Det første punkt på dagsordenen er:

1) Forespørgsel nr. F 23:

Forespørgsel til børne- og undervisningsministeren:

Hvilke drømme har ministeren for fritidspædagogikken om 10 år, herunder for børns ret til at træde ind i et rum, der giver muligheder for at gøre det, man har lyst til, lege, hitte på og eksperimentere, uden at skulle præstere eller blive styret af voksne?

Af Lotte Rod (RV) og Sofie Carsten Nielsen (RV).

(Anmeldelse 24.11.2020. Fremme 26.11.2020).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventulle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 20. april 2021.

Som ordfører for forespørgerne vil vi nu få Lotte Rod på talerstolen til en begrundelse. Værsgo.

Tak for det. De første fritidshjem dukkede op for omkring 100 år siden, og hvis man virkelig skal tale om, hvad vi som land har bidraget med til verden, er det vores skrammellegepladser, hvor børn og unge kan bygge på egen hånd og rive ned og have det her rum fri for voksne. Men igennem de senere år er der sket noget, og de fleste af vores fritidshjem er blevet nedlagt, men til gengæld har vi fået skolefritidsordninger på skolen. Det er sket for at spare penge, og nogle steder har man også talt om, at man gerne vil have tingene til at spille mere sammen, men vi har snakket utrolig lidt om, hvad det er, vi er ved at smide væk. Kaniner og bålsteder er væk, og børnene er i skolens lokaler næsten hele dagen. Der er ikke særlig mange voksne, skolefritidsordningen har ikke sine egne lokaler, ikke sit eget formål, ikke sin egen ledelse, og skoledagen er så lang, at børn heller ikke er der så lang tid, at man kan lave de rigtig gode pædagogiske aktiviteter, og lige nu er børn ved at blive meldt ud.

Så jeg mener, at vi som land har brug for igen at tillægge fritidspædagogikken betydning. Og vi bliver hørt derude, for i anledning af vores debat i dag, er der startet en stafet, hvor folk fortæller om betydningen af deres tid i fritidspædagogikken. Jeg vil gerne citere formanden for BUPL, Elisa Rimpler: Jeg var en genert og indadvendt ung, der i klubben mødte en verden, hvor jeg ikke blev målt. Her behøvede man ikke at leve op til at være den dygtige og dydige skoleelev, jeg skulle bare være mig sammen med de andre, og det blev afgørende for resten af mit liv.

Mit håb med den her debat er, at vi kan tænde ilden for fritidspædagogikken, at vi sammen kan gøre 2021 til fritidspædagogikkens år, og jeg har med vilje spurgt til, hvad vi drømmer om om 10 år, sådan at vi kan blive klogere på hinandens visioner og ikke være begrænset af, hvad der måske lige kan lade sig gøre i morgen.

Tak til ordføreren for forespørgerne. Vi vil nu bede børne- og undervisningsministeren om at komme på talerstolen.

Tak. Først og fremmest vil jeg sige, at jeg også ville ønske, at 2021 kunne stå i alle mulige fornuftige tings tegn, og det jeg tror jeg også at de fleste af os havde en intention om, og hvis man kunne vælge, var der i 2020 og 2021 rigtig mange andre ting, der skulle have fyldt, end det, der er kommet til at fylde, for det, der fylder, er corona.

Så hvis man undrer sig over, at jeg ikke har været meget indstillet på at skulle tage en drøftelse om det her, så er det simpelt hen et spørgsmål om, at jeg mener, at vi har en drøftelse her i dag, og jeg mener, at det er en rigtig god idé at diskutere visioner med hinanden og på den måde få taget hul på det; men med hensyn til i denne tid at begynde at binde sig op på, hvornår vi skal have hvilke forløb, vil jeg bare sige – altså, i nat er der er landet en genåbningsaftale, heldigvis med positive nyheder for uddannelsessektoren – at vi altså står midt i en coronahåndtering.

Så hvor gerne jeg end ville kunne sige til fru Lotte Rod, at vi står i en situation, hvor 2021 kunne blive fritidspædagogikkens, folkeskolernes, gymnasiernes, erhvervsuddannelsernes osv. år, så må man bare sige, at det her i hvert fald indtil nu er coronaens år. Derfor er det egentlig ikke mangel på vilje i forhold til de mange utrolig gode ting, vi kunne lave med hinanden, men det er et spørgsmål om simpelt hen at sige, at det vigtigste for børnene nu er at komme tørskoet igennem coronakrisen, og det er det, vi som det primære skal bruge vores kræfter på.

Når det er sagt, så skal det også siges, at der kan ske rigtig meget på et årti, og heldigvis har vi forhåbentlig, når vi er nået et årti længere frem, løsrevet os helt fra pandemien, er kommet videre og er et sted, hvor en masse håb og ønsker, bl.a. for fritidspædagogikken og alle mulige andre ting, for en dels vedkommende faktisk er blevet til virkelighed, og at vi arbejder videre med nogle ting, hvor vi ikke hele tiden er under pandemiens åg.

Fritidspædagogikken giver jo en ramme for, at man finder fællesskaber på tværs af både sociale lag, kulturelle skel, og hvad der ellers er. Det er noget særligt, fritidspædagogikken kan bidrage til, og fra regeringens side er vi overbevist om, at nogle af de allerstærkeste fællesskaber, vi danner, er dem, vi danner i vores fritid som børn. Hvis man elsker at stå på skateboard, er det fuldstændig ligegyldigt, hvad andres baggrund er, så længe de også elsker at stå på skateboard, og når man som fodboldspiller spiller med andre, så spiller man ikke kun bolden til dem, der har samme baggrund som en selv, og i koret er alle stemmer også lige vigtige. Det vil sige, at de ting, vi beskæftiger os med i fritiden, har en særlig karakter, og det er noget af det, der er så fantastisk ved de fællesskaber, som børn selv vælger, nemlig at deres udgangspunkt er et andet. Grænserne forsvinder, og venskaber opstår mellem børn med vidt forskellig baggrund, fordi de brænder for det samme, om det så er skateboard, korsang, fodbold, dans, rollespil, eller hvad det nu er.

Derfor er det helt utrolig vigtigt for børnene, men også for os som samfund, at børnene oplever, at vi ikke behøver være fuldstændig ens for have utrolig meget tilfælles med hinanden og for at kunne gøre ting sammen. Og det er jo det, vi gør som voksne og som samfund – vi arbejdsdeler, ergo er vi et samfund. Det er det, de lærer, når de oplever, at det er det at stå på skateboard med hinanden, altså selve begivenheden at stå på skateboard, der binder dem sammen. Det er jo der, de foregriber alt det, der sker senere i livet, nemlig at vi som mennesker og voksne kan have et fællesskab med hinanden med alt, hvad det indebærer.

Derfor er det også en essentiel del af den demokratiske og kulturelle dannelse, som skaber os som hele samfundsborgere, så at sige, og uden det mister vi jo simpelt hen evnen til at tale med hinanden på tværs af lag, og sammenhængskraften i vores samfund svækkes.

Så der er slet ikke nogen tvivl om, at idræts- og foreningsliv og fritidstilbud i samspil med skolen skal sikre en sammenhængskraft og den brede dannelse af børn og unge i et bredere perspektiv, og derfor skal vi også skabe fritidstilbud, der appellerer til børn, og som tager udgangspunkt i deres interesser. Børn skal primært bare have det sjovt i fritiden – det er det, det handler om – de skal have lov til leg, og de skal have indflydelse på de rammer, der er omkring dem, og på de aktiviteter, der er i fritidstilbuddene.

De fællesskaber, som børnene selv vælger, er oftest dem, de holder mest af, og det synes jeg egentlig også at den radikale ordførers eksempel heroppe fra talerstolen sagde en hel masse om, nemlig at det, vi selv får lov til at vælge, og det, vi beskæftiger os med i fritiden, er noget af det, vi holder rigtig meget af, og som vi derfor skal bruge som afsæt i vores møde med resten af verden. Motivationen og glæden er simpelt hen større, og børn, der eksempelvis kan have faglige problemer i skolen, kan få nogle kæmpe succesoplevelser i fritidstilbuddene, som så spejler sig over i, at de også får en større selvtillid i forhold til det, de laver, når de er i skole.

Skolen og fritidstilbuddene har et fælles ansvar for at sikre dannelse og trivsel igennem en sammenhængende indsats, og i de fleste skoler, hvor sfo'en deler lokaler med eller bor dør om dør med indskolingen, har lærere og pædagoger gode muligheder for at tale sammen om det enkelte barns læring og trivsel og udvikling. Der tror jeg måske, at jeg synes, at den radikale ordfører fik talt det lidt meget ned under gulvbrædderne.

Altså, jeg er jo meget stor tilhænger af, at der faktisk er en sammenhæng, og samtidig også af, at skolens leder, der er ansvarlig både for skolen og for skolefritidsordningen, har mulighed for at få en helhedsorientering i forhold til deres tilgang til børnene. Det er noget af det, jeg sætter rigtig stor pris på, og ikke noget, som jeg synes at man skal negligere, som jeg lidt hørte fra den radikale ordfører, altså hvor det, at det ligger på skolerne, alene bliver set som en spareøvelse. Jeg opfatter det som en helhedsorientering, der har manglet imellem de forskellige ting, og det er jo med respekt for, at de forskellige faggrupper varetager de opgaver, de er bedst til. De har forskellige styrker, og de bliver bragt i spil i sammenhæng med hinanden med den helhedsorientering, der er skabt.

Men vi har også en væsentlig udfordring, og det tror jeg egentlig er den udfordring, jeg vil pege på. Børn fra udsatte hjem er i mindre grad indskrevet i fritidstilbuddene, også selv om de har brug for et trygt fællesskab i deres fritid. Og der er det jo vigtigt at understrege, at der faktisk er fripladser, for det første, der popper op i ens hoved, er jo, at det er, fordi man ikke har råd. Vi har jo også fripladsordninger her i Danmark, men børn fra udsatte hjem er simpelt hen i mindre grad indskrevet, og det har været ekstra grelt under coronaen, og det er selvfølgelig dybt bekymrende, når man ikke også får den gruppe af børn ind i et større fællesskab i pædagogisk ramme. Og det vil sige, at hvis jeg skal sige, hvad min drøm er i forhold til om 10 år, så er det da, at de, der har det hårdt hjemme, finder et trygt fællesskab, som giver dem glæde og sejre, og som også giver dem eftermiddage med den glæde og med alt det, der følger med at være i fritidstilbuddene. Det mener jeg er en udfordring, som vi skal løse.

Jeg mener, at vi derfor også skal have en bedre indsigt i området, end vi har nu. Lige nu er der meget begrænset viden og data på området, og derfor er jeg via et lovforslag ved at sikre hjemmel til, at vi kan indsamle data på hele fritidsområdet ligesom på dagtilbuds- og skoleområdet, og det er selvfølgelig for at skabe et bedre fundament for at vide, hvor vi står, og hvor skoen trykker; hvad man skal kigge på. Og på kort sigt vil jeg iværksætte en survey for at få en aktuel status på fritidstilbuddenes indhold og kvalitet, og jeg har selvfølgelig også løbende her under coronakrisen drøftet udfordringerne med KL – og i øvrigt med alle mulige andre, men nu er det jo kommunerne, der ejer sfo'erne, kan man sige, så derfor har der været særlige drøftelser med KL – i forhold til hvor vi står henne med fritidstilbuddene i en coronatid.

Men vi har altså som regering et ønske om at skabe en god og tryg ramme, hvor man mødes på tværs af skel og dannes som hele samfundsborgere, og det spiller fritidstilbuddene en rigtig vigtig rolle i. Men jeg deler ikke Radikales bekymring, i forhold til at man nu har sfo-tilbuddene på skolerne – snarere tværtimod, vil jeg sige. For den helhedsorientering, der ligger i, at de samme voksne – voksne, som man kan være enormt glad for, fordi de primært hører til i ens fritidsliv – også spiller en rolle i forhold til skolen. Det tror jeg simpelt hen vi ser forskelligt på, og derfor opfatter jeg ikke den helhedsorientering på samme måde som det, der blev tilkendegivet heroppefra.

Men der kan jo være fordele og ulemper ved de forskellige modeller. Jeg har jo også et fritidshjem. Og det er også derfor, at der er blevet lavet sådan en god, lempelig løsning, synes jeg jo, i København, særlig hvor der er mange fritidshjem, og hvor man har lavet sådan en inbetweenmodel. For de steder, der fungerer, synes jeg jo at der er god grund til at bevare. Men det med bare at sige, at fordi det er en sfo i stedet for et fritidshjem, så er den gal, og så er det bare en spareøvelse, tror jeg simpelt hen ikke på. Altså, jeg tror, at rigtig mange børn har brug for det ekstra blik, der er, når fritidspædagogikken også rykker ind i folkeskolen. Tak.

Tak til ministeren. Der er nu adgang til én kort bemærkning fra ordførerne. Den første er til hr. Jacob Mark fra SF. Værsgo.

Tak for det. Det er jo rigtigt, at vi har været ramt af corona i det danske samfund, og at det har været vigtigt både for regeringen, men også alle andre partier at håndtere det og sørge for, at vi kommer trygt igennem; men sfo'erne er jo også hårdt ramt af corona. Jeg tror, at det er en uge siden, at både KL og BUPL var ude at råbe vagt i gevær og sige, at det store antal udmeldelser, som sker særlig i de store byer, er voldsomt bekymrende og risikerer at udhule fritidspædagogikken. Det er bare for at sige, at jeg tror, vi er nødt til at beskæftige os med det her netop også på grund af corona.

Så kunne jeg egentlig godt tænke mig at høre: Anerkender ministeren, at der er sket meget store besparelser på sfo'erne? Og er det en del af ministerens 10-årsvision, at der skal være flere personaler pr. barn og mere tid i sfo'en for børnene?

Tak til ordføreren. Ministeren, værsgo.

Jamen jeg vil egentlig sige både-og til det konkrete spørgsmål i forhold til besparelser, for man kan sige, at en del af de besparelser jo simpelt hen hænger sammen med, at der er færre børn i sfo'erne, og dermed bider det på en eller anden måde sig selv i halen, og særlig jo her under corona. Når rigtig mange melder sig ud, vil det jo så også have en betydning for økonomien.

Jeg er faktisk bekymret for den del, der handler om, at mange har meldt sig ud i forbindelse med corona, altså om de vender tilbage igen. Og det kommer jo selvfølgelig meget an på, hvad det er, der er årsagen til, at de har meldt sig ud. Hvis det alene skyldes coronatiden, er der jo en sandsynlighed for, at de vender tilbage. Og der er det da klart, at det er noget af det, jeg bl.a. også har drøftet med KL, for så skal der jo lægges et ekstra tryk på særlig at få dem, der er sårbare, tilbage igen.

Så på den måde kan man sige, at vi jo skal have en opmærksomhed på, hvad konsekvenserne omkring fritidspædagogikken er. Det mener jeg sådan set også vi har haft, altså forstået på den måde, at KL løftede den her dagsorden over for mig, fordi de mente, at der kunne komme en udfordring i forhold til fritidstilbuddene, helt tilbage i april måned sidste år. Jeg kan ikke huske den præcise dato, men det er længe siden, at det første gang er blevet rejst, og det har derfor også været en tilbagevendende problematik.

Så selvfølgelig skal vi beskæftige os med efterdønningerne af corona – det mener jeg slet ikke der kan være nogen tvivl om – også i forhold til fritidspædagogikken.

Tak. Næste ordfører med en enkelt bemærkning er fru Lotte Rod, Radikale Venstre. Værsgo.

Jeg tænker, at vi skal skille tingene ad i debatten, for jeg mener, at der skal være pædagoger i skolen, og jeg mener sagtens, at man kan have selvejende fritidshjem, og at pædagogerne derfra samtidig også er i skolen. Det ene udelukker ikke det andet. Derfor vil jeg gerne være sådan lidt nysgerrig på, hvad der er ministerens vision på den lange bane. Altså, hvor er kaniner og cykelværksteder og bålhytter? Er der ikke gået noget tabt ved, at børnene er i skolens lokaler hele dagen?

Ministeren, værsgo.

Altså, det vil jo være enormt forskelligt fra skole til skole, hvordan man har gjort det. Jeg sætter meget stor pris på helhedsorientering, og jeg kan sige, at der i hvert fald i mine børns skole stadig væk er bålplads; den ligger jo så altså bare på skolen, men bliver primært brugt af sfo'en.

Det er jo vidt forskelligt, hvordan man har gjort det rundtomkring. Jeg kan ikke se for mig, at det skulle være et problem, at det er skolens lokaler. Altså, skolens lokaler er jo enormt velegnet til børn – det er jo en skole. Det vil sige, at jeg jo i høj grad synes, at det handler om, hvad man putter ind i det. Det tætte samarbejde, der er opstået mellem pædagoger og lærere ved, at man deler bygninger med hinanden, og at pædagogen også spiller en rolle ind i undervisningen, er jo med til at give den helhedsorientering.

Det er ikke en af mine visioner, at det så skal splittes op igen, fordi det skal være en selvstændig pointe, at det skal være et andet sted end der, hvor børnene går i skole. Jeg mener, at der er skabt enormt gode rammer omkring sfo'erne rigtig mange steder. Det betyder ikke, at der er det alle steder, for det er meget forskelligt, hvordan man har grebet det an i kommunerne. Det er jo det, vi har lagt op til med det kommunale selvstyre. Det var det jo også før, kan man sige, og der har i øvrigt også, efter at der skete forandringer, været meget stor forskel på, om man er gået helt bort fra fritidshjem, eller om man har kørt en blandingsmodel, eller hvordan man har gjort det.

Den næste ordfører for en kort bemærkning er fru Mai Mercado.

Tak. I ministerens tale hæftede jeg mig ved visionen og hele tanken om, at man kobler sfo'en tæt sammen med skolen. Og det kan der være meget godt i, men det kan også rumme en fare, hvis det er, at sfo'en kommer til at ligge sådan i forlængelse af skolen, og at man dermed kommer til at trække læringsdagsordenen ned over sfo'en.

Så derfor vil jeg egentlig bare høre ministeren, hvordan hun forholder sig til, om der skal være en klar læringsdagsorden i skolen, eller om der stadig væk skal være den frie leg, hvor det er, at man har fokus på kammeratskabet, hvor man har fokus på bevægelsen, det sociale, det kreative, sådan at børnene også kan udvikle sig som mennesker.

Ministeren, værsgo.

Jamen jeg mener helt klart, at der ikke skal være fokus på læringsdelen i sfo'erne. Så når jeg siger, at helhedsorientering er godt, er det jo, fordi man, når der foregår ting i skolen – altså f.eks. hvis der er opstået konflikter eller den slags i løbet af dagen – så har en meget mere direkte adgang til hinanden. Det vil sige, at man bedre kan overlevere og bedre kan kigge hele vejen rundt om barnet, i forhold til hvordan det står til socialt, hvordan det står til på kammeratskabsfronten. Altså, hvad er det for nogle pædagogiske metoder, man har brugt? Hvis der f.eks. er et barn, der putter sig meget, kan man have en drøftelse med hinanden om, hvad der har virket i skolen i forhold til at dirke lidt op, hvad der har virket i sfo-tiden, og om man kan bruge nogle af hinandens værktøjer.

Jeg vil også sige, at det samarbejde i virkeligheden – og det har også vist sig i en undersøgelse, som VIVE lavede i 2020 – simpelt hen øger arbejdsglæden både hos lærere og pædagoger de steder, hvor det fungerer rigtig godt. Og det giver jo god mening, fordi man på den måde kan se hele vejen rundt om et barn både i den ene og den anden sammenhæng. Altså, det er jo to helt forskellige funktioner, og jeg mener, det er rigtig vigtigt, at pædagoger ikke underviser, for det er de ikke uddannet til. Og omvendt er det også vigtigt, når pædagogerne så er i centrum i fritiden, at der selvfølgelig ikke skal undervises, for det er de jo stadig væk ikke er uddannet til. Og derfor er det noget andet, der står helt centralt, og det skal det også være.

Tak. Den næste ordfører er hr. Jakob Sølvhøj fra Enhedslisten. Værsgo.

Som det allerede er nævnt, er der jo et stort problem med, at mange børn bliver meldt ud af skolefritidsordningerne. Og når vi snakker om at have en drøm om området – det er i hvert fald det, der er forespurgt om – ville det ikke være en drøm, at skolefritidsordningerne var et tilbud til alle børn? Og mener ministeren i den forbindelse ikke, at den meget høje forældrebetaling er en barriere? Og var det ikke snart på tide, at vi fik indført et loft over forældrebetalingen i sfo'erne?

Tak. Ministeren, værsgo.

Altså, jeg vil sige det sådan, at jeg synes jo, det er enormt vigtigt, at der er fripladser. Så stod vi i en situation, hvor der ikke var fripladser, tror jeg sådan set at vi ville kæmpe en fælles kamp om at få fripladser. Altså, for mig er det afgørende vigtigt, at det netop er et tilbud, alle har mulighed for at få, og det er jo derfor, at fripladserne er der.

I forhold til deltagerbetalingen har regeringen ikke umiddelbart nogen planer om at gå ind og kigge på den med det niveau, den har i dag. Og jeg vil sige, at der med hensyn til de fleste familiers økonomi jo sker det, at man går fra at have et barn i vuggestue – og det er ved gud i himlen dyrt – over at have et barn i børnehave, hvad der også er relativt pebret, og til at have et barn i fritidstilbud. Det er faktisk en økonomisk lettelse, når børnene starter i skole, fordi fritidstilbuddene er billigere end både vuggestuer og børnehaver. Så jeg anerkender faktisk ikke, at det måske er der, vi har det største problem, netop fordi der er fripladser, og fordi familiernes økonomi sådan set lettes, når børnene starter i skole.

Men for mig er det absolut vigtigt, at der er et tilbud, som alle kan tage imod. Jeg vil dog sige, at jeg ikke nødvendigvis har en holdning om, at hundrede procent af alle børn skal gå i sfo og senere hen i klub. Altså, for det er jo netop et fritidstilbud, og det vil sige, at hvis man hellere vil gå til fodbold, eller man har brug for at hvile ørerne, når man er færdig med skolen, og der i øvrigt er muligheder for det derhjemme, jamen så synes jeg da, det er fint, at man går hjem og slapper af og dukker op i skolen næste dag. Så det, der er det gode ved fritidstilbud, er netop, at det er et tilbud i modsætning til skolen. Så jeg synes, vi skal passe meget på, hvis vi begynder at gøre det til sådan noget, hvor vi gerne vil have, at alle skal benytte sig af det pågældende tilbud, for så er det jo ikke rigtig noget tilbud længere.

Den næste er hr. Stén Knuth fra Venstre. Værsgo.

Tak for det. Og tak til ministeren for talen. Det er rigtigt, at noget af det, vi skal gøre, jo skal gøres lige nu på grund af corona, og det er vi i fuld gang med. Og noget af det, vi skal gøre på det her område, skal jo også gøres på den længere bane. Jeg tænker, at det også handler om uddannelse, og så vidt jeg husker, er vi jo i gang med at kigge på en revidering af pædagoguddannelsen. Jeg ved godt, at det ikke er ministerens ressort, men derfor mener jeg nok, at ministeren måske kunne have en holdning til noget af det her. Og når jeg læser, hvad nogle pædagoguddannede siger, når de bliver spurgt om, hvad de så mødte på uddannelsen i forhold til fritidspædagogik, viser det sig, at det var meget lidt.

Mener ministeren også, at der kan være et forsømt hjørne i forhold til uddannelse af pædagoger, og at der bør være et større fokus på fritidspædagogik?

Tak. Ministeren, værsgo.

Ja, der vil jeg simpelt hen tillade mig at respektere den arbejdsdeling, der er. Og det er min utrolig gode kollega, fru Ane Halsboe-Jørgensen, der er uddannelses- og forskningsminister. Og jeg synes ikke, det bør falde i mit lod at skulle stå og tale på hendes vegne. Så det er en rigtig god diskussion og en rigtig vigtig diskussion – det er det i øvrigt også i forhold til læreruddannelsen. Og derfor er det tætte samarbejde, jeg har med min kollega, selvfølgelig også helt afgørende, ikke mindst fordi læreruddannelsen hænger sammen med folkeskolen, og fordi pædagoguddannelsen og fritidspædagogikken gør det med daginstitutionerne og sfo'erne. Men jeg tænker, det må falde i hendes lod at svare på de dele, der handler om hendes område.

Tak for det. Der er ikke flere ordførere, der har indskrevet sig til en kort bemærkning i den her omgang, så vi går nu over til forhandlingen og de almindelige regler for korte bemærkninger. Den første ordfører er ordføreren for forespørgerne, fru Lotte Rod. Værsgo.

I min barndom i Aabenraa havde vi det skønneste fritidshjem. Der var cykelværksted, der var skildpadder, der var en svævebane, og der var endda sådan en halv landstedt færge, man kunne kravle rundt på, og der var kaniner. Og hvis man var i kaningruppen, skulle man på skift komme i weekenden for at fodre kaninerne. Vi byggede marionetdukker, vi byttede hønseringe, og vi brugte timer i puderummet på at hoppe ned fra vindueskarmen og fortælle hemmeligheder. Og det var virkelig bare vores fritidshjem.

I dag er de fleste af vores fritidshjem blevet nedlagt, og børn er i sfo'er. Børns hverdag i dag er meget organiseret og planlagt. Der er mange krav og mål, der er lange skoledage, og mange børn går enten til fritidsaktiviteter eller går hjem efter skole. Vi har en generation, som er utrolig pligtopfyldende, men også meget sårbare. Jeg er bange for, at det hænger sammen med, at det der rum, hvor man havde risikofyldt, farlig leg i høj grad er indskrænket. Børn lærer ikke at prøve grænser af og mærke sig selv og overvinde frygten. De har heller ikke det sted, hvor de kan lære selv at organisere sig – hvor der ikke er voksne, der hele tiden stiller krav og mål for dem. Jeg tror på, vi har brug for fritidspædagogikken som nutidens barndommens gade.

For fritidspædagogikken skaber et rum fri for voksenbestemmelse, hvor børn øver sig i at mestre livet på deres egne præmisser. Her er et frirum, hvor man ikke skal leve op til andres mål, men man kan gøre det, man selv har lyst til. Som en pædagog for nylig skrev til mig, og jeg citerer:

Pædagogerne skal ikke nå noget bestemt med børnene. Vi har tid til at møde børnene, hvor de er, lytte til dem og give dem plads til at være sig selv.

Hvorfor er det vigtigt? Forskningen siger, at fritidsinstitutionerne ikke er så strukturerede af voksne, som skolen er, og samtidig er de ikke så overskuelige, som hjemmene er. Derfor kommer børn og unge selv til at skulle finde deres vej i mulighederne. Fritidspædagogikken kan spille en vigtig rolle for de børn og unge, som har det svært i skolen, fordi fritidspædagogikken bygger på opgaver og aktiviteter, som fremmer børns og unges deltagelsesmuligheder, fordi de er organiseret med udgangspunkt i noget, som børnene eller de unge interesserer sig for og kan være sammen om. Pædagogerne spiller en vigtig rolle med hensyn til at gøre det overskueligt for børn i udsatte positioner at finde ind i fællesskaberne, fordi de er med til at formidle de regler og normer, der er. Hvis et barn ikke kender reglerne og normerne, er det svært at få lov til at være med.

Pædagogerne kan også støtte de børn, der har svært ved at komme i gang med en leg eller har brug for hjælp til at blive fastholdt i en leg. Og i fritidspædagogikken får man chancen for at være sammen på tværs af alder og dermed den udvikling, der er i, at man som en af de yngre har nogle at se op til, eller man som en af de ældre kan hjælpe. Så fritidspædagogikken er på en gang mål-løs og målløs. Det er her, vi kan være den, vi er, og den, vi vil blive. Og derfor tænker jeg, at vi herinde har to opgaver med at genfortrylle fritidspædagogikken.

For det første skal vi igen tillægge fritidspædagogikken værdi i sig selv. Forældre skal høre, det er vigtigt, at deres børn er der, og som samfund skal vi synes, det er vigtigt. For det andet skal vi sikre ordentlige rammer. Jeg drømmer om den helt store pakke: Jeg kunne godt tænke mig, at alle børn i Danmark gik i sfo og klub, lige så naturligt som man går i skole, og at skoledagen var så kort, at man havde tid til at lave gode aktiviteter i fritidspædagogikken. For for mig er fritidspædagogikken lige så vigtig i børns liv, som skolen er, og jeg tror faktisk på, at svaret på meget af det, vi herinde diskuterer om skolen, egentlig ligger i fritidspædagogikken.

Derfor kunne jeg godt tænke mig, at vi kom til at kigge både på, at fritidspædagogik skal have sit eget formål, sin egen ledelse, sine egne lokaler, og at der skal være voksne nok. Forældrebetalingen skal være fornuftig. Vi skal have en god pædagoguddannelse, og vi skal også have forskning, som tager fritidspædagogikken alvorlig i sin egen ret. Jeg ved godt, at det er ret vildt. Det er ret store planer, og det koster også temmelig mange penge, og vi kommer ikke til at gøre det hele på en gang.

Så mit håb er, at vi med det brede forslag til vedtagelse, som jeg kan læse højt lige om lidt – og jeg er simpelt hen så glad for, at der er så mange partier, der er bag det – kan tage det første skridt til at diskutere, hvad der er vigtigt, og hvad det er vigtigst, vi gør først. For man kan måske nok tænke, at fritidspædagogikken bare er et lille hjørne, men for børnene er det kæmpestort, og for mig siger det også noget om, hvem vi er som land.

Så på vegne af Venstre, SF, Radikale, Enhedslisten, Konservative, Liberal Alliance, Frie Grønne og Alternativet vil jeg gerne læs den her vedtagelse op og fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Fritidspædagogikken skal igen stå i sin egen ret – og ikke bare være noget, der kommer efter skolen. Børn har brug for et fristed, hvor de ikke skal præstere. Hvor de kan lege og eksperimentere. Fritidspædagogikken er nutidens barndommens gade, hvor børn kan gøre det, de har lyst til, og hvor der er pædagogisk personale til at hjælpe børn ind i legen og åbne nye veje i legen. I fritidspædagogikken kan børn øve sig i at mestre livet. De skal ikke leve op til voksnes krav og mål. Det gør fritidspædagogikken mere fri end skolen og organiserede fritidsaktiviteter. Samtidig er fritidspædagogikken mere uoverskuelig end familien. Der er mange venner at forholde sig til og mange aktiviteter, man kan kaste sig over. Her lærer børn at organisere sig og være sammen med andre. Folketinget pålægger regeringen at indkalde partierne til drøftelser om fritidspædagogikken senest primo september.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 110).

Tak til ordføreren. Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Jacob Mark. Værsgo.

Tak for en rigtig god tale og for initiativet. Ordføreren er rigtig god til at drømme og beskrive sine drømme. Det er der nogle politikere, der er. Og selv er jeg en meget sådan konkret type, som godt kan lide konkrete initiativer. Men derfor er det også godt at blive sat på sådan nogle prøver her. Så jeg skal nok lade være med at dykke ned i alt det konkrete, for vi deler mange af de ting, vi gerne vil. Men jeg blev nysgerrig på det her med, at ordføreren mener, at børn skal gå mindre tid i skole. Og i stedet for at blive meget konkret, vil ordføreren så beskrive sammenhængen mellem skole og fritidstilbud i fremtiden, hvis det står til ordføreren?

Værsgo til ordføreren.

Vi ønsker jo i Radikale Venstre at give frihed til, at skoledagen kan være kortere. Og jeg synes, at det – ud over at vi taler om, hvor lang tid det giver mening at være i skole – også har en selvstændig pointe, at det giver mening, at vi taler om, hvor lang tid man skal være i fritidspædagogikken. For hvis man skal kunne lave fede aktiviteter, og hvis man virkelig skal kunne fordybe sig i at skateboarde og spille fodbold og lave musik og alle de aktiviteter, man kan, så har man brug for mere end bare halvanden time. Derfor er det en selvstændig pointe, at fritidsklubben skal fylde mere i børnenes liv.

Spørgeren.

Det er jeg igen også meget enig i. Det, som man kan se, synes jeg, nu, når vi giver skolerne frihed og skoledagen bliver lidt kortere, er, at vi ender med, at fritidspædagogikken også bliver glemt, og så følger pengene ikke helt med over, og det ved ordføreren også godt. Så jeg kan ikke lade være med at tænke, at ud over den frihed, vi er nødt til give skolerne, er vi på et eller andet tidspunkt også nødt til måske at tage fat og sige, at skoledagen i udgangspunktet skal være kortere, end den er i dag, sådan at dagen i fritidstilbuddene bliver længere. Og så derudover også give frihed. Det er sådan mine tanker om det, for ellers er jeg bange for, at de bliver glemt, og at der ikke er tid nok.

Ordføreren.

Det kan være en model. Men en anden model kan jo også være, at vi i det, vi gør herindefra, prioriterer, at der er længere tid åbent i fritidspædagogikken, og at der er flere voksne, sådan så tilbuddet bliver stærkere, og at vi, når vi taler om, hvad vi prioriterer, siger, at det er det, der er vores førsteprioritet.

Den næste korte bemærkning er til hr. Jakob Sølvhøj fra Enhedslisten. Værsgo.

Jeg har stor sympati for tanken om fritidspædagogikken i egen ret. Jeg kunne godt tænke mig, hvis ordføreren ville folde lidt ud, hvad for nogle strukturelle greb vi eventuelt kunne anvende for at sikre det. Vi har jo to parallelle lovgivninger i dag, en på dagtilbudsområdet og en på skoleområdet, og det er absolut altovervejende den på skoleområdet, der bliver brugt.

Kunne det være et strukturelt greb simpelt hen at løsrive fritidspædagogikken, løsrive fritidsordningerne fra folkeskolelovgivningen, sådan at den så at sige entydigt vendte tilbage til dagtilbudsloven?

Ordføreren.

Ja, det er jeg enig med til Enhedslistens ordfører i. Og i det her med, at det skal stå i sin egen ret, er der jo alt fra den lille model, som alene er lovgivning og det at sige, at man har sit eget formål, til, at man skal have sin egen ledelse, og så den helt store model, der er egne lokaler. Og derfor glæder jeg mig også til den her diskussion med jer, for det er klart, at jo større en pakke, vi vil have, jo flere penge koster det, og jo mere kræver det jo, at vi er enige om at prioritere det.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til den radikale ordfører. Undskyld, ville hr. Jakob Sølvhøj have haft en kort bemærkning til? Værsgo.

Det vil jeg gerne. Beklager, at jeg ikke fik trykket mig ind. Nu har ordføreren og jeg jo sammen med andre forhandlet minimumsnormeringer på daginstitutionsområdet sidste år, ja, vist også lidt i år, og var det ikke en rigtig god idé, hvis vi tog fat på hele debatten om minimumsnormeringer, også på det her område, og kunne ordføreren ikke tage det med i sine drømme, at vi indførte minimumsnormeringer, sådan som bl.a. de faglige organisationer på det her område har bedt om, sådan at vi fik en normering, hvor der højst var ni børn pr. voksen på fritidsordningerne?

Værsgo, ordføreren.

Den var også på listen, og hvis Enhedslistens ordfører lyttede ordentligt efter, havde han hørt det.

Godt. Vi siger tak til ordføreren. Jeg vil spørge, om jeg må få teksten til forslaget til vedtagelse. Tak. Jeg har nu modtaget et forslag til vedtagelse, som vil indgå i den videre forhandling.

Den næste ordfører er hr. Bjørn Brandenborg fra Socialdemokratiet, som bedes komme herop nu. Værsgo.

Tak for det, formand. I dag snakker vi om fritids- og ungdomspædagogik, og det er et vigtigt emne, som jeg er helt enig med ordføreren for forespørgerne i vi snakker for lidt om på Christiansborg. Jeg synes faktisk, at fritids- og ungdomspædagogikken skal anerkendes for det, den er, nemlig en bomstærk faglighed, og derfor er jeg også rigtig glad for, at vi nu får mulighed for at drøfte de lidt mere langsigtede ambitioner på fritidsområdet.

Der er ingen tvivl om, at fritids- og ungdomspædagogikken spiller en vigtig rolle for vores velfærdsmodel og for vores samfund generelt. Det har vi hørt eksempler på fra både ministeren og fra forespørgselsordføreren. Den er en vigtig del i, at vi får alle børn og unge med i et forpligtende fællesskab, som er sjovt og legende, og hvor børn og unge har lov til at være sig selv.

Vi er i Danmark heldigvis lykkedes med at forlænge barndommen og ungdommen i mange henseender. Vi bruger længere tid i uddannelsessystemet, vi flytter lidt senere hjemmefra, og vi får også børn i en senere alder. Vi er på mange måder lykkedes med at forsinke voksendommen og give tid til at være barn og til at være ung.

Men noget truer barndommens og ungdommens tidslomme. Børn og unge i uddannelsessystemet, ja, selv børn i de mindste klasser oplever et stigende forventningspres, både i forhold til præstationer i skolen, men også et forventningspres fra andre ydre omstændigheder, som de i langt højere grad er blevet udsat for gennem sociale medier, og hvad der ellers er fulgt med i den teknologiske udvikling.

Som barn og ung har vi et særligt behov for at trives. Det er i de unge år, vi lægger grundstenene til resten af vores liv og finder svar på nogle af de nok allermest centrale spørgsmål, som man bøvler med – hvem man er, hvem jeg er, og hvad jeg skal med mit liv. Man må bare sige, at i et stadig mere individualiseret samfund har en stadig større gruppe børn og unge svært ved at finde svar på de spørgsmål. Konsekvenserne ser vi jo i forskningen, de kan være store, og de kan følge den enkelte langt ind i voksenlivet.

I min og i Socialdemokratiets optik har vi som samfund en forpligtelse til at sørge for, at alle føler sig som en del af fællesskabet, fordi vi ved, at det forpligtende fællesskab er et af de vigtigste redskaber i kampen mod mistrivsel, og jeg tror, at det nu med mere end et år med corona er blevet tydeligt for enhver af os her i salen i dag, hvad det betyder for vores børn og unges trivsel eller mangel på samme, når man oplever fraværet af fællesskaberne i fritidsklubberne, i håndboldhallen eller af kammeraterne på vejen. Men det har også været et år, hvor vi har set vigtigheden af god fritidspædagogik. De erfaringer skal vi huske at tage ved lære af og huske, når vi forhåbentlig snart vender tilbage til noget, der minder om en lidt mere genkendelig hverdag.

Tit opstår der en misforståelse af, og det synes jeg også der nogle gange er en tendens til blandt os politikere her på Christiansborg, at ungdoms- og fritidspædagogikklubberne bare er til for at være steder, hvor de unge kan klappe kaniner, hvor man kan gå i cykelværkstederne, hvor man kan spille Fortnite, eller hvor man kan drikke en kop te. Men det er heldigvis også meget mere end det, for det er steder, hvor man med fødderne plantet i stolthed og i faglighed skubber til de unges sociale udvikling, så de bliver hele mennesker, samfundsbevidste mennesker, og giver dem udfoldelsesmuligheder, som jeg tror rigtig mange af dem måske ellers ville have svært ved at finde andre steder.

Fritidspædagogikken kan og vil mere end bare pasning, og den er afgørende, når vi arbejder med unges mistrivsel, sundhed, almen dannelse, og når vi skal forebygge de unges vej ind i kriminalitet og radikalisering. Fritids- og klubtilbud er en god samfundsinvestering både som en aktiv del af drøftelserne omkring trivsel, men også som et rum for, at børn og unge kan indgå i fællesskaber, hvor de møder hinanden på kryds og på tværs. Det kræver, at alle børn og unge har adgang til fritids- og klubtilbud, og som ministeren sagde så rigtigt, kommer diskussionen også til at dreje sig om, at vi skal sørge for, at det også gælder børn, som ikke nødvendigvis kommer fra familier, som har givet dem et socialt rygstød med hjemmefra.

Jeg ønsker, at vi i fremtiden, nu hvor vi drømmer, tør anerkende fritids- og ungdomspædagogikken for det, den er, nemlig et frirum, der værner om barndommen og om ungdommen og om fritiden, at fritidstilbuddene gøres til en aktiv del af trivselsstrategier, når man taler om det i fremtiden, hvor der skabes rammer for, at børn og unge fra alle slags hjem og baggrunde kan mødes og skabe et fællesskab om deres fælles interesser, og hvor unge får lov til at have et unge- og fritidsliv og være det, der er vigtigst, nemlig ung. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra hr. Jacob Mark fra SF. Værsgo.

Det var spændende at høre ordførerens visioner, og jeg deler rigtig mange af dem. Noget, jeg bed mærke i, var det ønske, Socialdemokratiet har, om, at alle skal have adgang. Det betyder ikke, at alle skal gå der. Jeg mener, vi skal få så mange som muligt til at bruge fritidspædagogikken. Det er også det, der gør, at alle føler sig velkomne, at det ikke er en særlig lille skare, der sidder der. Men hvis alle skal have adgang, skal det også være til at betale. På dagtilbudsområdet, og da man havde selvejende fritidshjem, var der jo et loft over forældrebetalingen.

Kunne Socialdemokratiet se for sig i fremtiden, at man laver det samme på sfo-området? Nu er det jo ikke nødvendigvis i den her valgperiode, men er det noget, man kunne se for sig i Socialdemokratiet, at man laver et tilsvarende loft for at sikre, at netop alle har adgang?

Ordføreren, værsgo.

Tak. Først og fremmest er jeg helt enig med spørgeren i, at man ikke nødvendigvis skal tvinge alle børn og unge til at gå i et fritidstilbud. Børn er forskellige, og derfor finder man også de fællesskaber, som passer bedst til en. Jeg kan huske, hvordan jeg selv brugte meget krudt på drible de udfordringer, jeg havde i skolen, væk i en håndboldhal, og sådan tror jeg også, at det gælder for alle mulige andre.

Vi har jo sagt, at vi har en ambition om, at vi gerne vil have, at der er flere børn, der bliver en del af det forpligtende fællesskab, og selvfølgelig også tage en diskussion om, hvordan vi får det. Men her i dag kan jeg ikke stå og blive konkret på en model for, hvordan vi kan gøre det, men vi har jo også ved flere lejligheder fremlagt forslag om, at vi ønsker at have en diskussion om, at vi skal få flere med. Så det tænker jeg da vi på et tidspunkt forhåbentlig får mulighed for at vi kan tage en drøftelse om. Men jeg hilser da forslaget og de gode input velkommen.

Spørgeren.

Måske kan ordføreren bare reflektere over, om ordføreren synes, det er paradoksalt, at der er forskel i lovgivningerne, for jeg synes jo, det er lidt paradoksalt, at man siger, hvad prisen på dagtilbudsområdet maksimalt må være for forældrene, og det er netop ud fra devisen om, at alle skal have råd. Der kan man jo bare se, at priserne på sfo'erne er steget og steget, og nogle steder tror jeg endda man bruger det som skalkeskjul for at betale for det, der foregår i folkeskolen – for at sige det lidt hårdt. Så kan ordføreren måske bare komme med en refleksion over, om der ikke er noget paradoksalt ved, at lovgivningerne er forskellige på det her område?

Ordføreren, værsgo.

Det kan der givetvis godt ligge en diskussion om. Jeg tror, det vigtigste her er at dele ambitionen om det, der er målet, og jeg er sådan set enig med spørgeren i, at der godt kan ligge nogle forhindringer. Der synes jeg jo ministeren har ret i, at det, vi har brug for, jo også er at få en kortlægning af, hvordan det ser ud, og hvad det er for nogen udfordringer, der gør sig gældende derude. Og hvis vi kan se, at den store udfordring og problemet er, at priserne er for høje nogle steder kontra andre steder, så er det jo et fint sted, at man kan tage en diskussion omkring det.

Den næste spørger er fru Ellen Trane Nørby. Værsgo.

Tak. Jeg havde egentlig markeret for at spørge om noget af det samme som det, jeg kan høre at SF's ordfører spørger til. Altså, hvis man fra Socialdemokraternes side har et ønske om, at der er flere, der skal være en del af fritidspædagogikken – og det er sådan set et ønske, vi deler – så er man jo også nødt til at notere sig, at kommunerne over de seneste år har sat prisen op og op og atter op, og vi har også set, at i takt med udrulningen af skolereformen og andet er den tid, man er i sfo'en, mange steder blevet reduceret. Det betyder jo, at hvor man tidligere egentlig havde en større bredde i forhold til antallet af børn, der enten gik i fritidshjem eller klub eller andet, så kan vi se, at graden af deltagelse i sfo'erne er lav.

Så når Socialdemokraternes ordfører ligesom ikke her fra talerstolen vil give en retning på, om Socialdemokraterne kunne kigge på et loft, vil jeg egentlig bare høre: Deler Socialdemokraterne den analyse, at prisen i høj grad har været medvirkende til, at vi har fået skubbet nogle børn ud af vores fritidstilbud?

Værsgo.

Tak for spørgsmålet. Der er jo en todelt diskussion i det her. Ministeren berørte jo også, at vi har en gruppe af børn og unge, som er socialt udsatte, og som har mulighed for at få en friplads, men at man kan se, at en stor gruppe af dem alligevel ikke kommer i vores sfo'er og vores fritidstilbud. Det er et kæmpeproblem, og der har vi nok en nød, vi skal have knækket, i forhold til hvordan vi også får dem med.

Er der så et problem med de generelle udgifter? Jeg deler da spørgerens refleksioner, hvis det er sådan, at kommunerne bruger det her som en skrue, hvormed de kan finansiere andre dele af deres system ved at skrue priserne op på sfo'en. Så synes jeg da, at det er et problem, for som jeg også sagde i min tale, og som det også er blevet sagt af både ordføreren for forespørgerne og ministeren, så ved vi jo, hvad de her forpligtende fællesskaber i sfo'en og i fritidshjemmene kan. Derfor er det selvfølgelig vigtigt, at der også er råd til et godt tilbud. Så hvis det er tilfældet, synes jeg da helt klart, at man godt kan have en diskussion om det, men jeg synes også, som ministeren har sagt, at det, der er brug for på det her område, er, at vi får en kortlægning, og at vi bliver klogere på, hvordan det ser ud.

Spørgeren, værsgo.

Tak. Nu har BUPL jo lavet en kortlægning, også nede på kommuneniveau, som viser, at det ikke kun er nogle af de børn, der egentlig kunne have fået en friplads, og nogle af pædagogerne i den kvalitative undersøgelse, der er lavet for BUPL, siger: Prøv at høre, vi har stadig væk en masse nøglebørn, som går alene hjem, selv om de egentlig kunne få en friplads. Det er den ene gruppe.

Men der er jo også dem, hvor familien ikke kan få friplads, men hvor man vælger at sige: Prøv at høre, det er blevet for dyrt relativt set, i forhold til hvor kort tid man er der.

Ordføreren sagde, at man så bruger pengene til at finansiere andre ting, og det må man jo ikke. Er ordføreren enig i, at hvis kommunerne finansierer andre ting med sfo-betaling, så skal de penge betales tilbage til forældrene?

Værsgo til ordføreren.

Ja, det er jeg enig i.

Den næste korte bemærkning er fra fru Lotte Rod, Radikale Venstre. Værsgo.

Jeg er bare nysgerrig på at høre, hvorfor Socialdemokratiet ikke er med i vores fælles vedtagelse.

Værsgo.

Tak. Jeg synes også, at det er en rigtig, rigtig fin vedtagelsestekst, som der på tirsdag jo vil være et flertal for i Folketinget. Og spørgeren ved jo også godt, at vi rigtig gerne ville være med i den vedtagelsestekst. Jeg synes bare, det er lidt paradoksalt, at man, når man indkalder til en forespørgselsdebat, der handler om vores drømme om fritidspædagogikken de næste 10 år, så vil pålægge regeringen at indkalde til forhandlinger før ultimo september, som der står i vedtagelsesteksten.

Altså, ministeren sagde jo rigtigt, at vi står midt i en coronahåndtering. Det er det, der er i fokus nu, og det er det, som vi har en kerneopgave med at løse. Det betyder jo ikke, at det her område ikke er vigtigt, og derfor ville Socialdemokratiet rigtig, rigtig gerne have været med i den vedtagelsestekst. Vi har også forsøgt at gå rigtig langt for at kunne være med i den, men vi synes ikke, at tidspunktet er det rigtige i forhold til at pålægge regeringen, at man skal prioritere lige præcis det her område frem for f.eks. at håndtere noget i forhold til coronaspørgsmålet, og derfor er vi ikke med.

Spørgeren.

Men hvad er så Socialdemokratiets bud, hvis der skulle ske noget på det her område?

Værsgo.

Men jeg håber da, at spørgeren både har hørt min tale og den tale, som ministeren holdt om vores ambitioner om at have et område, hvor man får endnu flere børn til at være en del af de forpligtende fællesskaber, for vi ved det virker. Ministeren sagde, at det jo er det, der er brug for på det her område, og det tror jeg også at spørgeren ved, hvis hun taler med dem, der arbejder med det til dagligt. Det handler også om, at man har brug for at få noget mere viden, og man har brug for at blive klogere på, hvordan det ser ud. Altså, vi har jo meget, meget begrænset viden, både når det kommer til forskning i fritids- og ungdomspædagogikken, men også når det kommer til, hvordan det ser ud de forskellige steder. Det er jo kun ganske få organisationer, BUPL og Ungdomsringen, som tager sig tid til at lave noget af det her arbejde.

Den næste spørger er hr. Jakob Sølvhøj fra Enhedslisten. Værsgo.

Jeg vil godt sige, at jeg var glad for ordførerens bemærkninger om fritidsordningernes betydning for børns trivsel og sociale udvikling. Dem deler jeg. Jeg vil alligevel godt vende tilbage til og have fokus på det med betalingen: Synes ordføreren ikke, at der er noget mærkeligt i, at vi har en folkeskolelovgivning, hvor folkeskolen er absolut betalingsfri – det er vist endda grundlovssikret – og så har vi som en del af folkeskoleloven et tilbud, som i princippet skal betales 100 pct. af forældrene? Er det ikke en underlig modstilling i den samme lovgivning?

Ordføreren, værsgo.

Hvis det også er for at give en kritik af det arbejde, der foregår i forlængelse af folkeskolen, er jeg ikke enig. Men spørgeren må godt rette mig, hvis det er, at jeg tager fejl. Men jeg synes, det er et problem, hvis det betyder, at der er flere børn og unge, der fravælger fritidshjem på grund af betaling. Den problemstilling har jeg også drøftet flere gange her, men den diskussion er vi jo villige til at tage, for det er vigtigt, at vi sørger for, at børn og unge har mulighed for at kunne vælge tilbuddene. Det skal være mit svar.

Spørgeren, værsgo.

Pengene i sig selv er vigtige, men det er også lidt princippet. Hvis man tillægger fritidsordningerne så stor samfundsmæssig værdi, som jeg kan høre ordføreren gør, er det så ikke underligt med den tænkning, som vi i Enhedslisten ellers på mange måder deler med Socialdemokratiet, at vi har et så centralt velfærdsområde, hvor det som udgangspunkt er sådan, at forældrene kan komme til at betale hver eneste krone selv? Er det ikke et helt principielt problem, uanset om betalingsevnen rækker eller ej? Er det ikke skævt, at vores velfærdssamfund indholder en sådan mulighed for fuldt forældrebetalte fritidsordninger?

Værsgo.

Altså, jeg synes jo, at nogle af styrkerne er, som det også er blevet sagt tidligere i dag, at forbindelsen mellem skole og pædagogerne i fritidsordninger er kortere, og at det derfor er nemmere at kunne håndtere og løse nogle af de problemer og udfordringer, der kan opstå. Men jeg synes også, at når man taler om fritids- og ungdomspædagogik – det er også noget af det, der måske er blevet snakket for meget om i dag – skal man passe på, at man ikke laver et område, der lukker sig om sig selv. For jeg tror, at fritids- og ungdomspædagogikken er en styrke, fordi den kan finde ud af at begå sig på tværs af de der brudflader og være en del af andre arenaer og kan se ud i det, der er børn og unges virkelighed. Det er jo det, der er den store værdi, og det er det, der er den store styrke.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Stén Knuth fra Venstre, der gerne må holde sig parat. Og så skal jeg anmode om en let afspritning. Tak.

Værsgo, hr. Stén Knuth.

Tak for det, formand, og tak til Lotte Rod for at stille den her vigtige forespørgsel. Inden jeg går i gang med min tale, vil jeg lige læne mig en lille smule op ad det, ministeren også sagde. For jeg har også en oplevelse af, at det her ikke er sort og hvidt, men at der rent faktisk foregår noget, der kan være godt, men at det jo også er meget forskelligt fra kommune til kommune, og det skal vi bare have in mente, når vi fortsætter drøftelserne her, tænker jeg.

Er vi endt i en situation, hvor børn ikke længere har et frirum til at være børn, som de engang havde, altså et frirum til at udforske, til selv at skabe, til at lege og til også nogle gange at slå sig? Ja, det er der jo nogle forskere, der siger. Og det har det til følge, at vi får flere sårbare børn, der ikke er robuste til den fremtid, der venter.

Fritidspædagogikken er, eller måske mere har været det, der kunne skabe rammen om at skabe robuste og selvhjulpne børn, og derfor er det også vigtigt at diskutere fritidspædagogikkens kår, både i dag, men jo også hvordan den skal se ud i fremtiden. For hvad sker der, når vi pakker en hel generation af børn ind i vat? Det kan vi måske komme til at se konturerne af de næste par år.

Unge i dag er mindre robuste til at klare sig i mødet med det moderne samfund, end de var tidligere, og dog kræver det moderne samfund robuste børn og unge. Sociale medier, iPads og mobiltelefoner har bidraget til stress og angst hos mange unge, der spejler sig i det glansbillede, som de ser på nettet. Her bliver de konfronteret med, hvad de ser som deres egen utilstrækkelighed og fejl. Det selvbillede får de, og det tager de med sig i skole og på uddannelse. Udfordringerne med perfekthedskulturen og karakter- og præstationsræset er velkendte, og et opgør med det kræver, at vi får nogle børn, som har forudsætningerne til at stå imod, til at hvile i sig selv og til at håndtere de udfordringer, som unægtelig dukker op undervejs.

I Venstre mener vi, at fritidspædagogikken og den filosofi, som knytter sig dertil, er en vej mod det mål. Vi skal skabe friere rammer til børn og skabe rum for, at børn kan lege, hitte på og eksperimentere, men jo også slå sig, og lige der, hvor de slår sig, skal der være en pædagog, der kan samle op og give et kærligt skub videre.

For at lære og for at se ind i en bedre fremtid må vi både se tilbage og også se en lille smule frem. For en del af årsagen til, at vi er, hvor vi er, er jo helt sikkert skolereformen fra 2014. Idéen om mere tid i skolen inddrog jo kun mere af børnenes frihed og fritid og fastholdt i højere grad børnene i et system, hvor målsætninger om alt muligt blev klemt ind.

En del af årsagen er også det, der foregår politisk, både det i kommunerne, men så sandelig også det herinde på Christiansborg, og at vi nogle gange mister overblikket over konsekvenserne af det, vi beslutter. Jeg tror, at den udvikling, som nok de færreste eller ingen har ønsket, altså det her med, at børn i dag har mindre frie rammer, er utilsigtet, og derfor er det også vigtigt, at der er plads til den her debat om, hvilken retning vi ser fritidspædagogikken gå i fremadrettet, og at vi dermed stopper op, evaluerer og gør det bedre fremadrettet.

I Venstre ønsker vi også, at når det gælder børn og unge, skal vi i højere grad sætte dem fri af systemer, der sætter snævre rammer op. I stedet skal vi give plads. Vi skal give plads til, at børn kan være børn, samtidig med at de både finder ud af at organisere sig, men jo også finder ud af hinanden. Vi skal give plads til, at fritidspædagogikken kan gøre det, den er allerbedst til, nemlig at give børn plads til at udforske hinanden, lege, vise børnene noget om de kreative fag, men jo også være der og samle op, når der er behov for en kærlig hånd. Endelig skal vi give plads til, at forældrene kan vælge netop det tilbud, som de mener deres børn har behov for, om det så er private eller offentlige tilbud.

Venstre støtter op om både den her forespørgsel, men jo også vedtagelsesteksten, som Lotte Rod tidligere læste op, og vi ser frem til en god drøftelse af, hvilken fritidspædagogik vi i fremtiden ønsker. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra hr. Jacob Mark. Værsgo.

Jeg vil fortsætte lidt i samme spor som det, jeg også spurgte hr. Bjørn Brandenborg om. Nu sagde fru Ellen Trane Nørby selv, at priserne for forældrene ude lokalt for at have deres børn i et sfo-tilbud er steget, og at det også har ført til flere nøglebørn, som ikke kommer i fritidstilbud. Så kunne jeg egentlig bare godt tænke mig at høre: Hvad vil Venstre egentlig gøre ved det problem? For det mener jeg er et fuldstændig afgørende problem at få løst, sådan at alle har adgang til at gå i fritidstilbud, sådan at flere synes, det kan betale sig at melde sig ind – ikke at det kan betale sig at arbejde, men at det kan betale sig at gå i sfo – men det kræver jo, at vi gør noget. Så hvad mener Venstre, man skal gøre her?

Værsgo.

Tak, formand. Vi er helt sikkert med på at diskutere både et loft for betalingen, og vi vil også gerne diskutere lovgivning, altså hvor det her skal ligge, for det ligger jo på forskellige områder, hvilket også gør, at der er forskellige priser på det her. Nu kommer jeg selv fra en kommune, hvor vi har forskellige priser på de her forskellige tilbud, og hvor forældre godt kan være noget forvirrede over, hvorfor man skal betale noget, fordi man bor ét sted, og noget andet, fordi man bor et andet sted. Så vi er helt med på en fri og fordomsfri diskussion både i forhold til økonomi, men også om, hvor det skal ligge lovgivningsmæssigt.

Spørgeren, værsgo.

Så tror jeg bare, jeg vil sige, at det, hr. Stén Knuth og fru Ellen Trane Nørby siger om Venstres uddannelses- og skolepolitik i disse tider, er godt og dejligt at høre, for jeg synes, at det netop sætter fritidspædagogikken mere i fokus og også giver mere frihed ude lokalt. Sidste gang, i sidste valgperiode, hvor vi foreslog det her med et loft over forældrebetalingen – for det har både Enhedslisten og SF foreslået – var man ikke så indstillet på det, men jeg vil gerne kvittere for, at det vil man gerne kigge på nu, for det tror jeg er ret afgørende, hvis vi skal have flere til at vælge tilbuddet til igen.

Værsgo til ordføreren.

Tak, formand, og tak for roserne til Jacob Mark – bliv du bare ved med det.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Jakob Sølvhøj fra Enhedslisten. Værsgo.

Altså, jeg bliver nysgerrig på udsagnet om, at Venstre er åben for at diskutere, hvor fritidsordningerne skal ligge lovgivningsmæssigt. Skal det forstås sådan, at Venstre er åben over for, at vi flytter området tilbage, sådan at det lovgivningsmæssigt entydigt bliver forankret ovre i dagtilbudsloven og ikke i folkeskoleloven?

Ordføreren, værsgo.

Tak. Jeg skal ikke stå og love noget her. Det, jeg lover, er, at vi gerne vil diskutere det, og jeg kan bare se, at der er nogle problematikker i, at det ligger forskellige steder, og det synes jeg er uhensigtsmæssigt både for dem, som er i området, men jo også for de forældre, som bruger de her tilbud til deres børn.

Spørgeren.

Jeg ser frem til den debat. Så vil jeg sige, at jeg også godt kunne lide billedet med barnet, der falder og skal hjælpes op. Det kan jo være svært, når der er 30-35 børn pr. voksen i nogle skolefritidsordninger. Nu er jeg med på, at Venstre nok ikke er så begejstret for minimumsnormeringer, men er der ikke noget, der tyder på – med de tal, vi kender – at der er et behov for at investere i mere personale i skolefritidsordningerne?

Ordføreren.

Jeg tror, at den debat er mere nuanceret. Jeg tror faktisk, som jeg også indledte med at sige, at det er meget forskelligt, både hvor meget normering der er, men jo også, hvor mange pædagoger der så er til stede, når børnene bruger de her tilbud. Så jeg er ikke entydigt med på det billede, som ordføreren tegner, nemlig at der er 1 til 30-35. Det er et billede, der er meget forskelligt, men lad os også bare drøfte det videre, tænker jeg.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til Venstres ordfører (Stén Knuth (V): Velbekomme). Den næste ordfører er hr. Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti, der gerne må holde sig klar. Værsgo.

Tak, formand. Da jeg var barn, gik jeg ikke i fritidsklub eller på fritidshjem. Jeg tror, at jeg var der en enkelt gang og kedede mig så gudsjammerligt, at jeg skyndte mig hjem. Da jeg var barn, havde vi jo fri efter skole, og så tog vi hjem, og så legede vi, eller vi tog til fodbold eller tog ud i skoven eller tog på eventyr. Men der havde vi jo heller ikke computere og iPhones og iPads, og jeg er godt klar over, at barndommen og det at vokse op i dag er helt anderledes, end da jeg var barn. Og derfor kan det også give god mening, at man har en fritidspædagogik, så man i dag lærer børnene at fjerne øjnene fra iPhonen og iPaden, og det kan være ekstremt svært, fordi mange børn er afhængige af den, og fordi det er sådan, de er sammen; de sidder og er sammen om deres iPhones og hygger sig.

Jeg vil dog også sige, at det er skolerne, kommunerne og forældrene, der har ansvaret. Skolerne har ansvaret for sfo'en, og de har også ansvaret for forældrebetalingen, og sådan synes jeg at det fortsat skal være. Og det er skolerne, der har det helt lokale ansvar for, hvordan man vil tilrettelægge sfo'en og eventuelle fritidstilbud.

Jeg tror, at vi en gang imellem i Danmark glemmer, at fritid består af fri og tid. Fordi vi i så mange år har været en velfærdsstat og et velfærdssamfund, er det næsten blevet sådan lidt underligt, at børnene godt kan lege selv og være selv, uden at der er en voksen til stede, der på en eller anden måde skal skabe rammerne for dem. Det synes jeg er uheldigt. Altså, jeg drømmer mig nogle gange tilbage til kakao med mor og kammeraterne, og jeg ved godt, at det ikke kan lade sig gøre i dag; det er andre tider. Og jeg er som sagt klar over, at fritidspædagogikken har en plads.

Ministeren har redegjort for de drømme, som fru Lotte Rod har efterspurgt, med hensyn til fritidspædagogik om 10 år, og det har været interessant at lytte til ministeren, og vi tager talen til efterretning. Hvad der så sker, er det op til regeringen at finde ud af, altså om der skal indkaldes til drøftelser efter denne forespørgsel. Det skulle være ordene.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Jacob Mark fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Jeg var en af de der uuddannede unge, som fik et godt ungdomsjob på en folkeskole, da jeg var færdig med gymnasiet – dem er der alt for mange af. Men jeg var lidt heldig at få det job, for det åbnede mine øjne for mange ting. Bl.a. underviste jeg en 0.-klasse, og det kunne godt være en udfordring. Der sad 29 børn, der hver dag havde mange forskellige ønsker og drømme for, hvad de skulle den dag, de mødte op, og en af dem var Hjalte – det tør jeg godt sige, for det vil han ikke have noget mod.

Hjalte var ikke så god til at gå i skole, han syntes ikke, det var så sjovt – han mindede faktisk lidt om mig selv – og når Hjalte skulle spise, kørte makrelmadderne rundt på bordet, og når vi skulle lave ting – der var syning, og man skulle lære at skrive bogstaver – så tror jeg egentlig, hans reaktion ofte bare var at lægge hovedet ned på bordet og sige: Åh. Så tænkte jeg: Hvad pokker gør man lige for sådan en som Hjalte?

Men mange af os uuddannede havde så også den fordel at være ansat i sfo'en, så vi gik direkte over i sfo'en bagefter og fortsatte der, og da jeg så kom derover, var det, som om Hjalte var forvandlet. Han havde syntes, det havde været ulideligt at være i skole, men derovre var Hjalte en helt. I klassen var han sådan en, som de andre måske kiggede lidt underligt på nogle gange, men ovre i sfo'en var han den, alle ville lege med, fordi han havde den vildeste fantasi, fordi han ikke var bundet til en stol ved et bord med faste opgaver, men kunne tonse rundt og sætte lege i gang. Der var voksne, der ikke krævede andet af ham, end at han var ordentlig mod sine kammerater.

Jeg kunne godt tænke mig, at vi igen giver mere plads til alle de Hjalter, der er rundt omkring – for dem er der mange af – og den bedste vej til det er dels at give bedre plads til dem i skolen, men dels også at sørge for, at der bliver mere tid til fritidspædagogikken. Jeg er ikke en af dem, der mener, at det var at gøre Hjalte en tjeneste at gøre skoledagen længere, fordi det for Hjalte blev det bare en meget lang dag, indtil han kunne komme i sfo.

Så min vision for fritidspædagogikken er virkeligheden, at den skal have meget mere plads, rum og tid og prioriteres meget højere. Jeg vil have færre nøglebørn, som går hjem efter skole, fordi det lige kunne betale sig, og så gav man dem lige lommepenge i stedet for, eller fordi det var sjovere at spille computer; og jeg vil have flere børn, der er en del af et stærkt fællesskab, fordi de simpelt hen ikke har lyst til at gå hjem, fordi de synes, det er så fedt ovre i sfo'en. Jeg vil have, at det vigtigste i vores skole-, børne- og ungdomspolitik ikke er det, der er på et skema, og det, der kan måles eller vejes på, men er de ting, som skaber livsglæde og udvikling for sådan nogle som Hjalte og i øvrigt alle andre. Det er min vision.

Det kræver nogle konkrete tiltag, og det, som jeg mener man skal gøre, er dels, at man skal lægge et loft over forældrebetalingen. Ja, der er fripladser og tilskud til dem, der har allermindst, men for mange, der tjener en helt almindelig indkomst, er der ikke tilskud, og for dem er det dyrt, særlig i de kommuner, hvor man bare har hævet prisen, og dem er der desværre flere af.

Jeg vil have bedre normeringer, sådan at det ikke bare bliver opbevaring, men at personalet faktisk kan udleve de drømme, de havde, da de tog uddannelsen. Det er der mange der er kede af at de ikke kan i dag, fordi der bare er blevet sparet og sparet. Jeg vil have, at fritidspædagogikken skal have sin egen lov, at den ikke bare skal være et ophæng på vores skolelov, men at den har en selvstændig lov og et selvstændigt formål.

Jeg vil have længere åbningstid og kortere skoledage. For tid betyder noget, både i forhold til hvad forældrene tænker, med hensyn til om de skal betale den pris, når der alligevel er så kort tid i sfo'en, men også i forhold til, at der er nogle børn, der bare har brug for længere tid ovre i fritidsordningen, og fordi nogle af de problemer, vi ønskede at løse, da vi lavede folkeskolereformen, faktisk er bedst løst i fritidspædagogikken. Om det så skal være selvejende igen, eller om man skal gøre det selvstyrende, synes jeg er en diskussion, vi kan fortsætte fremadrettet.

Der har været enormt store besparelser på sfo'en, både med folkeskolereformen og siden hen i kommunerne, og nu er der så også et problem med corona, der får flere til at melde sig ud, så derfor er det så vigtigt, at vi tager en debat om de langsigtede visioner, og jeg synes, det er fedt at høre mine kollegaers visioner for fritidspædagogikken, men det er også vigtigt, at vi får lavet en akut plan for at sørge for, at det ikke bare er noget, vi diskuterer om 10 år, men at vi har gode sfo'er og fritidstilbud både i år, næste år og de kommende år. Det er der så meget brug for.

Tak til ordføreren for SF. Der er lige kommet ønske om en kort bemærkning. Fru Lotte Rod, Radikale Venstre. Værsgo.

Jeg kan jo høre, at vi har mange af de samme ting på listen, så jeg vil bare spørge: Hvad prioriterer SF egentlig først, som det vigtigste, hvis I har gjort jer det klart?

Værsgo.

Jeg ser det som ret vigtigt, at der kommer mere tid, for jeg tror bl.a., at der er nogle børn, der simpelt hen har brug for mere tid i sfo'en, fordi det er der, de kan være kongerne – for at sige det rent ud – eller heltene, eller hvad vi skal kalde dem. Så tid i sig selv er vigtigt, og det kræver, at man tager tiden fra noget andet, for de skal også hjem og spise aftensmad med forældrene. Så det vil betyde kortere skoledage, men det har også et andet selvstændigt formål, for som jeg sagde, er der nogle forældre – og det kan man jo egentlig godt forstå – som laver sådan lidt en cost-benefit-analyse af det, fordi tiden kan være så kort, at de ikke vil betale prisen. Så hvis de er der i længere tid, tror jeg egentlig også, at færre vil melde deres børn ud.

Så jeg tror, at det at få mere tid i sfo er det første, vi skal kigge på, og så kort derefter på minimumsnormeringer i sfo og loft over forældrebetalingen.

Er der en opfølgning? Nej, godt. Vi siger tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Jakob Sølvhøj fra Enhedslisten. Værsgo.

Det er sjældent, at forespørgsler giver anledning til at bede en minister og ordførerne måske også om at drømme. Det tror jeg er en skam. På den anden side tænkte jeg også, da jeg forberedte mig, at desværre har debatter om fritidspædagogik og børns fritid ofte udviklet sig som et mareridt. Den politiske diskussion om fritidspædagogik har i alt for høj grad drejet sig om, hvordan fritidspædagogikken kunne sættes i undervisningens tjeneste i stedet for at være i egen ret, og debatten om børns fritid har alt for ofte haft fokus på, hvordan man kunne begrænse den.

Det har i en lang årrække været en stærk politisk dagsorden, at børn skulle have mere undervisning, længere skoledage og deraf mindre fritid, og det var vel at mærke ikke en debat, der startede med folkeskolereformen, sådan som man nogle gange kan få indtryk af. Vi skal faktisk helt tilbage til starten af 80'erne for at se, hvordan grunden politisk blev lagt til en tidligere skolestart, og hvordan der blev udviklet planer om etablering af en helhedsskole. Det var også i den periode, man satte kurs mod at gøre fritidsinstitutionerne til en fuldstændig integreret del af skolen og afvikle fritidshjemmene til fordel for skolefritidsordninger.

Det er mit indtryk, at rigtig mange børn, forældre og personale – jeg har faktisk selv arbejdet på et fritidshjem for år tilbage – elskede fritidshjemmene. Derfor fik fritidshjemmene også et langt liv efter midten af 80'erne, men desværre er der i dag, som fru Lotte Rod også var inde på, stort set ingen tilbage. Det har været en trist udvikling at se den ene kommune efter den anden nedlægge sine fritidshjem til fordel for sfo'er, og det har det, især fordi det ikke bare har handlet om at udføre den samme pædagogiske virksomhed under et andet lovgrundlag, men udviklingen har været påvirket af, at der fra mange sider har været et stærkt ønske om netop ikke at have fritidspædagogikken i egen ret, men at sammensmelte skole og fritid.

Heldigvis er der også blevet trukket den anden vej, først og fremmest i kraft af det engagerede personale, som er rundtomkring på vores fritidsordninger, og som har kæmpet for at holde fast i hele den fritidspædagogiske tradition og værne om børns frie tid. Det er nemlig rigtig vigtigt, at børns fritid ikke betragtes som en overflødig luksus. Børns fritid har en værdi i sig selv, og vi skal have fritidsinstitutioner, hvor alt ikke er voksenstyret. Der skal være masser af plads til leg, der skal være plads til at eksperimentere og til at udforske verden, og ikke mindst skal det være et sted, hvor der er rigtig meget koncentreret fokus på, hvordan vi sikrer, at børn udvikler venskaber og udvikler de fællesskaber, som er utrolig vigtige for børns udvikling og liv.

I Enhedslisten ser vi gerne, at børns frie tid bliver udvidet på bekostning af skoletiden. Vi synes, det er på høje tid, at man også i praksis erkender, at folkeskolereformens lange skoledage var en fejl. Vi ønsker at gøre noget ved den tårnhøje forældrebetaling i sfo'erne.

En KL-undersøgelse viser, at forældrene i næsten hver femte kommune betaler mellem 80 og 100 pct. af de samlede driftsudgifter på området. Vi vil have lagt et loft over betalingen, så fritidsordningerne også i fremtiden kan være for alle børn, og så ønsker vi, at vi tager fat på at forbedre normeringerne i sfo'erne.

Normeringerne er gennemsnitligt, siger en BUPL-undersøgelse, lige godt og vel 20 børn pr. voksen, og i en række eksempler er det kommet frem, at der er normeringer, hvor der er 30-35 børn pr. voksen. Det er simpelt hen uacceptabelt, og i Enhedslisten ønsker vi, at vi skal have minimumsnormeringer, så der højst er 9 børn pr. pædagogisk medarbejder.

Det bliver jo meget praktisk og måske for lidt drøm; det kan jo være en af de fejl, vi begår her i Folketinget. Skulle jeg have en drøm, som jeg ved er vanskelig at realisere, skulle det være, at vi genskabte fritidshjemmene, så de var fuldstændig frigjorte fra skolens snærende bånd, ikke fordi der ikke skal samarbejdes, men fordi fritidspædagogikken skal have lov at leve i egen ret. På vej mod drømmen er det vigtigt, at vi handler praktisk politisk, og der synes jeg, at vi passende kunne starte med længere åbningstider i sfo'erne, med en lavere forældrebetaling og med indførelse af minimumsnormeringer, sådan at der er voksne nok til at varetage den vigtige fritidspædagogiske opgave.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Og undskyld, hr. Jakob Sølvhøj, kan vi lige få en soignering af talerstolen? Tak. Jeg er jo hygiejnepoliti her. (Jakob Sølvhøj (EL): Det er jo det)

Den næste ordfører er fru Mai Mercado fra Det Konservative Folkeparti, der gerne må holde sig klar. Værsgo.

Stor tak til De Radikale for at fremsætte den her forespørgselsdebat om drømme for fritidspædagogikken. Det er jo ikke så tit, at vi har forespørgselsdebatter om drømme – det kan egentlig meget godt lide.

Vores drømme for fritidspædagogikken i Det Konservative Folkeparti er, at fritidstilbuddene giver rum til udfoldelse, som gør, at børn og unge først bliver til nogen, før de bliver til noget. For ja, det er jo egentlig helt essentielt: Man skal blive til nogen, før man begynder at have drøftelsen om at blive til noget. Og den udvikling finder jo også sted i sfo'erne; at unge først og fremmest er aktive medskabere af deres egen fritid, og at de har mod på at gribe de muligheder, der opstår. Det er der, hvor de inspireres af andre og oplever, hvordan de selv inspirerer. Børn finder tryghed i fællesskaberne i fritidslivet, hvor de jo med passende støtte fra de voksne sikrer, at der ikke er tale om præstationskrav, og at man undgår mobning og på anden vis deltager med et godt kammeratskab.

På paedagogen.dk beskrives det, hvordan sfo'erne igennem årene typisk har rettet fokus mere og mere mod en læringsdagsorden, herunder hvordan sfo'ens pædagogik kan virke som et supplement til, hvad der foregår i undervisningen. Og det rynkede jeg lidt brynene over, da jeg læste det. For i min optik må der egentlig gerne være læring i en sfo, for vi lærer jo af alt. Vi lærer jo også af leg; vi bliver klogere af leg. Det er rigtig godt.

Men jeg er ikke vild med, at det bliver koblet til undervisningssituationen, og jeg er ikke vild med, at det bliver koblet til skolen, for en sfo er jo netop fri tid; fritid – det ligger i ordene. Så sfo'en skal være et sted, hvor eleverne ikke hele tiden skal føle, at de bliver vurderet, hvor de ikke hele tiden føler, at de bliver målt og vejet, hvor de ikke sidder på nåle, men hvor de netop kan have fri. Og så er det også et sted, hvor børnene får mulighed for kreativitet, bevægelse, sociale fællesskaber og samvær og ikke mindst også de gode kammeratskaber, og det skal vi jo politisk skabe rammerne for herinde på Christiansborg.

Men vi kan jo ikke gøre det alene, og man skal være varsom med at begynde at trække en masse ned over fritidspædagogikken herindefra. Så derfor er det med involvering af kommunerne, hvor kommunerne spiller en meget, meget stor rolle i selve eksekveringen af den lokale fritidspædagogik.

Så har der været flere, som har fortalt om, hvordan det var for dem at gå i sfo eller at have stiftet bekendtskab med sfo'erne – både SF, Radikale og Dansk Folkeparti fortalte om det. Det, jeg bedst husker, er Annelise. Annelise havde et meget, meget langt hår helt ned til midten af ryggen, som man måtte få lov til at frisere og få lov til at sætte i én uendelighed, og det var helt fantastisk. Og så har jeg også minderne fra bålpladsen, men også om noget, som helt sikkert ikke var gået i dag. For jeg husker, at vi tog en skovl, og så udhulede vi et stykke franskbrød og lagde det på skovlen, og så slog vi et æg ud, og så lavede vi spejlæg i franskbrødet på skovlen, som jo hverken var blevet rengjort eller noget som helst forinden.

Sådan var det dengang, og det er ikke sikkert, at det ville kunne foregå i dag. Men det, der til syvende og sidst må være visionen for fritidspædagogikken, når vi heroppefra kan stå og tænke tilbage på de lykkelige minder, som vi har fra vores tid på fritidshjem eller i sfo, er, at vores børn og unge også fremover kommer til at have en tilsvarende perlerække af lykkelige minder, som de tager med sig videre.

Tak til den konservative ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste på talerstolen er så børne- og undervisningsministeren.

Jeg må blankt erkende, at jeg ikke forstår den her forretningsorden, så jeg ved ikke, hvad det egentlig er, jeg skal heroppe på nuværende tidspunkt. Jeg tror, at det var hr. Alex Ahrendtsen, der sagde, at han ønskede sig tilbage til dengang, hvor man kom hjem efter skole, og så var der boller og kakao. Jeg ønsker mig tilbage til dengang, hvor en forespørgsel fulgte den forretningsorden, den nu engang gjorde tilbage i 2001, ikke?

Jeg synes jo simpelt hen, at Konservatives ordfører egentlig fik sat et ufattelig fint punktum, for det er jo det, det hele handler om, nemlig at få skabt en god barndom for børnene. Og jeg synes, at vi har haft en rigtig god debat her, hvor jeg egentlig synes, at jeg på regeringens vegne fik givet de pointer med, jeg gerne ville, i min indledende tale. Socialdemokratiets ordfører synes jeg også holdt en virkelig god tale og fik svaret på spørgsmål.

Men hvis meningen med den her anden runde er, at jeg skal stå til rådighed for spørgsmål, så gør jeg jo selvfølgelig utrolig gerne det. Jeg synes, at der ligger rigtig mange gode debatter nede i maven på det her.

Men hvad der egentlig er meningen med, at der skal være to gange, jeg ved ikke hvor mange minutter til en minister heroppe, ved jeg ikke. Det kan man tage en diskussion om i Udvalget for Forretningsordenen. Men nogle gange var gamle dage bedre. Tak.

Tak til ministeren. Den første spørger er fru Lotte Rod. Værsgo.

Hvad har gjort størst indtryk på ministeren af det, vi har talt om?

Værsgo til ministeren.

Jeg må sige, at noget af det, jeg i hvert fald har siddet og er blevet forundret over, egentlig er uenigheden om det her med, om tingene skal være skarpt adskilt fra skolen eller ej. Altså, nogle gange er der nogle – hvad kan man sige – uenighedslinjer, som er anderledes end normalt, for i virkeligheden hører jeg jo et Folketing, hvor man på lange stræk er enige om rollen.

Jeg sad sådan og tænkte over, at der ville være andre samfund, hvor man med det samme fandt på, at fritidspædagogikken netop skulle sættes ind i en sådan læringsfunktion, altså så det stort set blev en miniskole, bare efter skoletid. Det er der jo ingen der siger i det her Folketing. Så der er nogle positioner, der ville være oplagte, men som ikke er til stede – og måske i virkeligheden heldigvis for det – men så synes jeg, at der er nogle andre positioner til stede, som jeg kan være nysgerrig på, bl.a. hvorfor det skulle være så vigtigt, om det lå det ene eller det andet sted. Jeg har i hvert fald den opfattelse, at det har været et meget stort fremskridt, at man har fået en større grad af helhedsorientering og sammenhæng i hverdagen. Og så kan man jo gå til fodbold, hvis man ikke gider at være mere på skolen.

Men det er noget af det, jeg er nysgerrig på, og noget af det, jeg også synes, at vi skal give os tid til at drøfte mere i dybden.

Er det opfølgende? Nej. Hr. Jacob Mark fra SF, værsgo.

Ministeren sagde i sin første tale, eller måske var det i virkeligheden i et svar, at det jo ikke er nogen overraskelse, at coronaen har haft negative konsekvenser for sfo'en, og det har ministeren i virkeligheden vidst siden april sidste år. Og det vækkede i hvert fald den følelse i mig, at jeg så kunne få lyst til at spørge, hvorfor der ikke rigtig er gjort så meget for at hjælpe sfo'en.

For lige præcis sfo'en synes jeg er et af de steder, hvor vi egentlig ikke har løftet, og det er jo måske lige så meget SF's ansvar. Men for at sige det rent ud ved jeg at mange i sfo'en føler sig glemt. Det er ikke noget, der har fyldt meget i debatten. Udmeldestallene stiger og stiger, og i forvejen bliver der sparet derude. Er det egentlig ikke tid til, at vi får sat os sammen og sagt: Hvad gør vi egentlig med den sfo nu her under corona?

Værsgo til ministeren.

Altså, nu blev der truffet over 1.500 beslutninger i april måned sidste år, så selvfølgelig kan vi ikke alle sammen huske alle sammen. Men jeg vil bare erindre SF's ordfører om, at SF's ordfører faktisk selv har været med til, at vi i forbindelse med sidste sommer satte ret mange penge af, og at kommunerne kunne gøre det, at de netop lod det koncentrere om fritidspædagogikken. Så det er jo ikke, fordi det så er alt derude i al evighed og alt det her, men det er bare for at sige, at jeg faktisk mener, inklusive SF's ordfører, at der har været rigtig god fokus på det he.

Vi skal huske på, at det er en kommunal opgave, og det er det samme med folkeskolen. Det vil sige, at det, når vi drøfter de ting herinde og vi i øvrigt sætter penge af, så er det ikke os, der udfører opgaven.

Men jeg vil sige det sådan – fuldstændig som jeg sagde det tidligere i mit svar – at problemet blev rejst over for mig første gang af KL helt tilbage i april sidste år, og vi har jo haft det sektorpartnerskab. Vi har jo ligesom de to grupper, og det ved hr. Jacob Mark alt om, men det er også bare lige for offentligheden: Vi har den politiske følgegruppe, hvor alle partierne sidder, og så interessenterne, hvor alle dem, der arbejder i felten og forældrene og eleverne er med, og der har der været et fokus på fritidspædagogikken uforandret hen over månederne. Så jeg er egentlig ikke enig i beskrivelsen af, at der ikke har været en opmærksomhed omkring det.

Men der er altså en global pandemi, så lige nu er jeg bekymret for fritidsområdet, og jeg er bekymret for folkeskolen, og jeg er bekymret for erhvervsuddannelserne, hvor de heldigvis kommer tilbage på fuld tid nu. Så det er bare for at sige, at vi jo ved, at der er en masse negative konsekvenser af pandemien, og det er der så også på fritidsområdet, men jeg opfatter det ikke sådan, at det så har været negligeret, i forhold til hvor svært det har været, også på de andre områder.

Hr. Jacob Mark.

Det tror jeg nu faktisk nok at jeg gør. Både når det har handlet om restriktioner og retningslinjer, har sfo'en altid været dem, hvor det var lidt uklart, hvad der egentlig gjald for dem, og når vi har lavet hjælpepakker – og dem har jeg jo selv været med til at lave – er det jo også altid endt ud i, at sfo'erne igen lidt er blevet sådan et ophæng på skolen. Man kan lige vælge at bruge lidt, men der er f.eks. ikke øremærket en økonomi til sfo'en, og der er ikke sådan en eller anden øremærket tankegang om, hvordan vi styrker sfo'en.

Så min appel er i virkeligheden bare med alt det, vi har gjort sammen nu, og med de udmeldelsesstal, vi ser, at jeg tror, at tiden er kommet til at få sat sig ned og lagt en plan for sfo'en.

Ministeren, værsgo.

Vi har jo et politisk følgegruppemøde senere i dag og har det igen tirsdag i næste uge, og jeg er uforandret indstillet på, at de problemstillinger, som dukker op undervejs i forhold til corona, tager vi, og hvis der er behov for en status på, hvor vi er lige nu i forhold til sfo'erne, vil jeg gerne bede KL om – vi får jo løbende meldinger fra dem – at give os sin seneste ombæring af meldinger på, hvor vi står, og så præsentere det for følgegruppen, så vi kan få en drøftelse af, hvor vi er i forhold til corona.

Jeg slår mig på det der med adskillelsen, så det kommer vi til at komme hen over med hinanden af nogle omgange, fordi helhedsorientering er vigtig for mig. Adskiller man det for meget, mister vi – det er der i hvert fald en risiko for – en del af den adskillelse, og jeg er nysgerrig på det. Altså, vi må jo drøfte, hvad det er, man vinder, og hvad det er, man taber, men jeg er ikke umiddelbart en særlig stor tilhænger af, at man så siger, at der er én skål til det og én skål til det, og at man ligesom i højere og højere grad får det mast op i to forskellige hjørner.

Jeg synes jo faktisk, at hele idéen har været, at man ikke i forhold til indholdet, men at man i forhold til det løbende samarbejde og den måde, man vælger at prioritere på, mere og mere kan se det i en sammenhæng med hinanden. Men det må vi tage nogle flere snakke om.

Hr. Bjørn Brandenborg, Socialdemokraterne, for næste korte bemærkning.

Tak for det. Det er ikke, fordi jeg har et kritisk spørgsmål til ministeren, men egentlig, fordi det spørgsmål, som hr. Jacob Mark stillede, fik mig til at undre mig lidt. Jeg kunne have håbet på, at han havde stillet mig det spørgsmål i stedet for. Men jeg ved jo også, at der er rigtig mange fra det område, som måske ikke er helt enige i den betragtning.

Mit spørgsmål til ministeren kan være, om ministeren ikke er enig i, at man faktisk har tænkt klubber og fritidsområdet ind i løsningen. Det gjorde man jo, da man lavede første genåbning, og der har jo også været områder, hvor man f.eks. har oplevet, at faren for, at de unge endte i kriminalitet, har betydet, at man sagt, at man her ville gøre en undtagelse og holde klubberne åbne, og man har også har sørget for, at personalet har været tilgængeligt på andre måder, f.eks. ved at tage hjem og besøge nogle af dem, der har haft brug for det osv.

Så ja, der er måske nogle, der har følt, at det ikke har været nok – det er nok i folkeskolen – men der er faktisk også mange andre områder i fritids- og ungdomspædagogikken, hvor den i den globale pandemi, vi står i nu, har været en del af løsningen, og hvor personalet derude har gjort et fremragende stykke arbejde med at være en del af løsningen.

Tak. Ministeren.

Jamen altså, jeg er helt enig i betragtningen. Og med hensyn til det der med at føle sig glemt, så har jeg jo den oplevelse, at hvis jeg f.eks. som minister siger pip om gymnasieskolen, så skal det nok tage alle overskrifterne, og på samme måde, hvis jeg siger pip om folkeskolen, så skal det også nok tage overskrifterne, men siger jeg pip om erhvervsskolerne eller om sfo'erne og fritidspædagogikken, så tager det ikke nogen overskrifter. Derfor kan jeg faktisk godt forstå, at man føler sig overset, eller hvad skal man sige; man ser ikke sig selv genspejlet i mediebilledet på samme måde som de andre områder gør.

Men jeg vil sige det på den måde, at der har været diskussioner om retningslinjerne, og det er da helt med vilje – det er godt nok med ført hånd og helt med vilje og efter lange diskussioner og dybe overvejelser og med mange dilemmaer – at retningslinjerne er landet, præcis som de har gjort. For der var jo en efterspørgsel på, at man skulle følges med sin egen klasse, og at man ligesom skulle være i samme boble som sin klasse over på fritidsområdet og også, når man kom i sfo. Det kan der sikkert smittetryksmæssigt være alt mulig godt i, men hvad angår det rent pædagogiske, må man sige: No, no, no. Altså, der har vi jo virkelig brug for, at fritidspædagogikken er det, den er, nemlig fri tid, og at den gruppe, man er sammen med, har en anden sammensætning end i skolen. Det er simpelt hen en selvstændig pointe.

Smittetrykket skal selvfølgelig kunne holde til det og alt det der, men det er bare for at sige, at det ville have meget nemmere bare sige, at det bare er et vedhæng til folkeskolen, så vi følger bare den. Det har da kostet blod, sved og tårer at få lagt de ting ordentligt, og det synes jeg så til gengæld vi har gjort. Men jeg kan godt forstå, at den enkelte, der arbejder i sfo'en, ikke nødvendigvis har opdaget det, for der er ikke meget mediestorm at finde på det område.

Tak til ministeren. Der er endnu en kort bemærkning, og det er til hr. Stén Knuth fra Venstre. Værsgo.

Tak. Jeg vil lige bringe ministeren tilbage til starten af forespørgslen, hvor Ellen Trane Nørby spørger Socialdemokraternes ordfører om det her med, om man må bruge fritidspenge på skoleområdet, og jeg vil egentlig gerne lige have, at ministeren bekræfter, at det må man ikke, og at der, hvis man gør det, går en befaling ud om, at det må man ikke, og at de penge skal tilbageføres.

Ministeren.

Ligesom Socialdemokratiets ordfører, hr. Bjørn Brandenborg, bekræftede, at det er sådan, det forholder sig, kan jeg også bekræfte, at det er sådan, det forholder sig. Det har vi i øvrigt også haft, jeg tror et enkelt samråd eller to omkring. Så ja, det kan jeg bekræfte.

Så er der ikke flere korte bemærkninger til ministeren, så tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt finde sted på tirsdag, den 20. april 2021.