Det første punkt på dagsordenen er:

1) Forespørgsel nr. F 22:

Forespørgsel til statsministeren:

Vil statsministeren redegøre for beslutningsprocessen bag den landsdækkende aflivning af mink, herunder regeringens interne behandling af sagen, og for statsministerens egen rolle i sagen fra mødet i regeringens covid-19-gruppe den 1. oktober frem til regeringens udmelding om aflivning af alle danske mink samt det efterfølgende forløb, og er statsministeren enig i behovet for at lade en undersøgelseskommission undersøge hele forløbet? (Hasteforespørgsel).

Af Jakob Ellemann-Jensen (V), Karsten Lauritzen (V), Kristian Thulesen Dahl (DF), Peter Skaarup (DF), Søren Pape Poulsen (KF), Rasmus Jarlov (KF), Pernille Vermund (NB), Peter Seier Christensen (NB), Alex Vanopslagh (LA) og Ole Birk Olesen (LA).

(Anmeldelse 20.11.2020. Omtrykt. Fremme 24.11.2020).

Jeg skal gøre opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 26. november 2020.

Først skal vi have begrundelsen, og det er ordføreren for forslagsstillerne, hr. Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti.

Vi er en række partier, som har bedt om at få den her hasteforespørgsel gennemført i dag. Vi er meget glade for, at det har kunnet lade sig gøre. Vi står med noget, som vi i hvert fald – en stor del af Folketinget, og jeg tror også en stor del af befolkningen – mener mere og mere med rette betegner som en skandale, altså en minkskandale. Vi taler om en situation, hvor et erhverv i Danmark er blevet udslettet eller er i gang med at blive udslettet på baggrund af en ulovlig ageren fra regeringens side. Det bliver vi nødt til at sørge for bliver undersøgt til bunds. Vi bliver nødt til at sikre, at de ansvarlige bliver stillet til ansvar. Og når man kigger på ministeransvarlighedsloven, som jo regulerer, hvordan ministre agerer, så fremgår det tydeligt, at hvis man som minister er bekendt med, at den pågældende handling, der ikke må foretages, bliver foretaget, og har undladt at søge dette hindret, så bliver man ansvarlig for den gerning, der sker – her den ulovlige handling, altså i virkeligheden at aflive alle raske mink i landet.

Sagen er om statsministeren. Vi har nogle redegørelser, der jo siger rigtig mange ting, og der kommer rigtig mange spørgsmål på baggrund af redegørelserne. Men en ting, vi i hvert fald utvivlsomt ved, er, at statsministeren i løbet af en weekend bliver bekendt med, at det her hviler på et ulovligt grundlag og ikke griber ind og får den ulovlige handling stoppet. Det, som jeg og andre gerne vil sikre vi får et svar på inden for de næste par timer, er, hvorfor i alverden statsministeren ikke gjorde det, hun har pligt til, når hun ved, at der foregår en ulovlighed i hendes regering, nemlig får stoppet den ulovlige handling øjeblikkeligt – og om statsministeren ikke er enig i, at når man undlader det, så bryder man faktisk ministeransvarlighedsloven og dermed de regler, der gælder for ministres handlinger.

Jeg ser frem til debatten.

Tak for det. Så skal vi have besvarelsen, og først er det statsministeren. Værsgo.

Tak for ordet, og tak for muligheden for at komme her i dag og redegøre for forløbet omkring aflivningen af mink uden for smittezonerne. Jeg vil starte med det, der for mig er det centrale i det her forløb.

Regeringen fik den 3. november en klar risikovurdering fra sundhedsmyndighederne, og jeg citerer :

»En fortsat minkavl under en igangværende COVID-19 epidemi indebærer en betydelig risiko for folkesundheden, herunder for mulighederne for at forebygge COVID-19 med vacciner.«

Den risikovurdering kunne vi ikke sidde overhørig. Derfor traf regeringen den svære, men nødvendige beslutning om, at alle mink i Danmark måtte aflives. Alt andet ville have været uansvarligt. Det har jeg i øvrigt også noteret mig at et flertal i Folketinget er enige med regeringen i.

Det ændrer ikke på, at der er begået fejl i den her sag og i gennemførelsen af den beslutning, jeg lige har beskrevet. Det er indlysende. Det er i øvrigt lagt åbent frem i den redegørelse, som den nu daværende fødevareminister oversendte til Miljø- og Fødevareudvalget i sidste uge. Der var lovhjemmel til at aflive smittede minkbesætninger og besætninger inden for smittezonerne, men ikke til at aflive minkene uden for smittezonerne. Det må selvfølgelig ikke ske, og det skete alligevel. Det skal beklages, og det har jeg gjort flere gange, og det vil jeg hermed gerne gøre igen, ikke mindst over for danske minkavlere.

Den tidligere fødevareminister er trådt tilbage. Regeringen har udarbejdet en redegørelse for hele forløbet, og der vil blive igangsat en uafhængig undersøgelse. Rammerne for den drøftes lige nu mellem partierne i Folketinget.

Der spørges i dag særligt i forespørgslen til regeringens beslutningsproces i den her sag og til min rolle som statsminister. Som det også fremgår af redegørelsen, var regeringen og jeg, da vi traf beslutningen, og da vi holdt pressemødet, ikke klar over, at der ikke var lovhjemmel til at aflive mink uden for smittezonerne. Hvad skulle i øvrigt have været regeringens motiv til det modsatte, altså at fortie, at der ikke var lovhjemmel, for bagefter at komme og bede Folketinget om den? Der er med andre ord i den her sag ikke et motiv. Der er overhovedet ikke et motiv.

Regeringens koordinationsudvalg burde være blevet oplyst om, at der ikke var hjemmel til at aflive alle mink, og alle ministre, der deltog i pressemøderne, skulle også have været oplyst om det. Som jeg har sagt det før: Havde vi vidst, at der manglede lovhjemmel til aflivning af mink uden for smittezonerne, så havde vi sagt det, og så havde vi samtidig bedt Folketinget om tilslutning til en hastebehandling og samtidig selvfølgelig gjort det klart, at indtil den lovgivning så var på plads, var der tale om en opfordring til minkavlerne uden for smittezonerne – altså, hvis vi havde vidst det.

Så er der den diskussion om, at jeg som statsminister skulle have sørget for – det er det, der lige er blevet gentaget – at stoppe aflivningen af mink uden for smittezonerne, da jeg søndag den 8. november bliver forelagt, at der mangler lovhjemmel. Nogle har i den sammenhæng også her nævnt statsministerens tilsynspligt. Til det vil jeg gerne sige, at den diskussion bygger på nogle forkerte forestillinger om, hvad det er, der er statsministerens opgave.

Da jeg søndag den 8. november sender et brev til Folketingets formand med ønske om hastebehandling, er den daværende fødevareminister fuldt ud bevidst om den manglende lovhjemmel. Det er der også andre, der er, for fødevareministeren og hans system havde nemlig selv taget kontakt til partierne i Folketinget, og senere samme aften kommenterede fødevareministeren den manglende hjemmel i offentligheden. Lad mig samtidig understrege, at jeg ikke søndag bliver oplyst om, at der skulle foregå noget ulovligt, f.eks. at myndighederne skulle være i gang med at foretage tvungne aflivninger uden for smittezonerne, eller noget lignende.

I den situation er det helt rimeligt og fuldstændig i overensstemmelse med ministerstyret og tilsynspligten, at statsministeren forventer, at den ansvarlige ressortminister, ministerens departement og de ansvarlige myndigheder selv træffer de nødvendige foranstaltninger. Jeg har set det beskrevet nogle steder, at jeg som statsminister skulle have reageret på et brev fra Fødevarestyrelsen til minkavlerne fredag den 6. november, men som det fremgår af redegørelsen, har Statsministeriet ikke modtaget det brev. Og som det endvidere fremgår, er det først mandag, Statsministeriet orienteres af Fødevareministeriet om brevet og om, at man i Fødevareministeriet er i gang med selvfølgelige at skrive et nyt brev. Reaktionen i Statsministeriet er, som det fremgår af redegørelsen, at det nye brev hurtigst muligt skal sendes, og at det skal koordineres med Justitsministeriet. Jeg bliver selv orienteret om brevet tirsdag morgen; her er det nye brev fra Fødevarestyrelsen sendt.

Lad mig derfor sige: At jeg skulle have grebet ind i Fødevarestyrelsens og Fødevareministeriets sagsbehandling og kommunikation – vigtige kommunikation – til minkavlerne i et brev, som jeg i øvrigt ikke havde kendskab til, er usagligt. Det, at en beslutning træffes i et regeringsudvalg med min deltagelse, ændrer ikke på, at det er den ansvarlige minister og de ansvarlige myndigheder, der skal sikre, at det føres lovligt og rigtigt ud i livet. Sådan er det under den her regering, sådan var det under den tidligere regering og under regeringer før den. Det her handler ikke om at skubbe ansvaret fra sig. Det er sådan, en regering og det danske ministerstyre fungerer.

Må jeg lige afslutningsvis sige noget i forhold til de påstande, der fyger gennem luften, om, at jeg skulle have brudt loven eller endda begået et grundlovsbrud. Det er simpelt hen forkert. Som det også fremgår af Justitsministeriets notits af 18. november har udtalelser på pressemøder og andre politiske udmeldinger ikke retsvirkning for borgerne. Den juridiske del af det her redegør justitsministeren for.

Så vil jeg tilføje, at jeg som alle andre i dette Folketing har skrevet under på at ville overholde grundloven. Grundloven er det fundament, hvorpå Danmark står, og jeg synes, at det er en absurd påstand, når det fra nogle sider hævdes, at regeringen skulle have et mere afslappet, et mindre respektfuldt forhold til grundloven end andre partier i den her sag. Uanset hvordan vi vender og drejer det her spørgsmål, skal vi som land og som befolkning igennem pandemien, og vi skal ud af den mindst lige så stærke, som vi var, dengang den ramte os. Tak for ordet.

Tak til statsministeren. Det er sådan, at de to ministre tilsammen har 10 minutter, og det vil sige, at der nu er efterladt godt 3 minutter til justitsministeren. Det er bare til orientering.

Nu er der så mulighed for, at hovedordførerne kan få ét spørgsmål hver, men det er ikke det normale med 1 minut og ½ minut. Det er 1 minut. Først er det hr. Jakob Ellemann-Jensen. Værsgo.

Tak for det, og tak til statsministeren. Jeg mener jo sådan set, at der er en del, der tyder på, at statsministeren ikke har overholdt sin tilsynspligt, når statsministeren bliver oplyst om, at der ikke er lovhjemmel til det her, og statsministeren gentager også nu det, som statsministeren udtalte den 19. november:

Da regeringen træffer beslutningen, bliver vi ikke gjort opmærksom på, at der mangler lovhjemmel. Og det vil altid være sådan, at det er den ansvarlige minister, som sikrer, at der er lovhjemmel.

Altså det, man i en skolegård kalder, at det var Mogens, der gjorde det.

Statsministeren har jo ellers tidligere sagt:

Vi har et utrolig lille statsministerium, som ikke driver noget i det politiske arbejde, og det passer ikke sådan lige til mit temperament, hvis det er mig, der skal være landets statsminister. For så er det mit ansvar.

Det er det så ikke længere? Hvorfor gjorde statsministeren ikke noget, da statsministeren fandt ud af, at man agerede bundhamrende ulovligt, når nu statsministeren mener, at det er statsministeren, der står med ansvaret?

Statsministeren.

Det er ganske enkelt en forkert præmis at opstille for spørgsmålet, fordi det jo med spørgsmålet signaleres, at statsministeren ikke gjorde noget, da statsministeren, som er mig selv, bliver bekendt med, at der ikke er lovhjemmel. Det er ganske enkelt ikke rigtigt. Jeg bliver forelagt en sag søndag og reagerer meget hurtigt på den ved at oversende et brev til Folketingets formand, hvori det jo fremgår, at vi anmoder om en hastebehandling, så den lovhjemmel kan komme på plads. Så det er en reaktion, og jeg mener også, at det er den rigtige reaktion.

Når det så kommer til Fødevareministeriet, synes jeg, det er helt åbenbart, at i det øjeblik man blev opmærksom på, at der ikke er lovhjemmel, så skal det jo kommunikeres både internt til regeringen, men jo i allerhøjeste grad også til Folketinget, offentligheden og ikke mindst til minkavlerne.

Kristian Thulesen Dahl, værsgo.

Det her er jo helt skævt. Altså, hvis statsministeren søndag bliver bekendt med, at man administrerer på et ulovligt grundlag – så siger statsministeren, at man med det samme tager fat i det, at man beder Folketinget om at ændre lovgivningen – skal man da starte med at stoppe ulovlighederne, og når man så har stoppet ulovlighederne, kommer man til Folketinget og siger: Så vil vi i øvrigt gerne have hjemmel til at gøre noget andet end det, vi så gør, for det mener vi er begrundet i alle mulige ting, der er vigtige. Og det har Folketinget jo tidligere i det her coronaforløb vist at have en utrolig stor forståelse for. Men man bliver da nødt til at stoppe ulovlighederne først. Så jeg må spørge statsministeren: Hvad gør statsministeren den her pågældende søndag for at være sikker på, at administrationen, regeringens administration, som udøvende myndighed i det her land ikke hviler på ulovlighed?

Statsministeren.

Der er ikke noget skævt i det her, som der bliver sagt. Der er en manglende lovhjemmel, og det er et problem. Det er også et problem, at man i det øjeblik, man finder ud af hos den ansvarlige myndighed og i det ansvarlige ministerium, at der er en manglende lovhjemmel, ikke gør opmærksom på det med det samme. Jeg mener, det er korrekt, som statsminister, at jeg orienterer Folketinget og i den anledning beder om, at hastebehandlingen af lovgivningen kan komme på plads. Det mener jeg sådan set er en korrekt reaktion.

Hr. Jens Rohde.

Hvad mener statsministeren med »at gøre opmærksom på«? Hvem er det, der skal gøres opmærksom på det? Altså, i det øjeblik, man finder ud af, at her er der noget, der ikke er lovhjemmel til, ville den naturlige reaktion så ikke have været, at man havde kommunikeret det med det samme og stoppet det, der foregår? Det, man skal huske på, statsminister, er jo, at mens man erkender dette, er der myndigheder, der kommer ud i militærbiler og store dragter, ud til de her gårde, og forlanger, at det, der i hvert fald er opfattet som en ordre, bliver udført. Kan statsministeren ikke sætte sig ind i de menneskers oplevelser af, hvad i alverden det er, der er foregået, og at de føler sig dybt krænket på deres retsbevidsthed?

Statsministeren.

Jo, jeg kan fuldstændig en til en sætte mig ind i, hvordan det er at være minkavler i et land, som på grund af en global pandemi bliver nødt til at slå de dyr ned, som man måske igennem generationer har levet af og levet sammen med og bygget sit livsværk op på. Og det forløb, der har været omkring minkavlerne, er kritisabelt. Det har vi også sagt ved andre lejligheder, og jeg vil dybt beklage, at det er foregået på den måde, det er foregået på. Så jo, jeg kan godt sætte mig ind i, hvor svært det er for minkavlerne, for deres familier, for deres medarbejdere og i øvrigt for de tilhørende erhverv og lokalsamfund. Derfor havde det selvfølgelig – selvfølgelig – også været det mest korrekte og i mine øjne også nødvendige, at i det øjeblik, man fra myndighedsside bliver opmærksom på, at der ikke er lovhjemmel, skulle man have kommunikeret det til minkavlerne.

Hr. Carl Valentin.

Der er ikke nogen tvivl om, at vi fra SF's side er enige i beslutningen om at slå samtlige mink i Danmark ned, og der er ikke nogen tvivl om, at det var nødvendigt i den her situation. Men vi kan godt undre os lidt over, at regeringen ikke har forberedt sig bedre, og det er egentlig det, jeg gerne vil spørge ind til. Vi er jo nogle partier, som i relativt lang tid har været ekstremt bekymrede over smittespredningen i minkproduktionen, og vi har også i lang tid påpeget offentligt, at det ikke var ansvarligt at sætte nye dyr i verden efter næste pelsningssæson. Hvordan kan det være, at regeringen ikke er bedre forberedt på den her situation? For mig at se er det jo også den manglende forberedelse, der gør, at forløbet måske bliver så kaotisk og er genstand for så meget debat, som det er nu.

Statsministeren.

For det første vil jeg gerne anerkende, at der er nogle – det er ikke mange – enkelte partier i Folketinget, som igennem hele den her proces har været meget, meget optaget af farligheden og den potentielle farlighed ved fortsat at have minkavl under en global pandemi. Det er rigtigt, at her spiller vel i særdeleshed SF og Enhedslisten en særlig rolle.

Det har i øvrigt været bekendt for hele Folketinget igennem nogle måneder, at der har været en risiko forbundet med minkavl i Danmark, og det er jo derfor, at der overhovedet er lavet sikkerhedszoner. Det er sådan set også derfor, at aflivning af mink er påbegyndt på en række farme. Samtidig med det vil jeg dog sige, at det at træffe en så vidtgående, så alvorlig og så voldsom beslutning om at slå alle mink ned kan man i mine øjne først gøre, når man modtager en risikovurdering a la den, vi modtager i starten af november måned. For det er så tung og det er så svær en beslutning, at der skal man være sikker på, at det er det, der er det rigtige at gøre.

Men jeg anerkender fuldt ud, at der er partier, der har haft fokus på det her i lang tid.

Hr. Søren Pape Poulsen, værsgo.

Tak for det. Jeg tror, at når vi er nogle, der interesserer os en hel del for det her, er det jo ikke, fordi vi har en forventning om, at statsministeren hver dag skal ringe rundt til ministrene og spørge: Har I overholdt loven i dag, er det noget, I ikke lige har styr på? Det er jo, fordi det er et helt erhverv, der bliver udslettet, og at man finder ud af: Hov, vi har simpelt hen givet en instruks her, der ikke er lovlig. Altså, man har på de farme, hvor der ikke er smitte, og som ligger uden for zonerne, ikke hjemmel til at kræve dem aflivet. Så synes jeg jo, at det er naturligt nok i så stor en sag, at en statsminister lige ringer til fødevareministeren eller får nogen til det og spørger: Hej, har du stoppet det her; har du stoppe det lovbrud, der er i gang?

Det er lidt det, der er meget svært at forstå, altså det, at det ikke bliver stoppet, når man nu har kendskab til, at det er ulovligt. Hvorfor man ikke sikrer det i så stor en sag, er svært at forstå. Det her er ikke en hverdagssag; det her er jo en kæmpe sag. Jeg har svært ved at forstå, at statsministeren så ikke mener, at det skal vi lige have stoppet. Derfor kan jeg ikke forstå, at statsministeren mener, at det er nok at skrive til Folketingets formand, og at hun ikke siger: Stop det, det er ulovligt.

Statsministeren.

For det første mener jeg fortsat, at det er korrekt at informere Folketinget. Det er også det, fødevareministeren gør til de relevante ordførere, og som jeg som statsminister gør til Folketingets formand. Så lægger jeg selvfølgelig til grund, og det lægger jeg til grund, at de ansvarlige myndigheder og den ansvarlige minister sørger for ikke alene, at hjemmelen kommer på plads, men også at man får rettet op på de problemer, der er, herunder selvfølgelig får orienteret minkavlerne om, at der ikke er hjemmel til det, der er gjort.

Så ligger der jo også, synes jeg, det i nogle af spørgsmålene, om man på det tidspunkt skulle have sagt, at nu skal der slet ikke slås mink ihjel i Danmark. Det vil jeg også mene er en forkert præmis, for i mine øjne er der meget stor forskel på at gøre opmærksom på, at der mangler hjemmel, og at det derfor er frivilligt at aflive dem, og så at man ligefrem skulle stoppe aflivningerne, hvilket jeg ikke kan se ville være forsvarligt i forhold til folkesundheden.

Så er det hr. Peder Hvelplund. Værsgo.

Tak for det. Og tak til statsministeren for besvarelsen. Der er ikke nogen tvivl om, at der er blevet begået alvorlige fejl i det her forløb, men jeg vil godt vende lidt tilbage til hele den proces, der ligger op til det, altså hvorfor regeringen ikke greb ind tidligere – hvorfor man fraveg det forsigtighedsprincip, man jo havde tilbage og indtil den 7. juli, hvor man aflivede besætninger med syge mink. Den beslutning om at fravige det betød jo, at smitten på minkfarmene steg og faktisk steg eksponentielt igennem september måned. Der opstod de her minkreservoirer. Og der lå faktisk advarsler fra sundhedsmyndighederne om, at der var en konkret trussel.

Derfor er mit spørgsmål til statsministeren bare, om statsministeren mener, at regeringen har fastholdt det forsigtighedsprincip, som jo netop skulle sætte folkesundheden i fokus og dermed være med til at beskytte os imod den udvikling, som så betød, at man kom til at skulle handle så hurtigt og så abrupt og så kaotisk i sidste øjeblik. Mener statsministeren, at man har gjort tilstrækkeligt for at passe på folkesundheden i Danmark?

Tak. Så er det statsministeren. Værsgo.

Altså, det har været regeringen og Folketinget og sådan set også offentligheden bekendt igennem nu flere måneder, at der er en risiko forbundet med minkavl. Det har vi vidst. Vi har jo også set nogle smitteudbrud, bl.a. i Hjørring, som havde relation til mink. Så vi har alle sammen vidst, at der var en risiko. Og så har myndighederne forsøgt – som jeg forstår det – nogle forskellige strategier for at få inddæmmet den smitte, der relaterer sig til mink, og har også skiftet strategi undervejs. Det viser sig, at man ikke kan inddæmme den smitte, der er, og man kan ikke passe ordentligt på mennesker, hvad angår smitten fra minkene. Oven i det kommer så den risikovurdering fra Statens Serum Institut, der handler om mutation og den risiko, der er forbundet derved i forhold til en fremtidig vaccine. Og der står vi så i en situation, hvor det står sort på hvidt, at risikoen for menneskene i den her globale pandemi ganske enkelt er for stor med en fortsat minkavl, og derfor træffes den beslutning, der træffes.

Jeg vil bare igen gentage: At træffe en så vidtgående beslutning – den mener jeg ikke vi har belæg for at træffe, før vi gør det.

Tak. Så er det hr. Alex Vanopslagh.

Tak for det. Da statsministeren giver den ulovlige ordre på pressemødet, nævner statsministeren selv, at der nu iværksættes en nødplan for aflivning, og at den håndteres i regi af den nationale operative stab under politiets kommando og med bistand fra forsvaret og Beredskabsstyrelsen og hjemmeværnet. Og de går så i gang med aflivningen af mink, efter at statsministeren på et pressemøde stiller sig i front for, at det skal gå i gang. Efterfølgende finder regeringen ud af, at det er ulovligt, og der må vi så forstå, at grunden til, at statsministeren ikke gør noget for at stoppe den ulovlige ordre – hos forsvaret, hos NOST, hos politiet osv. osv. – simpelt hen er, at det er myndighedernes eget ansvar, og at det er de enkelte ressortministres eget ansvar.

Selv om man så i de efterfølgende dage kan se, at den ulovlige ordre ikke bliver trukket tilbage, og det kan statsministeren jo også se, så vælger statsministeren at – må vi forstå – sidde på hænderne og sige: Næh, det er ikke mit ansvar; det må de andre ministre klare; det må de selv klare hos myndighederne; jeg har ikke noget ansvar for det her. Er det korrekt forstået, at det er det, der er begrundelsen for, at statsministeren ikke gør noget – altså at man bare mener, at det er de andres ansvar?

Tak for det. Statsministeren, værsgo.

Nej, det er ikke korrekt forstået. Og jeg mener heller ikke, det er en korrekt gengivelse af, hvad der foregik.

Så er det fru Pernille Vermund. Værsgo.

Tak. Man kan jo betragte det her som sløseri, som virkelig dårlig regeringsførelse. Man kan også betragte det som magtmisbrug, særlig i dagene og ugerne efter at regeringen har erkendt, at der ikke var lovhjemmel til at gøre, hvad man gjorde.

Statsministeren prøver at bilde os ind, at statsministeren har gjort, hvad statsministeren skulle, ved at advare Folketingets formand om, at nu ville der komme noget hastelovbehandling, men faktum er jo, at statsministeren torsdagen efter sidder på landsdækkende tv og siger til en minkavler uden for smittezonerne, at minkavleren skal aflive alle sine raske dyr. Og det har statsministeren ikke lovhjemmel til. Så statsministeren fortsætter sin ulovlige ordre og misbruger den magt, som statsministeren er givet. Det er fuldstændig utilstedeligt.

Statsministeren.

Det er jeg helt og aldeles uenig i, og der er ikke tale om magtmisbrug. Det interview, der henvises til her, gives på et tidspunkt, hvor der er fuld klarhed i Danmark om, at der ikke er lovhjemmel. Det er ikke til diskussion. Regeringen har meddelt, at der ikke har været lovhjemmel til den melding, der er kommet på pressemødet. Men det ændrer jo ikke på sundhedsrisikoen.

Det siger sig selv, at det er helt afgørende at kommunikere, at der ikke er lovhjemmel, og derfor kan det ikke betragtes som en ordre, at minkene udenfor sikkerhedszonen skal aflives. Men det ændrer jo ikke på, at minkene bør aflives, fordi de udgør en alvorlig sundhedsrisiko for de mennesker, der bor i Danmark, og det er og bliver regeringens – og i mine øjne også Folketingets – vigtigste opgave at passe på folkesundheden. Men det skal selvfølgelig foregå på et grundlag, hvor der er hjemmel. Det siger sig selv.

Foreløbig tak til statsministeren. Og så er det justitsministeren.

Det er nu næsten 9 måneder siden, den første dansker blev testet positiv med covid-19. Det har alt i alt været nogle vanskelige måneder, men Danmark er, når vi sammenligner os med omverden, i hvert fald indtil videre kommet igennem epidemien – ikke mindst takket være en enorm indsats af vores myndigheder og den danske befolkning. Det er vigtigt at minde om.

Regeringen sagde allerede tilbage i marts, at der givetvis ville blive begået fejl i håndteringen af epidemien. Og som statsministeren har været inde på, er der desværre mange ting i det her forløb, som er gået galt. Det er der selvfølgelig grund til at beklage, det er der grund til at undskylde, og det har regeringen gjort. Og det er fair, at vi har en kritisk debat om håndteringen af det her forløb. Der, hvor debatten for mig at se kører af sporet, er, når den bliver gjort til et spørgsmål om jura, når der bliver råbt »grundlovsbrud« eller »ulovlig ordre« i flæng. Derfor vil jeg gerne benytte de 1 minut og 52 sekunder, jeg har, til at prøve at få debatten tilbage på sporet.

For det første er det simpelt hen ikke rigtigt, at regeringen skulle have givet en ulovlig ordre. Som det fremgår af Justitsministeriets notits af 18. november kan en udtalelse på et pressemøde ikke udgøre en ordre til borgerne, i dette tilfælde minkavlerne. Det er derfor retligt set forkert at omtale udtalelserne på pressemødet som en ordre. Som det også fremgår af notitsen, har udtalelserne på pressemøder og andre politiske udmeldinger ikke retsvirkninger for borgerne. Udtalelserne er derfor heller ikke omfattet af legalitetsprincippets krav om hjemmel.

Det er derfor juridisk set skævt, at man begynder at betegne regeringens udmeldinger som ulovlige eller ligefrem grundlovsstridige. Det bliver ikke mere rigtigt af, at man siger, at hvis udtalelserne havde været regler eller afgørelser, ville de have krævet hjemmel. Pointen er, at ingen minkavlere er juridisk forpligtet af de udtalelser. Og så er der garanteret nogen, der vil beskylde mig for at bedrive juristeri og ordkløveri, men hvis man i den offentlige debat beskylder nogen for at have handlet ulovligt, så må man også finde sig i, at man må diskutere med juridiske argumenter. Med andre ord: Hvis man kvalificerer noget i juridiske termer, bliver man sådan set også nødt til at tage debatten med juridiske modargumenter.

Så er der et andet spørgsmål – hvad der rent faktisk er sket ude i virkeligheden – og som Fødevarestyrelsen har oplyst, så er faktum, uanset hvor kritisabelt og beklageligt forløbet har været, at myndighederne fra alt, hvad der ligger oplyst, ikke har aflivet mink uden for smittezonerne, hvor der jo er hjemmel til aflivning. Så de aflivninger, der er foretaget af myndighederne, er sket med hjemmel, og hvis der er minkavlere, der har lidt tab, fordi de har handlet i overensstemmelse med myndighedens beskeder, så vil der efter omstændighederne kunne være krav på erstatning.

Tak til justitsministeren. Nu er der igen mulighed for ét spørgsmål fra hver af hovedordførerne. Først er det hr. Jakob Ellemann-Jensen. Værsgo.

Tak for det. Det er rigtigt, at det er juristeri og ordkløveri fra justitsministerens side, men det er vel fair nok, når man er justitsminister. Jeg vil egentlig gerne bede ministeren om at redegøre for, hvorfor ministeren ikke standsede indsatsen fra politiet, indsatsen fra forsvaret, som var gudskelov sjældent indsat mod egne borgere, straks. Hvorfor stoppede man ikke det her straks, da justitsministeren bliver opmærksom på, at det her var en ulovlig ordre? Der var ikke lovhjemmel til aflivning af raske mink. Hvorfor var det egentlig, at man så ikke sagde det til politiet? Det er vel dog trods alt ikke den nu tidligere fødevareministers skyld den her gang. Hvorfor stoppede justitsministeren det ikke?

Ministeren.

Det actioncard, som politiet går frem efter i deres samtaler med minkavlerne på de raske minkfarme, kan med rette opfattes, som at myndighederne har tænkt sig at gennemtvinge aflivningerne, hvis minkavlerne ikke selv vil gøre det. Og det er jo noget af det, som regeringen har beklaget: at der sker den her fejlkommunikation.

Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl.

Jeg synes virkelig, justitsministeren vejer sine ord på en guldvægt, fordi han skal sige noget, der kan holde i retten, havde jeg nær sagt, senere. Altså, sagen er jo, at hvis man siger, at den her ordre, som kommer på pressemødet den 4. november, ikke er en juridisk ordre, hvorfor følger myndighederne den så? Myndighederne agerer jo, som om de nu har fået at vide, at de raske mink uden for smittezonerne nu skal aflives, og det er vel også det, der får Justitsministeriet til at sige i den redegørelse, vi har fået:

»Den samlede ageren fra myndighedernes side har imidlertid efter Justitsministeriets opfattelse medført, at minkavlerne uden for smittezonerne havde grund til at antage, at de var retligt forpligtet til at påbegynde aflivning af deres mink.«

Så Justitsministeriet anerkender jo selv, at det, der blev sat ind i hele rammen med pressemødet til starte med, hvor man gav den her ordre, som justitsministeren nu pludselig mener har mindre betydning, har fået den effekt, at minkavlerne står tilbage med den oplevelse fra myndighedernes side, at de er retligt forpligtet til at aflive deres mink, og myndighederne agerede jo ud fra det, der var sagt på det her pressemøde.

Ministeren, værsgo.

Nej, det er der, jeg tror kæden hopper af, nemlig: Hvad er det, der får myndighederne til at agere, som de gør? Og pressemødet er, uanset hvor belejligt det ville være for argumentationen, jo præcis ikke et sted, hvor man kan træffe afgørelser eller udstede administrative forskrifter, som befolkningen eller myndighederne for den sags skyld har at rette sig efter.

Så er det hr. Jens Rohde.

Lad os nu antage, at den radikale position var sådan en slags redningskrans for regeringen, så gør justitsministeren det ikke sådan lettere – det er det ikke! – men justitsministeren ville i så fald ikke gøre det lettere. Jeg har lidt den der opfattelse af, at man sådan smider en redningskrans ud, og så svømmer ministeren længere og længere ud.

Det, ministeren står og siger, er, undskyld mig, helt vildt provokerende at høre på, og det tror jeg det er for alle de mennesker, der har oplevet, hvad der er foregået i virkelighedens verden, og derfor vender jeg jo tilbage til det samme spørgsmål, som jeg også stillede statsministeren: Har justitsministeren forståelse for, at der ikke er nogen mennesker i dette land, der bare sådan bevæger sig ude i den virkelige verden, der fatter en brille af, hvad justitsministeren står og siger der?

Ministeren.

Det kan der gives mange svar på. Der kan være det svar, at det nu ikke drejer sig om at gøre, hvad der er populært eller nemt, men hvad der er rigtigt. Der kan også være det svar, at hvis man vil ind i sådan en teknisk-juridisk debat, bliver man jo nødt til at tage den teknisk-juridiske debat på det, der er de teknisk-juridiske regler, og det er sådan set bare det, jeg prøver på at sige: at det, der bliver sagt på et pressemøde, eller andre politiske meldinger, man måtte komme med, hverken er administrative forskrifter eller konkrete forvaltningsafgørelser, som kan skabe rettigheder eller pligter for borgerne.

Det er bare super vigtigt at holde fast i, at når man siger, at der skete nogle ting på det pressemøde, som man vil kvalificere som grundlovsbrud eller ulovligt eller alt muligt andet, står det simpelt hen på en forkert juridisk præmis.

Så er det hr. Peder Hvelplund.

Tak for det, og tak til justitsministeren. Nu sagde justitsministeren, at det her handler om juristeri og ordkløveri. Men noget, der i hvert fald ikke er juristeri og ordkløveri, er jo, at der er borgere, der konkret er blevet kontaktet af Rigspolitiet med en formodning om, at der var lovhjemmel til, at de skulle aflive deres mink. Og der siger ministeren også, at det er beklageligt. Jeg synes måske, at det er lige slapt nok at sige, at det her er beklageligt, for det er jo en temmelig alvorlig sag, at en myndighed henvender sig til en borger uden at have lovhjemmel og forsøger at påtvinge borgeren en handling. Så derfor vil jeg godt høre justitsministeren: Hvordan sikrer vi, at det her ikke kommer til at gentage sig? Hvordan sikrer vi, at det her bliver noget, der kun sker én gang og ikke kommer til at gentage sig? For det er jo en temmelig alvorlig krænkelse af borgernes frihedsrettigheder.

Ministeren.

Men det er jeg enig i. Og i forhold til det der med at klassificere det som beklageligt vil jeg sige, at man sikkert også kan finde andre ord at sætte på, som bedre beskriver, hvad det er, der er sket. Det, som jeg bare prøver at give udtryk for, er, at det, der skete med det actioncard, ikke skulle være sket; at det forløb, der var, ikke skulle have været, som det var; at man retter op på det ved at tage fat i dem, som har fået samtaler efter actioncardet. Og sådan, som det for mig ligger oplyst, er omkring 250 blevet kontaktet – omkring 8 er nået ned i den situation, hvor man siger: Det her er altså noget, der kommer til at ske under alle omstændigheder. Og dermed bevæger man sig i det, hvor der er fejl. Og man har efterfølgende faktisk fat i de 8 og siger: Det var ikke sådan, det var; nu skal I høre, hvordan det rettelig er. Så man prøver altså sådan set fra politiets side at rette op på den her ganske alvorlige fejl, som bliver begået.

Hr. Søren Pape Poulsen.

Tak for det. Vedrørende de her actioncard, når vi nu er ved dem, er det jo helt klart, at der er begået en meget stor fejl, og politifolk har ringet ud til folk på baggrund af actioncard. Kan justitsministeren bekræfte, om Justitsministeriet har haft eller ikke har haft nogen indflydelse på, hvad der stod i de actioncard, der blev brugt af politifolkene? Har ministeriet sagt til politiet, at det skal siges på den måde, eller har man influeret stærkt og sagt: Det er sådan, vi vil have, at I udtaler i forhold til actioncardet?

Ministeren.

Det er et godt spørgsmål og et af de første spørgsmål, som jeg selvfølgelig også stillede – givet det sted, hvor jeg sidder. Og i forhold til alt, hvad jeg har kunnet få oplyst, har Justitsministeriet og departementet ingen som helst indflydelse, som i ingen som helst indflydelse, haft på udformningen og brugen af actioncardet. Men hvad, der også er værd at sige – og det ved hr. Søren Pape Poulsen jo garanteret også – er, at allerede den 5. november er vi med til at sige til Rigspolitiet: Der er altså et hjemmelproblem her.

Fru Pernille Vermund.

Det er jo blevet justitsministerens opgave at få statsministeren frikendt på forhånd, en noget utaknemlig opgave, som jeg synes ministeren slipper temmelig ringe fra, hvis man må sige det sådan. Justitsministeren har sat nogle af sine mere end tusind højtuddannede jurister på sagen, og pressen og danskerne skal åbenbart overbevises om, at statsministeren slet ikke gav en ordre om at aflive alle mink i Danmark; det var åbenbart bare noget, som politiet og hæren og Fødevarestyrelsen og danskerne og alle minkavlerne fuldstændig havde misforstået, og det er jo, hvad der kan ske i sådan en socialdemokratisk retsstat, må man forstå.

Men faktum er jo, at loven er brudt, at ansvaret ligger ét sted, nemlig hos statsministeren. Så jeg bliver nødt til at spørge: Er det justitsministerens opgave og Justitsministeriets opgave at få frikendt fru Mette Frederiksen? Eller er det ikke nærmere Justitsministeriets opgave at sikre lov og orden i Danmark, og at forbrydere bliver fundet, bliver dømt og bliver straffet?

Ministeren.

Jeg bruger stort set al min tid på at sikre, at der er tryghed i Danmark, og at forbrydere bliver fundet og dømt og straffet, og der er ingen som helst grund til at skrue sig op i en retorik, hvor der kommer en antydning af, at i dette felt, hvor jeg kigger, befinder statsministeren sig også. For det er simpelt hen ikke tilfældet. Der er ikke tale om grundlovsbrud, der er ikke tale om lovbrud.

Så er det hr. Carl Valentin.

Tak. Af ren interesse: Hvis der nu opstår sådan en lignende situation igen med smittespredning i animalsk produktion, vil proceduren jo skulle være den samme, nemlig at man skal danne et flertal for at kunne træffe sådan en beslutning, og hvis vi nu er i sådan en situation igen, mener ministeren så egentlig, at lovgivningen burde være indrettet på en måde, der gjorde det lettere for en regering at bekæmpe en epidemi i sådan en situation og slå samtlige dyr ned? Eller hvad tænker ministeren om det?

Ministeren.

Måske spørgsmålet adresserer den epidemilov, som vi står over for at skulle behandle, og noget af det, som vi har gjort, er jo at have haft konsultationer med alle Folketingets partier om, hvordan man skal have epidemiloven til at se ud, sådan at man sikrer, at der er tilstrækkelig sundhedsmæssigt råd, at en regering faktisk kan agere, og at Folketinget bliver inddraget på den relevante måde. De balancer er vi ude at finde nu, og jeg håber da meget, at vi kan finde dem i fællesskab.

Hr. Alex Vanopslagh.

Tak for det. Jeg vil gerne blive lidt klogere på det her med, at da statsministeren på pressemødet siger, at alle mink skal aflives, så er det ikke en ordre. Så er det interessante jo så: Hvornår bliver ordren så afgivet? Og hvem afgiver den? Det er vi jo ret nysgerrige på af gode grunde. Statsministeren siger på pressemødet om ikkeordren om at aflive alle minkene, at der iværksættes en nødplan for aflivningen, og den håndteres i regi af Den Nationale Operative Stab under politiets kommando og med bistand fra forsvaret, Beredskabsstyrelsen og hjemmeværnet. Jeg tænker ikke, at politiet og Beredskabsstyrelsen og hjemmeværnet og forsvaret går i gang med en ulovlig aflivning af mink uden at have fået en klar ordre. Så da statsministeren fortæller om den ordre, der allerede er givet, må vi forstå, om iværksættelsen af den her plan, hvem er det, der giver den ordre?

Ministeren.

Jamen der, hvor man vel har det bedste nedslagspunkt på det er nok brevet fra Fødevarestyrelsen til alle minkavlerne den 6.11. om, at alle mink i landet skal aflives, og at der vil være bonus ved hurtig aflivning, hvor man kan sige, at det her »skal«, der ligger i brevet, kan, det kan man vel godt sige, fremtræde normerende.

Det, der så bliver afgørende i den retlige kvalifikation, er selvfølgelig: Vil man sige, at det er en afgørelse, der bliver truffet, eller vil man sige, at det er en vejledning? Justitsministeriets vurdering er i notatet af 18. november, som I også har fået tilsendt, at her er der tale om en vejledning. Det er selvfølgelig en forkert vejledning, fordi en vejledning jo skal være i overensstemmelse med sandheden, og her får man givet en vejledning, som ikke redegør for det hjemmelsgrundlag, som der mangler.

Tak til justitsministeren. Vi er nu igennem besvarelsen og skal så over til forhandlingerne. Det er sådan, at vi har ni ordførere, og jeg tror også, der er ønske om, at ministrene kommer på talerstolen igen. Det kræver jo en eller anden form for selvdisciplin, og almindelig hovedregning siger, at vi, hvis alle bruger deres tid, så er nede ved omkring 11-12 spørgsmål. Jeg siger det bare som en servicemeddelelse her fra starten af.

Så er det hr. Kristen Thulesen Dahl, værsgo.

Tak for det, formand, og selvfølgelig også tak til ministrene for at have været heroppe og give nogle besvarelser, selv om jeg synes, der udestår rigtig meget. Hvis vi skruer tiden tilbage til den 4. november, hvor offentligheden jo fik besked om aflivningen af alle mink i Danmark, havde vi også halvanden time før et partiledermøder, hvor vi fik briefing om den her skelsættende begivenhed. Vi fik også at vide, at der ikke var tid til diskussion, vi fik også at vide, at der ikke var tid til det, man kunne kalde en second opinion, der var ikke tid til, at andre kunne komme ind og få noget som helst at skulle have sagt. Vi skulle bare have aflivet alle mink, og det skulle ske i en fart. Der var ingen, tror jeg, af os, der var i tvivl i ét sekund om, at det her var klar tale fra regeringen og fra statsministerens side på pressemødet kl. 16.00: Alle mink skulle aflives i Danmark.

Vi må som Folketing forvente, at når regeringen træffer så skelsættende en beslutning, så har den selvfølgelig sikret sig, at den har lovgivningen på plads til at kunne gøre det. Vi må forvente, at regeringen, hvis den efterfølgende finder ud af, at der er en fejl, at den ikke havde lovgrundlag for at gøre det, den gjorde, så straks – lige med det samme, straks – får stoppet den ulovlige praksis, og derefter henvender sig til Folketinget med henblik på at få ændret lovgivningen, så man kan gøre det, man ønsker. Vi kan ikke forestille os i Folketinget, at regeringen bare fortsætter den ulovlige praksis, at den bliver ved med at udmønte og føre sin regeringsførelse på et ulovligt grundlag, men det gjorde regeringen i den her sammenhæng.

Statsministeren har, når det drejer sig om corona i Danmark, gjort sit for at tage anførerbindet på og markere over for danskerne, at det er hende personligt, der står i spidsen for regeringens indsats i forhold til coronavirus. Statsministeren præsenterede selv den her ordre, den ulovlige ordre, på sit pressemøde den 4. november. Så er det også statsministerens ansvar, at der bliver ryddet op, og det er statsministerens ansvar at tage det reelle ansvar for den her ulovlige beslutning og den udførelse, det har haft.

Det svar, vi har fra, jeg tror, det er senest den 19. november, viser at der ikke er nogen smittede minkbesætninger på Sjælland, Lolland-Falster og Fyn – på Sjælland, Lolland-Falster og Fyn – så noget kunne jo tyde på, at der faktisk havde været tid til en grundig diskussion af det her, altså om hele minkerhvervet i virkeligheden burde undgælde eller var nødt til at undgælde i forhold til coronabekæmpelsen her i landet.

Vi ved fra de redegørelser, der er kommet, at der er en masse uafklarede spørgsmål. Vi ved, at man den 1. oktober holder møde i regeringens covid-19-udvalg. Vi ved, at der som forberedelse til det møde er et bilag, der fortæller, at man ikke mener at have den nødvendige hjemmel til at aflive alle raske mink. Vi ved, at Statsministeriet får besked – åbenbart lang tid før statsministeren – om, at der er et problem, og det er, som om der er en kollektiv bevidsthed i regeringen om, at man skal holde statsministeren udenfor. Statsministeren er den eneste, der ikke må vide, at der mangler hjemmelsgrundlag til det, man har gang i. Det virker ærlig talt besynderligt. Man har politi og militærmyndigheder til at eksekvere sin ulovlige beslutning. Det er noget, der står rimelig klart i hele offentligheden, det er noget, der diskuteres alle mulige steder. En statsminister, der har sat sig selv i spidsen i forhold til coronabekæmpelsen i Danmark, interesserer sig øjensynligt i de her dage ikke for, hvad det egentlig er, der foregår, får ikke besked fra sine ministerkollegaer, får ingen besked fra den medarbejder i Statsministeriet, der får en telefonisk besked som, at det, man foretager sig, muligvis hviler på et ulovligt grundlag. Hun får ingen besked, men hun er den, der har taget anførerbindet på. Men ingen fortæller statsministeren noget om det. Det lyder besynderligt.

Derfor er der selvfølgelig et behov for, at vi får det her undersøgt i en tilbundsgående redegørelse, altså at vi får foranstaltet en model for en undersøgelse, der gør, at Folketinget og dermed den danske befolkning også kan være sikker på, at alt kommer for en dag, og det er en kommissionsundersøgelse, der er egnet til det. Jeg må nærmest sige, at det er svært at få øje på andre steder, hvor en kommissionsundersøgelse vil være mere relevant.

Jeg vil derfor stille følgende forslag til vedtagelse på vegne af Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at regeringens håndtering af minkskandalen har været dybt problematisk, samt at der er uklarhed om regeringens interne beslutningsprocesser, som førte til den ulovlige ordre om aflivning af raske mink.

Folketinget pålægger regeringen i samarbejde med Folketinget at udarbejde et kommissorium for en hurtig arbejdende undersøgelseskommission af hele forløbet«.

(Forslag til vedtagelse nr. V 14).

Tak for det, og det indgår nu i den videre debat.

Nu er det sådan, at jeg har fire spørgere her. To er fra samme parti, og partiet får kun ét spørgsmål. Som sagt tager det jo af det antal spørgsmål, der er til rådighed, så derfor beder jeg om, at man tænker sig grundigt om. Og så en servicemeddelelse: Når jeg rejser mig op, er det ikke, fordi der stadig væk er et halvt minut tilbage. Så er det, fordi taletiden er brugt.

Hr. Jeppe Bruus, værsgo.

Tak. Jeg kan love, at vi nok skal begrænse vores spørgelyst, af respekt for at der skal være tid til det hele.

Det er jo bare slående, når Dansk Folkeparti lige nu turnerer rundt med en video på nettet om, at statsministeren skal bures inde og alt muligt andet. Altså, det er en retorik, som er meget, meget skinger. Tilbage står et spørgsmål, selv om der er begået fejl. Nu læser jeg bare op fra risikovurderingen:

»Hvis minkproduktionen fortsættes i Danmark ... Samlet set kan den flokimmunitet, der opnås ved vacciner eller overstået infektion, risikere at blive svækket eller udeblive.«

Det var det, der lå på bordet. Hvis nu man havde vidst, at der manglede lovhjemmel, og at man havde sagt, at vi nu vil slå minkene ned og har brug for at få Folketinget med på at sikre den nødvendige lovhjemmel, havde Dansk Folkeparti så støttet det?

Ordføreren.

Altså, vi har hele vejen igennem haft den holdning, at det skulle undersøges, om det var muligt at beholde minkavl i Danmark, om man kunne indkredse det og slå de syge besætninger ned, også i randzonerne omkring, og om det var muligt eksempelvis at beholde så mange avlsdyr i Danmark, at der kunne være minkavl i fremtiden. Det har vi hele tiden kæmpet for. Det er jo også derfor, at vi ønskede en second opinion af den regeringsbeslutning, som blev truffet, og som vi blev orienteret om på partiledermødet den 4. november.

Så vi har angrebet det her anderledes, end regeringen har gjort. Det er en ærlig sag. Sådan har vi haft det. Og derfor ville det jo også have været herligt, hvis vi havde haft en demokratisk proces om det her, i stedet for at regeringen bare på et ulovligt grundlag har ført den her beslutning ud i livet.

Hr. Jeppe Bruus.

Tilbage i juni og juli er der 3 smittede minkbesætninger; i september er det 9; den 1. oktober er det 40; i starten af november er det 200 smittede minkbesætninger. Det stiger og stiger og stiger. Alt imens har man jo lavet et intensivt myndighedsarbejde for at skærme det her af, og det er ikke lykkedes. Det fremgår i risikovurderingen fra Seruminstituttet.

Mener hr. Kristian Thulesen Dahl virkelig, at regeringen så skulle have sagt: Lad os prøve at spørge nogle andre forskere? Og hvis de så havde sagt, at de var lidt i tvivl om den risikovurdering, skulle regeringen så have fulgt det og sagt: Vi ignorerer den udvikling, der er i gang?

Tak. Så får vi et svar. Værsgo til ordføreren.

Med det forløb, som hr. Bruus netop gengiver, er det jo påfaldende, at der i det samme tidsrum har været diskussioner blandt embedsmænd om lovgrundlaget for i givet fald at træffe en beslutning om at aflive alle mink. Siden juni, tror jeg det er kommet frem, har der været den slags diskussioner blandt embedsmændene. Når regeringen har været så optaget af den her situation, hvordan kan det så være, at man ikke på noget som helst tidspunkt, når man har diskuteret, hvordan man skulle forholde sig til det her, også har diskuteret, hvilken lovhjemmel man havde til det ene scenarie, til det andet scenarie, til det tredje scenarie?

Tak for det. Så er det hr. Carl Valentin.

Tak. Dansk Folkeparti har negligeret smittespredningen i minkproduktionen igennem hele det her forløb, og partiets ordfører, fru Lise Bech, har været ude offentligt, i LandbrugsAvisen den 27. oktober, at foreslå, at man går imod sundhedsmyndighedernes anbefalinger og stopper aflivningerne inden for 7,8-kilometersgrænsen.

Hvordan har Dansk Folkeparti det med at have negligeret den her voldsomme problemstilling igennem hele forløbet og faktisk også have presset regeringen til at gå mindre offensivt til værks, end hvad der var nødvendigt?

Ordføreren.

Altså, hvis vi skulle have set ud som nogle, der har formået at presse regeringen i det her spørgsmål, har vi godt nok ikke gjort det særlig godt, for det virker ikke, som om vi er blevet lyttet så voldsomt meget til. Men det er fuldstændig rigtigt, at vi hele vejen igennem har haft en anden linje end det her med, at man skulle ende med at slå alle mink ned. Og som jeg siger, er der ifølge det svar på et spørgsmål, vi har her, frem til den 19. november – har ministeriet meddelt os – ikke konstateret smittede besætninger på Sjælland, Lolland, Falster og Fyn. Altså, det er dog nogle områder, hvor der ikke er konstateret coronasmitte blandt mink.

Hr. Carl Valentin.

Det er sådan set korrekt. Smitten spredte sig bare rigtig eksplosivt, og hvis man havde gjort, som Dansk Folkeparti ønskede det, og havde stoppet aflivningerne inden for 7,8-kilometerszonen, så var det formentlig gået endnu hurtigere.

Jeg vil bare gerne høre, om Dansk Folkeparti sådan set anerkender, at man har lidt medansvar – også for, hvis regeringen ikke er gået offensivt nok til værks i den her proces – for smittespredningen har jo været rigtig voldsom, også i befolkningen. Man kunne på et tidspunkt se, at halvdelen af de smittede nordjyder var smittet med en minkvariant. Hvordan har DF det med det?

Så får vi et svar. Værsgo.

Nej. Svaret er nej. Altså, jeg kan bare blankt sige, at hvis man f.eks. havde lyttet til erhvervet – det er jo nogle af de indvendinger, der er kommet fra minkavlererhvervet – og konsekvent havde slået de syge besætninger ned fra starten, så havde man stået i en anden situation i dag; det siger de jo i hvert fald. Men de siger, at der ikke har været den dialog med erhvervet, der har kunnet gøre det muligt.

Så jeg synes ærlig talt, at det er regeringen, der har et forklaringsproblem her. Og man kan sige, at uanset hvad, at uanset hvad man måtte mene om Dansk Folkepartis rolle, så fritager det ikke regeringen for at sikre, at det, man foretager sig, hviler på et lovgrundlag vedtaget her i Folketinget.

Hr. Jens Rohde, værsgo.

Nu kom fru Pia Kjærsgaard jo lige ind i studiet, havde jeg nær sagt, men ind i Folketingssalen. Og det er jo en kendt sag, at det synspunkt og den idé, som Radikale Venstre fremfører i de her dage, nemlig at vi burde have en parlamentarisk undersøgelse af det her, for vi bør i et parlamentarisk demokrati altid gøre vores hjemmearbejde, inden vi udliciterer kontrollen med regeringen andre steder hen, er fostret af Dansk Folkeparti og fru Pia Kjærsgaard. Det er jo ikke engang vores egen. Hvorfor er Dansk Folkeparti så tilbageholdende med at støtte den idé, der jo er deres?

Ordføreren.

Det er vi heller ikke. Vi støtter bestemt, at der bliver udviklet det instrument, hr. Jens Rohde taler for, så vi har en mellemting mellem på den ene side en advokatundersøgelse, som kun kigger på skriftlige bidrag, og på den anden side en undersøgelseskommission, der kan afhøre med vidners rettigheder, altså gå hele linen ud. Det vil være fint, at Folketinget etablerer et grundlag for at have en mellemting. Det, som fru Pia Kjærsgaard i sin egenskab af formand for Folketinget kæmpede for og ikke kunne få igennem her i Folketinget, vil vi bestemt stadig væk gerne gennemføre. Sagen er bare, at den model ikke er her i dag. Vi har den ikke i dag. Så den skal man først til at udvikle. Og vi synes også, at den her sag har en karakter, hvor en undersøgelseskommission faktisk er på sin plads, så vi har sikkerhed for, at alt bliver vendt, så danskerne får syn for sagen om, hvad der egentlig er foregået i hele minkskandalen.

Hr. Peder Hvelplund.

Tak for det. Jeg er fuldstændig enig med hr. Kristian Thulesen Dahl i, at vi skal have en uvildig undersøgelse af det her forløb. Men jeg kunne godt tænke mig at høre om Dansk Folkepartis prioriteringer. Nu kommer jeg selv oppe fra Nordjylland, fra Hjørring, hvor vi jo oplevede de første udbrud på minkfarmene, og hvor vi så, at den smitte også bredte sig til ældrecentre. Vi fandt ud af, at der var smitte mellem mink og mennesker, og at det havde direkte konsekvenser også for vores udsatte, sårbare ældre medborgere, at der var den her smitte. Vi vidste også igennem forløbet, at smitten spredte sig både fra mink til mennesker og tilbage igen. Vi vidste, at der opstod farlige mutationer, som kunne have betydning for en fremtidig vaccine, men som i hvert fald havde direkte og konkret betydning for de mennesker, der var i de områder.

Er det virkelig Dansk Folkepartis prioritering, at man skulle sige: Det negligerer vi; vi ser bort fra det; vi skal ud og have en second opinion? Og det var, samtidig med at smitten steg eksponentielt på minkfarmene med risiko for, at det ville sprede sig til lokalsamfundet, hvor det kunne komme til at gå ud over sårbare ældre borgere.

Ordføreren, værsgo.

Nej, bestemt ikke. Vi skal selvfølgelig ikke negligere det. Vi har på ingen måde negligeret den nødvendige indsats i forhold til at bekæmpe corona i Danmark. Vi har siden marts måned bakket fuldstændig op om en masse initiativer og en uhørt grad af overførsel af magt fra Folketinget til regeringen, for at man har kunnet håndtere den her coronasituation. Det, vi bare har bedt om undervejs, er, at man samtidig involverer partierne på et ordentligt grundlag, så vi dels ved, hvad det baserer sig på, dels også har en indflydelse på, hvad der skal ske. Der synes vi, at regeringen har fejlet. Det har vi gjort klart i lang tid. Det er ikke noget nyt. Det er ikke minkskandalen, der gør det. Det sagde vi også før minkskandalen. Jeg synes bare, at den her sag omkring minkene i virkeligheden illustrerer – det tror jeg også at befolkningen har fået øjnene op for – at regeringen er gået for vidt.

Hr. Peder Hvelplund.

Jamen jeg er enig i, at der skal ske inddragelse, men her taler vi jo helt konkret om en smitte fra mink til mennesker, som har en direkte konsekvens for nogle sårbare og udsatte borgere. Og det kræver jo også en eller anden form for politisk handling. Så hvis nu Dansk Folkeparti blev inddraget i forhold til det, var Dansk Folkeparti så enig i, at hensynet til vores udsatte og vores ældre sårbare borgere skulle stå over hensynet til et erhverv, når vi kan se, hvilke direkte konsekvenser det har haft, og når vi har kunnet se advarslerne fra Statens Serum Institut om, at det havde en direkte konsekvens for folkesundheden?

Ordføreren.

Nej, der er meget langt fra, at man skal tage det her alvorligt, og til, at man tager beslutningen om at fjerne hele erhvervet. Og noget af det, vi kan se i redegørelsen, er, at der trods alt har været noget omtanke i regeringen, i forhold til at det har nogle konsekvenser – altså, selvfølgelig ud over at det har nogle konsekvenser for de familier, som ser deres livsværk forsvinde og ikke føler, at de har været ordentligt inddraget, og ikke føler, at de har nok ståsted, i forhold til hvorfor det var nødvendigt at træffe den beslutning. Altså, når man tænker på det, plus selvfølgelig at det også er et stort erhverv i Danmark i forhold til omsætning og økonomi osv., så er det bare noget, hvor man må sige, at der er lang vej til at ville afskaffe hele erhvervet, fordi man på den anden side vil tage det her alvorligt.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Kristian Thulesen Dahl. Så er det hr. Jeppe Bruus, Socialdemokratiet.

Tak for det, formand. Er der noget, vi har lært i den her sundhedskrise, så er det, at vi skal være på forkant og handle hurtigt. Det er faktisk derfor, at vi i Danmark har klaret os godt igennem krisen. For det er jo gået godt. Sammen er vi lykkedes med at holde smitten nede og økonomien oppe. Vi har været i kontrol uden at lukke mere ned end nødvendigt – og alt sammen fordi vi som danskere har haft stor tillid til og har fulgt de anbefalinger, der er kommet fra vores sundhedsmyndigheder.

Men krisen er altså ikke slut. Den buldrer derudaf. Sygdommen er voldsom og er mange steder i Europa også meget voldsommere, end den var i foråret. 600.000 danskere er i risiko for at dø af covid-19 – 600.000. Og mange flere er i risiko for at få alvorlige følger, hvis de bliver ramt af den her smitte. Så det er jo dødsens alvorligt.

Derfor er det jo sammen, at vi skal håndtere den her krise. Der har været masser af usikkerhed, utilfredshed og frustrationer undervejs, men vi har løst det. Vi har udvist sammenhold og samfundssind – men jo også med en erkendelse af, at vi ikke kan komme igennem det her, uden at der begås fejl. Og der er blevet begået fejl undervejs.

Nu står vi så med beslutningsprocessen omkring mink, og ja, der er blevet begået store fejl. Det skal ikke negligeres. Men det ændrer jo ikke ved, at beslutningen var den rigtige i lyset af risikovurderingen. Og derfor er det selvfølgelig også rimeligt, som der allerede er redegjort for, at der bliver redegjort for forløbet, og at det også bliver undersøgt eksternt. Men er de fejl, der er blevet begået, store nok til, at vi skal skrotte de værktøjer, som indtil videre har virket og fået os godt igennem krisen? At vi ikke længere som Folketing eller befolkning kan have tillid til sundhedsmyndighederne, vil da gøre konsekvenserne af den fejl endnu voldsommere. Og derfor er det beskæmmende at se, hvor hurtigt de borgerlige partier har kastet sig ud i et opgør – ikke bare med regeringen, regeringen må tåle kritik, men jo endnu mere alvorligt også med mistillid til vores myndigheder.

Der sættes spørgsmålstegn ved, om vi kan stole på risikovurderingerne fra SSI, og der spørges, om redegørelserne fra en række ministerier mon ikke er det rene bestillingsarbejde. Der råbes op om grundlovsbrud og fremsættes konspirationsteorier. Venstre vil nu have, at vi ikke skal stole entydigt på vurderingerne fra SSI. Det skal underkastes flere øjne – der skal laves en såkaldt second opinion. Det efterlader spørgsmålet: Hvad havde de gjort i den her situation? Hvordan ville Venstre have grebet det an? Hvis vurderingen fra SSI var blevet betvivlet af en anden gruppe forskere, hvad skulle regeringen så gøre? Skulle den sige til danskerne: Der er en klokkeklar og meget alvorlig risikovurdering fra SSI om, at til trods for at myndighederne har arbejdet intensivt med at inddæmme smitten fra mink, så står vi i en situation, hvor det er til fare for folkesundheden og til fare for de vacciner, der kommer? Og skulle vi så have sagt til danskerne: Det reagerer vi ikke på; vi har fået en bedre risikovurdering fra XYZ, som vurderer, at risikoen potentielt set er lidt mindre? Skulle regeringen så have truffet det valg at gå med det? Og hvor lang tid skulle der gå med det, imens vi så, at smitten steg og steg? Jeg havde lejlighed til at sige det før: 40 besætninger først i oktober, 200 i november. Det virker ikke som en løsning, der harmonerer med det, vi egentlig har lært indtil videre, nemlig at vi skal handle på de risikovurderinger, der kommer fra vores sundhedsmyndigheder, hvis vi vil blive ved med at være i kontrol.

Derfor er angrebet på myndighederne og embedsmændene alvorligt. Og det at have ansvar i forhold til vores myndigheder, påhviler det alene regeringen, eller er det ikke også et ansvar, som påhviler resten af Folketinget? Har danskerne ikke krav på at se et Folketing, der samarbejder for at få Danmark sikkert gennem krisen?

Tak for ordet. Og så vil jeg gerne læse et forslag til vedtagelse op på vegne af Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten.

Forslag til vedtagelse

»Beslutningen om at slå alle mink ned er rigtig i lyset af den klare og alvorlige risikovurdering fra sundhedsmyndighederne. Desværre er der begået alvorlige fejl i beslutningsprocessen. Forløbet skal derfor gennemgå en uvildig undersøgelse, ligesom der skal arbejdes med et nyt parlamentarisk undersøgelsesredskab, som kan tages i brug om nødvendigt.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 15).

Det indgår så i den videre debat.

Der er en kort bemærkning fra hr. Jens Rohde. Værsgo.

Tak for det. Da jeg var ung politisk ordfører i Venstre, havde vi en gruppeformand, der hed Christian Mejdahl, og når jeg sådan kastede mig ud i stråmandsvirksomhed og lidt for voldsomme angreb, kom han stille og roligt og sagde: Synes du nu, det er passende? Jeg kunne godt tænke mig at spørge hr. Jeppe Bruus, om han i situationen, som den nu er, synes, at det er passende, at man kaster sig ud i så voldsomme stråmandsangreb på de partier, som jo bare gerne vil have svar på, hvad i alverden der er foregået. Det har jo ikke noget at gøre med, at man ønsker at underminere sundhedsmyndighederne. Det har noget at gøre med, at vi ønsker, at vores demokrati og retsstat fungerer, uanset hvilken situation vi står i, og det synes jeg ikke hr. Jeppe Bruus' tale sådan signalerede.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Jamen jeg har også haft lejlighed til at møde og til at snakke med Christian Mejdahl; han er en meget sindig herre. Hvis det var sådan, at det bare var stråmandsangreb, jeg stod her fra talerstolen og kom med, så fair nok. Men det er det jo ikke. Der er jo talrige eksempler, desværre, på, at man sår meget stor tvivl om de anbefalinger, der kommer, og også konspirerer om, om det nu ikke er regeringen, der har siddet og skrevet de anbefalinger – med ført hånd. Det er det, der er virkeligheden. Og derfor synes jeg faktisk ikke, det er helt utilstedeligt også at nævne det i den her debat.

Hr. Jens Rohde.

Jamen, hr. Jeppe Bruus, jeg tror faktisk ikke, at der er nogen, der ønsker at underminere myndighederne. Vi har bare en diskussion om, hvad der er foregået, på baggrund af jo en ren tilståelsessag, nemlig at regeringen har erkendt, at der ikke er og var lovhjemmel til det, der foregik. Det ved vi jo. Så nu er det vel naturligt, at man stiller de her spørgsmål, og derfor vil jeg jo så gerne spørge hr. Jeppe Bruus: Hvad vil Socialdemokraterne gøre for at få undersøgt hele sagen?

Tak til hr. Jens Rohde. Så får vi et svar. Værsgo.

Jamen vi vil gerne være med til at undersøge det. Vi har også et samarbejde, os to, i det udvalg, der skal hjælpe lidt på vej. Men jeg vil bare gerne anfægte, når hr. Jens Rohde siger, at der ikke er nogen, der konspirerer omkring det her: Det er jo ikke rigtigt. Altså, der er jo talrige eksempler, desværre, på, at man sår endog meget voldsom tvivl om de risikovurderinger og de anbefalinger, der kommer fra sundhedsmyndighederne, og det mener jeg bare er meget, meget alvorligt, og det gør de fejl, der er i den her sag, altså konsekvenserne af dem, endnu større for os alle sammen.

Tak for det. Der er nu gået godt en time. Vi har nået to ordførere. En stor del af de korte bemærkninger, der er behov for, er brugt. Derfor er det simpelt hen min vurdering, at der ikke kommer flere korte bemærkninger til den nuværende ordfører, for ellers når vi ikke noget, der ligner rimelighed i det her. Det håber jeg at der er forståelse for.

Tak til hr. Jeppe Bruus. Så er det hr. Jakob Ellemann-Jensen, Venstre.

Tak for det, formand. Venstre ønsker en hurtigtarbejdende undersøgelseskommission af hele det her forløb. Det gør vi, fordi der er så mange ubesvarede spørgsmål i den her sag. Regeringen kalder det selv for en simpel fejl. Det er simpelt hen ikke det indtryk, jeg står tilbage med, når jeg har læst regeringens egen redegørelse. Og man kan sige, at det er det samme indtryk, jeg nu står tilbage med, efter at have hørt ministrenes besvarelser her i dag.

En ting er dog fuldstændig sikkert, og det er, at regeringen har brudt loven. Den ulovlige ordre var et brud på Danmarks Riges Grundlov. Regeringen har kørt over for rødt med statsministeren bag rattet og hele regeringens koordinationsudvalg siddende på bagsædet. Det er der ikke nogen der er i tvivl om, ikke engang regeringen selv. Statsministeren virker sådan nærmest lidt stolt over sin egen handlekraft, for som statsministeren har sagt ved flere lejligheder, ville statsministeren gøre det igen. Som den tidligere fødevareminister har udtalt til et skriftligt citat til flere medier – og skriftlige citater gør man sig umage med, for der har man folk til faktisk at læse dem:

»Regeringen har besluttet, at det hastede, situationens alvor taget i betragtning. Derfor har man vurderet, at man ikke kunne afvente ny lovgivning, inden man meldte dette ud«.

Det er jo ikke ligefrem nogen udtalelse, som giver indtryk af en regering, som fortryder noget som helst. Tværtimod giver det et eller andet indtryk af, at det er en regering, som siger, at loven må vige for statsministerens vilje. Det synes jeg er absurd, og jeg synes, at det på enhver tænkelig måde er forkert. Og jeg synes, det må være lige så forkert, når statsministeren holder fast i, at hun har handlet helt korrekt. For det, jeg undrer mig over, er hastværket. Regeringen havde kendt til virusmutationer i mink siden september. Det stod i Information så sent som i går. Hvorfor reagerer man så først i november? Hvad skete der egentlig i den mellemliggende periode? Det mangler vi også et svar på.

Jeg undrer mig over, at man besluttede at aflive alle avlsdyrene, for, som Kåre Mølbak har sagt, tog risikovurderingen fra Statens Serum Institut ikke stilling til aflivningen af avlsminkene. Vi kan læse i redegørelsen, at man også havde en dvalemodel på bordet, da man skulle træffe beslutningen. Og det mangler vi svar på. Så undrer jeg mig også over, at man ikke gjorde noget for at stoppe den ulovlige ordre. Og her er vi i virkeligheden sådan inde ved kernen i selve den her sag. Hvorfor foretog statsministeren sig ikke noget som helst, da statsministeren blev klar over, at politiet og hæren var sat ind på et ulovligt grundlag for at aflive et helt erhverv – i en sag, hvor det har været bydende nødvendigt for statsministeren at stå forrest hver gang med klare ordrer skråstreg anbefalinger, men når det gik galt, ja, så var det nogle andres ansvar, så var det ikke statsministerens ansvar? Det er mig fuldstændig ubegribeligt. Det mangler vi også at få svar på.

Hele den her sag viser sådan set, at statsministeren ikke har forvaltet den udstrakte tillid, som det ærede Ting udviste regeringen i foråret, da vi vedtog en midlertidig epidemilov. Det ansvar er ikke blevet forvaltet anstændigt. Vi rakte hånden frem. Vi gav regeringen nogle muligheder. Vi skulle have tænkt os om, for vi endte med en magtfuldkommen, egenrådig regering, som har holdt Folketinget ud i bedste fald i strakt arm; en regering, som gennem sine handlinger har svækket tilliden til det politiske Danmark, og det kommer, uanset hvordan vi vender og drejer det, til at trække lange spor. Derfor, lad mig gentage: Venstre ønsker en hurtigarbejdende undersøgelseskommission af hele det her forløb. Tak for ordet, formand.

Tak for det. Der er to korte bemærkninger, og jeg tillader dem. Hr. Jens Rohde har brugt en ikke ringe procentdel af de korte bemærkninger, der er, men først er det hr. Jens Rohde ... okay! Så siger vi tak for det, og så er det hr. Peder Hvelplund.

Nu var det bare, fordi hr. Jakob Ellemann-Jensen selv nævnte, at man skulle lægge særlig vægt på det, der foregik skriftligt, og det er jeg jo sådan set glad for, fordi nu skrev hr. Jakob Ellemann-Jensen jo selv en skriftlig mail i det her forløb, hvor han bakkede op omkring aflivningen af mink, nemlig ud fra et sundhedsfagligt perspektiv. Den kurs har Venstre så efterfølgende ændret, og derfor vil jeg godt høre hr. Jakob Ellemann-Jensen efter, om hr. Jakob Ellemann-Jensen stadig væk er villig til at se igennem fingre med den trussel, der måtte være i forhold til folkesundheden, som der jo ligger i de advarsler fra SSI, og vælge en kurs, hvor man godt tør løbe den risiko og sige, at alle mink ikke skal slås ned nu, selv om der er den klare anbefaling, der ligger fra sundhedsmyndighederne.

Det er sjovt med den her præmis, man prøver at bygge op: at enten ønsker man folkesundhed, eller også ønsker man folkestyre, og at de to er sådan fuldstændig indbyrdes uforenelige. Altså, det kan give nogle af svarene på, hvorfor tidligere diktaturstater klarer sig så godt ved OL, og det er, fordi folk simpelt hen strutter af sundhed i de lande, hvor demokrati er en by i ... der.

Hør her, der er ikke nogen forskel imellem folkestyre og folkesundhed, og i Venstre er vi mindst lige så optagede af folkesundheden, som man er det i Enhedslisten, i regeringen eller nogen andre steder. Jeg synes, det er uanstændigt med den her insinueren af, at der er partier herinde, som ikke går op i folkesundhed. Det er der jo ikke. Det, vi tillader os at sige, er bare: Kunne vi lige have lidt folkestyre undervejs? Kunne det ikke være en god idé? Vi er i stand til at mødes herinde og træffe hurtige beslutninger, når vi sender mennesker i krig, og det skal jeg hilse og sige er alvorligt. Det er det her også. Så skylder vi også hinanden at tage det alvorligt og tage den demokratiske debat.

Der er et spørgsmål mere til Peder Hvelplund. Værsgo.

Den falske præmis er jo en, hr. Jakob Ellemann-Jensen bygger op, for jeg er fuldstændig enig i, at der er plads både til folkestyre og til folkesundhed. Spørgsmålet går bare på, hvad Venstres vurdering er i forhold til den helt konkrete risiko for smittespredning, vi ser, når vi ved, at der er et reservoir af mink i Danmark, fordi den beslutning kan vi jo godt træffe. Det er jo det, der også er nogle partier der har sagt at vi er villige til at træffe af hensyn til at mindske smittespredningen. Det vil Venstre ikke, og det er derfor, mit spørgsmål til hr. Jakob Ellemann-Jensen er: Hvorfor er man ikke villige til det? Hvorfor er man ikke villige til at mindske risikoen for smittespredning, fordi vi får konkrete advarsler fra sundhedsmyndighederne på det?

Tak. Værsgo, ordføreren.

Undskyld, det er simpelt hen en stråmand at sige: Hvorfor er man i Venstre ikke villige til at mindske risikoen for smittespredning? Det er ovenikøbet en uanstændig stråmand. Selvfølgelig er vi det. Og man havde lovhjemmel til at slå samtlige syge mink i det her land ihjel. Man havde lovhjemmel til at slå samtlige mink inden for 7,8 km's radius ihjel. Man havde bare ikke lovhjemmelen til at slå de raske mink ihjel, og der er det, vi siger: Kan vi godt lige trække vejret, vende skråen og så finde ud af, om det er hensigtsmæssigt, inden vi slår de her menneskers levebrød ihjel, inden vi dræber et erhverv, inden vi uigenkaldeligt udsletter et stolt erhverv i Danmark?

Tak til ordføreren. Jeg vurderer simpelt hen, og jeg undskylder til hr. Carl Valentin, at der ikke bliver flere korte bemærkninger. Vi når det ikke. Der er stadig væk seks ordførere og to ministre tilbage. Så vi siger tak til hr. Jakob Ellemann-Jensen, og så er det hr. Jens Rohde, Radikale Venstre.

Hvis man har vanskeligt ved at forstå, hvordan en lynafvikling af et helt erhverv opleves for de mennesker, der står tilbage uden det, de for bare en måned siden følte, at de var født til, kan man med fordel gense Lotte Svendsens film fra 1999 »Bornholms stemme«. Den handler om konsekvenserne af den politiske indgriben i det bornholmske fiskerierhverv i 1981 – om de menneskelige konsekvenser, om den personlige traumatisering, om opløsning og om en kultur, der forsvinder. Det var dengang, da kvoterne fjernede det økonomiske fundament under fiskerne og ophugningsstøtten efterfølgende tog værdigheden og identiteten ud af dem. Det var en definerende epoke for et øfolks møde med nye tider, hvor en tåge lagde sig over øen og opløste familier og en kultur og en stolthed over at være både noget og nogen.

Jeg sad i aftes og genså filmen, og jeg prøvede at sætte mig i alle de menneskers sted, som nu gennemgår det samme, som virkelighedens hovedpersoner gjorde i 1980'erne. Den onde sandhed er jo bare, at det kan man slet ikke sætte sig ind i. Og derfor kan man i det mindste forskåne disse mennesker for at skulle læse og høre, at deres tårer forvandles til guld, at de har dollartegn i øjnene, og at de i flere år bare har ventet på statens ophugningsstøtte. Denne arrogante fortælling fra mennesker, der har deres på det tørre, er ikke i orden. Det er simpelt hen ikke i orden. Det er jo for pokker ikke det, det handler om. Forstå det dog. Det handler om en kultur og om retten til at være nogen og ikke bare noget.

Man skal være varsom med at sige, at der er en tid før og en tid efter dette, når man står midt i det, men jeg kan ikke lade være med at tænke på tidslinjen i Salman Rushdies »Det gyldne hus« fra 2017, Tom Wolfes »Forfængelighedens bål« om 1980'erne og Francis Scott Fitzgeralds klassiker »Den store Gatsby« fra 1925. Det er alle store sædeskildringer, der fanger en tid og viser, hvordan vi påvirkes af den udvikling og de begivenheder, vi står midt i. Hvem skriver den næste sædeskildring i Danmark – og begynder den eller slutter den her? Hvem skriver Nordjyllands stemme? Hvis der skal bygges en bro mellem de to skildringer, før og efter, så fordrer det, at vi finder en fælles kulturel forståelse af, hvad det er, vi står med i hænderne, for det er helt afgørende for, om vi kan komme overens, og om vi kan hjælpe mennesker videre med værdigheden i behold på begge sider af bordet.

Jeg opfordrer til, at vi tør tage et selvkritisk blik i kulturens spejl, for uden det spejlbillede bliver vi ikke i stand til at samle land og by, højre og venstre, regering og opposition. Den splittelse, vi ser eskalere lige nu, og de falske modsætninger, der i hvert fald i perceptionen skabes i både regering og opposition, er jo nøjagtig det stof, som De Gule Veste i Frankrig er skabt af. Hvis det er dem, vi ønsker i gaderne, skal man bare skabe modsætning mellem folkesundhed og folkestyre på den ene side og folkets skønhed og regeringens ansvar og pligt til at vise rettidig omhu i en ualmindelig vanskelig tid på den anden side.

Vi skal som Folketing afdække og kontrollere den til enhver tid siddende regering. Det er vores opgave i et parlamentarisk demokrati, det er klart, og det er vi også parate til uden forbehold. Men jeg vil til enhver tid gå op imod den centrifugalkraft, som lige nu betyder, at vi alle står og råber skældsord fra hver vort verdenshjørne, hvor vi kun har blik for vort eget og ikke kan eller vil overkomme hinandens forskelle, for den centrifugalkraft gør det umuligt at finde brugbare svar på det, vi står midt i, og i fremtiden.

Tak for det. (Jens Rohde (RV): Jeg skal gerne læse et forslag til vedtagelse, hvis jeg må det). Ja, det får du lov til.

Tak for det. Dette forslag til vedtagelse lyder som følger:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget kritiserer den manglende lovhjemmel i forbindelse med aflivning af samtlige mink i Danmark og konstaterer, at der er behov for en grundig undersøgelse af hele forløbet op til og efter beslutningen. Folketinget nedsætter et granskningsudvalg og en parlamentarisk undersøgelse. Regeringen bør stå til rådighed for alle oplysninger.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 16).

[Teksten er blevet forkortet i samarbejde med forslagsstilleren, da den oprindelig oplæste tekst var længere end de tilladte 50 ord].

Jeg går ud fra, at det er et forslag til vedtagelse fra De Radikale (Jens Rohde (RV): Ja, det er fra Det Radikale Venstre). Også dette forslag til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger.

Tak til hr. Jens Rohde. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Derfor kan vi gå videre til hr. Carl Valentin, SF.

Tak. Jeg må være ærlig og sige, at jeg har været lidt nervøs for den her debat, fordi situationen er så alvorlig, men også fordi Folketinget er så splittet, mere end det på noget tidspunkt har været under pandemien. Og jeg frygter, at splittelsen også vil sætte sig i befolkningen, hvis vi ikke kommer hinanden i møde. Samtidig frygter jeg også, at den her debat kan blive et teaterstykke for pressen, i stedet for at der kommer de reelle og vigtige diskussioner, som vi bør have, om demokrati, om pandemi, om krisesituationer og ikke mindst om den enorme trussel, det var for vores samfund, at der blev skabt et zoonotisk smittereservoir i vores minkproduktion, der konkret har forværret smittetrykket lokalt, og hvor der var en reel potentiel risiko for, at fremtidige vacciner ikke ville virke.

Jeg er nervøs, fordi vores land ikke kan holde til splittelse nu. Kan det holde til uenighed? Ja. Kan det holde til diskussion? Ja. Til ophedet politisk debat? Ja, også det. Men taler vi os op i et hjørne, og splitter vi vores Folketing og vores samfund, mister vi den tillid og fælles forståelse, der er så afgørende i en krisetid. Det må vi ikke lade ske.

For Socialistisk Folkeparti er der to afgørende pointer, der er vigtige at slå fast i dag, 1) at smittespredningen i minkproduktionen var dybt alvorlig og beslutningen om at slå samtlige mink i Danmark ned var rigtig, og 2) at regeringen ikke havde lovhjemmel til den beslutning, den traf, er dybt alvorligt og kræver, at forløbet undersøges til bunds.

Lad mig starte med smittespredningen. I de her dage, hvor det hele går op i proces, kan man let glemme, hvor alvorlig en situation det faktisk var vi stod i. Millioner af mink blev smittet, og i en periode var halvdelen af de smittede mennesker i Nordjylland smittet med en minkvariant. SSI sagde fuldstændig klart, at virus kunne mutere på en måde, der kunne få betydning for fremtidige vacciners virkning. Det var potentielle globale konsekvenser, det kunne få. Og selv om det åbenlyst ikke var sikkert, at det ville gå så galt, må enhver ansvarlig politiker handle i sådan en situation. Alt andet mener jeg vil være et svigt af dimensioner. Jeg håber også, at vi har lært lidt af det her, når stormen en dag har lagt sig, om zoonoser og om den trussel for folkesundheden, det kan være, når sygdomme spreder sig i intensiv animalsk produktion.

Lad mig så komme til spørgsmålet om lovhjemmel. Jeg mener, at den danske befolkning har krav på en uvildig undersøgelse af det her forløb, for det har været meget kaotisk, og det er ikke et folkestyre værdigt. Jeg synes, at vi igen står i en situation, der entydigt afslører, at der er brug for et parlamentarisk instrument, der er et sted mellem en advokatundersøgelse, som den ene side af Folketingssalen jo kræver, og en egentlig kommissionsundersøgelse, som den anden side af Folketingssalen kræver – altså en ny metode til parlamentarisk granskning af alvorlige sager. Jeg håber, at vi kan komme til enighed om en udarbejdelse af sådan en, så vi får et redskab, der kan modelleres efter den sag, der skal undersøges, så vi ikke i fremtiden skal strande i samme diskussion om, hvilken af de to alt for usmidige undersøgelsesformer vi skal bruge.

Tak for ordet. Der er på vegne af SF blevet læst et forslag til vedtagelse op.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og derfor går vi nu videre i rækken til hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det, formand. Vi står lige nu midt i en epidemi, der både er alvorlig og farlig. Coronaen lukker økonomier ned, den bringer samfund i knæ, den går ud over sårbare og udsatte grupper, og den koster liv i hele verden. Den har udviklet sig uforudsigeligt, og den har testet vores tillid og vores sammenhængskraft.

Her i Danmark er operationen indtil videre en relativ succes. Vi har klaret os bedre igennem end de fleste, og vi har ikke behøvet at lukke så meget ned som mange lande omkring os. Det har vi, fordi vi har handlet resolut og sikkert; fordi vi det meste af vejen har fulgt en fornuftig forsigtighedsstrategi. Vi har sat folkesundheden forrest. Vi har valgt at være på den sikre side og har beskyttet vores samfund imod smitten.

I Enhedslisten er vi enige med regeringen i den forsigtighedsstrategi. Alle i samfundet har nydt godt af, at vi ikke er endt med at stå midt i en katastrofal smitteudvikling og benhård samfundsnedlukning, som vi har set det i lande som Østrig og Spanien. For særlig de svageste i samfundet har det betydet, at vores samfund har været et mere trygt sted at befinde sig under coronaepidemien.

Men vi klarer os også godt af en anden årsag. Årsagen er, at der er stor tillid til vores myndigheder, vores sygdomshåndtering og vores demokrati – en tillid, som man vist roligt kan sige befinder sig i den største krise, vi har set, under hele coronaen. Det har vi alle sammen et ansvar for. Regeringen har et stort ansvar, fordi den har handlet uden lovhjemmel, da den instruerede minkavlerne i at aflive deres mink, og har kastet os ud i en tillidskrise. Den borgerlige opposition har et ansvar, fordi de med deres mistillidsretorik og deres mistede fokus på sundhedskrisen efter min opfattelse helt har mistet jordforbindelsen.

Men det er nødvendigt, at vi nu kommer videre. I Enhedslisten er vi optaget af, at vi værner lige så nænsomt om vores tillid og demokrati, som vi gør om vores sundhed. Jeg er hver dag glad for, at det ikke er højrefløjen, der har haft magten til at skulle bringe os igennem den her krise. Jeg tror, det havde betydet en meget farligere vej for Danmark. Det kan man jo sådan set bare konstatere, når man ser på de udmeldinger, de er kommet med. Højrefløjens dagsorden har været præget af tøven, af slingrekurs og af kritik af den forsigtighedsstrategi, der har beskyttet os.

Samtidig må jeg også sige, at jeg – for at sige det mildt – ikke er imponeret over regeringens minkhåndtering. Især mener jeg, at fødevareministeren ikke har taget coronatruslen fra mink alvorligt nok, tidligt nok, og at han ikke har handlet i tide. Det har også haft konsekvenser, også for den tidligere fødevareminister.

I Enhedslisten behandler vi røde og blå ministre ens i den her slags sager. Det var også derfor, vi tog konsekvensen i forhold til den tidligere fødevareminister. Og vi støtter højrefløjen, som vi ellers er uenige med i mange ting, i, at vi naturligvis skal have en uafhængig undersøgelse. Vi skal have alt frem i lyset, og det arbejder vi også hårdt for. Men minkavl er for farligt under en pandemi som corona. Det understregede sundhedsmyndighederne, og det er der vist ikke nogen ædruelige eksperter der sætter spørgsmålstegn ved.

Derfor er jeg også glad for, at der er et ansvarligt flertal bag at aflive de danske mink for at værne om vores sundhed. Det er simpelt hen det eneste rigtige valg for en sikker coronahåndtering. Og det er derfor, at vi i Enhedslisten har bakket op om at sikre et lovgrundlag for den nødvendige aflivning af alle mink i Danmark. Det er derfor, at vi insisterer på at få en uvildig undersøgelse af forløbet – og gerne med nye parlamentariske undersøgelsesredskaber. Det er derfor, vi stiller ministre til ansvar, når de undlader at handle på konkret, bevidst viden. Og det er derfor, at vi af hensyn til udsatte og sårbare grupper og vores fælles sundhedsvæsen fortsat vil bakke op om en forsigtighedsstrategi. For vi skal både beskytte vores fælles sundhed og vores fælles demokrati og rettigheder.

Tak til ordføreren. Der var ikke nogen korte bemærkninger, og derfor er det nu hr. Søren Pape Poulsen, Det Konservative Folkeparti.

Det gik lige i maven på mig, den aften statsministeren havde sagt, at alle mink skulle aflives. 6.000 mennesker har fået ødelagt deres fremtid, som de aldrig kan vende tilbage til. Jeg er selv opvokset på en lille gård, hvor landbruget var hele vores eksistensgrundlag. Jeg kunne mærke og jeg kan stadig mærke, at det berører mig, for jeg har tænkt på: Hvordan måtte det have været for mine forældre, hvis de skulle have fortalt mig, da jeg var barn, at vores eksistensgrundlag var væk? Det var den besked, hundredvis af familier måtte give deres børn den 4. november.

Måske var regeringens beslutning nødvendig. Ikke engang det ved vi med sikkerhed, men vi ved, at beslutningen var ulovlig, og vi ved, at der ikke er nogen som helst uoverensstemmelse mellem at overholde loven og kæmpe for folkesundheden. Alligevel er vores klare opfattelse den, at statsministeren brød grundloven, da hun traf en af de mest vidtgående beslutninger i nyere danmarkshistorie.

Hvad forklaringen på det er, kan man gisne om. Gik man i panik? Er det magtfuldkommenhed, fordi man er vant til at kunne gøre, som man vil – eller hvad? Det mangler vi fortsat at undersøge. På trods af ministerafgang, beklagelser og en redegørelse vil enhver med bare det mindste indblik i den her sag kunne stille mange spørgsmål. Hvad vidste regeringen og hvornår? Hvem gjorde hvad, og hvad blev der sagt, ikke skrevet? For redegørelsen fortæller kun, hvad der stod i nogle papirer. Den indeholder jo stort set ikke noget om, hvad der er blevet talt om på møderne.

Eksempelvis står der i redegørelsen, at regeringen vidste, at det var ulovligt at lukke al minkavl i Danmark, men regeringen påstår samtidig, at den ikke vidste, at det var ulovligt at beordre raske mink aflivet. Men de to ting hænger jo sammen. Hvordan kan man sige ja til at destruere alle produkter i en forretning uden at tro, at forretningen så lukker? Man kan heller ikke brænde alle bilerne hos en bilforhandler og så sige, at han ikke må købe nye biler, og så herefter sige, at man ikke har lukket butikken. For mig er det svært at forstå andet, end at statsministeren må have vidst, at der var problemer med lovgrundlaget, og hvis det er rigtigt, så er der jo kun en vej, og det er, at statsministeren må gå af.

Men hvis vi nu alligevel accepterer præmissen om, at statsministeren ikke vidste, hun brød loven, så er der noget andet, der undrer mig. Hvorfor sendte statsministeren så kun en mail til Folketingets formand med anmodning om at gøre det ulovlige lovligt? Hvorfor stoppede man ikke den ulovlige ordre? Samtidig bliver der sået alvorlig tvivl om grundlaget for, at alle minkene skulle slås ihjel.

Regeringen og statsministeren har gentagne gange sagt, at der ud fra en risikovurdering fra Statens Serum Institut ikke var andre muligheder end at slå alle mink i Danmark ned – også avlsdyrene, som jo er kernen i minkerhvervet. Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut siger, at risikovurderingen slet ikke forholder sig til, om der er stor risiko ved at bevare avlsdyrene. Man kan – og jeg citerer – »ikke anvende vores risikovurdering til at konkludere, om der er stor risiko ved at lade avlsdyrene overleve«. Alligevel var det regeringens beslutning, at hver eneste mink skulle aflives. Det har jeg faktisk svært ved at forstå. Jeg har også svært ved at forstå, at vi ender i en situation, hvor politi og forsvar presser minkavlerne til at slå raske mink ihjel, uden at lovgrundlaget er på plads.

For mig står tre ting tilbage: For det første skylder vi minkavlerne, danskerne og vores demokrati, at vi præcis finder ud af, hvad der er sket. Det sker nu engang bedst via en kommissionsundersøgelse. Og hvorfor nogle ikke mener, at alt skal frem, er mig stadig væk en gåde. For det andet skylder vi minkavlerne en kompensation, en fair og rimelig kompensation, ikke en overbetaling og ikke en underbetaling, men en kompensation, som står mål med den situation, de står i. For det tredje skylder vi hinanden, at vi bekæmper coronaen på et oplyst og fagligt grundlag. Ved meget store beslutninger er hastværk lastværk, og derfor ønskede vi en second opinion, og det havde stadig væk været det rigtige at gøre efter vores opfattelse. Tak.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så den næste ordfører er fra Nye Borgerlige, fru Pernille Vermund.

Statsministeren udstedte på sit pressemøde den 4. november en ulovlig ordre om at aflive alle danske mink. Statsminister Mette Frederiksens ulovlige ordre har fået meget alvorlige konsekvenser: Tusindvis af danskere har mistet deres livsgrundlag, et helt erhverv er lukket, eksportindtægter for milliarder er forsvundet, og de danske skatteydere, som går på arbejde hver dag, kan se frem til en regning på mellem 10 og 20 mia. kr., som ganske velfortjent skal betales i erstatning til dem, der har lidt tab på grund af statsministerens egenrådige og ulovlige ordre.

De menneskelige omkostninger ved statsministerens overgreb på den private ejendomsret kan ikke gøres op i penge. For hvordan måler man tabet af et livsværk, tabet af en livsform, hvor viden og virksomhed går i arv til de kommende generationer? Hvordan gør man op i penge, at ens frihed til at leve, bygge op, producere og skaffe brød på bordet til sig selv og sin familie bliver taget fra en? Det kan man ikke gøre op i penge. Det er liv, det er andre menneskers liv, som statsministeren med et pennestrøg og fuldstændig i strid med lov og ret har ødelagt. Det må og skal få konsekvenser. Tilliden til folkestyret skal genoprettes, regeringen må gå af og udskrive valg. Danskerne må få lov til at tale. Danskerne skal have friheden tilbage. Med lov skal land bygges!

Statsminister Mette Frederiksen fremturer med at rive folkestyret ned. For selv da hele landet søndag den 8. november vidste, at lukningen af minkerhvervet var beordret i gang på ulovlig vis, så fremturede statsministeren og forlanger fortsat alle mink aflivet. På direkte tv fastholder statsministeren torsdag den 12. november over for en minkavler, at han skal aflive alle sine avlsdyr. Politi og militær sendes ud på en ulovlig mission og truer tøvende minkavlere med, at myndighederne skam vil trænge ind på deres ejendom og slå de raske mink ned, hvis ikke minkavlerne gør det selv.

Det er udtryk for magtmisbrug, det er udtryk for foragt for loven, det er nedbrydende for folkestyret. Regeringen må gå af, og da statsminister Mette Frederiksen ikke gør det frivilligt, må Folketinget træde i karakter og tvinge statsministeren til det. Derfor vil jeg gerne læse Nye Borgerliges forslag til vedtagelse op:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget udtrykker mistillid til regeringen. Regeringen har brudt loven. Regeringen fortsætter lovbruddet, efter at det er blevet offentligt kendt. Regeringen nedbryder med sine lovbrud tilliden til folkestyret. Folketinget pålægger derfor statsministeren at udskrive folketingsvalg og regeringen til at gå af. Tilliden til folkestyret må genoprettes.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 17)

Der er ikke tale om systemfejl. Det er statsministeren, der har svigtet sit ansvar og brudt loven. Statsministeren må gå af, og tilliden til folkestyret må genoprettes.

Derudover skal det siges, at vi i Nye Borgerlige naturligvis bakker op om det andet forslag til vedtagelse, der er blevet oplæst i dag, og som pålægger regeringen i samarbejde med Folketinget at udarbejde et kommissorium for en hurtigt arbejdende undersøgelseskommission for hele det her forløb.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så tak til Nye Borgerliges ordfører. Og så er det ordføreren for Liberal Alliance, hr. Alex Vanopslagh.

Det er svært at skulle overdrive, hvor stor en skandale det her er. Det er en skandale for os som retssamfund, når minkavlerne absolut ingen retssikkerhed har haft overhovedet, det er en skandale for vores folkestyre og vores demokrati af helt åbenlyse årsager, og det er en skandale, fordi meget tyder på, at beslutningen om at aflive samtlige mink i Danmark måske var en overilet reaktion og tegn på dårlig dømmekraft.

Dårlig dømmekraft og dårlig magtudøvelse er borgerne som regel beskyttet imod i et retssamfund og i et folkestyre. For her kan ingen regering eller ingen regeringschef pludselig beslutte sig for at aflive et helt erhverv uden at have lovhjemmel på plads, uden at have involveret Folketinget, ja, uden at få efterprøvet og udfordret sit beslutningsgrundlag. Og i et retssamfund vil det altid være sådan, at vi skal spørge os selv: Er det den proportionale løsning, vi har fundet frem til, eller kan det løses på en mindre voldsom og mindre ødelæggende måde?

Med minkskandalen er en af de mest vidtgående beslutninger i nyere dansk politisk historie truffet uden lovhjemmel, uden involvering af folkestyret, og da statsministeren opdager, at beslutningen er ulovlig, ja, så står statsministeren fast på sin beslutning, og den ulovlige aflivning af erhvervet fortsætter ufortrødent. Og statsministeren, ja, hun nægter at svare på spørgsmål om, hvorfor statsministeren ikke stopper den ulovlige ordre.

Det er ganske enkelt ikke et demokrati værdigt, og da slet ikke vores demokrati. Og minkavlerne har så været helt igennem forsvarsløse og magtesløse. De har ingen retssikkerhed haft overhovedet, de har ikke haft nogen mulighed for at blive hørt, for at gøre indsigelser, deres livsværk er blevet smadret med et fingerknips på et pressemøde. Det er altså ikke et retssamfund værdigt.

Hele det her forløb viser også, hvorfor det er farligt at koncentrere så meget magt på så få personer, især hvis de personer udviser dårlig dømmekraft, for så får det enorme konsekvenser. Og tilbage står også et spørgsmål om, hvorvidt beslutningen om at aflive samtlige mink var nødvendig; om det var udtryk for den proportionale, afbalancerede beslutning.

For først skulle vi tro på, at det handlede om en farlig cluster-5-mutation, som kunne gøre Danmark til et nyt Wuhan. Men i det sekund det videnskabelige grundlag blev offentliggjort, skød stort set samtlige eksperter den begrundelse ned. De sagde, at man skulle ikke være bekymret for cluster-5, ja, selv Kåre Mølbak var ude og sige, at cluster-5 altså mest var noget, som vi politikere gik op i.

Tilbage står så, om det overhovedet er nødvendigt at aflive samtlige mink i forhold til den generelle risiko. Og her er eksperterne mere delte. Der er en række eksperter, der siger, at ja, det er en god idé at aflive alle mink, vi skal være på den sikre side. Andre mener, at det er en overreaktion. Så det er altså i sidste ende et politisk spørgsmål, en politisk vurdering, hvad den rigtige og den proportionale beslutning er. Er det den mest vidtgående af alle mulige beslutninger, altså at aflive samtlige mink på ganske få dage? Jeg synes, svaret giver sig selv, og jeg synes, det er umådelig trist, at vi aldrig fik afsøgt muligheden for en mindre indgribende løsning, en mindre voldsom løsning, eksempelvis at lade de raske avlsdyr overleve.

Det burde være muligt at have afsøgt den mulighed i et folkestyre, i et retssamfund. Lige nu betaler vi den fulde pris for at have koncentreret så meget magt på så på hænder.

Det koster ikke bare statskassen milliarder. Det har kostet livsværk og livskvalitet, det har kostet på borgernes retssikkerhed, det har kostet på vores demokrati, og det må og skal regeringen stå til ansvar for.

Til slut vil jeg også bare blot sige, at vi også kan støtte Nye Borgerliges ønske om et mistillidsvotum til regeringen. Men da der ikke er i nærheden af at være et flertal for det, har vi tilsluttet os det, som de andre borgerlige har skrevet. Men jeg vil bare lige for god ordens skyld sige, at vi selvfølgelig også synes, at regeringen skal gå af.

Tak for ordet.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Vi er igennem ordførerrækken, og derfor vil jeg give ordet til statsministeren.

Tak for en god debat. Jeg synes, at der er et par egentlig interessante nedslagspunkter. For det første kan jeg høre en fuldstændig dybfølt sympati med landets minkavlere fra hele Folketinget, og det er godt, at vi kan finde ud af – også i en ophedet politisk diskussion – at stå sammen og vise den sympati, den empati, den omsorg, der skal til, over for et erhverv, som står i en rigtig, rigtig svær situation; ikke alene minkavlerne, men også deres familier.

Det andet, der står tilbage, er, at der faktisk ikke er bred opbakning til den nødvendige sundhedsindsats. Og det er godt, at det er kommet for en dag, for det har været svært at få svar på det spørgsmål. Men en række partiledere står nu på mål for, at til trods for at der ligger en risikovurdering af den karakter fra SSI, som der gør, så bakker man ikke op om sundhedsmyndighedernes anbefaling, og man bakker dermed ikke op om, at minkene skulle slås ned. Det er folkeoplysning, for det er en vigtig viden for danskerne at få.

Det tredje – og her er jeg, må jeg være ærlig at sige, noget mindre positiv efter i dag – er et næsten fuldstændig fravær af danskernes sundhed i den her diskussion. Vi har 600.000 danskere direkte i risikogruppen, hvad angår covid-19; mennesker, der på grund af alder, på grund af andre sygdomme, kronikere, ikke må få covid-19. De er næsten fraværende i den her diskussion. Det er jeg oprigtig overrasket over. Jeg bliver egentlig også oprigtig berørt af det, for det er en farlig sygdom. Det er en rigtig, rigtig farlig sygdom, som har taget mange menneskers liv. Og derfor undrer det mig, at de mennesker og deres pårørende og i øvrigt det sundhedspersonale, der hver dag står og kæmper, ikke fylder mere i en debat, end hvad tilfældet er i dag.

Det var min holdning, man må gerne have en anden – det her er min holdning. Og hvorfor starter jeg her? Det gør jeg, fordi vi skal have hele Danmark igennem den her krise. Vi skal igennem den her krise som et helt land. Det skal vi, hvad angår folkesundheden, og det skal vi, hvad angår økonomi og arbejdspladser. Og det er os her i Folketinget, os 179 medlemmer, der bærer det ansvar mere end nogen andre. Vi er blevet valgt til at passe på vores lille fantastiske land netop på det her tidspunkt af historien, hvor vi er blevet ramt af en global pandemi.

Der er ikke nogen af os her i Folketinget, der har ønsket at være i den her situation. Ingen af os havde forestillet sig, at det netop skulle være på vores vagt, at vi måtte indføre forsamlingsforbud, påbud om mundbind, bede folk om at se så få mennesker som muligt, aflive millioner af mink; ingen af os er gået ind i politik af den her årsag, men det er os, der har ansvaret.

Når der bliver begået fejl – og der er begået fejl – så skal de beklages. Man skal være ærlig om dem, man skal lægge det frem, og man skal selvfølgelig også lade sig undersøge, selvfølgelig skal man det. Det siger sig selv. Og jeg har meget, meget stor respekt for, at mange folketingsmedlemmer påtager sig et stort ansvar for altid at holde øje med den til enhver tid siddende regering.

Jeg synes egentlig, at det, der i debatten har gjort størst indtryk i dag, ud over at jeg synes, at det sundhedsfaglige har fyldt for lidt, er beskrivelsen fra hr. Jens Rohde, i forhold til hvad det betyder for en gruppe af mennesker, når de mister deres identitet, når man får den frataget på grund af en global pandemi.

Derfor bare afslutningsvis: Jeg har stadig væk al min sympati for de minkavlere, der har fået ødelagt deres livsværk, og jeg håber, at Folketinget efter den her debat kan samles om en bred aftale, hvor vi får kompenseret de pågældende på en ordentlig og reel måde.

Tak til statsministeren. Der er en række korte bemærkninger, og af hensyn til at den her forespørgsel skal kunne afvikles inden for tidsrammen, når vi ikke alle; det kan jeg lige så godt afsløre. Men jeg vil prioritere ordførerne først, og så ser vi, hvor langt vi når, så der også lige bliver en kort tid til ordføreren for forespørgerne til at runde af i.

Den første er hr. Jakob Ellemann-Jensen.

Tak for det. Jeg vil undlade at kommentere på statsministerens underlødige, uværdige og uanstændige angreb, fordi jeg ved godt, det var det, der var meningen jeg skulle kommentere på, så statsministeren kan tale uden om i forhold til det spørgsmål , jeg stiller nu, som jeg gerne vil have et svar på.

I regeringens egen redegørelse fremgår det på side 9, at regeringens koordinationsudvalg, altså der, hvor statsministeren i overført form sidder for bordenden, drøftede en såkaldt dvalemodel, altså en model, hvor man slår mink ihjel uden for zonerne, men hvor avlsdyrene bevares, og her fremgår det – og jeg citerer:

»Der er ikke hjemmel til håndtering af et sådant scenarie i den nuværende lovgivning, ...«.

Det er jo så der, det undrer mig en lillebitte smule. Når nu der ikke var hjemmel, lovhjemmel, til at slå nogle dyr ihjel, hvordan i alverden kan statsministeren så havne i den vildfarelse, at så er der da sikkert lovhjemmel til at slå alle dyrene ihjel?

Statsministeren.

Hverken jeg eller andre er havnet i nogen vildfarelse, men vi lægger selvfølgelig til grund for det beslutningsgrundlag, der forelægges for de beslutninger, der træffes i regeringen, at der er lovhjemmel til at træffe de beslutninger. Normalvis er det sådan, at hvis man træffer en beslutning, der eksempelvis ikke er medholdelig, hvad angår EU-retten eller statsstøtteregler eller andre ting, så står det eksplicit i sagen.

Så vil jeg gerne have lov til at anholde en ting i spørgsmålet: Jeg behæfter ikke andre politikere med alle mulige ord, og det kunne jeg ikke drømme om, det gør jeg ikke her i salen, jeg gør det ikke til demonstrationer, jeg gør det heller ikke andre steder. Jeg appellerer faktisk til det modsatte. Jeg appellerer til, at vi har en ordentlig politisk diskussion med hinanden, at der er plads til uenighed, at en regering, når den begår fejl, anerkender og erkender det, men at vi også bliver på den opgave, der er blevet os givet, fordi opgaven er at få Danmark igennem den her krise. Opgaven er lige nu at løse en aktuel situation omkring minkavlerne, men det er saftsuseme også vedholdende at blive ved med at redde så mange liv som overhovedet muligt og sørge for, at så få danskere som overhovedet muligt bliver smittet.

Hr. Jakob Ellemann-Jensen.

Det var et fint og rørende indlæg, som overhovedet ikke svarer på det, jeg spørger om. Statsministeren bliver gjort bekendt med: Kære statsminister, der er ikke lovhjemmel til at slå en del af de raske mink ihjel. Når nu statsministeren – og det kan jo dokumenteres, det fremgår af regeringens egen redegørelse – bliver gjort bekendt med det, hvordan i alverden kan statsministeren så stå og sige: Nå, men de sagde ikke, at vi ikke måtte slå dem alle sammen ihjel? Altså, undskyld! Hvordan kan man ikke drage den konklusion heraf, at når jeg ikke må dræbe nogen, må jeg nok heller ikke dræbe alle? Hvordan i alverden kan man komme dertil?

Statsministeren.

Jeg mener, det står meget klart i redegørelsen og er gengivet fra talerstolen her i dag, at vi ikke er bekendt med, jeg ikke er bekendt med, at der ikke er lovhjemmel til at træffe beslutningen. Og jeg spørger bare igen: Hvad skulle motivet være for en omvendt situation, nemlig at vi skulle have vidst, at der ikke var hjemmel, og så forsøgt at skjule det? Vi kunne jo regne ud, at det ville komme for en dag, under alle omstændigheder, hvis det var den situation, vi ville bringe os i. Hvis vi var blevet oplyst, at der ikke var lovhjemmel, så havde vi sagt det, og så havde vi bedt Folketinget om en hastebehandling.

Tak. Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl.

Det kan jo ikke være et svar på, hvordan det kan være, at der ligger et stykke papir til et møde, statsministeren har lod og del i, der fortæller, at hvis man skal slå en del af minkene – altså de raske mink – ned, kræver det ny lovhjemmel. I bilaget står der:

»Der er ikke hjemmel til håndtering af et sådant scenarie i den nuværende lovgivning, hvorfor der meget hurtigt vil skulle tilvejebringes en lovmæssig hjemmel for dette.«

Det fremgår jo af redegørelsen. Altså, det giver jo det her billede af, at alle omkring statsministeren ved, at der er et problem med lovhjemlen – ministerium på ministerium, medarbejder på medarbejder – og den eneste, der ikke får noget som helst at vide, er statsministeren, som ellers er i spidsen for hele håndteringen af den her sag. Og da man bestemmer sig for at aflive minkene, bliver det jo den nationale operative stab, der skal stå for det med politi og militær osv., og så har man rundtomkring statsministeren en viden om, at det, at man sætter alt det i værk, hviler på et ulovligt grundlag.

Kan statsministeren ikke godt se, hvorfor vi andre synes, det ser lidt mystisk ud, og hvorfor der er behov for en tilbundsgående undersøgelse, hvor man ikke bare kigger på papirer, men hvor man også har mulighed for at tale med de mennesker, det vedrører?

Statsministeren.

Men det er jo igen ikke korrekt, det, der bliver sagt. Det er ikke sådan, at de ministre, der er med til mødet i regeringens koordinationsudvalg, er bekendt med, at der ikke er lovhjemmel til den beslutning, der træffes. Det er ikke korrekt. Det er heller ikke korrekt, at de ministre, der deltager i pressemødet, er bekendt med den manglende lovhjemmel – det bliver vi først efterfølgende.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Vil det sige, at når man har møde i regeringens koordinationsudvalg om sådan en sag som den her og der, som det nu fremgår af redegørelsen, ligger et bilag, der fortæller, at der ikke er lovhjemmel, så er der hverken embedsmænd, der fortæller det, eller ministre, der har læst det bilag?

Når man lytter til spørgsmålet her, må man jo efterlades i den tro, at det står sort på hvidt i bilaget, at der ikke er lovhjemmel til at træffe den beslutning, vi traf, og det er ikke korrekt.

Tak for det. Så er det hr. Søren Pape Poulsen.

Det må jeg så bare lige fortsætte i, for nu undsiger statsministeren jo så den her redegørelse, må jeg forstå. For der står sort på hvidt: Model 1 – dvale. Og så kommer det længere nede, at spørgsmålet om hjemmel til aflivning ikke blev bragt op ved mødet, men derimod drøftes spørgsmålet om hjemmel til midlertidig eller varig nedlukning af erhvervet og kompensation i den forbindelse. En varig nedlukning af erhvervet – hvordan kan man så drøfte det, hvis det ikke har noget med hjemmel at gøre? Altså, det forstår jeg simpelt hen ikke. Det må man da have gjort, medmindre det, der står i redegørelsen, er forkert. Det kan selvfølgelig også være.

Statsministeren.

Men der er jo ikke tale om, at regeringen har truffet en beslutning om at nedlukke minkerhvervet i Danmark. Det har vi ikke truffet en beslutning om. Det er ikke den beslutning, der er truffet. Og vi kommer hele tiden tilbage til samme diskussion. Der er politik, og der er jura. Regeringen har ikke truffet en beslutning om at lukke minkerhvervet. Regeringen har truffet en beslutning om, at minkene skal aflives. Det er to forskellige beslutninger.

Hr. Søren Pape Poulsen.

Hvis alle mink er aflivet, vil statsministeren så helt seriøst påstå, at man kan sige, at der stadig væk er et minkerhverv i Danmark? Hvis alle mink er aflivet, så er der ikke noget erhverv. Det er dødt og borte. Hvordan kan man finde en eller anden juridisk krog at hænge det op på? Virkeligheden er jo, at de her mennesker fik at vide: Det hele er dødt og borte. Det er diskuteret her: Hvad skulle man gøre ved en varig lukning? En varig lukning er en lukning. Det var den ene ting. Og tempobonus har vi ikke været inde på i dag. Det er jo en ny ulovlighed, der bare fortsætter, og som statsministeren bliver gjort opmærksom på den 13. november af hr. Rasmus Jarlov, der skriver til Statsministeriet, og først den 18. november stopper man det.

Tak til hr. Søren Pape Poulsen. Statsministeren.

Nu er hr. Søren Pape Poulsen ligesom jeg selv tidligere justitsminister, og når der spørges med jura, bliver man også nødt til at svare med jura. Og det er ikke den beslutning, regeringen træffer.

Når det er sagt, så har regeringen ikke på noget tidspunkt, ikke på noget tidspunkt, sagt, at man bare med et fingerknips – som jeg tror det bliver antydet – så vil kunne starte en minkproduktion a la den, vi har været kendt for i Danmark, fra den ene dag til den anden. Det ved alle, for den minkproduktion, Danmark er kendt for, og som i øvrigt også har været et meget, meget væsentligt bidrag til dansk økonomi, er en meget, meget særlig minkproduktion. Men når man spørger juridisk, så bliver vi også nødt til at svare juridisk.

Tak. Så er det fru Pernille Vermund.

Tak. Undskyld, men man skal altså være politiker eller have været i politik i mange år for at kunne acceptere det bavl, der kommer i dag. Det stritter jo i alle retninger – altså, ærlig talt. På pressemødet den 4. november siger statsministeren, at alle mink skal aflives. Fødevarestyrelsen, hæren og politiet sættes i gang – operation minkaflivning kalder hærchefen det. I dag siger statsministeren så, at det ikke var en ordre. Hvis det er sandt, at det ikke var en ordre, så betyder det, at Fødevarestyrelsen, politiet og hæren på eget initiativ og uden lovhjemmel gik i gang med operation minkaflivning. Så skal de ansvarlige selvfølgelig straffes, men i stedet roser statsministeren myndighederne for deres håndtering og for et godt stykke arbejde, og enhver kan jo se, at det ikke hænger sammen. Det er ikke sandheden, vi får at vide i dag. Det er og var en ordre fra statsministeren, der blev givet den 4. november til Fødevarestyrelsen, til hæren og til politiet, og det er statsministeren, der står med ansvaret i hænderne.

Mener statsministeren, at det er i orden, at man lyver for at redde sit eget skind – ærlig talt?

Tak. Statsministeren.

Jeg har ikke behov for at diskutere på den måde og vil i øvrigt ikke opfordre til, at vi gør det i Folketinget. Jeg vil i øvrigt også appellere til, at man, uagtet at der er begået fejl og at regeringen i øvrigt har erkendt det og at man så for nogle partiers vedkommende fortsat er meget uenige med regeringens håndtering af covid-19, herunder minkskandalen, ikke samtidig ikke har tillid til vores myndigheder. Og det her vil jeg appellere indgående til. Om det er forsvaret, om det er beredskaberne, om det er politiet, eller om det er andre myndigheder, så har jeg aldrig nogen sinde været i en situation, hvor der har været rejst den tvivl, som der rejses nu. Det vil jeg ikke mene er klogt.

Fru Pernille Vermund.

Undskyld, men statsministeren svarer jo simpelt hen ikke på de spørgsmål, der bliver stillet. Det enkle spørgsmål handler om, at når man kommer med forklaringer, som er modsatrettede – præcis som fødevareministeren gjorde, før fødevareministeren måtte gå af – altså når statsministeren nu i dag siger, at det ikke var en ordre, men at man alligevel på pressemødet sagde, at nu sætter vi NOST og Fødevarestyrelsen i gang med at udarbejde den her nødplan, så kan begge dele jo ikke være rigtige. En af de to ting må være falsk, usand, en løgn – hvilken af delene er usand?

Tak. Statsministeren.

Det står klart, at der ikke var lovhjemmel til den beslutning, regeringen traf. Det er et problem. Det er erkendt. Jeg mener også, det er klart, at man på det tidspunkt, hvor de myndigheder, der har ansvaret, bliver bekendt med, at der ikke er lovhjemmel, ikke dér får kommunikeret til minkavlerne – det er også et problem. Det er fejl. Det er beklagelige fejl, og det er selvfølgelig fejl, der vokser i størrelse, fordi vi har at gøre med menneskers livsværk og deres levebrød. Men jeg anerkender grundlæggende ikke præmissen, og jeg vil endnu en gang appellere: Politiske uenigheder til trods bør man i mine øjne bakke op om de myndigheder, der er i Danmark.

Tak. Så er det hr. Alex Vanopslagh.

Tak for det. Når jeg og mange andre har spurgt statsministeren om, hvorfor statsministeren ikke trak den ulovlige ordre tilbage i det øjeblik, hun fandt ud af, at den var ulovlig, så lyder svaret: Det er, fordi det er mine ministres ansvar. Vi kan jo så konstatere, at de ministre, der havde ansvaret for at trække den ulovlige ordre tilbage, ikke trak den tilbage, i hvert fald ikke effektivt. Den Nationale Operative Stab var stadig ved ulovligt at aflive minkene.

Mener statsministeren, at de forskellige ansvarlige ministre har svigtet deres ansvar i forhold til at trække den ulovlige ordre tilbage, nu, hvor statsministeren siger, at det er deres ansvar?

Statsministeren.

Jeg mener, det er klart, at der er begået fejl i den her sag. Og jeg vil sige, at vi – måske ulig hvad der er traditionen, i hvert fald hos nogle regeringer – jo ikke har noget problem med at erkende, at fejlen er begået, ej heller med at beklage den. Jeg har stor respekt for, at man ønsker at undersøge det, men jeg har tillid. Jeg har tillid til regeringens ministre, og jeg har i øvrigt også tillid til landets myndigheder. Og så pågår der jo et arbejde nu i Folketinget i forhold til en videre undersøgelse, og det har jeg meget stor respekt for.

Hr. Alex Vanopslagh.

Så vi skal forstå det sådan, at det er en fejl hos justitsministeren og andre ministre, at de ikke trak den ulovlige ordre effektivt tilbage, men at det ikke er en fejl hos statsministeren, at statsministeren ikke gjorde sine ministre opmærksom på, at de ikke har trukket den ulovlige ordre tilbage. Jeg skal bare lige have det skåret helt ud i pap. For det er jo fair nok. Det er jo egentlig tæt på at være et direkte svar, og det er jeg lidt forbløffet over, men det er vel det, statsministeren siger: at ja, det var en fejl, at den ulovlige ordre ikke blev trukket tilbage, hos de ansvarlige ministre, men at det ikke var en fejl hos statsministeren – det kun var en fejl hos de andre.

Statsministeren.

Jeg synes, at man i det spørgsmål – i lighed med hvad vi har hørt i løbet af debatten i dag – lægger forkerte præmisser ind, med hensyn til hvordan opgavefordelingen er i en regering. Det kan man jo så have forskellige holdninger til, men man kan jo ikke stå og sige, at den måde, ministerstyret fungerer på i Danmark og i øvrigt har gjort det igennem mange år, skulle vi så have sat ud af kraft i den her sag.

Mig bekendt har de myndigheder, der har været involveret i det her, beklaget de fejl, der er begået, og det har regeringen også.

Så er det den sidste korte bemærkning. Den er fra fru Sophie Løhde.

Jeg vil godt spørge til materialet i regeringens koordinationsudvalg, altså den redegørelse, der er oversendt til Folketinget. Der fremgår det på side 8 og 9, at der i regeringens koordinationsudvalg indgik to modeller, nemlig en dvalemodel og en nedlukning af erhvervet. I dag ved vi jo, at regeringen traf beslutning om en helt tredje model. Derfor vil jeg bare høre, om der ikke var nogen papirer om den her ulovlige model i materialet til regeringens koordinationsudvalg, eller om det var noget, regeringen bare fandt på på sit møde i koordinationsudvalget. Og hvis der er papirer på den model, regeringen besluttede, så vil jeg gerne spørge statsministeren, hvorfor redegørelsen er klinisk renset for den model, og hvad der stod om den.

Værsgo.

Jeg synes, at man fra Venstres side bliver ved med at signalere, at regeringen har ønsket at begå en ulovlighed, og det er ganske enkelt ikke korrekt. Nu er det jo med fare for, at jeg kommer til at lyde som en, der er ældre, end jeg er, men jeg har dog trods alt været i det her parlament i snart 20 år, og jeg mindes faktisk ikke, at vi over for hinanden betvivler rigtigheden af det, vi siger. Vi kan være uenige om ting, men sådan at betvivle rigtigheden, når vi siger noget, er altså noget nyt. Jeg mener, at den risikovurdering, der lå fra SSI, var klar i sin tale. Det ville være for risikabelt at fortsætte med at have minkproduktion i Danmark. Derfor, af hensynet til folkesundheden og i øvrigt også af hensyn til Danmarks omdømme og ry og rygte og dermed af hensyn til mange andre danskeres arbejdspladser, var det den rigtige beslutning at træffe.

Fru Sophie Løhde.

Fra en, der også kommer til at lyde ældre, end jeg føler mig – jeg har været medlem af Folketinget i 13 år: Der er ingen, der siger, at regeringen har ønsket at udstede en ulovlig ordre. Vi konstaterer, at regeringen har udstedt en ulovlig ordre, det er et faktum. Men jeg vil gerne gentage mit spørgsmål, for statsministeren svarer notorisk ikke på det. I redegørelsen fra regeringen fremgår det i materialet til koordinationsudvalget, at der var to modeller, nemlig en dvalemodel og en model for nedlukning af erhvervet. I dag ved vi, at regeringen traf beslutning om en helt tredje model. Hvorfor er redegørelsen klinisk renset for, hvad der stod om den model, den tredje model, som regeringen altså besluttede, eller var det en model, regeringen bare sad og fandt på, da man traf beslutningen i koordinationsudvalget?

Værsgo.

Men når det vurderes juridisk, at regeringen og jeg selv ikke har brudt grundloven, kan det jo ikke nytte noget, at man bare bliver ved med at gentage det. En usandhed bliver ikke sandt, fordi den gentages mange gange.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger, og nu er der lige tid til en kort afrunding fra ordføreren for forslagsstillerne. Tak til statsministeren, og velkommen til hr. Kristian Thulesen Dahl.

Jeg vil selvfølgelig gerne sige tak til hele Folketinget, altså alle Folketingets partier, for at have deltaget aktivt i den her debat, og også tak til statsministeren og justitsministeren for at have stillet sig til rådighed.

Derimod må jeg bare blankt sige, at jeg ikke kan sige tak til statsministeren for det seneste, hun præsterede heroppe fra talerstolen for lidt tid siden. Jeg må erkende, at de ord, jeg kommer til at tænke på, når jeg ser statsministeren heroppe for et øjeblik siden, altså er »pinligt«, og det er »uværdigt«. At begynde at sige, når vi har en debat, en forespørgselsdebat her, der handler om lovbrud, der handler om, at man har aflivet et minkerhverv i Danmark på et ulovligt grundlag – det har vi en forespørgselsdebat om – og forsøge at få det til at handle om, at Folketinget her ikke tager folkesundheden alvorligt, ikke gør det, der skal til, for at bekæmpe corona, synes jeg simpelt hen ikke er rimeligt.

Vi har siden den 11. marts i det her Folketing præsteret det ene efter det andet, hastemøder med kort varsel, vi får ikke de informationer, vi ønsker, men alligevel har vi prøvet at følge med. Vi har accepteret, at regeringen er gået meget langt i den måde, man har håndteret det her på, selv om Folketinget ikke har været taget med på råd, vi har lavet lovgivning og givet regeringen mandat til at gøre usete ting, når det ikke er krigstid, og så skal vi som Folketing høre fra landets statsminister, at det her Folketing ikke kerer sig om folkesundheden og bekæmpelse af corona, fordi vi ønsker at have en forespørgselsdebat om, hvordan regeringen er kommet så galt af sted i forhold til minkerhvervet, som man er.

Jeg må bare sige, at jeg synes, det var grænseoverskridende at høre på, og jeg vil bede statsministeren om at tage det her med i betragtning, når man nu tager rundt i landet, jeg kan forstå, at det bl.a. er til Nordjylland, de kommende dage for at prøve at tale med borgere, altså så lige tage med, hvordan man behandler Folketinget under sådan en debat som den her. Ellers vil jeg sige tak for debatten.

Tak for det. Vi når ikke mere ved den her forespørgsel.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt finde sted torsdag den 26. november 2020.

Så skal vi i gang med spørgetiden, og det betyder også, at mens jeg lige læser et par meddelelser op, må vi have tømt salen for ordførere.