Tak for ordet. Af ministeransvarslovens § 5, stk. 2, fremgår det, at en minister ikke må give urigtige eller vildledende oplysninger eller under Folketingets behandling af en sag fortie oplysninger, der er af væsentlig betydning for Tingets bedømmelse af sagen. Med lidt andre ord betyder det, at en minister skal svare korrekt, dækkende og fyldestgørende på de spørgsmål, der bliver stillet af Folketingets medlemmer. Hvis en minister ikke lever op til dette, bliver det helt umuligt for Folketinget at opfylde sin rolle med at føre kontrol med regeringen.
Jeg mener ikke, at ministeren har levet op til sit ansvar i denne sag. På trods af utallige spørgsmål ved jeg stadig stort set intet om forsvarets, beredskabets og de værnepligtiges rolle i en af de største operationer, forsvaret og beredskabet har deltaget i på dansk jord i nyere tid. Og det, jeg ved, har jeg ikke fået at vide, fordi ministeren har levet op til sit ansvar. Hun har nemlig nægtet at besvare stort set alle spørgsmål vedrørende detaljerne og omfanget af operationen fra dag et. Nogle af de meget få konkrete svar, vi rent faktisk har fået, har ovenikøbet vist sig at være ukorrekte. Det, jeg ved, har jeg måttet læse i medierne, eller ved at f.eks. værnepligtige er stået frem og har modsagt ministeren.
Ministerens ageren gør det fuldstændig umuligt at have en meningsfyldt debat i Folketinget om, hvorvidt vi kan gøre noget anderledes en anden gang. Er vores forsvar og beredskab f.eks. ordentligt rustet til at klare kriser, pandemier og andre opgaver? Har vores værnepligtige og de ansatte den rette uddannelse og de rigtige kompetencer til at klare en lignende situation en anden gang? Vi har ingen idé om det, fordi ministeren fra dag et tog en beslutning om at mørklægge sagen i stedet for at leve op til sin pligt og informere Folketinget.
Jeg er også meget overrasket over ministerens besvarelse i dag, hvor hun siger, at hun vil oplyse mindre på grund af granskningskommissionen. Jeg vil sige, at jeg faktisk synes, at hun nærmest gik længere i dag i at afsløre detaljer om, hvad forsvaret og beredskabet har foretaget sig i den her sag, end hun har gjort tidligere. Jeg kan ikke se nogen forskel i den måde, ministeren agerer på, før og efter granskningskommissionen er nedsat. Så jeg synes, at vi igen i dag er ude i noget, der grænser til vildledning.
Jeg synes, ministerens ageren i sagen er et kæmpestort demokratisk problem, og hvis regeringens støttepartier tillader ministerens ageren at danne præcedens, kan vi lige så godt erkende, at Folketingets rolle med at kontrollere regeringen reelt er sat ud af kraft. Vi kan i så fald også konkludere, at støttepartierne opererer med en voldsom dobbeltstandard, alt efter hvilken minister der er tale om, og det vil bestemt ikke være gavnligt for tilliden til vores demokrati.
For at sætte jer, der kigger med på skærmene i dag, ind i ministerens fremgangsmåde, vil jeg komme med et eksempel. Ministeren svarer typisk med et intetsigende standardsvar på et konkret spørgsmål og henviser efterfølgende til dette svar på en række andre spørgsmål, selv om det intet har med de spørgsmål, vi har stillet, at gøre. F.eks. stillede hr. Alex Vanopslagh den 19. november seks spørgsmål. Besvarelsen af dem illustrerer meget godt den måde, ministeren også har besvaret mine og andre medlemmer af Folketingets mange spørgsmål til den her sag på.
Spørgsmål 56 , som var det første spørgsmål, hr. Alex Vanopslagh stillede, var følgende:
»Ministeren bedes oversende en skematisk oversigt over minkfarme med besætninger, hvor der ikke er påvist corona, hvor personel fra Forsvaret har været tilstede i officielt ærinde løbet af de seneste tre måneder, samt hvorledes den konkrete kontakt har været hjemlet?«
Til det svarede ministeren:
»Forsvaret har ikke aflivet mink.
Forsvaret har alene støttet Fødevarestyrelsens indsats mod coronasmitte bl.a. med optælling og afslutningssyn.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har oplyst, at ”optælling af mink i zone 3 besætninger er foregået ved, at minkavlerne frivilligt har indgået aftale om at få optalt sine dyr”.
Jeg henviser i øvrigt til Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri for yderligere oplysninger om indsatsen.«
Med andre ord svarede ministeren med den samme standardskrivelse, hun har svaret på utallige andre spørgsmål med, i stedet for rent faktisk at svare på spørgsmålet.
I de følgende fem meget konkrete spørgsmål om også henholdsvis hjemmeværnets og beredskabets rolle bliver der også blot henvist til præcis dette samme svar, som intet har med spørgsmålene at gøre. Det vil sige, at når der bliver spurgt til beredskabet, bliver der også bare svaret, at forsvaret ikke har aflivet mink.
Selvfølgelig kan alle spørgsmål ikke besvares hundrede procent. Forsvarsministeren gør dog ikke engang forsøget. Hun lader end ikke, som om hun har forsøgt at besvare spørgsmålene. Man føler sig ganske enkelt til grin, når man bliver behandlet på den måde, når man prøver at sætte sig ind i en sag og leve op til den rolle, man har som folketingsmedlem over for regeringen. Jeg håber, at resultatet af forespørgslen i dag er, at ministeren ændrer sin tilgang til Folketinget. Alt andet er uholdbart, både for forsvaret og for vores demokrati. Tak for ordet. Jeg glæder mig til en forhåbentlig god og konstruktiv debat, der leder frem til, at vi behandler alle ministre ens uanset partifarve.