Det næste punkt på dagsordenen er:

2) Forespørgsel nr. F 61:

Forespørgsel til udlændinge- og integrationsministeren:

Vil ministeren redegøre for, hvordan ministeren er kommet til den konklusion, at området omkring Damaskus er sikkert at vende tilbage til for syriske statsborgere, der har haft midlertidigt ophold i Danmark, og vil regeringen etablere en dialog og et samarbejde med Assadregimet for at tvangsudsende syrere i Danmark, såfremt disse nægter at forlade landet frivilligt? (Hasteforespørgsel).

Af Eva Flyvholm (EL) og Rosa Lund (EL).

(Anmeldelse 03.05.2021. Fremme 04.05.2021).

Mødet er genoptaget.

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 6. maj 2021.

Først er det ordføreren for forespørgerne, fru Rosa Lund, for en begrundelse.

I har sikkert alle sammen læst om Aya, der går på gymnasiet i Nyborg, og hvis familie er flygtet fra Assadregimet. I har læst om Faeza, der læser til sygeplejerske, og som også står til udvisning, på trods af at Danmark mangler sygeplejersker, og på trods af at det ikke er sikkert for hende at være i Syrien. Nu skal hun skilles fra sin familie i Danmark og sendes tilbage.

Det er desværre ikke enkeltstående sager. Der er rigtig mange mennesker, som er flygtet fra Syrien, og som nu står til at blive sendt tilbage og til at miste deres opholdstilladelse i Danmark. Og det undrer os i Enhedslisten, at man virkelig kan vurdere, at situationen i Syrien er sikker for de her mennesker. Det undrer os også i Enhedslisten, at man vil risikere en situation, hvor de her mennesker skal sidde og rådne op på et udrejsecenter, selv om de kunne gå i skole, arbejde og bidrage til den danske stat.

Derfor vil vi gerne spørge regeringen: Er situationen virkelig sikker i Syrien? Planlægger regeringen at samarbejde med Assadregimet om en hjemsendelsesaftale, så de her mennesker ikke skal sidde på et udrejsecenter? Og derfor har vi indkaldt til den her forespørgselsdebat.

Tak for begrundelsen. Så får vi besvarelsen, og det er udlændinge- og integrationsministeren. Værsgo.

Tak til indkalderne af den her hasteforespørgselsdebat, og tak til formanden for ordet. De syrere, der har fået midlertidig opholdstilladelse i Danmark, har jo fyldt en del i debatten i den seneste tid, og netop spørgsmålet om, hvordan regeringen er kommet til den konklusion, at området omkring Damaskus er sikkert at vende tilbage til for syriske statsborgere, der har haft midlertidigt ophold i Danmark, har været stillet til mig på forskellige måder, men jeg tror, det er bedst for debatten, at den foregår på de rigtige præmisser.

Vi har et system i Danmark, hvor det først er Udlændingestyrelsen, der vurderer, om man har ret til beskyttelse, og herefter træffer Flygtningenævnet den endelige afgørelse. Flygtningenævnet er et uafhængigt nævn med en dommer for bordenden. Flygtningenævnet baserer deres afgørelser på en bred vifte af rapporter, herunder rapporter fra FN, ngo'er, diverse europæiske lande og EU's asylstøttekontor, og på baggrund af oplysningerne om de generelle forhold i Damaskus og området omkring Damaskus – det bliver kaldt Rif Damaskus – som fremgår af de rapporter, har Flygtningenævnet lagt til grund, at der er sket en forbedring af de generelle forhold, en forbedring, der ikke kan antages at være af en helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har derfor helt i overensstemmelse med den lovgivning, vi har vedtaget her i Folketingssalen, og Danmarks internationale forpligtigelser truffet afgørelse om, at de personer, der oprindelig flygtede fra Damaskus og området omkring Damaskus på grund af krigen, og som ikke er individuelt forfulgt, ikke længere opfylder betingelserne for at få asyl i Danmark. At de generelle forhold i disse områder er forbedret, er i øvrigt en vurdering, som de svenske myndigheder, Migrationsverket, de britiske myndigheder, Home Office, og EASO, altså Det Europæiske Asylstøttekontor, deler i en række rapporter. De danske myndigheder står således ikke alene med den vurdering af de generelle sikkerhedsforhold i Damaskus og området omkring Damaskus.

Der, hvor Danmark adskiller sig fra andre lande, er imidlertid ved vores lovgivning – en lovgivning med et princip om midlertidighed, som et bredt flertal her i Folketinget stemte for tilbage i 2015, og som selvfølgelig er i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtigelser, og det er, sådan som jeg ser det, netop forklaringen på, at jeg og andre bliver mødt med spørgsmålet om, hvordan de danske myndigheder er kommet til den konklusion, at syrere igen kan henvises til at tage ophold i Damaskus og området omkring Damaskus. Folketinget besluttede i 2015 med flygtninge- og migrantkrisen som bagtæppe, at vi i Danmark ville fastholde den tilgang, at Danmark bør tage del i ansvaret for verdens flygtninge, men at det samtidig må erkendes, at Danmark ikke har mulighed for at tilbyde varigt ophold til alle. Det betyder, at de syriske flygtninge, som flygtede på grund af, at der foregik ekstrem og vilkårlig vold i de områder, som de kom fra, fik en midlertidig opholdstilladelse i Danmark, men at den gruppe også skulle henvises til at vende tilbage, så snart situationen i hjemlandet ville muliggøre det. Det blev også lagt helt åbent frem, og det betød, at opholdstilladelsen skulle inddrages, hvis der skete en forbedring af de generelle forhold, også selv om forholdene fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, og det har vi også sagt tydeligt til de pågældende syriske flygtninge. Deres opholdstilladelse skal inddrages, hvis der ikke længere er et behov for beskyttelse.

Det er vigtigt at understrege, at der ikke er nogen, der får frataget deres opholdstilladelse, hvis det vurderes, at de er i risiko for forfølgelse eller overgreb, f.eks. fra de syriske myndigheder, ved en tilbagevenden til Syrien. Dem, der fortsat har behov for beskyttelse i Danmark, giver vi selvfølgelig beskyttelse, og de kan fortsat opholde sig i Danmark. Jeg skal også understrege, at myndighederne har et forsigtighedsprincip, så tvivl kommer ansøgeren til gode.

Men når der er syrere, som har fået deres opholdstilladelse inddraget eller har fået den nægtet forlænget, så er det jo netop, fordi asylmyndighederne i hver eneste sag har vurderet, at de pågældende ikke risikerer asylbegrundet forfølgelse, hvis de vender tilbage til Damaskus eller Rif Damaskus, hverken på grund af individuelle konflikter eller på grund af de generelle forhold. Alle sager behandles individuelt, og i hver eneste sag tager både Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet hensyn til personlige og individuelle forhold, og jeg stoler naturligvis på, at de myndigheder, vi har til at vurdere de her sager, også gør det på et ordentligt og på et oplyst grundlag.

Som forespørgerne også peger på, gør Flygtningenævnets vurdering det relevant at se på, hvordan vi stiller os i forhold til udsendelse af personer til Syrien, der ikke længere har lovligt ophold. Personer uden lovligt ophold i Danmark skal udrejse, men for så vidt angår en tvangsmæssig udsendelse til Syrien, er der fortsat lige nu nogle helt særlige omstændigheder. Det er regeringens vurdering, at der af udenrigspolitiske årsager indtil videre ikke gennemføres tvangsmæssige udsendelser til Syrien, og da der for nylig, bl.a. i en artikel i Berlingske, har været diskussion om lige præcis det her forhold, vil jeg også godt understrege, at regeringen ikke har til hensigt at indgå en aftale med Assadregimet omkring tvangsmæssige udsendelser til Syrien.

Det, som jeg fortæller om her, er en dansk beslutning, som vi præsenterede for Folketinget for omkring et år siden, men det er vigtigt for mig at understrege, at den er baseret på en analyse og en politisk linje, som vi deler med vores partnere i Europa og i USA. Danmark og EU har en politik om at fastholde presset på det syriske regime gennem bl.a. målrettede sanktioner, og vi fastholder, at der bør afstås fra handlinger, der kan tolkes som en normalisering af forholdet til det syriske regime. Vi indgår derfor heller ikke aftaler med Assadregimet. Det pres, som USA og EU lægger på det syriske regime, skal fastholdes, for at tvinge regimet til politiske kompromiser; skridt, der opfattes som en normalisering, vil lette presset og gøre regimet endnu mindre forhandlingsvilligt i forhold til at nå en politisk løsning på konflikten, og en dansk enegang med hensyn til tvangsudsendelser nu og her kan blive udlagt som en legitimering af regimet.

Det syriske regime er i dag i det store og hele politisk isoleret. Deres nærmeste allierede er Iran og Rusland. Omvendt lægger man fortsat afstand til regimet i europæiske hovedstæder og i Washington, for en politisk forhandlet afslutning på konflikten er og bliver den eneste mulighed for en bæredygtig fred i Syrien, og jeg vil også godt pointere, at beslutningen om, at der indtil videre ikke gennemføres tvangsmæssige udsendelser, er midlertidig, og at situationen vurderes løbende. Vi afdækker således løbende via en række udenlandske repræsentationer, hvilke overvejelser nære partnere i Europa og USA aktuelt gør sig i forhold til tvangsmæssige udsendelser til Syrien, og dialogen med vores nære partnere skal gerne munde ud i en fælles forståelse om at arbejde hen imod hurtigst muligt at kunne skabe forudsætningerne for at kunne gennemføre de her udsendelser til Syrien. Det vil ske under hensyntagen til den fælles Syrienspolitik, som vi altså står sammen om i Vesten.

Det er også vigtigt for mig at understrege, at beslutningen om ikke at gennemføre udsendelser ved tvang til Syrien ikke ændrer ved regeringens holdning om, at en flygtning, der har fået asyl i Danmark, som udgangspunkt skal rejse hjem igen, når forholdene i hjemlandet tillader det. Og her vil jeg gerne slå fast, at personer uden lovligt ophold altså fortsat har mulighed for at rejse frivilligt hjem til Syrien, og at det bedste for alle parter selvfølgelig er, når det sker frivilligt, og derfor synes jeg naturligvis, at det er glædeligt, at der allerede er flere personer, der rejser frivilligt hjem til Syrien. De sidste par år er ca. 250 personer repatrieret til Syrien med økonomisk støtte fra Danmark. Vores myndigheder vil gerne bistå udlændinge uden lovligt ophold med at planlægge den frivillige udrejse til Syrien. De danske myndigheder vil f.eks. kunne hjælpe med kontakt til Syriens ambassade i Stockholm med at fremskaffe rejselegitimation. Tak for ordet.

Tak for det. Nu er der så mulighed for et spørgsmål fra hver af hovedordførerne, og først er det hr. Jens Rohde.

Tak for det. Jeg har et meget kort, konkret spørgsmål, som jeg så vil vende tilbage til senere i debatten: Er det regeringens holdning, at Assad, når forholdene engang tillader det, skal for en krigsforbryderdomstol?

Ministeren.

Vores holdning er, at der ikke skal være straffrihed, og det betyder, at ja, vores holdning er, at der skal ske en international konsekvens for de mennesker, som står bag nogle af de frygtelige overgreb, der har været i løbet af de sidste, er det efterhånden 10 år, der har været borgerkrig i Syrien.

Så er det hr. Kristian Hegaard, Radikale Venstre.

Tak for det. UNHCR fraråder det, USA's udenrigsminister fraråder det, og de lande, vi sammenligner os med, gør det ikke. Med andre ord går Danmark enegang, og derfor vil jeg spørge, hvilket indtryk det gør på ministeren, at Danmark som det eneste land systematisk – for der går vi længere end selv Órban i Ungarn – tager opholdsgrundlaget fra syriske krigsflygtninge. Giver det slet ikke anledning til bekymring for, om vi gør det rette, når mange andre lande ikke gør det?

Ministeren.

Jeg har tillid til de afgørelser, der bliver truffet af Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet, og det er en meget, meget vigtig del af deres arbejde, at man ikke sender folk tilbage til forfølgelse, tortur, og at de på den måde ikke er i risiko, når de kommer tilbage. Men det er rigtigt, at den danske udlændingelov, som blev vedtaget dengang lige før folketingsvalget i 2015 – det, der hedder § 7, stk. 3 – er anderledes end andre europæiske landes lovgivning, og det betyder, at de danske myndigheder kan nægte at forlænge opholdstilladelser eller kan inddrage opholdstilladelser, selv om der fortsat er skrøbelige forhold, og det er ikke alle andre europæiske lande, der har den samme bestemmelse. Det er selvfølgelig inden for rammerne af de internationale konventioner, men vi er gået langt, det er der ingen grund til at lægge skjul på, og det har så den praktiske betydning, at der er nogle mennesker, der ikke får forlænget deres ophold i Danmark. Jeg synes, det er en helt legitim diskussion, om vi skal have den form for midlertidigt ophold, men det er altså konsekvensen af de beslutninger, der er truffet her.

Tak. Så er det hr. Carl Valentin, SF.

Ministeren siger, at forholdene i Damaskus og Rif Damaskus er forbedret, og det kan jo sådan set være rigtigt nok, men han siger også, at de »er skrøbelige og uforudsigelige«. Og så bliver der talt om, at det ligger inden for lovgivningen. Man lavede den her lovændring i 2015, og den tilsiger sådan set, at man godt kan sende folk til områder med skrøbelige og uforudsigelige forhold. Det er meget sådan nøgternt og konstaterende, og det er jo sådan set også rigtigt nok.

Spørgsmålet er bare: Er det retfærdigt? Er det retfærdigt at sende nogle mennesker, der har været i så forfærdelig en situation, til steder, hvor forholdene er skrøbelige og uforudsigelige? Kan vi som samfund byde mennesker det? Det er jo det, der er interessant; det er jo ikke bare, om det her er inden for lovgivningen, for det tror jeg sådan set vi er enige om at det er. Men kan ministeren se sig selv i øjnene og sende folk til områder med skrøbelige og uforudsigelige forhold?

Ministeren.

Jeg vil starte med at sige, at når folk indgiver en ansøgning om asyl eller en ansøgning om at få forlænget deres opholdstilladelse, er det virkelig, virkelig vigtige afgørelser, som har enorm betydning for vores medmennesker. Det er jeg helt med på. De ansøger ikke om en byggetilladelse til en carport. Det er en virkelig vigtig beslutning.

Sidste år var der 600 mennesker, der fik endeligt afslag i Flygtningenævnet på asyl i Danmark. De kommer fra Kabul, Mogadishu, Bagdad, Damaskus – de kommer fra alle mulige områder. Før man kan give endeligt afslag, skal man jo også vurdere, om der er et grundlag for at give asyl, og der har nævnet jo i sidste ende sagt, at der ikke er grundlag for at give asyl. Kan jeg se mig selv i øjnene, når der er truffet de 600 afgørelser? Ja. For jeg har tillid til, at de mennesker, der arbejder med det her, har styr på, at vi ikke sender folk tilbage til forfølgelse og tortur, men jeg har ikke en større knude i maven for de mennesker, der kommer fra Damaskus, end dem, der kommer fra Kabul eller Bagdad eller Mogadishu eller masser af andre steder, hvor der også er skrøbelige forhold, hvor der ikke er en velfærdsstat, og hvor der er et dårligere samfund end det danske.

Hr. Marcus Knuth, Det Konservative Folkeparti.

Mange tak. Vi kan jo se, at der i virkeligheden er i titusindvis hvis ikke i hundredtusindvis syriske flygtninge, der vender hjem til Syrien fra nærområderne, fordi de selv vurderer, at det er sikkert nok. Så når vores myndigheder vurderer, at det også er sikkert nok for visse grupper af syriske flygtninge at vende tilbage til Damaskusområdet, er det jo så usolidarisk af de her mennesker, at de ikke selv vil rejse hjem og bidrage til at opbygge deres land. Vi har jo givet dem gratis uddannelse, arbejde, gratis velfærd, så at man ikke rejser tilbage, synes jeg ganske enkelt er usolidarisk.

Men det, jeg jo frygter, er, at de partier, som holder hånden under en socialdemokratisk regering, lægger så meget pres på regeringen, at Socialdemokratiet til sidst siger: Fint, vi giver efter, de får lov til at blive her alligevel. Det er trods alt på støttepartiernes nåde, ministeren er minister. Så kan vi stole 110 pct. på, at regeringen ikke giver efter for presset fra de røde støttepartier og lader de her syriske flygtninge blive i Danmark, på trods af at myndighederne vurderer, at der er fred?

Ministeren.

Vi har ikke nogen planer om at ændre på reglerne om, at man skal have midlertidigt ophold, og vi har heller ikke nogen planer om at ændre på § 7, stk. 3, som er hele grundlaget for, at vi har den her diskussion. Men jeg vil også sige, at jeg nok ikke vil kunne se de her mennesker i øjnene og sige, at de er usolidariske. Altså, jeg kan sagtens sætte mig i deres sted. Det kan jeg sagtens. Jeg kan sagtens forstå, at man hellere vil bo i Kolding end i Damaskus. Jeg synes ikke, der er noget at sige til, at de gør, hvad de kan for at blive her.

Det, jeg bare tror er virkelig vigtigt for os – og det er ikke kun for mig som minister, det er også for alle os, der er medlemmer af Folketinget – er, vi ud over at holde hjertet varmt også holder hovedet koldt nu. For vi har før i den udlændingepolitiske historie i Danmark set, at vi har mistet overblikket, og så er der blevet lavet særlove for nogle palæstinensere, der engang var i en kirke, og jeg kan også godt huske dengang, der var en kæmpe diskussion om Brorsons Kirke, hvor der også var nogle, der havde forskanset sig. Jeg tror virkelig, det er vigtigt, at vi holder fast i, at vi er en retsstat, vi har en lovgivning, og vi har nogle myndigheder, der har truffet en afgørelse. Det har i hvert fald min opbakning.

Rosa Lund, Enhedslisten.

Tak for det. Jeg er sådan set enig med ministeren i, at vi skal holde hjertet varmt og hovedet koldt. Derfor vil jeg gerne spørge ministeren, hvad regeringen egentlig forestiller sig der skal ske med de her mennesker. For ministeren siger jo meget klart i dag – og det har han ikke gjort i tidligere folketingssvar, så det er dejligt, at det bliver sagt klart i dag – at man ikke arbejder på en hjemsendelsesaftale med Assadregimet. Hvad har regeringen så forestillet sig der skulle ske med de her mennesker, som man har tænkt sig at sende tilbage til et land, som er hærget af borgerkrig, og hvor de stadig er forfulgt? Jeg tror ikke, de kommer til at rejse fra Danmark frivilligt. Derfor vil jeg gerne spørge ministeren, som jo åbenbart både holder hjertet varmt og hovedet koldt: Hvad skal der ske med de her mennesker?

Ministeren.

Jeg vil starte med at sige, at de ikke er forfulgt, for hvis de var forfulgt, havde de fået forlænget deres opholdstilladelse. Hele grundlaget for, at de ikke får forlænget deres opholdstilladelse, er jo, at man i to instanser med tolke og advokater og dommere og en grundig sagsbehandling har vurderet, at de netop ikke risikerer forfølgelse. Men det er rigtigt, at det land, de kommer hjem til, mildest talt trænger til genopbygning mange steder. Men det er bare ikke noget grundlag for beskyttelse. Der er masser af mennesker i verden, der bor steder, hvor der er behov for, at et samfund bliver genopbygget, men det er bare ikke noget beskyttelsesgrundlag.

Jeg ved godt, at jeg lyder som en kedelig bureaukrat, men jeg tror virkelig, det er vigtigt, at vi holder tungen lige i munden, når vi taler om de her ting. For hvis vi pludselig mener, at det, at et samfund er ødelagt, i sig selv giver grundlag for beskyttelse, så har vi godt nok fået slået dørene op. Det er derfor, at jeg virkelig appellerer til, at vi holder fast i, at man får beskyttelse, så længe man har brug for det, og at vi har myndigheder til at vurdere, om man har brug for det.

Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti.

Tak for det, formand. Ministeren svarede jo ikke på fru Rosa Lunds spørgsmål. Det var faktisk et godt spørgsmål: Hvad sker der med de her mennesker?

Jeg og Dansk Folkeparti er jo fuldstændig enige i, at hvis man kommer her og søger om asyl og får det, er det for en midlertidig periode. Det skal ophæves, når der er mulighed for, at man kan rejse hjem igen – og så skal man rejse hjem igen. Men ministeren får jo en udfordring her, for mange af de her mennesker kan jo vælge at lade være med at rejse hjem igen, og så har ministeren i virkeligheden ikke noget våben at sætte ind med.

Vil ministeren ikke forholde sig til det her med, som også fru Rosa Lund er inde på, om det ikke ender med en risiko for, at de her mennesker, som jo helt oplagt skal have ophævet deres opholdstilladelse i Danmark, så bliver flyttet – for en gymnasieelevs vedkommende f.eks. – fra Nyborg til et udrejsecenter et andet sted i Danmark og så egentlig kommer til at opholde sig der i rigtig mange år?

Ministeren.

Jeg skal starte med at undskylde, at jeg ikke fik svaret på fru Rosa Lunds spørgsmål – det har Kristian Thulesen Dahl fuldstændig ret i. Hvad forestiller regeringen sig der skal ske? Jamen vi forestiller os, at folk rejser hjem; at de accepterer, at der er fastsat en udrejsefrist, og at de inden for den udrejsefrist udrejser af Danmark. Hvis ikke de gør det, er det rigtigt, som også hr. Kristian Thulesen Dahl siger, så vil man, hvis ikke man samarbejder omkring sin egen udsendelse, kunne få pålagt opholds- og meldepligt på et udrejsecenter i Danmark. Dem er der nogle stykker af, og afhængig af om man har børn eller ej, bliver man placeret det ene eller det andet sted.

Fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige.

Tak for det. Så vidt jeg husker, sagde statsministeren før valget, at Socialdemokratiet ikke har nogen planer om at hæve ydelserne for udlændinge i Danmark. Nu står ministeren på talerstolen og siger noget, som gør mig en lille smule bekymret, for ministeren siger i sit svar til hr. Marcus Knuth, at regeringen ikke har nogen planer om at ændre på den her midlertidighed.

Altså, kan vi være sikre på, at der ikke bliver ændret på det her, og at det ikke pludselig er sådan om et halvt år eller om et år eller om 2 år, at man bliver blød i koderne og siger: jamen det er også synd, for nu har man fokus på den her ene unge kvinde eller en anden, som man finder sympatisk? Kan vi være sikre på det? Eller vil det gå, som det gik med ydelserne, nemlig at de der planer, man ikke havde før valget, rent faktisk blev til virkelighed efter valget?

Ministeren.

Jamen jeg beklager, hvis det lød som et papegøjesvar til hr. Marcus Knuth. Altså, man kan være ganske sikker på, at vi er glade for de bestemmelser i udlændingeloven, der definerer midlertidig beskyttelse. De kommer ikke til at blive ændret, det kan man godt være sikker på.

Vi skal også huske på, at den syriske gruppe jo ikke er den første gruppe, der har fået inddraget eller nægtet at få forlænget sin opholdstilladelse. Der er faktisk flere hundrede somaliere, der har været gennem nogenlunde det samme, og da oplevede jeg måske ikke helt den samme opstandelse, som jeg oplever nu. Men jeg har det selv sådan, at den lovgivning, der har kunnet fungere for somaliere, også kan fungere for syrere, og at den i fremtiden måske også kan fungere for en tredje gruppe.

Jeg tror, at vi befinder os i en omlægning af dansk og måske også flere andre europæiske landes flygtningepolitik fra at være permanent indvandring til at blive midlertidig. Men det er det, som den her diskussion handler om.

Vi siger tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger i den her omgang. Nu går vi så over til forhandlingerne, hvor det først er ordføreren for forespørgerne, fru Rosa Lund, og derefter følger de almindelige korte bemærkninger.

Så vil jeg gerne sige, at det her jo er en hasteforespørgsel, og at der er nogle rammer for den. Kl. 15.00 skal vi være færdige. Jeg vil forsøge at lede det her på en sådan måde, at vi når alle ordførerne. Der er også privatister, som har bedt om ordet og vil få det i 2 minutter, og man vil sikkert også gerne have ministeren på talerstolen til at afslutte det her.

Så det første, jeg beder om, er, at man overholder den taletid, der er, og jeg vil virkelig gøre mig en anstrengelse for, at vi kommer igennem alle ordførerne, og at vi når at få ministeren på talerstolen igen. Så det beder jeg også om at man hjælper med her undervejs. Tak for det.

Så er det fru Rosa Lund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jamen jeg skal da forsøge at gøre det kort. Selv om jeg efterhånden har vænnet mig til tanken om, at en socialdemokratisk regering er ensbetydende med en fuldstændig urimelig udlændingepolitik, så tror jeg faktisk stadig, at det kommer bag på mange, hvor galt det egentlig står til i dag. Ret skal være ret – det er ikke kun den nuværende regering, der er skyld i, at vi står i den situation, vi står i nu, hvor man kan fratage opholdstilladelserne fra så mange syrere.

Konkret er det jo nemlig sådan, at kimen allerede blev lagt i 2015, da den daværende regering bestående af Socialdemokratiet og Radikale Venstre fik vedtaget lovforslaget, som muliggør udstedelsen af midlertidige opholdstilladelser til flygtninge, som nu kan sendes tilbage til skrøbelige forhold. Enhedslisten advarede allerede dengang partierne bag aftalen om, at den situation, vi står i i dag, kunne opstå. At vi kan være uenige om, hvorvidt midlertidighed er en god eller en dårlig ting, er ligesom, hvad det er, men jeg troede faktisk, vil jeg sige til Socialdemokraterne, at vi havde en fælles forståelse af, at der ikke er nogen mennesker, der flygter for sjov.

Man forlader ikke alt, hvad man ejer og har; man forlader ikke det land, man er født og vokset op i, for sjov; man forlader ikke sin familie for sjov. Og jeg tror ikke, at der er nogen i hele verden, der forlader det sted, hvor de er, fordi de synes, at Danmark er et sjovt land at være i. For med den linje, vi har lagt de sidste mange år over for mennesker udefra, så er der ikke nogen tvivl om, at det ikke er sjovt at være i Danmark, hvis man er flygtning.

En ting, jeg dog stadig troede vi kunne være sikre på, er, at hvis man flygter fra krig i sit hjemland og tager hele vejen til Danmark, får man beskyttelse; at Danmark som et af de rigeste lande i verden giver beskyttelse til mennesker på flugt. Den beskyttelse skulle man tro gjaldt, indtil faren var drevet over, men det gør den ikke. Den beskyttelse, Danmark giver især unge kvinder og piger, rækker kun til det tidspunkt, hvor man mener de har været i landet længe nok. Men om der er sikkert i det land, de er flygtet fra, er underordnet. Om krigen er slut, er også underordnet. Om den diktator, man er flygtet fra, og som aktivt har chikaneret og udsat en selv og ens familie for overgreb, stadig er ved magten, er også underordnet.

Udlændingestyrelsens rapport om sikkerhedssituationen i Damaskusområdet er et klart eksempel på, at vi har en regering, der driver en politik, som ikke forholder sig til den virkelighed, vi lever i. 11 ud af 12 navngivne eksperter i rapporten tager afstand fra konklusionen i den. De siger, er deres citater er blevet misbrugt og brugt i en kontekst, som de ikke passer ind i. Den eneste, der ikke tager afstand fra rapporten, er overraskende nok en af Assads egne generaler – det er jo lidt ironisk, må man sige. At sige, at man bruger en masse andre kilder, når man foretager vurderingen, holder ikke, for selvfølgelig må det tillægges større vægt, når de kilder, man konkret har spurgt, aktivt nu siger det modsatte. Forskere og eksperter tager afstand fra den metode, der er brugt i rapporten, fordi den er usaglig og skrøbelig. Sandsynligheden for, at konklusionen er rigtig, er altså utrolig lav.

At vi så ovenikøbet står i en situation, hvor de her kvinder skal adskilles fra deres familier, sendes til udrejsecentre og potentielt opholde sig der i rigtig mange år i stedet for at være en del af samfundet, synes jeg ikke er til at bære. Vi taler om mennesker, der er velintegrerede, der går i skole og på arbejde, har venner, og som lever op til det, som regeringen og et flertal herinde faktisk synes man skal, når man kommer til Danmark som flygtning. Vi kan ikke sende dem ud, for som et demokratisk land laver vi selvfølgelig ikke udsendelsesaftaler med en diktator, og det er jeg glad for ministeren har bekræftet i dag.

Tak til ordføreren. (Rosa Lund (EL): Kan jeg nå at læse en vedtagelsestekst op?). Ja, det kan man altid nå. Værsgo. (Rosa Lund (EL): Tak for det).

På vegne af Enhedslisten, SF, Radikale Venstre, Frie Grønne og Kristendemokraterne skal jeg læse følgende forslag til vedtagelse op:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget opfordrer regeringen til at stoppe med at fjerne opholdsgrundlaget for syrere blot for at placere dem på et udrejsecenter. Syrien er ikke sikkert for mennesker eller pårørende til mennesker på flugt fra Assadregimet. Folketinget tager afstand fra at lave hjemsendelsesaftaler med Assadregimet om tvangshjemsendelser, da det kræver anerkendelse af regimet.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 117).

Tak for det. Forslaget til vedtagelse vil nu indgå i den videre debat.

Bare som en serviceoplysning vil jeg sige, at hvis de, der skal have ordet heroppe fra talerstolen, bruger deres fulde taletid, så har vi plads til ca. 15 korte bemærkninger. Jeg nævner det kun som en serviceoplysning, ikke som en trussel.

Først en kort bemærkning fra hr. Marcus Knuth, Det Konservative Folkeparti.

Tak. Anerkender fru Rosa Lund, at massevis af syrere fra nærområderne frivilligt rejser tilbage til Syrien lige nu, fordi de selv vurderer, at det er sikkert nok, især til Damaskusområdet, og anerkender fru Rosa Lund, at de syrere, der kom til Danmark og fik ophold under § 7, stk. 3, vidste, at det var et midlertidigt ophold, og at de den dag, hvor vores myndigheder vurderer, at det er sikkert nok, skulle tilbage? Det er jo præcis det, de vurderer nu. Så hvorfor kommer det her så som sådan en kæmpe overraskelse for fru Rosa Lund?

Ordføreren.

Jeg anerkender da fuldt ud, at der er syrere, der tager tilbage. Det kan vi jo se på tallene, og det er jo så, fordi de ikke længere er forfulgt. Når de ikke længere frygter for deres liv, tager de tilbage. Det har jeg da intet at udsætte på.

Jeg må også sige til hr. Marcus Knuth, at jeg sådan set ikke er overrasket. Som jeg også sagde i min tale, advarede Enhedslisten allerede tilbage i 2015, da man lavede § 7, stk. 3, om, at vi kunne komme til at stå i den her situation, ligesom vi også, for at bruge ministerens ord, forsøgte at lave en opstandelse, dengang somalierne fik frataget deres opholdstilladelse.

Hr. Marcus Knuth.

Men hvis det ikke kommer som en overraskelse, hvad skyldes alt det her postyr så? De har fået midlertidigt ophold, og det er jo ikke, som fru Rosa Lund siger, dem, der er forfulgt. Dem, der har fået midlertidigt ophold efter § 7, stk. 3, er jo netop ikke individuelt forfulgt. De har fået beskyttelse på grund af områdeomstændighederne, som nu er gode nok til, at de bliver sendt tilbage. Og hvis det er sådan, at vores myndigheder vurderer, at det er sikkert nok at vende tilbage, hvilket også bliver bakket op af de hundredtusindvis af mennesker, der frivilligt rejser tilbage, hvorfor skal de her mennesker så ikke rejse tilbage?

Ordføreren.

Jamen, hr. Marcus Knuth, alt det her postyr skal til, fordi der ikke er fred i Damaskusområdet, fordi Assads efterretningstjeneste stadig væk bestemmer der, og de mennesker, som er i familie med eller har relationer til mennesker, som er personligt forfulgt af Assadregimet, er sådan set også i fare, hvis de tager tilbage, og det er der masser af eksperter og kilder der peger på. Stod det til mig i den ideelle situation, havde vi slet ikke § 7, stk. 3. Så havde syrere fået opholdstilladelse efter § 7, stk. 2.

Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti.

Lidt i samme spor: Ifølge UNHCR er der i de sidste par år 140.000, der er rejst tilbage fra nærområderne til Syrien. Vi kan også her i Danmark læse historier fortalt af folk, der ved, at syrere tager tilbage på besøg i deres land, mens de stadig væk har opholdstilladelse her i Danmark. Hvordan kan det være, fru Rosa Lund, at lige præcis de syrere, der er i Danmark, er sådan nogen, der er i en særlig gruppe i forhold til alle dem, der vender tilbage til Syrien? Hvordan kan det være, at det lige præcis er dem, der er forfulgte, mens alle de andre godt kan vende tilbage?

Ordføreren.

Jamen hvorfor det lige præcis er dem, der er forfulgte, kan Enhedslisten jo ikke svare på, men det kan Assad nok svare på. Altså, pointen er jo, at de, der rejser frivilligt tilbage, kan gøre det nu, og at de, der endnu ikke er rejst frivilligt tilbage, ikke er det, fordi de stadig væk, hr. Kristian Thulesen Dahl, er forfulgte og det er farligt for dem at være i Syrien, og det vælger jeg og Enhedslisten at tro på.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Det er jo topmålet af naivitet! Det er jo topmålet af naivitet, at de syrere, der er i Danmark og synes det er rarere at være i Danmark end at være i Syrien, ved at lade være med at tage de Syrien kan illustrere over for Enhedslisten, at de jo vil blive forfulgt, hvis de kom til Syrien, mens de, der er i nærområderne, og som jo lever under nogle mere kummerlige forhold, så åbenbart ikke er forfulgte, for de kan godt vende tilbage til Syrien. Det kunne jo også godt være, at det har noget med velfærdsområdet at gøre, og at man faktisk hellere vil bo og leve sit liv i Danmark end i Syrien. Det kan man jo ikke fortænke nogen mennesker i, men det kan vi jo ikke bygge flygtningepolitikken på.

Ordføreren.

Jeg må sige, at topmålet af naivitet kommer fra hr. Kristian Thulesen Dahl. For at tro, at bare fordi én syrer ikke længere er forfulgt, er der ikke nogen, der er det, er da at stole fuldstændig blindt på Assadregimet, og det synes jeg da er naivt.

Hr. Sikandar Siddique, uden for grupperne.

Tak til ordføreren først og fremmest for at indkalde til debatten. Jeg ved, at ordføreren personligt er optaget af det her område. Så tak for det.

Jeg kunne godt tænke mig at høre om Enhedslistens position i forhold til regeringen. Altså, hvis regeringen nu fortsætter planerne om at sende de her krigsflygtninge, syriske flygtninge, hjem, hvor langt vil Enhedslisten så gå? Hvor langt vil Enhedslisten gå for de her syriske krigsflygtninge? Stopper vi her ved en hasteforespørgsel? Bruger man nøglen, som man sidder med i form af de afgørende mandater? Det er et åbent spørgsmål. Hvor langt vil Enhedslisten gå, hvis regeringen vælger at sige, at de vil sende de her krigsflygtninge, de syriske flygtninge, hjem? Hvor langt vil Enhedslisten gå?

Tak. Så får vi svar. Værsgo.

Tak for det spørgsmål. Hvis Enhedslisten sad med en eller anden nøgle, der kunne få regeringen til at ændre udlændingepolitik, så kan jeg love for, at vi havde brugt den for lang tid siden. Nu er det bare sådan, at Enhedslisten gik til valg på én udlændingepolitik, Socialdemokratiet, som danner regering, gik til valg på en anden udlændingepolitik. Jeg tror ikke, det er nogen hemmelighed, hverken herinde eller uden for Christiansborg, at Enhedslisten og regeringen er uenige om udlændingepolitikken.

Vi har 13 mandater i Enhedslisten, og de 13 mandater har vi tænkt os at bruge til at presse regeringen, men når jeg kigger rundt herinde i salen, lytter på hr. Marcus Knuth, lytter på hr. Kristian Thulesen Dahl, så kan jeg også lytte mig til, at de 13 mandater, Enhedslisten har, kan regeringen finde for sin udlændingepolitik et andet sted.

Sikandar Siddique.

De 13 mandater er jo også afgørende mandater. De 13 mandater er 13 ud af det flertal, som udgør støttegrundlaget. Så det er ikke bare 13 mandater. Det er vigtigt for mig helt principielt at høre, og det tror jeg også det er for mange derude, om det her er et kardinalpunkt og simpelt hen så afgørende et svigt af medmenneskelighed og humanisme, at Enhedslisten er klar til ultimativt at vælte regeringen ved at trække sin støtte til regeringen på dette spørgsmål.

Så får vi svar fra ordføreren. Værsgo.

Jeg er virkelig glad for spørgsmålet, hr. Sikandar Siddique, fordi der, synes jeg, hersker nogle misforståelser om, hvad det vil sige at være parlamentarisk grundlag. Hvis det var sådan, at vi kunne få en ny udlændingepolitik ved at vælte regeringen, så kan jeg love for, at vi ikke havde tøvet et eneste sekund. Nu er det bare sådan, at der er et flertal herinde på Christiansborg, som mener noget andet end Enhedslisten. Det synes jeg er ærgerligt. Jeg bruger hver dag i den her sal – sådan føles det i hvert fald – på at overbevise både mine kollegaer, men også befolkningen, om noget andet.

Tak for det. Så er det fru Inger Støjberg, Uden For Grupperne.

Ja, man kunne jo være fristet til at følge op på det her spørgsmål, for det er jo i virkeligheden et spørgsmål, som jeg tror interesserer os alle sammen, nemlig hvor langt Enhedslisten egentlig er villig til at gå i forhold til at få gennemført den politik, som Enhedslisten nu mener skal gennemføres. Så på en eller anden måde vil jeg egentlig bare – for første gang nogen sinde, tror jeg – lade fru Rosa Lund svare på hr. Sikandar Siddiques spørgsmål, for det gik ikke så godt de to første gange, da fru Rosa Lund forsøgte at få svaret på det. Så det tror jeg egentlig bare at jeg vil lade fru Rosa Lund gøre nu.

Ordføreren.

Jamen hvis det, som jeg hører fru Inger Støjberg sige, er, at fru Inger Støjberg har ændret sin udlændingepolitik og er klar til at stå sammen med Enhedslisten og lægge et pres på regeringen, så vi lige pludselig har 14 mandater, så er det velkomment. Men det har jeg svært ved at se for mig. Fru Inger Støjberg ved lige så vel som jeg, at der er et stort flertal i den her sal for en umenneskelig udlændingepolitik.

Fru Inger Støjberg.

Altså, først og fremmest vil jeg gerne frabede mig, at man kalder vores udlændingepolitik for umenneskelig – altså i forhold til os, der nu udgør et flertal omkring udlændingepolitikken. Jeg mener, at vi har en forpligtelse til at passe godt på Danmark, og derfor bliver der ført en stram udlændingepolitik. Og fru Rosa Lund kan jo sagtens stå og prøve at gøre sig munter, men i virkeligheden er det her jo ikke en særlig munter diskussion, altså om, hvorvidt Enhedslisten i yderste konsekvens vil bruge sine mandater på at vælte regeringen på den udlændingepolitik, som regeringen fører.

Ordføreren.

Jamen det er jeg sådan set fuldstændig enig med fru Inger Støjberg i, nemlig at det ikke er nogen munter situation. Men hvis jeg stod her og afslørede Enhedslistens parlamentariske strategi, ville det stille os rimelig dårligt i forhold til at lægge et pres på regeringen. Så der må jeg simpelt hen skuffe fru Inger Støjberg og endnu holde kortene lidt tæt til kroppen.

Fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige.

Tak for det. Grunden til, at vi overhovedet står her, er jo, at der var et massivt svigt i 2015. Situationen dengang var, at der var et enkelt parti, som ønskede noget andet, og som var villige til at passe på Danmark, sagde de før valget. Da det så kom til stykket og Lars Løkke Rasmussen sad med magten, undlod man at gøre det, som der nu bliver spurgt ind til her. Man undlod at sætte så meget pres på regeringen, at man var villige til ultimativt at vælte regeringen. Nu taler jeg selvfølgelig om DF i den situation.

Vi har siden kritiseret DF og spurgt: Hvorfor gjorde I det ikke? Hvorfor ikke stå fast og sige: Hvis ikke man passer på Danmark, så må den, der sidder med magten, udskrive valg? Jeg er sikker på, at DF dengang ville være vokset til et kæmpe parti, fordi der var massiv opbakning til det, som DF dengang stod for. Men man vaklede, man sad på hænderne, og man lod hr. Lars Løkke Rasmussen køre med klatten, og migranterne væltede ind.

Nu kan vi med omvendt fortegn se Enhedslisten gøre det samme over for sin regering. Kan Enhedslisten ikke se, at hvis ikke man er villig til at vælte regeringen, er det her bare et paradeforslag?

Så får vi et svar fra ordføreren. Værsgo til ordføreren.

Jeg er simpelt hen lidt i tvivl om, hvad spørgsmålet var. Men jeg kan da sige så meget, at vi gør alt, hvad vi kan hver eneste dag, og det er jeg ret sikker på ministeren kan skrive under på, for at presse regeringen i vores retning. Derfor tror jeg heller ikke, at det var lykkedes at få Danmark til at tage kvoteflygtninge igen, at børnene var kommet ud af Sjælsmark, og at § 7, stk. 3-flygtninge – netop de flygtninge, som vi snakker om i dag – kunne få lov til at tage uddannelse, hvis ikke det havde været for Enhedslisten i forhandlingerne om forståelsespapiret. Jeg håber, jeg har svaret på det, ordføreren spurgte om, for det var lidt uklart, må jeg sige.

Fru Pernille Vermund.

Spørgsmålet går sådan set på, om man ikke er villig til at vælte regeringen på det her. Faktum er jo, at man står og slår sig op på, at det her handler om liv og død. Hvad kan være vigtigere end liv og død? Så hvis ikke man er villig til at gå hele vejen i en sag som denne, spilder vi så ikke bare vores tid ved at sidde 2 timer i salen og diskutere det?

Ordføreren.

Nej, jeg synes bestemt ikke, at vi spilder vores tid, fru Pernille Vermund. Jeg synes, vi har et ansvar over for de her mennesker, som har fået frataget deres opholdstilladelse, til at diskutere deres situation og diskutere situationen i Syrien herinde i Folketingssalen, demokratiets højborg. Det ville da være mærkeligt, hvis vi ikke diskuterede det herinde.

Og efter fem korte bemærkninger er der således ikke flere. Så vi siger tak til fru Rosa Lund og går videre. Hr. Rasmus Stoklund, Socialdemokratiet.

Tak, formand. I Socialdemokratiet mener vi, det er helt afgørende at holde fast i det centrale princip i vores asyllovgivning om, at beskyttelse er midlertidig, når man er flygtning. Så længe man har behov for det, får man beskyttelse, og når man ikke længere har behov for det, skal man selvfølgelig rejse hjem.

Flygtningenævnet er en uafhængig domstolslignende instans og har vurderet, at syriske flygtninge, der er kommet til Danmark fra henholdsvis Damaskus og Rif Damaskus, og som ikke er individuelt forfulgte, nu kan rejse hjem, da de generelle forhold i de her områder er forbedret. I rapporter fra myndigheder i Sverige og Storbritannien og en asylmyndighed under EU kan man læse samme vurdering af de generelle forhold i Syrien og Rif Damaskus-provinsen. Disse myndighedsvurderinger skal i øvrigt ses i lyset af, at der i de seneste par år er vendt 130.000 syrere tilbage til Syrien fra nærområderne ifølge FN, og de sidste par år er 237 syrere vendt tilbage til Syrien fra Danmark fuldstændig frivilligt.

Derudover, og det er lidt en kommentar til fru Rosa Lunds bemærkninger om, at det nærmest er en enkelt rapport, alle beslutninger er truffet på baggrund af, har Flygtningenævnets formand, landsdommer Henrik Bloch Andersen, jo redegjort for, at man har 1.400 forskellige rapporter i den sag, der hedder Syrien, at man derudover også trækker på en række andre kilder, og at den rapport, som der har været så meget mediepostyr om, og som fru Rosa Lund omtalte, jo ikke fungerer som sådan en eller anden form for opslagsværk, man kigger i og så ser: Her kan vi godt sende folk hjem til.

Endelig er der også redegjort for, at den måde, man laver de her rapporter på, er meget ordentlig. Udlændingestyrelsens direktør har lagt en længere beskrivelse af, hvordan det foregår, på styrelsens hjemmeside. Alting er tilgængeligt på engelsk, så andre lande også kan orientere sig i det, og bilag bliver vedlagt med de citater, man har – fuldstændig offentligt tilgængeligt, og så kunne man jo også, inden der var gået flere år, komme og sige det, hvis der var noget, man syntes man var fejlciteret om. Det er jo vigtigt at understrege, at de rapporter ikke fungerer som sådan en eller anden form for opslagsværk. Det synes jeg både styrelsen og nævnet har redegjort fint for.

I Socialdemokratiet har vi tillid til, at nævnet træffer korrekte afgørelser. Sagerne vurderes individuelt og på baggrund af ekspertvurderinger, efterretninger og landerapporter, og det er en dommer, der i sidste ende afgør, hvad der skal besluttes. På den baggrund har det jo den seneste tid også overrasket i hvert fald mig, hvor mange både folketingsmedlemmer og også aktivister i civilsamfundet der har vist sig at være store Syrienskendere og eksperter ud i konventionsjura, og som egentlig burde begynde at afholde nogle kurser for dommerne i Flygtningenævnet, fordi man jo helt åbenbart ved nogle ting, som dommerne ikke er bekendt med. Det har man jo kunnet følge i dagspressen.

Endelig vil jeg læse Socialdemokratiets, Venstres, De Konservatives og Liberal Alliances forslag til vedtagelse op:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at det er et bærende princip i dansk udlændingepolitik, at flygtninge får midlertidigt ophold i Danmark, så længe de opfylder betingelserne herfor. Folketinget understreger vigtigheden af, at beslutningen om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse træffes endeligt af Flygtningenævnet, der er et uafhængigt domstolslignende organ.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 118).

Tak for det. Det vil nu indgå i debatten.

Jeg har nu tre til korte bemærkninger, og jeg vil gerne lukke nu, for ellers bliver der ikke korte bemærkninger til de efterfølgende ordførere. Derfor vil jeg sige til fru Eva Flyvholm, at jeg ikke kan tillade to fra et parti med så smal en tidsmæssig margen, så det bliver fru Rosa Lund, der får Enhedslistens korte bemærkninger.

Først er det hr. Jens Rohde.

Tak for det. Nu fik vi jo et svar fra ministeren på mit spørgsmål; et godt svar om, at Assad og de mennesker, som han omgiver sig med, der er ansvarlige for forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser, skal stilles for en dommer. Hvordan i alverden kan man sende mennesker tilbage til et regime og en diktator, der har fuldstændig kontrol over den del af landet, som man mener er ansvarlig for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden? Hvordan i alverden kan man få sig selv til det?

Ordføreren.

Der er jo ingen tvivl om, at Assad har begået de her vanvittige forbrydelser, men det er til gengæld ikke så entydigt, at alle syrere, der så opholder sig i Syrien, risikerer at blive udsat for tortur eller andre nedværdigende former for behandling af Assad og hans regime. Hvis det var så entydigt, ville man i hvert fald undre sig over, at de 130.000 mennesker, der har opholdt sig i nærområderne under borgerkrigen, er begyndt at vende tilbage det sidste par år. Altså, hvis det var så entydigt, at man i det øjeblik, man krydser grænsen til Syrien, ryger i en torturkælder, så ville man jo ikke vende hjem. Og hvis det var så entydigt, ville der jo heller ikke være 237 syrere, der hen over de sidste par år har henvendt sig til deres kommune her i Danmark og sagt: Nu kunne jeg godt tænke mig at komme tilbage.

Altså, det der med at forsøge at tegne sådan et meget entydigt billede anerkender jeg simpelt hen ikke, og jeg synes også, at det er en miskreditering af det meget grundige arbejde, som man jo kan læse om hvordan bliver udført – først i styrelsen og så i nævnet.

Så er det hr. Jens Rohde. Værsgo.

Næh, der er såmænd ikke nogen miskreditering, andet end at regeringen legitimerer dens egen selvmodsigelse, for det er da en af historiens største selvmodsigelser, at man sender folk tilbage til et regime, som man ikke vil lave aftaler med, og at man derfor netop ikke selv har et entydigt svar på disse menneskers skæbne. Man sender dem tilbage til et regime, som man ønsker stillet for en krigsforbryderdomstol. Det er en kæmpe selvmodsigelse og et etisk problem.

Værsgo til ordføreren.

Nej, det er der ikke nogen form for selvmodsigelse i. Altså, det er helt naturligt, at folk, der ikke har et udestående med Assadregimet, godt kan vende tilbage. Det er derfor, at 130.000 syrere fra nærområderne er vendt tilbage de sidste par år, lige så vel som 237 syrere i Danmark er vendt tilbage de sidste par år. Det er jo netop, fordi de ikke er personligt forfulgt og derfor ikke er i en risiko ved at vende tilbage.

Der er masser af mennesker, der opholder sig i Syrien uden at være blevet, ja, smidt i torturkældre og den slags. Så derfor er det der meget entydige billede simpelt hen ikke korrekt at tegne.

Tak. Så er det hr. Kristian Hegaard, Radikale Venstre.

Nu fik jeg ikke helt svar fra ministeren før, så jeg vil prøve at spørge hr. Rasmus Stoklund om lidt af det samme, nemlig hvilket indtryk det gør på hr. Rasmus Stoklund, at Danmark som det eneste land – for vi går rent faktisk længere end Ungarn – systematisk tager opholdsgrundlaget fra syriske krigsflygtninge? Mener ordføreren slet ikke, at det giver anledning til nogen form for bekymring for, om vi gør det rigtige?

Så kunne jeg godt tænke mig at spørge om en anden ting. Hvis den landerapport, som ordføreren omtaler, er så underordnet i forhold til et hav af andre rapporter, synes ordføreren så ikke, at det er pudsigt, at det er den eneste rapport, regeringen nævner og fremhæver, da man politisk beslutter at fremrykke behandlingen af sagerne om de syriske flygtninge i pressemeddelelsen i juni 2020?

Ordføreren.

Jeg synes selvfølgelig, det er det rigtige at følge de afgørelser, der træffes i et domstolslignende organ, ligesom jeg troede, at Radikale Venstre ville synes, det var rigtigt at følge den lovgivning, som Radikale Venstre selv har været med til at vedtage, og så følge den afgørelse, en dommer er nået frem til, ligesom det er med al mulig anden lovgivning, som Radikale Venstre har været med til at vedtage. Når der så falder en dom nede i byretten, respekterer vi den afgørelse, der falder. I andre sammenhænge respekterer Radikale Venstre mig bekendt domstole og domstolslignende organer. Hvorfor vi så ikke skal gøre det i den her sammenhæng, forstår jeg personligt ikke, men det er jo også et anliggende for Radikale Venstre at redegøre for, hvordan det kan hænge sammen.

Hr. Kristian Hegaard.

Jeg har stadig væk 30 sekunder.

Var der mere?

Ja, fordi jeg skulle jo også lige svare på den anden del om landerapporten. (Formanden: Undskyld).

Der er 1.400 rapporter. Det har nævnets formand redegjort for. 400 af dem er nyere end den her. Derudover er der alle mulige andre baggrundsoplysninger. Endelig har den her landerapport jo været i høring. Der har været mulighed for at gøre indsigelse, hvis der var nogen af ens citater, man var utilfreds med. Det er der redegjort fyldestgørende for på styrelsens hjemmeside, og nævnets formand har også redegjort for det. Jeg mener ikke, der er noget at komme efter.

Hr. Kristian Hegaard, værsgo.

Nu ved jeg godt, at ordføreren synes, det er vigtigt at fremhæve afgørelserne og sige, at det er det, der er sagt, og det må man så rette sig efter. Det, der jo er afgørende, er de politiske beslutninger, som det hviler på. Derfor synes jeg bare, hr. Rasmus Stoklund må spørge sig selv, om det er rigtigt. Og giver det slet ikke anledning til – det må jeg forstå det ikke gør – til nogen form for bekymring hos hr. Rasmus Stoklund, hos Socialdemokratiet, at Danmark som det eneste land systematisk foretager det her?

Så får vi svar fra ordføreren. Værsgo.

Nej, jeg går ikke rundt og er bekymret over afgørelserne, som dommerne når frem til. Men for at svare lidt mere fyldestgørende vil jeg sige, at i forhold til den lovgivning, som Radikale Venstre selv var med til at vedtage, fik vi jo et fint udvalgssvar i Udlændingeudvalget i går eller i forgårs, tror jeg det var.

Her kan man jo læse, at udgangspunktet fortsat vil være, at den generelle voldstilstand og den blotte mulighed for overgreb som følge af en ustabil situation eller en generel voldstilstand i ansøgerens hjemland ikke i sig selv vil kunne begrunde beskyttelse. Det stod i bemærkningerne til lovforslaget, og det har Radikale Venstre stemt for. Hvorfor man så ikke står ved den lovgivning nu, forstår jeg jo så ikke.

Rosa Lund, Enhedslisten.

Det er jo fuldstændig rigtigt, at det er det, der står i bemærkningerne til lovforslaget, hvilket var en af grundene til, at Enhedslisten stemte imod. Vi er selvfølgelig glade for, at Radikale Venstre har ændret holdning.

Jeg vil gerne stille et spørgsmål til hr. Rasmus Stoklund, for hr. Rasmus Stoklund siger selv, man ikke kan tegne et entydigt billede af det. Dejligt, tak for det, for det kan man nemlig ikke, og derfor kan man heller ikke sætte lighedstegn mellem, at der er mennesker, der tager tilbage til Syrien, og at der er mennesker, som vælger at blive at blive i Danmark, fordi det stadig er farligt for dem at være i Syrien. Altså, anerkender Socialdemokratiet slet ikke, at der foregår vilkårlige anholdelser; at der foregår vold; at der foregår forfølgelse; at Assads efterretningstjeneste sådan set er dem, der bestemmer i Damaskusområdet? Det betyder jo, hvis Socialdemokratiet anerkender det – det gør vi i Enhedslisten – at der stadig væk er mennesker, som vil være forfulgte, som stadig væk vil være på flugt, og for hvem det stadig vil farligt at være i Syrien, og det er nok det, der er grunden til at de ikke er taget tilbage. Så når nu Socialdemokratiet selv anerkender, at man ikke kan tegne et entydigt billede, må man jo også anerkende, at der er en grund til, at folk bliver i Danmark.

Så får vi svar fra ordføreren.

Altså, hele pointen ved det her er, at det ikke er Socialdemokratiets opgave at tegne de her entydige billeder. Det er ikke Socialdemokratiet, der har udråbt sig selv som konventionsjuraeksperter eller som Syrienskendere, det er visse andre, og når jeg altså siger, at der ikke er et entydigt billede, er det jo, fordi jeg fuldstændig anerkender, at der er nogle, som er personligt forfulgt og derfor ikke skal sendes tilbage, selvfølgelig ikke, fordi de så ville blive udsat for f.eks. tortur. Så selvfølgelig skal de ikke sendes tilbage. Men der er det så bare, at de eksperter og de myndigheder, som vi er nogle, der har tillid til, vurderer, at det ikke er et entydigt billede, det er ikke sådan, at det gælder for alle, og derfor er der nogle, der godt kan vende tilbage, og det er det, der er kernen i det her. Det er ikke mig, der så skal vurdere, hvem der kan vende tilbage, og hvem der ikke kan vende tilbage. Men jeg hæfter mig bare ved, at bl.a. Henrik Bloch Andersen, som er formand for Flygtningenævnet, jo har redegjort for, at man arbejder ud fra et forsigtighedsprincip og siger: Er der en risiko – en begrundet, troværdig risiko – for, at der kan være en fare forbundet med, at en given person vender tilbage, skal man selvfølgelig ikke hindres en opholdstilladelse.

Fru Rosa Lund.

Jamen jeg beder sådan set ikke hr. Rasmus Stoklund om at være Syrienekspert. Hr. Rasmus Stoklund siger jo selv, at det her i bund og grund handler om lovgivningen. Det er jeg sådan set enig i. Jeg er bare uenig i den lovgivning, som hr. Rasmus Stoklunds parti har lavet, og som betyder, at vi nu står i den situation, vi står i, og som jo også, hr. Rasmus Stoklund, er en situation, hvor de her mennesker, som har fået frataget deres opholdstilladelse, når de vælger at blive Danmark, fordi de er på flugt fra Assadregimet, så skal bo på et udrejsecenter. Eller hvad er det, der skal ske med dem, hr. Rasmus Stoklund?

Så får vi svar. Værsgo.

Ja, det er klart. Hvis man ikke respekterer en dansk dommers afgørelse og man ikke rejser ud, ligesom andre udlændige gør, når de får en afgørelse, så må det jo have den konsekvens, at man så bor på et udrejsecenter, for ellers har vi jo i praksis fri indvandring til Danmark. Og hvis man følger den her logik om, at alene det, at man kommer fra et område, hvor der er en alvorlig situation, og hvor der kan være en skrøbelighed og ustabilitet, er der jo altså virkelig mange byer, områder, regioner, lande i verden, hvorfra man så var asylberettiget, hvis man kom til Danmark. Det er man ikke, og så er man det jo nødvendigvis heller ikke, fordi man er fra Damaskus.

Så siger vi tak til hr. Rasmus Stoklund. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre, og det er hr. Mads Fuglede, Venstre.

Tak for ordet. I Venstre mener vi, at vi kan være vores indsats over for syriske flygtninge bekendt. Vi har overordnet set den holdning, at det er helt naturligt, at når vi i Danmark har hjulpet folk, der flygter fra krig og ufred i deres hjemlande, så skal de også vende tilbage dertil, når det vurderes af danske myndigheder, at der er sikkert nok. Når vores myndigheder vurderer og anbefaler, at man kan begynde at sende nogle flygtninge tilbage til nogle dele af Syrien, så er det en indstilling, vi med andre ord bakker op om. Så lad mig slå det helt fast: Vi stoler på, at vores myndigheder fuldt ud er i stand til at afgøre og foretage de her vurderinger.

En af grundene til, at hasteforespørgslen er blevet stillet, tror jeg, er de mange sager, som der er kommet frem i medierne, og det er altid svært at basere vores hjemsendelsespolitik på sager, som verserer derude, men de er alligevel vigtige til at sende en indikator om, at det her forsigtighedsprincip, myndighederne skal arbejde ud fra, er meget vigtigt: Vi må aldrig sende folk tilbage, der risikerer at blive personligt forfulgte, vi skal følge de regler, der er på området.

Vi forstår også godt, at det er hårdt at få afslag på ophold i Danmark og få at vide, at man skal vende tilbage til Syrien, hvis man havde forestillet sig, at livet skulle folde sig ud her, men det er bare ikke en del af den kontrakt, som man har indgået, når man søger asyl i Danmark. Det er en midlertidig kontrakt: Man kan blive meget glad for at komme her, men man ved også, at det ikke er permanent, hvis det forholder sig sådan, at dér, hvor man kommer fra, ophører krigshandlingerne.

Vi mener grundliggende, at der også er en moralsk dimension i, at man rejser tilbage igen, ikke et moralsk blik, jeg vil kaste på dem, der søger asyl, men på den debat, der er omkring, hvordan hele området ser ud. Vi har begrænsede midler, vi kan ikke hjælpe alle. Hver gang vi hjælper her frem for i nærområdet, så hjælper vi færre, end vi kunne før. Hver gang vi hjælper nogle, som vi har vurderet til ikke at have behov for beskyttelse, men som stadig væk er her, og som stadig væk trækker på det danske system i form af udgifter, jamen så er der andre, der burde have fået den hjælp, som ikke får den.

Vi vil meget gerne hjælpe mennesker på flugt. Derfor stiller den danske velfærdsstat sig til rådighed med alle de muligheder, der er her til de flygtninge, som kommer til Danmark, i en periode. Vi sørger for, at de føler sig trygge og får nogle redskaber, som de kan bruge, når de vender tilbage til et hjemland, der har brug for, at man får det rejst op igen. Vi mener også, det er kritisabelt, hvis vi bryder med det her princip, fordi det i bund og grund fører til, at det at være flygtning bare er en anden måde at være indvandrer på.

Jeg vil gerne slutte af med at sige, at vi har fuld tillid til de danske udlændingemyndigheder, og at vi fortsat bakker op om deres vurderinger og ser ingen anledning til at ændre herpå.

Tak for det. Nu er jeg i den situation, at vi har otte ordførere, to privatister og en minister tilbage, og jeg har nu fem ønsker om korte bemærkninger. Så er vi nået op på noget, der ligner en 13, 14 bemærkninger, og så vil der til de resterende være en 3, 4 bemærkninger. Da jeg har gjort opmærksom på det her fra starten af, går jeg ud fra, at det handler om, at Folketinget prioriterer at komme med så mange korte bemærkninger til de to største partier. Jeg bliver nødt til at lukke af efterfølgende. Derfor siger jeg, at det så er den konklusion, jeg er nødt til at drage, for det er min opgave også at sørge for, at vi holder os nogenlunde inden for rammen på omkring de to timer. Så det er den måde, jeg agter at prioritere det på.

Så er det hr. Kristian Hegaard.

Tak for det. Jeg skal gøre det kort. Venstre har tidligere slået sig op på, at Danmark er for dem, der kan og vil. Er det stadig Venstres holdning?

Ordføreren.

Ja, det er det. Vi mener, vi skal føre en stram asylpolitik og sørge for at hjælpe folk i nærområdet, og vi mener, vi skal føre en – apropos det begreb – lempelig politik i forhold til dem, der ønsker at søge arbejde i Danmark. Vi er for positivlisten. Vi vil gerne sætte beløbsgrænsen ned, og udenlandsk arbejdskraft er altid velkommen i Danmark.

Hr. Kristian Hegaard.

Hvis Venstre går ind for, at Danmark er for dem, der kan og vil, hvilket indtryk gør det så, når man hører om Aya, der på rekordtid lærer godt og fyldestgørende dansk og går igennem uddannelsessystemet? Hvilket indtryk gør det på Venstre, når man hører om Faeza, der på få år kvalificerer sig til at komme ind på sygeplejerskeuddannelsen, hvor man kan imødekomme den efterspørgsel, der er på lige netop den arbejdskraft? Er det her element af uddannelse ikke noget, vi skal se meget nærmere på, når det kommer til vurderingen af opholdsgrundlag?

Tak. Så får vi et svar. Værsgo.

Det glæder mig meget, at de får en uddannelse her i Danmark og kan tage noget med hjem. De kan også søge ind på en erhvervsordning, der gør, at de kan søge til Danmark igen. Det er jo en mulighed, der foreligger. Vi kunne aldrig finde på at blande flygtninge- og asylpolitik sammen med beskæftigelsespolitik. Det er to adskilte ting. Men vi er glade for, at der er en positivordning. Selv om jeg nok tror, at der måske er større behov for sygeplejersker i Syrien, end der er i Danmark, så er vi glade for de erhvervsordninger, vi har været med til at stemme igennem – faktisk ofte sammen med Det Radikale Venstre.

Hr. Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti.

For godt et par måneder siden var ordføreren ude med en hurtig bemærkning om, at man måske skulle lave en aftale med Assadstyret om at få de her syrere, der ikke rejser frivilligt tilbage, tilbage til Syrien. Og jeg er selvfølgelig bekendt med, at Venstre måske lige var ude at korrigere kursen lidt. Men hvad lå egentlig til grund for ordførerens tanker om, at man måske bliver nødt til at gå den vej for at sikre, at syrerne, der skal vende tilbage, rent faktisk også vender tilbage?

Ordføreren.

Jamen jeg deler egentlig synspunkt med den tidligere britiske udenrigsminister Jeremy Hunt, der sagde, at så længe der er nogen, der holder hånden over Assad, vil han sikkert være ved magten i flere år, end nogen her vil være i Folketinget. Og det betyder, at alle løsninger, der involverer syrere og Syrien, på sigt betyder, at man skal finde ud af, hvilke krav man vil stille til Assad for at få løst de her ting op. Én af måderne, vi gør det på, og som vi i Venstre bakker op om, er at sige, at hvis Assad meget gerne vil have penge til at genopbygge Syrien og skal have midler dertil fra EU, så skal han afholde frie valg. Der var min måske på det tidspunkt lidt dristige tanke – men lad os se, om den ikke kan blive taget op igen på et tidspunkt – at sige, at hvis han vil have midler til at genopbygge Syrien, så skal han ikke bare afholde frie valg; han skal også sikre sikkerheden for de mennesker, der er vendt tilbage fra nærområdet og fra resten af Europa.

Hr. Jens Rohde.

I dag for 16 år siden gav tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen de danske jøder en undskyldning for den politik, man havde ført i Danmark op gennem 1930'erne og frem til 1942. Hvad synes Venstres ordfører, hr. Mads Fuglede, om den undskyldning, som Venstres daværende statsminister gav til de danske jøder?

Ordfører.

Jamen den synes jeg var helt på sin plads. Dengang, før man havde flygtningekonventionen, kunne man afvise folk på grænsen. Det gjorde man i Danmark, og det gjorde man i hele Europa. De lå og skvulpede rundt, og man vidste, at de ikke var velkomne der, hvor de kom fra, og at de var personligt forfulgt. Og mennesker, der er personligt forfulgt, skal vi altid hjælpe.

Hr. Jens Rohde.

Nu var der ret mange sager, der dengang overhovedet ikke blev undersøgt, skulle jeg hilse og sige. Det var et af problemerne. Det var vilkårligt. Men det var alligevel før die Endlösung, så det var ikke, fordi man havde nogen endegyldig viden om, hvad der ville ske med de her folk. Har hr. Mads Fuglede en endegyldig viden om, hvad der vil ske med de mennesker, som vi sender tilbage til Syrien og til en krigsforbryder og et krigsforbryderregime, som hr. Mads Fuglede åbenbart vil lave aftaler med?

Så får vi et svar. Værsgo.

Jamen der var slet ikke ingen sagsbehandling i 1930'erne. Man afviste dem ved grænsen. Det kan man meget nemt lige læse op på; det var sådan, det var. Der var ikke nogen vilkårlighed i det. Alle blev afvist. Derfor har vi lavet det om, sådan at hvis man er personligt forfulgt, så kan man få sin sag behandlet. Og jeg ved ikke, hvad der sker, når man bliver sendt tilbage – eller når man bliver repatrieret, eller hvordan man vender tilbage – til Iran, Somalia, Afghanistan, Syrien eller andre steder. Altid, når det sker, håber jeg, at de forfærdelige styrer, de vender tilbage til, ikke efterstræber dem.

Tak. for det. Så er det fru Eva Flyvholm, Enhedslisten.

Man skal faktisk ikke kun se på den individuelle forfølgelse. Det er kun ét kriterie, men det handler også om, om det stadig grundlæggende er sikkert nok at sende mennesker tilbage, og vi ved, at i hele Syrien er der ekstremt høj risiko for vilkårlige anholdelser, der er rigtig stor risiko for at blive tortureret og forsvinde i de her fængsler. Assad er notorisk kendt som torturbøddel, og hele regimet bygger jo på en benhård undertrykkelse. Halvanden million syrere er på efterretningstjenestens liste over folk, de gerne vil putte i fængsel, og de har altså også familier, som også er i risiko for at komme i fængsel, og man ved godt, hvad det er, der sker med folk i de her syriske torturfængsler.

Så jeg vil egentlig gerne spørge ordføreren om noget: Hvordan kan ordføreren føle sig så sikker på, at det er en rigtig god idé at sende mennesker til Damaskus her? Jeg turde ikke lægge hovedet på blokken for det, for jeg tror, det er fuldstændig stensikkert, at nogle af de mennesker kommer til at ende i en frygtelig situation.

Ordføreren.

Der er jo rigtig mange mennesker, der er vendt tilbage, især fra nordområdet, til Rif Damaskus, og det vil sige, at vi får mere og mere empirisk viden om, hvordan det går dem i det område, og derfor må danske myndigheder bruge den viden, der kommer derfra, til at vurdere, om det forsigtighedsprincip, vi anvender, gør sig gældende her. Jeg stoler på de afgørelser, de når frem til, for jeg er ikke på samme måde som spørgeren ekspert i forholdene i Rif Damaskus, men det regner jeg med vores myndigheder er.

Fru Eva Flyvholm.

Men skal vi forstå det sådan, at hvis nogen af de mennesker, som er vendt tilbage til Damaskus nu, faktisk er endt i fængsler, er endt med at blive tortureret eller er endt med at forsvinde, så vil Venstre stoppe med at tale for udsendelser til Syrien, for jeg tror meget hurtigt, at vi kan skaffe de data på, at det allerede forekommer?

Ordføreren.

Hvis det er sådan, at der er mange sager med udsendelser, som ender med, at de går anderledes, end man havde regnet med, så skal man skærpe forsigtighedsprincippet i Flygtningenævnet. Det bakker vi op om.

Sikandar Siddique.

Tak til ordføreren. Store dele af talen havde en moralsk dimension, synes jeg ordføreren sagde. Så jeg vil bare lige høre ordføreren, om ikke der er en moralsk dimension, som man bliver nødt til at tage højde for, f.eks. ved den her praksis, vi ser lige nu, hvor familier bliver skilt ad. Nogle får frataget deres opholdstilladelse og tager hjem, men andre skal ikke. Så familier bliver skilt ad. Er der ikke også der en moralsk dimension, som man bør tage højde for? Vi har f.eks. set, at der er flygtninge, der kommer hertil som 10-årige, og i dag er de 16 år. Deres unge voksne alder har de tilbragt her. Er der ikke en moralsk dimension deri, så man bør overveje, om de skal tilbage, eller om de ikke skal tilbage? Jeg spørger, fordi den moralske dimension fyldte i ordførerens tale.

Ordføreren.

Jeg mener stadig det, jeg sagde i talen, nemlig at der må gælde et almindeligt nytteprincip, altså et utilitaristisk nytteprincip om at hjælpe flest muligt for de midler, vi har. Hvis man har en søn i en familie, som ikke kan komme tilbage på grund af værnepligt eller fare for at blive efterstræbt på en eller anden måde af styret, og en datter, som ikke kan, er det selvfølgelig ulykkeligt, at de bliver skilt, men hvis man for de samme midler kan hjælpe endnu flere, der har det meget værre end den svære situation, de må stå i, så vil jeg stadig væk synes, at man skal hjælpe flest muligt.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så tak til ordføreren. Derfor er det efter lidt rengøring hr. Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti.

Tak for det, formand. Efter Dansk Folkepartis opfattelse har de syrere, der er her i Danmark, en forpligtelse til, så snart det er muligt, at rejse tilbage til Syrien. Og der er så et Flygtningenævn, der sidder og vurderer de her sager, og de når frem til, at der er folk, der ikke er personligt forfulgt, men alene er flygtet på grund af generelle omstændigheder i Syrien, og de kan vende tilbage, og så skal de mennesker vende tilbage. Det, der så er problemet for regeringen og den måde, regeringen får vist sin afmagt på i den her sag, er, at man siger, at det skal de, der er man enig, men ofte vil de her mennesker så kunne risikere at flytte fra f.eks. Nyborg til et udrejsecenter og ikke komme til Syrien. Og det er jo et afgørende problem, at de her mennesker så i virkeligheden kan opfatte det som et tag selv-bord, hvor de selv vælger, om de ender tilbage i Syrien, eller om de ikke gør.

Når man kan vende tilbage til Syrien, er det jo også illustreret af, at UNHCR's vurdering er, at der er op imod 140.000, der i de sidste 2 år er vendt tilbage. Det er også illustreret af historier, som vi kan få berettet om, at der er herboende syrere, som er på ferie eller ophold på anden vis – nogle ville nok synes, det er provokerende at kalde det ferie – i Syrien for at vurdere tilstandene, og så kommer de tilbage til Danmark igen. Jeg tror, de fleste danskere ville synes, at sådan nogle mennesker i virkeligheden ved deres adfærd har vist, at de godt kan vende tilbage og skal så også vende tilbage. Så vi synes, det er en forpligtelse, og vi synes ikke, det må være en fritvalgsordning.

Man kan sige, at den eneste måde, vi så kan forhindre, at det bliver en fritvalgsordning på for de her mennesker, der jo vurderes til at kunne vende tilbage til Syrien, jo i virkeligheden er, ved at de ved, at man ultimativt har mulighed for at tvangshjemsende dem til Syrien, og det er jo, ved at man accepterer, at der også kan finde en dialog sted med styret i Syrien. Det er selvfølgelig ikke på nogen måde, fordi vi i Dansk Folkeparti synes, at styret er sympatisk, eller at vi ikke anerkender, at Assadstyret har lavet brutalitet eller har gjort umenneskelige gerninger i et meget stort omfang i Syrien, for det mener vi, men vi mener omvendt heller ikke, at det må være sådan, at de herboende syrere, der ikke vurderes til at have et beskyttelsesbehov i Syrien, kan vælge ikke at vende tilbage til Syrien. Vi tror også, at hvis der i virkeligheden er sådan en dialog og man ved, at man ultimativt ender tilbage i Syrien, når Flygtningenævnet har afgjort de her sager, vil man også i højere grad gøre det frivilligt, fordi man ved, at alternativet er, at det sker i et samarbejde.

Jeg synes, det var super fornuftigt, at Venstres ordfører var inde på lige præcis det her. Jeg læste med interesse for et par måneder siden, jeg tror, det var i Jyllands-Posten og i et facebookopslag, at hr. Mads Fuglede sagde, at man skulle indlede en dialog med Assadstyret, med henblik på at der kunne foreligge sådan en aftale om, hvordan man sikrede hjemsendelse af syrerne. Som jeg sagde i min korte bemærkning til hr. Mads Fuglede, er jeg også bekendt med, at Venstre trak lidt i land efterfølgende, men det er jo ikke det samme, som at man ikke kan have ramt skiven rigtigt, og derfor synes jeg i virkeligheden, vi skal følge op på det synspunkt igen, og derfor vil jeg på vegne af Dansk Folkeparti godt fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget understreger, at midlertidigt ophold i Danmark betyder midlertidighed.

Forhaling skal ikke give varigt ophold i Danmark.

Folketinget opfordrer derfor regeringen til at indlede dialog med styret i Syrien for at sikre, at syrere i Danmark, der ikke længere har ret til at være her, kan hjemsendes til Syrien igen.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 119).

Tak for det. Og det indgår nu i den videre debat.

Jeg har to korte bemærkninger, inden jeg lukker her, og dem tager vi selvfølgelig. Det er først fru Rosa Lund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Nu siger hr. Kristian Thulesen Dahl igen det her med, at der er folk, der tager tilbage til Syrien frivilligt. Det lykkedes jo at få hr. Rasmus Stoklund til at anerkende, at situationen er forskellig, og at der ikke er et entydigt billede af, hvordan situationen er i Syrien, eller hvordan situationen er for syrere, der opholder sig i Danmark.

Anerkender hr. Kristian Thulesen Dahl også det?

Ordføreren.

Der er helt givet forskellige omstændigheder. Jeg tror, at der var 100 forrige år og 137 sidste år, der repatrierede til Syrien på repatrieringsordninger, altså jo med penge på lommen fra danske skatteydere. Men det er jo også klart, at der vil være en del syrere, der tænker, at det alligevel er bedre at blive i Danmark og håbe, at man kan få permanent mulighed for at blive i Danmark med familien i stedet for at skulle vende tilbage, fordi de vurderer, at også sådan den materielle situation, velfærdssituationen, er anderledes i Danmark i forhold til Syrien.

Der siger jeg bare, at hvis man er vurderet til ikke at være personligt forfulgt, men kunne vende tilbage, så skal det jo ikke være den vurdering, en syrer selv kan foretage, der skal afgøre det, for så skal vedkommende vende tilbage – og sådan må det være.

Rosa Lund.

Så hr. Kristian Thulesen Dahl anerkender simpelt hen slet ikke, at grunden til, at man vælger at blive i Danmark, er, at man risikerer sit liv, hvis man tager tilbage til Syrien. Jeg hører jo hr. Kristian Thulesen Dahl sige, at det handler om alt muligt andet – om det danske velfærdssamfund, og jeg ved ikke hvad. Altså, det er jo grundpræmissen, hr. Kristian Thulesen Dahl, at de her mennesker ikke er flygtet for sjov; at de her mennesker er flygtet fra et regime, som jeg så kan høre at Dansk Folkeparti er klar til at arbejde sammen med.

Kan hr. Kristian Thulesen Dahl ikke selv høre, at det er en lille smule vanvittigt?

Ordføreren.

Bestemt nej. Der er folk, der er flygtet, fordi de vurderer at være truet direkte, og så er der jo folk, der er flygtet eller migreret fra deres land, fordi de synes, at omstændighederne i det land med krigshandlinger og sådan noget er af en karakter, så de ikke kan være der; men de er ikke personligt forfulgte. Og dem, vi taler om her rent specifikt i forhold til Flygtningenævnets afgørelser, er jo sidstnævnte kategori. Det er dem, som fru Rosa Lund så kæmper en kamp for, og på trods af at det har været juridisk vurderet på den ene og den anden måde, så skal de alligevel have lov til at blive i Danmark. Altså, jeg synes virkelig, at det er en fuldstændig forfejlet politik, og det vil jo gøre, at vi ikke har en flygtningepolitik, der hænger sammen.

Tak. Så er det hr. Carl Valentin. Værsgo.

Tak. Jeg kan jo forstå, at hr. Kristian Thulesen Dahl synes, at Danmark skal arbejde sammen med Assadregimet i forhold til tvangshjemsendelser. Derfor vil jeg også bare høre: Hvor store krigsforbrydelser skal man som diktator begå, hvor voldsom en diktator skal man være, for at hr. Kristian Thulesen Dahl vil sige, at nej, det er amoralsk for Danmark at indgå aftaler med sådan en diktator?

Ordføreren.

Det vil jeg ikke kunne give et bud på. Altså, jeg tror jo, det må bero på en vurdering. Men jeg er enig i det, hr. Mads Fuglede sagde heroppe fra talerstolen for et øjeblik siden om, at der jo ikke er noget, der tyder på, at Assad ikke sidder som leder af Syrien i en rum tid foran os, og det, der bare er vores bud, er, at det ikke skal være et tag selv-bord for syrere, der bor her i landet, om de vil tage hjem eller ej. Men det er en vurdering af, om de rent faktisk er forfulgte eller de ikke er forfulgte, og hvis de vurderes til ikke at være forfulgte, skal de jo ligesom de 140.000 fra nærområdet, der de sidste par år af egen drift er vendt tilbage til Syrien, selvfølgelig også vende tilbage til Syrien.

Hr. Carl Valentin.

Hr. Kristian Thulesen Dahl kan ikke vurdere, hvor grænsen går, siger han. Men er der overhovedet en grænse, som Assad ikke har overtrådt, i forhold til hvor ubehagelig en diktator man kan være, og at Danmark så stadig væk kan indgå samarbejder med folk?

Ordføreren.

Jamen jeg kan sige det på den måde, at vi har den holdning, at vi synes, at Syrien skal genopbygges. Vi synes, at Syrien skal genopbygges af de syrere, der er i Syrien, og sikkert også af noget hjælp, der skal komme udefra, men faktisk også af nogle af de mennesker, der – kan man sige – er syrere i Danmark og andre lande, som vender tilbage til Syrien og er med til at genopbygge det. Så vi har det bud, at Syrien skal genopbygges. Det er den eneste måde til varigt at få det her til at lykkes, og hvis Assad er leder i Syrien i i hvert fald de næste en del årtier, kan det jo ikke nytte noget, at vi siger, at det ikke kan ske, mens han er leder af Syrien.

Jeg havde egentlig lukket til talerstolen, men hr. Kristian Hegaard har bedt om ordet, og det vil han selvfølgelig få. Jeg har så lavet den vurdering, at ministeren har været på talerstolen en gang, og at vi egentlig har brugt de korte bemærkninger, der er mulighed for, og hvis man prioriterer det, går det ud over ministerens tid, og jeg synes, det er helt fint, at det er den prioritet, man foretager.

Værsgo, hr. Kristian Hegaard.

Tak for det, og det, der fik mig til at trykke mig ind, var, at jeg blev noget bekymret over, at hr. Kristian Thulesen Dahl gør gældende, at man skal samarbejde med en diktator, som har store overgreb på civilbefolkningen på samvittigheden. Derfor vil jeg bare høre, om Dansk Folkeparti mener, at der slet ikke er nogen grænser for, hvem man skal samarbejde med, og at man, uanset hvilke overgreb nogle regimer begår på deres befolkning, skal anerkende dem og lave samarbejdsaftaler med dem.

Ordføreren.

Nej, det vil jeg ikke sige, men man kan nævne Saudi-Arabien, Iran, forhold i Afghanistan, klanstyre rundtomkring i Somalia, og jeg tror, at man vil finde mange steder, hvor tingene bestemt er ubehagelige.

Men jeg siger bare, at det ikke kan nytte noget, at en syrer, der er i Danmark, som ikke er personligt forfulgt, og som er her, på grund af at der har været en situation i Syrien, der gjorde, at man ikke kunne være der i en periode, ikke på lige fod med dem, der er i nærområdet, skal vende tilbage til Syrien. Selvfølgelig skal de det, og det skal vi jo kunne sætte igennem, og hvis ikke vi på nogen måde vil tale med Assadstyret, eventuelt ved at sige, at vi kommer med støtte til genopbygning, men at betingelsen også er, at nogle af de her mennesker kan vende tilbage, så kan vi jo risikere, at vi ikke kan sætte det igennem. Og det er det jeg siger at vi skal kunne, for ellers er det jo i virkeligheden endt med at være et tag selv-bord, om man vil være i Danmark, eller om man ikke vil være i Danmark.

Hr. Kristian Hegaard.

Hvis man synes, at man skal lave en aftale med Assad med den viden, vi har om de overgreb, han har begået på civilbefolkningen, så vil jeg bare høre, om hr. Kristian Thulesen Dahl kan nævne nogle lande, som man ikke mener at man skal indgå samarbejdsaftaler med og dermed anerkende dem. Er der nogle lande, som man mener at man ikke skal lave samarbejdsaftaler med?

Ordføreren.

Det kan da godt være. Det må vi kigge på, når de lande kommer op. Nu tager vi stilling til situationen omkring Syrien, og der er ca. 30.000 syrere i Danmark, som i takt med at de vurderes at kunne vende tilbage, så også skal vende tilbage. Og det er for at kunne sætte det igennem, at vi mener, at vi helt konkret bliver nødt til at tale om, hvordan vi så kan indlede en dialog med styret i Syrien for at sikre, at de her syrere ikke selv kan vælge, om de vil tage tilbage, men at vi kan sikre og sætte igennem, at de rent faktisk ender med at vende tilbage.

Tak til hr. Kristian Thulesen Dahl. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det hr. Carl Valentin, SF.

Tak for det. Regeringens position er i min optik fuldstændig uforståelig, og det er den ikke i et strategisk perspektiv, for jeg er helt med på, at man gerne vil fremstå så stram som overhovedet muligt, men det er den i et menneskeligt perspektiv.

Flygtninge får nu inddraget deres opholdstilladelser med det formål, at de skal vende tilbage til Syrien, og det sker, til trods for at Danmark her går enegang, at FN er uenig i vores vurdering, at USA advarer mod at sende folk til Syrien, og vigtigst af alt: at sikkerheden mildest talt er tvivlsom. Regeringen beder mennesker om at flytte til Bashar al-Assads diktatur og dermed vende tilbage til en utryg tilværelse i et krigshærget land med risiko for forfølgelse og vold. Og hvordan kan regeringen så det?

Jo, men det kan den på grund af den lovgivning, som et flertal herinde vedtog i 2015, der gjorde det muligt at sende flygtninge tilbage til lande, hvor situationen stadig er ustabil og sikkerheden tvivlsom. SF var ikke med til at lave den lovgivning, og godt for det, for skrækscenariet er jo her blevet til virkelighed. Vi har en regering og en samlet højrefløj, der vil sende folk tilbage til Syrien, hvor forholdene er skrøbelige og uforudsigelige, bare for at bruge ministerens egne ord. Jeg har mødt flere af dem, som skal udsendes, eksempelvis Faeza og Aya, som har været meget i medierne, og jeg har også mødt folk som Mohammed, hvis far og onkel blev dræbt i Syrien, og som så nu skal se sin søstre og sin mor presset til at tage dertil igen eller rådne op på et udrejsecenter, hvilket nok er et mere sandsynligt scenarie.

Det er beskæmmende, og det skræmmer mig, at de her menneskeskæbner ikke fylder mere i overvejelserne om, hvilke beslutninger man træffer her på Christiansborg, og jeg må også bare sige helt ærligt, at jeg var ødelagt efter at have talt med de her mennesker, ikke bare om deres forfærdelige historier fra fortiden – sådan nogle er der jo desværre mange flygtninge der har, også nogle, som det er okay at man sender tilbage – men især når jeg hører om, hvor meget de frygter for fremtiden for sig selv eller for deres familiemedlemmer. Det er forfærdeligt, især fordi det er en frygt, der i min optik er velbegrundet, og vi burde kunne blive enige om, at de ikke skal udsættes for mere ulykke.

Jeg vil gerne takke de modige, modige mennesker, der stiller sig frem og fortæller deres historier i den her sag, og de mange helt almindelige borgere og organisationer og aktivister, som stiller sig op og siger fra. I gør i min optik Danmark ære. Oven i det har vi hele sagen om de rapporter, der ligger til grund for sikkerhedsvurderingen, og det har vi fra SF's side indkaldt til samråd om, og det ser jeg meget frem til. Samlet set er det her en vild sag med en enorm betydning for menneskers liv, og derfor vil jeg også gerne takke Enhedslisten for at have indkaldt til den her hasteforespørgsel. Jeg håber, at et flertal herinde kommer til fornuft. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og derfor kan vi gå videre. Derfor vil jeg bare lige sige, at vi har 32 minutter til dem, der skal bede om ordet, så der er altså stadig væk ca. 10 minutter, så der er plads til tre-fire korte bemærkninger undervejs. Jeg prøver hele tiden at holde det så opdateret, som jeg kan, omkring det her.

Men nu går vi videre i talerrækken til hr. Kristian Hegaard, Radikale Venstre.

Tak for ordet, formand. For nylig mødte jeg Aya, Faeza og Mahmoud, tre unge mennesker, der havde fået fjernet deres opholdsgrundlag. Aya er snublende tæt på sommerens studenterhue, den søde studentertid, det er en velintegreret ung kvinde, hun har været i Danmark i 5 år, går i skole og skal snart stige på studentervognen. Hun har gjort alt for at lære dansk og blive integreret, hun har ikke begået kriminalitet. Hvad mere kan hun gøre? Hun har intet i Syrien ud over minderne om bomberne, der falder tæt på skolen. Hendes familie har modsagt Assadregimet, og hvad tror I Assadregimet gør, hvis hun vender tilbage? Jeg tør ikke tænke tanken. Det er hjerteløst at sende Aya tilbage i favnen på Assad.

Så er der Faeza. Faeza er i gang med at uddanne sig som sygeplejerske, og Danmark mangler sygeplejersker. Faezas far flygtede fra Syrien for at have sagt Assadregimet imod, han er militærnægter. Faezas far kan derfor ikke sendes til Syrien, da han er i fare, og derudover kan andre syriske mænd i alderen 18-42 år som regel blive i Danmark, fordi de er i fare for at blive rekrutteret til Assadregimet. Men Faeza har fået frataget sin opholdstilladelse, og hvad tror I Assadstyret gør med familiemedlemmer til dem, der har modsagt styret? Jeg tør ikke tænke tanken.

Så er der Mahmoud. Kort efter at Mahmoud kom til Danmark, søgte han arbejde på McDonald's. Han fik en prøveperiode på 2-3 måneder, men allerede efter en måned blev han fastansat, betalte skat, betalte til fællesskabet, betalte til velfærdsstaten. Efter et par år i arbejde går han nu på slagteriskole, han elsker at arbejde, han kunne ikke forestille sig ikke at arbejde.

Det er de mennesker, som vi taler om, dem, som det handler om, rigtige mennesker, og de velintegrerede mennesker ønsker nogen at drive klapjagt på. Derfor var det uforståeligt, at regeringen indledte den klapjagt i juni 2020 ved at fremrykke sagsbehandlingen af syriske flygtninge, og i den pressemeddelelse nævner man én rapport, nemlig den såkaldte landerapport. Den rapport kan altså ikke være uden betydning, siden det er den eneste rapport, man nævner i sin politiske beslutning om at fremrykke sagerne.

Så lad os derfor kigge lidt nærmere på den rapport. På side 3 står der en såkaldt disclaimer. Den siger, at terminologien i rapporten ikke bør bruges til at fastslå retspositioner, den siger, at rapporten ikke kan bruges til spørgsmålet om asyl, og den siger, at der er udvalgt 12 særlige kilder, og de er omhyggeligt udvalgt. En for en ligesom i sangen om de ti cykelryttere er kilderne faldet fra. De kan ikke støtte indholdet i rapporten, som de er særligt udvalgt til at bidrage til. Den ene, der alligevel kan støtte den, er en af Assads egne venner, og hvor er det overraskende, at han kan støtte den rapport.

Danmark skal ikke som det eneste land systematisk tage opholdsgrundlaget fra syriske krigsflygtninge, det giver ingen mening at gå enegang. Tak til alle dem, der i øjeblikket bidrager til ordentlighed i dansk politik, organisationer, frivillige og andre, kampen slutter ikke her, tak for at kæmpe for Aya, Faeza, Mahmoud og andre.

Tak for det. Vi har noteret tre for korte bemærkninger: hr. Sikandar Siddique, hr. Kristian Thulesen Dahl og hr. Marcus Knuth, og jeg stopper herefter de korte bemærkninger i den her omgang. Hr. Sikandar Siddique, værsgo.

Tak til ordføreren. Som jeg også sagde til min gode kollega fru Rosa Lund, ved jeg hundrede procent, at ordførerne personligt og politisk er fuldstændig optaget af det her, og stod det til ordførerne, ville de aldrig nogen sinde sende de her flygtninge hjem – i hvert fald sådan som det ser ud lige nu. Men ikke desto mindre så tilhører ordførerne nogle grupper, som jo danner grundlag for regeringen.

Det her spørgsmål er jo endnu mere relevant i forhold til ordføreren, fordi ordførerens parti jo var med til at danne lovhjemmel for, at de her syriske flygtninge nu bliver sendt hjem. Så mit åbne spørgsmål til ordføreren er: Hvad agter Radikale Venstre nu at gøre for at råde bod på den fejl, som man selv var med til at begå i 2015? Hvad vil man gøre for Aya og Faeza nu? Hvor langt vil man gå i forhold til at sikre, at de ikke bliver sendt hjem til tortur og krig og ødelæggelse?

Tak. Så får vi et svar fra ordføreren.

I forhold til det med at danne grundlag kan jeg sige, at Radikale Venstre ikke danner grundlag for regeringens udlændingepolitik på samme måde, som Dansk Folkeparti ikke dannede grundlag for den tidligere regerings EU-politik. Den nuværende regering henter sit flertal for den uhyrlige politik, der her føres, et andet sted.

Radikale Venstre stemte for udlændingelovens § 7, stk. 3, i 2015, fordi vi troede, man fik et større flygtningepres end det, der kom. Men det har aldrig været vores hensigt, at loven skulle forvaltes på den måde, som det er sket, hvor man decideret fremrykker sagsbehandling; det stod der ikke noget om dengang. At man arbejder med hurtigst muligt at skabe mulighed for tvangsudsendelser, som jeg fik et svar om den 29. april for et par dage siden, eller at Danmark skulle gå enegang, har aldrig været hensigten. Da man fjernede revisionsklausulen i 2018, var vi allerede kritiske. Det er vi stadig væk, og derfor synes vi, at loven skal ændres. Den skal afspejle den lovgivning, der er i landene omkring os, og uddannelse skal tælle med ved forlængelse af opholdsgrundlaget.

Sikandar Siddique, værsgo.

Man kunne læse lørdag den 24. april kl. 14.22 i Berlingske: De Radikale blev advaret om lov, der nu åbner for udsendelse af syrere. I høringssvar fremgik det klart og tydeligt. Bl.a. Institut for Menneskerettigheder gjorde det klart og tydeligt i høringssvaret, at det her kunne være konsekvenserne af det.

Lad os så lade være med at dvæle ved, at den fejl blev begået, eller at man ikke vidste det. Hvor langt vil Radikale Venstre nu gå for at sikre, at Aya og de andre syriske flygtninge ikke bliver sendt tilbage?

Tak. Vi får nu et svar af ordføreren. Værsgo.

Jeg kan love, at vi fortsætter med at kæmpe. Jeg synes, det er fantastisk at opleve organisationer, frivillige og andre, der kæmper og afholder demonstrationer osv., og jeg kan garantere for, at Radikale Venstre vil kæmpe kampen sammen med dem, så den politik, der bliver ført, ikke er meningsløs og hjerteløs.

Hr. Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti.

Tak. Hr. Kristian Hegaard bruger sit ordførerindlæg på at trække rigtige mennesker frem og på at beskrive, hvordan der drives klapjagt på de her tre rigtige mennesker. Så har hr. Kristian Hegaard jo ligesom selv budt op til dans. Så kan hr. Kristian Hegaard ikke bekræfte, at syrerne var den gruppe af udlændinge, der sidste år begik flest voldtægter?

Ordføreren, værsgo.

Nu havde jeg kun 4 minutter til at tale, og jeg vil være ærlig at sige, at hvis jeg havde haft længere tid, ville jeg også sige, at der desværre også er overrepræsentation i kriminalitetsstatistikkerne og underrepræsentation i beskæftigelsesstatistikkerne bl.a., når det handler om udlændinge. Derfor skal vi jo sætte ind, når det kommer til integration, så vi ikke ser den slags overrepræsentation i kriminalitetsstatistikkerne, for det er uholdbart. Det skal vi ikke acceptere, og det skal der sættes hårdt ind over for.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Nu er Radikale Venstre et parti, der taler meget for retsstaten og for principper og ting og sager. Derfor er det jo bare tankevækkende, at hr. Kristian Hegaard vælger at bruge sit ordførerindlæg på at sige: Nu skal vi tale om rigtige mennesker. Så siger jeg, at så skal vi også tale om rigtige mennesker, når det handler om voldtægter i Danmark. Og hvis det var syrerne, der sidste år var flest af, altså af udlændinge i Danmark, i forhold til den gruppe, der i hvert fald er dømt for voldtægter, så bør hr. Kristian Hegaard da i hvert fald lige have det med i talen. Så nu er jeg glad for, at vi har haft lejlighed til at få et par korte bemærkninger her i forhold til at vise danskerne, at det jo også er en side af den diskussion, vi bliver nødt til at tage i forhold til udlændinge her i Danmark.

Ordføreren.

Jeg synes, det er et ganske relevant spørgsmål at stille, altså hvad gør vi med dem, der begår voldtægt i Danmark? For det er en af de mest modbydelige, grænseoverskridende og intime forbrydelser, man overhovedet kan forestille sig. Derfor skal der sættes hårdt ind over for det, uanset hvem der begår dem. Det, der bare ikke kan være rimeligt i en retsstat, er, at det skal gå ud over Aya, Faeza og Mahmoud, når nogle andre ikke kan opføre sig ordentligt.

Hr. Marcus Knuth, værsgo.

Tak. Nu var Radikale Venstre jo selv med til at få den her lov på plads omkring § 7, stk. 3, om midlertidigt ophold, og det stod jo soleklart, også i høringssvaret osv., præcis hvornår og hvordan den her lov kunne blive brugt, ikke mindst fordi vi på det tidspunkt stod i en situation, hvor der kom rigtig mange hertil fra Syrien. Så hvis det ikke er i en situation som den her, hvor der begynder at være fred i Syrien, og hvor vi gerne skal have folk tilbage til Syrien, altså hvis det ikke var i den her situation, hvor man kunne forestille sig, at man ville bruge § 7, stk. 3-lovgivningen, hvad var det så, Radikale havde forestillet sig?

Ordføreren.

Fred i Syrien er nok sådan lige at stramme den, hr. Marcus Knuth. Det, der jo ikke stod dengang, var, at man ville forvalte lovgivningen på den måde, som man gør nu, nemlig ved at man politisk beslutter at fremrykke sagerne, og at man politisk siger, at man vil foretage tvangsudsendelser så hurtigt, som det overhovedet kan lade sig gøre. For det indebærer jo, at man skal anerkende regimet, og at man skal lave en aftale med Assad. Det kan Radikale Venstre ikke på nogen som helst måde stå inde for. Dengang fremgik det jo heller ikke, at Danmark skulle gå enegang. Derfor har Radikale Venstre siden 2018 været kritiske, da man havde en revisionsklausul i forhold til det, derfor er vi stadig kritiske, og derfor vil vi stadig gerne lave loven om. Bl.a. skal uddannelse også betyde mere i forhold til forlængelse af opholdsgrundlag. Den lovgivning, vi har i dag, er hjerteløs og meningsløs.

Marcus Knuth.

Jamen så lad mig følge op på hr. Kristian Thulesen Dahls spørgsmål. Hr. Kristian Hegaard siger, at han kun havde 4 minutter, og derfor kunne han kun nævne Aya, Faeza og Mahmoud, men næste gang hr. Kristian Hegaard taler med medierne og har mere end 4 minutter, vil hr. Kristian Hegaard så give mig ordet på, at han så nævner nogle af de mange mandlige syrere, der netop begår voldtægt eller kriminalitet eller indbrud eller er arbejdsløse, i stedet for at nævne de her tre personer igen og igen?

Ordføreren.

Jeg vil love at have en rimelig balance i den her debat. Der er velintegrerede mennesker, som vi skal tage os af, som bidrager til Danmark, som bidrager til fællesskabet, og som uddanner sig, arbejder og gør det rigtig godt. Så er der også mennesker, der begår kriminalitet, og der må vi samarbejde om at finde ud af, hvordan vi sætter hårdt ind over for det. Det er ikke rimeligt, at der er mennesker, der begår kriminalitet, særlig ikke modbydelig kriminalitet som voldtægt og andet. Det skal ikke foregå.

Så siger vi tak til hr. Kristian Hegaard og går videre. Hr. Marcus Knuth, Det Konservative Folkeparti.

Tak, hr. formand. Jeg skal prøve at gøre det her kort, vi er jo under det der tidspres. Synspunktet fra Det Konservative Folkepartis side er meget klart: Når vores myndigheder vurderer, at man som flygtning ikke længere har et beskyttelsesbehov, skal man selvfølgelig rejse hjem igen. Det er lige præcis tilfældet for hundredvis af syrere, der har fået midlertidigt ophold under § 7, stk. 3. Vi ser jo, at titusindvis – jeg tror, hr. Kristian Thulesen Dahl præciserede det med 140.000 baseret på tal fra FN – af syrere fra nærområderne nu selv frivilligt rejser hjem. Så situationen taler sit eget sprog.

De syrere, der har fået ophold i Danmark, har fået gratis uddannelse, gratis velfærd, de har fået arbejde, de har fået styrket deres kompetencer – alt sammen goder, som man selvfølgelig skal tage med sig hjem tilbage til Syrien og bruge til at hjælpe med at genopbygge sit land. De syrere, der har fået ophold her i Danmark, har fra dag et vidst, at asyl er midlertidigt. Dem, der er her på § 7, stk. 3, har hele tiden vidst, at når forholdene i Syrien tillader det, skulle de hjem igen. Så det her kan ikke komme som nogen stor overraskelse. Vi mener, at nu er tiden rigtig, det vurderer i hvert fald vores myndigheder, og dem har vi tillid til, ellers risikerer vi, at asylsystemet bliver en form for fasttrackordning til først permanent ophold og derefter statsborgerskab, og det må ikke ske. Vi bakker op om den vedtagelsestekst, som hr. Rasmus Stoklund fra Socialdemokratiet har læst op. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for det. Politikere, der ønsker at tiltrække eller fastholde migranter fra de muslimske lande, undergraver danskernes frihed og tryghed. Migrantkrisen i 2015, hvor migranter i massevis strømmede ind over de danske grænser og op ad vores motorveje, er det største politiske svigt i min levetid. Som borgerlig gjorde det særlig ondt at være vidne til, at svigtet skete under en borgerlig Venstreregering med DF som det største parti i blå blok. Tusindvis af migranter rejste gennem mange sikre lande i jagten på velfærdsstaten mod nord. De trådte ind over vores grænser, de blev ikke stoppet. Trods løfter om straksopbremsning og om at passe på Danmark kun et halvt år tidligere ved valget i 2015 var der ikke et eneste parti i den borgerlige lejr, der sagde fra. Tværtimod. De sad på hænderne og lod det ske. Det er ganske enkelt et svigt, som jeg aldrig kommer til at glemme – et svigt, som har ændret Danmark for evigt. Og som man kunne forudsige, er det voldsomt svært for de samme politikere, der lukkede migranterne ind, at sikre, at migranterne nu forlader landet igen. Det er det, debatten handler om i dag.

Det er en debat, som vi slet ikke havde behøvet at have, hvis hr. Lars Løkke Rasmussen og hr. Kristian Thulesen Dahl i 2015 havde været deres ansvar voksent og afvist migranterne på grænsen. Det er deres ansvar, det er deres svigt. I dag 6 år senere kender vi de første konsekvenser af svigtet, og det er ikke godt. Alt for mange syriske mænd er kriminelle, alt for mange syriske kvinder lever af offentlig forsørgelse. En ny opgørelse fra Justitsministeriet viser, at antallet af voldtægter de seneste år er steget markant. Knap hver fjerde af de dømte har udenlandsk nationalitet, og Syrien ligger som nr. 1 på den her triste liste over udenlandske nationaliteter for personer dømt for voldtægt de sidste år i Danmark, og også i statistikkerne over voldsforbrydelser er syrerne væsentligt overrepræsenteret.

I samme periode er udgifterne til ikkevestlige indvandrere og efterkommere steget markant. Det skyldes ikke mindst de muslimske migranters manglende vilje og evne til at indpasse sig på det danske arbejdsmarked. Ser vi på syrernes deltagelse på arbejdsmarkedet, er tallene mildest talt triste. Kun fire ud af ti af de syrere, der kom til Danmark i 2015, er i dag kommet i arbejde. Blandt de syriske kvinder i alderen 30-59 år lever hele tre ud af fire som fuldtidsmodtagere på offentlig forsørgelse. Syrerne fik opholdstilladelse midt i et økonomisk opsving. Der har i flere år været efterspørgsel på arbejdskraft, og udlændinge fra ikke mindst de østeuropæiske lande er i samme periode kommet hertil og har formået at træde ind på det danske arbejdsmarked, bidrage positivt til økonomien og forsørge sig selv vel at mærke uden at kunne det danske sprog. Det er i det lys, syrernes ekstremt ringe deltagelse på arbejdsmarkedet skal ses.

Vold, voldtægter og arbejdsløshed hverken kan eller skal vi leve med. Derfor skal tilstrømningen standses. Kriminelle udlændinge skal udvises, og udlændinge, der ikke forsørger sig selv, skal have inddraget deres opholdstilladelse. De, som er i Danmark på en midlertidig opholdstilladelse, skal naturligvis rejse ud, når denne opholdstilladelse udløber. Migranterne fra Syrien skulle aldrig have haft en opholdstilladelse stillet i udsigt, de skulle have haft den fornødne hjælp i nærområderne via FN-systemet. De skulle ikke have været lukket ind i Danmark, men det blev de af politikerne i 2015 – dem, der havde magten til at sige fra. Vi, som så katastrofen rulle ind over Danmarks grænser i medierne, måtte på DF – det dengang største parti i blå blok – forstå, at hvis man satte hårdt mod hårdt med et krav om et asylstop, ville man risikere, at den daværende statsminister, hr. Lars Løkke Rasmussen, udskrev valg. Det er den undskyldning, vi har måttet høre på lige siden. Hvad skete der? Hr. Lars Løkke Rasmussen smed det borgerlige samarbejde ind under bussen, tog til Marrakesh og underskrev en Marrakesherklæring. Det er, hvad man har forårsaget Danmark.

Der er en kort bemærkning til hr. Kristian Thulesen Dahl. Værsgo.

Tak. Det har været en nem tale at skrive, for det er jo bare en gentagelse af en tale, som fru Pernille Vermund har holdt hundredvis af gange. Det er jo sådan set fint nok, at man bruger tiden i Folketingssalen til det. Jeg vil bare lige spørge fru Pernille Vermund, om hun ikke kan bekræfte, at mens der i Danmark vel er omkring 30.000 syrere, som vi i Dansk Folkeparti synes skal tilbage til Syrien, er der i Tyskland vel 530.000 syrere og i Sverige 110.000, og at den situation, at der tilbage i 2015 kom syrere til Danmark, blev brugt til, at den daværende udlændingeminister, fru Inger Støjberg, og Dansk Folkeparti fik gennemført vel, et slag på tasken, 100 stramninger og fik gennemført en grænsekontrol. Det er bare lige for på et eller andet tidspunkt at få de nuancer med ind i fru Pernille Vermunds gentagelsestale.

Ordføreren.

Jeg vil gerne anerkende, at man har gennemført en masse stramninger. Problemet er bare, at det ikke har løst problemerne. Vi står i dag med massive problemer, fordi man sad på hænderne, fordi man ikke var villig til at tage det opgør med Lars Løkke Rasmussen. Man troede på, at han var det bedste alternativ – en mand, som i dag siger: Jeg vil hellere samarbejde med Radikale Venstre og Socialdemokratiet, end jeg vil samarbejde med de borgerlige partier. Det var den mand, man holdt hånden under. Prisen for det var, at tusindvis af migranter kom hertil, migranter, som formentlig aldrig kommer ud igen, migranter, som kommer til at bo her, få børn og påvirke vores samfund for evigt.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Jeg ved ikke rigtig, om det egentlig var en bekræftelse af, at det nok er 530.000 syrere i Tyskland og 110.000 i Sverige og 30.000 i Danmark. Det siger bare lidt om, at vi jo har stået et andet sted end Tyskland og Sverige, at der er kommet færre til Danmark, og at situationen efter 2015 blev brugt til at stramme gevaldigt op, også med en grænsekontrol. Det synes jeg bare også et eller andet sted bør indgå i fru Pernille Vermunds tale, altså at fru Inger Støjberg som daværende udlændingeminister og Dansk Folkeparti brugte anledningen til at gennemføre alle de her ting. I stedet for ligesom ved genåbningsforhandlingerne bare at stå udenfor og råbe og skrige er det jo rart nok også at kunne vise, at man faktisk får gennemført nogle af de stramninger, som jeg tror vi i fællesskab synes er nødvendige.

Tak. Ordføreren, værsgo.

Men nu er det jo sådan, at Venstre havde magten, og at DF var det største parti i blå blok, da migranterne kom. De kom jo ikke fra den ene dag til den anden. De rejste gennem flere sikre lande for at komme hertil. Vi så jo, hvad der skete op igennem Europa, og man sad på hænderne. Det er fuldstændig rigtigt, at der er andre lande, der har det værre. Det hjælper bare ikke de danske ofre for voldtægt, det hjælper ikke de danske voldsofre, og det betyder jo ikke, at vi ikke i Danmark står med en massiv udfordring, fordi man sad på hænderne, fordi man ikke dengang turde tage det opgør med hr. Lars Løkke Rasmussen. Man vaklede, man svigtede.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance.

Tak for ordet. Jeg skal gøre det kort, så de sidste talere, der har indtegnet sig, også kan få en chance for at sige, hvad de mener. Der er flere grunde til, at vi er glade for den her debat. Vi synes for det første, det er positivt, at princippet om midlertidighed fra 2015 og paradigmeskiftet fra 2018 står fast. Det tegner sig som en konklusion ud af debatten her. Vi finder det selvfølgelig beklageligt, at Radikale Venstre ikke længere står ved den lov, de som del af regeringen i 2015 vedtog. Det kunne selvfølgelig også være spændende at få en samlet fortegnelse over andre love, som Radikale Venstre har stemt for, og som de heller ikke bakker op.

For det andet synes vi, det er positivt, at Folketinget modstår fristelsen til at forfalde til sagsbehandling nu og til at tilsidesætte det system til behandling af flygtningesager, som vi har med Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet. Derfor synes jeg også, det er besynderligt, at partier som Radikale Venstre, SF og Enhedslisten, som normalt har mere travlt, synes jeg, end nogen andre partier med at anholde forhold, som ikke kører efter bogen, gør, som de gør, for princippet om armslængde er helt tydeligt voldsomt tilsidesat her. Der er simpelt hen ikke nogen armslængde, selv om det normalt er nogle partier, der er meget stærke fortalere for armslængdeprincippet. Men de her arme har åbenbart en variabel geometri, og her er de nået ned på tyrannosaurus rex-længde. Det ser man tydeligt i den her sag.

Men alt i alt er vi glade for at kunne tilslutte os det forslag til vedtagelse, som Socialdemokratiet har forfattet, og med den bemærkning takker jeg for ordet.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så er det hr. Jens Rohde, KD.

Hvis man har læst Hannah Arendt, den meget kloge jødiske forfatter, politolog, tænker og filosof, vil man som udgangspunkt have meget svært ved begrebet midlertidighed i forbindelse med flygtninge. Hannah Arendt forlod Tyskland i 1933 og tog til Paris og senere til USA, og hun har meget nøje beskrevet den der hjemløshed, og hvad den gør ved mennesker, som hun følte, indtil hun fik et amerikansk statsborgerskab i 1950.

Men hvis vi nu anerkender den midlertidighed, der er i den danske lovgivning – og det må man jo gøre, da det er dansk lov – synes jeg alligevel, at det er på sin plads at nævne det, som jeg bragte frem i mit spørgsmål til hr. Mads Fuglede fra Venstre, fordi jeg selv er tidligere Venstremand, og fordi jeg godt nok har diskuteret særdeles meget med mange mennesker om, hvorvidt den undskyldning, som daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen præsenterede på denne dag, den 5. maj, i 2015, var passende eller ej. I mit verdensbillede var den et af de stolte øjeblikke i Venstres historie, fordi man tog historien på sig og vedstod sig arv og gæld og erkendte, at man frem til 1938 tog imod jødiske flygtninge og sendte dem tilbage – og fra 1938 ville man slet ikke have jøder ind i landet, så der afviste man dem ved grænsen.

Den fortælling, som jo ikke er den skønneste og den stolteste i den danske historie, tog den daværende statsminister på sig og gav en undskyldning for. Jeg kan ikke lade være med at stille mig selv det spørgsmål, om vi en dag kommer til at stå i den situation, at der vil være nogle syriske flygtninge, som vi kommer til at sende en undskyldning. For det, vi gør, er at sende folk ned til vilkår, vi ingenting aner om. Vi kan ikke give nogen nogen garantier i et styre, hvor der sidder en diktator, som den danske regering og forhåbentlig flertallet af partier herinde er enige om skal stilles for en krigsforbryderdomstol – et krigsforbryderregime, som vi ved har gjort ting, som er værre end det, vi tidligere er gået i krig for i andre sammenhænge. Det synes jeg kalder på en lille smule refleksion.

Jeg kan jo godt høre, at man skubber Flygtningenævnet foran sig. Vi har tillid, siger man. Hr. Marcus Knuth, Rasmus Stoklund, ja, alle siger: Vi har tillid til Flygtningenævnet. Det havde man jo så ikke i 2016, for da havde man så lidt tillid til Flygtningenævnets afgørelser, at man stemte for, at Flygtningenævnets sammensætning skulle ændres, da daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg fremsatte et lovforslag, der tog Udenrigsministeriet og Dansk Flygtningehjælp ud af ligningen. Så den tillid, man har til Flygtningenævnet i dag, kan jeg bare konstatere at man så ikke havde dengang, hvor der var en lidt anden tilgang til tingene, og det synes jeg alt i alt er sørgeligt.

Der er en kort bemærkning til fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for det. Det er jo belejligt, hvis man gerne vil have sympati for en sag, at drage forfølgelsen af jøder ind i det. Virkeligheden er jo den, at havde de mennesker, der kommer fra de muslimske lande, tilpasset sig fuldstændig lige så godt det danske samfund og bidraget med lige så gode værdier eller bare halvt så gode værdier, som de jødiske samfund og den jødiske befolkning gjorde, ville vi jo ikke diskutere det her; så ville det ikke være noget problem. Så var de jo blevet en integreret del af vores samfund, og så ville vi tilmed sige: Hvad kan vi gøre for at passe bedre på jer?

Dilemmaet er, at det ikke er sagen. Dilemmaet er, at de mennesker, der er kommet hertil som konsekvens af en forfejlet udlændingepolitik, som stammer helt tilbage fra udlændingeloven af 1983, jo skaber store udfordringer: De integrerer sig ikke på vores arbejdsmarked, og de begår i alt for høj grad kriminalitet. Anerkender ordføreren ikke det, og anerkender ordføreren ikke på den baggrund, at det virker lidt bizart at sammenligne det med situationen for jøder i 1930'erne og 1940'erne?

Ordføreren.

Hvis fru Pernille Vermund vil diskutere tysk historie med mig som tysker, kan vi godt bruge et par timer på det. Det var jo absolut ikke udlægningen af, hvordan jøderne var. Der var absolut ikke en opfattelse af, at jøderne tilpassede sig. Det var derfor, de blev forfulgt. Da de russiske jøder kom hertil i 1880'erne og frem til 1914 – der kom 10.000 – gjorde de danske myndigheder alt, hvad de kunne, for at få disse jøder til at rejse videre; så der blev kun 3.000 tilbage. Og i 1930'erne skrev adskillige på højrefløjen, herunder også Konservativ Ungdom, at Hitler jo havde et jødeproblem, og at det måtte man lade ham løse. Det er litteraturen ganske fuld af vidnesbyrd om.

Så den udlægning, som fru Pernille Vermund laver, af, hvordan perceptionen i 1930'erne var af jøderne, er simpelt hen historisk forkert.

Fru Pernille Vermund.

Nu er forskellen på ordføreren og undertegnede nok den, at perception og virkelighed er to forskellige ting. Det anerkender jeg. Ordføreren er måske mere optaget af perception end af virkelighed. Jeg forholder mig til virkeligheden. For mig har det jødiske samfund altid været en bidragende og værdifuld del af vores samfund. Jeg begriber ikke, at man kan have det modsatte synspunkt, men jeg kan godt forstå, at man i forhold til de mennesker, der er kommet fra de muslimske lande, siger, at der er noget dér, som er skadeligt, og at vi ikke kan fortsætte en asylpolitik, som bliver ved med at ødelægge vores land.

Anerkender ordføreren virkelig ikke, at der er forskel på de to grupper – ikke i perceptionen, men i virkeligheden?

Ordføreren.

Fru Pernille Vermund, jeg finder mig ganske enkelt ikke i den stråmandsargumentation, at jeg skulle have den opfattelse, at jøderne ikke bidrager til det danske samfund. Det har jeg aldrig nogen sinde sagt, og det kunne jeg aldrig nogen sinde drømme om at sige – aldrig! Men der var en grund til, at jøderne blev forfulgt dengang, og det var, at de bl.a. blev beskyldt for nøjagtig det samme og de samme stereotyper blev lagt ud over det jødiske samfund, som fru Pernille Vermund lægger ud over de mennesker, der er muslimer. Det er den virkelighed, vi står over for.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak for rengøringen til hr. Jens Rohde.

Så er det fru Inger Støjberg, uden for grupperne. Værsgo.

Jeg var udlændingeminister, da det store rykind af syriske flygtninge og migranter kom til Danmark, og jeg ved derfor også fuldstændig præcis, hvad aftalen mellem dem og os danskere var. Aftalen var, at vi, altså Danmark, beskyttede dem, mens krisen rasede, men at de så naturligvis også skulle rejse hjem igen, når det blev muligt. Tiden er derfor kommet til, at en del begynder turen hjem nu – hjem for at genopbygge Syrien. Det var i al sin enkelhed aftalen, og den har de syriske flygtninge jo en moralsk forpligtelse til at opfylde – uden indvendinger, uden spørgsmål, men i taknemlighed over for det danske folk. Det var også sådan, at mens de var i Danmark, så var aftalen den, at så skulle man arbejde, og at unge også kunne få lov til at uddanne sig.

Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at det på rigtig mange måder er både bedre og mere behageligt at være her i Danmark end i Damaskus. Men Danmark er ikke de syriske flygtninges fædreland; det er Syrien. Vi har et retssikkerhedsmæssigt meget robust og fintmasket og godt system i Danmark, både når det afgøres, om man skal have asyl her i landet, og også når det afgøres, at opholdstilladelsen inddrages igen. Og jeg synes, at det er vigtigt at få sagt, at så længe nogle nægter at følge myndighedernes beslutning om, at de skal rejse hjem, så optager de pladsen for en anden, som har mere brug for den. Og det er jo sådan, at der desværre er rigtig mange flygtninge i verden, og derfor kommer det også til at gå ud over nogle andre, når syrere uden behov for beskyttelse nægter at vige pladsen her i Danmark, og det synes jeg ærlig talt ikke at man kan være bekendt.

Derfor vil jeg gerne sige direkte til de syriske flygtninge: Nu er tiden kommet til, at nogle af jer rejser hjem - hjem og genopbygger jeres fædreland.

En kort bemærkning fra hr. Kristian Thulesen Dahl.

Tak. Jeg tror bestemt ikke, at vi, hvis Dansk Folkeparti havde væltet fru Inger Støjberg tilbage der, da hun var minister, så havde stået et bedre sted i dag, for jeg synes faktisk, fru Inger Støjberg som udlændingeminister gjort et godt stykke arbejde, og at vi havde et godt samarbejde.

Det, der lige bringer mig til at tage ordet, er det, hr. Mads Fuglede sagde, om, hvordan vi så også kan sætte handling bag ordene, så vi sikrer, at de syrere, der har en moralsk forpligtelse til at vende tilbage til Syrien, også rent faktisk ender med at gøre det. Der var nogle tanker om, om man måske kunne sige: Vi hjælper med genopbygning og lignende i Syrien, men til gengæld skal man så også være villig til at tage sine borgere tilbage. Vi kommer lidt ud ad det spor, der også handler om, at vi rent faktisk ikke er magtesløse som samfund i forhold til også at sætte vores ønske om, at de her syrere rent faktisk ender tilbage i Syrien, igennem.

Ordføreren.

Jeg vil sige ærligt, at hr. Kristian Thulesen Dahl jo har en pointe i det her. Men det er også bare sådan, at jeg har meget svært ved personligt at se, at Danmark nu, kan man sige, optager forhandlinger med det syriske regime. Derfor ender vi jo der, og det har debatten også kredset lidt om tidligere i dag, at vi igen desværre bliver nødt til at lægge et stort pres på de her syriske tidligere flygtninge, indtil de vælger at rejse ud af landet. Det pres må jo så ligge i udrejsecentre og i, ja, for at sige det, som det er, rigide regler, indtil de beslutter sig for at rejse hjem.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Hvis det er den vej, man vælger, handler det jo også om, at der skal være nogle udrejsecentre eller hjemrejsecentre, der rent faktisk ikke er så rare at være på, at man får lyst til at rejse hjem. Og så er vi jo tilbage ved idéen om øen Lindholm og vel også regeringens manglende handling, i forhold til hvad alternativet til f.eks. Kærshovedgård og andre steder, man har i dag, er. Så det synes jeg selvfølgelig er et spor at gå ud ad. Er fru Inger Støjberg lige så frustreret, som jeg er, over, at man ikke kommer videre, når man ellers, som regeringen gjorde, havde lovet det?

Ordføreren.

Jeg er ærlig talt mildt sagt frustreret over, at regeringen skrinlagde vores planer om at opbygge et udrejsecenter på øen Lindholm. Jeg synes, det var det helt rigtige sted at placere et udrejsecenter. Derfor venter jeg jo også i spænding, og det tror jeg også der er rigtig mange danskere der gør, på at høre: Hvor kommer det her udrejsecenter, og hvordan afhjælper man det tryk, der er omkring Kærshovedgård, som vi simpelt hen ikke kan være bekendt?

Tak til fru Inger Støjberg. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det hr. Sikandar Siddique.

Tak for ordet, formand. Den 5. maj 1945 blev vi befriet for besættelsesmagten. I går tændte vi lys for at mindes det. Noget af det, som vi var stolte af, noget, som vi er stolte af, er, at vi hjalp jøderne. Vi smuglede dem over til Sverige. Vi var stolte af den modstand, modstandsbevægelsen gjorde, af den medmenneskelighed, af den empati, vi viste på det tidspunkt. Danmark var det første land i verden, som underskrev flygtningekonventionen. Det første land i verden. Og i dag er vi det første land i Europa, der vil sende syrere tilbage til krig, ødelæggelse, tortur.

Venner, det er et moralsk skred, vi har været igennem, som jeg synes er pinligt, og som jeg synes er uværdigt. Jeg synes, det er uretfærdigt. Så her ved afslutningen af debatten vil jeg opfordre Folketingets partier, regeringen og støttepartierne, til at stoppe planerne om at sende vores syriske medborgere hjem. Det er regeringen, der har planer om det, og der er et flertal for det. Støttepartierne må trække en streg i sandet og sige: Nok er nok, vi vil ikke finde os i det. Vi må have medmenneskeligheden og empatien tilbage i dansk politik. Tak for ordet.

Tak til hr. Sikandar Siddique. Ingen korte bemærkninger. Og som jeg forstod på formanden, afsluttes hasteforespørgslen nu, ved at det er ordføreren for forespørgerne, fru Rosa Lund, som kommer på talerstolen for hermed at afslutte hasteforespørgslen. Velkommen.

Tak for det. Jeg vil gerne sige tak for en debat – i hvert fald. Der er ikke nogen tvivl om, synes jeg, at det her er et spørgsmål, som optager os rigtig meget, men fra hver vores vinkel. Fra min stol står det stadig tilbage, at det allerstørste problem er § 7, stk. 3, i dansk udlændingelov. Regeringen kan ikke, uanset hvor meget man gerne vil, skubbe myndighederne foran sig. Det er et politisk ansvar. Vi kan ændre det politisk herindefra, og det håber jeg da i løbet af debatten i dag er blevet tydeligt at vi gerne vil i Enhedslisten. Jeg har på fornemmelsen, at det ikke er sidste gang, vi diskuterer den her situation. Men tak for debatten i dag.

Tak til ordføreren for forespørgerne.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted torsdag den 6. maj 2021, altså i morgen.