Det næste punkt på dagsordenen er:

22) Forespørgsel nr. F 15:

Forespørgsel til justitsministeren:

Vil ministeren redegøre for regeringens politik i forbindelse med ungdomskriminalitet, herunder om religiøs radikalisering og bandekriminalitet?

Af Peter Skaarup (DF), Liselott Blixt (DF), René Christensen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF) og Morten Messerschmidt (DF).

(Anmeldelse 03.11.2020. Fremme 05.11.2020).

Jeg gør opmærksom på, at afstemningen om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes indtil videre.

Den første, der får ordet, er hr. Peter Skaarup, til begrundelse for forespørgslen.

Tak for det. Vi har i Dansk Folkeparti her rejst en forespørgselsdebat om ungdomskriminalitet, bandekriminalitet og religiøs radikalisering. Jeg kan sige, at det umiddelbart er tre forskellige ting, men så alligevel ikke. For der er en helt naturlig sammenhæng mellem de tre begreber, som har én central ting tilfælles: Alle tre fænomener udgør et kæmpeproblem for vores samfund. Det er typisk den samme slags unge, vi ser alle tre steder. Der er dybest set ikke nogen egentlig statslig strategi for at bekæmpe de fænomener, og der er ikke nogen specifik uddannelse, hvor der reelt bliver undervist i, hvordan man som samfund bedst bekæmper de udfordringer.

Jeg må sige, at når vi i Dansk Folkeparti følger alt det, der sker i vores samfund, så er der desværre vældig, vældig store problemer på de her tre områder. Vi er meget bekymrede. Vi mener, at der grundlæggende er brug for en langt mere sammenhængende indsats fra Folketingets side og fra regeringens og myndighedernes side for at gøre, hvad man kan, for at bekæmpe de tre udviklinger. Vi mener, at der er brug for højere straffe og mere politi, men det er ikke nok. Vi skal også gøre noget andet.

Når vi har rejst den her forespørgselsdebat, hvori de her tre elementer indgår – ungdomskriminalitet, bandekriminalitet og radikalisering – er det af den simple årsag, at der er den her påfaldende sammenhæng mellem dem. Utilpassede unge begår ungdomskriminalitet, ungdomskriminelle udvikler sig til bandekriminelle, og de bandekriminelle bliver nu og da desværre religiøst radikaliseret. Vi ønsker, at man skal slå hårdt ned fra samfundets side, så vi bedst muligt kan bekæmpe de her bekymrende tendenser. Men det skal være på en præcis måde, og det skal være baseret på viden om, hvad der virker, og hvordan det gøres.

Sådan er det desværre ikke endnu. Vi har fået lidt højere straffe, og der skal endnu højere straffe til. Vi har fået lidt mere politi, og der skal endnu mere politi til. Men vi har også brug for, at man sætter ind med uddannelse af dem, som skal arbejde direkte med de unge kriminelle. Så vi skal have moduler, gerne både på pædagog- og socialrådgiveruddannelserne, som specifikt uddanner de studerende til den her opgave. Vi skal også sørge for, at der er diplomuddannelser, hvor andre faggrupper kan komme ind.

For helt grundlæggende er der brug for faglighed. Det kan vi se i de svar, vi har fået fra regeringen. Vi har spurgt en del ind til det hen over det seneste halve år. Vi kan se på de svar, at der ikke er en tilstrækkelig sammenhængende indsats, og at der heller ikke er uddannelse nok for dem, der skal sætte ind over for de her tre fænomener. Så vi glæder os til at høre, hvad regeringen kan komme op med, og hvad vi kan arbejde videre med i Folketinget. Det er derfor, vi har indkaldt til den her forespørgselsdebat.

Tak til ordføreren for forespørgerne, og så er det justitsministeren for en besvarelse. Værsgo, justitsministeren.

Tak for ordet, og tak for forespørgslen. Debatten, og det sagde hr. Peter Skaarup også, er med sin formulering noget bred i det, men den handler grundlæggende om, hvordan vi forhindrer unge i at blive radikaliseret og blive en del af bandemiljøet, og det er en vigtig debat. Vi ser en bekymrende udvikling, navnlig at unge kriminelle grupper med høj voldsparathed tiltrækkes af grupper af radikaliserede islamister.

Regeringens politik i forhold til at bekæmpe ungdomskriminalitet går på to ben. På den ene side har vi politiets og myndighedernes forebyggende arbejde – et arbejde, der sigter mod at sætte ind så tidligt som muligt, så vi forhindrer vores unge i at komme på den forkerte side af loven. Regeringens forebyggende indsats bygger på et princip om at række hånden ud til unge mennesker, der er på vej ud i noget kriminelt, men ønsker noget andet for sig selv. De skal have en udstrakt hånd og et tilbud om at komme ind i fællesskabet igen. Vi skal hjælpe dem for deres skyld. Vi skal hjælpe dem for vores skyld. Vi skal hjælpe dem for at sikre, at vi får et trygt og et sikkert samfund alle sammen.

På den anden side skal der også være en mærkbar konsekvens for dem, der vælger at blive kriminelle og dermed vælger fællesskabet fra. Som bekendt er der desværre også unge mennesker, der ikke vil hjælpes: banderne, der skaber utryghed i bl.a. Vollsmose og på Blågårds Plads, unge vanvidsbilister osv. Det er jo desværre ikke alle, som ønsker et liv uden for kriminalitet, og de skal mærke, at det har en tydelig konsekvens at vælge fællesskabet fra og vælge kriminaliteten til. Det er nødvendigt, hvis vi skal have dem væk fra den kriminelle løbebane, og det er nødvendigt af hensyn til retsfølelsen.

Lad mig bruge lidt tid på at snakke om de to ben. Hvis vi ser nærmere på den forebyggende indsats, får vi med den nye flerårsaftale for politi og anklagemyndighed et styrket politi, som er rykket tættere på borgerne. Der skal oprettes 20 nye nærpolitistationer, ligesom det lokale og tryghedsskabende politiarbejde styrkes med i alt 110 ekstra betjente frem mod 2023. Med aftalen får vi et lokalpoliti, som i endnu højere grad vil være synligt til stede, f.eks. i belastede boligområder, hvor unge mødes og laver ballade, og som også kan være præget af bandernes tilstedeværelse.

Som en opfølgning på bandepakke III fra 2017 ansatte politiet 25 civile medarbejdere til det forebyggende arbejde i særlig udsatte boligområder. Indsatsen er målrettet unge i risiko for at blive rekrutteret til bander. Civile medarbejdere er bl.a. med til at understøtte samarbejdet med lokale aktører som skoler, kommuner, klubber, beboere, og medarbejderne er sammen med politikredsenes politiuddannede personale med til at øge politiets tilstedeværelse i de mest belastede områder.

Herudover foregår en stor del af arbejdet med at forebygge banderekruttering og anden ulovlig kriminalitet via det lokale SSP-samarbejde. SSP-samarbejdet tager hånd om børn og unge, der har været i kontakt med politiet, eller som på anden vis giver anledning til bekymring. SSP-medarbejderne beslutter, hvilken indsats der skal sættes i værk, f.eks. om politiet skal holde en bekymringssamtale. Problemerne med ungdomskriminalitet kan således ikke løses af politiet alene. Det kræver en bred indsats, som bygger på inddragelse af en lang række andre myndigheder og lokale aktører.

Når det gælder arbejdet mere specifikt med at forebygge radikalisering og ekstremisme, har vi den såkaldt danske model. Den danske model er en kriminalpræventiv indsats, som er bygget op omkring et tæt samarbejde mellem navnlig Politiets Efterretningstjeneste, politiet og kommunerne. Modellen bygger på skræddersyede løsninger med henblik på at forebygge og bekæmpe ekstremisme og radikalisering. Det sker bl.a. i regi af landets infohuse. Begrebet infohus dækker over det kriminalpræventive samarbejde, som sker i et forum, hvor centrale, lokale aktører samarbejder om at forebygge kriminelle handlinger med ekstremistisk motiv. PET's rolle i forhold til infohusene er bl.a. at understøtte politiets faglighed ved henvendelser om bekymring om radikalisering. PET kan også klæde de lokale myndigheder på til at kunne sætte ind over for unge, der på vej ud i en ekstremistisk løbebane.

Herudover kan PET iværksætte forebyggende forløb, såkaldte exitsamtaler, med radikaliserede personer. PET rækker også ud til civile samfundsaktører gennem såkaldte outreachindsatser for at forebygge radikalisering og ekstremisme gennem dialog og samarbejde. Også i forhold til ekstremisme og radikalisering er der altså tale om en bred indsats.

Så til det andet ben, for forebyggelsen kan jo ikke stå alene. Der skal også være en mærkbar konsekvens for de unge, der trodser fællesskabet og vælger den kriminelle vej. Regeringen har derfor foreslået en række initiativer, der skal slå hårdt ned på unge kriminelle, som er uden for pædagogisk rækkevidde.

Bl.a. vil vi inden for kort tid fremsætte et lovforslag, som skal give politiet mulighed for at indføre tryghedsskabende opholdsforbud. Det gælder f.eks. på parkeringspladser, foran storcentre og ved S-togsstationer, hvor f.eks. unge mødes igen og igen og skaber utryghed for byens borgere, skaber utryghed, som får almindelige mennesker til at gå en omvej hjem, får dem til at fravælge toget om aftenen, og får dem til at se sig over skulderen, når de går. Det er en utryghed, som begrænser almindelige menneskers frihed, og det vil regeringen ikke acceptere. Bryder man opholdsforbuddet, skal man som udgangspunkt straffes med en bøde på 10.000 kr., og i andengangstilfælde skal man som udgangspunkt straffes med 30 dages fængsel.

Hertil har vi foreslået at udvide politiets adgang til at beslaglægge værdigenstande fra mistænkte, så der fremover også kan ske beslaglæggelse af værdigenstande, hvis det f.eks. viser sig, at en person, som politiet har sigtet, har gæld til det offentlige. Herudover har vi i december skærpet straffen med en tredjedel for fareforvoldelse for andres liv og førlighed ved f.eks. at affyre fyrværkeri eller kaste med sten, og vi har ligeledes skærpet straffen med en tredjedel for angreb med genstande på personer i offentlig tjeneste som eksempelvis vores politi eller beredskab.

Herudover har regeringen for nylig fremsat to lovforslag, der har til formål at styrke indsatsen mod vanvidskørsel. Det ene blev fremsat af transportministeren i december sidste år og lægger bl.a. op til at udvide politiets adgang til at beslaglægge køretøjer, som anvendes til vanvidskørsel, med henblik på konfiskation og bortsalg. Det andet har jeg netop fremsat, og det lægger op til at skærpe straffen markant for den form for vanvidskørsel, som er til fare for uskyldige menneskers liv og lemmer. Regeringen har endvidere styrket det strafferetlige værn mod fremmedkrigere og terrorister. Det betyder, at vi kan forbyde unge at færdes i bestemte områder og have kontakt til andre terrordømte. Vi vil simpelt hen have de unge væk fra de her miljøer.

Når det kommer til at få unge kriminelle tilbage på rette spor, spiller Ungdomskriminalitetsnævnet en central rolle. Nævnet skal sikre en hurtig konsekvens af kriminelle handlinger og et målrettet fokus på at bringe den unge kriminelle ud af kriminalitet og tilbage i fællesskabet. Den unge tilknyttes også tilsyn fra ungdomskriminalforsorgen, der skal være med til at sikre, at Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelser bliver ført ud i livet. Herudover har kommunen til opgave at sikre, at nævnets afgørelser bliver ved med at være de rigtige for den unge. Såfremt den unges forhold ændrer sig, skal kommunen indbringe sagen for nævnet igen, sådan at nævnet kan vurdere, om der er en anden form for støtte eller andre tiltag, som den unge har brug for.

Er der tale om unge over den kriminelle lavalder, kommer domstolene i spil. Domstolene kan ud over en strafferetlig sanktion også bestemme, at sagen skal behandles i Ungdomskriminalitetsnævnet.

Den her proces sikrer et tæt tilsyn med den unges udvikling og en høj grad af støtte til den nye fremtid uden for kriminalitet. Regeringens politik er altså klar: Vi skal slå hårdt ned på dem, som befinder sig i bandemiljøet eller er i kontakt med religiøs radikalisering, og vi skal stå klar med en hjælpende hånd til børn og unge, som bevæger sig på kanten af de kriminelle miljøer, men som ønsker at bidrage til fællesskabet og samfundet.

Tak for ordet. Jeg ser frem til debatten.

Tak til justitsministeren. Der er nu adgang til én kort bemærkning for ordførerne. Det er først fru Pernille Vermund. Værsgo.

Tak for det. Og tak for talen. Jeg har et kort spørgsmål: Mener regeringen, at løsningen på de her problemer har noget med udlændingepolitikken at gøre? Altså, mener regeringen, at hvis vi får lavet et nyt asylsystem og sikret, at vi får stoppet asyltilstrømningen af folk fra de lande, som jo skaber meget store problemer i vores samfund – både i forhold til radikalisering og i forhold til bandekriminalitet – og får begrænset antallet, der er her, og dermed udvist flere, så vil det have en effekt på de problemer, vi ser her?

Ministeren.

Det er uomtvisteligt, hvis vi f.eks. ser på tallene for de sager, der behandles ved Ungdomskriminalitetsnævnet, at der er en klar overrepræsentation af børn og unge af ikkevestlig oprindelse. Vi bliver simpelt hen nødt til, også i den her sammenhæng, at have bedre fat om det problem.

Tak. Så er det hr. Peter Skaarup.

Mit spørgsmål til justitsministeren er lidt i samme boldgade. Jeg synes, at meget af det, justitsministeren siger her, jo er reaktivt, altså noget, der reagerer på noget, der er gået galt med nogle unge kriminelle, ikke? Hvad angår vanvidskørsel, strammer man op, ja, men det er jo gået galt. Det var lige den ene bemærkning.

Den anden bemærkning er lidt i samme boldgade som fru Pernille Vermunds korte bemærkning. Altså, der mangler noget konsekvens i forhold til de unge kriminelle indvandrere. I dag ser vi en dom, hvor der bliver givet advarsel på advarsel om udvisning i stedet for udvisning. Så hvad vil regeringen gøre for, at folk, der laver grov kriminalitet, ja, sådan set nærmest er meddelagtige i drab, kommer til at møde sanktioner i form af udvisning? Hvordan sikrer vi, at de udvisningsdomme, vi tit har talt om herinde, rent faktisk bliver til virkelighed? Hvad er det, der bremser regeringen her?

Ministeren.

Som spørgsmålet er formuleret, efterlader det det indtryk, at spørgeren simpelt hen ikke hørte efter under den første del af min tale. Når påstanden er, at det her er en reaktiv indsats, så bliver jeg nødt til at sige, at hele den forebyggende indsats, som den første del af min tale handlede om, præcis handler om, at vi sikrer, at unge ikke kommer ud i kriminalitet, altså at vi får grebet ind i tide, og at der er det samarbejde på tværs af myndigheder, som skal sikre, at vi får hjulpet de unge, som ellers ville ende i kriminalitet.

Tak. Så er det hr. Kristian Hegaard.

Der er jo en evaluering, forstår jeg, på vej af Ungdomskriminalitetsnævnet, og der vil jeg bare høre ministeren: Hvis der viser sig at være en stor kritik fra faglige eksperter, der ved rigtig meget om det her, vil regeringen så være villig til at være lydhør og foretage de nødvendige ændringer?

Ministeren.

Det ville virkelig være underligt at svare nej til det spørgsmål på forhånd og sige: Vi afskærer os muligheden for, at nogen kan gøre os klogere. Så på trods af at det modsatte muligvis kan være indtrykket, er jeg trods alt ikke så indbildsk.

Tak til justitsministeren i første omgang her. Nu går vi i gang med selve forhandlingen, og der gælder de almindelige regler for korte bemærkninger.

Den første, der får ordet, er ordføreren for forespørgerne, hr. Peter Skaarup, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak til justitsministeren og regeringen for at tage den her debat seriøst; det er der også brug for at vi gør. Som jeg lige nævnte, viser dagens dom, der er afgivet, jo tydeligvis, at der er brug for opstramninger i forhold til de unge kriminelle. Vi har en gruppe af unge kriminelle – de fleste af os har hørt om sagen – i et kæmpe slagsmål, der ender med drab, og vi ser domme, der betyder, at mange af dem, der er med i sagen, godt nok får en straf, men kun får advarsel om udvisning, og det viser jo lidt om, at den nultolerance og de udvisninger, som vi er mange herinde på Christiansborg der beder regeringen sørge for bliver situationen, ikke kommer til udtryk. Man nøjes med advarsler til nogle af de unge lømler, der begår alvorlig, alvorlig kriminalitet gang på gang. Så det gode spørgsmål er egentlig, hvornår regeringen strammer op på de her ting, sådan at hvis man laver grov kriminalitet, bliver man udvist første gang, hvis man ikke er dansk statsborger.

Så vil jeg også sige, som jeg indledte med, at noget af det, der er brug for i forhold til de unge kriminelle, er, at der bliver sat ind meget tidligt, og det gælder både unge indvandrerkriminelle, men jo også ikkeindvandrere, som også laver kriminalitet. Der skal sættes ind meget tidligt for at sikre, at man ikke kommer ud i en kriminel løbebane som kriminel ung, som bandekriminel og i værste tilfælde senere hen også som radikaliseret, der kan finde på at være en del af noget terrorisme. Der ser vi jo desværre også i dag i vores nyhedsmedier, at der er sager, hvor der er kriminelle, der ser ud til også at være radikaliserede.

Når vi så taler om, at der skal gøres mere i forhold til det forebyggende arbejde, er det jo, fordi vi kan se, at det ofte er sådan, at man famler i blinde, altså at kommuner, regioner og stat ikke har et ordentligt samarbejde omkring tingene, og den indsats, der så kommer, er ikke ens, og den har ikke samme retning. Vi får problemer med at dæmme op definitivt for ungdomskriminalitet og bandekriminalitet, hvis ikke vi samler kræfterne og gør noget, der er nogenlunde ens over hele landet.

Det, som også gør sig gældende, når man ser på de sager, som vi jo gang på gang bliver konfronteret med på Christiansborg, er, at problemerne med kriminalitet blandt unge starter utrolig tidligt, og at alarmklokkerne sådan set ringer alle mulige steder meget tidligt, men at ingen rigtig får gjort det rigtige. Det gælder sådan set allerede i nogle tilfælde i børnehaven, hvor et barns adfærd skaber bekymring, og hvor nogen måske oplever, at forældrene kan være lidt aparte. Udviklingen fortsætter i skolen. Det resulterer i flere forskellige skoleskift. Barnet skifter mellem specialklasser og specialskoler. I sfo'en kigger pædagogerne på det, i klubben er det tydeligt, og i fritidshjemmet er der udfordringer, og det ender måske med udsmidning fra et fritidstilbud eller den lokale fodboldklub. Beboerforeningen bliver måske udfordret af kriminelle elementer. Det er hele den række, vi hører om gang på gang på Christiansborg, og sagen er, at det ofte ender galt, og at det ofte ender med utrolig store ressourcer, der bliver brugt fra samfundets side på den unge kriminelle, og med utrolig store ærgrelser for omgivelserne til den unge kriminelle.

Vi ser sådan set alle sammen udfordringerne, men én ting går igen: Der er ikke rigtig nogen, der ved i det her system, hvad man gør ved det. Nogle synes, at de har den rigtige løsning, andre synes, at det er den forkerte, men det er, som om man famler lidt i blinde over for de unge, der laver kriminalitet. Så det, der er brug for, er, at vi samler kræfterne, og at der er nogen, der uddanner sig til at finde ud af, hvad det rigtige er, og får at vide, hvad det rigtige er, så der skabes en ensartethed i det, vi gør. Jeg har så spurgt forskellige ministerier, hvilke uddannelser der ruster de studerende til at arbejde med ungdomskriminalitet og bandekriminalitet og radikalisering, og det overordnede svar, hvis man kigger på det, er faktisk, at dem, der ved allermest om at få gjort tingene på den lange bane med direkte arbejde, ikke er blevet uddannet nogen steder i vores system. De er selvlærte måske, og måske er der forskellige metoder at gøre det på. Men det er et nedslående svar, der går igen, og det er, at der ikke rigtig er noget sted, hvor man samlet set uddanner dem til at håndtere opgaven. Og det er derfor, Dansk Folkeparti har ønsket den her debat, for vi vil gerne sætte fokus også på det forebyggende arbejde.

Vi har også et forslag til vedtagelse, som vi vil fremsætte her under debatten, og jeg ved ikke, om jeg skal læse det op, eller om formanden gør det? (Fjerde næstformand (Trine Torp): Det må du gerne gøre). Det gør jeg, og så skal jeg lige se, om jeg har fået det med herop. Det har jeg ikke, men hvis formanden har det, kan jeg måske låne det af formanden? Ja, det kommer her, så alle er klar over, hvad vores udgangspunkt er.

Forslag til vedtagelse

»Folketinget ser med stor bekymring på udviklingen i forbindelse med ungdomskriminalitet, bandekriminalitet samt religiøs radikalisering. Derfor ønsker Folketinget, at samfundet finder brugbare veje i bekæmpelsen af disse markante udfordringer, samtidig med at der bliver sat hårdt, konsekvent og hurtigt ind. Dette skal understøttes af høj faglighed og præcision. Folketinget konstaterer, at den indsats, der foregår for nuværende, er tilfældig og mangelfuld. Endvidere konstaterer Folketinget, at der ikke er en egentlig uddannelse, som varetager arbejdet med at modgå disse af samfundets tre store udfordringer. Folketinget opfordrer regeringen til at tage initiativ til, at der bliver oprettet en egentlig uddannelse, som sikrer arbejdet med disse grupperinger. Folketinget ønsker, at uddannelsen dels skal implementeres i pædagoguddannelsen, dels skal være en del af uddannelsen til socialrådgiver. Derudover skal uddannelsen kunne udbydes som et modul i en diplomuddannelse, for at andre faggrupper ligeledes vil kunne blive uddannet til at arbejde med disse store udfordringer.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 69).

Tak for det. Forslaget til vedtagelse vil indgå i den videre forhandling.

Så har vi fået gjort klar til den næste ordfører, som er fra Socialdemokratiet. Hr. Jeppe Bruus, værsgo.

Tak for det. Vi har store udfordringer med børn og unge, som bliver en del af et mere hardcore kriminelt miljø. Det er stærkt bekymrende, og derfor var det godt, at man i sin tid oprettede det Ungdomskriminalitetsnævn, som vi er i gang med at evaluere. Noget går rigtig godt, og noget skal der givetvis rettes op på. Men det, som i hvert fald er de første erfaringer, er, at der er en række kommuner, som gennem den behandling, der kommer i Ungdomskriminalitetsnævnet, bliver tvunget til at levere den rigtige indsats over for de her børn og unge og deres familier og ikke nødvendigvis bare den billigste indsats.

Det er jo bare en af de problemstillinger, som findes: at kommunerne har været under et meget hårdt økonomisk paradigme eller regime, som gør, at man har været tvunget til nogle gange at træffe det billigste valg i stedet for det rigtige valg, og det over for nogle børn og unge, som har begået kriminalitet, og som er en del af oftest også et socialt belastet miljø og en socialt belastet familie. Så kan vi godt stå og pege fingre ad dem og sige: I er da nogle dumme forældre eller nogle dårlige familier eller nogle åndssvage unger. De fleste forældre vil deres børn og unge det allerbedste – jeg kender faktisk ikke nogen, der ikke vil det.

Så er der nogle forudsætninger, som gør, at der desværre er børn og unge, der vokser op i Danmark, som ender med at blive en del af nogle hardcore kriminelle miljøer. Hvis vi for alvor vil ændre det, er vi nødt til at ændre på de strukturer og forudsætninger, der gør det. Og når vi kommer til Ungdomskriminalitetsnævnet, og når vi diskuterer bander og diskuterer radikalisering, så er det ofte for sent. Derfor starter det her jo som alt andet med den helt tidlige indsats – med at sørge for, at vi hjælper de familier, hvor vi ved der er udfordringer, godt, nærmest allerede når der er en graviditet. Vi kan jo se med børn, der bliver tvangsfjernet, at hvis først ét barn er blevet tvangsfjernet fra en familie, så er risikoen for de søskende, der vokser op, langt, langt større. Vi kan jo se på statistikkerne, og vi ved også godt – det er også helt logisk – at det er de børn og unge, der er i risikogruppen for senere hen i livet at ende som ufaglærte og endnu værre, ikke fordi det er slemt at være ufaglært, men i den her sammenhæng også at komme ind i nogle kriminelle løbebaner. Derfor handler det her først og fremmest om, at der er en god økonomi ude i kommunerne til at kunne gøre det rigtige.

Derfor er jeg faktisk meget, meget stolt over at være en del af et parti, der også har regeringsmagten, som har leveret en af de bedste kommuneaftaler i det seneste årti, som faktisk sikrer, at der er et fundament til at kunne levere den tidlige indsats. Det er det samme med udligningsreformen, som jo også handler om, at man faktisk kan levere den tidlige indsats; at vi får nogle gode daginstitutioner, nogle ordentlige pædagoger, skoler, hvor der er tid til børnene. For det er forudsætningen for, at vi også kan forebygge meget af det her.

Når vi så alligevel havner med nogle børn og unge, som bliver rullet ind i det kriminelle miljø, så skal vi selvfølgelig tage tidligt fat. Det er det, Ungdomskriminalitetsnævnet handler om. Det handler om at sætte hårdt ind over for asocial og uacceptabel adfærd, som vi har gjort med det, som ministeren også var inde på – at der er en konsekvens, så vi faktisk fanger dem, men jo til gavn for de børn og unge, så de ikke ender med at blive endnu mere hardcore kriminelle. Det er et arbejde, hvor der stadig væk er rigtig, rigtig meget at gøre. Det handler om at være hård, så man mærker, at det her stopper nu, og man får en chance for at komme ud af en kriminel løbebane, som potentielt set er meget, meget skadelig, og samtidig skal vi også gøre alt, hvad vi kan, på den forebyggende del. Det får så en yderligere dimension, når mørkemænd forpester et område med radikalisering i ly af religion, som også skaber nogle strukturer i det her, som gør hele miseren endnu værre.

Derfor er der behov for at sætte ind med alt det bløde, forebyggende, men det kræver altså også, at man fører en økonomisk politik, som ikke udsulter kommunerne. Derfor er det godt, at vi har fået et regeringsskifte, der gør, at vi nu har en anden prioritering – også bare i lyset af den krise, vi nu står i. For det her handler jo også om, hvem det er, der skal samle regningen op for sådan en krise. Sidst, i 2008, var det de her familier, som i høj grad var nødt til at samle regningen op. Nu fører vi en anden krisepolitik, og det skal jo også gøre, at det faktisk ikke går ud over økonomien ude i kommunerne. Nu er tiden gået, kan jeg se. Men vi kom lidt rundtomkring.

Men jeg vil gerne læse en vedtagelsestekst op på vegne af Socialdemokratiet, Venstre og Konservative Folkeparti. Den lyder:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget ønsker at bekæmpe ungdomskriminalitet, herunder religiøs radikalisering og bandekriminalitet. Folketinget understreger i den forbindelse vigtigheden af, at fødekæden til banderne brydes, og at religiøs radikalisering forhindres. Folketinget konstaterer, at det forebyggende arbejde på tværs af ministerier og myndigheder for tidligst muligt at forhindre unge i at begå kriminalitet er afgørende for at bekæmpe ungdomskriminalitet. Folketinget anerkender samtidig, at der skal være en mærkbar konsekvens for dem, der på trods af myndighedernes forebyggende arbejde vælger den kriminelle løbebane, og har i denne forbindelse bl.a. fokus på, i hvor høj grad de udstukne straframmer udnyttes i rimeligt omfang. Folketinget opfordrer regeringen til vedvarende at arbejde for at bekæmpe ungdomskriminalitet med både forebyggende indsatser og tiltag, der sikrer en mærkbar konsekvens for unge, som f.eks. begår banderelateret kriminalitet.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 70).

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Først fru Pernille Vermund. Og jeg beklager, hvis jeg fik overset fru Pernille Vermund tidligere. Værsgo.

Tak. Så slap DF for kritiske spørgsmål. Det kan man jo komme tilbage til senere.

Ordføreren siger, at det for regeringen og for Socialdemokratiet er vigtigt at ændre de strukturer, der skaber den kriminelle adfærd, og ændre dem tidligt. Men det er jo ikke så længe siden, at ordførerens egen minister stod i pressen og sagde, at 15 pct. af børn, der vokser op i indvandrerfamilier, udsættes for vold i barndommen. Vi har også ret klokkeklare tal på, at empatien blandt børn af ikkevestlige indvandrere ligger på et væsentligt lavere niveau end blandt danske børn. Så det her har unægtelig noget med kultur at gøre. Jeg vil vove den påstand, at det har at gøre med islam og den islamiske kultur – den anerkendelse af vold, som ligger i den kultur. Mener ordføreren, at man kan ændre den struktur i Danmark? Mener ordføreren, at man politisk med et par ekstra sagsbehandlere og nogle flere pædagoger kan gøre en forskel?

Ordføreren.

Ja, heldigvis gør politik en forskel. Jeg mener godt, at man kan ændre en kultur, hvor voksne banker deres børn. Det er trods alt ikke så mange år siden, at vi afskaffede revselsesretten herhjemme, og hvor der også var partier – også til højre her i Folketinget – der stemte imod, for dengang var det acceptabelt; det var nærmest en naturlig del af opdragelsen at vappe ungerne en på siden af hovedet, hvis ikke de hørte efter. Da man dengang så havde debatten om revselsesretten, blev der sagt: Hold da op, det er da helt vanvittigt – skal man nu til at fratage forældrene retten til at opdrage deres børn? Det hører vi ikke i dag. Så selvfølgelig kan vi gøre noget for at ændre en kultur, for det er en syg kultur, hvor voksne banker deres børn.

Pernille Vermund.

Jeg er glad for, at ordføreren kalder det her en syg kultur, men jeg kunne godt bare godt tænke mig at høre et eneste konkret eksempel på et land, der er lykkedes med at gøre den islamiske kultur mindre voldsparat. Jeg har ikke set det. I Mellemøsten breder volden sig frygteligt, i vores vestlige nabolande er forråelsen helt åbenlys, og i vores eget land er volden, både over for børn og kvinder, jo gennemgående i den islamiske kultur. Og jeg siger ikke, at alle muslimer er voldelige, men de har et helt andet syn på det her, end vi har, og at sammenligne reel vold med revselsesrettens ophævelse, synes jeg simpelt hen er at skyde vildt forbi målet.

Ordføreren.

Nu spurgte ordføreren mig jo, om jeg kunne forestille mig, at man kunne ændre en kultur gennem lovgivning, og så kom jeg med et konkret eksempel. Der var også for 20-30 år siden en organisation, der hed Pædofilforeningen, der lobbyede på Christiansborg for, at det skulle være legitimt for voksne at have sex med børn, og at man skulle anerkende det kærlighedsforhold, der kunne være, hvilket jo er helt absurd. Nu er jeg med på, at vi skal diskutere islam her, og jeg er da helt enig i, at der er et kæmpe kulturelt problem, og det var også det, jeg selv fremhævede i min tale, men heldigvis gør politik en forskel.

Tak. Så er det hr. Peter Skaarup.

Tak. Jeg synes nok, hr. Jeppe Bruus tager lidt let på nogle af de her ting. Jeg kan huske, at vi i Folketingets Retsudvalg var på besøg i Gellerup ved Aarhus for et par år tilbage, og det, som var det helt slående for udvalget, var, at vi fik at vide af politiet, at nogle af de her indvandrerdrenge starter med mindre kriminalitet i 6-7-årsalderen, og at deres kriminalitet eskalerer, når de er 12-14 år. Der er det typisk, at storebrødrene siger til de yngre brødre: Nu skal I i gang med den mere omfattende kriminalitet. Og så går det ellers løs med det.

Så er det, vi har fået lavet ungdomskriminalitetsnævnet, og det er jo godt, når vi nu ikke kunne få sænket den kriminelle lavalder. Men jeg vil godt spørge hr. Jeppe Bruus: Når man så som ung indvandrerkriminel har været forbi ungdomskriminalitetsnævnet, tror hr. Jeppe Bruus så på, at der er nogle veluddannede, gennemprøvede folk i kommunerne og regionerne, der tager over og sørger for, at den unge kommer ind på det rigtige spor? Har vi tiltro til, at det sker, eller sker det ikke?

Ordføreren.

Jeg bliver beskyldt for at tage let på det. Altså, jeg synes, det er helt horribelt, at vi har haft en borgerlig regering i rigtig mange år, der har skåret ned på kommunernes mulighed for at give den rigtige og tidlige indsats, for det er jo der, det starter; det er præcis der, det starter.

Så er det fuldstændig rigtigt, at når man så når op i 12-14-årsalderen og det ikke er lykkedes via en forebyggende indsats og alt muligt andet at få rettet den unge ind, så skal hammeren falde. Og man er nødt til i den alder, altså når man når teenagealderen, at blive stillet over for det valg: Nu kan du træffe et selvstændigt valg; det kan godt være, at du er vokset op med dårlige kort på hånden, og at det kan forklare mange ting, men det kan ikke undskylde, at du nu bare lader dig trække med.

Derfor er vi nødt til at give dem en mulighed for at komme væk fra det miljø, og hvis ikke man tager den mulighed, så skal hammeren selvfølgelig falde. Kræver det, at der er voksne omkring de unge, der er i stand til at håndtere den problemstilling? Selvfølgelig gør det det.

Hr. Peter Skaarup.

Men når regeringen nu ikke sørger for, at der kommer nok udvisninger, og når regeringen nu ikke sørger for, at der er en lav kriminel lavalder, så man sætter ind meget, meget tidligt, og det er sådan, at man kommer forbi det her Ungdomskriminalitetsnævn, så er det, jeg spørger hr. Jeppe Bruus: Hvad er det, der får hr. Jeppe Bruus til at tro, at med dem ovre i kommunen eller regionen, som ikke er omfattet af en uddannelse, som ikke er uddannet i specielt at håndtere unge kriminelle og bandekriminelle – for den findes ikke, der findes ikke sådan en uddannelse – så er alt reddet, så er alt godt? Det sker jo ikke.

Ordføreren.

Alle de børn og unge, der i dag er mellem 10-11 år og op til 20 år, er født og opvokset, mens Dansk Folkeparti havde magten her i landet. Det er dem, vi skal håndtere nu. Det gør vi gerne, det gør vi med stolthed, og det gør vi gerne sammen med Folketinget. Men at skulle anklages for, at det er børn, der er vokset op på vores vagt, og som vi har svigtet, er trods alt lige meget nok. Altså, det er trods alt børn, der er vokset op i det her land, og som vi selvfølgelig har et fælles ansvar for at få rettet ind. Og der er intet i det, vi har lagt frem, der tilkendegiver, at vi ikke skulle være klar til både de hårde og de bløde midler.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger til Socialdemokratiets ordfører, så vi går videre til Venstres ordfører, hr. Preben Bang Henriksen.

Tak til Dansk Folkeparti for at have sat dagsordenen for den her forespørgselsdebat, nemlig en redegørelse for regeringens politik i relation til ungdomskriminalitet, radikalisering og bandekriminalitet. Det er vigtige emner; det er der slet, slet ingen tvivl om.

Man kan vel sige, at dagens debat rettelig kan inddele i dels forebyggelse, dels konsekvenser. Et vigtigt emne i relation til forebyggelse – hvis vi tager det først – er i hvert fald det SSP-arbejde, der foregår rundtom i politikredse og kommuner, og det er også de dertil hørende forældresamtaler. Vi får nu nærpolitiet. Nærpolitiet var ikke en blomst, der groede i Venstres have, fordi det jo som udgangspunkt lukker og slukker kl. 15.00, men på den anden side set må jeg i relation til den her debat sige, at her kan nærpolitiet jo få en god og aktiv rolle i relation til forebyggelse, i relation til i tide at kunne få fat i de unge mennesker, der er på vej ud på gal vej. Jeg har også bemærket, at der kommer mere politi i de belastede boligområder. Det tror jeg også er vigtigt, ligesom Politiets Efterretningstjeneste laver bekymringssamtaler rundtomkring, hvor man får nys om, at noget kunne være under opsejling. Det er klart, at det – som også Dansk Folkeparti har været inde på – fordrer pædagoger, socialrådgivere, politifolk og lignende i et nært samarbejde. Jeg mener nu også, at det finder sted i dag. Det var lidt om selve den del, vi kunne kalde forebyggelsen.

Den anden del er jo konsekvenserne, og der synes jeg nu heller ikke, at vi ligger på den lade side i dag. Vi etablerede et Ungdomskriminalitetsnævn, og jeg skal allerede her sige, at jeg husker lige så tydeligt som hr. Peter Skaarup vores tur til Gellerup. Det gjorde et kolossalt indtryk på mig at se, hvor tidligt unge mennesker kan komme fuldstændig på afveje. Vi taler jo om 14-årige, 13-årige, 12-årige med et synderegister, som man tror er løgn. Så bl.a. på den baggrund var det en god idé at få Ungdomskriminalitetsnævnet etableret. Det har vi gjort. I 2020 havde Ungdomskriminalitetsnævnet 1.004 sager og afgjorde 881 af sagerne med de sanktioner, som nævnet nu har til rådighed. Vi skal evaluere, om der er noget, der kan gøres bedre der.

Der er også tiltag på andre områder. Vi er i gang med at ændre lejelovgivningen i retning af, at lejemål kan opsiges, hvis det er sådan, at der sker grov kriminalitet fra et medlem af husstanden. Vi har på andre områder taget fat: vanvidskørsel, konfiskation af køretøjer, fyrværkeri, opholdsforbud og ikke mindst de bandepakker, der har været gennemført. Det er bandepakker, der betyder, at hver tredje rocker i dag sidder i fængsel.

En ting er dog strafferammer, og noget andet er straf. Jeg er derfor glad for, at det forslag til vedtagelse, som Socialdemokratiets ordfører har læst op, og som Venstre i øvrigt kan tilslutte sig, også omhandler fokus på, i hvor høj grad de udstukne strafferammer udnyttes i rimeligt omfang. Det er vigtigt, og det kommer vi til at forholde os til i Folketinget, når vi diskuterer de her emner. Vi skal altid holde os for øje, hvad normalstraffen er. Det er såmænd knap så vigtigt, hvad strafferammen er, for domstolene kommer aldrig nogen sinde i nærheden af maksimum her.

Mange forseelser afregnes med bøde, og i den forbindelse vil jeg da også nævne, at jeg tror, at vi har et problem der. Hvis en bøde skal have en præventiv virkning, skal den jo kunne mærkes af den, der modtager bøden, og der er det i hvert fald min erfaring, at inddrivelsen går meget, meget dårligt. Da kunne man i højere grad overveje at gøre brug af de regler, der er om forvaltningsstraf i lovgivningen.

Som nævnt tidligere kan jeg sige helt generelt, at der ligger et forslag til vedtagelse fra Socialdemokratiet, som er udarbejdet i samarbejde med Venstre, og det kan vi fuldt ud tilslutte os. Tak.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke nogen spørgsmål. Vi går videre i ordførerrækken, og det er fru Karina Lorentzen Dehnhardt, SF. Værsgo.

Tak for ordet. Ifølge Justitsministeriets Forskningskontor er antallet af mistanker eller sigtelser fra 2006 til 2019 mod 10-17-årige for straffelovsovertrædelser mere end halveret, mens der dog sker en lille forøgelse igen fra 2016 til 2019. Så man kan sige, at samlet set er udviklingen god set i forhold til 2006, og faldet har været størst for de unge under lavalderen. Tallene viser sådan samlet set, at vi er lykkedes med ungdomskriminalitsindsatsen. Det betyder ikke nødvendigvis, at der ikke er mere, vi kan gøre.

Faldet i kriminalitet er størst for de unge under 15 år, og på den baggrund kan man jo godt undre sig over, at et flertal har valgt at lave et Ungdomskriminalitetsnævn, som jo betyder, at unge helt ned mod 10 år kommer ind i et retssagslignende system. I maj sidste år havde jeg både justitsministeren og socialministeren i samråd om lige præcis Ungdomskriminalitetsnævnet. Årsagen var, at vi nu havde evalueringerne fra de to største kommuner, Aarhus og København, som jo har haft de fleste unge igennem det nye system, og der holder problemerne altså i kø. Jeg tror, det går for vidt at komme ind på dem her, men jeg siger ikke for meget, hvis konklusionen er, at unge med funktionsnedsættelser er dem, som præger sagerne i Ungdomskriminalitetsnævnet. Det er dem, der har adhd, sindslidelser, har retardering eller andre udfordringer. De er der altså på grund af de udfordringer, som de har. Jeg prøvede jo i samrådet at få ministeren til at undtage børn og unge med funktionsnedsættelser. Jeg synes jo også, at man skal kunne forstå den proces, man bliver udsat for, hvis man skal have en form for refleksionsniveau over det skete. Der er også rigtig mange problemer med retssikkerheden. Dem foldede vi også ud i selve samrådet Så jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg allerhelst vil af med Ungdomskriminalitetsnævnet. Jeg synes, det er et overgreb på børn, og det bør droppes. Jeg er klar over, at et flertal gerne vil bevare det, og jeg mener sådan set, at det næstbedste er, at vi kan kigge på at undtage de her børn med funktionsnedsættelser.

Det gode spørgsmål er: Hvad skal vi så gøre? Først og fremmest kunne jeg godt tænke mig et sanktionssystem, der var båret mere af tankerne om genoprettende ret, som jo bygger på, at offer og gerningsmand mødes. Det findes i Nordirland, og det findes i New Zealand. Det er jo sådan, at de unge sjældent springer ud som hardcore forbrydere som 13-årige. Der er tit gået en meget lang proces med kriminalitet, forud for at man havner i den rigtig hårde kriminalitet. Tit starter de med hærværk og rapserier. Genoprettende ret bygger på, at man skal forstå, at det skete gik ud over en anden, og vi har en omfattende og dokumenterbar viden om, at det faktisk også har en præventiv effekt. Det, at man bliver stillet til regnskab over for den person, som man har krænket, virker og skaber forståelse af, at her var der et andet menneske, der kom til skade, eller her var der et andet menneske, som måske havde brugt rigtig mange arbejdstimer på at tjene penge til en bil, som er vigtig for at komme på arbejde, og så har den unge ødelagt den med hærværk. Så kan man ikke gemme sig. Så skal man stå direkte til ansvar. Jeg synes, det kunne have været interessant at afprøve den model også i Danmark. I det mindste i forhold til de førstegangskriminelle giver det rigtig god mening. Med til det sanktionssystemet hører sådan set også, at de unge skal bidrage til at genoprette skaden, og der kan være mange forskellige måder at gøre det på.

Så synes jeg, at vi har brug for at geare systemet, der møder de unge, der er på afveje, bedre. Det var derfor, at det var vigtigt for SF at få indsat noget i politiforliget om, at vi skal have en SSP-lov, altså at få undersøgt det. For i dag er der ingen krav til, hvad kommuner og politi leverer ind i det samarbejde, og når krisen kradser, bliver det altså et sted, der er nemt at spare. Det var også vigtigt at sikre uddannelse til nærpolitibetjentene, som jo er den helt nye satsning. Det synes jeg er vigtigt, hvis vi skal blive bedre til det her. Så skal vi hjælpe familierne mere. Jeg har mødtes med familier til unge kriminelle, også unge i banderne, og at høre på deres historier er bare så nedslående. De er blevet mødt af systemer, som ikke har hørt deres nødråb. De vil rigtig gerne hjælpe deres sønner, men de fik bare ikke den opbakning fra myndighederne, som de havde brug for. Næsten over en kam, vil jeg sige, havde deres børn psykiatriske problemstillinger eller funktionsnedsættelser, og jeg tror, at mange af dem har brug for en livslang støtte, hvis ikke de skal rode sig ud i alt muligt. Så tror jeg også, det er vigtigt, at vi sikrer, at socialrådgiverne ikke sidder med for mange sager, og at der er økonomi til den rigtige indsats fra starten, så man ikke altid prøver det billigste og det mindst effektive først. Vi ved, at den tidlige indsats rykker. Og da Ungdomskommissionen i 2008 gennemtrawlede årsagerne til, hvorfor unge blev kriminelle, var der mange forskellige ting, man kunne pege på. Men det overraskende var, at det, de alle sammen havde tilfælles, var dårlig skoleerfaring. Så vi skal sikre, at børn og unge får gode skoleerfaringer, fordi det er noget af det mest forebyggende.

Jeg kan se, at min taletid er ved at være løbet ud. Jeg havde egentlig mere på programmet. Det er jo svært, når man er meget engageret i en sag. Så jeg vil læse en vedtagelsestekst op på vegne af SF, Radikale og Enhedslisten, og den lyder således:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget ønsker at bekæmpe ungdomskriminalitet, og det er vigtigt at blive bedre til at forebygge religiøs radikalisering og bandekriminalitet. Folketinget understreger, at en effektiv indsats kræver et stærkt samarbejde mellem myndighederne. Det fordrer bl.a. en SSP-lov og bedre uddannelse af de nærpolitibetjente, som skal stå for indsatsen.

Folketinget konstaterer, at ungdomskriminaliteten siden 2006 er blevet halveret, og at faldet har været størst blandt de unge under lavalderen. Folketinget ønsker derfor at nedlægge Ungdomskriminalitetsnævnet. Folketinget anerkender samtidig, at der skal være en mærkbar konsekvens for dem, der begår kriminalitet. Folketinget opfordrer regeringen til at øge sit fokus på at forebygge ungdomskriminalitet med nye indsatser.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 71).

Tak. Der er nu oplæst et forslag til vedtagelse, som vil indgå i den videre behandling af forslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Peter Skaarup.

Tak til fru Karina Lorentzen Dehnhardt for ordførertalen. Når de tre partier, som kommer med et forslag til vedtagelse her, i det forslag til vedtagelse taler meget om at forebygge ungdomskriminalitet, vil jeg gerne spørge: Har det så ikke slået fru Karina Lorentzen Dehnhardt, når man kigger på, om der er uddannede personer i regionerne og i kommunerne, der kan tage sig af den her opgave, at de uddannede personer ikke har gennemgået en egentlig uddannelse i at bekæmpe ungdomskriminalitet? Har det ikke slået SF?

Ordføreren.

Jamen det har det sådan set. Og det var jo også derfor, at SF var særlig optaget af at få sikret uddannelse i forebyggelse, f.eks. for de nærpolitibetjente, der skal være krumtappen i SSP-samarbejdet fremover. Det er rigtig vigtigt, at de ved, hvad det er, de har med at gøre. Men jeg deler sådan set Dansk Folkepartis ønske om mere uddannelse. Jeg har også i mange år talt for, at vi skal have en særlig kriminalpræventiv linje ved politiet. Men hr. Peter Skaarup har en pointe i, at der er masser af andre fagfolk, altså socialrådgivere, pædagoger og andre, som kunne profitere af, at vi havde en særlig forebyggelse målrettet de her udfordringer. Så SF vil gerne takke Dansk Folkeparti for at have det fokus, og jeg er sikker på, at vi kan finde fælles fodslag om præcis den idé.

Hr. Peter Skaarup.

Så vil jeg gerne takke SF for at takke DF for at have den holdning. Men ud over de her taksigelser er det måske også vigtigt netop at kigge på, hvad vi så gør fremadrettet. For der har været en del fokus på politi, også i forhold til Ungdomskriminalitetsnævnet, og der har vi så forskellige synspunkter. Men det kan man ligesom isolere og sige, at tilbage er der i hvert fald en vigtig opgave i at sikre, at der er et nogenlunde ensartet forløb fra det uddannede personales side i forhold til de unge kriminelle. Så hvordan tænker SF at vi skal komme videre med det? For nu siger SF, at man er enig, og DF siger det, men jeg kan ligesom høre på regeringen, at der synes man, at alt er godt – mere eller mindre. Hvordan kommer vi videre?

Ordføreren.

Altså, i SF er vi jo klar til at lave en beretning, men jeg er klar over, at det kommer der ikke så meget ud af, hvis der ikke er et flertal. Jeg har været på besøg hos SSP Team Vejle lige forud for politiforhandlingerne, og de har faktisk selv lavet en uddannelse, som er målrettet deres folkeskoler, og hvor de har haft 500 lærere igennem det her forløb. Og det er, fordi deres pointe er, at man skal kunne lære selvkontrol i en meget tidlig alder; det er det, der gør, at man f.eks. ikke stjæler noget. Og hvis man ikke har den selvkontrol, går det galt. Jeg synes, det er rigtig spændende tanker, og jeg tror, at vi kan bruge de tanker som en fødelinje til et bredere syn på hele uddannelsessystemet. Men hvordan vi lige præcis kommer videre her i dag, kan jeg ikke sådan lige helt se for mig.

Fru Pernille Vermund.

Tak for det. Mener SF og ordføreren, at udlændingepolitikken har betydning for andelen af bandekriminelle i Danmark, for mængden af religiøs radikalisering i Danmark og for de udfordringer, som vi diskuterer lige nu?

Ordføreren.

Jeg tror, jeg har brug for at få defineret, hvad udlændingepolitikken er i den her henseende, altså hvad det er for dele af udlændingepolitikken, som fru Pernille Vermund mener har indflydelse. Det tror jeg er en forudsætning for, at jeg kan svare. Ellers er det et meget bredt spørgsmål, tror jeg.

Fru Pernille Vermund.

Jeg tænker sådan set det helt åbenlyse: Når en meget stor andel af de bandekriminelle har ikkevestlig baggrund, og når en meget stor andel af dem, som begår vold, og som er religiøst radikaliserede, kommer fra eller har oprindelse i de muslimske lande, er det for mig at se helt åbenlyst, at de to ting hænger sammen. Og der kan jeg godt være bekymret, når jeg hører ikke bare fra venstrefløjen, men også fra DF, at man nu tror, at man kan løse det her med flere socialpædagoger, mere SSP-arbejde og mere af alt det, som vi har vidst i årevis ikke har virket, frem for at gøre det, som er det rigtige og det nødvendige, nemlig at lukke hullet, stoppe for, at flere kommer hertil, og sørge for, at dem, der er her, og som begår kriminalitet, ryger ud konsekvent og efter første dom.

Ordføreren.

Jamen jeg tror bare, jeg bliver nødt til at erklære mig uenig med fru Pernille Vermund. Jeg er mere enig med Dansk Folkeparti i, at vi bliver nødt til at opprioritere indsatsen i forhold til det forebyggende arbejde. Det er helt afgørende, hvis vi skal have bremset fødekæden til banderne. Og vi har i Folketinget snart strammet på straffeskruen for stort set alt, og lige lidt hjælper det. Jeg tror, vi bliver nødt til at se på andre initiativer, hvis vi skal løse det her problem.

Så er der ikke flere spørgsmål. Vi skal lige have sprittet disken af her, fru Karina Lorentzen Dehnhardt. Tak for det. Det er ikke nemt at huske alt det afspritning.

Så er det hr. Kristian Hegaard. Værsgo. Og det er fra De Radikale, skal jeg lige huske at sige.

Tak for det, og tak til Dansk Folkeparti for indkaldelsen til forespørgslen om ungdomskriminalitet. Børn skal lege, ikke sidde bag tremmer. Den grundlæggende intention tror jeg oprigtigt er delt af os alle, og lad os først og fremmest glæde os over det. Men spørgsmålet er, hvordan vi kommer derhen. Gør vi det ved at sætte børn ned til 12 år for en dommer i et Ungdomskriminalitetsnævn med 10-12 voksne omkring sig? Har du læst bilagene? har vi hørt historier om kan være indledningen på et sådant møde, og der tror jeg bare, at børn får mere ud af at læse Harry Potter end at læse psykiatriske udredninger om sig selv.

Mange, der sættes for Ungdomskriminalitetsnævnet, lider også af et mentalt handicap, af funktionsnedsættelser. De har først og fremmest brug for hjælp. Deres funktionsnedsættelser afhjælpes ikke af en straf. De har rigeligt med udfordringer i livet. Derfor mener Radikale Venstre ikke, at Ungdomskriminalitetsnævnet løser noget. Børn skal først og fremmest mødes af en pædagogisk indsats, for sker der kriminalitet én gang, er der større risiko for, at det sker igen. Og sker det som ung, kan man ende i den løbebane. Den løbebane skal stoppes, og resocialisering er helt afgørende.

Vi kan også se på, hvor ungdomskriminaliteten er i stigning, altså hvor kriminalitet begået af unge mennesker er i stigning. Det gælder særlig for digitale krænkelser blandt unge; det boner helt ud. Der er vi glade for, at vi i politiaftalen har taget første skridt for at sætte opmærksomhed på det, men vi er langtfra i mål endnu. Radikale Venstre er også glade for, at det i politiaftalen lykkedes at få en særlig garanti for polititilstedeværelse på ungdomsuddannelser og skoler, hvor der sælges euforiserende stoffer, for det skal der være nultolerance over for, men det er også et godt forebyggelseselement for ungdomskriminalitet, for vi ved, at hvis man tager euforiserende stoffer, er der også større risiko for at ende i kriminalitet. Samtidig svækker det bandernes rekrutteringsmuligheder i ungdomsmiljøer.

Vi er også glade for, at der er blevet sat fokus på SSP i politiaftalen, og vi er også opmærksomme på, at noget af det, der for alvor også forebygger kriminalitet blandt unge, er boligsociale indsatser, som lykkes rigtig mange steder rundtom i de forskellige kommuner, som gør et enormt godt stykke arbejde, og hvor kriminaliteten er faldende, og hvor man lykkes med rigtig meget. Det er det, vi håber de nye nærpolitistationer kan være med til at understøtte.

Så vi går konstruktivt videre ind i arbejdet for at forebygge ungdomskriminalitet. Det er helt afgørende, at de går en stærk fremtid i møde med en pædagog i hånden og ikke en betjent eller fængselspersonale.

Vi siger tak til hr. Kristian Hegaard. Der er ingen spørgsmål. Så siger vi velkommen til fru Rosa Lund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til Dansk Folkeparti for at indkalde til den her debat, så vi endnu en gang kan få en diskussion af, hvordan vi håndterer problemer med ungdomskriminalitet i Danmark.

Det går heldigvis den rigtige vej, når vi kigger på ungdomskriminaliteten. Den er faldende. Og det kunne jo tyde på, at der er nogle af de ting, som vi gør i dag, som rent faktisk fungerer. Når man kigger på Justitsministeriets rapport fra sidste år om udviklingen i ungdomskriminalitet, kan man læse, at der i perioden fra 2006 til 2019 har været et fald på 50 pct. i sager vedrørende straffeloven. Det er en god ting, men det er jo også nogle tal, som bekræfter, at vi ikke er i mål, og jeg synes, det er rigtig fornuftigt, at vi diskuterer, hvordan vi kommer ungdomskriminaliteten til livs, så ingen ender i en kriminel løbebane.

For Enhedslisten sluttede den debat i hvert fald ikke med, at man indførte Ungdomskriminalitetsnævnet, som vi i Enhedslisten stemte imod og stadig mener ikke er en del af løsningen. Derfor synes vi jo, det er relevant at diskutere.

Der kan jo være mange grunde til, at man som ung havner i en kriminel løbebane. Noget af det, der er desværre rigtig ofte gør sig gældende, er jo, at det er sociale forhold, som gør, at man ender med at begå kriminalitet. Faktisk er ulighed en meget stor faktor, og det er imponerende, at vi har formået at få kriminaliteten til at falde, samtidig med at uligheden er steget. Det synes jeg i sig selv er lidt interessant. Men hvis man kommer fra en ressourcesvag familie, hvis ens forældre er udsatte og har en lav indtægt eller lider af fysiske eller psykiske sygdomme, er sandsynligheden for, at man havner i ungdomskriminalitet, bare større. Det første skridt i at forebygge ungdomskriminalitet er derfor at få udlignet nogle af de store uligheder, der er i vores samfund.

Vi kan ikke have børn og unge, der vokser op under fattigdomsgrænsen, ligesom vi skal være klar til at understøtte de familier, som har det svært. Vi vil gerne undgå, at folk bliver kriminelle. Det er jo det, som vi tit diskuterer herinde: Hvordan undgår vi det bedst – med forebyggelse, med straf eller med en kombination af de to ting? Forebyggelse er for os i Enhedslisten at se en meget stor del af nøglen, og når vi diskuterer ungdomskriminalitet, taler vi ofte om straf, og det er også det, vores system er bygget op omkring. Jeg tror, det er på tide, at vi taler meget mere om forebyggelse – og ikke bare taler om det, men også handler på det. Der er jo nogle ting, som vi i dag ved virker.

Det virker, hvis vi inddrager skolerne. Det virker, hvis vi sikrer, at der er gode fritidstilbud, hvor man kan være som ung. Uanset hvor man bor henne i landet, skal det jo være muligt at komme i en ungdomsklub eller gå til fodbold eller gå til spejder, eller hvad det nu kan være, som kan give en et andet stærkt fællesskab. I Enhedslisten tror vi også på, at vi er nødt til at bygge vores system op omkring genoprettende ret; altså, hvis en ung smadrer et vindue i et boligområde, skal den unge sådan set selv være med til at samle penge ind til, at der kan komme et nyt vindue i, og hjælpe med at sætte det i, så man bliver konfronteret med sin kriminalitet. Det synes vi i Enhedslisten at vi skal kigge meget mere på, ligesom vi også synes, at vi skal være bedre til at understøtte, at det for unge bliver lettere at få et fritidsjob eller en praktikplads, hvis de går på en erhvervsuddannelse og bliver nødt til at afbryde deres uddannelse, fordi de ikke kan få en praktikplads. Der er vi også nødt til at sætte ind.

Så der er altså mange steder, hvor vi kan forebygge og sætte ind her, og jeg tror som sagt, at en stor del af nøglen til at sikre, at ungdomskriminaliteten bliver ved med at falde, er, at vi forebygger bedre, og at vi sætter ind i de fællesskaber, hvor unge ellers kommer, altså i skolen og i fritidsklubben. Så det ser vi i Enhedslisten som en stor del af løsningen, og vi kan derfor støtte det forslag til vedtagelse, fru Karina Lorentzen læste op.

Tak, og der er et spørgsmål. Hr. Peter Skaarup.

Tak, og tak til Rosa Lund for indlægget her i debatten. Jeg synes, at der er nogle rigtige ting i det, fru Rosa Lund siger, men jeg synes også, at der er nogle forkerte.

Altså, jeg hører det sådan, at fordi ungdomskriminaliteten samlet set er faldende – mener fru Rosa Lund – så skal vi ikke gøre noget. Sådan hører jeg lidt det, fru Rosa Lund siger. Så kan man omvendt sige, at hvis ungdomskriminaliteten nu stiger, skal vi gøre noget, eller hvad? Altså, hvad er den der sammenhæng? Er det ikke lige galt, hvad der foregår? Og når vi ser en forråelse, hvad vi jo også gør, bør vi så ikke gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe de ofre, der kommer af det her?

Lad mig lige minde om den sag, der er faldet dom i i dag, hvor to grupper af unge har været oppe at slås, og hvor det ender med et drab og katastrofale konsekvenser for hele den gruppe af unge, typisk indvandrerdrenge, som der er tale om her. Det er jo voldsomt, hvad der foregår i nogle af de her ungemiljøer, og der kunne jeg bare godt tænke mig, at Enhedslisten en gang imellem forholdt sig til, hvad vi så gør i forhold til dem. Er det f.eks. udvisninger? Det synes jeg aldrig jeg hører om fra Enhedslistens side. Men er det ikke bare nødvendigt, at vi engang imellem slår automatpiloten fra, også som parti, og siger: Jamen her må der virkelig falde brænde ned?

Værsgo.

Jeg er meget enig i, at vi skal slå automatpiloten fra, hr. Peter Skaarup. Og nu er det jo ikke sådan, at det er mig, der siger, at ungdomskriminaliteten er faldet. Det er en rapport fra Justitsministeriet, og jeg tror ikke, at de ovre i ministeriet opfatter Enhedslisten og Justitsministeriet som samme enhed.

Jeg synes heller ikke, at det er helt rigtigt, at jeg siger, at vi ikke skal gøre noget, fordi ungdomskriminaliteten er faldende. Jeg synes faktisk, jeg kom med en masse forslag til ting, vi ikke gør i dag, og som vi kan gøre bedre, og det er bl.a. at sikre gode fællesskaber og gode rammer der, hvor de unge mennesker ellers er, når de ikke er hjemme, og når de ikke er i de miljøer, hvor der opstår kriminalitet.

Jeg er også enig i, at der er sket en forråelse. Altså, vi ser jo en stigende kriminalitet blandt unge på nettet, altså deling af krænkende billeder. Det synes jeg i virkeligheden er et meget alvorligt ungdomskriminalitetsproblem. Det foregår desværre også blandt voksne mennesker, men det foregår særlig blandt unge. Og det synes jeg egentlig også bør være en del af den her debat: Hvordan kommer vi det til livs? Det har Ungdomskriminalitetsnævnet i hvert fald ikke forebygget.

Hr. Peter Skaarup.

Jeg synes egentlig, fru Rosa Lund lidt kommer med svaret selv her, i forhold til at det nogle gange er nødvendigt at tænke ud over, om de her tal er en lille smule faldende eller en lille smule stigende. For der kan ligge mange andre ting bagved, som vi ikke ser; der kan være nogle, der f.eks. ikke tør at anmelde det. Der kan være tale om en forråelse, der gør, at den kriminalitet, vi ser, er meget værre, end den var tidligere. Der kan være hele netkriminaliteten, hvor vores politi, og det tror jeg vi er enige om, jo ikke er særlig godt uddannet til at håndtere den del af kriminalitetsbilledet, hvor nogle sidder hjemme på sofaen og laver kriminaliteten.

Så det er egentlig bare for at sige: Burde vi ikke en gang imellem lige lægge de tal til side og spørge, hvad der egentlig er det rigtige at gøre her? Og jeg spurgte fru Rosa Lund, om udvisninger af nogle, der bare ikke gider Danmark, og som bliver ved med at lave kriminalitet, ikke er et af svarene.

Ordføreren.

Nu er det jo sådan, at vi ikke kan udvise danske statsborgere. Jeg kan godt forstå, hvis Dansk Folkeparti ønsker sig, at det kun er udenlandske statsborgere, der begår kriminalitet eller laver ungdomskriminalitet i Danmark. Det er jo desværre bare ikke virkeligheden. Det er den ene ting. Den anden ting er, at i forhold til at tænke ud af boksen sagde jeg også i min tale, og det vil jeg gerne holde fast i, at vi skal fokusere meget mere på genoprettende ret. Altså, den måde, vi har Ungdomskriminalitetsnævnet på i dag, synes jeg jo er forfejlet. Jeg synes, det ville være meget bedre, hvis man sagde: Du har malet graffiti i et boligområde, nu skal du selv ud at fjerne det.

Så siger vi tak til fru Rosa Lund og skal lige have sprittet af, som sædvanlig.

Og så går vi videre i ordførerrækken til hr. Naser Khader, Konservative. Værsgo.

Tak til Dansk Folkeparti for at stille den her vigtige forespørgsel. Vi skal gøre alt for at undgå, at unge begiver sig ud i en kriminel løbebane. Først og fremmest for de unges egen skyld, men også for samfundets. Vi har alle sammen interesse i, at vores unge mennesker ikke ender på den forkerte side af loven.

Vi skal sikre, at den kriminalpræventive indsats over for de unge er tilstrækkelig. Det gør vi bl.a. ved at møde vores unge med krav og forventninger om, at de overholder loven. Vi gør for mange unge en bjørnetjeneste ved ikke at stille krav til dem. Det skylder vi vores kommende generationer at gøre bedre. For mange unge ender stadig i kriminalitet, endda hårdkogt kriminalitet, og derfor er jeg også glad for, at vi med denne forespørgsel har taget hul på den her vigtige debat. Hvis det alligevel går galt for nogle af vores unge, er det vigtigt, at de bliver mødt med en kærlig konsekvens fra samfundet. Vi skylder vores unge, som begår kriminalitet, at vi trækker en tydelig, men velmenende og kærlig streg i sandet. Ansvaret for opdragelsen af vores unge påhviler i allerhøjeste grad forældrene, men i de tilfælde, hvor det alligevel er gået galt, må samfundet træde til og give et skub i den rigtige retning.

Derfor har det også været et ønske fra Konservative, at vi fik en myndighed til at tage sig af sager med ungdomskriminalitet. Det er kommet godt i gang. Vi har fået Ungdomskriminalitetsnævnet, som skal være med til at forebygge ungdomskriminalitet ved at fastlægge og målrette individuelle indsatser for kriminalitetstruede børn og unge. De er gået i gang, men vi synes ikke, at de tal, der kommer fra nævnet, er tilfredsstillende. Der er for få strakssanktioner; det er efter vores opfattelse for lidt. Og de sanktioner, man bruger, er mere de bløde dele: det, der har med forbedringsforløb at gøre. Vi mener, at man bør fokusere lidt mere på de der strakssanktioner, især i forhold til personfarlig kriminalitet. Med andre ord: Man skal ikke nedlægge Ungdomskriminalitetsnævnet, men herfra en opfordring til at udføre endnu flere strakssanktioner.

Vi er i Det Konservative Folkeparti smertelig bevidste om, at der desværre findes dybt kriminelle bandemedlemmer, som udnytter unge mennesker til at begå kriminalitet, eksempelvis som spejdere i forhold hashsalg i de belastede områder. Min foragt for de personer er stor, og det samme gør sig gældende for de mennesker, der radikaliserer vores unge. De findes også, og dem skal vi også gå målrettet efter. Vi skal sætte hårdt ind over for de kriminelle, som er så afstumpede, at de er villige til potentielt at ødelægge en ung persons liv. Så derfor ser vi i Det Konservative Folkeparti frem til at følge regeringens indsats på dette område – en fortsættelse af den tidligere regerings indsats. Og bl.a. derfor er vi også med i regeringens forslag til vedtagelse i dag, der er fremsat af både regeringen og Venstre. Tak.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke nogen spørgsmål, men der er lige en spritklud, der venter.

Og så er det fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige, som ordfører. Værsgo.

Tak. Vi har alle hørt om de bestialske ugerninger, som muslimer i Mellemøsten begår mod hinanden. Nogle af os har læst op på islams oprindelse, udvikling og kultur og er blevet bekræftet: Islam er som ideologi gennemsyret af vold. Den religiøse straffelov, sharia, er undsluppet den vestlige verdens civilisationsudvikling og opererer stadig væk med henrettelser, håndsafhugning og stening af kvinder. Muslimer i Danmark, der sætter de islamiske værdier højere end de danske, lever efter normer om øje for øje og tand for tand, ultimative æresbegreber og hævn som retfærdighed. Dermed bliver vold det mest nærliggende og oftest brugte middel til konfliktløsning. Hvert fjerde registrerede bandemedlem i Danmark har ikkevestlig baggrund, og vi ved fra de årlige gyserudgivelser fra Danmarks Statistik, at efterkommere fra de muslimske lande langt oftere dømmes for overtrædelse af straffeloven end resten af befolkningen.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye fremførte for nylig, at 15 pct. af børn, der vokser op i indvandrerfamilier, opdrages med vold. Og vi ved fra forskningen, at et 5-årigt barn af ikkevestlige indvandrere i gennemsnit har udviklet mindre empati, er dårligere til at samarbejde og har sværere ved at udtrykke sine følelser end et 3-årigt barn af danske forældre.

Regeringen skal have ros for at tale åbent om problemet. Det er første skridt til at gøre op med den islamiske ideologi, der ligger bag tallene. For vold i opdragelsen smitter naturligvis af på voksenlivet: Så længe man accepterer volden som ideologi i de muslimske parallelsamfund, vil vi skulle leve med indvandrervold, radikalisering og bandekriminalitet.

Skyderier i gaderne er blevet hverdagsagtigt. Det har indvandrerbanderne sørget for at alt for mange har vænnet sig til. Overfald og røverier begået af muslimer mod sagesløse borgere i nattelivet og i den offentlige transport kan vi læse om i lokalaviserne hver dag. De store medier ignorerer det efterhånden. Et besøg på et kvindekrisecenter vil mange steder vise, at halvdelen eller mere af kvinderne er indvandrerkvinder, selv om de kun udgør under 10 pct. af den kvindelige befolkning. Sådan bliver det i en kultur, der opdrager med vold, og kulturen er den islamiske. Den skal presses tilbage.

Islam kan og skal aldrig integreres i det danske samfund. Nok så mange pædagoger, socialrådgivere og SSP-medarbejdere kan ikke ændre volden som ideologi i de muslimske parallelsamfund. De forældre, der opdrager deres børn med vold og til et liv båret af vold, skal slet ikke være i Danmark. Derfor burde regeringen som første reaktion på dagens forespørgselsdebat om ungdomskriminalitet, religiøs radikalisering og bandekriminalitet sørge for, at det asylstop, som Socialdemokratiet har lovet siden 2018, bliver virkeliggjort. Stop skaden. Sådan står der øverst på første side i førstehjælpsbogen.

Vi kan i dag udvise udlændinge for voldskriminalitet. Det sker dog alt for sjældent. Det burde være konsekvent og efter første dom, og for unge udlændinge over den kriminelle lavalder bør bandekriminalitet og religiøs radikalisering såsom tilslutning til islamisk stat eller lignende naturligvis medføre udvisning.

Ungdomskriminaliteten har over de seneste 10 år været faldende, både for unge under og over den kriminelle lavalder. Og hvis ikke tallene dækker over færre anmeldelser grundet frygt eller færre domme på grund af lange sagsbehandlingstider i retsvæsenet, er det en god udvikling. Men hvis vi skal tage et reelt opgør med bandekriminaliteten, forråelsen og den religiøse radikalisering, er udlændingepolitikken det vigtigste og det stærkeste værktøj. Nye Borgerlige ville gerne have været med på flertallets vedtagelsestekst og have tilføjet en ekstra sætning, som for os er rigtig vigtig, men det var der ikke mulighed for. Derfor vil jeg her på vegne af Nye Borgerlige fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget ønsker at bekæmpe ungdomskriminalitet, herunder religiøs radikalisering og bandekriminalitet. Folketinget understreger i den forbindelse vigtigheden af, at fødekæden til banderne brydes, og at religiøs radikalisering forhindres.

Folketinget konstaterer, at det forebyggende arbejde på tværs af ministerier og myndigheder for tidligst muligt at forhindre unge i at begå kriminalitet er afgørende for at bekæmpe ungdomskriminalitet.

Folketinget anerkender samtidig, at der skal være en mærkbar konsekvens for dem, der på trods af myndighedernes forebyggende arbejde vælger den kriminelle løbebane, og har i denne forbindelse bl.a. fokus på, i hvor høj grad de udstukne strafferammer udnyttes i rimeligt omfang.

Folketinget opfordrer regeringen til vedvarende at arbejde for at bekæmpe ungdomskriminalitet med både forebyggende indsatser og tiltag, der sikrer en mærkbar konsekvens for unge, som f.eks. begår banderelateret kriminalitet.

Folketinget ønsker, at unge udlændinges bandekriminalitet og religiøse radikalisering såsom ved tilslutning til Islamisk Stat skal medføre udvisning for personer over den kriminelle lavalder.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 72)

Og det inkluderer dermed også den del, der ikke var plads til i flertallets vedtagelsestekst.

Tak. Der er nu fremsat et forslag til vedtagelse, som vil indgå i den videre behandling af forespørgslen.

Der er ingen spørgsmål, så vi siger tak til ordføreren og går over til justitsministeren. Værsgo.

Tak for debatten. Lad mig starte med den banale konstatering, som jeg tror er noget, som alle i virkeligheden godt ved, men som jo er vigtig for rammen om debatten her, nemlig at langt, langt de fleste unge i Danmark opfører sig ordentligt, kommer ikke på kant med loven, passer deres ting, kommer til at fungere godt i vores samfund og gør det, der forventes af dem. Ovenikøbet er der en klar tendens til, at ungdomskriminaliteten bredt betragtet er faldende. Måske sker der i virkeligheden en polarisering i de her år. Altså, den store gruppe af unge mennesker spiller håndbold – det gør de så ikke lige øjeblikket. Og de drikker sig fulde weekenden – jeg ved hjemmefra, at det klarer de alligevel, på trods af begrænsningerne. Og så er der en lille gruppe, der marginaliseres, ender uden for fællesskabet, går den forkerte vej, kommer til at begå kriminalitet, aldrig rigtig får en uddannelse og ikke får en plads på arbejdsmarkedet. Og der er – bare for at forebygge de spørgsmål, som jeg får om lidt – en klar etnisk skævhed i forhold til den her gruppe. Der er ting, vi ikke er lykkedes med i vores samfund, ikke mindst på integrationssiden.

Vi har gode indsatser i forhold til den forebyggende del. Vi har, som det er blevet nævnt, SSP-indsatserne, som er af væsentlig betydning i forhold til at spotte de her unge mennesker og få fat i dem og sikre, at de bliver drejet den rigtige vej. Der bliver også nævnt de boligsociale indsatser – vigtigt, vigtigt. I forbindelse med vores politiaftale er der også blevet nævnt det her med, at nu får vi 20 nye nærpolitistationer, og vi får folk længere ud i landet, altså politifolk, der kan være med til at lave det her opsøgende arbejde. Det er også blevet nævnt, at man før min tid har lavet det her med at have 25 medarbejdere til det forebyggende arbejde i de udsatte boligområder, og det er noget, som også er af betydning.

Der bliver gjort en stor indsats. Er det godt nok? Når vi hele vejen rundt? Nej, det gør vi jo ikke. Men det er en væsentlig indsats. Der kommer gode resultater ud af det arbejde, der bliver gjort. På den anden side står så det her med, at vi også bliver nødt til at være konsekvente over for dem, som ikke vil, som udfordrer vores samfund, og som udfordrer den måde, som vi kan fungere på, og som skaber utryghed, begår vold, presser andre. Det er jo også dem, der bliver grebet i at begå vanvidskørsel med en ligegyldighed over for andre mennesker og andre menneskers liv og en ligegyldighed over for den sociale omgang. Så det er noget af det, som jo også var en del af vores forhandlinger om flerårsaftalen, altså det her med, hvordan vi ikke bare sikrer os mod den her kriminelle adfærd, men hvordan vi i virkeligheden sikrer, at man opfører sig sådan nogenlunde inden for de sociale rammer, der gælder.

Jeg synes, at debatten i dag har været god i den forstand, at vi jo alle sammen i vores forskellige udgangspunkter og i vores forskellige partier lægger vægt på forskellige elementer. Der er også en erkendelse af, at der er meget, der bliver gjort godt, men at der også er ting, som vi skal gøre bedre. Så jeg takker for debatten.

Der er et enkelt spørgsmål fra fru Pernille Vermund.

Tak for det. Tidligere var det jo sådan – og det behøver jeg ikke belære ministeren om – at udlændinge- og integrationsområdet lå under justitsministerens ressort. Havde det ikke været for islam og migrationen fra de muslimske lande, ville det sikkert stadig være sådan. På en eller anden måde var der jo god ræson i det, og måske ville der også stadig være god ræson i det, for vi har jo her at gøre med et område, hvor retspolitikken og udlændinge- og integrationspolitikken hænger ret tæt sammen, særlig i en tid, hvor der ikke er voldsomt meget kriminalitet i samfundet.

Det fører mig frem til det spørgsmål, som jeg stillede ordføreren for ministerens parti tidligere, og som jeg også ville have stillet til DF, men uden held, da jeg ikke fik ordet, nemlig: Mener regeringen virkelig, at man med socialpædagoger, socialrådgivere og SSP-medarbejdere kan tage islam ud af de muslimske familier? Mener man, at man kan fjerne den voldsparathed, som jo åbenlyst ligger der – man erkender selv, at 15 pct. af de her børn vokser op med vold i hjemmet, og man kender selv forskningsresultaterne, der viser, at børnene som 5-årige har empati på niveau med et 3-årigt dansk barn – og mener man, at det er noget, man bare lige kan omgøre med lidt social ingeniørkunst, eller mener man ikke vitterlig det, som jeg hørte justitsministeren være lidt inde på i sit første svar, nemlig at hvis ikke vi får styr på udlændingepolitikken, hvis ikke vi sikrer, at der ikke kommer folk hertil med den kultur, og hvis ikke vi sikrer, at dem, der begår forbrydelserne, ryger ud, så vil det her være et vedvarende problem?

Ministeren.

Nej, jeg tror bestemt ikke, at det integrationsproblem, vi har, kan løses alene med den bløde indsats, og jeg tror slet ikke, at det problem, vi har med kriminalitet, kan løses alene med den bløde indsats. Jeg synes også, jeg prøvede at sige, at det her bliver nødt til at gå på to ben, nemlig dels den bløde indsats, dels den mere konsekvente indsats. Jeg tror til gengæld også på – og jeg erkender, at det er et langt, sejt og besværligt træk – at det er muligt i et samfund som det danske at lave kulturændringer, som sætter sig bredt. Men jeg erkender fuldstændig, at vi har en kæmpe udfordring her.

Fru Pernille Vermund.

Jeg er glad for erkendelsen af udfordringen, men jeg synes måske stadig, det er en lille smule naivt at blive ved med at tro på, at det her kan lade sig gøre. Havde vi nu været det eneste land, der havde haft de her problemer, så kunne jeg forstå det; havde man kunnet finde bare et eneste andet land, som havde knækket koden, så kunne jeg forstå det; eller havde vi kunnet se, at efterkommere af indvandrere fra de muslimske lande var mindre kriminelle end deres forældre, så kunne man måske også se en udvikling, der gik i en positiv retning, men vi ser alt det modsatte. Og det er jo derfor, det er så afgørende at få stoppet skaden og sikret, at dem, som er her, og som ikke overholder vores lovgivning og ikke kan forsørge sig selv, udvises.

Ministeren.

Jeg er meget, meget enig i, at det er op ad bakke. Til gengæld tror jeg også – og her er jeg lidt på udebane, fordi jeg jo er justitsminister og ikke udlændinge- og integrationsminister, men nu prøver jeg alligevel, og hvis jeg så tager fejl, beklager jeg og undskylder på mit partis, regeringens og alle mulige andres vegne – at der, hvis vi ser tilbage over perioden, i virkeligheden er en forskel, og at der er sket noget positivt, hvis vi f.eks. ser på pigerne i forhold til drengene. Altså, man må vel sige, at det, for så vidt angår pigerne, er lykkedes bedre med at friholde sig fra kriminalitet, men også at tage uddannelse og i hvert fald et stykke hen ad vejen at vælge de danske normer til, og det giver jo håb.

Hr. Peter Skaarup.

Tak for justitsministerens afsluttende bemærkninger i forhold til debatten i dag. Jeg synes, vi har haft en udmærket debat. På den anden side tror jeg alligevel heller ikke, at det er den sidste debat, vi får om det her (Justitsministeren (Nick Hækkerup): Det tror jeg heller ikke), for der er mange ting i det.

Det ene er, at vi i Dansk Folkeparti synes, der mangler noget konsekvens. Der mangler noget konsekvens, når det er, vi i dag kan se domme, der bliver givet i forhold til en række unge indvandrerdrenge, som for manges vedkommende bare får en advarsel om udvisning, selv om de har begået rigtig alvorlig kriminalitet. Kan justitsministeren ikke godt forholde sig til den frustration, som mange danskere må sidde med, når man oplever, at det er advarsel på advarsel om udvisning, uden der sker udvisning i sådan nogle sager? Det var det ene.

Det andet er: Er justitsministeren enig i, at vi har en udfordring, når man kan have en ung, der kommer forbi Ungdomskriminalitetsnævnet, og som bliver sendt videre til kommunen, hvor der ikke er folk, der er tilstrækkeligt uddannet til at tage sig af vedkommende og få vedkommende ind på det rigtige spor?

Ministeren.

Det sidste først: Jo, jeg tror altid, at hvis vi skal kunne have glæde af den indsats, som sker i Ungdomskriminalitetsnævnet, handler det om, at der så også er den opfølgning, som der skal være, og som det i øvrigt er kommunens forpligtelse at sørge for.

Med hensyn til det andet skal jeg jo ikke kommentere den konkrete sag, men jeg vil bare sige, at det er regeringens opfattelse, at udlændinge skal udvises efter udlændingelovgivningens § 22-24, medmindre det med sikkerhed er i strid med Danmarks internationale eller EU-retlige forpligtelser, som i øvrigt også er internationale. Og det er regeringens holdning, at kriminelle udlændinge i videst muligt omfang bør udvises.

Hr. Peter Skaarup.

Jeg fornemmer egentlig, at vi er enige så langt, at det sender et dæmpende signal i forhold til nogle af de grupperinger, hvis der falder en udvisning, altså nogle af de grupperinger, der er med i bander – dem, der laver kriminalitet. Hvis vi er enige om det, er det så ikke for træls og for fattigt, at vi her i Folketinget har et flertal, åbenbart, som vil leve med den situation, at de pågældende alligevel ikke bliver udvist, selv om de laver rigtig grov kriminalitet, på grund af nogle forældede konventioner, som stammer tilbage fra tiden lige efter anden verdenskrig? Altså, en helt anden tid er bestemmende for, at vi i dag ikke kan gøre det rigtige selvstændigt. Ser justitsministeren ikke det samme som jeg: at her er et kæmpeproblem? Og hvad vil regeringen gøre ved det?

Ministeren.

Men det er lidt den der med, om glasset er halvt fyldt, eller om glasset er halvt tomt. For jeg tror også, at vi kan mødes om en anden fælles erkendelse, nemlig at der sker udvisning i videre omfang nu, end der gjorde tidligere, alene fordi man har sagt: Vi bliver nødt til at gå til stålet, og vi bliver nødt til at bruge de værktøjer, som der faktisk er for at foretage udvisning, altså det her med tilknytning osv., sådan at vi kan løfte bevisbyrden, og sådan at vi faktisk kan få folk udvist, når de begår kriminalitet i Danmark.

Så siger vi tak til justitsministeren, og så er det for en afslutning hr. Peter Skaarup, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Og jeg takker for en, synes jeg, fin debat. Der har jo været masser af guldkorn og masser af ting, som vi har kunnet være enige om, men også ting, vi har været uenige om. Og en af de ting, som nogle har fremført, er, at ungdomskriminaliteten i det hele taget er faldet, og at vi måske ikke behøver at være så bekymrede. Der må jeg bare sige, at hvis man kigger på tallene, er det ikke nødvendigvis tilfældet. Det er rigtigt, at der for nogle grupper er tale om et fald, men der er for andre grupper tale om en stigning, og for nogle grupper, specielt de helt unge, er der jo tale om, at den alvorligere kriminalitet, forråelsen, er blevet værre.

Så billedet er meget forskelligt. Og der er også tale om, at der er folk, der ikke tør anmelde sager, og det har jo også betydning for tallene. Der er også tale om, at der er ny internetkriminalitet, kriminalitet på de sociale medier, som ikke bliver anmeldt i særlig stort omfang og ikke bliver efterforsket i særlig stort omfang, og det vil jo så sige, at der er nogle skyggetal, nogle mørketal her, som gør, at det, vi snakker meget om ud fra nogle facts, ikke nødvendigvis er ud fra de rigtige facts. Der kan være skyggetal, som vi ikke kender.

Når det så er sagt, synes jeg, der er to spor i den her debat, som er vigtige at forfølge. Det ene er – det ønsker vi fra Dansk Folkepartis side – hård konsekvens over for dem, der ikke følger spillereglerne i vores samfund. Er man ikke indstillet på det, og er man ikke dansk statsborger, så er det ud af vagten – farvel og tak. Der nytter det altså ikke noget, at forældede konventioner betyder, at vi ikke kan gøre det rigtige. Senest er der i dag faldet dom i en sag; det er næsten hver dag, der falder dom i sager ved vores retter, og vi ser gang på gang, at der er betingede udvisninger, at der er advarsler om udvisning og igen advarsler om udvisning, men der er ikke nødvendigvis tale om, at man bliver udvist, og så er det hele måske ikke så meget værd, altså hvis man kan blive ved med at få advarsler. Altså, sådan som jeg kender fodboldreglerne, betyder to gule kort en udvisning og ikke, at man kan få et gult kort og et gult kort og et gult kort osv., uden at der sker udvisning. Så jeg kunne godt tænke mig noget hård konsekvens fra regeringens side, og er det konventionerne, der bremser os, må vi gøre op med konventionerne. De blev skrevet lige efter anden verdenskrig, hvor det var et helt andet verdensbillede, man havde.

Det er det ene, jeg synes der er kommet ud af debatten, og det er noget, hvor vi er nødt til at være hårde; vi må sikre, at retsbevidstheden bliver iagttaget her, når vi arbejder med tingene på Christiansborg, og det gør den ikke nok fra regeringens side i dag.

Den anden ting er det forebyggende arbejde. Når vi taler om indvandringspolitikken og udvisninger, er vi også nødt til at erkende, at dem, der ikke bliver udvist, skal vi sørge for at få ind på det rigtige spor på et tidligt tidspunkt. Og der må vi bare sige, at der mangler uddannelse. Der mangler sammenhængende forløb mellem kommuner, regioner og stat, der sikrer, at dem, der arbejder med de her børn og unge under den kriminelle lavalder, ved, hvad de har med at gøre. Og nogle gør det – selvlærte, fantastiske mennesker. Vi kender dem alle sammen; vi møder dem, når vi er ude at besøge institutioner, både i vores kommuner og vores regioner – gode folk. Men det er i høj grad noget individuelt, der har drevet dem; det er ikke nødvendigvis noget, der er baseret på ligeværdig uddannelse, som alle kommer igennem. Og der er der brug for, at nogle gode folk sætter sig ned og får lavet et forløb, der betyder, at vores kapacitet og vores trænere ude lokalt er i stand til at håndtere de unge kriminelle på en nogenlunde ligeværdig måde over hele landet. Det mangler, og det har vi brug for.

Så de to punkter er det, jeg tager med fra debatten i dag, og jeg håber sådan set, at regeringen vil lytte til, hvad der bliver sagt her i Folketinget. Forskellige partier siger forskellige ting, men opgaven er vigtig. Opgaven skal løses, vi skal stå sammen om den, og vi skal gennemføre noget, der virker.

Der er et spørgsmål fra fru Pernille Vermund.

Tak for det. Jeg er faktisk glad for, at ordføreren for forslagsstillerne nævner to ting, der skal tages med fra debatten. For jeg må indrømme, at da jeg fik DF's forslag til vedtagelse, tænkte jeg: Det her kan ikke være fra DF. Altså, vi har en forespørgselsdebat, som handler om ungdomskriminalitet, religiøs radikalisering og bandekriminalitet, og så handler forslaget til vedtagelse udelukkende om ekstrauddannelse inden for pædagoguddannelsen og uddannelsen til socialrådgiver, moduler i diplomuddannelse osv. Jeg ser intet om udlændingepolitik i det her. Det er ikke, fordi jeg overhovedet betvivler, hvad DF mener, men hvor blev det af? Jeg er med på, at vi kun har et vist antal ord i de her vedtagelsestekster, men jeg tror, at vi kunne være fundet sammen om en vedtagelsestekst, hvis udlændingepolitikken ligesom havde været en del af vedtagelsesteksten. Så kan ordføreren berige mig med et indblik i, hvad der er sket?

Hr. Peter Skaarup.

Ja, nu sendte jeg forslaget til vedtagelse rundt til ordførerne i morges, og jeg var meget parat til at snakke med dem, der måtte vende tilbage med gode forslag og idéer, og så kunne vi have kigget lidt nærmere på det. Men jeg synes i hvert fald, at det forslag til vedtagelse, som vi har her, går på to ben. Jeg vil også sige, at det er vigtigt med udlændingepolitik. Det er vigtigt med udvisninger, og det har jeg også talt for her i Folketingssalen i dag, men vi må også erkende, at når det handler om unge kriminelle, er der også unge kriminelle, der ikke er indvandrere. Der er også unge kriminelle, der ikke er udlændinge, og der er kriminelle, som er indvandrere og udlændinge, som ikke skal udvises, eller som i hvert fald ender med ikke at blive udvist.

Så vi er jo nogle gange nødt til i Folketinget at se på, hvordan det ville være, hvis vi fik vores vilje 100 pct. og alle dem, der begår kriminalitet, og som ikke er danske statsborgere, blev udvist, eller hvis vi fik vores vilje 50 pct. og ikke alle udlændinge, der begår kriminalitet, endte med at blive udvist. Derfor er vi her i Folketinget nogle gange nødt til at tage nogle redskaber i brug, som virker i den virkelige verden. Det har vi forsøgt at give nogle bud på, men vi er fuldstændig åbne over for det, hvis Nye Borgerlige eller SF, som jeg hørte det under debatten, eller Socialdemokraterne har nogle gode idéer til, hvordan vi skal strikke tingene sammen. Hovedsagen er, at der sker noget på de to fronter, som jeg har nævnt.

Fru Pernille Vermund.

Jeg synes, det er helt fint, at man prøver at åbne sig for, hvad andre måtte tænke. Det, der bare undrer mig, er, at udlændingepolitikken slet ikke fremgår, at der slet ikke står noget om udvisning af kriminelle, at det ikke ligesom er åbenbart i vedtagelsesteksten, at en fjerdedel af de bandekriminelle i Danmark har ikkevestlig baggrund. Dermed har det her jo enormt meget med udlændingepolitik at gøre.

Jeg bliver bare nødt til at stille spørgsmål om det, for jeg tænkte vitterligt, da jeg fik forslaget, at det simpelt hen var løgn. Og så kom der en vedtagelsestekst fra et flertal, som tilmed er mere præcis, hvad det angår. Så tænkte jeg, at det måtte være en fejl, og at jeg måtte mangle noget, men det var det så ikke. Næste gang tænker jeg vi måske skal have bedre tid sammen til at få det strikket rigtigt sammen.

Ordføreren.

Det vil være fint med lidt mere tid sammen. Det er jeg altid med på. Og så vil jeg også bare lige sige, at det jo er vigtigt, at vi her i Folketinget finder noget, der virker. Det er både i forhold til udlændingepolitikken og i forhold til det forebyggende arbejde i forhold til de unge kriminelle. Derfor vil jeg bare sige, at jeg oplever sådan en debat som ret frustrerende, fordi vi har nogle partier – og det tror jeg at fru Pernille Vermund er enig i – som hæger sig fast i de der tudsegamle konventioner, der blev skrevet lige efter anden verdenskrig. Og så står vi her og river os selv lidt i håret over, at der kommer advarsler om udvisning, men at der aldrig sker udvisning. Det er bare nødvendigt, at der kommer noget hård justits. Det er i øvrigt også en del af forslaget til vedtagelse. Vi er nødt til at se det øjnene. Vi kan ikke leve med, at det er betonagtige konventioner, der er skrevet lige efter anden verdenskrig, som bestemmer, om vi kan gøre det rigtige her i Folketinget.

Så siger vi tak til ordføreren. Der skal lige sprittes lidt af.

Da der ikke er flere, der bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt blive udsat indtil videre.