B 7 - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 7: Spm. om kommentar til henvendelsen af 8/12-20 fra Lisbet Christoffersen, professor, Roskilde Universitet, Institut for Samfund og Erhverv, vedrørende debatindlæg i Kristeligt Dagblad om udvalgets behandling af beslutningsforslaget, til justitsministeren

Retsudvalget 2020-21
B 7
Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

6. januar 2021

Sikkerhedskontor I

Simon Bundegaard Erik-

sen

2020-0040-0090

1750725

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 7 vedrørende forslag til folke-

tingsbeslutning om indførelse af en 18-årsmindstealder for omskæring af

raske børn (B 7), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren

den 8. december 2020.

Nick Hækkerup

Jesper Hagen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

B 7 - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 7: Spm. om kommentar til henvendelsen af 8/12-20 fra Lisbet Christoffersen, professor, Roskilde Universitet, Institut for Samfund og Erhverv, vedrørende debatindlæg i Kristeligt Dagblad om udvalgets behandling af beslutningsforslaget, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 7 vedrørende forslag til folketingsbeslutning om indfø-

relse af en 18-årsmindstealder for omskæring af raske børn (B 7) fra

Folketingets Retsudvalg:

”Vil ministeren kommentere henvendelsen af 8/12-20 fra Lisbet

Christoffersen, professor, Roskilde Universitet, Institut for

Samfund og Erhverv, vedrørende debatindlæg Kristeligt Dag-

blad om udvalgets behandling af beslutningsforslaget, jf. B 7 –

bilag 10?”

Svar:

Det fremgår bl.a. af debatindlægget, at omskæring af drengebørn er et

centralt religiøst ritual i visse religioner, og at Folketinget i forbindelse med

behandlingen af B 7 vil skulle forholde sig til, hvordan et forbud mod om-

skæring står i forhold til den religionsfrihed, som er beskyttet i både grund-

loven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK).

Det fremgår endvidere af debatindlægget, at det er vurderingen, at Den Eu-

ropæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) ikke vil godkende et forbud

mod religiøs omskæring af mindre til små børn for religioner og kulturer,

hvor en sådan omskæring påviseligt er et centralt religiøst ritual.

Religionsfriheden er beskyttet i grundlovens § 67, hvoraf det følger, at

borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde,

der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som

strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.

Det antages i den statsretlige litteratur, at bestemmelsen, selv om den efter

sin ordlyd alene omfatter foreninger, også beskytter den individuelle adgang

til gudsdyrkelse, jf. Poul Andersen, Dansk Statsforfatningsret (1954), s. 632,

Henrik Zahle, Menneskerettigheder, Dansk Forfatningsret 3, 3. udgave

(2003), side 156, og Jens Peter Christensen m.fl., Grundloven med kom-

mentarer (2015), side 408.

Anvendelsesområdet for § 67 er som nævnt ”gudsdyrkelsen”, og bestem-

melsen omfatter først og fremmest de egentlige rituelle kultiske handlinger,

såsom forkyndelse, bøn, gudstjeneste, dåb m.v., jf. bl.a. Alf Ross, Dansk

Statsforfatningsret, 3. udgave ved Ole Espersen (1980), side 754, og Jens

Peter Christensen, a.st., side 407.

Det har i den statsretlige litteratur været drøftet, om også handlinger, som

ikke vedrører selve gudsdyrkelsen, men som har et vist religiøst præg, er

omfattet af bestemmelsen i grundlovens § 67. Poul Andersen antager, at en

virksomhed kan være omfattet, hvis den er nært knyttet til gudsdyrkelsen,

jf. a.st., side 633. Som eksempel herpå nævnes opførelse af kirker, ansæt-

telse af præster og oprettelse af præsteskoler. Alf Ross antager derimod, at

foreninger til opførelse af kirker, uddannelse af præster og missionærer fal-

der uden for beskyttelsen efter grundlovens § 67, fordi disse foreningers øje-

med ikke er gudsdyrkelse, jf. a.st., side 754.

Som det også fremgår af Kirkeministeriets besvarelse af 22. december 2017

af spørgsmål nr. 15 (Alm. del) fra Folketingets Kirkeudvalg, er det Justits-

ministeriets vurdering, at det ikke kan afvises, at omskæring af drengebørn,

der er religiøst begrundet, kan have en så nær sammenhæng med den egent-

lige gudsdyrkelse, at handlingen omfattes af retten til at ”dyrke Gud på den

måde, der stemmer med deres overbevisning”, jf. grundlovens § 67, 1. led.

Religionsfriheden efter § 67 er imidlertid ikke ubegrænset, idet lovgivnings-

magten er indrømmet en adgang til at fastsætte de rammer for religionsfri-

heden, som hensynet til sædeligheden eller den offentlige orden tilsiger.

Grundlovens § 67 sætter samlet set den grænse for statsmagten, at den er

afskåret fra at gribe ind over for borgernes gudsdyrkelse i tilslutning til re-

ligiøse samfund, hvis denne indgriben – alene – er begrundet i en afstandta-

gen fra den pågældende trosretning som sådan. Lovgivningsmagten er der-

imod ikke afskåret fra at gennemføre lovgivning, der

berører

gudsdyrkelse,

når lovgivningen ikke har til hensigt at modvirke den berørte gudsdyrkelse,

men er begrundet i varetagelsen af andre hensyn (til beskyttelse af sædelig-

heden eller den offentlige orden). Lovgivningsmagten må i den forbindelse

antages at være overladt et vidt skøn, jf. Jens Peter Christensen m.fl., a.st.,

side 408 f.

Religionsfriheden er endvidere beskyttet i EMRK artikel 9, stk. 1, hvoraf

det følger, at enhver har ret til at tænke frit og til samvittigheds- og reli-

gionsfrihed. Denne ret omfatter efter bestemmelsen bl.a. frihed til enten

alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion

eller tro gennem gudstjeneste, undervisning, andagt og overholdelse af reli-

giøse skikke.

Religionsfriheden er imidlertid ikke ubegrænset. Det følger således af

EMRK artikel 9, stk. 2, at friheden til at udøve sin religion eller tro kan

underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nød-

vendige i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige tryghed, for

at beskytte den offentlige orden, sundheden eller sædeligheden eller for at

beskytte andres rettigheder og friheder.

I kravet om, at begrænsningen skal være nødvendig i et demokratisk sam-

fund, ligger, at begrænsningen skal være proportional i forhold til det legi-

time hensyn, som den forfølger. Det indebærer, at begrænsningen skal være

rimelig og egnet til at opnå det legitime formål. Som udgangspunkt skal

begrænsningen være det mindst indgribende middel til at forfølge formålet.

Medlemsstaterne er i forhold til EMRK artikel 9 som udgangspunkt overladt

en vid skønsmargin ved vurderingen af, om et indgreb er nødvendigt i et

demokratisk samfund. EMD har således fremhævet betydningen af de na-

tionale myndigheders demokratiske legitimitet og anført, at den politiske be-

slutningsproces skal tillægges særlig vægt på områder vedrørende generel

samfundspolitik, hvor meninger i et demokratisk samfund med rimelighed

kan variere meget, og at dette især er tilfældet i spørgsmål, hvor forholdet

mellem stat og religion er på spil. Samtidig har EMD fastslået, at afgræns-

ningen af udstrækningen af denne skønsmargin afhænger af, hvad der er på

spil i den konkrete sag (”have regard to what is at stake”). Der henvises bl.a.

til storkammerafgørelsen af 1. juli 2014 i sagen S.A.S. mod Frankrig, præ-

mis 129.

EMD har så vidt ses ikke haft lejlighed til at tage stilling til spørgsmålet om,

i hvilket omfang EMRK artikel 9 er til hinder for en begrænsning i adgangen

til at lade drengebørn omskære.

Som det også fremgår af Justitsministeriets besvarelse af 19. april 2018 af

spørgsmål nr. 25 (Alm. del) fra Folketingets Kirkeudvalg, kan det efter Ju-

stitsministeriets opfattelse ikke afvises, at omskæring af drengebørn vil

kunne have en så nær sammenhæng med religionsudøvelsen, at en begræns-

ning i adgangen til at lade drengebørn omskære vil kunne udgøre et indgreb

i retten til religionsfrihed efter EMRK artikel 9.

En sådan begrænsning vil derfor kun kunne indføres, hvis den varetager et

legitimt hensyn og er proportional.

Hvis lovgivningsmagten måtte ønske at indføre begrænsninger i adgangen

til at lade drengebørn omskære af hensyn til at beskytte barnet, vil dette efter

Justitsministeriets vurdering varetage et legitimt hensyn. Ministeriet har

ikke grundlag for at afvise, at en sådan begrænsning vil kunne være propor-

tional. Den nærmere vurdering vil bl.a. afhænge af, hvilken begrænsning der

er tale om, og hvad den nærmere begrundelse herfor måtte være.