Det første punkt på dagsordenen er:

1) Forespørgsel nr. F 33:

Forespørgsel til beskæftigelsesministeren, social- og indenrigsministeren og sundheds- og ældreministeren:

Mener social- og indenrigsministeren, sundheds- og ældreministeren og beskæftigelsesministeren, at de nuværende regler og den nuværende visitationspraksis i kommuner og regioner på hjælpemiddelområdet i tilstrækkelig grad sikrer borgere med et fysisk handicap et aktivt liv og fritidsliv, tilstrækkelige uddannelsesmuligheder og tilknytning til arbejdsmarkedet, og hvad vil regeringen helt konkret gøre for at sikre dette fremadrettet?

Af Charlotte Broman Mølbæk (SF) og Kirsten Normann Andersen (SF).

(Anmeldelse 17.12.2020. Fremme 21.12.2020).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 27. april 2021.

Det er først ordføreren for forespørgerne, fru Charlotte Broman Mølbak, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg vil bare for god ordens skyld lige informere om, at jeg hedder Mølbæk. (Anden næstformand (Pia Kjærsgaard): Det skal jeg huske). Det er så fint.

I Danmark er vi stolte af vores velfærdssystem, et velfærdssystem, som har til hensigt at være et sikkerhedsnet under os alle, hvis vi nu skulle blive ramt i livet, for vi kan alle blive ramt af sygdom eller en ulykke og få et handicap, som vi skal lære at leve med. Det er lige præcis det, som denne forespørgselsdebat handler om, nemlig om de mennesker, der skal leve med deres handicap.

Det handler om at kunne leve et værdifuldt og aktivt liv med indhold, ikke bare et liv bag hjemmets fire vægge og ikke bare at overleve. Hvis der er mulighed for det, skal man kunne tage en uddannelse, og det skal være muligt at have et job ud fra de ressourcer og kompetencer, man har på trods af handicappet. Det handler om det hele menneske, men vi har desværre et system, der ofte arbejder i siloer, hvor det så kan ende med, at man får afslag på en vandtæt benprotese i socialafdelingen, hvilket betyder, at man ikke kan gøre sin uddannelse færdig og senere arbejde i et køkken som kok.

Hvorfor har vi stadig væk et system, hvor borgerne fanges i endeløse diskussioner om, om det er kommunen eller regionen, der skal betale hjælpemidlet? Det sker, alt imens en veteran er sendt tilbage i kørestolen, fordi ingen i kommunen eller regionen tager ansvar for at betale for reparation af den benprotese, han oprindelig fik i forbindelse med sin genoptræning i regionen.

Når vi hører om de eksempler, tror jeg godt, at vi kan blive enige om, at det er uholdbart, at systemet i virkelighedens verden ikke lever op til intentionerne i lovgivningen, for det er jo tudetosset og utrolig kortsigtet, at der træffes afgørelser på det sociale område, der forhindrer, at man kan få en uddannelse eller komme i job. Alle ved jo, at en førtidspension er meget dyrere end den engangsudgift til et hjælpemiddel, der kunne sikre et mere uafhængigt liv for en borger. Det skal ikke være betinget af, at man er heldig i kommunelotteriet i forhold til den hjælp, man kan få i sin handlekommune.

Der er alt for store forskelle i de 98 kommuner på, hvilke hjælpemidler man kan få, og hvor hurtigt man kan få dem. Selv om vi i SF er store tilhængere af det kommunale selvstyre, kan det simpelt hen ikke fortsætte. Det undergraver vores sammenhængskraft og en række formål med serviceloven om forebyggelse og om at tilgodese behov, der følger af en nedsat fysisk funktionsevne, og om at fremme den enkeltes muligheder for at klare sig selv. Vi skal med andre ord stoppe den kortsigtede praksis, hvor mennesker med handicap forhindres i at kunne leve et aktivt liv, tage en uddannelse og passe et job.

Med hjælpemidler bevilget i tide er der mange positive afledte effekter, og det gælder også for vores samfundsøkonomi, når vi får flere uddannet og i job, men det gælder også i forhold til forebyggelse af en række sundhedsproblemer af somatisk og psykisk karakter. Derfor har jeg både indkaldt social- og ældreministeren, sundhedsministeren og beskæftigelsesministeren.

Jeg håber, at vi med denne debat kan skabe et fælles grundlag for forståelse af de problemer, mennesker med handicap oplever, og ikke mindst for de løsninger, vi bør finde sammen, også på tværs af sektorer.

Tak for det. Så er det nu social- og ældreministerens tur. Og der er efterfølgende adgang til én kort bemærkning fra ordførerne. Værsgo.

Tak for det, formand. Først og fremmest vil jeg takke forespørgerne til forespørgselsdebatten for at sætte fokus på en vigtig dagsorden. For forespørgselsdebatten, som vi her tager hul på, omhandler et vigtigt emne for en gruppe af sårbare mennesker, der på grund af deres fysiske handicap har andre levevilkår end mennesker uden funktionsnedsættelse.

Mennesker med et fysisk handicap kan opleve, at hverdagen er fyldt med udfordringer, som begrænser dem. Derfor er det altafgørende, at fællesskabet træder til og tilbyder den rette hjælp. For systemet skal være en medspiller i borgerens liv og ikke en modspiller, og som jeg har sagt før – og det tåler gentagelse – skal det ikke være en kamp at få hjælp, heller ikke for mennesker med fysiske handicap.

Alligevel viser det sig, at kun 40 pct. af de 19-20-årige med handicap er i enten uddannelse eller job. Det er ikke godt nok, og det skal vi som samfund gøre bedre. Ingen kan alt, men alle kan bidrage med noget, og alle vinder, både den enkelte og samfundet, når alle får mulighed for at være med i fællesskabet.

Noget handler om at sikre, at der er tilgængelighed til de rette hjælpemidler – det er det, vi drøfter her i dag i forespørgselsdebatten – og noget handler om den fysiske tilgængelighed. Der har vi for nylig tydeliggjort den ret til en rimelig individuel tilpasning, som børn og unge har i dagtilbud og skoler. Vi har sikret, at børn og unge kan klage og modtage godtgørelse, hvis der ikke foretages rimelige tilpasninger i skoler og dagtilbud. Det betyder, at børn og unge med handicap kan få de samme muligheder i deres skolegang og videre i livet som andre børn og unge. Det handler om at sikre mere fleksible vilkår for mennesker med handicap til f.eks. at tage en uddannelse.

Som det fremgår af Socialdemokratiet handicapudspil, skal der være mere tid for elever med handicap til at gennemføre en ungdomsuddannelse, f.eks. med inspiration fra Team Danmark-klasser. Derfor er der også fokus på bl.a. denne problemstilling i de igangværende forhandlinger om en handicappolitisk aftale, hvor regeringen ønsker at styrke indsatsen for elever og studerende, der har brug for lidt mere hjælp til at komme godt i gang med en uddannelse og videre ud i arbejdslivet.

I forespørgselsdebatten her bliver der mere konkret spurgt ind til for det første, hvorvidt der i dag er den tilstrækkelige hjælp i form af hjælpemidler til at kunne leve et aktivt liv og fritidsliv; for det andet, hvorvidt mennesker med fysiske handicap kan få den fornødne hjælp i form af hjælpemidler til at få tilstrækkelige uddannelsesmuligheder og tilknytning til arbejdsmarkedet; og til slut hvad denne regering vil gøre i forhold til dette.

I bund og grund handler forespørgselsdebatten jo om at sikre, at mennesker med fysiske handicap bliver kompenseret, så de på bedst mulige vis kan leve et liv på lige fod med alle andre, og jeg vil gerne slå fast fra en start af, at mennesker med fysiske handicap naturligvis skal kompenseres, så de kan deltage i samfundet og blive en del af fællesskabet på lige fod med alle andre. Det er netop det, som et af de grundlæggende principper i den danske handicappolitik går ud på, nemlig kompensationsprincippet, og det er et princip, der også gælder hjælpemiddelområdet.

For hele formålet med hjælpemidler er jo netop, at de skal kompensere for de varige følger af en funktionsnedsættelse. Hjælpemidler skal medvirke til, at mennesker med fysiske handicap får mulighed for at føre en så normal og selvstændig tilværelse som muligt og i størst mulig grad gøre den enkelte uafhængig af andres bistand i dagligdagen.

Der kan f.eks. være tale om, at en borger har så omfattende en funktionsnedsættelse i bevægeapparatet, f.eks. en nedsat gangfunktion, at borgeren ikke kan bevæge sig frit rundt til de aktiviteter, som borgeren ønsker at deltage i. I et sådant tilfælde vil f.eks. en kørestol eller et andet hjælpemiddel kunne medvirke til at sikre borgeren et aktivt og selvstændigt liv og fritidsliv.

Derfor er det selvfølgelig helt centralt, at der allerede i dag findes mulighed for kompensation af borgere med fysiske handicap. På socialområdet fastslår serviceloven, at der kan ydes støtte til hjælpemidler, hvis hjælpemidlet i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af en nedsat funktionsevne eller i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet. Hjælpen skal kompensere for de varige følger af den enkeltes funktionsnedsættelse, så man i videst muligt omfang kan klare sig i sin hverdag. Afgørelsen af, om der er behov for et hjælpemiddel, træffes ud fra en samlet vurdering af borgerens situation. På den måde understøtter serviceloven altså allerede, at mennesker med fysiske handicap kan leve et aktivt liv og fritidsliv.

Men når alt det er sagt, vil jeg samtidig også anerkende, at der kan opstå nye udfordringer på hjælpemiddelområdet for borgerne i praksis. Derfor vil jeg drøfte problematikkerne med bevilling af hjælpemiddel efter serviceloven i regi af det nye partnerskab for retssikkerhed og tillid på handicapområdet. I partnerskabet deltager KL, altså Kommunernes Landsforening, Dansk Socialrådgiverforening og Danske Handicaporganisationer. Derfor mener jeg også, at partnerskabet er det helt rigtige sted at drøfte udfordringer på handicapområdet, også når det gælder hjælpemidler.

Kort fortalt er borgere med handicap altså i serviceloven allerede sikret muligheden for at få hjælp i form af hjælpemidler til at understøtte, at de inden for de rammer, som lovgivningen sætter, kan leve et aktivt liv og fritidsliv. Og sammen med drøftelsen af problematikkerne om bevilling af hjælpemidler efter serviceloven i det nye partnerskab er jeg fortrøstningsfuld over for at kunne dæmme op for de udfordringer, der kan opstå i praksis. For det skal ikke være en kamp at få hjælp, og mennesker med fysiske handicap skal naturligvis have den hjalp, der ud fra en konkret og individuel vurdering modsvarer deres samlede hjælpebehov, så de kan leve et aktivt liv og fritidsliv. Tak for ordet.

Tak for det. Der er nogle korte bemærkninger. Først er det fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Tak. Det er jo pæne ord, men meget lidt handling. Jeg har flere spørgsmål. Det ene går ud på, at ministeren bedes svare på, om ministeren mener, at en rollator er et hjælpemiddel. Det var den ene ting.

Den anden ting, jeg vil høre ministeren om, er, at det jo er sådan i dag, at man både kan mindske bureaukratiet og give en hurtigere sagsbehandling, hvis man gjorde det obligatorisk, at kommunerne skulle anvende en tro og love-erklæring. Det vil sige, at når man som menneske med et handicap ikke har forbedret sin funktionsevne og skal have genbevilget sit hjælpemiddel – det kan være en kørestol, det kan også være en handicapbil – vil ministeren så gøre det obligatorisk for kommunerne, at de skal anvende den forenklede sagsbehandlingsprocedure? Det vil jo komme dem, der har et handicap, til gavn, og ikke mindst vil det mindske det bureaukrati, der også er i forhold til det her område. I Dansk Folkeparti har vi tidligere fremsat forslag om det her, og vi synes faktisk, det er et rigtig godt forslag.

Tak. Værsgo.

Jamen det er jo helt grundlæggende, og det er det, når vi kigger på serviceloven, men også, når vi zoomer ind og kigger på hjælpemiddelområdet, at der skal laves en ordentlig oplysning af sagen, og den skal være ud fra en individuel vurdering af den enkelte borgers hjælpebehov. Det er jo et helt grundlæggende princip i det her, og det princip mener jeg at vi fortsat skal stå på.

Når der så løbende kan opstå problemer i praksis på hjælpemiddelområdet, er det, fordi der er en rivende udvikling i hjælpemidler, og noget, man betragtede som et hjælpemiddel for år tilbage, kan glide ind og blive et helt almindeligt forbrugsgode. Eksemplet med elektriske tandbørster er jo ét. Da den først kom på markedet, var det et hjælpemiddel, og nu kan man købe en elektrisk tandbørste til, jeg tror, den billigste jeg har fundet var 30 kr. batteridrevet. Og på den måde vil der jo ske en udvikling, som gør, at man kan støde på de her udfordringer.

Nu spurgte ordføreren konkret ind til en rollator, og de findes jo også i forskellige afskygninger. Alt efter hvordan ens funktionsnedsættelse er, hvordan ens gangfunktion er nedsat, kan det jo være forskellige produkter, man har behov for, og derfor vil de også kunne have en forskellig karakter.

Så er det fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Da Daniel var barn, mistede han sit ben. Der er opfundet en protese, som kan kompensere for bevægelser. Den koster 200.000 kr. mere end den almindelige protese, men Daniel får bare afslag på den her protese igen og igen og igen. Det betyder sandsynligvis, at han på sigt ikke kan blive ved med at passe sit 37-timersjob som produktionschef, fordi han simpelt hen slider sin hofte op, og sandsynligvis bliver en rigtig dyr klient ovre hos beskæftigelsesministeren, når han skal have et fleksjob. Det betyder sandsynligvis også, at han slider sin hofte op og på et tidspunkt bliver en rigtig dyr patient ovre hos sundhedsministeren.

Hvad tænker ministeren om, at vi på den måde skubber udgifter fra det ene område til det andet? Og tænker ministeren overhovedet, at det giver mening, ikke mindst menneskeligt, men også samfundsøkonomisk, at vi ikke én gang for alle får løst det problem, at de siloopdelte ressortområder betyder, at mennesker bogstavelig talt kan falde ned mellem to stole?

Tak. Værsgo.

Nu kender jeg jo ikke hans konkrete sag, og hvor uenigheden opstår i forhold til vurderingen af, hvilken benprotese der er den rette for ham, og dermed heller ikke vurderingen af, hvorvidt det er noget, der er nødvendigt for, at han kan passe den arbejdsfunktion, han har. Der kan jo være nogle krav, der knytter sig til beskæftigelsen – igen er jeg jo ikke ekspert, der har vi jo heldigvis fagkyndige – der gør, at en protese, som kan du i et tørt hjemmemiljø, vil være meget dårlig i et fugtigt arbejdsmiljø, hvad ved jeg, og derfor skal det her være en konkret og individuel vurdering i de enkelte tilfælde.

Ud over at det skal være en konkret og individuel vurdering, har vi et helt grundlæggende princip i vores handicappolitik – det ved spørgeren jo godt – som er sektoransvarlighedsprincippet, som jeg mener er væsentligt at holde fast i. Jeg er med på, at man indimellem bliver præsenteret for borgere, der oplever, at de, i stedet for at det er et sektoransvarligt princip, hvor den sektor, der har ansvaret, griber borgeren, ender som kastebold. Det er jo noget af det, som jeg gerne vil drøfte med partnerskabet om retssikkerhed og tillid på socialområdet, altså hvordan vi på vores side af sagen kan sørge for, at det ikke er den oplevelse. For det skulle jo netop gerne betyde, at man blev grebet i den rette sektor, og ikke, at man bare bliver sendt rundt i systemet.

Tak. Så er det fru Charlotte Broman Mølbæk, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen til ministeren. Jeg hører, at ministeren vil drøfte det her i partnerskabet for retssikkerhed, og det er såmænd fint nok, men har ministeren også tænkt sig at inddrage Folketingets partier? For man kan sige, at der er nogle ting omkring hjælpemiddelområdet, som er bundet af ret meget lovgivning på forskellige områder, og som sektorpartnerskaber jo ikke kan løse i sig selv, men hvor der skal et flertal i Folketinget til.

Dernæst vil jeg gerne høre, om ministeren synes, at det kommunelotteri, der faktisk er i dag, er velfungerende, når den samme borger kan få en hjælp i den ene kommune, men får hjælpen frataget i den anden kommune. Jeg har et helt konkret eksempel med en kvinde, der flyttede fra Favrskov Kommune til Randers Kommune, og som havde en trehjulet cykel, som hun var glad for at bevæge sig rundt på, og den var hun rigtig, rigtig velfungerende med. I Randers Kommune siger man så, at hun ikke kan have den her cykel, fordi det er under deres serviceniveau, og dermed må kvinden tage en bus, for det vurderede man var rigtigt.

Og der vil jeg godt spørge ministeren, om ministeren mener, at vi har et velfungerende system, eller om vi skulle prøve at sætte os sammen og lave nogle tiltag, der kan sikre, at der ikke er så stor tilfældighed i og forskelle mellem kommunerne, også i ventetiderne.

Tak, og værsgo.

Til det første, altså om det også er en diskussion, som jeg kunne se var relevant at have med Folketingets partier, vil jeg sige, at det synes jeg da i høj grad. Vi er jo i gang med hele den store kortlægning og evaluering af det specialiserede socialområde, og nogle af de diskussioner kommer jo til at handle om at sikre, at der er den rigtige faglighed, bl.a. til også at vurdere hjælpemidler. Det hører jeg i hvert fald også nogle gange er det, der går galt i forhold til vores sektoransvarlighedsprincip: Man kan simpelt hen være i tvivl om, om man har fået afdækket de rigtige problemstillinger i diskussionen her. Så det forventer jeg da vi kommer til at diskutere, altså også hjælpemiddelområdet, i forlængelse af de sådan større strukturelle diskussioner, vi skal have.

Det andet, som spørgeren rejser, er jo en, må man sige, meget grundlæggende diskussion om det kommunale selvstyre og den enkelte kommunes ret til at have visse kvalitetsstandarder og et vist serviceniveau, selvfølgelig inden for de lovgivningsmæssige rammer, og det er jo vigtigt. Altså, man kan jo ikke lægge et serviceniveau, der ikke lever op til loven, og derfor skal der for den enkelte sag og her for den konkrete kvinde – nu kan jeg ikke huske, hvor hun flyttede fra, men hun tilflyttede Randers, hvor spørgeren jo bor – laves en konkret og individuel vurdering af hendes behov.

Tak for det. Så er det hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten.

Hjælpemiddelområdet har jo forandret sig meget her de senere år, og det, som jeg i hvert fald hører fra mange af handicaporganisationerne, er, at man mener, at den afspecialisering, der har fundet sted generelt på det specialiserede socialområde, også gør sig gældende på hjælpemiddelområdet, altså at der simpelt hen mangler en tilstrækkelig faglig ekspertise, og at der mangler faglig viden ude i kommunerne.

Er ministeren enig i, at der er sket en sådan afspecialisering, og at det er vigtigt, at vi finder initiativer i de forhandlinger, som kommer om hele handicapområdet, der kan genskabe en høj specialisering på det her område?

Tak, og værsgo.

Jamen jeg hører præcis de samme bekymringer og vurderinger som hr. Jakob Sølvhøj fra organisationerne på handicapområdet, og at det her er et af de steder, hvor man oplever, at man er ramt af en afspecialisering efter den tidligere kommunalreform, som jo efterhånden har lang tid på bagen. Det er også et af de steder, der har været fokus på, når man har kigget på kommunalreformen, men hvor jeg heller ikke mener vi er i mål, så det er jo oplagt at have en diskussion af det.

Og hvis jeg bare må knytte en yderligere kommentar til det, i virkeligheden også i forlængelse af mit svar til Karina Adsbøl, så er det, at hjælpemiddelområdet jo virkelig er et af de områder, hvor man kan sætte sin lid til, at den teknologiske udvikling og det, at vi kan stadig mere, vil betyde, at stadig flere kan leve stadig mindre begrænset af deres funktionsnedsættelse og handicap, og det kræver jo så, at der også er tilstrækkelig specialiseret viden til at kunne følge med i det. Og det er ikke en diskussion, der kommer til at blive mindre væsentlig, hvis man tør at være sådan en teknologioptimist, der tror på, at vi får stadig bedre og mere tilpassede hjælpemidler til borgerne.

Tak. Så er det fru Marlene Ambo-Rasmussen fra Venstre.

Tak for ordet. I Venstre hylder vi jo ligesom ministeren det kommunale selvstyre, men kvaliteten og servicen skal stadig væk være i orden. Nu sad jeg og læse noget i forbindelse med et § 20-spørgsmål, hvor ministeren netop bliver spurgt om den her forskel, som alle andre ordførere også har været inde på, altså den store forskel, der bare desværre er ude i de enkelte kommuner. Og ministeren svarer, at man egentlig gerne vil kigge på at styrke retssikkerheden og se på mulighederne for at nedbringe og ensrette sagsbehandlingstiderne, altså ensrette dem på hele handicapområdet.

Jeg kunne godt tænke mig at høre, om ministeren så ikke lige vil redegøre for, hvilke konklusioner regeringen er kommet frem til i forbindelse med det her arbejde. Altså, hvordan vil man ensrette sagsbehandlingstiderne, når man også stadig væk vil hylde det kommunale selvstyre derude?

Værsgo.

Tak. Nu ved jeg ikke, hvilket svar det præcist er, som spørgeren henviser til, men jeg har i hvert fald afgivet et svar for nylig omkring sagsbehandlingstider på handicapbiler. Men hvis vi lige går op i helikopteren, så siger ordføreren, at kvaliteten i den enkelte kommune skal være i orden, og det er jeg jo meget, meget enig i. Derfor har vi også fra regeringens side nu i vores to første økonomiaftaler løftet kommunernes økonomi med over 3 mia. kr., jo bl.a. for at sikre, at der er et økonomisk rum til også det specialiserede socialområde, som jo har været noget af det, der har presset kommunernes økonomi. Det er jo meget grundlæggende for os. Og hvis det også er noget, der er blevet meget grundlæggende for Venstre, så glæder jeg mig til Venstres opbakning til den kommende velfærdslov, så vi kan sikre, at vi hele tiden har en bund under vores velfærd derude.

Så er der diskussionen om, om man kan have forskellige serviceniveauer i de forskellige kommuner, i forhold til hvilke hjælpemidler borgerne kan få tilkendt. Det er jo én diskussion.

Og så er der diskussionen omkring sagsbehandlingstider, hvor man jo selv beslutter, hvilke succeskriterier man har i den enkelte kommune. Det synes jeg da er relevant at have også en drøftelse med aktørerne af, altså om det kan give mening at tale om, at der er for stor variation. Jeg mener jo grundlæggende, at forskellene ikke må blive for store. Det er Danmark for lille et land til.

Tak for det. Så er der ikke flere spørgere til social- og ældreministeren. Nu er det sundhedsministeren.

Tak for det, formand. Også tak fra mig for den her diskussion. Når jeg er med i den her debat, er det selvfølgelig, fordi sundhedsloven jo pålægger vores regioner ansvaret for at tilbyde patienter de behandlingsredskaber, som er nødvendige som led i en sygehusbehandling, og så er det også sådan, at kommunerne efter sundhedsloven har ansvar for at tildele de nødvendige remedier eller hjælpemidler som led i hjemmesygepleje og som led i genoptræning.

Jeg tror, man må sige, at den her debat er meget, meget tiltrængt, for vi har jo simpelt hen flere eksempler på store forskelle mellem kommunerne, i forhold til hvordan man vurderer det her, og vi har borgere, som kommer i klemme, fordi der opstår noget, som, i hvert fald når man ser det udefra, kan ligne kassetænkning eller i hvert fald, at man skyder ansvaret fra sig. Og så står borgeren faktisk og har brug for et remedie eller et hjælpemiddel eller andet, og definitionerne i loven tager simpelt hen ikke i tilstrækkelig grad højde for de problemstillinger.

Det kan ikke være sådan, at man som borger er prisgivet. Det er jo borgere, som har brug for hjælp, konkret altså hjælpemidler, så det er jo borgere, der har brug for hjælp, og som har en ret til det i loven. Det kan jo ikke være sådan, at man som borger skal sendes rundt fra region til kommune og få afslag det ene og det andet sted, og så ser man, at det i nabokommunen er modsat, eller at det er modsat i naboregionen. Dermed kommer man i klemme.

Her i sundhedsloven er det jo altså borgere, som f.eks. er ramt af sygdom, er ramt af noget, hvor man har været behandlet, og man skal prøve genoptræning i en periode. Så det vil sige, at det er borgere, som måske er i deres livs vanskeligste situation og har brug for hjælp til at få indrettet deres liv og blive genoptrænet og få livet til at fungere. Og der går det simpelt hen ikke, at de kommer i klemme. Der er, mener jeg, brug for at tydeliggøre de her regler om afgrænsning.

Reglerne er jo lavet sådan, og jeg tror, man må sige, at det på papiret egentlig ser ret fint ud, og det er jo også rigtig fint, at den helt grundlæggende regel er, at den myndighed, der er tættest på borgeren, så må give hjælpemidlet, redskabet, og så må man bagefter finde ud af, hvordan det så finansieres. Kassetænkningen foregår så bag ved. Det lyder jo fint på papiret, men jeg tror bare, at vi i dag må konstatere, at det altså er en løsning, som på papiret er smuk og fin, men det kræver altså, at vi sammen får overvejet det her, selvfølgelig også i Folketinget og i ministerierne – det vil vi meget gerne stille os til rådighed for – men jo også sammen med de andre interessenter, der er. Jeg tænker her på patientforeninger og selvfølgelige regioner og kommuner. Vi skal sikre, at det her håndteres på en bedre måde.

Så tak for at bringe det her op. Jeg ser frem til det videre arbejde, og jeg vil godt tilkendegive, at det vil vi meget gerne kaste os ind i.

Så er der en kort bemærkning til fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og også tak for den indledende tale. Jeg er sådan set enig i, at afgrænsning er et tema, som vi skal arbejde med, ikke kun kommuner og regioner imellem, men altså også ressortområder imellem her i Folketinget og også i regeringen.

Daniel, som jeg nævnte før, er en rigtig patient, som er familiefar, og som passer sit 37-timersfuldtidsjob. Men da han har den forkerte protese, gør han det også med store smerter til følge og dermed også med stor risiko for alvorlig nedslidning og skader i sin hofte, og han bliver på et tidspunkt en dyr patient i sundhedsvæsenet – og vi ved det.

Så jeg vil blot gentage det spørgsmål, som jeg også stillede til socialministeren: Har vi ikke et ansvar for at gribe ind i tide og forebygge? Her kan vi lave en regulær forebyggelse i tide og netop forebygge tab af erhvervsevne og tab af sundhed blot ved at tildele den rigtige protese fra starten af.

Værsgo.

Jo, og tak for at bringe det konkrete eksempel op. For det er netop et eksempel, som er repræsentativt for alt, alt for mange menneskers situation. Derfor har vi et klart ansvar for at få løst de problemstillinger langt bedre, end det sker i dag. Jeg er glad for, at fru Kirsten Normann Andersen også nævner, at det er meget, meget kortsigtet økonomisk, at man tror, at man ligesom kan komme af sted med noget, som ikke er helt godt, for regningen for samfundet bliver meget større bagefter.

Men jeg ved også, at fru Kirsten Normann Andersen er optaget af det menneskelige aspekt. For en borger, der har været igennem en operation eller andet, hvor man altså skal have en protese, betyder det meget at få det, der faktisk virker, og gå ud og gøre en forskel på arbejdsmarkedet og for sin omgangskreds og familie og stadig væk fungere og yde sit bidrag. Det giver en kæmpe stolthed og en kæmpe tilfredshed, så også på det menneskelige plan er det selvfølgelig vigtigt.

Så er det fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg ser da frem til, at ministeren indkalder til forhandlinger på det her område. I Dansk Folkeparti har vi i mange år kæmpet for at få forbedret det, herunder afgrænsningscirkulæret i forhold til behandlingsredskaber og hjælpemidler.

Jeg har også et eksempel, nemlig Majbrit, som skulle have et nyt vippeleje. Alle var enige om, at hun skulle genbevilges et nyt vippeleje. Udfordringen var, at regionen sagde, at det skulle kommunen betale, og at kommunen sagde, at det skulle regionen betale, fordi det er et behandlingsredskab. Mens den diskussion kørte, risikerede Majbrit at miste sin ståfunktion, og det er jo ikke rimeligt, at borgerne ender i den situation.

Så helt præcis vil jeg godt høre, hvad ministeren agter at foretage sig. For det er jo noget, som Dansk Folkeparti har været optaget af i mange år og faktisk også under den tidligere regering har stillet spørgsmål til ministeren om. Dengang var det fru Ellen Trane Nørby, vi kæmpede med i forhold til afgrænsningscirkulæret.

Så hvordan vil ministeren løse den her udfordring netop i forhold til afgrænsningscirkulæret, behandlingsredskaber og hjælpemidler, så borgerne ikke kommer i klemme, men så de får den hjælp og den behandling, de har brug for, hvad enten det drejer sig om et behandlingsredskab eller et hjælpemiddel?

Tak, og værsgo.

Altså, jeg var jo ikke med i de forligskredse før valget, så jeg kan ikke sige præcis, hvorfor indsatsen dér ikke bar så meget frugt. Men formålet for os er, at den skal bære frugt denne gang, og jeg er kun glad for at se, at partierne er mødt op med ordførere, som alle sammen allerede nu i deres spørgsmål har tilkendegivet, at det her er vigtigt, og at det står højt på dagsordenen. Sådan er det også for regeringen.

Med hensyn til det konkrete spørgsmål kan jeg selvfølgelig ikke stå her og sagsbehandle – det ved vi jo selvfølgelig alle sammen godt – men det er altså sådan helt, helt principielt, at hvis der er tvivl om, hvem der skal betale, og det lyder, som om det var det, der var sagen her, så er det i første omgang den myndighed, der er tættest på borgeren, som skal betale regningen, og så må myndighederne bagefter internt finde ud af, hvem der er ansvarlig for betalingen. Så som jeg får præsenteret det nu her med de forbehold, der selvfølgelig må være, så vil jeg sige, at det ikke bør ske. Men alene, at det sker, på trods af at det ikke bør ske, viser jo, at der er et arbejde foran os.

Charlotte Broman Mølbæk, værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Jeg vil fortsætte i samme spor, for mens vi står her og taler om, at man bør gøre det bedre ude i kommuner og regioner, så er det imidlertid borgeren, der bliver fanget af det her. Tilbage 2016 fremlagde den daværende sundhedsminister en rapport, hvor man understregede, at det eksisterende afgrænsende cirkulære på området skulle erstattes af en ny vejledning, der ligesom skulle hjælpe med at skabe bedre sagsbehandlingsgange omkring den her problematik.

Er det et arbejde, som den nuværende regering og sundhedsminister har tænkt sig at følge op på? Og vil man arbejde tværsektorielt, i forhold til at vi også lettere får en tilkendelsespraksis, der giver mere mening, både for borgeren, men faktisk også i virkeligheden i forhold til nogle af de her afledte dynamiske effekter, som vi også har snakket om tidligere?

Værsgo.

Åh, jeg ville så gerne bare svare ja. Det vil man godt have, når man netop stiller sådan et spørgsmål på den måde der. Men det kræver nok, jeg lige kender til det. Jeg er ikke klar over det løfte, der blev givet fra den tidligere regering helt tilbage i starten af deres valgperiode – må det vel så næsten have været. Hvad der er sket med det siden da skal jeg lige læse op på, i forhold til om der er leveret de lovede vejledninger eller ej. Jeg skal være helt sikker på, at jeg siger det rigtige og korrekte her fra talerstolen.

Det her skal ses tværsektorielt, og hvis den ene sektor ligesom prøver, populært sagt, at passe på pengene eller holde på pengene eller siger, at det ikke lige er vores ansvar, men nogle andres ansvar, så risikerer vi jo, at borgerens situation bliver forringet, og det er jo det, der er sagen. Så derfor synes jeg, det er rigtig fint at indkalde mig til den her debat, og de tre ministre, for det er de her tre ministerier, som skal levere.

Så kan Folketinget levere sin del, og så kan de andre involverede så – KL, Danske Regioner og patientforeninger – levere deres input.

Tak. Så er det fru Marlene Ambo-Rasmussen fra Venstre.

Tak for det. Inden for sundhedsområdet var Venstre jo med til at sætte en udredningsgaranti på 30 dage. Hvad tænker ministeren om at overdrage det til socialområdet? Altså, mener ministeren, at der er en eller anden form for garanti eller en sagsbehandlingsfrist på handicapområdet?

Værsgo.

Jeg er simpelt hen nødt til lige at overveje det lidt nøjere. Jeg synes, jeg hørte, at der blev spurgt til at overdrage udredningsgarantien. Jeg tror, den ligger rigtig godt og klogt i sundhedsloven, og det mener jeg ikke skal overdrages til andre lovgivninger. Hvis der tænkes på, om man kan overføre et princip fra en lov til en anden lov, f.eks. en lov under socialministeren, så synes jeg, at den debat mest hører hjemme i forhold til den pågældende minister.

Tak for det. Der er ikke flere kommentarer til ministeren, så vi går videre. Og det er beskæftigelsesministeren.

Tak for ordet, og også tak til forespørgerne for at indkalde til den her, synes jeg, rigtig, rigtig vigtige debat. Som bekendt handler forespørgselsdebatten jo i dag også om, hvordan borgere med handicap sikres tilknytning til arbejdsmarkedet, og om de nuværende regler på beskæftigelsesområdet understøtter det i tilstrækkelig grad.

Jeg vil gerne starte med at understrege, at mennesker med handicap har meget at bidrage med på en arbejdsplads, hvis rammerne er de rigtige. Derfor er det også helt centralt, at regler og praksis understøtter, at arbejdsmarkedet kan rumme de udfordringer, et handicap kan medføre.

Heldigvis findes der allerede i dag gode muligheder for at få hjælp på arbejdspladsen. Det gælder bl.a. i form af personlig assistance eller et hjælpemiddel, som kan kompensere for ens handicap, så man på den måde er i stand til at varetage et job. Det er jobcentret, der bevilger hjælpemidler til arbejdspladsen. Alle jobcentre har nøglepersoner på handicapområdet, som har et særligt kendskab til og viden om de muligheder, der findes.

Det giver god mening, at jobcenteret varetager opgaven, for sagsbehandlerne i jobcentrene har både kendskab til borgeren og virksomheden, og det er en central forudsætning for at give borgeren den bedst mulige hjælp. Men det er selvfølgelig helt afgørende, at ventetiden på et hjælpemiddel ikke er for lang. Derfor er reglerne på området blevet strammet.

Siden den 1. januar 2020 har det været et krav, at et hjælpemiddel skal bevilges inden for 4 uger, efter der er søgt om det. Det er også blevet muligt at beholde sit hjælpemiddel hele arbejdslivet, hvis man vil arbejde ud over pensionsalderen. De nye regler udspringer af satspuljeaftalen fra 2019, hvor der blev indgået en 4-årig handicappolitisk aftale til i alt 128 mio. kr. Aftalen indeholder 11 forskellige initiativer, der alle skal styrke indsatsen for at få mennesker med handicap i arbejde.

Arbejdet med at realisere de 11 initiativer er i fuld gang. Der arbejdes bl.a. med at udbrede kendskabet til kompensationsmulighederne gennem kampagner og seminarer målrettet nøglepersonerne i jobcenteret. Viden om alle de gældende ordninger er helt centralt for at understøtte, at de rent faktisk bliver brugt. Og det er ikke kun jobcentrene, der skal kende til dem. Det skal de enkelte borgere og virksomheder også.

Vi er derfor også i gang med at afprøve et kompetencekort i tre kommuner, så en virksomhed allerede inden samtalen med borgeren kan få viden om, hvilke kompetencer borgeren har, og hvilke muligheder der er for at kompensere for handicappet.

Derudover arbejder regeringen på en gennemskrivning af kompensationsloven på beskæftigelsesområdet. Loven er fra 1998 og skal gøres mere tidssvarende. Det skal bl.a. sikre en mere hensigtsmæssig brug af de kompenserende ordninger og lette administrationen i landets jobcentre, så flere borgere med handicap får den nødvendige hjælp til at komme i beskæftigelse.

Meget står og falder med, at jobcentrene har fokus på området. Derfor er et af mine beskæftigelsespolitiske mål for kommunernes indsats i 2021, at flere personer med handicap skal i beskæftigelse. De beskæftigelsespolitiske mål, som hvert år meldes ud til kommunerne, forpligter kommunerne til at fokusere særskilt på udvalgte områder.

Jeg har netop meldt ud til kommunerne, at målet om, at flere personer med handicap skal i beskæftigelse, også skal gælde i 2022. Det vidner om, at handicapområdet er højt prioriteret af regeringen, også på beskæftigelsesområdet. Tak for ordet.

Der er korte bemærkninger, og det er først fra fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Jeg anerkender også, at dygtige medarbejdere i socialforvaltningerne og i jobcentrene knokler for at finde rigtig gode løsninger, sådan at flere mennesker kan leve et liv på egne betingelser. Det synes jeg er vigtigt. Men nogle gange kan vi jo ikke se skoven for bare træer, og det er nogle gange de mest nærliggende og mest oplagte løsninger for borgeren, vi kommer til at overse i kampen for at finde alle mulige andre løsninger.

Den her Daniel, som jeg er optaget af, kan med den rigtige protese sagtens blive ved med at varetage sit job som produktionschef på helt ordinære vilkår uden nogen som helst hjælp fra ministerens medarbejdere. Skal vi ikke være i stand til at løse det problem, at borgere risikerer at falde ned mellem to stole og ikke få den rigtige hjælp i tide, blot fordi opgaven ligger i et andet ressort end der, hvor det måske rettelig kunne være løst?

Værsgo, ministeren.

Nu har fru Kirsten Normann Andersen stillet det samme spørgsmål til de to øvrige ministre, og derfor har jeg haft mulighed for at forberede mig på det, men på trods af forberedelsen tror jeg ikke, at jeg kan komme den konkrete sag meget nærmere. Det tror jeg også at fru Kirsten Normann Andersen ved, når hun stiller spørgsmålet.

Men helt grundlæggende synes jeg jo, at fru Kirsten Normann Andersen har en grundlæggende pointe i – og det gælder på alle leder og kanter i vores velfærdssamfund – at tidlige investeringer meget, meget ofte har en større sandsynlighed for rent faktisk også at tjene sig selv hjem, bidrage til øget livskvalitet for den enkelte borger og i øvrigt også samfundsøkonomisk være klogere.

I det ligger der selvfølgelig ikke, at jeg kan tage stilling til den konkrete sag, og hvad det er for et konkret hjælpemiddel, der kan hjælpe osv., men helt generelt vil jeg sige, at i regeringen er vi meget optaget af, hvordan vi i endnu højere grad kan tænke i tidlige investeringer i mennesker. Det er også af samme grund, at vi har nedsat reformkommissionen, som den nu hedder, med Nina Smith i spidsen, som skal se på de her andengenerationsreformer, hvor tidlige investeringer i mennesker er et element.

Tak for det. Så er det fru Charlotte Broman Mølbæk, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det, og tak for en fin tale, der også sætter streg under, at det også handler enormt meget om beskæftigelse og det beskæftigelsesgab, der i virkeligheden er for mennesker med handicap. Der har vi i hvert fald et uudnyttet beskæftigelsespotentiale.

Det er jo desværre sådan, at det kun er 58 pct. af mennesker med handicap, der er i beskæftigelse. Jeg vil gerne høre, om ministeren mener, det er tilfredsstillende, og om ministeren mener, at de initiativer, vi har gang i, er tilstrækkelige i forhold til at rykke langt mere på det. Jeg skal ikke komme nærmere ind på de dynamiske effekter. Det er der blevet snakket noget om.

Jeg vil også spørge ministeren, om det er rigtigt, at regeringen fortsat ikke har planer om at sænke momssatsen på hjælpemidler, for det ville jo være noget af det, der kunne gøre det nemmere for kommunerne og ikke være en så tung byrde i forhold til at skulle få bevilget de her hjælpemidler.

Tak, og værsgo.

Jeg vil først og fremmest sige, og det var også det, jeg var inde på i min indledende besvarelse, at det her er noget, som vi fra regeringens side har et meget, meget stort fokus på. Det er af samme grund, at det både i år og også i de kommende år kommer til at være et centralt beskæftigelsespolitisk mål, som jeg jo som beskæftigelsesminister melder ud via Beskæftigelsesrådet til kommunerne, nemlig at der skal arbejdes for og være et særskilt fokus på, at flere mennesker med handicap skal have en tilknytning til arbejdsmarkedet, hvad enten det er få timer eller mange timer.

I forhold til det fremadrettede peger vores nuværende viden jo på, at der generelt er en tilfredshed med ordningerne i lovgivningen, men at den kan være svær at administrere, bl.a. fordi der er tale om en lov, der ikke er blevet fornyet i sin grundsubstans siden vedtagelsen i 1998. Det er selvfølgelig kompensationsloven, jeg henviser til. Det er også derfor, at der er et behov for at genbesøge hele lovgrundlaget, og det er derfor, vi er i gang med at se på mulighederne for at gennemskrive kompensationsloven, hvilket forhåbentlig kan medvirke til, at en lettere administration kan hjælpe flere handicappede i job med bl.a. støtte til hjælpemidler.

Tak for det. Så er det fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Vi var jo med i den aftale, hvor vi satte et kæmpebeløb af netop for at sikre, at mennesker med handicap kunne komme i arbejde, men også komme i uddannelse, og det handlede også om at sætte midler af til det her kompetencekort. Så derfor vil jeg høre ministeren, hvordan der helt præcist er blevet fulgt op på de ting netop for at sikre det her, for midlerne blev jo afsat. Har man også lavet en implementering af det i forhold til pensionsalderen, så man selvfølgelig ikke mister sit hjælpemiddel efter pensionsalderen? Så vidt jeg husker, blev det ændret, men nu er jeg jo ikke beskæftigelsesordfører, og det var under et andet ressort. Men det må ministeren gerne bekræfte og svare på: Hvorfor er det kun i tre kommuner, man kigger på det med at bruge kompetencekort? Så vidt jeg hørte ministeren sige, var det i tre kommuner.

Tak for det. Værsgo.

Bare for lige at ridse op igen vil jeg sige – jeg var også lidt inde på det i min indledende besvarelse – at arbejdet med at realisere de 11 initiativer fra aftalen er i fuld gang, og der arbejdes jo bl.a. med at udbrede kendskabet til kompensationsmulighederne gennem kampagner og seminarer målrettet nøglepersonerne i jobcentrene. Vi er også i gang med, som fru Karina Adsbøl jo siger, at afprøve et kompetencekort i tre kommuner.

Altså, så vidt jeg er orienteret, har det hele tiden været en fælles forståelse, at det skulle afprøves i tre kommuner, men det vil jeg meget gerne tjekke op på og vende tilbage til ordføreren omkring, også hvis ordføreren tillader det på skrift.

Tak for det. Så er der ikke flere bemærkninger til nogen af ministrene. Derfor går vi over til selve forhandlingen, og det er nu ordføreren for forespørgerne, fru Charlotte Broman Mølbæk, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Ja, tak for det. Der er blevet arbejdet med en vedtagelsestekst til den her forespørgselsdebat, som Enhedslisten, Radikale Venstre og Socialdemokratiet indtil videre er blevet enige om sammen med SF, og den vil jeg lige starte med at læse op:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget finder det vigtigt, at borgere med handicap får den hjælp, de har behov for, for at kunne leve et aktivt liv på lige fod med andre. For personer med et fysisk handicap inkluderer behovet for hjælp i stor udstrækning adgang til hjælpemidler, der for mange også kan være en afgørende forudsætning for at kunne uddanne sig eller varetage et job.

Folketinget konstaterer, at mange interessenter og borgere udtrykker bekymring for, at der siden kom-munalreformen er sket en afspecialisering af det specialiserede socialområde, og at viden opleves gået tabt, således at det kan være vanskeligt at få det rette individuelt tilpassede hjælpemiddel.

Folketinget opfordrer regeringen til at inddrage hjælpemiddelområdet i en kommende reform af handi-capområdet med det sigte at sikre, at borgere med fysiske handicap får adgang til specialiseret rådgivning og individuelt tilpassede hjælpemidler. Regeringen opfordres til aktivt at inddrage handicaporganisatio-nerne heri.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 114).

I SF ser vi naturligvis frem til, at regeringen forhåbentlig lever op til ...

Jeg skal bare bede dig gå lidt ud over proceduren, for normalt læser man den op til allersidst. (Charlotte Broman Mølbæk (SF): Okay). Men nu er den blevet læst op, og så skal jeg bare sige, at den indgår i den videre drøftelse, hvad enten det bliver til en vedtagelse eller en forkastelse.

Værsgo, så er det ordførertalen.

Tak. Så har vi ligesom fået det af vejen.

Jeg håber naturligvis, at regeringen lever op til den opfordring, som Folketinget nu sender videre, sådan at vi kommer over til forhandlinger og vi kommer til at arbejde med en reform af det her område, for det, vi har gjort indtil videre, ikke er tilstrækkeligt – langtfra. Vi gør tingene for dumt, vi gør tingene alt for kortsigtet, og vi kommer til at sætte borgerne i nogle rigtig uværdige situationer i deres liv.

Jeg havde gerne set, at vi havde haft en vedtagelsestekst, der var noget mere præcis, og hvor der også var sat noget mere retning og lovning på, i forhold til hvad det er, vi vil leve op til; eksempelvis at vi får ændret på afgrænsningscirkulæret; at vi får arbejdet med det; at vi kommer det endnu nærmere og i virkeligheden får ryddet op i det morads, der er, i forhold til når kommuner og regioner skændes om, hvem der skal betale regningen.

Vi havde også rigtig gerne set, at vi kunne komme nærmere et arbejde og en fælles tilkendegivelse om, at vi skal have kigget på kommunernes tilkendelsespraksis i forhold til afgørelser, der går imod, at mennesker kan komme i uddannelse og komme i job. Det kunne der desværre ikke være flertal for, og det er vi rigtig ærgerlige over, men det er naturligvis noget, som vi klart vil bringe med ind i det kommende arbejde, og helt sikkert også i forhold til at lave en nemmere praksis, når man bl.a. også skal til at lave nogle genvurderinger i forhold til hjælpemidler. Vi kan gøre tingene meget klogere.

Jeg sagde før, at det ikke ser så godt ud i forhold til beskæftigelsesprocenten. Der er mange flere, vi kunne få i beskæftigelse. Der er også mange flere unge, vi burde få i uddannelse. Så der er en stor ulighed, og derfor vil jeg også høre ministeren om, hvorfor det er, at man først skal søge om hjælpemidler, når man har fået et job. Kunne det være en idé, at vi lavede et system, hvor man havde få en forudbevilling, og så kunne man gå hen til den pågældende arbejdsgiver og sige: Jeg har fået de her hjælpemidler tilkendt, og de træder i kraft, hvis jeg får det her job? Dermed ved arbejdsgiveren også, hvad det er for nogle præmisser, man går ind til. Det kunne være én måde at gøre det på.

Vi kunne også gå ind og arbejde med lovgivningen, så vi også sikrer os, at afgørelserne ude i kommunerne de facto simpelt hen ikke må gå ind og stå i vejen for, at man netop kan komme i uddannelse eller varetage jobs, så vi kan forhindre nogle af de her eksempler, som vi har henvist til i dag.

Vi kunne også gå ind og kigge på finansieringsdelen, og det vil jeg også meget gerne spørge ministeren nærmere om. Kunne vi prøve at kigge på en måske mere solidarisk finansieringsmodel, så det ikke kun er det sociale område, der skal løfte den første økonomiske udfordring, når det i virkeligheden faktisk har positive dynamiske effekter senere hen? Som jeg sagde i min indledende tale, er en engangsudgift til hjælpemidler unægtelig meget billigere set med et samfundsøkonomisk sigte, end det er, at man får et menneske på varig overførselsindkomst med alle mulige fysiske skavanker.

Endelig hørte jeg ikke socialministeren svare på, om ministeren mener, at det er rimeligt og velfungerende, at der er så store forskelle på, hvad det er for nogle hjælpemidler, man som borger kan få tilkendt, og på, hvordan og hvor lange ventetiderne er. For det har jo også betydning, i forhold til om den her borger kan komme i uddannelse og i job og i virkeligheden også have et nogenlunde velfungerende liv, der også forebygger flere sundhedsmæssige udfordringer.

Så det håber jeg at vi kan komme nærmere og at ministeren vil svare lidt mere klart på, for det bør være en faglig individuel vurdering, der skal sætte retningen for det her – og ikke et serviceniveau, alt efter hvor skrantende en kommunes økonomi kan være.

Så er der en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl. Værsgo.

Tak for det, og først og fremmest tak for at indkalde til den her forespørgselsdebat. Men jeg må bare sige, at regeringen jo kan være glad for, at den har sådan et eksemplarisk støtteparti i SF, for SF havde jo virkelig muligheden her for i Folketinget i dag at svinge med krabasken, hvis man vil have handling på det her område. Har man afsøgt mulighederne, også i forhold til at få et flertal bag at sikre handling på det område, både i forhold til afgrænsningscirkulæret, i forhold til brugen af tro og love-erklæringer og alle de her ting? Men det har SF jo ikke gjort sig umage for, og derfor kan jeg godt forstå, at SF er lidt frustreret over den vedtagelsestekst, som der reelt ikke er så meget indhold i.

Men jeg kunne godt tænke mig at høre SF, om SF vil være med til at kæmpe for, at vi skal have en hurtigere og mere forenklet sagsbehandlingsprocedure i forhold til anvendelse af tro og love-erklæringer, specielt i de sager, hvor man som handicappet jo ikke har forbedret sin funktionsevne og stadig væk har det samme behov for hjælp.

Ordføreren. Værsgo.

Tak. Det kan da også godt være, at der er evner, jeg skal arbejde med; det skal jeg ikke afvise, og det vil jeg aldrig afvise. Men jeg kan da i hvert fald love de folk, der sidder her i dag, at jeg har gjort det meget tydeligt og klart, hvad jeg ønsker, og det kommer jeg til at forfølge. Det slutter ikke her, som man siger. Så den fortsætter vi med at køre videre med.

Derudover vil jeg godt tilkendegive, at vi er meget enige med DF's ordfører i, at det lige præcis også er noget, vi bør kigge på, når vi forhåbentlig snart skal over og snakke med socialministeren i forhold til tilkendelsespraksis, og at man i langt højere grad bruger tro og love-erklæringer.

Karina Adsbøl, værsgo.

Jamen tak for det. Ja, man kan jo altid blive bedre til tingene. Og ordføreren skal bare forstå, at Dansk Folkeparti gerne vil hjælpe SF i den her sag, for Dansk Folkeparti har stået i den situation med en anden regering. Så derfor vil vi gerne tage kampen op i forhold til at sikre, at mennesker med handicap får den hjælp, de har behov for, herunder hjælpemidler, og at det ikke skal være en kamp, i forhold til hvilken kommune man bor i.

Det er jo også sådan i dag, at man risikerer at miste sit hjælpemiddel bare på grund af, at man flytter til en anden kommune. Her kan SF og Dansk Folkeparti da virkelig stå sammen. Så hvad vil SF gøre for, at vi kommer i mål?

Ordføreren. Værsgo.

Jamen det synes jeg er enormt dejligt, og jeg ser frem til det fortsatte samarbejde. Vi kan jo sagtens arbejde videre med, hvordan vi kan få det med videre.

Altså, først og fremmest vil vi jo afsøge muligheden for at få det med ind i de forhandlinger, der så muligvis kommer ovre hos socialministeren, når vi skal snakke om en reform af det specialiserede socialområde. Jeg synes, det i virkeligheden giver rigtig god mening at tænke det ind der.

Men her i dag sætter vi jo fokus på nogle bestemte fikspunkter, som er så afgørende vigtige at få sat ind over for, hvis vi i sandhed og i virkeligheden mener, at vi vil ændre på det her, og at vi vil gøre det bedre for mennesker med handicap og forhindre, at der kommer negative afledte effekter – og i virkeligheden også, at folk hverken kan komme i uddannelse eller job eller have et særlig rart liv.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger til ordføreren for forespørgerne, og så er det fru Camilla Fabricius, Socialdemokratiet.

Tak, fru formand. Jeg kan lige så godt sige, at jeg har glædet mig helt vildt til den her forespørgselsdebat, både fordi det er en anderledes måde at debattere på, og fordi emnet i den grad ligger mig på sinde. Jeg har arbejdet med kognitive handicap hele mit voksne liv, fra jeg læste på lærerseminariet, til jeg arbejdede på Langagerskolen, som er en skole for børn med autisme og adhd. I dag skal vi godt nok diskutere fysiske hjælpemidler, men jeg kan lige så godt sige, at jeg simpelt hen bliver så glad og stolt af at være en del af en regering, som sætter mennesker med handicap allerøverst.

Når både social- og ældreministeren, sundhedsministeren og beskæftigelsesministeren i den grad er præcise, i forhold til at vi vil skabe et Danmark, hvor der er plads og brug for alle, så ved jeg, at jeg er socialdemokrat. Jeg ved også godt, at vi ikke er i mål, og at vi bliver nødt til at arbejde for, at alle har lige muligheder for at bidrage og være en del af det danske samfund, også uanset funktionsniveau. Vi skal nemlig sikre et samfund, hvor folk med fysiske handicap kan få den hjælp og de hjælpemidler, de har behov for, for at kunne leve et liv på lige fod med andre borgere.

Det er helt centralt for den enkeltes livskvalitet og samfundsdeltagelse, at man har en tilknytning til arbejdsmarkedet. Sådan er det at være socialdemokrat: Der er arbejdsmarkedet en hel og stærk del af den måde, vi ser vores samfund på. Det er altså ikke kun en pligt, det er også en ret at få lov til at have et arbejde.

Det er vigtigt, at vi også ser på, at der er hjælpemidler, der kan medvirke til, at borgere med et fysisk handicap så også får den mulighed for at føre en så normal og selvstændig tilværelse på arbejdsmarkedet som overhovedet muligt. Hjælpemidler er også med til at give borgere med fysisk handicap mulighed for at kunne gennemføre en uddannelse og leve et aktivt fritidsliv.

Uddannelse er en central del af den enkeltes udvikling og trivsel, og som social- og ældreministeren også nævnte, er der nogle justeringer i forhold til at give mennesker med kognitive og fysiske udfordringer en mulighed i uddannelsessystemet. Vi er altså på vej, men vi er ikke i mål.

Hvis vi som samfund ikke sikrer de nødvendige hjælpemidler til mennesker med fysisk handicap, medfører det også, at der er et stort samfundstab, samtidig med at vi taber en gruppe borgere på gulvet. Derfor er princippet om at kompensere for et handicap også en central del af den danske handicappolitik, som det også er nævnt flere gange i dag. Serviceloven fastslår, at der kan ydes støtte til hjælpemidler, og den støtte er afgørende for, at mennesker med fysisk handicap kan leve på lige fod med andre borgere. Det må derfor heller ikke, som social- og ældreministeren gentagne gange har sagt, både her i salen, men også ude, være en kamp for de borgere at få den støtte, som man er berettiget til.

Alligevel oplever vi, at personer med fysisk handicap bliver mindre beskæftiget, færre har en ungdomsuddannelse og mange er mindre tilfredse med livet sammenlignet med borgere uden handicap. Det fastslår undersøgelser fra bl.a. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og VIVE, og det kan vi selvfølgelig ikke acceptere i vores velfærdssamfund.

Derfor er jeg også rigtig glad for, at regeringen vil se på, om der er brug for tiltag og hvilke, der kan håndtere de nye udfordringer på hjælpemiddelområdet – jeg har faktisk også et usynligt handicap, som er ordblindhed, og et ord som hjælpemiddelområdet er faktisk temmelig svært – og i højere grad sikre den rette hjælp til mennesker med et fysisk handicap. Jeg synes, det ser ud, som om vi har igangsat en lang række initiativer, som gør, at området kan forbedres.

Jeg vil faktisk også gerne kort, det sidste minut, jeg har, lige gøre opmærksom på en ordning, som jeg synes er helt exceptionelt god, nemlig KLAPjob. Omkring jul blev jeg inviteret af Bjørn til en online debat omkring KLAPjob. Han har selv haft flere, og det er en måde at få mennesker med fysiske og kognitive udfordringer til at kunne have en fastholdelse på arbejdsmarkedet. Det er bare for at sige, at det er et af de tiltag, vi har i Danmark, og som gør, at hvis man har nogle udfordringer, kan man faktisk få lov til at være med på arbejdsmarkedet. Bjørn er helt vildt glad for at gå på arbejde, men der er også nogle ting, han har brug for hjælp til.

Vi har brug for, at vi hele tiden er nuanceret i forhold til at skabe et arbejdsmarked, hvor der er de hjælpemidler, der er behov for, men vi har også brug for at snakke om et arbejdsmarked, der er klar og parat til, at der er mennesker med handicap, der kan få lov til at være del af både et aktivt fritidsliv på lige fod med os andre, men jo også et arbejdsmarked og en uddannelse. Tak for ordet.

Tak for det. Fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Tak for det, og tak for talen. Jeg tænker også, man skal have øje for psykiske handicap, for en servicehund er jo et rigtig godt hjælpemiddel til at hjælpe den gruppe.

Men nu siger Socialdemokratiets ordfører, at hun er meget stolt over at være socialdemokrat. Jeg vil bare sige til ordføreren, at i Dansk Folkeparti har vi fremsat adskillige forslag her i Folketinget – også i sidste samling, da der sad en anden regering – og Socialdemokratiet har faktisk stort set nedstemt alle forslagene om at sikre forbedringer på handicapområdet, sikre retssikkerheden, sikre hurtigere hjælp og gøre op med postnummerlotteriet.

Så jeg kan bare nævne for ordføreren, at i sidste samling havde vi faktisk et beslutningsforslag, som skulle sikre, at familier, der havde børn med handicap, fik en helhedsorienteret indsats og hjælp. Det beslutningsforslag var S medforslagsstiller på, men dengang vi så stod her i Folketingssalen, trak S støtten, og det endte med, at vi ikke fik flertal her i Folketingssalen.

Men ordføreren er virkelig stolt over, kan man sige, de handicappolitiske initiativer, som regeringen så ikke rigtig har taget, for det er jo ikke blevet bedre for mennesker med handicap.

Værsgo.

Man kan jo ikke tage hverken ordføreren for Dansk Folkepartis stærke indignation eller min stolthed over at være socialdemokrat fra os. Det er jo en følelse, som man har oparbejdet i rigtig mange år. Når jeg siger det her, er det faktisk, fordi jeg kan se hele vejen rundt, at den italesættelse af, at der er brug for og plads til alle, er noget, vi arbejder på konstant.

Men jeg sagde også i min ordførertale, at jeg faktisk ikke mener, vi er i mål. Det synes jeg alle tre ministre faktisk også har præciseret: at vi har noget, vi skal have gjort sammen. Når jeg siger, jeg er stolt af det, er det faktisk, fordi jeg mener, at et samfund har brug for alle borgere. Vi har brug for, at vi alle sammen deltager på lige fod. Så jeg er helt klar, og jeg håber også ordføreren er klar til at gå ind i forhandlinger.

Fru Karina Adsbøl.

Altså, vi er jo helt klar til forhandlinger. Vi mangler jo netop handling på det her område. Der har jo ikke været vilje hele vejen rundt til at handle på det her område. Så når vi har stået med de her forslag nede i Folketingssalen, har der ikke været vilje. Der er vilje til at handle, når man udtaler sig til pressen, der er vilje til at handle, når man bliver indkaldt til en forespørgselsdebat – så det vil jeg se. Jeg vil se handling, før jeg tror, der kommer handling og forbedringer på det her område.

Men Dansk Folkeparti indgår gerne i forhandlinger. Men hvornår bliver vi så indkaldt til de forhandlinger? Det kan være, den socialdemokratiske ordfører kan oplyse det?

Værsgo.

Nu er jeg jo ikke forhandlingsleder, og det ved ordføreren for Dansk Folkeparti også udmærket godt. Men jeg vil bare lige pointere, at 128,4 mio. kr. og 11 initiativer synes jeg sådan set er handling. Vi har i øvrigt siddet sammen med ordføreren omkring satspuljen. Vi har lavet gentagne initiativer. Men selvfølgelig er vi ikke i mål, og vi har også brug for at lave noget. Og når man kigger på, hvad den foregående regering i øvrigt med støtte fra Dansk Folkeparti ikke opnåede, kan jeg godt forstå, at ordføreren fra Dansk Folkeparti faktisk mener, vi har rigeligt at skulle gøre. Og det ser jeg frem til at vi får gjort sammen.

Tak. Så er det fru Charlotte Broman Mølbæk. Værsgo

Tak for det. Og tak for talen. Jeg har tre spørgsmål til ordføreren.

Vil Socialdemokratiet være med til at skærpe eller arbejde med bedre praksis med hensyn til afgrænsningscirkulæret, så vi kan få stoppet den tåbelige kamp, der er imellem kommuner og regioner, hvor borgerne bliver fanget i midten?

Vil Socialdemokratiet være med til at arbejde på en løsning, der kan skabe mulighed for forudbevillinger, således at man har en forudbevilling på hjælpemidler, når man skal søge arbejde, i stedet for at man først kan komme i gang med at søge hjælpemidler, når man har fået et arbejde?

Det sidste spørgsmål er: Vil Socialdemokratiet være med til at kigge på kommunernes tilkendelsespraksis i forhold til at sikre, at der ikke bliver truffet afgørelser, der modarbejder muligheden for at komme i uddannelse og varetage et job?

Tak. Værsgo.

Til spørgsmål nr. 1 vil jeg sige, at jeg mener, at det giver mening, at vi ser på afgrænsningscirkulæret, og jeg synes sådan set også, at ministeren har svaret, at det er noget af det, man vil tage initiativ til. Så det ser jeg frem til at diskutere.

Jeg har lige glemt spørgsmål nr. 2, men det kan være, at fru Charlotte Broman Mølbæk kan gentage det i sin anden korte bemærkning.

Men hvad angår det her med tilkendelsen, så synes jeg sådan set, at vi hele vejen igennem har haft en diskussion om, hvordan lovgivningen er, og hvordan den udmøntes, for når mennesker, som har et fysisk handicap, oplever, at der er noget, der giver udfordringer, med hensyn til om man rent faktisk kan opnå den kompensation, så man kan gennemføre det, man vil, så er det jo væsentligt at få kigget på, at den intention, man har med at kompensere, faktisk også føres ud i livet. Så selvfølgelig giver det mening at forfølge det, men hvad angår om vi skal lave noget om på det, så har jeg brug for at se mere på det – det kan jeg ikke svare på.

Nu kan jeg huske spørgsmål nr. 2, det handlede om … (Anden næstformand (Pia Kjærsgaard): Det må vi lige vente lidt med). Ja. Undskyld, formand.

Værsgo, fru Charlotte Broman Mølbæk.

Tak for det. Når vi hører de eksempler, der er blevet nævnt i dag – der er en lang række eksempler, og jeg er sikker på, at ordføreren også har eksempler – på tilkendelser ude i kommunerne, der faktisk betyder, at man ikke kan varetage sin uddannelse eller passe et job, mener ordføreren så ikke, at det er på sin plads, at vi får kigget på den tilkendelsespraksis, og om ikke andet får kigget på, hvad udfordringerne i det er, og hvordan vi kan understøtte, at der bliver ryddet op i det?

Sekundært vil jeg faktisk også gerne høre ordføreren svare på, om hun mener, at det er rimeligt og i øvrigt fornuftig praksis, at der er så store forskelle i kommunerne, i forhold til hvilke slags hjælpemidler man kan få, og hvor lang ventetiden er.

Tak. Værsgo.

Jeg vil bare sige, at det er kæmpestore spørgsmål, som ordføreren stiller, og som det simpelt hen ikke er rimeligt at skulle svare på på 30 sekunder. Jeg vil gerne diskutere det her, og jeg vil gerne gøre det grundigere, og jeg mener også, at der er lagt op til nogle brede drøftelser.

Når det så er sagt, så mener jeg, at man selvfølgelig skal se på, om den intention, man har haft, også bliver ført ud i livet, og jeg synes sådan set også, at socialministeren gentagne gange har sagt, at man skal have den hjælp, som er nødvendig. Selvfølgelig skal vi drøfte det, men hvordan det bliver ført ud i livet, må vi se på.

Tak for det. Så er der ikke flere kommentarer til ordføreren. Så er det fru Marlene Ambo-Rasmussen fra Venstre.

Tak for ordet, og tak til SF for at rejse den her forespørgselsdebat om de nuværende regler på visitationsområdet, både i kommunerne og i regionerne i forhold til hele hjælpemiddelområdet, for det er en vigtig debat, vi skal have i dag. Det handler nemlig om retfærdighed, respekt og retssikkerhed.

Dansk handicappolitik er i dag sådan, at mennesker med handicap og mennesker med udviklingshæmning er ligestillet med andre borgere, hvilket naturligvis er en selvfølge, fordi medfødt eller erhvervet funktionsnedsættelse aldrig må betyde, at vi danskere ikke har lige muligheder. Principperne om tilgængelighed, kompensation, sektoransvar og ligebehandling betyder, at vi som samfund bærer et ansvar for, at borgere med fysisk eller psykisk handicap kan deltage i alle samfundets aktiviteter på lige fod med andre borgere, og at de får lige muligheder med hensyn til f.eks. at tage en uddannelse eller med hensyn til at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet.

I de seneste år har vi kunnet læse hjerteskærende historier om det, som Danske Handicaporganisationer kalder for postnummerlotteriet, altså det, at man i en kommune kan få bevilling til et hjælpemiddel, mens man i en anden i nabokommunen får et afslag, på trods af at man har præcis samme udfordring. Ministeren har ad flere omgange forsvaret den her praksis og henviser til kommunernes fastsatte serviceniveau som begrundelse for lotteriet.

Men desværre viser en undersøgelse bare, at kommunerne i langt størstedelen af sagerne, faktisk i 88 pct. af sagerne, slet ikke henviser til fastsatte serviceniveauer i begrundelsen for deres afgørelser. Samme undersøgelse viser også, at kommunerne i over halvdelen af sagerne, ca. 60 pct. af tilfældene, ikke henviser til de lovbestemmelser, der ligger til grund for en afgørelse. Det har store konsekvenser for borgernes retssikkerhed, fordi der simpelt hen mangler gennemsigtighed og tilstrækkelig oplysning, når kommunerne træffer deres afgørelser.

Postnummerlotteriet gælder desværre også for ventetider på sagsbehandlingen. F.eks. kan ventetiden på en handicapbil variere rigtig meget. Det er jo håbløst, at der er kommuner, hvor man skal vente i over 100 uger på det.

Og som om det ikke var grelt nok, har vi også for nylig hørt om Bettina Jensen, der har ventet i over 10 måneder på at få afgjort, om hun måtte få en kørestol. Det var en sag, der endte med et afslag. I den forbindelse fortæller Bettina, at familien har overvejet at flytte til nabokommunen for at reducere ventetiden. Det blev de faktisk også anbefalet af bl.a. fysioterapeuter.

Desværre viser en undersøgelse også, at der sker fejl i knap halvdelen af alle sager om voksenhandicap, der lander på bordet hos Ankestyrelsen, og som ender med at skulle afgøres på ny. Det anser Venstre ikke som særlig respektfuldt og retfærdigt over for borgere med handicap.

Venstre tager handicappede borgeres retssikkerhed meget alvorligt, for det nytter jo ikke noget at tale om tilgængelighed og ligebehandling for alle mennesker, hvis ikke vi også kan sikre, at borgere med fysisk eller psykisk handicap rent faktisk kan deltage i alle samfundets aktiviteter på lige fod med andre. Venstre mener derfor, at vi skal skabe løsninger, der reelt gør en forskel, og som reelt forbedrer livet for de borgere med et handicap, som er afhængige af deres hjælpemidler og bevillinger. For Venstre er målet at skabe tryghed for borgerne om, at deres hjælp ikke pludselig forsvinder, og at få etableret en ensrettet praksis landet over, så vi kan komme postnummerlotteriet til livs. Kun på den måde kan vi skabe retfærdighed, respekt og retssikkerhed.

Jeg har sagt det før, og jeg gentager det gerne: Jeg synes, at socialministeren bør indkalde til drøftelser, forhandlinger og ordførermøder, ja, man kan kalde det, hvad man vil; bare vi snarest muligt kan mødes og se hinanden i øjnene. Jeg vil personligt gerne som ordfører være med til det her. Det handler om, at vi kan få en ordentlig drøftelse af, hvordan vi ser udfordringen på handicapområdet i øjnene. For løses, det skal det. Og man kan jo meget passende også inddrage de to andre ministre, der er med her i dag. Vi vil i Venstre rigtig gerne bidrage til det her, for vi mener, der skal ændringer til. Tak. (Anden næstformand (Pia Kjærsgaard): Tak for det). Hov, jeg skal også huske at læse en vedtagelsestekst op.

På vegne af Venstre og Konservative, som står bag, vil jeg gerne læse følgende tekst op:

Forslag til vedtagelse

»Bedre muligheder i uddannelsessektoren og på arbejdsmarkedet er helt afgørende, fordi det giver virksomheder bedre mulighed for at tage imod borgere med handicap, og det giver større tilskyndelse for borgere med handicap til at begynde en uddannelse eller tage et job.

Derfor opfordrer Folketinget regeringen til hurtigst muligt at fremsætte et lovforslag, der har til hensigt at sikre, at lovgivning og visitationspraksis i kommuner og regioner på hjælpemiddelområdet sikrer, at borgere med handicap får et aktivt liv med tiltrækkelige uddannelsesmuligheder og muligheden for at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet. Det er vigtigt for at skabe løsninger, der giver tryghed for borgere med handicap.

Derfor opfordrer Folketinget regeringen til at fremsætte et lovforslag, der styrker retssikkerheden og reducerer ventetiden på sagsbehandlingen for borgere med handicap.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 115).

Tak for det, og også det her forslag til vedtagelse indgår i den videre debat. Jeg skal lige bede om det.

Så er der nogle spørgsmål, og det er først fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Jeg skal gøre det kort. Den tidligere sundhedsminister brugte faktisk meget energi på at prøve at få kommuner og regioner til at samarbejde, også i forhold til afgrænsningscirkulæret og andet, som jo netop betyder, at borgere risikerer at falde mellem to stole.

Men jeg lytter mig til, at Venstre ikke tænker, at der er systemfejl, som vi skal rette op på. Tænker Venstre, at vi kan løse de udfordringer, der er med afgrænsningsproblemer mellem sektorer og mellem kommuner og regioner, i det nuværende system, eller tænker ordføreren, at der måske i virkeligheden er et strukturelt problem, som den tidligere regering så heller ikke tog fat i, hvorfor vi stadig væk står med det her problem?

Værsgo.

I Venstre har vi jo flere gange sagt, at det, der ikke er svært, skal være nært, og i virkeligheden er den præmis jo helt oplagt at tage med ind i hele det her. Altså, i diskussionen om, hvad der skal ligge i regionerne, og hvad der skal ligge i kommunerne, er der jo noget, der er oplagt i forbindelse med de ting, som er meget specialiserede, f.eks. børn med et handicap, som vi også har nogle af i den kommune, jeg kommer fra, og hvor vi er ude i noget specialiseret, hvor der er meget få. Det er jo oplagt, at når de børn alligevel kommer i regi af OUH og er tilknyttet vores allerdygtigste børneneurologer og børnelæger, så får disse noget mere at skulle have sagt i forhold til visitationsprocessen, og det er jo der, det er så ærgerligt, at kommuner og regioner bare ikke taler bedre sammen.

Det er lige præcis sådan nogle steder, som jeg synes det kunne være spændende at kigge på, altså hvor det ligger i forhold til visitering og bevilling og økonomi, som alle tre er ting, der ligger hos kommunen. Jeg synes, det er hamrende ærgerligt, at man har specialiserede områder ude i kommunerne, og hvor det ikke giver mening, at det ikke er regionerne, der er mere med inde over den proces.

Så svaret er ja. Jeg synes, der er et strukturelt problem og nogle udfordringer dér.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Jeg synes i og for sig, at det er sagen i en nøddeskal, for den tidligere sundhedsminister forsøgte sig også med et oplæg til det nære og det sammenhængende sundhedsvæsen, hvor kommuner og regioner skulle blive enige om at afklare de her afgrænsninger, og det sluttede sådan set bare med en mindretalsudtalelse fra kommunerne, der lød, at det afhænger af økonomien. Så vi beder nogle om at samarbejde om at blive enige om, hvordan man løser den her opgave, og de kan ikke få det til at fungere.

Og ordførerens svar på det spørgsmål er, at nu skal vi bede de her mennesker om at sætte sig sammen og blive enige om, hvordan man får det til at fungere. Får vi så i virkeligheden ikke bare det samme svar, og er der ikke en strukturel udfordring, som også handler om, at man skal blive tydelig om ansvarsfordelingen mellem eksempelvis kommuner og regioner og kommuner imellem eller for den sags skyld ressortområder imellem?

Tak, og værsgo.

Jeg synes også, at vi herindefra Folketingets side bør kigge på, hvordan vi kan tydeliggøre over for kommuner og regioner, at de skal blive bedre til at samarbejde. Nu er det hjælpemidler, som vi taler om i dag. Det er jo et eksempel på noget, der er helt håbløst, hvor det netop er meget forskelligt de forskellige steder, og hvor vi også ser borgere, som i regi af regionen bliver hjemsendt, samtidig med at de har behov for nogle helt livsnødvendige hjælpemidler, som det kan tage en uge at få tilsendt, og som skulle have været der, da de pågældende kom hjem.

Så jeg mener helt bestemt, at ordføreren fra SF har fat i noget af det rigtige. Der er en strukturel udfordring her, som det er bydende nødvendigt at vi skal se på herinde i Folketinget, men også med det kommunale selvstyre in mente og med respekt for forskellighederne derude i kommunerne. Til gengæld skal der bare være en ordentlig kvalitet og en ordentlig service, uagtet hvilken kommune man bor i. Og nu er min tid gået.

Ja, det er den. Så er det fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Det er jo, kan man sige, nogle rigtig pæne ord, Venstres ordfører kommer med, i forhold til at man gerne vil kigge på det her område, at man gerne vil se på det her område. Vi har jo selv fra Dansk Folkepartis side stillet adskillige forslag til forbedringer på handicapområdet, både i forhandlinger, hvor vi har fået en del med i satspuljeregi – nu kaldet reserven – men også i Folketingssalen. Så derfor kunne jeg godt tænke mig at høre Venstres ordfører om, hvor mange forslag Venstre har fremsat her i Folketingssalen for at forbedre handicapområdet, altså løsningsforslag.

Et er jo, at man sagtens kan sige, at det skal vi gøre bedre, og at vi skal til forhandlinger, men hvor mange forslag har Venstre selv stillet i Folketingssalen for at forbedre handicapområdet, både i forhold til hjælpemidler, men også i forhold til retssikkerheden? Det kunne ordføreren måske lige nævne.

Værsgo.

Jeg vil lige starte med at kommentere på det, som ordføreren fra DF taler om, i forhold til at man gerne vil tale fint om tingene, og at man gerne vil kigge på det og se på det. Jeg nævnte faktisk nogle specifikke ting. For jeg nævner netop præcis i forhold til hele visiteringsprocessen, at jeg synes, at der her er noget, der er helt oplagt at kigge på, så kommuner og regioner samarbejder bedre.

I forhold til det med løsninger har jeg ikke lige skrevet ned, hvad Venstre herinde er kommet med af konkrete løsningsforslag. Men det helt paradoksale ved det her er, at jeg i den kommune, hvor jeg sidder som byrådspolitiker, når jeg i mit udvalg, hvor der også sidder folk fra DF, er kommet med adskillige forslag, så nogle gange har manglet den opbakning. Det er jeg nødt til at sige.

Jeg har stået her i Folketingssalen en tirsdag, og jeg har en onsdag stået i byrådsregi – det var godt nok på Teams – og harceleret i forhold til hele omgørelsesprocenten på socialområdet og har sagt: Ved I hvad, i går stod jeg i Folketingssalen og havde den modsatte udfordring, og nu står jeg her som byrådspolitiker, hvor jeg virkelig mener, at vi kan gøre noget, og står alene med det.

Tak for det. Fru Karina Adsbøl.

Jamen nu er det her i folketingsregi og ikke i byrådsregi. Derfor ville jeg gerne høre ordføreren svare på, hvilke forslag ordføreren har stillet i Folketingssalen – altså ikke alle, for det kan man måske ikke altid huske, hvis man har stillet mange, men bare ét forslag – for at forbedre handicapområdet. Kan fru Marlene Ambo-Rasmussen måske også sige, om der vil komme nogle forslag fra Venstre, som vi kan behandle her i Folketingssalen, om forbedringer på handicapområdet?

Værsgo.

I forhold til det sidste tænker jeg, at ordføreren fra DF skal spørge vores handicap- og socialordfører, for jeg er ikke handicap- og socialordfører, jeg er kun vikarierende. Jeg sidder som familieordfører, og derfor har jeg heller ikke personligt fremsat nogen beslutningsforslag og kan derfor heller ikke svare på, hvad tidligere ordførere har gjort. Det har jeg desværre ikke tal på med her i dag. Men jeg er familieordfører, og jeg fremsætter også mine egne beslutningsforslag, og jeg vil også meget gerne gøre det sammen med ordføreren fra DF, skulle det være interessant, på handicapområdet.

Men i forhold til hvordan det er ude i kommunerne, diskuterer vi det jo netop igen i dag. For det er ude i kommunerne, man virkelig kan rykke på nogle af de ting, og vi sidder og diskuterer det som kommunalpolitikere og som byrådspolitikere, og der får jeg ikke den opbakning til nogen af de forslag. Jeg føler faktisk, at det er rigtig, rigtig ærgerligt, at man netop ude i kommunerne, hvor man kan rykke på det, så vælger ikke at gøre det.

Så er det fru Charlotte Broman Mølbæk. Værsgo.

Tak for det, og tak for en fin tale og tilkendegivelse fra ordføreren. Det arbejde vil jeg se frem til, og jeg håber, at vi snart bliver indkaldt til de her forhandlinger ovre i et af ministerierne, forhåbentlig tværsektorielt.

Jeg vil spørge ordføreren, om Venstre vil være med til at kigge på en løsning, der kunne give en forudbevilling til hjælpemidler, således at hele hjælpemiddelpakken sådan set er klar, når man søger et job. Det er jo sådan, at det i virkeligheden er rigtig svært for arbejdsgiverne at kunne overskue, hvad det er for et menneske, de ansætter, og hvordan den person vil kunne fungere, når man ikke helt præcis ved, hvilke hjælpemidler der bliver bevilget, og heller ikke hvor lang tid det så vil tage. Så vil Venstre være med til at kigge på den model?

Værsgo.

Jeg er helt enig med ordføreren fra SF i, at det ville være skønt, hvis vi hurtigst muligt kom i gang med at forhandle eller drøfte det her, og at vi ordførere, der har en interesse for det her, kunne sætte os ned i ministeriet sammen med ministeren; og det er selvfølgelig vores social- og handicapordfører, der skal af sted, men jeg vil gerne med som nr. 2, for jeg synes, det er meget, meget interessant og vigtigt, at vi kommer hurtigt i gang.

Venstre gjorde selv noget i forhold til nogle rettigheder på uddannelsesområdet. Altså, vi sikrede, at personer med et handicap kunne beholde deres hjælpemiddel i overgangen fra uddannelse til job, og det lyder lidt som noget i det regi, som ordføreren fra SF også er inde over. Så jeg tænker bestemt, at det er interessant, og jeg tænker bestemt, at det er noget, som vi bør kigge på, men nærmere et svar kan jeg nok ikke komme det lige nu.

Tak. Så er det igen fru Charlotte Broman Mølbæk. Værsgo.

Tak. Jeg vil så høre, om ordføreren også mener, at vi skal kigge på den tilkendelsespraksis, der er i kommunerne for at udjævne de forskelle. Som det er i dag, kan man få ét hjælpemiddel bevilget i den ene kommune, mens man i den anden kommune ikke kan få det bevilget. Så der er altså et totalt tilfældighedsprincip på det her område.

Er Venstre med på, at det er et problem – erkender I det? – og vil I være med til at løse det, både når vi kigger på, hvilke hjælpemidler man kan få, men også i forhold til sagsbehandlingstider? Bare som et eksempel kan nævnes, at der i forbindelse med en bevilling på en kugledyne kan være en sagsbehandlingstid på helt nede fra 3 uger og helt op til ½ år, og vi ved godt, hvad der sker med et lille barns liv på bare et halvt år. Så der er også rigtig meget en dynamisk effekt af at bevilge det i god tid.

Så vil Venstre være med til at kigge på opstramninger her?

Tak, og værsgo.

Jeg synes, det er vigtigt, at der er den her respekt for forskelligheden ude i kommunerne, når vi har det kommunale selvstyre. Når det så er sagt, er jeg fuldstændig enig i, at bunden jo er nået, når der kan være noget, der ligner 12-13 ugers ventetid i den ene kommune og så langt over 100 i den anden på nogle eksakte hjælpemidler. Så er vi bare nået ud over det punkt, hvor der er plads til forskellighed, og hvor det ikke har noget at gøre med service og kvalitet og det kommunale selvstyre. For det hylder vi trods alt i Venstre. Men det duer jo ikke, at man føler sig nødsaget til at flytte til nabokommunen, hvis det er sådan, at den udfordring rammer en, og jeg er helt enig med ordføreren fra SF i forhold til kugledynen.

Nu har min ældste selv haft brug for det, og jeg fik den bare prompte, og jeg kan jo kun tænke, hvad det har haft af udfordringer. For jeg var jo netop ved at gå op i limningen over, at han ikke ville sove om natten, så jeg kan godt forstå den håbløshed, som de her forældre sidder med. Det må være ganske modbydeligt at vente på nogle hjælpemidler, som er helt livsnødvendige, for at den her familie overhovedet kan fungere i hverdagen, og det skal vi komme til livs.

Tak. Så er det fru Camilla Fabricius. Værsgo.

Tak for det. Jeg er faktisk rigtig glad for, at ordføreren her til sidst siger, at der er utrolig meget at gøre. For når man ser på, hvad både Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og VIVE har præciseret, så kan man se, at der hen over det sidste stykke tid er tab af evne, tab af arbejdsmarkedskontakt, tab af egen oplevet velfærd og trivsel.

Så hvad mener ordføreren egentlig at man skulle have gjort, dengang man selv havde muligheden for at kunne pege på det? Altså, jeg bliver i hvert fald bekymret, når jeg kan se, at der er rigtig mange mennesker med handicap, som faktisk ikke oplever, at der er plads til dem ude i samfundet.

Værsgo.

Jamen Venstre kom jo faktisk med et handicapudspil i 2018. Da vi sad i regering, lavede vi sammen med de øvrige partier en satspuljeaftale fra 2019-2022 på beskæftigelsesområdet, med henblik på at flere mennesker med et handicap skulle hjælpes ud i job og uddannelse, og der sikrede vi 128 mio. kr. til indsatsen fordelt på 11 forskellige initiativer. Så man har jo forsøgt og har også gjort noget på det her område.

Problemet er jo bare, at man den dag i dag kan se, at der stadig væk er for store udfordringer, og at der stadig væk er for store forskelligheder til, at det er ret og rimeligt, og det er jo også derfor, jeg helt ærligt spørger, om vi dog ikke i ordførerkredsen kunne mødes med ministeren i Socialministeriet, kigge hinanden i øjnene og få sat os ned og få lavet en ordentlig samtale omkring det her, så vi virkelig får løftet det. For jeg mener faktisk ikke, at det her skal være en politisk slagmark, og det har jeg også sagt i tidligere debatter. Jeg vil faktisk hellere mødes med folket herinde i et mere lukket regi, så vi kan tale det her igennem og komme til bunds i det og finde ud af, hvordan vi får løftet det her område fremadrettet.

Tak. Fru Camilla Fabricius.

Ja, jeg synes faktisk, at det giver god mening, at vi er fælles om at løse rigtige menneskers rigtige problemer. Men når vi gør det, er vi jo også nødt til at stå på en afdækning af, at der faktisk er en del at få gjort, og at mennesker oplever, at deres trivsel ikke er så god, som den burde være, og at vi kan se, at mennesker ikke har den tilknytning, som de burde have. Vi kan så godt se, at man i 2018 gjorde noget, og man kunne også have gjort det i 2010 eller i 2008.

Så jeg glæder mig til og ser frem til at få drøftet det, og at Venstre går med i det og får lavet nogle gode tiltag.

Tak for det, og værsgo.

Jeg ser det egentlig kun som positivt, at ordføreren tager Venstres initiativer og Venstres tale i dag positivt ned. For jeg synes netop, at vi, lige præcis som ordføreren fra Socialdemokratiet så pænt siger det, skal være fælles om det her. Der er mange andre steder og områder, hvor det politisk er en helt anden sag, og hvor vi kan debattere bedre imod hinanden på nogle områder.

Men det synes jeg ikke at man skal her på handicapområdet. Der ville jeg meget hellere – helt ærligt og helt nøgternt – at vi satte os ned i et lukket regi og fik lavet nogle ordentlige aftaler omkring det her, fordi det også er så sårbart et område. Det er jo lidt, ligesom når vi nu sidder og forhandler om »Børnene Først«, og der er bare nogle områder af vores politiske virke, hvor tingene er meget, meget sårbare, og hvor jeg også godt kunne tænke mig, at vi nogle gange kunne sætte os ned og kigge hinanden i øjnene, uden at det foregik her i Folketingssalen.

Tak for det. Der er ikke flere, der har kommentarer, så vi går videre til fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Tak. Det er en spændende debat og også en tiltrængt debat, og tak til SF for at rejse den. Der er massive udfordringer på det her område, og det drejer sig om mennesker med handicap, som ikke kan få deres hjælpemidler, ældre mennesker, der ikke kan få bevilget en rollator, fordi det ikke i alle kommuner er et hjælpemiddel eller i hvert fald ikke bliver betragtet som et hjælpemiddel. Så der er brug for politisk handling og lidt mindre snak.

Den praksis, vi ser i dag, er jo i mange tilfælde ikke rimelig, og som jeg tidligere har sagt i den her debat, har vi i Dansk Folkeparti rejst spørgsmålet i adskillige forslag om at forbedre det her område, og vi er også lykkedes med nogle ting på området. Jeg kan fortælle om opsættende virkning, altså varslingsordningen, hvor man ikke kan få frataget sin hjælp, men har mulighed for at få sin sag behandlet i Ankestyrelsen. Men den indeholder jo ikke alle de paragraffer, så den kunne vi jo udvide, altså give opsættende virkning, så man ikke mister sit hjælpemiddel eller sin hjælp. Men det var det, vi kunne komme i mål med dengang.

Vi har også fået gennemført noget i forhold til tilgængelighed på valgsteder og altså fået indført hjælpemidler, og vi har fået indført, at blinde skal være med i kørselsordningen; vi har fået indført rigtig, rigtig mange gode ting og har kæmpet mange gode ting igennem, men vi er langtfra kommet i mål. Og i Dansk Folkeparti er vi helt klar på at kæmpe videre, for vi mener ikke, det skal være en kamp at få tildelt et hjælpemiddel eller at bibeholde det hjælpemiddel, man nu engang har fået tilkendt tidligere. Mennesker, der har brug for et hjælpemiddel, der forbedrer deres arbejdsmuligheder, deres livskvalitet og deres livssituation og i det hele taget forbedrer deres selvhjulpenhed, skal vi som samfund jo gøre alt for at imødekomme og hjælpe.

Vi har jo stillet mange forslag om forbedringer på området, også i forhold til styrkelse af retssikkerheden. Vi fremsatte et forslag om obligatorisk brug af tro og love-erklæringer, når man skal have udskiftet det hjælpemiddel, man har fået bevilget. Vi foreslog, at det skulle gøres nemmere for kommunerne og borgerne, og det indebar så, at borgerne skulle have ret til en genbevilling af hjælpemidler og handicapbiler efter servicelovens § 112 og servicelovens § 114 alene ved brug af tro og love-erklæring, såfremt ansøgerens funktionsevne og behov i al væsentlighed er uændret siden kommunalbestyrelsens seneste afgørelse og ansøgeren så afgiver en tro og love-erklæring herom. Dette vil jo mindske bureaukratiet og antallet af de mange klagesager samt spare penge og ikke mindst være til stor gavn for de mennesker, det handler om.

Vi lavede i sin tid også en beretning i udvalget på baggrund af vores forslag, og der var vi sådan set enige om, at tro og love-erklæringer var en fornuftig del af sagsbehandlingsproceduren, men meget tyder jo også på, at kommunerne ikke gør brug af den forenklede procedure med tro og love-erklæringer, i hvert fald ikke når man kigger på handicapbilområdet, hvor man jo kan se, at borgere skal kæmpe for at få en genbevilling af det, der engang hed trivselsbil – jeg tror nærmest det er blevet en by Rusland – og der er altså behov for, at vi gør noget ved det herinde. Borgere med handicap har præcis lige så meget brug for at kunne udskifte deres handicapbil, når den er nedslidt, som de har med andre hjælpemidler.

Desværre hører vi om rigtig mange eksempler på, hvor dårligt det står til på handicapområdet, og der vil jeg sige, at vi er lidt i samme boldgade som med det beslutningsforslag, vi tidligere har fremsat, om opsættende virkning; og som jeg var inde på, skal man altså ikke bare kunne få frataget sin hjælp, når ens funktionsevne ikke er forbedret, man skal også have ret til at bevare hjælpen og få prøvet sin sag.

Vi har også tidligere hørt om hele problematikken med tildeling af blindestok til blinde, som ikke vil få synet tilbage, men være blinde resten af deres liv, og vi mener faktisk i Dansk Folkeparti, at det ville være rigtig godt at få indført nogle af de forslag og få det med tro og love-erklæringer implementeret i lovgivningen, og det kan vi nå endnu, og vi kan også i fællesskab lave en beretning over det i udvalget.

Altså, med alle de gode takter, der er i dag omkring forbedringer på det her område, kan vi jo faktisk i vores udvalg lave en fælles beretning om det og få regeringen til at handle på det. Det vil jo være til stor gavn for borgerne, hvis vi i fællesskab gjorde det.

Hvad angår de lange sagsbehandlingstider, er det jo en kæmpe udfordring. I sin tid kæmpede vi jo i Dansk Folkeparti for, at de her sagsbehandlingsfrister simpelt hen skulle fremgå af kommunernes hjemmeside, for det gjorde de sådan set ikke tidligere, men det gør de så nu. Hele udfordringen er jo, at kommunerne heller ikke lever op til deres egne sagsbehandlingsfrister, og det er jo simpelt hen ikke godt nok.

Og nu kan jeg se, at formanden rejser sig, og så må jeg til ... (Formanden (Henrik Dam Kristensen): Ja, det betyder, at tiden er brugt på en fornuftig måde). Ja, det er godt. Må jeg læse mit forslag til vedtagelse op? (Formanden (Henrik Dam Kristensen): Det må du i hvert fald, værsgo. Undskyld, jeg sagde du). Tak for det. Det er fantastisk, når formanden retter formanden, men tak for det.

Jeg skal (på vegne af Dansk Folkeparti) fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget pålægger regeringen at indføre en ret for borgere med handicap til en enkel og hurtig sagsbehandling, når det gælder genbevilling af hjælpemidler og handicapbiler i sager, hvor borgerens funktionsevne og behov i al væsentlighed er uændret siden det oprindelige bevillingstidspunkt. Den enkle og hurtige sagsbehandling skal sikres gennem brugen af tro- og loveerklæringer, som borgeren underskriver og dermed står inde for, at vedkommendes funktionsevne og behov i al væsentlighed er uændret. Det vil medføre ressourcebesparelser for kommunen og sikre borgerne en hurtig og enkel sagsbehandling, og borgeren vil ikke længere skulle føle utryghed og nervøsitet i måneder eller år, imens sagen behandles.

Folketinget pålægger regeringen hurtigst muligt at indkalde Folketingets partier til forhandling, så det sikres, at borgere med handicap får et aktivt liv med tilstrækkelige uddannelsesmuligheder og muligheden for at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet og med fokus på afgrænsningsproblematikken mellem behandlingsredskaber efter sundhedsloven og hjælpemidler efter serviceloven.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 116).

Tak for det. Jeg forstod, at forslaget til vedtagelse blev fremsat på vegne af Dansk Folkeparti, og det vil så også indgå i den videre debat.

Der var ikke nogen korte bemærkninger. Derfor siger vi tak til fru Karina Adsbøl. Og så er det hr. Henrik Vinther, Radikale Venstre.

Tak for det, og tak for lejligheden til at drøfte hjælpemidler til personer med handicap eller i virkeligheden rammerne om det, altså hvordan vi arbejder med at sikre, at man får den hjælp, som man har brug for, for man skal selvfølgelig kunne regne med, at hvis man er syg, handicappet eller på anden måde udsat, så får man den hjælp, som vi har aftalt. Og aftalt betyder i den her forbindelse jo det, vi har lovgivet om.

Det er egentlig dejligt at høre, at der i dag er en enighed om, at vi kan se, hvad problemet er, og også en velvilje til at gøre noget ved det. For spørgsmålet er, hvad vi har aftalt.

Vi har aftalt, at vi for at stille alle lige giver nogle mennesker en ekstra hjælpende hånd. Det gælder bl.a. mennesker med handicap, hvilket ifølge bl.a. WHO er cirka hver 10. borger. Dem har vi lovet at ville hjælpe. Og kan man så regne med fællesskabet? Ja, i de fleste tilfælde. Der bliver arbejdet godt med tingene i kommuner og regioner landet over, i forhold til hvordan vi finder den bedste støtte, og det er godt, at det er trygt for de fleste.

Men nogle gange må vi samtidig konstatere, at det hverken er nok eller godt nok. Og nogle – og jeg mener for mange – oplever ikke, at det møde, de har med systemet, er noget godt, og de oplever, at de ikke får den hjælp eller de hjælpemidler, som de har krav på og brug for. Det bliver derfor et møde præget af mistillid, usikkerhed og frygt for ikke at få den hjælp, som man i realiteten har brug for.

Det dokumenteres også af en undersøgelse fra Det Centrale Handicapråd. Jeg tror, den kom i sidste uge, og den taler sit tydelige sprog, nemlig at der er en voksende tillidskløft imellem systemet på den ene side og borgerne med handicap på den anden. Vi skal jo huske, at det er det, vi har aftalt med lovgivningen, altså at vi ønsker at støtte disse mennesker.

Der er stor forskel på, hvordan man som borger kan opleve at få hjælp i den enkelte kommune. Der er for stor forskel og uensartethed, og en del af forklaringen er den afspecialisering, vi har set i forbindelse med strukturreformen, og som der allerede ved reformens vedtagelse blev advaret imod, og som vi nu ser konsekvenserne af. Kommunerne er ikke altid robuste nok økonomisk og fagligt set til at kunne træffe de rigtige beslutninger, og kombineret med økonomisk pres, fordi der er andre vigtige velfærdsområder, der presser sig på, kan det friste til at prioritere området ned. Det giver uensartethed fra kommune til kommune. Det giver et præg af tilfældighed. Og det skaber samtidig en uheldig situation i mødet mellem den enkelte borger og systemet.

Svaret er, at vi skal kigge på ledelse, uddannelse og mere solid organisering. Ledelse, fordi det først og sidst handler om den enkelte opgave og dermed prioriteringen; uddannelse, fordi de mennesker, der møder borgeren, selvfølgelig skal være klædt på til opgaven; og organisering, fordi det, selv om ingen tror på, at det løser hele problemet at ændre organiseringen, kan være med til at imødegå nogle af de udfordringer, vi har set, altså de uheldige konsekvenser af bl.a. strukturreformen og den afspecialisering, der er sket der, og også den afkobling, der er imellem de forskellige områder. Det har vi jo set i form af, at der er de tre ministre her i dag; de tre områder, der er her.

Derfor ser vi frem til, at der kommer den analyse, vi nu arbejder på, af det specialiserede socialområde, så vi kan tage fat på at kigge på alle de her dele i sammenhæng. Den drøftelse ser jeg i den grad frem til. Tak.

Der er en kort bemærkning fra fru Charlotte Mølbak Broman. Undskyld, Charlotte Broman Mølbak, SF. Sådan var det. Værsgo.

Åh, det er så svært, formand. Efternavnet er faktisk Mølbæk, men pyt med det. Jeg tænker, at det er mig, der taler nu.

Tak til ordføreren. Jeg vil først lige gøre ordføreren opmærksom på, at selve evalueringen om specialiseret socialområde jo ikke er omfattet af hjælpemiddelområdet. Så det, at vi har den debat i dag, er jo med til at afklare nogle helt specifikke udfordringer, som har negative konsekvenser for mange andre områder.

Jeg ved jo godt, at Radikale Venstre er glade for uddannelse og beskæftigelse, så hvad tænker ordføreren om, at kun 66 pct. af unge mennesker, 18-årige, med handicap er i uddannelse – kun 66 pct. – og at det kun er 58 pct. af mennesker med handicap, der er i reel beskæftigelse? Er det godt nok, og skulle vi ikke tage at komme i gang med at gøre noget, så vi kan rykke på de tal og ikke vente på en evaluering, der egentlig ikke helt handler om hjælpemidler?

Ordføreren.

Jeg kan høre på ordføreren, at ordføreren også er optaget af uddannelse og beskæftigelse, og det er jeg glad for. Jo, det er selvfølgelig vigtigt, at også unge med handicap kan få en uddannelse og kan få et job og dermed være med til at bidrage til både at få et godt liv selv, men også til at bidrage til samfundet. Der er ingen grund til at vente på det hele.

Når jeg siger det i den sammenhæng, er det, fordi jeg tror, vi skal se på det samlet set, altså hvordan vi bygger et system op, som har borgeren i centrum, og som ikke kigger ned i siloerne hver gang. Det er det, der er min pointe i det her, og jeg udelukker ingen handlinger på forhånd.

Charlotte Broman Mølbæk, værsgo.

Tak. Jeg ser absolut også frem til de forhandlinger, der forhåbentlig kommer, og jeg er i øvrigt også rigtig glad for at høre fra nogle af ministrene her, at de er klar over, at der er en problematik, som skal klares, også tværsektorielt, og derfor vil jeg gerne spørge De Radikale, om De Radikale vil være med til, at vi arbejder med kommunernes tilkendelsespraksis, der i dag medfører meget store individuelle forskelle, i forhold til hvilket hjælpemiddel man kan få, og i virkeligheden også medfører meget store forskelle i sagsbehandlingstider, der netop kommer til at sætte en stopper for, at man kan komme i uddannelse og i job. Er det noget, Det Radikale Venstre vil arbejde konkret med?

Ordføreren.

Som sagt udelukker vi ikke noget på forhånd, og det kunne være en af vejene at gå. Det vigtige er, at vi får skabt en sammenhæng i det hele, som sikrer, at de unge mennesker, vi her taler om, har de samme vilkår som deres jævnaldrende, som ikke har handicap. Og jeg udelukker ikke noget på forhånd.

Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Tak for det, og tak for talen. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre Radikales ordfører om Dansk Folkepartis forslag om obligatorisk brug af tro og love-erklæringer ved genbevillinger, altså i forhold til hurtigere sagsbehandling, hurtigere genbevilling, når man har fået en kørestol eller en handicapbil og ens funktionsevne er uændret. Man har stadig væk det samme behov for det her hjælpemiddel, men vi ved jo godt, at folk i dag skal kæmpe en kamp med klager til Ankestyrelsen og frem og tilbage og en lang sagsbehandlingstid.

Derfor kunne det være interessant at høre, hvad Radikale Venstre tænker om den del, og om Radikale Venstre vil være med til at forbedre det ved at gøre det obligatorisk i forhold til genbevilling af hjælpemidler. Det vil jo sikre, at borgerne også får en tryghed og en vished. Er Radikale klar på det?

Ordføreren.

Vi udelukker ikke noget på forhånd. Det ville være forkert af mig at tage diskussionen her, men en af vejene er at se på, hvordan vi sikrer, at mennesker, hvis behov man ved er konstant så at sige over tid, ikke skal udsættes for tilfældighed over tid. Det kunne være en af vejene at gå, så lad os tage det med i de videre snakke om det her.

Fru Karina Adsbøl.

Det glæder mig. Så er der den anden del i forhold til det her, og det er et ønske, Dansk Folkeparti har, og som jeg egentlig hører SF også har. Det er jo det, der sker, når man flytter kommune, i forhold til at man så faktisk risikerer at miste sit hjælpemiddel. For nylig var der jo en artikel om det og om Mikkel, som trak en nitte i postnummerlotteriet, og hjælpemidlet forsvandt med flytningen til Aarhus.

Så er det også et emne, vi her kan blive enige om, altså at hjælpemidlet simpelt hen følger med, uanset om man flytter kommune eller ej?

Ordføreren.

Jeg er glad for, at der er mange, der vælger at flytte til Aarhus. Det er et godt sted at bo, og det skal selvfølgelig være sådan, at udgangspunktet ikke er kommunen, men den enkelte. Vi skal bygge et system, som gør, at det er den enkelte, der er i centrum, og ikke den praksis, man har i kommunen. Derfor er det, jeg siger, at vi skal se på hele området i sammenhæng og se på, hvordan vi møder den enkelte, så den enkelte er sikker på at få den rigtige hjælp.

Så siger vi tak til ordføreren, der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten. Værsgo.

Allerførst vil jeg sige tak til SF for at rejse debatten om hjælpemidler. Hjælpemiddelområdet er jo et af de områder, som er blevet betragtelig forringet hen over de sidste 12-15 år som følge af kommunalreformen. Der er som med andre handicapområder sket en markant afspecialisering til skade for borgerne. Hvor ekspertisen før kommunalreformen var samlet omkring en snes tværgående hjælpemiddelcentraler, blev opgaven i meget stort omfang decentraliseret, og i de år, der er gået siden reformen, er der desværre gået store dele af den højt specialiserede viden på området tabt. Også på det her område har det åbenlyst vist sig, at kommunerne er for små enheder til at opbygge og fastholde den nødvendige viden og kompetencer til specialrådgivning. Der har i stort omfang manglet specialviden, og den langt mindre sagsvolumen, der er i kommunerne, har i sig selv været en barriere for at fastholde de nødvendige praktiske erfaringer på området.

Som det allerede er fremgået af mange indlæg, lyder der fra handicaporganisationerne massiv kritik af urimelig lange sagsbehandlingstider, af de mange fejl, der sker i sagsbehandlingen, af problemer med at tage hjælpemidler med på tværs af kommuner ved flytning, og vi må vel konstatere, at det ikke mindst skyldes, at kommunerne lader økonomiske hensyn få forrang frem for de faglige vurderinger af borgernes behov. Individuelle vurderinger tilsidesættes, og det sker åbenbart alt for ofte, at borgeren må tage til takke med standardiserede hjælpemidler, altså de hjælpemidler, som kommunens indkøbspolitik nu har tilladt at have på hylderne, i stedet for at sikre, at borgerne får individuelt tilpassede hjælpemidler.

Det tyder alt i alt på, at der er en utrolig mangel på erkendelse af og viden om, at der også på hjælpemiddelområdet er behov for en højt specialiseret faglig viden. Er den ikke til stede, så borgeren får det rette hjælpemiddel, kan det resultere i alvorlige gener. Det kan være i form af slidskader, det kan være i form af tryksårsbelastninger, og alt i alt kan det betyde en ganske alvorlig forringelse af borgernes helbred.

Det kan meget vel være, at kommunerne med den her sagsbehandlingspraksis har en kortsigtet besparelse. Til gengæld er jeg ikke i tvivl om, at på lang sigt er det ikke bare til skade for borgerne, men det er også til skade for vores samfundsøkonomi, når man heller ikke på dette område sørger for, at borgere med handicap får den rigtige hjælp.

I Enhedslisten tænker vi det sådan, at det er rigtig vigtigt, at vi får indtænkt hele hjælpemiddelområdet i den store grundlæggende reform, vi forventer der skal ske på handicapområdet. Der kan være en tendens til at tænke, at kompenserende hjælpemidler ikke er en del af det specialiserede område, men jeg hører heldigvis også på ministerens besvarelse, at det ikke er et synspunkt, som ministeren deler, men at der også her – naturligvis ikke i alle sager, langtfra alle sager, men på en række sager – er behov for specialiseret viden.

Præcis hvordan sådan en løsning skal se ud, har vi i Enhedslisten valgt at sige at vi ikke giver et færdigt bud på, så længe vi har hele processen med evaluering i gang. Men vi mener, det er helt sikkert, at skal vi sikre en faglig ekspertise, en tilstrækkelig specialviden også på det her område, så bliver det nødvendigt med en helt anden organisering af området, det bliver nødvendigt med en ændret opgavefordeling mellem de forskellige myndigheder, og det bliver nødvendigt med en helt ny måde at finansiere området på.

Endelig bliver det ikke mindst, som andre også har nævnt, vigtigt, at vi strammer op om hele retssikkerheden, så vi ikke bare tilvejebringer et andet lovgrundlag og andre regler, men at vi faktisk også sikrer, at borgerne så også får den støtte, de har krav på efter loven.

Det regner vi som sagt med, at vi går i gang med at forhandle løsninger på på den anden side sommerferien. Det er det håndslag, der er givet mellem partierne, der har sat hele evalueringen i gang, altså at vi skal starte forhandlinger op. Og jeg glæder mig over, at ministeren i sin besvarelse bekræftede, at hele hjælpemiddelområdet også kan indgå i de forhandlinger, og at vi dermed har en anerkendelse af, at her er der også behov for specialiseret viden.

Tak for det. Der er nogle korte bemærkninger, først fra fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg står med det her forslag til vedtagelse, som Enhedslisten er med i, og så skal jeg bare høre, om Enhedslisten er fuldstændig tilfreds med den her vedtagelsestekst. For jeg synes jo, at der mangler rigtig meget i forhold til at pålægge regeringen noget; man opfordrer regeringen, og det er meget sødt alt sammen. Det var det ene spørgsmål.

Det andet, jeg lige vil høre ordføreren om, vedrører, at Enhedslisten jo gerne plejer at være fortaler for forandringer på handicapområdet, og nu har vi ventet i rigtig mange år – det må hr. Jakob Sølvhøj medgive – på reelle forbedringer på det her område. Altså, vi har jo haft vores kampe på hver sin side med at være støtteparti, og nu er Enhedslisten støtteparti, så man indimellem kan få gennemtrumfet nogle ting; det har vi i hvert fald selv fået fra Dansk Folkepartis side, selv om det jo langtfra er godt nok.

Så vil Enhedslisten være med til at lave en fælles beretning i Socialudvalget, hvor vi virkelig kan få skrevet ned, hvad det er, vi ønsker skal indgå i den forhandling?

Ordføreren, værsgo.

Altså, med hensyn til om alt er med i de 150 ord, man har til rådighed i et forslag til vedtagelse, må jeg sige: Nej, det er det ikke; der var meget mere, der kunne siges i den sag.

Vi har sådan set ikke behov for i den her sag – det kan vi have i andre sager – at pålægge regeringen at gøre noget helt bestemt. Altså, i forhold til vores ønske om at få en helt grundlæggende forandring, som ikke bare trækker enkeltsager ud, altså om, at vi helt grundlæggende kigger på, at der er brug for en anden organisering af området, har vi indgået en aftale med Socialdemokratiet – også før de var i regering, lige præcis før – og Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre om, at vi skal i gang med at lave en samlet reform på det her område.

Så det går jeg ud fra, indtil andet er bevist, er i god gænge. Vi er i gang med de grundige forberedelser, og vi har et tilsagn fra ministeren om, at når vi kommer frem til fjerde kvartal i år, altså når evalueringen er klar og sommerferien er slut, så går vi i gang med de konkrete forhandlinger.

Fru Karina Adsbøl.

Det er godt, det forpligter jo. Jeg håber jo, at man inviterer alle Folketingets partier til det.

Men nu har vi en konkret sag – lad mig bare tage eksemplet fra i går; jeg ved, at hr. Jakob Sølvhøj har fulgt med i svømmepigesagen – om, at man simpelt hen ikke får kompensation, når man bliver fejlbehandlet i det sociale system i dag. Så lige præcis der kunne jeg egentlig godt tænke mig at høre, om Enhedslisten kunne være med på, at man prøvede at lave en fælles beretning i forhold til det, at man selvfølgelig ikke kvit og frit kan bryde lovgivningen, uden at det også har nogle konsekvenser i den anden del; jeg er helt sikker på, at hr. Jakob Sølvhøj ved, hvad jeg taler om.

Tak. Så får vi et svar. Værsgo til ordføreren.

Altså, højesteretsdommen i går i den her såkaldte svømmepigesag er jo skandaløs, i hvert fald indholdsmæssigt. Jeg tror ikke, at vi her mener, at det, domstolene afgør, er skandaløst – det tror jeg at vi og bukker og retter os efter – men det viser jo, at der er problemer med lovgivningen. Og derfor er der i den grad brug for at få strammet op på retssikkerheden.

Spørgeren vil også kunne huske, at Enhedslisten faktisk har støttet bl.a. forslag om opsættende virkning og en retssikkerhedsfond. Det mener jeg vi hurtigt skal have indført. Vi ser det gerne indført som led i en samlet aftale.

Så er det fru Charlotte Broman Mølbæk, værsgo.

Tak for det. Og tak til ordføreren. Jeg er jo meget enig i, at der er rigtig mange ting, vi skal have kigget på, når det gælder mennesker med handicap og psykiske lidelser. Men en del af evalueringen omfatter desværre ikke hjælpemiddelområdet. Og jeg må også sige – efter det, jeg har hørt i dag – at jeg er lidt usikker på, hvad der egentlig er enighed om. Det, der jo kunne have været rigtig fint, var, hvis vi i dag kunne have fastlagt nogle retningslinjer for, hvad det egentlig er, vi er enige om. Og der vil jeg spørge ordføreren:

Er Enhedslisten enig i, at vi skal have kigget på afgrænsningscirkulæret, så vi får stoppet den kamp, der foregår mellem kommuner og regioner – og dermed stiller borgeren bedre – og også den tilkendelsespraksis, der er på kommunens område, som jo ikke alene forhindrer mennesker i at komme i uddannelse og job, men i virkeligheden også skaber meget store forskelle på, hvilken hjælp man kan få?

Ordføreren.

Jeg kan godt tilslutte mig det synspunkt, at det kan være svært at blive helt klar på, hvor langt enigheden rækker. Altså, indtil videre går vi ind til de her forhandlinger med en forhåbning om, at vi kan løse en meget bred vifte af de problemer, der er. Det kan diskuteres, hvor meget vi løser i forhold til hjælpemiddelområdet, fordi det hele jo ikke handler om høj specialisering; jeg har prøvet at belyse, at det gør det i rigtig mange sager.

Jeg er helt enig i, at afgrænsningscirkulæret rummer mange problemer, og det er rigtig vigtigt, at vi får løst de problemer, der er med afgrænsning i forhold til hjælpemidler i vores sundhedsvæsen og ovre på det sociale område og beskæftigelsesområdet – for nu ikke at glemme det, når ministeren der også er indkaldt.

Så jeg er helt enig i, at det ikke er sikkert, at alle problemer vil blive løst i forbindelse med forhandlingerne om det specialiserede socialområde. Og så er vi helt indstillet på at løse de problemer, der udestår, bl.a. sammen med Socialistisk Folkeparti.

Fru Charlotte Broman Mølbæk, værsgo.

Ja, men det er også meget svært at løse så store og omsiggribende problematikker. Men mit ønske med den her forespørgselsdebat i dag var jo i virkeligheden at sætte fokus på nogle ret vigtige emner, som altså faktisk gør, at mennesker med handicap i langt højere grad end andre ikke kommer i uddannelse, ikke kommer i job, har et ringere liv. Der kunne jeg bare virkelig godt have ønsket, at vi sammen kunne have fastlagt nogle retningslinjer for, hvad det er, vi vil have lavet om: Hvad er vores analyse, og er vi klar til at kigge på løsningerne sammen? Så det vil jeg gerne høre ordførerens bemærkninger til.

Ordføreren, værsgo.

Det er jo svært at nå at fastlægge retningslinjer i en forespørgselsdebat og i en kort vedtagelsestekst om alt det, vi vil. Men jeg er helt enig i sigtet og vil godt give tilsagn om, at Enhedslisten er indstillet på, at vi skal have kigget hele hjælpemiddelområdet igennem, sådan at vi ikke kun afgrænser det til det højt specialiserede, men i det hele taget kigger på: Hvor er der afgrænsningsproblemer, hvor er der problemer i lovgivningen, så borgerne ikke får de hjælpemidler, som de har behov for? Det giver vi meget gerne tilsagn om at deltage i.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører, jeg ser, er fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Om ikke så længe skal vi her i Folketingssalen tage stilling til et borgerforslag om netop handicapområdet. Det handler om at fjerne handicapområdet fra kommunerne. Det støtter jeg, og det støtter Nye Borgerlige, for det første fordi de handicappede og deres pårørende i dag oplever, at kommunerne i alt for mange tilfælde administrerer ulovligt, så mennesker med handicap ikke får den hjælp, som de har krav på. Henved halvdelen af alle sager er behæftet med fejl. 42 pct. af de sager, der ender i Ankestyrelsen, omgøres eller sendes tilbage til kommunen til ny behandling.

Tilmed er sagsbehandlingstiderne meget lange. Fristerne overskrides rutinemæssigt. Og mennesker med handicap og deres pårørende fortæller mig igen og igen om nærmest absurde afgørelser, der tyder på udbredt kassetænkning ude i kommunerne. Handicapområdet kom ind under kommunerne i 2007 i forbindelse med kommunalreformen, og vi kan se i dag, at det var en fejl. Kommunerne magter simpelt hen ikke opgaven.

Folk med handicap og deres familier bliver tabere, og det kan vi som samfund ikke stiltiende acceptere. Der skal gøres noget. Systemet skal brækkes ned, og noget nyt skal bygges op.

Jeg og Nye Borgerlige vil give alle mennesker med handicap en ensartet behandling. De vilkår, der gælder for støtte og hjælp, skal være de samme for mennesker med handicap, uanset om de bor i Gedser eller i Skagen. Og hvis man flytter hen over en kommunegrænse, skal man kunne tage sin hjælp med sig og ikke starte forfra med at søge igen i en ny kommune.

Til erstatning for kommunernes lemfældige og fejlbehæftede sagsbehandling vil vi oprette et nationalt fagligt råd, som vil få ansvaret for at tildele hjælp og ydelser til mennesker med handicap. Ydelser og hjælp finansieres af staten og tages dermed væk fra den kommunale kassetænkning. Rådet etablerer sig med teams i hele landet, så der aldrig er langt til det nærmeste.

Vi vil under det nationale faglige råd ansætte teams bestående af fagpersoner til at møde og vurdere mennesker med handicap som de hele mennesker, de er, hvor alle aspekter af deres handicap og situation inddrages med hensyn til både pårørende, venner, boligsituation, funktionsnedsættelse, job, uddannelse osv. Det samme team følger den enkelte helt til dørs, bevilger den nødvendige hjælp og følger op med jævne mellemrum for at tilpasse hjælpen efter behov. Det skal altså være slut med at have et hav af kommunale sagsbehandlere, hvor den ene hånd ikke ved, hvad den anden gør. De enkelte teams bør være selvorganiserende og selvstyrende under ansvar for loven og det nationale råds koordinering.

Isoleret set vil et nyt system, der bygger på en stærkere faglighed i sagsbehandlingen, blive dyrere, skabe færre omgørelser i ankenævnet og fjerne kommunernes mulighed for at spekulere i at give de handicappede mindre, end de har krav på. Det vil alt andet lige føre til, at flere får mere hurtigere.

Men der er også en anden side mønten, hvor mere enkle regler og korrekte og hurtigere afgørelser vil hjælpe det enkelte menneske med handicap til en hurtigere afklaring og i mange tilfælde en højere grad af selvforsørgelse. De pårørendes økonomiske tab i form af tabt arbejdsfortjeneste, når kommunen trækker tilbuddet om hjælp i langdrag, hvor de pårørende i lange perioder må passe det handicappede familiemedlem selv, giver også et samfundsøkonomisk tab og reducerer indtægterne fra skatter og afgifter.

Samlet set er jeg faktisk ikke overbevist om, at det vil blive dyrere for samfundet at skabe et bedre system til at sørge for den helt rigtige hjælp til mennesker med handicap. Det kan ende med en win-win, hvor både den enkelte med handicap, de pårørende og resten af samfundet får noget godt ud af det. Der er i hvert fald brug for konkret handling på handicapområdet og for at finde en løsning, der sikrer retssikkerheden, der sikrer familierne og sikrer, at de kan føle sig trygge ved at få den hjælp, som de har så meget behov for. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning til fru Karina Adsbøl.

Tak til Nye Borgerlige for talen. Vi er jo enige om mange ting, men jeg tænker, at der godt kan være en udfordring i forbindelse med Nye Borgerliges økonomiske politik.

Så vidt jeg har forstået, vil man give over 100 mia. kr. i skattelettelser, men vi skulle jo gerne have et velfærdssamfund, hvor der netop skal være råd til at yde mennesker med handicap og andre, der har brug for hjælp, hjælp. Så hvordan kommer det til at hænge sammen i praksis, hvis det er sådan, at man får gennemført Nye Borgerliges økonomiske politik? Vil der ikke mangle noget i forhold til at hjælpe nogle af de mest sårbare og nogle af de mest udsatte, herunder mennesker med handicap? Vil der være råd til det?

Ordføreren.

Tusind tak, og tak for spørgsmålet. Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige kan blive enige om rigtig mange ting, men på den økonomiske politik er der klar og tydelig forskel, for Dansk Folkeparti har en socialdemokratisk økonomisk politik, og Nye Borgerlige har en borgerlig økonomisk politik. Det her handler grundlæggende set om at sikre, at pengene går til de rigtige steder, og på nuværende tidspunkt kan vi finde rigtig mange steder. Jeg er ret sikker på, at eksempelvis Dansk Folkeparti også er enige med os i, at de her godt 33 mia. kr. årligt til forfejlet ikkevestlig indvandring kunne vi godt bruge bedre. Og der er rigtig mange eksempler på, hvordan man også kan gøre den offentlige sektor mindre og så sikre vækst og velstand.

Med vores økonomiske politik vil Danmark generelt vækste og blive rigere, og selvfølgelig skal der være råd til at sikre nogle af de mest udsatte i vores samfund den rigtige hjælp. Det er jo lige præcis noget af det, vi taler om her.

Karina Adsbøl.

Ja, og vi taler jo også om, hvordan vi kan sikre, at mennesker med handicap får hjælpemidler, også inden de starter på deres arbejde, og der vil Nye Borgerlige jo nedlægge jobcentrene i forhold til den del.

Men min bekymring går netop på den økonomiske politik i forhold til at sikre, at der er midler til en ordentlig velfærd. Og i forhold til Nye Borgerliges økonomiske politik kan jeg bare konstatere, at der jo er flere eksperter, der har været ude at sige, at man vil skabe mere ulighed, og det skaber jo bekymring i forhold til netop at sikre at få et ordentligt velfærdssamfund.

Ordføreren, værsgo.

Der kan sagtens spares i det offentlige, sagtens. Og ja, det kan sagtens være, at der bliver mere ulighed, det anerkender vi sådan set, og det er vi sådan set heller ikke så bange for, for det kommer selvfølgelig an på, hvordan du definerer og kigger på ulighed, for det behøver ikke nødvendigvis at være noget skidt. Hvis naboen bliver rigere, er det jo ikke nødvendigvis sådan, at jeg bliver fattigere, men uligheden stiger.

Så igen: Der er forskel på Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige. Dansk Folkeparti har en socialistisk økonomisk politik, mens Nye Borgerlige har en borgerlig økonomisk politik. Men jo, selvfølgelig er det her en af de ting, som der skal være råd til. Og hvis man gennemfører den model, som vi har her, har man også langt bedre styr på, hvad pengene går til, i stedet for at de kanaliseres ud i kommunerne, som det sker i dag.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og det betyder, at vi er igennem ordførerrunden, og så mangler vi en række ministre. Først er det social- og ældreministeren. Værsgo.

Tak for det, formand. Og jeg samler op på vegne af regeringen og os alle tre.

Jeg vil gerne starte med at sige tak til ordførerne og kvittere for den rigtig gode debat, vi har haft i dag. Jeg må sige, at det er udtryk for et kæmpe engagement, som varmer mit hjerte, og det gør det garanteret også hos de mennesker, der følger med derude, og som selv forhåbentlig er glade for, afhængige af, at vi har det stærke velfærdssamfund, vi har, men som jo også er nogle af dem, der på egen krop mærker, når der er nogle huller og nogle ting, der ikke fungerer.

Det har været en rigtig god debat, og jeg vil også sige, at det er en debat, hvor vi er kommet meget vidt omkring. Jeg tror, at en af jer også var så venlig at erkende, at man jo nok ikke kan løse alle problemer på alle områder med et snuptag. Det vil jeg gerne bekræfte, og det her er jo også nogle komplicerede emner, vi behandler, og derfor er der også flere forskellige spor, der er interessante at have for øje, når man tænker løsninger.

Men væsentligst af alt vil jeg da står her og glæde mig over, at jeg oplever, at vi har en fælles ambition som samlet Folketing her, nemlig at vi mener, at det skal være muligt for mennesker med funktionsnedsættelser at leve gode liv med høj livskvalitet, at unge med handicap skal kunne få en uddannelse og komme videre i beskæftigelse, og at mennesker med handicap generelt skal have mulighed for at være en del af vores fællesskab, både på arbejdsmarkedet, men også i fritidslivet.

Så vil jeg komme med to slogans eller overskrifter, som også passer til debatten her i dag. En af dem var fra min egen tale – og nu kan man jo hurtigt lyde selvfed ved at stå og citere sig selv, men altså: Jeg har en grundlæggende tro på, at ingen kan alt, men alle kan noget, og folk skal have mulighed for at bidrage.

Det andet, der jo går igen, og som er noget, vi også grundlæggende tror på fra regeringens side, er troen på, at det betaler sig at investere i mennesker. Det er jo nogle grundlæggende ting i den her diskussion.

Så vil jeg også bare sige, at jeg jo kan konstatere efter debatten her, at der er en bred enighed i Folketinget om, at det her er nogle problemstillinger, vi skal drøfte videre. Jeg har ikke hørt andet, og jeg vil derfor også have hele Folketinget i ryggen, når jeg løfter emnet med partnerskabet for retssikkerhed og tillid på handicapområdet i forhold til bevilling af hjælpemidler efter serviceloven.

Beskæftigelsesministeren og sundhedsministeren har selv haft lejlighed til at være heroppe og fortælle om de ting, der sker på deres ressort i den sammenhæng, og det er jo godt at vide, at det her er et arbejde, hvor Folketinget har så klar en opfordring til regeringen, og vi ser frem til at fortsætte det arbejde.

Jeg sagde, at vi har diskuteret mange ting, og det har vi også. Vi har nok også diskuteret nogle ting, der ligger lidt uden for det snævre emne for selve forespørgslen. Men det tror jeg i virkeligheden at fru Kirsten Normann Andersen og også hr. Jakob Sølvhøj begge jo indirekte adresserede i forhold til hele spørgsmålet om, om man kan se diskussionen om hjælpemidler løsrevet fra hele diskussionen om kvalitet og struktur på det specialiserede socialområde.

Og det er i virkeligheden også det, jeg hører hr. Henrik Vinther – som ikke er her længere, går det lige op for mig – sige, når han siger, at det jo også handler om ledelse, at det også handler om uddannelse, at det også handler om organisering, og at det også handler om sammenhængen i det hele.

Derfor: Når vi i regi af evalueringen af det specialiserede socialområde får lavet, for første gang, de her grundige målgruppebeskrivelser, hvor vi får kortlagt målgruppernes behov på forskellige specialiseringsniveauer, så er hjælpemidler jo altså også en del af det. Og vi kan ikke tænke det løsrevet. Altså, mennesket er et hele, og det prøver vores servicelov jo også at tage højde for, i og med man skal lave den individuelle vurdering hele vejen rundt om borgeren. Så jeg ser frem til også at have diskussionen i forlængelse af det.

Så kommer vi også løbende til at diskutere, og det kan man jo også at høre på de mange indlæg fra Dansk Folkepartis ordfører, ganske mange forskellige problemstillinger på handicapområdet. Og i forhold til noget af det kan der jo, lige gyldigt hvor meget vi er på bolden herinde – var jeg lige ved at sige – være udviklinger derude, der gør, at der opstår problemstillinger, teknologisk udvikling når det kommer til hjælpemidler, som et eksempel. Og derfor er det selvfølgelig godt, at der er den interesse her. Det vil jeg håbe at der bliver ved med at være.

Så tak for en meget, meget engageret debat og en stor optagethed af et emne, som bestemt også optager regeringen meget. Og jeg vil se frem til de videre diskussioner og debatter, som jeg er helt sikker på vi kommer til at have om det her.

Tak for det. Først er der en kort bemærkning til fru Karina Adsbøl. Værsgo.

Vi kommer til at have flere debatter på det her område, men vi ser da frem til, at ministeren indkalder alle Folketingets partier til forhandlinger. Min bekymring er jo blot tidsperspektivet, for jeg mener helt præcist, at der er brug for handling nu, og at man sagtens kan handle på noget nu, f.eks. netop i forhold til retssikkerhedsproblematikken. Min bekymring går på, at man bliver ved med at skubbe det her ud og så ikke får handlet på det. Så jeg kunne godt tænke mig at høre lidt om tidsperspektivet.

Nu siger ministeren, at ministeren vil indkalde til møde efter sommerferien. Altså, det er jo et vidt begreb. Kan ministeren komme det lidt nærmere end det? Hvornår påtænker ministeren, at vi har en aftale om en reform på det her område? Altså, hvad er tidsperspektivet? Når vi simpelt hen bare at komme over et valg igen, inden vi ser konkret handling på det her område? Nu rejser formanden sig, så jeg sætter mig.

Tak for det. Og så får vi et svar fra ministeren. Værsgo.

Jamen jeg må sige til Dansk Folkepartis ordfører, som jeg jo kun kender som ekstremt engageret i den her diskussion, at det er forkert at tegne et billede af, at der ingenting sker. For f.eks. diskussionen omkring både serviceniveau, men også sagsbehandlingstider hænger jo meget tæt sammen med, hvad det er for en økonomi, kommunerne har, og hvad er det for en bund, vi lægger under vores lokale velfærd. Og her har den her regering jo fra første færd med begge de økonomiaftaler, vi har indgået med kommunerne indtil videre, sikret et løft på samlet set over 3 mia. kr. for at sørge for, at der er en bund under vores velfærd derude til gavn for også det specialiserede socialområde, som jo er et af de områder, der har presset kommunerne.

Så det her med at tegne et billede af, at der ikke er sket noget, er simpelt hen ikke rigtigt, for der er sket noget meget grundlæggende, nemlig at man har fået en regering, der insisterer på at holde hånden under vores lokale velfærd, så der er en bund. Og jeg glæder mig jo meget til, at Dansk Folkeparti får mulighed for at stemme for en velfærdslov, der forpligter også en kommende regering, hvis regeringsmagten skulle skifte. Det manglede jo, da Dansk Folkeparti sidst holdt en regering ved magten.

Fru Karina Adsbøl, værsgo.

Nu er Dansk Folkeparti jo aldrig gået til forhandlinger med ønske om minusvækst overhovedet, så hvis man tænker tilbage på, hvad der skulle være af offentlig vækst, så tror jeg nok, at vi lå lidt højere i forhold til Socialdemokratiet – men lad det nu være.

Det, jeg mener, er jo, kære minister, at det kan borgerne ikke mærke. De kan jo bare se nu, at i nogle af kommunernes spareforslag er BPA-ordningens 95, stk. 3, faktisk udgået, altså at kvalitetsstandarder og serviceniveauer ikke følger med i forhold til det, ministeren siger fra talerstolen.

Tak. Så er det ministeren. Værsgo.

Nu skal det jo ikke blive en lang historisk diskussion, men Dansk Folkeparti holdt dog en regering ved magten, hvor et af regeringspartierne ville have minusvækst i det offentlige forbrug, et andet ville have nulvækst, og man havde de diskussioner løbende. Altså, vi har sat gang i en historisk stor kortlægning af det specialiserede socialområde, fordi vi strukturelt ønsker at styrke det her område og tage hånd om de uløste problemer, vi har set siden strukturreformen; den stigende afspecialisering, som bekymrer så mange, er ganske stor. Og i regi af det ligger der ganske mange diskussioner, som jeg vil se frem til at have med partierne.

Tak. Så er det fru Kirsten Normann Andersen, SF.

Tak for det, og tak for besvarelsen. Noget af det, som jeg synes regeringen har slået sig op på, og som jeg også synes det er rigtigt at slå sig op på, er afbureaukratisering. Det giver så god mening at begynde at tage fat i nogle af de der bureaukratiske regler, som vi alle sammen godt kan få øje på, og som er paradokser i vores hverdag, og i særdeleshed giver det mening at tage fat i afbureaukratiseringen der, hvor borgerne mærker det i praksis, som f.eks. Daniel, som jeg allerede har præsenteret ministeren for: det paradoks, at man får nej til den rigtige løsning og ved, og at man kan gå hen at blive en rigtig, rigtig dyr samfundsborger på den længere bane.

Vil ministeren være med til at tage initiativ til, at vi får bureaukratiet nedbrudt på lige præcis de her områder, sådan at resortområderne bliver nødt til at skulle samarbejde om den rigtige løsning, og så vi også indregner de dynamiske effekter, der er forbundet med at gøre det rigtige på det rigtige tidspunkt?

Så er det ministeren. Værsgo.

Det ved ordføreren jo godt. Det her er et område, hvor det, der på papiret kan virke som en enkel og afbureaukratiserende øvelse, faktisk kræver en ganske stor finansiering, og det er jo også en del af den diskussion, vi må have med hinanden. Man kan have mange gode intentioner, men man skal jo så også – i hvert fald i de tilfælde, hvor det kræver finansiering – have finansieringen med.

Så jeg er meget, meget stor tilhænger af, at vi skal handle på det alle de steder, hvor vi kan finde nogle greb, som afbureaukratiserer, som gør sagsbehandlingen enklere for kommunerne og jo vigtigst af alt: gør hverdagen lettere for borgerne; hvor vi kan sikre en større tryghed i forhold til den bevilgede hjælp og kan gøre op med de steder, hvor folk falder imellem stolene eller ender som kastebolde. Det er bare ikke helt nemt, og det tror jeg også vi alle sammen ved, og derfor er jeg glad for forpligtelsen herfra. Og diskussionen om afbureaukratisering er jo helt klart en overskrift, jeg kun kan nikke glad til.

Kirsten Normann Andersen, værsgo.

Det er også dyrt at lave ordentlige veje og cykelstier, men det forebygger ulykker og dyre patienter i sundhedsvæsenet og på ministerens eget område, og det er jo det, det her også handler om: at prøve at komme foran problemet og løse det, inden man rent faktisk ender med at blive en dyr borger. Altså, borgerforslaget om at flytte området fra kommuner til regioner handler jo i bund og grund om at gøre det rigtige på det rigtige tidspunkt og sikre specialister der, hvor der er brug for specialister. Så derfor er det jo også noget, som optager rigtig mange borgere.

Ministeren, værsgo.

Hele den diskussion omkring strukturen på det her område, som jo også er den, vi skal have i forlængelse af evalueringen af det specialiserede socialområde, hvor vi forhåbentlig kan få noget, der minder om en specialeplan, som vi kender det på sundhedsområdet, med dyb respekt for de forskelligheder, der er på sundhedsområdet og socialområdet, og det, at det er borgernes hele liv, der skal leves, og at det er hverdagen, når vi snakker socialområdet, er jo en helt vildt vigtig diskussion. Jeg genkender sagtens billedet af, at det nogle gange er ulykkeligt, at der er noget, der både går galt og er menneskeligt dyrt, men også ender med at være samfundsøkonomisk dyrt.

Så er det fru Charlotte Broman Mølbæk.

Tak for det. Tak for den her debat, vi har haft i dag. Jeg vil sige, at jeg jo synes, det er rigtig dejligt at høre regeringens positive tilkendegivelser, og at man er enig i, at der er noget her, vi simpelt hen ikke gør godt nok. Jeg har også hørt både sundhedsministeren og beskæftigelsesministeren anerkende, at der er ting, vi skal have kigget på, i forhold til at vi ikke får skabt flere negative konsekvenser af en afgørelse, der går i vejen for, at man kan passe sin uddannelse eller et job. Det kan også have et negativt udfald for den sundhed, man har.

Jeg mangler stadig væk en afklaring fra socialministeren i forhold til kommunelotteriet. Den store forskel, der er i kommunerne, i forhold til hvilket hjælpemiddel den pågældende borger kan få tilkendt, herunder i øvrigt også ventetiderne. Der vil jeg gerne høre, om ministeren mener, at de vurderinger så er baseret på en faglig viden, eller om det er ud fra en økonomisk betragtning – og er det i virkeligheden godt nok?

Ministeren.

Jamen jeg synes faktisk, at jeg har prøvet at svare på det her ved at sige, at vi jo har et kommunalt selvstyre, og at der er mulighed for at fastsætte nogle forskellige serviceniveauer i vores kommuner. Det er vejledende serviceniveauer. Og det er jo også vigtigt at sige, at det jo er udtryk for den enkelte kommunalbestyrelses prioriteringer. Det kan man så have en diskussion om lokalt, altså om man synes, at det er de rette prioriteringer, man laver, men det betyder jo ikke, at sagerne på det område ikke skal vurderes ud fra en konkret og individuel vurdering, og det er jo derfor, det også er nogle vejledende serviceniveauer.

Så med det sagt vil jeg jo gerne gentage, hvad jeg sagde før. Jeg mener, at der er et problem, hvis forskellene bliver for store kommunerne imellem, og derfor er jeg også optaget af det. Men det helt faktuelle i det er jo, at der inden for lovgivningen kan være kommunale forskelle, og det er jo også en del af det lokale demokrati, at man dér diskuterer, om man synes, at man har den rette balance i forhold til sin lokale velfærd.

Fru Charlotte Broman Mølbæk, værsgo.

Jamen det efterlader jo et voldsomt paradoks. For når vi ved, at der er kæmpestore forskelle på, om man skal vente i 3 uger eller 6 måneder som minimum på at få det hjælpemiddel, der er behov for, så står det i vejen for, at man kan fortsætte det liv. Det kan stå i vejen for, at forældrene kan få deres nattesøvn; det kan stå i vejen for, at man kan komme i uddannelse eller man komme i beskæftigelse. Og det er jo det, vi ligesom er enige om her, nemlig at sige, at der er en række dynamiske effekter af, at folk får deres hjælpemidler i rette tid. Så der er et paradoks her. Det håber jeg at vi kan komme nærmere, når vi skal ind i forhandlingerne. Jeg vil bare gerne gøre det tydeligt, at det er det, som SF tager med.

Ministeren med et svar, værsgo.

Jamen jeg synes da bestemt, at vi skal have ambitionen om at gøre det bedre på det her område, og at der er noget grundlæggende strukturelt i forhold til at sørge for, at der er den rette viden, så man overhovedet kan lave den rigtige vurdering og træffe den rigtige beslutning – og i øvrigt træffe den første gang. Det er jo det, som jeg mener bør være det, vi alle sammen stræber efter, altså at kommunerne er i stand til at træffe den rigtige vurdering, som er rigtig for den konkrete borgere i det rigtige tilfælde første gang.

Så er det fru Marlene Ambo-Rasmussen, Venstre.

Tak for ordet, formand. I Odense Kommune har vi haft konstante budgetoverskridelser på hele det specialiserede socialområde, og i den forbindelse hidkaldte vi så den her taskforce under Socialstyrelsen. Jeg synes jo, det er rigtig ærgerligt, at vi netop ser, at der er så meget forskel ude i kommunerne, bl.a. på de her sagsbehandlingstider i bl.a. hjælpemiddelregi, og at man så ikke hidkalder noget specialiseret viden og noget hjælp udefra. Det er jo netop det, vi egentlig står og diskuterer her i dag, altså om den enkelte kommune hidkalder hjælp landspolitisk herindefra. Så mit spørgsmål er egentlig bare helt simpelt: Hvordan vil ministeren sikre, at flere kommuner både anerkender, at de har en udfordring, og tør at råbe om hjælp til det herindefra?

Ministeren.

Tak for det. Det er jo et eksempel på, at man kan få hjælp til sin sagsbehandling af taskforces. Jeg tror, at den diskussion, der kommer til at være, når vi snakker sådan det mere strukturelle i forlængelse af evalueringen af det specialiserede socialområde, i høj grad også handler om, om man har den rette faglige viden til at lave den rigtige individuelle vurdering, i forhold til hvad det er for en hjælp, der skal gives, og om vi samlet set som samfund har de rette tilbud. Det er både tilbud i klassisk forstand, men det er jo også de matrikelløse tilbud, som handler om at have nogle faglige miljøer, der sikrer, at vi har viden på et højt nok fagligt niveau, som man så skal kunne trække på, og så skal man som kommune i øvrigt vide, hvor ens egne kompetencer stopper og slutter.

Så det er jo en diskussion, der ligger ud over der, hvor taskforcen kan rykke ud. Det er en mere strukturel diskussion, der ligger i forbindelse med evalueringen af det specialiserede socialområde.

Marlene Ambo-Rasmussen, værsgo.

Jeg prøver lige at omformulere spørgsmålet. Det, jeg egentlig bare mener med det, er, at vi har de her udfordringer og vi har det her kommunelotteri. Der er bare nogle kommuner, der åbenbart ikke kan finde ud af at løfte den her opgave, og det er jo rigtig ærgerligt, specielt fordi jeg da har den tro, at kommunerne gerne vil. Og vi er jo enige, Socialdemokratiet og Venstre, om, at vi også skal hylde det kommunale selvstyre, og at der skal være plads til forskellighed.

Men ministeren nævnte ved det foregående spørgsmål, jeg stillede ministeren, netop det her med ensartetheden, og jeg fik ikke noget helt klart svar på, hvordan vi så sikrer, at der både er en ensartethed, at der er en ordentlig service, og at der er en kvalitet, hvor der er styr på retssikkerheden, samtidig med at der skal være plads til forskellighed.

Tak. Værsgo til ministeren.

Jeg tror altså også, at det er lidt for firkantet at sætte det op sådan og sige, at nogle kommuner ikke kan løfte den her opgave. Altså, der bliver afgjort ganske mange sager i ganske mange kommuner – eller ikke ganske mange kommuner, men alle kommuner, for dem har vi jo 98 af, og det ligger fast, indtil nogen foreslår en ny struktur. Men der bliver truffet ganske mange afgørelser og også i ganske svære, komplekse sager hver eneste dag, og så er det rigtigt, at vi kan se, at der er nogle kommuner, der har problemer, når ting bliver påklaget i Ankestyrelsen.

Vi er også i gang med at prøve at få et bedre indblik i, hvor mange sager de har i alt, for at få en større klarhed om, hvad det siger om et generelt problem i kommunen, og selvfølgelig skal vi være optaget af det, men jeg mener også, at vi har brug for den strukturelle diskussion af, om vi har den rette indretning af området.

Så siger vi tak til social- og ældreministeren, og da jeg ikke kan se, at der er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet. Nå, jeg kan forstå, at fru Charlotte Broman Mølbæk gerne vil afrunde forespørgselsdebatten, og det er hun meget velkommen til. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil godt sige tak til alle, der har deltaget i den her debat. Jeg synes, den er utrolig vigtig. Jeg vil også gerne sige stor tak til de tre ministre for at deltage og i virkeligheden også for at have siddet og lyttet med så store ører, som der er blevet lyttet med i dag, for det her er et område, som jeg mener vi skal have håndteret sammen. Det er ikke noget, vi kun kan løse i den ene sektor.

Som jeg tidligere har sagt, ser jeg det jo sådan, at det sociale område lidt er det svage led her, fordi det er det bevilgende område, og det er der, hvor økonomien kan være klemt og presset – det kender vi fra kommunerne, og det har jeg også selv siddet med, da jeg sad som socialudvalgsformand i en kommune. Det kan være rigtig, rigtig svært at lave de der langsigtede investeringer, når man hvert år skal levere på balancen i kommunen, og når man i virkeligheden også skal levere på nogle positive afledte effekter et andet sted. Så der er rigtig meget at tage fat i, og jeg har i dag i forbindelse med dagens debat selv forsøgt at lave nogle nedslagspunkter, hvor vi mener at vi faktisk kan gøre noget nu. Vi synes, det er vigtigt, at man har blikket på, at det her faktisk er et område, hvor vi kan gå ind og rette op på nogle ting, og at det faktisk ville bone positivt ud på samfundsøkonomien. Det er klart, at det også vil være noget af det, som vi vil være optaget af, når vi skal ind og snakke om økonomiske spørgsmål, for vi kan se, at der er positive effekter af, at man får ordentlig hjælp i rette tid, og at der i virkeligheden er meget negative konsekvenser, når det modsatte sker.

Jeg sagde også tidligere, at jeg har været glad for at høre, at sundhedsministeren ville kigge videre på afgrænsningscirkulæret, og hvad der ligger i det, og muligvis på, hvordan vi kan løse det sammen. I virkeligheden er jeg også glad for at høre, at beskæftigelsesministeren også har det som et fokus – det havde jeg nu også bidt mærke i før i dag – at få flere mennesker med handicap i job. Det synes jeg er utrolig vigtigt. Der er rigtig mange mennesker, som kan bidrage mere, og som vil bidrage mere, og som i virkeligheden er meget frustrerede over, at de bliver tvunget til at sidde derhjemme. Det kan vi gøre noget ved, ved at vi laver et mere smidigt system med overgange og i virkeligheden også prøver at åbne op for de sluser, der er mellem siloerne.

Det er vigtigt som menneske, at man, selv om man er landet i livet med et handicap, kan få lov til at bidrage, at man kan få lov til at tage en uddannelse, at man også kan få lov til at leve et aktivt liv. Vi skal også huske, at det ikke kun har en samfundsøkonomisk betydning, men at det faktisk har en meget stor menneskelig betydning.

Det kan godt være, at jeg kommer til at diskutere det lidt videre med socialministeren i forhold kommunelotteriet, men det kan også godt være, at vi i højere grad skal tage den del i de forhandlinger, der kommer, i forhold til hvilke udfordringer vi mener der er, og hvor langt vi så kan nå i forhold til løsninger. Jeg synes, det er rigtig væsentligt, at det må bero på faglig viden, og det kan altså ikke variere, alt efter hvilken kommune man er i. Det må være en faglig viden, der ligger bag.

Vi synes også, det er vigtigt at kigge videre på tilkendelsespraksis ude i kommunerne, og det har jeg også sagt. Afgørelserne må altså ikke lande, så de er så kortsigtede, at det forhindrer unge mennesker i at tage en uddannelse og forhindrer voksne i at passe deres arbejde eller komme i arbejde. Der kunne det også være spændende netop at arbejde med den løsning med forudbevillinger. Og i virkeligheden kommer det jo ikke til at udgøre et yderligere økonomisk pres, for den bevilling træder først i kraft, hvis man har fået et arbejde, men det gør det bare meget nemmere for arbejdsgiverne og i virkeligheden også for det enkelte menneske at vurdere, om det her kan være en ansættelse, der kan være positiv for begge parter.

Det er klart, at de mange udfordringer, der kan være, og de mange bump i livet, man kan opleve, når man har et handicap, ikke er noget, vi løser på én dag, og det gør vi heller ikke med evalueringen af det specialiserede socialområde, men jeg synes, at det er et ambitiøst projekt, og jeg er helt klar til at tage fat sammen med de andre partier, og jeg glæder mig også over, at vi kan komme til at tage hjælpemiddelområdet med i det her. Nu er det i hvert fald også gjort meget tydeligt og klart, hvad SF træder ind i de forhandlinger med, og at vi i virkeligheden også arbejder videre med, hvordan vi kan knytte det sammen i de forskellige sektorer.

Det her er selvfølgelig noget, der skal tages i bidder – vi kan simpelt hen ikke løse det hele på en gang – men jeg tror, at der er nogle helt konkrete løsninger, som betyder, at vi allerede nu kan begynde at vende udviklingen, og at vi nu kan sætte en streg under, at man som menneske i det her samfund altså også skal kunne deltage på nogenlunde lige fod med os andre, der ikke har et handicap.

Tak for debatten i dag, og tak for ordet.

Så siger vi tak til ordføreren for forespørgerne, fru Charlotte Broman Mølbæk.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse vil finde sted tirsdag den 27. april 2021.