Det næste punkt på dagsordenen er:

49) Forespørgsel nr. F 32:

Forespørgsel til social- og indenrigsministeren:

I forlængelse af vedtagelsen af lovforslag nr. L 17 om ændring af lov om social service vedrørende forberedelse af overgangen til voksenlivet for unge med et fysisk eller psykisk handicap vil spørgerne gerne vide, hvilke planer regeringen har for at undgå, at overgangen til voksenbestemmelserne i servicelovens afsnit 5 ikke reelt ender med nedskæringer i hjælp og støtte til den enkelte, når behovet for personlig hjælp, ledsagelse m.m. ofte kan være tilnærmelsesvis det samme?

Af Charlotte Broman Mølbæk (SF) og Kirsten Normann Andersen (SF).

(Anmeldelse 17.12.2020. Fremme 21.12.2020).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 3. juni 2021.

Vi trækker den lidt, for jeg kan ikke se en ordfører for forespørgerne. Vi venter et ganske kort øjeblik på at få begrundet forespørgslen. Jamen goddag, vi venter netop på ordfører for forespørgerne fru Charlotte Broman Mølbæk fra Socialistisk Folkeparti.

Værsgo, tag det helt roligt.

Mange tak. Sådan er det, når man lige pludselig får fart på. Tak til formanden og til jer i salen for tålmodigheden. Så kan man blive positivt overrasket, når tingene trækker ud og det så lige pludselig går stærkt.

Om ikke andet er det her i hvert fald en forespørgsel, jeg har set rigtig meget frem til, for når man lever med et psykisk eller et fysisk handicap, er man hele livet ofte tæt knyttet til de offentlige tilbud. Det giver god mening, for velfærdsstaten skal gribe ind og hjælpe alle de mennesker med handicap til, at de kan leve et godt og aktivt liv. Og det gælder allerede fra barnsben af, hvis behovet er der.

Desværre kan en 18-årsfødselsdag betyde, at mange unge mister hjælpen, når de på papiret går fra at være ung til voksen, fra den ene dag til den anden, uden at deres situation er ændret bortset fra tallet på alderen. Det er derfor, at der er mange praktiske og lovmæssige udfordringer ved at fylde 18 år, når man har et handicap, for der kan være stor forskel på den hjælp, man tilbydes efterfølgende. Rent teknisk går man nemlig fra kapitel fire i serviceloven til bestemmelserne i kapitel fem, hvor det er bestemmelserne om voksne, der tæller. Og der er flere problematikker, der er tilknyttet det.

Overgangen er ikke særlig eksisterende. Tidligere var det egentlig meningen med reglerne, at man fra 17-års alderen skulle have iværksat en planlægning, men det har vi allerede skærpet endnu mere ved L 17, hvor vi besluttede, at det skulle være ved det 16. år, kommunerne skulle planlægge og forberede overgangen til voksenlivet. Men problemerne er blevet større, fordi der ikke kun mangler en plan; alt for mange oplever, når de visiteres til voksenområdet, at det går i retning af mindre hjælp. Det er en slags revisitering, som kan være et retssikkerhedsmæssigt problem, fordi mennesker fra den ene dag til den anden risikerer at miste den hjælp og støtte, de får, bare fordi de har fødselsdag og skifter fra børne/unge-paragrafferne til voksenparagrafferne.

Det er således også sket med en ung pige, der hedder Sidsel. Hun havde en børne-BPA, hvor hun havde hjælp de fleste af timerne i døgnet. Hun kunne passe sit studieliv og være aktiv med sine venner, tage på café. Sidsel kunne også passe sit aktive liv i en politisk forening. Men da Sidsel blev 18 år, kom det lige pludselig til at være et problem, for så fik Sidsel tilkendt hjemmehjælp, og hun fik tilkendt 15 timers ledsagelse om måneden. Det vil sige, at Sidsel lige pludselig som 18-årig stod med en virkelighed, hvor hun ikke kunne være sammen med veninderne på café, og hvor hun skulle hjem og puttes til tiden. Hun blev også taget op og kunne ikke sove længe ligesom andre unge mennesker, og hun fik på den måde en væsentligt begrænset tid.

Jeg mener, at unge mennesker med handicap skal leve et aktivt liv med selvbestemmelse og frihed. Og jeg ser rigtig meget frem til den debat, vi skal have i dag, hvor vi kan rulle det her mere ud, for det er nødvendigt, at vi får kigget på de rammer, der er i lovgivningen, og den praksis, der er ude i kommunerne.

Så skal jeg spørge formanden, om det er jeg nu, jeg skal læse en vedtagelsestekst op. (Tredje næstformand (Rasmus Helveg Petersen): Det er ikke nu, nej). Godt, så venter jeg med det.

Nu er altså forespørgslen begrundet, og nu giver vi ordet til social- og ældreministeren. Bagefter, inden vi begynder på ordførerrækken, skal ordføreren oplæse det der forslag til vedtagelse.

Som det fremgik, er det social- og ældreministerens tur. Værsgo.

Tak, formand. Det var godt, vi fik alle om bord, inden vi tager hul på den her vigtige debat. Så tak for god mødeledelse til formanden, og tak for god løbehastighed hos indkalderen af forespørgslen.

Først og fremmest vil jeg takke stillerne af forespørgslen for lejligheden til at drøfte denne vigtige dagsorden, for der er ikke tvivl om, at overgangen til voksenlivet er en af livets vigtigste overgange; en overgang, som for alle unge indebærer store omvæltninger og nye udfordringer, men også nye muligheder. Det gælder selvfølgelig også for unge med handicap, som har brug for omfattende hjælp og støtte i hverdagen. For disse unge har det nemlig ofte ekstra stor praktisk betydning for hverdagen, at de fylder 18 år, og dermed formelt bliver myndige.

Ud over de omvæltninger, som alle unge møder, når de bliver 18 år, betyder overgangen for disse unge jo nemlig også et vigtigt skift i rammerne for den hjælp og støtte, de har brug for. Det gælder ikke mindst i forhold til den støtte, som kan gives efter serviceloven, for mens støtten til børn og unge under 18 år gives efter børnebestemmelserne og i praksis i vidt omfang til forældremyndighedsindehaverne, skal støtte efter det fyldte 18 år gives efter lovens voksenbestemmelser til den unge, som jo nu efter loven anses som voksen. Især for unge med omfattende støttebehov kan det give nogle helt særlige udfordringer, når rammerne for den hjælp, de har brug for i hverdagen, skifter fra den ene dag til den anden.

Som jeg forstår forespørgslen, er det netop disse unge og deres udfordringer og rammerne for det vigtige skifte, vi skal drøfte i dag.

I forespørgslen bliver jeg spurgt ind til regeringens planer for at undgå, at overgangen til voksenbestemmelserne ender med nedskæringer i hjælpen for unge, som har tilnærmelsesvis samme behov for personlig hjælp, ledsagelse m.v., før og efter de fylder 18 år. Spørgsmålet taler jo ind i en dagsorden, som også er vigtig for regeringen, for bedre sammenhæng i hjælpen, bl.a. ved overgangen til voksenlivet, er som bekendt en af målsætningerne i Socialdemokratiets handicappolitiske udspil fra maj 2019. Derfor ser jeg også frem til den drøftelse, vi skal have i dag.

Jeg vil nok gerne starte med at knytte et par overordnede bemærkninger til forudsætningerne for spørgsmålet. For det første vil jeg gerne slå fast, at serviceloven forpligter kommunerne til at sikre, at både børn, unge og voksne med handicap får den hjælp og støtte, som de har behov for. Vi har også et ankesystem, som skal sikre, at kommunerne overholder den forpligtelse og retter op på eventuelle forkerte afgørelser. Det er selvfølgelig velkendte pointer, men de er ikke desto mindre vigtige også i denne sammenhæng. For selvfølgelig skal overgangen til voksenlivet ikke betyde, at en ung med handicap ikke får den hjælp og støtte, som han eller hun har ret til eller behov for.

For det andet synes jeg, det er vigtigt at huske på, at udbuddet af indsatser efter børne- og voksenbestemmelserne i serviceloven er forskellige. Derfor er det heller ikke altid lige til at sammenligne de indsatser, der gives, efter to forskellige afsnit i loven. Forskellene afspejler bl.a. det forhold, at forældrene typisk har en betydelig rolle at spille i den indsats, der ydes i barndommen, mens forældrenes rolle for langt de fleste unge er mindre, efter at den unge er blevet myndig.

For nogle børn og unge med omfattende hjælpebehov vil en del af støtten eksempelvis blive givet i form af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Det er som bekendt en kompensationsydelse, som forældre kan få, hvis de helt eller delvis opgiver deres arbejde for at passe et barn under 18 år derhjemme. I de familier, hvor forældrene får hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste på fuld tid, vil det typisk betyde, at forældrene står for en meget stor del af den hjælp og støtte, der er brug for i hverdagen, kombineret med eventuel støtte i dagtilbud eller skole. Når den unge fylder 18 år, ophører forældrenes rolle som forældremyndighedsindehavere, og den unge bliver som udgangspunkt myndig.

Selv om forældrene selvfølgelig stadig vil spille en rolle i de flestes unges liv uanset handicap, betyder det bl.a., at forældrene ikke længere automatisk har rolle som primære omsorgspersoner for den unge. Derfor ophører muligheden for hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste også, og kommunen skal sammen med den unge tage stilling til, hvordan den unges hjælpebehov fremadrettet skal imødekommes.

Her kan én mulighed være en hjælpeordning efter servicelovens § 95 eller 96, hvor forældrene eventuelt fortsat kan udføre en stor del af hjælpen til den unge. En hjælpeordning kan være den rigtige løsning for unge, som har et omfattende behov for personlig og praktisk hjælp til at komme igennem alle hverdagens aktiviteter. Og ordningen efter § 95, stk. 3, kan f.eks. være relevant i forhold til unge, som fortsat er meget afhængige af deres forældre, herunder også unge, hvor forældrene på grund af omfattende psykiske handicap hos den unge er blevet udpeget som værge for den unge.

Men voksenbestemmelserne giver også mulighed for nogle helt andre løsninger. Det kan f.eks. være relevant at overveje, om den unge skal flytte i egen bolig med støtte og/eller skal have støtte efter anden lovgivning i forbindelse med uddannelse eller job. Det kan også være, at den rigtige løsning er en kombination af hjælp i hjemmet og et aktivitets- og samværstilbud uden for hjemmet. Støttemulighederne er mange, og de kan kombineres på mange måder. Og netop fordi støttemulighederne på vigtige områder er anderledes på voksenområdet, er det ikke nødvendigvis let at sammenligne hjælpen, før og efter den unge fylder 18 år.

Når det er sagt, er det selvfølgelig stadig vigtigt at sikre, at den unge får en god overgang til voksenlivet og fortsat får den nødvendige hjælp og støtte, også efter det fyldte 18 år. Derfor er jeg også glad for, at vi i fællesskab allerede har taget flere skridt til at skabe bedre og mere trygge rammer for den vigtige overgang.

Som det også fremgår af forespørgslen, fik vi jo inden jul, i øvrigt enstemmigt, vedtaget ny lovgivning, som pålægger kommunerne at igangsætte forberedelsen af overgangen til voksenlivet, når den unge fylder 16 år. De nye regler indskærper også kommunernes pligt til at sikre, at forberedelsen kommer hele vejen rundt om den unge, og at forberedelsen sker i dialog med både den unge og forældrene.

Det er min klare forventning, at den grundige forberedelse og dialogen i langt de fleste sager vil skabe en god fælles forståelse for, hvordan støtten til den unge skal tilrettelægges, efter at han eller hun er fyldt 18 år. Vi har også i forrige folketingssamling fået vedtaget en tilføjelse til § 95, som sikrer, at unge med behov herfor kan få overvågning i hjemmet om natten i en årrække, efter at de er fyldt 18 år.

Som svar på de generelle udfordringer på socialområdet har vi som bekendt også iværksat en ambitiøs evaluering af det specialiserede socialområde. Med afsæt i evalueringen vil vi komme med vores bud på løsninger til at løfte visitationen og sikre, at de rigtige specialiserede tilbud er til stede. Og så har vi som bekendt løftet økonomien på velfærdsområderne markant i de store økonomiske aftaler, vi har indgået siden regeringsskiftet.

Siden regeringen kom til, har vi således med opbakning fra bl.a. stillerne af denne forespørgsel tilført kommunerne mere end 3 mia. kr. De ekstra midler skal sikre bedre velfærd, også for børn, unge og voksne med handicap.

Endelig vil jeg også nævne, at jeg med god inspiration fra salen her har sat retssikkerhed og tillid på handicapområdet på dagsordenen, bl.a. med oprettelsen af et nyt partnerskab med Kommunernes Landsforening, Danske Handicaporganisationer og Socialrådgiverforeningen. Partnerskabet skal bl.a. udforme et fælles charter, som skal adressere spørgsmålet om tryghed og forudsigelighed i borgernes hjælp. Det er min klare forventning, at partnerskabets medlemmer i fællesskab kan understøtte et løft af kvaliteten i sagsbehandlingen og dialogen med borgerne, som også kan være med til at forebygge, at unge med handicap kommer i klemme i overgangen til voksenlivet.

Jeg ved da godt, at vi ikke har vendt alle sten eller løst alle problemer med de tiltag, vi allerede har sat i værk, så inden jeg runder af, vil jeg vende tilbage til det spørgsmål, som ligger til grund for debatten i dag, nemlig spørgsmålet om, hvad regeringen vil gøre fremover for at sikre, at unge med omfattende støttebehov ikke rammes af urimelige nedskæringer i hjælp og støtte, når de overgår til voksenbestemmelserne. Jeg er helt indstillet på, at vi skal se på, hvordan vi kan sikre overgangen yderligere.

Det er dog min vurdering, at vi har brug for mere viden, før regeringen og jeg kan give et godt bud på, hvilke yderligere tiltag der skal til. Derfor vil jeg her inden sommerferien bede Ankestyrelsen om at igangsætte en undersøgelse, som skal give os et bedre indblik i, hvad der rent faktisk sker i overgangen til voksenlivet for de unge med omfattende støttebehov.

Ankestyrelsens undersøgelse vil ske i to led: For det første vil de se på praksis i ti udvalgte kommuner. Her vil de både gennemgå et antal sager og gennemføre interviews med sagsbehandlere, med unge og med forældre for at få afdækket, hvordan processen i forbindelse med overgangen foregår. Og for det andet vil de interviewe udvalgte eksperter fra Socialstyrelsen, herunder også VISO, og Ankestyrelsen for at afdække deres viden om kommunernes arbejde på området. Eksperterne vil bl.a. kunne bidrage med indsigt i, hvad de på tværs af kommunerne ser af styrker og udfordringer i håndteringen af overgangen.

Som jeg nævnte indledningsvis er jeg glad for, at vi i dag debatterer rammerne for den vigtige overgang til voksenlivet for unge med handicap. Og jeg er ligesom stillerne af forespørgslen optaget af at finde gode løsninger, også i forhold til at sikre, at unge med omfattende hjælpebehov ikke kommer i klemme i overgangen. Og med det vil jeg sige tak for ordet for nu.

Tak til social- og ældreministeren. Efter reglerne er der nu adgang til én kort bemærkning fra hver ordfører. Den første er til fru Karina Adsbøl. Værsgo.

Tak for det. Jeg forstår simpelt hen ikke, at ministeren ikke allerede vil handle nu. Altså, nu får vi så endnu en undersøgelse. Ministeren kunne jo give en garanti til de unge og til familierne om, at såfremt kommunen ikke havde sikret den her overgang, fik man lov til at få hjælpen efter børnebestemmelserne. Den garanti kunne ministeren jo give på talerstolen i dag, men det vil ministeren ikke gøre.

For hvad er konsekvensen, når kommunerne så ikke overholder den her lovgivning, hvor de intentioner, vi har i forhold til lovgivningen, netop er at sikre en overgang? Der er jo ikke nogen, og der er ikke nogen klagemulighed for hverken familierne eller andre. Så man giver dem ligesom en retsgaranti, i forhold til at man skal sikre en ordentlig overgang, men der er simpelt hen ikke nogen konsekvenser, hvis man ikke sikrer det, og samtidig vil man ikke sige: Okay, hvis kommunen ikke lever op til sit ansvar, får man simpelt hen hjælpen efter børnebestemmelserne, og man kan bevare tabt arbejdsfortjeneste, indtil man så kan få en ordentlig hjælp, som selvfølgelig svarer til det, man har fået efter børnebestemmelserne. Hvorfor vil ministeren ikke det?

Tak. Værsgo, ministeren.

Tak for det. Som jeg sagde i min besvarelse, er jeg indstillet på, at vi skal se nærmere på, hvad vi kan gøre ud over det, vi allerede har gjort, hvor noget af det jo er gjort med fuldstændig enstemmig opbakning her i Folketinget, for at sikre en bedre overgang til voksenlivet for unge med omfattende behov for støtte. Men for at vide, hvad det er for nogle greb, der skal tages, så har vi brug for den viden, som jeg vil bede Ankestyrelsen om at sikre os. Jeg har lige for meget kort tid siden refereret, hvordan de vil gå til det.

Man må jo sige, at børn og unge med omfattende støttebehov er en bred gruppe; det er en sammensat gruppe. De får ofte støtte efter flere forskellige lovgivninger. Det gør de også, både før og efter de fylder 18 år. Så vi har brug for at få en ordentlig afdækning af det her, og hvis det var meget, meget enkelt, tænker jeg også, at det var noget, som Dansk Folkepartis ordfører selv havde fået sat i værk, da man havde de afgørende mandater for ikke så lang tid siden.

Tak. Den næste korte bemærkning er til fru Charlotte Broman Mølbak – undskyld, Mølbæk. Værsgo.

Tak for det. Og tak til ministeren for talen. Jeg deler i virkeligheden ministerens betragtninger om, hvorfor vi har lavet en opdeling, så et område hører under børnebestemmelserne, og et andet område hører under voksenbestemmelserne. Men jeg vil godt lige spørge ministeren lidt mere ind til den overgang, der er, for jeg tror, at de fleste af os godt er klar over, at man ikke bare fra den ene dag til den anden bliver voksen – det kan vi se på vores egne unge eller andre unge, der lever uden et handicap; mange af dem bliver boende i en længere periode, og så tilpasser man sig lige så stille, alt efter hvornår man er klar til at tage det skridt videre. Det giver den her meget skarpe overgang i lovgivningen simpelt hen ikke mulighed for.

Er ministeren enig med mig i den betragtning, og vil ministeren være med til at kigge på, hvilke andre muligheder der kan være for at skabe mere smidige overgange, som kan tilpasses den enkelte unge og dennes familiesituation, for det kan jo også være meget forskelligt?

Værsgo til ministeren.

Tak for det. Og igen tak til ordføreren, som måske simpelt hen bare skal overveje at ændre navn, når det nu altid bliver sagt forkert her i salen. Nej, jeg synes, det er udmærket at hedde Mølbæk, så lad være med at ændre det – det er os andre, der må tage os sammen.

Men tak for at rejse den her diskussion. Jeg synes jo, vi allerede har taget et vigtigt skridt med L 17, hvor vi pålagde kommunerne at igangsætte forberedelsen af overgangen til voksenlivet tidligere, men jo også sikrede os, at de overvejelser, man foretager, så skal basere sig bredt på en række faktorer. For jeg er meget enig med spørgeren i, at det dels ikke bare er en ensartet gruppe, når vi taler om unge med svære handicap, som bliver 18, men dels er det heller ikke de samme familier, og det er heller ikke de samme støttemuligheder, man anvender i loven, hverken før eller efter det 18. år. Og det andet, vi sikrede med L 17, var jo også, at der skal gøres overvejelser bredt om støtte i forhold til bolig, uddannelse og beskæftigelse og ikke kun efter servicelovens bestemmelser.

Kan vi gøre mere? Det er jo noget af det, som jeg håber vi kan drøfte på baggrund af den viden, vi får fra Ankestyrelsens undersøgelse.

Tak. Den næste er hr. Jakob Sølvhøj. Værsgo.

Tak for det. Da vi behandlede L 17, altså det, der handlede om overgangen til voksenlivet, havde ministeren og jeg en ordveksling om ordet rettidig, og fordi der jo i lovbemærkningerne står, at der skal sikres en rettidig forberedelse, vil jeg nu som dengang spørge ministeren, om det egentlig ikke er i strid med lovgivningen, hvis man ikke behandler det så rettidigt, at ændringen kan nå at træde i kraft, inden man bliver 18 år; så kan man vel dårligt karakterisere det som rettidigt.

Jeg er med på og har hørt, at ministeren nu vil sætte den her undersøgelse i gang, men kunne ministeren ikke lige gøre sig nogle overvejelser over, om ikke vi kunne lave en eller en form for frist: Ligesom der er varslingsregler på 14 uger på en række ydelser, kunne man så ikke forestille sig, at vi havde en frist – det kunne være 14 uger, eller det kunne være ½ år – hvor der skulle være truffet en afgørelse? For jeg tænker, at rettidighed ikke bare er, at man er begyndt. Rettidighed må indebære, at man har færdigbehandlet sagen. Så kunne ministeren ikke gøre sig nogle overvejelser om det?

Tak. Værsgo til ministeren.

Tak for det. Jeg må sige, at hr. Jakob Sølvhøj har en utrolig god hukommelse at kunne stå og referere fra debatter, der ligger så lang tid tilbage. Der kommer jeg til kort, men det findes jo heldigvis også nedskrevet her fra salen. Jeg kommer ikke til at stå her og afvise nogen forslag eller modeller på forhånd. Det har jeg sådan set et åbent sind i forhold til. Man skal jo bare være opmærksom på, at der er nogle forskellige juridiske dilemmaer eller udfordringer, eller hvad man kalder det på moderne dansk, i forhold til det her med, når man bliver 18 år og man er myndig, og så den rolle, forældrene har, både lavpraktisk, men også juridisk, som forældremyndighedsindehaver, før barnet er 18 år, og hvad det giver af partsstatus osv., holdt over for, at når man bliver 18 år, er man juridisk myndig.

Så ud over, at der er behov for at få kigget ind i de mere juridiske problemstillinger, vil der også være, og det ved ordføreren jo også godt, en diskussion omkring eventuelle merudgifter, både de administrative, og hvad det nu kan være. Lad os kigge på det, men lad os først nu få den viden, som jeg har bedt Ankestyrelsen om at skaffe os. På den måde står jeg ikke her i dag og lukker nogen diskussioner ned.

Tak. Den næste er hr. Jens Rohde. Værsgo.

Tak for det. Nu er ministeren jo også tidligere indenrigsminister, og når man er sådan en enmandshær, som jeg er, sidder man jo hernede i salen hele tiden, til alle lovforslag, beslutningsforslag og forespørgsler, og det slår mig, at vi ofte har den problemstilling, at kommunerne ikke gør det, som vi har bedt dem om, eller at vi har en oplevelse af her i Folketinget, at kommunerne ikke overholder loven. Det kan være i forhold til beskyttelse af handicappede, af psykisk syge og af børn, især den gruppe, som vi har behandlet her inden for de seneste bare 3-4 uger, og i øvrigt også udsatte ældre.

Er det ministerens opfattelse, at vi skal ind at kigge på noget mere grundlæggende i forhold til kommunernes økonomi og i forhold til den struktur, som vi har, på, skal vi sige nogle svære områder, om det er den rette balance, vi har mellem kommune, region og stat, og om økonomien egentlig er en forhindring for, at man gør det, der skal til?

Tak, og værsgo.

Jeg anerkender meget, at det må være et stort arbejde at være en enmandshær, som hr. Jens Rohde kalder sig selv, men det giver selvfølgelig et indblik bredt; hvis man på den måde samler på de lyse timer i døgnet, giver det selvfølgelig et godt afsæt for at kunne se på tværs af sagsområder. Jamen altså, jeg tror da helt klart, at kommunernes økonomi betyder noget i den her diskussion samlet set. Det er en strukturel forudsætning for hele vores velfærdssamfund, at man er villig til at holde hånden under velfærdsøkonomien, når der kommer flere børn og flere ældre. Det gjorde man ikke under den tidligere regering. Der var år med minusvækst, og der var år med nulvækst, og det er klart, at det har noget at sige.

Så er der den anden diskussion med bekymringen, hvis jeg hører ordføreren rigtigt, om en afspecialisering eller mangel på specialiseret viden i de tilfælde, hvor en borgers situation kan være meget kompleks og også meget sjælden og man altså måske ikke engang har en borger i hver kommune eller der går mange år imellem. Det er noget af det, vi bl.a. kigger på i evalueringen af det specialiserede socialområde, altså om der er den viden, og om vi har de tilstrækkelige antal af tilbud, der matcher grupperne. Så det er en diskussion, vi skal have.

Tak. Der er kun én kort bemærkning i den her runde. Den næste er fru Mette Thiesen. Værsgo.

Tusind tak. Jeg havde sådan håbet, at vi til den her debat kunne komme ud over at stå og skyde på hinanden med, at den tidligere regering ikke satte nok penge af, og så gjorde den her regering alt muligt, men det kan jeg forstå vi ikke kan. Jeg tror bare ikke rigtigt, at dem, der sidder og følger med derude, synes, det er særlig interessant med de politikerdrillerier, som ministeren lige har gjort sig til talskvinde for.

Det, jeg egentlig ville spørge om, var, om ministeren egentlig ikke synes, der er noget grundlæggende og principielt forkert ved, at man har så skarpt et hjørne, hvis man kan sige det sådan, når man passerer de 18 år. Vi kan læse i eksempelvis medierne om nogen, som f.eks. har en muskelsvindssygdom, og som kan blive frakendt al hjælp fra den ene dag til den anden, udelukkende fordi de fylder 18 år, og man skal så med hiv og sving have kommunen til at levere den hjælp efterfølgende. I mange af de tilfælde, jeg har hørt konkrete eksempler på, er man måske ikke engang kommet op på den hjælp, man havde før. Mener ministeren ikke, der er noget grundlæggende forkert i, at man ikke vurderer på det enkelte menneske, men kigger på en fysisk alder?

Værsgo til ministeren.

Tak for det. Jeg bliver nødt til at sige, at hvis man vil reducere en forskel på over 3 mia. kr. i kommunernes budgetter til politisk drilleri, synes jeg, det er problematisk. Hvis man ikke synes, det betyder noget, om man vil lade pengene følge med til kernevelfærden, når der kommer flere børn og flere ældre, og hvis man ser stort på så stort et beløb til den grundlæggende velfærd, der jo også kommer de her grupper til gavn, synes jeg godt nok, at man reducerer politik til noget underligt noget, der minder om sound bite og spin. Selvfølgelig betyder det noget, også for de mest sårbare borgere, om vi er villige til at lade pengene følge med til vores velfærdssamfund. Det synes jeg burde give sig selv.

Jeg er glad for, at vi med god støtte, i øvrigt også fra vores finanslovspartiers side, ikke bare har løftet økonomien i kommunerne i de økonomiaftaler, vi har lavet, men også har lagt oveni i begge finanslove. Det er en helt ny kurs, det er vigtigt, og det er afgørende. Og så er der dilemmaer, som jeg også svarede hr. Jakob Sølvhøj, ved det skarpe hjørne på 18 år, men det er to forskellige bestemmelser, man skal have hjælpen fra, men man skal selvfølgelig have den hjælp, man har behov for.

Tak. Den næste korte bemærkning er fra fru Marie Bjerre fra Venstre. Værsgo.

Tak for det. Ministeren henviser i sit svar til, at man har igangsat en undersøgelse, en nærmere afdækning, og så vil man kigge på, hvad der kan gøres på det her område, og hun henviser så i øvrigt også til økonomien. Jeg synes, det kunne være dejligt, hvis vi her i dag kunne drøfte nogle konkrete forslag også, så jeg ville høre, om ministeren kan sætte nogle ord på, hvad det er for nogle modeller, man kunne forestille sig at overveje, og som kunne sikre noget mere tryghed i overgangen til voksenlivet. Eksempelvis har Danske Handicaporganisationer og Muskelsvindfonden foreslået det her med, at man skal have ret til at beholde hjælpen efter børneparagrafferne, indtil man har fået hjælp efter voksenparagrafferne. Hvad synes ministeren om det, og er der andre modeller, man kunne overveje?

Tak. Værsgo.

Tak for det, og også tak til Venstre for det spørgsmål. Jamen jeg har jo egentlig svaret både i min indledende besvarelse og også i mit svar til hr. Jakob Sølvhøj, at man hører ikke mig stå her på talerstolen i dag og sige, at den og den model er udelukket på forhånd. Det er klart, at en række af de forslag, der er lagt frem af aktørerne, kræver også en ganske væsentlig ekstra finansiering, som man jo så også skal være villig til at være med til at skaffe til kommunerne, hvis man mener, det er den rigtige vej at gå. Så der er dels de diskussioner, man bliver nødt til at have, og man bliver nødt til at tage det ansvar på sig, at der selvfølgelig skal en finansiering med, hvis man vil udvide nogle paragraffer i loven, i forhold til hvad det er i dag. Og så er der, som jeg også kort skitserede for hr. Jakob Sølvhøj, jo altså også nogle juridiske udfordringer. Det er der for os alle sammen. Jeg er med på, at det har nogle større konsekvenser for unge med handicap, men at gå fra at have en forældremyndighedsindehaver til selv at være myndig er der en ret stor forskel i, som også findes i lovgivningen – det ved spørgeren også som jurist – og det vil man også kunne finde en måde at forholde sig til på.

Tak til ministeren. Der er ikke flere bemærkninger i den her runde. Vi går nu over til forhandlingen og de almindelige regler for korte bemærkninger, og den første taler er ordføreren for forespørgerne, fru Charlotte Broman Mølbæk. Værsgo.

Tak for det. Nu har jeg ligesom fået astmaen lidt i ro igen. Jeg vil godt sige tak til ministeren for talen. Som jeg også sagde i mit spørgsmål, deler jeg principielt holdningen om, at det er forskellige behov, man har, alt efter om man er et barn, der lever med et handicap – det er nogle forskellige vilkår – eller om man lever som voksen. Men selve overgangen i bestemmelserne bliver meget rigid og kommer reelt set ikke til at følge det behov, den unge må have, netop fordi man ikke bare fra den ene dag til den anden bliver voksen og kan en masse ting selv. I virkeligheden ville der også være mange situationer, hvor det giver mening at lave nogle individuelle løsninger, alt efter hvilket modenhedsniveau man i virkeligheden har. Jeg ved også helt faktuelt, at der for nogle af de her unge menneskers vedkommende også er behov for, at der netop gives længere tid til at modnes og blive klar til at stå på egne ben, fordi man netop også har det her handicap, man skal leve med. Derfor var jeg også rigtig glad for, at vi i hvert fald indtil videre fik lavet en løsning på den del, der gælder overvågning for unge mennesker, for det er også en del af løsningen på den her problematik, som SF har været optaget af igennem en længere periode.

Vi har faktisk også tidligere stillet forslag med DF i forhold til at prøve at kigge på nogle initiativer, bl.a. noget med, at overvågning var vigtig for os at få med. Der kan jeg fortælle om en ung pige, der bor tæt på Randers, der netop også lige pludselig fra den ene dag til den anden enten skulle anbringes på en institution, eller også skulle mor passe den her unge pige uden selv at kunne varetage et arbejde og få nogen form for indkomst. Det er et resultat af nogle meget rigide overgange, vi har i vores lovgivning, og som vi bør gøre noget ved.

Jeg synes, den del, som ministeren snakker om i forhold til Ankestyrelsen, er positiv, og jeg ser i virkeligheden frem til at kigge på, hvad det så er for nogle afgørelser, kommunerne træffer. Men vi skal langt mere end det, for det handler jo ikke kun om kommunerne, slet ikke, det handler faktisk om borgerne, det handler ikke om, hvilke afgørelser kommunerne træffer, det handler om de unge mennesker. Og der vil jeg godt opfordre til, at man eventuelt inddrager en gruppe af de unge mennesker med handicap for at kunne klæde ministeren på i forbindelse med det arbejde, vi skal i gang med for at finde på løsninger. For det er dem, det handler om, det er dem, der kan fortælle om, hvordan deres liv er, hvad de oplever, hvad det er, de har behov for.

Noget af det, som jeg ser som udfordringer, som systemet er nu, drejer sig både om den del om planlægning, og jeg håber, at kommunerne i langt højere grad bliver bedre til at planlægge i god tid, for vi ser alt for mange unge, der pludselig står uden nogen form for plan for, hvad der skal ske, eller også ophører deres hjælp, og det er derfor, vi også lægger op til, at de afgørelser, der er truffet, den hjælp, man har fået efter børnebestemmelserne, kan fortsætte, indtil man har vedtaget en ny plan og lavet nogle andre indsatser efter voksenbestemmelserne. Det kan vi ikke se kan være yderligere udgiftsdrivende. I virkeligheden beror det jo på en vurdering af barnets behov, men det kommer vi forhåbentlig til at blive klogere på.

Noget af det, vi også synes er et rigtig stort problem – noget, som jeg også nævnte under min indledende tale – er den del med, at der kan være så store forskelle på, hvilken hjælp man kan få, når man er ung, og når man så lige pludselig overgår til det 18. år, har fødselsdag, så får man ikke ret meget hjælp længere, og så kan man lige pludselig stå i en situation, hvor man ikke kan leve et aktivt liv. Der synes jeg, det er dybt problematisk, at man i Danmark som 18-årig kan se frem til ikke at kunne deltage i partipolitisk arbejde eller foreningsarbejde, ikke kan deltage i fester eller gå på café, at man på en eller anden måde bliver institutionaliseret i sit eget hjem, fordi nogle af de her løsninger er for dyre. Der bliver vi også nødt til at have kigget på, hvordan det så er, vi kan skabe en balance, en parallelitet mellem den hjælp, man fik efter børnebestemmelserne, og den hjælp, man kan få som voksen. Det giver på sin vis ikke mening, at en livssituation skal ændre sig så radikalt, bare fordi man har haft fødselsdag.

Jeg må også sige, at det er en udfordring at leve op til de bestemmelser, der er i FN's handicapkonventioner, hvis vi putter mennesker i en institution i eget hjem allerede fra det 18. år. Så der håber jeg i hvert fald, at Folketinget samlet set har nogle større visioner og i virkeligheden også vil være med til at udvikle på nogle måder, hvor vi kan skabe et mere smidigt system.

Jeg vil afslutningsvis gerne læse et forslag til vedtagelse op. Sådan er det, man skal øve sig, indtil man kan det helt. Derfor vil jeg gerne på vegne af SF, Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget er enige i, at der med vedtagelsen af L 17 blev taget et fornuftigt skridt i retning af at sikre en tryg overgang til voksenlivet for unge med handicap efter det fyldte 16. år. For nogle unge med handicap og deres familier har overgangen til voksenlivet skabt store udfordringer. De har oplevet, at der er skåret markant i den hjælp og støtte, de er blevet tildelt efter servicelovens børneparagraffer. Folketinget opfordrer derfor regeringen til hurtigst muligt at undersøge forskellige konkrete modeller for, hvordan det yderligere kan sikres, at de unge ikke kommer til at stå uden den rette hjælp i forbindelse med overgangen til voksenlivet, herunder en model, hvor den unge kan beholde hjælpen efter børneparagrafferne, indtil den unge har fået bevilling efter voksenparagrafferne. Herunder skal de økonomiske konsekvenser af disse modeller undersøges. Regeringen skal efterfølgende drøfte disse modeller med Folketingets partier.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 139).

Tak for det. Forslaget til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger.

Der er lige en kort bemærkning til ordføreren fra fru Karina Adsbøl.

Tak for det, og også tak til SF og fru Charlotte Broman Mølbæk for at rejse debatten. Det er en vigtig debat. Til L 17 stillede Dansk Folkeparti jo netop et ændringsforslag, så vi fik den her del med. Det blev så stemt ned i Folketingssalen. Så det er jo godt, at vi kunne samarbejde om at komme et skridt videre nu. Men jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre ordføreren om noget, når ordføreren siger, at det er godt med en undersøgelse. Er ordføreren ikke enig i, at vi ikke behøver at afvente den undersøgelse, før vi handler? Vi kunne allerede nu give en garanti til børnene og til familierne ved at sige, at hvis kommunen ikke har taget stilling, som de jo skal, men som vi ikke altid kan vide om de gør, så er man i hvert fald sikret hjælp efter børnebestemmelserne. Der må vi bare konkludere, at der er ministeren ikke i dag. Så er det noget, SF også vil kæmpe videre med? Jeg tænker også, at SF sidder med ved bordet i finanslovsforhandlingerne lidt tættere på end Dansk Folkeparti. Vil man tage vores valgløfter med, altså det, vi sammen kæmpede for i valgkampen, og bringe det ind til forhandlingsbordet?

Ordføreren.

Ja, det er også på den måde, at det bedste jo er, hvis man kan få et flertal for det, man ligesom foreslår. Det er jo det, vi i virkeligheden ser ud til at få med den vedtagelsestekst, og det er jeg faktisk rigtig tilfreds med. Jeg er rigtig glad for, at vi kommer i gang med arbejdet på den. I SF er vi sådan set klar til allerede nu at sige, at jo, når du har fået en hjælp efter børnebestemmelserne og kommunen ikke har sørget for rettidigt at lave den planlægning og iværksætte de nye indsatser, jamen så kan du beholde den hjælp efter børnebestemmelserne. Det synes vi netop er en nem og en logisk måde at løse en problematik på. Men politik er jo også det muliges kunst, og i virkeligheden synes jeg også, at der er nogle flere problematikker, jeg er nysgerrig efter at gå mere i dybden med, netop det der med også at kigge på, hvordan man kan få lidt mere parallelitet, i forhold til hvilken hjælp man kan få, så der ikke er så stor forskel på ens livssituation før og efter det 18. år.

Fru Karina Adsbøl.

Man kunne i hvert fald starte med at udvide muligheden for, at man kunne bibeholde bestemmelserne. Man kunne også, som vi i Dansk Folkeparti tidligere har foreslået, sige opsættende virkning. Hr. Jakob Sølvhøj var også inde på det i forhold til varslingsordningen, som vi jo kæmpede for, og som vi i Dansk Folkeparti fik igennem, altså servicelovens § 3 a. Så der er jo rigtig mange ting, man kan gøre. Altså, undrer det ikke ordføreren, at ministeren siger, at finansieringen også skal findes? Vi skal simpelt hen finansiere det, når en kommune ikke overholder lovgivningen. Det ville jo ikke være noget problem, hvis kommunerne sikrede, at man havde fået den hjælp efter voksenbestemmelserne. Undrer det ikke ordføreren?

Ordføreren.

Jeg vil da i hvert fald sige, at vi i SF er lidt mere optaget af, hvordan vi også lidt kan udfordre nogle af de her aftaler, som vi har. Det er klart, at kommunerne jo selvfølgelig skal kompenseres for det, vi pålægger dem at leve op til. Det skal også være fair på den måde. Men jeg vil også sige, at i forhold til det her emne kan jeg ikke se, hvordan det kan være yderligere udgiftsdrivende. Men det vil jeg se frem til at få nogle svar på, for det er klart, at vi selvfølgelig også er underlagt nogle regler og rammer for det samarbejde, vi har med kommunerne, og i virkeligheden også i forhold til de opgaver, vi pålægger kommunerne.

Tak for det. Den næste korte bemærkning er fra fru Mette Thiesen.

Tak. Jeg sidder her og er helt forvirret, for jeg er ret sikker på, at jeg gerne vil være med på den vedtagelsestekst. Så det var bare lige for at oplyse om, at Nye Borgerlige støtter op om den vedtagelsestekst, som er blevet læst højt på vegne af de andre partier. Så det var bare lige for at rette den lille misforståelse.

Ordføreren.

Jamen det lyder da dejligt. Jo flere, jo bedre. Det er gået stærkt, og vi har haft mange tekster i spil. Så det er kun fint, at der er endnu flere, der er med på den her.

Tak for det. Så er det hr. Jens Rohde.

Det er hele den her diskussion. Jeg er ked af, at det nu bliver økonomi og sådan lidt struktur igen, men vi kommer jo ikke uden om det, for enhver, der har siddet i en kommune, ved jo godt, hvad det er for nogle mekanismer, man sidder med, på grund af det der – undskyld udtrykket – forbandede serviceloft, som dette Folketing har vedtaget, og som holder kommunerne i så stram en snor, at de har svært ved at levere det, som vi beder dem om at levere. Det kan jeg jo konstatere med alle de debatter, vi har her.

Nu fisker jeg lidt her. Jeg kan næsten ikke forestille mig, at SF synes, at det serviceloft og det skattestop, som er lagt ind over kommunerne, er særlig hensigtsmæssigt – og slet ikke i den her sammenhæng, for vi ved godt, at det altid er de svageste, der taber. Og i bekræftende fald vil SF så være med til at prøve at massere regeringen lidt?

Ordføreren.

Uh det gør vi i så mange henseender, vi kan komme af sted med det. Jeg har selv siddet som socialudvalgsformand i Randers Kommune, inden jeg blev valgt ind i Folketinget, og har siddet lige præcis med de udfordringer, så der er ingen tvivl om, at det absolut også er noget, jeg er optaget af, og det er også noget, vi i SF er optaget af og har stillet forslag om. Og en af de ting, som vi bl.a. er glade for ved forståelsespapiret, er jo netop også, at vi har fået indført muligheden for flerårsbudgetter, fordi det løsner op for grebet i forbindelse med serviceloftet. Netop det her med, at det skal balancere over flere år, kan også give mere mening, hvis man gerne vil lave nogle investeringer i nogle bestemte sociale indsatser, der så på sigt kan give positivt tilbage.

Hr. Jens Rohde.

Det er fuldstændig rigtigt, og det er jo lidt efter den svenske model. Så undgår man også de der budgetjagter sidst på året i en kommune. Det kan være udmærket, alt sammen.

Men sandheden er jo, at vi – og vi havde den jo faktisk, sidste gang fru Charlotte Broman Mølbæk var på talerstolen, for der talte vi også om vores erfaringer fra det kommunale liv – har for mange diskussioner herinde om, at kommunerne ikke leverer det, vi forventer af dem. Og så står vi her og peger fingre af kommunerne, men vi bærer jo selv et ret stort ansvar for det. Så hvornår vil man gøre noget ud af det, i forhold til at man er parlamentarisk støtte til regeringen?

Tak. Ordføreren.

Det synes jeg da vi har gjort rigelig med gange. Bl.a. i udligningsforhandlingerne var det tydeligt, at SF ville have gjort op med den del om skattestoppet, der faktisk var lagt omkring den her udligningsreform, og i virkeligheden var vi også med på og pressede på for at få serviceloftet hævet.

Men altså, vi kan jo ikke få flertallet alene. Så vi mangler nogle andre, der har lyst til at gøre noget af det samme. Det skal ske inden for en ramme af økonomisk ansvarlighed. Og så vil jeg også bare lige understrege, at nogle af problemerne altså også kommer fra Christiansborgs side. Den rigide overgang, der ligger imellem børnebestemmelserne og voksenbestemmelserne, er der også her, og den kan vi allerede gøre noget ved nu.

Tak til SF's ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fra Socialdemokratiet, og det er fru Camilla Fabricius.

Tusind tak for ordet. Det er helt tydeligt for os i Socialdemokratiet, at der er unge med alvorlige fysiske og kognitive handicap, der oplever store udfordringer, når de går fra at være ung til at være voksen. Det er ikke kun udfordringer, der generelt handler om, hvad det betyder at blive voksen. Nej, så nemt er det desværre ikke. Der er også udfordringer med, at vi gennem tiden har opbygget to forskellige systemer, der skal hjælpe mennesker med handicap: Et for børnene, og så et for de voksne. Det betyder også, at begge systemer kan opleves at ville gå hver sin vej og desværre ikke altid tale sammen, når man som borger skal gå fra det, der gælder for børnene, til det, der gælder for de voksne.

Jeg er jo også sikker på, at alle os ordførere, som er her i dag, og også ministeren, som er i salen, har lyttet til rigtig mange fortællinger på mail og i pressen og har haft samtaler med enkeltstående personer, med pårørende og med organisationer – det ved jeg, for vi har tit snakket om det – som hver især beretter, at overgangen mellem de to forskellige verdener kan være rigtig svær. Vi er heller ikke uenige om, at der skal være en ordentlig, tryg og velforberedt overgang. Det er vigtigt at huske, at Folketinget også med vedtagelsen af L 17 i december 2020 tog et fornuftigt skridt i den rigtige retning for at sikre en tryg overgang til voksenlivet for de unge med handicap, hvor kommunerne nu forpligtes til at igangsætte forberedelsen af overgangen i dialog med dem, som fylder 16 år. Derudover skal forberedelsen også være tværgående, og den skal ske i dialog med både de unge og deres forældre. Overvejelser om vigtige ting i fremtiden i borgernes liv som bolig, uddannelse, beskæftigelse og støtte efter servicelovens voksenbestemmelser, efter man har fejret sin 18-årsfødselsdag, kommer også til at være en del af forberedelsen, og så er vi på rette vej, men det er selvfølgelig ikke slut, som ministeren også sagde. For før valget lovede vi i Socialdemokratiet, at det ikke skal være en kamp at få den rigtige hjælp. Det er vi i gang med at løfte, og vi har i særdeleshed tænkt os at blive ved med at levere på det. Og når jeg taler med mennesker, som har et handicap, er det tydeligt, at de ligesom alle os andre gerne vil have muligheden for at få lov til at bidrage og være en del af et stærkt fællesskab. Om det så er en kørestol og en medfølgende bil, som passer til det behov, man har, eller om det er den pleje, man har brug for, så skal det ikke være en kamp at få hjælpen.

I Socialdemokratiet glæder vi os over, at der er mange andre partier i Folketinget, der deler den samme ambition, som vi har. Som social- og ældreministeren nævnte på talerstolen tidligere, kommer regeringen også til at undersøge praksis og udviklingen i de sager, hvor unge har fået en omfattende støtte i deres barndom og nu er blevet voksne. Det er altså nødvendigt, at vi får mere viden om, hvordan overgangen mellem unge- og voksenlivet er, sådan at vi ud fra et sagligt begrundet grundlag kan diskutere, hvordan det er, vi så skaber den her bedre overgang. Vi ser altså frem til, at regeringen undersøger forskellige konkrete modeller, i forhold til hvordan man yderligere sikrer, at unge med alvorlige fysiske og kognitive handicap ikke kommer til at stå uden den rette hjælp i forbindelse med overgangen til voksenlivet. Regeringen vil have fokus på, at det skal sikres, at den unge kan beholde hjælpen efter børneparagraffen, indtil den unge har fået bevilling efter voksenparagrafferne. Jeg er glad for, at regeringen efterfølgende inviterer Folketingets partier til at drøfte modellerne.

Så vil jeg også gerne sige tak forslagsstillerne. Det har været en benhård dialog omkring det at lande en vedtagelsestekst. Og når man både ser på, hvor lang tid det har taget, hvor grundigt der er arbejdet, og hvor fleksible folk har været, så viser det bare, at vi rummer Folketingets partier. Det vidner også om, at jer, der sidder derude, skal være opmærksomme og glæde jer over, at selv om der er udfordringer, og selv om det er svært, så er det også et Folketing, som prioriterer mennesker med handicap, og som gerne vil i dialog med jer. Så tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning, men inden jeg giver ordet til fru Karina Adsbøl, vil jeg bare lige minde om, at ministrene omtales med deres titel og ikke deres navn, fordi de her fungerer som repræsentanter for regeringen. Jeg er klar over, at det kan være vanskeligt, når der er tale om en partifælle, men jeg vil lige gøre opmærksom på det.

Værsgo, fru Karina Adsbøl.

Tak for det. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at hvis Dansk Folkeparti havde kunnet bestemme, var den vedtagelsestekst også blevet strammere, og det tror jeg også Folketingets partier og forespørgerne, SF, er bekendt med, for det var også det, jeg tidligere skrev. Men når der ikke er flertal for det, og man ligesom allerede nu kan sige, at man vil bevare bestemmelserne, så må man jo lande et kompromis, så der i hvert fald sker bare en lille smule.

Det, jeg godt kunne tænke mig høre den socialdemokratiske ordfører om, er, at der i 2019 også var en række artikler, hvor vi kunne læse om unge mennesker, der blev tvunget på døgninstitution. Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad Socialdemokratiets løsning er, med hensyn til at ingen unge selvfølgelig skal tvinges på døgninstitution, fordi man ikke kan få den hjælp, man skal have i hjemmet, til at klare sig, men at man godt kan blive boende hjemme lidt længere, hvis det er det, der er behov for. Alle mennesker er jo forskellige, så selv om man har et handicap, skal man jo ikke partout flytte ud som 18-årig. Det kan godt være, man skal blive boende hjemme, til man er 23, afhængigt af ens behov. Hvad vil Socialdemokratiet gøre ved den udfordring?

Ordføreren.

Tak for det. Nu adresserer ordføreren for Dansk Folkeparti jo to ting. Hun adresserer bl.a. det politiske håndværk, det kræver at forhandle sig frem til reel indflydelse, og som Dansk Folkepartis ordfører så også helt konkret har benyttet her ved at give og tage, sådan at vi får skabt reel forandring for danskerne, hvilket jeg gerne vil kvittere ordføreren for Dansk Folkeparti for.

Til det konkrete spørgsmål, som ordføreren ... nu kan jeg ikke se tiden på uret – betyder det, at jeg har fri taletid? (Fjerde næstformand (Trine Torp): Det er nok bare, fordi uret ikke rigtig virker, men jeg skal nok minde om, når tiden er gået. Det driller nogle gange). Det kunne da ellers have været rigtig spændende, hvis jeg havde haft fri taletid i mit svar til Dansk Folkepartis ordfører.

Nu blev jeg hylet lidt ud af den. Med hensyn til de eksempler, man har set i pressen, så synes jeg også, at jeg ret klart sagde i min tale, at det jo ikke er det samfund, vi ønsker. Vi ønsker ikke et samfund, hvor man skal slås om at få den hjælp, man har brug for, og vi bør se på, om man i virkeligheden kan sætte ind tidligere, og hvad det er for nogle behov for hjælp, der er, for at kunne blive hjemme lidt længere. Omvendt vil jeg også sige, at det jo også er vigtigt, at vi får set på, hvordan man får lov til at gå ind i voksenlivet, også selv om man har et handicap, og jeg synes sådan set, at vi med den debat, som SF rejser her, faktisk får lejlighed til at tale om det.

Jeg har ikke nogen konkrete anbefalinger, som ordføreren spørger til. Jeg synes sådan set, at vi er landet et godt sted, hvor vi kan blive enige om konkrete initiativer.

Tak. Fru Karina Adsbøl.

Man kan jo ikke fortænke folk i at synes, at der for ofte er alt for meget snak og for lidt handling herindefra, for hver gang vi debatterer det her område, kommer der lige en undersøgelse, og så skal dem, det handler om, vente, til den undersøgelse er afsluttet. Og så er det bare, at vi fra Dansk Folkepartis side siger, at vi i den mellemliggende periode i hvert fald kan garantere, at der ikke er nogen unge, der står uden hjælp, når de bliver 18 år. Det vil Socialdemokratiet ikke engang garantere, og det er jo en falliterklæring i forhold til det, for det ville jo ikke være noget problem at garantere det, hvis kommunerne levede op til det, de skulle, nemlig at sikre, at lovgivningen blev fulgt og overholdt.

Ordføreren.

Jeg synes, det var noget af en svada, ordføreren kom med der. Jeg synes sådan set, at Socialdemokratiet fra dag et, hvor vi kom i regering, har leveret på at ville skabe en bedre velfærd. Det har vi gjort, fordi vi har sikret økonomi til det, vi har villet – vi har faktisk sikret, at kommunerne kan få kernevelfærd tilbage. Men det er jo rigtigt nok, når ordføreren siger, at vi ikke kan trylle og gøre noget med et fingerknips, men det, vi har gjort, er, at vi på gentagne finanslove faktisk har afsat penge til bedre velfærd.

Tak for det. Så er det hr. Jens Rohde.

Tak for det. Jeg ved ikke, om det her helt rammer inden for skiven, men det har alligevel noget med sagen at gøre. For vi fik jo en 314 sider lang rapport fra Ydelseskommissionen i går, og jeg har faktisk gjort mig den ulejlighed at læse den og også læse faktaarkene. Og der faldt jeg over et forslag fra Ydelseskommissionen, som går på, at man vil afskaffe særlige satser for unge under 30 år med visse psykiske lidelser. Og det betyder jo, at nogle mennesker med psykiske lidelser rent faktisk, sådan som jeg i hvert fald læser rapporten, går fra en høj ydelse til en lav ydelse – det er et beløb, der går fra 14.000 kr. til 6.000 kr. om måneden. Det er jo også et problem, når vi snakker selvisolation osv. Vil Socialdemokratiet her i dag garantere, at det ikke kommer til at ske?

Ordføreren.

Der ville jeg jo nok være skarp og give ordføreren for Kristendemokraterne det meget tydelige svar, at ja, det vil jeg mene er uden for det, jeg skal svare på nu. Altså, jeg må også være ærlig og sige, at jeg ikke har læst ned i detaljerne i forhold til Ydelseskommissionen endnu – jeg kan ikke bilagene. Jeg har godt set, at der har været drøftelser, særlig på det område, hvor de kognitive udfordringer er, altså at man vil regulere noget af økonomien der. Og det, der er væsentligt, altså som den her forespørgselsdebat rejser, er jo, hvordan det sikres, at man kan gå fra børneparagrafferne og over i voksenparagrafferne. Hvordan kan det gøres, så det slip slet ikke kommer, og at man bliver vurderet i god nok tid, sådan at der ikke enten kommer et tab, eller at det, man så ender med at få på voksenparagrafferne, er urimeligt? Og det er jo væsentligt at få drøftet. Om det så også går ind i ydelser, vil jeg lade nogle andre tage stilling til.

Hr. Jens Rohde.

Det var også et bisset spørgsmål, det skal jeg ærligt tilstå. Men nu slog det mig bare lige, at vi jo har en problemstilling, vi i hvert fald er nødt til at se meget alvorligt på her. Altså, jeg kan jo slet ikke forstå, at Ydelseskommissionen kan drømme om at komme med sådan et forslag, og det spiller jo ind i hele vores behandling af mennesker med psykiske lidelser, hvad enten de er unge eller på vej over i voksenlivet, eller hvornår de er voksne osv. Og derfor vil jeg ikke afkræve nogen noget svar. Det er jo, fordi vi sådan lidt skal stille spørgsmål. Jeg ville bare gøre opmærksom på det, så vi lige alle sammen har det som et opmærksomhedspunkt.

Ordføreren.

Jeg synes faktisk, at ordføreren har en god tanke om, at vi er nødt til at få set på, hvordan vi sikrer, at unge mennesker, som har kognitive udfordringer, har psykiske lidelser eller det, der på sin vis matcher det, faktisk kan få selvforsørgelse. Og der mener jeg faktisk, at kommunerne har en væsentlig opgave. For vi kan se, at i forhold til den måde, som de strukturerer det på, i hvert fald noget af det, jeg har set, så er der ikke nok opfølgning. Så der er jo en pointe i at sige, at hvis man har kognitive udfordringer, hvordan kommer man så i selvforsørgelse og får en god trivsel?

Tak for det. Så er det fru Charlotte Broman Mølbæk.

Tak for ordførertalen. Jeg er rigtig glad for, at vi igen kan finde en fælles vej, og jeg ser frem til det arbejde, vi får lavet her. Nu ved jeg også, at ordføreren har arbejdet meget med bl.a. autister. Noget af det, som bl.a. kan være kendetegnende ved autister, er, at de ofte ikke bare lige rykker fra det ene til det andet. Så jeg vil gerne prøve at spørge ordføreren lidt ind til noget, også ud fra ordførerens erfaring med de her mennesker, ordføreren har arbejdet med. Kan ordføreren godt se, at det nogle gange kan tage længere tid at blive klar til at gå helt ind i et voksenliv med de præmisser og krav, der stilles til det, samtidig med, at vi jo også ved, at rigtig mange unge mennesker med autisme har behov for langsomme overgange, omstillingsprocesser osv.? Mener ordføreren, at lovgivningen, som den er i dag, altså de bestemmelser, der er i dag, giver rum og plads til lige præcis de her former for omstillingsprocesser? Og kan ordføreren i virkeligheden se en vej i forhold til at åbne for nogle nye muligheder, eksempelvis, som det foreslås, at man kan videreføre børnebestemmelserne i en periode?

Tak. Ordføreren.

Jeg kunne jo næsten få lyst til at sige, at det kunne være rart med en forespørgselsdebat – med fare for, hvad ministeren måtte sige – som alene omhandler mennesker med autisme og kognitive udfordringer. Det er en særlig problemstilling, for vi kan se, at de har svært ved at trives. Jo ældre de bliver i folkeskolen, jo sværere har det været at rumme dem, og de har svært ved at komme ud i uddannelse, selv om de faktisk har et rigtig godt fundament. Selv om de har gode, sunde familier, så har der været noget i omgivelserne, som har gjort, at det har været svært for dem at udmønte deres kompetencer. Det synes jeg faktisk vi skal dykke ned i.

Men jeg synes jo også, at det her med, at man starter, som jeg sagde i min ordførertale, på det 16. år, giver rigtig meget relevans. Og jeg har selv været med til at arbejde sammen med sagsbehandlere, som godt ville være med til, at man skubbede den alder til noget tidligere. Før var det sådan et 17½-årsmøde, nu er det 16 år. Jeg synes faktisk, at det rummer nogle rigtig, rigtig gode takter, som jeg gerne vil se udmøntet. Og så glæder jeg mig også til at se de her modeller til drøftelse.

Tak. Så er det fru Charlotte Broman Mølbæk.

Jeg er enig i, at det giver rigtig god mening at planlægge fra det 16. år. Men at man planlægger fra det 16. år, gør ikke det unge menneske mere klar til at gå ind i et voksenliv på egne præmisser, i hvert fald efter voksenbestemmelserne. I hvert fald har en del unge mennesker med autisme brug for længere tid til eksempelvis at skulle flytte hjemmefra. Jeg vil godt gøre det klart, at vi ikke har nogen ambition om, at der er nogen, der skal blive boende hjemme, heller ikke selv om de har et handicap. Men man bliver også nødt til ligesom at have et system, der kan arbejde for de borgere, det egentlig handler om, og de her unge mennesker bliver bare typisk ikke mere klar af, at man planlægger fra det 16. år. Der er nogle gange også noget tid, der skal til, for at modne dem.

Ordføreren.

Der er jeg faktisk ikke enig med spørgeren. Hvis du havde sagt til rigtig mange af dem, jeg har arbejdet sammen med, at de ikke var klar, når de var 18 år, så er jeg ikke enig. Det handler jo om, at deres livsprofil er skæv. Så jeg tror bare, det er rigtig vigtigt, at man også siger, at hvad er det, de pårørende mener, og hvad er det, de selv mener, og hvad er det for en støtte, der er nødt til at være, så de klarer sig? Så nej til det der med, at det er sådan, bare fordi man er 18. Jeg er med på, at man har en forsinket udvikling, men jeg synes også, det er væsentligt at sige, at de altså er individer med handlekraft og alt mulig andet ligesom alle os andre.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fra Venstre. Fru Marie Bjerre, værsgo.

Tak for ordet. Og tak til SF for at rejse den her forespørgselsdebat om overgangen til voksenlivet for unge med et fysisk eller psykisk handicap, for det er en meget vigtig debat, vi skal have her i dag.

Vi har nemlig de seneste par år kunnet læse utallige hjerteskærende historier om unge mennesker og deres familier, som på egen krop har mærket, hvordan overgangen til voksenbestemmelserne i serviceloven har revet deres familieliv itu, og nogle unge mennesker med handicap er blevet tvunget på døgninstitution, fordi der er blevet skåret markant ned på den hjælp og støtte, som blev tildelt efter servicelovens børneparagraffer.

Det gælder eksempelvis den 18-årige og multihandicappede Simone fra Fårevejle, som fra den ene dag til den anden oplevede, at nærmest al hjælp blev skåret fra – og kun fordi hun fyldte 18 år. Det var nemlig ikke, fordi hun var blevet mere selvkørende. Som multihandicappet har hun stadig væk brug for hjælp til alt. Førhen kunne Simone få hjælp alle ugens dage på alle tider af døgnet, men ved overgangen til voksenlivet trådte nye paragraffer i kraft, og det betød, at hendes kommunale hjælpetimer blev reduceret fra 67 timer til 22 timer om ugen. Det eneste, der havde ændret sig for Simone, var, at hun var fyldt 18 år; hendes handicap var hverken blevet større eller mindre.

Desværre er det ikke kun Simone, som har oplevet at miste livsvigtig hjælp, da hun fyldte 18 år. Og knap halvdelen af alle sager om voksenhandicap, som lander på bordet hos Ankestyrelsen, er fejlbehæftede og ender med at skulle afgøres på ny. Det vidner om, at der sker voldsomme retssikkerhedsmæssige brud på handicapområdet, og at der er behov for at finde nogle løsninger, så mennesker med alvorlige fysiske og kognitive handicap ikke kommer til at stå uden den rette hjælp, bare fordi de bliver voksne.

Som ung med et handicap skal man kunne stole på, at man får den rette hjælp og støtte fra kommunen – også når man fylder 18 år og overgår til voksenbestemmelserne. I overgangen fra ung til voksen er der rent lovgivningsmæssigt mange ting, som ændrer sig, og derfor også mange bekymringer, som opstår hos den unge og familien – bekymringer om, hvad fremtiden bringer, og om den er tryg, og også bekymringer om deres sikkerhed for, at hjælpen og støtten følger med.

Når det i dag sker, at unge mennesker med handicap og deres familier får frataget støtte og hjælp i overgangen til voksenlivet, så handler det om, at hjælpen går fra udvikling over til en form for vedligeholdelse. Eksempelvis er det naturligt, at et barn modtager en pædagogisk indsats og hjælp og støtte til udvikling af kompetencer til eksempelvis at lære at spise eller tage tøj på. Det er netop med til at sikre, at den unge kommer godt ind i voksenlivet, og samme hjælp giver ikke mening i voksenlivet, hvor kompetencerne gerne skulle være udviklet så meget som muligt.

Derfor er der forskel på hjælpen, og den sondring mellem børneparagrafferne og voksenparagrafferne forstår vi godt. Men alligevel er det uforståeligt, at forskellen fra børnebestemmelserne til voksenbestemmelserne i nogle sager som f.eks. Simones sag, som jeg refererede til først, skal være så stor, at det medfører så voldsomt et fald i støttetimer.

Derfor er der brug for, at vi tager et omfattende kig på, hvordan vi kan sikre mere tryghed i overgangen til voksenlivet for unge med handicap, så hjælpen ikke fra den ene dag til den anden sættes drastisk ned, uden at der i øvrigt er sket ændringer i livssituationen for den unge. Der er brug for, at vi drøfter nogle konkrete modeller, og med det forslag til vedtagelse, vi har stillet her, vil vi gerne have ministeren til at undersøge nogle konkrete modeller, som vi kan drøfte. Eksempelvis har Danske Handicaporganisationer og Muskelsvindfonden foreslået, at unge skal have ret til at beholde hjælpen efter børneparagrafferne, indtil den unge har fået en bevilling efter voksenparagrafferne. Dermed kan der måske sikres en mere blød og hensigtsmæssig overgang.

Vi tror på, at der er brug for at få diskuteret sådan nogle løsninger, og at socialministeren foretager en grundig undersøgelse af, hvad der kan gøres for at sikre, at unge med handicap ikke kommer til at stå uden den rette hjælp, alene fordi de fylder 18 år.

Så her til sidst skal jeg hilse fra mine gode kollegaer i Det Konservative Folkeparti og siger, at de også støtter forslaget til vedtagelse. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Charlotte Broman Mølbæk.

Tak for det. Tak for ordførertalen, hvis betragtninger jeg deler mange af. I virkeligheden er det også bare rigtig svært at høre de historier, der popper op igen og igen i vores mailboks. For det er jo rigtig trist at høre, hvordan unge mennesker pludselig får ændret deres liv fra den ene dag til den anden.

Jeg vil gerne spørge ordføreren om den del af problematikken, som bl.a. Simones liv handler om, altså at gå fra så meget hjælp til så meget mindre hjælp. Der er for mig at se også en retssikkerhedsproblematik heri.

Ser Venstre også den retssikkerhedsproblematik, og har Venstre nogle idéer til, hvordan vi kan løse det? Er der her nogle veje, vi kan gå, så vi er sikre på, at vi i hvert fald sætter en stopper for, at der kan være så stor forskel på, hvordan livet for Simone og for så mange andre unge skal se ud før og efter det 18. år?

Fru Marie Bjerre.

Jeg er helt enig med ordføreren i, at der virkelig er mange hjerteskærende historier. Det er svært at høre dem igen og læse om dem igen, og vi får dem jo begge to som handicapordførere ofte. Men det vidner jo også om, som ordføreren også er inde på, at der er problemer på det her område, og at der også er nogle retssikkerhedsmæssige problemer på det her område. Derfor vil jeg gerne endnu en gang takke ordføreren for at have rejst den her forespørgselsdebat. Den er relevant, og det er relevant, at vi får set på nogle konkrete modeller.

Vi tror ikke på, at det kan løses ved at sende flere penge, altså at det et er det, der er løsningen. Der er også noget systemisk, vi måske skal ned og kigge på for at se, hvordan vi kan løse det her. Det er jo ikke kun i overgangen fra børnebestemmelserne til voksenbestemmelserne, at mange oplever at blive skåret drastisk i deres hjælp. Og derfor vil vi gerne være med til at kigge på, hvordan vi får skabt noget mere tryghed for de her mennesker.

Fru Charlotte Broman Mølbæk.

Tak. Man kan sige, at det, der jo ligesom er lidt interessant at kigge videre på, også er et økonomisk perspektiv, i hvert fald når vi hører, hvad ministeren fortæller om det arbejde, vi skal i gang med for at få undersøgt mulighederne.

Men mener Venstre, at en af problematikkerne kan løses ved, at man netop gør det, som Muskelsvindfonden har anbefalet, nemlig at man lader hjælpen følge børnebestemmelserne, indtil man har vedtaget anden hjælp efter voksenbestemmelserne, så man i det mindste starter dér? Mener Venstre, at det er et sted, hvor vi allerede kan starte nu uden nogen finansiering?

Ordføreren.

Vi mener ikke, at det her alene er et økonomisk problem. Altså, vi er et af verdens rigeste lande med et af verdens højeste skattetryk og med et af verdens bedste velfærdsniveauer; det kan ikke løses ved alene at sende flere penge. Den tankegang tror jeg ikke på.

Det kunne jo være, at det i stedet for kunne løses ved, at folk fik den rette hjælp i første omgang, i stedet for at Ankestyrelsen skal omgøre op imod 50 pct. at sagerne på voksenområdet. Det kunne være, at vi kunne gøre det noget smartere. Derfor vil vi meget gerne diskutere nogle af de modeller. Og en af de gode modeller, man kunne drøfte, er bl.a. den, som ordføreren foreslog.

Tak for det. Så er der en kort bemærkning fra hr. Jens Rohde.

Er fru Marie Bjerre enig i, at psykiatriområdet generelt er stærkt underprioriteret, hvis vi kigger på den samlede del af vores sundhedsvæsen?

Ordføreren.

Altså, det er jo sådan et meget generelt spørgsmål. Jeg har svært ved sådan lige at forholde mig til, hvordan det relaterer sig til den her debat omkring handicapområdet. Det kunne være, at ordføreren lige kunne uddybe det, og så svarer jeg gerne.

Hr. Jens Rohde.

Det var for at skåne fru Marie Bjerre, at jeg gav hende en mulighed for at spille lidt fribold her. For hver eneste gang vi diskuterer nogle af de her problemstillinger, så kommer det samme svar fra Venstre, nemlig at løsningen ikke er at sende flere penge. Men sandheden er jo, at der formentlig ikke findes et eneste menneske uden for det her hus, som vil mene, at der er for mange penge inden for psykiatriområdet og inden for hjælp for folk med kognitive lidelser. Det er derfor, jeg spørger, om Venstre har den opfattelse, at psykiatriområdet lider i forhold til andre områder.

Ordføreren.

Vi havde jo vores finanslovsudspil sidste år, hvor vi også afsatte yderligere penge til psykiatriområdet, netop fordi psykiatriområdet har været nedprioriteret. Så det er jo korrekt nok. Den opfattelse deler Venstre, altså at det har været nedprioriteret, og vi var også med til at afsætte yderligere penge til området. Men jeg har stadig væk svært ved lige at se, hvordan det forholder sig til den her debat.

Der er ikke flere korte bemærkninger til Venstres ordfører, så tak til fru Marie Bjerre. Den næste ordfører er fra Dansk Folkeparti, fru Karina Adsbøl.

Tak for det, og tak til SF for at rejse den her forespørgselsdebat. Den har jeg glædet mig rigtig meget til. Jeg synes dog, det er ærgerligt, at SF's ordfører ikke har spurgt, om Dansk Folkeparti ville være medspørger på forespørgslen, for det var jo noget, hvor vi måske kunne være nået endnu længere – det ved man jo ikke. Men hvis der skal ske positive ændringer på det her område, handler det jo netop om at sikre et mandattal på tværs af alle partier. Jeg er glad for, at vi så kunne nå til enighed om et forslag til vedtagelse, dog er jeg sikker på, at ordføreren, fru Charlotte Broman Mølbæk, gerne havde set den lidt strammere, hvilket vi også gerne havde set i Dansk Folkeparti. Men fra Dansk Folkepartis side ønsker vi i hvert fald at sikre en ordentlig overgang til voksenlivet for unge med et fysisk eller et psykisk handicap.

Nu debatterer vi jo, man kan sige en tidligere vedtaget lov om det område, som forespørgslen handler om. Det var jo en politisk aftale, hvori indgår initiativet »Bedre rammer for overgangen til voksenlivet for unge med handicap«. Overgangen til voksenlivet er særlig svær for unge med handicap, for det har ofte stor praktisk betydning for deres hverdag, at de fylder 18 år og dermed formelt er myndige – f.eks. i forhold til uddannelse og i forhold til bolig og hjælp og støtte efter relevant lovgivning. Og derfor har disse unge brug for, at denne vigtige overgang også bliver forberedt i god tid med tæt inddragelse af de unge og deres forældre, ligesom de har brug for, at forberedelsen til voksenlivet sker koordineret og velplanlagt, så der i god tid inden fødselsdagen er styr på, hvad der skal ske, når man bliver 18 år.

Derfor var partierne jo også enige om, at kommunerne via en lovændring skulle forpligtes til at begynde forberedelsen af overgangen til voksenlivet, allerede når den unge fylder 16 år. Forberedelsen skulle jo sikre, at unge med handicap får den nødvendige hjælp og støtte efter relevant lovgivning, også i overgangen til voksenlivet, så både den unge samt den unges forældre kunne være trygge ved, at rammerne for denne vigtige overgang var på plads. Og formålet var jo også at sikre den unge tryghed i det fremtidige forløb og at undgå, at den unge kom til at stå uden hjælp i en periode.

Men i Dansk Folkeparti mener vi også, at der skulle indføres en konkret klagemulighed, da det modsatte jo vil udvande den rettighed, man ligesom har forsøgt at give de unge mennesker, altså ved at indføre en bestemmelse, der har til formål at hjælpe og beskytte den unge. Men Dansk Folkeparti fandt jo netop ikke, at det fremsatte lovforslag var fuldt ud dækkende, og derfor stillede vi et ændringsforslag. Det samme tænker jeg at ordføreren for forespørgerne synes, ellers havde vi jo ikke stået og haft den her debat i dag.

For med lovforslaget kunne man jo ikke være sikker på, at kommunerne havde taget stilling inden det 18. år, ligesom lovforslaget heller ikke sikrede en klagemulighed. I aftalen står der jo ellers, at forberedelsen bl.a. skal understøtte kommunerne i at løfte deres eksisterende forpligtelse til at sikre, at unge med handicap får den nødvendige hjælp og støtte efter relevant lovgivning – også i overgangen til voksenlivet.

Så med lovforslaget kunne det ikke garanteres, at den unge kunne bevare sin hjælp efter det 18. år, hvis kommunen ikke havde taget stilling inden det 18. år til, hvilken hjælp man så skulle have. Og derfor var vi i Dansk Folkeparti også bekymrede for, om man så – ja – risikerede at stå uden hjælp, og det var også derfor, vi i sin tid stillede et ændringsforslag.

Men det vil altså sige, at hvis kommunerne så ikke gør deres pligt, vil et flertal her i Folketinget heller ikke engang give de unge og deres forældre mulighed for at bevare børnebestemmelserne, altså bevare hjælpen. Det synes jeg godt nok er mærkværdigt. Og allerede da vi behandlede L 17, hvor intentionen jo netop var, at man skulle sikre den her overgang, var der en række høringsparter, der problematiserede det her, og derfor sagde vi også fra Dansk Folkepartis side, at vi tilsluttede os mange af de bemærkninger, der var indkommet fra høringssvarene. Bl.a. skrev DUKH i deres høringsvar, at det skulle fremgå direkte af den nye § 19 a, stk. 3, at formålet netop er at forebygge, at den unge ikke kommer til at stå uden hjælp i forbindelse med overgangen.

Nu debatterer vi igen det her, og ministeren siger, at der kommer en undersøgelse, og jeg har tænk mig at stille et udvalgsspørgsmål om, hvor mange undersøgelser der egentlig er sat i gang på det her område. Det kunne være fint lige at få et overblik over baggrunden, for når man sidder som tilskuer og tilhører, tror jeg, at man i hvert fald tænker, at nu skal der sættes endnu en undersøgelse i gang, frem for at der reelt sker noget handling. Og nu har formanden rejst sig, så jeg vil sige, at jeg ser frem til den yderligere debat i dag.

Tak. Der en kort bemærkning til fru Charlotte Broman Mølbæk.

Tak for ordførertalen. DF skal bestemt ikke føle sig udelukket af den her forespørgselsdebat. Der har sådan set bare været et ønske om at rejse debatten. Og så er jeg jo rigtig glad for, at vi er så mange til stede her, og at der er så mange, der deltager aktivt, og jeg er i virkeligheden også glad for, at vi endte med at lande en rigtig bred tekst, der peger frem. Også mange tak for ordførerens redegørelse for, hvor ordføreren mener, man bør stramme op og allerede handle nu. Det er jeg sådan set ret enig i.

Jeg vil godt spørge ordføreren om, hvad ordføreren mener vi kan gøre ved den ulighed, der ser ud til at være med hensyn til en del unge mennesker i forhold til den hjælp, de kan få efter børnebestemmelserne, og den hjælp, de kan få efter voksenbestemmelserne.

Ordføreren.

Først og fremmest synes jeg jo i hvert fald, at vi skulle gøre det klart, at der ikke skal være usikkerhed om, om man overhovedet har nogen hjælp ved det 18. år. Det er den ene ting, altså at vi allerede nu siger, at hvis kommunerne ikke har bevilget den hjælp, som man skulle have, når man er fyldt 18 år, så skal man lade børnebestemmelserne følge med og det samme med tabt arbejdsfortjeneste.

Den anden del handler jo om, at vi ser udfordringen i dag i forhold til den borgerstyrede personlige assistance. Nu kan vi i dag bl.a. se Otilia på Muskelsvindfondens facebookside fortælle, hvordan og hvorledes hun ikke kan, kan man sige, leve et ungdomsliv, som hun gerne vil, fordi hun har ventet på og kæmpet for en BPA-ordning i 3 år. Det er jo en debat, vi også kommer til at tage i forhold til i dag omkring rådighedstimer og i forhold til det fald, der har været omkring BPA-ordninger, som er en rigtig god ordning. Men Otilias ven har så fået tilkendt en BPA-ordning og kan leve et ungdomsliv i forhold til det med ikke at nøjes med at komme ud i 3 timer om dagen, hvis det er hans ønske. Så der er en meget stor forskel, og det er også afhængigt af, hvilken kommune man bor i, og det er også noget, vi skal kigge på, synes jeg.

Tak for det. Så er der et opfølgende spørgsmål fra fru Charlotte Broman Mølbæk.

Det er dejligt at høre, hvor meget ordføreren brænder for det her område, og ordføreren har rigtig meget på hjerte og meget at sige. Men jeg gentager lige mit spørgsmål: Hvad mener ordføreren vi kan gøre ved den ulighed og den forskel, der gælder for en del unge mennesker, i forhold til hvilken hjælp de kan få inden det 18. år og efter det 18. år? Har ordføreren nogen idéer til, hvordan vi kan skabe en eller anden form for bedre parallelitet i det?

Ordføreren.

Jamen jeg har sådan set også svaret, synes jeg, og redegjort for, hvad det er for nogle problemstillinger, der er. Det er jo klart, at det ikke duer, hvis man får mere hjælp, når man er 17 år, og man så, når man bliver 18 år, får mindre hjælp. Der skal jo ligesom være en afspejling. Men det afhænger jo helt præcist af noget individuelt, i forhold til hvad det er, den unge har behov for, altså hvad det er for et behov, den unge har, for at leve et godt ungdomsliv, som ikke er som de skrækhistorier, vi har set, hvor man ikke har kunnet få hjælp nok og nærmest er blevet tvunget på en døgninstitution.

Tak for det. Så er det fru Camilla Fabricius.

Tak for det. Jeg skal bare lige høre ordføreren, om ordføreren ikke vil medgive, at den her regering gentagne gange, både i finanslovsaftaler og kommuneaftaler, har prioriteret kernevelfærd benhårdt. Kan ordføreren for Dansk Folkeparti nikke og sige ja til det? Det andet er, om ordføreren ikke er enig med Socialdemokratiet i, at man bedst træffer beslutninger på et oplyst og sagligt og fagligt grundlag, og at man derfor også har truffet en rigtig god beslutning om at lave en meget stærk evaluering af det specialiserede socialområde.

Ordføreren.

Jeg har det sådan, at man som politiker også er valgt på at have en holdning og en mening om tingene, og der er Dansk Folkepartis mening så, at vi allerede nu kan handle, så vi i hvert fald sikrer, at der ikke er nogen, der står uden hjælp. Den anden del er i forhold til midlerne. Der har hvert år været flere forskellige ting. Der blev også forhandlet en finanslovsaftale. Uanset hvilken regering der sidder, bliver der også forhandlet en økonomiaftale med kommunerne, og der bliver også forhandlet i forhold til regionerne. Men det, man skal spørge sig selv om, er, hvad man får for pengene, og hvordan pengene bliver brugt? For hver gang vi står og diskuterer det her med, at en kommune selvfølgelig skal overholde lovgivningen, og ministeren siger, at de har fået midlerne, og at der er DUT-kompenseret, så sidder vi jo igen til nogle forhandlinger og siger: Jamen når de skal overholde lovgivningen, bliver vi nødt til at give dem flere penge. Altså, det er jo den forhandling, der hele tiden pågår, synes jeg. Også nu i forhold til det her med, at man ikke engang vil sikre, at det – hvis de nu ikke overholder den lovgivning, som vi har lavet i forhold til at sikre overgangen – har en konsekvens, når de ikke overholder det.

Fru Camilla Fabricius.

Vil ordføreren for Dansk Folkeparti give mig ret i, at det er fornuftigt og sagligt at lave en grundig evaluering og så træffe sine beslutninger ud fra det?

Ordføreren.

Som vi også, tror jeg, skriver i en af vedtagelsesteksterne, vi har i dag, så er det rigtig godt, at man får undersøgt det specialiserede område. Men i forhold til den undersøgelse mangler man jo, som jeg er bekendt med det, bl.a. BPA-ordningen. Det er jo også en vigtig del at få med ind i forhold til hele den her debat. Den anden ting, jeg lige vil sige, er i forhold til det, jeg oplever. Jeg oplever jo netop det med, at når ministeren siger, at vi har givet penge, så er serviceniveauet faktisk ikke stigende alligevel. Der oplever jeg tværtimod, at serviceniveauet falder. Der er det jo rigtigt nok, som hr. Jens Rohde sagde tidligere i salen her, at budgetlov og alle de her ting spiller en rolle. Så det bliver man jo også nødt til at gå ind og kigge på, når kvalitetsstandarder, kan man sige, underminerer serviceloven.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger, så tak til fru Karina Adsbøl. Den næste ordfører er hr. Henrik Vinther fra Det Radikale Venstre.

Tak for det. Kommunerne er allerede forpligtet til at sikre en dialog om, hvordan fremtiden for unge med handicap kan se ud, når de fylder 18 år. Det skal kommunerne allerede gøre, når de unge bliver 16 år, så de ikke bliver tabt, når de bevæger sig ind i voksenlivet. Overgangen til voksenlivet kan være bøvlet nok endda; det behøver det at få hjælp ikke at være.

Men vi ser også, at det kan kikse – lidt for ofte måske – i tide at få truffet de gode beslutninger, som sikrer, at man får den rette hjælp, også ind i voksenlivet, og nogle gange også, at hjælpen bliver reduceret. Der opstår med andre ord et hul i hjælpen, og det er selvsagt ikke tilfredsstillende.

Forespørgslen her – og tak for den – har til formål at sætte lys på, hvordan vi bliver bedre til at sikre, at det ikke sker, og hvordan det at gå fra at være ung til formelt at være voksen ikke bliver til en byrde i sig selv på det her punkt. I andre forhold i livet forbereder vi os også på at skifte. Og det er naturligt også her at se på, om vi kan sikre den unge, nu voksne, den hjælp, vi alligevel i sidste ende skal give, når den unge er blevet voksen.

Vi skal lukke hullet så at sige. Det giver ro i de unge menneskers liv, og det giver også ro for familien, der nu ved, at der er styr på hjælpen, når deres barn fylder 18 år og bliver voksen. Det er der bred opbakning til at vi nu kigger nærmere på. Det er jeg meget tilfreds med, og jeg ser frem til at se, hvad det er for nogle modeller, vi skal arbejde videre med i det fremadrettede arbejde.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger til Det Radikale Venstres ordfører. Den næste ordfører er fra Enhedslisten, og det er hr. Jakob Sølvhøj. Værsgo.

Det er kun et halvt års tid siden, vi havde en nogenlunde tilsvarende debat her i salen om, hvordan vi sikrer unge med handicap en god overgang til voksenlivet. Vi var enige om, at vi med det lovforslag, L 17, som der er blevet refereret til flere gange, havde taget et fornuftigt skridt i retning af at forpligte kommunerne til at påbegynde forberedelsen af overgangen til voksenlivet, når den unge fyldte 16 år. Men da vi behandlede det for et halvt år siden, påpegede Enhedslisten ligesom andre partier, at lovforslaget ikke var tilstrækkeligt, og det mener vi også i dag.

Der er nemlig ikke noget i lovgivningen, der faktisk sikrer, at den unge får den nødvendige hjælp, når vedkommende fylder 18 år. Det var ellers en helt afgørende bevæggrund, kunne man se af lovbemærkningerne, at unge med handicap ikke måtte komme i den situation, at de på den ene side ikke længere var omfattet af hjælpen efter børnebestemmelserne, og at der på den anden side ikke var truffet afgørelse, der sikrede dem hjælp efter voksenbestemmelserne.

Det fik vi ikke løst med lovændringen. Og som jeg også spurgte ministeren om for lidt siden, kan man sige, at lovbemærkningerne og hele idéen om, at man skulle starte en rettidig behandling, falder lidt til jorden. For når der ikke er fundet en løsning for den unge, når den unge bliver 18 år, så kan man, er jeg helt sikker på, fra borgerens perspektiv ikke se, at der har været tale om rettidighed.

Der er efter Enhedslistens opfattelse brug for, at vi får styrket retssikkerheden på det her område, så den unge ikke falder ned mellem to stole. Vi har defineret det som retssikkerhed hos os; man kan sikkert defineret på forskellige måder. Vi har i det forslag til en samlet retssikkerhedspakke, vi lagde frem for en måneds tid siden, foreslået, at man forpligter kommunerne til at træffe en afgørelse så tidligt, at den unge har mulighed for at klage over afgørelsen, og at Ankestyrelsen har mulighed for at nå at behandle sagen, sådan at man kan komme igennem et helt forløb både med kommunal afgørelse og klagesagsbehandling. Det kunne være en løsning.

Jeg er så enig i det, som flere andre ordførere har været inde på, at hvis det så af en eller anden grund ikke lykkes, må man kunne falde tilbage på børnebestemmelserne, så man ikke mister det, man har fået tilkendt. Men jeg er sådan set enig i ministerens indledende bemærkninger om, at der jo er nogle juridiske komplikationer, og at der er nogle myndighedskomplikationer. Og derfor er det jo rigtigt at sige, at når man er voksen, skal man selvfølgelig have hjælp efter voksenbestemmelserne og ikke efter børnebestemmelserne. Men der ligger jo i intentionen fra stillerne af forespørgslen også et forsøg på at spænde et sikkerhedsnet ud, som jeg synes er rigtigt.

Til meddelelsen fra ministeren om, at der nu igangsættes en undersøgelse via Ankestyrelsen, kan jeg sige, at det jo altså er svært at være imod. Jeg synes, det lyder fornuftigt, at man går ud og kigger på overgangen i ti kommuner, at man taler med Ankestyrelsen, og at man undersøger, hvad VISO har af bemærkninger til det her. Men ligesom andre allerede har antydet, kan man jo godt være bekymret for, om der nu er sparket ud til et kæmpemæssigt hjørnespark igen, måske endda helt ud over stadion. Og der tror jeg bare, det er rigtig vigtigt, at vi her forsikrer hinanden om – og sådan hører jeg det også fra ministerens side – at det, der er hensigten, er at få et kvalificeret grundlag at træffe beslutning på.

Men, altså, jeg kan jo tilslutte mig de synspunkter om, at der er blevet undersøgt meget på hele handicapområdet, og der har været lidt for lidt handling. Så jeg håber, at vi er enige om, at det her skal være noget, der går hurtigt, så vi meget hurtigt får et grundlag at træffe beslutning på. Og der har vi som sagt vores bud i Enhedslisten.

Vi har ikke defineret det på uger, men der skal være en eller anden frist for, hvornår der, inden man fylder 18 år, skal være faldet en kommunal afgørelse, så der er tid til at anke den. Men kommer der andre kreative og mere brugbare forslag undervejs i den videre behandling, så har vi naturligvis ikke låst os fast på, at vores bud er det eneste rigtige.

Tak, og der er en kort bemærkning. Fru Karina Adsbøl.

Tak for det. Nu sidder Enhedslisten jo i den position, som Dansk Folkeparti sad i i forrige regeringsperiode, hvor Dansk Folkeparti også måtte kæmpe en del for handicapområdet og jo bl.a. fik opbakning til servicelovens § 3 a om opsættende virkning. Det var et kompromis. Og så er der også den del om at udvide paragrafferne, som jeg godt kunne tænke mig at høre om er noget, Enhedslisten vil tage med videre til forhandlingerne.

Altså, nu skal Enhedslisten jo forhandle finanslov, og så er der nogle forslag, f.eks. det med opsættende virkning, det med, at vi får udvidet paragrafferne, og kompensationsforslaget, altså at man ikke kvit og frit kan bryde lovgivningen, i hvert fald ikke uden at det er sådan, at borgeren skal have kompensation. Kunne Enhedslisten lige opridse, hvad det præcis er, Enhedslisten går ind til bordet med for netop at styrke det her område? Vi kommer jo til at tage debatten igen senere i dag omkring retssikkerheden.

Ordføreren.

Det gør vi nemlig, og der kommer vi helt sikkert mere ind på det. Men altså, vi forventer, at der kommer en drøftelse om, hvad vi gør samlet set ved de retssikkerhedsproblemer, der er, og som jeg sagde i min ordførertale, er noget af den tænkning, der ligger omkring de varslingsbestemmelser, der blev indført på nogle områder – altså at man skulle varsle ændringer 14 uger inden med det sigte, at der skulle være mulighed for at anke afgørelser – jo en rigtig tænkning. Vi har bare set, at også det ikke fungerer godt nok, og at der er brug for at supplere det med opsættende virkning, fordi borgerne ofte oplever, at der går mere end 14 uger. Men det er sådan noget i den retning, vi tænker på: nogle ordentlige varslingsbestemmelser og noget opsættende virkning. Så sikrer vi, at der som den absolutte hovedregel bliver truffet beslutninger efter de rigtige bestemmelser, men vi spænder også et sikkerhedsnet ud, så man ikke mister den hjælp, man har fået bevilget, fordi sager ikke er færdigbehandlet.

Fru Karina Adsbøl.

Jamen det er jeg sådan set enig i, og det har også tidligere været et beslutningsforslag, som Dansk Folkeparti havde, netop om opsættende virkning. Det handler jo så også om, men det kommer vi ind på i den anden debat, Retssikkerhedsfonden m.m.

Men det, jeg egentlig godt vil høre Enhedslistens ordfører om, er netop i forhold til de udfordringer, der er på handicapområdet, og hvad det konkret er Enhedslisten går ind til de forhandlinger med. Er Enhedslisten blevet indkaldt til forhandlinger på retssikkerhedsområdet? For det er vi andre partier ikke. Og hvad går Enhedslisten til forhandlingerne med i forhold til det her område? Vil Enhedslisten stille som krav, at det skal sikres, at man ikke mister sin hjælp, når man bliver 18 år, men at der i hvert fald er trådt noget i stedet for?

Ordføreren.

Vi mener, at man skal sikre nogle helt andre retssikkerhedsbestemmelser ved overgangen til voksenalderen, og vi har sagt til ministeren, at vi synes, at ministeren nu snart må indkalde til politiske drøftelser om hele retssikkerhedsområdet. Så må vi jo se, hvad ministeren har af melding om det, når vi drøfter det senere på dagen.

Tak til Enhedslistens ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fra Nye Borgerlige. Fru Mette Thiesen, værsgo.

Vi kender alle til konkrete eksempler på, at kommunerne tilsyneladende mener, at unge med handicap pludselig vokser fra at have brug for deres hjælp. Vi har hørt om Alexander, der 2 dage før sin 18-årsfødselsdag mistede al hjælp. Han lider af en muskelsvindsygdom, og hans tilstand blev ifølge hans mor ikke bedre, snarere tværtimod. Alligevel valgte Høje-Taastrup Kommune at opsige alle Alexanders hjælpere, bare 2 dage før han fyldte 18 år. Vi har hørt om andre sager på området. Alt i alt er det utrolig skræmmende, at man tilsyneladende har så hård en kant fra børneområdet over til voksenområdet.

Eksemplerne er altså mange, når vi taler om den manglende retssikkerhed på handicapområdet, og når vi taler om kassetænkning og skrankepaveri ude i kommunerne. Der skal gøres noget. Systemet skal brækkes ned, og noget nyt skal bygges op. Det er jo derfor, at jeg og Nye Borgerlige ønsker at give alle mennesker med handicap en ensartet behandling.

For de vilkår, der gælder for støtte og hjælp, skal altså være de samme for den enkelte med handicap, uanset om man bor i Gedser eller i Skagen. Og hvis man flytter hen over en kommunegrænse, skal man kunne tage sin hjælp med sig. Man skal ikke starte forfra med at søge hjælp i en ny kommune. Og hjælpen skal man vide sig sikker på, når ens tilstand ikke ændrer sig. Man bliver altså ikke pludselig bedre af at blive 18 år; man holder ikke op med at have et handicap, hvilket flere kommuner desværre ser ud til at tro. Det er bare endnu et bevis på, at kommunerne simpelt hen ikke magter opgaven.

Til erstatning for kommunernes lemfældige og fejlbehæftede sagsbehandling ønsker vi i Nye Borgerlige at oprette et nationalt fagligt råd, som vil få ansvaret for at tildele hjælp og ydelser til mennesker med handicap – ydelser og hjælp, som skal finansieres over staten og dermed tages væk fra den kommunale kassetænkning.

Rådet skal etableres i teams i hele landet, så der aldrig er langt til det nærmeste. Og vi vil under det her nationale faglige råd ansætte teams af fagpersoner til at møde og vurdere den enkelte med handicap som et helt menneske og ikke bare en sag i systemet – et helt menneske, hvor alle aspekter af vedkommendes situation inddrages. Det kunne være med hensyn til pårørende, venner, boligsituation, funktionsnedsættelse, job, uddannelse og alt det i et menneskes liv, som er værdifuldt, og som er en del af det samlede billede.

Det samme team skal følge den enkelte helt til dørs – selvfølgelig. Det skal bevilge den nødvendige hjælp og følge op med jævne mellemrum for at tilpasse hjælpen til behovet. Det skal være slut med et hav af kommunale sagsbehandlere, hvor den ene hånd ikke ved, hvad den anden gør. Og de enkelte teams skal selvfølgelig være selvorganiserende og selvstyrende under ansvar for loven og det nationale råds koordinering.

Isoleret set vil et nyt system, der bygger på en stærkere faglighed i sagsbehandlingen, blive dyrere. Der vil være færre omgørelser i ankenævnet, og kommunernes mulighed for at spekulere i at give mennesker med handicap mindre, end de har krav på, fjernes. Det vil alt andet lige føre til, at flere får mere hurtigere. Men der er altså også en anden side af mønten.

Enklere regler og mere korrekte afgørelser vil hjælpe den enkelte med handicap til en hurtigere afklaring og i mange tilfælde til en højere grad af selvforsørgelse. Og de pårørendes økonomiske tab i form af tabt arbejdsfortjeneste og tabt arbejdsindkomst, når kommunen trækker tilbud om hjælp i langdrag og de pårørende i lange perioder må passe et familiemedlem med handicap selv, giver også et samfundsøkonomisk tab og reducerede indtægter fra skatter og afgifter.

Så samlet set er jeg faktisk ikke overbevist om, at det vil blive dyrere for samfundet at skabe et bedre system til at sørge for den rigtige hjælp til mennesker med handicap. Det kan faktisk ende med en win-win-situation, hvor både den enkelte med handicap, de pårørende og resten af samfundet får noget rigtig godt ud af det. Så i stedet for at tænke i kasser og i stedet for at tænke i fysisk alder skal vi have et system, der kigger på det enkelte menneske og på, hvad det enkelte menneske har behov for. Det er et system, hvor den enkelte er i centrum i stedet for kommunale kasser. Tak for ordet.

Tak til Nye Borgerliges ordfører. Den næste ordfører er hr. Jens Rode fra Kristendemokraterne.

Tak for det. Tak for mange gode taler, og tak til SF for at løfte den her diskussion. Nu stillede jeg måske sådan lidt drilske spørgsmål, men jeg synes faktisk, at alle ordførere har budt temmelig godt ind i den her diskussion. Men vi er nok nødt til at erkende, at det har mange gjort før, og at det er gjort ofte. Og problemet er, som hr. Jakob Sølvhøj siger, jo ikke løst. Det hører dog med – for vi er nødt til at få nuancerne med – at vedtagelsen af L 17 jo ikke er så gammel. Ting kan tage tid at implementere, og det skal man også have respekt for.

Men når jeg taler økonomi, er det jo, fordi det begreb, økonomismen, som man vil kalde det inden for statskundskaben, er så ødelæggende for, at vi gør det rigtige, når vi bliver stillet over for nogle etiske valg. Og det er dér – uanset om vi vil det eller ej, og uanset om fru Marie Bjerre kan have nok så meget ret i, at alting ikke bare handler om at sende flere penge – at budgetlov, servicelov og den måde, vi har valgt at lade økonomismen styre tingene på, jo fuldstændig står i vejen for, at vi reelt set giver vores kommuner og i øvrigt også vores regioner noget manøvrerum. Og jeg tror jo på, at hvis vi skal gøre os håb om, at kommunerne får en chance for at løse opgaverne, så vi herinde er tilfredse – det er sekundært, men altså så borgerne også får det niveau af ydelser, som de bør forvente ud fra den politiske diskussion, vi har – så skal de have mere plads. De skal have mere plads politisk, de skal have mere plads økonomisk. Og det er sådan en kedelig diskussion, men vi kommer ikke uden om den, hvis vi ikke skal stå her igen til næste efterår, til næste forår, næste efterår, næste forår – igen og igen.

Vi er nødt til at erkende, at der er nogle strukturelle forhindringer, som vi skal have kigget på og gjort op med. Jeg vil sige, at jeg er meget enig med de ordførere, der har været oppe at sige, at det jo i hvert fald er vanskeligt at forklare, og derved jo også vanskeligt at forsvare, at man ikke kan lave den bestemmelse og sende det klare signal – jeg tror endda, at ministeren næsten må kunne gøre det pr. bekendtgørelse eller brev; der går jo mange breve ud til kommunerne – om, at hvis man ikke har overgangsfasen på plads, og hvis tingene ikke er beskrevet, så fortsætter man på børnebestemmelserne. Jeg ved ikke, om loven forhindrer ministeren i at gøre det, men det kan ministeren måske svare på, for så er ministeren jo lovligt undskyldt. Vi skal jo ikke have en minister, der begår ulovligheder. Men ikke desto mindre er der jo – og der kender jeg ikke L 17 godt nok – ofte en del ministerbeføjelser, som det måske kunne overvejes bliver anvendt i den her sammenhæng.

Vi er i hvert fald nødt til at finde ud af, hvordan vi sætter kommunerne i stand til at gøre det etisk rigtige. For det er også vores ansvar: Når man står over for etiske valg, kan man ikke bare lade økonomismen som begreb styre begivenhedernes gang. Det er det, vi skal væk fra, og man kan i hvert fald ikke, når det er os, der styrer dem og pålægger andre opgaven. Det er en etisk udfordring – den er vi nødt til at tage alvorligt.

Men fru Marie Bjerre har ret, når hun siger, at vi så også er nødt til lige at huske på, at man jo også har vedtaget et lovforslag, der handler om, at børn skal have nogle særlige serviceydelser og have en særlig hjælp, fordi der er nogle ting, som børn har behov for, og som voksne ikke har behov for. Og dermed er der mange sondringer, som skal foretages i den her diskussion.

Så har jeg nogle spørgsmål til ministerens udsagn om, hvor mange penge der egentlig er overført til handicapområdet igennem det seneste år, når ministeren forhåbentlig kommer på talerstolen og vi kan tale videre. Foreløbig tak for ordet.

Tak til hr. Jens Rohde. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så er det nemlig sådan, at vi er nået til social- og ældreministeren. Værsgo til social- og ældreministeren.

Tusind tak for det, formand, og også tak til alle kollegerne her i salen for en god og engageret debat, som vi har haft her i dag. Ud over at konstatere, at det her er noget, som optager alle dybt, kan jeg også konstatere, at der lader til at være opbakning til undersøgelsen, som jeg beder Ankestyrelsen om at lave. SF rejste her spørgsmålet om, om ikke det var en god idé også at inddrage de unge selv. Og det er tanken i designet af undersøgelsen, at der også skal laves interviews med de unge selv. For jeg er meget enig med SF i, at der jo er ganske meget nyttig viden at hente hos de unge, der selv står i situationen, eller som for ganske kort tid siden har oplevet at stå i den situation, i forhold til hvor systemet fungerer, og hvor det ikke fungerer. Så det synes jeg var en god pointe fra SF's side.

Ellers tror jeg, at jeg vil lade det blive ved det efter en god og lang diskussion, der også kom lidt vidt omkring, men sådan er det altid, når vi diskuterer her på handicapområdet. Og jeg ser frem til undersøgelsens resultat og de spændende videre diskussioner, jeg kan forstå vi får på baggrund af det.

Der er en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl.

Det er, fordi jeg ikke synes, at jeg hørte ministeren svare på bl.a. hr. Jens Rohdes spørgsmål. Er der noget til hinder for, at ministeren siger: Prøv at høre her kommuner, hvis I ikke har sikret de unge en overgang og hjælp og støtte i forhold til det, så har de altså ret til at bibeholde de bestemmelser, som gælder efter børnebestemmelserne? Er der noget til hinder for, at ministeren allerede nu sætter ind i forhold til den del?

For er det ikke sådan lidt mærkværdigt, hvis man kan sige det sådan, at det – hvis man nu vælger ikke at overholde den lovgivning, vi har vedtaget – jo er sådan, at folk så ikke engang har en klagemulighed? Man kan ikke engang klage over, at man ikke har fået den overgang. Så der er altså lavet sådan en rettighed, men der er ikke nogen konsekvenser, hvis man ikke får den rettighed, fordi kommunerne ikke overholder det. Det kan de kvit og frit lade være med. Så er der noget til hinder for, at ministeren nu siger til kommunerne, at hvis ikke I overholder det, jamen så lader vi de unge bevare hjælpen ud fra børnebestemmelserne?

Ministeren.

Det vil kræve en lovændring. Det var det, hr. Jens Rohde spurgte ind til, altså om det ville kræve en lovændring, og jeg er glad for, at hr. Jens Rohde lagde til grund, at han dog ikke ville bede ministeren om at gøre noget, der er ulovligt. Så det korte svar her er, at det kræver en lovændring, hvis man skal give mulighed for det.

Fru Karina Adsbøl.

Jeg tror, der er flere partier herinde, der er klar til at lave sådan en midlertidig lovændring netop for at sikre det her. Det har jeg i hvert fald hørt. Som jeg har hørt det, er i hvert fald både SF og Enhedslisten også klar til at lave den lovændring, mens der nu er en undersøgelse i gang. Og hvornår bliver den undersøgelse af det her område i øvrigt afsluttet? Måske ministeren kan komme lidt nærmere ind på det.

Ministeren.

Nu skal jeg jo først lige have det endelige undersøgelsesdesign sendt af sted til Ankestyrelsen. Jeg tænker, at det er godt bl.a. at få understreget vigtigheden af, at de unge bliver taget med på råd, som bl.a. SF har peget på her i dag, og så skal jeg efterfølgende nok orientere udvalget om, hvad tidsperspektivet er.

Tak. Der er endnu en kort bemærkning til ministeren, og den er fra hr. Jens Rohde.

Det er jo, fordi jeg både har læst, men også har hørt noget, og tilgiv mig, hvis jeg har hørt forkert. Men er det rigtigt, hvis jeg har hørt ministeren sige, at kommunerne har fået over 1 mia. kr. mere til handicapområdet end året før under den her regering?

Ministeren.

Det har jeg ikke sagt. Jeg har talt om det samlede løft til kommunernes økonomi, som jo har givet mulighed for, at man har kunne løfte budgetterne på forskellige velfærdsområder, bl.a. det specialiserede socialområde. Så kommunernes økonomi har i de to økonomiaftaler, der indtil videre er lavet mellem regeringen og kommunerne, fået et løft på lige over 3 mia. kr., som de jo så kan anvende på den borgernære velfærd, både de flere børn og de flere ældre, der er kommet, men også det specialiserede socialområde.

Hr. Jens Rohde.

Men kan ministeren bekræfte, at budgetterne i 2019 blev overskredet med 1,5 mia. kr., og at der, når vi kigger på handicapområdet i forhold til budgetterne og de faktiske tal, er tale om et minus på 500 mio. kr.?

Ministeren.

Tak for det. Nu skal man jo typisk ikke sammenligne på den måde, som hr. Jens Rohde gør her, men kigge på budgettal for sig og regnskabstal for sig. Jeg har ingen af delene med på talerstolen her, så ligesom hr. Jens Rohde jo tidligere sagde, at man som minister skal lade være med forpligte sig på at gøre noget, der er i strid med lovgivningen, vil jeg heller ikke stå her og slå ned på nogle tal, jeg ikke har med på talerstolen.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til social- og ældreministeren. Så har ordføreren for forespørgerne, fru Charlotte Broman Mølbæk, bedt om ordet. Værsgo.

Tak for det, formand. Velfærdssystemet er her i Danmark en stor og meget væsentlig del af vores sammenhængskraft. Vi skal alle have det godt; det har vi en forventning om. Vi skal alle have nogenlunde lige muligheder i livet, og falder vi, eller hvis vi på en eller anden måde ikke bare kan som alle andre, så er der et sikkerhedsnet, der griber os. Det skal forstås på den måde, at vi helt naturligt forventer, at vi kan leve et godt, værdigt og aktivt liv som andre.

Det er det, vi forventer at velfærdssamfundet leverer på, og det er det, der bliver udfordret, når vi hører de her historier om unge mennesker, der lige pludselig berøves deres mulighed for at leve et aktivt liv, som de rigtig gerne vil, og som de rent faktisk har mulighed for. Det duer simpelt hen ikke, at man lige pludselig får frataget sin hjælp, bare fordi man har fødselsdag, og bare fordi man fylder 18 år. At unge kan se frem til et liv begrænset af kommunens puttetider og rammesatte toiletbesøg, er simpelt hen uværdigt. Så knækker vores tro på og tillid til et velfærdssystem, for det skal give mening. Det skal give mening for os alle sammen – det forventer vi – men det skal i særdeleshed også give mening for de unge mennesker. Vi skal ikke tvinge unge til et liv i sådan nogle begrænsede rammer. De unge, altså unge mennesker med handicap, skal også kunne se frem til et liv med muligheder, aktiviteter og udvikling og på egne betingelser, så det tilrettes den unge og de behov og ønsker, den unge har.

Socialdemokratiets ordfører og jeg havde en lille ordudveksling, og der vil jeg godt lige gøre det helt tydeligt, at det, jeg ikke mener, er, at alle unge mennesker skal vente med at flytte hjemmefra. Det synes jeg er rigtig vigtigt vi slår fast her. Men dem, der har behov for det, og det er der unge mennesker med handicap – det er der også unge mennesker uden handicap, der har – der har behov for, altså at vente, skal have muligheden for at kunne vente med at flytte ud eller flytte på et bosted eller flytte for sig selv. Man skal ikke bare flytte på institution, fordi lovgivningen siger, at nu er du blevet voksen, og så er det sådan, det skal være.

For mig handler det om muligheder, om muligheder for individuelle løsninger, og det er rigtig svært med den lovgivning, vi har i dag. Her kunne der overvejes – måske i det fremtidige arbejde – om vi skulle begynde at arbejde med nogle ungebestemmelser, der kunne give en fleksibel mulighed i det skisma, vi har snakket om i dag, hvor der er børnebestemmelser og voksenbestemmelser.

For det er forskelligt, hvornår man er klar til at flytte for sig selv, og det er forskelligt, hvornår man er klar til at gå videre i uddannelse og i job, og hvilken støtte man har behov for, for at det netop kan lykkes. Så vi skal have bedre mulighed for fleksible overgange, som er tilpasset den unges behov og ønsker, og det er i virkeligheden det, der clasher, når vi hører de her historier. Det er nemlig det, historien viser der ikke er i dag.

Så har der også været væsentlige udfordringer med planlægningen i kommunerne. Dengang vi havde regler omkring det 17. år, altså med 17-årsmøderne, var det langtfra altid, man formåede at få dem holdt, og det er jo ikke, fordi der er ond vilje; det vil jeg også gerne sige. Der er også et gevaldigt pres på kommunerne derude. Det kan være en sagsbehandler, der skifter arbejde, eller der kan være mange årsager til det. Problemet er bare, at det er den unge, der står med håret i postkassen, når vedkommende lige pludselig bliver 18 år og der så ikke er nogen hjælp eller man ikke har planlagt den overgang godt nok. Det skal vi simpelt hen have set videre på, og der har vi budt ind med en løsning, der siger, at lad dem beholde afgørelserne efter børnebestemmelserne, indtil man har iværksat anden støtte. Det kan om ikke andet også være med til at give kommunerne de rette incitamenter til at få det gjort, kunne man sige.

Det er fint nok for os at se på en undersøgelse og se på, hvad det er for nogle afgørelser, kommunerne træffer, men det er meget vigtigere for os, at vi får lavet nogle løsninger på de her forskellige områder, som netop tager udgangspunkt i de unge mennesker og muligheden for netop at lave de individuelle løsninger. Derfor er jeg rigtig glad for, at ministeren nævner, at de unge mennesker indgår som en del af det. Det er rigtig væsentligt. Vi skal have de unge stemmer med ind i beslutningsrummet. Det er dem, det handler om, og det er deres liv. Og det skal gå hurtigt, og derfor har vi også skrevet hurtigst muligt i teksten.

Så jeg vil godt sige tak til jer alle sammen for en god og konstruktiv debat om et meget vigtigt arbejde. For mig i dag tegner det lyst med et bredt samarbejde. Nu skal vi i gang med samarbejdet og se frem til, at vi alle sammen kan afhjælpe de problemer, som vi kender til. Det skylder vi de unge.

Tak til fru Charlotte Broman Mølbæk. Der er ikke nogen korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om det fremsatte forslag til vedtagelse vil som først nævnt finde sted torsdag den 3. juni 2021.