Det sidste punkt på dagsordenen er:

21) Forespørgsel nr. F 21:

Forespørgsel til kulturministeren:

Vil regeringen – i lyset af sagen fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvor en nu hjemsendt institutleder vandaliserede en buste af Hans Majestæt Frederik V – oplyse, hvad den agter at gøre for at sikre åndsfriheden på akademiet og forhindre, at identitetspolitiske ekstremister tager magten og destruerer akademiets faglighed og kulturelle bidrag?

Af Henrik Dahl (LA) og Morten Messerschmidt (DF).

(Anmeldelse 20.11.2020. Fremme 24.11.2020).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes indtil videre.

Den første, der kommer på talerstolen, er ordføreren for forespørgerne. Det er hr. Morten Messerschmidt, som begrunder forespørgslen. Værsgo.

Tak, formand. Liberal Alliance personificeret ved hr. Henrik Dahl og undertegnede har bedt om at få den her forespørgselsdebat i dag, fordi vi, antagelig sammen med ganske mange andre, har været rystede over, hvordan det er blevet blotlagt, at der er en destruktiv kultur på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Det er en kultur, som for os at se er fuldstændig uforenelig med det at gå på noget så fint som Det Kongelige Danske Kunstakademi og i øvrigt helt i strid med den almindelige kulturopfattelse, der er i brede dele af det danske samfund.

Det kom særlig til udtryk, da en gruppe studerende – må man gå ud fra, men de var anonyme, så det kan være svært sådan rigtigt at få dem personificeret – under ledelse af en institutleder, som har valgt at stå frem, valgte at, som de kalder det, rematerialisere en buste af Frederik V. For os at se var der ikke tale om rematerialisering. Der var tale om hærværk. Derfor er det også klart, at en sådan sag er overdraget til politiet for at blive forfulgt som hærværk.

Ikke desto mindre er der meget, der tyder på, at det ikke kun er en flok enkelte vildfarne typer under ledelse af en balstyrisk institutleder, som har de her skøre tanker. Tværtimod er der hundredvis af såkaldte kunstnere, der efterfølgende har ytret opbakning til den slags happenings. Det rejser selvfølgelig den helt grundlæggende debat om, hvad i alverden der er gået galt på Kunstakademiet.

Ledelsen har tydeligvis svigtet, og derfor mener vi, at en ny ledelsesform skal til. Men også hele det åndelige liv, der er på akademiet, er tydeligvis af en helt anden karakter end den, de fleste, tror vi, har en forventning om.

Derfor vil vi gerne tage teten her fra Folketingets side og sikre, at de, der dagligt har deres gang på Kunstakademiet, hvad enten det er som studerende eller som undervisere, selvfølgelig har en opbyggelig tilgang til kunsten. Det er ikke sådan, at vi i Folketinget skal bestemme, hvad det er for en kunst, der så skal udvirkes, men den udbredte uoriginalitet, der består i, at hvis man virkelig skal være avantgarde, skal man gøre det samme som alle andre, nemlig kritisere koloniseringen eller slavehandelen, er selvfølgelig netop uoriginal. Og kunst er altså nu en gang ikke destruktion, i hvert fald ikke af andres ejendom, ikke af statens ejendom.

Man kunne selvfølgelig have gjort sig den ulejlighed selv at købe en buste og kaste i havnen. Det ville i givet fald så kun være miljømyndighederne, man ville være kommet i karambolage med. Det kunne vi måske leve med, men den kultur, der hersker i dag på Kunstakademiet, kan vi ikke leve med. Derfor ønsker vi den her debat.

Tak til hr. Morten Messerschmidt for begrundelse for forespørgslen, og så er det kulturministeren for besvarelse. Værsgo til kulturministeren.

Mange tak, tak for spørgsmålet, og tak for denne debat, som vi jo har haft igennem det stykke tid, hvor denne sag forståeligt har rejst mange spørgsmål og bestemt også bekymringer. Det har jeg på fornemmelsen der er et bredt flertal i Folketinget der også har givet udtryk for, og det er regeringen enig i.

Når Kunstakademiet har været meget omdiskuteret den seneste tid, er det fuldstændig med rette. Der har været sat spørgsmålstegn ved den tidligere ledelse, der har været sat spørgsmålstegn ved, hvordan det kunne komme så vidt, at en institutleder var med til at begå hærværk mod Frederik V's buste, og der er blevet sat spørgsmålstegn ved håndteringen deraf. Disse spørgsmål har taget fokus fra Kunstakademiets formål: at fremme kunsten og at skabe fremtidsrettede, fantastiske kunstnere. Det har ikke gavnet Kunstakademiets renommé, hvilket hverken medarbejdere, de studerende, kunsten eller samfundet kan være tjent med.

Efter min opfattelse er Kunstakademiets vigtigste opgave at tilvejebringe uddannelse på højeste kunstneriske og faglige niveau, og det er vigtigt, at rammerne og kulturen er til stede, så akademiet kan have fokus på denne opgave. Derfor vil jeg nu gå videre med at besvare spørgsmålet, som jeg er blevet stillet, netop om, hvordan jeg vil agere for at sikre åndsfriheden på akademiet og forhindre, at identitetspolitiske ekstremister tager magten og destruerer akademiets faglighed og kulturelle bidrag.

Jeg har allerede iværksat en række tiltag i lyset af den seneste tids sager, og da debatten i dag ikke er første gang, at jeg redegør over for Folketinget for, hvad jeg har gjort og har påtænkt at gøre ved situationen på Kunstakademiet, kan det være, at mit svar her i dag også kan blive en gentagelse af nogle af de ting, jeg allerede har oplyst. Men for fuldstændighedens skyld og for debatten her i dag, kommer der her en oplistning.

Helt overordnet set er status lige nu, at hærværket mod Frederik V's buste er anmeldt til politiet af ejerne, Akademiraadet, og politiet efterforsker fortsat sagen. Den institutleder, som stod frem og tog ansvar for hærværket, er blevet bortvist fra Kunstakademiet.

Som det er fremgået af flere af mine tidligere svar på spørgsmål fra Folketinget, bad jeg i den forbindelse i november den tidligere rektor for akademiet om en redegørelse for forløbet af bustesagen. Jeg bad i den forbindelse den tidligere rektor om at redegøre for, hvordan udfordringerne med bl.a. de identitetspolitiske strømninger på institutionen kunne løses. Den redegørelse, ministeriet modtog, gav desværre ikke et tilstrækkeligt svar på, hvordan Kunstakademiet kunne komme videre efter bustesagen.

I december indgik Kulturministeriet så en fratrædelsesaftale med den tidligere rektor, da der ikke var enighed om, hvordan problemerne på Kunstakademiet skulle løses. Kulturministeriet er nu i gang med at finde en ny rektor, og ministeriet har haft et stillingsopslag ude med frist den 20. januar i år.

Det er mit håb, at den nye rektor vil kunne være med til at give Kunstakademiet den friske start, som der er brug for. Jeg har derfor også insisteret på, at der skal ske en uvildig undersøgelse af akademiet. Vi har i ministeriet netop modtaget den første delrapport af den uvildige undersøgelse og forventer at modtage den samlede, endelige rapport til februar.

Når den endelige, samlede rapport foreligger, vil jeg naturligvis oversende den til Folketinget. Undersøgelsen kommer til at indeholde en vurdering af, i hvilket omfang de identitetspolitiske strømninger eksisterer, og hvordan de kan udgøre et problem for akademiet, og så forventer jeg, at rapporten kommer til at indeholde nogle anbefalinger til organisatoriske tiltag og ændringer, der kan være med til at skabe det undervisnings- og arbejdsmiljø på Kunstakademiet, som vi ønsker, og som samfundet forventer.

Som jeg har sagt tidligere, er vandalisme mod kulturarven noget, som jeg synes man kun kan tage stærk afstand fra. At kulturen og kunsten skal kunne udfolde sig frit, må ikke være på bekostning af kunst og kultur, man er uenig i. Hvis man ønsker et andet synspunkt repræsenteret, ja, så skal det synspunkt selvfølgelig have fylde, men at destruere kulturarv er at gøre vores evne til at lære af vores historie dårligere. Åndsfriheden er således vigtig, ikke mindst på en kunstnerisk uddannelse. Kunsten skal være fri og ikke snævret ind af bestemte politiske holdninger. Kunstakademiet skal uddanne fremtidens kunstnere, og der skal på en kunstnerisk uddannelsesinstitution være plads til forskellige holdninger til, hvad kunsten er, og hvad den skal i samfundet, hvad den har været, og hvad vi gerne vil have den skal ændre sig til det bedre for. Men det er og kan aldrig være i orden, at man i kunstens navn begår hærværk imod vores alle sammens kulturarv.

Så hvad vil regeringen og jeg så gøre yderligere for at sikre den åndsfrihed og pluralisme, som er vigtig, ja, ligefrem nødvendig? Jeg vil se på strukturerne for ledelse og repræsentation. Det er tanker, der har været fremme tidligere, da der også er andre kunstneriske uddannelsesinstitutioner, der fra tid til anden kæmper med både at kunne være i den frie kunstneriske debat og give anledning til studenterdemokrati og på den måde være et kunstnerisk frirum, men også en uddannelsesinstitution med en klar retning. Derfor kommer den her redegørelse og det her arbejde ikke kun til at fokusere på Kunstakademiet, men på alle Kulturministeriets kunstneriske uddannelser. Indførelse af bestyrelser er en oplagt mulighed, men der kan også være andre tiltag, som man kan arbejde med, både med armslængden og med ledelseskraften. Dem skal vi også have undersøgt, og så skal der ses på de strukturer, der kan sikre forankring af organisationens beslutninger, f.eks. det her med studenterindflydelse.

Som jeg orienterede kulturordførerne om i sidste uge, er jeg netop nu i gang med at nedsætte et udvalg, der skal se bredt på alle de kunstneriske uddannelser og herunder også belyse muligheden for at indføre bestyrelser på uddannelserne.

Jeg synes, det ville være forkert at se isoleret på Kunstakademiet. Nogle af de udfordringer, Kunstakademiet har, findes også på andre kunstneriske uddannelser, og jeg tror, at uddannelserne med fordel kan lære af hinanden og samarbejde endnu mere, end de gør i dag. Det er efter min mening vigtigt, at det ikke bliver en hastelovgivning eller en snuptagsløsning for en enkelt institution, men at vi ser samlet på området. Der skal være mulighed for at inddrage de forskellige parter og tage den nyeste viden i brug, og der skal frem for alt kunne ske en grundig inddragelse, også af det kunstmiljø, som institutionerne jo leverer kandidater til.

Derfor vil det udvalg, jeg er ved at nedsætte, også sikre repræsentation fra alle relevante parter og miljøer, og jeg har bedt om, at udvalget færdiggør sit arbejde med en rapport senest til oktober. Dermed får vi et solidt og veloplyst grundlag for vores videre overvejelser om den fremtidige ledelse af de kunstneriske uddannelser.

Tak for ordet.

Tak. Der er nu adgang til én kort bemærkning for ordførerne, og den første, der har bedt om det, er hr. Morten Messerschmidt.

Tak for besvarelsen af forespørgslen og for tilkendegivelsen af, at der vitterlig er problemer. Det er jeg glad for at vi efter den ophedede debat, bl.a. i pressen, er enige om. Det, som vi måske ikke er helt enige om, er problemets omfang og karakter. Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre kulturministeren forholde sig til det. En ting er jo, at den her skøre episode med Frederik V-busten fandt sted, men hvad mener kulturministeren at det siger om kulturlivet, nok særlig koncentreret omkring hovedstaden, når mere end 600, der i hvert fald selv kalder sig kunstnere, bakker op om sådan et hærværk?

Ministeren.

I forhold til om jeg er enig i, at det har et bredere omfang end den her bustehændelse, har jeg faktisk den tilgang til den her sag, at jeg vil kigge på en ledelsesreform af alle kunstneriske uddannelser, og jeg angiver også, at jeg bestemt ikke er blind for, at det måske også kan forekomme steder, hvor det endnu ikke er kommet til offentlighedens kendskab at der er konflikter. Nogle kan være sådan rent organisatoriske, men nogle kan bestemt også være kunstneriske, f.eks. det, som spørgerne omtaler som identitetspolitisk.

Jeg synes ikke, at vi på nuværende tidspunkt har grundlag for at sige, at det sådan er noget, der er afgrænset til et bestemt geografisk område eller måske endda nogle navngivne kunstnere, men jeg har selvfølgelig også lagt mærke til den henvendelse, som hr. Morten Messerschmidt omtaler, og jeg har også modtaget flere. Det, som jeg læser bag de ord, der står, og som godt kan virke som et forsvar for det, der er hændt, er en bekymring om armslængden. Og så længe det er armslængde, det handler om, håber jeg, at Folketinget vil være enige om, at det er vigtigt at have, men at hærværk ikke kan tolereres.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra hr. Rasmus Nordqvist.

Tak. Hvis man læser lidt videre i teksten i forespørgslen, handler det også om, hvordan vi sikrer en kunstnerisk uddannelse af høj kvalitet, der også har en mangfoldighed og en bredde til forskellige udtryk og retninger. Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvordan ministeren ser på, om der er de rette økonomiske rammer omkring at lave en uddannelse for kunsten med et højt internationalt niveau i Danmark.

Ministeren.

Mange tak. Det er jo et arbejde, som regeringen sammen med bl.a. hr. Rasmus Nordqvists parti har sat en ny retning for ved netop at afskaffe det her omprioriteringsbidrag, som jo ellers martrede de kunstneriske uddannelser.

Når det er sagt, er der jo ingen tvivl om, at der er mange nybrud i kunsten, og at det er vigtigt, at vores uddannelsesinstitutioner hele tiden kan følge med. Jeg synes, det er værd, også i den her undersøgelse, at sætte fokus på, om den akademisering, som vi nogle gange også omtaler i andre dele af uddannelsesverdenen, ikke også trækker for mange ressourcer på de kunstneriske uddannelser. Lige så vigtigt som det er at kunne lave en teoretisk analyse af, hvad det er for en kunst, man gerne vil lave, så er det nu engang vigtigt, at man kan spille på det instrument, man bliver uddannet i på konservatorierne. Det er vigtigt, at man også som billedkunstner faktisk kender sit materiale for også at kunne leve af det bagefter og være med til at berige samfundet med sin kunst.

Tak for det. Så er det hr. Kim Valentin.

Tak for det, og tak til ministeren for at anerkende problemet. Det tror jeg i og for sig at vi hurtigt kan blive enige om. Det er, hvordan man løser det, som muligvis indeholder en vis debat.

Jeg skal spørge mere ind til, hvordan man er kommet frem til tidshorisonten for den her rapport. Hvordan er man kommet frem til, at det er i oktober måned? Jeg synes, der er forholdsvis lang tid til det. Kunne man ikke gøre det en lille smule hurtigere? Vi kan jo se, at det haster derude.

Ministeren.

Jeg synes, det er vigtigt at huske, at det i virkeligheden er to separate spor, som jeg har sat i gang her. Det ene er rigtig hurtigt og fokuseret på Kunstakademiet, fordi det er dér, hvor man kan sige, at hærværket, det, som ikke kan gøres om, har fået det sådan mest ekstreme udtryk, som jeg har oplevet det. Dernæst er der det langstrakte arbejde, som kigger på alle uddannelser og handler om struktur og ledelse og bestyrelser og håndværksmæssigt fokus – og så er der et kort, mere intensivt forløb med særligt fokus på Kunstakademiet.

Det er derfor, at det har været vigtigt for mig, at stillingsopslaget kom hurtigt ud, sådan at vi hurtigt kan få genetableret ledelseskraften i form af en ny rektor, og at den rektor samtidig træder ind i jobbet med en uvildig undersøgelse, der netop kigger på, hvad det er for en kultur, og hvad det er for nogle problemer, som kan have givet sig udtryk i ødelæggelsen af busten på Kunstakademiet. Og den undersøgelse vil jo foreligge allerede til februar.

Tak. Så er det hr. Søren Søndergaard.

Jeg er fuldstændig imod tyveri, og jeg er også fuldstændig imod hærværk, også af statens ejendom. Men er det ikke lige at gå for vidt at begynde at snakke om ødelæggelse af kulturarven? Altså, jeg har også en buste stående derhjemme af Beethoven, og jeg har vist også en af H.C. Andersen. Altså, er det kulturarv?

Ministeren.

Det er der jo mange forskellige meninger om, og jeg har også noteret mig den diskussion, der er om selve bustens unikhed. Men det, som jeg oplever er vigtigt her, er det med at sige, at kulturarv nogle gange også kan være forskellige værkers interaktion. Altså, jeg ved ikke, om sammenligningen virker, men hvis man f.eks. tager en kirkegård, kan man sige, at hver enkelt gravsten, som måske endda har stået på en grav, der for længst er annulleret, måske ikke er unik i sig selv. Men samlingen af gamle gravsten gør, at det kan repræsentere noget unikt.

På samme måde synes jeg også det er med et kunstnerisk værk, der har indgået i en kunstnerisk proces, og som havde en vigtig kunstnerisk pointe i den tid, det blev lavet i, uanset om det er det originale, eller om det er forstudier, eller hvad det er. Så grunden til, at Akademiraadet har valgt at erhverve den og udstille den, er vel netop, at det er noget, der siger noget om det kunstneriske projekt på den tid.

Så er det hr. Henrik Dahl.

Tak for talen, og tak for de meget fornuftige betragtninger om armslængde. Jeg er meget enig i, at de her problemer skal løses med respekt for armslængdeprincippet. Det problem, vi snakker om, er jo en del af et større problem, som jeg ville ønske at der fandtes et dansk ord for, men det gør der ikke, så jeg bruger det engelske: wokeism. Det er jo en form for wokeism, vi står over for her.

Jeg er godt klar over, at ministeren ikke kan forpligte andre ministerier, men hvordan stiller ministeren sig, i forhold til hvordan regeringen samlet set ser på wokeism, altså både inden for ministerens område og inden for uddannelses- og forskningsministerens område? Er det noget, som ministeren vil stille sig i modsætning til eller vil fremme?

Ministeren.

Jeg tror, at jeg til at starte med lige skal være helt sikker på, hvad der bliver gjort på nuværende tidspunkt på andre ministerieområder, inden jeg kan udtale mig på den samlede regerings vegne.

Så er det fru Zenia Stampe.

Jeg vil gerne starte med at kvittere for det arbejde, kulturministeren har sat i gang, med at se på ledelsesstrukturen, også bredere end bare Kunstakademiet. For det er jo egentlig også en lidt speciel konstruktion, at der er en helt anden ledelsesstruktur på Kunstakademiet end på det jyske og fynske kunstakademi.

Det, jeg gerne vil spørge konkret ind til, er Dansk Folkepartis forslag om at lave en DR-model, for det er noget, der personligt bekymrer mig. Jeg er bestemt tilhænger af eller i hvert fald meget nysgerrig på en bestyrelse, og jeg tror, det kan give en rektor nogle at rådføre sig med. Men jeg er meget bange for udsigten til, at der skal sidde politisk udpegede medlemmer i en bestyrelse. Så jeg kunne godt tænke mig at høre ministerens overvejelser om sådan en bestyrelsesprofil, altså om det er faglighed, der skal lægges vægt på, eller om det er meningen, at man altså skal have politisk udpegede repræsentanter, ligesom vi har set med DR.

Ministeren.

Mange tak. Jeg har ikke på forhånd lagt mig fast på en konkret model. Det er derfor, at jeg også gerne ville nedsætte det her udvalg, hvor vi kan samle folk, der er vant til at sammensætte bestyrelser på uddannelsesinstitutioner, folk med kunstnerisk indsigt og repræsentanter for institutionen – både studerende og medarbejdere – for at få noget, der passer til netop de kunstneriske uddannelser.

Når det er sagt, vil jeg dog sige, at jeg i hvert fald selv har et meget stort fokus på, at vi også får det der håndværksmæssige faglige fokus ind i det her bestyrelsesarbejde, så vi modvirker en akademisering af noget, som jo er en disciplin, et kunstværk – ligesom det hedder et håndværk, så er det et kunstværk; det er noget, man skal kunne mestre. Det synes jeg er rigtig vigtigt. Jeg synes også, det er rigtig vigtigt, at man tager aftagerarbejdsmarkedet med ind, fordi vi jo også ser, at det tit er rigtig svært at ernære sig som kunstner. Så det er også vigtigt, at vi klæder dem på til at kunne leve af deres kunst.

Så er det fru Birgitte Bergman.

Tak for det. Jeg vil også godt kvittere for, at ministeren har taget action på det her område, for det er jo et område, som bekymrer. Det bekymrer specielt os i Det Konservative Folkeparti, at nogle tager så aggressive metoder i brug og i virkeligheden på mange måder skyller vores kulturarv ud med badevandet – eller i havnen, for at sige det, som det er. Det skulle der tages action på, og det, der bekymrer os allermest, er jo, hvordan vi får styr på hele den her identitetspolitiske dagsorden – nogle strømninger, der er nu. For det kan jo ikke være rigtigt, at vi skal have nogle uddannelsesinstitutioner, hvor der kan være studerende, som føler sig utrygge ved at udtrykke deres politiske holdning.

Så jeg kunne godt tænke mig at høre ministerens betragtninger, nu ministeren var inde på, at man eventuelt også kunne se på det her på andre kunstneriske uddannelser. Det optager mig meget, at man ikke skal rende rundt i et utrygt miljø de steder, hvor man i virkeligheden skulle kunne udfolde sit høje kreative niveau.

Ministeren.

Jeg opfatter spørgsmålet som, hvad jeg har tænkt mig at gøre i mellemtiden for at modvirke et utrygt studiemiljø. Og til det spørgsmål vil jeg sige, at de her forskellige hændelser, der har været på forskellige kunstneriske uddannelsesinstitutioner igennem de sidste år, jo også har ført til, at i den dialog, Kulturministeriet har med de kunstneriske uddannelser, har vi sat rigtig meget fokus på, hvordan vi sikrer, at de studerende har et sted at gå hen, hvis de syntes, at de ser noget eller oplever noget, der gør, at de ikke føler, at det er trygt at være der og give udtryk for den kunstneriske holdning, de måtte have.

Men vil skal selvfølgelig også have et fokus på, hvordan vi kan sikre, at der er den ledelsesmæssige sparring i mellemfasen, indtil vi har det her udvalgs arbejde og vi forhåbentlig politisk kan tage stilling til en stærkere ledelseskraft, f.eks. i form af en bestyrelse, og dermed også en mulighed for at have den tættere sparring til den daglige ledelse.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger i den her omgang. Vi går nu over til forhandlingen og de almindelige regler for korte bemærkninger. Og den første, der skal have ordet, er ordføreren for forespørgerne, hr. Morten Messerschmidt. Værsgo.

Tak, formand. Historien er vigtig, fordi den godt nok kan være genstand for debat og uenighed, men dog alligevel er noget, der binder os sammen. Det, som den ene kan være stolt af, bliver den anden forarget over, og ingen af delene er hverken rigtig eller forkert. Det, der er forkert, er, hvis den forargede tvinger sin forargelse ned over den stolte og benovede, for så bliver det, der skulle binde os sammen på tværs af uenigheder og enigheder, totalitært.

Derfor duer det ikke, at man i en kåbe af at være kunstner totalitært forgriber sig på vores historie. Det duer ikke, at man bruger hærværk, destruktion, som kunst, fordi man så kalder det en rematerialisering. Hele den idé er grundlæggende skadelig for vores samfund, men desværre er det også en idé, der jo er under voldsom udbredelse. Vi ser rundtomkring i brede dele af akademia, af kulturlivet, af medielivet osv. det, som hr. Henrik Dahl nævnte med et udenlandsk udtryk, et engelsk udtryk, nemlig woke – et forsøg på at sætte spørgsmålstegn ved hele den måde, vores samfund er indrettet på. Det må man gerne, og det skal man også gøre i kunsten – det var det, Michelangelo gjorde, som Leonardo da Vinci gjorde, og det var det, som Bjørn Nørgaard gjorde – men ikke ved at destruere og gøre sig til dommer over andre folks forståelse af livet, kunsten og tilværelsen; men ved at provokere for at få andre folk til at tænke nye tanker.

Der er en klar grænse for, hvad der således er kunst, og hvad der er hærværk. Og selvfølgelig kan hærværk ikke være kunst og slet ikke på vores alle sammens kongelige kunstakademi – uanset hvor forarget man så måtte være over, hvad der er begået under Frederik V, Christian VIII eller Harald Blåtand. Den historie kan vi diskutere, men vi kan ikke gøre os til herre over, hvad andre skal mene.

Derfor er det rart, at kulturministeren nu giver os tilsagn om, at man vil gentænke organiseringen i hele kulturlivet, i hvert fald de dele, som ministeren er inde på. Men vi mener også i Dansk Folkeparti, at der skal være en strammere styring, og derfor vil det netop give mening, når man laver en bestyrelse på Kunstakademiet, at skele til den måde, som f.eks. Danmarks Radios ledelse er indrettet på. Her er netop en del af bestyrelsesmedlemmerne udpeget af de politiske partier, og det er ikke et brud på armslængdeprincippet, for det gøres jo med åben pande. Det vil ikke forarge eller forundre nogen, at den, der bliver udpeget af Enhedslisten, formodentlig har et synspunkt, der er anderledes end hos den, der udpeges af Dansk Folkeparti. Det vil tværtimod gøre, at debatten om kulturen og kunsten kan leve og ånde frit, fuldstændig som den jo gør i Danmarks Radio, hvor det fungerer gnidningsfrit.

Der er dog også andre ting, man burde overveje, hvis man ønsker at få luftet ud i den hørm af identitetspolitisk socialisme, som vi jo ser på Kunstakademiet og i brede kredse af kulturlivet. Der er grund til at spørge, om det måske er et geografisk problem, vi oplever. Enighed gør som bekendt dum, og hvis man i sin ensomme identitetspolitiske verden alene tulrer rundt på Østerbro og sipper caffe latte med folk, der deler synspunkter med en om kolonitid, strukturel racisme osv., så er der ikke meget, der taler for, at man måske udvikler nye tanker.

Jeg synes, det var interessant, at den tidligere lektor ved Det Jyske Kunstakademi, hr. Christian Schmidt-Rasmussen, kaldte aktionen ved Det Kongelige Danske Kunstakademi for en »eklatant fiasko på mange niveauer« og følte decideret trang til at tage afstand fra den. Det er godt og en helt anden tone end den, som vi har hørt fra ledelsen i København.

Derfor tror vi i Dansk Folkeparti, at det kunne være godt at flytte Kunstakademiet ud af København. Det kunne være til Nakskov; det kunne være til Nykøbing Mors, hvor der er årlige kulturmøder, når vi ikke har corona; det kunne være til Skagen, hvor det smukke lys før har inspireret. Men ud af København og blive luftet godt igennem – det tror vi at kunstnerne vil have godt af.

Tak. Der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Uffe Elbæk.

Ordføreren for Dansk Folkeparti siger på den ene side, at man står op for åndsfriheden – sådan lød det – og lige bagefter blev der på den anden side argumenteret for strammere styring, og lige derefter blev der brugt en formulering om at lufte ud efter hørmen af identitetspolitisk socialisme.

Kunne ordføreren ikke forklare det for mig, som ikke helt forstår, hvordan man på den ene side kan argumentere med åndsfrihed og armslængde og på den anden side snakke om strammere styring, og at man skal lufte ud efter hørmen af den identitetspolitiske socialisme? Hvordan hænger de to ting sammen?

Ordføreren.

Jo, jeg taler jo om Det Kongelige Danske Kunstakademi, når jeg siger, at man skal lufte ud. Det er klart, at man jo kan danne alle de grupper og akademier og foreninger og partier og bevægelser, man gerne vil, hvor man kan sidde og dyrke de her trivielle tanker om kolonitid og strukturel racisme, og hvad det ellers måtte være, og som jeg ved at hr. Uffe Elbæk også er meget optaget af. Det skal jeg slet ikke blande mig i – der er jo fuld åndsfrihed. Det, jeg forholder mig til, er Kunstakademiet, og jeg går ikke ud fra, at hr. Uffe Elbæk mener, at kulturen kun lever på kunstakademiet – det ville være et meget fattigt og isoleret kultursyn. Så det, jeg taler om, når jeg taler om en strammere styring, er selvfølgelig at sørge for, at der er en opbyggelig kultur på Kunstakademiet. Og i forhold til alle de skøre typer, som render rundt og tænker woketanker, og hvad ved jeg, og gerne vil kaste statuer i havet og sådan nogle ting, så skal de være hjertelig velkommen til det, bare andre steder og vel at mærke deres egne statuer – så længe det ikke forurener selvfølgelig, og der går jeg ud fra at hr. Uffe Elbæk og jeg er enige.

Hr. Uffe Elbæk.

Når jeg stiller spørgsmålet, er det selvfølgelig, fordi det her også handler om kultursyn og kunstsyn og frihedssyn, og indtil nu har vi i hvert fald her i landet haft undervisningsfrihed, altså at man har tillid til, at institutionerne vælger den undervisning, som er den rigtige. Og når ordføreren nu her siger, at man skal have en opbyggelig tilgang til kunsten, hvad betyder det så?

Ordføreren.

Det betyder, at når de der 657 mennesker mener, at hærværk er kunst, er det ikke opbyggeligt. Altså, man kan sagtens lave en statue af Frederik V, som illustrerer andet end den storhed, som enevælden gerne vil præsentere sig med – man kan tegne det, og man kan lave det i ler; man kan give Frederik V et lysegrønt tylskørt på og synes, det er spændende. Det er fint for mig. Man skal bare ikke gøre det på Kunstakademiet.

Så er det hr. Søren Søndergaard.

Så man skal bare ikke gøre det på Kunstakademiet – okay.

Hr. Morten Messerschmidt indledte med ligesom at forklare, at i forhold til vores historie var der noget, som man kunne være stolt af – eller man kunne være det modsatte. Og det kan jeg sagtens genkende. Altså, jeg er stolt af dem, der i modsætning til den danske regering gik til modstand mod den nazityske besættelse af Danmark. Omvendt er jeg ikke helt så stolt af dem, der meldte sig til Frikorps Danmark og sådan noget. Så det kan jeg sagtens genkende. Men hvad er grunden til, at hr. Morten Messerschmidt nævner det i den her forbindelse? Altså, jeg forstår det ikke. Er der nogen, der er stolte af Danmarks rolle, altså det officielle Danmarks rolle, under slavetiden? Er hr. Morten Messerschmidt stolt af Danmarks rolle under slavetiden?

Ordføreren.

Ja, om jeg er stolt af Danmark under Frederik V og Christian V og Christian VI? Ja. Altså, jeg er da stolt af Danske Lov. Jeg er stolt af det fantastiske bygningsværk, der opstod under både Christian IV, men jo også under Frederik V. Jeg er stolt af stænderforsamlingerne, som blev etableret under Christian VIII. Jeg er stolt af masser af ting gennem danmarkshistorien – jeg er ikke tilhænger af slavehandel; det siger sig selv. Men det gør jo ikke, at de ugerninger, der måtte være begået i bestemte perioder af danmarkshistorien – fra hekseafbrændinger til dem, der ligesom Erik Scavenius slikkede nazisterne op og ned ad ryggen – nødvendigvis er noget, som jeg er stolt af. Men der er masser af ting, både i det 15., 16. og 17. århundrede og helt op til 1943, som jeg selvfølgelig er stolt af.

Hr. Søren Søndergaard.

Jamen hr. Morten Messerschmidt, hvad skal det der bruges til? Altså, hvad er formålet med det? Hvad skal det bruges til i forhold til den her diskussion? Jeg forstår det simpelt hen ikke. Altså, det her var en aktion – og vi har jo sagt, hvad vi mener om den; der er vi enige – som har handlet om slavetiden. Så hvad skal vi med den her relativering, som hr. Morten Messerschmidt laver, i forhold til at noget er man stolt af eller at nogle er stolte af noget? Det er vel ikke svært for hr. Morten Messerschmidt at sige, at den del, der består af Danmarks rolle under slavetiden, absolut ikke er noget at være stolt af.

Ordføreren.

Det ville være småenfoldigt, ikke? For det ville være at bedømme fortiden ud fra, at man ser det med nutidens briller. Hvis man skal forholde sig til ting fra dengang, skal man vel snarere lave noget positivt i forhold til dem, der bar ved til det verdenssyn, vi har i dag. Men altså, det er jo fristende at spørge tilbage, i forhold til hvad man skal bruge mit svar på hr. Søren Søndergaards spørgsmål til, ved at sige: Hvad skal vi bruge hr. Søren Søndergaards spørgsmål til?

Den næste korte bemærkning er til fru Zenia Stampe, Radikale Venstre. Værsgo.

Ud over den her større henvendelse fra 600 – jeg har faktisk læst mig frem til, at det var 900 – kunstnere har kulturministeren og Kulturudvalget jo også modtaget et åbent brev fra 37 tidligere undervisere og professorer på Kunstakademiet, herunder Bjørn Nørgaard, Simone Aaberg Kærn og andre kendte navne, som ikke nødvendigvis bakker op om selve aktionen eller om identitetspolitik, men som virkelig appellerer til, at den her sag ikke bliver misbrugt til at stække Kunstakademiets politiske uafhængighed.

Jeg kunne bare godt tænke mig at høre, om de 37 navne også er nogle, der ville være bandlyst fra at blive ansat på Kunstakademiet, hvis det var Dansk Folkeparti, der skulle ansætte folk.

Ordføreren.

Nej, især hr. Bjørn Nørgaard har jo gennemgået en fantastisk udvikling fra at lave værker, der havde en majestætsfornærmende karakter, til i dag at lave noget, som rent faktisk er pænt at kigge på, og det ville bestemt ikke være udelukket, at han kunne sidde i ledelsen på Kunstakademiet.

Jeg vil dog sige, at hvis vi lavede den der Danmarks Radio-model, så kunne Det Radikale Venstre jo pege på hr. Bjørn Nørgaard – det ville vi jo ikke have mulighed for at modsætte os. Så jeg forstår ikke den beske tilgang til vores forslag, for det ville jo netop sikre, at dem, som fru Zenia Stampe måtte være i tvivl om hvorvidt Dansk Folkeparti ville synes var de bedste, alligevel kunne komme ind, fordi fru Zenia Stampe ville have en mulighed for at nominere en kandidat som f.eks. hr. Bjørn Nørgaard. Jeg tror næsten, at hr. Nørgaard er blevet for konventionel til det parti, fru Stampe er medlem af – er han ikke det?

Fru Zenia Stampe.

Men gør det slet ikke indtryk på hr. Morten Messerschmidt, når en kunstner som Bjørn Nørgaard siger, at det er en større trussel mod den kunstneriske frihed i Danmark, når politikere vil blande sig i, hvad der foregår på Kunstakademiet, end at der er nogle studerende, der laver en skør identitetspolitisk happening? Gør det slet ikke indtryk på hr. Morten Messerschmidt?

Ordføreren.

Jo altså, jeg vil sige, at det helt overvejende i hvert fald gør større indtryk, hvad Bjørn Nørgaard mener om kunst, end hvad fru Zenia Stampe måtte fortælle mig om sagen.

Den næste korte bemærkning er til hr. Rasmus Nordqvist, SF. Værsgo.

Tak. Det er jo en svær diskussion, fordi man jo hopper mellem det konkrete, altså en handling, og så det mere strukturelle, altså, hvordan vi skal indrette det. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at prøve at sætte den handling til side, fordi jeg synes, det er en diskussion for sig, man kan have alle mulige steder. Jeg synes, vi skal snakke om strukturen og om, hvordan vi indretter en uddannelsesinstitution her. Derfor må jeg bare lige i tråd med fru Zenia Stampe sige, at man snakker åndsfrihed, men man vil bestemme det hele. Det er lidt sådan, jeg faktisk hører hr. Messerschmidt. Man må gerne være optaget af identitetspolitik, bare ikke på Kunstakademiet. Man vil bestemme, hvem der skal sidde i bestyrelsen. Man vil bestemme, hvor det skal ligge, for det må endelig ikke ligge i København, for det er for farligt. Så hvad er det for en åndsfrihed? Er det kun den åndsfrihed, der passer ind i hr. Morten Messerschmidts eget lille univers, eller er det reel åndsfrihed, man egentlig gerne vil diskutere?

Ordføreren.

Jeg kan jo ikke helt genkende billedet af, at Danmarks Radio, som er det, der blev nævnt som grundlaget for den nye bestyrelsessammensætning på Kunstakademiet, sådan skulle være et sted, der sådan entydigt går i Dansk Folkepartis retning. Altså, nu ved jeg ikke, hvor hr. Uffe Elbæk er for tiden. Nåh ja, han er fra Socialistisk Folkeparti, så har han selvfølgelig bevæget sig til højre – nå! – men i hvert fald dog nok ikke helt derhen, hvor han kan se Danmarks Radio sådan, at det er blevet Dansk Folkepartis sådan forlængede arm . Det tror jeg ikke. Og derfor vil jeg sige, at det jo nok ikke er en bekymring, som er helt reel.

Når jeg taler om åndsfrihed, taler jeg om det i en bred forstand – ja, ja, i helt bred forstand – og om, at selvfølgelig skal der være mulighed for at mene og gøre selv skøre ting i det danske kulturliv. Jeg synes bare ikke, at det er det, som Kunstakademiet skal bruges til at ægge.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Nu forholder hr. Morten Messerschmidt sig ikke til spørgemålet, altså til det her med åndsfriheden, men fortsætter i stedet for ud ad tangenten; det er en let måde at afspore debatter på, som jeg ved man tit ynder. Hr. Morten Messerschmidt siger, at identitetspolitik ikke hører hjemme på Kunstakademiet. Jamen hvorfor ikke, hvis der er studerende, der arbejder med det? Man kan sige, at hr. Morten Messerschmidt jo selv arbejder meget med identitetspolitik. Hvad er der galt med det? Altså, hvad er der galt med, at man også arbejder med det på Kunstakademiet? Hvorfor har man et behov for politisk at bestemme, hvad man må lave eller ikke lave, så længe det er inden for lovens rammer? Altså, hvor er åndsfriheden i det?

Ordføreren.

Nå, men hvis jeg sagde, at identitetspolitikken ikke hører til på Kunstakademiet, var det bestemt en fortalelse. Altså: Det, jeg mente, er den destruktive identitetspolitik, altså der, hvor man ved at ødelægge ting tror, at man laver kunst, hvad end det så er, at man kaster med maling eller på anden måde forvolder skade på etablerede kunstværker, som man så ikke selv ejer. Man kan jo sagtens gå ud at købe et billede af Picasso fra den blå periode og så male det til med rødt og så kalde det for et kunstværk. Det må man gerne. Jeg synes bare, man skal købe maleriet selv. Og så er det ikke nødvendigvis den form for kunsttænkning, som staten, eller rettere Det Kongelige Danske Kunstakademi, jo skal fremme.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Den næste ordfører kommer fra Socialdemokratiet, og det er hr. Kasper Sand Kjær. Velkommen.

Tak for det, og tak til kollegerne i Liberal Alliance og Dansk Folkeparti for at rejse en vigtig debat i dag. Lad mig bare indlede med at slå fast, at det jo for Socialdemokratiet er afgørende, at åndsfriheden på Det Kongelige Danske Kunstakademi sikres, ligesom det er vigtigt på alle vores uddannelsesinstitutioner og alle vores kulturelle institutioner, og identitetspolitikken må ikke definere vores kunstuddannelser.

Kunsten skal leve frit, den skal definere sig selv, og derfor er det jo også helt centralt, at vi holder armslængdeprincippet i hævd, også når det gælder vores kunstneriske uddannelser. Men samtidig med det står det jo selvfølgelig klart, at vi er nødsaget til at blande os, når identitetspolitikken tager over og åndsfriheden kommer under pres, og derfor vil jeg også bare gerne understrege, hvis nogen overhovedet skulle være i tvivl, at Socialdemokratiet tager afstand fra politisk motiveret ødelæggelse af kulturarv, som vi har set det, da en buste af Frederik V blev ødelagt af en institutleder på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Den slags kan vi ikke tolerere, og det er selvfølgelig en skærpende omstændighed, at sådan en hærværksaktion udføres af en institutleder, som er ansat på akademiet. Det er ikke foreneligt med Kunstakademiets rolle som uddannelsesinstitution. Vi forventer, at alle medarbejdere og studerende såvel som alle andre i vores samfund overholder loven og bestræber sig på at fremme det faglige niveau og skabe en kultur med åndsfrihed på institutionen.

Derfor har kulturministeren også iværksat en uvildig undersøgelse af studiemiljøet, undervisningen og organisationskulturen på akademiet for bl.a. at klarlægge, i hvilket omfang identitetspolitiske strømninger udgør et problem for akademiets overordnede formål, som jo er at sikre en uddannelse på højeste kunstneriske og faglige niveau til fremtidens kunstnere, så de kan præge dansk kunst og kulturliv. Derfor hilser vi også den debat om de kunstneriske uddannelsers undervisning, om deres studiemiljø og om deres institutionskultur, som nu har rejst sig i kølvandet på aktionen, velkommen, og jeg tror, der er et klart behov for, at vi får genskabt tilliden til, at Kunstakademiet fortsat bidrager til, at kunsten trives og udvikler sig. Derfor er det også godt, at kulturministeren har igangsat et arbejde for at tilvejebringe et solidt beslutningsgrundlag for en reform af ledelsesstrukturen på Kunstakademiet såvel som på de øvrige kunstneriske uddannelser. Undersøgelsen skal afdække de ledelsesmæssige og de organisatoriske udfordringer, som findes på uddannelserne i dag, og skal komme med anbefalinger til en ny organisering og en ny styringsstruktur i fremtiden, herunder hvordan der kan etableres bestyrelser på de kunstneriske uddannelser, og jeg ser frem til, at vi kan fortsætte alle de drøftelser om en ny struktur for uddannelserne, når rapporten fra udvalget foreligger.

For os i Socialdemokratiet er det også bare vigtigt i dag at sige, synes jeg, at vi ikke ønsker et samfund, hvor det er de identitetspolitiske strømninger, som alene styrer udviklingen på vores uddannelsesinstitutioner. Vi ønsker uddannelsesinstitutioner, hvor kunsten kan leve frit, hvor den kan definere sig selv, og hvor det skal ske med respekt for og med afsæt i vores kulturhistorie. Aktionen med busten af Frederik V skriver sig ind i en politisk kamp om at omskrive eller afskrive historien, og det er et fænomen, som jeg helt ærligt mener er en meget farlig vej at gå. For hvis vi sletter alle symboler, hvis vi sletter alle spor af vores fælles historie, hvordan skal vi så nogen sinde lære af vores historie, hvordan skal vi undgå at begå fortidens fejl, og hvordan skal vi vide, hvad det er, der har bragt os dertil, hvor vi står i dag? Vi skal altid bifalde debatten om, hvad kunst er, og hvad den skal kunne. For med tiden vil kunsten jo ændre betydning. Al kunst er skabt som et udtryk for dens tid, enten i en fysisk eller i en symbolsk forstand, men betydningen af kunsten ændrer sig i takt med, at samfundet udvikler sig.

Derfor er kunsten jo også et spejl på vores fortid, som vi kan bruge til at lære noget om vores udvikling som samfund, og hvad der har bragt os dertil, hvor vi er i dag, og dermed kan den jo også være et spejl på og være en anledning til en samtale både om vores fortid, men også om vores nutid og vores fremtid. For den kollektive erindring og den kollektive lærdom er jo ikke gemt i individet, men den er jo gemt i samfundet, og hvor de symboler, som vi kigger på hver dag, minder os om, hvad det er, vi kommer af, og hvordan vi kan forme fremtiden bedre. For hvis vi sletter alle spor fra vores rejse til, hvor vi er i dag, så er jeg bange for, at vi risikerer at fare vild, og hvor står vi så? Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger til ordføreren. Først er det fra hr. Uffe Elbæk, uden for grupperne. Værsgo.

Ordføreren sagde tak for den her debat, og det var lige før, jeg nærmest hørte det, som om man bakkede argumentationen for debatten op. Derfor skal jeg lige høre: Når ordføreren siger, at identitetspolitikken ikke må tage over, og at åndsfriheden er under pres, hvad bygger man så egentlig det på? Altså, jeg ved godt, hvad der har stået i aviserne, og jeg ved godt, hvor dramatisk diskussionen har været omkring busten, men er det virkelig rigtigt, at åndsfriheden er under pres eksempelvis på Kunstakademiet eller på andre af vores uddannelsesinstitutioner? Ved vi det?

Det var det første spørgsmål.

Ordføreren.

Det er jo baggrunden for, at ministeren har sat en redegørelse i gang om både det ledelsesmæssige, men også det kunstneriske, og hvordan identitetspolitikken og de strømninger, som man trods alt må forstå fra mediedækningen er på Kunstakademiet, har påvirket åndsfriheden. Derfor vil jeg ikke stå her entydigt og udtale mig om det, før den redegørelse er der. Det er jo derfor, det er godt, at vi får en redegørelse. Men jeg må bare sige, at med de historier, som har været fremme om, hvordan tingene er foregået på Kunstakademiet, så ja, frygter jeg, at åndsfriheden kommer under pres af identitetspolitikken. Og derfor synes jeg, det er godt, at vi både får debatten, men også at der nu kommer en redegørelse.

Hr. Uffe Elbæk.

Altså, jeg er jo fuldstændig enig i, at det er godt, at ministeren har sat den her undersøgelse i gang, når det handler om, hvordan vi får en bedre organisationskultur, og hvordan vi får et bedre studiemiljø. Der er selvfølgelig ikke nogen, der skal føle, at de ikke kan udtrykke deres holdninger og meninger der, hvor de går på uddannelse. Jeg synes, der er en masse gode ting omkring det.

Men det, jeg egentlig spørger ind til, er hele diskussionen om identitetspolitik, hvad man må undervise i, og hvad man ikke må undervise i. Så mit spørgsmål er: Synes ordføreren eksempelvis, at det er relevant at diskutere og blive undervist i spørgsmål som køn, klasse og kolonihistorie? Er det relevant, eller er det ikke relevant?

Ordføreren.

Det synes jeg da er yderst relevant. Det ville jeg da synes. Hvis man skal leve op til det formål, som Kunstakademiet har, skal man da også undervise i det. Der, hvor min frygt for, at åndsfriheden kommer under pres, er, når identitetspolitikken tager magten over, hvad man overhovedet må sige og ikke må sige, hvad man skal undervise i, og hvad man ikke må undervise i, og hvordan den undervisning skal foregå. Så er det, jeg frygter, at åndsfriheden kommer under pres – hvis det bliver for ensidigt og kun med den ene side af sagen. En god, faglig, solid uddannelse handler jo om at få belyst alle aspekter af det og ikke lade én holdning eller én diskurs eller én strømning definere, hvordan man underviser, eller hvordan en sag præsenteres for de studerende.

Den næste korte bemærkning er til hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Jeg vil først og fremmest sige tak for en rigtig god tale, hvis indhold jeg kan tilslutte mig. Det, jeg ville spørge om, er noget, der grænser op til talen. Det er jo sådan, at ud over de sager, der har været meget fremme i medierne med rematerialisering af Frederik V-busten, har der også været en ret omfangsrig dækning i Weekendavisen af en række meget kritisable ledelsesforhold. Det handler om, at der har været en stikkerlinje, hvor man anonymt kunne stikke medarbejdere for krænkelser, de ikke selv havde intenderet, og det handler om udfrysning og udgrænsning. Det har været dækket i hvert fald ad to omgange, nemlig i april og november 2020. Kunne jeg eventuelt få ordførerens kommentar til det bredere spørgsmål om kulturen, som ikke bare har med Frederik V-busten at gøre, men også har med f.eks. stikkerlinje og udfrysning af kollegaer at gøre?

Ordføreren.

Man må bare sige, at det er nogle meget beskæmmende historier, der har været fremme. Derfor er det rigtig godt, at vi får den redegørelse, så vi også kan tage den konkrete diskussion på et solidt grundlag. Men jeg synes da, at det netop giver anledning til at sige, at det handler om mere end den konkrete buste og den konkrete aktion. Det er et kulturspørgsmål, og kulturspørgsmål er også ledelsesspørgsmål.

Det er derfor, at vi også er nødt til at kæde det sammen med en diskussion om, hvordan vi organiserer og strukturerer ledelsen af ikke bare Kunstakademiet, men også de andre kunstneriske uddannelser. For hvis der er et problem med kulturen, hvis der er et problem med den måde, miljøet er på mellem de studerende og de ansatte på en uddannelsesinstitution, er det et ledelsesmæssigt ansvar. Og der er jo bare noget, der tyder på, at der ikke er blevet levet op til det ansvar, og at der ikke har været de rigtige rammer for, hvordan en uddannelsesinstitution skal ledes.

Hr. Henrik Dahl.

Det er jo en kendt sag, at man skal være tolerant over for alt undtagen intolerance. Men der er jo noget, der tyder på, at den her – og jeg beklager igen, at jeg mangler et dansk ord, men det findes ikke – wokeisme, den her wokeideologi, i sig selv er en repressiv og intolerant ideologi, og at det er en del af problemet. Jeg forventer ikke et fikst og færdigt svar, men hvilke tanker har ordføreren gjort sig om den form for meget repressive ideologier f.eks. på Kunstakademiet?

Ordføreren.

Som jeg også svarede hr. Uffe Elbæk, er det, som jeg synes er bekymrende, hvis noget tager over og bliver så definerende for det hele, at vi ikke kan belyse alle sider af en sag, af en diskussion, eller hvad vi nu studerer, fordi der kun bliver en måde at se en problemstilling på, en måde at forholde sig til den på, en måde at tale om den på. Den konkrete strømning skal jo repræsenteres, men den skal repræsenteres på lige fod med alle andre strømninger, alle andre diskurser, analyseværktøjer, og hvad vi nu skal kalde det. Det er der, jeg sådan set er helt enig med hr. Henrik Dahl i, at den her wokeisme udgør en udfordring, fordi den jo netop ikke efterlader plads til andre syn på sagen.

Den næste korte bemærkning er til hr. Kim Valentin, Venstre. Værsgo.

Tak for Socialdemokratiet og ordførerens bemærkninger. Jeg kunne godt tænke mig at dykke lidt ned i selve den funktion, som Socialdemokratiet forestiller sig en bestyrelse skal have. Hvad er det i og for sig, en bestyrelse skal kunne løse i en uddannelsesinstitution som Kunstakademiet?

Ordføreren.

Kulturministeren har jo nedsat et udvalg, der skal komme med et bud på den fremtidige organisering og styringsform, så det tror jeg ikke at jeg vil stå her og lægge mig fast på. Så ville det udvalg jo være unødvendigt, kan man sige. Jeg tror egentlig, det er rigtig godt, at vi lige får et solidt grundlag at træffe nogle nødvendige beslutninger på.

Men man kan sige, at den funktion, en bestyrelse jo som udgangspunkt har, er at være ledelse – i det her tilfælde en rektor på akademiet – og at sætte den strategiske retning, den faglige retning for i det her tilfælde Kunstakademiet, og så er der jo også økonomistyring og alt det andet, som følger med en bestyrelse. Så ud over at håndtere den her konkrete udfordring, vi nu diskuterer i dag, tror jeg egentlig, at det for de kunstneriske uddannelsers udfoldelsesmuligheder i det hele taget vil være sundt at få en bestyrelse med nogle forskellige perspektiver og kompetencer.

Hr. Kim Valentin.

Skal der være politisk valgte medlemmer?

Ordføreren.

Det er jo noget af det, vi skal diskutere, når det udvalg har deres anbefalinger klar. Det vil ikke være mit udgangspunkt, at vi skal have politiske repræsentanter i bestyrelserne på de kunstneriske uddannelser. Det er jeg simpelt hen ikke sikker på er dér, hvor vi finder de bedste kompetencer til at være ledelsen på en kunstnerisk uddannelse. Der tror jeg at vi skal se andre steder hen. For det er jo ikke kun et spørgsmål om en politisk balance mellem forskellige retninger eller syn på kunsten; det er jo også alle mulige andre kompetencer, der skal i spil i en bestyrelse.

Den næste korte bemærkning er til fru Birgitte Bergman, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Og tak for en rigtig fin ordførertale. Jeg kan bestemt også tilslutte mig rigtig meget af det. Også tak for, at I også tager det her seriøst, for det er virkelig noget, der bekymrer mig – det her med, at ordet lige pludselig ikke er frit mere; at det at kunne udfolde sig lige pludselig bliver begrænset, fordi nogle har en stærk overbevisning om, hvordan en given holdning skal udtrykkes og, hvad skal man sige, være den rigtige holdning, og at har man ikke den, kan det være svært at begå sig på de her uddannelser. Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre ordføreren, om ordføreren ser den her slags identitetspolitiske sammensværgelser også finde sted på andre kunstneriske uddannelsesinstitutioner.

Ordføreren.

Jeg synes i hvert fald, at diskussionen er relevant for det brede område af de kunstneriske uddannelser såvel som alle vores uddannelsesinstitutioner. Der har jo også været historier fremme i medierne om andre uddannelsesinstitutioner, og det er sådan set også derfor, at regeringen lægger op til en struktur – og det skal det udvalg, der nu bliver nedsat, kigge på – for alle de kunstneriske uddannelser, og hvordan man kan lave en model, som går på tværs af dem, så det ikke er isoleret til Kunstakademiet, men er en diskussion, vi skal have om alle de kunstneriske uddannelser.

Fru Birgitte Bergman.

Tak. Det, der også bekymrer mig, er tidsperspektivet i det her – at I først vil komme med noget engang i oktober. Det her har jo været kendt stof rigtig, rigtig længe – helt tilbage fra før sidste år, men også tidligere. Så jeg kan godt være bekymret for, at vi skal vente så længe, og jeg kan være bekymret for, at de studerende, som føler det utrygt at udtrykke deres egne holdninger på de uddannelsesinstitutioner, ikke har det frie ord. Så jeg kunne godt tænke mig at få speedet processen op. Kunne ordføreren sætte nogle ord på, hvor ordføreren selv er henne i den her sammenhæng?

Ordføreren.

Altså, nu skriver vi slut januar, og med et udvalg, der bliver nedsat i februar og afleverer en rapport til oktober, synes jeg egentlig, det er en rimelig tidsperiode, hvis de også skal nå at have de forskellige aspekter af det, de skal arbejde med, belyst, og jo måske særlig i en tid, hvor det at holde møder og andet kan være besværligt. Det tænker jeg er realistisk. Man vil jo altid ønske, at forandringen kommer hurtigere, men omvendt er der også god grund til at være grundig i det arbejde, man laver.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Det ville lige præcis være ønskværdigt at gøre klar til næste ordfører; det er så fint. Den næste ordfører kommer fra Venstre, og det er hr. Kim Valentin.

Tak til formanden. Det her er en rigtig vigtig debat. Det handler om ordentlighed, om saglighed i vores uddannelser – noget, der burde være grundsætninger i enhver uddannelse, også dem under Kulturministeriet. Derfor er det også bekymrende, at ledelsen på Kunstakademiet virker til at have mistet grebet om stedets raison d'etre: at uddanne og oplyse de studerende på et neutralt og sagligt grundlag, så eleverne går fra undervisningen med en større faglighed uden at blive forstyrret og misfarvet af lærerens ideologiske holdning.

For det er sådan, det skal være i et frit og åbent samfund. Vi går ikke i skole eller tager en uddannelse for at blive indoktrineret med den ideologi, læreren har valgt. Vi går i skole for at blive i stand til at mestre den faglighed, uddannelsen stiller til rådighed for sine elever. At stille spørgsmål er godt. At ensrette er skidt. Vi kan dyrke alle de politiske og ideologiske emner, som vi måtte have lyst til, i vores fritid, men det er noget, vi må opsøge i fritiden og ikke udsættes for som en del af undervisningen på en videregående uddannelse.

Så hvad er det, vi taler om i dag? Ja, det er, hvad regeringen vil gøre for at sikre den pressede åndsfrihed på Kunstakademiet, men jeg tror også, at vi alle kan se, at Kunstakademiet ikke er det eneste sted, hvor noget udefrakommende har sat frie tanker under pres. I modsætning til de ideologier, vi repræsenterer her i Folketingssalen, liberalismen for mit eget vedkommende, konservatisme og socialisme andre steder, så skiller identitetspolitikken sig ud ved at kræve særbehandling. Den afskriver alt, hvad der ikke passer ind i et snævert ideologisk verdensbillede. Den er på kant med retsstaten, når den påberåber sig retten til at vandalisere i den gode sags tjeneste. Den splitter og skaber splid, og den er udemokratisk i dens essens.

Det gjorde ondt at se en buste af Frederik V blive skubbet i havnen i efteråret – ikke så meget for den isolerede handling, selv om den nu var slem nok i sig selv. Nej, det virkelig bekymrende var, at det tankegods, som legitimerer handlingen, og vandaliseringen af vores kulturarv har fået lov til at slå rod i en af vores uddannelser.

Lad mig bare minde om, at der er et et til et-sammenfald mellem vandalisme af historien, der udgik fra Kunstakademiet i efteråret, og den ødelæggelse af historien, vi så i udlandet begået af fundamentalistiske kræfter for nogle år siden. Det er ikke en ideologi, vi skal lukke øjnene for, som det desværre er sket på Kunstakademiet, og som vi heldigvis er mange der ønsker at rette op på.

Det glæder mig, at regeringen indkalder til en drøftelse af situationen på Kunstakademiet på et tidspunkt, forhåbentlig hurtigt.

Jeg skal på vegne af Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative, Nye Borgerlige og Liberal Alliance fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget tager afstand fra enhver ødelæggelse af kulturarven, herunder den vandalisme imod en buste af Frederik V, der – med deltagelse af institutlederen – i november 2020 fandt sted. Folketinget finder det uforeneligt med Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskolers formålsbestemmelse, at medarbejdere på akademiet udøver hærværk, og noterer sig, at sagen politiefterforskes som en hærværkssag.

Folketinget bemærker med bekymring, at den tidligere rektor har erklæret sig uenig med ministeren i, hvordan de aktuelle udfordringer på Kunstakademiets Billedkunstskoler skal håndteres, og noterer sig, at samarbejdet med den tidligere rektor er afbrudt. Folketinget noterer sig endvidere, at ministeren efterfølgende har iværksat en uvildig undersøgelse samt nedsat et udvalg til planlægning af den fremtidige organisering.

Folketinget opfordrer regeringen til at sikre, at Kunstakademiets Billedkunstskoler som uddannelsesinstitution fastholder et kunstnerisk højt niveau i undervisningen ved bl.a. at oprette en kompetent og fagkyndig bestyrelse på Kunstakademiets Billedkunstskoler.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 61).

Tak til ordføreren. Denne vedtagelsestekst vil indgå i de videre forhandlinger.

Så er der en række korte bemærkninger til ordføreren. Den første er fra hr. Uffe Elbæk, uden for grupperne. Værsgo.

Der er efterhånden blevet sagt rigtig meget, og der er også blevet skrevet rigtig meget om hele den her sag og de problemer, der jo har været på Kunstakademiet. Men hvis vi nu skal være fair, også over for den tidligere rektor, Kirsten Langkilde, så har hun jo i den grad igen og igen understreget, at Kunstakademiet – og nu læser jeg direkte et citat op: Har plads til alle holdninger, men ikke alle handlinger.

Det vil sige, at man fra Kunstakademiets ledelse, da vedkommende var rektor, lavede en klar markering af, hvad der er i orden, og hvad der ikke er i orden. Og det, der er i orden, er, at der er mange forskellige holdninger. Det, jeg ikke kan høre fra ordføreren her, er, om ordføreren også synes, at det er i orden, at man diskuterer kolonihistorie, så det brager; at man diskuterer strukturel racisme eller kønsforskelle eller kønsidentiteter eller magtforhold i samfundet.

Ordføreren.

Tak. Det er et rigtig godt spørgsmål fra hr. Uffe Elbæk. Selvfølgelig er det i orden, vil jeg sige. Det er derfor, jeg understreger, at Venstres holdning er, at det er i orden at stille spørgsmål. Man skal stille spørgsmål. Og det er ikke i orden at ensrette. Det er jo der, hvor man kan sige, at de handlinger, som den tidligere ledelse ikke har præsteret i den her sammenhæng, er det, der er galt. Det er der, hvor en bestyrelse kan hjælpe. Det er en helt almindelig måde, man kan kigge på de her ting på.

Hr. Uffe Elbæk.

Jeg er absolut fortaler for, at alle vores kunstneriske uddannelser får deres egen bestyrelse. Specielt hvis det er en fagligt defineret og funderet bestyrelse, så er jeg fuldstændig med på det. Jo mere uafhængighed, jo bedre. Men det, jeg jo har hørt i debatten, også fra dem, der har taget initiativ til den, bl.a. Dansk Folkeparti, er, at man snakker om, at man skal have opbyggelig tilgang til kunsten. Jeg synes jo netop, at det ikke er åndsfrihed. Har ordføreren en kommentar til det?

Ordføreren.

Jamen en bestyrelse skal være fagligt orienteret, og det er ikke Venstres holdning, at den skal være bygget op af politiske personer. Den skal være bygget op på en faglighed. Den skal tilføre den her uddannelsesinstitution noget. Den skal reelt set kunne gøre noget for, at man kommer videre, og det er hele idéen med den.

Den næste korte bemærkning er til hr. Rasmus Nordqvist fra SF. Værsgo.

Tak. En eller anden dag burde vi nærmest have en studiegruppe om identitetspolitik herinde, for det er, som om det er sådan en fast størrelse, men det, mange glemmer, når de omtaler den, er jo, at hele den der optagethed af national identitet, som visse partier på højrefløjen står rigtig hårdt på, også er identitetspolitik. Men det til side – det tager vi i en studiekreds.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge ind til det her med det meget neutrale, som ordføreren lagde vægt på, altså at enhver underviser skulle møde den studerende neutralt. Hvordan tænker ordføreren man kan undervise på et kunstakademi og være hundrede procent neutral? Kunst handler jo også om politik; kunst handler om materialer og om æstetik; det handler om en tilgang til samfund; det handler om så mange ting, du ikke kan være neutral i forhold til. Handler det ikke nærmere om, at det er en mangfoldighed og ikke en neutralitet, der skal møde de studerende?

Ordføreren.

Jeg vil sige, at hvis det er sådan, man har opfattet det, jeg har sagt, så er jeg glad for spørgsmålet, for så får jeg lejlighed til at uddybe det. Det, jeg pointerede, var, at man ikke måtte indoktrinere. Man har selvfølgelig mulighed for at komme med alle mulige forskellige kunstneriske indstillinger, men man skal også respektere, at der er andre meninger. At der kan stilles spørgsmål er godt. Det skal der gøres. Der skal stilles spørgsmål til alting. Det er også vigtigt, at man lærer det, og det er skidt at ensrette. Det var derfor, jeg pointerede netop de her to dele.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Jeg tror bare, det er en vigtig pointe, at underviserne jo altid vil komme som dem, de er. Professorerne vil være dem, de er, og også tage al deres kunstneriske virke med sig. Det bliver aldrig neutralt. Der skal bare være en bredde. Vi kommer hele tiden til at falde ned i niveauer i diskussionen i forhold til at stå og snakke om en buste eller ikke en buste, og jeg synes ligesom, det er noget andet, vi bør diskutere herinde, nemlig noget, som handler om strukturerne. Hvis vi skal have den mangfoldighed og den rigdom på Kunstakademiet, er der så nogle særlige ting, som Venstre vil fremhæve der så skal til, altså hvis man mener, det er en mangelvare i dag?

Ordføreren.

Det, som vi synes mangler, er jo en ledelse, som kan gå ind og give et konstruktivt modspil, når der opstår tvivl, hvilket åbenbart er sket i det her tilfælde. Det er jo kun et eksempel. Det er jeg hundrede procent enig med ordføreren i. Det er kun et eksempel, og derfor er vi jo nødt til at brede det ud, sådan at vi sikrer, at vores institutioner stadig væk kan tænke frit – også blandt underviserne. Det skal selvfølgelig også være til stede der, samtidig med at man også giver en frihed til eleverne og ikke ensretter dem.

Den næste korte bemærkning er til fru Zenia Stampe. Værsgo.

Jeg bliver meget beroliget, når jeg hører hr. Kim Valentins ordførertale, og det samme gælder sådan set også ordførertalen fra Socialdemokratiets ordfører og talen fra ministeren. Det, jeg bare ikke kan forstå, er, hvorfor man så kobler sig sammen med Dansk Folkeparti i det her spørgsmål. For det, vi har hørt i dag fra Dansk Folkeparti, er jo uhyggeligt – helt ærligt. Det har ikke noget med åndsfrihed, mangfoldighed af pluralisme at gøre. Det er benhård national identitetspolitik og politisk styring. Jeg kan simpelt hen ikke forstå, hvordan man kan blive enig om en vedtagelsestekst med et parti, der præsenterer så demokratifjendtligt et standpunkt, som er i modstrid med kunstnerisk frihed.

Derfor vil jeg bare gerne bede hr. Kim Valentin om at forholde sig til det, vi har hørt fra Dansk Folkepartis ordfører i dag. Mener hr. Kim Valentin, at vi skal slå hårdt ned på enhver form for identitetspolitik, at vi skal rykke Kunstakademiet til Mors, og at de 600 eller 900 kunstnere, der har skrevet under på den her underskriftsindsamling, ikke kan blive ansat på Kunstakademiet? Er det noget, som Venstre og hr. Kim Valentin kan bakke op om?

Ordføreren.

Jeg skal bede fru Zenia Stampe om at stille en del af de spørgsmål, der er blevet stillet her, til Dansk Folkeparti, for de er de rigtige til at besvare dem.

Det, jeg kan sige, er, at det, vi er enige om, er problemet – og hvordan man så løser problemet, kan der indgå mange elementer i, og det er det, jeg giver udtryk for her. Det kan f.eks. dreje sig om, hvordan man sammensætter en bestyrelse. Det er et supervigtigt element, når det handler om at løse det her problem, og det gav jeg i mit spørgsmål til Socialdemokratiet tidligere i dag også udtryk for, nemlig at det er et af de områder, hvor vi virkelig skal være påpasselige, altså med hensyn til at have alt for meget politisk styring med, hvem der sidder i sådan en bestyrelse.

Fru Zenia Stampe.

Jeg hører nu alligevel, at der er en ret stor forskel på, hvad hr. Kim Valentin og Dansk Folkeparti mener, også med hensyn til hvordan man opfatter problemet. For det, jeg hører Dansk Folkeparti opfatte som problemet, er, at der findes identitetspolitik, altså at det overhovedet er der. Der skal slås hårdt ned på det hver gang. Og det, jeg faktisk hører hr. Kim Valentin sige, er, at det ikke skal dominere, at der ikke er noget, der må dominere og ensrette, om det så er marxisme, socialisme, identitetspolitik, wokeisme, eller hvad i alverden det kan være. Som jeg hører det, er der en stor forskel – der er den pluralistiske demokratiopfattelse og tilgang til kunstnerisk frihed, som er det, jeg opfatter at hr. Kim Valentin repræsenterer, og så er der det, vi har hørt fra Dansk Folkeparti, som er en ensretning og totalt det modsatte af åndsfrihed.

Ordføreren.

Jamen er det ikke den kamp, der altid er mellem nationalkonservatismen og liberalismen, som der bliver givet udtryk for her? Det er jo derfor, jeg pointerer, hvad det præcis er, Venstre går til de her forhandlinger med.

Den næste korte bemærkning er til hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Jeg har bedt om ordet, fordi hr. Uffe Elbæk var så venlig at citere en udtalelse fra den tidligere rektor for Kunstakademiet, og det, som var essensen af udtalelsen, var jo, at Kunstakademiet skulle være præget af pluralisme, det var helt klart. Men kan hr. Kim Valentin ikke bekræfte, at det, der var problemet på Kunstakademiet, var ensretning? Det var meget, meget voldsom ensretning under et helt bestemt kunstsyn, nemlig den her wokeism , der, som jeg har været inde på, førte til oprettelsen af en stikkerlinje og til krænkelsesparathed og til udgrænsning af en række lærere, hvoraf nogle gik så langt, at de protesterede til sidst.

Så det er øregas, at kunstakademiet var præget af mangfoldighed.

Ordføreren.

Jo, det vil jeg gerne bekræfte, altså at det bestemt er sådan, at ensretning er et kæmpeproblem, hvis det er det, der foregår. Det er også derfor, jeg har pointeret det flere gange her undervejs.

Den næste korte bemærkning er til hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten. Værsgo.

Jamen jeg er sådan set heller ikke så utryg, hvis det var hr. Kim Valentin, der skulle udlægge den tekst, der er blevet læst op; men den er jo lavet sammen med Dansk Folkeparti. Hr. Kim Valentin har jo selv hørt Dansk Folkepartis ordfører stå her og sige, at man godt må lave en buste af Frederik V indhyllet i tylskørt – det må man godt – bare ikke på Kunstakademiet. Det er nogenlunde direkte ordret citeret, og jeg forventer da, at hr. Kim Valentin, Venstres ordfører, kan tage afstand fra den udtalelse og sige, at det kan man også godt lave på kunstakademiet; for ellers er det jo et ønske om ensretning, der ligger bag den udtalelse, der ligger der. Og det er det, vi hele tiden har været nervøse for.

Jeg synes, at Kim Valentin og Venstre nu bør afklare, hvordan de her ting hænger sammen.

Ordføreren.

Jeg synes ikke, at det er svært at sige det samme igen, som jeg nu har sagt nogle gange: Det er ikke Venstres politik, og det bliver ikke Venstres politik at ønske en ensretning, uanset om den sker fra den ene ende eller fra den anden ende. Og derfor bruger jeg rigtig lang tid på at forklare, hvad det præcist er, vi mener en bestyrelse skal foretage sig.

At tage afstand fra noget fra et andet parti her i salen synes jeg faktisk er en opgave, som hr. Søren Søndergaard skal påtage sig i en direkte dialog med hr. Morten Messerschmidt og få afklaret det her spørgsmål de to imellem.

Hr. Søren Søndergaard.

Det må være tilladt at spørge, hvad Venstre mener om den udtalelse, når man nu laver et fælles forslag til vedtagelse, ikke? Så må det vel være tilladt at spørge, hvad der ligger bag det fælles forslag til vedtagelse, for det afspejler jo præcist, hvad hr. Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti mente var problemet på Kunstakademiet.

Jeg lægger meget gerne hr. Kim Valentins tale til grund og må så bare konstatere, at det forslag til vedtagelse er ren luft, fordi de partier, der står bag det, reelt ikke er enige om noget som helst – hverken om problemet eller om løsningen.

Ordføreren.

Det er jo så ikke min opfattelse. Men jeg tror ikke, at der er nogen, der er i tvivl om, at vi også blandt forslagsstillerne til vedtagelsesteksten har anderledes opfattelser af, hvad der ligger ud over lige præcis problemet. Det er jo netop derfor, at jeg gør så tydeligt opmærksom på, hvad det er, vi vil. Vi ønsker ikke ensretning; vi ønsker, at man skal kunne stille spørgsmål. Vi ønsker en faglig bestyrelse.

Tak til Venstres ordfører. Så er der ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Og den næste ordfører står klar til at ankomme, når talerstolen så fint er blevet desinficeret og klargjort – det er så smukt, og det er et studie at se, hvordan medlemmerne har forskellige aftørringsteknikker; det udkommer der en lille bog om en dag. (Munterhed). Tak til hr. Kim Valentin.

Velkommen til fru Zenia Stampe, Radikale Venstre.

Ja, så fik man den med; Venstre rydder op for Radikale Venstre – eller nåh nej, Venstre rydder op efter sig selv for at berede vejen for Radikale Venstre. Det kunne man da godt lægge noget mere i, kunne man ikke det?

Nå, jeg havde egentlig forberedt en lidt mere alvorlig tale, men nu er stemningen jo blevet sådan lidt mere frimodig og også opløftet, ikke mindst efter at vi har hørt hr. Kim Valentin slå de liberale principper fast. Og der vil jeg bare sige, inden jeg starter min tale, at jeg synes, at der er rigtig stor forskel på synspunkterne i forhold til at gå ind for pluralisme, hvor man siger, at alt må være der, men at der ikke er noget, der må dominere. Det er det synspunkt, jeg hører fra hr. Kim Valentin, og det er sådan set også mit eget synspunkt. Og så er der det synspunkt, jeg hører fra hr. Morten Messerschmidt, der siger, at der er enkelte strømninger, der så slet ikke må være til stede. Det er jo det, der er forskellen. Og så vil man ligefrem ensrette i retning af én strømning.

Lad mig vende tilbage til mit oplæg – selv om det jo også nogle gange kan være meget rart at reflektere lidt over det, der bliver sagt her, så man ikke bare læser det op, som man har forberedt hjemmefra. Men den her forespørgselsdebat tager sit afsæt i en aktion på Kunstakademiet, hvor en lektor og en gruppe studerende smed en gipsbuste af Kunstakademiets grundlægger, Frederik V, i havnen. Og jeg må sige, at jeg også løftede øjenbrynene, da jeg hørte om aktionen, og jeg tænkte: Er de gået fuldstændig fra forstanden? Hvad skal det nytte? Giver det os et andet perspektiv på vores fortid? Rydder det op efter fortidens synder? Yder det fortidens ofre retfærdighed? Det synes jeg ikke. Men er det så kunst? Det tror jeg at vi må lade eftertiden og kunstkyndige afgøre. Og så ved jeg jo godt, at jeg allerede har provokeret hr. Morten Messerschmidt. Han er her så ikke. Det er egentlig en lidt bizar oplevelse, for at være helt ærlig. Vi er blevet opfordret til at trække forslag og debatter tilbage i den her tid under corona, men den her debat har man fastholdt – men man har så ikke tid til selv at være her. Men jeg synes da, at vi har en spændende debat her.

Om det er kunst, tror jeg aldrig nogen sinde bliver et politisk spørgsmål. Det tror jeg at kunstkyndige og eftertiden må afgøre. Men det, som vi ved det er, er hærværk. Og det skal selvfølgelig forfølges og sanktioneres som hærværk, og det gør det i den forbindelse hverken værre eller bedre, at bagmændene proklamerer, at det er kunst. Men det, der i virkeligheden generer mig allermest ved den her aktion, er, hvad den bliver brugt til, og også, hvad den bliver misbrugt til. Først og fremmest gør den det jo alt for let at affeje enhver debat om vores fortid med kolonialisme og racisme som identitetspolitik. Det synes jeg er trist. Men hvad endnu værre er, giver aktionen dagens forslagsstillere, eller måske i virkeligheden kun én af dem, en undskyldning for at indlede et angreb på Kunstakademiets frihed og på selve den kunstneriske frihed. Jeg må sige, at det løb mig koldt ned ad ryggen, da jeg hørte hr. Morten Messerschmidts indlæg, og jeg kunne heller ikke lade være med at trække på smilebåndet, da jeg læste forespørgselsteksten – altså oplægget til debatten – hvor forespørgerne skrev om åndsfrihed. For jeg kan jo så forstå, at det er frihed frade identitetspolitiske strømninger, altså at de ikke må være der. Og de må bestemt ikke dominere – der er jeg enig. Jeg mener dog, at de godt må være der, ligesom alle mulige andre holdninger må være der, også dem, som jeg er meget uenig i.

Jeg tror, at vi er nødt til at differentiere lidt i forhold til forespørgerne, for jeg kan også forstå, at der er lidt forskel på motiverne og holdningerne blandt forespørgerne. Men jeg kan så forstå på den ene af dem, nemlig ham, der har forladt salen nu og ikke deltager i debatten, at han mener, at man ikke alene skal slå ned og fjerne enhver ansats til identitetspolitik; man skal også erstatte den med en ensrettet nationalkonservativ identitetspolitik. Og det er jo det, som Dansk Folkeparti og hr. Morten Messerschmidt har stået for i mange år. Og det, som de så helt konkret foreslår her, er, at styrke åndsfriheden ved at udpege en politisk bestyrelse efter DR's model. Og så er det den politiske bestyrelse, der skal ansætte en rektor og slå hårdt ned på identitetspolitik og modeluner – og her citerer jeg hr. Morten Messerschmidt. Og så skal de, kan man nu forstå ud fra dagens debat, også flyttes væk fra København som sådan en slags straf.

Vi er enige i, at Kunstakademiet kan styrkes ved at få en bestyrelse, men jo ikke for at ensrette Kunstakademiet og slå ned på bestemte strømninger, men tværtimod for at sikre pluralismen, så identitetspolitikken – ja, eller neoliberalismen eller marxismen eller kommunismen eller noget helt femte – ikke pludselig kommer til at dominere det hele; for at sikre den politiske uafhængighed; for at sikre fagligheden. Og det glæder vi os til at fortsætte debatten om med Folketingets partier, og det lyder faktisk på den her debat, synes jeg, som om vi kan finde et ret stort fælles grundlag, måske lige med undtagelse af med Dansk Folkeparti.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning, og det er fra hr. Uffe Elbæk uden for grupperne. Værsgo.

Så får jeg også mulighed for indirekte at rose Venstres ordførertale og den tydelighed, der var omkring, hvordan en eventuel bestyrelse skal organiseres.

Lad os glemme, at en initiativtager til den her forespørgselsdebat af en eller anden grund ikke er her, hvilket jo fuldstændig rigtigt er paradoksalt. At vi står og diskuterer og har den her debat, og at den, der har taget initiativet, ikke er til stede i salen, har jeg aldrig oplevet før. Men hvordan kan vi gå ind og støtte Kunstakademiet i den situation, vi står i? En ting er en bedre organisation. En anden ting er, at man giver institutionen et ordentligt økonomisk grundlag for overhovedet at agere på det niveau, vi gerne vil have. Hvad tænker ordføreren fra Radikale? Hvordan går vi ind og bakker op om institutionen, sikrer, at vi får det Kunstakademi, som vi alle sammen har fortjent og ikke mindst de studerende?

Ordføreren.

Jeg tror, der er flere niveauer i den her diskussion. Noget handler jo om selve arbejds/studiemiljøet, som jo også er en af de interne konflikter, som er en ledelsesopgave, og som jeg mener at den nuværende ledelseskonstruktion ikke understøtter en håndtering af. Altså, man står som rektor for alene med et pres nedefra fra et Kunstakademi, ansatte og studerende, som kan have nogle heftige diskussioner, og det synes jeg egentlig på mange måder er en rigtig god ting, og så omvendt også med en offentlighed, der presser. Der tror jeg, det er en rigtig god vej at gå at få en bestyrelse, som kan være den rygrad, som en rektor kan støtte sig op ad.

Der synes jeg bare, det er utrolig vigtigt, at det er en fagligt funderet bestyrelse, fordi den bestyrelse har to hovedroller, og den ene er at sikre faglighed, og den anden er at sikre pluralisme. Det er, synes jeg faktisk, de to vigtigste, og så selvfølgelig kunstnerisk kvalitet, men det ligger jo også under faglighed.

Så er der selvfølgelig også et økonomisk spørgsmål. Det har jo længe været en problemstilling, at der ikke var penge nok til at have tilstrækkelig mange værkstedstimer, og det synes jeg er en reel kritik, men den falder jo tilbage på os selv.

Hr. Uffe Elbæk.

Noget, som jeg synes har været spændende i den debat, vi har haft indtil nu, er, at der er to kultursyn i spil her – et, som jeg hører også ordføreren fra Radikale stå vagt om, altså et pluralistisk kunstsyn, og så har vi et nationalkonservativt kunstsyn, som handler om at sige, at man skal have opbyggelig kultur og kunst. Det løber koldt ned ad ryggen på mig, når jeg hører den formulering. Hvad tror ordføreren der er i spil lige nu? For det er kørt meget op mod hinanden her i salen.

Ordføreren.

Jamen det er jo en meget præcis gengivelse, hr. Uffe Elbæk selv har lavet. Men det, som jeg synes er interessant og synes har været godt ved debatten i dag, har været, at vi har hørt, at der er forskel på de borgerlige partier. Det er en meget, meget klar og væsentlig skillelinje, om man forfølger et ensrettet kultursyn, om det er nationalkonservativt, eller om det er identitetspolitisk; det kunne det jo lige så godt være. Hovedtanken bag Dansk Folkepartis kultursyn er jo, at man har ret til at styre kulturen i en bestemt retning, og så skal der slås hårdt ned på alt det andet.

Der hører jeg faktisk, at der kun er ét parti, der har det synspunkt. Alle andre partier i Folketinget i dag har repræsenteret et pluralistisk kunstsyn, hvor man så selv kan have sine darlings eller sine yndlingsismer eller noget, der provokerer mere eller mindre, men hvor man grundlæggende tror på pluralismen, fordi det jo også er fundamentet under vores demokrati, og det synes jeg er glædeligt.

Formanden tror overvejende på overholdelse af taletiden; så enkelt er det. Der er nemlig en mere, der gerne vil have en kort bemærkning. Det er hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Den gruppe af lærere og studerende, der lavede Frederik V-aktionen, var og er inspireret af en helt bestemt teoriretning, som hedder postkolonial teori. Det, som er kendetegnende for den teoriretning, er dens massive intolerance over for enhver anden måde at tænke på, fordi man ikke anerkender den videnskabelige metode og man ikke anerkender princippet om, at man kan have uret. Det er sådan inden for postkolonial teori, at kolonialisme a priori er udpeget som et problem, også selv om historier kan sige, at Frederik V's regime ikke tjente særlig mange procent af nationalbudgettet på f.eks slavehandel. Hvad er fru Zenia Stampes kommentar til den her form for intolerance, der er bygget ind i en bestemt teori?

Ordføreren.

Den er jeg ikke enig i, men den må godt være der, ligesom der godt må sidde kommunister, socialister eller nationalkonservative på et kunstakademi – ligesom der sidder her, skulle jeg til at sige, men jeg ved ikke rigtig med de der kommunister, altså om de er kommunister længere. Men altså, der må godt være den samme pluralisme i kulturlivet, som der er her, og som der er i samfundet. Det synes jeg kun er naturligt.

Men der er ingen ismer, der må dominere. Det er jo det, der er problemet. Og jeg ville også være bekymret for de her ismer, som hr. Henrik Dahl henviser til, hvis de dominerede. Og det er så også det, vi har hørt nogle historier om, altså at der er nogle studerende og ansatte på Kunstakademiet, som føler, at den her identitetspolitik eller wokeism, eller hvad det nu er, vi kalder det, er begyndt at dominere på en måde, der fører til en form for selvcensur for andre. Og det er jo problematisk, og det er jo en ledelsesopgave at gå imod det, men det betyder jo ikke, at vi skal forbyde, at der er kurser i den type isme og alle mulige andre ismer. For det er jo det, der er fantastisk ved ytringsfrihed, ved politisk frihed, ved kunstnerisk frihed, altså at vi har det hele.

Hr. Henrik Dahl.

Men jeg synes med al respekt, at fru Zenia Stampe kommer lidt for let om det med sit svar, for den gruppe af teorier, vi taler om, anerkender ikke legitim uenighed. Og det, der er grunden til, at vi kan lave brede aftaler her i Folketinget, selv om vi er valgt for forskellige partier, eller vi kan lave forståelsespapirer eller vedtagelsestekster, er, at vi anerkender, at der er noget, der hedder legitim uenighed. Hvad er løsningen på, at magten på Kunstakademiet bliver overtaget af en gruppering, der ikke mener, at der er noget, der hedder legitim uenighed?

Ordføreren.

Men jeg synes ikke, at der er nogen, der skal overtage magten på Kunstakademiet. Det er jo det, der er det grundlæggende. Det ville jo være lige så kritisabelt, hvis der sad en nationalkonservativ junta og syntes, at de havde patent på sandheden, og at man i øvrigt var landsforræder eller lignende, hvis man udtalte sig i modsætning til dem. Enhver dominans er jo en trussel mod det frie og åbne demokrati.

Den næste korte bemærkning er til hr. Kasper Sand Kjær. Værsgo.

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at tage ordet, men jeg blev bare inspireret af ordførerens debat med hr. Henrik Dahl. For ordføreren brugte meget tid i sin tale på at fordømme det nationalkonservative kultursyn hos Dansk Folkeparti – det er jo af åbenlyse årsager heller ikke et kultursyn, jeg deler – men det er jo ikke det, der er sagens kerne her, hvor det handler om Kunstakademiet og de kunstneriske uddannelser; det er jo tværtimod den her wokeisme, identitetspolitikken, eller hvad vi nu skal kalde den. Og den har jo i virkeligheden de samme egenskaber som det, fru Zenia Stampe kritiserer hr. Morten Messerschmidts kultursyn for, nemlig at den ikke efterlader plads til andre holdninger. Og derfor kan vi vel ikke behandle det sådan helt på lige fod med alle andre strømninger, som jo så har det iboende, at de dog respekterer alle de andre strømningers ret til en mening.

Ordføreren.

Altså, skal vi begynde at gå ind og lave en akademisk analyse af hver eneste isme og så finde ud af, om de sådan grundlæggende i deres oprindelige form er i modstrid med noget frihed eller ej? Der tror jeg nok mere, jeg mener, at det er en diskussion, vi må have om de ismer, men vi kan jo ikke gå ind og sige, at man godt må være nationalkonservativ på Kunstakademiet, at man godt må være liberal, at man godt må være alt muligt, men at man ikke må være det der, for iboende den teori er der et eller andet. Altså, det bliver jo for langt ude. Så begynder vi at sidde sådan og være feinschmeckere, med hensyn til hvem der må være fri, og hvem der ikke må være fri.

Det er ikke i overensstemmelse, tror jeg, med den grundlæggende frihedstanke. Og jeg fordømte ikke det nationalkonservative syn. Det, jeg fordømmer, er, hvis man som hr. Morten Messerschmidt siger, at det skal dominere, altså det, at man ikke bare vil slå ned på identitetspolitik, som slet ikke må være der, men også vil have, at den isme, som han tilfældigvis står på – det kunne også være en anden – så skal have det hele, rydde bordet. Det er det, som jeg er så inderlig imod, og som er så grundlæggende i strid med frihedsbegrebet.

Hr. Kasper Sand Kjær, værsgo.

Jamen dermed er det jo også fuldstændig det samme som det, de ekstreme dele af identitetspolitikken mener – som jo også er, at der ikke skal være plads til andre end den ene måde at se verden på. Og jeg tænker, at vi jo i virkeligheden ville have haft den samme debat og den samme problemstilling, hvis det nu havde været det nationalkonservative syn, hvor der ifølge nogle fortolkninger kun måtte være én måde at lave kunst på eller at se kunstens udvikling på.

Min pointe er jo bare, at det bliver meget jordnært ude på den enkelte uddannelsesinstitution, fordi det lige pludselig betyder, at der er studerende og ansatte, som ikke føler, at ordet længere er frit. Det er vel det, der er det egentlige problem, og det, der er vores ansvar herinde at handle på.

Ordføreren.

Men det har jeg også sagt. Og jeg bliver ærlig talt også nogle gange en lillebitte smule træt af, at vi er nogle, der sådan skal beskyldes lidt mellem linjerne, som om vi synes, at det der identitetspolitik bare er superfint, og at det f.eks. er superfint, at hvide heteroseksuelle mænd i 40'erne på en eller anden måde skal bankes lidt ned i hierarkiet eller skal fjernes, fordi de har domineret for længe, osv. osv.

Det mener jeg ikke. Og jeg synes, at der er meget af det der identitetspolitik, som er helt vildt langt ude. Men det er der også meget kommunisme, der er, og sikkert meget socialisme og meget nationalkonservatisme osv., der er. Alle ismer kan jo blive ekstreme, og når noget bliver ekstremt og især ekstremt på en måde, hvor man ligesom vil dominere, så er det farligt. Og undskyld, hvis hr. Søren Søndergaard er blevet fornærmet over det, jeg har sagt med kommunismen, men det tror jeg nu ikke, og der er nogle ...

Tak. Det vil han givetvis give udtryk for efterfølgende.

Der er endnu en kommentar, og den er fra fru Birgitte Bergman, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Det er jo interessant, og det er en rigtig vigtig debat, vi har, og jeg lytter mig til, at ordføreren går meget op i, at der ikke må være den ene og den anden isme, og det glæder mig. For det er jo vigtigt, at ordet er frit, og at man netop på de kunstneriske uddannelser kan udfolde sig og ikke skal føle sig truet som studerende og føle sig utryg, hvis man politisk er af en anden overbevisning. Det leder mig hen til, at jeg godt kunne tænke mig at høre ordførerens holdning til, om der skal indføres bestyrelser på samtlige kunstneriske uddannelser.

Ordføreren.

Nu har jeg ærlig talt ikke overblik over samtlige kunstneriske uddannelser. For man kan jo i forvejen undre sig lidt over den forskel, der er mellem Det Kongelige Danske Kunstakademi og så kunstakademierne på Fyn og i Jylland. Der er der jo bestyrelser, og jeg synes jo i virkeligheden også, at noget af det, der inspirerer mig i den snak, vi skal have om Kunstakademiet, er de bestyrelser og den måde, de er sammensat på, og den måde, de arbejder på.

Men jeg har altså ikke det forkromede overblik over hele det kulturuddannelsespolitiske landskab, så jeg kan pinpointe, hvor der ellers er eksempler på institutioner, som ikke har en bestyrelse. For ellers er det jo grundreglen, at vores videregående uddannelser har bestyrelser. Men der er så nogle enkelte undtagelser, og Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler har så ikke en.

Fru Birgitte Bergman.

Det kan jeg så bekræfte at der er flere af dem der ikke har, bl.a. Det Danske Filminstitut, hvor der jo også har været udfordringer og er udfordringer.

Anerkender ordføreren ikke, at der er nogle strømninger inden for de kunstneriske uddannelser, som har taget overhånd, altså den her strømning af, at der er en vis identitetspolitisk retning, som dominerer for meget, og at det kan være – hvad skal jeg sige – et problem for vores demokratiske samfund? Altså, nu tænker jeg bredt på vores kunstneriske uddannelser.

Ordføreren.

Jo, det lyder, som om der er noget, der har taget overhånd på Kunstakademiet. Det sagde jeg også allerede i min tale. Det, der bare er så magtpåliggende for mig, er, at én dominans ikke bare bliver erstattet af en anden, men at det, som vi forhåbentlig kan opnå enighed om her, er, at enhver dominans skal brydes, sådan at vi får den pluralisme, som jeg tror er grundlaget for de fleste partier herinde.

Jeg synes selv, at det bedste billede, jeg nogen sinde har fået på det, var Krogerup Højskole, hvor en tidligere landsformand for Radikale Venstre tidligere var forstander. Han sørgede for at have lærere fra alle politiske partier. Der var den stokkonservative, der var den liberale, der var kommunisten osv. Hvor er det dog vidunderligt! Det er jo faktisk sådan, at der meget gerne må være den pluralisme. En bedre skoling i vores samfund og demokrati kan man da ikke få.

Tak til fru Zenia Stampe. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører, der nu kommer på talerstolen, er hr. Rasmus Nordqvist, og det er for Socialistisk Folkeparti. Velkommen.

Tak. Man plejer jo at starte med at takke forespørgerne for, at de rejser debatten. Man kunne også begynde at diskutere, hvad det egentlig er for en debat, vi har. For jeg synes godt nok, som jeg sagde tidligere, at det bevæger sig i mange niveauer. Altså, diskuterer vi konkret en institutleders aktion med hærværk på en buste? Diskuterer vi ismer inden for kunsten, eller er det politiske ismer, vi diskuterer? Eller diskuterer vi, hvordan vi kan skabe et fantastisk Kunstakademi?

Det er måske egentlig det, jeg synes det kunne være lidt mere interessant at diskutere her i Folketinget: Hvordan laver vi de rigtige rammer for, at vi har en fantastisk uddannelse inden for kunsten? Hvordan sørger vi for, at pladsen er der til at skabe rammerne for de studerende, så de kan udvikle sig og vi kan have det kæmpehøje niveau, som jeg tror vi alle sammen gerne vil have på vores uddannelsesinstitutioner? Det er jo egentlig det, der burde være interessant at diskutere for os her i Folketinget, som jeg ser det. Jeg synes også meget, det handler om, hvordan det egentlig er, at vi sætter en institution fri til at udvikle sig. For jeg tror måske, udfordringen, når jeg ser på Kunstakademiet, har været, at den har været holdt i for stram snor, fordi der ikke rigtig har været et udviklingsrum, et ordentligt ledelsesrum, på uddannelsen. Så hvordan kan vi udvikle det?

Der er bestyrelsestænkningen, så man får det lag ind, der kan styrke en rektor i sin ledelse, men der er jo også det at snakke om økonomi, når man laver en uddannelse. Og der må vi jo bare sige, at vores uddannelser i Danmark, også de kunstneriske, igennem mange år har været udsat for en ret stor og voldsom besparelse. Og det er da noget, jeg i den grad synes vi må se på. Er der en ordentlig økonomi til at udvikle den uddannelse, der skal være, til at have de værkstedsfaciliteter, der også skal være, og til at have den mangfoldighed af undervisere, der kan møde de studerende og lære dem at udvikle sig som kunstnere, som der er brug for? Har vi det niveau?

Noget andet, jeg synes, vi bliver nødt til at diskutere, når vi diskuterer Kunstakademiet, er jo faktisk det, der har været oppe at vende om andre af de kunstneriske uddannelser, f.eks. Filmskolen og hele den her Bolognaakkreditering, som også skaber en ret stor form for ensretning. Er det den rigtige måde at gøre det på? Jeg har personligt ofte rejst flaget for, at jeg synes, der er sket nogle fejl, da man gjorde det med design- og arkitektuddannelserne; at man mister dele af det, fordi det bliver meget akademisk lige pludselig. Og er det det, vi skal have et Kunstakademi til, eller er det andre steder, vi er rigtig gode til det? Så det er egentlig det, jeg synes der er værd for alvor at diskutere.

Så må jeg sige i forhold til hele den her diskussion om identitetspolitik, at det, vi jo hørte fra forespørgeren, hr. Morten Messerschmidt, som desværre ikke er her nu, i den grad var identitetspolitik. Det er da et udtryk for identitetspolitik at ville ensrette, hvilken identitet vi har, vores tænkning osv., og det skal vi da ud af, det skal vi da væk fra; at der kun er én måde at gøre tingene på.

Men kan det være til stede? Ja, ligesom andre former for identitetspolitik kan, men det er altså vigtigt, at vi lige forstår, at identitetspolitik i lige så høj grad handler om national identitet, som hr. Morten Messerschmidt ynder at tale for.

Jeg tror egentlig, det er det, jeg vil sige, og så vil jeg læse et forslag til vedtagelse op på vegne af SF, Enhedslisten, Alternativet og Frie Grønne:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget tager afstand fra ødelæggelsen af busten af Frederik V, uanset at den af aktørerne er opfattet som en kunstnerisk defineret handling.

Folketinget anerkender samtidig, at det kan være fuldt ud fagligt relevant for studerende og medarbejdere på Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler at diskutere Danmarks kolonihistorie, strukturel racisme, kønsidentiteter og magtforhold i samfundet, alt sammen i et kunstnerisk og skabende perspektiv.

Folketinget opfordrer samtidig regeringen til at sikre, at Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler har de tilstrækkelige økonomiske midler til fortsat at have værksteder og faglige ressourcer til at uddanne kunstnere på højest mulige kvalitetsniveau.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 62).

Tak til ordføreren. Vedtagelsesteksten vil indgå i de øvrige forhandlinger. Et

Jeg holder på ordføreren, for der er et par korte bemærkninger til ordføreren, og først er det fra hr. Uffe Elbæk, uden for grupperne. Værsgo.

Dem, der kender min politiske relation til ordføreren, ved nok, at jeg er rimelig enig i det, der er blevet sagt. Men jeg har alligevel lyst til at spørge ind til SF's holdning til bestyrelserne. Ønsker SF, at vi får faglige bestyrelser på vores kunstneriske uddannelser?

Ja, det gør vi. Vi ønsker i den grad, at der kommer en bestyrelse ind på Kunstakademiet, som er fagligt funderet – altså at man ser på, hvad der er behov for af fagligheder i sådan en bestyrelse – men det er jo også, synes jeg, ret vigtigt at tænke på, hvordan medarbejderne og de studerende også er med til at skabe rammerne på en uddannelsesinstitution. Jeg synes, det ville være interessant at undersøge, om det ikke var sådan, en bestyrelse skulle sættes sammen. Men ja, vi ønsker bestyrelser.

Hr. Uffe Elbæk.

Det er en vigtig pointe, som ordføreren har, om, at vi, når vi snakker om faglige bestyrelser, også skal tænke de studerende ind i det og se på, hvordan de studerendes stemme kan være til stede i bestyrelseslokalet.

Så har jeg lyst til at spørge ind til en i min optik meget vigtig pointe, som ordføreren kom ind på, og som gik på Bolognaaftalen, og hvordan det måske er ønskeligt at afakademisere vores kunstneriske uddannelser. Jeg hørte – det kan være, at jeg overfortolker – at kulturministeren også var inde på det der med, hvordan man kan få den håndværksmæssige faglighed tilbage i uddannelserne.

Ordføreren.

Det er jo både en håndværksmæssig, men lige så meget også en kreativ uddannelse, og det, jeg synes vi skal være meget klar over, når vi har de her Bolognaprocesser, er, at der er forskellige linjer inden for Bolognareglementet, man kan følge. Det, man tidligere har gjort i Danmark, hvor man i høj grad er gået den akademiske vej – det er det, man har gjort med design- og arkitekskolerne – synes jeg ikke har været hensigtsmæssigt. Vi kan se, at man i andre lande har brugt de retningslinjer, der ligger i Bolognaaftalen, til at finde andre måder at udvikle uddannelser på. Og jeg er sikker på, at vores nuværende kulturminister er med på, at vi gør det på den bedst mulige måde for de kunstneriske uddannelser, der ligger under Kulturministeriet på nuværende tidspunkt.

Den næste korte bemærkning er til fru Birgitte Bergman. Værsgo.

Tak for det. Jeg bliver nødt til at læse det her op. Historieløshed er nok den største trussel mod fremgang. Det er respektløst at udslette historien, for hvis den udslettes, fortrænger vi jo også fejlene, som vi for alt i verden ikke må gentage. Er det at sætte kunsten fri? Er det fællesskab, når man som Kunstakademiet kræver, at andre skal underlægge sig en meget aggressiv og historieløs holdning? Er det særlig solidarisk at træde fællesskabet under fode på den måde?

Ordføreren.

Det ved jeg ikke. Jeg har ikke nogen forudsætninger for at vide, om det er det, man gør på Kunstakademiet. Jeg synes, det er helt relevant at diskutere vores historie. Historie er ikke kun noget, man skal sidde og læse op på og så ikke forholde sig til. Jeg synes da, at vi skal diskutere, hvordan vores fortid har været, også i forhold til kolonialismen. Historien er jo levende og noget, der også udvikler sig i en diskussion. Vi skal ikke bare se på den som noget faktuelt og så gå videre. Så bliver det jo historieløst. Så diskussionen om historien skal da være til stede, også på Kunstakademiet.

Fru Birgitte Bergman.

Så skal jeg forstå det sådan, at den vandalisering af vores statuer, vi har set igennem efteråret, og det at smide vores kulturarv i havnen, er okay?

Nej, hvordan kan ordføreren dog høre det? Det bliver jeg da helt foruroliget over. Jeg synes da, at jeg startede med at kritisere det, og det blev endda også understreget i det forslag til vedtagelse, jeg læste op. Så nej, jeg forstår ikke den kobling. Det kan være, at spørgsmålet også var læst op fra papiret og forberedt på forhånd.

Den næste korte bemærkning er til hr. Kim Valentin, Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for at præcisere SF's holdning. Jeg ønsker en enkelt lille uddybning omkring den her bestyrelse. I hvor høj grad mener SF og ordføreren at det forhold, at der ikke har været en bestyrelse, har haft indflydelse på den situation, der er p.t.?

Ordføreren.

Jeg tror, der er mange ting, der spiller ind. Jeg tror ikke, at man kan sige, at der er én ting, der spiller ind, og som har gjort, at Kunstakademiet står i den situation, det gør i dag. Men jeg tror, at en af tingene er, at ledelsesrummet har været meget smalt og trangt, fordi der bare har været en rektor. Og det problem tror jeg egentlig på at man i høj grad kunne løse ved at have en bestyrelse, som chefen jo kunne sparre med og udvikle sammen med. At der er det rum, tror jeg faktisk kan løse rigtig meget og også skabe en større åbenhed i institutionen. Men jeg tror også, at det pres, der har været på institutionen ellers – de nedskæringer, der har været, som jo har indskrænket det rum, der var på Kunstakademiet, ekstremt meget – i den grad har spillet ind på den situation, vi ser i dag på Kunstakademiet.

Hr. Kim Valentin.

Tak. Så ønsker jeg også en anden lille præcisering: Hvis vi ser på den bestyrelse, som jeg kan høre at vi også er rimelig enige om at der skal være, hvordan skal den politiske deltagelse i den bestyrelse så være? Mener SF, at der slet ikke skal være nogen politisk indflydelse på den bestyrelse?

Ordføreren.

Jeg kan ikke se, hvorfor der skal være en politisk indflydelse. Jeg forstår det ikke helt. Vi laver lovgivningen, rammerne omkring uddannelsen, som en bestyrelse med en direktion, altså en ledelse, skal udfolde. Man kan jo lave udpegelser af bestyrelser på mange måder. Jeg har ikke noget færdigt facit for, hvordan man kan gøre det, men det kan jo være i form af indstillinger fra forskellige dele af et miljø, forskellige organisationer, råd osv. Men jeg kan ikke forstå, hvorfor der skal være en politisk styring af det. Jeg synes heller ikke, at det på Kunstakademiets Designskole eller på Københavns Universitet er sådan, at partierne skal udpege, hvem de synes skal sidde og bestemme.

Den næste korte bemærkning er til hr. Henrik Dahl. Værsgo.

Tak for det. En af de mest anmelderroste fagbøger sidste år var en bog, som hedder »Cynical Theories«, på dansk Kyniske teorier, af to amerikanske idéhistorikere, og de påviser meget, meget overbevisende, at de her postkoloniale teorier er antividenskabelige. De er i bund og grund antividenskabelige, fordi de er uimodtagelige over for input fra andre videnskabsmænd og -kvinder.

Jeg kan overhovedet ikke høre, at SF betragter det som et problem, at Kunstakademiet bliver overtaget af en antividenskabelig politisk retning. Er det ikke et problem?

Ordføreren.

Men jeg bliver nødt til at sætte spørgsmålstegn ved det, som man fra Liberal Alliance mener er et faktum at Kunstakademiet er overtaget af. Jeg hørte, at den nu afgåede rektor rent faktisk tog afstand fra den handling, der var sket. Jeg har hørt andre stemmer, også fra akademiet, der også har haft andre holdninger. Så det der med at være overtaget af noget genkender jeg ikke. Jeg synes, det er fornuftigt, at man er i gang med at undersøge det rigtig godt og også ser på, hvordan vi kan få en god ledelse ind osv. Men det der med, at det er et faktum, at Kunstakademiet er overtaget af et eller andet politisk væsen, som har en vis politisk teori, som hr. Henrik Dahl udbasunerer, har jeg ikke noget grundlag for at sige er sådan.

Hr. Henrik Dahl.

Jamen betyder det, at Poul Pilgaard Johnsen har fyldt to helsider i Weekendavisen med løgnehistorier i april og november 2020? For det er da meget chokerende, hvis det er fuldstændig opspind, hvad der har været bragt i Weekendavisen ved to forskellige lejligheder. De handlede netop om, at postkolonial teori har overtaget magten på Kunstakademiet. Det, der står i de to store og tilsyneladende meget grundigt researchede artikler, er noget, som hr. Rasmus Nordqvist nu åbenbart mener er opspind.

Nej, det gør jeg sådan set ikke, men jeg vil bare ikke sige, at det er to artikler i Weekendavisen, der er den eneste sandhed. Jeg synes netop, at jeg har stået og diskuteret ud fra, at vi ser et kunstakademi, som er presset, og som er i en udvikling, hvor vi skal se på, hvordan vi får den her institution videre. Det er egentlig den nuance, jeg går ind i det med, og ikke sådan et lille færdigt facit af, at det er to artikler, der definerer hele diskussionen. Jeg anerkender fuldt ud, at man hører rigtig meget kritik, også den, som bliver fremført af hr. Henrik Dahl, men jeg forholder mig bare lidt mere nuanceret til virkeligheden.

Tak til SF's ordfører. Så er der ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Inden jeg giver ordet til Enhedslisten, vil jeg gøre noget lidt anderledes, for det viser sig, at den radikale ordfører glemte at få oplæst sin vedtagelsestekst. Det er noget, der jo normalt går ud over taletiden, eftersom den i den grad var brugt. Men det er helt i orden, at jeg nu byder velkommen til fru Zenia Stampe for at fremsætte et forslag til vedtagelse. Værsgo.

Tusind tak. Jeg glemte at læse vedtagelsesteksten op, og jeg var faktisk ikke klar over, at så er den ikke gyldig, for den skal fremsættes formelt og mundtligt. Så jeg vil læse vores forslag til vedtagelse op. Det lyder sådan her:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget ønsker at styrke den kunstneriske frihed og Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskolers status som politisk uafhængig uddannelsesinstitution med frihed og faglighed som grundpiller.

Folketinget opfordrer derfor kulturministeren til at undersøge muligheden for at indføre en ny ledelsesstruktur for Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, der sikrer frihed og faglighed gennem nedsættelse af en politisk uafhængig bestyrelse med stærke kunstfaglige kompetencer og repræsentation af ansatte og studerende.

Bestyrelsen skal lede det daglige arbejde på Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler sammen med en rektor, der ansættes og afskediges af bestyrelsen.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 63).

Tak til ordføreren. Så vil forslaget til vedtagelse indgå i de videre forhandlinger.

Således kan jeg byde velkommen til Enhedslistens ordfører, og det er hr. Søren Søndergaard.

Hvis man virkelig ønsker åndsfrihed på Kunstakademiet, er det vores opfattelse, at det må forstås som det stik modsatte af politisk kontrol. Armslængdeprincippet er i vores opfattelse helligt for kunst- og vidensinstitutioner, og det må ikke knægtes og ikke angribes. Jo, det må det godt, men så vil vi bare gå imod det. Hele argumentet for, at der skal indføres en uafhængig bestyrelse, er jo netop, at Kunstakademiet ikke skal være dikteret af Kulturministeriet eller Folketingets politiske luner. Det er armslængden, der sikrer ytringsfriheden.

Hvis man ønsker at sikre, udvikle og løfte Kunstakademiet, må man investere i institutionen. De senere års kraftige nedskæringer har sat fagligheden under pres. Kunstakademiet er blevet presset ned i uforståelige bureaukratiseringsprocesser, da skolen skulle akkrediteres, underlægges ECTS-systemet – en del af Bolognaprocessen osv. Der er ikke brug for mere bureaukratisering. Tværtimod er overbureaukratisering allerede et problem for en lille institution som akademiet.

Hvis vi ønsker et samfund, der rummer plads til kunstnerisk frihed, udvidelse af normalitetsbegrebet, magtkritik og alternativ tænkning, skal politikerne holde sig fra at detailstyre kunsten. Den politiske vigtighed af kunstens uafhængighed kan negativt udledes af, at totalitære samfund ikke har frie kunstskoler. Enhedslisten har derfor også stillet forslag om, at der etableres en bestyrelse, som støtter udviklingen af den kunstfaglige, pædagogiske og akademiske kvalitet, ligesom den skal hjælpe til at sikre, at studerende, ansatte såvel som den øvrige offentlighed oplever og nyder godt af en institution, hvor meninger brydes konstruktivt gennem kunstnerisk praksis, nysgerrig samtale og inspirerende meningsudveksling.

Det er vigtigt for Enhedslisten, at den overordnede ledelse af vores uddannelser er demokratisk og fagligt funderet. Bestyrelsen skal naturligvis ikke være håndlanger for et politisk niveau og de skiftende politiske vinde, der blæser der, men være uafhængig og agere uafhængigt. Derfor er det også vigtigt, at medarbejdere og studerende er repræsenteret og deltager i bestyrelsesarbejdet på lige fod med øvrige bestyrelsesmedlemmer, så medindflydelsen for medarbejdere og studerende sikres.

Bestyrelsens opgave skal være at fastsætte den overordnede og strategiske retning for Kunstakademiets kunstfaglige og uddannelsesmæssige arbejde uden at detailstyre undervisningen og den daglige drift, ligesom bestyrelsen naturligvis ikke skal befolkes med kommercielle aktører, som har et for stærkt fokus på erhvervsmæssige hensyn og kompetencer. Bestyrelsen skal værne om det, Kunstakademiet er sat i verden for: den skabende kunst og den udøvende kunstners virke. En ny bestyrelse skal ikke indsættes som en straf eller som et tiltag, der har til formål at sætte kunstuddannelsen under politisk eller bureaukratisk administration.

Det er i sig selv hverken overraskende eller problematisk, at en kunstnerisk uddannelses- og forskningsinstitution, som lærer kunstnere at kaste et kritisk blik på tiden og samfundet, er et sted, hvor bølgerne går højt og meningerne brydes. Og med »meninger brydes« menes selvfølgelig også, at alle skal have mulighed for at komme til orde. Kunsten skal udfordre vores fastgroede vaner og forestillinger og opfinde alternative bud på fremtiden, og det ville derfor være mærkeligt, hvis der intet skete på akademiet, og ærgerligt, hvis vi lod os skræmme af lidt politisk turbulens og ofrede den frihed, som er en del af både Kunstakademiets og kunstens dna.

Tak til Enhedslistens ordfører. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Der bliver gjort klar til den næste ordfører. Undskyld – nu ser jeg lige, at der er blevet trykket ind, så der faktisk er en kort bemærkning. Der er ønske om en kort bemærkning fra fru Birgitte Bergman, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, og tak for ordførertalen. Og armslængdeprincip, ja tak, det synes jeg bestemt også er vigtigt.

Jeg noterede mig, at ordføreren nævnte, at der skal investeres i Kunstakademiet. Altså, det handler om midler, men det handler ikke om et ledelsesproblem. Jeg hørte ikke ordføreren nævne på noget tidspunkt, at de udfordringer, som Kunstakademiet står med, hvor stærke interne kræfter i visse undervisningskredse jo har ført til, at vi står her i dag og diskuterer det emne, vi diskuterer, faktisk udgør et problem på Kunstakademiet. Så jeg kunne godt tænke mig at høre ordførerens holdning til, om det ikke også er et ledelsesproblem på Kunstakademiet og ikke kun handler om midler.

Ordføreren.

Jo, den ledelsesform, man har haft på Kunstakademiet, har ikke været god. Det er sådan set derfor, vi fremsætter et forslag, som jeg nævnte i min tale, til en anden måde at lede Kunstakademiet på, nemlig en bestyrelse, som er uafhængig, og som er sammensat af forskellige kvalifikationer, og som også inddrager de studerende og medarbejderne. Det er da præcis et udtryk for, at vi ikke synes, at den måde, som det har fungeret på, har været god.

Fru Birgitte Bergman? Der var ikke nogen kort bemærkning. Tak til hr. Søren Søndergaard. Den næste ordfører er fra Det Konservative Folkeparti, og det er fru Birgitte Bergman. Velkommen.

Tak for det. Jeg vil nu godt takke for, at vi får rejst den her debat i dag. Jeg synes, den er vældig interessant, og jeg synes, den er rigtig, rigtig vigtig, og den afføder jo rigtig mange andre ting, som jeg også synes det er vigtigt at vi får debatteret på kulturområdet. De seneste måneder har nemlig budt på en voldsom kulturdebat, som er affødt af den hændelse på Kunstakademiet, hvor en underviser sammen med en gruppe studerende kastede en buste af akademiets grundlægger, kong Frederik V, i Københavns havn.

Det er en trist sag, for den siger noget om, at det kulturelle fundament, mange af os troede vi var fælles om, måske ikke er så stærkt alligevel. Jeg synes, det er helt indlysende, at man som underviser eller studerende på Kunstakademiet selvfølgelig skal respektere kunsthistorien og de kunstnere, der er gået forud for en selv. Stærke politiske holdninger må ikke skygge for, at det er en udvikling af ny kunst, der skal være i fokus på Kunstakademiet, ikke destruktion af den gamle. Den, som ikke lærer af historien, er tvunget til at gentage den. Når venstrefløjen i disse tider forsøger at nedrive statuer, er det et tegn på en dybt forfejlet historieforståelse, for historien er i sin natur noget, der har fundet sted. Derfor er idéen om, at man kan ændre på historien ved at fjerne statuer og andre monumenter, blot en illusion. Lad os fokusere på at lære om vores historie i stedet for at censurere den.

For tiden er der en grundlæggende konfrontation mellem nutidens værdier og fortidens normer. En af de måder, dette kommer til udtryk på, er ved en dybere forståelse af fortiden og dens personer. Hvad enten der er tale om racisme eller sexisme, er vi blevet mere bevidste om vores historiske personers skyggesider. Denne udvikling er i og for sig positiv, for når vi behandler historien, behandler vi også os selv. Dermed er det mere nuancerede indblik i vores fortid ensbetydende med en stærkere selvforståelse i nutiden. Derfor ser jeg også med dyb ærgrelse på det, når venstreorienterede bevægelser bruger nutidens nødvendige debatter til at censurere historien ved at fjerne statuer.

Kunstakademiet blev i sin tid i 1754 stiftet som et fantastisk eksempel på en virkelig offensiv og fremsynet kulturpolitik, hvor kongen og de mennesker, der omgav ham, ønskede at skabe de bedste rammer for udviklingen af en dansk kunsttradition, som vi ikke rigtig havde haft før. Det var vigtigt nok, til at man gav kunsten et helt slot, Charlottenborg, hvor den kunne udvikle sig og trives. I en tid med identitetspolitik og overdreven opmærksomhed på forskelligheder, var det måske på tide at fokusere på det fælles, det fælles menneskelige, hvad det vil sige at være dansker i en international tid, og hvordan vi får kunsten og den her fornemmelse for det sublime til at spille en rolle i alle danskeres liv.

Konkret betyder det, at vi skal skelne mellem vores kultur, sprog, normer og vaner – det, der vokser frem, når vi over tid lever med hinanden – og kunst, som udspringer af kultur, men som åbner verden og måske giver os en anledning til at se, at vores liv eller samfund kan være på en anderledes måde. Kultur handler om identitet: Hvem er jeg som menneske og nation? Kunst handler om erkendelse: Hvad kan jeg blive som menneske og nation? Kultur er altså andet end en håndboldhal.

Det er stadig kunstens opgave at gavne og inspirere os alle sammen, og det frygter jeg er svært, hvis de politiske budskaber bliver altoverskyggende og kunsten måske helt bliver glemt. Kunsten må meget gerne forholde sig til sin samtid, og den må også gerne have et politisk budskab, men den skal ikke kun være politisk, og den skal skabe noget, ikke destruere andres kunstværker.

Kunstens opgave er at samle os – ikke nødvendigvis os alle sammen om det samme hele tiden – og skal minde os om, at vi har et fælles fundament som danskere, at vi kommer hinanden ved, og at vi kan udvikle os gennem en ny inspiration. Det skal Kunstakademiet som Danmarks ældste og førende kunstneruddannelsesinstitution bidrage til. Det må vi som samfund forlange at de tager alvorligt. Det er ikke bare respektløst at smadre statuer, det er også ubegavet af dem, som vil lave om på samfundet. Historieløshed er nok den største trussel mod fremgang. Det er respektløst at udslette historien, for hvis den udslettes, fortrænger vi også fejlen, som vi for alt i verden ikke må gentage. Men at udrydde symboler og udslette vores historie vil være en tragedie. Vandalisme skal aldrig være en løsning. Den skal i stedet erstattes med oplysning. Vi skal lære af historien, ikke gentage den.

I Det Konservative Folkeparti tager vi dybt afstand fra enhver ødelæggelse af kulturarven. Og det glæder mig, at ministeren har iværksat en uvildig undersøgelse samt nedsat et udvalg til at planlægge en fremtidig organisering, men vi opfordrer ministeren til, at vi sikrer, at kunstakademiet som uddannelsesinstitution fastholder et kunstnerisk højt niveau i undervisningen, bl.a. ved at vi opretter en kompetent og fagkyndig bestyrelse for Det Kongelige Danske Kunstakademi. Tak for ordet.

Tak. Der er et par korte bemærkninger til ordføreren, først fra hr. Uffe Elbæk uden for grupperne. Værsgo.

Mit spørgsmål til den konservative ordfører går på den måde, ordføreren holder sin tale på, altså at hun bruger nogle meget store absolutter: at det er venstrefløjen, der har gjort det her; at det er den samlede venstrefløj, altså SF, Enhedslisten, Frie Grønne, alle dem, man overhovedet kan forestille sig, som er ansvarlige for den bustesag, vi har på akademiet. Og jeg synes, det er symptomatisk for noget af den snak, vi har haft, at vi bruger absolutter – vi bruger absolutter om venstrefløjen, vi bruger absolutter om identitetspolitik. Og så synes jeg faktisk, at pointen ryger, for det, vi ønsker, er – og det håber jeg også er det, som ordføreren ønsker – at vi kan snakke om det, der sker, at vi kan se nuancerne, at vi kan se forskellene, at vi kan få forskellige stemmer frem i diskussionen.

Så har ordføreren også en bekymring for de der absolutter, vi bruger, også i den her debat?

Ordføreren.

Absolut! Jeg synes, ordføreren har en meget god pointe, altså at det skal man passe på med i den her debat – det er jeg meget enig i. Men jeg synes også, at grunden til, at vi står her i dag, er, at det er en særlig politisk stærk holdning, som har skabt den her debat i dag. Og det synes jeg også er vigtigt at adressere; det er lige så vigtigt, som hvis det havde været på en anden fløj og nogle yderliggående havde taget aktion på noget helt andet. Det ville jeg også have taget afstand fra.

Hr. Uffe Elbæk.

Jeg bliver nødt til at lave sådan en disclaimer, inden jeg kommer med spørgsmålet, sådan at jeg ikke bliver mishørt. Altså, den handling, der er foregået på akademiet, kan jeg slet ikke stå inde for, og jeg kan ikke argumentere for den. Men mit spørgsmål går på, om ordføreren alligevel også anerkender, at vi op igennem historien har oplevet, når vi har set systemskifter, at befolkninger har angrebet den gamle magts symboler. Så det der med at vælte statuer er det jo ikke første gang i historien vi har set. Og jeg vil ikke forsvare det, men nogle gange kan jeg godt forstå det, og det vil jeg høre om ordføreren også godt kan, altså når man væltede Leninstatuerne i Sovjetunionen og gjorde op med Sovjetunionens undertrykkende system.

Ordføreren.

Jeg synes, det er forkert; jeg synes ikke, det gavner vores kommende generationer, hvis vi gør det i nutiden i vrede over noget, der er sket for 50, 100, 200 år siden. Og jeg kan godt forstå, at man kan have en vrede, og at man kan have lyst til at tage aktion på det og gøre noget ved det, men hvis man virkelig skal gøre noget ved det, skal man jo netop fortælle den næste generation, at det her ikke må ske igen, og det gør man ikke ved at fjerne ting.

Den næste korte bemærkning er til hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Jeg må ærligt indrømme, at jeg blev lidt overrasket over talen, og det kan også være, at Venstres ordfører blev det. Det ved jeg ikke. Altså, den konservative ordfører brugte jo meget af sin tid på at definere, hvad kunst er: Kunsts opgave er at samle os, sagde hun. Hvem siger det? Hvor kommer det fra? Kunsts opgave er at samle os – det er jo et helt fantastisk dogmatisk manifest.

Jeg vil sige: Nogle gange er kunsts opgave at samle os, hvis kunstneren ønsker det. Nogle gange er kunsts opgave at gå milevidt foran, at opfinde flyvemaskinen, mange 100 år før man kan flyve, hvis man hedder Leonardo, eller hvad det nu kan være. Kunsts opgave er ikke at samle. Og det, der bekymrer mig meget, er, at vi har haft flere ordførere – vi har haft en ordfører fra Dansk Folkeparti og nu en ordfører fra Det Konservative Folkeparti – der forsøger at lægge en bestemt skabelon ned over, hvad rigtig kunst er, og det er jeg uenig i.

Ordføreren.

Jeg forsøger på ingen måde at lægge en bestemt skabelon ned over kunsten. Det jeg synes vi ser med den sag på Kunstakademiet, er jo netop, at den splitter os rigtig meget, og det synes jeg er rigtig uheldigt. Jeg synes, at der i samfundet med hele den situation, vi nu ser i USA – vi ser det også herhjemme med polariseringen – er brug for noget, vi skal fokusere på, og det er at samle os. Derfor synes jeg, at det, kunsten også kan, er at samle os. Men jeg deler også holdningen om, at kunsten også skal provokere os. Den skal pirre os. Den skal gøre os nysgerrige. Kunst skal kunne mange ting.

Hr. Søren Søndergaard.

Jamen hvorfor kommer den konservative ordfører så med det manifest om, hvad kunsten skal? Altså, jeg kan simpelt hen ikke forstå det, og jeg kan slet ikke forstå kunstsynet. Altså, der er underholdning osv., og det kan også være kunstnerisk osv., men i min verden er god kunst noget, der sætter en tankegang i gang og går foran; noget, vi ikke har set; noget, der rækker ud i den tid, der ligger foran os. Og det er jo det stik modsatte af at samle.

Ordføreren.

Jeg skal love for, at der bliver tolket på det at samle fra ordførerens side, for kunsten skal kunne mange forskellige ting, men vi står her i dag på baggrund af en meget, meget uheldig situation. Derfor var det vigtigt for mig at lægge vægt på, at kunsten også skal kunne samle os. Det synes jeg er vigtigt. Men at kunsten også skal kunne noget andet, er jeg da fuldstændig enig i. Så jeg køber ikke hr. Søren Søndergaards store floskler om, at det er en konservativ mærkesag, at kunsten kun skal kunne samle os, for det passer ganske enkelt ikke.

Den næste korte bemærkning er til fru Zenia Stampe.

Det er den her identitetspolitik, som mange af os jo er kritiske over for, især når den bliver dominerende, men mit spørgsmål er så: Hvad handler det her om? Handler det om, at identitetspolitikken skal udrenses, eller handler det om, at den ikke må være dominerende og på den måde udgrænse andre kunstsyn på Kunstakademiet?

Ordføreren.

Jamen jeg synes, at det med Kunstakademiet er et rigtig godt eksempel, for det er absolut der, vi ikke må komme hen, altså hvor der kun er én politisk overbevisning, som sætter en meget stærk dagsorden, og som gør det utrygt for andre studerende at være til stede. Og der må vi aldrig komme hen. Det er jo derfor, vi står her i dag, og – som jeg lytter mig til – alle sammen ønsker en bestyrelse. Vi i Det Konservative Folkeparti ønsker også en kompetent faglig bestyrelse.

Fru Zenia Stampe.

Så er vi i hvert fald enige om punkt 2, som handler om, at vi vil forhindre dominans, altså at et bestemt kunstsyn går ind og dominerer og rydder de andre af vejen så at sige. Men er vi også enige om, at vi kæmper for, at alle kunstsyn har ret til at være der, fordi pluralisme også er en demokratisk værdi? Det vil sige, at identitetspolitik må være der, ligesom der må være alle mulige andre kunstsyn, som man jo kan være enten tilhænger eller stærk modstander af.

Ordføreren.

Prøv at høre: Vi lever i et frit land. Danmark er heldigvis et dejligt demokratisk land, og selvfølgelig må man have alle de forskellige kunstsyn og -arter, man nu engang ønsker sig. Det må bare ikke blive dominerende, og det må ikke blive ødelæggende. Vi skal ikke smide vores kulturarv ud med badevandet, fordi man ikke bryder sig om den historie, der har været på et tidspunkt.

Tak til den konservative ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Hvis ordføreren lige vil være sød at spritte talerpulten af inden næste taler, som er ordføreren for forespørgerne, hr. Henrik Dahl fra Liberal Alliance.

Tak for ordet. Som jeg allerede har været inde på nogle gange, er den faglige drivkraft bag ødelæggelsen af Frederik V-busten et fænomen, der hedder postkolonial teori. Og hvad er så postkolonial teori? Det er en teoretisk begrundet antagelse om, at den vestlige verden har en moralsk forpligtelse til at gøre op med kolonitiden. Når jeg nævner det teoretiske, er det, fordi museumsinspektør ved Nationalmuseet Ulla Kjær i Berlingske den 8. december sidste år skrev, at Frederik V's styre faktisk ikke tjente en særlig stor del af statsindkomsten ved den såkaldte trekanthandel. Regimet tjente først og fremmest penge ved at forbedre produktiviteten i landbruget, ved fjernhandel og ved at holde sig ude af krig i perioden fra 1721 til 1801.

Det, der jo er problemet, er, at den form for empiriske facts ikke gør noget indtryk på postkolonial teori, for den har en gang for alle bestemt, hvordan verden hænger sammen. Den er en af de mange woketeorier, som har erobret den akademiske verden. Jeg undskylder over for forretningsordenen, for jeg ved godt, at vi skal tale dansk, men »woke« kan ikke oversættes, og jeg tror også, at det er gledet ind i det danske sprog som et dansk ord. Det har nogle betydningsklange som: politisk korrekt, intolerant over for andre opfattelser og intolerant over for andre mennesker.

Det, der er fælles for de her woketeorier – det er ikke kun postkolonial teori; det er bare en af dem – er to ting: Det er for det første, at man ikke tror, at der findes objektive sandheder, og for det andet, at man tror, at det, vi i gamle dage kaldte sandhed, er udøvelse af magt. Så hvis jeg skal eksemplificere det, er det sådan i et wokeunivers, at når Einstein sagde, at energi er lig med masse gange lysets hastighed i anden potens, så er det ikke en beskrivelse af, hvordan verden er; det er et udtryk for, at den magtklike, som Albert Einstein tilhørte, havde held til at besejre andre opfattelser af, hvad energi er for en størrelse. Det er altså politik og ikke videnskab. Og det er det, der ligger i de her woketeorier.

Erfaringen fra bl.a. USA, men jo også fra Kunstakademiet i Danmark, er, at wokeism , altså wokebevægelsens ideologi, i bund og grund er antidemokratisk. Man tror ikke på legitim uenighed; man tror ikke på ytringsfrihed; man er fortaler for censur; og man er modstander af de sædvanlige normer for retssikkerhed, når man anklager folk for det ene og det andet.

Så wokeism er for det første antidemokratisk, men den er også en svoren fjende af de sædvanlige idealer for videnskabelig metode, fordi man ikke anerkender, at videnskaben er en proces, der fører til en stadig forbedring af menneskets viden. Man har den opfattelse, at videnskab er en ideologi. Og det er jo en meget besynderlig opfattelse, altså at videnskab er en ideologi – for hvordan kan man mene, at det er ren og skær ideologi, at vi er kommet så langt, at vi kan lave vacciner imod covid-19, og hvad ved jeg? En tilgang, der bygger på den mærkelige antagelse, at den videnskabelige metode er en slags ideologi og ikke nogle procedurer, som har bevist deres værdi gennem mange hundrede år, hører jo grundlæggende ikke hjemme på institutioner, der er sat i verden for at fremme den videnskabelige metode.

Det, der er afgørende her – hvad enten det er Kunstakademiet eller andre steder – er god ledelse. Det er jo god ledelse, der i USA har ført til Chicagoprincipperne, som fastslår, at universitetet er en institution, der ikke tager parti i verserende uenigheder. Det er vigtigt at holde fast i armslængdeprincippet, men det er også vigtigt at holde fast i, at wokeism er ødelæggende for alle former for videnskabelige institutioner.

Derfor er jeg glad for, at der er tilslutning til ønsket om styrket ledelse inden for rammerne af armslængdeprincippet, som kan sætte en stopper for wokeism, og jeg er glad for, at der er tilslutning meget bredt til det fælles forslag til vedtagelse, som hr. Kim Valentin har læst op. Jeg skal hilse fra Nye Borgerlige, men det fremgår også af det, hr. Kim Valentin sagde, og sige, at de også bakker op om forslaget til vedtagelse. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger, og det er først hr. Uffe Elbæk, uden for grupperne. Værsgo.

Nu siger ordføreren for Liberal Alliance, at man skal have en god ledelse med respekt for armslængdeprincippet. Det kan jeg kun bakke op om, og jeg vil altid forfægte, at alle stemmer skal have mulighed for at komme frem. Det er i hvert fald min demokratiforståelse.

Men nu har Liberal Alliance jo bedt om den her debat sammen med Dansk Folkeparti, og man har sammen formuleret en begrundelse for det. Så har vi hørt i dag hr. Morten Messerschmidt sige, at man ønsker en stram styring, der skal lufte ud i den hørm af identitetspolitisk socialisme. Som hr. Morten Messerschmidt formulerede det, skulle man gøre op med den ekstremisme, der finder sted på akademiet. Der var også formuleringer, som at kunsten skulle være opbyggelig. Det var Dansk Folkepartis kultursyn. Hvordan skal jeg forstå det, at man sammen ønsker den her debat? Er ordføreren enig med sin medforespørger eller ikke?

Ordføreren.

Jeg tror, man skal forstå vedtagelsesteksten, ligesom man forstår forståelsespapiret. Forståelsespapiret afspejler de ting, som de fire partier, der står bag forståelsespapiret, er enige om. Vedtagelsesteksten afspejler det, som seks partier er enige om. Men forståelsespapiret betyder, så vidt jeg ved, ikke, at Enhedslisten eller Radikale Venstre har den samme politik, eller at jeg kan krydsforhøre fru Zenia Stampe om Enhedslistens politik. Det betyder, at man er enig om forståelsespapiret. De seks partier, der står bag vedtagelsesteksten, er enige om vedtagelsestekstens ordlyd. Hvad partierne i øvrigt mener, står jeg selvfølgelig ikke på mål for, fordi jeg repræsenterer Liberal Alliance.

Hr. Uffe Elbæk.

Nu fik vi sådan en rimelig grundig gennemgang af wokebegrebet. Jeg troede faktisk, det var noget med Madonna. Nogle af de der ord forstår jeg simpelt hen ikke. Det må jeg ærligt indrømme, men nu har jeg fået en udlægning fra ordføreren. Hvis jeg har forstået ordførerens udlægning af begrebet woke, var det så Dansk Folkeparti-woke?

Ordføreren.

Wokeismen nedstammer fra dekonstruktivismen, altså fra tænkere som Michel Foucault, Derrida og Jean-Francois Lyotard, og det har så videreudviklet sig til nogle af de her teoridannelser, som vi har snakket om i dag. Jeg hørte ikke Dansk Folkeparti sige noget særlig om Michel Foucault, så jeg kan ikke sådan rigtig gøre rede for, om Foucault og dekonstruktivismen og poststrukturalismen også er en del af Dansk Folkepartis måde at tænke over wokeismen på.

Den næste korte bemærkning er til fru Zenia Stampe.

Man kunne jo næsten have ønsket, at forslagsstilleren havde indkaldt til en debat om wokeism i stedet, for det er åbenbart det, som ligger forslagsstilleren meget på sinde. Men det, vi diskuterer, er jo Kunstakademiet og åndsfriheden på Kunstakademiet. Og der kunne jeg godt tænke mig at høre, hvordan hr. Henrik Dahl egentlig definerer det. For sådan som jeg hører hr. Henrik Dahl – og det er jeg egentlig lidt ked af, men det kan jo være, at jeg hører forkert – er åndsfrihed på Kunstakademiet, at man skal lave en slags analyse af de forskellige kunstsyn, og så er der nogle kunstsyn, som ikke har en iboende frihed, og de må så ikke være der, og det er så den måde, man kæmper for åndsfriheden på. Jeg vil spørge, om det er rigtigt forstået. Og så vil jeg bare med det samme sige, at det ligger meget langt væk fra mit eget frihedssyn, som ikke handler om en bestemt isme, men som handler om menneskers ret til at tro på, lige præcis hvad de vil.

Ordføreren.

Jeg er rigtig glad for fru Zenia Stampes spørgsmål, for det giver mig anledning til at gentage noget af det, jeg sagde i min ordførertale, og det er, at vi i Liberal Alliance finder det uacceptabelt, at magten på Kunstakademiet bliver overtaget af en antidemokratisk og til dels også antividenskabelig klike, for når først en antidemokratisk klike har magten, sker der det, som også er blevet afdækket i den her artikelserie, som Poul Pilgaard Johnsen har forfattet til Weekendavisen – det var det ord, som hr. Kasper Sand Kjær brugte – altså at andre ikke kan komme til orde. Og det, der har været problemet, har været, at andre ikke har kunnet komme til orde på grund af en antidemokratisk klike, som har overtaget magten på akademiet.

Fru Zenia Stampe.

Men er det ismens karakter, som har overtaget de andre, eller er det, fordi der er utrolig mange, der nu tror på den her wokeism, og flertallet bruger det flertal til at undertrykke mindretallet? Hvis det sidste er rigtigt, er jeg også bekymret, og det er jeg også, når jeg hører nogle af de historier om, at der skulle være rigtig mange studerende, der sådan går sammen i den her wokeisme, eller hvad det nu end hedder, og udskammer andre synspunkter. Det synes jeg også er problematisk. Men jeg hører bare også noget andet i det, Henrik Dahl siger, nemlig at bare tilstedeværelsen af den her isme er en trussel mod åndsfriheden, og at den skal væk fra Kunstakademiet.

Hr. Henrik Dahl.

Jamen altså tilstedeværelsen af meget små mængder plutonium, der er pakket ordentligt ind, er jo ikke noget problem, så selvfølgelig kan man godt have en antidemokratisk politisk ideologi under nogle former, hvor den ikke undertvinger andre. Men de mange og lange udtalelser, som den bortviste institutleder er kommet med om postkolonial teori, er skolebogseksempler på de her fra dekonstruktivismen afledte teorier, som er meget, meget antidemokratiske.

Den næste korte bemærkning er til hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten. Værsgo.

Nu skal jeg ikke hænge mig i det, at Liberal Alliances ordfører, hr. Henrik Dahl, har lavet en fælles forespørgsel sammen med Dansk Folkeparti – det er fint nok – og lad os et øjeblik se bort fra, at man også har lavet et fælles forslag til vedtagelse, og lad os i stedet for spørge hr. Henrik Dahl, om han i diskussionen er mest enig med f.eks. fru Zenia Stampe eller hr. Rasmus Nordqvist eller hr. Uffe Elbæk, der har snakket om nødvendigheden af en bestyrelse, der kan sikre pluralisme, og at alle kan komme til orde, at forskellige synspunkter kan komme til orde, eller om hr. Henrik Dahl er mere enig med hr. Morten Messerschmidt, som jo fuldstændig klart slog fast, at det, som vi skulle have, var nogle, der forhindrede, at der blev lavet statuer af konger indhyllet i et tylskørt.

Det blev jo sagt direkte, og der må jeg bare spørge: Hvilket synspunkt er hr. Henrik Dahl mest på linje med?

Ordføreren.

Jamen vi er jo seks partier, som står bag et fælles forslag til vedtagelse. Og det, som jeg kommer til at tage med, når vi skal tale om de her ting, er nogle af de ting, der også står at læse i en bog, jeg for nylig har udgivet om den her dekonstruktivistiske wokeistiske identitetspolitik, altså at disse opgaver skal løses inden for rammerne af armslængdeprincippet, men at det er en ledelsesopgave at sørge for, at antidemokratiske, antipluralistiske, antividenskabelige strømninger ikke nedkæmper alle former for dissens, altså at der dér må være en kraftig ledelsesopgave. Og den bestyrelseskonstruktion, der skal være, skal selvfølgelig være en, der fremmer det helt grundlæggende, altså at der kan være en armslængde, men at man holder fast i pluralismen og er ihærdig med at bekæmpe optræk til at ødelægge pluralismen.

Hr. Søren Søndergaard.

Jeg synes jo ikke, hr. Henrik Dahl svarer på det, der var mit spørgsmål. For der er jo nogle i salen, som har gjort meget ud af at insistere på pluralismen, insistere på, at alle skulle kunne komme til orde, insistere på, at hvis der er udskamning af elever, fordi de har en anden holdning, så skal det selvfølgelig stoppes, og der skal gribes ind over for det, og det er en ledelsesopgave at gribe ind over for det. Alle skal kunne komme til orde, og så er der nogle, der definerer, hvem der må gå på akademiet ud fra en vurdering af, hvilken kunst de vil lave. Der er det jo bare, at det må være muligt for hr. Henrik Dahl meget klart at sige, på hvis parti man er, uanset hvilke vedtagelsestekster man har lavet, og uanset hvem man har lavet forespørgslen sammen med.

Ordføreren.

Jamen det er jo ikke min opgave at sige, hvilken tilgang de fem andre partier, som står bag den her vedtagelse, f.eks. vil gå ind i spørgsmålet om bestyrelserne med. Jeg har jo sagt, at jeg i andre sammenhænge er tilhænger af de her Chicagoprincipper, som University of Chicago har lavet, og som skal bekæmpe wokeismen på University of Chicago. For det første er principperne rigtig gode, men for det andet var det jo rektoratet, som tog initiativ til at lave det, og de er så godkendt af bestyrelsen. Så det understreger jo også, hvad jeg mener, altså at der skal være nogle bestyrelser og en daglig ledelse, som har til opgave at sikre pluralismen på videregående uddannelser.

Den næste korte bemærkning er til hr. Kasper Sand Kjær. Værsgo.

Tak, og tak for en, havde jeg nær sagt, altid oplysende tale, når hr. Henrik Dahl indtager talerstolen. Om ikke andet ved vi da, hvem der skal indlede hr. Rasmus Nordqvists kaffeklub eller studiekreds om identitetspolitik, og det vil jeg se frem til.

Men til spørgsmålet: Det, som debatten i dag er endt med at kredse om, er jo åndsfriheden og den pluralisme, som den i sin ånd indeholder, og hvordan det også er, den håndterer de synspunkter, som går imod pluralismen – ekstremismen, det antidemokratiske – og hvor grænserne for åndsfriheden går. Og vi har jo så kredset det ind til i virkeligheden alle sammen at være enige om, at grebet er, at vi skal have bestyrelser som et led i at sikre åndsfriheden. Men vil ordføreren ikke bare forholde sig til det her dilemma i åndsfriheden, og hvor langt den også kan række til de holdninger, som går imod det, som åndsfriheden står på? Og hvad er bestyrelsens rolle i at sikre åndsfriheden?

Ordføreren.

Tak for bemærkningerne. Det, der bliver spurgt om, er jo en variant af Karl Poppers berømte dilemma, altså at vi skal være tolerante, men at vi ikke skal være tolerante over for intolerance, og det er jo det, som hans meget berømte formulering går ud på. For hvis vi er tolerante over for intolerancen, vil intolerancen i det lange løb tage friheden væk fra alle os andre. Så derfor går det ikke i længden, og det er jo også Poppers pointe med at være tolerant over for intolerance.

Det skal selvfølgelig alt sammen foregå på en fornuftig måde, og dertil har man jo netop nogle gode ledelser og nogle gode bestyrelser, og jeg ved godt, at det lidt er en kedelig gentagelse, men det er jo derfor, at University of Chicago er så forbilledligt. For der har man sagt, at man ikke vil tolerere intolerance, og det er jo det, som hele princippet handler om, og det plejer spørgerens og mit parti jo også at kunne blive enige om.

Hr. Kasper Sand Kjær? Der var ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den sidste ordfører i ordførerrækken er hr. Uffe Elbæk, uden for grupperne. Velkommen.

Tak for det, og faktisk også tak for en – synes jeg – rigtig, rigtig god debat, hvor nogle af modsætningerne virkelig blev trukket op, og det vil jeg også komme tilbage til lige om lidt.

Men jeg vil starte med at sige, at jeg egentlig synes, at det er rigtig ærgerligt, at vi ikke har den undersøgelse, som kulturministeren har sat i gang, som afsæt for snakken. For der er mange påstande, og der er mange antagelser, i forhold til hvad det er, der rent faktisk er foregået nede på Kunstakademiet. Én ting er selve bustesagen, men noget andet er dårlig ledelse, studiemiljø etc. Vi har nogle artikler fra Weekendavisen, vi har nogle forskellige udsagn, som har kredset om, at der er nogle, der mener, at der er foregået noget, som er uhensigtsmæssigt. Men det er antagelser, og det er fragmenter, og jeg ser virkelig frem til, at vi får rapporten, så vi kan finde ud af, hvad der er op og ned. Men inden den her debat snakkede jeg med studerende, og jeg har også snakket med medarbejdere på Kunstakademiet og spurgt dem, hvordan de vurderer det, der foregår der, og jeg synes, jeg har fået mange forskellige og nuancerede svar. Men der er tre ting, som står tydeligt for mig i de samtaler.

Det ene er, at alle anerkender, at det er relevant at diskutere Danmarks kolonihistorie, at det er relevant at snakke om strukturel racisme, at det er relevant at snakke om kønsidentiteter, at det er relevant at snakke om magtforhold i samfundet ud fra et kunstnerisk og skabende perspektiv. Det var de alle sammen enige om. De var også enige om, at der på grundskolen på akademiet kan være en hård diskussionskultur – og nogle gange også en for hård diskussionskultur – men det, som så var helt afgørende, og som de sagde var det allerstørste problem på Kunstakademiet, var, at deres økonomi ikke hænger sammen. Vi har set en dårlig økonomi igennem mange år, og det skal jeg selv lige understrege også var tilfældet, da jeg var kulturminister, altså at man ikke gav Kunstakademiet tilstrækkelige ressourcer til faktisk at løfte den opgave, som vi har givet dem. Så jeg tror, at den her diskussion, som hr. Rasmus Nordqvist fra Socialistisk Folkeparti sagde, agerer på mange niveauer, og der er mange udsagn i spil, og der er mange antagelser i spil, men som sagt var økonomien helt afgørende.

Det, som jeg så også oplever nu, er, at der er to kultursyn, der kæmper mod hinanden. Der er dels et nationalkonservativt kultursyn i salen, der har stemmer, som har argumenteret, og så er der et andet kultursyn, som jeg vil sige er mere mangfoldigt og kosmopolitisk, og jeg vil altid stå op for det sidste, og jeg synes, at nogle af de udsagn, der har været, ikke mindst fra nogle af forslagsstillerne, har været dybt problematiske, og at de er det stik modsatte af åndsfrihed, det stik modsatte af armslængde og det stik modsatte af, hvad jeg synes vi som kulturpolitikere skal stå op for.

Jeg når så ikke mere, fordi man som løsgænger kun har 3 minutter.

Det er fuldstændig korrekt, hr. Uffe Elbæk. Sådan er det. Jeg kan så sige, at der ikke er nogen korte bemærkninger, så tak for talen.

Vil hr. Uffe Elbæk bruge bare et par ekstra sekunder på talerstolen, uden taletid dog, til at gøre klar til, at kulturministeren kan komme herop? Tak, og velkommen til ministeren.

Mange tak for en rigtig god debat. Det er noget, der sætter sindene i kog, men også samler os. Jeg vil mene, at det, der alligevel står tilbage efter mange forskellige indlæg og mange forskellige indgangsvinkler, er, at det, der kan samle, også kan både provokere, men også sætte spids på, hvad det så er, vi måske kan bruge til det videre arbejde. Hvis jeg skulle give det én overskrift, ville det være noget i retning af frihed under ansvar. Jeg har faktisk hørt næsten alle sige, at selvfølgelig skal der være kunstnerisk frihed, men at frihed kun fungerer, hvis man også har og tager et ansvar for den frihed. Jeg har ikke læst lige så meget om wokeisme, men jeg ville formulere det som, at den frihed, man selv ønsker, skal man også unde andre. Altså, hvis jeg gerne vil give et nyt synspunkt til kende, skal der også være plads til det modsatte. Det øjeblik, at den frihed, vi gerne vil have under ansvar, begynder at blive knægtet, fordi der er nogle, der ikke vil unde andre det, så er det, at vi har en politisk opgave i at gå ind og tage et ansvar.

Det har ført til mange spørgsmål, og relevante spørgsmål. Er det f.eks. en knægtelse af armslængdeprincippet? Det mener jeg ikke på nogen måde det er. Det er tværtimod at tage ansvar for, at der kan være andre, der ønsker at knægte den frihed under ansvar. Så vi tager ansvar som Folketing, og det gør vi på baggrund af redegørelser, så vi netop har både det, der er blevet bragt op i den offentlige debat, men også nogle saglige, faglige indlæg fra folk, der har gravet sig ned i det og fået alle perspektiver med. Der kommer en redegørelse i februar specifikt omkring situationen på Kunstakademiet, og der kommer et større udvalgsarbejde til efteråret, hvor man får diskuteret, hvordan man kan lave disse bestyrelser på kunstneriske uddannelser, men også andre tiltag, der kan fremme trivslen.

Derudover har det rejst spørgsmålet om, hvad det så er, det her arbejde egentlig har til hensigt at gøre. Er det så netop at forbyde politiske strømninger, eller er det at udvide den politiske indflydelse? Der synes jeg, at svaret til begge ting klart må være nej tak. Vi ønsker politisk debat, også for kunsten. Vi ønsker fri politisk debat – under ansvar. Det betyder så til gengæld, at man ikke må begrænse andre i det, som jeg startede med at sige. Men handler det så på den anden side om at udvide den politiske indflydelse ind i det kunstneriske rum? Det synes jeg også svaret må være et meget klart nej til. Tværtimod går vi ind og tager politisk ansvar for, at friheden stadig væk er der under ansvar.

Der har været spørgsmål til, om det kan være okay at tale om en opbyggelig kultur på kunstneriske institutioner. Det mener jeg godt man kan sige, hvis det handler om kunstnerisk opbyggelighed. Men det kan selvfølgelig ikke være på den måde, at det er en opbyggelighed, der er politisk bestemt – en opbyggelighed, som skal fordre en bestemt politisk retning. Det er jo i modstrid med frihed under ansvar og armslængdeprincippet.

Jeg opfatter det sådan, at vi er enige om, at vi nu går videre med et arbejde, der har til hensigt at sikre netop trivsel og den kunstneriske frihed under ansvar. Hvordan vi gør det bedst, hvor store problemerne er på de forskellige institutioner, og hvordan vi bedst indretter det, kommer de her forskellige undersøgelser og udvalgsarbejder til at belyse, således at vi sikrer, at vi har den rigtige struktur, den rigtige armslængde, den rigtige faglighed, men først og fremmest den rigtige frihed under ansvar. Tak.

Tak til ministeren. Der er ønske om en kort bemærkning til ministeren, og det er fra hr. Kim Valentin, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg kunne godt tænke mig, at ministeren kom med en klar melding her. Jeg er godt klar over, hvor ministeren er, og at det kan være svært nogle gange at give en klar melding på et tidligt tidspunkt. Og måske er der også en fare for, at ministeren vil sige, at det er noget af det, den her rapport skal vise. Men jeg skal stille det her spørgsmål, for jeg tror, at ministeren inderst inde gerne vil svare på det: Hvem skal sidde i den her bestyrelse? Hvordan skal de udpeges? Skal der være politisk indblanding i det?

Ministeren.

Som det er i dag, er det jo i virkeligheden mig som minister, der er både bestyrelse og øverste organ for de her uddannelsesinstitutioner. Og da jeg kun er til stede som minister på baggrund af et flertal her i Folketinget, har vi jo allerede på den måde etableret en slags politisk forbindelse til styringen af de her kunstneriske uddannelsesinstitutioner.

Når jeg siger, at det, der er fokus for det her udvalgsarbejde, set med regeringens øjne, handler om både at få etableret en stærkere sparringspartner i det daglige, noget, der kan gøre op med de her trivselsproblemer, altså også sætte en retning, der inkluderer studerende m.v., og de her politiske strategiske retninger, altså finde retningen i dem, og sidst, men ikke mindst, styrke det håndværksmæssige, så synes jeg ikke, at jeg der nævner noget politisk, for det mener jeg faktisk at vi står på mål for her – men det skal vi selvfølgelig også forhandle politisk på baggrund af undersøgelsen.

Hr. Kim Valentin.

Tak. Var det en anden måde at sige på: Ja, der skal ikke være politisk indblanding? Eller var det bare en anden måde at tale uden om problemet på?

Ministeren.

Det var såmænd en måde at fortælle, at jeg ikke synes, at det er det, der er det primære problem på de kunstneriske institutioner. Jeg mener faktisk, at Folketinget her, i den nuværende konstruktion, har tæt adgang til at påvirke de her kunstneriske institutioners udvikling. Det forestiller jeg mig ikke at vi skal knægte. Det er jo det, der gør, at vi også kan gå ind i den her problemstilling nu. Jeg synes, at de problemstillinger, vi også har diskuteret her, mere handler om også at få nogle andre kompetencer ind i bestyrelsen. Men det skal vi jo forhandle politisk, så derfor kan jeg ikke komme med konklusionen her nu.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt tidligere blive udsat indtil videre.

(Talen er under udarbejdelse)