler, sådan at man ved, hvad konsekvenserne er for en person, hvis man ikke opnår hjælpen. Så er der jo også noget, der hedder: Hvad gør vi så, hvis man ikke får den hjælp? Hvad er det så, vi gør ved det?

Fru Karina Adsbøl.

Jeg er ikke helt sikker på, jeg forstod svaret. Nu har vi en borger her, som ikke har fået den hjælp, vedkommende var berettiget til, en sag, hvor borgeren får medhold, men der er simpelt hen ikke noget i lovgivningen, der gør, at borgeren bliver kompenseret, selv om vedkommende har fået medhold. Jeg skærer det lidt ud i pap: Vi har en operationsstue. En patient på sygehuset får amputeret benet, bliver fejlbehandlet i sundhedssystemet, får en erstatning. Men hvis du bliver fejlbehandlet i det sociale system, får du ikke nogen kompensation. Giver det lidt mere mening for ordføreren, når jeg har skåret det sådan ud? Er det rimeligt?

Ordføreren.

Hvis det, ordføreren for Dansk Folkeparti spørger mig om, er, hvorvidt Socialdemokratiet mener, man skal lave et lignende system, hvor man kan sanktionere og det kan få økonomiske konsekvenser, så er det ikke det, vi peger på nu. Vi mener, det handler om at give den rigtige hjælp på det rigtige tidspunkt. Vi mener ikke, som det ligger nu, at vi skal sanktionere og give bod. Det er i hvert fald ikke noget, som er på min palet lige nu.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger til Socialdemokratiets ordfører. Den næste ordfører er fra Venstre, og det er fru Anni Matthiesen.

Tak for det, formand, og tak til Enhedslisten for at rejse den her forespørgselsdebat her i aften. Det er en meget vigtig debat, og man kan desværre også sige, at den er relevant. Mange af os modtager måske flere gange om måneden eksempler på det, og statistikkerne siger for den sags skyld også, at der er et problem med retssikkerheden på det her område i forhold til borgere med handicap. Man kan sige, at vi lever i et samfund, hvor retssikkerhed jo er en afgørende faktor, og det gælder jo egentlig for os alle sammen, uanset om vi har handicap eller ej, og vi skal alle sammen kunne have tillid til, at vi bliver behandlet ordentligt og retfærdigt i det system, som vi jo har skabt i fællesskab.

Så fristes jeg også til at sige, at hvad angår de medborgere, som vi drøfter her i aften, altså de medborgere med handicap, som lever med begrænsninger og rigtig mange udfordringer i hverdagen, er det utrolig vigtigt, at man har et trygt system, som også sikrer, at de har retssikkerhed. I dag er vores handicappolitik heldigvis sådan, at mennesker med handicap og mennesker med udviklingshæmning jo er ligestillede med alle andre borgere, men så vil jeg så alligevel sige og dog. For jeg tror nok, at vi godt ved, at det måske kræver en ekstra hård kamp, uanset om det er for et ungt menneske, eller om det for den sags skyld er for barnets forældre i forhold til også at sikre sig de rettigheder, som de har. I mine øjne udfordrer den manglende retssikkerhed på handicapområdet dog i høj grad den ligestilling, som jeg netop talte om, og det er derfor, jeg synes, at debatten her i aften er rigtig vigtig.

Så ved jeg godt, at vi hører fra regeringen, at de har sat undersøgelser i gang, og at der skal findes mere fakta, inden man kan tage beslutninger, men jeg har det bare sådan, at en gang imellem tænker jeg, at det, vi taler om her i salen, går lidt igen, og jeg tror, at mange af os, som har været her i en del år, godt kan genkende debatten her, fordi vi har haft den flere gange tidligere. Og ja, så kan man altid diskutere, om man skal levere en hel elefant på en gang, eller om man kunne vælge at skære elefanten lidt ud i nogle stykker og så trods alt komme skridt for skridt videre i en rigtig retning.

Der er nok at tage fat på, og jeg kan sige, at det er sådan, at de blå partier sammen har lavet et fælles forslag til vedtagelse, som jeg vil læse op. Inden da skal jeg så også lige huske at hilse fra De Konservative og sige, at de bakker op om vedtagelsesteksten. Jeg skal så på vegne af Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Kristendemokraterne fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at både Ankestyrelsens mange omgørelser af kommunale afgørelser og Ankestyrelsens praksisundersøgelser på handicapområdet vidner om, at der er et stort behov for styrkelse af retssikkerheden for mennesker med handicap. Folketinget ønsker større ambitioner for at styrke handicapområdet og opfordrer social- og ældreministeren til at indkalde alle folketingets partier til drøftelser om, hvordan retssikkerheden kan forbedres, herunder muligheder for at indføre tiltag parallelt med de kommende drøftelser af indretningen på handicapområdet i forlængelse af evalueringen af det specialiserede socialområde. Folketinget støtter desuden arbejdet med evalueringen af det specialiserede socialområde, som bl.a. skal tilvejebringe vidensgrundlaget for en specialeplanlægning på det specialiserede socialområde med inspiration fra sundhedsområdet. Folketinget opfordrer til, at regeringen løbende inddrager Folketingets partier og relevante interessenter i drøftelserne af, hvordan retssikkerheden kan styrkes, og i drøftelserne af evalueringen af det specialiserede socialområde, herunder grundlaget for at etablere en specialeplanlægning på det specialiserede socialområde.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 143).

Tak.

Tak for det. Forslaget til vedtagelse vil indgå i den videre forhandling.

Der er en kort bemærkning til hr. Jakob Sølvhøj.

Tak for talen. Og tak for altid at være lidt nysgerrig på, hvad de andre ordførere mener. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren ind til det her med den rigtige afgørelse eller den rette hjælp første gang. Altså, jeg oplever lidt, at det nogle gange bliver brugt som et modargument, hvor man siger, at nu må vi styrke vores klagesystem, og nu må vi dit og nu må vi dat, altså at man bare skal have den rette hjælp første gang. Men hvis man bare kunne det, tror jeg vi klarede det hurtigt her i Folketinget, for hvem kan være imod?

Har ordføreren gjort sig nogle overvejelser om, hvordan vi sikrer helt konkret, at man får den rigtige hjælp første gang?

Ordføreren.

Jeg tror bl.a. – og det var faktisk også noget af det, som ministeren var lidt omkring, og som jeg spurgte ministeren lidt ind til – at kvaliteten i selve rådgivningen, altså hos socialrådgiverne, i flere kommuner kan blive bedre. Og når jeg siger det på den måde, er det ikke, fordi jeg nødvendigvis skyder skylden på dem, men det er egentlig for at sige, at det med faglighed og indsigt har en kæmpe betydning i forhold til også at træffe den rette beslutning.

Nu har jeg nok ikke så meget taletid her, men jeg kan sige, at jeg besøgte bl.a. et botilbud i går, hvor jeg tænkte, at her har man den rigtige faglighed, og her har man den rigtige ledelse. Og derfor blev der også fra borgernes side tilkendegivet, at her fungerede det.

Hr. Jakob Sølvhøj.

Ordføreren var selv tidligere inde på, om der er et strukturelt problem, og der er lige præcis det der med at have den tilstrækkelige viden. Hvad skal der til for i en sagsbehandlingsenhed at have så stærk fagligt specialiseret viden, at man faktisk kan løse også meget komplekse problemer, altså hvor det er borgere, der har et meget komplekst behov? Tror ordføreren, at alle kommuner reelt magter det? Eller kan vi her 13-14 år efter kommunalreformen sige: Måske har vi ikke fundet de rigtige løsninger strukturelt?

Ordføreren.

Jamen jeg tror, at der er flere ting, man kan være nødt til at tage fat i. Jeg mener faktisk også, at VISO kan komme i spil endnu mere og måske også på en bedre måde, end man gør i dag. Der har jeg det på den måde, at det synes jeg i hvert fald er værd at drøfte og også at finde ud af, om man kan styrke VISO på nogle områder, så de på en eller anden måde kan få en større påvirkning i forhold til afgørelserne i kommunerne – om ikke på anden måde så i hvert fald i form af bedre sparring til socialrådgiverne.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra fru Charlotte Broman Mølbæk.

Tak for det. Det er dejligt at høre, at ordføreren også har fokus på den manglende specialiserede viden, der i virkeligheden er der. Når vi nu snakker om emnet retssikkerhed, handler det jo også om, hvordan vi sikrer, at borgerne får den rette og nødvendige kvalificerede og specialiserede viden ind i deres sagsbehandling, og derfor vil jeg gerne følge lidt i tidligere spørgeres spor og høre lidt mere til, hvordan Venstre så mener det kan lade sig gøre. Nu hører jeg nogle ting omkring VISO, men skal man indrette det lovgivningsmæssigt sådan, at man på en eller anden måde sikrer, at kommunerne ikke kan sidde sådan nogle særlige vurderinger overhørig, når det faktisk kommer fra fagpersoner, eller kan Venstre se sig selv i nogle andre alternative modeller, hvor man sikrer måske eventuelt en second opinion ind i visitationen og dermed giver en retssikkerhed om en faglig specialiseret viden om den visitation og den hjælp, man skal have?

Ordføreren.

Jamen jeg vil ikke på forhånd udelukke noget, men det, jeg kan sige noget om, er det, som jeg blev vildt inspireret af, da jeg i går gjorde studier i marken og var på besøg på et botilbud, hvor det virkelig fungerer, selv om arbejdet med de brugere eller borgere, de havde, måske hørte til noget af det tungeste her i landet. Den måde, de delte viden på, var ved hele tiden at klæde de nyansatte bedre på, altså, de, der havde været der i lidt flere år, havde over lang tid til opgave hele tiden at informere de nyansatte om, hvad det egentlig var for borgere, de havde med at gøre, for at de kunne være klædt rigtig godt på til opgaven. Og der tænker jeg, at der en gang imellem også godt kunne indgå idéer andre steder fra, det kunne være fra sundhedsområdet, men også fra andre steder i socialområdet, hvor man godt kunne kopiere nogle af de modeller, som man faktisk bruger.

Fru Charlotte Broman Mølbæk.

Tak. Nu ved jeg, at ordføreren også er kommunalordfører, og hvis vi kigger på 98 meget forskellige kommuner med meget forskellige forudsætninger, virker det så ikke sådan lige lovlig kreativt nok, måske, at overføre sådan et bosteds måde inden for et ret lille afgrænset arbejdsområde at kunne videreføre viden på den måde? Er vi med den model sikre på, at der så kommer den rette kvalificerede viden ud til de borgere? Altså, der er allerede meget, meget stor forskel rundtomkring i kommunerne, så det er vel et eller andet sted også at sikre, at borgerne har en retssikkerhed for, at der er nogenlunde lige adgang til kvalificeret og specialiseret viden.

Ordføreren.

Det er jeg enig i, og jeg siger heller ikke, at det her er løsningen på det hele. Jeg tror også, der skal mere til. Jeg ved bare også, at nogle steder arbejder man, herunder socialrådgiverne, med, at man jo aldrig sætter en nyudlært socialrådgiver til at håndtere tunge sager, og det var måske sådan nogle ting, man også kunne sikre, at man gjorde generelt i alle kommunerne, eller for den sags skyld, at der i en periode altid var koblet en rutineret socialrådgiver på for ad den vej at sikre, at den sagsbehandling, som man så udfører, forhåbentlig bliver bedre alle steder.

Tak til fru Anni Matthiesen. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så efter Venstres ordfører er det Dansk Folkepartis ordfører. Fru Karina Adsbøl, værsgo.

Tak for det. Og også tak til Enhedslisten for at rejse den her debat. Enhedslisten kunne også have spurgt Dansk Folkeparti; vi havde gerne været med som forslagsstillere af debatten, for vi synes, at det her er utrolig vigtigt. Der er behov for en styrkelse af retssikkerheden, og det er jo noget, vi har efterlyst længe. Og vi har i hvert fald også fra Dansk Folkepartis side arbejdet længe for forbedringer på området og desværre ofte stået alene i Folketingssalen, men det er dog lykkedes at komme igennem med en række forbedringer. Nu nævnte jeg tidligere varslingsordningen om, at kommunerne skal varsle, inden for bestemte paragraffer. Den foreslår vi, sådan som jeg også hørte Enhedslisten gøre det, en udvidelse af. Lad os gøre det, så vi sikrer, at man ikke mister sin hjælp.

Man kunne også gøre det at beslutte politisk, at kommunerne får pligt til at melde tilbage til Ankestyrelsen, hvordan de har handlet på en hjemvist eller ændret afgørelse, og har kommunen ikke efterlevet afgørelsen på tilfredsstillende vis, så skal Ankestyrelsen automatisk overbringe sagen til det kommunale tilsyn, som om nødvendigt kan tvinge afgørelsen igennem – f.eks. ved at give bøder til de ansvarlige medlemmer af kommunalbestyrelsen.

Den uafhængige retssikkerhedsenhed, som vi i sin tid bar ind til satspuljebordet – det var faktisk sammen med Radikale Venstre og fru Marianne Jelved, som vi havde et meget fint samarbejde med på daværende tidspunkt – blev vedtaget bredt. Den skulle netop være med til at styrke borgernes retssikkerhed; det var jo faktisk hele meningen med den. Men vi kan jo bare konstatere nu, at det ikke er lykkedes, og derfor er der også brug for handling nu, altså at regeringen handler.

Vi mener, at der er behov for mere ensartede måder at handle på ude i kommunerne, altså selvfølgelig med fokus på de individuelle behov. Jeg oplever desværre, at der sker en underminering af serviceloven via kommunale servicestandarder; det underminerer serviceloven, synes jeg, fordi lovgivningen bliver tolket på 98 forskellige måder. Og det duer jo ikke.

Der er brug for, at man ikke kvit og frit kan omgå serviceloven, og det er også bekymrende, at det ikke har nogen konsekvenser, når det sker. I den såkaldte svømmepigesag, der har været omtalt som eksempel i dag, blev det jo i dommen afgjort, at en borger ikke kan få økonomisk godtgørelse, selv om kommunen træffer en ulovlig afgørelse. Derfor skal vi ændre lovgivningen, for det er jo ikke rimeligt, og det har vi også forsøgt. Vi har forsøgt at rette op på den skævhed og også fremsætte forslag om det – netop i forhold til det med at blive fejlbehandlet i det sociale system. Og det skulle jo netop også være med til at motivere til, at man træffer den rigtige beslutning i første omgang, men det var der desværre ikke opbakning til.

I et ministersvar, jeg har fået, svarer ministeren:

»Jeg mener ikke, at vi opnår bedre retssikkerhed ved at straffe kommunerne økonomisk, men at dette snarere sker ved målrettet at arbejde med at understøtte og styrke retssikkerheden, så borgerne får den rigtige hjælp første gang.«

Jeg må så konkludere ud fra ministerens svar, at når en borger ikke får den ydelse eller hjælp, man er berettiget til, og som kommunen har haft en besparelse på ikke at levere, så mener ministeren, at det er en straf, hvis borgeren får en kompensation. Altså, hallo, minister, vil du give det samme svar til en patient, der bliver fejlbehandlet i sundhedssystemet? Undskyld, jeg må ikke sige du. Vil ministeren sige til patienten: Jeg vil altså ikke straffe nogen, så derfor får du ikke erstatning for at have fået amputeret det forkerte ben?

Dansk Folkeparti lod os inspirere af bl.a. Advokatsamfundet og også embedsværkets rapport og foreslog netop at oprette den her retssikkerhedsfond, altså ligesom at flytte guleroden, for vi skal jo netop sørge for, at kommunerne ikke kan beholde de penge, de har sparet på de afgørelser, som ikke har været rigtige – netop også i forhold til de sene tilkendelser eller uretmæssige nedsættelser – og det kunne jo netop gøres ved en retssikkerhedsfond.

Jeg må bare sige, at det er umådelig trist, at vi ikke kan nå hinanden på det her område, for nogle af de mest sårbare borgere og familier i vores samfund ender i nogle håbløse situationer, fordi der bliver lavet fejl og man ikke får den hjælp, man har krav på. Og det betyder jo desværre også, at der somme tider kan gå mange måneder, hvor man ikke får den hjælp eller støttende indsats i hjemmet eller de hjælpemidler, som er nødvendige for ens livskvalitet og for, at man kan passe sit arbejde, eller for, at man kan få mulighed for at leve på nogenlunde samme vilkår som os andre.

Jeg har så meget på hjerte, men spørgsmålet er herfra: Er man klar til handling? Det er vi fra Dansk Folkepartis side, og vi er også helt klar til at udfordre regeringen på det her område, så vi sikrer hjælp til nogle af de mest sårbare. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Jakob Sølvhøj.

Ordføreren og jeg er jo enige om, at Retssikkerhedsfonden kunne være en udmærket måde at fjerne det økonomiske incitament til at spare på hjælpen til borgeren. Men tænker ordføreren ikke, at vi også kunne arbejde med nogle økonomiske incitamenter, der så at sige flyttede afgørelsen, første gang, ved at når kommunen skulle tage stilling til, hvilken hjælp borgeren skulle have, så vidste man på forhånd, at det ikke var kommunen, der hang på den fulde udgift til borgeren, men at der var et finansieringssystem, hvor man mere kollektivt holdt hånden under de økonomiske udgifter?

Ordføreren.

Jo. I Dansk Folkeparti er vi heller ikke nogen sinde gået til valg på at ville have besparelser på velfærden. Men det, jeg gerne vil sige her på talerstolen, er, at det også er vigtigt, og derfor tænker jeg også på baggrund af beslutningsforslaget fra #enmillionstemmer, at vi bliver nødt til at tænke både på den del, men også på, hvordan vi får oprettet nogle gode enheder. Jeg forestiller mig selv nogle specialiserede enheder fordelt på danmarkskortet. Og så tænker jeg, at vi i forhold til den økonomiske del nok bliver nødt til at tænke både statslig, regional og kommunal finansiering, altså medfinansiering, så man på den måde kan finde en god løsning på den del.

Hr. Jakob Sølvhøj.

Det, jeg også lidt leder efter, er en model. Hvis du i dag har en borger, som skal have en hjælp, der koster 1,2 millioner, det er typisk, hvad en BPA hurtigt kan koste, så skal kommunen betale den første million selv, og så skal den betale 75 pct. af resten. Kunne man ikke finde en måde, sådan at kommunen faktisk ikke hang på den fulde udgift, når de behandlede sådan en sag, men at det blev fordelt mere solidarisk, f.eks. mellem kommunerne?

Ordføreren.

Nu nævner jeg borgerforslaget, som har været rejst her i Folketinget, og noget af det, man nævner, er bl.a. også i forhold til det økonomiske og den del, også i forhold til visitationen, og det er jo noget, vi bliver nødt til at kigge nærmere på. Men derudover kunne man jo allerede nu tage nogle retssikkerhedsmæssige tiltag. Hr. Jakob Sølvhøj kender også de ting, vi allerede nu kunne handle på, hvor vi ikke behøver at afvente det specialiserede område, som jeg har forstået at BPA-ordningen ikke engang er en del af.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fra Socialistisk Folkeparti, og det er fru Charlotte Broman Mølbæk. Værsgo.

Tak for det, formand. Og tak til hr. Jakob Sølvhøj for at rejse den her forespørgselsdebat. Den er utrolig vigtig, for alt for mange mennesker med handicap oplever fejl i deres sagsbehandling og manglende retssikkerhed. Hele 42 pct. af de sager, hvor der klages til Ankestyrelsen, omgøres, og alt for mange oplever fejl og mangler i deres sagsbehandling, og det er ikke godt nok. Det er vigtigt, at vi får strammet op og forbedret praksis i kommuner og i Ankestyrelsen – ikke bare via sådan nogle måske lavpraktiske elementer som sagsbehandlingstider, men også i forhold til oplevelsen af sagsbehandlingsprocessen, så vi kan sikre flere borgere med handicap en god og ordentlig lovlig og ikke mindst værdig sagsbehandling.

Skal retssikkerheden på handicapområdet for alvor styrkes, mener jeg først og fremmest, at vi er nødt til at gøre op med kommunernes mulighed for at bruge fejlbehæftede afgørelser som en sparemanøvre. Vi skal sikre, at kommunerne gør deres yderste for, at borgernes sager behandles med det formål at forbedre borgernes liv. Og derfor ønsker SF, at Ankestyrelsen tildeles kompetence til at idømme kommuner bod i sager, hvor styrelsen vurderer, at kommunen har truffet en ulovlig afgørelse for at spare penge. Denne bod kan så eksempelvis gå til en retssikkerhedsfond, som kunne sikre borgerne kompensation for udgifter, de måtte have haft, mens de ikke fik hjælp. Midlerne i retssikkerhedsfonden kan også gå til initiativer, der kan styrke retssikkerheden i hele landet. Det var et af de initiativer, SF havde med i en retssikkerhedspakke til finanslovsforhandlingerne ved sidste finanslovsforhandling.

Derudover mener jeg også, at man skal give bedre mulighed for opsættende virkning på handicapområdet. De mange fejl, kommunerne begår på handicapområdet, har alvorlige konsekvenser, især når borgerne fratages den hjælp, de tidligere er blevet bevilget. Derfor mener jeg også, at opsættende virkning er en forholdsvis simpel løsning, der kan gøre en forskel for rigtig mange borgere.

Et andet sted, hvor der er behov for at rette op på retssikkerheden, er ved observationer i eget hjem, hvor vi har set en lang række tilfælde med mere vidtgående krav om at lave observationer i mange timer og dage hos borgeren, og det gælder helt ind i badeværelset og i soveværelset. Der er simpelt hen ingen grænser, og derfor bør det være sådan, at det kun kan ske ved en totalt gensidig aftale mellem borger og kommune, og så skal der sættes klare grænser for, hvor lang tid og i hvilke situationer det skal foregå. Mennesker med handicap har også ret til et privatliv. Man kunne eventuelt erstatte det med tro og love-erklæringer.

Skal vi styrke retssikkerheden, er det også vigtigt, at man som borger oplever, at man kan få sin sag behandlet inden for en overskuelig tidsramme, og derfor skal vi også have forbedret sagsbehandlingstiderne, både i kommunerne og i Ankestyrelsen. Det er ikke rimeligt, at borgere skal vente i halve og hele år for at få deres sag behandlet hos Ankestyrelsen.

Alle de tiltag, jeg har nævnt, er forholdsvis konkrete tiltag, som jeg mener kan styrke retssikkerheden. Men i min optik handler denne debat ikke kun om bod og sagsbehandlingsfrister. Den handler også om et offentligt system, som alt for ofte glemmer de mennesker, som det er sat i verden for at hjælpe. Og derfor mener jeg også, at vi skal have fokus på, hvordan vi kan forbedre selve sagsbehandlingen. Jeg synes, det er essentielt, at vi arbejder på at skabe et system, hvor relationen mellem kommune og borger bygger på samarbejde, og hvor borgerens første møde med den offentlige myndighed er positivt og konstruktivt. At få den hjælp, man har brug for, skal ikke være en kamp. Kommunen skal være en samarbejdspartner, ikke en modstander.

Derfor er vi i SF rigtig glade for, at vi fik sikret muligheden for flere borgerrådgivere rundt i kommunerne i finanslovsaftalen for 2021 med regeringen, da vi mener, at et sådant tiltag kan bidrage til at gøre sagsbehandlingen mere inddragende og forståelig for den enkelte borger, og dette vil vi gerne udbrede yderligere.

I forlængelse heraf ønsker vi i SF også at få fokus på borgere med kognitive handicap. De borgere kan have enormt svært ved at forstå henvendelser, breve fra kommunen og fra sagsbehandlerne, og de skal ikke mindst både have hjælp til at forstå, hvad det er, de er en del af, men de skal også have hjælp til at forstå, hvad det egentlig er, de har ret til.

Handicapområdet er under et alvorligt pres, og det kræver handling fra Christiansborg nu. En brændende platform er retssikkerheden, og det har stået på alt for længe. Derfor mener jeg, at det nu er tid til, at vi skal handle. Jeg glæder mig til videre at diskutere retssikkerhed med jer alle i dag og håber, at vi kan finde sammen om det, og at vi kan komme i gang med konkrete løsninger på det. Det er der behov for, og vi kan faktisk ikke være andet bekendt.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl.

Tak for det. Nej, vi kan ikke være andet bekendt. Der er noget, jeg ikke forstår, og det er, at da vi stemte om, om man skulle have kompensation, hvis man var blevet fejlbehandlet, apropos svømmepigesagen, hvorfor var SF så imod og stemte ikke for det forslag?

I forhold til tro og love-erklæringer har vi jo haft et beslutningsforslag vedrørende det, og det er jo glædeligt, hvis SF støtter op om, at man hurtigere skal kunne få en genbevilling, når ens handicap ikke er forbedret, med tro og love-erklæringer, men så vidt jeg husker, stemte SF da heller ikke for det forslag. Jeg vil gerne have, om SF måske lige kunne svare på de to ting. Det kan godt være, jeg husker forkert med tro og love-erklæringerne, men jeg husker ikke forkert med det andet eksempel.

Ordføreren.

Tak for det. Jeg vil godt gentage mig selv i forhold til Retssikkerhedsfonden. Det, det handler om for SF, er at prøve at se, om vi kan fikse systemet og i virkeligheden ikke så meget at tømme systemet mere for penge. Det er klart, at har borgere haft udgifter i forbindelse med den hjælp, de ikke har fået, skal de kompenseres for det, og det er der desværre alt for mange borgere, der oplever de ikke bliver. Det mener vi de skal kompenseres for, men vi synes ikke, at sådan et almindeligt straffesystem vil gavne særlig meget. Der har man jo før snakket om, om man skulle have en forvaltningsdomstol osv., og der kunne man tage den slags overvejelser med ind i det. Men vi ønsker ikke et system, hvor man skal straffe kommunerne på den måde. Vi ønsker langt mere, at vi på en eller anden måde kompenserer de borgere, som ikke får den hjælp, de har behov for, og så kan resten af de penge bruges til at iværksætte nogle initiativer landsdækkende i forhold til at sikre en bedre retssikkerhed.

Fru Karina Adsbøl.

Men jeg ser det ikke på den måde, at det er at straffe kommunerne, jeg ser det som en motivation til, at man træffer de rigtige beslutninger i første omgang, og som et lille plaster på såret til borgeren, når man er fejlbehandlet i det sociale system. Men sådan ser vi så forskelligt på det. Men hvorfor var det så sådan, da vi behandlede det her, når ordføreren snakker om retssikkerhedsfond, at SF ikke stemte for retssikkerhedsfond og opsættende virkning?

Ordføreren.

Det er lige præcis, fordi det havde de elementer, som jeg sagde vi ikke var enige i, og det gjorde jeg meget tydeligt og klart rede for dengang. Jeg har faktisk også skrevet nogle facebookopslag om det, og så kan man også notere sig det derinde. Jeg har faktisk sagt det her fra talerstolen.

Det, der i virkeligheden er vigtigt for os, er, at borgerne får den hjælp, de har brug for. De får ikke mere af den hjælp, de har brug for, ved at vi bare begynder at sende kompensationer ud til dem. Der kommer vi til at lave et forkert system, som ikke kommer til at fikse det problem, vi har med at gøre, og derfor stemte vi ikke for det forslag.

Tak til SF's ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fra Det Radikale Venstre, og det er hr. Henrik Vinther.

Tak for det. Det her skulle egentlig have været min sidste ordførertale nogen sinde og nogetsteds. Min korte, men begivenhedsrige tid her i Folketinget som vikaren fra Viby er nemlig slut ved ugens udgang. Men nu er det endt sådan, at jeg også har fået fornøjelsen af at være vikar på en sag om organdonation her bagefter, så jeg får lige en tur mere i manegen. Men skulle jeg have valgt et emne at slutte på, så er det her – retssikkerhed, og her jo for borgere med handicap – et godt sted.

Hen over de seneste måneder har der været en række anledninger til at diskutere retssikkerheden for handicappede borgere – desværre, for meget få af anledningerne har været nævneværdig gode. Tallene taler for sig selv: Der er alt for mange sager, hvor mennesker med handicap søger hjælp, og hvor der bliver begået fejl, som gør, at der bliver givet mangelfuld eller forkert hjælp.

Svaret synes enkelt, nemlig at man skal sikre retssikkerheden, også for mennesker med handicap, men problemet er desværre komplekst, og derfor er svaret også mere kompliceret. Men man kan sige, at der måske er tale om, at vi skal kigge på svarene – altså i flertal – i sammenhæng og ikke kun se det som ét svar. Det handler om faglighed, økonomi, organisering og ledelse, og derfor er der også igangsat en evaluering af hele området, som skal give os nogle af de svar, som vi skal se på i helhed. For grundlæggende er reglerne jo tydelige – problemerne opstår, når reglerne møder virkeligheden. Der er individuelle behov, økonomiske rammer, problemer med at matche tilbud til udfordringerne og en opbygget praksis i kommunerne at forholde sig til.

Det er så her, at hensynet til den enkelte risikerer at blive blot et ud af mange hensyn, og vel at mærke et hensyn, som kan tabe til andre hensyn, og det skal vi ændre – retssikkerheden må vi stå værn om, for ellers forsvinder den tillid, som er forudsætningen for, at det system, vi har, kan eksistere, og det er som sagt grunden til, at vi har evalueringen. Vi skal se på det i sammenhæng, og det glæder jeg mig til at se resultatet af, og jeg glæder mig til debatten. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så tak til Radikale Venstres ordfører – og held og lykke fremover, hvis jeg ikke skulle få anledning til at sige det senere. Så tak for det.

Den næste ordfører er Nye Borgerliges ordfører fru Mette Thiesen.

Vi har det højeste skattetryk i Danmark, og alligevel er rettigheder noget, som borgerne skal klage sig til. Siden de første statistikker i 2013 er det kun blevet værre. Jeg har hørt om rigtig mange personlige skæbner igennem årene, og de gør, at jeg tænker, om det velfærdssystem, der er bygget op i Danmark, reelt hjælper dem, der har behov.

Jeg har tidligere fortalt om alle dem, der berøres eller er blevet berørt – om Rasmus, om Mette, om Camilla – om alle dem, der bliver ramt, og som er blevet ramt af manglen på retssikkerhed på området, af kommunal kassetænkning og skrankepaveri. Ankestyrelsen fandt i perioden 2013-2019 flere sager, hvor sagsbehandlingen var så mangelfuld, at klagesagerne er endt med en hjemvisning til kommunen. Antallet af hjemvisninger er i perioden steget fra 16 pct. til 32 pct.

Man skal endelig ikke tro, at problemet er begrænset til klagesagerne. Ankestyrelsens egne stikprøver viser, at der er alvorlige fejl i 25-50 pct. af de sager, som borgerne ikke har klaget over. Det giver sig selv, at de borgere, der aldrig klager, ofte vil være de mest udsatte – dem, hvis stemme aldrig høres, dem, som ikke har overskuddet til at kæmpe imod systemet. Det er bare ikke godt nok. For nogle sagsområder er omgørelsesprocenterne på over 50, og det fremgår af Social - og Indenrigsministeriets offentliggørelser fra tidligere år, at omgørelsesprocenten på børnehandicapområdet mellem 2016 og 2019 svingede fra 46 pct. til 52 pct.

Når kommunerne ulovligt fratager en familie med handicap hjælp, må familien træde til og knokle endnu hårdere for at få hverdagen til at hænge sammen. Vi kan kun gisne om, hvor mange familier med handicap, der er knækket og endt i skilsmisse på grund af den evige kamp imod et rigidt system. Jeg kender til nogle stykker i hvert fald. Menneskelige tragedier; familier, der er knust i mødet med systemets betonmur.

Rettigheder er desværre ofte noget, man skal klage sig til. Og det skal vi gøre noget ved; noget, som er ambitiøst, konsekvent og ikke udgør endnu en lappeløsning. Derfor har vi i Nye Borgerlige tidligere fremsat beslutningsforslag om fire helt konkrete forslag. Blandt det, vi foreslog, var en dagsafgift på 500 kr., som kommunen skulle betale til borgeren ved overskridelse af sagsbehandlingsfristerne, og en kompensation til borgeren, der består af den fulde besparelse, som kommunen har opnået ved at træffe en forkert eller ulovlig afgørelse.

Det er jo nødvendigt, fordi ingen af de initiativer, skiftende regeringer har taget, virker – hverken offentliggørelse, flere principafgørelser eller flere taskforces har hjulpet. Tallene lyver ikke – de går den forkerte vej fortsat.

Der var desværre ikke flertal for at sikre, at kommunerne overholder sagsbehandlingsfristerne, eller at de giver mennesker med handicap den rigtige hjælp, da vi stillede forslaget. Men det står også samtidig lysende klart, at kommunerne simpelt hen ikke magter at løfte opgaven. Derfor ønsker vi i Nye Borgerlige, at området tages helt ud af kommunerne. Og til erstatning for kommunernes lemfældige og fejlbehæftede sagsbehandling vil vi oprette et nationalfagligt råd, som vil få ansvaret for at tildele hjælp og ydelser til mennesker med handicap. Det skal være slut med et hav af kommunale sagsbehandlere, hvor den ene hånd ikke ved, hvad den anden gør. Retssikkerheden skal sikres på området.

Hvis politikerne ikke vil være ærlige om, at velfærd på nuværende tidspunkt ofte kun findes på papiret, så bør de i det mindste anerkende det, og hvis politikerne vil afhjælpe problemet, bør de tage skeen i den anden hånd og handle og sikre retssikkerheden på området nu, for det haster. Tak for ordet.

Tak. Der er ikke nogen korte bemærkninger til Nye Borgerliges ordfører. Tak til fru Mette Thiesen. Den næste ordfører er hr. Torsten Gejl fra Alternativet.

Tak. For kort tid siden behandlede vi et borgerforslag fra #enmillionstemmer her i salen om at flytte handicapområdet væk fra kommunerne. Vi var faktisk flere partier, der stemte for forslaget, selv om vi ikke havde udregnet den færdige model for, hvordan det skal fungere. Derfor satsede vi på, at vi kommer til at lave en decideret reform af handicapområdet i slipstrømmen af, at vi evaluerer det specialiserede socialområde.

Men dengang ved den debat og i den proces fik vi jo endnu en gang et vink med en vognstang om, at der er et folkeligt krav om at sikre større retssikkerhed på handicapområdet på kortere sigt. Der er simpelt hen for mange almindelige mennesker, som er i berøring med mennesker med handicap – ikke mindst pårørende – som føler sig utrygge og retsløse på handicapområdet.

Derfor er jeg også utrolig glad for, at vi blev enige om i vedtagelsesteksten, at social- og ældreministeren har givet tilsagn om at indkalde partierne til drøftelser om, hvordan retssikkerheden kan forbedres. Her er jeg sikker på, at vi politikere har masser af idéer til at forstærke retssikkerheden – det har debatten i dag også vist. For vi har jo også indbakker, der er stopfyldte med eksempler på, at borgernes retssikkerhed bliver krænket. Vi har også revet os selv i håret, når vi ser, hvor mange afgørelser der bliver omgjort i Ankestyrelsen; når vi ser, hvor mange private konsulenter, der med dyneløfteri i handicappedes eget hjem skal spare kommunen for penge; når vi ser, at hjælpemidler og ydelser uretmæssigt bliver taget fra mennesker med handicap og særlige behov.

Men nu, hvor det ser ud som om vi skal forhandle om initiativer og idéer, som kan skabe bedre retssikkerhed på området for folk med handicap, så mener jeg, at vi politikere skal holde lidt tilbage med vores egne idéer og så lytte lidt til de idéer, som aktivisterne bag f.eks. #enmillionstemmer har samlet fra både private borgere og en lang række organisationer inden for handicapområdet. Jeg tror faktisk, at meget af æren for, at vi står her og har mulighed for at lave drøftelser af retssikkerhed på kort sigt, tilfalder dem.

Så derfor vil jeg til de kommende forhandlinger foreslå tre idéer, der kommer fra #enmillionstemmers indsamling af idéer til at styrke retssikkerheden, og blot nævne en enkelt af Alternativets:

Den første idé handler om at genoptage sager fra handicapområdet 3 år tilbage. Cirka halvdelen af de påklagede afgørelser på handicapområdet bliver omgjort, men stikprøver har vist, at der er lige så mange fejl i de afgørelser, der ikke bliver påklaget, og det har stået på i mange år. Ved at genoptage de sidste 3 års afsluttede sager får kommunerne mulighed for at lære af deres fejl, at indføre nye måleparametre inden for livskvalitet, retssikkerhed og funktionsniveau, at få lys på mørketallet og at skabe indblik i, hvad det egentlig er, der foregår på området i de 98 kommuner.

En genoptagelse ville skulle følges nøje, eventuelt ville sagerne kunne køres igennem en second opinion og en fremlæggelsespligt, ligesom vi så i forbindelse med undersøgelsen af no-cure-no-pay-konsulenterne. Det er klart, at hvis det er muligt, skal man jo også i forbindelse med gennemgangen af sagerne følge anbefalingerne fra specialister, læger, psykologer, terapeuter osv., der tidligere ikke er blevet fulgt.

En anden idé er indførelse af tro og love-erklæringer. Det har vi også drøftet meget, og det er der også andre partier, der har fremsat tanker om.

En tredje idé er ansættelse af uvildige socialrådgivere til at hjælpe nogle af de mennesker, som vi også har drøftet i aften måske ikke altid har overblik over deres egen sag. Retssikkerhed skal gælde og være lige for alle. Der er mennesker, der hverken har pårørende eller selv har mulighed for at kunne sætte sig ind i lovgivning og rettigheder vedrørende deres ret til hjælp. Disse mennesker skal have en fast socialrådgiver tilknyttet deres hjem, herunder bosteder. Denne socialrådgiver er uafhængig af myndighederne og skal derfor fungere som en vogter af retssikkerheden samt, selvfølgelig, som vejleder.

Det var tre idéer til at forstærke retssikkerheden, som er kommet i slipstrømmen på borgerforslaget, som vi behandlede her i salen forleden. Jeg vil slutte af med et enkelt forslag fra Alternativet, som både vil styrke retssikkerheden, og som jeg tror også vil styrke de forhandlinger, vi får på handicapområdet efter evalueringen af det specialiserede socialområde.

Det handler om at lave et borgerting på handicapområdet. Deltagerne skal være almindelige danskere, som på en eller anden måde har relationer til handicapområdet. Det kan være pårørende, venner, frivillige, hjælpere, mentorer eller andre, der har hverdagsviden om handicap og viden om de udfordringer, mennesker med handicap møder i hverdagen. Her kunne vi politikere mødes regelmæssigt med nogle af de mennesker, der har fingeren på pulsen; mennesker, der kan råbe vagt i gevær, når retssikkerheden er blevet krænket; men også mennesker, som vi kan dele erfaringer med fra evalueringen af det specialiserede socialområde, og som vi kan dele erfaringer med, når vi forhåbentlig skal reformere handicapområdet, efter at vi har evalueret det specialiserede socialområde.

Mange af de problemer, vi har drøftet i den her debat og de to forrige før den, handler jo om, at vi politikere er kommet for langt væk fra den hverdag, som borgerne oplever. I Alternativet vil vi gerne sikre en tættere kontakt til danskerne og deres udfordringer, idéer og ønsker til handicapområdet.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og derfor siger vi tak til hr. Torsten Gejl. Tak for afspritning. Så er det hr. Jens Rohde fra Kristendemokraterne.

Tak for det. Hold fast, hvor er der blevet sagt mange gode ting fra talerstolen i den her diskussion, som der blev det i 1996, da Karen Jespersen var socialminister. Jeg sad lige og genlæste min tale og læste om tiden i Nyrupregeringen, hvor det handlede om det samme. Google er jo en ubarmhjertig ven i den her sammenhæng, eller også er det en uven, for jeg kunne se hr. Anders Fogh Rasmussens åbningstale, lige efter at han var blevet statsminister. Sandelig om han ikke også talte om retssikkerheden for de handicappede. Og Lars Løkke Rasmussen ligeså. Og minsandten om jeg ikke har fundet gamle ordførertaler i forbindelse med afslutningsdebatter og åbningsdebatter – dem har jeg selv i sin tid holdt 12 af, fordi jeg jo i mange, mange år var politisk ordfører for Venstre. Minsandten om jeg ikke selv har stået og talt om det samme.

Nu står vi her og taler om det igen. Jeg håber, at vi er kommet videre. Det er min viden ikke skarp nok til at afgøre. Altså, jeg håber, at vi er kommet videre igennem alle de her år, men det er tydeligt, at der stadig er udfordringer, og det er også blevet tydeligt her i løbet af dagen, at der er områder, hvor udfordringerne, f.eks. på BPA, er blevet større.

Så al den snak fik mig til at tænke på Inger Christensen, der jo har lavet mange fantastiske digtsamlinger. Og jeg vil bare lige tage et enkelt vers fra »Det«, afsnittet: HANDLINGEN-integriteter, 1969. Her står der:

»Inde i den første anstalt er der en anden, inde i den anden er der en tredje, inde i den tredje en fjerde etc. anstalt / I anstalt nr. 3517 har man opbevaret alle de definitivt abnorme / I anstalt nr. 1423 individer der har sagt, at de abnorme er normale / Mand nr. 8611 har hele tiden fablet om et samfund / For enden af alle de forenede anstalter sidder der et sagkyndigt udvalg«.

Skulle vi ikke lade være med det og så se at komme i gang? Tak for ordet.

Tak til hr. Jens Rohde. Der er ingen korte bemærkninger. Så er vi igennem ordførerrunden. Social- og ældreministeren.

Tak for det, og en stor tak til ordførerne. Det er godt holdt ud. Det er tredje forespørgselsdebat om emnet i rap, og I er stadig engagerede og brænder for det, og det synes jeg er dejligt at mærke. Det er jo vigtige emner, vi har diskuteret. Så tak for det, og tak for den gode debat. Tak for den optagethed af løsninger, måske også i forlængelse af hr. Jens Rohdes seneste indlæg her, altså ikke kun en optagethed af at tale om problemerne, men også at byde ind med forskellige bud på løsninger. Men, synes jeg også, en erkendelse af, at der ikke er nogen helt enkle svar. Var der et enkelt svar eller en håndfuld enkle svar, og så var vi i mål, ja, så må man antage, at flere havde gjort mere tidligere. Der er altid både forskellige dilemmaer, forskellige juridiske benspænd og jo ikke mindst også meget ofte nogle finansieringsbehov, der følger med, når vi kigger på det her.

Men jeg synes, at det har været en rigtig god og engageret debat her i aften. Jeg er også glad for at høre, at der er opbakning til, at vi arbejder videre med retssikkerhedsindsatsen og går videre med at kigge på forskellige veje til at styrke retssikkerheden. Jeg oplever også en stor opbakning til den brede evaluering af det specialiserede socialområde, og jeg vil bare konstatere, at det ikke bliver sidste gang, vi får lejlighed til at drøfte det her sammen. Det vil jeg se frem til. Men jeg kan forestille mig, at den allerførste lejlighed til at drøfte det yderligere bliver, lige når jeg holder mund, og at der så er nogle, der har skrevet sig på som spørgere. Så jeg vil lytte til det, formand.

Tak til ministeren. Der ikke nogen korte bemærkninger. (Social- og ældreministeren (Astrid Krag): Jamen dog, så siger jeg tak for i aften).

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemning om fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted torsdag den 3. juni 2021.