Det næste punkt på dagsordenen er:

4) Forespørgsel nr. F 41:

Forespørgsel til sundhedsministeren:

Hvad kan ministeren oplyse om manglen på praktiserende læger, ikke mindst i områder, der er lægedækningstruede, og vil regeringen overveje at genoprette nogle af de ordninger, der tidligere har været for at afhjælpe problemet, f.eks. tilskud til lokaler, højere ydelseshonorarer til praksisser, der tager flere patienter og er lukket for tilgang, tilskud til ældre praktiserende læger til at ansætte en sygeplejerske m.m.?

Af Liselott Blixt (DF) og Karina Adsbøl (DF).

(Anmeldelse 09.02.2021. Fremme 11.02.2021).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 13. april 2021.

Den første, der får ordet, er ordføreren for forespørgerne, som lige skulle sikre sig, at ministeren også var her – det er en god idé, når man skal begrunde forespørgslen over for ministeren. Men værsgo til at begrunde forespørgslen – fru Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti.

Mange tak. Jeg gik jo lige forbi ministeren, så jeg skulle lige se, om han var til stede. Vi har ret travlt i øjeblikket, men det skal ikke betyde, at vi ikke tager os af nogle af de ting, som også påkræves. Og derfor har Dansk Folkeparti stillet to forespørgsler i dag.

Den første, der hedder F 41, handler generelt om den mangel på praktiserende læger, som vi har i hele landet. Og begrundelsen er, at 56 pct. af landets praktiserende læger har lukket for tilgang af nye patienter, og desværre ser man det også tydeligt i visse dele af landet.

I 2020 havde alle praksisser i Lolland Kommune og Vallensbæk Kommune lukket for tilgang af nye patienter. Det er også noget, vi ser sprede sig. Førhen var det meget i områder, der er tyndt befolkede – Vandkantsdanmark, som vi kalder dem – men efterhånden er det også kommet til hovedstaden og andre steder, hvor man måske har svært ved at få tiltrukket nogle læger.

Der er cirka 130.00-140.000, der står uden egen, fast læge, og vi kan se at, at det er utrolig problematisk at rekruttere, og det er som sagt ikke blot i de tyndt befolkede områder. Vi har haft fokus på det her i rigtig mange år, og også under en tidligere regering, hvor der blev lavet en plan for at imødegå det. Men vi må også se i øjnene, at det ikke er nok.

I Dansk Folkeparti mener vi, at der skal mere til, og vi mener også, at der skal findes på nye løsninger. Vi savner, at regeringen kommer med en plan, der kommer den udfordring til livs, og uden at der skal nævnes og bruges en tjenestepligt.

Jeg ser frem til ministerens besvarelse samt en debat med de øvrige partier om, hvordan vi kan løse det her i fællesskab til gavn for alle vores borgere og til glæde for de praktiserende læger, der gerne vil arbejde derude, hvor man har nær kontakt med den enkelte. Tak.

Tak for begrundelsen, og så er det ministeren. Værsgo til sundhedsministeren for besvarelsen.

Tak for det, formand, og tak til indkalderne til den her forespørgselsdebat – til Dansk Folkeparti – for at rejse det her emne igen, som jo er et vigtigt emne for alle partier: Mangel på praktiserende læger og hvilke tiltag vi har, der kan afhjælpe de udfordringer.

Jeg vil indledningsvis give en kort status på de aktuelle lægedækningsudfordringer. Der er på ingen måde tale om et nyt problem. Vi må se hinanden i øjnene og sige, at det indtil nu ikke er lykkedes at løse problemet. Der er lavet nogle ting, og jeg har også respekt for, at skiftende flertal osv. har lavet noget, som har haft fin effekt. Men der er jo ikke noget, der reelt for alvor har fået løst problemet, i hvert fald ikke på kort sigt.

For vi kan konstatere, at der er lægedækningsudfordringer i store dele af landet, og hvis man tager et øjebliksbillede her fra ved årsskiftet, pr. 1. januar 2021, så er det sådan, at 56 pct. af de praktiserende læger på tværs af landet har lukket for tilgang af nye patienter. Det er altså 56 pct. Og hvis man sammenligner med, hvordan det var tidligere, så er det en stigning, for i 2014 var det 40 pct., der havde lukket for tilgang af nye patienter.

Men der er faktisk også en forbedring, for hvis vi så går 3 år tilbage, til 2018, var det 69 pct., der havde lukket for tilgang, så det var altså på 69 pct., og nu er vi på 56 pct., så tallene tyder i hvert fald på, at de skiftende flertal, de har været i den periode, og den indsats, der er blevet gjort, har haft en effekt. Men det har jo ikke løst problemet overhovedet. Og hvor er det, problemet er?

Jamen vi kan se, at der er særlige udfordringer med lægedækning i Nordjylland, Hovedstadsområdet og dele af Region Sjælland. For i 2020 havde alle praksisser i Lolland Kommune, men også i Vallensbæk Kommune, ifølge PLO's tal lukket for tilgang af nye patienter. Og lige nu og her er der lægedækningsudfordringer på tværs af landet, og på længere sigt kan vi så se – når vi kigger på de estimater, der er lavet, hvor man regner sammen, hvor mange der bliver lægeuddannede, og hvor mange der går på pension, og så laver sådan nogle estimater – at vi får et stigende antal speciallæger i almen praksis. Og det vil på længere sigt kunne forbedre lægedækningen.

Men der vil fortsat kunne være udfordringer med at fordele læger til hele Danmark. Og selvfølgelig primært til de områder, hvor vi kan se, der er problemer i dag, altså Nordjylland, Lolland, dele af Sjælland, men også dele af København, hvor der er problemer.

Jeg vil godt understrege, at ingen danskere står eller har stået uden en almenmedicinsk lægehjælp. Det er jo én ting, men dermed ikke sagt, at situationen er god nok. Det er selvfølgelig sådan, at borgere, som ikke kan lykkes med at blive tilknyttet en praksis med en PLO-læge, er dækket af en regionsdrevet lægeklinik eller en privat, udbudsdrevet klinik. Det er vigtigt at have med.

Der er i de senere år, som jeg været inde på, taget en række initiativer til at forbedre lægedækningen i Danmark, og hvis man går tilbage til før valget – og der vil jeg godt starte, nemlig i februar 2017 – indgik alle Folketingets partier en aftale om bedre lægedækning baseret på Lægedækningsudvalgets anbefalinger. Og der er altså så en række initiativer, der på den baggrund er blevet implementeret.

Der er f.eks. indført en todelt dimensionering af bachelor- og kandidatuddannelsen i medicin, bl. a. med henblik på at begrænse vandring af medicinstuderende fra Vest til Østdanmark.

Med den nuværende overenskomst om almen praksis er der også taget en initiativer, der skal styrke lægedækningen. F.eks. er der aftalt en differentiering af basishonoraret, hvilket øger honoraret til læger i lægedækningstruede områder og til læger med mere behandlingskrævende patienter. Og man må jo også være ærlig og sige, at nogle gange hænger de to ting faktisk sammen i dag.

Det er vores klare ambition, at alle danskere skal have adgang til egen praktiserende læge, og det er, uanset hvor i landet man bor. Det har jeg kun hørt Folketingets partier bakke op om og være enige i, og derfor må man også være ærlige over for hinanden og sige, at der stadig er behov for nye tiltag og flere tiltag, der forbedrer lægedækningen, ikke mindst her på kort og mellemlangt sigt.

Regeringen har sammen med Danske Regioner besluttet, i forbindelse med aftale om regionernes økonomi for 2020, at hæve antallet af hoveduddannelsesforløb i almen medicin med 50 ekstra forløb i 2020 og 50 ekstra forløb i 2021.

Forhandlinger om en ny overenskomst for almen praksis blev igangsat i begyndelsen af 2020, men parterne, og det er jo Praktiserende Lægers Organisation og Regionernes Lønnings- og Takstnævn, er fortsat ikke blevet enige om en aftale, og de meddelte inden jul, at forhandlingerne er sat på pause. Jeg forventer, at parterne meget snart genoptager forhandlingerne. For regeringen har bl.a. lægedækning og bedre seniorordninger været centrale prioriteter i de overenskomstforhandlinger.

Så er det også helt klart for i hvert fald aktørerne her i dag i Folketingssalen, og jeg tror også, det er det for mange danskere, at vi fra regeringens side har foreslået en tjenestepligt, altså et nyt redskab, som et bud på endnu en konkret løsning på problemet i forhold til læger i almen praksis. Jeg er udmærket klar over, at det forslag har mødt meget modstand rundtomkring, men jeg tror, problemet er stå stort, at vi ikke kun kan vælge de løsninger, som der kun vækker jubel alle steder, vi er nødt til at tage fat om nældens rod og gøre noget, som måske er upopulært i visse kredse, for at løse et problem, der er et samfundsproblem. Og det er grunden til, at vi har lagt det forslag frem, og det er grunden til, at vi fortsat synes, at det vil være et af de vigtige redskaber, der bør være på bordet, når man skal løse det her problem.

Men jeg lytter selvfølgelig også til, hvad Folketinget siger, og jeg ser også frem til debatten i dag om det element – jeg hørte også, fru Liselott Blixt nævnte det i sin indledning, så jeg lytter selvfølgelig også til, hvad Folketingets partier siger, det er logisk – men jeg står fuldstændig ved, at det er et forslag, vi er kommet med, og jeg mener, at vi slet ikke er i en situation, hvor vi på nuværende tidspunkt skal lægge instrumenter væk. Tværtimod skal vi have instrumenterne, værktøjerne, på bordet, fordi problemet er reelt i store dele af Danmark. Og en tjenestepligt vil jo både betyde, at vi får flere læger ud i almen praksis, og at vi får fordelt lægerne til de områder af landet, hvor der i dag mangler læger.

Vi har så også fra regeringens side sagt, at konkrete modeller for og løsninger til, hvordan alle indbyggere sikres en praktiserende læge tæt på deres hjem, uanset hvor de bor, selvfølgelig vil blive drøftet med bl.a. Lægeforeningen, med PLO og med Yngre Læger.

Vi vil indkalde relevante parter til drøftelse, og vi er fortsat åbne og lydhøre over for faglige input og politiske input og forslag, som konkret vil bidrage til at løse udfordringerne på både kort og lang sigt. Vi har selv en række forslag, jeg har nævnt nogle af dem her fra talerstolen i dag, men jeg mener også, at med det her forslag må vi på tværs af politiske partier kunne blive enige om, at der altså skal findes løsninger både på kort og på lang sigt. Og på baggrund af drøftelserne med parterne vil vi tage initiativer på det her område.

Tak for ordet.

Tak for det. Der er nu adgang til én kort bemærkning fra ordførerne, og den første, der har bedt om det, er fru Liselott Blixt.

Mange tak, og mange tak for ministerens svar. Ministeren siger, at det ikke er alting, der vækker jubel. Det gjorde det heller ikke i 2013, da Socialdemokraterne faktisk gik ind og lavede overenskomsten, som man ikke kunne få tegnet, og det gjorde faktisk, at der var rigtig mange praktiserende læger, der stoppede. Så jeg håber da, at man ligesom har taget det med sig, at man skal sørge for, at man tager lægernes organisation med på råd.

Men det vigtigste spørgsmål, jeg vil stille til sundhedsministeren, er, om sundhedsministeren arbejder for, at den enkelte borger kan få en fast familielæge, som vi kender det. Jeg ved, at det kan være svært, men for Dansk Folkeparti er målet, at vi kommer derhen, hvor vi har en læge, der kender os. Så kan vi se, hvor langt vi når, men er det noget, som sundhedsministeren vil arbejde for at borgerne får?

Ministeren.

Ja, det er det, og jeg mener, det er så vigtig en del af vores sundhedsvæsen, vores sundhedssystem, i Danmark. Det er et reelt problem, at der er så store dele af Danmark, hvor det, som burde være en selvfølge, ikke er en selvfølge. Så det er et stort og vigtigt mål at sikre borgerne adgang til egen læge.

Så nævner fru Liselott Blixt familielægen, som man kender. Jeg er selv også familiefar, og vi har da familielæge, men det er nu ikke altid sådan, når jeg kommer op med mine børn og skal have en vaccine eller have set på noget, at vi lige kender den læge, der så er i turnus. I det lægehus, som vi er med i, er der de læger, vi kender, og så er nogle lægehuse, som har nogle flere medarbejdere. Det synes jeg bare er helt fint, og det giver noget fleksibilitet og nogle muligheder for at få nogle tider og ikke sidde i kø i telefonen om morgenen for at få en tid. Så det synes jeg bare er helt fint, og det synes jeg hører med i den definition, som der bliver nævnt her.

Tak for det. Så er det hr. Martin Geertsen.

Tak for det, og tak til ministeren for besvarelsen. På mange områder er vi jo enige, Venstre og Socialdemokraterne, også om, hvad det er for nogle værktøjer, der skal være nede i værktøjskassen. Der er jo så også værktøj, vi ikke synes man skal proppe derned, og det gælder også forslaget om den såkaldte tjenestepligt. Og jeg vil sådan set godt udfordre ministeren lidt på det, for hvad er det egentlig, den her grønne unge læge skal foretage sig ude i almen praksis? Altså, som jeg har forstået forslaget, handler det om, at en yngre læge skal 6 måneder ud i en almen praksis og sådan være føl hos en almenpraktiserende læge. Hvad er det egentlig, ministeren forestiller sig at den her grønne unge læge skal foretage sig derude? Ovenikøbet kan det jo altså risikere at være mod den pågældende yngre læges egen vilje. Hvad er det egentlig, man helt konkret forestiller sig vedkommende skal foretage sig ude i praksis?

Ministeren.

Der er ingen tvivl om, at når man hører på PLO og måske især på yngre læger, er der stor modstand. Det har der været fra starten af med det her forslag, og det anerkender jeg, altså at der er den modstand, og vi har også skrevet i vores forslag, at vi vil indføre det her igennem en drøftelse med de her organisationer for at finde ud af, om ikke de også kan se sig selv i det her forslag.

Jeg mener, det er helt rimeligt, og jeg synes også, at det er klogt og fornuftigt – det er derfor, vi har foreslået det – at sige til vores læger: Lige her og nu, venner, har vi altså et problem, et landsdækkende samfundsproblem; I har fået den uddannelse her, og vi har brug for jer, og tak for, at I tager den uddannelse her, men lige nu og her har vi altså brug for, at I også bruger noget af det, I har lært, udeomkring. Og så spørger hr. Martin Geertsen om, hvor meget de så har lært, når de er færdige med den kliniske basisuddannelse, før de opnår selvstændigt virke, og der har de jo lært en del, men jeg er da helt med på, at det er som led i, at man går ud og ikke er selvstændig, men at man så vil være i en eksisterende praksis. Det er noget af det, vi vil drøfte med parterne.

Tak. Og så er det fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det. Jeg havde egentlig tænkt mig at stille et andet spørgsmål, men når nu ministeren selv kommer ind på tjenestepligt som en metode til ligesom at løse det her problem, så synes jeg jo også, det er på sin plads at spørge til ministerens holdning til lægernes eget forslag, nemlig at man forlænger praksisuddannelsen med ½ år. Det ville skabe væsentlig mere kontinuitet, og det ville også leve op til noget af det, som de lægestuderende selv peger på som en god løsning på det samme problem.

Da jeg kan se, at jeg har tid til det, kunne jeg måske stille et spørgsmål mere, nemlig hvordan ministeren tænker at man måske kan fremme andet sundhedspersonale i lægepraksis. For sygeplejersker, jordemødre, psykologer og alle mulige andre kunne man tænke sig ind i en lidt større lægepraksis, der også kunne tage sig af nogle andre sundhedsproblemer og på den måde også aflaste lægepraksissen. Kunne det ikke også give mening at tænke den del ind?

Ministeren.

Jo, det kunne det helt sikkert. Jeg skal også mødes igen med de her organisationer, og jeg synes, det er positivt, at der faktisk kommer helt konstruktive og for mig at se virkelig gennemarbejdede og velmenende forslag om, hvad vi kan gøre. Det tager jeg da imod, men der er noget, jeg mangler at se i det konkrete forslag om at forlænge praksisuddannelsen med ½ år. Jeg vil da godt se på det her, men udfordringen for os er jo, om det er nok til at løse problemet. Jeg mener, at vi har et problem her i Folketinget, hvis vi om 2 år, når der skal være valg igen, igen skal møde danskerne og det her problem stadig ikke er løst og stadig væk er i top, med hensyn til hvad der er vigtigt at diskutere, altså hvis vi stadig ikke har formået at løse det.

Derfor mener jeg, at de instrumenter, der skal være – og der kan det sidste, der blev nævnt her, også føjes til – skal løse problemet. Vi skal have løst det her problem.

Tak. Så er det hr. Stinus Lindgreen.

Tak for det. Og tak til ministeren. Det her er en vigtig problemstilling, som vi alle sammen er enige om skal løses; det kan man jo høre, når alle partier taler om det. Nu nævner ministeren selv det her med tjenestepligt, og ministeren sagde noget i stil med, at nu har vi givet lægerne den her uddannelse, og så skal de også bruge det, de har lært.

Jeg vil godt høre ministeren om to ting. For det første vil jeg høre, om det ikke er rigtigt, at vi allerede beder læger om at komme ud forskellige steder og bruge det, de har lært, altså at de i løbet af deres uddannelse ikke har fuldstændig selvbestemmelse over, hvor de skal være. Og for det andet vil jeg høre, om ministeren kan nævne andre uddannelser – for alle uddannelser er jo betalt af staten; min uddannelse er betalt af staten, af os alle sammen – hvor vi beder folk, der er færdiguddannede, om at gøre noget bestemt, inden de selv kan vælge, hvordan de vil arbejde. Tak.

Ministeren.

Om jeg kan nævne det, spørger man. Jeg er så nervøs for at komme med noget her. Altså, jeg mener da i hvert fald, at jeg har haft venner, som har arbejdet i forsvaret, og som er blevet fordelt forskellige steder rundt i Danmark. De har også fået en uddannelse i forsvaret, og de har i hvert fald ikke haft frit valg på alle hylder.

Det er, simpelt hen fordi vi har et problem, og vi er blevet spurgt af befolkningen igennem nu to valg i træk, de to sidste folketingsvalg, hvor det har været et kæmpestort tema, om vi ikke kan løse det her problem. Og der synes jeg kun jeg har hørt partier sige: Det vil vi godt løse. Og det vil vi godt løse, men med hensyn til hvad der så skal være af redskaber på bordet, er det jo ikke nok at løse det i 2030 eller 2035, hvor vi kan se, at der bliver flere færdiguddannede – det er en lang uddannelse, vi taler om her. Det skal også løses her på den korte og mellemkorte bane, og der skal vi altså også være parate til at smøge ærmerne op og bruge de værktøjer, som ikke lige spreder jubel alle steder, og sige helt ærligt og åbent: Vi har brug for jer nu og her ude i Danmark; det er en kort periode af jeres liv, men vi har brug for det nu og her.

Tak. Så er det hr. Per Larsen.

Tak for det. Jeg vil faktisk gerne holde lidt fast i det samme i forhold til det her med tvang. Man har en uddannelse, som betyder, at de studerende i vid udstrækning flyttes rundt i forbindelse med deres lægeuddannelse, men ikke nok med, at de har masser af kliniktid i selve uddannelsesforløbet, for når de så er færdige, skal de i klinisk basisuddannelse, som typisk er et sted, hvor de bliver flyttet rundt, alt efter hvor der er plads, og efterfølgende skal de i en introstilling. Synes ministeren det er rimeligt?

Hvis det er sådan, at man vil have yderligere et halvt år lagt oveni, mener ministeren så ikke, at det kan være problematisk, i forhold til at de har påbegyndt en uddannelse, hvor der i forvejen er meget flytteri, at lægge mere flytteri ind, sådan at det faktisk kan være afskrækkende at søge ind på lægeuddannelsen, når man skal flytte så meget? Samtidig er der også det problem, at de så bliver speciallæger et halvt år senere, end de ellers ville have været, fordi man forlænger uddannelsen, og det giver også et problem i den anden ende.

Ministeren.

Mange, mange tak for det spørgsmål. Jeg synes faktisk, at det meget godt beskriver situationen. For allerede i dag er det nemlig sådan – og det er fuldstændig korrekt, som det bliver fremført her af hr. Per Larsen – at en del af uddannelsen indebærer, at man, fordi der er forskellige elementer, bliver flyttet rundt i landet, før man er færdiguddannet speciallæge. Det er der allerede i dag en stor del af. Det er nogle steder i den offentlige debat blevet fremlagt, som om det er helt nyt, og at det har et element af tvang over sig, som er helt anderledes, end hvad vi har nu og her. Det er ikke helt rigtigt, for nu og her har vi nemlig en situation, hvor der er nøjagtig samme elementer i forbindelse med forskellige dele af uddannelsen, nemlig at man skal rundtomkring forskellige steder i Danmark i forbindelse med sit speciale m.m. Og det er så det, vi groft sagt foreslår at udvide noget mere, for vi har brug for dem nu og her til at løse et konkret samfundsproblem.

Jeg har godt hørt, at lægerne ikke er tilfredse med det, og derfor ser jeg frem til at drøfte det med dem, men jeg kan jo ikke tage forskud på den drøftelse nu og her.

Tak. Så er det hr. Lars Boje Mathiesen.

Jeg giver ministeren fuldstændig ret. Det er en genudsendelse, der bliver ved med at køre igen og igen, og nu har vi haft en fantastisk dag i dag indtil videre, og nu er der blevet indkaldt til forhandlinger om revision af offentlighedsloven, og det er jo noget, som er rigtig positivt. Kunne vi ikke få samme gode, konstruktive tilgang fra ministerens side? Jeg ved godt, der skal være stor sundhedsreform og alt sådan noget, men lad os nu sætte os sammen, når ministeren inviterer til forhandlinger om at løse problemet om lægemangel, og så sætter vi os ned og tager en grundig debat om det, vi får tallene på bordet, og så ser vi, om der kan indgås en politisk aftale, så det netop ikke bliver et slagsmål til næste folketingsvalg. Jeg deler fuldstændig ministerens holdning til, at det er der ingen grund til at gøre, for borgerne har en forventning om, at vi får løst det her i stedet for.

Ministeren.

Jeg var ikke med til den tidligere debat, men tak for referatet fra den tidligere debat her i Folketingssalen. Jeg ser frem til at læse om det i medierne i løbet af dagen. Nu må vi se, hvad Folketinget ender med at beslutte i dag, men nu har vi jo forhandlinger i Folketingssalen, og nu må vi se, hvad for en vedtagelsestekst, man ender med at beslutte sig for, men jeg vil i hvert fald meget gerne have mulighed for lige at mødes og have et forløb med de forskellige parter. Lige nu og her har vi den her overenskomstforhandling, og jeg mener, det vil være rigtig klogt, hvis vi fra politisk side ikke går ind og har drøftelser, mens den pågår. Så jeg synes, det klogeste ville være, hvis vi lige tænker os om og ser, hvornår det vil være rigtigt. Men jeg er enig i, at det vil gavne, hvis det her forslag vil være et, hvor flere partier kan se sig selv i at have lyst til at tage ansvar for en løsning – og ikke kun en løsning på lang sigt, selv om det er fint nok at løse det på lang sigt, men også på en lidt mere kort og mellemlang sigt.

I den her runde har man kun én kort bemærkning. Der er ikke flere, som har bedt om korte bemærkninger til ministeren, så nu går vi over til forhandlingen og de almindelige regler for korte bemærkninger og siger tak til ministeren, som lige får gjort klar til den første, der skal på talerstolen. Ordføreren for forespørgerne, fru Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Mange tak. Og tak for ministerens besvarelse. Vi kender jo nok alle den læge, som enten husker en, fra dengang man var barn, eller den læge, der fulgte en, mens man var gravid, og når man fik barnet og kom til undersøgelserne; den læge, der kendte en og vidste noget om ens baggrund; den læge, man havde mødt, når man var ked af det, eller når man havde psykiske problemer; eller den læge, der har set den patient, der kommer med blå mærker, og ved, hvad det skyldes, fordi det har man talt om. Det er nogle af de ting, som vi synes er vigtige – at man har en tillid til og en tro på den læge, man kommer op til.

Det er klart, at kommer man med et akut problem eller, som ministeren talte om, kommer op og skal have en vaccination, så er det lidt lige meget, hvem der står bag sprøjten. Det kan være en sygeplejerske, og det kan også være en læge, der er ude i en kort periode. Men når man skal tale om livets genvordigheder og om problemstillinger, hvor man kommer ind på områder, som man måske synes kan være lidt svære at tale med en helt ny person om, er det der, hvor det bliver svært. Det er måske også en af grundene til, at man ikke altid fanger alle de sygdomme, som vi kan se man ikke kommer tidsnok til lægen med.

Vi er i Dansk Folkeparti klar over, at det vil være svært at sige, at alle borgere i Danmark skal have den gamle familielæge tilbage, men vi kan sætte det som et mål. Nu har jeg tit hørt herinde, at når vi taler om ting på sundhedsområdet, har vi sat nogle mål for at sige, at det er det, vi stræber efter. Kunne vi så ikke stræbe efter, at vi får den gamle familielæge tilbage? Det er en, der er der mere end et par måneder eller et halvt eller 2 år, og som faktisk kender os, og hvor det derfor kan være en meget bedre konsultation, og vedkommende kan måske også tage sig af flere patienter.

Det er også grunden til, at vi har rejst den her forespørgsel. Jeg har i årenes løb været rundt på forskellige klinikker og talt med mange praktiserende læger og har også haft mange gode samtaler med organisationen for at høre, hvad det er, der skal til. Og jeg husker også 2013, hvor der gik rigtig meget galt, og hvor et flertal i Folketinget trak en masse hen over hovedet på de læger, der var derude. Jeg talte med mange læger i den bedste alder, der faktisk lukkede deres praksis; nogle tog til Norge for at arbejde, og nogle spillede golf. Og det er det, vi skal gøre noget ved.

Alle partier gik ind og var med til at løfte det, da vi fik rapporten om lægedækningen. Der fik vi løftet noget, og det er måske også de tal, man kan se skinne igennem. Men fra Dansk Folkepartis side tog vi det også op, da vi før valget sad og kiggede på en sundhedsreform – det er jo snart mange år siden. Da kiggede vi også på mange af de ting, som vi stadig væk mener er gældende, hvis vi ønsker flere læger. Og vi ønsker ikke en tjenestepligtmodel, fordi den har nogle udfordringer, der gør, at man ikke bare får åbnet for tilgangen af nye patienter. Der bør vi se på, hvordan vi kan få en tilgang af nye patienter, som også bliver der, til de dør – at de har den samme læge, som de kommer til. Og det får vi ikke, ved at vi indfører en tjenestepligt.

Nogle af de ting, vi har peget på – jeg tror, det var SF's ordfører, der også talte om det – er at flytte noget af uddannelsestiden ud i almen praksis, hvor den har været tidligere, for at man ligesom kommer ud og mærker, hvordan det er at have en almen praksis og, som lægerne derude siger, mærker det skønne i, at man har de her patienter i nærområdet og kender dem; man kender fru Hansen, hr. Jensen, og hvem det ellers er, der kommer. Det er nogle af de ting, som vi mener kunne være til gavn.

Men vi mener også, at man skal kigge på de hjemler, der ligger. Der har jo med gode resultater været afprøvet nogle. I Nordjylland f.eks. gjorde man jo det, at regionen lavede en aftale, hvor man var med til at finansiere en halv sygeplejerske, for at den ældre læge blev et par år mere. Men den hjemmel blev fjernet for rigtig mange år siden. Man havde en hjemmel i hovedstadsområdet, hvor man også kunne finansiere praksispersonalet i forhold til at kunne hjælpe den ældre praktiserende læge. Den hjemmel er også væk. Og det er nogle af de ting, man kan gøre her og nu. Så vi synes, der er nogle ting, man kan gøre her på den korte bane for at fastholde nogle af de ældre og tiltrække nogle af de nye.

Så kan jeg se, at tiden er gået, så jeg vil læse et forslag til vedtagelse op, og det er på vegne af undertegnede, Martin Geertsen fra Venstre og Per Larsen fra Konservative:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget anerkender, at der fortsat er lægedækningsudfordringer i store dele af landet, og at et flertal af de praktiserende læger har lukket for tilgang af nye patienter. Folketinget anerkender også, at et stigende antal speciallæger i almen praksis på længere sigt vil kunne forbedre lægedækningen, men at der er behov for handling her og nu. Folketinget pålægger regeringen at skabe økonomisk incitament til, at flere alment praktiserende læger kan ansætte mere personale og derved få mulighed for at åbne for tilgang af nye patienter, så lægedækningen allerede nu kan forbedres mærkbart.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 103).

Tak.

Tak for det. Forslaget til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Så er det den næste ordfører, som er fra Socialdemokratiet. Værsgo til hr. Rasmus Horn Langhoff.

Tak for ordet, og tak til Dansk Folkeparti for at rejse debatten om lægemangel i Danmark. Det er for mig at se en af de vigtigste opgaver i de kommende år inden for sundhedsområdet, at vi sikrer en god lægedækning i hele Danmark. Ulighed i sundhed handler om flere forskellige ting. Det handler bl.a. også om, at der er for stor forskel på, hvad det er for et sundhedsvæsen, man møder, alt efter hvor i landet man bor. Den ulighed er det vores opgave at få gjort op med.

I øjeblikket ved vi, at der ifølge tal fra PLO i år vil være over 150.000 danskere, som ikke har deres egen faste læge, men som i stedet er tilknyttet en udbuds- eller regionsklinik. I nogle kommuner er der fuldstændig lukket for tilgang af nye patienter, i andre kommuner er det meget tæt på. Det har en stor værdi at have sin egen faste praktiserende læge. Det skaber tryghed og tillid, og en læge, som kender dig og din historie, har også bedre mulighed for at opdage, når noget er galt. Viden går altså ikke i tabt i overleveringen, som hvis man hver eneste gang møder en ny læge, hvor viden risikerer at gå tabt.

Før valget, i 2019, sagde vi i Socialdemokratiet, at det er en bunden opgave at skaffe bedre lægedækning. Det var en vigtig del af det sundhedsudspil, som vi også præsenterede før valget, og i forståelsespapiret, som blev lavet, i forbindelse med at den nye regering blev præsenteret, står der også, at der i forbindelse med en kommende sundhedsaftale skal iværksættes en målrettet indsats for at sikre flere praktiserende læger i hele landet. Vi tog fat på opgaven lige efter valget i 2019.

I forbindelse med økonomiaftalen med regionerne blev der oprettet i alt 100 nye hoveduddannelsesforløb i almen medicin i perioden 2020-2021, så vi i de kommende år får uddannet flere læger i almen medicin, som kan komme ud at arbejde. Det er en god begyndelse, og det vil på sigt sikre flere læger, men det løser ikke det store problem. I år og i de kommende år vil problemet være særlig stort, og derfor har vi også brug for tiltag, som virker på kortere sigt. Jeg tror ikke, der findes nogen enkel løsning eller simpel løsning eller et enkelt håndtag, som vi kan dreje på, som så løser hele problemet. Vi skal gøre flere ting på en og samme tid.

I Socialdemokratiet har vi foreslået en tjenestepligt, som I alle sammen er bekendt med, for nyuddannede læger, så de efter deres kliniske basisuddannelse skal ud at arbejde et halvt år i en lægepraksis i et område af landet, hvor der er mangel på læger. Det mener vi er ret og rimeligt. Men vi lytter selvfølgelig også meget gerne til forslag fra øvrige partier og andre, som har holdninger til det her, om, hvordan vi sikrer, at vi får løst problemet og sikret lægedækning i hele Danmark, ikke kun i de dele af landet, hvor folk er mindst syge, men også i de dele af landet, hvor folk er mest syge, og hvor der er størst behov for læger.

Coronapandemien har jo desværre lagt et stort beslag på 2020 og også på første halvdel af 2021, men vi vil forhåbentlig snart være så langt fremme, at vi i fællesskab kan tage fat på arbejdet med at løse en af de helt store og vigtige opgaver i vores sundhedsvæsen, nemlig at sikre lægedækning i hele Danmark.

På vegne af Socialdemokratiet vil jeg læse en vedtagelsestekst op – så er I klar og spidser ører? Den kommer nu:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget anerkender, at der fortsat er lægedækningsudfordringer i store dele af landet, og at et flertal af de praktiserende læger har lukket for tilgang af nye patienter. Folketinget anerkender også, at et stigende antal speciallæger i almen praksis på længere sigt vil kunne forbedre lægedækningen, men indtil det sker, er det nødvendigt også at sikre lægedækning med offentligt ejede regions- og licensklinikker, ikke mindst i yderområderne. Folketinget anerkender, at regeringen og Danske Regioner har besluttet at hæve antallet af hoveduddannelsesforløb i almen medicin med 50 ekstra forløb i 2020 og 50 ekstra forløb i 2021. Folketinget mener, at det er afgørende, at den kommende overenskomst om almen praksis har fokus på at løse lægedækningsudfordringerne. Folketinget noterer sig, at regeringen vil indkalde Folketingets partier til forhandlinger om at løse problemet.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 104).

Tak for det. Det forslag til vedtagelse vil også indgå i de videre forhandlinger.

Der er lige en kort bemærkning til den socialdemokratiske ordfører, og det er fra fru Liselott Blixt.

Mange tak for talen og bekymringen, som vi andre også har, samt for, at man gerne vil indkalde Folketingets partier. Det siger vi ja tak til.

Jeg kunne godt tænke mig at høre, om Socialdemokraterne har andre ting i skuffen end tjenestepligt. Et spørgsmål vil være: Hvis vi sender en helt nyuddannet grøn læge til Nakskov og vi får dobbelt så mange patienter til den læge, mener ordføreren så, at lægen vil blive der? Eller vil der bare hele tiden komme en ny, og hvem er det så, der skal sikre, at oplæringen sker? Er det så den ene læge, der står dernede? Er det det, man vil gøre? Vil man ikke gøre andre ting, så man kan tiltrække andre? Altså, hvad andre værktøjer ligger der i Socialdemokratiets skuffe?

Ordføreren.

Der er jo i virkeligheden rigtig mange ting, som jeg også sagde i min tale. Man bliver nødt til at gøre mange ting på en gang. Noget handler i virkeligheden også om at vinde tid. Eksempelvis i Region Sjælland, som både jeg og Dansk Folkepartis ordfører kommer fra og bor i, kan vi se, at problemet er meget presserende, og måske allerede om 2 år vil der alene i Region Sjælland være 100.000 borgere, som ikke har adgang til egen praktiserende læge. Så bare det at vinde tid kan hjælpe os rigtig godt på vej. Det handler altså om forskellige tiltag for at sikre, at nogle af de læger, der er der, lige kan tage måske et halvt år eller et helt år mere. Altså, hvert et år hjælper os, i forhold til at der skal nye læger ud. Det, at der i vores egen region, Region Sjælland, er kommet regionsklinikker, er med til at afhjælpe det, så der er rigtig meget, vi kan gøre for at vinde tid og for at afhjælpe problematikken, mens vi så skal til at uddanne læger.

Og det er jo i virkeligheden ikke nok at uddanne tilstrækkeligt med læger, og det er det, der er en del af pointen her. Det er også vigtigt, at vi uddanner læger de steder, hvor der er behov for dem.

Fru Liselott Blixt.

Men er det ikke blot at give de borgere, der bor nede i Nakskov, på Lolland, i hele Region Sjælland, en dårligere behandling end andre? Det er jo det, vi gør ved at sige, at der bliver tjenestepligt dernede, i stedet for at lytte til nogle af de læger, der siger: Vi kan udbygge vores klinik. Men hvem skal betale? Det er der ikke nogen der vil. Nå, så bliver der ikke noget. Der kunne man jo gå ind at gøre det, eller man kunne sige, at vi sikrer, at der er nogle barselspenge til mange af de kvindelige læger. Wauw, så kan de måske blive længere. Eller man kunne gøre noget for de ældre læger her og nu.

Ordføreren.

I dag får de jo dårligere service og dårligere sundhedstilbud. Det gør de nede på Lolland. Det gør de hjemme hos mig i Kalundborg og i Odsherred og i Holbæk og i Slagelse. Alle de steder, hvor der er mangel på læger, får man jo dårligere service. Så det her er jo et redskab blandt mange andre redskaber. Jeg påstår ikke, at en tjenestepligt kan stå alene eller løse noget alene, men det er med til at sikre mere lægebistand. Det er jo ikke den perfekte eller optimale løsning, men det er et redskab til at understøtte lægedækningen i de egne af landet, hvor der er mangel nu og her.

Så skal vi også huske, at rigtig mange nyuddannede, og det gælder for alle områder, ender med at slå sig ned der, hvor de tager deres uddannelse. Så det her handler jo også om at få flere til at få øjnene op for, at der faktisk er helt vidunderligt og smukt eksempelvis på Lolland.

Tak. Så er det hr. Lars Boje Mathiesen.

Tak. Jeg har bare et kort spørgsmål: Hvornår kommer indkaldelsen til forhandlingerne?

Ordføreren.

Jeg er ikke sikker på, at jeg er den rigtige at spørge om, hvornår regeringen indkalder. Jeg repræsenterer Socialdemokratiet fra den her talerstol, så det er jo noget, man skal spørge regeringen om. Men jeg er sikker på, at indkaldelsen er på trapperne.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Nej, men nu havde jeg kun et spørgsmål til ministeren, og så tænkte jeg, at du er den næstbedste at spørge. Du er nok lidt tættere på det end jeg, men jeg kan da spørge ministeren, når jeg går forbi ham, når jeg skal op og tale fra talerstolen. Så må vi se, om vi kan få en dato på det. Tak for det.

Ordføreren.

Ja, det er en god plan.

Så er det hr. Per Larsen.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Nu handler det her jo meget om det helt akutte problem, vi står lige midt i, med lægemangel. Og begrebet akut kan man så strække ud, for det har faktisk været et problem i rigtig lang tid. Sådan som det ser ud ifølge den prognose, som PLO arbejder med, kommer vi jo til at skulle op og have omkring 5.000 praktiserende læger. Vi har 3.300 i øjeblikket. Hvad tænker man i Socialdemokratiet om den situation, at vi jo kommer til at mangle endnu flere læger fremadrettet, hvis ikke vi gør en massiv indsats for at få uddannet nogle flere praktiserende læger?

Ordføreren.

Det er jo en debat, vi har haft før, også på foranledning af Det Konservative Folkeparti, og med ønske om at uddanne flere. Vi skal jo selvfølgelig så altid sørge for, at der kommer nogle penge på bordet, når vi gør det. Det koster jo noget, det koster mange penge, og det er nogle penge, vi skal investere, for der skal uddannes flere læger. Det, der altid er vigtigt at have med i den diskussion, er – og det ved ordføreren selvfølgelig rigtig godt som nordjyde – at det er afgørende ikke bare, at vi uddanner tilstrækkeligt med læger, men også, at de bliver uddannet, så vi sikrer, at de er der, hvor vi har behov for dem.

I sin tid, da man lavede en lægeuddannelse i Nordjylland, var det jo meget, meget modigt og ambitiøst og progressivt, at man insisterede på det, selv om man mødte enorm modstand politisk og sundhedsfagligt rundtomkring, for det har jo været med til, at der vil være bedre lægedækning i Nordjylland til gavn for os alle sammen, lige så vel som det, at man lavede en ny sygeplejerskeuddannelse i Holbæk, er med til at sikre sygeplejedækning i det nordlige Vestsjælland. Så det er helt afgørende hele vejen igennem, at vi ikke kun har fokus på at uddanne tilstrækkeligt med læger, men også på at få folk derhen, hvor vi har behov for dem.

Tak. Hr. Per Larsen.

Tak. Vi er rigtig glade for vores lægeuddannelse i Aalborg, og det kom jo bl.a. i stand, på baggrund af at der på daværende tidspunkt var en konservativ sundhedsminister, som fik det skib sat i søen. Så det er vi rigtig glade for. Nu nævner ordføreren det her med pengene til lægeuddannelsen, men synes man ikke i Socialdemokratiet, at det her problem er så væsentligt, at det bør have absolut højeste prioritet i vores sundhedsvæsen, at alle danskere har adgang til en praktiserende læge, som de kender, og som kender sine patienter?

Ordføreren.

Jeg kan sige, at jeg som ikkenordjyde, men som vestsjællænder også er glad for den lægeuddannelse i Aalborg, for den er med til at sikre, at vi kan løse det her med lægedækning i hele landet. Jeg ved ikke, hvad der er det vigtigste, men det at sikre ordentlig lægedækning er i hvert fald blandt de allervigtigste opgaver at få løst i forhold til at sikre god sundhed, i forhold til at få gjort op med ulighed i sundhed og i forhold til at sikre tryghed og nærhed og ordentlig velfærd i hele Danmark. Jeg mener, det er en af de helt centrale ting i vores kommende sundhedsarbejde ud over håndteringen af corona, at vi får løst det her.

Tak. Så er det fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det. Og tak for talen og ikke mindst en vedtagelsestekst, hvor man i det mindste ikke har taget begrebet tjenestepligt med, men ordføreren tager det jo med i sin ordførertale alligevel.

Problemet med tjenestepligt er, som jeg ser det, at det har karakter af tvang, og sådan bliver det jo også opfattet i lægekredse. Jeg vil bare spørge ordføreren: Hvad motiverer mest lægerne til at se sig omkring i forhold til almen lægepraksis i fremtiden – er det, at man tvinger dem ud i et halvt års praktik i en lægepraksis, eller er det, at man f.eks. selv kan vælge det til, og at problemet til gengæld løses ved at forlænge uddannelsesforløbet i lægepraksis til eksempelvis 1 år, så man dermed både skaber kontinuitet og sikrer, at der samtidig også er flere praktikanter ude ad gangen?

Ordføreren.

Det er meget forskelligt fra person til person. De unge nyuddannede læger, der kommer i de her år, har nogle helt andre drømme, behov og ønsker end den generation af læger, som de erstatter. Og i mange tilfælde er det kvinder, der bliver nyuddannet, hvor den generation, de erstattede, var mænd, og de har måske nogle andre ønsker om at indgå i nogle sundhedsfaglige fællesskaber rundtomkring. Mange har måske drømme om at lave noget klinisk forskning ved siden af eller om at kunne være på en lægeklinik eller have en lægepraksis, samtidig med at man så får lov til at lave noget klinisk forskning på det lokale hospital. Der kan være mange forskellige ting, der motiverer.

En ting, som også kan motivere, i forhold til at komme væk fra at synes, at det kun er spændende at bo i København eller lige uden for København, er, at man får øjnene op for, at man rent faktisk har nogle rigtig gode og fantastiske muligheder for at bo uden for storbyen. Så det at få øjnene op for, hvad der er rundtomkring, kan også være med til at motivere.

I virkeligheden synes jeg, at det allermest spændende er at sikre – nu går jeg over tiden igen – at folk ser, hvilke muligheder der er, og bliver motiveret. Jeg synes det er meget kedeligt at motivere med penge – jeg synes, det er mere spændende at kigge på, hvordan man kan motivere rent fagligt.

Så er det fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det. Det har lidt karakter af, at man siger: Det svier lidt i starten, men du bliver glad for det. Man bliver ved med at fastholde: Hvis bare vi gør det, og hvis bare du prøver, så bliver du glad for det. Jeg tror bare ikke på, at det er den måde, man motiverer folk til en livslang gerning som alment praktiserende læge. Så burde vi ikke putte det forslag i skraldespanden en gang for alle og så for eftertiden prøve at kigge på, hvad der reelt kan motivere til, at flere får lyst til at prøve kræfter med almen praksis? For jeg er enig i, at det er en udfordring, som vi skal løse.

Ordføreren.

Jeg er med på, at det ikke er noget, som har vakt ubetinget begejstring hos mine kolleger eller alle steder rundtomkring i lægekredse, og slet ikke hos de læger, der er i storbyerne, men jeg mener, at det er et fornuftigt og godt redskab. Men det er jo ikke sådan – og det er jo også ret tydeligt i det udspil, som Socialdemokratiet i sin tid kom med – at vi er låst fast i en tro på, at det kun er det her, der virker. Vi er sådan set åbne og har fokus på problemet. Vi vil have løst det her problem, og vi ser det her som et redskab, men hvis andre kommer med den store forkromede løsning, er vi ikke så stædige, at vi ikke er parate til at løse det på andre måder. Det, det handler om, er at løse det her problem.

Så er det hr. Stinus Lindgreen.

Tak for det. Jeg har bare et enkelt spørgsmål. For ordføreren siger jo ganske rigtigt, at det ikke har vakt udelt begejstring herinde i Folketinget og derude blandt læger, så jeg vil bare lige høre, om der er nogen steder, altså ud over i Socialdemokratiet selv, hvor det her forslag har vakt begejstring.

Ordføreren.

Altså, jeg vil sige, at det vækker større begejstring ude, hvor jeg bor og færdes, i det vestsjællandske, også blandt sundhedspersoner, end det gør herinde. Jeg tror, at der, hvor skoen trykker i forhold til lægemangel, vil der nok være noget større tilslutning til det. Man kan se, at vi er presset, og vi godt kan få de her læger til at arbejde længere og endnu lidt længere, men på et eller andet tidspunkt kan de ikke mere; så smutter de, og så har vi de der ubesatte lægestillinger, og så har vi for alvor balladen. Så der, hvor man virkelig har hånden på kogepladen, tror jeg, eller det ved jeg, at man er noget mere parat til at tage nogle skrappere redskaber i brug.

Hr. Stinus Lindgreen.

Tak for det. Det er ganske givet rigtigt, men bare fordi man har et skrapt redskab, betyder det ikke, at det er en god idé at bruge det. Det har vi også lært i den forgangne tid med epidemi, uden sammenligning i øvrigt. Derfor er jeg også glad for at høre ordføreren sige, at det her ikke er det eneste redskab, som Socialdemokratiet har i skuffen, og at I er villige til at se på andre værktøjer. Jeg ser frem til det videre samarbejde, for det er et problem, vi skal have løst.

Ordføreren.

Det er jo helt rigtigt, og det er en tilføjelse, vi har til vores forslag, som vi lavede i sin tid, altså at hvis der er nogen, der kommer med et bedre forslag, der kan det samme, eller som kan mere, er vi også åbne over for det. Det burde jo være til stor inspiration for ethvert parti til et hvilket som helst forslag, at hvis nogen kommer med en bedre idé, skal man ikke være så dumstædig, at man holder fast i den gamle idé, men sådan set bare være parat til at sige: Hov, der var da noget, der var bedre; det snupper vi bare. Og det skal man da slet ikke være ærgerlig over eller skamme sig over. Det skal man bare gøre.

Tak for det. Nu er der ikke flere korte bemærkninger til Socialdemokratiets ordfører. Den næste ordfører er hr. Martin Geertsen fra Venstre.

Tak for det. Der er, som gode kolleger jo allerede har været inde på i den sidste times tid oder so, udfordringer med at skaffe praktiserende læger til danskerne tæt på deres bopæl. Problemet er jo så ekstra stort i de mere tyndt befolkede egne af Danmark. Jeg tror i virkeligheden, at det problem bliver forstærket yderligere af, at vi også i de kommende år formentlig kommer til at prioritere at lægge langt flere opgaver ud i det, vi kalder det nære sundhedsvæsen. Det siger sig selv, at det jo fordrer uddannelse af flere almenmedicinske læger og dermed også til syvende og sidst praktiserende læger. Situationen er alvorlig. Gode kolleger har også før mig ridset tallene op. I alt står ca. 130.000 danskere i dag uden egen privatpraktiserende læge, og PLO, de praktiserende lægers organisation, vurderer, at det allerede inden ret længe stiger til godt 150.000 danskere uden egen privatpraktiserende læge. Det skyldes jo ikke kun demografisk forskydning, men også det forhold, at praktiserende læger på et tidspunkt jo ligesom alle os andre skal på pension – ikke fordi jeg selv er på vej på det, men det skal vi jo på et eller andet tidspunkt – og Lægeforeningens egen opgørelse er desværre tydelig. Hver fjerde praktiserende læge er i dag 60 år eller derover, og i 2025 vil mere end 900, eller 28 pct. af de nuværende praktiserende læger, være 65 år eller derover.

Det er en vigtig prioritet for os, ligesom det selvsagt er for alle Folketingets partier, at alle danskere, uanset hvor i landet de bor, har let og lige adgang til sundhedsvæsenet, herunder også til almen praksis. Den prioritet kan jo kun opfyldes med flere praktiserende læger. Jeg tror, at der skal bringes en bred vifte af initiativer i spil med henblik på at modvirke lægemangel, både på den lange bane, men også på den korte bane. I Venstre har vi – derfor går vi også til forhandlinger om den sundhedsreform, som ministeren ved flere lejligheder har bebudet, og hvor jeg også tror det her ender med at blive parkeret – med en målsætning om at sikre så god og stabil lægedækning som overhovedet tænkeligt muligt. Det er jo nok ikke en målsætning, som overrasker ret mange, for det var også os, der foreslog, da vi senest sad i regering, et udbud af ekstra 100 nye ydernumre og et løft af antallet af uddannelsesstillinger i almen medicin. Og det står vi jo selvfølgelig fortsat ved.

Når det så er sagt, forudsætter uddannelse af flere speciallæger i almen medicin jo også, at uddannelsesstillingerne så rent faktisk besættes, og at de gennemføres, ligesom en god geografisk dækning afhænger af, hvor lægerne så til syvende og sidst vælger at slå sig ned og arbejde. Her handler det efter min bedste overbevisning om, at vi skaber de bedst mulige incitamentet for den enkelte læge til at lade sig uddanne, henholdsvis slå sig ned også i de mindre tæt befolkede egne af landet.

Som vi tidligere har foreslået, er der nok behov for – bare for at tage en række ting, man kunne kigge på, og som kunne være nede i værktøjskassen – at styrke de fysiske rammer omkring fremtidens lægepraksis i form af moderne lægehuse og sundhedshuse, altså skabe de rigtige rammer for stærke faglige fællesskaber lokalt og dermed jo altså også nogle attraktive fysiske rammer for fremtidens patienter. Vi bør efter vores opfattelse også se på mulighederne for at øge de økonomiske incitamenter i forhold til at tage flere patienter ind i praksis, og vi bør give regionerne mulighed for at lave aftaler med eksempelvis ældre praktiserende læger om, at de mod at udsætte pensionen kan få finansieret ekstra personale til klinikken f.eks. i form af sygeplejersker.

Endelig ligger der jo altså også et kæmpemæssigt uudnyttet potentiale i at fremme anvendelsen af den digitale konsultation, altså det digitale møde mellem læge og patient, som jo af gode grunde har fået en opblomstring her under coronakrisen, i hvert fald da krisen var på sit højeste. Nu er det så faldet til et lidt lavere stabilt niveau, men vi tror meget på, at der også her er mulighed for via forskellige tiltag at løfte det digitale møde mellem sundhedsvæsenet og den enkelte patient. Der er jo flere redskaber til det, men det her er bare nogle af de instrumenter, vi tror er nødvendige med henblik på at sikre så god og så bred en lægedækning for så mange danskere som overhovedet muligt.

Tak for det. Der er en kort bemærkning. Hr. Stinus Lindgreen.

Tak for det. Jeg skal gøre det kort. Nu har vi jo diskuteret tjenestepligt, eller i hvert fald nævnt ordet en del gange, som et muligt værktøj, så jeg vil bare spørge ordføreren til Venstres holdning om tjenestepligt som en løsning på det her problem.

Ordføreren.

Nej, så havde jeg nævnt det her, altså hvis jeg syntes, det havde været så central en del af debatten, og jeg havde nok fremhævet det, hvis jeg syntes, at det var en gangbar vej. Altså, vi tror mere på det med, som jeg også nævnte i min ordførertale, at vi bruger nogle forskellige tilskyndelsesmetoder, herunder også af økonomisk karakter med henblik på at kunne tiltrække praktiserende læger til de områder af Danmark, hvor udfordringen med at få sin egen praktiserende læge er størst. Man skal jo bare lige huske: Når man taler lægeudfordringer, har man sådan en eller anden fornemmelse af, at det kun gælder ude i de tyndt befolkede egne af landet, men vi rykker jo altså også tættere på hovedstaden. Som hr. Stinus Lindgreen ved fra sit øvrige sundhedspolitiske virke, er der jo også udfordringer i den her del af landet. Så det er en landsdækkende problematik, hvor jeg tror, at uddannelse af flere læger og så økonomiske tilskyndelsesmidler kan være nogle af værktøjerne.

Tak til Venstres ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fra Socialistisk Folkeparti, fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for ordet. Også tak til Dansk Folkeparti for at indkalde til den her forespørgselsdebat. Det er et vigtigt emne og også en udfordring, som skal løses, og derfor er det også rigtigt, at vi bliver ved med at have den samtale. Der er nemlig stadig væk lægemangel i Danmark, selv om der er blevet gjort en stor indsats for at kompensere for lægemanglen, både regionalt og centralt via udbredelsen af lægeuddannelsen, oprettelse af flere uddannelsesstillinger i almen medicin, lægedækningsaftalen i 2017 og de seneste overenskomster med PLO, men vi står stadig væk med ubesatte ydernumre, især i yderområderne og ikke mindst i den sydlige og vestlige del af region Sjælland. Men vi ved også, hvor svært det har været at skaffe en lægeklinik i Vollsmose i Odense; her var man også nødt til at ty til en såkaldt samarbejdsklinik med alles Lægehus som medspiller for at få et lægetilbud op at stå.

Derfor er vi fortsat nødt til at spille på flere heste, hvis vi skal sikre faste læger til borgerne i hele landet, samtidig med at vi forsøger at undgå alt for mange private aktører på området. Vi skal f.eks. ikke have flere stråmandsklinikker, hvor store kapitalinteresser får flere muligheder for at komme ind på sundhedsområdet i Danmark. Lægetilbuddet i Danmark bør være præget af almen praksis, gerne i en moderniseret form af læge- eller sundhedshuse med flere sundhedstilbud og sundhedspersonale tilknyttet, og om nødvendigt offentlige regions- eller licensklinikker, hvor man forsøger at arbejde med en fast stab af læger, som kender deres borgere. Endelig bør vi også forsøge at aflaste almen praksis bl.a. via oprettelsen af flere sygeplejeklinikker, hvor man bl.a. kan yde sårpleje og førstehjælp, det vil kunne være et vigtigt supplement i yderområderne, sikre lettere adgang til psykologhjælp til både børn og voksne, hvor der i dag kun er gratistilbud til aldersgruppen 15-24 år, og via mere brug af virtuel lægepraksis, som kan være et vigtigt supplement til især øboere.

Derudover skal vi i forbindelse med den nye PLO-overenskomst og i forbindelse med den kommende sundhedsplan fortsat se på, hvordan vi kan skaffe endnu flere læger. Lægeforeningen har foreslået en række fornuftige tiltag: fastholdelsestiltag i form af mere klinikpersonale til ældre almenpraktiserende læger; tiltrækning af almene medicinere fra sygehusområdet til almen praksis, hvis de kunne få nogle bedre arbejdsforhold med plads til barselsorlov og 37-timers arbejdsuge og den slags helt almindelige, gode arbejdsforhold; og støtte til ansættelse af mere klinikpersonale i form af sygeplejersker og klinikassistenter, social- og sundhedsassistenter i almen praksis i ikke mindst yderområderne; omlægning af hoveduddannelsen i almen medicin, så man fik længere praktiktid i almen praksis – det vil skaffe mere arbejdskraft i almen praksis, så man måske vil kunne undgå sundhedsministerens lidt vilde forslag om tjenestepligt, samtidig med at man kunne øge interessen for området – eller oprettelse af flere hoveduddannelses- og introduktionsforløb i almen praksis. Derudover synes jeg også, at man burde se på muligheden for flere delestillinger, hvor den almene mediciner både arbejder i almen praksis og måske på et lokalt sygehus.

Jeg synes, at der er kommet rigtig mange gode takter i det, der allerede er sagt fra talerstolen i dag, og jeg synes også, det er nogle gode vedtagelsestekster, der er læst op. I SF kan vi bl.a. støtte op om den vedtagelsestekst, som Socialdemokraternes ordfører læste op, ikke mindst så længe vi undlader begrebet tjenestepligt, men det er vigtigt for os under alle omstændigheder, at der er en bred aftale i Folketinget om at få løst det her problem en gang for alle. Det her er et område, der ikke tåler elevatorpolitik, så jeg håber på, at vi kan samles om at lave nogle gode løsninger for lægedækning i fremtiden.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Næste ordfører er hr. Stinus Lindgreen, Det Radikale Venstre.

Tak for det. Og tak til fru Liselott Blixt for at tage et vigtigt emne op. Vi er jo alle på tværs af partierne interesseret i at sikre lægedækning i hele landet, så alle borgere har nem og lige adgang til behandling af høj kvalitet. Vi har desværre i dag en situation med stor skævhed på tværs af landet, hvor det nogle steder er meget svært at dække behovet for praktiserende læger. Det skal vi gøre op med for at sikre lighed i sundhed. Det er der ikke én simpel løsning på. Det er rigtig godt, at der er oprettet flere hoveduddannelsesforløb i almen medicin, som ministeren nævnte i sin tale, hvilket på sigt kan løse en del af problemet, men det siger også sig selv, at det er en langsigtet strategi, der ikke afhjælper udfordringerne nu og her.

Almen praksis er en helt afgørende del af vores sundhedsvæsen, og på sigt vil vi se flere og flere opgaver flyttet ud til egen læge. Samtidig kan vi se i den demografiske udvikling, at der vil være et stigende behov i årene, der kommer, for flere ældre medborgere, flere personer med kroniske sygdomme og flere multisyge vil alt andet lige stille større krav til vores sundhedsvæsen. Netop for disse grupper er kontinuitet i behandlingen særlig vigtig, så derfor skal der sikres lægedækning i hele landet.

I Det Radikale Venstre ser vi en lang række mulige tiltag, der i kombination kan afhjælpe problemet, mens vi venter på at få uddannet flere speciallæger i almen medicin, for det handler i vores optik om ikke at tvinge nyuddannede læger ud i almen praksis, men om at gøre det attraktivt for dem, der gerne vil, for det er nemlig til gavn for både læge og patient. Den klassiske familielæge er nok ikke længere en gangbar model for langt de fleste, men det vigtige er, at vi stadig sikrer den samme høje sundhedsfaglige standard, og her skal vi omfavne fleksibilitet og nye måder at organisere almen praksis på. Vi ser eksempelvis, hvordan flere læger går sammen i én praksis, så der skabes faglig sparring og fællesskab, eller hvordan man får andre til at tage sig af det administrative, så lægen kan fokusere på det lægefaglige. Måske kan man gøre mere for at sikre det nødvendige personale på klinikkerne i de mest truede områder, så lægerne ikke behøver at bekymre sig om den del.

Det skal gøres attraktivt for læger at slå sig ned i de dele af landet, der er mest udfordret, og her kan man se til de dele af landet, der faktisk har haft succes med at knække kurven. For mange handler det jo ikke kun om lægen selv, for der kan være en eventuel partner, der skal have et job, der er måske børn, der skal i skole, og her er det lokale tiltag, der skal til. Og så kan man også se på, om man kan fastholde de ældre praktiserende læger bare et par år længere, der så vil afhjælpe en del af problemet, og samtidig have mentorer for de yngre læger, der gerne vil ud i almen praksis. Der er rigtig mange greb, vi kan bruge, og i kombination er jeg sikker på, at de kan løse udfordringerne. Prognoserne peger heldigvis også på, at antallet af patienter uden adgang til egen læge vil toppe i år, så vi er på rette vej, selv om vi ikke er i mål endnu.

Til slut har jeg for det første lovet at hilse fra fru Susanne Zimmer, der ikke kunne være her i dag, og så vil jeg på vegne af Det Radikale Venstre, Enhedslisten og fru Susanne Zimmer (UFG) fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget anerkender, at der fortsat er lægedækningsudfordringer i store dele af landet, og at et flertal af de praktiserende læger har lukket for tilgang af nye patienter. Folketinget anerkender også, at et stigende antal speciallæger i almen praksis på længere sigt vil kunne forbedre lægedækningen, men at der samtidig er behov for andre og hurtigere tiltag. Folketinget konstaterer, at der ikke er opbakning til tjenestepligt, og at denne løsning derfor ikke skal anvendes. Folketinget pålægger regeringen at indkalde Folketingets partier til forhandlinger om at løse problemet.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 105).

Tak for ordet.

Tak for det. Forslaget til vedtagelse vil nu indgå i den videre debat.

Der er ikke nogen korte bemærkninger, og derfor siger vi tak til hr. Stinus Lindgreen. Så er det fru Pernille Skipper, Enhedslisten.

Jeg vil gerne takke Dansk Folkeparti for at tage debatten op igen. Som den konservative ordfører også sagde lige før, kan det godt være, at problemet er akut, men det er også samtidig vedvarende, og det er bestemt ikke en ny debat eller en ny problematik. Manglen på almenpraktiserende læger, som jo hovedsagelig rammer i yderområder, men også i socialt belastede områder, er en stor trussel mod ligheden i sundheden. Det at kunne have en lokal læge med indsigt i befolkningen, i den enkelte familie, i den enkelte borger, vide, hvem det er, der skal have en ekstra telefonopringning eller en ekstra hånd en gang imellem, er fuldstændig afgørende for, at vi kan få bugt med nogle af de skævheder, der er i vores sundhedsvæsen, selv i et ekstremt lige land som det danske, og det gælder både kønsmæssig skævhed, at mænd ikke har den samme sundhed som kvinder, men bestemt også social ulighed, som vi oplever igen og igen. Samtidig er det at løse problemet med manglen på praktiserende læger en nødvendighed for også at styrke det nære sundhedsvæsen, hvor så mange som muligt kan føle sig så trygge som muligt. Der er ikke nogen, og det har debatten allerede afspejlet, quickfixes eller nemme løsninger på det her problem, for der skal mange forskellige ting til.

En af de ting, der ikke skal til, er tjenestepligten. I Enhedslisten vil vi ikke tvinge unge nye læger til at arbejde steder, de ikke ønsker at arbejde, vi ville synes, det var uansvarligt at sende unge og uerfarne læger ud på landet for at varetage et job, der kræver speciallægeerfaring; det er patienterne heller ikke tjent med, og det er de yngre læger heller ikke. Jeg er bange for, at det vil være kontraproduktivt for kvaliteten og kontinuiteten, og jeg er sådan set også bange for, at det muligvis vil afskrække nogen fra at vælge netop det speciale. I stedet for bakker vi op om mange af de andre forslag, der er blevet præsenteret i dag og tidligere i debatten, bl.a. fra Lægeforeningen, for som sagt skal der mange forskellige ting til. Vi synes, det handler om, at vi vælger nogle løsninger, som bygger på undersøgelser om, hvad der rent faktisk motiverer læger til at vælge almen praksis og også vælge almen praksis uden for de større byer og i de områder, hvor vi mangler, og hvordan vi kan løse problemet uden tvang.

Meget af det, jeg ville sige, er blevet nævnt allerede, heldigvis, det er jo meget godt, og det drejer sig om fastholdelse af ældre læger, mere mulighed for klinikpersonale og nedsat tid, vi skal tiltrække almenmedicinere fra sygehusene, f.eks. med delt ansættelse, som også SF's ordfører var inde på, bedre økonomisk støtte, en større del af speciallægeuddannelsen i almen praksis, forøgelse af uddannelseskapaciteten, som flere også har været inde på, og så skal vi de steder, hvor der ikke kan sikres sådan en almindelig almenpraktiserende læge, være bedre muligheder for at bakke op om regionsklinikker. Som vi jo har debatteret for ganske nylig, og det er også blevet nævnt i dag, er det rigtig vigtigt, at vi undgår at få de her såkaldte stråmandsklinikker, som vokser op rundtomkring, og som ikke sikrer den nærhed i sundhed, som vi egentlig gerne vil, men som har været et resultat af nogle af de tiltag, der er blevet taget, med bl.a. forøgelsen af antal ydernumre, hvor man forsøger at løse et problem med manglen på praktiserende læger, men så skaber et nyt problem. Men regionsklinikkerne kan altså i vores optik sikre en bedre mulighed for fleksible ansættelser, man kan sikre særligt gode ansættelsesforhold der, hvor der er stor mangel på læger, altså simpelt hen bare lokke med de rigtig, rigtig gode ansættelsesforhold og individuelle løsninger, og man kan også sikre, at nyuddannede slipper for at have det administrative og arbejdsgiveransvaret med, som ellers sædvanligvis følger med det at være praktiserende læge.

I forbindelse med forståelsespapiret har vi også talt om det, for det er som sagt ikke noget nyt problem, og der hedder det, at regeringen vil invitere til forhandlinger om en sundhedsaftale med bl.a. følgende prioritering, nemlig at der iværksættes en målrettet indsats for at sikre flere praktiserende læger i hele landet. Vi er såmænd klar til de forhandlinger i Enhedslisten, og det tror jeg udmærket godt ministeren er klar over, men det er det, som vi har forpligtet os til i fællesskab, altså at vi i forbindelse med den sundhedsaftale vil indkalde til de forhandlinger. Det vil vi selvfølgelig opfordre ministeren til en gang til, altså til at få sat skub i det.

Det allersidste, jeg vil sige, er, at vi skal huske, at det ikke kun er i almen praksis, at der er mangel på vigtigt og specialiseret personale, for det gør sig f.eks. også gældende i psykiatrien, hvor vi har et stort problem også. Det må vi og vil vi sikkert også debattere igen en anden dag. Så tak til Dansk Folkeparti for at tage en vigtig debat op igen, heldigvis.

Det Radikale Venstres ordfører har lige læst en vedtagelsestekst op, som er lavet i samarbejde med Enhedslisten, og vi synes, den er vigtig, fordi den også får sat en streg under, at tjenestepligten ikke er vejen frem. Det er en diskussion, som bliver ved med at spøge i den her debat og overtager debatten, så jeg vil opfordre andre partier til også at stemme den vedtagelsestekst igennem, sådan at vi kan komme videre i diskussionen om, hvad vi ellers kan gøre af gode ting. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så efter afspritning går vi videre til hr. Per Larsen fra Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, formand. Og tak til fru Liselott Blixt for at rejse den her forespørgselsdebat. Lægemangel er jo et utrolig stort og vigtigt problem, som vi skal se at få løst. Det var rent faktisk en af årsagerne til, at jeg valgte at stille op til Folketinget, altså fordi jeg synes, det er så vigtigt, at vi sikrer, at vi får læger nok fremadrettet. For det skaber ulighed i sundhed, hvis det er sådan, at man ikke har sin egen læge. Det forringer simpelt hen lægearbejdet, og patienterne risikerer, at der er sygdomme, som bliver overset, og man risikerer, at alt for mange bliver henvist til hospitalerne uden grund.

Derfor har vi i Konservative også stillet forslag om at gøre en markant indsats for at få uddannet nogle flere speciallæger i almen medicin, sådan at man i befolkningen har mulighed for at få sin egen læge. Helt præcist har vi foreslået at uddanne tilstrækkelig mange læger, så vi kommer op på de der 5.000 læger, der bliver brug for i fremtiden, mod de ca. 3.300, vi har i øjeblikket, som jo slet ikke dækker behovet.

Det handler bl.a. om, at der bliver flere og flere ældre, og at der bliver flere og flere med kroniske sygdomme – måske endda mere end en kronisk sygdom – og det handler om, at vi gerne vil løse nogle flere opgaver i almen praksis frem for at skulle løse dem på hospitalerne. Og så handler det rent faktisk også om, at vi gerne vil have så mange praktiserende læger, at man får mulighed for at vælge sin egen læge, frem for som det er i dag, hvor man jo faktisk skal være rigtig, rigtig heldig, hvis man kan få en læge, og ellers er henvist til andre tilbud.

Vi vil gerne have, at borgerne har mulighed for at vælge deres egen læge, og det tror jeg også at lægerne er bedst tjent med. For det er vigtigt at have sin egen praktiserende læge. Det betyder måske ikke så meget, hvis det er sådan, at man er sund og rask, men hvis man kommer til at fejle noget, bliver syg, ja, så har det overordentlig stor betydning, at man kender sin læge og lægen kender sine patienter. Får man ondt i livet, bliver man ramt af psykisk sygdom, bliver man kronisk syg – måske endda har flere kroniske sygdomme samtidig – ja, så er det af uvurderlig stor betydning, at man har en læge, som man kender og føler sig tryg ved. På samme måde har lægen meget lettere ved at stille diagnosen, når det er en kendt patient, der enten ringer til lægen eller kommer ind ad døren, frem for at det er en ukendt patient, som lægen ser for første gang.

Almen praksis er noget unikt med høj patienttilfredshed, høj kvalitet og høj patientsikkerhed. Vi ved jo, at en stærk primær sektor sikrer både en lavere dødelighed af en række sygdomme, en længere middellevealder, mindre ulighed og bedre livskvalitet, en mere relevant brug af hospitalerne med simpelt hen færre indlæggelser. Og det forhindrer også, at udgifterne i sundhedsvæsenet løber løbsk, fordi almen praksis jo er utrolig billigt at drive. Det plejer jo at ligge på omkring 1.500-1.600 kr. pr. borger, og hvad kan man få for 1.500-1.600 kr. om året? Man kan ikke engang få den lille tv-pakke. Det er utrolig billigt og effektivt og til stor tilfredshed for patienterne. Men det kræver jo en vis form for kontinuitet, at man har en fast læge, som har sit faste personale af sygeplejerske, sekretær, fysioterapeut, og hvad der ellers er.

Hvorfor har vi lægemangel? Det har vi jo, dels fordi vi har fået uddannet for få læger, dels fordi det har været mere attraktivt for lægerne at søge ind på hospitalerne, som jo bl.a. på et tidspunkt havde en voldsomt stor efterspørgsel efter speciallæger, fordi man indførte fælles akutmodtagelser, og hvor kvalitetsløftet jo gik på, at alle skulle mødes af en speciallæge, når de kom på hospitalet. Så der er masser af årsager til, at vi har for få praktiserende læger.

Men heldigvis er der jo, som andre også har nævnt, lidt lys forude. Vi ser faktisk, at der er ledige ydernumre, som bliver besat af nyuddannede almenmedicinere, og det er rigtig, rigtig godt. Så vi skal lige sørge for at holde stolene varme lidt endnu, fordi der jo som sagt heldigvis også kommer nogle flere. Og så skal vi jo bruge nogle af de ting, som forespørgerne også har lagt op til, altså prøve på at motivere nogle af de ældre læger til at blive lidt længere, før de går på pension. Og på den lange bane skal vi selvfølgelig sikre, at vi gør det meget mere attraktivt at være praktiserende læge; det kan være noget med barsel, som der også er en, der har nævnt, og det kan være noget med arbejdstid. Der kan være flere forskellige ting, men for alt i verden skal vi undgå tvang. Der kommer aldrig nogen sinde noget godt ud af tvang – ikke mig bekendt. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Derfor kan vi efter afspritning gå videre i ordførerrækken. Så er det hr. Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige.

Jeg er jo glad for, at den konservative ordfører ikke kom med et eksempel om, at det er, hvad man kan købe et par sko for. Så havde vi nok haft en ny skandale i stedet for. Nu er det tv-pakken, vi måler ting op imod, og det er da også dejligt. Der er også noget, der hedder et Big Mac-indeks; det bryder jeg mig rigtig meget om.

Så til den her forespørgsel. Tak til DF for at rejse den igen. Det er jo sådan et ongoing tema, som vi har, og det er fuldt forståeligt, fordi det jo er helt centralt for borgerne derude, at det her fungerer, og at det her virker. Vi har en forpligtelse til, at det her bliver fixet. Det er også derfor, at jeg gerne ville have spurgt ministeren og også Socialdemokratiets ordfører om, hvornår vi så laver de her forhandlinger. Jeg tror, at vi allesammen accepterer, at der har været coronakrise og alt mulig andet, men verden går ikke i stå, og nu er vi altså et år inde i det. Vi skal undgå, at det her bliver en kampplads til det næste folketingsvalg. For det var jo det, der skete, f.eks. omkring sundhedsreformen sidste gang, hvor jeg tror, at der på tværs af partierne faktisk var bred enighed om nogle af de elementer, der var deri, men lige pludselig blev det til et opgør omkring regionerne eller ikke regionerne, og så gik alt i hårdknude. Det synes jeg er ærgerligt. Så bare en opfordring her til, at vi får sat en dato, og til at der kommer gang i de her forhandlinger

Vi i Nye Borgerlige har ikke noget sådan ideologiske korstog omkring det. Jeg synes faktisk, at det, selv om Socialdemokratiet har fået meget tæsk for deres forslag, er agtværdigt, at man har et forslag, og at man faktisk siger, at jamen det er vores indgang til det. Og hvis der er nogle, der har nogle andre bud, der kan løse det her bedre, så går vi den vej. Det synes jeg da er anerkendelsesværdigt. Og så kan vi sige, at det er vi ikke helt enige i, men måske kan vi finde en løsning. Jeg synes, at hvis man kan gå sammen her om noget, som må være muligt på tværs af politiske skel, og hvor vi ellers kan skændes om en masse ting til daglig, så burde det være det her. Så vi i Nye Borgerlige er åbne over for alle forslag, som kan medvirke til det her. Det kan være at lytte til de studerende og lytte til de praktiserende læger – hvad er det, de har af ønsker, og hvad tror de kan hjælpe? Kan det så flettes ind i en politisk virkelighed herinde, så er det da den vej, vi skal gå. Så vi er helt åbne, og tak til Dansk Folkeparti for at rejse det. Jeg synes, det er vigtigt, at vi holder gryden i kog om det her, men også, at vi måske kan tage det fra forespørgselsdebatter og ind i et forhandlingslokale og også videre derfra.

Tak for det. Ingen korte bemærkninger. Og da der ikke er flere ordførere, som har bedt om ordet, er det sundhedsministeren.

Tak for det. Det er bare ganske kort her fra mig. Tak for indlæggene og tak for en god debat, som jeg synes – og det er jo det, sådan en debat her skal – ridser nogle klare forskelle op, men også tilkendegiver, at der er en enighed om, at det her problem skal vi have løst. Jeg synes også, at jeg kan spore en stor grad af konstruktivitet og lyst hos de enkelte ordfører i forhold til at få det løst.

Jeg kan sige, at der er flere, der har spurgt om tidsplaner, og hvordan tidsplanen ser ud, og det, jeg kan sige, er, at jeg i den her måned vil indkalde parterne til drøftelser. Og jeg har for øvrigt også iagttaget, naturligvis, den nu pauserede overenskomstforhandling med PLO, som er i gang, men i den her måned har jeg altså planlagt – det er ikke meddelt dem endnu, men det kan de, der følger med på skærmen, så se nu – at vi inden længe sender dem en indkaldelse til drøftelser, hvor jeg selvfølgelig vil høre, hvad de har af forslag, og så kan vi jo prøve at få regnet på dem.

Efter det forløb vil jeg så også indkalde Folketingets partier, og bliver vi enige om noget, kan det jo helt åbenlyst blive et, tror jeg, centralt element i den sundhedsaftale, som jo også kommer til at være i år. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning til fru Liselott Blixt. Værsgo.

Mange tak. Nu har vi jo haft debatten her et stykke tid, og forespørgslen lyder, hvad ministeren kan oplyse om manglen på praktiserende læger, og om regeringen vil overveje at genoprette nogle af de ordninger, der tidligere har været, for at afhjælpe problemet, f.eks. tilskud til lokaler, højere ydelseshonorarer, at man kan tage flere patienter ind, nu hvor der er lukket for tilgang, tilskud til at have ældre patienter, så man kan ansætte sygeplejersker. Det har jeg faktisk ikke fået svar på, selv om vi har haft en lang debat.

Jeg ved, at der har været andre ordførere, der har været inde på det, men om det er noget, som lige præcis sundhedsministeren vil overveje, kunne jeg godt tænke mig at høre.

Ministeren.

Jeg kan se, at det er en del af den vedtagelsestekst, som Dansk Folkeparti har lagt frem. I forhold til økonomisk støtte fra det offentlige mener jeg, at det er temmelig afgørende, at vi husker på, at de praktiserende læger jo er private erhvervsdrivende. De arbejder efter en overenskomst med det offentlige, og det er den, man netop nu er i gang med at forhandle under de her pauserede, men altså ikke afsluttede forhandlinger. Der er i overenskomsten, altså den, der så gælder, fastsat et basishonorar pr. patient og en honorering for de enkelte ydelser, og der er jo endda også lavet nogle vægtninger af det alt afhængigt af, hvor man er henne, og hvilke typer patienter man har.

Jeg mener ikke, at vi uden for den overenskomst skal give økonomisk støtte til nogen praktiserende læger. Det mener jeg hører hjemme i overenskomsten, og den er som sagt ved at blive indgået, forhåbentlig snart.

Fru Liselott Blixt.

Det er lige præcis den logik, som jeg undrer mig over. Man siger, at det er privatpraktiserende læger; ergo kan vi ikke give tilskud til lokaler eller til, at de kan ansætte nogle, så de kan tage flere patienter ind. Men man kan godt dér, hvor der mangler læger, betale flere hundrede tusinde kroner ekstra for få at få nogle ud i de områder. Hvad er forskellen? De arbejder for det samme, nemlig at give alle borgere i Danmark den lægehjælp, de har brug for. Hver gang vi taler om det her med enten lokaletilskud eller noget andet, siger man, at det er, fordi de er privatpraktiserende læger.

Ministeren.

Ja, og det er jo det setup, vi har i Danmark. Jeg synes, det har været et historisk godt setup, og at det løser mange problemer nu her, men jeg må også sige, at i forhold til de drøftelser, jeg skal have med parterne og med partierne, så er jeg sikker på, at ønsket om, hvordan man får de praktiserende læger til at øge deres kapacitet ved at ansætte mere praksispersonale f.eks., indgår. Lad os prøve at se, hvordan vi så kan strikke det sammen ud fra de krav, det medfører, sådan at vi kan have overenskomsten mellem lægerne og det offentlige for sig og de andre tiltag for sig.

Så er det hr. Martin Geertsen, Venstre.

Jeg vil først bare lige følge op på det, som fru Liselott Blixt er inde på. Det er jo lidt et paradoks, at ministeren siger, der er tale om privatpraktiserende læger, og at man derfor ikke kan se for sig, at man kan yde nogen form for økonomisk støtte, men man kan altså godt påtvinge dem nogle medarbejdere, som de ellers ikke ville have haft. Det er da lidt et paradoks.

Det, jeg egentlig vil spørge om, er følgende: Da vi var i regering, var vi sådan set langt fremme med planer om det og havde også iværksat nogle planer om at give økonomisk støtte til at etablere sundhedshuse rundtomkring i landet. Hvordan ser ministeren på det fremadrettet? Nogle af de her puljer har regeringen jo parkeret. Skal vi ikke i gang med at få etableret nogle nye sundhedshuse og få moderniseret lægepraksisser rundtom i landet?

Ministeren.

Jo, vi skal i gang med at sikre det lokale led i vores sundhedssystem. Det er helt korrekt, at der er nogle midler, som vi ser frem til at udmønte i et forhåbentlig bredt forlig om en sundhedsreform i år. Det er nogle puljer, som vi netop bevidst ikke har brugt i løbende finanslove og andet, men har sagt, at dem skal vi reservere til at løse vigtige problemer i forbindelse med nærhed i sundhed. Så det ser jeg frem til at gøre sammen med partierne.

Martin Geertsen.

Igen synes jeg, at det er lidt af et paradoks. Hvis vi alle sammen synes, at vi har et eller andet problem, hvor en del af løsningen handler om, at vi skal have moderniseret noget af almen praksis, også for så vidt angår den materielle del, og at vi skal have styrket det nære sundhedsvæsen ved at give bedre fysiske rammer, hvorfor er det så egentlig, at vi venter? Hvorfor har regeringen parkeret de her penge et eller andet sted, så vi ikke rigtig ved, hvor det ender henne med dem?

Ministeren.

Det bliver måske sådan et christiansborgsvar, som jeg desværre kommer med, og jeg hader ellers sådan nogle svar, men sagen er jo den, at det var en del af den tidligere regerings sundhedsreform. Den her regering vil også fremlægge en sundhedsreform. Det har vi sagt, det vil vi gøre, og det vil vi gøre i år. Derfor hænger det jo godt sammen. Det er en så stor og vigtig del af vores sundhedssektor og sundhedssystem i det hele taget, at det, der sker med sådan en pulje, og det, man kan løse i forhold til den lokale kvalitet og tilstedeværelse, hænger så tæt sammen med resten af det, som en sundhedsreform skal kunne, at det nok er meget klogt, at det forhandlingsmæssigt og tidsmæssigt hænger sammen. Det er noget, jeg ser frem til at gøre i de kommende måneder.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det. Jeg er en af dem, der ser frem til, at vi netop kommer i gang med den her drøftelse, og vil egentlig bare følge op på noget af det, som jeg også sagde i min ordførertale, altså det med også at prøve at tænke andet personale ind i praksis. Det kan jo for det første lette rigtig meget, hvis man kan sende en sygeplejerske hjem til en borger for at få taget de blodprøver, målt blodtryk, og hvad der nu ellers skal til, og der er masser af opgaver, som kan løses af andet sundhedspersonale.

Jeg ved godt, at der også er noget betaling og alt muligt andet. Men kunne det ikke give meget god mening at prøve at få et billede af den store forskellighed, der jo i virkeligheden er rundtomkring i landet i, hvordan man har valgt at bruge andre ressourcer, fordi det kan betale sig, og fordi det er en mulighed, sådan at vi også får et fælles billede af, hvordan vi kan se på muligheden for at sammensætte personalet på en anden måde i fremtiden?

Ministeren.

Jo, og jeg noterede mig og jeg lyttede med stor interesse til fru Kirsten Normann Andersens ordførertale og det, der blev nævnt, netop alle pointerne om at få ansat mere praksispersonale, og der var forskellige eksempler på, hvad de kan gøre, og hvordan de simpelt hen kan sikre at få styrket både kvaliteten, men jo også kapaciteten lokalt. Det synes jeg er kloge ord, som bør være noget af det, som vi helt klart skal gå videre med.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Jamen det er jo i virkeligheden, fordi det er så forskelligt. Altså, det er også det, der gør, at det engang imellem er vanskeligt at have drøftelsen herinde. For erfaringerne er anderledes, når vi kigger på Sjælland, end de er der, hvor jeg kommer fra, i Region Midtjylland, og jeg synes jo godt, det kan give mening, at man ligesom prøver at tænke på tværs. I øvrigt vil det også lette rekrutteringen til rigtig mange andre sundhedsfag, hvis det er sådan, at man kan se for sig, at man har forskellige avancementmuligheder i sit fag. Så jeg synes virkelig, at der her er et tema, som vi skal prøve at sætte maks. fokus på.

Ministeren.

Lad os aftale at gøre det. Jeg er jo så nødt til lige at sige, at jeg er født og opvokset i Næstved nede på Sydsjælland, og der synes man jo ikke, at Sjælland er én ting, og at Jylland er noget andet. For udfordringen med lægedækning er i Region Sjælland, Lolland og Falster, Vestsjælland og også noget af Sydsjælland én udfordring, og man har også udfordringen, men en anden udfordring, i en anden del af Sjælland, nemlig i hovedstadsområdet. Og det viser jo så meget godt, at det er forskellige elementer, altså forskellige problemstillinger, der er i de forskellige hjørner af Danmark.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse finder sted tirsdag den 13. april 2021.