Det næste punkt på dagsordenen er:

4) Forespørgsel nr. F 24:

Forespørgsel til justitsministeren:

Vil justitsministeren oplyse, om han i lyset af den seneste tids afdækning af regeringens – og andre dele af den udøvende magts – ageren fastholder sine argumenter imod oprettelse af et forfatningsråd, som de kom til udtryk i Folketingets debat den 19. maj 2020, eller om regeringen i dag ser med mere positive briller på at oprette et organ, der kan bistå Folketinget i kontrollen med regeringens og den øvrige administrations overholdelse af love i almindelighed og grundloven i særdeleshed?

Af Morten Messerschmidt (DF) og Pia Kjærsgaard (DF).

(Anmeldelse 26.11.2020. Fremme 01.12.2020).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse bliver udsat til på tirsdag den 19. januar 2021.

Til at begrunde forespørgslen vil jeg give ordet til ordføreren for forespørgerne, og det er hr. Morten Messerschmidt.

I maj sidste år – altså for godt et halvt år siden – diskuterede vi her i Folketingssalen det helt grundlæggende spørgsmål om, hvordan vi i Folketinget som lovgivere, men jo også som dem, der skal kontrollere regeringen, bedst får helt neutral og saglig kundskab om grundloven og om loves grundlovsmedholdelighed osv. Et forslag, som vi i Dansk Folkeparti fremsatte, om at oprette et forfatningsråd fik mange gode ord med på vejen, men ved andenbehandlingen ikke så mange grønne knapper på skærmen bag mig. Det er jo ofte et vilkår. Og jeg kunne forstå på debatten, at en af årsagerne til den farveforvirring, der var på skærmen bag mig, var den begrundelse, som jeg havde skrevet i beslutningsforslaget.

Nu, hvor der er gået godt et halvt år, og hvor vi er blevet lidt rigere på forfatningsretshistorie i Danmark – jeg tror ikke, at der er noget år, i hvert fald ikke i den tid, jeg har været aktiv i politik, hvor man har diskuteret grundloven og delikter og ministeransvarlighedsregler osv. så indgående, som tilfældet har været i året 2020 – tror vi, at der nu kan være en anderledes positiv stemning i forhold til den her debat om at få et forfatningsråd. Og hvad er så det?

Ja, det er jo i vidt omfang efter inspiration fra Sverige, hvor man har et lovråd, altså at det ikke er regeringen selv og regeringens eget embedsapparat, der alene vurderer, hvorvidt love er grundlovsmedholdelige, men at man får et råd bestående af højesteretsdommere, som på egne vegne kan udtale sig om lovforslag og love, men også kan forholde sig til konkrete spørgsmål, som et mindretal i Folketinget måtte ønske svar på.

Jeg håber, at den debat, vi har her i dag, vil vise, at der en positiv indstilling til at håndhæve det gamle retsprincip, som jeg med formandens tilladelse vil citere på sit oprindelsessprog. Det er fra romerretten og derfor på latin: Nemo iudex in causa sua – altså at ingen skal være dommer i sin egen sag. Og det er selvfølgelig med direkte adresse til, at det her også vil være en styrkelse af troværdigheden i forhold til de vurderinger, som Folketinget måtte modtage i relation til regeringens forslag, så det ikke er regeringen selv, der vurderer grundlovsmedholdeligheden i de forslag, men en uafhængig enhed.

Vi har selvfølgelig haft drøftelser af det her blandt Folketingets partier, inden vi er samlet her til denne festlige begivenhed i dag, og jeg kan derfor på vegne af Socialdemokratiet – det regner jeg med at ministeren er bekendt med – Venstre, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og DF fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget finder, at det er en parlamentarisk kerneopgave at føre kontrol med regeringens arbejde, og noterer sig i den forbindelse, at der med Udvalget for Forretningsordenens beretning af 21. december 2020 er lagt op til at etablere undersøgelsesformer med særlig parlamentarisk forankring i et granskningsudvalg, herunder granskningskommissioner. Folketinget ønsker løbende at overveje, om de eksisterende muligheder for at føre parlamentarisk kontrol er tilstrækkelige, og om der er behov for at supplere disse. Folketinget finder derfor, at relevante modeller for styrkelsen af uafhængig og kvalificeret bistand vedrørende grundlovsmæssige spørgsmål – herunder et muligt forfatningsråd – bør undersøges i regi af UFO, og forpligter regeringen på at bidrage til dette.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 45).

Mange tak til ordføreren for forslagsstillerne, og forslaget til vedtagelse vil naturligvis indgå i de videre forhandlinger, om end det lød, som om forslagstilleren fik nævnt samtlige partier. Tak for det.

Så kan jeg give ordet for besvarelsen, nemlig til justitsministeren. Velkommen.

Med den brede opbakning til den vedtagelsestekst, som der ligger, skal der jo noget til for rigtig at ruske gang i debatten her, går jeg ud fra.

Dengang, da vi behandlede forslaget sidste gang, blev der jo grundlæggende fremført tre argumenter: Det ene var, at det ikke er så sjældent, at Justitsministeriet laver forkerte vurderinger; det andet var, at man kan risikere, at embedsmænd bliver påvirket og dermed giver nogle svar, som de i virkeligheden ikke ville give; og det tredje var, at man får et andet svar end det, man ønsker. Der er sådan set stadig ikke nogen af de argumenter, som jeg rigtig synes har vundet i lødighed siden da. Der bliver så, når forslagsstilleren tager det op igen, nævnt, at vi har brugt ganske meget tid på at diskutere vores forfatning, navnlig i det herrens år 2020, hvilket unægtelig også er rigtigt – gode lange debatter om alle mulige væsentlige aspekter af vores forfatning – og noget af det, der så bliver lagt op til i forbindelse med det her forslag, er at knytte det op til, at der da nu må være forståelse for det i forbindelse med sagen om aflivning af mink, som jo også blev fremlagt med forfatningsmæssige implikationer.

Regeringen støtter det forslag, der ligger, det gør vi, Folketinget kommer til at vedtage den vedtagelsestekst, og der kommer til at blive arbejdet videre med et forfatningsråd. Jeg synes bare, der er grund til at gøre nogle bemærkninger i forhold til minksagen og så det, som man vil med et forfatningsråd. For det forfatningsråd, som der er lagt op til, skal – som jeg forstår det, men det kan jo være, at jeg ikke forstår det rigtigt – ikke have til opgave at rådgive regeringen, men have en mulighed for, at Folketinget dér kan indhente en juridisk vurdering. Det vil sige, at det, hvis det er det, der er situationen, jo så ikke ville have påvirket det faktiske forløb i forbindelse med minksagen, fordi den vurdering ikke ville have ændret noget, da den havde ligget i Folketinget efterfølgende.

Det andet argument er det her med, at embedsmænd kan blive påvirket til at give en forkert vurdering. Man kan vel sige, at der er utrolig mange ting, der har været problematiseret i minksagen, men vel lige præcis ikke det element. Altså, af alt det, der har været fremført, har det vel ikke været det, der har været argumenteret med. Men det finder jo i øvrigt sin afklaring, al den stund at et underudvalg under Folketinget – det er så også det, der er blevet nævnt – har valgt at sige, at der skal laves en undersøgelseskommission i regi af en såkaldt granskningskommission, som er en ny parlamentarisk ramme, som man læner sig op ad, hvor det spørgsmål vil finde sin afklaring og på den måde har sin retlige undersøgelsesramme.

Det tredje argument var så det med, at man får et andet svar end det, man kunne ønske sig. Det argument tror jeg ikke at nok så mange forfatningsråd vil kunne fjerne. Den risiko er man jo hele tiden i.

Så i virkeligheden tror jeg, at man må sige, at den diskussion om forfatningsråd og den diskussion om Folketingets kontrol, som jeg er enig med forslagsstilleren i har vundet ny interesse, ikke skal stå på og koble til minksagen, men at den skal stå på det ønske, der er om at sikre, at der er de relevante undersøgelsesværktøjer, som jo senest har givet sig udslag i – som jeg nævnte – den nyetablerede form for kommission, en granskningskommission, som vi i øvrigt skal lave en lovgivning om at etablere og give hjemmelsgrundlag om ganske kort tid og så i øvrigt diskutere, om der er andre værktøjer, som vi savner i den parlamentariske værktøjskasse for at kunne føre kontrol med regeringen på en rimelig måde?

Men med alt det sagt støtter vi den vedtagelsestekst, der ligger. Tak.

Tak til ministeren. Der er nu adgang til én enkelt kort bemærkning fra de ordførere, som måtte ønske det, og det ønsker hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Nu er forespørgslen her indgivet, inden der blev indgået aftale om en granskningskommission, og det er derfor, den er formuleret sådan. Det er blot for afklaringens skyld. Der, hvor der – hvis jeg alligevel skal spille lidt tilbage – jo kunne være en relevans, hvor et forfatningsråd kunne spille en rolle i relation til minksagen, ville være i forhold til at afklare, om L 77 reelt er ekspropriativ eller ej. Altså, hvad angår det spørgsmål, der lovliggør minkaktionen, tages der jo i bemærkningerne ikke endegyldigt stilling til, om vi er inde i grundlovens § 3, eller om vi er inde i grundlovens § 73, og som jeg har forstået det, har regeringen endnu ikke lagt sig klar på en position. Der kunne et forfatningsråd være behjælpeligt.

Men det er egentlig ikke for at tale os fra hinanden, for jeg er glad for den tekst, som vi har nu, og jeg vil bare høre, om ikke justitsministeren er enig i, at den konstruktion, man har i Sverige, hvor et lovråd fra højesteret kan gennemgå de forslag, der kommer fra regeringen, også er en garanti for, at regeringen kan sige, at det her er en uafhængig myndighed, hvis sagkundskab ikke kan beklikkes, der har sagt god for tingene, og at man derfor som regering vil stå styrket, hvis der er nogen, der ønsker at så tvivl om de forslags grundlovsmedholdelighed, der måtte komme fra regeringen.

Ministeren.

Jeg kender faktisk ikke i detaljer den svenske konstruktion, men sådan som det er i øjeblikket i den danske konstruktion, skal Folketingets formand jo se de lovforslag, der bliver lagt frem. En af de få kontroller, der ligger hos Folketingets formand, er jo at sikre, at vi her ikke behandler forslag, som er i strid med grundloven. Dermed skal Folketinget jo allerede i dag være kapabelt til at kunne foretage den juridiske vurdering af, om et givet forslag er i strid med grundloven eller ej. Men jeg kender som sagt ikke den svenske model i detaljen.

Tak til ministeren. Der er ikke flere af ordførerne, der har ønsket den ene korte bemærkning. Og således går vi nu over til forhandlingen og de almindelige regler for korte bemærkninger. Og den første, der får ordet, er ordføreren for forespørgerne, hr. Morten Messerschmidt.

Tak, formand. Så kan jeg således opfordret af justitsministeren sige lidt om den svenske model, hvor man altså siden 1909 har haft det sådan, at et lovråd får tilsendt de forslag, som regeringen agter at fremlægge, og hvis regeringen vælger ikke at tilsende dem til lovrådets vurdering af, hvorvidt de er i overensstemmelse med den svenske grundlov, skal man specifikt begrunde det. Og det er fuldstændig rigtigt, som ministeren nævner, at i Danmark er det så Folketingets, ja, prærogativ kan man jo nok ikke kalde det, men det er Folketingets formand, der har ansvaret for at gennemse tingene. Det, man bare må sige, med al ære og respekt for de formænd, der har været for dette høje Ting siden 1849, er, at der jo ikke er nogen af dem, der juridisk har været på det niveau, som vores højesteretsdommere er. Og derfor giver det altså, synes vi i Dansk Folkeparti, mening at skele til den svenske model.

Det er klart, at der er nogle områder, og for mit eget vedkommende kan jeg jo nævne EU-området, hvor vi har haft forskellige forståelser, også i sagkundskaben, af loves, traktaters, overenskomsters grundlovsmæssighed. Det er ikke ukendt, at der er en debat om, hvorvidt bankunionen er et § 19-anliggende eller et § 20-anliggende. Det er ikke ukendt, at der har været den debat om, hvorvidt EU-Domstolens fortolkningsstil og stadige ekspansion af EU-rettens anvendelsesområde er foreneligt med grundlovens § 20, eller om det er uforeneligt hermed osv. Den debat tror jeg alle vil komme bedre igennem, bedre ud af, eller hvordan man nu skal udlægge det, ved at det er den højeste juridiske sagkundskab, kun overgået af Højesteret selv, der har mulighed for at give et svar, et responsum, en vurdering. Og jeg tror ikke bare, at det vil være en styrkelse af Folketingets vidensniveau og generelt af debatten, men faktisk som nævnt også af regeringen.

Lad os tage den helt konkrete sag om bankunionen, hvor Justitsministeriet har givet en redegørelse, som er lang og saglig og efter den akademiske metode osv. Men man kan jo bare ikke lade være med at tænke, at det er påfaldende, at den er fuldstændig sammenfaldende med den holdning, som de skiftende regeringer har haft. Og den tvivl vil man jo fjerne, hvis en sådan vurdering kommer fra nogle, som man i alle andre anliggender har tillid til træffer saglige og ordentlige afgørelser, nemlig herovre – ikke til venstre for mig, men til højre for mig, og det skal ikke forstås i partipolitisk forstand – hvor vi jo har Højesteret liggende. Den mulighed synes jeg vi skal unde os selv, folkestyret og retssikkerheden. Og derfor er jeg som sagt glad for, at vi nu kan komme i gang med det her arbejde.

Jeg ønsker ikke, og vi i Dansk Folkeparti ønsker ikke, at det her skal blive en sag inden for minkgate, eller hvad man nu skal alle det. Det er nu parkeret, og det har sit eget liv, og det kører i sit eget nye system. Men vi ønsker, at vi helt uafhængigt af de eventuelle debatter og trakasserier, der måtte være, kan få lavet en ny institution, som kan være til gavn for alle. Og når man nu for en sjælden gangs skyld kan finde inspiration på den anden side af Øresund, synes jeg også, man under svenskerne, at vi gør det. Det er en ganske velfungerende institution, man i Sverige har med lovrådet, og jeg synes, og vi synes i Dansk Folkeparti, at det vil være naturligt, at man derfor lader sig inspirere af det og altså også giver den mulighed til et mindretal af Folketingets medlemmer, sådan som jeg beskriver det og prøver at forklare det i dagens udgave af Politiken – det er i sandhed et nyt år; nu begynder man også at skrive i Politiken – altså at man kan styrke mindretallet i Folketinget, ved at man altså kan forelægge relevante og grundlovsmæssige spørgsmål og få dem afklaret.

Jeg kan ikke se, at der vil være nogen tabere ved en sådan konstruktion, og håber derfor, at vi nu – eller rettere på tirsdag, når vi stemmer om det forslag til vedtagelse, som vi i hvert fald indtil videre er enige om – kan få igangsat det her arbejde. Det vil være godt og en festdag for demokratiet og for retssikkerheden. Tak, formand.

Tak, formand. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Socialdemokratiet, og det er hr. Jeppe Bruus. Velkommen, og godt nytår.

Tak for det. Det er i sandhed et nyt år, når Dansk Folkeparti begynder at udtale sig og gå på strandhugst i den radikale valgavis, Politiken. På den måde kunne 2021 jo tegne meget anderledes og lysere end 2020, det kan vi jo håbe, og politiske fronter kan bevæge sig, det har vi også set. Og det lyder sådan set meget stilfærdigt, når nu hr. Morten Messerschmidt ganske engageret også denne gang er fortaler for det her med at have et forfatningsråd.

Det med at bygge nationale institutioner kan selvfølgelig have en vis sympati over sig, og derfor er vi selvfølgelig også glade for, at vi i fællesskab kan have det her forslag til vedtagelse, hvor vi kigger på de muligheder, der er. Da vi dog er skeptiske, lidt ligesom vi var, da vi trods alt i 2020 også behandlede forslaget om et forfatningsråd, er det også, hvad der i virkeligheden er hensigten bag det. For hvis et forfatningsråd handler om, at vi, hver gang der kommer noget EU-lovgivning, skal have en diskussion om mulighederne for at begrænse det i et eller andet omfang og skal bruge lang tid på at slå hinanden i hovedet med det, så synes vi nok, at det mister noget af sin værdi. Men omvendt skal man altså være åben over for at kigge på modeller og også modeller for, hvordan vi indretter vores demokrati.

Demokratiet er jo ikke en statisk størrelse. Demokratiet er jo en størrelse, der hele tiden er i bevægelse, og det er også derfor, at de arbejdsformer, vi har, både her i Folketinget, men selvfølgelig også i forholdet mellem Folketing og regering, jo også bevæger sig hen over tid. Derfor har vi så fundet sammen om at lave denne fælles vedtagelsestekst, hvor vi altså prøver i regi af Udvalget for Forretningsordenen at kigge på det arbejde, vi har i gang, i forhold til granskningsundersøgelser og nye undersøgelsesformer og herunder jo også meget naturligt kan kigge på, hvordan det ser ud i andre lande, altså om der er ting, der er i relation til det grundlovsmæssige spørgsmål, og som vi også på en eller anden måde kan kigge på i udvalget. Og den drøftelse deltager vi gerne i, og så må vi jo se, hvor det fører os hen, i lyset af et nyt år og en ny start og en ny begyndelse.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Der er ønske om en kort bemærkning, og det er til hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg vil såmænd blot til beroligelse for ordføreren sige, at det her ikke er et forsøg på, at der skal gå inflation i en bestemt debat. Det er sådan set et forsøg på at sørge for, at det danske folkestyre også kan håndtere de udfordringer, vi står over for, på en ordentlig måde.

Det er blot for at sige, at jeg er glad for den vedtagelsestekst, vi har nu, og jeg glæder mig også med de ord, som ordføreren kommer med i sin tale her, til, at vi kan få igangsat arbejdet og gerne få set på, hvordan andre lande gør det her. Det er ret afgørende, synes jeg, at man i enhver henseende kan have tillid til, at vi er inden for grundlovens rammer. Det tror jeg vi alle sammen har en interesse i – der er ingen grund til at beskylde nogen for det modsatte – og derfor tror jeg, at det her vil være et rigtig godt skridt i den retning.

Ordføreren.

Jeg tænkte også, at valget af Politiken havde til hensigt at berolige det ærede parlament. Så det er bestemt taget ned. Så var det egentlig også bare et forsøg på at være lidt direkte og forventningsafstemme, med hensyn til at vi som udgangspunkt ikke er tilhængere af et forfatningsråd, men at vi stiller os klar til at drøfte det i fællesskab i Udvalget for Forretningsordenen. Og så kan man jo tillade sig at vægte argumenterne og blive klogere undervejs, men det må vi jo kigge på.

Hr. Morten Messerschmidt for en anden kort bemærkning? Nej? Således er der ikke flere korte bemærkninger til ordføreren, så tak til ordføreren, og velkommen til den næste, som kommer fra Venstre, og det er hr. Jan E. Jørgensen.

Tak for det, og tak til Dansk Folkeparti for at have rejst den her forespørgselsdebat, som vi har i dag. I forlængelse af den forrige debat, vi havde, er det jo dejligt også at se, at der tilsyneladende tegner sig sådan en bred vifte af partier – faktisk os alle sammen – som kan blive enige om noget. For jeg tror, at mange har et indtryk af, at vi herinde bare altid skændes og er uenige, og at man, hvis noget kommer fra et parti, man ofte er uenig med, sådan nærmest pr. definition er uenig, nærmest før man har læst forslaget, men sådan er det ikke. Folketinget er bedre end sit rygte.

Forslaget om et forfatningsråd kunne jo godt tolkes som en mistillid til Justitsministeriets jurister. Derfor vil jeg godt slå fast, at den mistillid har vi ikke. Vi mener, at der er tale om dygtige jurister, som yder kvalificeret rådgivning. Det ændrer jo ikke ved, at Justitsministeriets jurister har en minister i spidsen, som er – og sådan er det jo – fra et politisk parti, og som på den måde derved ikke kan repræsentere os alle lige godt. Derfor kan der jo opstå spørgsmål, hvor man tænker: Arh, kan det nu være rigtigt? Kan det virkelig være sådan, at grundloven sætter grænsen, i forhold til at vi ikke må gøre dette eller hint? Der er også ofte spørgsmål om international ret, altså vores menneskerettighedskonvention, vores internationale konventioner af forskellig art, hvor der er tvivl om rækkevidden af dem, og hvad de rent faktisk betyder for den lovgivning, vi kan vedtage herinde, i forhold til om vi særlig på udlændingeområdet kan gøre noget, som mange af os eller få af os har lyst til at gøre i forhold til at have lyst til at lave en lovgivning – altså hvor sætter konventioner og forfatning egentlig grænsen? Derfor synes jeg, det kunne være spændende at se, hvad man har gjort i andre lande for i højere grad at få en mere uvildig sagkundskab til at undersøge de her forfatningsmæssige spørgsmål.

Så vil jeg bare til sidst slå fast, at noget, som i hvert fald trætter mig lidt personligt, er, at vi så ofte, når vi diskuterer og debatterer, henviser til konventioner og grundlov og siger: Det kan vi jo ikke, fordi det står i vores grundlov eller i den og den konvention. Der kunne jeg måske godt ønske mig, at vi i højere grad sagde: Det ønsker vi ikke, fordi vi er uenige, fordi der er nogle principper, det strider imod, som vi bakker op om, som vi støtter, og som så i øvrigt er blevet skrevet ind i vores grundlov eller vores menneskerettigheder, fordi vi mener, det er fornuftigt. Så det handler om, at man ikke bare sådan trækker det der kort, hvor man siger, at det kan vi ikke; det strider mod grundloven; det strider mod konventionerne; så man i højere grad går ind og tager en diskussion af materien i det, vi egentlig drøfter, i forhold til at overbevise hinanden om, hvorfor menneskerettigheder er en god idé, og hvorfor menneskerettigheder ikke skal misbruges til at fremme forskellige politiske dagsordener, som ikke har så frygtelig meget med egentlige menneskerettigheder at gøre.

Kunne det her måske også være et led i den debat, kunne det jo bare være ekstra glædeligt. Så vi synes, det er en glimrende vedtagelsestekst, man er nået frem til i enighed. Venstre tilslutter sig den, og Venstre vil godt endnu en gang sige tak til Dansk Folkeparti for at have rejst den her vigtige debat.

Tak til Venstres ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Det Radikale Venstre, og det er hr. Kristian Hegaard.

Tak for ordet. Og tak til forespørgselsindkalderen for forespørgselsdebatten her. Det er i sandhed et nyt år, når Dansk Folkeparti starter med at foreslå svenske tilstande og indtil videre har skrevet flere debatindlæg om retsstaten i Politiken end den radikale retsordfører. Og jeg vil derfor straks kvittere for det ved her bagefter at byde på en kop økologisk grøn te eller en caffe latte for at fortsætte det gode samarbejde, vi hermed har indledt.

For en vigtig del af Folketingets opgave er at føre kontrol med regeringen. Det har Folketinget en lang række redskaber til: skriftlige spørgsmål, § 20-spørgsmål, samrådsspørgsmål og en forespørgselsdebat som den, vi står i lige nu, og andet. Desuden har vi kompetent personale i henholdsvis partigrupperne og Folketingets Administration med hver deres opgaver til at klæde os på i det daglige arbejde og i kontrollen med regeringen.

Det er oplagt, at Folketinget løbende overvejer værktøjskassen med parlamentariske redskaber, altså om den er tilstrækkelig, og særlig når der også sker en politisk oprustning i regeringen. Et relevant sted at kigge nærmere er eksempelvis i spørgsmålet om uafhængig og kvalificeret bistand vedrørende spørgsmål af grundlovsmæssig karakter. Den vurdering foretages først og fremmest af ministerier og Justitsministeriet og med stor dygtighed her, ligesom vi får mange kvalificerede høringssvar fra dygtige myndigheder og organisationer, som klæder os på med diverse vurderinger.

Men er der behov for et yderligere redskab for Folketinget? Det vil Radikale Venstre bestemt ikke udelukke. I et land som Sverige har man eksempelvis et forfatningsråd, og det kunne være spændende at se nærmere på, hvilke fordele og ulemper det ville give i det parlamentariske arbejde. Er der andre veje, man kan gå, og hvordan ville en sådan ordning se ud, hvis man opfandt den i 2021? Vi har for nylig opfundet fænomenet granskningskommission sammen, og jeg er sikker på, at vi kan komme på flere gode ting sammen.

Derfor støtter Radikale Venstre den af hr. Morten Messerschmidt oplæste vedtagelsestekst og ser frem til det videre arbejde.

Tak til den radikale ordfører. Der er ønske om en kort bemærkning til ordføreren, og det er fra hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg vil blot sige til hr. Kristian Hegaard, at jeg tror, at vi begge har draget den erfaring, at i politik handler det jo ikke om at have ret; det handler om at få ret. Og for mit eget vedkommende gælder det, at hvis vejen dertil skulle gå et smut igennem Sverige, altså for at nå til hr. Kristian Hegaards mandater, så vil det ikke være fremmed for mig.

Ordføreren.

Det er godt at høre, at man kan finde fælles fodslag på tværs af partier i forskellige spørgsmål. Jeg noterer mig bare også – det så jeg i morges i Politiken – at når det eksempelvis gælder retssikkerhed for mennesker med handicap, er der også en stor enighed blandt Dansk Folkeparti og Radikale Venstre. Så der kan godt risikere at være enighed mellem os og de to partier, og det er jo glædeligt for det danske folkestyre, at det også kan opnås.

Tak til den radikale ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Socialistisk Folkeparti, og det er fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Det er jo ikke så lang tid siden, at vi diskuterede et beslutningsforslag om et forfatningsråd. Og vi erklærede os jo også i SF positive over for idéen – men måske ikke helt i den form, som forslaget lå i. Bl.a. havde vi nogle indvendinger i forhold til udpegningsproceduren for dem, som skal bestride posterne i et forfatningsråd, og vi synes også, at rådets mandat skulle være lidt bredere end det, som Dansk Folkeparti dengang anbefalede. Men det er jo godt, at vi så nu har en forespørgselsdebat om det samme tema, og at det også ser ud til, at vi når frem til, at vi skal undersøge den her idé nærmere. Så kan alle de forbehold, vi havde, måske indgå. Vi synes jo i SF, at det er væsentligt, hvordan et parlament kan sikres en uafhængig rådgivning og også en juridisk vurdering. Justitsministeren har jo sine dygtige jurister i Justitsministeriet, men de er selvfølgelig først og fremmest til for ham. Og medmindre man har sine egne gode kontakter at rådføre sig med, kan man jo godt være lidt på herrens mark i forhold til at udgøre en eventuel kritisk modpol til det, der bliver serveret.

Det er jo ikke sådan, at jura er hugget i sten; der kan være forskellige observanser af det. Og jeg må sige, at der også i de seneste år har været et stort pres på konventionerne, og der har været en stor lyst til at udfordre dem. F.eks. skulle vi jo i dag have behandlet en afskaffelse af racismeparagraffen, og det har skiftende justitsministre været noget lorne ved og sagt er i strid med vores internationale forpligtelser. Det kunne være et spørgsmål, som man måske gerne ville have en ekstra vurdering af. Vi har også af og til oplevet eksempler på, at der i hvert fald har været en øget lyst til at tage en procesrisiko, og det kan jo i sig selv betyde, at man kan have brug for at få en ekstra vurdering – ud over ministeriernes – af, om en lov lever op til grundloven eller vores internationale forpligtelser.

Et forfatningsråd var jo oprindelig en SF-idé, som er meget gammel. Vi har tre gange tidligere fremsat sådan et forslag om et forfatningsråd, som kan levere en uvildig rådgivning af Folketinget, og vi synes stadig væk, det er en god idé, selv om det er mange år siden. Og derfor er vi også meget tilfredse med dagens forslag til vedtagelse, fordi vi nu kommer videre og får undersøgt ideen, og det kan vi jo så takke Dansk Folkeparti for, som har været noget mere vedholdende, end vi har.

Jeg synes, at det, der er stærkt ved et forfatningsråd, er, at det kan give den her ekstra vurdering. Og der synes jeg faktisk også, at det kan give noget, som det ministerielle system måske ikke helt kan, nemlig åbent at fremlægge argumenter for eller imod et forslag. Og det er jo nok så vigtigt, at man kender alle overvejelserne i processen hen imod et resultat og også de uenigheder, som der kan være i forhold til det. Under alle omstændigheder vil der jo være tale om et råd, og i sidste ende er det jo så domstolene, der vil kunne afgøre, om en lov endeligt er lovlig. Det er bare – som jeg tidligere har sagt – afgørende for SF, at hvis vi skal oprette et råd, så skal det ikke kun forholde sig til grundloven; det skal også forholde sig til menneskerettighederne og EU-retten, som jo fylder mere og mere i dag og er noget af det, som ligger bag den danske retstradition i dag.

Men det skal ikke stoppe os i at glæde os over, at det ser ud, som om vi har taget et lille skridt i retning af at få et forfatningsråd. Nu får vi det undersøgt. Så tusind tak til Dansk Folkeparti for at have rejst debatten her i dag.

Tak til SF's ordfører. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører er fra Enhedslisten, og det er fru Rosa Lund.

I Danmark er balancen mellem den lovgivende magt, Folketinget, og den udøvende magt, regeringen, desværre meget skæv. Når vi som folketingsmedlemmer har brug for en forfatningsretlig eller anden juridisk vurdering, har vi typisk ikke andre muligheder end at spørge regeringen. Det er jo lidt skævt. Hvis vi f.eks. spørger en minister, om ministerens lovforslag er i overensstemmelse med grundloven, får vi sjovt nok altid det svar, at det er det – at det er det da helt naturligt. Hvis vi spørger en minister, om ministerens lovgivning er i overensstemmelse med menneskerettighederne, får vi det svar, at det er den. Og med Københavnererklæringen, som jo blev lavet for nogle år siden, er vores mulighed for at få en såkaldt second opinion fra Strasbourg faktisk også blevet svækket.

Det er jo noget, Dansk Folkeparti har støttet meget varmt op om, og derfor bliver jeg virkelig glad, når jeg ser, at hr. Morten Messerschmidt og fru Pia Kjærsgaard alligevel ønsker sig andre vurderinger, for vi har jo desværre fået svækket muligheden for at få andre vurderinger fra Menneskerettighedsdomstolen ved Københavnererklæringen. Det er ærgerligt, men det ændrer jo ikke på, at det her er rigtig godt. Nogle gange er det nemlig rart at få en anden vurdering, og jeg mener faktisk, at det særlig gælder i spørgsmål om, hvorvidt Danmark overholder menneskerettighederne, fordi det tager så lang tid at få det prøvet. Altså, når man skal rejse en sag ved Menneskerettighedsdomstolen, går der jo simpelt hen ekstremt lang tid, før vi finder ud af, om den danske lovgivning i virkeligheden var i strid med menneskerettighederne.

Det kan jo være svært at blive klog på, hvor juraen holder op, og hvor politikken begynder. Eller sagt på en anden måde: Kan jeg som folketingsmedlem for et parti uden for regeringen stole på, at den forfatningsretlige og juridiske vurdering, jeg modtager i ministersvar på et udvalgsspørgsmål, er hundrede procent nøgtern, fuldstændig fyldestgørende og på ingen måde farvet af regeringens politiske dagsorden? Jeg ved godt, at vi har et neutralt embedsværk i Danmark, og det er jeg rigtig glad for vi har, men det ændrer jo sådan set ikke på, at når en minister eller en regering giver embedsværket en opgave, er det jo med et opdrag. Altså, så ligger der jo en bestemt opgave, der skal løses. Så det er sådan set ikke for at betvivle, at embedsværket, det embedsværk, vi har i Danmark, gør det rigtig godt; det er mere et spørgsmål om, at vi har lavet en skæv balance mellem regeringens muskler og folketingsmedlemmernes muskler.

Parlamenterne i vores nabolande Sverige og Tyskland er jo anderledes godt rustede i forhold til at få uafhængige juridiske vurderinger, der i nogle sager kan bruges som skyts mod netop de siddende regeringer, som det jo er vores opgave at kontrollere. Parlamenterne har store selvstændige afdelinger, hvor parlamentarikere kan få udarbejdet juridiske vurderinger, der kan bruges i parlamentet og i offentligheden. Det er vurderinger, der i mange tilfælde udfordrer og måske endda strider imod vurderinger fra regeringens egne jurister. I Tyskland har man en forfatningsdomstol, og i Sverige har man, som det også nævnes i bemærkningerne til det beslutningsforslag, som vi har nævnt en del gange nu i dag, det her lovråd.

Vi har jo brug for juridisk rådgivning i Folketinget, og jeg synes jo faktisk – og det er sjældent, at jeg siger det – at hr. Morten Messerschmidt har ret, når han siger, at der nok særlig i år har været brug for at diskutere, hvor vi står i forhold til embedsværkets ansvar i forhold til grundloven, og hvor vi står i forhold til embedsværkets ansvar i forhold til ministre, og ikke mindst hvor vi står i forhold til regeringens ansvar over for embedsværket og regeringens ansvar over for Folketinget. Derfor synes jeg, det kun er fornuftigt, at vi begynder at arbejde med at give Folketinget nogle flere muskler på det her område, og jeg synes faktisk, at vi de sidste par år, altså ikke bare i 2020, men de sidste par år, har set, at det har været nødvendigt.

Det er ikke kun et spørgsmål om menneskerettigheder; det er jo også et spørgsmål om, hvem der har ret i forhold til en fortolkning af loven: Folketinget eller regeringen? Derfor er jeg meget glad for, at det lykkedes at skabe så stor opbakning til at arbejde videre med at se på, hvordan et sådant forfatningsråd kunne se ud.

Tak for det. Der er ikke nogen, der har tegnet sig ind til korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Vi går videre til Det Konservative Folkepartis ordfører, og det er hr. Naser Khader.

Tak til Dansk Folkeparti for at rejse denne forespørgsel. Tilbage i maj måned sidste år havde vi en debat om samme emne, og man kan ikke sige, at emnet er blevet mindre relevant siden da – tværtimod. I Det Konservative Folkeparti har vi en generel tillid til det danske embedsværk, der består af dygtige og fagligt kompetente folk, og de er nogle af de bedste inden for deres genre. Det gælder også de jurister, der sidder i Justitsministeriet, og som rådgiver om, hvorvidt lovforslag eventuelt skulle være i strid med grundloven.

Men vi har på det seneste desværre også set, at systemet ikke er helt ufejlbarligt, og derfor er vi positivt indstillet over for forespørgslen. Selv en blind høne kan se, at regeringen har begået fejl i håndteringen af nedlukningen af minkerhvervet. Der er begået fejl med enorme konsekvenser, som ikke kan gøres om. Det bør i den grad give anledning til selvransagelse.

Det er næsten unødvendigt, at jeg skal stå her på talerstolen og sige, at Det Konservative Folkeparti mener, at grundloven skal overholdes. Ikke desto mindre har vi fået det slået fast endnu en gang. Det betyder ikke, at vi umiddelbart støtter forslaget om at oprette et forfatningsråd, men vi er kommet lidt mere i bevægelse, siden vi debatterede forslaget i maj måned sidste år. Vi er nysgerrige, vi er åbne over for at se på nye muligheder, og vi er også med i det forslag til vedtagelse, som der er bred politisk opbakning til. Tak.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren, og så kan vi gå videre til Nye Borgerliges ordfører, og det er fru Pernille Vermund.

Dagens forespørgsel retter sig mod spørgsmålet, om justitsministeren fortsat stiller sig afvisende over for oprettelse af et forfatningsråd efter beslutningsforslag B 69 i lyset af minksagen. Under førstebehandlingen af beslutningsforslaget, der ligger til grund for emnet i dagens forespørgsel, var jeg og Nye Borgerlige positivt stemt over for idéen om et forfatningsråd – et forfatningsråd, der kan bidrage til Folketinget med uafhængig efterprøvelse af forfatningsretlige spørgsmål.

Vi deler bekymringen over, at der i en række tilfælde opstår spørgsmål om forståelsen og fortolkningen af grundlovens ord i folketingsarbejdet. Ikke mindst når vi taler EU, når vi taler indvandring, og når vi taler islam – områder, som har vidtrækkende konsekvenser for vores samfunds udvikling – tolkes grundloven af Justitsministeriets kronjurister ofte i en retning, som giver regeringen mulighed for at styre landet i en retning, der bid for bid svækker vores frihed og demokrati. Det er muligt, at juristernes tolkning er korrekt, og vi har som udgangspunkt ikke mistillid til embedsværket. Men juristernes tolkning bliver sjældent efterprøvet.

Når vi ser, hvordan der i andre forhold er vurderinger, som underkendes af domstolene, så finder vi, at et forfatningsråd, som vil kunne bidrage med en uvildig vurdering, kunne være gavnligt. Vi er dog stadig i tvivl om, hvorvidt det, som det fremgik af det oprindelige beslutningsforslag, er rigtigt, at rådets medlemmer skal udpeges af justitsministeren, og vi har også en reel bekymring for, at et forfatningsråd alligevel vil lægge sig i slipstrømmen af Justitsministeriets kronjurister alene af den årsag, at det jo er Højesteret, der altid har det sidste ord, så det derfor vil være risikabelt at være mindre forsigtig end Justitsministeriets embedsmænd.

Men i erkendelse af de reelle problemer, der er, og som ikke mindst har været åbenlyse på det seneste, og i erkendelse af forslagets reelt gode intentioner, bakker vi fortsat op om idéen om et uafhængigt forfatningsråd og naturligvis også om den fælles vedtagelsestekst.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren, og så går vi videre til Liberal Alliances ordfører, og det er hr. Henrik Dahl.

Tak for ordet. Vi er glade for den fælles vedtagelsestekst og glade for forslaget her. Der er sagt rigtig meget allerede, som jeg ikke skal gentage, undtagen en enkelt ting, som jeg tror hr. Jan E. Jørgensen var den første der sagde. Og det er, at vi selvfølgelig ikke har nogen mistillid til vores embedsværk og til vores Justitsministerium, og vores tilslutning til forslaget har altså ikke noget at gøre med, at der skulle være sådan en mistillid.

Men jeg har jo siddet i Folketinget i efterhånden mange år, og jeg har prøvet lidt af hvert. Jeg har prøvet at sidde i et støtteparti, og jeg har prøvet at sidde i et regeringsparti, og jeg har prøvet at være i et oppositionsparti. Og når man får juridiske redegørelser fra Justitsministeriet, er det altid lidt ligesom at få et brev fra sin bankrådgiver. Og det vil altså sige, at der jo ikke står noget, der er forkert, men det er måske heller ikke nødvendigvis skrevet med ens egne interesser sådan helt forrest for øje. Og det er, fordi den eneste ting, jeg så ikke har prøvet, er at være fra et parti, der stillede med justitsministeren. Og det er jo nok sådan, det i virkeligheden hænger sammen: Altså at selv om man er en superdygtig jurist, har man jo også en chef et eller andet sted, som man arbejder for. Det skal vi jo alle sammen gøre som gode og loyale medarbejdere.

Så derfor er det en god ide at have en anden instans. Vi ser jo også andre steder i verden, at forskellige retsinstanser mener noget forskelligt, og det er kun et udmærket princip, vi får indført her.

Tak for et godt forslag og en god debat, og vi er som sagt meget glade for det her fælles forslag til vedtagelse.

Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning, og det er fra hr. Morten Messerschmidt. Værsgo.

Jeg vil blot benytte lejligheden til – for jeg er formentlig den eneste, der så ikke har fået det sagt endnu – også at understrege, at jeg ikke søger at beskylde embedsapparatet for at være ukvalificeret eller drevet af fordækte motiver.

Men kan hr. Henrik Dahl ikke bekræfte, at da Folketinget i sin tid vedtog det, der kaldes for Tvindloven, skete det med et meget bredt flertal i Folketinget? Det drejede sig endog om partier, der har meget, meget dygtige jurister i deres folketingsgrupper, og på anbefaling af en regering og et Justitsministerium, som uden at blinke mente, at det var i overensstemmelse med grundloven, hvilket Højesteret efterfølgende fandt ikke var tilfældet, da det stred imod grundlovens § 3, 2. punktum. Et forfatningsråd ville måske have været meget godt, en lille refleksionspause, inden man kom til den pinlige affære, at Folketinget blev underkendt ved Højesteret.

Ordføreren.

Det er jo fantastisk godt, at hr. Morten Messerschmidt i disse tider minder hele Folketinget og de tilstedeværende medlemmer af regeringen om den her sag, som jo netop handler om en sag, hvor Folketinget – og regeringen – handlede på en måde, som Højesteret senere hen fastslog var i strid med grundloven. Det viser jo i øvrigt også meget forholdet mellem jura og politik, og jeg skal ikke rippe op i det. Men det var jo en af de få lejligheder, hvor Højesteret tog opgaven som forfatningsdomstol på sig, og jeg tror, det var meget, meget lærerigt for alle involverede, både politisk og juridisk.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren, og så går vi videre til justitsministeren, som får ordet. Værsgo.

Tak for debatten. Det er efter min klare erindring sådan, at ifølge forretningsordenen – nu har jeg faktisk ikke lige slået det op – er en minister faktisk ikke er forpligtet til at gå op og tage ordet efter en forespørgselsdebat. Men det er også sådan, at det betragtes som utrolig dårlig stil, hvis ministeren ikke gør det, og navnlig hvis ministeren ikke har sagt det inden. Og i en situation, hvor man diskuterer kontrol med regeringen, ville det jo være endnu mere forkasteligt, hvis man på den måde prøvede at smyge sig udenom at blive kontrolleret af de tilstedeværende folketingsmedlemmer, når nu de har første parket til den seance.

Så derfor skal jeg bare sige, at vi fra regeringens side, fra mit partis side, vil være med til at kigge på det her med åbent sind i Udvalget for Forretningsordenen. Og regeringen stiller sig selvsagt til rådighed for råd og dåd i det arbejde, som skal eksekveres.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ministeren, og da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om det fremsatte forslag til vedtagelse vil som tidligere meddelt først finde sted tirsdag den 19. Januar 2021.