Det næste punkt på dagsordenen er:

28) Forespørgsel nr. F 28:

Forespørgsel til justitsministeren:

Hvad kan ministeren oplyse om regeringens holdning til minimumsstraffe, herunder for eksempelvis vanvidsbilisme, grov vold og sædelighedsforbrydelser?

Af Peter Skaarup (DF) og Karina Adsbøl (DF).

(Anmeldelse 09.12.2020. Fremme 11.12.2020).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 6. april 2021.

Først skal vi have en begrundelse fra forespørgerne, og det er ordføreren for forespørgerne, hr. Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. I Dansk Folkeparti er vi ikke synderlig begejstrede for, at kriminelle slipper med lave straffe. Det sker desværre alt for tit, at domstolene tager alverdens hensyn til gerningsmanden, hvorfor vedkommende slipper meget billigt, men offeret bliver glemt, for her bliver der sjældent taget nok hensyn. Det er tit gerningsmandens perspektiv, personlige forhold, eventuelle tidligere forhold, rettigheder og konventioner og lignende, man skeler til, og alt for ofte giver det et billede af en straf, som ikke tilnærmelsesvis nærmer sig en straf i den maksimale ende af strafferammen, snarere tværtimod. Det er ofte i den milde ende af strafferammen, straffen ender, og så nytter det egentlig ikke noget, at vi her på Christiansborg sætter straffen op, fordi vi mener, at noget er særlig voldsomt, særlig personfarligt, hvis domstolene ikke lytter til de signaler, vi sender her fra Christiansborg, om, at vi ønsker, at visse former for kriminalitet skal straffes hårdere.

Derfor har vi indkaldt til denne forespørgselsdebat for at høre om regeringens og hele Folketingets syn på minimumsstraffe, og om Folketinget er enige med Dansk Folkeparti i, at vi er nødt til at have minimumsstraffe i langt større omfang, end det er tilfældet i dag, simpelt hen for at sikre, at befolkningens retsbevidsthed respekteres, så de straffe, vi giver i Danmark, er i overensstemmelse med befolkningens retsbevidsthed. Det er ikke tilfældet i dag på flere forskellige områder, og derfor ønsker Dansk Folkeparti at stramme op på de her ting, og vi håber, at Folketinget er enige.

Tak til hr. Peter Skaarup for begrundelsen. Så er det justitsministeren for en besvarelse – om et øjeblik. Selv om det er lidt besværligt, må vi hellere lige sikre, at der bliver sprittet af. Det er fornemt, tak for det.

Værsgo til justitsministeren.

Tak for ordet. Brugen af minimumsstraffe er noget, som vi har diskuteret flere gange tidligere her i salen. Derfor kommer min holdning til spørgsmålet nok heller ikke rigtig voldsomt bag på forsamlingen i dag. Det korte svar er, at jeg ikke er nogen stor fan af minimumsstraffe. Jeg mener, at vi som udgangspunkt skal lade domstolene fastsætte straffene i de konkrete sager. Det er deres opgave. Det er domstolene, som får præsenteret det fulde billede, og det er derfor også dem, der er bedst i stand til at tage højde for sagens samlede omstændigheder.

Når regeringen ikke går ind for øget brug af minimumsstraffe, skyldes det grundlæggende, at vi ikke synes, det er et godt instrument til at opnå det, som jeg forstår forespørgerne ønsker, nemlig strengere straffe. Forbrydelser kommer i mange varianter, og det er sjældent, at to overtrædelser af den samme lovgivning er fuldstændig ens. Derfor er straffene heller ikke ens, og de skal heller ikke være ens. Uanset hvor gerne vi end vil, kan vi ikke i vores fastlæggelse af strafniveauet forudse, hvad der gør sig gældende i de konkrete sager, som vil komme. Livet er ikke sort-hvidt, og det samme gælder sådan set for overtrædelser af lovgivningen, selv om det selvfølgelig ville være nemmere at forholde sig til det, hvis det nu var sådan. Derfor skal der også være plads til, at der kan tages højde for nuancerne.

Men det er jo ikke det samme, som at Folketinget ikke skal have mulighed for med klare tilkendegivelser at lægge et niveau for, hvor straffen skal være. Det skal vi, men det bør bare ikke angives som et minimum, men som et udgangspunkt. Og det er jo netop den fremgangsmåde, vi ofte bruger, når vi skærper straffen – gennem tilkendegivelser af strafniveauet i bemærkningerne, ikke som minimumsstraffe, men som et ønskeligt niveau. Og jeg tror også, man må sige, at den fremgangsmåde faktisk fungerer. Domstolene retter sig faktisk efter det. Det er ikke nødvendigt at angive en minimumsstraf i selve lovteksten, for at domstolene skal anvende det strafniveau, som vi gerne vil have. Som sagt: Når vi i bemærkningerne til lovgivningen angiver et niveau, må man sige, at domstolene retter sig efter det. Og oven i det kommer så, at domstolene fastholder deres mulighed for at foretage det konkrete skøn, som skal til i den konkrete sag.

Jeg støtter intentionerne i forespørgslen, nemlig at en straf skal afspejle den alvor, som forbrydelsen har. Det er også noget, som vi i regeringen løbende har haft fokus på, og derfor har vi jo heller ikke været tilbageholdende med at lave strafskærpelser der, hvor vi har fundet dem nødvendige. Lad mig tage et par eksempler. I sommeren 2020 skærpede vi straffen markant for overtrædelser af straffelovens terrorbestemmelser, således at straffen blev forhøjet med 50 pct. I december sidste år skærpede vi straffen for angreb med genstande på personer i offentlig tjeneste, bl.a. med fyrværkeri, og det kunne sådan set også være sten. Og senest har vi vedtaget en markant skærpelse af strafniveauet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om farlig kørsel eller vanvidskørsel, som vi også kalder det. Jeg er glad for, at vi kom igennem med de strafskærpelser, og jeg mener, at de bedre afspejler den afstandtagen, som vi har til de forbrydelser, som der bliver begået.

Regeringens holdning til minimumsstraffe er altså fortsat, at de som udgangspunkt ikke skal benyttes. Dog er det væsentligt, at de strafniveauer, vi har, selvfølgelig afspejler lovovertrædelsens alvor og vores, Folketingets og regeringens, intentioner. Derfor er jeg opmærksom på, at domstolene skal have de bedste rammer til at fastlægge en passende straf. Men endnu en gang tak til Dansk Folkeparti for at have sat den her forespørgsel på dagsordenen, og jeg ser frem til debatten.

Foreløbig tak til justitsministeren. Det er nu sådan, at ordførerne kan få en kort bemærkning til at starte med, og hvis der ikke er nogen korte bemærkninger, går vi over til forhandlingerne. Der er ikke umiddelbart nogen korte bemærkninger, så jeg vil bede ministeren om at spritte af.

Så går vi over til forhandlingerne og de almindelige regler for korte bemærkninger. Først skal vi sige velkommen til ordføreren for forespørgerne, og det er hr. Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti.

Minimumsstraffe synes jeg helt ærligt er et godt ord og et fornuftigt begreb, som dækker over, at der er visse former for kriminalitet, hvor man gerne vil sikre sig, at der er et minimum for, hvilken straf der falder, fordi vi nemlig alt for ofte ser, at kriminalitet straffes meget mildere end det, som vi som lovgivere har ment skulle være tilfældet. Derfor ser vi gerne, at man udvider de nuværende to steder i straffeloven, hvor der er minimumsstraffe – det er drab og våbenbesiddelse – til at omfatte flere former for kriminalitet og personfarlig kriminalitet, og det vil være et oplagt sted at starte med personfarlig kriminalitet som f.eks. voldtægt, hvor vi i dag ser straffe, der er alt for lave. Vi ser faktisk endda, at folk, der begår voldtægt og gruppevoldtægt, får lov til at blive i Danmark, selv om de ikke er danske statsborgere. Så der er der brug for minimumsstraffe, både med hensyn til antal år – og Dansk Folkeparti ønsker 6 års fængsel for voldtægt – og med hensyn til at der skal være et minimum, der hedder, at man bliver udvist, hvis man ikke er dansk statsborger.

Når jeg siger det, er det, fordi vi som politikere er nødt til at gå foran og sikre, at de strafferammer, man har i dag, er fornuftige, samtidig med at de så rent faktisk bliver udfyldt. Og vi må se på de straffe, der gives ved domstolene, som nogle, der ofte er alt for milde i forhold til de strafferammer, vi har. Og når en udvidet strafferamme, som vi herinde med åbne øjne vedtager, ikke virker og ikke gør indtryk eller giver tilstrækkeligt udslag hos dommerne, så må vi jo ty til andre redskaber, og det er simpelt hen at fastlægge minimumsstraffe, og ud fra den minimumsstraf kan dommeren vurdere yderligere, hvor den faktiske straf skal lande, men aldrig gå under den minimumsstraf.

Jeg er helt med på, at det i høj grad skal være domstolene, der definerer straffen, men så er det også sådan, at man skal bruge de strafferammer, vi rent faktisk vedtager på Christiansborg. Vi så f.eks. – og det er et meget godt eksempel – ved årsskiftet 2019/20, hvor der var godt gang i gaderne med affyring af fyrværkeri mod ting og mennesker. Det var som vanligt i indvandrertætte områder, at det stak helt af, og på baggrund af de episoder gjorde Dansk Folkeparti det, at vi tog alle de sager, der blev ført til doms, og så på, om der var nogle af de sager, der medførte en straf, der var relativt følelig, for strafferammen er sådan set god nok på det her område. På baggrund af de episoder, der var, kunne vi konstatere, at den højeste straf, der blev dømt efter årsskiftet 2019/20 og alle de fyrværkeriepisoder, der var, var en straf på 60 dages ubetinget fængsel. Vedkommende var faktisk tidligere straffet. Han beskød bevidst et par med et bomberør på gaden, og den ene af dem blev ramt. Her er der tale om et område, hvor der er en strafferamme på op til 8 års fængsel i straffelovens § 252, men han fik 60 dages fængsel trods en strafferamme på 8 års fængsel. Det er altså i et tilfælde, hvor der med fuldt overlæg bliver rettet bomberør mod andre mennesker, og hvor en af dem altså bliver ramt.

Vi har så siden hen spurgt justitsministeren – vi passer jo vores arbejde – om, hvad der egentlig skulle til, før man brugte den fulde strafferamme i en sag som den her. Desværre – og nu er justitsministeren jo til stede – fik vi ikke rigtig et svar, der gjorde os ret meget klogere. Det er ikke altid, det sker, når vi spørger justitsministeren om ting og sager, og det var altså heller ikke tilfældet her. For sandheden er måske, at med den retspraksis, der er, er det utænkeligt og fuldstændig umuligt at nærme sig den strafferamme på de 8 års fængsel, fordi dommene i praksis er væsentlig lavere.

Og vi ser faktisk i forbindelse med ret mange kriminalitetsformer, når man kigger på domstolenes behandling, at man har en praksis, der betyder, at man ender langt lavere end den strafferamme, der rent faktisk er, og det er det, vi skal have rettet op på, og der er svaret minimumsstraffe, og det er derfor, Dansk Folkeparti gerne vil have det, fordi vi mener, at der på nogle særskilte områder er et gab mellem det, vi kalder befolkningens retsbevidsthed, og så de straffe, der rent faktisk bliver udmålt ved domstolene.

Dansk Folkeparti har et forslag til vedtagelse, som jeg vil tillade mig at læse op. Det lyder sådan her:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget ser med stor alvor på, når forbrydelser bliver straffet mildere, end det er intentionen bag den lovgivning, som Folketinget vedtager. Derfor ønsker Folketinget minimumstraffe på flere områder end i dag.

Straf er et redskab, som samfundet benytter sig af, når der er begået kriminalitet. Straffen til gerningsmanden skal give offeret og samfundet en følelse af retfærdighed oven på den ugerning, der er blevet begået.

Senest har vi set, hvordan mange kvinder ikke tør gå alene hjem om aftenen på grund af frygt for at blive overfaldet eller voldtaget. Det er utryghed i sin reneste form, og de lave straffe for voldtægt medvirker til utrygheden.

Straffen for voldtægt er alt for lav. Ifølge tal fra 2019 var gennemsnitsstraffen blot 989 dages fængsel – under 3 år. For voldtægt skal der indføres en minimumsstraf på 6 års fængsel og udvisning for udlændinge.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 93).

Er forslaget til vedtagelse alene fra DF? (Peter Skaarup (DF): Ja).

Så er der en kort bemærkning til ordføreren fra hr. Kristian Hegaard, Radikale Venstre.

Tak for det. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Dansk Folkeparti i lang tid har ønsket det, der ligger bag forespørgslen her, nemlig at komme længere ind på dommernes banehalvdel generelt og i det hele taget. Det er ikke så mange år siden – det var i starten af den her folketingsvalgperiode – at Dansk Folkeparti også kritiserede en nyudpeget højesteretsdommer, fordi man syntes, at det ikke lige var ham, der skulle være udpeget. Derfor vil jeg godt høre, hvad Dansk Folkepartis holdning er: Burde der være nogle dommere, der havde bestemte politiske synspunkter, som Dansk Folkeparti var med til at udpege? Eller hvor stopper ligesom Dansk Folkepartis tilgang til at bevæge sig ind på domstolenes banehalvdel?

Ordføreren, værsgo.

Vi udpeger sådan set en del dommere allerede nu. Jeg ved ikke, om hr. Kristian Hegaard er klar over det, men det er jo via domsmands- og nævningesystemet, hvor de politiske partier og også andre ud af deres midte indgiver navne, der så indgår som dommere i sagerne – ikke juridiske dommere selvfølgelig. Men det er vigtigt, at vi har et folkeligt element i forbindelse med vores domstole.

Det ændrer så bare ikke ved, at når vi taler sammen om de her ting med de dommere, som er valgt blandt de politiske partier af befolkningens midte, ja, så er det tydelige og klare indtryk, når man deltager i sager, at den praksis, man har – altså det, man har besluttet sig for på forhånd – er den cirkastraf, det giver for det pågældende forhold, og at den praksis bare er, som den er. Der er det klart, at hvis vi for alvor skal få dommerne til at forstå, at vi mener det her alvorligt – vi har jo signaleret det mange gange i forskellige sammenhænge – så skal vi have minimumsstraffe ind, for dermed siger vi, at den praksis, der er, er ryddet af vejen.

Tak for det. Værsgo, hr. Kristian Hegaard.

Tak for det. Jeg er enig i, at lægdommersystemet er rigtig godt, og det, der jo rent faktisk sker i praksis, er, at partierne kan indstille nogle navne, og så vil det ved senere lodtrækning blive afgjort, hvem der så bliver udvalgt.

Men der er noget, jeg godt kunne tænke mig at spørge ind til, og som ordføreren jo ikke svarede på. I Højesteret er der jo f.eks. ikke nogen lægdommere. Synes Dansk Folkeparti, at dommerne i højere grad skal vælges ud fra, hvilke politiske synspunkter de har? Dansk Folkeparti har jo tidligere kritiseret, hvilke dommere der indimellem udnævnes. Er det Dansk Folkepartis politik, at der skal være dommere med bestemte politiske synspunkter?

Ordføreren.

Vi skal nok have akkrediteret nogle højesteretsdommere, og jeg tror, det er fuldstændig rigtigt, som hr. Kristian Hegaard siger, uden at jeg lige kan huske det helt bestemt. Men det er sådan set ikke så afgørende her. Det afgørende her er, om vi som politikere herinde vil udpege vores dommere, ligesom vi kender det fra USA, og det har vi jo ikke nogen planer om. Der har vi et udmærket system i dag.

Det, der så bare er sagen, er, at vi ikke accepterer, at den praksis, der er ved domstolene, er det endegyldige svar på, hvor en straf skal ligge, men at vi herindefra for nogle bestemte forbrydelser, som vi i særlig grad vil sige skal straffes hårdt, fastsætter en minimumsstraf. Det er det, man har gjort med hensyn til drab, og det er det, man har gjort med hensyn til våbenbesiddelse, og nu foreslår vi, at man også gør det med hensyn til voldtægt og andre alvorlige områder, hvor det er vigtigt, at Folketingets vilje og dermed befolkningens vilje sættes igennem.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så nu går vi over til de øvrige ordførere. Den første, der får ordet efter afspritningen, er hr. Jesper Bruus fra Socialdemokratiet.

Tak for det, formand. Det er ikke første gang, jeg bliver kaldt Jesper. Jeg går også under navnet Jeppe, men det skal der ikke lyde et ondt ord om. Det er hverken første eller sidste gang, så alt er tilgivet.

Den her forespørgsel handler jo rigtigt nok om minimumsstraf, og som vi kunne høre også fra ordføreren hr. Peter Skaarup, er det jo for at være sikker på, at domstolene sådan set også dømmer på det niveau, som Folketinget ønsker. Vi har haft den her debat tidligere, og vi har også haft den i Retsudvalget og med Retsudvalgets formand, hr. Preben Bang Henriksen, hvor vi har drøftet det klart at tilkendegive det i bemærkningerne og i forarbejderne til lovgivningen, hvad det er for et normalstrafniveau, der skal være. Vi har sådan set også haft en drøftelse af det i de forhandlinger, vi har haft omkring en ny aftale for politi og anklagemyndighed. Og jeg bemærker bare, at ordføreren i sin tale siger, at vi jo ikke kan regne med, at domstolene sådan set følger det ønske, der er i Folketinget. Det er måske i virkeligheden lidt i modstrid med noget af det, jeg i hvert fald har observeret.

Tidligere har Rigsadvokaten – det var mig bekendt sidste sommer – foretaget en analyse af de domme, der blev afgivet i forhold til farlig kørsel, og der kan man se, at domstolene sådan set i altovervejende grad følger det strafniveau, der er tilkendegivet i bestemmelsernes forarbejder. Tidligere har Straffelovrådet jo sådan set også beskæftiget sig med det her spørgsmål tilbage i 2014 omkring strafudmåling og samspillet mellem lovgivere og domstole. Deri udtaler de jo også, at det er at foretrække, at man altså henviser til strafudmåling i bemærkningerne, for det er den mest hensigtsmæssige måde at håndtere det her spørgsmål på frem for minimumslovgivning.

Det fører mig frem til, at jeg jo sådan set synes, at det er en god debat. For det er da vigtigt, at vi som lovgivere klart kan tilkendegive, hvis vi er utilfredse med den praksis, der udspiller sig i forhold til noget bestemt lovgivning. Så er det ofte, vi har en debat med hinanden i offentligheden om strafferammen. Men strafferammen kan jo i princippet være mindre væsentlig, hvis de faktiske domme, der bliver afsagt, ligger i den milde ende i en måske ellers rimelig strafferamme. Derfor er det da værd at have den her diskussion om, hvor strafniveauet egentlig skal ligge. Der er vi altså tilhængere af, at man mere klart og tydeligt tilkendegiver det i bemærkningerne og dermed også sætter en praksis for, hvordan de her domme skal falde ud. Det er også noget af det, der bl.a. er foregået i de drøftelser og forhandlinger og vedtagelser, der har været i forhold til skærpede straffe for vanvidskørsel.

Derfor har vi udarbejdet en vedtagelsestekst, som jeg gerne vil læse op på vegne af Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti. Den lyder sådan her:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget noterer sig, at regeringen er imødekommende over for intentionerne bag forespørgslen – at strafniveauet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser skal afspejle forbrydelsernes alvor, og at dette er noget, som regeringen løbende har fokus på. Folketinget noterer sig endvidere, at et bredt flertal af partier med aftalen om politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023 er enige om, at der i 2021 skal iværksættes en uafhængig undersøgelse, der skal afdække forholdet mellem strafniveauet for overtrædelse af straffeloven og de gældende strafferammer samt lovgivers anvisninger om strafudmåling. Folketinget noterer sig samtidig, at regeringen generelt ikke går ind for minimumsstraffe. Det er således regeringens holdning, at lovgiver skal sørge for, at domstolene får klare rammer at fastsætte straffene ud fra, men at fastsættelsen af straffen i konkrete sager – herunder vurderingen af eventuelle skærpende eller formildende omstændigheder – bør overlades til domstolene.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 94).

Med henvisning til den undersøgelse, der skal iværksættes uafhængigt i år, tænker jeg også, at vi på bagkanten af det jo sådan set får et kvalificeret materiale at drøfte videre ud fra, og det ser jeg da bestemt frem til. Tak for ordet.

Selv tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Peter Skaarup.

Tak. Jeg synes selvfølgelig, det er godt, at regeringen synes, at den intention, vi har med forespørgslen, sådan set er rigtig nok, og at man på den måde er imødekommende. Det, der så er vigtigt, hvis man har den holdning, er jo så også, at der er overensstemmelse mellem det, man siger, og det, man gør. Der må jeg sige, at det jo ikke nytter ret meget at sende ting, som der skal gøres noget ved nu, til hjørnespark.

Hvis vi f.eks. tager straffen for voldtægt, kan man se, at gennemsnittet er under 3 års fængsel. Jeg tror faktisk, at de fleste danskere er overrasket over, at vi straffer det så forholdsvis mildt. Strafferammen er 8 års fængsel og i skærpende tilfælde 12 års fængsel. Men i dag straffer man med i gennemsnit under 3 års fængsel. Er hr. Jeppe Bruus ikke enig med mig i, at når der finder en voldtægt sted, så er det fuldstændig utilstedeligt, at man ikke straffer det hårdere end de ca. 3 års fængsel, man i dag straffer det med?

Ordføreren.

Jeg vil sige, at der er mange af de voldtægtsdomme, jeg har set gennem tiden, hvor jeg tænker, at det godt nok var lavt. Jeg kender altså ikke præcis strafniveauet, men jeg er sådan set enig i, at der har været mange domme igennem tiden, hvor jeg har tænkt, at det var godt nok i den lave ende af en dom. Vi har f.eks. med vanvidskørsel – i virkeligheden et meget godt eksempel på det, vi også drøfter i dag – med den fælles aftale, vi har lavet, jo netop indskærpet, hvad strafniveauerne skal øges til. Det er ikke minimumsstraffe, men det er trods alt en indskærpning om strafniveauerne. Så den måde at arbejde på er jo meget bekendt.

Spørgeren.

Nu er det jo ikke, fordi voldtægtssager og strafferammer og sagsbehandlingerne og sådan noget på det område ikke har været debatteret i Folketinget igennem de sidste år. Faktisk indgik regeringen en meget omtalt aftale med de røde partier, hvor man fuldstændig glemte straffe for voldtægt. Og som det ser ud nu, gør man det jo fortsat. Man siger, at der kommer et udvalgsarbejde – det er jo fint nok med udvalgsarbejder – men vi har altså den udfordring lige nu, at det krænker rigtig mange danskeres retsbevidsthed, at man straffer voldtægt så relativt mildt, og at det endda er sådan, at der er folk, udenlandske statsborgere, der begår voldtægt i Danmark, og som vi ikke engang udviser. Kan hr. Jeppe Bruus ikke se, at der er et problem her? Der er et gab mellem befolkningens retsbevidsthed på den ene side og så de straffe, der kommer ud af domstolenes mund.

Værsgo.

Tak. Som jeg sagde, er jeg også stødt på domme omkring voldtægt, som jeg synes ligger meget lavt. Jeg tror, at hvis vi skal ind og kigge på det, kræver det jo, at vi så også finder anledning til det, altså på et andet tidspunkt end at diskutere det overordnede omkring minimumsstraffe. Jeg kan ikke stå her – det er heller ikke min opgave at gøre det – og gå ned i det, men som princip i forhold til at anvise normalstraffen er det jo sådan noget, jeg sådan set synes er en god idé, når vi gør det, både når vi reviderer lovgivning, og når vi laver lovgivning.

Mange tak til hr. Jeppe Bruus. Man skal passe på med de der navne. (Jeppe Bruus (S): Det er så fint). Jeg har en gang imellem klumret i det. Jeg beklager. Jeg har også prøvet det med den næste, nemlig hr. Jan E. Jørgensen fra Venstre, Danmarks Liberale Parti. Velkommen.

Tak for det, og tak for ordet. Tak til Dansk Folkeparti for at rejse denne vigtige forespørgselsdebat. DF spørger om regeringens holdning til minimumsstraffe, herunder eksempelvis vanvidsbilisme, grov vold og sædelighedsforbrydelser. Og jeg kan godt sætte mig ind i DF's ønske om, at det skal straffes, når vi taler om så alvorlige lovovertrædelser, og at det skal straffes hårdt. Derfor kan det selvfølgelig være fristende at sætte et eller andet antal på, i forhold til hvor meget det i hvert fald skal straffes som minimum.

Tag nu f.eks. den vanvidsbilist, der for nylig kørte direkte ind i en mor og hendes kun 5-årige datter på Peter Bangs Vej lige på grænsen til Frederiksberg i september. Moren blev kvæstet, den lille pige blev dræbt på stedet, og manden var bagefter så fej, at han flygtede til fods, men blev heldigvis senere pågrebet af politiet. Senere har det så vist sig, at han minsandten havde adskillige domme bag sig, og at det ikke engang var første gang, at han havde påkørt et andet menneske. I 2019 ramte han, også i påvirket tilstand, en ung kvinde, som havnede i koma.

Når man hører om sager som denne og har med en gerningsmand, som optræder så afstumpet, at gøre, ja, så kan der da godt rejse sig en tanke i det bagerste af ens hjerne om, at en sådan person skal smides i spjældet for tid og evighed og nøglerne skal smides væk. Og derfor er det nok meget godt, at det ikke er os politikere, der fastsætter straffene, men at vi har domstole til at gøre det. De får sagen belyst og får alle aspekter med, inden de fælder dom.

Der er flere herinde, der kan huske knivloven tilbage fra 2008, hvor man netop fastsatte en minimumsstraf. Man sagde, at det minimum skal give 7 dages fængsel at gå med kniv. Og det resulterede jo så i, at der kom nogle sager med bl.a. håndværkere, som var blevet stoppet af politiet, og fordi de havde en hobbykniv liggende i handskerummet, skulle de altså 7 dage i fængsel og fik en plettet straffeattest. Der kunne alle, tror jeg, se, at det nok ikke lige var så smart. Minimumsstraffe kan være uhensigtsmæssige. Der kan altid være sager, hvor det er undtagelsen, der bekræfter reglen, og hvor der er grunde til, at en minimumsstraf vil være for høj en straf at give i det konkrete tilfælde.

Men det betyder jo ikke, at strafniveauet ikke skal være på niveau med forbrydelsernes alvor, og derfor ser vi frem til den uafhængige undersøgelse, der er blevet bebudet, og som netop skal afdække mange af disse forhold. For vi har jo en situation, hvor vi i nogle straffelovsbestemmelser og særlovbestemmelser har en strafferamme, som bliver udnyttet til maks. Ved f.eks. manddrab og narkoforbrydelser går man op til maksimum i en lang række sager. Og så er der andre sager, hvor man ligger og roder nede i den laveste tredjedel og højst går op til halvdelen. Der er ikke rigtig nogen fornuftig forklaring på, hvorfor domstolene benytter strafferammerne i så forskelligt omfang, som tilfældet er.

Det, vi i stedet for skal gøre – frem for at foreslå minimumsstraffe – er, at vi i bemærkningerne til loven skal skrive, hvad vi forestiller os at normalstraffen skal være. Altså, et typeeksempel på den pågældende lovovertrædelse forestiller vi os straffet sådan og sådan. Og så kan man selvfølgelig gå op. Hvis det er en alvorlig forbrydelse, skal man op i den øverste del af strafferammen, og er det en mindre alvorlig forbrydelse, hvor der er diverse formildende omstændigheder, der gør sig gældende, skal man ned i den nedre del. Vi har jo også straffelovens §§ 81 og 82, som netop fortæller, hvad det er, domstolene skal lægge vægt på som formildende omstændigheder, og hvad det er, de skal lægge vægt på som skærpende omstændigheder.

Vi skal nok passe på, at vi ikke går alt for meget i detaljer som lovgivere med, præcis hvordan domstolene skal dømme. Vi har en tredeling af magten, og dommerne skal dømme efter loven, men vi kan godt blive bedre til at fastslå, hvad det er, vi opfatter som et fornuftigt strafniveau. Så altså, vi kan ikke støtte forslaget om minimumsstraffe, men vi vil gerne sige tak til Dansk Folkeparti for at rejse debatten.

Så har jeg et forslag til vedtagelse, som jeg gerne vil læse op på vegne af Venstre og Liberal Alliance. Det lyder som følger:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget noterer sig, at strafferammen bør udnyttes, så en grov forbrydelse straffes i den øvre del af den relevante strafferamme og en mildere forbrydelse i den nedre del af strafferammen. I en række domme synes dette spektrum ikke at være udnyttet, og Folketinget hilser derfor med glæde, at regeringen i 2021 vil lade forholdet være genstand for en nærmere undersøgelse.

Folketinget bør ved enhver ny straffelovgivning signalere »normalstraffe« for den mere normale – »sædvanlige« – forbrydelse af den pågældende art, og domstolene bør tage udgangspunkt heri i forbindelse med den endelige strafnedsættelse og i øvrigt under hensyn til sagens individuelle forhold, jævnfør bl.a. straffelovens §§ 81-82.

Domstolene bør i mindst muligt omfang være bundet af minimumsstraffe.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 95).

Tak for det. Det indgår i de videre forhandlinger sammen med det tidligere forslag til vedtagelse.

Der er en kort kommentar fra hr. Peter Skaarup. Værsgo.

Tak, og tak til hr. Jan E. Jørgensen for ordførertalen her. Når jeg lige vil spørge hr. Jan E. Jørgensen om noget angående minimumsstraffe, er det, fordi der flere gange bliver sagt, at minimumsstraffe ikke er en god løsning. Det er ikke det, man ønsker, og det vil man ikke være med til. Til gengæld synes man, det er fint, at der er et udvalgsarbejde, der skal tage stilling og vurdere frem og tilbage på det her spørgsmål. Men nu er det jo sådan, at vi har minimumsstraffe i dag. Vi har jo f.eks. minimumsstraffe med hensyn til besiddelse af skydevåben. Det er faktisk noget, der er blevet til på et tidspunkt, hvor Venstre har været i regering. Derfor vil jeg godt spørge om følgende: Hvis det er så galt og forkert og urimeligt med minimumsstraffe og domstolene skal afgøre det, betyder det så, at man har fortrudt, at man sammen med bl.a. Dansk Folkeparti – vi krævede det jo faktisk – hævede minimumsstraffen til 2 års fængsel for besiddelse af skydevåben for bl.a. at komme omkring de bander, som gør gaderne utrygge?

Ordføreren.

Vi har det jo også på manddrab, altså 5 år. Sådan har det mig bekendt været altid eller i hvert fald meget, meget længe. Så det er jo ikke sådan, at man ikke kan forestille sig det i enkelte tilfælde, men det skal altså være den absolutte undtagelse. Og bare sådan noget som ulovlig våbenbesiddelse er også mange ting. Det er også knægten, der arver en gammel maskinpistol fra sin frihedskæmperbedstefar og ikke er klar over, at den er ulovlig, og har den derhjemme. Skal han flere år i fængsel, eller skal domstolene kunne sige, at ah, det er jo ikke lige den type kriminalitet, vi tænker på? Så minimumsstraffe er altså noget, man skal være meget, meget påpasselig med at fastsætte, for der kan altid være et tilfælde, som vi ikke lige har tænkt over herinde, men som man så bliver præsenteret for ude i virkeligheden i en retssal.

Spørgeren.

Jeg må indrømme, at jeg aldrig er blevet forelagt eksempler på, at den minimumsstraf, vi lavede med hensyn til våbenbesiddelse, har betydet, at der er nogen, der er blevet urimeligt behandlet. Tværtimod har jeg kun fået lovord fra politifolk, som har fortalt, at det er et fantastisk godt redskab, I har lavet dér. Det er et fantastisk godt redskab, for det gør, at man kan sætte banderne i en meget sværere situation, når man oplever, at nogle gemmer skydevåben for andre, og at de så bliver brugt i indbyrdes strid mellem bander i dag. Vi ser jo gang på gang, at der bruges skydevåben. De bruger dem mod hinanden, og der er nogle andre, der gemmer de skydevåben, og det afføder så en rimelig straf, synes jeg. Jeg vil godt lige gentage spørgsmålet. Betyder det, at Venstre fortryder, at vi sammen indførte en minimumsstraf på 2 års fængsel for besiddelse af skydevåben?

Ordføreren.

Nu er det jo Folketingets talerstol og ikke en skriftestol, så hvad vi måtte fortryde osv. tror jeg vi skal tage ved en anden lejlighed. Men jeg vil bare fastslå, at det eksempel, som hr. Peter Skaarup nævner, er jeg fuldstændig enig i skal straffes hårdt, og det er en af de måder, vi kan få skovlen under banderne på. Men der kan også være tilfælde som f.eks. den unge mand, jeg fortalte om, som har en bedstefar, der var frihedskæmper, og han har dengang arvet hans gamle våben. Det er jo ikke den type forbrydelse, som vi mener skal straffes hårdt og længe. Og der kan det være en rigtig god idé, at domstolene har mulighed for selvfølgelig at straffe, men så ikke straffe helt så hårdt som de her typer af tilfælde, som det var tiltænkt at ramme med lovgivningen.

Tak til hr. Jan E. Jørgensen. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og vi går nu videre til fru Karina Lorentzen Dehnhardt fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for ordet. Jeg vil jo gerne starte med at slå fast, at vi i SF synes, at det er rigtig vigtigt, når man bliver udsat for en krænkelse eller en kriminel handling, at den så også bliver straffet. Det siger sig selv, at det aldrig må være konsekvensfrit at udsætte et andet menneske for kriminalitet. Vi straffer jo, fordi det generelt har en præventiv virkning – det er det, der får dig og mig og andre til at lade være med at begå kriminalitet. Men vi straffer først og fremmest for at sikre, at ofrene oplever, at der bliver taget hånd om den oplevelse, de har haft. Og med til den oplevelse af retfærdighed hører også, at sagen kommer hurtigt for retten, så vi hurtigt kan sætte et punktum i sagen og offeret kan komme videre; det er i hvert fald noget, som ofrene tit beskriver at de har meget brug for. Desværre kniber det er jo en del, fordi vi har domstole, der er i knæ ressourcemæssigt.

Vi har i SF problematiseret, at såkaldte serieforbrydere bare kan begå nye ting og dermed skubbe, at en sag kommer for retten, fordi der er en regel om, at man kan få samlet alle forhold og få dem pådømt ved retten på én gang på. Vi så bl.a., at de på TV 2 beskrev, hvordan en stalker og voldsmand generede en række ekskærester og var utrolig bevidst om, at han bare kunne skubbe sagen ved at begå nye forhold – og i den pågældende sag gik der så ovenikøbet 8 år. Og når der så ovenikøbet går lang tid, kan der også gives en strafrabat, fordi sagen har været meget lang tid undervejs i domstolssystemet. Og jeg tror faktisk også, at vi på færdselsområdet kan finde mennesker, som gør det samme. Det skal man i vores optik selvfølgelig ikke kunne, og derfor er vi også lidt tilfredse med, at vi i forhold til politiaftalen faktisk var enige om at kigge nærmere på de her mekanismer omkring strafudmålingen, som opleves som ekstremt uretfærdige.

Til gengæld mener jeg også, at vi har et politisk ansvar for at sikre, at sagerne ikke bliver så gamle, at de udløser en strafrabat; det er jo lidt bagvendt, at vi skal afskaffe strafrabatten, fordi domstolene og politiet i årevis har lidt ressourcemæssigt, men det er jo altså virkeligheden lige nu. Men altså, vi har en aftale om at kigge på de her ting. Men jeg er også bare nødt til at sige, at i SF er vi ikke optaget af minimumsstraffe eller normalstraffe. Vi synes, at der skal være plads til, at dommerne kan tage bestik af formildende og skærpende omstændigheder.

Og så vil jeg da også lige til sidst nævne, at noget af det vigtigste er, at vi overhovedet får forbryderne dømt for det, de rent faktisk laver, og her er det altså en kæmpe udfordring, fordi der i de her år også sker en voldsom henlæggelse af mange, mange sager, fordi politiet er presset på deres ressourcer. Jeg er sikker på, at der er rigtig mange sager, hvor vi måske også havde kunnet få ram på flere, hvis der havde været kræfter til en reel efterforskning.

Sidst, men ikke mindst, tror jeg også, at det er vigtigt at huske på, at ofrenes rettigheder jo også inkluderer rettigheden til at få en hurtig erstatning og til at få hjælp til at komme sig over krænkelsen. Straffen kan hjælpe med til at sætte punktum for sagen, men det er jo sjældent det, der alene gør, at offeret heler psykisk. Det kan bidrage, men det kan måske ikke få offeret helt i mål. Og der synes jeg altså, at vi har brug for at gøre psykologhjælpen gratis, og det har SF faktisk også et forslag på vej om. I dag er det sådan, at der er en egenbetaling på 40 pct., hvis man bliver udsat for kriminalitet. Og når vi så samtidig ved fra VIVE's undersøgelser, at ofre tit desværre også har en svag socioøkonomisk baggrund, ja, så er det sådan set også de mennesker, der har dårligst mulighed for at betale for psykologhjælp, som har brug for den, og det synes jeg er forkert. Så jeg synes, at der er rigtig mange ting, vi endnu kan gøre for ofrene, og som vi skal tage hånd om, men minimumsstraffe synes jeg ikke er et af de redskaber, der ligger ligefor. Tak for ordet.

Selv tak til fru Karina Lorentzen Dehnhardt. Der er ingen korte bemærkninger. Derfor går vi over til næste ordfører, og han hedder hr. Kristian Hegaard fra Radikale Venstre.

Tak for ordet. I Danmark har vi en tredeling af magten. Det står ganske praktisk i grundlovens § 3. Magtfordelingslæren er udtænkt af Montesquieu efter inspiration fra John Locke; den forhistorie kan vi gå endnu mere til bunds i en anden dag. Det betyder bl.a., at domstolene dømmer og Folketinget lovgiver. Forslagsstillerne fra Dansk Folkeparti har i mange år ønsket, at Folketinget skal ind på dommernes banehalvdel, og at Folketinget skal fastsætte minimumsstraffe, og har fremsat kritik af udpegede dommere. Folketinget skal ikke tættere på at lege dommere. Den slags, hvor man gør det, tager vi normalt afstand fra. Når domstolene voterer, vil en domsafsigelse indledningsvis vurdere skyldsspørgsmålet, og hvis det falder ud til, at en gerningsperson bliver fundet skyldig, skal der herefter tages stilling til straffastsættelsen.

Så når forslagsstillerne ønsker minimumsstraffe udrullet i langt højere grad, indskrænker man domstolenes handlemuligheder og udviser dermed en grad af mistillid til deres arbejde. Det vil Radikale Venstre ikke være med til. Det bygger også på en forudsætning om, at man her fra Folketinget kan forudse alt, hvad der sker i en straffesag, hvad der kan tælle op, og hvad der kan tælle ned, og det er kun det, der foregår ved domstolenes hovedforhandling, der kan ende ud i en afgørelse af, hvad straffen fastsættes til. Det er et legitimt ønske at bidrage til domstolenes arbejde, men der må jeg så i stedet anbefale, at man tager en jurauddannelse. Det er aldrig for sent, og herefter kan man så søge ansættelse ved domstolene. Jeg har selv været lægdommer, inden jeg kom i Folketinget. Det er et ganske spændende hverv. De dommere, man arbejder sammen med, er drøndygtige. Danske dommere er blandt de mest produktive i EU. Dem skal vi have tillid til. Vi skal respektere tredelingen af magten, og derfor ønsker Radikale Venstre ikke flere minimumsstraffe.

Tak til hr. Kristian Hegaard. Der er ingen korte bemærkninger, så vi gør klar til den næste ordfører. Så vidt jeg kan se af listen, er der ikke nogen fra Enhedslisten. Så går vi over til hr. Naser Khader fra Det Konservative Folkeparti.

Tak, formand. I Det Konservative Folkeparti mener vi, at hensynet til offeret altid skal veje tungere end hensynet til forbryderen. Derfor har vi i mange år arbejdet for at skærpe strafniveauet for personfarlige forbrydelser – senest da en konservativ minister sad i Justitsministeriet, hvor straffen for grov vold blev hævet med en tredjedel.

Vi mener dog, at minimumsstraffe er noget, man skal være varsom med at lovgive om, og minimumsstraffe skal forbeholdes helt særlige typer af kriminalitet. Det er rettens og dommerens opgave at finde en passende straf, der svarer til den forbrydelse, der er begået. Et problem er ofte, at strafferammen ikke bliver udnyttet i den grad, som vi politikere har til hensigt, når vi laver lovgivning. Det er et problem. Men er der områder, hvor vi ønsker, at kriminelle generelt idømmes strengere straffe – og det er der – kan vi opfylde det ved hæve straffen med en tredjedel eller til det dobbelte. Det er et udmærket værktøj.

Det nytter ikke noget, at strafniveauet ikke afspejler forbrydelsens karakter, og at de kriminelle griner ad os, fordi deres handlinger nærmest ikke får nogen konsekvenser. Vi skal slå hårdt ned på gerningsmændene og blive bedre til at udnytte de strafferammer, vi har. Derfor glæder det os, at vi i 2020 indgik en aftale om yderligere tiltag mod vanvidskørsel, herunder en markant skærpelse af straffen for uagtsomt manddrab begået i forbindelse med vanvidskørsel.

Det er helt afgørende for os, at vi har offeret i fokus. Netop for offerets skyld er det vigtigt, at vi ser på, hvordan vi kan blive bedre til at bringe hele strafferammen i anvendelse i hver enkelt sag. Vi skal være forsigtige med minimumsstraffe, for vi risikerer at miste nuancerne i sagerne. Vi bliver nødt til at vurdere hver enkelt sag og overveje, hvordan vi bedst muligt tilgodeser offerets behov og skaber mest mulig retfærdighed. Problemet med de milde straffe i dag er for os at se ikke mangel på minimumsstraffe; det er snarere, at vi ikke udnytter strafferammen godt nok.

Det Konservative Folkeparti anerkender intentionen bag Dansk Folkepartis forespørgsel, og det er et vigtigt emne at få debatteret, så tak for det. Tak for ordet.

Tak til hr. Naser Khader. Her er der heller ikke nogen korte bemærkninger, og om et øjeblik giver vi ordet til hr. Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige.

Som man måske har lagt mærke til, har retsordføreren i dag en lidt anden frisure end vores sædvanlige retsordfører, som desværre er forhindret i at være her. Men jeg håber, man vil tage til takke med mig. Jeg skal forsøge at gøre det så godt, som jeg kan.

Inden jeg kom i Folketinget, og det er jo ikke særlig lang tid siden, var en af de ting, som jeg bare som borger kiggede på, det her med, om politikerne da ikke kunne tage at få lavet nogle andre regler om det her. Jeg havde den her fornemmelse af, at retsfølelsen og retfærdigheden ikke var til stede i vores retssamfund. Det var sådan en helt grundlæggende følelse, som jeg havde, og jeg tror ikke, at man skal underkende, at den er derude i befolkningen generelt set. Når man i befolkningen kigger på de sager, der er, ryster man på hovedet og siger: Er det vores retssamfund? Er det vores retssystem? Retsfølelsen er måske forsvundet på nogle områder.

Når jeg har siddet og læst i aviserne og kigget på de her ting og læst de her domme, har jeg rystet på hovedet og tænkt: Jamen kan det virkelig være rigtigt? Nogle gange er jeg gået ind for at læse nogle af dommene for at se, hvad der har ligget til grund for, at de har dømt på den måde, de har gjort. Nogle gange er jeg blevet klogere, andre gange synes jeg bare, at jeg har fået bekræftet min umiddelbare holdning og tanke, nemlig at det her er helt galt – helt galt.

Derfor forstår jeg godt ønsket om, at man skal gøre de her ting, altså at man ønsker det her. Spørgsmålet er så, om minimumsstraffe er det rigtige bud på en løsning. Det kan godt være, at det er det i nogle tilfælde, og det kan også godt være, at det ikke er det i andre tilfælde. Der er jo en lang række områder, hvor vi har minimumsstraffe, og det oplever jeg ikke den store kontrovers omkring. Så lægges der her op til, at der er en række andre områder, hvor man så også ønsker at indføre minimumsstraffe. Jeg glæder mig til, at man måske kan komme det lidt nærmere, og at man kigger på det i forbindelse med f.eks. voldtægt, hvor man ønsker at indføre en minimumsstraf. For her er der samtidig blevet lavet en ny samtykkelovgivning, som i min optik gør, at der er nogle, der kan komme i klemme. Derfor er jeg lidt bekymret over, hvordan det så spiller sammen med, at man sætter sådan en høj minimumsstraf, hvis det er en generel minimumsstraf.

Måske kan man blive klogere. Nu er jeg jo ikke retsordfører, men jeg ved, at man kan dømme efter enten en hård paragraf eller en mild paragraf, så man stadig væk giver dommerne mulighed for at undgå de her uheldige sager. Jeg tror, det var den ærede ordfører fra Venstre, som nævnte noget med knivloven og nogle håndværkere, der var kommet i klemme dér. Jeg kunne tænke mig, at man kunne finde en kombination, hvor man fik genoprettet den retsfølelse, som jeg synes mangler, samtidig med at man sikrede, at der også var mulighed for, at vi ikke fik de her sager, som med sådan et lidt populistisk udtryk måske bedst kan betegnes som justitsmord eller noget andet, fordi man tænker, at det ikke er rimeligt, og at det simpelt hen ikke hænger sammen.

Så mit håb er, at man kan finde en eller anden måde, hvorpå man kan kombinere de to ting, så vi får vores retsfølelse tilbage, samtidig med at vi giver dommerne den mulighed, så vi undgår at skulle tænke på alt det her fra Folketingets side. Tak for ordet.

Selv tak. Det er et par korte bemærkninger. Den første er fra hr. Peter Skaarup.

Det var interessant at høre hr. Lars Boje Mathiesens udlægning af teksten. Og det virker, som om hr. Lars Boje Mathiesen gerne vil være kreativ for egentlig at nå det samme mål, som Dansk Folkeparti har: at der bliver overensstemmelse mellem befolkningens retsbevidsthed på den ene side og så på den anden side de domme, der rent faktisk bliver afsagt ved danske domstole – så langt, så godt.

Det, man så kan sige er udfordringen ved det synspunkt, hr. Lars Boje Mathiesen og Nye Borgerlige har her – som er det samme synspunkt, som også regeringen har – er, at man gerne vil ind og se på nogle ting og kigge på nogle ting, men at handlingen mangler. Det er udfordringen, og der ville jeg jo godt have, at man – når man siger, at vi skal ind og kigge på det her, at det er kritisk, og at der ikke er overensstemmelse mellem befolkningens retsbevidsthed og så domstolens praksis – så også gør noget.

Der mangler jeg – og jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad Nye Borgerlige vil – en stillingtagen til det akutte problem, vi har i Danmark, i forhold til at voldtægt bliver straffet så forholdsvis mildt, og at en række andre forbrydelser bliver straffet forholdsvis mildt, i forhold til hvad intentionen er. Og det er ikke bare tilfældigt. I forhold til voldtægt er der 8 år, og der er 12 år under skærpende omstændigheder, så der er en væsentlig højere strafferamme. Den bliver bare ikke brugt. Hvad vil Nye Borgerlige så gøre, hvis man ikke vil være med til minimumsstraffe?

Ordføreren.

Nu er vi jo pragmatikere, og hvis man lige lægger mærke til det, sagde jeg heller ikke, at vi var afvisende over for minimumsstraffe. Det har vi på en lang række områder, altså, som blev nævnt lige før, i forhold til manddrab, og man har det også på udlændinge, som jeg mener konsekvent skal udvises efter første dom. Det kan man jo også betegne som en minimumsstraf, for det vil ikke rumme plads til fortolkning.

Så vi er pragmatiske på det her. Vi er ikke ideologiske på den ene eller den anden side, og det er derfor, jeg talte ind i det retsfølelsen. Så jeg synes sådan set, vi handler på det. Nu sidder vi ikke i regering, og det er ikke os, der har serveretten til det her. Men hvis DF fremsætter et forslag, som sørger for, at der herinde fra Folketingets side bliver givet hårde straffe til voldtægt, hvad vi også mener der skal være i en lang række sager, samtidig med at vi ikke skaber en mulighed for, at der kan være folk, som med den nye samtykkelovgivning bliver dømt dér, og så automatisk ryger ind i det. Det er derfor, jeg taler om, om der kan være to blokke, hvor dommeren kan dømme efter den milde og den hårde, og så kan den hårde være væsentlig, men at der stadig væk åbnes for, at man har den her mulighed inden for de milde, så vi undgår de her tilfælde, hvor der er en ekskone, som bliver sur på sin mand og så siger i forhold til den nye samtykkelov: Ved du hvad, jeg gav ikke samtykke sidste gang – bum, så kan jeg smide ham i spjældet i 3 eller 6 år.

Spørgeren.

Det er jo meget godt, hvad Nye Borgerlige siger her. Problemet er bare, hvis det betyder – og det er jo så det, som jeg hører – at vi stadig væk har de her lave straffe. For der kan jo ikke opnås enighed om det, som hr. Lars Boje Mathiesen siger. Det er derfor, at Dansk Folkeparti siger: Okay, for voldtægt er det ikke 3 års fængsel, som det er i dag, nej, der er det 6 års fængsel, og så er det udvisning, altid, hvis man begår voldtægt og ikke er dansk statsborger.

Der kunne jeg godt tænke mit at spørge – nu har vi jo fremsat et forslag til vedtagelse – om Nye Borgerlige vil støtte 6 år som minimum for voldtægt og altid udvisning, hvis man ikke er dansk statsborger.

Værsgo.

Nye Borgerliges politik har i 5 år været, at udlændinge skulle udvises konsekvent efter første dom. Så det kan nok ikke komme som en overraskelse, at vi støtter det. Jeg er ikke sikker på, at der faktisk står noget om udvisning i den vedtagelsestekst. Jeg er glad for, at Dansk Folkeparti nævner det nu, men jeg mener faktisk ikke, det står i den tekst – der må jeg lige tjekke op på, om det står helt præcis; om der også står udlændinge. Det mener jeg faktisk ikke der gør. Det er en af de ting, vi tænkte vi godt ville have tilført derpå. Men vi går gerne pragmatisk ind i det, for vi mener, at der er nogle af de her straffe, der er for lave. Så længe vi stadig væk giver rum til, at vi ikke får de her sager, hvor der er en ekskone, der kan smide sin mand 3 år i spjældet, fordi hun er blevet sur på ham.

Hr. Kristian Hegaard.

Jeg kan se, at der oppe på skærmen står: Vi har en opdatering til dig. Jeg håber ikke, det er Folketinget, der er ved at blive helt opdateret her; så er der noget, der kommer bag på mig i hvert fald. Men lad nu det ligge. Jeg ville egentlig gerne spørgeren taleren om noget. Jeg synes, det var en meget saglig tale, der blev holdt, for så vidt angår minimumsstraffe. Noget af det, der også kan være uhensigtsmæssig indblanding i domstolenes vurderinger, er jo spørgsmålet om dobbeltstraf, som er meget aktuelt i øjeblikket. Jeg har læst noget ganske klogt på ordførerens facebookside omkring det, der foregår med coronakriminalitet og dobbeltstraf. Jeg har så også læst noget, jeg var mindre enig i, da jeg læste videre på ordførerens partileders facebookside, om det samme. Derfor vil jeg bare høre, hvor Nye Borgerlige egentlig står, når det kommer til dobbeltstraf vedrørende kriminalitet begået ved et arrangement, der har med coronakritik at gøre, eksempelvis kritik af magthavernes håndtering af situationen.

Ordføreren.

Jeg kan godt referere, hvad der står på min side, men jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke lige har læst så grundigt, hvad der står på min partileders. Den skal jeg nok lige gå hjem og læse helt præcist igen, altså hvad forskellene er. Så kan spørgeren konkretisere helt præcist, hvad forskellen er? Jeg vil meget gerne svare og også svare helt præcist, men kan spørgeren måske helt konkret sige, hvad forskellen på det, som jeg har skrevet, og det, som min partileder har skrevet, er?

Spørgeren.

Nu er det så begge skærme, hvor der står, at vi bliver opdateret. Jeg håber ikke, det er, fordi der er udskrevet valg eller et eller andet, at vi er i gang med at blive opdateret, men lad det nu ligge. Det, jeg læste fra ordførerens partileder, var i hvert fald, at der var en større enighed, fornemmede jeg, omkring vurderingen af, at der skulle foreligge dobbeltstraf i den konkrete situation. Derfor vil jeg bare høre: Hvad er Nye Borgerliges holdning til dobbeltstraf for kriminalitet begået ved et arrangement med coronakritik, eksempelvis kritik af magthavernes håndtering af den konkrete situation?

Ordføreren.

Som jeg forstår det, er der ikke noget, der giver en dobbeltstraf, ved at man kritiserer nogle myndigheder eller noget til en demonstration. De dobbeltstraffe henviste til vold mod tjenestemænd, som jeg forstår det. Altså, jeg er ikke jurist, men det er i hvert fald sådan, jeg læser det: at det var det, der lå i den dom, og at det var derved, det var. Vi er tilhængere af, at straffen for vold mod tjenestemænd bliver forhøjet, og forhøjet generelt. Det har vi intet imod.

Jeg kan huske, da den her lov trådte i kraft – jeg mindes, at jeg rejste det – at hovedområdet i loven var, at det skulle være en sikring mod, at folk ikke økonomisk misbrugte de hjælpepakker, der ville komme ud, fordi der skulle udbetales rigtig mange penge rigtig, rigtig hurtigt. Det var det, det handlede om, og et lille element af det var så det med vold mod tjenestemænd. Men der står jo ikke noget om, at man skal have dobbeltstraf, fordi man ytrer sig i en tale eller noget andet, og det mindes jeg heller ikke – jeg har som sagt ikke læst domsudskriften, og jeg ved faktisk ikke, om hele domsudskriften overhovedet er kommet endnu – var det, der lå til grund for den dom. Det var de handlinger, der var bagefter, og som så hørte under den anden paragraf, nemlig om vold mod tjenestemænd. Men det havde ikke noget med ytringsfrihed eller noget andet at gøre.

Tak til hr. Lars Boje Mathiesen. Der er ikke flere korte bemærkninger. Der er ikke nogen til stede fra Liberal Alliance, og så går vi over til justitsministeren.

Tak, formand, og tak for debatten, som vel kan opsummeres i, at vi som samfund over de sidste mange år har bevæget os væk fra minimumsstraffe. Alene i perioden fra 1961 til 2004 er der ophævet 15 minimumsstraffe i straffeloven, og det betyder, at vi i dag står i en situation, hvor vi har tre paragraffer tilbage, som indeholder minimumsstraffe, og nogle har i dag sagt to, og andre har budt på lidt flere. Men hvis vi kigger i straffeloven, kan vi se, at der er tre paragraffer. Den ene er § 112, hvor der, hvis man slår et statsoverhoved ihjel, så er en minimumsstraf på 6 år, den anden er, som det bl.a. blev nævnt af hr. Peter Skaarup i nogle spørgsmål, våbenlovgivningens § 192 a, stk. 1, hvor der er en minimumsstraf på 2 år, og endelig er der den, som de fleste jo refererer til og kender, nemlig den klassiske manddrabsparagraf, § 237, hvor der er en minimumsstraf på 5 år.

Men tendensen og retsudviklingen har været, at man går væk fra minimumsstraffe, og hvorfor det? Det er selvfølgelig, fordi der fra Folketingets side er et behov for at signalere, hvor hård straffen skal være, og det kan man gøre med strafferammen, og det har ikke været noget særlig effektivt middel, men man kan gøre det ved i bemærkningerne at sige, hvad vi forventer at normalstraffen er. På den måde opnår man dels at få et strafniveau, som man gerne vil have, dels at domstolene kan tage hensyn til de konkrete omstændigheder, som der måtte være i sagen, hvilket jo fuldt ud er rimeligt.

Men vi står, kan man sige, altså tilbage med en situation, hvor vi har en strafferamme, som i en række tilfælde ikke bliver udnyttet fuldt og helt. Og det er jo også derfor, vi i bred, bred enighed, nemlig i vores aftale om politi og anklagemyndighed, har sagt, at vi simpelt hen skal have en uafhængig undersøgelse af forholdet mellem strafferammerne og strafniveauet og ikke mindst lovgivers anvisning af strafudmålingen, altså for at få afdækket, om det, som vi antager, nemlig at domstolene faktisk er ret lydhøre over for, hvad Folketinget siger, også passer i virkeligheden. Det tror jeg er en klog enighed, vi har nået i aftalen, og jeg glæder mig til at se resultatet af den undersøgelse. For jeg er ret overbevist om, at den vil vise, at den rigtige vej at gå er at fortsætte med at angive, hvad vi gerne vil have som straf, i bemærkningerne til loven. Men tak for debatten.

Selv tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Peter Skaarup.

Jeg takker selvfølgelig for, at vi står fast på, at der bliver en uafhængig undersøgelse af forholdet mellem strafferammerne og de udmålte straffe. Men jeg kunne bare godt lige tænke mig at anholde det, som ministeren siger, om, at minimumsstraffe er på vej ud. Er det i virkeligheden ikke snarere tværtimod? Jeg tror faktisk, det var den gode gamle hr. Villy Søvndal, der nu frister en lidt anden politisk tilværelse, der slog et hul ind i muren i forhold til minimumsstraffe for besiddelse af skydevåben på grund af bandekriminalitet. Det byggede Dansk Folkeparti jo for nogle år siden sammen med den tidligere regering oveni, hvor vi forhøjede dem fra 1 års fængsel, som det oprindelig var, til 2 års fængsel. Det har sendt et meget markant og godt signal – det er i hvert fald det, jeg får at vide fra forskellige politifolks side – til nogle af de bandekriminelle, altså at det har en effektiv virkning.

Så er det bare, jeg spørger justitsministeren: Hvorfra kommer det så, at justitsministeren siger, at det er på vej ud? Tværtimod har vi jo fået flere minimumsstraffe med de to initiativer, jeg her nævner.

Ministeren.

Jeg prøvede også at sige i min tale, at i perioden fra 1961 til 2004, hvilket dog er en relativt lang periode, er erfaringen altså, at minimumsstraffe er ophævet. Jeg tror faktisk – det kan godt være, at jeg tager fejl, men sådan som jeg erindrer det – hvis vi går tilbage til Danske Lov, og jeg ved godt, det sådan er meget langt tilbage, at hovedreglen var, at man sagde, hvad straffølgen af den konkrete overtrædelse er. Så jeg tror nok, det afhænger lidt af perioden, som man ser det i.

Spørgeren.

Jo, men ikke desto mindre er det jo, når man diskuterer sådan noget, ret afgørende, hvad der er sket inden for de seneste år. Og det er mit klare indtryk her fra folketingsarbejdet og fra Folketingets Retsudvalg, at vi i de seneste år har revet os selv i håret over nogle af de strafferammer, hvor vi egentlig har syntes, at vi sendte et godt signal, eksempelvis med 8 år og 12 år for voldtægt ved skærpende omstændigheder, og hvor man i dag giver nede omkring de 3 års fængsel. Der har vi revet os selv i håret over, at man ikke dømmer efter de strafferammer, og så er det jo meget godt at bruge det værn, som minimumsstraffene inden for de seneste år faktisk har været, fordi vi dermed har sendt et signal. Så siger ministeren normalstraffe. Ja, ja, og det er jo måske så muligheden, men det er i hvert fald vigtigt, at vi siger til domstolene, hvad de skal dømme. For de kan ikke altid selv finde ud af det.

Ministeren.

Det lyder jo her på kanten til afslutningen af den her udmærkede forespørgselsdebat, som om vi nærmer os hinanden, idet jeg hører en anerkendelse af, at hvis bemærkningerne om strafniveauet i lovgivningen er et virksomt middel, så er det en fornuftig vej at gå. Og det er jeg enig i.

Tak til ministeren. Der er ikke flere, som har bedt om ordet, og forhandlingen er derfor afsluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 6. april 2021.