Det første punkt på dagsordenen er:

1) Forespørgsel nr. F 44:

Forespørgsel til statsministeren.

Hvad kan statsministeren oplyse om regeringens planer i forhold til de syrienskrigere, der sidder i lejrene i Syrien, al-Roj og al-Hol og andre steder, herunder om regeringen planlægger at hente børnene og deres forældre til Danmark? (Hasteforespørgsel).

Af Kristian Thulesen Dahl (DF) og Peter Skaarup (DF).

(Anmeldelse 23.02.2021. Fremme 23.02.2021).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 9. marts 2021.

For at begrunde forespørgslen giver jeg først ordet til ordføreren for forespørgerne, hr. Kristian Thulesen Dahl. Velkommen til.

Tak for det, formand, og tak til Folketingets partier for, at det har kunnet lade sig gøre at få den her hasteforespørgsel i dag. Vi har i Danmark lukket mennesker ind, som slet ikke vil Danmark. Vi har lukket mennesker ind, som har gjort, at der er områder i vort land, der er svære at kende, og hvor vi har problemer, som vi ikke havde behøvet at have. Vi har også lukket folk ind, der i virkeligheden ifølge efterretningstjenesterne udgør en reel risiko for Danmark, som vil forsøge at udvikle og iværksætte tiltag, der i virkeligheden knægter danskernes frihedsrettigheder, og som laver terroranslag og lignende i vort land. Så vi må simpelt hen ikke være naive, i forhold til hvad nogle mennesker også rundtom i verden tænker om vores land.

Det bliver jo aktualiseret, når vi taler om nogle mennesker, der er taget fra Danmark til mellemøstlige lande for i virkeligheden at kæmpe for en ny statsdannelse, en islamisk stat, et kalifat, hvorfra man så ville kunne udsprede had mod vores del af verden og derfra forsøge at iværksætte en kamp imod vores frihedstænkning. De mennesker, der er draget ud på den måde, forsøger nu for en dels vedkommende at komme tilbage til Danmark og finde tilbage til det dejlige land, de forlod. Vi kan også risikere, at de gør det via deres børn, og det vil vi gerne have sikkerhed for ikke sker. Derfor har vi rejst den her hasteforespørgsel til regeringen og ser frem til at høre statsministerens og udenrigsministerens besvarelse på, hvordan vi sikrer, at de her mennesker ikke kommer tilbage til Danmark igen.

Tak til hr. Kristian Thulesen Dahl for at begrunde forespørgslen. Mens jeg giver ordet til besvarelse, vil jeg blot oplyse, at først får statsministeren ordet for besvarelse, og bagefter er der mulighed for ordførerne for at komme med en kort bemærkning. Dernæst får udenrigsministeren ordet, og så er der også her en kort bemærkning til ordførerne til udenrigsministeren.

Således er der gjort klar til statsministeren. Velkommen til besvarelsen af forespørgslen.

Jeg skal lige have talerstolen lidt ned efter hr. Kristian Thulesen Dahl. Tak for ordet, og tak til forespørgerne for at sætte et vigtigt tema på dagsordenen her i Folketingssalen. Lad mig indledningsvis sige det klart og tydeligt: Fremmedkrigere er uønskede i Danmark. De har med åbne øjne forladt Danmark for at tilslutte sig Islamisk Stat, og dermed har de vendt os og Danmark ryggen. De har tilsluttet sig en kamp mod alt det, Danmark er, og alt det, Danmark står for. Sådan et valg skal selvfølgelig have konsekvenser.

Regeringen vil passe på Danmark. Det er en kerneopgave for os at sikre danskernes tryghed og danskernes sikkerhed. Det gælder naturligvis ikke mindst i relation til truslen fra fremmedkrigere. Det fremgår af PET's vurdering af terrortruslen mod Danmark fra marts 2020, at personer, der er eller har været udrejst fra Danmark til konfliktzonen i Syrien og Irak, kan udgøre en terrortrussel mod Danmark eller danske interesser i udlandet. Den form for risikovurderinger skal man tage alvorligt, det skal vi som Folketing og regering tage alvorligt, og derfor vil jeg gerne understrege som en start, at regeringen ikke aktivt vil hente fremmedkrigere til Danmark. Vi vil tværtimod gå langt for at sikre, at fremmedkrigere bliver holdt på afstand af de danske grænser.

Vi har med bred opbakning i Folketinget, herunder med forespørgernes parti, Dansk Folkeparti, gennemført lovgivning, der kan afskære fremmedkrigeres adgang til konsulær bistand, og vi har således sikret, at myndigheder kan fratage fremmedkrigere deres danske statsborgerskab. Derudover arbejder vi aktivt for at finde internationale løsninger, så fremmedkrigere kan retsforfølges i de områder, hvor de har begået deres forbrydelser. Det er ikke nogen let opgave, men vi bliver ved.

Lad mig knytte et par ord til de sager, der omhandler fremmedkrigeres børn. Børnene er bragt i en ulykkelig situation – ingen tvivl om det. Fremmedkrigerne har givet deres børn den værst tænkelige start på livet, de har valgt, at deres børn skal vokse op hos et brutalt terrorregime. Det gør ondt, og jeg tror, det gør ondt på os alle sammen, netop fordi der er tale om børn. Men børnene er blevet bragt i den her situation af deres forældre – ingen andre. Det valg må de som forældre selvfølgelig også tage det fulde ansvar for.

Når det er sagt, kan der opstå helt særlige tilfælde, hvor den helbredsmæssige situation for et barn kan udvikle sig på en måde, der ekstraordinært kan give anledning til handling fra myndighedernes side. Det vil have undtagelsens karakter. En eventuel evakuering vil i sådan nogle tilfælde kræve, at moderen samtykker til adskillelse fra sit barn, for fremmedkrigere er, som jeg sagde det før, ikke velkomne i Danmark. Vil en evakuering af et barn så betyde, at Danmark er retligt forpligtet til også at evakuere barnets forældre? Til det vil jeg gentage, hvad udenrigsministeren tidligere har oplyst, bl.a. på et samråd i Folketingets Udenrigsudvalg den 6. september 2019: Danmark har ikke nogen generel retlig forpligtelse til aktivt at arbejde for at bringe danske fremmedkrigere til Danmark, heller ikke hvis vi evakuerer deres børn.

Jeg kan dog ikke afvise, at der i helt særlige og konkrete tilfælde kan være undtagelser, hvor en beslutning om at evakuere et barn af en fremmedkriger kan skabe en forpligtelse til også at evakuere en forælder. Det vil være tilfældet, hvis der foreligger et helt særligt afhængighedsforhold mellem barnet og den pågældende forælder, som ikke kan erstattes af andre. Det kan f.eks. være tilfældet i en situation, hvor der er tale om en mor til et spædbarn, der ammes.

Lad mig derfor også slutte, hvor jeg startede: Fremmedkrigere hører ikke til i Danmark, de er uønskede i Danmark. Vi vil ikke arbejde aktivt som regering for at bringe dem til Danmark; de må tage konsekvensen af det helt igennem forkerte valg, de har truffet. Alle børn fortjener en god start på tilværelsen, ja, faktisk fortjener alle den bedste start, og derfor gør det ondt, at forældre på deres børns vegne vælger Islamisk Stat til og Danmark fra. Men de har valgt Danmark fra. De har ikke alene valgt os fra, de har også vendt os ryggen. Fremmedkrigere er – jeg gentager mig selv, men det er et vigtigt budskab – uønskede i Danmark, uanset om de er mødre eller fædre, og regeringen vil ikke løbe nogen risiko, vi vil ikke aktivt bringe forældre, fremmedkrigere til Danmark. Tak for ordet.

Tak til statsministeren, og hermed en kort bemærkning først til hr. Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak til statsministeren her i første omgang. Statsministeren siger, at svaret, som også udenrigsministeren tidligere har givet, er, at hvis et barn kommer hertil, er vi ikke nødvendigvis retligt forpligtet til aktivt at evakuere, altså hente f.eks. en mor hertil også. Men det er jo ikke det samme, som at moderen ikke har et retligt krav på at komme hertil, eventuelt af egen drift, fordi barnet i første omgang er her i landet. Kan statsministeren ikke lige forklare, om ikke det er rigtigt set, at det her sandsynligvis er det retlige grundlag – også efter de konventioner, Danmark er forpligtet af på nuværende tidspunkt – at i den situation, barnet er kommet hertil, vil en mor eller en eventuel far have ret til at komme til Danmark efterfølgende, eventuelt ved egen hjælp, men altså dermed få ophold i Danmark?

Statsministeren.

Vi vil som udgangspunkt altid være bekymrede, hvis en konkret hjælp til et barn måtte betyde, at dets forældre på den ene eller anden måde så måtte komme til Danmark. For det nærmere juridiske i det må jeg bede om, at spørgsmålet rettes enten til udenrigsministeren eller til justitsministeren.

Den næste korte bemærkning er til hr. Michael Aastrup Jensen, Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tak til statsministeren. Statsministeren nævner det med den internationale løsning i forhold til retsforfølgelse og fængsel og alt mulig andet. Der er vi fra Venstres side jo hundrede procent enige. Det er også derfor, vi har rejst sagen gentagne gange i Det Udenrigspolitiske Nævn om, hvor vigtigt det er, at vi hurtigst muligt finder en løsning på det her.

Vi ved jo, hvordan og hvorledes sikkerhedssituation er i den nordøstlige del af Syrien. Vi har Tyrkiets styrker meget tæt på, vi har Assads styrker meget tæt på de her lejre, så der er også et helt sikkerhedsmæssigt aspekt i det, ud over at det selvfølgelig bliver sværere og sværere for vidner at huske, hvad der egentlig skete under de grufulde forbrydelser osv.

Kan statsministeren ikke sætte lidt flere ord på, hvor langt regeringen er i forhold til de her forhandlinger med andre lande, for tid er jo altså et issue her i forhold til at kunne få de nødvendige domfældelser af de her mennesker.

Statsministeren.

Jeg tror, jeg helt generelt vil anholde det synspunkt, som jeg synes også ofte refereres i den offentlige debat, at man kan være sikker på, at der kan fældes dom i de her sager. Det er ikke, fordi de forbrydelser, der er begået af Islamisk Stat, ikke er fuldstændig tydelige og klare, men som Venstres ordfører jo også siger, ved vi ikke, hvad de præcise forhold har været. Er der vidner? Kan der foretages det retslige arbejde, som er nødvendigt, for at der kan fældes dom? Derfor kan man jo ikke basere indsatsen i forhold til fremmedkrigere på, at man nødvendigvis kan dømme, heller ikke selv om der er et skyldsspørgsmål.

I forhold til det konkrete arbejde i det konkrete område må jeg henvise til udenrigsministeren, som lige om lidt kommer på talerstolen.

Den næste korte bemærkning er til fru Rosa Lund, Enhedslisten.

Tak for det. Jeg er glad for, at statsministeren bringer børnene op. Det er jo sådan, at der er en pige på 4 år i den ene af de her lejre, som har udviklet ptsd. Det har hun udviklet, mens hun har været i lejren. Det er jo en meget svær helbredsmæssig situation. Statsministeren er jo selvudnævnt børnenes statsminister, og derfor vil jeg gerne spørge: Det kan da godt være, at barnets forældre her har vendt Danmark ryggen, men hvorfor vender børnenes selvudnævnte statsminister børnene ryggen?

Statsministeren.

Jeg vender ikke nogen børn ryggen, men jeg anerkender ikke den præmis, at vi skal løbe nogen som helst form for risiko i forbindelse med fremmedkrigere. Den risiko er der jo i enhver form for indsats på det her område. Vi har gjort klart, at vi ikke er forpligtede til at hjælpe dem her. Der er jo nogle, der siger, at vi skal hjælpe de her mennesker hjem, men de har ikke et hjem i Danmark længere. Fremmedkrigere kan ikke komme hjem til Danmark. Danmark er ikke deres hjem. De har vendt os ryggen; de har forladt Danmark; de har tilsluttet sig Islamisk Stat; de har vedkendt sig terrorens ansigt og begået uhyrlige forbrydelser mod menneskeheden.

Børnene er i en skrækkelig situation, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at forholdene i lejrene ikke egner sig til, at børnene skal være der. Det betyder ikke i vores optik, at de mennesker, der har vendt Danmark ryggen, skal tilbage.

Den næste korte bemærkning er til hr. Kristian Hegaard, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. De seneste uger har vi jo kunnet læse i medierne, at en 4-årig dansk pige af danske eksperter har fået konstateret ptsd, og at det, hvis ikke vi tager hende hjem til behandling, giver livsvarige psykiske skader. De seneste dage har vi også kunnet læse om ringe madforsyninger i lejrene og om en brand i al-Hol, hvor børn er kommet slemt til skade. Med andre ord er det helt forfærdelige forhold, de her børn lever under.

Derfor vil jeg høre, om statsministeren kan garantere, at Danmark overholder børnekonventionen, når det eksempelvis i artikel 6 i børnekonventionen fremgår, at deltagerstaterne anerkender, at ethvert barn har en naturlig ret til livet, og at deltagerstaterne i videst muligt omfang skal sikre barnets overlevelse og udvikling. Mener statsministeren, at Danmark sikrer de her danske børns udvikling og overlevelse, herunder den 4-årige pige konstateret med ptsd?

Statsministeren.

Jeg vil af gode grunde og helt principielt ikke gå ind i enkeltsager fra Folketingets talerstol. Der kan være særlige humanitære forhold, der taler for, at et barn hjælpes, evakueres, og det har gjort sig gældende hele tiden.

Generelt vil jeg gerne have lov til at understrege igen, at de mennesker, der har vendt Danmark ryggen og er blevet fremmedkrigere, hvad der jo i min optik er landsforræderi, ikke har hjemme i Danmark. Der er ikke et hjem i Danmark at vende tilbage til, og det er det, der er regeringens principielle holdning. Så kan der være nogle særlige forhold omkring nogle konkrete børn, som myndighederne så skal håndtere, nøjagtig som jeg sagde det før.

Den næste korte bemærkning er til hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Debatten i dag vil sikkert på mange måder udarte sig til en konkurrence om, hvor meget vi foragter de her fremmedkrigere, og jeg tror bare, at stillingen og debatten om det vil være cirka uafgjort. Jeg tror ikke, der er nogen her, der mere eller mindre foragter eller har mindre til overs for dem end nogen andre. Så det, jeg vil spørge ind til i stedet for lige nu at gå ind i den konkurrence, er det præcise omkring børnene, hvor statsministeren selv siger, at der jo kan være særlige situationer – på grund af en ammende mor, som var et af eksemplerne, og der kunne være andre eksempler – hvor man så alligevel har nogle forpligtelser.

Derfor er mit spørgsmål til statsministeren: Handler det her så bare om at sidde og vente på, at de får det tilstrækkelig forfærdeligt, indtil statsministeren føler, at man har det her ansvar? For det er jo alligevel i nogle situationer. Er det ikke en helt uholdbar position bare at sidde og vente på, at det bliver værre og værre, og så føler man til sidst, at man har et ansvar?

Statsministeren.

Jeg synes jo, det er legitimt, at vi kan se forskelligt på det her spørgsmål, og regeringen har valgt en linje, hvor vi ikke ønsker aktivt at bidrage til, at fremmedkrigere kan ramme dansk jord igen, og den holdning står vi ved. Jeg tror i øvrigt også, den nyder bred opbakning i den danske befolkning. Det er lige festligt nok, at mennesker, der er fremmedkrigere, skal tilbage til Danmark. Der kan jeg faktisk slet ikke forstå, at nogen kan mene, at de har noget som helst med Danmark at gøre længere.

Så er der jo en særlig udfordring omkring børnene. Det glæder mig, hvis alle er enige om at tage afstand fra fremmedkrigere, og jeg tror egentlig også, at vi alle, uagtet hvad vi måtte mene om fremmedkrigere, har en meget, meget stor sympati for de børn, der er blevet placeret i en meget, meget ulykkelig situation, ikke af den danske regering – vil jeg gerne understrege – og heller ikke af den tidligere danske regering, men af deres forældre, ingen andre.

Den næste korte bemærkning er til hr. Naser Khader, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak til statsministeren for en god tale. Først vil jeg spørge: Hvorfor kalder vi dem fremmedkrigere? De er jo terrorister, de er landsforrædere. Jeg synes, det er sådan en mild betegnelse at kalde dem for fremmedkrigere. Det synes jeg vi skal lade være med.

Så over til spørgsmålet. Den tidligere regering startede nogle forhandlinger og snakkede om at oprette en krigsforbryderdomstol. Den forrige statsminister havde møder med den svenske statsminister om at igangsætte en krigsforbryderdomstol lokalt. Der blev endda talt om, at det kunne være på Cypern. På den måde er det nemmere at retsforfølge dem, og det er også nemmere at få fat i vidnerne osv. Hvad er der blevet af den idé med at igangsætte en krigsforbryderdomstol, også af hensyn til ofrene? Tak.

Statsministeren.

Jeg deler grundlæggende både interessen for og også idéen i, at de mennesker, der har begået forbrydelser af den her karakter, skal dømmes, og at en international ramme på den ene eller den anden måde givet er den rigtige. I forhold til den konkrete snak om forhandlinger vil jeg, som jeg sagde før, henvise til udenrigsministeren eller justitsministeren.

Så er jeg sådan set enig i den første betragtning: At være »fremmedkriger« synes jo umiddelbart at være mindre dramatisk end eksempelvis at være »landsforræder« eller at være »terrorist«, og jeg har ikke nogen problemer med at sige min personlige holdning. Et er, hvad man kan blive dømt for, og det er selvfølgelig en anden sag, men min personlige holdning er, at der her er tale om landsforræderi, hverken mere eller mindre. Det er så slemt, som det kan blive. En af de værste forbrydelser, man kan begå, er jo at være landsforræder, og her er det så ovenikøbet i et af de værste terrorregimer, vi har set i nyere tid, nemlig Islamisk Stat. Så jeg vil meget gerne være med til at diskutere, om ikke vi skal have en sprogbrug, der er mere præcis i forhold til forbrydelsens karakter og omfang.

Tak til statsministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger til statsministeren. Hermed kan jeg så give ordet til udenrigsministeren for sin besvarelse af forespørgslen.

Tak for det, formand, og tak for ordet. Jeg kan fortsætte, hvor statsministeren sluttede. Regeringen vil ikke have fremmedkrigere til Danmark. Vi ønsker ikke at hjælpe fremmedkrigere, og vi vil ikke lade fremmedkrigere bruge deres børn som løftestang til, at de selv kan rejse til Danmark – det land, de har forrådt. Regeringens linje er klar, konsistent og velkendt. Den er blevet redegjort for i en række samråd, i skriftlige svar til Folketinget, på ordførermøder, i tekniske briefinger og i pressen løbende siden 2019.

Vi må huske på, at det var fremmedkrigernes eget – helt eget – valg at vende Danmark, friheden og demokratiet ryggen. De valgte med helt åbne øjne at støtte Islamisk Stats umenneskelige terror-, tortur- og rædselsregime. De tilsluttede sig en militant kamp mod alt, hvad Danmark er og står for. De valgte, at deres egen og deres børns fremtid og tilværelse skulle være i et af de værste terrorregimer, verden har set. De gav deres børn den værst tænkelige start på livet, og det gør ondt at tænke på. Men det var deres valg, og det er deres ansvar. Vi kan ikke tvangsfjerne børn på 3.000 km's afstand, og vi vil ikke risikere at hjælpe fremmedkrigere til Danmark. De er uønskede i Danmark, og derfor ønsker regeringen kun helt undtagelsesvis at søge børn evakueret.

Et barn, der er ledsaget af sin mor, vil som udgangspunkt alene søges evakueret, hvis det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt, og hvis barnet befinder sig i en alvorlig helbredssituation, som ikke kan behandles lokalt, og som ubehandlet enten kan udvikle sig livstruende eller give alvorlige permanente men. Hvis et barns helbredssituation vurderes at falde inden for regeringens linje for, hvornår en undtagelsesvis medicinsk evakuering kan overvejes, vil en række andre elementer skulle afdækkes, heriblandt indfødsret, opholdsgrundlag i Danmark og sikkerhedsmæssige overvejelser, før det endeligt kan vurderes, om der er grundlag for at foretage en evakuering. Ligeledes kræves det, at moderen samtykker til adskillelse.

Det er meget komplekse sager. Der findes desværre ikke nogen lette løsninger. Men lad mig slå fast, at evakuering af et barn, der opholder sig sammen med sin mor, vil have undtagelsens karakter. Det er i den forbindelse vigtigt at slå fast, at Danmark ikke har en generel retlig forpligtigelse til aktivt at arbejde for at bringe danske fremmedkrigere til Danmark. Det gælder også for forældre, uanset om vi har valgt at yde bistand til at evakuere deres børn. Hvis danske myndigheder efter en konkret vurdering måtte beslutte at evakuere et barn af en fremmedkriger til Danmark, kan det dog ikke afvises, at der i helt særlige, konkrete tilfælde kan opstå en situation, hvor beslutningen om at yde bistand til at evakuere et barn kan skabe en forpligtigelse til også at evakuere barnets forældre. Det vil dog høre til de absolutte undtagelser, og det vil forudsætte, at der, som også statsministeren nævnte, i det konkrete tilfælde består et helt særligt afhængighedsforhold mellem barnet og den pågældende forælder.

Lad mig til sidst understrege, at Danmark ikke er alene om de her svære sager. Stort set alle europæiske lande har fortsat børn og mødre i lejrene, hvilket i øvrigt vidner om sagernes store kompleksitet. Vi ser, at de europæiske lande generelt foretager et begrænset antal evakueringer fra lejrene, og at det først og fremmest er forældreløse børn og andre særlig sårbare børn, der evakueres, ligesom det er tilfældet her i Danmark.

Tak for ordet.

Tak til udenrigsministeren. Der er en række korte bemærkninger til udenrigsministeren. Det er først hr. Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Statsministeren overleverede i virkeligheden mit tidligere spørgsmål til besvarelse af udenrigsministeren. Udenrigsministeren og statsministeren taler om det her med, i hvilken grad man er aktivt forpligtet til at gå ned og hente en forælder til Danmark, altså evakuere vedkommende. Men noget andet er jo, om der kan skabes en yderligere retlig mulighed for selvstændigt at komme til Danmark, hvis ens barn først er kommet til Danmark. Det gælder jo også i de situationer, hvor det har været muligt at tage et statsborgerskab fra en, der har haft dobbelt statsborgerskab, og hvad er udenrigsministerens vurdering af den situation? Giver det en ringere position for Danmark i forhold til at afvise de her mennesker, hvis først barnet er kommet til Danmark, eller ej?

Ministeren.

Med fare for en gentagelse må jeg bare understrege og sætte en tyk streg under, at der ikke findes en generel retlig forpligtelse til at tage forældre til evakuerede børn til Danmark. Der kan være helt særlige afhængighedsforhold, der gør, at en sådan forpligtelse kan opstå. Det vil under alle omstændigheder afhænge af en konkret vurdering fra sag til sag, og når man har med de her sager at gøre, er kompleksiteten og variationen i sagerne enorm, og derfor kan man ikke sige noget mere generelt om det spørgsmål end det, jeg har sagt nu.

Den næste korte bemærkning er til hr. Michael Aastrup Jensen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil også gentage et spørgsmål, som jeg ikke bare har stillet statsministeren, men som vi faktisk også kredsede om i gårsdagens debat, nemlig om den her internationale retsforfølgelse, som jo er noget, der ligger i hvert fald rigtig mange partier på sinde. Derfor bliver vi også nødsaget til at få noget mere håndgribeligt fra regeringen om, hvordan det arbejde så at sige går. For hvis vi ikke snart får den her internationale domstol, er der altså en risiko for, at vidnerne glemmer, og materiale kan forsvinde, for det er jo en aktiv konfliktzone, vi taler om. Derfor håber jeg på et godt svar på, hvordan det går med at søge den her opbakning til, at vi kan få sådan en internationalt anerkendt domstol – og ikke mindst et fængsel derefter.

Udenrigsministeren.

Tak til hr. Michael Aastrup Jensen. Regeringen tager det her spørgsmål om lokal retsforfølgelse meget alvorligt. Vi arbejder, som jeg også har nævnt, fortsat på, at fremmedkrigere kan retsforfølges i regionen, hvor de har begået deres forbrydelser. Det er ikke nogen simpel opgave. Jeg tror, at alle kan sætte sig ind i, at det er komplekst. Vi har et tæt samarbejde med ligesindede lande, der jo alle står over for de samme udfordringer som os i Danmark. Det er også et emne, der jævnligt drøftes i Det Udenrigspolitiske Nævn. Jeg vil også sige, at jeg på grund af oplysningernes fortrolige karakter vil afholde mig fra at gå ned i detaljerne fra talerstolen her i dag, men henviser til Nævnets drøftelse.

Den næste korte bemærkning er til hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti.

Noget af det, der definerer en nationalstat, er jo statsborgerskabet og retten til at bestemme, hvem der er en del af vores nation. Det giver jo nogle forpligtelser, og det giver også nogle rettigheder. Jeg tror overhovedet ikke, vi er uenige om bedømmelsen af den dårlige karakter af de mennesker, der er taget ned for at kæmpe for et diktatur som Islamisk Stat, men jeg kunne godt tænke mig at høre udenrigsministeren lige sætte lidt flere ord på, hvad det her med det danske statsborgerskab betyder. Er der andre forbrydelser, som ligger i pipelinen for ikke at skulle kunne modtage opmærksomhed fra Danmark? Jeg kunne nævne mordere, pædofile, narkoforbrydere, som også sidder fængslet i udlandet, som er danske statsborgere.

Udenrigsministeren.

Jeg tror, at det, vi har at gøre med her, er nogle mennesker, som har vendt Danmark ryggen, altså de har fravalgt Danmark, de har valgt at tilslutte sig Islamisk Stat – en helt anden stat, et helt andet liv. Det er der, de har valgt at deres tilværelse skal være og deres familie skal leve. Det er nogle mennesker, som i mine øjne og også statsministerens øjne i virkeligheden har begået landsforræderi, og derfor er de mennesker også uønskede i Danmark. Det er noget, som vi i regeringen er meget optaget af, og derfor har vi bl.a. også givet mulighed for, at man kan fratage de her personer statsborgerskabet, ligesom vi også inden for mit område kan fratage dem muligheden for, at de kan få konsulær hjælp fra Udenrigsministeriet, og det synes vi er helt naturligt, når man tænker på karakteren af det, de har gjort, og hvad de står for.

Den næste korte bemærkning er til hr. Kristian Hegaard, Radikale Venstre.

Tak for det. Og tak til ministeren for at møde op igen. Det er lidt under 13 timer siden, vi var her sidst; der var det lidt mørkere, og det viser jo, at Radikale Venstre kæmper nat og dag for at få de her børn hjem; det skal der slet ikke være nogen tvivl om.

Jeg havde håbet, at ministeren tog nogle lidt andre talepapirer med, for de har ikke ændret sig så meget i de sidste 13 timer. Men derfor vil jeg alligevel spørge ministeren: Når man hører om en 4-årig dansk pige med ptsd; når man hører om brand i de her lejre; når man hører om ringe madforsyninger, mener ministeren så, at Danmark i videst muligt omfang sikrer de her børns overlevelse og udvikling?

Udenrigsministeren.

Jeg kan ikke gå ind i konkrete sager fra talerstolen, men jeg kan sige generelt, at det for mig er fuldstændig uforståeligt, at nogle forældre vælger at bringe deres børn ned til Islamisk Stat og deltage i det volds- og terrororgie, som har fundet sted der, og i øvrigt også at skabe familie dernede. Det er uforståeligt, ubegribeligt. Og derfor har jeg selvfølgelig også ondt af de børn, der er blevet ramt af den situation.

Det er derfor, at vi i helt ekstraordinære tilfælde, hvis der er en sundhedsmæssig situation, kan gå ind og se på, hvordan vi kan hjælpe de pågældende børn. Det er også derfor, at Danmark i forhold til den humanitære situation i området, både i lejrene og i det nordøstlige Syrien, bidrager med humanitær bistand, bl.a. via forskellige ngo'er og forskellige humanitære organisationer, altså for at hjælpe i den ulykkelige situation, der er, ikke mindst for børnene og uskyldige civile. Men jeg har intet tilovers for de forældre, der har valgt at tage derned og dermed forråde alt, hvad Danmark står for.

Den næste korte bemærkning er til fru Rosa Lund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg forstår sådan set godt, at udenrigsministeren intet har tilovers for de her forældre; det har jeg heller ikke. Det, som jeg til gengæld ikke forstår, er, hvordan regeringen prøver at hjælpe de her børn, som udenrigsministeren nævner. For vi får jo i svar på svar fra udenrigsministeren at vide, at der er nedsat en myndighedsgruppe, som arbejder med det her, men så kan man alligevel læse i Berlingske og i Ekstra Bladet i weekenden, at den her myndighedsgruppe ikke har holdt noget møde siden den 28. august 2019.

Så jeg skal egentlig bare spørge udenrigsministeren: Hvordan hjælper man de her børn, de her syge børn, med at komme hjem?

Udenrigsministeren.

Altså, modsat fru Rosa Lund ønsker vi ikke at evakuere børnene og deres forældre til Danmark, sådan som jeg forstår at fru Rosa Lund har ytret flere gange.

I forhold til belysning af de her sager har vi en myndighedsgruppe, med de relevante myndigheder; Udenrigsministeriet, Justitsministeriet, Udlændinge- og Integrationsministeriet og andre relevante myndigheder inddrages for at belyse de her sager, og det gør vi selvfølgelig, når der er grund til det. Og der kan være den grund, som jeg også oplyste om, at i helt særlige tilfælde, hvis der er en humanitær situation for et barn, altså en alvorlig sundhedssituation, der ikke kan behandles lokalt, og som også ubehandlet kan gå hen og give alvorlige permanente, varige men, så kan vi sætte ind og belyse den sag med de forskellige relevante myndigheder og så se på, hvad der kan gøres, og om en evakuering kan finde sted – alt sammen med moderens samtykke osv. Det har jeg oplyst om mange gange.

For vi er selvfølgelig optaget af i det omfang, man kan, at hjælpe de børn, der er sårbare.

Den næste korte bemærkning er til hr. Naser Khader, Konservative. Værsgo.

Tak skal du have. Og tak til udenrigsministeren for en fin tale. Nu er vi ikke tilhængere af, at man henter børnene, for så følger forældrene med. Men hvis vi nu antager, at vi vælger at hente børnene, sådan som regeringens støttepartier ønsker det, kræver det så ikke, at man samarbejder med Assad? For de to lejre befinder sig inden for Syriens grænser. Godt nok er der tale om kurdiske områder, men det er jo ikke internationalt anerkendt. Så kræver det ikke, at man samarbejder med Assad, at få dem ud af Syrien?

Udenrigsministeren.

Jeg vil sige til hr. Naser Khader, at det jo er en kompleks situation, og det vil kræve mange ting, hvis man skal evakuere et barn. Det vil, som jeg nævnte før, kræve moderens samtykke. Det vil kræve et samarbejde med de kurdiske myndigheder på jorden. Det vil kræve, at sikkerhedssituationen er i orden for de mennesker, der skal udføre arbejdet. Og det vil kræve en række andre forhold, f.eks. også hvad angår, hvad opholdsgrundlaget skulle være i Danmark – for at tage et andet eksempel.

Så det er en kompleks ting, og det er derfor, vi forfølger det fra sag til sag og belyser det fra sag til sag. Der er ikke to sager, der på den måde er ens. Der er en masse personlige og konkrete omstændigheder, og det er også en konkret vurdering, hvordan vi skal handle i de her sager.

Tak til udenrigsministeren. Nu er der ikke flere korte bemærkninger til udenrigsministeren i denne runde. Det betyder, at vi nu går over til forhandlingen, og det vil sige de almindelige regler for korte bemærkninger. Den første er ordføreren for forespørgerne, hr. Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Velkommen.

Tak til statsministeren og udenrigsministeren for de foreløbige besvarelser her ved hasteforespørgslen. Der skal ikke være nogen tvivl om, at det, vi frygter i Dansk Folkeparti, er, at mens vi taler og hører alle de rigtige ting fra regeringens side, kommer stadig flere af de mennesker, der fuldstændig har vendt Danmark ryggen og er rejst til Syrien eller andre steder for at kæmpe for et islamistisk kalifat, dryssende til Danmark. Det var jo skæbnens ironi, hvis vi ruller tiden tilbage til – ja, det var vel november 2019 – hvor jeg kan huske, at samtidig med at statsministeren på sin facebookprofil slog op, at de her fremmedkrigere, som hun skrev, ikke havde noget at gøre i Danmark, landede der så en i Københavns lufthavn. Siden i sommer er der så kommet terrormistænkt kvinde dryssende ind, og nu taler vi så om børnene, og i hvilket omfang det så vil skabe en situation, hvor der kommer endnu flere til Danmark.

Vi har det syn i Dansk Folkeparti, at vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at holde de mennesker, der ikke vil Danmark, ude af vores land. Vi skal ikke importere endnu flere problemer, for vi har jo allerede i forvejen kæmpestore problemer. Senest er der jo sket anholdelser i Holbæk på grund af risiko for et terroranslag på dansk jord. Vi må ikke være naive; vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at holde det her væk fra vores dør.

Deri ligger også, at de mennesker, der altså for år tilbage drog til Syrien for at kæmpe for et islamistisk terrorregime, gjorde det, som det også har været nævnt, med åbne øjne – og de må tage konsekvensen af det. Det betyder også, at de tager konsekvensen på deres børns vegne, og derfor bliver jeg selvfølgelig urolig, når regeringens støttepartier, SF, Enhedslisten og Radikale Venstre kæmper så hård en kamp, som de gør nu, for at få de her børn hentet til Danmark – hjem til Danmark, som de siger. For jeg frygter, at det på et eller andet tidspunkt i en eller anden forhandling bag nedrullede gardiner ovre i et eller andet ministerium får Socialdemokratiet til at give efter, og så har vi pludselig et større problem herhjemme, end vi burde have.

Så derfor er det jo, at vi har den her hasteforespørgsel, nemlig i håb om, at vi kan formå regeringen, Socialdemokratiet, til at give en garanti til danskerne om, at der ikke bliver tale om at give efter på noget som helst punkt i forhold til den her risiko.

Det er efter vores opfattelse sådan, at Folketinget jo tildeler statsborgerskaber, men man kan også fratage folk deres statsborgerskab. Vi har jo diskuteret i forhold til de mennesker, der befinder sig i de her lejre og andre steder, om vi ikke burde tage statsborgerskabet fra dem, så de ikke var udstyret med de rettigheder og den beskyttelse, som man taler om gælder for danske statsborgere. Og man har jo sagt, at det vil man godt i det omfang, at folk har dobbelt statsborgerskab, og vi ved jo også, at vi har nogle regler herhjemme, hvor vi er gået et skridt videre, så man kan få frataget sit statsborgerskab, hvis man bliver dømt.

Spørgsmålet er, om vi ikke bare skal konkludere, at hvis man med åbne øjne er rejst til sted, hvor man i det her omfang kæmper imod danske værdier og imod Danmark, så har man i virkeligheden gjort sig skyldig i, at man må betegnes som landsforræder, og at man derfor mister sine danske rettigheder i forhold til statsborgerskabet. Og så gør man det altså også i forhold til de børn, der er, hvoraf en stor del jo faktisk slet ikke er født i Danmark. De er født nede i konfliktområdet og har derfor meget svært ved at skabe en sammenhæng til Danmark.

Regeringen taler i sit svar meget om det her med, om vi er aktivt forpligtet til på nogen måde at hente nogle herop, eller om vi ikke er, men jeg synes også, at det her bør handle om de mennesker, som af egen drift forsøger at komme tilbage til Danmark. For man kan sige, at uanset om de kommer hertil på den ene eller på den anden måde, udgør de en risiko for danskerne – en risiko, som vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at skærme danskerne mod.

Afslutningsvis skal jeg fremsætte følgende forslag til vedtagelse på vegne af Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og fru Inger Støjberg (UFG):

Forslag til vedtagelse:

»Folketinget opfordrer regeringen til at stå fast på beslutningen om ikke at bringe børn af IS-terrorister eller IS-terroristernes sympatisører til Danmark, idet det vurderes som meget sandsynligt, at Danmark efterfølgende så også vil kunne blive forpligtet til at give børnenes forældre ret til ophold i Danmark.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 76).

Tak for den vedtagelsestekst. Den vil indgå i de videre forhandlinger.

Der er ønske om en kort bemærkning fra fru Rosa Lund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til hr. Kristian Thulesen Dahl for talen. Nu er det jo sådan, at Center for Terroranalyse, som er en del af PET, skriver i deres analyse på side 16, at det ikke udgør en terrortrussel at hente børnene hjem. Faktisk siger de, at det udgør en større trussel at lade dem blive der, hvor de er, fordi de kan blive radikaliseret. Så jeg skal egentlig bare spørge, hr. Kristian Thulesen Dahl: Er der andre af PET's anbefalinger, som Dansk Folkeparti ikke ønsker at følge?

Ordføreren.

Jamen jeg kan ikke udelukke, at det kan lade sig gøre at hente et 4-årigt barn til Danmark og sørge for, at vedkommende vokser op i en god dansk familie med nogle gode værdier og udvikler nogle rigtig sunde holdninger til fremtiden – det kan jeg slet ikke udelukke. Men jeg kan derimod sige, at hvis det, at vi henter et 4-årigt barn til Danmark, betyder, at der kommer en radikaliseret mor eller eventuelt en radikaliseret far til Danmark efterfølgende, så udgør det en risiko for Danmark, og den risiko mener vi i Dansk Folkeparti ikke vi skal løbe.

Fru Rosa Lund.

Nu er der sådan set ikke kun tale om en 4-årig pige, men i hvert fald 19 børn. Men det er sådan set ikke det, jeg spørger om. Det, jeg spørger om, er, om der er andre af Politiets Efterretningstjenestes anbefalinger, som Dansk Folkeparti ikke vil følge. Man vil ikke følge den her anbefaling, som PET kommer med, og så synes jeg da bare, det ville være fornuftigt, hvis Dansk Folkeparti ville klargøre for os andre, om der er andre af de ting, som PET siger, som man sådan trækker lidt på skuldrene af, fordi man har en anden holdning.

Ordføreren.

Af de 19 børn tror jeg de 10 er født dernede. Det illustrerer jo egentlig også meget godt udfordringen her, i forhold til at de fleste af børnene, som Enhedslisten kæmper febrilsk for skal komme til Danmark sammen med – jo så efterfølgende – sandsynligvis deres forældre, slet ikke er født i Danmark. Så gentager jeg bare: Jeg er jo ikke uenig i en vurdering, hvis PET og andre måtte komme frem til, at man måske godt kan hente børn i en meget ung alder til Danmark, hvis man fuldstændig kan skærme dem fra radikaliserede miljøer og få dem til at vokse op i en god dansk familie med gode danske værdier. Men pointen er – og det vil Enhedslisten jo ikke forholde sig til: Hvad sker der, hvis deres radikaliserede forældre følger med?

Den næste korte bemærkning er til hr. Kristian Hegaard, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Jeg vil høre, om hr. Kristian Thulesen Dahl kan bekræfte, at det er Dansk Folkepartis politik, at man, hvis man kommer til Danmark og ikke har dansk statsborgerskab, men begår alvorlig kriminalitet – det kunne være planlægning af terror eller andet – straks skal sendes tilbage til sit hjemland.

Ordføreren.

Ja, det er da helt klart; vi skal skærme Danmark. Og jeg kan næsten regne ud, hvad det opfølgende spørgsmål er. Så vil jeg svare det samme: Vi er her, fordi vi skal værne om Danmark og skærme Danmark mod de farer, der lurer ude i verden. Og det at hente folk til Danmark, der aktivt har vendt Danmark ryggen og er taget til et andet land for at kæmpe imod danske værdier, udgør en potentiel risiko, og den synes vi ikke at danskerne skal løbe.

Hr. Kristian Hegaard.

Dermed er Dansk Folkepartis politik jo noget dobbelt. For hvis man skulle følge Dansk Folkepartis logik helt til dørs, skulle det også være sådan, at hvis der var en fra Danmark, der tog til udlandet og begik meget alvorlig kriminalitet, så ville det da være klart, at det land, vedkommende opholdt sig i, ikke nødvendigvis syntes, det var en god idé, at danskeren fortsat opholdt sig der, men skulle vende tilbage til Danmark. Så kan ordføreren ikke godt se, at der er en noget mangelfuld logik i den måde, Dansk Folkeparti fører sin politik på på det her område?

Ordføreren.

Nej, og nu havde jeg jo forudskikket, hvad det var for et opfølgende spørgsmål, der kom, og der havde jeg gættet fuldstændig rigtigt. Jeg vil sige, at jeg er valgt her i Danmark for at være med til at skærme danskerne mod de farer, der lurer. Vi har den holdning, at der kan være situationer, hvor vi tildeler statsborgerskab til folk, der kommer udefra til Danmark, fordi de vil Danmark, men på den anden side er der altså også folk, der fravælger Danmark i et omfang, så de skal miste deres danske statsborgerskab og dermed den beskyttelse, som det danske statsborgerskab giver. Og så må de tage konsekvensen af deres handlinger der, hvor de nu engang befinder sig i verden.

Tak til hr. Kristian Thulesen Dahl. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Og tak for at gøre klar til den næste ordfører, som er den socialdemokratiske ordfører, hr. Rasmus Stoklund.

Tak. Islamisk Stat har halshugget børn. Islamisk Stat har korsfæstet børn. Islamisk Stat har begravet børn levende. Islamisk Stat har brugt børn som selvmordsbombere. Islamisk Stat har kidnappet børn og solgt dem som sexslaver. Alligevel har folk med dansk statsborgerskab tilsluttet sig Islamisk Stats dødsrige. Disse landsforrædere drømte om et kalifat med henrettelser af vantro – et kalifat, hvor fundamentalistisk islam dikterede dagens orden. Men da deres afskyvækkende drømme om kalifatet blev slukket, fik disse krystere kolde fødder. Dem med et rødbedefarvet pas ville nu gerne tilbage til Danmark, tilbage til den frie vestlige verden, som de kort forinden ønskede at udrydde, og det skal de ikke. Disse fundamentalister har intet at gøre i Danmark. De har begået landsforræderi, og de har svigtet alle grundlæggende værdier om medmenneskers ligeværdighed.

Mange IS-krigere er heldigvis døde, andre er taget til fange af kurderne, og også folk med dansk statsborgerskab er taget til fange. Som bekendt er der kræfter i Danmark, der ønsker disse terrorsympatisører, disse Islamisk Stat-tilhængere, som har bakket op om kalifatets tortur og henrettelser af børn og andre uskyldige, evakueret til Danmark, fordi de er danske statsborgere. Der er kræfter i Danmark, der mener, at vi skylder disse islamister at komme dem til undsætning, men det gør vi ikke. Hvad jeg hidtil har sagt, ændrer jo ikke på, at der er børn, der i dag lider under deres forældres handlinger. Det er tragisk, at der lever børn i IS-lejrene i Nordsyrien. Det er børn, der betaler en høj pris for, at deres forældre har valgt en fremtid i et islamisk kalifat – et kalifat, hvor blodsudgydelser er så naturlig en del af hverdagen, som det for os andre er at tage bussen.

Der befinder sig også børn i al-Roj- og al-Hol-lejren, som har dansk statsborgerskab, og de har i modsætning til deres forældre mulighed for konsulær bistand, men det er ikke muligt, som nogen foreslår, at tvangsfjerne dem. Det ville være et brud på både dansk og international lov. Danske myndigheder har jurisdiktion i Danmark, ikke i Spanien, Syrien eller nogen andre lande. Når det gælder børnene, er enkelte blevet evakueret. En baby, der blev forældreløs, blev evakueret, og en dreng, der var livstruende såret, blev evakueret, sidstnævnte efter aftale med moren, som indvilligede i at blive i Syrien. Men udgangspunktet er, at vi ikke henter nogen, ikke fordi små børn udgør en fare, men fordi deres forældre, som er en del af Islamisk Stat, udgør en fare – og de følger med.

Islamisk Stats forbrydelser er begået tusindvis af kilometer væk. Det kan derfor vise sig vanskeligt at dømme dem i Danmark. Men de syrere, irakere, kurdere, yazidier og andre, som har mistet familiemedlemmer, har været sexslaver og er blevet pisket og tortureret, har en berettiget forventning om, at deres bødler kommer for retten frem for blot at blive evakueret til Danmark, fordi Danmark engang var deres hjemland. Svigter man så fundamentalt sit fædreland, som Islamisk Stats tilhængere har gjort, hører man ikke længere til i Danmark. Vi henter ikke terrorister til Danmark, og den danske befolkning skylder ikke disse islamister det mindste.

Jeg har et forslag til vedtagelse med fra Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Socialdemokratiet:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget fordømmer på det kraftigste terrorgruppen Islamisk Stat og de horrible terrorhandlinger og drab, som gruppen er ansvarlig for. Folketinget er af den klare opfattelse, at fremmedkrigere, der frivilligt har rejst til og tilsluttet sig Islamisk Stats dødsrige, har vendt Danmark ryggen og må leve med konsekvenserne af deres handlinger.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 77).

Tak for forslaget til vedtagelse, som vil indgå i de videre forhandlinger.

Så er der en række korte bemærkninger til ordføreren, og det er først hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Da vores nuværende forsvarsminister var Socialdemokratiets retsordfører, sagde hun i en diskussion om de her temaer:

»Det er klart, at der er meget forskel på nogen, der er danske statsborgere, og nogen der ikke er«.

Senere i diskussionen siger hun også, at der her er tale om en gruppe danske statsborgere, hvor vi har en forpligtelse. Altså, skelner hr. Rasmus Stoklund slet ikke imellem, om man er fremmedkriger og har begået de her forbrydelser, og om man, som det er i den her situation, faktisk er dansk statsborger? Eller er det helt lige meget, om man har opnået et dansk statsborgerskab?

Ordføreren.

En af de primære årsager til, at vi diskuterer det her emne i dag er vel netop, at der er danske statsborgere, som har bidraget til de her forbrydelser mod menneskeheden. Det er jo derfor, at det er relevant for et dansk parlament at tage stilling til, hvordan vi vil forholde os til de her mennesker. Og spørgsmålet går jo så på, at der nogle, der har et ønske om, at vi tager ned og henter de her terrorister, fordi de har fået et dansk statsborgerskab på et tidspunkt eller har haft det, hvis de er konverteret til islam senere, eller hvad ved jeg; der er jo forskellige historier. Der er det jo så heldigvis regeringens og et bredt flertal i Folketingets linje, at vi ikke tager ned og henter terrorister til Danmark, som med stor sandsynlighed vil udgøre en stor terrortrussel mod den danske befolkning.

Hr. Karsten Hønge.

Jeg vil gerne høre hr. Rasmus Stoklund, om han har andre forbrydere i tankerne, der ikke skal modtage hjælp. Altså, vi har jo seriepædofile, der er fængslet i udlandet. Hvad er tanken om at tage sådan nogle tilbage til Danmark? Har de ikke forbrudt sig mod alt? Eller hvad med mordere eller narkoforbrydere, der kan være skyld i mange menneskers død og ulykke? Altså, er der andre grupper, hvor man med hr. Rasmus Stoklunds synspunkt kan sige, at her har man simpelt hen vendt alle de værdier, som Danmark står på, ryggen, hvorfor de selvfølgelig ikke har noget at gøre her, og hvorfor de ikke skal modtage nogen hjælp? Altså, hvem er det ellers, der er i spil udover de her?

Ordføreren.

Jeg deler ikke den omsorg for seriepædofile eller andre danskere, der rundtomkring i verden måtte sidde i fængsel et sted, og jeg nærer ikke noget ønske om, at den danske udenrigstjeneste så skulle bruge store kræfter på at forsøge at få de mennesker tilbage til Danmark. Det er ikke et ønske, jeg deler, og det må hr. Karsten Hønge jo så bare erkende er en uenighed mellem hr. Karsten Hønge og undertegnede. For det, at man er dansk statsborger, er jo ikke det samme som, at man har ret til, at den danske stat kommer en til undsætning, uanset hvilke forbrydelser man har begået.

Den næste korte bemærkning er til hr. Peter Skaarup, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg synes, Socialdemokraterne taler med to tunger. Statsministeren skriver facebookopslag, hvor hun fortæller danskerne, at vi ikke tager nogen syrienskrigere til Danmark, og at vi ikke under nogen omstændigheder skal tage syrienskrigere til Danmark, og samtidig fragtes den første ind i Københavns Lufthavn og er her i Danmark. Her i dag i debatten får vi så at vide af Socialdemokraterne, at vi endelig ikke må tage syrienskrigere til Danmark, fordi det er farligt, og at Politiets Efterretningstjeneste er meget på vagt over for det her, og at det simpelt hen ikke går.

Det er godt, men hvad sker der så, når Socialdemokraterne alligevel tager børn – og det sagde statsministeren også – og juridisk set deres forældre, der kommer direkte fra den her krigszone, til Danmark? Hvad sker der for Socialdemokraterne? Er det ikke at tale med to tunger? Jeg kunne godt tænke mig, at Socialdemokraterne her i dag gav en garanti for, at der ikke kommer nogen børn og at der ikke kommer flere syrienskrigere tilbage til Danmark. For det er jo det, der fortsat gør, samtidig med at ordføreren står her og siger, at det skal vi ikke have. Kan vi få en garanti for, at nu kommer der ikke flere syrienskrigere til Danmark?

Ordføreren.

Jeg mener, at hr. Peter Skaarup blander tingene lidt sammen her, for der er jo forskel på, at Danmark tager ud og evakuerer landsforrædere, og at landsforrædere selv tropper op i Københavns Lufthavn, hvis de af den ene eller den anden årsag har været i stand til at flygte eller slippe fri fra den kurdiske kontrol, de har været underlagt. Hvis der dukker en person op i Københavns Lufthavn, der har et rødbedefarvet pas og er dansk statsborger, vil det mig bekendt – og det siger jeg med det forbehold, at jeg ikke er jurist – være et grundlovsbrud, hvis man nægter vedkommende adgang til Danmark, uden at der har været en rettergang forinden. I den situation er der jo ikke andet at gøre end at varetægtsfængsle vedkommende og så føre en retssag mod vedkommende. Men der er en forskel på det, hr. Peter Skaarup nævner, og så det her, for det ikke er det samme, som at vi selv skal tage ned og hente dem. Vi mener jo, at de skal retsforfølges i området.

Hr. Peter Skaarup.

Men prøv at høre. Man har jo sat en gruppe i gang med at vurdere, hvordan man vil kunne tage børn til Danmark. Statsministeren sagde for et øjeblik siden i sine indledende bemærkninger, at der er undtagelser – at der er undtagelser, hvor vi gerne vil tage børn og dermed juridisk set deres forældre til Danmark. Så kan Socialdemokraterne ikke her i Folketingssalen over for Folketinget, det parlamentariske grundlag og alle mulige andre i den danske befolkning give en garanti for, at der er overensstemmelse mellem det, man siger, og det, man gør? Altså, man siger, at man ikke vil have syrienskrigere til Danmark. Så skal der også være en garanti for, at det, man gør, er, at man sikrer, at de ikke kommer til Danmark. For det gør de jo i øjeblikket.

Ordføreren.

Jeg mener, det er en misvisende måde, hr. Peter Skaarup fremstiller sagen på. Det er faktuelt sådan, at et spædbarn, der blev forældreløst, er blevet evakueret, og der var en dreng, der blev evakueret, fordi han var hårdt såret og måske ville have været død, hvis han ikke var blevet evakueret og fået medicinsk behandling, og moren indvilligede i at blive i Syrien. Altså at gøre det til eksempler på, at regeringen bringer fremmedkrigere til Danmark, mener jeg er misvisende og faktuelt forkert.

Den næste korte bemærkning er til fru Rosa Lund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til hr. Rasmus Stoklund for talen, hvor han jo er inde på ofrene for Islamisk Stats forbrydelser. Det synes jeg er en sindssyg relevant diskussion at tage. Nogle af ofrene for Islamisk Stats forbrydelser er jo kurderne, som man på godt dansk må sige tog en for holdet ved at nedkæmpe Islamisk Stat. Nu har vi så parkeret vores regning nede hos kurderne, nemlig de danske kriminelle. Ville det ikke være mest fair, og ville det ikke være mest sikkert at hente de her mennesker til Danmark, så vi kunne være sikre på, at de får en straf? Det er vi jo ikke sikre på dér, hvor de er nu.

Ordføreren.

Jeg synes måske, det er en lidt forsimplet udlægning. Hvis der er nogen, der begår en forbrydelse i Danmark, og vedkommende kommer fra et andet land, forventer vi jo ikke, at det andet land tager personen tilbage og gennemfører retssagen i det land, vedkommende kommer fra. Det er sådan set også af hensyn til kurderne, yazidierne, irakerne og syrerne og andre kristne minoriteter, at de her mennesker skal retsforfølges i det område, hvor de har begået deres forbrydelser. For ellers er risikoen jo, at man kommer så langt væk fra vidner, ofre, medgerningsmænd, gerningssteder osv., at man ikke vil kunne få dem dømt tilstrækkelig hårdt for de forbrydelser, de har begået. Så kommer de til Danmark, og så slipper de alt for billigt. Den situation ønsker vi ikke at ende i.

Man kan jo se det eksempel, der er beskrevet på forsiden af Politiken i dag. Der er en norsk kvinde, der ved en evakuering er kommet til Norge, og hvor faktum nu er, at hun, mens der er en retssag, der verserer, er blevet løsladt. Hun var i starten varetægtsfængslet, men hun er løsladt nu. Det er det scenarie, vi skal undgå sker i Danmark, altså at vi får folk hertil, som så godt nok retsforfølges, men alt for hurtigt kommer til at gå rundt på gader og stræder i Danmark til fare for den danske befolkning.

Fru Rosa Lund.

Jeg er ret sikker på, at kurderne ikke opfatter det her som en tjeneste eller som en god ting, eller at det er noget med, at vi gør dem en tjeneste ved at lade danske kriminelle blive i de her lejre.

Når det er sagt, er jeg glad for, at hr. Rasmus Stoklund bringer sagen fra Norge op, for jeg har også læst Politiken i dag. Den ligger her på mit bord. Den bekræfter jo netop, at det sagtens kan lade sig gøre at gennemføre de her retssager i hjemlandet. Grunden til, at den her kvinde ikke længere er varetægtsfængslet, er jo, at det, hun har lavet, groft sagt er at lave te til revolutionen. Hun har bidraget med at føde børn og lave mad. Så det er det, man har konkluderet ved domstolen, altså i retssystemet, i Norge, hvor den her sag er i gang. Det samme burde vi gøre i Danmark. Jeg synes jo, at sagen fra Norge beviser, at den bedste måde at føre de her retssager på er at hente de her fremmedkrigere hjem.

Ordføreren.

Det vil så sige, at fru Rosa Lund mener, at den kvinde, der er evakueret til Norge, er et sandhedsvidne i hendes egen sag. For det fremgår jo netop af den artikel, at den primære kilde til viden om den sag er hende selv. Og anklageren i Norge siger jo netop, at det ville have været svært overhovedet at rejse en sag imod hende, hvis hun ikke selv havde været villig til at afgive forklaringer. Kunne man forestille sig, at der er ting, som hun har udeladt i de forklaringer? Jeg har personligt fantasi til at forestille mig, at der kunne være ting, hun havde glemt at fortælle i de forklaringer. Jeg ved ikke, om fru Rosa Lund deler den opfattelse, men det siger den norske anklager jo flere steder i dagens Politiken.

Den næste korte bemærkning er til hr. Kristian Hegaard ja, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Og tak til hr. Rasmus Stoklund for talen. Hr. Rasmus Stoklund omtalte bl.a. sagen om den 13-årige, der blev hjemtaget efter aftale med moren, og derfor vil jeg høre, hvordan hr. Rasmus Stoklund ser på muligheden for, at man i fremtiden kan indgå lignende aftaler med en mor, når man har afskåret den konsulære bistand – hvordan skal en sådan aftale indgås i fremtiden?

Ordføreren.

Jamen som hr. Kristian Hegaard husker, vedtog jo vi jo den lovgivning omkring konsulær bistand for cirka et år siden her i Folketingssalen, og der undtog vi jo netop børn, hvilket betyder, at den danske udenrigstjeneste stadig har mulighed for at hjælpe børn i det omfang, der indtræder en særlig humanitær omstændighed, der tilsiger, at det er nødvendigt.

Men jeg tror samtidig også, man må sige, at der ikke er noget grundlag for at lave nogle sådan fuldstændig generelle retningslinjer og sige, at gør man sådan, så kan man hente børn til Danmark. Det er ikke tilfældet, for i et tilfælde, hvor eksempelvis en mor afskriver sig muligheden for at komme til Danmark, skal man jo også være fuldstændig sikker på, at der ikke kunne være en far et sted. Og derfor er det ikke nødvendigvis nok, at der er en mor, der afskriver sig muligheden. Hvad så, hvis der pludselig dukker en far op? Altså, der er mange komplekse elementer i det her, og det egner sig meget dårligt til overskrifter og hurtige, enkle løsninger. Men udgangspunktet er klart: Vi skal slet ikke hente nogen. De her familier er stiftet i Islamisk Stat, de har valgt at leve i Islamisk Stat, og deres fremtid ligger i Mellemøsten.

Hr. Kristian Hegaard.

Hvis hr. Rasmus Stoklund føler sig tryg ved, at børn bare kan få konsulær bistand, kan ordføreren så ikke beskrive, hvordan det går til, at en 4-årig pige med ptsd eller andre danske børn kommer i kontakt med dem? Er der nogen danske børn, der så får konsulær bistand, hvor de kan få den fornødne kontakt? Og hvis det er moren, de skal lave en aftale med, hvordan kan det så lade sig gøre, når man har afskåret det fuldstændig?

Ordføreren.

Myndighederne har jo kontakt med både humanitære organisationer i området og med pårørende i Danmark, og det ville jo være den vej, man gik. Det, der jo nok er det, der skiller os i sidste ende, er, at der ikke kun er tale om børn, helt små børn, for så ville man nok kunne finde en løsning, ligesom man kunne med den baby, der blev evakueret, og ligesom hr. Kristian Thulesen Dahl beskrev før med et 4-årigt barn, der blev placeret i en god familie, som havde nogle gode værdier. Så ville det jo ikke være farligt. Det, der gør det her farligt, er, at der er nogle forældre, som er voldsparate, som hader Vesten, og som afskyr alt, hvad vi står for. Og det vil være enormt farligt for den danske befolkning at hente de mennesker til Danmark.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Michael Aastrup Jensen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Det er jo sådan, at situationen på jorden i den nordøstlige del af Syrien er sådan, at de tyrkiske soldater står få kilometer fra de to lejre, Assads styrker står få kilometer fra de to lejre, og Islamisk Stat er endda stadig væk i området, og de opererer på et alt, alt for højt niveau. Så man kan roligt sige, at sikkerhedssituationen ikke er god i forhold til at beholde de her terrorister inde i lejren, og derfor har vi jo også allerede set, at der har været folk, der simpelt hen er sluppet ud af lejren, har kunnet rejse ud og være terrorister rundtom i verden. Hvordan vil Socialdemokratiet sikre, at det her ikke kommer til at ske?

Der skal ikke meget til, før de tyrkiske soldater går de sidste kilometer, eller at pro Assad-styrker går de sidste kilometer, og så skal der heller ikke meget fantasi til at forestille sig, at så flygter de kurdiske tropper. Selvfølgelig. Og så er der altså to lejre, der ingen sikkerhed har overhovedet, og så er der altså fri passage ud af de her lejre. Og det er jo derfor, vi fra Venstres side igen og igen og en gang til siger, hvor vigtigt det er, at vi altså får flyttet de her mennesker til et tredje land i området, så vi kan få den fornødne sikkerhed.

Ordføreren.

Det er jo velkendt, at det forholder sig med sikkerhedssituationen, som hr. Michael Aastrup Jensen beskriver det her. Det er der ikke så meget nyt i. Det er klart, at det er et ustabilt område, det er et konfliktområde, det er et kæmpe problem, og det er et usikkerhedsmoment, og der må man nok også erkende sine begrænsninger som en småstat, for vi er ikke en supermagt. Vi evner ikke at løse verdens problemer, men vi kan gøre, hvad vi kan for at holde dem fra døren og så i øvrigt samarbejde med vores allierede om at få etableret et tribunal, hvor de her mennesker kan dømmes.

Hr. Michael Aastrup Jensen.

Uden at afsløre alt for mange fortroligheder, for det, jeg kommer til nu, er open source, er det jo altså forholdsvis nyt, at de her to landes tropper, hvis man kan sige det på den måde, nærmer sig de to lejre. Det er sket inden for forholdsvis få måneder, og derfor er det jo også nødvendigt, at vi finder på en løsning forholdsvis snart, for ellers får vi altså et skrækscenarie, som jeg ikke tror nogen herinde i Folketinget ønsker, nemlig at der altså så er fri passage ud af de her lejre. Derfor er spørgsmålet der jo stadig væk. Jeg anerkender gerne, at vi alene ikke kan gøre noget, men vi er altså medlemmer af EU, vi er med i en alliance mod Islamisk Stat, og vi er også med i NATO, så det er altså tre forskellige organisationer, hvor vi kunne tage det her aktive lederskab for at finde en løsning.

Ordføreren.

Ja, og det er jo velkendt, at det forholder sig, som hr. Michael Aastrup Jensen beskriver, men det ændrer jo ikke på det faktum, at det ikke er noget, Danmark kan gøre alene, og derfor er løsningen jo netop den, hr. Michael Aastrup Jensen selv peger på, nemlig et samarbejde med vores allierede, både i USA og i EU og i NATO. Det er det, det drejer sig om. Derudover må vi jo så som nation selv gøre, hvad vi kan for at sikre, at de her mennesker ikke får adgang til Danmark, og det gør vi bl.a. ved at undlade at evakuere de her landsforrædere.

Tak til hr. Rasmus Stoklund. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Tak for også at gøre klar til den næste ordfører.

Den næste ordfører kommer fra Venstre, og det er hr. Michael Aastrup Jensen. Velkommen.

Det kan jo hurtigt blive en genudsendelse for dem, som fulgte vores debat i aftes og i nat for ikke så mange timer siden om præcis samme emne. Men det er jo også en vigtig debat, for på den ene side er der ingen tvivl om, at fra Venstres side ønsker vi, at de islamiske terrorister, mænd som kvinder, bliver retsforfulgt, at de ikke kommer tilbage til Danmark, og at de bliver fængslet lokalt i området på et sikkert sted i Mellemøsten. Det skal der overhovedet ikke herske tvivl om. Jeg deler fuldstændig de stærke ord, der er blevet sagt om Islamisk Stats voldsomme angreb på civile. Jeg har selv for år tilbage haft lejlighed til at stå på Sinjarbjerget i den nordlige del af Irak og høre de skrækkelige fortællinger, som yazidierne oplevede i forbindelse med Islamisk Stat, som er så grufulde, så man overhovedet ikke og heller ikke burde kunne forestille sig det. Så jeg og Venstre deler ethundrede procent analysen af, at de her mennesker har vendt Danmark ryggen og derfor ikke skal komme tilbage.

Men på den anden side er der altså også nogle børn, og alle os, der har børn selv, alle, der har et hjerte, kan jo sige sig selv, at en 4-årig selvfølgelig er totalt uden skyld, i forhold til hvad deres forældre har gjort. Derfor smerter det jo selvfølgelig os alle sammen, når vi kan se de fuldstændig horrible vilkår, de lever under i de to lejre, der er i den nordøstlige del af Syrien.

Jeg har selv i de forskellige spørgsmål, jeg tidligere har stillet i debatten her i dag, nævnt hele sikkerhedsaspektet, men der er også den humanitære situation. Og så er der jo også sikkerhedssituationen på den lange bane, men den har vi ikke rigtig berørt. Og det er jo sådan, som man er nødt til at sige til sig selv, at hvis en 4-årig får lov til at vokse op dernede de næste 14 år, bliver 18, 19, 20 år og får mulighed for at rejse nordpå, jamen så er den person jo selvfølgelig også totalt radikaliseret og kan så måske også være en endnu større sikkerhedstrussel, end deres forældre har været. Så det er svært sådan at sige, at der er nogle nemme løsninger, for det er der ikke. Derfor er det også vigtigt fra Venstres side at se på, hvad det så er, vi har gjort historisk.

Da vi sad i regering, nedsatte vi den tværministerielle arbejdsgruppe, som havde til opgave at kigge på sagerne sag for sag, altså om der var grundlag for eventuelt at evakuere nogle af børnene, hvis der var behov for det. Midt under sidste folketingsvalgkamp oplevede nogle af os at blive ringet op midt under valgkampen og fik fortalt, at nu havde arbejdsgruppen fundet grundlag for, at man kunne evakuere den her 13-årige, der var lam i begge ben, som jeg husker det, tilbage til Danmark. Det støtter vi varmt. Derfor er det også vigtigt for os, at vi i det sideløbende arbejde, der foregår med beslutningsforslaget fra i går, får adresseret de her forskellige facetter af arbejdsgruppen og også handlemuligheder for arbejdsgruppen i, hvordan og hvorledes vi kan sikre, at børnene får de bedst mulige vilkår.

Kan tvangsadoption være noget, der er muligt og kan lade sig gøre, kan spørgsmålet om tvangsfjernelse lade sig gøre? Jeg er ikke jurist, og derfor anerkender jeg, at der er mange forskellige facetter i det her, altså hvad man kan, og hvad man ikke kan i forhold til konventioner, i forhold til lovgivning, i forhold til at det er en aktiv konfliktzone, vi har dernede. Men det må aldrig være sådan, at vi bare giver op over for børnene, selv om vi samtidig ønsker, at deres forældre bliver retsforfulgt og aldrig kommer tilbage til landet.

Så det er den balancegang, vi prøver at have fra Venstres side, og samtidig er vi stadig væk ethundrede procent med i den vedtagelsestekst, som regeringspartiet, Socialdemokratiet, De Konservative og Liberal Alliance står bag, for selvfølgelig har fremmedkrigerne valgt side, og derfor skal de aldrig tilbage til Danmark.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning fra hr. Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Nu forstår jeg da bedre, hvorfor man i den der vedtagelse, som man har strikket sammen, ikke nævner noget om de børn. Nu forstår jeg det bedre. For det er da, fordi Venstre åbner op for, at de børn skal hentes til Danmark, og jeg syntes, det var meget svært at finde hoved og hale i det her ordførerindlæg, hr. Michael Aastrup Jensen.

Jeg bliver så nødt til at spørge for at prøve at få et eller andet klart svar ud af det her: Vil Venstre totalt udelukke, at man på nogen måde medvirker til, at der bliver hentet børn til Danmark, hvis der er den mindste risiko for, at det betyder, at deres forældre følger efter?

Ordføreren.

Jamen jeg ved ikke, om det er, fordi jeg taler for randrusiansk, eller hvad det er, der gør, at Dansk Folkepartis formand ikke kunne følge med. Jeg synes ellers, jeg var forholdsvis præcis, og at det også var en genudsendelse i forhold til hvad jeg sagde i aftenens debat.

Men bare for at slå det hundrede procent fast – det syntes jeg også jeg gjorde – ønsker vi ikke, at Islamisk Stats krigere, mænd som kvinder, det vil sige begge forældre, skal komme tilbage til landet på nogen som helst måde.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Det har jeg forstået at man siger at man ikke ønsker. Men det, vi taler om, er, om det alligevel kan blive realiteten. Det kan godt være, at noget, som man ikke ønsker, pludselig bliver en realitet, ligesom når statsministeren siger på Facebook, at der ikke skal komme fremmedkrigere eller terrorister, potentielle terrorister, til Danmark, samtidig med at der i øvrigt er en, der lander i Københavns Lufthavn.

Så nu spørger jeg lige igen, hr. Michael Aastrup Jensen – og det er ikke, fordi det er på randrusiansk eller noget som helst andet, for jeg plejer at kunne tyde det: Vil Venstre afvise, at man på nogen måde medvirker til at hente børn af de her mennesker til Danmark, hvis det på nogen måde kan risikere at betyde, at deres forældre også efterfølgende vil kunne følge med?

Ordføreren.

Jeg synes, jeg er rimelig klar: Vi ønsker ikke at medvirke til nogen som helst beslutning, som gør, at forældrene kommer tilbage til landet – punktum. Det er jo også derfor, at vi gentagne gange gennem lang tid har talt for, at vi mener, at der skal oprettes en lejr i et tredjeland i området, sådan at de kan være under forsvarlige forhold, og at vi også kan få retsforfulgt de forskellige forældre, som det handler om. Det synes vi har været klart, og det har jeg faktisk sagt igennem nu snart flere år.

Den næste korte bemærkning er til hr. Rasmus Stoklund, Socialdemokratiet.

Tak. Jeg studser ligesom hr. Kristian Thulesen Dahl lidt over det, som jeg også synes minder lidt om en genudsendelse fra i nat. Jeg studsede også over det her med, at man på den ene side vil gøre en hel masse anderledes for børnene, og at man på den anden side gerne vil bakke op om linjen med ikke at hente familierne hertil. Venstre må vel her gøre op med sig selv, om man vil stange ål eller gå på harejagt. Man kan ikke på den ene side være børnenes ven og få ros af hr. Sikandar Siddique og hr. Torsten Gejl, som ordføreren gjorde i går aftes, og på den anden side stå fast på den her linje med, at de her familier har valgt en fremtid i Mellemøsten. Man er nødt til at være klar i mælet og sige: De her familiers fremtid ligger i Mellemøsten; det har de selv truffet en beslutning om.

Der, hvor vi kan gøre noget for børnene, er ved at undtage dem fra den her regel om ikke at kunne modtage konsulær bistand, som vi fratog forældrene i fjor.

Ordføreren.

Det kan godt være, at det kommer som en kæmpe overraskelse for Socialdemokratiets ordfører, men intet af det, som jeg siger til daglig, er et forsøg på at få anerkendelse fra hverken Frie Grønne eller Alternativet, men derimod at prøve at tydeliggøre, hvad det er, der er Venstres position, og hvad der har været Venstres position igennem lang tid. Det var jo også derfor, vi i vores tid, da vi var i regering, nedsatte den tværministerielle arbejdsgruppe, og det er jo præcis også derfor, vi mener, at der både er et sikkerhedsaspekt på den korte bane, men at der altså også er det på den lange bane. Det er jo derfor, vi bliver nødsaget til at have den her fornødne balance, hvor vi siger, at vi selvfølgelig ikke ønsker forældrene tilbage til landet – det har vi sagt gentagne gange, og det har vi også arbejdet for, da vi sad i regering – og at vi endda også ønsker, at de bliver retsforfulgt i et helt andet tempo end det snegletempo, som regeringen indtil videre har lagt op til at det skal foregå i. For det er jo ikke noget nyt, at jeg adresserer, at vi bliver nødsaget til at få dem flyttet til et mere sikkert sted, og det er heller ikke noget nyt, at jeg adresserer, at vi bliver nødt til at få en retsforfølgelse af de her mennesker. Det har jeg faktisk sagt i rigtig, rigtig lang tid.

Så når man begynder at tørre det af med, at det skulle være os, der ikke viser handling, vil jeg sige, at vi tværtimod har vist handling både ved nedsættelsen af den tværministerielle arbejdsgruppe, som åbenbart ikke har haft møder siden valget eller i hvert fald måske kun et enkelt møde, og vi samtidig også har krævet og bedt om handling i forhold til den her internationale domstol.

Tak. Hr. Rasmus Stoklund.

Jeg taler ikke om handling. Jeg taler om, at jeg undrer mig over, hvad det er for nogle lidt blandede signaler, man sender, om, at man gerne vil begge dele på én gang, altså at man nu også bliver ved med at komme med det her forslag om, at man så skulle tvangsfjerne børnene. Altså, det er velkendt. Det er afklaret juridisk i Danmark for længe siden, at det ikke er en mulighed, og vi har fået det svar fra social- og indenrigsministeren tilbage i 2019, at det kan man ikke. Danmark har ikke jurisdiktion i Syrien. Vi kan ikke foretage tvangsfjernelser i Syrien.

Der, hvor vi kan gøre noget for at skærme børnene, er ved et myndighedssamarbejde med pårørende herhjemme og med humanitære organisationer, og det er ved at tilbyde børnene konsulær bistand, hvilket vi har frataget de her landsforrædere. Men man kan ikke gøre det sådan, at de her børn får en rigtig god tilværelse igen. Den mulighed har deres forældre frarøvet dem.

Ordføreren.

Jeg anerkender klart, at forældrene har taget et fuldstændig forfærdeligt valg, som også har en kæmpe betydning i forhold til de børn. Jeg mener bare, at vi som Folketing her har en, undskyld, jeg siger det, forbandet – må man sige det? – eller i hvert fald en meget vigtig pligt i at sikre så høj en grad af sikkerhed både på den korte og den lange bane. Det er derfor, der skal være den her balance, der både sikrer, at forældrene bliver retsforfulgt lokalt, og vi samtidig gør alt, hvad vi overhovedet kan, i forhold til børnene. Og det vil vi altså blive ved med at mene.

Den næste korte bemærkning er til hr. Kristian Hegaard, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for en fin ordførertale, hvor jeg også synes der blev sagt mange nuancerede ting, og der blev også sagt nogle rigtige ting, bl.a. at børn er uden skyld. Derfor vil jeg høre, om ordføreren kan beskrive, hvad det er for nogle forhold, der skal til, hvor børnene bliver udsat for noget, der er så rædselsfuldt, at man skal tage et eller flere danske børn hjem.

Ministeren.

Det var jo derfor, jeg var rigtig glad for, at der i vores regeringstid blev nedsat den tværministerielle arbejdsgruppe til at håndtere præcis de her følsomme og svære sager. For jeg mener faktisk ikke, det skal være opgaven her i Folketinget, at vi gør det. Der er jeg faktisk enig med regeringen i, at vi ikke skal sidde og sagsbehandle hver enkelt sag, men at det er arbejdsgruppen, som gør det, og derfor vil jeg lade den gøre det.

Hr. Kristian Hegaard.

Vi behøver ikke at sagsbehandle her i Folketinget, men vi kan jo godt tale generelt om de forhold, som vi kan læse i medierne eksisterer, og det, som vi hører om, er, at der er sult, at der er brand, at der er sygdom. Er de ting tilsammen ikke nok for Venstre til, at man skal hjemtage et eller flere danske børn?

Ordføreren.

Hvordan man end stiller spørgsmålet, er det jo reelt det samme spørgsmål, nemlig hvordan og hvorledes vi skal håndtere de her enkeltvise, konkrete sager, og der er det altså bare, at jeg hverken har kendskab til de enkelte konkrete sager eller mener, at jeg har de faglige kompetencer til at gå ind og vurdere de konkrete sagsbehandlinger. Det var præcis derfor, vi i vores regeringstid nedsatte den tværministerielle arbejdsgruppe, og jeg synes ærlig talt, at vi skal lade dem arbejde, og så må vi jo spørge ind til, hvorfor de åbenbart ikke har arbejdet, som det ser ud til – jeg understreger ser ud til – i dagspressen.

Den næste korte bemærkning er til fru Inger Støjberg (UFG). Værsgo.

Tak. Jeg vil sige, at den første del af hr. Michael Aastrup Jensens tale sådan set var rigtig fin, men så siger hr. Michael Aastrup Jensen jo sådan helt åbent: Men på den anden side. Og så kommer det. Altså, jeg vil godt sige, at der fra mit synspunkt kun er én side af den her sag, og det er danskernes side og danskernes sikkerheds side.

Derfor må jeg jo altså også bare tilslutte mig hr. Kristian Thulesen Dahl og hr. Rasmus Stoklund, der spørger til, om hr. Michael Aastrup Jensen kan garantere, at der ikke kommer forældre hertil som følge af, at man, som hr. Michael Aastrup Jensen meget åbent siger, vil hjælpe børn hertil i særlige situationer. Kan hr. Michael Aastrup garantere, at der ikke følger forældre med på et senere tidspunkt?

Ordføreren.

Det synes jeg at jeg har gjort, men jeg kan godt gentage mig selv og så sige: Vi ønsker ikke, at de her forældre kommer hertil som følge af nogen beslutning, som vi tager. Nu er det jo altså sådan, som fru Inger Støjberg også ved, at der på baggrund af, at man ikke fra regeringens side har sørget for, at lejren har den fornødne sikkerhed, så kan slippe nogen ud af den her lejr. Det er der allerede andre – ikke danskere, men andre nationaliteter – der har gjort.

Så jeg kan jo ikke garantere for, at der på baggrund af den manglende sikkerhed ikke er nogen, der slipper ud af den her lejr og så på egen hånd rejser til Danmark. Det er jo præcis derfor, vi fra Venstres side igen og igen igennem mange måneder har talt for, at vi skal have en bedre sikkerhed, f.eks. ved at flytte lejren til et andet sted. Så det er svært for mig at give en garanti for, at der ikke er nogen danskere, der kommer ud af lejren og så op til Danmark, men det er ikke ved vores beslutning – ikke ved vores beslutning.

Fru Inger Støjberg.

Jo, men prøv at høre her, hr. Michael Aastrup Jensen, det var jo slet ikke det, jeg spurgte til. Jeg spurgte ikke til, om der var nogen, der kunne slippe ud af lejren. Jeg spurgte til, om hr. Michael Aastrup Jensen som følge af den politik, som jo nu i øvrigt også bliver rost af De Radikale – det er jo stort set ved at blive en daglig vane, at Det Radikale Venstre roser Venstres udlændingepolitik, hvilket jeg i sig selv ville være noget nervøs for – og som følge af, at hr. Michael Aastrup Jensen vil hjælpe til med at få børn hertil i særlige situationer, kan garantere, at deres forældre ikke får nogle rettigheder, der gør, at de kan komme hertil. Jeg spørger ikke om, hvad hr. Michael Aastrup Jensen ønsker, men om hr. Michael Aastrup kan Jensen garantere det.

Ordføreren.

Altså, jeg er jo ret sikker på, at jeg svarede ja til hr. Kristian Thulesen Dahl, som fru Inger Støjberg deler kontorfællesskab med, så jeg kan godt gentage ja'et igen.

Tak til Venstres ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og hvis ordføreren vil være venlig lige at gøre klar til den næste ordfører. Det er så fint, og lige om lidt er det endda også godkendt. Sådan, nydeligt.

Næste ordfører er fra Socialistisk Folkeparti, og det er Karsten Hønge. Velkommen.

Tak. Som jeg forudsagde ved debattens start, udvikler det sig til en konkurrence om med de heftigst mulige ord at tage afstand fra Islamisk Stat og fremmedkrigerne. Og jeg har ikke i dag hørt et ord eller et begreb om de mennesker, som jeg ikke fuldstændig selv kan stå inde for. Så den konkurrence behøver jeg ikke at kaste mig ind i.

Det her er jo et spørgsmål, som er nemt at besvare, når vi diskuterer hjælp til børn i fangelejre. Det er hjerteskærende at se børn leve under så umenneskelige forhold. I øjeblikket er lejrene flere steder forvandlet til mudderpøle; i nogle perioder er der stegende hedt, og i andre er der isnende kulde og blæst. Børnene er jo bare små mennesker, som uden egen skyld er endt i de her helvedes forgårde. Så på den ene side er svaret nemt: Danmark skal hjælpe her og nu.

Men jeg anerkender fuldt ud, at vores handlinger er fyldt med dilemmaer og modsatrettede interesser, for vi har ingen lyst til at række forbrydere og terrorister en hånd. Og det er vel mellem de her positioner, at vi skal finde et troværdigt humanistisk ståsted. For SF vejer hensynet til omsorgssvigtede sårbare børn tungest.

I tv-avisen i går så jeg FN's særlige rapportør, Aoláin, være helt klar i sin anbefaling. Hun siger, at hun vil opfordre Danmark til at føre an og vise resten af verden, hvordan vi gør brug af vores nationale system, som er højt respekteret verden over, når det gælder børns rettigheder, inklusion og børnevelfærd.

Vi stiller jo helt berettiget krav til ansøgere om dansk statsborgerskab. Vi er meget bevidste om værdien af vores statsborgerskab. Det er jo helt inde i kernen af det, der definerer en nationalstat, og det er jo så værdifuldt, fordi det bl.a. betyder, at vi i fællesskab hjælper og beskytter hinanden. Et statsborgerskab skal være svært at få, og bagefter skal man heller ikke kunne skalte og valte med det. Danmark har forpligtelser, ikke over for alle, og ikke alle borgere opfører sig, som de skal. Vi har set danskere fængslet i udlandet for narkoforbrydelser, pædofili, mord og så altså også i fangelejre i Syrien. Rædsomme typer alle til hobe. Men som Aoláin også sagde på tv i går: Man skal efterleve sine værdier, når det er allersværest, når det rent politisk er hårdest, og når det er lettest at forkaste dem.

Jeg har øjnene rettet mod børnene, også dem, der er så ufattelig uheldige at have forældre, der har bragt dem i en så ulykkelige situation. Men som jeg nævnte før, er det her er fyldt med dilemmaer, og det vil jo kunne påføre Danmark problemer nu eller i fremtiden. Så er det, jeg synes, at vi skal se på den rapport, vi har fået fra PET, hvor de jo citerer CTA's vurderinger om, at jo længere tid de er i lejrene, jo værre bliver det, og jo større bliver udfordringerne senere.

Jeg vil slet ikke påstå, at det her er nogen enkel udfordring. Vi anerkender, at løsningen af et problem kan åbne døren ind til andre. Men børn, der vokser op i rædselsfulde lejre, skal have en hjælpende hånd, og statsborgerskab skal give mening, også når det netop er svært og fyldt med dilemmaer. Børnene har lidt nok, og de skal hjem, og de skal ikke bære byrden af forældrenes valg. Og så kan jeg så forstå på debatten, at det til dels drejer sig om, hvor svært børnene har det. Så det er øjensynlig også spørgsmål om, at hvis man er tilstrækkelig hårdt såret eller tilstrækkelig udsat, kan man måske nok få hjælp.

Jeg skal som afslutning læse følgende forslag til vedtagelse op på vegne af Det Radikale Venstre, Enhedslisten og SF:

Forslag til vedtagelse

»Danske børn skal hurtigst muligt hjem fra lejrene i det nordøstlige Syrien. Børn skal ikke straffes for deres forældres handlinger. For Danmarks sikkerhed skal danske børn hjemtages til afradikalisering og behandling. Børnene risikerer livslange psykiske skader med manglende behandlingsmuligheder i lejrene. Danmark skal værne om konventioner og grundlæggende retsstatsprincipper.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 78).

Tak for forslaget til vedtagelse.

Der er et par korte bemærkninger til ordføreren. Først fra hr. Michael Aastrup Jensen. Værsgo.

Tak for det. Nu kommer hele spørgsmålet jo om, hvordan og hvorledes vi sikrer det, at de her mænd som kvinder af syrienskrigerne bliver retsforfulgt nede i lokalområdet. Der har jeg jo prøvet igennem lang tid, sådan lidt alene, at rejse det her med, at de kurdiske styrker i den nordøstlige del af Syrien altså er rigtig hårdt presset, og at vi derfor bør kunne få lavet en eller anden form for international alliance, så vi kan få retsforfulgt de her mennesker i et mere sikkert område, så vi ikke lige pludselig risikerer at få endnu dårligere humanitære vilkår for dem, der er i lejren, men også noget i forhold til sikkerheden.

Deler SF den her analyse af, at regeringens tempo måske ikke ligefrem er det højeste i den her sag?

Ordføreren.

Jeg har faktisk sådan ikke helt detailkendskab til, om regeringen skulle kunne have gjort det hurtigere, men jeg er i hvert fald enig med regeringen i, at det er en god idé at afsøge de muligheder for at få lavet sådan en international retsinstans et sted i området. Den deler jeg øjensynligt også med Venstre.

Hr. Michael Aastrup Jensen.

Tak for det. Det er så øjensynligt, at vi i hvert fald har sagt det både i pressen og på nævnsmøder gentagne gange, men vi skal åbenbart sige det tydeligere, så også selv SF's udenrigsordfører kan høre det.

Men det ændrer jo bare ikke ved det, som jeg spurgte om, nemlig hvordan vi kan sikre, at det her sker hurtigere, sådan at vi ikke lige pludselig får en fuldstændig absurd sikkerhedssituation, hvor de her syrienskrigere kan få lov til bare at rejse uhindret frem. Så hvordan ser SF på det, også i forhold til de lokale kurdiske myndigheder i den nordøstlige del af Syrien? Der har vi jo også brug for at give dem en håndsrækning til det her. Så hvordan ser SF, at vi kan gøre en forskel i at kunne få lavet den her internationale domstol?

Ordføreren.

Jeg er i hvert fald glad for, at vi er helt på linje og helt enige om, at det er et arbejde, der skal sættes i gang, og at det skal udføres. Så det er vi helt enige om, og jeg deler jo fuldstændig hr. Michael Aastrup Jensens vurdering af, hvor katastrofalt det her kan udvikle sig.

Men jeg må også være helt ærlig og sige, at jeg simpelt hen ikke er i stand til at vurdere, om regeringen kan gøre det hurtigere, end de gør i dag. Så det er det ærlige svar. Jeg opfordrer regeringen til at gøre det så hurtigt, det kan lade sig gøre. Jeg kan simpelt hen ikke give karakterer for, om det er hurtigt nok, som det er i dag.

Den næste korte bemærkning er til hr. Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak for ordførerindlægget. Er hr. Karsten Hønge enig i, at hvis man gennemfører den politik, som Socialistisk Folkeparti sammen med Enhedslisten og Radikale her forsøger at få igennem Folketinget i forhold til børnene, vil det med al sandsynlighed betyde, at en stor del af børnenes forældre også kommer til Danmark?

Ordføreren.

Det gennemgående tema i min tale var, at det her er fyldt med dilemmaer, og jeg vil ikke stå og sige, at vi bare sådan kan tage hånd om børnene, at det hele så nok går, og at der nok ikke er noget problem med deres forældre. Så jeg anerkender og tror, at ja, der bliver en udfordring dér. Det ville være at feje det ind under gulvtæppet at sige, at der ikke gør det.

Det er det dilemma, vi står over for, altså hvad man skal tillægge størst vægt. I den her konkrete situation tillægger vi simpelt hen børnenes velfærd størst vægt, og så tager vi også et blik på, hvor mange voksne det er, der er tale om, og om det er noget, vi er i stand til at håndtere. Sat op imod rapporten fra PET mener vi, at vi samlet set er i stand til at håndtere de isolerede tilfælde, der vil være, hvor der kommer en forælder med. Men at benægte at det vil ske, kan man ikke.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Jamen det synes jeg jo er befriende ærligt fra SF's ordfører, altså at man siger: Ja, der vil selvfølgelig i vid udstrækning komme forældre med de her børn, hvis man gennemfører den politik, som man beder Folketinget om at pålægge regeringen. Er man så ikke også enig i, at det så i givet fald er voksne mennesker, som har udtrykt klar sympati for, opbakning og støtte til og måske endda deltaget i Islamisk Stats terrorregime, og at det derfor er, hvis ikke terrorister, så potentielle terrorister, man med åbne øjne lukker ind i vort land?

Ordføreren.

Som jeg har forstået det, med det galleri af forældre, der er, ud over at det er begrænset, er der meget forskel på dem. Jeg kan se, at en af mødrene øjensynlig har forsøgt at flygte fra Islamisk Stat, allerede en måned efter hun kom derned, så jeg tror, der er en graduering. Men hvorfor egentlig benægte det? Jeg tror, der vil være nogle, der er hardcore islamister. Der vil også være nogle, der ikke er det, og derfor må svaret på det være, at hvis de kommer til Danmark, må vi fængsle dem, og de må domfældes.

Udfordringen er der, ligesom udfordringen er der, mens vi taler her. Der er også islamister i Danmark, der står for stort set de samme ting, som de her forældre står for. Så udfordringen er der jo, men forskellen er bare, at her er der nogle børn, der betaler prisen, og vi synes ikke, det er en pris, børnene skal betale.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og den næste ordfører, der er til stede i salen, må være fru Rosa Lund fra Enhedslisten. Nej, det er hr. Kristian Hegaard fra Radikale Venstre. Jeg kunne ikke lige se dig, da du var i en blind vinkel; jeg beklager. Værsgo.

Tak for ordet. »Det er aldrig børnenes skyld. Det er de voksnes skyld. De voksne, der udfører uhyrlighederne.« Sådan lød statsministerens stærke undskyldning til Godhavnsdrengene, og det var en god tale – en rigtig tale. Budskabet i talen må gælde alle danske børn fra Holstebro til al-Hol, altså at det aldrig er børnenes skyld, og at børn er uden skyld i deres forældres handlinger. Hvorend danske børn vokser op, skal de vokse op med muligheder – med leg og ikke i en lejr, med drømme og ikke med mareridt.

Radikale Venstre frygter, at regeringen i fremtiden skal ud at give en ny undskyldning for et gigantisk svigt – denne gang til de danske børn i livsfarlige lejre i det nordøstlige Syrien.

»Danmark har altid været fortaler for tolerance, menneskerettigheder og lovens bogstav. Men det kan man ikke bare prædike, det må man efterleve«. Sådan sagde juraprofessor og FN's særlige rapportør for fremme og beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, herunder at bekæmpe terrorisme, i går til DR Nyheder.

Videre sagde hun:

»De her forhold er det perfekte grundlag for ekstremisme og vold. Når folk mister alt håb, når deres dag-til-dag er defineret af vold, svigt og komplet mangel på værdighed, så trives ekstremisme, så trives rekrutteringen.«

Samme konklusion nåede PET frem til sidste år, og jeg citerer:

Det er efter Center for Terroranalyses vurdering usandsynligt, at der udgår en aktuel terrortrussel fra børn af personer udrejst fra Danmark til konfliktzonen.

Jeg citerer videre:

»Det er i den forbindelse også CTA’s vurdering, at risikoen for indoktrinering og påvirkning som udgangspunkt forøges, jo længere tid børnene opholder sig i et radikaliseret miljø, herunder i lejrene i det nordøstlige Syrien.«

Det er perfekte forhold for ekstremisme, og der er en forøgelse af risikoen for radikalisering, jo længere tid børnene bliver i lejrene. Hvis man vil Danmarks sikkerhed, skal børnene hjem hurtigst muligt, for det kan da ikke være i Danmarks interesse at lade børnene blive og udvikle sig til nye fremmedkrigere, som vil Danmark eller demokratiske værdier ondt.

Vi kan også læse i medierne, at en dansk pige på 4 år har fået konstateret ptsd. Læger siger ifølge artikler på dr.dk og i Berlingske, at det barn skal hjem hurtigst muligt, for ellers får det alvorlige og varige men.

Vi hører om dårlige madforsyninger til lejrene og om en brand i al-Hol-lejren i weekenden, hvor fire døde. Det er ikke et sted for børn.

Venter et flertal bare på, at børnene kommer til skade? Venter et flertal på, at det går helt, helt galt? Regeringen må garantere, at der ikke er danske børn, der omkommer i lejrene på regeringens vagt.

Håb er ikke en strategi, ved vi er en velkendt sætning hos regeringen, men de her børn har lige nu kun et spinkelt, spinkelt håb, og hvad er egentlig regeringens strategi med det? For den myndighedsgruppe, der koordinerer det, har, efter hvad man kan læse i medierne, ikke mødtes i halvandet år. Og det vil være et katastrofalt, katastrofalt svigt, hvis ikke vi henter den 4-årige danske pige med ptsd hjem. Hun og andre børn har ikke vendt nogen ryggen. Børnene har højst vendt sig i deres mors mave, og Danmark skal ikke vende børnene ryggen.

Vi bekæmper ikke islamisme eller ondskab ved at give køb på danske børns rettigheder. Hvor er de danske og demokratiske værdier, vi påstår at kæmpe for, hvis vi kaster dem over bord i kampen? Hvis ikke politikerne kæmper for børnene, hvem gør så? Hvem skal børnene sætte deres lid til, hvis de voksne på Christiansborg svigter? De danske børn skal hjem, andet kan vi ikke være bekendt, for det er aldrig børnenes skyld.

Tak til ordføreren. Den første korte bemærkning er fra hr. Kristian Thulesen Dahl.

Tak for det. Tak til hr. Kristian Hegaard for ordførertalen. Jeg har det samme spørgsmål til hr. Kristian Hegaard som tidligere til hr. Karsten Hønge om konsekvensen af den politik, Det Radikale Venstre her ønsker skal føres: Er hr. Kristian Hegaard enig i, at hvis man gennemfører den politik, som Det Radikale Venstre anmoder regeringen om, nemlig at hente de her børn til Danmark, vil det med meget stor sandsynlighed medføre, at en stor del af de voksne, de forældre, som jo har ansvaret, også kommer til Danmark?

Tak for det. Ordføreren.

Konsekvensen af ikke at følge Radikale Venstres politik og tage danske børn hjem vil være, at de bliver i de her lejre og bliver yderligere radikaliseret. Og hvis de børn bliver yderligere radikaliseret, vil det være en langt større sikkerhedstrussel for Danmark, end hvis de kommer hjem. Derfor kan jeg ud fra en sikkerhedsmæssig anbefaling anmode om, at de danske børn skal hjem. Det vil være det bedste for deres fremtid og for deres afradikalisering.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Det var et rigtig politikersvar, for det var ikke et svar på det spørgsmål, jeg stillede. Det spørgsmål, jeg stillede, var: Hvis man følger den politik, som Det Radikale Venstre her beder om at få gennemført, nemlig at børnene kommer til Danmark, er hr. Kristian Hegaard så enig i, at det med meget stor sandsynlighed vil betyde, at en del af de voksne – dem, der har ansvaret, børnenes forældre – efterfølgende også kommer til Danmark?

Ordføreren, værsgo.

Hvis man følger Det Radikale Venstres politik, tager man de danske børn hjem, og i en række situationer vil det være fornuftigt også for at afradikalisere børnene at tage deres mødre hjem. Det kan vi jo se af det, der er fremgået af DR-artikler og Berlingske, nemlig at det er en forudsætning for behandling af psykiske skader eller for at afradikalisere dem, at man eksempelvis tager moren hjem. Så det er godt for sikkerheden at afradikalisere og følge de anbefalinger, der kommer fagligt – også af hensyn til barnets tarv.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Rasmus Stoklund. Værsgo.

Tak. Jeg vil gerne fortsætte, hvor hr. Kristian Thulesen Dahl slap, for det her med sikkerheden synes jeg er ret afgørende, og hr. Kristian Hegaard er sikkert bekendt med, at der er IS-krigere, der har begået terror i Europa. I november var der en 20-årig mand, som begik et terrorangreb i Wien. Seks forskellige steder i centrum dræbte han mennesker med pistol, maskingevær og machete. Han havde forinden siddet i fængsel, fordi han havde tilsluttet sig Islamisk Stat, og gennemgået et afradikaliseringsprogram. Han var så blevet sluppet ud igen, fordi han havde sagt, at han nu var blevet en god, frihedselskende demokrat. Ikke desto mindre kom det jo så til at koste liv. Hvordan ser hr. Kristian Hegaard på den her slags sager, og hvordan ville han undgå den her slags sager, hvis hr. Kristian Hegaard havde magt, som han har agt, altså i forhold til at man fik bragt en masse Islamisk Stat-krigere til Danmark?

Værsgo, ordføreren.

Jamen først og fremmest vil det være godt for den danske sikkerhed at tage børnene hjem og få dem afradikaliseret. Så er der den risiko mindre i hvert fald. Så er der færre, der kan udgøre en fremtidig trussel for Danmark. Det, vi også skal huske på, er, at de lejre, som børnene og eventuelt deres familier befinder sig i, jo ikke kommer til at eksistere for bestandig. Spørgsmålet er, hvordan man så når at få håndteret de familier, der i fremtiden kan udgøre en trussel, hvis de nu kommer tilbage i kløerne på Islamisk Stat. Det skal vi jo også undgå, altså at de ikke bliver genrekrutteret. Så på den måde er der en lang række fordele sikkerhedsmæssigt. For jeg afskyer nøjagtig det samme, som hr. Rasmus Stoklund, nemlig folk, der tager ud og bekæmper de ting, som vi står for i Danmark. Derfor må vi med alt, hvad vi kan, sørge for, at der ikke sker yderligere radikalisering og de ikke kan blive genrekrutteret til Islamisk Stat.

Hr. Rasmus Stoklund, værsgo.

Tak. Jeg vil også gerne benytte anledningen til at kritisere hr. Kristian Hegaard for noget andet. I morges i P1 hørte jeg hr. Kristian Hegaards partifælle Bjørn Elmquist, som havde lækket et brev fra statsministeren, have de samme overvejelser omkring undskyldninger til Godhavnsdrengene, som hr. Kristian Hegaard giver udtryk for. Og det undrer mig, hvordan man kan ræsonnere på den måde. Altså, for Godhavnsdrengene blev svigtet af staten i Danmark, hvor vi, altså staten, har jurisdiktion. Børnene i Syrien bliver svigtet i Syrien af deres forældre, altså af deres forældre i et andet land, hvor Danmark ikke har jurisdiktion. Hvordan kan man sammenligne de to ting? Det er mig fuldstændig ubegribeligt. Det var det i morges, da jeg hørte det i radioen, og nu har jeg jo så muligheden for at stille partifællen et spørgsmål, hvor han selv bringer det op på talerstolen i dag.

Ordføreren, værsgo.

Danske børn er danske børn, uanset hvor de befinder sig. Uanset om danske børn befinder sig i Holstebro, Holbæk eller al-Hol, har Danmark et ansvar for danske børn, og det er det, vi skal leve op til. Det er det, vi skal værne om i forhold til bl.a. børnekonventionen. Derfor er det ubærligt, når man hører om danske børn, der befinder sig i livsfarlige lejre, og som får psykiske traumer og bliver udsat for krigslignende tilstande. Det kan vi altså ikke bære at danske børn bliver udsat for.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet til ordførerens oplæg, så vi siger tak til den radikale ordfører. Den næste, der bedes holde sig klar, er fru Rosa Lund fra Enhedslisten. Kan jeg ikke lige bede fru Rosa Lund om at spritte af? (Rosa Lund (EL): Vi skal altid rydde op efter Radikale Venstre). Ja, det er hårdt!

Værsgo.

Tak. Tak til Dansk Folkeparti for at indkalde til den her forespørgselsdebat. Jeg synes, det er rigtig dejligt, at vi endnu en gang har lejlighed til at diskutere den her meget alvorlige sag. Og jeg synes jo, at det relevante i dag er spørgsmålet: Hvad gør regeringen egentlig?

I Enhedslisten har vi stillet rigtig mange spørgsmål om børnene i al-Hol-lejren og i al-Roj-lejren. Vi har stillet rigtig mange spørgsmål om, hvordan det ser ud med de voksne, f.eks. om der overhovedet er nogen, der er sigtet, og om anklagemyndigheden kender til det her. I rigtig mange af de svar, vi får af regeringen, henviser regeringen til en myndighedsgruppe. Jeg fik også lejlighed til at spørge udenrigsministeren ind til det tidligere, og jeg synes ikke rigtig, at jeg fik noget svar. Vi bliver hele tiden henvist til den her myndighedsgruppe.

Faktisk er det ofte sådan, at vi starter med at spørge udenrigsministeren, som henviser os til justitsministeren, som så henviser os til udlændinge- og integrationsministeren, som så igen henviser os til udenrigsministeren, som så henviser os til en myndighedsgruppe, som vi så kan læse i Ekstra Bladet ikke rigtig mødes. Så det er jo meget relevant at få et svar på, hvad regeringen egentlig gør i den her sag. Jeg synes, det er meget kafkask, og jeg synes desværre ikke, at der er noget, der tyder på, at man er i gang med at hjælpe de her børn. Og det synes vi jo i Enhedslisten er rigtig ærgerligt, for vi mener faktisk, at vi har et ansvar for de her børn – det er danske statsborgere. Derfor har vi et ansvar for at sikre, at de får en tryg og god barndom, og den måde, vi sikrer det på, er ved at hente dem hjem til Danmark.

Ifølge regeringen er der jo tale om, at fremmedkrigere udgør en kæmpe trussel mod Danmark. Det er jeg sådan set fuldstændig enig i. Men der, hvor de er nu, er der ingen sikkerhed for, at de bliver dømt; der er ingen sikkerhed for, at de bliver retsforfulgt og dømt for deres ugerninger. Den sikkerhed vil være større, hvis vi tager dem hjem til Danmark.

Vi har set i Finland, at der har stået fremmedkrigere på grænsen og banket på døren og sagt, at nu ville de gerne hjem. De er stukket af fra de her lejre. Det siger jo noget om, at sikkerhedssituationen i de her lejre ikke er særlig god, og det kan jo ikke komme bag på nogen, fordi kurderne er i knæ. De har brugt alle deres ressourcer på at nedkæmpe Islamisk Stat. Jeg synes faktisk, vi skylder dem en tjeneste – for at sige det mildt – vi skylder dem tak.

Selv om regeringen i et år tilbageholdt PET's vurdering af de danskere, som er fanget i Syrien, så ændrer det jo sådan set ikke på PET's konklusion, nemlig at vi selv er med til at øge risikoen for terror ved at lade børnene blive. Som PET har konkluderet, vil risikoen for terror være lavere, jo før vi får dem hjem.

Samtidig vil jeg også sige, at hr. Rasmus Stoklund jo har ret, når han siger, at ofrene for Islamisk Stats forbrydelser har en berettiget forventning om, at forbryderne bliver dømt. Det er jeg fuldstændig enig i. Og det er egentlig det, der er mit ærinde, når jeg siger og vi siger i Enhedslisten, at de danske fremmedkrigere – eller de danske terrorister, eller hvad vi nu skal kalde dem – skal til Danmark, så de netop kan komme for en domstol, for det sker jo ikke der, hvor de er nu. Det rammer børnene, som ikke har nogen andel i det her. Det er deres forældre, der har truffet et valg – det har børnene ikke.

Men det rammer også nogle andre, nemlig kurderne; de kurdere, som har kæmpet Danmarks kamp mod Islamisk Stat med meget høje menneskelige omkostninger. De står nu og skal holde danske statsborgere fanget, fordi vi som land ikke kan tage ansvar for dem. Tak, fordi I kom og hjalp – klarer I ikke også lige oprydningen? Det er den besked, vi sender til kurderne her, og det synes jeg ikke vi kan være bekendt.

Jeg kan bakke op om den vedtagelsestekst, som hr. Karsten Hønge læste op.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra hr. Kristian Thulesen Dahl.

Jeg skal egentlig bare bede fru Rosa Lund om at bekræfte – jeg synes egentlig godt, man kunne høre det ud af ordførertalen – at hvis det står til Enhedslisten, regeringens støtteparti, så skal ikke bare børnene, som SF og Radikale også har kæmpet for i den vedtagelsestekst, der ligger, men også de voksne til Danmark. For fru Rosa Lunds logik er, er terrortruslen fra de her menneskers side er mindre, ved at de opholder sig i Danmark, end ved at de ikke opholder sig i Danmark, så derfor skal de hentes til Danmark – ikke bare børnene, men altså også deres forældre. Er det ikke rigtigt forstået?

Ordføreren.

Altså, det er jo ikke bare en logik, jeg har – det er jo også en logik, som Politiets Efterretningstjeneste har, i hvert fald når det kommer til børnene. Men jo, hr. Kristian Thulesen Dahl, det er fuldstændig korrekt forstået, at vi i Enhedslisten mener, at alle danske statsborgere skal til Danmark, så de kan blive retsforfulgt.

Værsgo.

Bare for at få historieskrivningen helt på plads: Vi er nogle, der har ment, at der er nogle mennesker, der ved at tilslutte sig Islamisk Stat og det her terrorregime har fornægtet Danmark i sådan en grad, at de faktisk skal miste deres danske statsborgerskab. Et flertal har så ment, at det skal gælde, når der er tale om dobbelt statsborgerskab, mens vi i Dansk Folkeparti mener, at man skal gå endnu videre. Men det har Enhedslisten faktisk også været imod, og man har ment, at også de mennesker, der havde dobbelt statsborgerskab og havde vendt Danmark ryggen ved at tilslutte sig Islamisk Stat, alligevel skal have lov til at komme til Danmark igen og måske deltage i en retssag og måske eller måske ikke blive dømt, afhængigt af de beviser, man kan finde frem, men dermed have deres fremtid i Danmark. Er det ikke rigtigt forstået?

Ordføreren.

For historieskrivningens skyld vil jeg igen gerne bekræfte, at Enhedslistens holdning er, at danske statsborgere, som sidder i IS-fangelejrene i Syrien, skal til Danmark, så de kan blive retsforfulgt for deres ugerninger. Den bedste måde, vi kan sikre, at de her mennesker bliver straffet for deres ugerninger på, er ved at tage dem til Danmark og sætte dem for en domstol. Det er helt korrekt forstået, hr. Kristian Thulesen Dahl.

Den næste spørger er fru Inger Støjberg. Værsgo.

Tak. Jeg vil egentlig ikke diskutere politik med fru Rosa Lund, for det tror jeg ikke vi kommer nogen vegne med. Men der var en diskussion før med hr. Michael Aastrup Jensen om, hvorvidt man ligesom kunne forhindre forældrene i at komme hertil, hvis det var, at børnene først var blevet hjulpet til Danmark. Hvordan ser fru Rosa Lund på det? Kan man forhindre forældrene i at komme hertil, f.eks. forhindre dem i at søge familiesammenføring eller på anden vis bruge de internationale konventioner?

Værsgo.

Nej, jeg mener ikke, at man kan forhindre forældrene i at komme hertil, når de er danske statsborgere. Hvis de er forældre til en dansk statsborger, kan de jo søge om familiesammenføring. Vi står jo i den situation, at langt de fleste af fædrene er blevet slået ihjel, så det er primært mødrene, vi taler om, men fru Inger Støjberg, som jeg i øvrigt gerne vil diskutere politik med, har helt ret i, at det ville være et brud på internationale konventioner og på hensynet til barnets tarv ikke at give forældrene familiesammenføring.

Fru Inger Støjberg, værsgo.

Det var ikke, fordi jeg ikke gerne ville diskutere politik med fru Rosa Lund. Det var mere en konstatering af, at det kommer vi ikke så langt med. Det er meget, meget sjældent, at jeg har oplevet fru Rosa Lund tage nogle af mine argumenter til sig, vil jeg sige. Men jeg vil bare gerne lige høre fru Rosa Lunds vurdering af det, hr. Michael Aastrup Jensen ligesom forsøgte at sige på talerstolen. Det er egentlig bare for at få fru Rosa Lund til at bekræfte, at det, hr. Michael Aastrup Jensen sagde, ikke kan lade sig gøre – altså at man kunne tage børnene hertil og lade forældrene blive.

Værsgo.

Det er vores klare opfattelse i Enhedslisten. Vi står jo også med nogle lægefaglige vurderinger af en 4-årig pige, som har ptsd, og den lægefaglige vurdering er, at pigen vil få det værre, hvis vi adskiller hende fra hendes mor. Det synes jeg sådan set er argument nok i sig selv for at tage moren hjem. Så uagtet at fru Inger Støjberg og jeg har forskellige indgange til den her debat, er jeg fuldstændig enig i den tolkning, at det ikke kan lade sig gøre kun at tage børnene hjem. Så er der i hvert fald en del lovgivning, som skal laves om.

Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Naser Khader fra Det Konservative Folkeparti.

Tak til Dansk Folkeparti for forespørgselsdebatten. For Det Konservative Folkeparti er det altafgørende, at vi hele tiden har fokus på fædrelandet og på nationens sikkerhed. Man skal ikke have fulgt meget med i den seneste tids offentlige debat for at have opfanget, at det her er et emne, der er meget følsomt, især når det drejer sig om børn. Og det gør da indtryk, også når man selv har børn. Vi ønsker jo alle det bedste for vores børn, for danske børn og for andre børn. Men det, vi også skal huske på, er, at børnene er forældrenes børn. Vi vil gerne hjælpe de børn, men uanset hvordan vi vender og drejer det, kan vi ikke få garanti for, at forældrene ikke følger med, og det er jo det, der er den store udfordring. Derfor er det enormt vigtigt, at vi har nuancerne med, når vi diskuterer det her, for kommer forældrene her til Danmark, importerer vi også en sikkerhedsrisiko.

Vi taler nemlig om terrorister, som har vendt Danmark ryggen, og som har valgt at støtte op om en terrororganisation, der er så forfærdelig, at jeg ikke kan udtrykke, hvor stor afsky jeg har for den organisation. Hvis man er så afstumpet, at man fravælger Danmark for at tilslutte sig noget, der er så grusomt, er det et valg, man selv har taget, og så må man stå til ansvar for det. Danmark skal på ingen måde forsøge at hente terrorister, som har vendt Danmark ryggen. Det er først og fremmest et sikkerhedsmæssigt spørgsmål. Vi skal ikke gamble med danskernes sikkerhed for at kunne komme nogle mennesker, der hader Danmark, til undsætning. Husk på, at mange af dem brændte deres danske pas demonstrativt på YouTube og pralede med deres kalifatpas. Det vil sige, at de blev en del af kalifatet. Havde kalifatet vundet, havde de ikke skænket Danmark en tanke, men nu, hvor kalifatet er presset, er Danmark god nok igen.

Jeg mener ikke, at de er nogle ofre. De bliver fremstillet af dem, der gerne vil have dem til Danmark, som om de var ofre, men det er de altså ikke. De virkelige ofre er de mange uskyldige, der blev slået ihjel af Islamisk Stat: anderledes tænkende, vestlige gidsler, homoseksuelle og yazidikvinder. Over 6.000 yazidikvinder og -børn forsvandt, og kvinderne blev solgt som sexslaver blandt IS-terroristerne. Islamisk Stat udsendte endda en manual til deres støtter om, hvordan man skulle behandle de der sexslaver. Vi har den ene historie efter den anden med kvinder, der tog derned fra Vesten, tilsluttede sig Islamisk Stat og blev en del af det – og nogle af de mest brutale var kvinder. I øvrigt har nogle af de mest bindegale islamister, jeg har mødt, været kvinder. Så fordi de er kvinder, er det ikke ensbetydende med, at de er nogle ofre.

Der er lavet en tv-serie på Netflix, som man kan se, om kvinder og deres rolle i Islamisk Stat. Den er lavet ud fra de mange afhøringer, man har haft af de kvinder, der har deltaget i Islamisk Stat – det er enormt brutalt – og mange af dem har fået jihadisme ind under huden. Det kan man også se, når der bliver lavet reportager fra de her lejre. Vi har set Danmarks Radios reportager af Michael S. Lund og Puk Damsgård, hvor man interviewer dem. De roser stadig væk Islamisk Stat. Der var endda en 9-årig Abdullah, der gerne ville være hellig kriger, og hans mor var meget, meget stolt af ham.

Det er den type, man gerne vil have tilbage til Danmark, og det er vi altså modstandere af. Vi vil gerne hjælpe børnene, men vi vil simpelt hen ikke have forældrene til Danmark. Tak.

Tak. Der er ingen korte bemærkninger. I øvrigt er tiden så fremskreden, at der heller ikke bliver åbnet for korte bemærkninger for de øvrige talere. Næste taler er fru Mette Thiesen fra Nye Borgerlige. Værsgo.

I 2013 drog Jacob el-Ali til Syrien og iførte sig Islamisk Stats uniform og poserede ved siden af blødende, hovedløse lig og afhuggede hoveder. I oktober 2019 stemte vi i Nye Borgerlige for at fratage ham og andre IS-terrorister deres danske statsborgerskab. Det blev desværre ikke vedtaget.

Venstrefløjen og Radikale Venstre ville slet ikke høre tale om det. Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance ville kun fratage IS-terroristerne dobbelt statsborgerskab: det danske. Det havde den konsekvens, at Jacob el-Ali blev udleveret til Danmark, og i december 2020 landede han i Københavns Lufthavn.

Jeg kan rigtig godt forstå, at mange danskere ikke kan forstå, at et flertal i Folketinget lader hensynet til internationale konventioner stå over hensynet til danskernes sikkerhed og tryghed. Og jeg kan godt forstå de danskere, der var chokerede over, at en terrorist, der havde vendt Danmark ryggen, kæmpet for Islamisk Stat mod danske soldater, mod danske værdier, fik lov til at komme til Danmark, da Islamisk Stat havde lidt nederlag.

I januar 2020 vedtog et flertal, heriblandt Nye Borgerlige, at børn af danske forældre, der fødes i områder, hvor en terrororganisation er part i en væbnet konflikt, ikke længere automatisk skal kunne blive danske statsborgere. Det er positivt, men det betyder ikke, at der ikke er børn med dansk statsborgerskab i lejre i Syrien. Og det er selvfølgelig en ulykkelig situation for de børn, for de har selvfølgelig hverken valgt deres forældre eller at tage til Syrien. Men de er deres forældres børn.

Hvis de på nogen måde ender med at skulle til Danmark, skal de selvfølgelig sikkerhedsvurderes af Politiets Efterretningstjeneste, og der er meget stor forskel på, om vi taler om en baby eller et barn, som er ældre, som det eksempel, der f.eks. blev nævnt af hr. Naser Khader her tidligere. Og dem, der måtte udgøre en sikkerhedsmæssig risiko, skal selvfølgelig ikke til Danmark.

For de forældreløses vedkommende skal de ved ankomsten til Danmark anbringes i plejefamilier med dansk baggrund. Er der en mor eller en far i Syrien, skal børnene af forældrene opgives til adoption til en familie med dansk baggrund. Familiesammenføring skal aldrig kunne komme på tale, og det må præciseres i lovgivningen. Den laver vi gerne om.

For de landsforræderiske terroristforældre skal ikke til Danmark. Det kan godt være, det går imod internationale konventioner og forpligtelser, og for mig og Nye Borgerlige er det sådan set fuldstændig uden den store betydning. For os er der intet vigtigere end danskernes tryghed og sikkerhed i danskernes eget land. Ingen international konvention eller fortolkning af den skal stå i vejen for, at vi kan beskytte os selv mod terror, vold og overfald. Vi kan ikke lade den tryghed og sikkerhed være underordnet en eller anden konvention, som fortidens politikere så en interesse i at tilslutte sig. Tilbage i februar 2019 sagde den daværende udenrigsminister, hr. Anders Samuelsen:

»Danmark kan – måske – være bedst tjent med at hjemtage farlige danske IS-krigere«.

Det er et vanvittig naivt citat. For når IS-terroristerne – og ja, lad os kalde dem, hvad de er; vi skal ikke glorificere dem som krigere – kommer inden for landets grænser, så kommer de ikke ud igen. Det kan aldrig være eller blive en fordel. Vi skal ikke lade landsforrædere, der med vold og magt har bekæmpet alt, hvad vi står for, komme tilbage til Danmark. De må blive, hvor de er, og det er også derfor, vi klart og tydeligt siger, at sådan som situationen ser ud nu, kan vi ikke støtte, at de her børn kommer tilbage. Det er vores klare holdning i Nye Borgerlige.

Tak til fru Mette Thiesen. Dermed er der ikke flere ordførere, og jeg vil give ordet til statsministeren for at afrunde – nej, det er udenrigsministeren først. Godt. Jeg har på mine papirer, at det først var statsministeren og siden udenrigsministeren, men det er fint.

Tak, formand. Det er aftalt, at jeg besvarer på ministerens vegne, og det skal jeg gøre relativt kort.

Vi har jo haft en omfattende diskussion her i dag, og som den også viser, rummer sager med børn af fremmedkrigere stor kompleksitet. Der er ikke nogen nemme løsninger, men lad mig nu engang understrege: Regeringen har ikke planer om at arbejde aktivt for at hjælpe fremmedkrigere til Danmark. Deres børn kan i konkrete tilfælde undtagelsesvis evakueres af medicinske årsager. Men det vil kræve, at moren samtykker til adskillelse fra sit barn, for fremmedkrigere er helt grundlæggende uønskede i Danmark.

Der er forskellige opfattelser af, hvad der skal og bør gøres i sager om fremmedkrigere, der har inddraget deres børn i deres egen støtte til Islamisk Stats terroregime. Det har debatten i dag vist med al tydelighed. Det er dog regeringens klare opfattelse, at der er bred opbakning i Folketinget til den linje, vi har lagt: Fremmedkrigere har vendt Danmark, friheden og demokratiet ryggen; de har truffet deres valg; deres fremtid ligger ikke her i landet, og derfor skal vi ikke hjælpe dem til Danmark; det valg må de nu tage det fulde ansvar for, og det gælder også i forhold til den situation, som de med åbne øjne har bragt deres børn i. Tak for ordet, og tak for debatten.

Ønsker hr. Kristian Thulesen Dahl ordet til afslutning – der er et enkelt minut? Det er der mulighed for tidsmæssigt. Det er ikke for et spørgsmål; det er til at afslutte debatten, og der bliver kun mulighed for et enkelt minut. Godt, værsgo.

Jeg vil bare lige sige tak til Folketingets partier og også til regeringen for den her debat. Altså, det, der var vores formål med det fra Dansk Folkepartis side, var jo i virkeligheden at få sikkerhed for, at man ikke bringer børn af disse potentielle terrorister til Danmark, hvis det på nogen måde risikeres, at forældrene også kommer til Danmark.

Jeg spurgte i starten, om jeg kunne få en egentlig garanti fra regeringen om det. Det synes jeg ikke jeg har fået. Altså, vi har ikke fået en garanti for, at det ikke kommer til at ske. Og derfor vil jeg bare appellere til, at man virkelig holder tungen lige i munden og sikrer, at vi, når vi debatterer og behandler det her fremover, ikke risikerer at bringe Danmark i en situation, hvor man, fordi man bliver blød i knæene, tager nogle børn til Danmark, som efterfølgende viser sig faktisk at være adgangsbillet for deres forældre. Det er Dansk Folkepartis klare synspunkt omkring det her, og jeg er glad for, at der andre partier, der også taler for det her.

Så er der nogle, hvor det bliver lidt mere uldent, og så er der nogle af regeringens støttepartier, som jo helt åbent siger, at der skal åbnes op for de her børn – og endda hvad angår Enhedslisten også for deres forældre. Så der er virkelig noget at leve op til fra regeringens side. Vi vil holde skarpt øje med, at regeringen holder det, man har lovet danskerne.

Tak til hr. Kristian Thulesen Dahl.

Der er ikke flere, der får ordet i den her omgang. Forhandlingen er sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil først finde sted tirsdag den 9. marts 2021.