Det første punkt på dagsordenen er:

1) Forespørgsel nr. F 5:

Forespørgsel til beskæftigelsesministeren og sundheds- og ældreministeren:

Vil regeringen iværksætte tiltag for at sikre, at ældre med en dårlig helbredstilstand bliver garanteret patientsikkerhed, kvalitet og forebyggelse i den nødvendige fodbehandling under udvidet helbredstillæg, og vil regeringen herunder styrke sammenhængen mellem de krav, der stilles til patientsikkerhed i fodbehandling, jf. sundhedsloven, og reglerne om udvidet helbredstillæg til fodbehandling, jf. lov om social pension?

Af Liselott Blixt (DF) og Karina Adsbøl (DF).

(Anmeldelse 07.10.2020. Fremme 20.10.2020).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 2. marts 2021.

Først skal vi have begrundelsen fra ordføreren for forespørgerne, så vi giver ordet til fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Mange tak. I 2003 besluttede Folketinget at sikre økonomisk hjælp til pensionister og andre, der havde brug for fodbehandling. Dengang vidste man godt, at der var forskel på en fodplejer og en fodterapeut, men man tilgodeså borgerne på det tidspunkt, i forhold til at de selv kunne bestemme, hvem de gik til, så de kunne fortsætte deres behandling hos den behandler, de nu havde. Men som tiden er gået, er det blevet mere normalt, at kommunerne sætter behandlingen i udbud. Det er for at sikre at få den billigste behandling. Det gør ofte, at man går på kompromis med kvaliteten, fordi nogle kommuner ser mere på pris end på kvalitet.

Det viste sig også, da Danmarks Radio i programmet Kontant i 2018 lavede en undersøgelse, der viste, at en række borgere fik en dårlig behandling, og at de elever, der var der, fik en dårlig uddannelse. Jeg vil lige tilføje, at der findes rigtig mange gode fodplejere – der findes garanteret også nogle dårlige fodterapeuter – men det er bare ikke den samme sundhedsfaglige sikkerhed, når der er tale om borgere med kroniske lidelser.

I og med at en fodterapeut har en autorisation, er der tilsyn fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Man kan klage over dårlig behandling, og man kan også søge erstatning, og det kan man, fordi de er autoriserede. Og derfor mener vi, at vi har brug for at få lukket det her hul i loven. Vi skal sikre, at vores ældre og svækkede borgere i Danmark kan få den bedste behandling, og grunden til, at vi i Dansk Folkeparti har rejst den her forespørgsel, er at få de to ministre til at gå ind i debatten for at se på den udfordring, som vi har. Og vi ser frem til den debat, som vi får her den næste lille times tid. Tak.

Tak for det. Så går vi til besvarelsen, og det er først beskæftigelsesministeren. Værsgo.

Mange tak for ordet, formand, og ikke mindst også tak til Dansk Folkeparti for at give sundhedsministeren og mig selv lejlighed til at tale om udvidet helbredstillæg til fodbehandling. Jeg vil lægge ud, hvorefter sundhedsministeren vil tage over med sin indledende tale.

Det er vigtigt for vores velfærdssamfund, at borgere kan få tilskud til visse behandlinger, som de har behov for. I den sammenhæng er den patient- og sundhedsmæssige sikkerhed naturligvis vigtig. Almindelige helbredstillæg kan kun ydes til behandling hos en fodterapeut, altså en behandler med autorisation. Det er sundhedsloven, der bestemmer, hvilke typer behandlinger m.v. der automatisk skal ydes almindelige helbredstillæg til efter pensionslovgivningen. Udvidet helbredstillæg kan både gives til behandlingen ved fodterapeuter og fodplejere. Altså, sagt på en anden måde, er der ikke autorisationskrav til behandlinger under udvidet helbredstillæg.

Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at der kun kan gives udvidet helbredstillæg til fodbehandling, når det drejer sig om fodbehandling, der ikke kan ydes tilskud til efter sundhedslovens kapitel 15 og 42 eller kan bevilges efter servicelovens § 71. Så kommunerne vil nødvendigvis skulle foretage en faglig vurdering af behandlingsbehovet og alle muligheder for økonomisk hjælp m.v. Der kan ydes udvidet helbredstillæg til vedvarende fodbehandling, der ligger ud over den behandling, som kan varetages af hjemmeplejen. Det kan ydes til pensionister, som ikke har en funktionsnedsættelse, men som alligevel har behov for fodbehandling, og det kan ydes til pensionister med funktionsnedsættelse, som har brug for fodbehandling.

Reglerne om udvidet helbredstillæg efter lov om social pension blev indført i 2003. Når der ikke blev indført et krav om, at fodbehandlingen skal udføres af statsautoriserede fodterapeuter, var det bl.a., fordi reglerne skulle gøre det muligt at videreføre kommunal praksis. Reglerne skulle samtidig gøre det muligt for pensionister at fortsætte med behandling hos den behandler, autoriseret såvel som ikkeautoriseret, som pensionisten allerede benyttede og var tryg ved. Det var altså et afvejet hensyn, der førte til, at reglerne blev udformet sådan, at der fortsat kunne ydes tilskud til behandlinger, uanset om behandleren var autoriseret eller ej. Indførelsen af reglerne i 2003 betød en forbedring for økonomisk vanskeligt stillede pensionister i form af en bedre og mere ensartet dækning af nødvendige udgifter til briller, tandproteser og fodbehandlinger, som der ikke ydes tilskud til efter sundhedsloven.

Kigger vi på de seneste tal på området fra 2019, kan vi se, at rigtig mange pensionister benytte ordningen. I 2019 blev der givet knap 110 mio. kr. til udvidet helbredstillæg. Det er regeringens opfattelse, at ordningen for udvidet helbredstillæg fungerer godt, og at der ikke er generelle indikationer på problemer med patientsikkerheden. Det er samlet set derfor en ordning, som vi i regeringen er glade for, og som vi ikke har aktuelle planer om at ændre på.

Når det så er sagt, kan jeg oplyse, at vi vil tage et nærmere kigge på kvaliteten af fodbehandlingerne under det udvidede helbredstillæg. Det vil sundhedsministeren kunne fortælle mere om. Jeg vil nu give ordet videre til sundhedsministeren. Tak for ordet.

Tak for det. Der er lige et par korte bemærkninger først, inden vi giver ordet videre. Vi giver først ordet til fru Kirsten Normann Andersen. Værsgo.

Tak for det. I den virkelige verden, når det er sådan, at man pludselig bliver en sårbar patient med kredsløbsforstyrrelser og får brug for fodbehandling, som man ikke selv kan varetage, spørger man jo først hjemmeplejen, om de kan være behjælpelige med det. Det er så dem, der ligesom starter med at sige fra i forhold til det. Så skal borgeren efterfølgende navigere ud fra det selv.

Jeg vil bare spørge beskæftigelsesministeren: Når jeg nu selv har problemer med at følge med i, hvornår jeg kan få tilskud til hvad, hvornår jeg har krav på, at det er en autoriseret fodterapeut, der tager sig af det, hvem der har ydernummer, hvem der eventuelt kan yde hjemmebehandling, og hvor ofte jeg skal genansøge om min bevilling, synes beskæftigelsesministeren så stadig væk, at det er let at navigere i?

Ministeren.

Jeg vil ingenlunde negligere de udfordringer, der kan være for den enkelte borger, og det gælder i forhold til det udvidede helbredstillæg, som det gælder på alle mulige andre områder, herunder tilskudsmuligheder i det offentlige. Jeg vil ikke negligere den enkelte borgers besvær med at finde rundt i og navigere i de muligheder, der er, herunder også begrænsninger, men når jeg alligevel nævner, at vi opfatter ordningen som en succes, er det jo på grund af det forbrug, der alt andet lige er, hvor vi kunne se, at der i 2019 var et træk på 110 mio. kr. Men det betyder ikke, at man ikke kan gøre tingene tydeligere, klarere og mere gennemskuelige for den enkelte borger.

(Kirsten Normann Andersen er ved at gå i gang med sin anden korte bemærkning). Der er kun én kort bemærkning, så den gik ikke lige denne gang. Så giver vi ordet videre til fru Liselott Blixt. Værsgo.

Ja, der er visse regler her i første omgang. Jeg hører beskæftigelsesministeren sige, at det er en succes, fordi der er mange, der bruger det. Jeg troede, at den socialdemokratiske regering gik ind for, at vi skulle forebygge, og at vi skulle sikre en god kvalitet i den behandling, vi tilbyder vores borgere, og derfor vil jeg gerne spørge, om det er noget, beskæftigelsesministeren vil se på. Jeg ved godt, at det jo er et område, der hovedsagelig ligger hos sundhedsministeren, men det må jo også være hos beskæftigelsesministeren, at man sikrer, at f.eks. dem, som yder en behandling til vores syge og svage, har en sundhedsfaglig bred uddannelse, der gør, at de også kan forebygge, og det vil sige, at de kan sende borgere videre i sundhedsvæsenet. Man laver data, man laver journaler, og Styrelsen for Patientsikkerhed vil hele tiden kunne komme, og sådan er det ikke de andre steder. Er det virkelig tilfredsstillende for en beskæftigelsesminister?

Ministeren.

Jeg vil starte med at sige, at fru Liselott Blixt jo har fuldstændig ret i, at både socialdemokratiet, men også regeringen i den grad er optaget af at forebygge. Jeg opremsede før i min tale, hvad de afvejede hensyn bag lovændringen tilbage i 2003 var, og på det tidspunkt var der et pres for, efter hvad jeg har kunnet læse mig frem til, for jeg sad jo ikke i Folketinget på daværende tidspunkt, at ældre kunne beholde de typer af behandlinger, de havde på det tidspunkt.

Det betyder ikke, at vi ikke kan gøre det bedre, ikke kan gøre det klogere, og det er jo også derfor, at den vedtagelsestekst, som formentlig bliver udkommet af den her forespørgselsdebat, også lægger op til, at vi vil undersøge, om der er indikationer på patientsikkerhedsmæssige udfordringer i ordningen.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Og så kan vi sige tak til beskæftigelsesministeren og give ordet videre til sundhedsministeren. Værsgo.

Tak for det, formand. Tak til Dansk Folkeparti og partierne for at møde op til den her debat og til min kollega for at gennemgå ordningen efter lov om social pension. Der findes ud over den også sundhedslovens regler om ordning for tilskud til visse patientgrupper til behandling ved praktiserende fodterapeuter. Det drejer sig om personer med diabetes, svær leddegigt, svær psoriasisgigt, nedgroede negle eller arvæv, der giver behov for fodbehandling. I de tilfælde sker behandling efter lægehenvisning og ved autoriserede fodterapeuter, der er tilsluttet overenskomsten mellem RLTN og Danske Fodterapeuter. Det betyder selvfølgelig så også, som Folketinget jo ved, at der er krav om journalføring, tilsyn, klageadgang og alt det, vi kender, når der er en autorisation i spil. Det gælder jo fuldstændig generelt for behandling udført af autoriserede sundhedspersoner, som det her så også omfatter.

Jeg kan forstå, at det er denne type krav, som stillerne af den her forespørgsel spørger regeringen om, altså om den ikke vil udbrede til ordningen for udvidet helbredstillæg. Som beskæftigelsesministeren pegede på, er det regeringens opfattelse, at der generelt er mange eksempler på, at ordningen for fodbehandling med udvidet helbredstillæg fungerer godt og er en stor hjælp, og at et stort antal borgere, det kan vi jo simpelt hen se, benytter sig af og har glæde af ordningen. Men når det er sagt, vil vi også tilkendegive, at vi er indstillet på at se på, om der er indikationer på, at patientsikkerheden i ordningen bør forbedres. Der har også været noget arbejde i nogle organisationer, der netop peger på, at der måske er noget at komme efter.

På den baggrund er Beskæftigelsesministeriet og Sundhedsministeriet blevet enige om at indgå i et arbejde, der skal se nærmere på de patientsikkerhedsmæssige forhold i ordningen, og det vil også betyde inddragelse af de relevante sundhedsfaglige kompetencer, der findes i de styrelser, der er i Sundhedsministeriet.

Jeg skal for god ordens skyld sige, som ordførerne også er bekendt med, at de styrelser lige nu og her har travlt med håndteringen af covid-19, som lægger beslag på mange ressourcer i øjeblikket. Det er selvfølgelig en førsteprioritet, og derfor vil der lige gå lidt tid, før man kan sætte det arbejde i gang, men så snart situationen tillader det, vil arbejdet blive sat i gang i de her styrelser. Og vi kan tilkendegive, at i hvert fald senest ved udgangen af 2021 vil de to ministerier sammen igangsætte det her arbejde, som skal sikre mere konkret viden om ordningen. Og så kan man jo så tage stilling til, om der skal ske noget efter det. Tak, formand.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Liselott Blixt. Værsgo.

Mange tak, og tak til sundhedsministeren for, at vi nu i hvert fald kan kigge på det. Det er i hvert fald et skridt nærmere. Og der er da helt sikkert forståelse for, at Styrelsen for Patientsikkerhed har meget andet at lave, selv om jeg tænkte, at der ikke var så meget at lave under corona, heller ikke for os andre, men heldigvis kan vi en gang imellem tale om f.eks. fødder. Netop det omkring Styrelsen for Patientsikkerhed er jo noget, der har udviklet sig over de sidste tyve år. Vi kan se tilbage til 2003, hvor den her lovgivning blev lavet. Så derfor håber jeg da, at sundhedsministeren vil se på det her netop med de øjne, der gør, at vi skal sikre den her forebyggelse, der har gjort, at vi får flere og flere ældre. Vi får flere, der har nogle kroniske lidelser, og vi har nogle flere borgere, vi skal passe på. Jeg vil gerne høre, om det er noget, sundhedsministeren tager med i sine tanker om, at vi skal sikre en god kvalitet til de borgere.

Ministeren.

Tak for de ord. Det er fuldstændig korrekt. Jeg tror ikke, at det giver nogen mening at skyde skylden på ordningen, der blev lavet der tilbage for næsten tyve år siden. Jeg synes, at det har vist sig at være en klog og god beslutning, som har løst mange problemer. Men der er heller ingen tvivl om, at det nu er en god anledning til at se på det igen, altså om der skelnes rigtigt her. Der skal vi bare gøre det klogt og rigtigt. Fodterapeuterne, det er den offentlige uddannelse, er omfattet af autorisation fra Styrelsen for Patientsikkerhed, og der er det der krav om journalføring og klageadgang og tilsyn osv. Og så har vi fodplejere, og det er jo en anden type uddannelse. Den er privat, den er ikke su-berettiget, og deres honorarer fastsættes ikke i overenskomsten mellem Danske Fodterapeuter og RLTN. Det gør fodterapeuternes, mens fodplejerne selv kan fastsætte en ydelsespris. Så det er to forskellige verdener, kan man sige. Vi har nok brug for begge to, tænker jeg, for også at få det fleksibelt og nemt og godt for den enkelte.

Tak. Så er det fru Kirsten Normann Andersen. Værsgo.

Tak for det. Lidt i forlængelse af den forrige spørger vil jeg sige, at jeg glæder mig over, at ministeren siger, at vi skal satse på det autoriserede personale til den her vigtige forebyggende indsats, som det er, for det er rasende dyrt, når man skal lave amputationer, fordi man ikke får forebygget eksempelvis fodsår. Men i forlængelse af det konstaterer vi jo også bare, at der er forholdsvis få autoriserede fodterapeuter, som i dag søger ydernummer, fordi der netop også er udfordringer forbundet med bureaukratiet i forhold til at få de tilskud, der skal til, og den slags, og det forhindrer jo faktisk patienter, som har det her vigtige behov for forebyggelse, og som ikke kan få den samme pleje eller hjælp i hjemmeplejen, at søge den rette hjælp i tide.

Så har vi ikke også der en udfordring, hvor vi netop skal prøve at kigge på, at der er plads til, at flere autoriserede fodterapeuter faktisk søger ydernummer og dermed også kan være med til at varetage opgaven?

Ministeren.

Hvis arbejdet viser, at der her er et problem, så synes jeg, det giver så meget desto mere mening at få det sat i gang og få det undersøgt til bunds. For det er jo sådan, at man ud fra sundhedsloven, hvis man har en række af de her lidelser, som jeg nævnte i min indledning, via en lægehenvisning har nogle rettigheder til at få en fodterapeut; og at man så, hvis det ikke er til at få en tid, er nødt til at finde ud af, hvem man ellers kan gå til – og det kan så være en fodplejer. Det har i hvert fald så de negative konsekvenser, at vi stiller den enkelte borger, som i forvejen går med nogle lidelser, som giver smerter, og som vedkommende ikke mindst har brug for hjælp til at få udbedret, i en svær situation, fordi det jo også skal forebygges, at det bliver værre. Så det er helt klart en vinkel, som skal med i arbejdet.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ministeren. Så kan vi gå over til forhandlingen, og det er efter de almindelige regler for korte bemærkninger, og den første er ordføreren for forespørgerne, fru Liselott Blixt. Værsgo.

Der skal ikke herske tvivl om, at vi i Dansk Folkeparti ønsker den bedste behandling for vores ældre og kronikere. Det er også derfor, vi går ind for, at man som sundhedsbehandler har en autorisation. Kun på den måde kan det kontrolleres og sikres, at man får den rette behandling.

Jeg har i mit virke som sundhedsordfører kæmpet for flere autorisationer til flere erhverv. Heldigvis har jeg fået flere af dem igennem, og jeg har lovet sundhedsministeren, at jeg vil kæmpe for endnu flere autorisationer, fordi vi her under coronaen har set, at det kun er dem med autorisationer, der kan holde åbent, men også fordi der, ved at der er en autorisation, bliver ført tilsyn af Styrelsen for Patientsikkerhed. Man fører journal, og man sikrer, at man kan have tillid til de mennesker, som man kommer til.

Det her er netop for at sikre, at de syge og svage borgere, som vi har i vores samfund, kan føle sig trygge. Jeg går selv hos en fodplejer, så det er ikke for at udsætte noget på deres arbejde. Samtidig ved jeg også, at flere af dem er gået sammen i en forening, der sikrer en ens uddannelse og en sikker viden, så mange ligesom jeg kan føle sig trygge, når de får ordnet deres fødder.

Men når vi giver offentlige kroner til borgere, der har brug for behandling, så skal vi også sikre, at de får den bedste behandling, og at man holder øje med, om de får en forværring af deres diagnose, og her har fodterapeuter en længere uddannelse og en pligt til at indberette data. Ministeren var selv inde på diabetespatienter, men som mange nok ved – i hvert fald dem, der har diabetes – så bliver man opdelt i kategorier, alt efter hvem der betaler for fodbehandlingen, og hvem det er, der skal udføre den, altså om det er regionen eller det er kommunen. Det er også vigtigt, når man f.eks. har diabetes, at hvis man får det værre, så kan en behandler se det og sende en videre. Derfor mener vi, der er en god portion forebyggelse i, at vi har nogle borgere, der ikke får det dårligere. For vi skal sikre, at der er den her gode patientsikkerhed, så de kan føle sig trygge og de kan klage, men de kan søreme også få erstatning, og det kan man ikke ved at gå til en, der ikke er autoriseret.

Vi ser jo en stor stigning af ældre og kronikere og svækkede ældre, netop fordi vi er blevet gode til at forebygge og behandle patienter, heldigvis. Det er jo grunden til, at vi ser, at vi bliver så meget ældre, men derfor skal vi også passe på dem. Når en borger med diabetes eller psoriasisgigt får behov for fodbehandling, sker det gennem en lægehenvisning, og patienten behandles af en statsautoriseret fodterapeut. Dette tilskud er reguleret i sundhedsloven, og her er der et entydigt krav om, at behandlingen skal ske hos en statsautoriseret fodterapeut.

Når der ydes et regionalt tilskud, er der også et kommunalt krav om, at behandlingen ydes af en statsautoriseret fodterapeut, og så hedder tilskuddet det almindelige helbredstillæg. Når en ældre borger, der kan have andre kroniske lidelser, skal søge om tilskud til fodbehandling gennem kommunen – det er i regi af det udvidede helbredstillæg – så bliver der ikke stillet nogen formelle krav til behandlerens kvalifikationer, og det er således frit for enhver at nedsætte sig som fodplejer og behandle de ældres fødder med tilskud fra kommunen.

Lovgrundlaget for det udvidede helbredstillæg er lov om social pension, som hører under Beskæftigelsesministeriet. Der er mange af os, der, når vi har stillet spørgsmål om den her sundhedsfaglige fodbehandling, har undret os over, at det så var hos beskæftigelsesministeren, og det er jo også derfor, at begge ministre er til stede i dag. Ifølge professor i sundhedsret Kent Kristensen er der tale om et hul i loven, som der hurtigt kan rettes op på ved at stille krav om, at man skal have en autorisation ved alle sundhedsydelser, selv om det bor et andet sted i lovgivningen, altså selv om det ikke er hos sundhedsministeren, men hos beskæftigelsesministeren. Han udtaler: Ved en autorisation er patienten beskyttet, fordi der er et tilsyn med, hvordan behandlingen bliver udført.

Så med det her vil jeg blot sige, at jeg er rigtig glad for og tilfreds med, at de to ministre vil se på ordningen. Vi havde selvfølgelig godt set, at det kunne have været tidligere, men vi har også forståelse for den situation, som vi er i. Om nogen tror jeg vi sundhedsordførere ved hvor travlt vi har haft det seneste års tid.

Men for Dansk Folkeparti er der ingen tvivl: Hvis man skal styrke det nære sundhedsvæsen, er øget patientsikkerhed, kvalitet og forebyggelse kendetegnende for den almindelige behandling i sundhedsvæsenet, og det fortjener de ældre og de svage i vores samfund. Tak.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og så er det Socialdemokraternes ordfører, fru Birgitte Vind.

Tak for ordet, og særlig tak til Dansk Folkeparti for at indkalde til en debat om rammerne for den fodbehandling, som det offentlige yder tilskud til. Der skal altså ikke være nogen tvivl om, at Socialdemokratiet er meget, meget optaget af patientsikkerheden.

Når man får behandling i det offentlige system eller i det private betalt af det offentlige, skal vi da være helt sikre på, at det er et tilbud af høj faglig kvalitet og med sikkerhed for patienten. Og det gælder sådan set hele vejen rundt i vores sundhedsvæsen og i vores ældrepleje. Det har vi da som politikere et ansvar for at sikre, både over for fællesskabet, som betaler, men jo ikke mindst over for de borgere, der har brug for hjælp og behandling.

Så må jeg sige, at fodbehandling nok ikke er det, der fylder så meget i den offentlige debat, men det kan jo fylde rigtig meget i menneskers liv. Det der med at have dårlige fødder og have problemer med fødderne kan betyde rigtig meget for livskvaliteten og også for ens mobilitet i det hele taget. Og det er rigtigt, at der i dag ydes tilskud til fodbehandling i henhold til sundhedsloven, og her er det et krav, at det skal ske hos en autoriseret fodterapeut. Det samme er tilfældet, hvis man modtager det almindelige helbredstillæg efter lov om social pension.

Men når vi så taler om det udvidede helbredstillæg efter lov om social pension, er der ikke sådan et krav. Det er jo faktisk ikke engang et krav, at behandlingen foregår hos en person, der har gennemgået en fodplejeuddannelse, som fru Liselott Blixt også var inde på. Og derfor kan vi i Socialdemokratiet bestemt også støtte op om, at Beskæftigelsesministeriet sammen med Sundhedsministeriet tager initiativ til at se på, om der er indikationer på, at der er udfordringer med patientsikkerheden.

Jeg vil også slå fast, ligesom fru Liselott Blixt gjorde det, at vi har rigtig, rigtig mange dygtige fodplejere i Danmark, og vi må også erkende, at vi har rigtig mange borgere, som er meget trygge ved deres fodplejer, og som ville være kede af at skulle skifte, som det er tilfældet i dag. Og vi må sige, at vi også har rigtig mange veluddannede og dygtige fodterapeuter, men vi har måske ikke nok af dem – det var fru Kirsten Normann Andersen inde på i et af sine spørgsmål. Det er jo der, hvor vi lige nu måske har en udfordring, i forhold til hvad der er behov for, og i forhold til de autorisationer, der helt reelt eksisterer. Så det er selvfølgelig vigtigt, at vi får kigget på det her område, for der kan jo også være negative konsekvenser ved ikke at få den rigtige fodbehandling – og tingene skal bare være i orden.

Det er et meget vigtigt og relevant emne, der er rejst, og vi skal have området grundig belyst, og derfor er jeg også rigtig glad for, at der er en stor opbakning her i salen til den vedtagelsestekst, som jeg gerne vil læse højt nu. Indtil videre er det Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Venstre, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, og så skulle jeg hilse fra Enhedslisten og sige, at de ikke kunne være her i dag, men at de også bakker op om vedtagelsesteksten, der lyder således:

Forslag til vedtagelse

»Der er i de gældende regler i pensionslovgivningen for udvidet helbredstillæg ikke krav om, at fodbehandling skal udføres af en statsautoriseret fodterapeut. Efter sundhedsloven har patientgrupper med særlige behov ret til tilskud til fodterapi, hvilket sker efter lægehenvisning og udføres af autoriserede fodterapeuter. Derudover noterer Folketinget sig, at kommunerne foretager den faglige vurdering af behandlingsbehovet og alle muligheder for økonomisk hjælp i sager om tildeling af udvidet helbredstillæg til fodbehandling.

Folketinget mener, at de gældende regler sikrer økonomisk dårligt stillede pensionister mulighed for at få tilskud til fodbehandling.

Folketinget noterer sig, at Beskæftigelsesministeriet sammen med Sundhedsministeriet vil tage initiativ til at undersøge, om der er indikationer på patientsikkerhedsmæssige udfordringer i ordningen for udvidet helbredstillæg til fodbehandling og i givet fald handle herpå.

Folketinget pålægger regeringen at igangsætte dette arbejde senest med udgangen af 2021 og i forlængelse heraf afrapportere senest med udgangen af 2022. Folketinget inddrages i undersøgelsens opgavebeskrivelse.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 75).

Tak for ordet.

Tak for det. Og det fremsatte forslag til vedtagelse indgår nu i de videre drøftelser.

Så er der en kort bemærkning fra fru Kirsten Normann Andersen. Værsgo.

Tak for det. Ordføreren nævner i ordførertalen, som i øvrigt var rigtig fin, at fodterapi jo ikke fylder meget i den offentlige debat, og det er jeg sådan set enig i. Men de afledte konsekvenser af manglende forebyggelse i tide er jo enorme i det samlede sundhedsvæsen, og det kan være i form af amputation af et ben, fordi man ikke får behandlet et fodsår i tide eller får forebygget et fodsår i tide, og måske livslang hjemmepleje efterfølgende. Giver det ikke bare rigtig god mening at gøre sig nogle overvejelser om, at de dynamiske effekter, der er forbundet med at forebygge i tide, rent faktisk kan spares på det øvrige behandlingssystem i sundhedsvæsenet, altså simpelt hen at tænke fodbehandling med i sundhedsvæsenet som en vigtig forebyggende indsats?

Ordføreren.

Det var et rigtig godt spørgsmål, og jeg vil sige: Jo, absolut. Og jeg tænker, at det også er det, der sker i mange sammenhænge i dag, når den kommunale ældrepleje konstaterer, at her er der en borger, der har brug for noget hjælp, også af forebyggende karakter – så er det sådan set det, der sker. Jeg ved også, at praktiserende læger sådan set også har opmærksomhed på det. Så der deler jeg spørgerens syn på sagen.

Fru Kirsten Normann Andersen.

I det sidste eksempel, jeg har hørt, er der faktisk tale om borgere, som heller ikke længere kan få ordnet neglene på hænderne af hjemmeplejen, hvis de er diabetikere og dermed i risikogruppe. Og det betyder, at man pludselig også skal ud og købe sig til hjælp for at få ordnet neglene på hænderne. Men i forvejen er det en bekostelig affære, og det kan være svært at finde fodterapeuter med ydernummer, som også laver hjemmebesøg. Er det rimeligt? Eller er det i virkeligheden ikke enormt skævt, at nogle patienter risikerer at skulle betale for noget, der jo i virkeligheden formelt er personlig pleje, men også en forebyggende personlig pleje, i forhold til dyre sundhedsudgifter fremadrettet? Bør vi ikke afskaffe brugerbetalingen på det område?

Ordføreren.

Jamen der er da ingen tvivl om, at vi i Socialdemokratiet mener, at alle skal have lige adgang til sundhedsydelser, og at vi selvfølgelig skal have mindst mulig brugerbetaling. Vi må jo erkende, at det har vi i dag på nogle områder, og det er vigtigt, at vi hele tiden holder øje med, om det er det rigtige niveau. Det eksempel, som fru Kirsten Normann Andersen nævner her, er et eksempel på, at der kan være en skævhed, og det synes jeg da vi skal have øje på og hele tiden kigge ind i, om det er godt nok. Så det vil jeg meget gerne være med til at drøfte.

Så er det fru Liselott Blixt. Værsgo.

Mange tak. Jeg er fuldstændig enig med min kollega på den anden side og også med ordføreren, der siger, at det jo ikke er noget, man hører og taler så meget om. Det er måske også derfor, vi skal tage det op til revision. Når jeg taler med nogle ældre, siger de, at nu har de fået lov til at få et tillæg til at kunne gå til fodbehandling, så spørger jeg, om det er hos en fodplejer eller hos en fodterapeut. Så siger det: Det ved jeg ikke. Sådan er det også, når andre borgere siger, de skal til behandling, for så spørger jeg, om det er hos en fodplejer eller hos en fodterapeut, og så siger de, at det ved de ikke. Når de så får et sår på foden, eller når nogen, som fru Kirsten Normann Andersen siger, får amputeret benet, så siger de, at det var, fordi de havde diabetes.

Der er ikke nogen, der taler så meget om, hvad det er, vi kan forebygge, og hvad det er, vi kan gøre. Jeg ville være bange for, at en undersøgelse ville sige, at der ikke er så mange klager, for de amputationer, der er, er på grund af diabetes, dårligt blodomløb eller whatever, og man ville så ikke kunne se, at den egentlige grund er, at der ikke er blevet forebygget. Er det noget, som ordføreren vil tage med i det her?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Det er et rigtig godt eksempel på, hvor opmærksomme vi skal være, som fru Kirsten Normann Andersen også var inde på, på at kalde det her en forebyggende del af vores sundhedsvæsen. For det, vi lige præcis skal undgå, er jo amputationer, for det er jo forfærdeligt for vedkommende, og så er det jo i hvert fald ikke forebyggende, for så er der jo så noget, der er gået helt galt. Så jeg synes, at vi, som jeg sagde før, skal tage det med i vores overvejelser og være skarpere på. Jeg synes, det er et rigtig godt spørgsmål, så tak for det.

Fru Liselott Blixt.

Jeg vil også gerne høre, om ordføreren vil gå ind at se, hvordan vi kan informere bedre. For jeg tror ikke, det her blot handler om at lave en lovgivning, men også om at sikre, at folk ved, hvor det er, de kan gå hen og få en behandling, og at man sikrer, at der er et vidensgrundlag om, hvordan fodplejere er uddannet, og at vi ved, at fodplejere faktisk har en god uddannelse bag sig, og ikke blot er nogen, der arbejder i en skønhedssalon. Er ordføreren enig i det?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg tror, det er fuldstændig rigtigt set, at det er der ikke særlig stor viden om, altså at kende forskellen på det, og det er heller ikke sikkert, at man for så vidt har den samme opmærksomhed ude i kommunerne, når man henviser og giver borgerne mulighed for at komme videre i systemet. Så det tænker jeg vi skal have opmærksomhed på. Det gælder også, i forbindelse med at vi nu gerne vil skabe mere nærhed i vores sundhedsvæsen og i vores kommunale praksis, for så er det oplagt at tage det med i den her omgang.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Så går vi videre til Venstres ordfører, og det er fru Jane Heitmann. Værsgo.

Først og fremmest tak til Dansk Folkeparti for at rejse en relevant problemstilling over for både sundhedsministeren og beskæftigelsesministeren, nemlig om, hvordan vi for det første sikrer tryghed om fodbehandlingen for den store gruppe af ældre, som hvert år modtager et kommunalt betalt helbredstillæg til fodbehandling, og for det andet sikrer, at offentlige tilskudskroner bliver anvendt til behandling, der forventeligt har en positiv effekt.

Der kan jo være mange grunde til, at man får tilskud til fodbehandling, enten gennem regionen eller gennem kommunen. Mennesker, der får tilskud gennem regionen, er typisk mennesker med diabetes, nedgroede tånegle eller arvæv efter strålebehandling, eller det kan være svær leddegigt eller svær psoriasisgigt. Og det er alt sammen reguleret efter sundhedsloven, og aftalen mellem regionen og fodterapeuterne indgås med autoriserede fodterapeuter. Fælles for alle de patientgrupper er, at de modtager fodbehandling af autoriseret personale, og dermed er der stor sikkerhed for kvaliteten, og der er også tryghed omkring behandlingen.

Anderledes kan det tage sig ud for mennesker, der får tilskud gennem kommunen. Får man et kommunalt tilskud til fodbehandling, er det, fordi man er berettiget til et udvidet helbredstillæg. Mennesker, som er berettiget til et udvidet helbredstillæg, er typisk folkepensionister uden en stor formue. Og udfordringen er jo, som Dansk Folkeparti italesætter med forespørgslen her, at kommunerne ikke stiller krav til autorisation, når der gives tilskud til behandling. Det kan være utrygt for vores folkepensionister, at de, når de lægger foden frem, ikke kan være helt sikre på, at den, der fører kniven eller høvlen, er kvalificeret til det. Det er ikke, fordi jeg siger, at der hersker de rene wild west-tilstande på området, men det kan være utrygt, når der ikke er ensartede udgangspunkter for, hvilke virksomhedstyper der kan modtage et tilskud.

Danske Fodterapeuter har tidligere foretaget en undersøgelse, som viser: »at 45 procent af landets kommuner har indgået prisaftaler om fodpleje, og at to ud af fem af disse har indgået aftaler med ikke-autoriserede behandlere. Hver fjerde kommune ved ikke, om det er statsautoriserede fodterapeuter eller fodplejere, de har prisaftaler med.«

Når det kommer til fodbehandling, må vi være ærlige at sige, at vi mangler et overblik over, hvordan det reelt står til med den tilskudsberettigede behandling hos ikkeautoriserede fodbehandlere eller fodplejere. F.eks. ved vi jo ikke, hvor mange patienter der fejlbehandles. Og vi er fra Venstres side helt åbne for at se på området. For ældre kan let få det indtryk, at når en behandler er godkendt til kommunale tilskud, er det det samme som en blåstempling af kvaliteten. Man kan jo ikke fortænke de ældre i, at de kan få det indtryk.

Derfor skal vi et spadestik dybere i problemstillingerne omkring tilskud til fodbehandling. Vigtigst af alt er patientsikkerheden, og det er en prioritet for os i Venstre. Og der skal selvfølgelig også være tryghed for vores ældre, og derfor er det vigtigt, at der nu bliver igangsat en undersøgelse af området, så vi kan handle på det, hvis der er noget, der ikke er, som det skal være – noget, vi kan gøre bedre.

Lad mig så afslutningsvis sige to ting. Sundhedsministeren har jo tilkendegivet, at regeringen her i 2021 kommer med et sundhedsudspil. Jeg er spændt på at se, om der også her i det sundhedsudspil indgår temaer om forbedringer af fodbehandling. Og sluttelig: Venstre kan støtte den vedtagelsestekst, som Socialdemokraternes ordfører læste op. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning, og det er fra fru Kirsten Normann Andersen. Værsgo.

Tak for det. Det er dejlige nye toner fra Venstre, og det glæder mig rigtig meget, for det var jo først lige før valget, at Venstre havde lejlighed til selv at komme med et meget stort sundhedsudspil, hvor man heller ikke havde taget den her forebyggende behandling hos fodterapeuterne med som et indsatsområde. Og det er jo i virkeligheden, på trods af at det her ikke er en ny debat; det er jo en debat, som er rejst igen og igen og igen.

Men lytter jeg mig til, at Venstre i fremtiden er indstillet på, at vi skal medregne dynamiske effekter, der er forbundet med forebyggende behandling, altså sådan at vi undgår de dyre behandlinger i form af amputation ved at løse opgaverne med eksempelvis fodpleje i tide og dermed undgå fodsår, som resulterer i de her meget dyre behandlinger?

Ordføreren.

Tak til SF's ordfører. Nu står der jo her i forslaget til vedtagelse, at Folketinget skal inddrages i undersøgelsens opgavebeskrivelse, og jeg kan godt afsløre her, at det har været en prioritet for mig at få det med i det forslag til vedtagelse. Hvorfor har det været en prioritet? Det har det været, fordi jeg synes, det er helt afgørende, at vi her bredt politisk får indflydelse på, hvad det er for nogle snitflader, vi gerne vil dykke ned i. Og lige præcis det, som Kirsten Normann Andersen nævner her, nemlig de afledte effekter, synes jeg da ville være en supergod ting at tage med, når vi skal lave opgavebeskrivelsen her.

For det er da helt afgørende, når vi nu vælger i fællesskab at tage fat på et område, at vi får det gjort så bredt som muligt, får vendt hver en sten og får alle hjørner inddraget, og det gælder også de afledte effekter. Så det ville jeg synes ville være en god opgave for regeringen, som hermed er sendt videre.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det. Jeg tror i virkeligheden også, at det kan betyde, at man bliver nødt til at kigge på den måde, man strukturelt har organiseret sundhedsvæsenet på. Men det kan vi jo så tage på et senere tidspunkt.

I forhold til det udvidede helbredstillæg og fodbehandling er det noget, jeg også forsøgte at rejse over for beskæftigelsesministeren tilbage i 2019 i et forsøg på netop at få skabt tydelighed, i forhold til hvordan man overhovedet får det her tillæg. Kan man regne med det? Hvor svært kan det være? Og skal man virkelig søge igen og igen? Og der blev der henvist til, at det var noget, der skulle løses i regi af sammenhængsreformen. Er ordføreren enig med mig i, at det her i virkeligheden ikke er beskæftigelsespolitik eller socialpolitik, men er sundhedspolitik, som skal løses i en fremtidig sundhedsreform?

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig i, at vi skal kigge på den måde, som vi strukturelt har opbygget vores sundhedsvæsen på. Det var sådan set også det, vi lagde op til med det udspil til en sundhedsreform, som vi jo lagde frem og havde flertal for før valget. Nu er der så et andet flertal, og det vil da glæde mig meget, hvis regeringen og regeringens støttepartier også kommer med et oplæg til, hvordan vi strukturelt kan styrke vores sundhedsvæsen, så patienterne får en endnu bedre behandling. Det er jo også det, den her forespørgsel i virkeligheden handler om.

Jeg ved, at der dengang i 2019 var dialog med den tidligere beskæftigelsesminister. Jeg sad ikke med ved bordet, så jeg ved ikke konkret, hvad dialogen gik ud på, men jeg har lyttet mig frem til, at der rent faktisk har været dialog med fodterapeuterne.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så går vi videre til SF's ordfører, og det er fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det, og også tusind tak til Dansk Folkeparti for at sætte emnet til debat. Det er en vigtig debat, også for SF, om at sikre kvalitet og patientrettigheder for borgerne. Derfor har jeg også været ærgerlig over, at de tidligere sundhedsministre ikke har handlet på det her spørgsmål, heller ikke, da jeg tidligere spurgte ind til udvidet helbredstillæg for fodbehandling.

Nu er det venstrefløjens opgave at sørge for, at de berørte borgere endelig sikres kvalitet og patientrettigheder i behandlingsprocessen helt fra henvisningen til behandlingen. Den nuværende lovgivning stemmer ikke overens med de krav, som normalt stilles i sundhedsloven eller ved de almindelige og regionale tilskud til fodbehandling. Her er der nemlig krav til autorisation hos behandleren, og behovsvurderingen baseres på lægefaglig viden. Derfor mener vi for det første også i SF, at behovsvurderingen skal foretages af autoriseret sundhedspersonale med faglig ekspertise til at vurdere det reelle behov for behandling og i virkeligheden også følgevirkninger ved manglende behandling. For det andet bør fodbehandling udelukkende varetages af autoriserede fodterapeuter for at sikre kvalitet og patientrettigheder. Og det her er, som andre ordførere har sagt, ikke et spørgsmål om at prioritere de autoriserede fodterapeuter på bekostning af fodbehandlere – det hedder de ikke, men det er også lige meget; altså, der gives ikke en fordel dér; det er simpelt hen et spørgsmål om at få en sundhedsfaglig vurdering indover.

For det tredje skal vi også sikre, at det ikke er pengepungen, som afgør, om man kan forebygge alvorlige følger af sygdom. For det fjerde skal det ikke være borgerens ansvar at hitte rede i, om en fodterapeut med ydernummer er autoriseret eller ej. For det femte skal der være autoriserede fodterapeuter med ydernumre nok. Og for det sjette skal bevilling, ansøgning om tilskud og pris være overkommelig.

Ændringerne vil på kort sigt føre til øgede udgifter. Danske fodterapeuter har beregnet, at vi snakker om sølle 8 mio. kr.. Det er dog ingenting i forhold til gevinsterne, som resultatet af øget forebyggelse vil give, også i forhold til patientrettigheder og kvalitet i behandlingen og sammenhæng i sundhedsvæsenet. Den sundhedsfaglige autorisation er det offentliges garanti for krav, kvalitet og kontrol med alt fra uddannelse, hygiejne, journalføring til patientrettigheder og patienterstatning. Det kan have fatale konsekvenser, hvis udsatte borgere ikke får den nødvendige fodbehandling. Eksempelvis har autoriserede fodterapeuter kompetencen til at diagnosticere og forebygge diabetiske fodsår, og omvendt kan en forkert behandling eller ingen behandling resultere i amputation af benet med alt, hvad det medfører af tab af livskvalitet.

Af de årsager synes vi i SF, at det er rigtig, rigtig vigtigt, at vi arbejder videre med den forebyggende indsats, fordi forebyggelse betaler sig, og fordi det også øger livskvaliteten for patienterne. Der er ikke meget livskvalitet i at vente på, at man er blevet en tung patient i sundhedsvæsenet. Og SF støtter også den vedtagelsestekst, som den socialdemokratiske ordfører allerede har læst op. Jeg vil se frem til den undersøgelse, som forhåbentlig også kan resultere i et godt sammenhængende forløb for patienter, som har brug for fodbehandling i fremtiden. Tak for ordet.

Tak til SF's ordfører. Der er ønske om en kort bemærkning til ordføreren fra fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak til min kollega fru Kirsten Normann Andersen. Jeg tror, vi er meget enige, og vi har også arbejdet med det her område i rigtig mange år begge to. Jeg har også gjort det i forhold til tidligere regeringer og har stillet rigtig mange spørgsmål, for det er jo også det, jeg håber ordføreren er enig med mig i, nemlig at man skal undersøge det her meget nøje, også fordi der er mange forskellige hensyn at tage. Ordføreren nævner selv, hvad man regner med det ville koste ekstra, hvis alle gik til en terapeut; men der er jo også nogle problematikker, i forhold til hvor mange behandlinger man bliver tilbudt. Der er rigtig stor forskel fra kommune til kommune. Der er forskel på, hvor man går hen, og derfor er jeg også fuldstændig enig i, at det skal være en fodterapeut, som udfører den her behandling.

Men spørgsmålet er, om ordføreren er enig med mig i, at vi ligesom også får kigget på, hvor mange gange man faktisk kan få tilskud til at gå til en behandling.

Ordføreren.

Jeg er helt enig i, at det godt kunne betale sig at kigge ind i det her. Altså, for nogle kroniske patienter giver det ikke mening, at man kan søge om tilskud for 1 år – og så skal man i øvrigt søge igen, hvis man husker det. Men for andre patienter kan det selvfølgelig godt være, at det er i en periode, man har brug for behandlingen. Det vigtigste for mig er, at det er autoriseret sundhedspersonale, der er med til at vurdere det, og at det er autoriserede fodterapeuter, der er med til behandlingen.

Jeg har desværre set eksempler på patienter, som har søgt en fodterapeut, fordi det var lægeordineret, med henblik på forebyggende behandling af fodsår, men som endte hos en ikkeautoriseret fodterapeut, som desværre også kom til at lave skaderne. Og det er i virkeligheden en af årsagerne til, at jeg er kommet til at interessere mig voldsomt for det her område, hvor fejl kan være fatalt, og hvor den lille fejl faktisk kan betyde forskellen på, at man beholder sit ben eller ej.

Så derfor er det her ikke et ligegyldigt område; og derfor bliver vi nødt til at tage alvorligt, at den forebyggende indsats skal udføres af autoriseret personale, som så til gengæld også er omfattet af sundhedsloven, så man kan søge om erstatning, når der sker fejl, for det kommer der en gang imellem til at ske.

Fru Liselott Blixt.

Jamen jeg støtter fuldstændig ordførerens holdning til det. Og jeg vil sige, at det jo netop kan være, når man får hele området ridset op, at det ikke koster 8 mio. kr., men faktisk bliver billigere, hvis man regner de dynamiske effekter, som ordføreren også var inde på, med. Jeg glæder mig til, at vi kan sætte os sammen og lave nogle indstillinger til ministeren.

Ordføreren.

Det glæder jeg mig også til. Det er fuldstændig umuligt at forestille sig, at det kan være billigere at vente på amputation af et ben og efterfølgende dyr hjemmepleje, end det er at lave den forebyggende fodbehandling, som i øvrigt også er mindre smertefuld. Så det glæder jeg mig også til.

Tak til SF's ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Radikale Venstre, og det er hr. Rasmus Helveg Petersen.

Tak til Dansk Folkeparti for at give anledning til den her debat. Jeg står her i dag som stedfortræder for den radikale sundhedsordfører, Stinus Lindgreen, der ikke kunne være her i dag.

Det, jeg kan sige, er, at vi vil gerne i lighed med de øvrige ordførere tage rettidig hånd om fodbehandlingen og bakke op om vedtagelsesteksten, der tidligere er blevet læst op. Altså, vi vil gerne undersøge, om der er problemer, hvordan de ser ud, og så vil vi selvfølgelig gerne handle på dem, når vi har fået dem defineret ordentligt. Så Radikale Venstre støtter den fremlagte vedtagelsestekst. Tak for det.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Der er allerede hilst fra Enhedslisten, så derfor er den næste ordfører fra Det Konservative Folkeparti. Velkommen til hr. Per Larsen. Værsgo.

Tak for det, formand, og tak til fru Liselott Blixt for at rejse et vigtigt spørgsmål til debat her og så få handlet på det. Det er klart, at al sundhedsfaglig behandling i det danske offentlige sundhedsvæsen selvfølgelig skal foregå af autoriseret personale. Sådan må det være, og det skal være målet fremadrettet, at vi får sikkerhed for, at det er autoriseret personale, og at der med de ting, som så ligger i det, er sikkerhed for uddannelse, og at der også er de erstatningsregler gældende, som der er for øvrig behandling.

Lige nu og her kunne jeg måske godt se en udfordring i, at der vil være patienter, som kom til at vente i rigtig lang tid, hvis det er sådan, at man udfaser fodplejerne, for jeg kan jo se, at der faktisk er ret lange ventetider hos fodterapeuterne i visse egne af landet. Så der er en udfordring dér, men vi støtter også den vedtagelsestekst, der er fremlagt, og ser frem til, at vi får det undersøgt i forhold til de udfordringer, der måtte være på helbredsområdet. Tak.

Tak til den konservative ordfører. Der er ønske om en kort bemærkning til ordføreren, og det er fra fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Det var i og for sig, fordi ordføreren nævnte det her med, at det godt kan være, at vi får et flaskehalsproblem i forhold til at have autoriserede fodterapeuter nok. Men det er jo regionerne, som også har anerkendt, at fodplejere får ydernummer til at varetage nogle af de her opgaver. Nu ved jeg jo, at ordføreren også sidder i et regionsråd. Måske har ordføreren også en tanke om, om prisaftalerne i forhold til de autoriserede fodterapeuter er gode nok i forhold til den forebyggende indsats, som regionerne også må have en stor interesse i at få udført. Hvor opstår problemet, når så få autoriserede fodterapeuter har lyst til at søge et ydernummer?

Ordføreren.

Ja, det skal jeg ikke komme med et bud på, for jeg ved simpelt hen ikke, hvad årsagen er, men jeg kan bare konstatere, at der jo, når man går ind og kigger, er lange ventelister hos fodterapeuterne. Derfor kunne man også synes, at der var behov for, at der blev oprustet på området, om man så må sige. Men lige nøjagtig hvad årsagen er til, at der ikke søges flere ydernumre, ved jeg ikke.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Men det kunne jo så være et tema, som vi skulle prøve at se om vi kunne komme til bunds i – altså at finde ud af, om aftalerne simpelt hen er gode nok. Vi har et rekrutteringsproblem, et regulært rekrutteringsproblem, med hensyn til autoriserede fodterapeuter i forhold til den forebyggende indsats, som jo er så vigtig for regionernes budgetter, fordi den manglende fodterapi kommer til at få afsmittende virkning på regionernes budget i den sidste ende. Så prioriteringen af den forebyggende behandling og også rekrutteringen bliver jo et tema her.

Ordføreren.

Det er jeg fuldstændig enig med ordføreren i, men det, som regionerne finansierer, er jo de autoriserede fodterapeuter. Sådan som jeg forstår det, er det kommunerne, der yder tilskud til behandlerne.

Tak til den konservative ordfører. Den næste ordfører kommer fra Nye Borgerlige, og det er fru Mette Thiesen. Velkommen.

Tusind tak til Dansk Folkeparti for at rejse den her debat. Det er jo nogle gange sådan med de her forespørgselsdebatter, at man sidder og lytter til en masse gode argumenter og viden på et bestemt område og føler sig helt beriget på et område, som man måske ikke i forvejen har vidst så meget om, så tak for det.

Jeg synes, der har været rigtig mange gode pointer undervejs, og jeg tror også, vi alle samme godt kan blive enige om, at pengene skal bruges bedst muligt og komme dem, der har brug for dem, til gavn på bedst mulig vis.

Lad det være ordene herfra, og så vil jeg bare sige tak for en rigtig, rigtig god debat med mange gode pointer.

Tak til ordføreren for Nye Borgerlige, som også gør talerstolen klar til den næste taler – og tak for at gøre det.

Nu er det således, at jeg ikke kan se nogen ordfører for Liberal Alliance. Så kan jeg byde velkommen til beskæftigelsesministeren.

Tak for ordet, formand. Endnu en gang en varm tak til især Dansk Folkeparti for at have taget initiativet til den her debat. Jeg synes, at vi er kommet rigtig godt rundt om diskussionen, så jeg skal heller ikke gøre mine afsluttende bemærkninger så lange, men blot opsummere i hvert fald regeringens synspunkt, for så vidt angår beskæftigelsesdelen. Der er det jo sådan, at de gældende regler skal forene mange hensyn, og det synes jeg helt overordnet også at de lykkes med. Men selvfølgelig skal vi altid være åbne for, at regler kan indrettes på en bedre måde. På den baggrund ser jeg frem til det videre arbejde med området, både initiativet om administrationsforenkling og afdækningen af kvaliteten på området. I første omgang ser jeg dog frem til, at vi som samfund får båret hinanden så sikkert som muligt igennem den her alvorlige sundhedskrise, der har plaget os i snart et år. Men jeg ser naturligvis frem til at arbejde videre med bl.a. det område, vi har debatteret her i dag.

Jeg synes, at det, der tegner til at kunne blive vedtaget i en fælles vedtagelsestekst på baggrund af den her forespørgselsdebat, er et rigtig, rigtig godt udgangspunkt for det videre arbejde. Vi er, som jeg allerede nævnte i mine indledende bemærkninger, helt åbne over for at undersøge, om der er indikationer på patientsikkerhedsmæssige udfordringer i ordningen, og jeg synes i øvrigt også, at der er kommet nogle meget relevante betragtninger både fra Dansk Folkepartis ordfører, men også fra SF's ordfører, omkring, hvor meget vi som samfund vil kunne spare, hvis vi bliver bedre til at forebygge generelt. Det gælder på det her område såvel som på andre områder.

Så med de ord vil jeg slutte af med endnu en gang at sige tak for en god debat og så give ordet videre til sundhedsministeren.

Det bliver lige om et øjeblik, for der er et par korte bemærkninger til beskæftigelsesministeren. Og det er først fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg tænkte, at jeg ville tage den hernedefra, i stedet for at jeg skal op til allersidst på talerstolen og igen spritte af og gøre det her og trække det ud. Jeg vil sige tak for debatten. Jeg håber, at beskæftigelsesministeren har fået nogle af de her ting med, som vi har haft fokus på også de seneste par år og i forhold til de udfordringer, der er, både i forhold til ydernumre og til at få belyst hele området, altså at det er noget, man vil tage med sig over i Beskæftigelsesministeriet. Tak.

Ministeren.

Det helt korte svar på det er, at det vil vi jo helt klart, og vedtagelsesteksten, som formentlig bliver stemt igennem med et meget bredt flertal i Folketinget, kommer jo også til at pålægge regeringen at undersøge det her område. Det synes jeg er rigtigt at gøre, og det synes jeg i øvrigt også efter at have lyttet til debatten. Jeg skal jo være ærlig og tilstå, at det her ikke er et område, jeg indgående har beskæftiget mig med, så derfor er jeg også blevet klogere af at lytte til debatten. Så jeg synes helt klart, at der er perspektiver i at drøfte de her ting videre.

Den næste korte bemærkning er til fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Jeg vil også gerne sige tak for at tage udfordringen op med henblik på at få den løst, og det giver jo god mening, at beskæftigelsesministeren også er her. Om ikke andet kunne det have været interessant også at have ligestillingsministeren med. Men for nu at slippe for at indkalde ham til en ny forespørgselsdebat vil jeg blot henvise til, at det her også handler om ulighed i sundhed, og ulighed i sundhed er et socialt problem.

Netop brugerbetalingen på sundhedsområdet og i forhold til den forebyggende sundhedsindsats har bare kæmpestor betydning for vores muligheder for at forebygge på den lange bane. Så hvis der skulle mangle stof til ligestillingsministeren, kunne det være et godt tema at tage ned. Det er blot en opfordring til, at man her prøver at kigge på brugerbetalingen. Uanset om der er helbredstillæg eller ej, er det bekosteligt for den kroniske patient at skulle afholde den her udgift kontinuerligt.

Ministeren.

Vi er jo ikke blinde for, at der de steder i vores sundhedsvæsen, hvor vi har brugerbetaling, er en risiko for, at det skaber ulighed i sundhed, og vi har også set masser af rapporter og undersøgelser, der peger på, at der jo klart er en tendens til det. Det er noget, vi er meget opmærksomme på, og vi har forsøgt at afhjælpe det mange forskellige steder og på mange forskellige områder ved at lave tillæg til bestemte former for behandling.

Det, som jeg har gjort gældende i den her debat, er jo spørgsmålet om, hvorfor vi ikke i udgangspunktet siger, at her er der et meget, meget stort problem. Der er jo trods alt stadig et stort træk på det udvidede helbredstillæg, men jeg synes jo omvendt også, at de ting, der er blevet gjort gældende i debatten, afkræver, at vi kigger fordomsfrit på det her område, og at vi i særdeleshed får undersøgt, om der kan være patientsikkerhedsmæssige udfordringer.

Så er der også et ønske om en kort bemærkning til fru Jane Heitmann, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Tak for ministerens besvarelse. Rosen til SF's ordfører deler jeg et langt stykke hen ad vejen, og jeg synes sådan set, at SF's ordfører, Kirsten Normann Andersen, stillede et relevant spørgsmål i forhold til de afledte effekter af manglende eller utilstrækkelig fodbehandling. Og nu skal vi jo alle her i Folketinget sammen med regeringen lave en ramme for den undersøgelse, der skal sættes i værk.

Er beskæftigelsesministeren til sinds også at lade lige præcis en undersøgelse af de afledte effekter indgå i den undersøgelse?

Ministeren.

Det spørgsmål, som ordføreren rejser, er jo et generelt politisk spørgsmål, som jeg i alle henseender, når vi snakker både økonomisk politik, men også politik på enkeltområder, er meget optaget af. Det er jo også en af årsagerne til, at vi har nedsat den her kommission med Nina Smith i spidsen, der skal se på andengenerationsreformer, og som altså skal se på, hvad det faktiske udbytte er af, at vi investerer i mennesker tidligt, hvad det faktiske udbytte samfundsøkonomisk er af, at vi på et tidligt tidspunkt investerer i at have et velfærdssamfund, som stiller tilstrækkelige muligheder til rådighed, og om vi i højere grad i fremtiden kan indregne langsigtede besparelser af tidlige investeringer. Det er jo ikke den måde, vi i vid udstrækning driver finanspolitik på i dag. Så hele det spørgsmål synes jeg er rasende interessant, og derfor vil jeg ikke på forhånd afvise noget, men det er jo selvfølgelig en diskussion, vi skal tage i fællesskab.

Fru Jane Heitmann.

Med al ære og respekt er jeg slet ikke i tvivl om, at ministeren har gang i rigtig mange spændende ting i øjeblikket, men ministeren svarer jo ikke på mit spørgsmål. Er ministeren til sinds at lade de afledte effekter indgå i den undersøgelse, som et bredt flertal i Folketinget jo kommer til at vedtage i løbet af et par dage?

Ministeren.

Der tror jeg, at jeg må være ærlig og sige, at det bliver jeg nødt til at vende tilbage til fru Jane Heitmann om, for jeg er ikke forberedt på, hvilket omfang den undersøgelse har, hvor bred den så bliver, og hvad de afledte konsekvenser af det er. Jeg vil grundlæggende bare svare, at det er et spørgsmål, som jeg som minister og regeringen som helhed jo er meget optaget af. Det er derfor, at vi har nedsat den her kommission, der skal se på de her såkaldte andengenerationsreformer, hvor man vurderer, om vi kan få langsigtede økonomiske gevinster ud af tidlige investeringer.

Tak til beskæftigelsesministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger til ministeren.

Hvis ministeren vil være venlig at gøre talerstolen klar til sin kollega, så kan jeg i mellemtiden byde velkommen til den næste minister, og det er sundhedsministeren.

Tak for det. Jeg vil også gerne sige tak for en, synes jeg, konstruktiv og god debat, hvor der jo sker det, som vi bliver beskyldt for ikke sker så tit – og det er nok også rigtigt, at det ikke sker så tit – nemlig at der bliver lyttet til hinanden, at man tager imod gode idéer fra forskellige sider af Folketingssalen, og at der er jo faktisk også gives udtryk for anerkendelse af og refleksion over de forskellige indlæg, der har været fra de forskellige partiers ordførere, der har været heroppe på talerstolen. Det synes jeg som sundhedsminister har været en fornøjelse at sidde og være vidne til, og det synes jeg lover godt for det arbejde, som ligger foran os. Men det forpligter jo også til, at der skal komme noget godt ud af det, så det er vi alle sammen forpligtet af. Tak for det.

Tak. Der er ønske om en kort bemærkning til ministeren fra fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti.

Ja, og jeg gør det igen hernedefra, så jeg ikke skal på talerstolen. Jeg siger tak til kollegaerne for en rigtig god debat, og som sundhedsministeren også siger, er det rart, at vi kan mødes og lytte til hinanden og faktisk blive enige om nogle ting. Det sker ikke så tit, og når det sker, skal vi huske at være glade for det, for det er jo en god afslutning på ugen.

Men jeg er også glad for, at de to ministre tager det til sig, og at vi kan kigge på det og håbe på, at vi finder den bedste løsning for de borgere, som jo har et problem. Så tak for debatten.

Ministeren.

Tak for den understregning, for det er jo fuldstændig rigtigt. Nu fik jeg så givet sådan en ros til hele Folketinget, og det er rigtig godt, at vi kan godt rose hinanden. Men der er én ting, der er vigtig, og det er, at der er de her borgere, som jo oplever de her gener, og som skal have den bedste hjælp. Og det er det, der er hele formålet. Så jeg er fuldstændig enig.

Der er også et ønske om en kort bemærkning fra fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg har også lyst til at takke for det, jeg tror kan blive begyndelsen til at løse et problem, der har stået på i rigtig, rigtig lang tid. Og jeg er optaget af, at vi bliver bedre til at forebygge i stedet for at helbrede. For det er der bare mere livskvalitet i. Der er ikke meget livskvalitet i at ende i en seng med et amputeret ben. Men det handler om at kunne forebygge det og vide, at man hele tiden har muligheden og ressourcerne til at passe godt på sine fødder, så man ikke ender i den situation, på trods af at man er en kronisk patient. Og den der forebyggende indsats vil jeg bare blive ved med at adressere. Man kunne måske også godt have understreget det endnu mere i vedtagelsesteksten, og jeg tager det også med i det videre arbejde og håber, at ministeren også er indstillet på, at det er noget, vi kommer til at have med os, også i det kommende arbejde med en sundhedsreform. Den forebyggende indsats sparer vi også ved på den lange bane.

Ministeren.

Ja, lige præcis, og jeg synes, det er en meget, meget god vedtagelsestekst, som et bredt Folketing nu har tilkendegivet at de er enige i. Men når jeg også synes, den er så god, så er det netop – selv om det ikke står der direkte – fordi det her jo er et væsentligt skridt til at opnå det, vi virkelig har brug for, nemlig mere lighed i sundhed; et opgør med den ulighed i sundhed. Og det kan vi ikke gøre, hvis vi ikke er bedre til forebyggelse. Og der skal vi altså sætte langt mere ind i forhold til en stærkere forebyggelse.

For vi kan se, at når det drejer sig om kroniske patienter, altså dem, der ikke får forebygget i tide, så er der en enorm social slagside, og det er præcis der, vi er, og det er det, vi kan se her. Og jeg er helt enig: Det kan også være godt for statskassen. Og det vil helt sikkert være godt for den enkelte og stensikkert være godt for den kamp, vi har mod den ulighed i sundhed, som vi slås med i Danmark.

Tak til sundhedsministeren. Så var der ikke flere korte bemærkninger til sundhedsministeren. Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så derfor er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om det fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt blive udsat til tirsdag den 2. marts 2021.